FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.05)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0198/2005) af Dimitrakopoulos for Udenrigsudvalget om EU og Irak - Rammen for et engagement (2004/2168(INI)).

  Giorgos Dimitrakopoulos (PPE-DE), ordfører. - (EL) Hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer, først og fremmest vil jeg gerne takke mine kolleger i Udenrigsudvalget for deres samarbejde, som har betydet, at vi i dag har en betænkning foran os, som jeg synes er helstøbt og giver nogle reelle retningslinjer for, hvor EU's forbindelser med Irak bør bevæge sig hen i fremtiden.

Der er ingen tvivl om, at situationen i Irak, siden kamphandlingerne stoppede, har været vanskelig og desværre forværres dag for dag. Min første bemærkning drejer sig således om sikkerhed, der må betegnes som det vigtigste problem i Irak i dag. Og det er ikke kun, fordi det hver dag koster tusindvis af menneskeliv, men også fordi der ikke kan ske noget som helst andet, før sikkerhedsproblemet er løst.

Det er naturligvis ikke nok bare at konstatere dette. Der skal også træffes konkrete foranstaltninger. En af dem er gendannelsen af de irakiske sikkerhedsstyrker, og samtidig skal den irakiske hær også gendannes, hvilket ikke er let. Da nogle af sikkerhedsproblemerne bunder i tilstedeværelsen af udenlandsk militær, mener jeg desuden, det vil være et skridt i den rigtige retning at erstatte tropperne med en FN-fredsstyrke. Det er et af de grundlæggende forslag i min betænkning. Det kan selvfølgelig ikke ske i løbet af 48 timer, og det er selvfølgelig en beslutning, som skal drøftes igennem, og som skal baseres på en resolution fra FN's Sikkerhedsråd, men jeg mener, det er en beslutning, det er nødvendigt at tage.

Min tredje bemærkning drejer sig om genopbygning. Efter krigen er Irak en stat, hvor hele det sociale netværk er faldet fra hinanden. Genopbygningen bør således ikke behandles som en rent logistisk opbygningsproces, selv om der naturligvis også er tale om bygningsarbejder, men det er også et spørgsmål om at genetablere og orientere et samfund, og genetableringen og orienteringen af et samfund omfatter både politik, økonomi, sociale spørgsmål og kultur.

Et centralt punkt i hele genopbygningsprocessen er en procedure, som allerede er påbegyndt, nemlig udarbejdelsen af den nye forfatning. Det er klart - og bør være klart for alle - at Iraks fremtid først og fremmest ligger i hænderne på den irakiske befolkning, og sådan bør det være. På den anden side er det imidlertid meget vigtigt, at EU, som har en tradition for demokrati, foreslår - naturligvis som led i proceduren med at udarbejde forfatningen - at man sørger for at få et fremskridtsvenligt, demokratisk samfund med et socialt engagement, et samfund, som afspejler Iraks pluralisme.

Endelig - og det er min sidste bemærkning - går vi med denne betænkning ind for, at EU skal medvirke i opbygningen og i det hele taget i processen i Irak, som er et land med en betydningsfuld historie bag sig, og dette bør støttes.

(Bifald)

  Jack Straw, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, det er en stor ære for mig at være til stede her i dag. Det er første gang, jeg har talt her i Parlamentet. Tusind tak for, at jeg hermed har fået lejlighed til først at komme med et kort indlæg om Irak og senere på formiddagen at gå mere i dybden med Afrika og globaliseringen.

Jeg vil starte med at takke Udenrigsudvalget og især dets formand hr. Dimitrakopoulos for hans betænkning og også indlægget her til formiddag. Jeg undskylder for min udtale. Jeg læste oldgræsk i skolen, men det var selvfølgelig mere skriftligt end mundtligt. Den uenighed, der hersker i EU om militæraktionen mod Saddams regime i Irak, kender vi alle, og vi ved, at der er faste holdninger på begge sider. I lyset af de kraftige følelser i denne forbindelse er jeg meget taknemmelig for, at udvalget har valgt at kigge fremad for at finde en fremtid for Irak og ikke bagud ved at gentage de forskellige argumenter for og imod aktionen.

Siden militæraktionens afslutning har EU klart givet udtryk for sin stærke, fælles interesse i at støtte det nye Irak, der er ved at opstå. Jeg er sikker på, at vi alle fordømmer dem, som ønsker at bestemme Iraks fremtid gennem ekstremisme og vold. Vi fordømmer alle drab og kidnapninger, men i lyset af Parlamentets karakter fordømmer vi navnlig den seneste kidnapning af den ægyptiske ambassadør i Irak, hr. Ihab al-Sherif, og angrebene på andre diplomater fra arabiske lande.

Vi er fast besluttede på at sikre et fredeligt, stabilt og demokratisk Irak, som opfylder de irakiske borgeres behov. For lidt over et år siden vedtog Det Europæiske Råd Kommissionens meddelelse om de mellemlangsigtede målsætninger for udviklingen af EU's forbindelser med Irak. Denne strategi bærer nu frugt.

I november sidste år fremlagde Rådet en pakke vedrørende EU's bistand for Iraks daværende premierminister dr. Allawi. Den omfattede en langsigtet forpligtelse til at indlede forhandlinger om en tredjelandsaftale og fremme af EU's samhandel og politiske samarbejde med Irak, og samtidig gentog man Kommissionens tilbud om at gennemføre ordningen med generelle toldpræferencer og økonomisk støtte. Eksperter fra Kommissionen har i samarbejde med FN og den uafhængige irakiske valgkommission bidraget til at sikre, at de første demokratiske valg, som fandt sted i Irak den 30. januar i år, blev en succes. Adskillige medlemmer af Europa-Parlamentet deltog som valgobservatører.

I februar vedtog Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) at bygge videre på denne bistandspakke og afsætte yderligere støtte til Iraks politiske proces, herunder udarbejdelse af en ny forfatning. Det vedtog en ny EU-støttepakke på 200 millioner euro og at etablere EU's integrerede retsstats- og politiuddannelsesmission for Irak med kontorer i Baghdad og Bruxelles. Denne mission påbegyndte i går uddannelsen af repræsentanter for irakisk politi og rets- og fængselsvæsenet og yder et værdifuldt bidrag til den irakiske regerings bestræbelser på at styrke sin myndighed og befæste retsstatsprincippet.

Generelt har EU i indsatsen for at opbygge en fredelig, demokratisk fremtid for Irak iværksat et imponerende og omfattende bistandsprogram til støtte for regeringen og det irakiske folk. I sidste måned besøgte jeg Baghdad sammen med kommissær Ferrero-Waldner, Den Høje Repræsentant, Javier Solana, og formanden for Rådet (almindelige anliggender), Jean Asselborn. Det var efter min mening, og jeg håber, at kommissær Ferrero-Waldner er enig med mig, et meget vigtigt besøg, et symbol på EU's engagement i det nye Irak.

Kommissæren gentog, at Kommissionen har til hensigt at åbne et kontor i Baghdad så hurtigt som muligt for at styrke dialogen og EU's tekniske bistand. På den internationale konference om Irak i Bruxelles for to uger siden, som afholdtes af USA og EU i fællesskab, sendte repræsentanter for 87 lande og internationale organisationer et lignende, stærkt budskab om støtte til det nye Irak.

Lad mig indledningsvis sige noget meget vigtigt. Først vil jeg undskylde for, at jeg kaldte ordføreren formand. Og hvis det bliver opfattet som en krænkelse af min meget gode ven Elmar Brok, der er formand for Udenrigsudvalget, vil jeg også sige undskyld til ham. Hr. Dimitrakopoulos har helt ret i, at sikkerhedssituationen er nøglen til alt andet, og sikkerhedssituationen er alvorlig. Det kan der ikke herske nogen tvivl om. Han lod også forstå, at jo hurtigere irakerne kan få deres egen sikkerhed under kontrol, jo bedre. Som repræsentant for en af de to officielle besættelsesmagter i Irak, USA og Det Forende Kongerige, og med et personligt ansvar for krigen, vil jeg sige, at vi deler dette håb. Lad os komme ud over tidligere tiders skænderier. Vi mener alle, at jo hurtigere irakerne kan tage ansvar for deres egen sikkerhed, jo bedre, og desto hurtigere vil koalitionsstyrken også kunne vende hjem.

Sikkerhedssituationen er dårlig. Lidt mere positiv er stigningen i uddannelsesaktiviteter og den øgede kompetence hos de irakiske sikkerhedsstyrker. I alt består de irakiske sikkerhedsstyrker af 168.000 personer. Et stigende antal blandt disse har nu den nødvendige kompetence og bruges i aktiv tjeneste. Vi ved godt, at mandatet for de udenlandske tropper i Irak i henhold til Sikkerhedsrådets resolution 1546 udløber i december i år, medmindre det forlænges på en eller anden måde, og under alle omstændigheder er vi - koalitionsstyrkerne - i henhold til resolution 1546 kun i Irak efter invitation fra den irakiske regering. Hvis regeringen bad os forlade landet, ville vi tage af sted med det samme.

Med hensyn til, om der kunne etableres en styrke under FN, har jeg i princippet ingen indvendinger. Det eneste spørgsmål er, om vi kan tilskynde andre lande til at melde sig. Det ved vi stadig ikke. Men vi er helt enige om, at det overordnede mål er, at koalitionsstyrken skal reduceres og i sidste instans forlade landet, og at irakerne skal overtage den fulde kontrol.

Sammenfattende kan jeg sige, at Det Forenede Kongerige under sit formandskab vil søge at styrke forbindelserne mellem EU og Irak på basis af de hidtidige resultater. Jeg glæder mig over, at udvalget har tilsluttet sig dette mål, og at det har opfordret Kommissionen til at åbne et kontor i Baghdad og sende EU-observatører til Irak til valget i december.

Jeg bifalder i høj grad udvalgets forslag om, at Europa-Parlamentet skal styrke sine forbindelser med den irakiske overgangsnationalforsamling.

Jeg ser frem til dagens forhandling.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at byde hr. Straw velkommen til formandskabet. Samtidig vil jeg lykønske hr. Dimitrakopoulos med hans fortræffelige betænkning. Denne grundige og relevante betænkning er en god lejlighed til, at vi kan ajourføre os med hensyn til den intense udvikling i de sidste par måneder. Irak er stadig en kolossal og kompleks udfordring for os alle. Det er virkelig "igangværende arbejde", og vi har masser af arbejde tilbage.

Der er sket mange vigtige ting, bl.a. trojkaens besøg i Irak den 9. juni, hvor vi, De 25, viste, at vi alle står sammen om at ville genopbygge og bistå Irak. Det var ikke let, fordi vi ikke altid har stået sammen. Det blev også meget positivt modtaget af irakerne.

Jeg mener også, at det var meget vigtigt med den internationale konference i Bruxelles. Mange af medlemmerne af den irakiske regering var til stede, og her kunne de fremlægge deres tanker og ønsker og stille forslag til, hvordan vi kan hjælpe dem. Den beklagelige bortførelse af den ægyptiske diplomat og andre senere kidnapninger har med al ønskelig tydelighed gjort det klart for os, hvilke vilkår disse mennesker lever under.

Derfor besluttede jeg, at Kommissionen også skal være til stede i Baghdad, og vi vil derfor etablere en delegation, som hr. Straw også har nævnt. Det gør vi naturligvis under briternes beskyttelse, og vi håber, at vi kan garantere størst mulig sikkerhed. Vi ved, at det ikke bliver nogen let opgave, men jeg mener, at det er vigtigt, at vi også politisk viser flaget og hjælper det irakiske folk.

Situationen i dette land er stadig meget vanskelig, og jeg er enig med hr. Dimitrakopoulos i, at en af den nye irakiske administrations største opgaver bliver at sørge for militær og civil sikkerhed. Den eneste måde at skabe sikkerhed på er at få fjernet de bagvedliggende årsager til de voldsomme angreb fra dele af den irakiske befolkning. Det kræver, at to konkrete forudsætninger opfyldes. For det første skal der vedtages en omfattende, bredt funderet forfatning, og for det andet skal der indføres en situation, hvor genopbygningen kan medføre synlige forbedringer for det irakiske folks dagligdag. Og for det tredje, vil jeg gerne tilføje, er det meget vigtigt, at nabolandene også bidrager til større enhed i landet og færre konflikter.

Og nu et par ord om den nye forfatning. Den skal repræsentere alle irakeres interesser og var et centralt tema på Irak-konferencen i Bruxelles. Den skal være et produkt af en omfattende, bredt funderet høring, og alle irakere skal føle ejerskab for den, føle, at den kan beskytte dem og sikre deres rettigheder. Sunniernes deltagelse i det organ, der skal lave et udkast til den, er derfor en lovende begyndelse, men som vi ved, bliver det ikke nogen let proces. Vi i Europa ved fra de seneste erfaringer, hvor mange problemer en forfatning kan støde på, og det diskuterede vi for øvrigt også meget åbent med irakerne.

Vi er også om nødvendigt rede til at tilbyde teknisk bistand. Vi har allerede ydet teknisk bistand ved de seneste valg, især til FN, og vi har sagt, at vi vil bistå FN's eksperter igen denne gang, især med økonomiske midler, men også med tilbud om hjælp fra vores egne eksperter. Naturligvis afhænger det af, om irakerne ønsker vores hjælp.

Det er meget vigtigt, at FN rådgiver irakerne om, hvordan de kan overholde principperne i den internationale lovgivning. Når der er udarbejdet et udkast til forfatningen, og valget er udskrevet, vil vi i princippet også tilbyde irakerne at sende valgobservatører, men det afhænger af sikkerhedssituationen. Det har vi ikke truffet nogen endelig beslutning om.

Det irakiske folk skal opleve konkrete forbedringer i deres dagligdag. Siden 2003 har vi i Kommissionen arbejdet med sundhed, uddannelse, grundlæggende behov, sanitære forhold og vand, og også med jobskabelse, fordi det vigtigste er, at folk selv kan brødføde deres familier. Ud af de 200 millioner euro, der er indgået forpligtelse for, kan vi snart kanalisere 145 millioner euro ud gennem Verdensbankens Facilitet for Den Internationale Genopbygningsfond for Irak, så Irak kan opfylde sine basale behov.

Den kommende donorkonference i Amman giver irakerne lejlighed til selv at gå i spidsen for at få etableret en mekanisme til koordinering af donorerne på grundlag af konferencen i Bruxelles. Det meddelte de allerede på konferencen, og vi vil gerne samarbejde med dem.

Ud over at yde genopbygningsstøtte skal det internationale samfund også gøre mere for at reducere eller omlægge Iraks gæld. Kommissionen vil skubbe på for at få EU-medlemsstaterne til at gøre dette, for vi mener, at det er af afgørende betydning.

Det er en forudsætning for, at især nabolandene kan bidrage mere og mere, for de kommer til at spille en central rolle, hvis ligevægten i regionen skal ændres. Disse lande har brug for bistand og samarbejde med deres naboer. Naboerne har i princippet givet tilsagn til dette, men nu må vi se, om de også kan gøre det i praksis.

Irak er et specielt land med en stor, men omskiftelig fortid. Det er nu inspiration for en ny æra i det internationale samarbejde. Vi ved, at vores dagsorden er meget ambitiøs, men jeg tror, at vi kan levere varen, hvis vi bare holder kursen. Det irakiske folk har udvist et utroligt mod og en fantastisk ukuelighed, især ved at stemme i så stort tal, men også i deres dagligdag, der udfolder sig på en baggrund af vold og trusler. De fortjener medfølelse, men også solidaritet og økonomisk og anden hjælp. Det er, hvad vi skal gøre af moralske og ligeledes politiske grunde.

(Bifald)

  Formanden. - Jeg kan fortælle Rådet og Kommissionen, at Parlamentet tilbyder kurser i moderne græsk, hvis det er nødvendigt for at hjælpe med udtalelsen af hr. Dimitrakopoulos' navn.

  Luisa Morgantini (GUE/NGL), ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg står i en lidt sjov situation, eftersom jeg var den eneste, der undlod at stemme om Udviklingsudvalgets udtalelse. Der var ingen, som stemte imod. Jeg vil sige helt ærligt, at jeg undlod at stemme på grund af forkastelsen af to punkter, som efter min mening er vigtige, nemlig henvisningen til den militære besættelse, et nej til krigen og som følge heraf en tilbagetrækning af besættelsesstyrkerne samt en kritik af lederne og af unddragelsen af den økonomiske suverænitet i forbindelse med det negative og korrupte Bremen-styre.

Kære hr. Straw, nutiden er historie. Det viser de drab, der sker hver dag, og mordet på den hemmelige agent Calipari.

I går havde vi besøg af repræsentanter for det irakiske civilsamfund. De sidder i dag i tilhørerlogen, og dem byder jeg velkommen med stor respekt. Det er mennesker, som lever i usikkerhed hver eneste dag, men som alligevel gør en indsats for at befri Irak fra den militære besættelse, terroraktioner og væbnet modstand. De bor i Falluja, Bassora og Baghdad, de tror på retfærdighed og folkelig deltagelse, og de var ofre for Saddam Husseins diktatur.

Jeg forstod i går, hvor vigtigt det er at give disse mennesker styrke. Sådan som der står i vores udtalelse, er det nødvendigt, at de inddrages i genopbygningsprocessen, og at de får økonomisk støtte til deres projekter.

I vores udtalelse lægger vi desuden kraftig vægt på, at man skal fremme udviklingsaktioner til fordel for kvinderne, som skal opnå og ikke miste rettigheder, og til fordel for de unge, der lider af traumer efter diktaturet, embargoen og krigen, samt aktioner, der tager sigte på at hjælpe landet med at fjerne landminer og klyngebomber og på igen at overlade kontrollen og landets genopbygningsprojekter til de irakiske myndigheder.

I udtalelsen beder vi ligeledes om, at FN involveres, og vi beder ikke mindst om respekt for menneskerettighederne, der så tragisk og skandaløst krænkes, samt en kontinuitet - sådan som også Rådet og Kommissionen gav udtryk for - i EU's indsats med tilstedeværelsen på irakisk område.

Til sidst vil jeg bede om - eftersom min taletid er opbrugt - at den eftergivelse af gælden, som kommissæren, fru Ferrero-Waldner, anser for at være nødvendig, ikke bliver betragtet som en erstatning for støtte.

  Daniel Caspary (PPE-DE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, efter års undertrykkelse og ufrihed har menneskene i Irak i dag trods alle de eksisterende vanskeligheder en chance for en fremtid i fred og frihed. Vi må sætte alt ind på at udnytte denne chance!

Hvad betyder det fra et handelspolitisk synspunkt?

For det første hilser mit udvalg Kommissionens forslag til en strategi for et engagement i Irak velkommen og opfordrer alle involverede til at støtte Iraks forvandling til en differentieret markedsøkonomi.

For det andet er den planlagte optagelse i WTO et afgørende skridt for at indlemme Irak i verdensøkonomien. Det kræver imidlertid, at man skaber de nødvendige strukturer i økonomi og forvaltning.

For det tredje skal FN have en ledende rolle i koordineringen af genopbygningen.

For det fjerde råder Irak med sine olieforekomster over mange naturlige ressourcer. Det er også i vores interesse, at handelen med olie og naturgas bliver genoptaget, og det vil være et anseligt bidrag til vores olieforsynings sikkerhed. Derfor er det vigtigt for begge parter, at de juridiske bestemmelser også bliver tilpasset inden for energisektoren, og at der bliver skabt adækvate betingelser for investeringer. Indtægterne skal imidlertid atter investeres i Irak. Ellers er en bæredygtig genopbygning ikke tænkelig.

For det femte har vi brug for et tæt samarbejde mellem de involverede partnere, hvad international finansiel støtte eller gældseftergivelse angår.

Og vi har for det sjette brug for et tæt regionalt samarbejde mellem Irak og dets naboer, for kun på den måde kan der opstå et frugtbart klima for investeringer i hele regionen.

Afslutningsvis takker jeg medlemmerne af det korresponderende Udenrigsudvalg, som har overtaget vores udtalelse næsten fuldstændigt.

Mine damer og herrer, muligheden for at skabe ændringer i Irak vil ikke være til stede i al evighed. Lad os benytte den til gavn for menneskene!

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske hr. Dimitrakopoulos med hans udmærkede indsats med hensyn til Irak, der er et sejt, kompliceret og vanskeligt emne, som det fremgår af de seneste begivenheder: weekendens mord på mere end 40 mennesker, kidnapningen ved højlys dag og på åben gade af chefen for den egyptiske diplomatiske mission, stilstanden i olieproduktionen og det seneste års voldsomme stigning i volden.

Ikke desto mindre, hr. formand, mener jeg ikke, at opgaven med at rehabilitere, genopbygge, demokratisere og pacificere Irak er en opgave for de lande, der er dybest involveret - og jeg kan se minister Straw, der er hos os i dag, og ham hilser vi også velkommen - men snarere en opgave for hele det internationale demokratiske samfund.

EU skal give en uforbeholden støtte til de opgaver, der er påkrævet i Irak i øjeblikket. Der er brug for en forfatning med en klog og fornuftig balance mellem de nationalistiske og religiøse faktorer, der skal afholdes nye valg og dannes en ny regering, og Saddam Hussein skal stilles for en domstol. Og alt dette, hr. formand, skal hjælpe sunnierne til større deltagelse i magtstrukturerne.

Hvis jeg skulle fremhæve et aspekt af Dimitrakopoulos-betænkningen, må det være det faktum, at den skuer fremad, for fremtiden kan ikke skabes udelukkende ved at tale i datid. Hvis ikke vi har et klart overblik over vores ambitioner og projekter for dette land, vil vi hverken kunne skabe en fremtid eller forstå fortiden.

Det er derfor meget vigtigt, hr. formand, at EU klart fremmer fred, forståelse, overensstemmelse og forsoning i Irak, hvilket fru kommissær Ferrero-Waldner og formanden for EU's Ministerråd også har givet udtryk for. Men, hr. formand, jeg mener, at vi skal forsøge at vende fortidens uoverensstemmelser til harmoni som foreslået af ordføreren, hr. Dimitrakopoulos.

  Véronique De Keyser, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, jeg har fået at vide, at jeg skal starte på en frisk. Det gør jeg så. Jeg skal lade være med at tale om massegravene i Fallujah. Jeg skal lade være med at tale om de flere dusin ofre hver eneste dag. Jeg skal lade være med at komme med tal. Jeg skal lade være med at tale om den ghetto, de udenlandske statsborgere er indespærret i. Jeg skal lade være med at tale om de kidnappede journalister og mine dræbte irakiske venner. Jeg skal lade være med at tale om dette kaotiske og frie Irak, der ofte minder om et rent helvede. Jeg skal lade være med at tale om den forfærdelige korruption og den svigagtige anvendelse af olierigdommene. Og jeg skal især lade være med at sige, at denne krig fra ende til anden er en tragisk fejl. Jeg starter på en frisk.

Men De skal ikke få mig til at sige, at hele det irakiske folk, som gør modstand, er blevet til terrorister. Der er terrorister i landet, ja, desværre, men der er også et folk, der gør oprør. De skal ikke få mig til at lukke øjnene for den elendige forvaltning af konflikten, mens Bush selv bliver angrebet for det i sit eget parti. De skal ikke få mig til at tie stille med, at EU's penge ligger ubenyttet hen i Verdensbankens trust, som ledes af hr. Wolfowitz, mens Parlamentet i dets beslutning fra september 2003 krævede, at alle dens donationer blev styret af FN. Hr. Dimitrakopoulos, De, der har været en fremragende ordfører, skal ikke få mig til at strække mig endnu længere og glemme vores ændringsforslag 11, 12 og 13. Der går vores grænse.

Hvorfor? Ganske enkelt fordi irakerne iagttager os, læser os og forventer, at Europa giver dem håb, men også at vi giver dem sandheden. Fru kommissær, Deres ord var meget rammende og fulde af medfølelse, og vi støtter Dem. Vi vil genopbygge Irak, men sammen med irakerne, for irakerne og kun for dem.

  Cecilia Malmström, for ALDE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, fru kommissær, udenrigsminister Straw, på Den Liberale Gruppes vegne vil jeg byde Dem velkommen her og lykønske Dem med Deres arbejde.

Der går næppe en dag, uden at der rapporteres om nye angreb i Irak. Selvmordsattentater, terrorhandlinger, kidnapninger og andre overgreb mod irakiske og udenlandske civile, journalister og militærfolk ser desværre ud til at være blevet hverdagskost. De fleste af os behøver bare at se det på tv, men det irakiske folk lever midt i denne situation. Det er en prioriteret opgave for hele verdenssamfundet at støtte de irakiske myndigheder med henblik på at gøre en ende på volden, bygge landet op og indføre demokrati, fred og stabilitet. Europa har et stort ansvar for at støtte denne proces med penge, handel, bistand, tilstedeværelse og al anden mulig hjælp, f.eks. politiuddannelse og uddannelse i afholdelse af valg.

Vi har mange gange skændtes om den amerikanske invasion her, men nu skal vi se fremad. Jeg vil på min gruppes vegne gratulere ordføreren, hr. Dimitrakopoulos, med hans arbejde med betænkningen og med, at han forsøger at være så konstruktiv og fremsynet. Vi behøver ikke at grave os ned i skyttegrave. Vi behøver ikke at modellere det gamle. Jeg vil appellere til alle grupper om at forsøge at se fremad.

At kræve nu, at alle tropper trækker sig tilbage, ville være en katastrofe for det irakiske folk. Der er brug for flere folk i Irak, og vi støtter virkelig opfordringen til at forsøge at få en FN-ledet trop med europæisk tilstedeværelse i stand, hvis det er muligt.

Det irakiske folk er modigt og tålmodigt. Det viste det under valget, og det viser det hver dag. Den irakiske regering har ambitiøse mål med sin forfatning. Vi støtter naturligvis arbejdet med at oprette demokratiske institutioner, en kraftfuld støtte til kvinder og minoriteter samt støtte til retssamfundet. Vi vil også appellere til Irak om på sigt at afskaffe dødsstraf.

EU kan om nødvendigt være behjælpelig med at stille ekspertise til rådighed for det konstitutionelle arbejde. Vejen frem mod demokrati og sikkerhed er svær og vil være lang. Hvis det lykkes, vil Irak blive et fantastisk forbillede i hele regionen, men det kræver en øget støtte fra Europa og fra os her i Europa-Parlamentet med kontakter med de valgte irakiske parlamentsmedlemmer.

  Joost Lagendijk, for Verts/ALE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, kære kolleger, lad mig begynde med at give ordføreren en kompliment for de stærke punkter i hans betænkning. F.eks. om udskiftningen af de amerikanske og de britiske tropper med FN-sikkerhedstropper. Det vil forbedre sikkerhedssituationen betydeligt. Det er jeg enig med ordføreren i, og jeg vil gerne opfordre hr. Straw til at arbejde mere for det, ikke blot ved at sige her i Parlamentet, at han er enig i det, men f.eks. også ved at føre en hårdere linje i Sikkerhedsrådet.

Et andet stærkt punkt er nødvendigheden af en national forsoning og bekæmpelse af alle former for straffrihed. Jeg påskønner, at ordføreren i sin betænkning vil tage hensyn til en række positive udviklinger i Irak såsom valget i januar 2005. Når dette er sagt, er jeg imidlertid nødt til at nævne to vigtige svage punkter i betænkningen.

For det første er der den stadig dårligere sikkerhedssituation. Det er rigtigt, at udskiftningen af disse tropper på længere sigt vil forbedre situationen, men på nuværende tidspunkt er tempoet simpelthen for lavt, og retningen er for utydelig. Jeg er fuldstændigt overbevist om, at sikkerhedssituationen kun vil blive forbedret strukturelt, hvis overførelsen af beføjelser finder sted mere radikalt og hurtigere.

For det andet må jeg komme tilbage til tvetydigheden, hvad angår krigens begyndelse, navnlig i de første overvejelser. Jeg er enig med ordføreren i, at EU og også Europa-Parlamentet bør rette sig mod fremtiden, det fremtidige samarbejde mellem EU og Irak. Uden en afbalanceret bedømmelse af fortiden er en effektiv og enig optræden imidlertid ikke mulig, heller ikke i Parlamentet. Derfor har min gruppe stillet en række ændringsforslag, som endnu en gang understreger dette, bl.a. om FN's manglende legitimering. For langt de fleste i min gruppe er vedtagelsen af disse ændringsforslag af afgørende betydning for deres støtte til betænkningen.

Hvis vi ikke lærer af vores tidligere fejl, risikerer vi at begå de samme fejl igen. Det må vi for enhver pris undgå.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, i den betænkning, vi har fået forelagt om EU's engagement i Irak, hedder det i artikel 1, at vi skal slå en streg over fortiden og se fremad. Med andre ord skal vi tie stille om krigen, dens ansvarlige og dens konsekvenser. Denne fremgangsmåde er for mig etisk uansvarlig, politisk tvivlsom og strategisk urealistisk.

Den er etisk uansvarlig. Hvordan kan vi tillade os at afskrive de ubeskrivelige lidelser, denne krig allerede har påført det irakiske folk, de 100.000 uskyldige døde, ødelæggelserne, den absolutte usikkerhed, manglerne, besættelsesmagtens ydmygelser? Endnu en gang skal vi huske på, at denne krig blev indledt mod det internationale samfunds vilje og med udgangspunkt i en dobbelt løgn, nemlig at der skulle være lagre af masseødelæggelsesvåben i Irak, og at al-Qaeda skulle have været i landet før 2003. Vi kan heller ikke se igennem fingre med de mange vrede amerikanere, briter og andre, som ikke har i sinde at tilgive deres ledere, at de snød dem og trak dem med ind i dette blodige og lidet glorværdige eventyr.

At skjule grundene til fiaskoen i dag ville desuden være politisk tvivlsomt. De nuværende ledere i Kommissionen og Rådet er lige nøjagtig dem, der var blandt den amerikanske præsidents mest ihærdige støtter. Lad os sige, at det seneste transatlantiske topmøde var blevet udsat to uger af tilfældige sammenfald. Vi ville så have fået et gribende foto af mødet mellem hr. Bush, hr. Blair og hr. Barroso, en næsten tro kopi af topmødet på Azorerne i 2003. Har de virkelig ikke noget at fortælle os om vurderingen af deres dengang trufne beslutningers konsekvenser for Europa og om det, de har lært af dem i dag? Det er for let, hr. Straw, at hilse den nye ånd velkommen for i forbifarten at afvikle en så tung gæld. Denne krig, der langtfra har udryddet terrorismen, har, for at bruge CIA's egen analyse, gjort Irak til et terroristlaboratorium, hvor jihad-tilhængerne kommer og øver sig i gadekampe, og det kan måske vare ved i endnu 12 år, ifølge hr. Rumsfeld. De har noget at stå til regnskab for!

Endelig er det efter min mening urealistisk at tro på en varig politisk løsning i Irak, som gør, at vi ikke behøver at fordømme denne krig. Hverken Europa eller FN har kompetence til at udsende backup-tropper til en besættelsesmagt, der er kørt fast. Tiden er inde til at sende hele dette hærgede område kraftige positive signaler, f.eks. i form af en beslutning om for fremtiden at forbyde enhver brug af krig til løsning af verdens problemer, effektiv gennemførelse af kvartettens løfter, der aldrig er blevet holdt, til fordel for det palæstinensiske folks grundlæggende rettigheder eller omfattende bistand til dannelsen af et civilsamfund - og jeg vil gerne sende en hilsen til de repræsentanter for civilsamfundet, min gruppe havde besøg af i går - og en 100 % fri og suveræn autoritet i Irak. Hr. formand, man siger, at Europa har brug for omgående at komme i gang med et stort projekt. Her har vi et.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand, vedvarende selvmordsattentater lægger hindringer i vejen for genopbygningen af Irak. De europæiske institutioner kan yde et væsentligt bidrag til, at der dæmmes op for denne næsten udelukkende arabiske jihadisme. Hvordan? Ved omsider at give Iraks nærmeste naboland Syrien en tydelig advarsel, for indtil nu har Syrien fungeret som det vigtigste springbræt for islamiske terrorister fra Irak. Til både Rådet og Kommissionen vil jeg sige, at der under disse omstændigheder bestemt ikke kan være tale om en associeringsaftale med Damaskus. Desuden vil jeg gerne af Rådet have at vide, i hvilken udstrækning der rekrutteres al-Qaeda-jihadister inden for EU, og i hvilken udstrækning terrorisme mod Irak finansieres af moskéer i Europa.

I Dimitrakopoulos-betænkningen savner jeg klarhed om den nedbrydende arabiske indflydelse på Iraks almindelige genopbygningsproces. Jeg kan meget bedre acceptere hans tydelige anmodning til Kommissionen om en omhyggelig retfærdiggørelse af alle EU-projekter i Irak. Det har skatteyderne i EU-medlemsstaterne jo al mulig ret til. Desuden tager hr. Dimitrakopoulos her en anden stor hindring for Iraks genopbygning op, nemlig det vidt udbredte onde, korruption, inden for landets administrative apparat. Også her kan EU yde et værdifuldt bidrag til Iraks fremtidsperspektiv. Korruption og sikkerhed hænger tæt sammen. "Kun gennemsigtighed kan trække os op af moradset", konstaterede den kurdiske politiker Mohammed Toufik med rette. Dette udgør nye bistandsopgaver for EU i Irak.

Jeg vil tilføje, at jeg har stor respekt for tropperne fra USA og Storbritannien og andre internationale tropper, og jeg ønsker dem held og lykke med deres bestræbelser på at nå frem til en bedre …

(Formanden afbrød taleren)

FORSÆDE: Edward MCMILLAN-SCOTT
Næstformand

  Ryszard Czarnecki (NI).  - (PL) Hr. formand, under den kommunistiske æra i Polen var der en stående vittighed om et rejseselskab, der angiveligt havde følgende reklameslogan: "Besøg Sovjetunionen, før Sovjetunionen besøger dig". En opdateret version af denne vittighed kunne være: "Lad os ordne Irak, før de irakiske terrorister ordner os".

EU's særlige repræsentant for Afghanistan sagde for nylig, at vores politiske tilstedeværelse og vores store finansielle engagement i landet var nødvendigt, fordi EU havde begået den fejl slet ikke at interessere sig for Afghanistan mellem 1990 og 2001. Vi skal undgå at begå den samme fejl med Irak, og vi skal ikke overlade landet til amerikanerne. Efter min mening kan og bør både tilhængere og modstandere - og jeg tilhører den sidste kategori - af USA's invasion af Irak blive enige om, at EU skal fungere som en stabiliserende styrke i Irak og den omkringliggende region.

EU begik en alvorlig fejl ved ikke at sende observatører til valget i Irak i januar 2005. Den, der er fraværende, har altid uret, og han har ingenting at skulle have sagt om, hvordan han gerne vil have tingene til at foregå.

Til slut vil jeg gerne takke hr. Straw for vores møde i London i torsdags og fortælle ham, at Udenrigsudvalget stadig har samme formand, nemlig Elmar Brok.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, for 14 dage siden havde vi i udvalget besøg af en delegation fra Iraks provisoriske parlament under ledelse af parlamentets formand og næstformand. Alle grupper var repræsenteret, shiiter, sunnier og kurdere. Jeg var positivt overrasket over at se, hvordan disse førende repræsentanter for deres grupper er interesserede i at finde en løsning, som omfatter en forsoning og forbinder de religiøse og etniske grupper med hinanden, og at man forsøger at gøre dette i en seriøs diskussion. Formanden for Forfatningsudvalget var der også. Jeg tror, at det er en afgørende forudsætning for at skabe fred i dette land, at man finder en magtbalance i en form for føderal struktur, som er sikret gennem forfatningen, også i dårlige tider. På den måde kunne man finde en praksis, hvor alle har en oplevelse af, at deres interesser bliver varetaget, men også at deres religiøse og etniske identitet bliver varetaget, og at dette også rækker ind i det kulturelle område.

Jeg tror, det er en afgørende forudsætning for, at det kan lykkes. Det har jo ofte været sådan, at det i disse stater, som tidligere har været under koloniherredømme, var en lille gruppe, som sad med magten, og i dette tilfælde var det sunnierne. Jeg tror også, at det er en af hovedårsagerne til terrorismen. Det skal lykkes for os at gøre dette klart - sådan som De også sagde, fru kommissær - så nytteværdien bliver synlig for befolkningen. Befolkningen skal indse, at terroristerne forsøger at gøre demokrati og deling af magten umuligt, at de ikke ønsker stabilitet, fordi stabilitet er en forudsætning for investeringer, som ville forbedre landets situation. På denne måde ønsker de at generobre deres gamle magtposition eller af ideologiske grunde overhovedet ikke at tillade en demokratisk udvikling.

Jeg var i sin tid imod krigen, men det spiller ingen rolle nu. Nu handler det om i fællesskab at vinde freden og demokratiet. De gamle skyttegrave, som vi havde hos os, må overvindes, så vi med en multilateral model kan skabe mulighed for, at dette land får stabilitet og demokrati, og at der på dette grundlag opstår en nytteværdi i hele regionen, også for os.

  Lilli Gruber (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, denne betænkning kunne og burde være modigere, for vi taler om spørgsmål, der gælder liv eller død, og om EU's fremtidige strategi.

Der er ingen tvivl om, at teksten er blevet forbedret, men virkeligheden i landet gør den utilstrækkelig. Krigen er efterhånden tabt, og den har i høj grad hjulpet jihad-terroristerne i stedet for at svække dem. Hvis Bush var fornuftig, ville han bekendtgøre en fuldstændig tilbagetrækning uden at fastholde de strategiske baser, og gennemføre den med en klar tidsplan.

Sådan som det altid er tilfældet, er der ikke nogen militær løsning i asymmetriske konflikter, men kun en politisk løsning. Den nye irakiske regering gør et forsøg. Den forhandler nemlig ikke med terroristerne, men med modstandsfolkene, og den inddrager dem i genopbygningsprocessen. Derfor er det vigtigt at tage ordet "modstand" med i betænkningen, hr. Dimitrakopoulos, for i Irak i dag er der både modstandere mod besættelsen og terrorister, og deres mål er ikke de samme.

Det er lige så vigtigt at huske, at det var Bush, som kynisk ønskede krigen mod Irak, og at den med vilje blev baseret på et hav af løgne. Irak var nemlig ikke i besiddelse af masseødelæggelsesvåben og havde heller ikke forbindelser til al-Qaeda. Da invasionen var ovre, havde man moralsk pligt til i det mindste at foretage en material genopbygning af Irak, men arrogance, inkompetence, korruption samt politisk og militær uduelighed forhindrede dette. Derfor - og også på grund af den skandaløse situation i Abu Grahib - tabte de uden at vinde irakernes hjerte og sympati.

Jeg henvender mig således også til repræsentanterne for Rådet og Kommissionen, idet jeg gerne vil slå fast, at tiden er inde til at gå bort fra den svaghed, som den tidligere uenighed gav, og til i endnu højere grad at satse på en fælles politik, så vi kommer ud af den magtesløshed, der er typisk for små koalitionspartnere.

Europa kan gøre sig gældende, hvis det tænker, træffer beslutninger og arbejder sammen. Ellers er det bare en sjov samling bonsai, som trampes ned af den første elefant, der kommer forbi.

  Lapo Pistelli (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, krigen i Irak var noget af det, som Europa var stærkt uenigt om, og derfor er hr. Dimitrakopoulos' betænkning et lille mirakel, eftersom man forsøger at finde en balance. Der er dog stadig en del mangler.

Den reelle situation i landet bekræfter desværre alle tvivlsspørgsmålene hos dem, der var modstandere af et militært indgreb. Vi troede, at Saddam Husseins fald og tilfangetagelse ville være et vendepunkt, og bagefter håbede vi på, at dette vendepunkt ville komme efter valget i januar og med Allawi-regeringens reelle evne til at skabe stabilitet i landet. I virkeligheden ved vi godt, at det ikke går sådan. Hvis man tænker på de civile ofre for selvmordsbomberne, de ikke-registrerede voldshandlinger irakerne imellem og stigningen i ugentlige angreb på besættelsesstyrkerne, må man sige, at Irak er verdens største træningslejr for terrorister.

Nu gælder det dog om at se fremad i stedet for at se tilbage. Derfor giver vi Allawi-regeringen vores støtte, derfor er vi engageret i genopbygningen, og derfor støttede vi de seneste beslutninger. I den forbindelse har vi sat os tre mål, nemlig en forebyggende indsats - sådan som hr. Solana anbefaler - sammen med landene i området, som ikke blot kan hjælpe os ved ikke at eksportere terrorister, men som også kan hjælpe Irak ud af tunnellen, en oplæring af de sikkerhedsstyrker, der er nødvendige for planlægningen af besættelsesstyrkernes hjemsendelse, og endelig en forfatningsaftale.

Dette er virkelig det sidste vendepunkt. Enten lykkes det os at holde landet samlet med forfatningsaftalen, eller også bryder der en ubarmhjertig borgerkrig ud. De spændinger, vi også ser i Kurdistan, får os til at mene, at dette virkelig er Europas sidste chance for at skabe en bedre situation i de kommende måneder.

  Vittorio Agnoletto (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, hr. Dimitrakopoulos, vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Dermed mener jeg, at hvis man ikke gør regnskabet op med fortiden, vil fortiden dukke op igen før eller senere, og så bliver prisen særdeles høj og dramatisk.

Hvis vi ikke fordømmer krigen i dag, kan vi ikke forstå, hvad der sker i Irak i øjeblikket. Krigen og terrorismen bliver ved med at give næring til hinanden. Før krigen i Irak var der ikke terrorisme. Vi skal være modige nok til at sige, at besættelsesstyrkerne er et element, der skaber usikkerhed og ikke sikkerhed. Vi skal være modige nok til at sige, at USA og deres allierede tog til Irak på grund af olien, og fordi de ville bemægtige sig denne olie. Det var bestemt ikke for at udbrede demokratiet.

I går mødtes vi med repræsentanter for civilsamfundet, menneskerettighedsorganisationer, fagforeningerne og kvinderne, og de forklarede os, at det irakiske samfund er aktivt og ønsker at spille en hovedrolle i Iraks fremtid. Europa skal også tage hensyn til dette og ikke kun til forbindelserne med en regering, der er indsat efter valg, som fandt sted under en udenlandsk magts militære besættelse.

  Georgios Κaratzaferis (IND/DEM). - (EL) Hr. formand, er vi bange for sandheden, eller skammer vi os over den? Er vi bange eller skammer vi os, Giorgos? Sandheden er, at vi har en besættelseshær og en uansvarlig invasion foretaget af amerikanere, englændere og spaniere. Det er sandheden!

Under den tyske besættelse, som vi oplevede, og som De oplevede i 1940, forekom der også henrettelser og bortførelser. Det gjorde vi mod besættelsesmagten, og det gør den irakiske befolkning i dag. Og det er den i sin gode ret til!

Besættelsestropperne skal forlade landet! De skal lade landet selv finde sin vej! De skal kompensere for den uret, de har begået! Lade deres olie være i fred, og med en oliepris på 60 dollars tønden skal de nok finde deres vej!

Hvor der er en besættelseshær, vil der også blive begået forbrydelser. Det er de nødt til at indse! Det er den skinbarlige sandhed. Vi oplevede det selv. Da Stalin blandede sig i Grækenlands interne anliggender fra 1944 til 1949, sloges vi mod hinanden i mange år. Besættelseshæren skal ud, det er det eneste retfærdige.

Vi må ikke skamme os over at sige sandheden! Vi kan ikke komme her og lovgive fra de sikre forhold, vi har i Strasbourg og Bruxelles! Lad os tage til Vasora og sige det, vi siger! Lad os sige det i Baghdad! Det er der, befolkningen er, der, sandheden er, og der, problemet er. Leve demokratiet! Leve friheden! Leve befolkningernes selvbestemmelse!

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand, under påskud af, at der fandtes masseødelæggelsesvåben, trængte USA som bekendt ind i Irak og forsøger nu at påtvinge det irakiske folk deres forestilling om demokrati. Ikke kun varigheden af denne intervention, men også dens omkostninger og konsekvenser blev undervurderet. Det nu retsløse område i Irak giver ekstremister en idéel mulighed for at omgruppere sig og samle kamperfaring. Med den amerikanske invasion er landet blevet forvandlet til en uddannelseslejr for terrorister fra hele verden, som kun venter på også at kunne anvende deres nye viden hos os.

Allerede nu må vi altså alle bøde for de amerikanske fejl, om det nu er i form af intensiverede terroraktiviteter eller en stadig øget tilstrømning til islamiske ekstremistiske grupperinger. Det kan ikke være rigtigt, at Europa muligvis skal betale endnu mere for denne fejltagelse fra USA's side i form af udsendelse af tropper. Fred i Irak og en løsning på problemerne kan kun komme indefra. Derfor bør vi hellere støtte genopbygningen af uddannelsesvæsenet og økonomien og bekæmpelsen af den blomstrende korruption. Det ville være en opgave, som kunne betale sig for Europa.

  Anna Ibrisagic (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, jeg vil først gratulere hr. Dimitrakopoulos med det store arbejde, han har lagt i dette komplicerede, men yderst vigtige spørgsmål.

Efter anklagen mod Saddam Husseins regime har det irakiske folk nu fået mulighed for at opbygge sit land frit og demokratisk. Parlamentsvalget, som blev gennemført under stort pres fra kræfter, som hverken var interesseret i demokrati eller frie valg, var det første skridt i demokratiseringsprocessen. Det var også en mulighed for politikerne for at vinde over terroren og volden, men sådan blev det ikke.

Selv om en overgangsregering er blevet dannet, og udarbejdelsen af den nye forfatning er blevet påbegyndt, er sikkerhedssituationen i Irak ikke blevet stabiliseret, sådan som den burde have været. Tværtimod er situationen sådan, at det i lang tid fremover vil kræve bestræbelser og en stærk international tilstedeværelse.

Det er selvfølgelig bedre, jo tidligere Irak selv garanterer sikkerheden i landet. Belært af andre konflikter i vores nærhed, f.eks. krigen på Balkan, som jeg selv har oplevet, kan vi dog ikke forvente os nogen hurtige resultater. At skabe fred og demokrati tager tid, selv om alle kræfter i landet ville være positive. Der kræves endnu mere tid i lande som Irak eller Bosnien, hvor der findes forskellige grupperinger, som modarbejder demokratiseringsprocessen. Vi skal dog have tid og tålmodighed. Ikke at vise tilstrækkelig støtte til Iraks politiske demokratiseringsbestræbelser eller for hurtigt at trække de internationale styrker tilbage fra Irak ville nemlig ikke bare true freden i selve Irak, men også i Iraks omgivelser, og det har vi ikke råd til. Derfor er det eneste alternativ for os fortsat at støtte Irak, både politisk og gennem en stærk international tilstedeværelse, så længe det kræves.

Fru Ferrero-Waldner påpegede meget rigtigt, at Europa i dag står forenet i sine bestræbelser på at genopbygge Irak. Efter min mening er netop denne enighed det, som skal føre til, at situationen i Irak kan stabiliseres, og at de problemer, som vi har i dag, overvindes.

  Marek Maciej Siwiec (PSE).  - (PL) Hr. formand, vi står over for et vanskeligt kompromis, der er fremkommet efter mange ugers forhandling. Jeg vil gerne opfordre alle mødesalens rabulister, for hvem tiden gik i stå for to år siden, og som stadig bruger sproget fra den tid, til at nærlæse dette kompromis og spørge sig selv, om det er kompromiset eller deres agiteren, der vil gavne irakerne mest.

Enhver, der ikke formår at skelne mellem anonyme civilistdræbende kriminelle og koalitionsstyrker bestående af soldater, der sætter livet på spil i Irak, er ganske enkelt en løgner, og jeg protesterer over for sådanne løgne.

Jeg har to forslag til Rådet og Kommissionen. For det første skal der lægges mere pres på Iraks naboer. Tidligere talere har allerede nævnt Syrien, og nylige hændelser både her og i Iran har vist, at disse lande skal tage ansvaret for det, der sker inden for deres grænser. Det internationale samfund skal lægge pres på dem, og de skal også bære en del af ansvaret for det, der sker i Irak. Disse lande kan ikke føre politik i det skjulte, samtidig med at de sender vildledende signaler. For det andet skal vi styrke dialogen med Iraks politiske ledelse. Skønt der er dybt rodfæstede etniske og religiøse skel inden for det midlertidige parlament, skal vi fortsat tale til disse folk. De, der ikke kæmper, er vores partnere.

Endelig er forslaget om at sende fredsbevarende styrker til landet en udmærket, men naiv idé. Hvilken hær kan iføre sig blå hjelme og gå ud og beskytte irakerne? Det er en opgave for en veludrustet og velforberedt irakisk hær, da de er de eneste, der er i stand til at beskytte deres eget folk.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, Parlamentets betænkninger indeholder ikke særlig ofte vittigheder, men denne her bærer præg af en vis - om end sandsynligvis utilsigtet - humor. Det foreslås i punkt 43, at EU "tilbyder sin ekspertise og bistand med henblik på udformningen af den irakiske forfatning". Det kunne jo godt være, at irakerne mener, at EU's ekspertise og erfaring på dette område ikke er så strålende endda. EU's sidste forsøg endte med en forfatning, der var uigennemskuelig og forvirret, og som fyldte næsten 500 sider. Derimod har USA en klar, koncis forfatning, som kun fylder et par sider, og der er kun foretaget 27 ændringer af den i de sidste 200 år. Hvis irakerne har brug for hjælp, foretrækker de sikkert at få den fra USA. Hvis EU bliver involveret, vil man måske oven i købet tilbyde at afholde folkeafstemninger om forfatningen for irakerne, og det kan føre til alle former for uønskede problemer.

  Bogusław Sonik (PPE-DE).  - (PL) Hr. formand, Irak er frontlinjen i kampen mod terroristerne. Disse terrorister har gjort det helt klart, at det er deres mål at tvinge fremmede magter ud af Irak for derefter knuse et spirende demokrati i landet. Verden kan ikke tillade dem at nå deres mål eller at føre deres planer ud i livet, og EU's medlemsstater har ikke råd til at lade noget sådant ske.

Krigen mod terror er en global udfordring, som verden blev konfronteret med ved indgangen til det 21. århundrede. Det er en krig, som vi skal vinde, for vores modstander forstår ikke betydningen af ord som traktat, aftale, kompromis, dialog eller fred. Formålet med moderne terrorisme er at ødelægge den civilisation, vi lever i. I øjeblikket er målet USA, men det bliver Europas tur om nogle få måneder. EU skal derfor beslutte sig for at træffe fælles beslutninger, der er både modige og praktisk anvendelige, da det ikke længere er tilstrækkeligt at yde 200 millioner euro i støtte.

EU skal starte med at forholde sig til de basale problemer, som den irakiske befolkning står over for. Det drejer sig bl.a. om mangel på vand, som 2 millioner irakere ikke har adgang til, mangel på fødevarer - ifølge den seneste FN-rapport sulter hvert fjerde barn - mangel på arbejde med en arbejdsløshed på 70 %, mangel på sikkerhed og frygten for terrorangreb. Sabotageangreb på rørledninger og andre olieinstallationer har betydet, at Irak har mistet 11 milliarder amerikanske dollars i de seneste to år. Det er emner, der skal medtages på EU's liste over prioriterede indsatsområder for støtten til Irak.

Det kan ikke passe, at vores meget betydningsfulde indsats for at genopbygge Irak skal bestå i en meddelelse om, at Kommissionen åbner en repræsentation i Baghdad, eller at der udsendes en valgobservatørmission til valget i december. Det er almindelige irakere, der venter utålmodigt på konkret bistand. Vi skal øge vores engagement i Irak, og dette engagement skal være bedre organiseret. Vi har brug for en vision, der er et fællesskab bestående af 25 medlemsstater værdig.

Prisen for en fiasko bliver høj. Et nederlag til de demokratiske styrker vil styrke terroristernes position, og det vil afstedkomme en kædereaktion i form af en ny terrorbølge ikke alene i Irak, men i hele verden. Fred i Irak er nøglen til udviklingen af transatlantiske forbindelser og fred i regionen som helhed. Der skal lægges pres på Syrien og Iran, så disse lande ikke længere støtter terroristerne der.

  Monika Beňová (PSE). - (SK) Nu har vi snart i nogen tid hørt, at vi ikke skal henvise til fortiden, og at der ikke er nogen grund til at tale om årsagerne til USA's invasion af Irak og dens ad hoc-koalition og allierede. Jeg er ked af det, men jeg er ganske uenig i dette synspunkt, fordi den USA-dannede og -ledede ad hoc-koalition invaderede en suveræn stat uden et internationalt eller juridisk acceptabelt mandat.

Mine damer og herrer, hr. Straw, historien har ved utallige lejligheder vist os, at menneskeheden kunne have undgået mange af sine fejl, hvis den nøje havde analyseret sine fejl og moralske fiaskoer. Det ser desværre ud til, at vi ikke er i stand til at lære af vores egne fejl.

Hr. Dimitrakopoulos, jeg formår ikke alene at udtale Deres navn, men respekterer Dem også som kollega fra Udenrigsudvalget. Jeg kan imidlertid ikke støtte Deres betænkning, selv om jeg er klar over det store arbejde, De har lagt i den. Jeg er enig med fru De Keyser i, at betænkningen slet ikke ville have nogen myndighed uden en vedtagelse af vores ændringsforslag.

  Simon Coveney (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, først vil jeg lykønske hr. Dimitrakopoulos, et navn, jeg har lært at kende i de sidste par måneder. Han har arbejdet utrolig hårdt for at nå frem til en god betænkning og søgt at indgå kompromiser med alle parter for at skabe en betænkning, der efter min mening repræsenterer holdningerne og forventningerne hos et flertal af Parlamentets medlemmer. Det er ikke været nogen let opgave, når det drejer sig om Irak.

Et af de positive aspekter ved denne betænkning er et tilbagevendende emne, nemlig nødvendigheden af, at vi alle ser fremad med hensyn til Irak, at vi koncentrerer os om, hvad der kan opnås, i takt med at Irak bevæger sig ind i fremtiden, og ikke konstant henviser til fortidens fejltagelser og beslutninger. Ordføreren har forhindret, at denne betænkning blev kapret af dem, der ønsker at fortsætte debatten om grundlaget for krigen i Irak og de juridiske aspekter eller mangel på samme, der omgiver denne beslutning. Det er en rimelig debat, men den føjer intet positivt til betænkningen på nuværende tidspunkt. I stedet er betænkningen koncentreret om, hvilken rolle EU vil få og skal have i fremtiden med hensyn til at bistå de irakiske myndigheder. Mange emner behandles i betænkningen, og jeg vil her komme ind på tre af dem.

For det første var det i relation til politisk støtte en glæde at høre, at hr. Brok nævnte det besøg, som Parlamentet for nylig modtog af repræsentanterne for overgangsnationalforsamlingen. Det var en velkommen begivenhed. De bad om hjælp, støtte og bistand til udformningen af den nye forfatning for Irak, og det synes jeg, vi skal give dem af et fuldt og helt hjerte. Vi skal især sikre, at alle grupper deltager i udarbejdelsen af denne forfatning.

For det andet må vi ikke i relation til sikkerhed glemme, at der lige nu befinder sig europæere i Irak, som forsøger at skabe sikkerhed under vanskelige forhold. Vi skal se fremad, se på, hvad EU kan gøre i fællesskab. Jeg glæder mig derfor over, at vi får en EU-delegation i Baghdad i den nærmeste fremtid. Jeg bifalder også retsstats- og politiuddannelsesmissionen, som i høj grad kan forbedre sikkerhedssituationen i Irak, og den nylige opfordring til FN's Sikkerhedsråd om at vedtage en ny resolution om Irak, hvilket beskrives indgående i betænkningen. Det er en modig opfordring.

Endelig må vi ikke glemme vores menneskerettighedsprincipper trods de meget vanskelige og ekstreme forhold, der stadig hersker i Irak, især i relation til dødsstraf.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand, det glæder mig, at der fra ordførerens side og i ændringsforslag 12 fremsat af PSE-Gruppen er lagt vægt på EU's positive engagement i at bidrage til den sociale, økonomiske og politiske genopbygning af Irak, i det vellykkede valg i januar, i fordoblingen af antallet af internationale partnere i Irak, der var repræsenteret på Bruxelles-konferencen, og i vores forenede fordømmelse af alle former for vold, kidnapning og overtrædelser af menneskerettighederne i Irak.

Labour-partiet i Europa-Parlamentet kan ikke støtte de ændringsforslag, der sigter mod at genoplive fortidens splittelser. I den sammenhæng har jeg bemærket, at ændringsforslag 3 fra Verts/ALE-Gruppen sigter mod at ophæve Parlamentets løfte om at bekæmpe både terrorisme og udbredelse af masseødelæggelsesvåben. Alle bør stemme mod dette ændringsforslag.

Endelig er der en forbindelse mellem denne forhandling og den følgende om udvikling. 20 år under Saddam Hussein har ført til kronisk fattigdom for 5 millioner irakere, den hurtigst stigende børnedødelighed i verden, adgang til rent vand for under halvdelen af befolkningen i landdistrikterne, samt at 60 % udelukkende lever af fødevarehjælp. I dag bekræfter Europa-Parlamentet igen sit engagement i det irakiske folks ret til udvikling og fred.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, efterkrigstiden i Irak kan til en vis grad sammenlignes med tiden efter Anden Verdenskrig, om end dog ikke i samme målestok. Men vi er nødt til at komme over alle vores tidligere uenigheder og skænderier og se fremad. Det er den eneste løsning. Vi kan ikke nøjes med at tale om situationen, vi er nødt til at gøre noget, vi er nødt til at komme videre. Derfor har Kommissionen i de sidste to år gennem sin støtte til genopbygningen søgt at fremme forsoningen i Irak og i det internationale samfund.

Som hr. Brok og fru Morgantini har påpeget, skal vi også sikre, at rehabiliteringen og genopbygningen af Irak bliver til fordel for alle irakere. Fremskridtet skal omfatte alle. Naturligvis skal vi se på forfatningen. Det skal være en forfatning, som giver irakerne ejerskab, som beskytter Iraks territoriale integritet, men som samtidig indeholder føderale muligheder. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre den rette balance mellem de forskellige etniske elementer. Den skal også være rettet mod fremtiden, skabe et moderne samfund, hvor kvinder og trossamfund får en passende status. Derfor er forfatningen af største betydning.

Det er også meget vigtigt at opbygge institutionerne i det nye Irak. Der har været megen tale om energi og handel. For at give irakerne mulighed for at udvikle sig mener jeg, at kapaciteten i energiministeriet og handelsministeriet skal opbygges.

Vi ydede støtte ved valget, og vi vil yde støtte ved det næste valg, hvis sikkerhedssituationen tillader det. Det er også meget vigtigt at sikre videreudviklingen af Iraks politi og retsvæsen. Eujustlex-missionen, som blev indledt den 1. juli, får stor betydning og kommer forhåbentlig til at yde et stort bidrag. Dette omfatter uddannelse af 770 politifolk og repræsentanter for retsvæsenet. Vi skal også fokusere på samfundstjenester såsom uddannelse, sundhed og sanitære forhold. Folk skal have mulighed for at leve i fred. Nu har de kun elektricitet et par timer om dagen, og de lever i et klima med temperaturer på op til 50o C.

Vi ved, hvor vanskeligt det er. Vilkårene på stedet er ekstremt vanskelige. Vi ved også, at der har været forsinkelser i gennemførelsen på grund af den vanskelige situation. Vi drøfter derfor situationen løbende med Verdensbanken, FN og irakerne selv. Det er klart, at hovedansvaret ligger hos dem, men vi skal hjælpe dem, så meget vi kan.

Jeg er enig i, at det er yderst vigtigt, at det internationale samfund tilskynder Iraks naboer til at følge samme strategi og søge at sikre forsoning og enhed i Irak. Det er det klare budskab, vi kom med ved den internationale konference.

Vi støtter WTO's forslag vedrørende Irak. Handels- og samarbejdsaftaler kan være næste skridt afhængigt af forhandlingerne med irakerne. De har nu en chance for på en ny måde at bygge videre på den foreliggende situation, hvor vi yder dem bistand, men det skal ske på en meget mere struktureret måde.

Jeg er meget taknemmelig for Europa-Parlamentets støtte. Jeg lykønsker hr. Dimitrakopoulos med hans fortræffelige arbejde. For jeg både kan og vil lære at gøre det bedre næste gang.

  Jack Straw, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, må jeg gennem Dem takke alle medlemmerne for denne meget konstruktive debat, som også har været meget interessant for mig. Det er på sin vis naturligvis rigtigt, at man ikke kan diskutere fremtiden uden at forstå fortiden, og der findes forskellige analyser af fortiden. Men jeg mener nu, at krigen var berettiget på daværende tidspunkt. Det mener jeg stadig. Jeg respekterer dem, der ikke har samme mening.

Jeg vil dog gerne sige, at vi kan diskutere - og det kommer vi til at gøre længe - militæraktionens legitimitet, men jeg vil bede Dem om ikke at sætte spørgsmålstegn ved den demokratisk valgte irakiske regerings legitimitet. Nogle af talerne har sat spørgsmålstegn ved den nuværende regerings legitimitet. Med al respekt mener jeg, at det er forkert. Valget den 30. januar fandt sted under et FN-mandat, under intens international overvågning. Det valg var retfærdigt - 8,6 millioner irakere stemte, og de valgte et repræsentativt råd, som FN nu har givet instruks om at udarbejde et udkast til forfatning i august og få det ratificeret ved en folkeafstemning i oktober, således at der igen kan afholdes valg til en mere permanent nationalforsamling i december. Jeg vil sige, at det er hele det internationale samfund med støtte i det enstemmige FN-mandat, der har ansvaret for at sikre, at processen fungerer og fungerer effektivt. Jeg er Kommissionen og Parlamentet dybt taknemmelig for deres støtte til denne proces.

Ja, situationen i Irak er alvorlig i dag. Ja, alt for mange dræbes, men til dem, der bare beskriver det som en slags legitim modstandskamp, vil jeg sige, at det overvejende flertal af ofrene for denne terrorisme ikke er fra koalitionsstyrkerne, men almindelige irakere. Jeg vil også minde de tilstedeværende kolleger om, at der i mange - ikke alle - dele af Irak hersker en rimelig grad af normalitet. Der har været meget få hændelser. Hvorfor? Fordi terrorismen er blevet slået ned i disse områder. Hvor situationen ikke er normal, skyldes det terrorismen. Jeg er ikke naiv. Jeg ved, at hvor der er findes terrorisme i dette omfang, skal der være en politisk proces, som skal søge at få befolkningen til at deltage, samt en umiddelbar sikkerhedsmæssig respons. Det er yderst beklageligt, at de fleste sunnier besluttede ikke at deltage i valget i januar.

Det, der er sket siden - og kommissær Ferrero-Waldner og jeg mødtes med repræsentanter for sunni-samfundet og drøftede situationen med medlemmer af shia-samfundet og det kurdiske samfund - er, at den irakiske regering har gjort en stor indsats for at få sunnierne til at deltage. Det har været vanskeligt, men for bare to dage siden besluttede nationalforsamlingen at bekræfte, at 15 sunnier nu sidder i forfatningsudvalget. Det er af den største betydning, et første skridt i retning af at række hånden ud mod sunni-samfundet. Det skal også tages andre skridt, således at alle samfundene bliver repræsenteret i Irak.

Noget andet, som jeg vil sige, er, at alle opinionsundersøgelser i Irak viser, at de fleste irakere trods volden foretrækker det, der er sket og sker i dag, frem for det, der skete tidligere. Og ja, der var terrorisme før krigen. Det var statsterrorisme, som førte til, at tusinder af almindelige irakere døde. Og nej, det er ikke hundredtusinder, der er blevet dræbt siden krigen, det er nogle snese tusinder. Det er alt for mange, men nu kan irakerne i det mindste se frem til en demokratisk, fredelig fremtid, hvor de har kontrol over deres skæbne, hvilket ikke var muligt under Saddam.

Der har været drøftelser både i og uden for Europa om situationen i Irak. Derfor glæder vi os meget over den meget konstruktive tilgang, hr. Dimitrakopoulos og hans udvalg har valgt at følge. Det takker jeg Dem for. Jeg ved, at det på grund af de mange forskellige holdninger har været en meget vanskelig opgave at få alt dette til at give mening og fremsætte forslag vedrørende fremtiden. Det fremgår tydeligt af dagens diskussioner. Jeg takker hr. Dimitrakopoulos og Kommissionen.

Vi i formandskabet vil gøre alt, hvad der står i vores magt i det næste halve år, for aktivt at støtte EU's arbejde og påtage os vores ansvar i Irak som en af deltagerne i koalitionen.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:

- redegørelser fra Rådet og Kommissionen om Afrika og globaliseringen

- mundtlig forespørgsel (B6-0248/2005) af Morgantini for Udviklingsudvalget til Rådet om krav om verdensomspændende indsats for at udrydde fattigdom og

- mundtlig forespørgsel (B6-0249/2005) af Morgantini for Udviklingsudvalget til Kommissionen om krav om verdensomspændende indsats for at udrydde fattigdom.

  Jack Straw, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, for anden gang i formiddag vil jeg gerne sige, at det er mig en stor ære at tale her i Europa-Parlamentet. Jeg sætter stor pris på den dialog, jeg har haft med Parlamentet og dets udvalg, ikke bare i de sidste fire år som Storbritanniens udenrigsminister, men også de foregående fire år, hvor jeg var Storbritanniens indenrigsminister. Jeg har faktisk siddet så længe i den britiske regering, at jeg kan huske vores seneste formandskab for syv et halvt år siden, hvor jeg havde det privilegium at være formand for Rådet (retlige og indre anliggender).

Jeg vil også gerne lykønske Parlamentet med dets initiativ til at støtte kampagnen Make Poverty History. Det viser Deres stærke engagement i den globale udvikling i dette for Afrika og verdens fattigste nationer så vigtige år.

Fru Morgantini har stillet mig nogle uddybende spørgsmål. Jeg har allerede sendt hende et detaljeret svar på spørgsmålene, og jeg skal nok sørge for, at andre også får adgang til dem. I mit indlæg vil jeg besvare mange af de spørgsmål, hun har rejst.

I de seneste par måneder har overskrifterne i Europa ofte handlet om manglende enighed og problemer. Vælgerne i to af de oprindelige medlemsstater har sat fokus på den dybe bekymring, som alle Europas borgere nærer. Hvordan kan EU blive bedre til at garantere dem den velfærd og sikkerhed, som vi alle ønsker i en verden i hastig forandring?

Nogle af svarene på det spørgsmål vedrører EU's interne politikker, bl.a. den fremtidige finansiering. Det Forenede Kongerige tager sit ansvar for EU's formandskab alvorligt, hvilket Tony Blair også sagde for blot to uger siden. Vi vil arbejde hårdt for at nå frem til en aftale om de finansielle overslag inden årets udgang. Samtidig vil vi søge at føre en bredere debat om prioriteter og den retning, Europa skal gå i, på en åben måde, hvor alle deltager, og hvor vi også respekterer de forskellige holdninger i Parlamentet, blandt Europas regeringer og borgere. Men hvis vi skal opfylde alle folks håb og fjerne deres frygt for fremtiden, er det lige så vigtigt, at EU styrker sine aktiviteter i resten af verden. En af de mest iøjnefaldende udviklinger i de sidste par år har været, hvor meget vi allerede har gjort i EU for at tage denne udfordring op, og det er sket på grundlag af en meget bred enighed.

For et par år siden stod Europas nationer meget splittet, hvilket vi blev mindet om under den tidligere forhandling om Irak. Og her i dag står vi sammen om at støtte fredindsatsen i Mellemøsten, Sudan og Den Demokratiske Republik Congo. Vi har etableret et omfattende bistandsprogram med det nye Irak. Vi er førende i det internationale samfund i den vanskelige, men vigtige proces over for Iran.

Det er det samme med hensyn til sikkerhed og forsvar. For bare et par år siden drejede diskussionerne om ESFP sig om placering og bemanding af en lille planlægningscelle i en forstad til Bruxelles. Men i dag arbejder en EU-styrke sammen med NATO i Bosnien. EU-missionerne dér og i Makedonien uddanner politistyrkerne. Vi uddanner også Iraks politi og retsvæsen. Vi har to europæiske missioner i Den Demokratiske Republik Congo. Vi bistår Den Afrikanske Unions styrke i Sudan.

Så i dag er den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik ikke bare et stykke papir, den gør en reel forskel for tusinder af mennesker i hele verden. Jeg ønsker, at Det Forenede Kongeriges formandskab og de kommende år bliver en periode, hvor vi bygger videre på disse resultater og yderligere styrker EU's indflydelse og magt som en kraft for det gode i verden. Intetsteds er dette så vigtigt som i Afrika. Afrika er i dag fattigere end for 25 år siden. Halvdelen af befolkningen syd for Sahara lever for under 1 dollar om dagen. Afrikas andel af verdenshandelen er en tredjedel af niveauet i 1980. Den samlede nationalindkomst i landene syd for Sahara er mindre, end den udviklede verden - dvs. EU, USA, Japan og et par andre lande - bruger på støtte til landbruget. Der er brug for et stort gennembrud, hvis vi skal nå millenniumudviklingsmålene. Med den nuværende hastighed vil det tage landene syd for Sahara over 100 år at opfylde målet med primær uddannelse eller nedbringelse af børnedødeligheden. For tre af målene - målene for sult, fattigdom og sanitet - bliver situationen i disse lande værre dag for dag.

Og samtidig er den forventede levetid i Afrika i dag 42 år, hvilket er mindre end den alder, de fleste af dette Parlaments medlemmer har. Ifølge prognoserne vil den forventede levetid i nogle afrikanske lande inden for de næste fem år komme ned på 30 år. 20 millioner afrikanere er allerede døde af aids, som nu er den hyppigste dødsårsag på dette kontinent. Tre fjerdedele af alle med hiv på verdensplan bor i Afrika.

Nelson Mandela har sagt, at ligesom slaveri og apartheid er fattigdom ikke en naturgiven ting. Det er menneskeskabt og kan fjernes og udryddes af mennesker. Mandela har ret. I Afrika er der alt for mange eksempler på, hvordan menneskers handlinger forhindrer andre mennesker i at skabe sig et bedre liv.

Som Hilary Benn, min kollega og ven, der er Det Forenede Kongeriges minister for international udvikling, og jeg selv har set i Darfur, har den regeringsstøttede milits dræbt tusindvis af mennesker. Millioner er flygtet fra deres hjem.

I Zimbabwe har regeringen trådt demokratiet og de grundlæggende menneskerettigheder under fode og ødelagt en økonomi, som engang var blandt de stærkeste i hele Afrika. Nu har Zimbabwes regering vendt sig mod de fattigste og mest sårbare i landet og fordrevet tusindvis af borgere fra deres hjem og ødelagt deres indtægtsmuligheder. Problemet i Zimbabwe er ikke mangel på ressourcer eller et dårligt klima, men meget dårlig regeringsførelse. EU har gjort ret i at sende et utvetydigt budskab om, at Zimbabwes regerings adfærd er fuldstændig uacceptabel. Det har vi gjort gennem nye udvidede og restriktive foranstaltninger over for Mugabe-regimet og en konsekvent fordømmelse af de seneste overgreb.

Men trods al denne dysterhed må vi ikke glemme, at billedet af Afrika er meget mere sammensat, end det umiddelbart ser ud. I 1970'erne kunne man tælle de demokratiske stater i Afrika på én hånd og stadig have et par fingre til overs. Der var nemlig tre. I dag er der over 30 demokratisk valgte regeringer på dette kontinent.

For bare et par år siden var der væbnede konflikter i hele Afrika, men i dag er en vedvarende fred ved at fæste rod i lande som Burundi, Liberia, Sierra Leone og Angola. Den Afrikanske Enhedsorganisation plejede at være fortaler for ikke-indblanding i medlemmernes indre anliggender. Derimod er dens efterfølger, den nye Afrikanske Union, ikke grundlagt på ikke-indblanding, men på ikke-ligegyldighed. Den har ladet sig inspirere af, hvad det er lykkedes for EU at opnå på et kontinent, der engang selv var præget af konflikter, krige og blodsudgydelser og ikke den fred og stabilitet, vi nu nyder godt af.

Gennem New Partnership for Africa's Development, NEPAD, har de afrikanske ledere vedtaget en gensidig kontrolmekanisme, som mange regeringer i den udviklede verden, i Europa, ville opfatte som ubehageligt påtrængende. Og den økonomiske situation i Afrika er heller ikke så konsekvent negativ, som det undertiden ser ud til. Nogle lande såsom Mozambique og Etiopien har nu en vækstrate på omkring 7 %, hvilket er tilstrækkeligt til at få mange mennesker ud af fattigdommen.

Kontinentet råder over enorme ressourcer, både fysiske og menneskelige, og disse positive faktorer burde give os reel grund til håb. Afrikanerne ønsker en bedre fremtid, og vi i Europa skal sammen med vores internationale partnere fortsat yde støtte til at lade reformerne i Afrika rodfæste sig og dermed hjælpe afrikanerne til at ændre situationen til det bedre.

Så vi har gjort 2005 til et handlingens år, og vi har allerede opnået meget. Det Europæiske Råds møde i sidste måned er blevet berømt for uenigheden om EU's budget, men jeg vil påstå, at vores børn kommer til at huske det som det møde, hvor Rådet besluttede at fordoble Europas bistand til Afrika i løbet af de kommende fem år. Det bliver arven efter dette møde i Rådet, og med lidt held og hårdt arbejde vil de midlertidige problemer med EU's budget netop være midlertidige.

Vi har også besluttet at sikre en mere effektiv og koordineret støtte, baseret på de aftaler, der blev indgået på OECD's møde i Paris i foråret. Vi skal sikre, at hjælpen ikke understøtter dårlig regeringsførelse og beriger de korrupte, men at den bruges til at forbedre regeringsførelsen og hjælpe de fattigste, som den jo er rettet mod.

G8 har vedtaget en 100 %'s gældseftergivelse for de mest forgældede fattige lande, og G8-lederne, som mødes i dag og i morgen i Gleneagles, vil drøfte muligheden for yderligere støtte. På FN's topmøde i september vil vi kigge på millenniumudviklingsmålene igen og styrke den internationale indsats for at nå dem. Men vi skal gøre mere end det. Under vores formandskab vil Det Forenede Kongerige arbejde for en europæisk strategi for støtte til en vellykket udvikling i Afrika. Strategien skal være omfattende og ambitiøs, den skal ikke blot vedrøre økonomisk støtte, men vise, hvordan Afrika vil investere i mennesker, god regeringsførelse, vækst, fred og stabilitet. Som led i strategien skal vi give lettere adgang til de udviklede markeder for verdens fattigste lande, således at Doha-udviklingsdagsordenen kan blive virkeliggjort, og vi skal begynde med mødet i Hongkong i december.

EU, USA og andre rige lande skal opfylde deres forpligtelser til at ophæve eksportstøtten, og det skal ske inden for en fastlagt, entydig tidsramme. Vi skal også erkende vigtigheden af fred og stabilitet i Afrika. Allerede nu er i tusindvis af flygtninge mere sikre i Darfur. Hvorfor? Takket være midler fra EU's fredsfacilitet for Den Afrikanske Unions mission i området. Gennem denne facilitet kan vi øge vores indsats ved at støtte Den Afrikanske Union og organisationer som Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater, ECOWAS, som selv har spillet en central rolle i løsningen af konflikten i Vestafrika.

Fredsfaciliteten er blevet en stor succes, men de penge, der er afsat til den, er ved at være brugt op, og vi skal have vedtaget en langsigtet finansiering af den. Som Afrikas ledere også har indset, kan Europa hjælpe ved at fremme bedre og mere demokratisk regeringsførelse i Afrika.

For at vende tilbage til Zimbabwe bifalder jeg i høj grad Parlamentets opfordring til at indføre valg og til at sikre en konsekvent håndhævelse af EU's sanktioner. Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU har i høj grad støttet bedre regeringsførelse i afrikanske stater og ligeledes i Vestindien og Stillehavsområdet. Cotonou-aftalen giver os mulighed for at suspendere støtten i de værste tilfælde. Vi skal ikke blot være parat til at bruge denne bestemmelse, men være meget mere proaktive i overvågningen af fremskridt med hensyn til demokrati og regeringsførelse. Det er befolkningerne, der får mest ud af demokrati og bedre regeringsførelse, de almindelige mennesker i AVS-landene i Afrika, som selv ønsker, at vi udnytter disse mekanismer under aftaler som Cotonou-aftalen.

De fantastiske Live 8-koncerter, som fandt sted i Europa og andre steder i verden i sidst weekend, giver stadig genlyd i vores ører. De har sammen med den øgede interesse, der er skabt gennem G8-mødet i Gleneagles, øget forventningerne i Afrika og Europa og også i resten af den udviklede verden til, at støtteindsatsen virkelig vil betyde en forskel denne gang. Lad os håbe, at den gør det. Lad os håbe, at de udviklede lande rent faktisk yder den støtte, de lover, men vi er nødt til at forstå, at processen kun vil kunne virke, hvis regeringsførelsen forbedres i Afrika, og korruptionen reduceres.

I vores indsats i Afrika og resten af verden kan EU trække på tre store styrker: for det første EU's magt og indflydelse. Når vi taler samlet, kan vi fastsætte den internationale dagsorden. Det gør vi i forbindelse med verdenshandel, men det har jeg også set med Javier Solana, Joschka Fischer og nu med Philippe Douste-Blazy i den vanskelige Iran-sag. EU's styrke, når vi står sammen, er kolossal. Den styrke, vi har, kommer fra vores globale forbindelser. Der findes ikke det land i verden, som ikke har et eller andet særligt historisk bånd eller venskabsbånd med en af EU's medlemsstater. Den seneste udvidelse i maj føjede flere til dette partnerskabs- og tillidsnetværk, og vores globale rækkevidde afspejles i Parlamentet og i Deres stærke internationale engagement.

I dag bygger EU på tættere forbindelser til vores naboer såsom Rusland og nye strategiske partnere som Kina og Indien, som kommer til at deltage i meget vigtige topmøder med EU under det britiske formandskab. Vi får naturligvis større indflydelse over for disse strategiske partnere, når vi taler med én stemme.

Den tredje og måske vigtigste styrke er styrken i EU's værdier. Blød magt i udenrigspolitik er blevet defineret som at få andre til at gøre, hvad vi ønsker. EU's udvidelse er et af de mest slående og mægtige eksempler på denne bløde magt i aktion. Den magnetiske kraft i EU's succes, værdier og institutioner har bidraget til at ændre først de sydlige og senere de centrale og østlige lande i Europa, og udsigterne til EU-medlemskab spreder nu reformer og stabilitet til Tyrkiet og på tværs af Vestbalkan.

Andre her kender måske Vestbalkan bedre end jeg, men alle, der kender Vestbalkan, ved, at det eneste, som i realiteten kan bidrage til at skubbe disse delte samfund i retning af fred og sikkerhed, er EU, dets værdier og styrke. Det Europæiske Råd erkendte dette på sit møde i juni og bekræftede atter, at EU bør gennemføre sine eksisterende forpligtelser vedrørende udvidelse, herunder at indlede forhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober.

Samtidig hjælper vores naboskabspolitik med at udbrede vores værdier mod øst og syd, bl.a. til Ukraine og landene i Middelhavsområdet, som vi også kommer til at afholde topmøder med under det britiske formandskab. Disse værdier er grundstenen i det transatlantiske forhold, verdens største alliance af liberale demokratier og af afgørende betydning for håndteringen af fremtidens globale udfordringer, lige fra terrorisme og befolkningstilvækst til fattigdom og klimaforandringer.

Takket være disse trumfkort - vores egen styrke, vores globale forbindelser og vores stærke værdier - har EU i dag endnu større mulighed for at øge sin styrke som en kraft, der kæmper for det gode verden over. Jeg glæder mig til at samarbejde med Dem alle om at nå dette mål under vores formandskab.

(Bifald)

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, da jeg opfordrede til porteføljen for udvikling og humanitær bistand vidste jeg, at Afrika ville komme i centrum for mine handlinger og mit engagement.

Et engagement, der blev vækket af en følelse af forargelse og bydende nødvendighed. Endnu i dag er Afrika bagefter resten af verden, i udkanten af vores bevidsthed, fjernt fra globaliseringens fordele.

Et engagement, der også er baseret på den rationelle kendsgerning, at konteksten har ændret sig, og at der i dag tegner sig en uden tvivl enestående mulighed for at gøre Afrika til et mere rigt, mere stabilt og bedre styret kontinent. I denne kontekst kan og skal Europa gøre en forskel, da vi i dag kan skabe gunstige vilkår for at udrydde fattigdommen, og da vi ikke længere har nogen undskyldning for ikke at gøre det.

Afrika har ændret sig. Afrikanerne selv har besluttet sig for at vende fataliteten ryggen og tage deres skæbne i egen hånd. Den Afrikanske Unions energiske og effektive indsats i f.eks. Darfur, Togo og Côte-d'Ivoire har givet princippet om, at der skal findes afrikanske løsninger på de afrikanske kriser, en helt ny dimension. Denne aktion, der er baseret på solide regionale organisationer, åbner nye og hidtil uventede perspektiver for fred, stabilitet og sikkerhed. Desuden understøttes Den Afrikanske Union af et stærkt lederskab, der i dag skitserer en lovende vision.

Afrika har ændret sig, men det har Europa også. Europa optræder mere og mere som talsmand for en mere solidarisk, mere retfærdig verden og et mere multilateralt system. I 2005, udviklingens år, skal Europa give sin mening til kende som den vigtigste udviklingsbistandsdonor, og det kan i den forbindelse skubbe det internationale samfund til at gennemføre konkrete, voluntaristiske aktioner, som kan gøre det muligt at undgå, at millenniumudviklingsmålene bliver synonyme med brudte løfter. Jeg er i øvrigt meget glad for at se, at Det Europæiske Råd - som det netop er blevet sagt - har fulgt Kommissionens forslag, hvilket gør det muligt at fordoble den offentlige udviklingsstøtte inden 2015 og at fordoble støtten til Afrika inden 2010.

Det er hele verden, der har ændret sig. De seneste års begivenheder har vist os, i hvor høj grad de svage stater kan være en kilde til ustabilitet, kan være trygge tilflugtssteder for terrorister og kriminelle. Intensiveringen af globaliseringen på alle niveauer gør det endvidere nødvendigt at intensivere solidariteten. I dag er udviklingspolitikken for mig et privilegeret instrument til at menneskeliggøre globaliseringen. Jeg kan i hvert fald ikke finde bedre instrumenter. Globaliseringen har det særlige kendetegn, at den ikke, som nogle ville give indtryk af, er et resultat af en politisk beslutning, der er blevet truffet i dølgsmål et eller andet sted. Globaliseringen er ikke rigtig blevet dirigeret. Den er en spontan proces, som nogle glæder sig over, og som andre frygter, men som ingen hverken national eller international myndighed synes at have noget egentligt herredømme over, og det er dét, der er problemet. Jeg er naturligvis en af dem, der mener, at den kan bibringe med meget, og at den under alle omstændigheder er forbundet med langt flere fordele end ulemper.

Intensiveringen af globaliseringen på alle niveauer skal naturligvis besvares med en intensivering af solidariteten på alle niveauer. For hvad betyder globaliseringen for folk, der ikke har adgang til vand, for unge, der ikke har adgang til uddannelse, og for børn, der dør af sygdomme, som vi kan helbrede. Selv om ingen drømmer om at vende tilbage til modeller, der desværre lugter af deja-vu, tror jeg, det ville være en fejl at tro, at folk ikke vil globaliseringen, eller at de vil tilbage til det, de kom fra. Det, vi vil, os europæere, er en globalisering, der er til gavn for alle, som er en positiv drivkraft for hele menneskeheden uden undtagelse. I denne forbindelse haster det meget med at få globaliseringen til at fungere i Afrika og for Afrika.

Markedernes liberalisering er i denne forbindelse ganske vist kun en fordel dér, hvor staten er i stand til at opstille regler for at begrænse misbrug og sørge for, at de samfundsmæssige interesser tilgodeses. Som De ved, skal regeringerne garantere en makroøkonomisk ramme for at kunne nyde godt af de muligheder, globaliseringen giver. De skal også skabe effektive og forudsigelige vilkår for denne makroøkonomiske ramme og naturligvis føre en politik, der er gunstig for den økonomiske aktivitet. De skal endvidere opmuntre til og støtte et påpasseligt civilsamfund, som sikrer en retfærdig og afbalanceret omfordeling af rigdommene og andre tjenesteydelser som f.eks. adgangen til retsvæsen, administration, sundhed og uddannelse. I denne forbindelse, og især for Afrika, mener jeg, at der skal gøres en helt særlig målrettet indsats for at kæmpe for lighed mellem mænd og kvinder.

Af alle disse grunde er det efter min mening vigtigt at få defineret en fælles europæisk strategi. Ikke blot for udviklingens skyld, men for Afrikas skyld, en strategi, der tilgodeser den nye geopolitiske situation i Afrika. En strategi, vi skal udarbejde sammen med vores afrikanske partnere for at kapitalisere dette nye afsæt på verdensplan. Meget hurtigt, det er allerede blevet sagt, er Den Afrikanske Union blevet en uomgængelig politisk forhandlingspartner, en veritabel motor for ændring af kontinentet.

På samme tid mener jeg, det skal understreges, at denne konstruktion ikke kan holde af sig selv. Den Afrikanske Unions hus skal bygges på solide regionale byggesten. Der bliver ingen kontinental integration uden en stærk, ambitiøs og anerkendt regional organisation. Et ambitiøst, politisk partnerskab mellem EU og Den Afrikanske Union er derfor mere end nogensinde før et krav. Hvad skal denne forening gå ud på? Jeg har ikke noget udtømmende svar, men jeg vil alligevel begrænse mig til at komme med fire områder, vi kan udforske sammen. Som De ved, vender jeg tilbage ved årets udgang med ikke blot en erklæring om udvikling, en opdatering af udviklingspolitikken, som vi naturligvis har drøftet, og som vi skal drøfte i fællesskab, men en egentlig strategiplan for Afrika.

Det første område er styreformen. Alle er naturligvis enige i, at styreformen er af afgørende betydning. Som det er blevet sagt, er Afrika ikke fattigt, men desvære dårligt styret. Men Afrika er begyndt at røre på sig. Der bliver gjort en indsats for at forbedre styreformen på forskellige niveauer. I de seneste fem år er der blevet afholdt flerpartivalg i over to tredjedele af de afrikanske lande syd for Sahara, hvoraf nogle var mere frie og mere retfærdige end andre, og der er blevet gennemført demokratiske og fredelige regeringsændringer. Et helt nyt eksempel er valget i Burundi. Jeg håber også, vi til marts kan registrere betydelige fremskridt i Den Demokratiske Republik Congo. Jeg vil også minde om, at 23 afrikanske lande har ratificeret statutten om oprettelse af Den Internationale Straffedomstol. Det er værd at bemærke nu, hvor visse vestlige demokratiske magter endnu ikke har gjort det. Den mest markante kendsgerning i de senere år har været, at Afrika har givet sig selv en vision, en mission og principper. Hvad angår styreformen, udgør denne kendsgerning, der er integreret i Den Afrikanske Unions etablering og afspejles i NEPAD's vision, et brud med fortiden og tidligere tiders fremgangsmåder. Denne vision og disse principper er ikke forblevet hensigtserklæringer, for i den afrikanske mekanisme, hvor Afrika evalueres af ligestillede, har Afrika nu et enestående værktøj, hvor afrikanerne ledsages af afrikanere. Denne mekanisme fortjener vores fulde støtte.

Det andet område er infrastrukturerne og nettene. Vi kan alle blive enige om, at uden transafrikanske net, uden infrastrukturer, er udviklingen ikke mulig. Det er EU selv et bevis på. EU har vist, at denne kendsgerning er relevant. Den aktuelle indsats skal skærpes for at forbedre og sikre infrastrukturnettenes holdbarhed, fremskynde væksten og fremme handelen. Derfor foreslår Kommissionen, at den udarbejder en Europa-Afrika-partnerskabsplan for infrastrukturerne og nettene. Gennem dette partnerskab skal vi understøtte udviklingen af transafrikanske net, som er af afgørende betydning for sammenkoblingen og for at kunne formidle viden på tværs af kontinentet, transeuropæiske telekommunikationsnet, jernbanenet, luftfartsnet, infrastrukturer til forbedring af kontakten til omverdenen, som også er yderst vigtige, i form af havne, lufthavne, vandveje, alt det, der har at gøre med energi og vand.

Parallelt med dette infrastrukturpartnerskab skal vi tænke kreativt med hensyn til finansieringsmekanismer baseret på den private sektors og andre kapitalindskyderes deltagelse. Det skal jeg i øvrigt vende tilbage til i en erklæring om EUF om et par måneder.

Det tredje område er naturligvis handelen. Alle aktører erkender, at handelen spiller en central rolle for den økonomiske vækst. Afrikas andel i eksporten på verdensplan er faldet med næsten 60 %, hvilket svarer til et tab på 70 milliarder dollars om året, dvs. 21 % af områdets BNP, mere end fem gange de 13 milliarder dollars, der hvert år sendes til Afrika i form af udviklingsbistand. Vi skal naturligvis have vendt denne tendens. Som De ved, forhandler vi for øjeblikket de økonomiske partnerskabsaftaler på plads med seks regioner, heraf fire i de afrikanske lande syd for Sahara. Peter Mandelson, som er kommissær for handel, står for forhandlingen af disse aftaler. Det er uden tvivl den mest ambitiøse handelsproces, der nogensinde er blevet forhandlet på plads mellem nord og syd. For første gang støtter EU sine partneres forhandlingsarbejde finansielt. For første gang forhandles der handelsaftaler med det ene mål at sikre vores partneres udvikling. For første gang er disse aftaler baseret på - og for - vores partneres regionale integration, og for første gang kan vores finansielle og tekniske samarbejde bruges til reformer, budgetstøtte, forbedringer af kapaciteten til at sikre udbudsstigninger og etablering af et attraktivt investerings- og handelsmiljø.

Endelig det sidste område, som er kulturen. Kulturen er en nøgledimension for udviklingen, som hidtil efter min opfattelse alt for ofte er blevet glemt. Men den er af afgørende betydning. Kulturen er et folks sjæl og udtryk. Den bestemmer, hvordan et samfund drives, og således også hvordan dets økonomiske struktur ser ud. Derfor kan vi efter min mening kun sikre os, at vores udviklingsstøtte rodfæstes i den lokale virkelighed og dermed bliver mere effektiv, ved at tage hensyn til Afrikas samfundsmæssige og kulturelle særpræg i al deres rigdom og mangfoldighed.

Hr. formand, jeg vil slutte af med en række spørgsmål, der bør behandles. Jeg har hørt tale om sanktioner. Sanktioner er efter min opfattelse kun en egnet løsning, når de rammer gerningsmændene, de ansvarlige. Jeg tror derimod ikke på sanktioner, når de rammer befolkningerne direkte eller indirekte. Dette spørgsmål bør tages op.

Jeg mener også, vi bør drøfte det famøse spørgsmål om ejendomsret eller tilegnelse. Hvordan kan vi bedst muligt sikre, at befolkningerne selv tager hånd om deres skæbne og udvikling? Tilegnelse går hånd i hånd med princippet om bæredygtighed. Hvordan kan man gøre virkningen af de igangværende programmer og projekter bæredygtig, når de eksterne operatører forlader området? Også spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke omstændigheder man skal vælge eller snarere prioritere budgetstøtten frem for den projektorienterede støtte, bør behandles. Dette spørgsmål vil uden tvivl blive drøftet i slutningen af året sammen med kohærensen og koordinationen.

Hr. formand, mine damer og herrer, det var en hurtig skitsering af den ramme, inden for hvilken vi kan komme med svar på et emne så omfattende og vigtigt som det, De har sat på dagsordenen. Vi vil naturligvis få lejlighed til at vende tilbage til disse spørgsmål inden årets udgang inden for rammerne af den nye politik og denne fokusering på Afrika. Hvad mig selv angår, vil jeg gerne sige, at jeg er optimistisk. Optimistisk først og fremmest fordi, en række gunstige omstændigheder falder sammen: Den kendsgerning, at det britiske formandskab virkelig har sat Afrika allerøverst på EU's dagsorden, og at det har sat det lige så højt på dagsordenen for G8, samt den kendsgerning, at der i dag hersker fuld enighed om, at vi ikke vil kunne nå millenniumudviklingsmålene globalt eller individuelt, medmindre vi meget hurtigt gør en meget stor indsats til fordel for Afrika. Jeg ville sige, at vi skal gøre mere, at vi skal gøre det bedre, og at vi skal gøre det hurtigere. Det vil vi bestræbe os på for vores vedkommende. Jeg er ikke i tvivl om, at Parlamentet vil holde et vågent øje med, at disse løfter bliver holdt.

(Bifald)

  Luisa Morgantini (GUE/NGL), spørger. - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne takke kommissær Michel og hr. Straw. I udvalget vil vi naturligvis tage højde for vurderingerne og de skriftlige svar, som vi har fået tilsendt. Vi vil ikke kun være kontrollanter, men har også til hensigt at arbejde for en fælles politik.

Den 2. juli deltog jeg sammen med hundredtusindvis af mennesker i den march, som gik igennem Edinburgh. Her bad vi om, at fattigdom udryddes, og vi bad G8-landene om en bæredygtig handelspolitik, større udviklingsstøtte, streng kontrol med våbensalget og en politik med fred og retfærdighed i stedet for uendelige krige.

Det var en fantastisk demonstration, hvor der deltog børn, kvinder, mænd, gamle og unge, som var bevidste om, hvad de foretog sig. Disse mennesker er en rigdom for vores demokrati, og det er stemmer, som vi skal lytte til. Det har vi gjort i Europa-Parlamentet ved symbolsk at danne en ring om mødesalen med et hvidt bånd, som vi anmoder parlamentsmedlemmerne om at sætte deres underskrift på til støtte for den kampagne, der er tilrettelagt af flere hundrede organisationer i hele verden. Parlamentsformand Borrell Fontelles vil så give de indsamlede underskrifter til hr. Straw, som videregiver dem til G8-lederne. Det er i sig selv en indsats og en måde at påtage sig et ansvar på.

I sit budskab til G8 sagde Nelson Mandela udtrykkeligt, at sult også er sult efter retfærdighed, og han tilføjede - hvilket jeg er enig i - at såvel fattigdom som slaveri ikke er en naturlig ting, men bestemt af menneskers handlinger og kan fjernes fra menneskers handlinger. Han tilføjede desuden, at så længe der er fattigdom, er der ingen sand frihed. At bekæmpe fattigdom er ikke godgørenhed, men retfærdighed og forsvar af en grundlæggende menneskerettighed, nemlig retten til et værdigt liv.

Fattigdom er ikke et skæbnespørgsmål, men resultatet af politiske og økonomiske valg på regionalt, nationalt og internationalt plan, og den bør betragtes som ulovlig. Den største skandale er ikke, at problemet med sult og fattigdom eksisterer, men at dette problem ikke bliver løst på trods af, at vi råder over de nødvendige menneskelige og materielle ressourcer til at imødegå dette problem på en afgørende og resolut måde.

Med disse ord afsluttes New York-erklæringen, som er underskrevet af 111 regeringer under præsident Lulas ledelse, og hvor man angiver udviklingens finansieringsinstrumenter, herunder beskatning, transaktioner, bekæmpelse af skatteunddragelse, omkostningsreduktion og virksomhedernes sociale ansvar. Det er instrumenter, der skal supplere og ikke erstatte de allerede eksisterende instrumenter.

At udrydde fattigdommen i de fattige lande, men også i visse lag af de såkaldte rige lande, betyder ikke blot, at retten til livet respekteres. Det er det bedste våben mod fundamentalisme, brutale konflikter og terrorisme. I de senere år har vi set, hvordan strukturtilpasningsprogrammer, uhæmmet privatisering og hæmningsløs liberalisering af markeder og tjenesteydelser - og det siger jeg ikke, fordi jeg er imod handelen - har været med til at forsværre problemet med sult og fattigdom.

Jeg tror, at vi skal være konsekvente i vores valg og på en modig og visionær måde tage de selvmodsigelser op, som den internationale handelspolitikker skaber. Når vi taler om bæredygtig handel, er vi nødt til at være konsekvente. Vi må ikke invadere de afrikanske landes markeder med vores subsidierede produkter og ødelægge den lokale økonomi. Hr. Straw har ret i, at man ikke kan være partner, hvis ikke man tager hensyn til de ulige betingelser. Derfor tror jeg, at vi også skal være meget opmærksomme på reformer som sukkerreformen, der går ud over udviklingslandene. Også forslaget om at knytte støtten til betingelser er et vigtigt skridt, som vi tager nu, og som skaber grundlaget for et reelt partnerskab.

Jeg håber, at denne bevidsthed blandt folk og hos os selv også kommer til udtryk på den næste WTO-runde i Hongkong, og at det lykkes at nå millenniummålene, som er en afgørende mellemetape.

Kommissær Michels og det luxembourgske formandskabs indsats i Ministerrådet var positiv, og de opnåede en forhøjelse af støtten. Det er et vigtigt skridt, som ikke må undervurderes, men det er ikke tilstrækkeligt til at nå de målsætninger, som vi har sat os. Jeg håber, at det britiske formandskab, der giver udtryk for en stor bevidsthed om problemet, kan gøre meget mere. De 0,7 %, der har været målsætningen siden 1970, skal langt om længe blive til virkelighed.

Der gøres desuden en indsats på mange andre nyttige områder. F.eks. har Parlamentet igennem længere tid talt om at øge udgifterne til udvikling og uddannelse. Hvis vi skal bekæmpe aids og hjælpe de syge, er det ikke blot nødvendigt med flere midler og en politik, der giver adgang til medicin, men også med kontrol og visioner for liberaliseringen af licenserne.

Et andet vigtigt spørgsmål er gældseftergivelsen, som man bad om på Den Afrikanske Unions topmøde i går. Vi har gjort en indsats, men det er ikke nok. Vi må ikke betragte gældseftergivelsen som en del af budgettet til udviklingsstøtte, sådan som vi gør med Irak.

Der er stadig meget, som skal gøres, hvis 2005 virkelig skal være et historisk vendepunkt i bekæmpelsen af fattigdom. Afrika har stærke ressourcer, som vi kan anvende.

(Bifald)

  Maria Martens, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. Straw og hr. Michel, allerførst vil jeg lykønske arrangørerne af kampagnen Global call to action against poverty med deres initiativ. Det er et godt initiativ på et vigtigt tidspunkt, idet der i efteråret finder drøftelser sted i WTO og G8, men også drøftelser om millenniumudviklingsmålene.

Fattigdom er stadig et uacceptabelt problem. Bekæmpelse af fattigdom står centralt i politikken med henblik på at nå millenniumudviklingsmålene. Som bekendt er fattigdomsproblematikken størst i Afrika, især syd for Sahara. Som ordfører for udviklingsstrategien for Afrika glæder det mig, at både kommissæren og det britiske formandskab har valgt Afrika som prioritet. Jeg er også glad for den måde, hvorpå de griber det an, således som de har beskrevet det i dag.

I forbindelse med beslutningsforslaget vil jeg sige, at det naturligvis er godt at frigøre flere penge til bekæmpelsen af fattigdom, men som det netop blev sagt, findes løsningen på effektiv bekæmpelse af fattigdom ikke kun i penge. Det er vigtigere, at årsagerne til fattigdom gribes an. Her tænker jeg på dårlig forvaltning, korruption, handelshindringer og lign.

Efter min mening kan EU gøre noget på mindst to måder, for det første i dets egne kontakter med de fattige lande og for det andet i dets egen interne politik. Nødhjælp er sommetider stadig nødvendig, men hvis vi ønsker at skabe stabile samfund, skal vi i vores kontakter med fattige lande især fremme god forvaltning, opbygge kapacitet og økonomisk styrkelse, især i små og mellemstore virksomheder, og skabe en god social infrastruktur, god undervisning og et godt sundhedsvæsen. I vores egen politik må vi især arbejde på at forbedre politikken ved at gøre den mere sammenhængende, bedre koordineret og mere effektiv.

Hvad angår gældsbyrden, er gældslettelse ikke noget universalmiddel mod fattigdom. Gældslettelse garanterer i sig selv ikke udvikling og er heller ikke nogen løsning på problemer som korruption, manglende overholdelse af retsstatsprincippet, krænkelser af menneskerettighederne og ustabile økonomiske situationer, og desuden gavner den ikke automatisk de fattigste. I sidste instans er det landene selv, der er ansvarlige for deres lands fremtid. Vi kan kun hjælpe dem med det, men så skal vi også gøre noget ved kvaliteten og effektiv …

(Formanden afbrød taleren)

FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI
Næstformand

  Miguel Angel Martínez Martínez, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand, for Socialdemokraterne er udryddelsen af fattigdom i verden en absolut prioritet, fordi det er et spørgsmål om retfærdighed og solidaritet, der begge er grundlæggende værdier for vores ideologiske og politiske identitet.

Retfærdighed og solidaritet er en del af vores bidrag til den proces, der har ført os frem til EU, men i den globaliserede verden, i hvilken vi skal agere, kan retfærdighed og solidaritet ikke betragtes som noget, der udelukkende skal gavne vores borgere og vores område. Tiden er tværtimod inde til, at retfærdighed og solidaritet overskrider vores grænser og præger alle europæiske politikker og handlinger på den internationale scene i overensstemmelse med forfatningstraktaten.

Socialdemokraterne i Udviklingsudvalget er tilfredse med to begivenheder, der lever op til udvalgets krav. For det første bekræftede Rådet (udviklingssamarbejde) i maj nogle vigtige forpligtelser med henblik på at gennemføre millenniumudviklingsmålene, idet det fastholdt de mål, der blev opstillet for fem år siden. For det andet prioriterer det britiske formandskab en udryddelse af fattigdom med særlig vægt på Afrika.

Vi finder denne prioritering velbegrundet, men vi kan ikke droppe fattigdomsbekæmpelsen andre steder i verden, hvor der er lommer med frygtelig elendighed, og hvor uligheder, der er større end i Afrika, også kræver en prioriteret indsats fra vores side.

Gennem armbåndsbegivenheden, den aktuelle forhandling og den beslutning, vi skal til at godkende, synkroniserer vi vores aktioner med indsatsen fra millioner af europæere i hele EU.

Vi har for nylig talt om den manglende forståelse mellem de europæiske ledere og organer og så borgerne. Denne mobilisering mod fattigdom er en glimrende mulighed for enighed, nærhed og forsoning, men vi skal være forsigtige! Virkningerne bliver kun positive, hvis vi ikke misbruger den tillid, vi har fået, og hvis vi går hinsides ord og gode hensigter. Med hensyn til udryddelsen af fattigdom vil vi i højere grad blive bedømt på det, vi gør i fremtiden - og jo før desto bedre - end på det, vi siger her og nu.

(Bifald)

  Fiona Hall, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, de af os, der var i Edinburgh i lørdags, var ikke i tvivl om befolkningernes støtte til at gøre fattigdom til fortid. Jeg håber, at G8-mødet i denne uge vil gøre det samme.

Jeg glæder mig over hr. Straws bemærkninger om Doha-dagsordenen, men kampen mod fattigdom vindes eller tabes ikke gennem store ord mellem verdens ledere, men i anonyme værelser, hvor embedsmænd udarbejder handelsaftaler ned i de mindste detaljer. Kan Kommissionen og Rådet derfor i dag forsikre os om, når vi når til detaljerne i handelsdiskussionerne i de kommende måneder, at Make Poverty History da stadig står øverst på dagsordenen, når verdens medier og parlamenternes vågne øjne er rettet mod noget andet? Vil nedbringelse af fattigdom stadig være Kommissionens og Rådets prioritet i de detaljerede diskussioner bag lukkede døre om landbrugsproduktion, eksportstøtte, sukkerreform, import af forarbejdede varer, oprindelsesbestemmelser og de omstridte økonomiske partnerskabsaftaler, også når det europæiske landbrug og de store virksomheder laver lobbyarbejde for det modsatte?

Vi skal gå et skridt længere end handelsaftaler og støtte udviklingslandene med at opbygge deres handelskapacitet gennem f.eks. mikrokreditter og bedre transportforbindelser, som kommissær Michel nævnte, således at der er let adgang til både regionale markeder og verdensmarkedet. Der findes allerede eksempler på handelsrelateret teknisk bistand: f.eks. Kommissionens pesticidinitiativprogram, som hjælper afrikanske landmænd med at opfylde europæiske normer for fødevaresikkerhed. Men initiativet er en dråbe i havet sammenlignet med, hvad der er brug for.

Den Liberale Gruppe har altid understreget vigtigheden af at bekæmpe korruption og fremme god regeringsførelse. Heri indgår respekt for demokratisk valgte regeringer, uanset om vi er enige med dem politisk eller ikke. I sin rapport understregede Afrika-kommissionen vigtigheden af en pragmatisk holdning, af at have et handlingsprogram baseret ikke på ideologi, men på sunde beviser for, hvad der virker og ikke virker.

  Marie-Hélène Aubert, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, kære kolleger, for over 30 år siden sagde miljøforkæmperen René Dumont, at Afrika var i en beklagelig tilstand. I dag er Afrika så igen trådt i forgrunden i en endnu mere dramatisk tilstand. Og De må nu erkende, at den dogmatiske liberalisering af handelen, planerne om strukturel tilpasning, de skånselsløse privatiseringer og selvfølgelig de brudte løfter kun har forværret en allerede yderst vanskelig situation på bekostning af bl.a. undervisnings- og sundhedspolitikkerne.

Når det er sagt, skal jeg også sige, at det er norden, os selv, der skal besvare det vigtigste spørgsmål. Er vi klar til fuldstændig at revidere vores udviklingsmodel, den måde vi producerer, forbruger og bevæger os rundt på, og til at genoverveje selve vores samfunds organisation og mening? Det, der er nødvendigt i dag, er, at vi i nord såvel som i syd går i gang med at løse de tre grundlæggende problemer, jeg gerne vil nævne her. For det første er der problemet med adgangen til energi-, olie- og mineressourcer, som vi er alt for afhængige af, og som ikke har bidraget til Afrikas udvikling. Er vi, ja eller nej, klar til at føre en helt anden bæredygtig, retfærdig og miljøvenlig energipolitik?

For det andet er der problemet med adgangen til jord, ernæring, mad, under overholdelse af de lokale landbrugskulturer og territorier. Er vi klar til at revidere vores intensive, overindustrialiserede landbrugspolitikker, vores subventionerede, illoyale handelspolitikker, og til at kontrollere markedet og prisen på produkter fra syd, så de bliver mere gunstige?

For det tredje er der problemet med adgangen til demokrati, retsstaten, fred, både lokalt og globalt. Er vi klar til at gøre de internationale organer demokratiske, at støtte demokraterne i Afrika med risiko for at miste en del af den ublu magt, norden har over vores planet, en magt, der symboliseres ved G8, som nu er blevet lukket inde som i en borg i Gleneagles?

Hvis ikke vi i det mindste kan svare klart ja til disse tre spørgsmål, har hele dette store medrivende medieshow med den gavmilde ridder på den hvide hest, der kommer for at redde Afrika, igen kun været en illusion. EU kan ikke længere tillade sig at skuffe. Vi er nu for vores vedkommende klar til at påtage os vores ansvar.

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, i dag handler det om at sikre menneskeretten til et værdigt liv, hverken mere eller mindre.

I anledning af det forestående G8-møde bekræfter jeg de basale krav fra især mange afrikanske bevægelser, nemlig at sikre retfærdige handelsvilkår, afslutte de fattige landes gældskrise, skaffe væsentligt flere ressourcer til hjælp og sikre, at denne hjælp er af højeste kvalitet. Jeg forlanger, at EU betragter disse krav som rettet mod EU selv og konsekvent kæmper for en retfærdig økonomisk verdensorden.

Jeg forlanger, at det bliver klarlagt, om ODA, den officielle udviklingshjælp, og partnerskabsaftalerne er en form for udviklingshjælp til europæiske koncerner og virksomheder. Før EU-topmødet om udviklingspolitik skal der ligge et svar på, hvordan EU vil sikre, at der ikke finder en sådan skandaløs erhvervsstøtte sted.

  Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, det britiske formandskab, Kommissionen, Parlamentets formand og Bob Geldorf - alle taler om det. Og vi klapper alle sammen hinanden på ryggen. Der er en stemning af selvforherligelse over, at vi giver flere penge til Afrika, som om penge kan løse hele problemet. Jeg er desværre bange for, at jeg er noget af en kyniker, og jeg opfatter udviklingsbistand som noget, fattige i de rige lande giver til rige i de fattige lande. Helt ærligt synes jeg, at atmosfæren her i mandags, hvor vi diskuterede dette her, og igen i dag, stinker af hykleri. For samtidig har vi den fælles landbrugspolitik, samtidig har vi høje toldmure mod landbrugsvarer, og samtidig har vi sukkerordningen og eksportkreditsystemet.

Jeg ved, at hr. Blair ønsker en reform af den fælles landbrugspolitik. Jeg formoder, at han kommer til at kæmpe, men der er én ting, som det britiske formandskab kunne gøre i løbet af de kommende seks måneder for virkelig at hjælpe Afrika. Vi har brugt 2 milliarder euro af de europæiske skatteyderes penge til at bestikke fattige sorte afrikanske regeringer til at tillade den spanske fiskerflåde at fiske i deres områder. Det har katastrofale følger for miljøet, vi har fjernet levebrødet for titusindvis af fattige indfødte sorte afrikanere, og vi har rent faktisk dræbt hundredvis af dem oven i købet.

Hvis vi begynder med aftalen med Comorerne, som skal fornys til september, vil De i det britiske formandskab så venligst standse disse rystende fiskeriaftaler og gøre noget, der virkelig hjælper Afrika?

  Eoin Ryan, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand, med Nelson Mandelas ord vil jeg sige, at ligesom slaveri og apartheid er fattigdom ikke en naturgiven ting. Den er menneskeskabt og kan fjernes og udryddes af mennesker. 30.000 børn dør hver dag som følge af ekstrem fattigdom. Vi må se dybt ind i os selv og stille det spørgsmål, som ligger på alles læber: Har jeg, har vi, viljen til at gøre fattigdom til fortid? Vi har pengene, vi har lægemidlerne, vi har videnskaben, men har vi viljen? Det er det vigtigste spørgsmål, der skal stilles her i dag.

Millioner af mennesker i hele verden er fanget i bitter, nådesløs fattigdom, som hovedsagelig skyldes menneskelige faktorer. Det er f.eks. et tvivlsomt globalt handelssystem og krav fra rige lande om enorme pengesummer til betaling af gæld. Kløften mellem rige og fattige har aldrig været større. Fejlernæring, korruption, aids, malaria, konflikter, analfabetisme og en kvælende gældsbyrde ødelægger denne verdens fattige lande. Som kommissæren beskrev, gøres der fremskridt i Afrika, og det må vi huske på, men der skal stadig gøres meget.

På et G8-møde for nylig enedes man om, at de fattigste landes gæld til Verdensbanken, IMF og Den Afrikanske Udviklingsbank skal delvist eftergives - 1 milliard amerikanske dollar over 10 år. Det er et lille beløb, men det er et skridt i den rigtige retning. Men der skal stadig gøres frygtelig meget. Det er bydende nødvendigt, at gældseftergivelsen gennemføres på en sådan måde, at de korrupte afrikanske ledere ikke opkøber nye våben for at beskytte deres tvivlsomme regimer. Vi må sikre, at vi i Europa ikke genopruster dem.

Eftergivelse af al gæld kan kun fungere, hvis den internationale støtte videreføres på et bæredygtigt niveau. EU tegner sig for den største andel af støtten og indtager også en førerposition med hensyn til at sikre fuld gennemførelse af millenniumudviklingsmålene, herunder tilsagn om at bidrage med 0,7 % af BNI årligt. Jeg opfordrer indtrængende alle rige nationer til at bekræfte deres løfte om at opfylde deres støtteforpligtelser inden for en realistisk og rimelig tidsramme.

Den seneste verdensomspændende Live 8-koncert, som blev arrangeret på initiativ af Bob Geldorf, var et tegn på global støtte til at gøre fattigdom til fortid, og det samme gælder for de 200.000, som demonstrerede i Edinburgh forud for det G8-topmøde, der starter i dag. Vi så her både unge og gamle, der gav udtryk for meget stærke synspunkter. Parlamentet, andre parlamenter og politikere beskyldes ofte for at overhøre det, folk virkelig ønsker. Befolkningerne har sagt, hvad de ønsker, og så må vi handle - og handle med det samme.

Da G8-topmødet starter i dag i Gleneagles i Skotland, synes jeg, at vi skal huske på nogle meget vise ord, sagt af den højtrespekterede Nelson Mandela: "(...) at løse fattigdomsproblemet er ikke velgørenhed. Det er retfærdighed. Der er beskyttelse af en grundlæggende menneskeret, retten til værdighed og et anstændigt liv".

  Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, jeg taler på vegne af socialisterne fra det nye PSI og som medlem af Udviklingsudvalget.

Ud fra klassificeringerne og vurderingskriterierne hos organisationer som Verdensbanken, Freedom House og Transparency International har et voksende antal afrikanske lande efterhånden den nødvendige ledelse og regeringskvalitet til at opnå økonomiske resultater, men er ikke i besiddelse af de nødvendige midler.

Også lande, som ledes på en relativt god måde, sidder nemlig fast i fattigdomsfælden. De er for fattige til at kunne sætte gang i økonomiske udviklingsprocesser eller blot opnå en basisvækst. Med en meget lav intern opsparing og med nogle lige så lave udenlandske investeringsstrømme giver den nuværende situation i Afrika ikke håb om, at Afrika kommer ud af fattigdommen.

De rige lande skal forpligte sig til at fordoble bistanden i perioden 2005-2015, så vi i det mindste når op på 0,5 % af BNP inden 2010 og 0,7 % inden 2015. Denne forhøjelse er ikke særligt meget, hvis den sammenlignes med velstanden i højindkomstlandene eller med militærudgifterne på verdensplan, som beløber sig til 900 milliarder dollars om året.

Det er det internationale systems troværdighed og funktion, der står på spil. Hvis der ikke sker afgørende fremskridt i 2005, vil de fattige lande - uanset hvor godt de ledes - ikke være i stand til at gennemføre en strategi, der tager sigte på millenniummålenes opnåelse, og den i forvejen ringe tillid til det internationale samfunds løfter om fattigdomsbekæmpelse vil forsvinde helt.

  John Bowis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, i søndags fejrede min mor sin 100-årsfødselsdag, et århundrede, der har oplevet syv krige, sult og pandemier, men også enorme fremskridt inden for videnskabelig forskning og kapacitet. Da hun blev 69, afgav man på Verdensfødevarekonferencen løfte om en verden uden sult. Da hun blev 91, gik Verdensfødevaretopmødet bort fra dette løfte for kun at sigte mod en halvering af antallet af sultende til 400 millioner inden 2015. Nu er dette årstal udskudt til 2030. I det sidste århundrede blev millioner dræbt i krig. I de sidste 50 år er 400 millioner døde af sult. Dvs. tre gange så mange som antallet af døde i et helt århundredes krige. Og vedrørende sundhed døde der, som vi ved, 3 millioner af aids i 2000. Men hvad vi sikkert ikke ved, er, at 2,9 millioner døde af diabetes.

Da vi for nylig var i Mali, så jeg følgerne af, at der ikke er råd til medicin, insulin, specialister og sygeplejersker: amputationer, blindhed og for tidlig død. Virkelig mange sygdomme behandles ikke eller for dårligt, og resultatet er, at millioner bliver handicappet med enorme omkostninger for familierne og landene. Der er rent faktisk ingen sundhed, ingen velstand.

Det er store udfordringer, og svaret er støtte til kapacitetsopbygning, ubetinget støtte, mikrokreditordninger til at opbygge økonomierne nedefra, at undgå at lægge pengene i lommen på korrupte embedsmænd og politikere, at undgå at skabe bistandsmillionærer, at bidrage til at sætte en stopper for tyranni i lande som Zimbabwe, at undgå at spilde penge på dyre konsulenter og topstyret velgørenhed, at reducere støtten i Europa og fjerne hindringerne for samhandel med udviklingslandene. Når vi fastsætter nye normer for Europa, hjælper vi ofte ikke udviklingslandene med at opfylde disse normer, så de kan opfylde vores importkrav.

Og til sidst vedrørende gæld må vi ikke hindre udviklingslandene i at blive kreditværdige. Lad os finde ud af, hvordan vi kan kanalisere gældsafdragelsen fra disse lande tilbage til dem, ind i millenniummålene, i landestrategidokumenterne, for så kan gæld blive en fordel snarere end en byrde.

  Margrietus van den Berg (PSE). - (NL) Hr. formand, jeg citerer min nederlandske yndlingskunstner fra bandet The Scene: "Alle tilhører verden, og verden tilhører alle". Det var Live Aid's budskab på 140 tv-kanaler. Nu er det os politikere, der har en opgave. Vi har seks måneder, med Gleneagles, FN's millenniumtopmøde og Hongkong, til at nå frem til et vendepunkt. Millenniummålene for 2015 synes i øjeblikket at være stadig længere væk fra os. Vi gør det forkerte, men vi har nu tre møder, hvor vi kan skabe et vendepunkt. Jeg nævner fire vigtige ting, som EU-formandskabet kan gøre.

For det første hvad Jack Straw sagde, nemlig at vi skal afskaffe eksportsubsidierne. Jeg håber inderligt, at han talte på Rådets vegne. Det er en gratis omgang.

For det andet gældseftergivelse, forudsat at vi bruger denne til udvikling. Men ikke fra de eksisterende bistandsbudgetter, for så fodrer vi hund med egen hale.

For det tredje vedrører fem af de otte millenniummål to af de vigtigste forudsætninger for udvikling, nemlig grundskoleundervisning og sundhedsvæsen. Selv om vi skulle bruge 35 % af de midler, som EU har afsat til det, med 20 % til grundskoleundervisning og grundlæggende sundhedspleje, er den beskæmmende virkelighed, at vi kun anvender 9 %. På dette punkt kan Tony Benn og vores kommissær sammen gøre en stor forskel.

For det fjerde skal vi lægge vægt på god forvaltning. Dertil skal den lokale befolkning dog benyttes. Vi skal bruge den og investere i den for at opnå god forvaltning i Afrika.

Jeg vil nævne et citat fra USA for Africa, for 20 år siden: "There comes a time when we hear a certain call, when the world must come together as one" (der kommer en tid, hvor vi hører en bestemt kalden, hvor verden skal forenes). Jeg håber, at denne kalden vil lyde i de kommende seks måneder på de tre møder. Jeg ønsker Dem held og lykke.

  Thierry Cornillet (ALDE). - (FR) Hr. formand, jeg synes, vi skal overtage hr. Michels holdning, som går ud på at gøre mere, bedre og hurtigere. Ganske kort vil jeg sige, at der er to forbedringer, vi ikke kan komme uden om, og den første er forbedringen af støttemassen. Det ligger fast, at for at opfylde millenniumudviklingsmålene skal hele verden afsætte mindst 0,7 % af dens rigdomme dertil, og det er vi stadig langt fra.

Hvad angår EU, ligger vores mål for øjeblikket en smule under dette, da vi vil gå fra 0,38 % til 0,50 %. Jeg vil imidlertid gerne henlede opmærksomheden på de mange penge, denne stigning udgør, 20 milliarder euro om året. Disse penge kommer ikke dalende ned fra himlen, de kommer fra skatteydernes lommer. Det bringer mig videre til den anden nævnte forbedring, nemlig forbedringen af støttens kvalitet og effektivitet, en forbedring, vi skylder vores skatteydere. Vi skal fortsat have vores krav om god regeringsførelse og hjælpe især de afrikanske ledere, der udviser klarsynethed med hensyn til tilegnelsesvilkårene. Vi skal huske på, at den internationale handel via den private sektor altid vil bidrage med mere end den offentlige støtte. Vi skal i øvrigt undgå de nemme løsninger, der giver god samvittighed, som f.eks. budgetstøtte uden betingelser, der er til skade for ngo'ernes arbejde på projekterne, afskaffelse af gælden som en mirakelløsning uden at se på de efterfølgende strukturelle problemer og indholdsløse, ikke-målrettede sanktioner.

Frem for alt er der en forbindelse mellem den anden forbedring og den større indsats, vi skal gøre for at underrette offentligheden. Vores aktion skal være klar. Derfor har jeg foreslået, at EU direkte tager hånd om mål som børnevaccinationskampagnerne og bekæmpelsen af malaria, da det er muligt - om end makabert - at gøre disse aktioner op i tal. På den måde kan vi blive en åben, solidarisk og frem for alt effektiv Union.

  Caroline Lucas (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, jeg er lige kommet tilbage fra det civile samfunds alternative G8-møde i Edinburgh, hvor tusindvis af mennesker drøftede, hvordan man kan gøre fattigdom til fortid. Jeg vil gerne fremhæve to vigtige konklusioner.

For det første er frihandel ikke svaret på Afrikas problemer. Initiativer til at eftergive dele af de afrikanske landes gæld er et positivt skridt, som vi skulle have taget for længe siden, men de politiske betingelser, der er knyttet til den aktuelle pakke, den påtvungne liberalisering og privatisering er lige så tyngende som den gæld, den skulle lette.

For det andet er fattigdommen i Afrika ikke et resultat af en eller anden naturkatastrofe. Det glædede mig meget at høre Jack Straw sige, at fattigdom er menneskeskabt, men det overraskede mig, at de mænd, han tænkte på, var dem, der bor i Afrika og ikke dem i G8. Fattigdommen i Afrika er i vid udstrækning den direkte og logiske følge af de politikker, der føres af G8-nationerne og deres sammenslutninger, som har været drivkraften bag Afrikas gældsakkumulering, som har solgt våben, som har stjålet Afrikas ressourcer, som har gennemtvunget neoliberale økonomier, som har privatiseret offentlige tjenester, og som i fællesskab har udpint så mange millioner mennesker. Før det ændrer sig, før vi har en strategi baseret på ...

(Formanden afbrød taleren)

  Jean-Claude Martinez (NI). - (FR) Hr. formand, bag én Martinez finder man en anden! Efter et halvt århundredes udviklingsstøtte, verdensomspændende rockkoncerter, eftergivelse af gæld, fair handel og den hvide lidt farisæragtige mands lidt hykleriske tårer er Afrika fortsat lukket inde i sin fattigdom.

Hvad skal vi gøre? For det første skal vi udnævne vand, uddannelse, sundhed og ernæring til offentlige goder i hele verden. For det andet skal vi sikre adgangen til disse goder i kraft af fire verdensomspændende offentlige tjenesteydelser. For det tredje skal vi overdrage forvaltningen af disse tjenesteydelser til et økonomisk sikkerhedsråd i lighed med FN's Sikkerhedsråd. For det fjerde skal vi som ressource tildele dem moms på de tjenesteydelser, der erlægges via geostationære satellitter. Og for det femte skal vi give Afrika det instrument, samtlige vestlige lande har brugt til at udvikle sig, nemlig toldbeskyttelse, men intelligent beskyttelse denne gang i form af refunderbare toldafgifter. Og her har De tre sekunder i gave, hr. formand!

  Filip Andrzej Kaczmarek (PPE-DE).  - (PL) Hr. formand, nogle journalister har i ironiske bemærkninger spurgt, hvorfor politikerne ikke allerede har udryddet fattigdommen, eftersom de er i stand til at gøre det. Jeg mener ikke, at den globale fattigdom er noget, vi skal spøge med.

Kampen mod den globale fattigdom kan siges at være en målestok for vores humanitet og vores europæiske tilhørsforhold. EU's udvidelse har bl.a. betydet, at et større antal lande nu deltager i udviklingssamarbejdet, og at de nye medlemsstater spiller en stadig mere aktiv rolle i bekæmpelsen af fattigdom. Under auspicierne af gældslempelsesinstrumentet HIPC har Polen besluttet af annullere al gæld fra tre lande, hvoraf to er afrikanske. Den samlede gæld fra disse lande - Tanzania, Mozambique og Nicaragua - beløb sig til over 53 millioner amerikanske dollars. Sudan er endnu en af Polens skyldnere, der muligvis kan komme på tale til gældsslettelse.

Som jeg ser det, er gældsslettelse særlig vigtig for lande som Mozambique, hvis statsbudget er helt afhængig af udenlandsk hjælp, og det kan være det første skridt på vejen mod at sætte afrikanerne i stand til at klare sig selv. Richard Mbewe - en zambiansk økonom, der er bosat i Polen - sagde engang, at "afrikanere er ikke børn, og man skal ikke give dem fisk, men fiskestænger".

Erfaringerne fra Polen viser, at en effektiv og langvarig økonomisk reform kun kan starte, efter at et land har gennemgået en politisk forandring. En stor del af de lån, der blev bevilget til Polen i 1970'erne, gik til spilde, og gældsreduktion gav ingen mening før efter ændringerne i 1989. Hr. Straw og hr. kommissær Michel havde derfor en vigtig pointe, da de sagde, at god forvaltning og kampen imod korruption er de vigtigste udfordringer for Afrika.

Den anden søjle i vores politik ud over udviklingspolitikken bør være forståelse i befolkningen, og kampagner som Make Poverty History medvirker til at øge den offentlige bevidstgørelse.

  Glenys Kinnock (PSE). - (EN) Hr. formand, lad mig først sige, hvor stolt jeg er over det britiske formandskabs meget stærke engagement i indsatsen for at gøre fattigdom til fortid. Dette er en hidtil uset mulighed. Og jeg mener, at der for hver hindring, vi støder på, findes en løsning.

Verden må da endelig være rede til at holde sine løfter over for Afrika. Løfter om støtte, om eftergivelse af gæld og om retfærdig samhandel. De afrikanske ledere skal, som andre også har sagt, håndtere regeringsspørgsmål og korruption. Vi må også forstå, at dårlig regeringsførelse både er et resultat af omfattende fattigdom og en årsag hertil.

Nu er der ikke længere noget hvis eller men eller hvornår. Vi kan sammen investere i bedre afgrøder, forbedre malariabekæmpelsen, skaffe lægemidler til de syge, udvikle en aids-vaccine og beskytte de sårbare økosystemer. Vi kan få millioner af børn i skole, og vi kan redde mødres og spædbørns liv. Vi kan fremskynde udviklingen ved at bistå kvinder, som udgør 50 % af Afrikas befolkning, men 70 % af de fattige. Konflikter kan løses, våbenhandel kontrolleres, og selskaber kan og bør handle åbent og etisk.

Afrikas vej ud af fattigdommen er nu kortlagt, og vi skal nu, som Gordon Brown har sagt, have et nyt forhold til Afrika. Vi kan blive den generation, som skriver historie, ved at ændre levevilkårene for millioner af afrikanere.

  Emma Bonino (ALDE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, det er en god nyhed, at der igen er politisk fokus på Afrika. Det forekommer mig dog, at man stadig er usikker på, hvilken politik der skal føres. De foreslåede løsninger er meget forskellige, og nogle af dem er også meget forudsigelige.

For vi radikale er det til gengæld af største vigtighed, at demokrati, borgerlige rettigheder, retsstaten og faste regler er en forudsætning for enhver politisk indfaldsvinkel, vi vælger at anlægge, for der er ingen form for handel - hverken privat, intern eller international - som kan fungere uden regler, uden love og uden retsstaten.

Alligevel bliver spørgsmålene om demokrati og retsstaten blot sat på listen over de mange ting, der skal gøres. Vi mener tværtimod, at disse to spørgsmål er de allervigtigste, og derfor bør vi efter min opfattelse være lidt mindre hykleriske og indrømme, at også den offentlige bistand kan knyttes til et fremskridt i den retning fra disse landes side.

Personligt forstår jeg ikke, hvordan vi på en vis måde kan være så racistiske at mene, at afrikanerne måske er for fattige, for meget analfabeter og for sorte til at nyde godt af de samme demokratiske rettigheder, som vi har. Vi vil alle sammen udbrede demokratiet i den arabiske verden, men ikke i Afrika. Hvis vi ikke går den vej, tror jeg, at der endnu en gang bliver tale om et spild af offentlige midler med elendige eller ringe resultater.

  Bernat Joan i Marí (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, den vanskelige situation, som mange afrikanske stater befinder sig i, bør føre til stor skamfølelse i den offentlige bevidsthed. Selvfølgelig skal vi opnå, at sulten i verden langt om længe kommer til at høre fortiden til. Men hvordan? I de seneste år er det blevet klart, at problemet ofte ikke ligger i udviklingshjælpens størrelse, men i, hvordan man kanaliserer denne hjælp for at nå de bedste resultater.

Vi bør systematisk arbejde for større gennemsigtighed og mere demokrati i så mange afrikanske lande som muligt. Vi bør stræbe efter en offentlighed, hvor ytringsfrihed står øverst på dagsordenen, og disse lande bør helt afgjort investere i uddannelse. Uden disse tiltag er der risiko for, at udviklingshjælpen opfylder moralske kriterier, men er virkningsløs i praksis. Vi kan alle …

(Formanden afbrød taleren)

  Anna Záborská (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, jeg vil gerne takke min ven Luisa Morgantini for hendes fremragende initiativ til at sætte spørgsmålet om fattigdom i Afrika på dagsordenen. To grundlæggende punkter: Ja til effektiv støtte, men også støtte, som vurderes ud fra et kvalitativt synspunkt. Ja til international støtte, men støtte, som respekterer de fattige landes værdighed.

For at sætte en stopper for elendigheden har statscheferne og eksperterne indtaget en rent kvantitativ synsvinkel, som sigter på målbare økonomiske resultater, men som ikke tager hensyn til de fattigste familiers uformelle, ulønnede arbejde, herunder det generationsoverskridende arbejde. Stoltheden hos de forældre, der selv opfostrer deres børn, kan selv i ekstrem fattigdom ikke måles kvantitativt.

For at komme elendigheden i Afrika til livs skal følelsen af social retfærdighed og det fælles bedste af etiske årsager udvikles på internationalt plan. Vi kunne med fordel lade os inspirere af mange af de lande, der er økonomisk fattige, men rige på visdom. Ethvert folk arver en civilisation fra dets forfædre, som det skal bevare. Det gælder bl.a. de nødvendige institutioner i samfundet, uanset om de er politiske eller beviser på det åndelige liv. Når disse institutioner har rod i sande menneskelige værdier, ville det være en alvorlig fejl at give afkald på dem. Og det ville være endnu mere alvorligt, hvis Europa blandede sig og forpligtede et folk til at give afkald på dets religiøse eller etiske værdier, dets kulturarv og dets enkeltpersoners og fællesskabers filosofiske overbevisninger. Dette folk ville miste det bedste af sig selv. Det ville give afkald på det, der gav det grund til at leve, for at leve.

  Marie-Arlette Carlotti (PSE). - (FR) Hr. formand, hvad nu, hvis Unionen efter de seneste uger, der har været ret dystre for EU, fik nyt liv netop via udviklingsspørgsmålene og beviste, at den går forrest i bekæmpelsen af fattigdom? Unionen er inde på noget rigtigt med et dobbelt engagement: 0,7 % af dens rigdomme til udviklingsbistand inden 2015 og 50 % af denne stigning til Afrika. Det glæder mig, at det britiske formandskab har sat Afrika i centrum for dets arbejde.

Tony Blair skal endvidere benytte sit formandskab i G8 til at opnå andet end hensigtserklæringer fra de rige landes side. Den eneste check, han skal forsvare, er den, der blev givet lovning på i Monterrey. Hvad angår eftergivelsen af gælden, skal vi gå endnu videre, men der skal indføres en demokratipræmie, og der skal omgående findes nye finansieringskilder i form af f.eks. afgifter på kapitalbevægelser, våbenhandel, CO2-emissioner, det er lige meget, der er allerede blevet nævnt en masse. Vi skal nå frem til en konklusion nu, for som det hed i sloganet fra den verdensomspændende kampagne mod fattigdom, efter 2005 har vi ikke flere undskyldninger.

  Fernando Fernández Martín (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, der er gået et kvart århundrede, siden Willy Brandt præsenterede sin betænkning om Nord-Syd-forbindelserne. Siden da er fattigdomsproblemet ikke blevet løst, men tværtimod i mange tilfælde blevet forværret.

Faktisk viser den seneste betænkning om fattigdom i verden, at der kun er gjort visse fremskridt i Kina, i nogle lande i Sydøstasien og i nogle konkrete tilfælde i Latinamerika.

Tallene for Afrika er nedslående, og vi må derfor glæde os over dette britiske initiativ, som jeg ikke finder opportunistisk - det blev bekendtgjort af udenrigsminister Straw og hans premierminister for mindst to år siden. 40 år med snesevis af krige og millioner af døde har udmattet det afrikanske kontinent.

Der er ingen magisk formel for bekæmpelsen af fattigdom, og kun to ting er sikre: For det første er fattigdom i modsætning til, hvad nogle folk tror, ikke et økonomisk problem, men snarere et politisk problem, der skal løses ved hjælp af prioriterede politiske beslutninger. For det andet er det nødvendigt at skabe økonomisk vækst, for uden vækst er der heller ingen velstand at fordele.

På denne baggrund hører vi for tiden millioner af stemmer, der ønsker den traditionelle og verdenskendte formel taget i brug: øget officiel udviklingsbistand, gældseftergivelse og retfærdig handel. Det er tre nødvendige, men utilstrækkelige foranstaltninger. De politiske og sociale ledere i de fattigdomsplagede lande skal kræve langt mere - specielt med hensyn til en styrkelse af det civile samfund. En styrkelse af samfundene, gennemsigtigheden og den gode regeringsførelse vil betyde øgede investeringer i sundheds-, uddannelses- og kønspolitik.

I Afrika er der mere end 100.000 bevæbnede børn, hvis ansigter nogle af os har set. Hvis vi ønsker fremskridt med hensyn til målsætningen om at halvere fattigdommen i 2015, angiver ovennævnte punkter den retning, vi skal tage.

  Mauro Zani (PSE). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, hvis vi ønsker at gøre fattigdom til historie, skal der ikke længere være forskel på ord og handling. Derfor er tiden nu inde til at gå en vej, som i det mindste delvist er ny i forhold til tidligere. De nyliberalistiske løsninger har været en fiasko, og Europas positive indsats som den største bidragyder har hidtil ikke haft nogen effektiv virkning.

Hvis millenniummålene skal nås, er det nødvendigt at skabe forudsætningerne for udvikling, herunder demokrati og god regeringsførelse, men også at åbne markedet for de fattige landes landbrugsprodukter og at eftergive gælden.

I den forbindelse vil jeg minde om, at alene eftergivelsen af Iraks gæld svarer til det, som Afrika syd for Sahara har modtaget i de sidste 10 år. Derfor gælder det den politiske vilje og de interesser, der står på spil. Det er forhåbentlig klart, at det er i vores generelle interesse at skabe udvikling og få stabilitet og sikkerhed til gengæld.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, hr. Bowis nævnte sin 100-årige mor. Jeg vil gerne nævne mine britiske svigerforældre, som er betydeligt yngre. Jeg er meget stolt af, at de deltog i demonstrationen i Edinburgh. Jeg vil lige tilføje, at det var i lørdags og ikke for to dage siden. De var ikke blandt hooliganerne!

Jeg vil sige tre ting. Den første handler om at gøre fattigdom til fortid. Det er et meget vigtigt emne for det britiske formandskab. Det er centreret omkring tre ting: gæld, som bør eftergives, støtte, som der bør være mere af, og endelig handel, som bør være friere og mere retfærdig. Det ser ud til, at vi har gjort mindst fremskridt på handelsområdet. Vi skal arbejde med infrastruktur og adgang.

Hvad skal vi gøre på kort sigt? Tre ting. For det første skal vi holde op med at dumpe landbrugsprodukter på de afrikanske markeder til lave priser. For det andet skal vi ændre vores støttebetingelser. Det er forkert, at Verdensbanken og IMF gør ikke-landbrugsstøtte til en forudsætning, når vi selv gør nøjagtig det modsatte. For det tredje skal de i en kortere periode kunne beskytte deres markeder på samme måde, som vi har gjort.

Mit tredje og sidste punkt er et forslag til det britiske formandskab, nemlig at vi skal fastlægge en integreret strategi for Afrika. Ligesom vi har en strategi for Middelhavsområdet, og ligesom vi havde en for Rusland, skal vi have en for Afrika. Denne Afrika-strategi skal sikre, at vores Afrika-politikker er sammenhængende og konsekvente i forhold til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, handelspolitikken og udviklingspolitikken.

Et sidste forslag for at hjælpe det britiske formandskab og især udenrigsminister Jack Straw ud af den rodede budgetforhandling er at overveje at medtage Den Europæiske Udviklingsfond i EU's rigtige budget.

  Józef Pinior (PSE).  - (PL) Mine damer og herrer, i fjor brugte verdens rige lande 80 milliarder amerikanske dollars på bistand til udlandet og 300 milliarder amerikanske dollars på landbrugsstøtte til deres egne lande. De rige lande råder over alle midlerne til at udrydde sult, fattigdom og de mange sygdomme, der dræber millioner af mennesker, som f.eks. malaria. Udviklingspolitikken skal blive EU's mission i denne nye globale æra. Det vil sætte os i stand til at skabe en identitet for Europa, og det vil medvirke til at differentiere EU fra resten af den moderne verden.

I øjeblikket er vores mest presserende opgaver - i hvert fald med hensyn til Afrika - gældseftergivelse, større kvantitet og kvalitet i bistanden til udlandet, bæredygtig handel, støtte til diversificeret produktion og eksport, udryddelse af sygdomme, som vi har effektive vacciner imod, og foranstaltninger til fremme af universel uddannelse og lighed, specielt med hensyn til kvinders status.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at minde Parlamentet om Nelson Mandelas ord, der bør tjene som et moralsk fyrtårn for EU's politik:

(EN) "Gør fattigdom til fortid i 2005. Så kan vi alle stå med oprejst pande".

  Ιoannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, jeg glæder mig over det britiske initiativ og håber, det vil give virkelige resultater, da det er en kendsgerning, at der på trods af de hidtidige erklæringer fra lederne af de rigeste lande kun er sket minimale fremskridt, fordi humanitær bistand alene kun kan afhjælpe problemet midlertidigt, den kan ikke give egentlige resultater. Bistand kan derfor kun give resultater, hvis den kombineres med en systematisk indsats for at udvikle handelen og koncentreres om opbygningen af infrastruktur inden for uddannelses- og sundhedssektoren. Bistand bør også bruges som drivkraft til at bekæmpe den politiske korruption, som desværre er fast praksis i dag i de fleste afrikanske stater, idet Afrika i dag hovedsagelig udplyndres af korrupte afrikanske politikere eller guerillaer, ofte med støtte fra internationale økonomiske interesser.

Der bør dog lægges særlig vægt på forvaltningen af midlerne via et tæt samarbejde og opsyn fra de forskellige internationale organisationers og ikke-statslige organisationers side. Kun med en sådan indsats vil man kunne gennemføre en korrekt fordeling og udnyttelse af den bistand, der ydes disse lande, som har langsigtede udviklingsformål og vil hjælpe dem med at udrydde fattigdom.

Alt, hvad der ellers tales om, dækker efter min opfattelse kun spørgsmålet overfladisk og kommer ikke til bunds i problemet.

  Erika Mann (PSE). - (EN) Hr. formand, jeg tilslutter mig varmt vores kollega hr. Stubbs forslag. Han har helt ret. Vi har brug for en integreret Afrika-strategi. Formandskabets repræsentant har netop talt om blød magt på områder, hvor noget er lykkedes for EU. Han har helt ret, men vi skal stadig omsætte det til positiv handling. Det er helt fint at tale om fattigdom, men det er bestemt ikke nok, især når man tænker på, at vi har ydet så meget støtte til Afrika i disse mange år, og resultatet ikke altid er særlig positivt.

Det samme gælder, når vi taler om handel og nedbringelse af fattigdom. Der er en tæt forbindelse mellem de to. Det ved vi godt, men forstår vi det nu også? Jeg taler på vegne af Udvalget om International Handel. Jeg tilslutter mig en Afrika-strategi, der skal gøres til genstand for en ny forhandling ved udgangen af det britiske formandskab, hvor vi skal drøfte alle aspekter. Det ville være dejligt, hvis det britiske formandskab ville overveje dette.

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, kære kolleger, som formand for vores gruppe har jeg helt bevidst taget ordet ved slutningen af denne forhandling. Jeg er lidt skuffet over, at jeg er den eneste formand for en parlamentarisk gruppe, som tager ordet i forbindelse med dette emne. Det er et emne, hvor en gruppes ledelse faktisk bør bakke op om de kolleger, som udfører arbejdet i vores rækker, når det gælder fattigdomsbekæmpelse.

Jeg vil udtrykkeligt sige til de kolleger, som ikke kun arbejder med dette emne på grund af det britiske rådsformandskab og dets initiativ, men generelt altid gør det, at Den Socialdemokratiske Gruppe betragter bekæmpelsen af fattigdommen i Afrika og i verden som et centralt element i sit arbejde.

Jeg vil vie et øjeblik af min taletid til en ukendt person, til moderen ved sit døde barn. I den lille by, hvor jeg var borgmester, var der ganske mange mænd og kvinder, men især ganske mange kvinder, som havde mistet børn under krigen. Når jeg var på besøg til en rund fødselsdag, var den værste begivenhed, som jeg måtte tale med kvinder af krigsgenerationen om, tabet af et elsket barn. Dette sår heles aldrig.

Når vi ser på Afrika, ser vi hver dag utallige mødre - utallige hver dag - som sidder ved deres døde børn, ude af stand til at begribe det, sørgende og ladt alene. Jeg ville ønske for os alle, at vi lægger os dette billede på sinde, for intet må i højere grad opmuntre og forpligte os til at tage kampen for fattigdomsbekæmpelsen, som det britiske formandskab har gjort til et centralt punkt for sine aktiviteter, alvorligt end den lille menneskelige følelse, at man ikke må lade en kvinde, som har mistet sit barn, alene i denne verden, hvis man påstår, at man vil skabe en human verden.

Foran dette billede, hr. formand, bøjer vi os som socialdemokrater og siger, at dette initiativ er det mindste, vi kan gøre. Og jeg vil stille et konkret forslag, nemlig at vi dog hjælper disse kvinder og mange, mange andre, som har brug for vores solidaritet, ved at træffe en lille foranstaltning. Hvis de store multinationale og globale virksomheder donerer 0,25 %, altså en kvart procent, af deres gebyrer for valutatransaktioner til en afrikafond, hvis vi her i Parlamentet spærrer en kvart procent af udgifterne til vores internationale valutatransaktioner på budgettet og indbetaler beløbet til en fond for hjælp til Afrika, så har vi et stort beløb, som erhvervslivet og f.eks. også vi i EU kan mobilisere i fællesskab for at bidrage helt konkret til fattigdomsbekæmpelsen, også med et individuelt bidrag fra hver enkelt. Det ville være et skridt, som vi måske kunne diskutere i fællesskab.

FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES
Formand

  Hilary Benn, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg vil starte med at takke Dem, fordi De giver mig mulighed for at besvare spørgsmål i forbindelse med den forhandling, som min kollega Jack Straw indledte her til formiddag.

Ingen, som har lyttet til denne forhandling, har kunnet undgå at høre den høje grad af ekspertise, viden, lidenskab og engagement, der har gennemstrømmet alle indlæg. Mig forekommer det, at Deres stemmer repræsenterer dem, som vi alle har den ære at repræsentere.

Jeg glæder mig meget til under det britiske formandskab at samarbejde med Udviklingsudvalget og mødes med udvalget i næste uge. Fru Morgantini har ret. Det drejer sig ikke om velgørenhed, men om retfærdighed. Det er et råb om retfærdighed, symboliseret ved det hvide bånd, som fru Martínez Martínez også påpegede. Det hvide tidevand, der skyllede ind over Edinburgh i sidste uge, var et symbol. De mennesker, som var med til Live 8-koncerterne, og de, der skriver til os, deres valgte repræsentanter, og beder om, at vi gør noget mere, er alle et udtryk for følelsen af, at nu er tiden kommet til at handle - som også fru Martens og hr. Bowis sagde. Jeg lykønsker hans mor med de 100 år. Han har ret - hun har levet længe, hun har været vidne til en masse forandringer.

Vi har simpelthen ikke råd til at lade Afrika drive bort fra resten af verden. Hr. Schulz mindede os i sit følelsesladede indlæg om, at vi alle har et ansvar.

Der har aldrig, mens jeg har været politiker, været et tidspunkt, hvor debatten om Afrika, fattigdom, dens årsager, og hvad vi kan gøre ved den, har stået så centralt i vores politik. For mig er budskabet fra dem, vi repræsenterer, meget enkelt: De beder os om at gøre noget, og de har tillid til, at den politiske proces kan skabe reelle forandringer og udvikling i Afrika. Det er moralsk uacceptabelt, at dette enorme kontinent med 54 lande, ganske tæt ved Europa, driver væk fra os og er den eneste del af verden, der er blevet fattigere i de sidste 25 år. Nu har vi midlerne til at gøre noget. Den udfordring, Europa skal håndtere, er at vende lidenskaben, engagementet og vreden - de følelser, borgerne har - til praktisk handling, der kan gøre en forskel. Jeg er enig med alle dem, der ønsker, at en EU-strategi for Afrika bliver det middel, vi kan bruge til at få vores politikker til at gøre en virkelig forskel. Jeg glæder mig til at samarbejde med hr. Michel, når han udarbejder den. Jeg håber inderligt, at vi kan gøre fremskridt.

(Bifald)

Og nu til nogle praktiske skridt, vi skal tage. Hvilke spørgsmål skal medtages i EU's Afrika-strategi? Det første - hvis det må være mig tilladt at være uenig med en af talerne, hr. Farage - er, at bistand virker, bistand redder børneliv.

(Bifald)

Derfor skal vi yde mere. Det lederskab, som Europa udviste, da alle udviklingsministrene mødtes for over en måned siden, da vi vedtog at fordoble Europas støtte til Afrika, viste Europa, når vi er bedst. Her udviste Europa lederskab for verden, og at vi er parate og rede til og vil gøre de ting, vi ved gør en forskel. Det var det første punkt.

Det andet vedrører gældseftergivelse, som mange talere har nævnt. Gældseftergivelsens reelle betydning er, at det betyder, at fattige lande ikke længere skal træffe et forfærdeligt valg mellem på den ene side at foretage månedlige tilbagebetalinger, de ikke har råd til, og på den anden bruge de penge, de ønsker, på læger, sygeplejersker, på at få børn i skole, på at købe lægemidler, som kan redde børns og voksnes liv.

For det tredje ved vi alle, at det i sidste instans er handel, økonomisk udvikling og økonomisk vækst, der vil sætte Afrika og resten af udviklingslandene i stand til at ændre deres befolkningers liv. Det var det, vi gjorde her i Europa. Det var sådan, vi ændrede vores samfund for 500 år siden, da den forventede levetid var meget kort, da der var enorm fattigdom, og da kun ganske få gik i skole.

Afrikas befolkning ønsker nøjagtig den samme mulighed. Nemlig at tjene penge og handle sig ud af fattigdommen til en bedre fremtid.

(Bifald)

Der er to andre sandheder, som vi er nødt til at få frem under denne forhandling. For to en halv uge siden var jeg i Sudan, især i Rumbek i det sydlige Sudan, hvor et ud af fire børn dør, før de når femårsalderen, og tre fjerdedele af de voksne ikke kan læse. Erfaringerne fra Darfur og det sydlige Sudan har lært os noget meget vigtigt: Medmindre der er fred og stabilitet, bliver der ingen udvikling; medmindre folk holder op med at slås, får Afrikas folk ikke en bedre fremtid. Derfor skal Europa blive ved med at udvise lederskab og yde støtte til Den Afrikanske Union, idet udgangspunktet skal være at bygge på Afrikas kapacitet til at løse sine egne konflikter. Som min ven Jack Straw sagde indledningsvis, er der nu færre konflikter i Afrika end for 10 år siden, og hvor der er fred og stabilitet, er der reelle udsigter og håb for en bedre fremtid.

Det sidste, der skal ske, hr. formand, for at sikre fremskridtet, er, at der skal være god regeringsførelse, for hvis regeringerne skal give deres folk ...

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden. - Hr. minister, Deres taletid er ikke begrænset. De kan tale, så længe De vil. Jeg bad blot medlemmerne om at være stille, når de går ind i mødesalen.

Det er helt o.k., at De ikke har deltaget i forhandlingen, men jeg må bede Dem om at gå ind i mødesalen uden at forstyrre de tilstedeværende.

  Hilary Benn, formand for Rådet. - (EN) Mange tak, hr. formand, for Deres omtanke. Det er mindre vigtigt, at De hører min stemme, men det er vigtigt, at verden udenfor hører alle vores stemmer. Hvis vi taler med én stemme og taler højt, har vi en bedre chance for at gøre fremskridt i denne store globale kamp.

(Kraftigt bifald)

Når alt kommer til alt, forventer borgerne af regeringerne, at de gør noget. Vi forventer, at vores regeringer giver os fred og sikkerhed, uddanner vores børn, tager sig af os, når vi er syge, og giver os mulighed for at skabe et levebrød for os selv og vores familier. I udviklingslandene består den største udfordring i at opbygge samfundenes kapacitet til at gøre nøjagtig det samme for deres borgere og samfund, som vi forventer, at vores regeringer gør her i Europa.

Det drejer sig om at have regeringer, der har kapacitet til at gøre det nødvendige, og om befolkninger, som forventer, at regeringerne kan forbedre deres liv. Når disse to ting kombineres - når befolkningens stemme høres - har samfundene en bedre chance for at gøre reelle fremskridt. Det drejer sig i sidste instans om politisk vilje og politiske valg. Det er det, politik drejer sig om: Hvordan vi beslutter, hvilken slags verden, vi ønsker at leve i; hvad vi bruger pengene til; hvilke beslutninger vi træffer vedrørende handel for at gøre det muligt for udviklingslandene at få en bedre fremtid.

Vi er den generation, som nu har ansvaret for dette. Som den britiske premierminister Tony Blair sagde, da Afrika-kommissionen blev nedsat: "Hvis ikke os, hvem så? Hvis ikke nu, hvornår så?"

Vi er den generation, der har kapaciteten til at handle. Og tiden er inde til at handle. Lad os gøre det sammen, lad os gribe chancen og som et fælles Europa hjælpe Afrika med at skabe en bedre fremtid, som det kan videregive til den næste generation.

(Kraftigt, vedvarende bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. Benn. Jeg beklager, at jeg var nødt til at afbryde Dem.

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg henviser til forretningsordenens artikel 146 og 148.

Hr. formand, jeg vil sige til Dem helt personligt, at jeg skylder Dem stor tak for Deres bestræbelser for på hvert plenarmøde før afstemningerne at sikre, at de sidste 10 minutter før afstemningerne forløber bare nogenlunde værdigt. Beklageligvis kan det ikke lade sig gøre. De kolleger, som kommer fra deres kontorer til afstemningen, kommer ind og forstår overhovedet ikke, hvad De siger, fordi der ikke er nogen tolkning. Kollegerne taler sammen, står i grupper foran tilstedeværelsesregistret, går til deres pladser, har lige noget, de skal have ordnet med kolleger. Alt sammen forståeligt, alt sammen acceptabelt. Men det er helt uacceptabelt for Rådets og Kommissionens repræsentanter at skulle tale her under sådanne forhold. Det går ikke, og jeg skammer mig over det. Jeg mener ikke, det er korrekt.

(Bifald)

Jeg har heller ikke lyst til at opleve det igen på hvert plenarmøde. Det er ikke et billede af et værdigt parlament. Derfor foreslår jeg følgende: Fordi kollegernes rettigheder på den ene side skal respekteres, men på den anden side også de andre institutioners rettigheder, foreslår jeg, at vi mellem forhandlingens afslutning og afstemningens begyndelse indlægger en pause ….

(Uro)

(Taleren afbrød sit indlæg)

  Formanden. - Tak for Deres hjælp til formandskabet, hr. Schulz. Inden jeg giver ordet til Kommissionen, må jeg bede alle om at sætte sig ned. De medlemmer, der fortsat diskuterer personlige anliggender i midtergangene, vil af parlamentsbetjentene blive bedt om at forlade mødesalen.

Jeg vil bede parlamentsbetjentene om at bortvise dem, der fortsat går rundt i salen!

Hr. Tannock, i henhold til hvilken artikel beder De om ordet?

Vil De være så venlig at sætte Dem ned og tie stille?

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg er privilegeret. Jeg forstår spansk uden høretelefoner. Hvis De taler spansk til dem, der står bagerst i salen, hvordan kan de så forstå Dem uden høretelefoner på? Kan De ikke tale fransk eller engelsk, så De kan forstå Dem?

(Bifald)

  Formanden. - De er ekstremt uregerlige i dag. Jeg må sige, at Deres holdning til det spørgsmål, der er til behandling, er skammelig.

(Bifald)

Jeg må bede alle de medlemmer, der går omkring i midtergangene, om at sætte sig eller om i det mindste at standse de samtaler, der forstyrrer vores arbejde.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, kære kolleger, også jeg vil allerførst gerne takke fru Morgantini for den forhandling, hun med finesse har fået indledt i dag.

Denne forhandling har påvist én vigtig ting, nemlig at der er ekstremt stor enighed om og støtte til, at Afrika gøres til centrum for udviklingspolitikken. Det er efter min mening ekstremt vigtigt, da det ikke blot er Parlamentets, men også Kommissionens og Rådets ønske. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke længere er interesserede i de andre fattige lande i verden. Slet ikke. Det betyder ganske enkelt, at over halvdelen af stigningen i udviklingsbistanden kommer til at gå til Afrika, så det kan indhente det nødvendige.

Det andet, jeg kan udlede af denne forhandling, er, at alt går i retning af, at der skal udvikles, defineres, tilrettelægges en egentlig europæisk udviklingsstrategi, navnlig for Afrika, en strategi, som er baseret på de store udviklingsspørgsmål: styreform, infrastrukturer og gæld. Det blev f.eks. sagt, at gældsspørgsmålet ikke kan løse alle problemer. Det ved vi godt. Gældsspørgsmålet er ganske vist vigtigt, men det er ikke som sådan et udviklingsinstrument. Spørgsmålet om gælden, om at afvikle gælden, sikrer naturligvis ikke en effektiv udvikling. Men det er ikke desto mindre en interessant forudsætning.

Gennemførelsen af sociale politikker efter etableringen af et dynamisk civilsamfund, gennemførelsen af sociale politikker, som giver adgang til retsvæsenet, adgang til uddannelse, adgang til sundhed og også til kultur - det nævnte jeg også for kort tid siden - er et vigtigt element. Jeg mener, at alt dette skal give næring til en global strategi, en global plan og et konkret program, vi skal gennemføre. Jeg skal med det samme sige, at jeg er helt klar over omfanget af de problemer, vi vil få. Og problemet er, at når vi først har fået dette program, skal de embedsmænd, der skal gennemføre programmet, underlægges et ekstremt håndfast lederskab. I den forbindelse regner jeg med både Parlamentets og Rådets støtte, og vi i Kommissionen vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at få sagerne til at skride fremad. Jeg mener, det er ekstremt vigtigt, at vi opnår konkrete resultater. Jeg mener, at det efter alle de løfter, der er blevet afgivet, alle de ekstremt troværdige perspektiver, der åbner sig, alle de heldige sammenfald, der i dag ligger til grund for disse store forhåbninger, er nødvendigt hurtigt at komme med et konkret bevis for, at tingene går som planlagt.

Et andet element, jeg gerne vil understrege, især vedrørende Afrika, er den særdeles vigtige rolle, alle politikker til fremme af lighed mellem mænd og kvinder på dette kontinent spiller. Det er et aspekt af problemet, vi ikke ret ofte kommer ind på, og jeg vil virkelig gerne, at det bliver taget i betragtning over hele den politiske linje, da det indeholder løsninger og muligheder, der skal udnyttes. Når jeg siger det, tænker jeg på virksomhederne, handelen. Jeg tænker på mikrokredit, på at gøre kvinderne uafhængige, hvilket er muligt med denne form for kredit. Det er en væsentlig kulturel faktor.

Det var, kære kolleger, hvad jeg kort ville sige. Som Hilary Benn og Jack Straw ville jeg sige, at det er nu, der skal handles. Og det er os, der skal gøre det. Jeg mener ikke, vi har flere undskyldninger. Det er blevet sagt igen og igen, og jeg synes ikke, vi kan blive ved med at udsætte denne udfordring og dette møde mellem vores aktion og de store forhåbninger hos befolkningerne. Det blev for kort tid siden sagt, at det måske ville være godt, at vi med udgangspunkt i denne udviklingspolitik, dette nye afsæt, kunne give den fortryllende europæiske idé nyt liv. Jeg mener, at Europa kan gøre og allerede gør udviklingen til den mest konkrete afspejling af dets værdier, og det er grunden til, at jeg bestemt er optimistisk.

(Bifald)

  Alessandra Mussolini (NI). - (IT) Hr. formand, i går skete der noget meget alvorligt, idet man fornærmede Italien ...

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden. - Hvis De ønsker at tage ordet i henhold til forretningsordenen, skal De først sige, hvilken artikel De henviser til.

  Alessandra Mussolini (NI). - (For slukket mikrofon henviste Alessandra Mussolini til forretningsordenens artikel 90)

  Formanden. - De kan ikke tale i henhold til artikel 90.

Vi har modtaget seks beslutningsforslag om at afslutte denne forhandling⁽¹⁾.

Forhandlingen under ét er afsluttet.

Næste punkt på dagsordenen er afstemningen.

Skriftlig erklæring (forretningsordenens artikel 142)

  Luciana Sbarbati (ALDE). - (IT) "Jeres første pligt - og det er ikke den første rent tidsmæssigt, men den vigtigste, for uden den kan I kun opfylde de andre pligter ufuldstændigt - er over for menneskeheden", sagde Mazzini.

Med disse ord vil jeg give udtryk for min solidaritet med de lande, som vi troede, at vi kunne give flere almisser og flere midler uden at sørge for deres egentlige udvikling og for en udryddelse af fattigdommen.

At eftergive deres gæld vil ikke fjerne problemet med udviklingsstøtte, som det internationale samfund naturligvis skal sørge for, og den tvingende nødvendige medicinske behandling, de har brug for. En eftergivelse af gælden vil heller ikke fritage os fra associeringsaftalerne med deres regeringer eller fra at fremme undervisnings- og uddannelsesprogrammer for at hjælpe dem med at blive integreret i komplekse sociale, økonomiske og politiske systemer, vælge demokratiske regeringsformer og få en fremtid. Dette giver således en mulighed - også uden for deres land - men det er i bevidstheden om, at de igen kan blive og føle sig som frie borgere.

Politikerne skal styre globaliseringsprocesserne ved at træffe valg, der sikrer vand, energi, mad, sundhed, frihed og undervisning.

På det sidste Europæiske Råd besluttede man, at bistanden skal øges til 20 milliarder euro om året inden 2010, og det er et budskab, som giver flere millioner mennesker et håb. Vi kan udrydde fattigdommen, og vi er den første generation, der kan gøre det, for vi har midlerne til det.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Formanden. - Kære kolleger, vi går nu over til historiens længste afstemning med 972 ændringsforslag.

(Afstemningsresultat og andre detaljer: se protokollen)

⁂

Efter afstemningen

  Alfonso Andria (ALDE). - (IT) Hr. formand, jeg har et indlæg til forretningsordenen under henvisning til artikel 152.

Under parlamentsforhandlingen i går eftermiddags behandlede vi hele regionalpolitikpakken. Eftersom der i afstemningen er taget højde for en anden rækkefølge, foreslår jeg, at vi efter hr. Hatzidakis' betænkning stemmer om min betænkning om Samhørighedsfonden og hr. Casas betænkning, så hele pakken bliver vedtaget samlet i den rækkefølge, vi fulgte i går under forhandlingen. Jeg mener, at det er rigtigere, og jeg opfordrer Dem til at overveje dette forslag.

  Formanden. - Hvis ingen gør indsigelse, ændrer vi afstemningsrækkefølgen. Men, kære kolleger, jeg vil gerne opfordre Dem til at underrette Mødetjenesten om sådanne ændringer lidt før, så vores afstemningslister kan blive udarbejdet derefter.

Før afstemningen

  Michel Rocard (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, kære kolleger, Parlamentet vil efter al sandsynlighed om 2-3 minutter forkaste forslaget til direktiv om computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed. Alle vores store grupper - og i øvrigt også de små - undskyld, har truffet denne beslutning, men af modstridende årsager. Jeg har hverken mandat eller officiel kompetence til at kommentere disse grunde her, men denne konvergens har en fælles betydning. Om emnets hovedpunkter er vi delt nogenlunde midt over, og resultatet ved en afstemning med relativt flertal er fuldstændig uforudsigeligt, og det er en bilateral umulighed at opnå et kvalificeret flertal. Alle vores parlamentariske grupper vil hellere forkaste teksten end vedtage de andre gruppers holdninger. Men der hersker især en enstemmig kollektiv vrede i hele Parlamentet over den forkastelige behandling, Parlamentet har været udsat for fra Kommissionens og Rådets side.

(Bifald)

Total, nærmest sarkastisk foragt for de valg, Parlamentet foretog under førstebehandlingen. Total mangel på høring fra Kommissionens side ved udarbejdelsen af udkastet til den tekst, der skulle behandles under andenbehandlingen. Gentagne forsøg på endda at forhindre forhandlingerne mellem regeringerne i Rådet. Principielt er dette allerede skandaløst. Den krise, Europa gennemlever i dag, skyldes i vid udstrækning demokratisk utilstrækkelighed, og der har Rådet et øredøvende ansvar, hvilket det klart har bevist i denne sag. Gid det vil tage ved lære af denne forkastelse!

(Bifald)

Hvad angår emnets hovedpunkter, viser holdningen, sådan som den forelægges her, klart, at problemet endnu ikke er modent til en beslutning. Kun en mere tilbundsgående forhandling ville have modnet det og gjort det muligt at opnå større enighed. Der er klart ved at opstå en kollektiv bevidsthed om dette vigtige og yderst vanskelige emne - hvor der står flere snese milliarder dollars på spil hvert år. Forkastelsen er i den forbindelse et budskab til Det Europæiske Patentkontor. Europa-Parlamentet har nægtet at legalisere den seneste tids fejl inden for retspraksis ved at udvide patenterbarheden til også at omfatte visse softwareprogrammer. Hvis disse fejl skulle fortsætte, er det klart, at der ville dukke et parlamentarisk flertal op for at inddæmme dem.

Efter afstemningen om den fælles holdning

  Hans-Gert Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fra Kommissionen har vi hele tiden hørt, at den ikke vil stille et nyt forslag, hvis den fælles holdning bliver forkastet. Jeg vil gerne minde om den interinstitutionelle aftale, som vi indgik med kommissionsformand Prodi den 15. september 1999, og hvor Kommissionen forpligtede sig til at tage initiativer, hvis Parlamentet opfordrer den til det. Jeg er ikke i tvivl om, at Parlamentet vil rette en opfordring til Kommissionen om at fremlægge et nyt forslag. Jeg minder Kommissionen om, at den har pligt til at fremlægge et sådant forslag, og om, at det så også skal ske.

(Kraftigt bifald)

  Monica Frassoni (Verts/ALE). - (IT) Hr. formand, jeg mener ikke, at vi nødvendigvis skal fortolke denne afstemning som en opfordring til Kommissionen om at stille et nyt forslag, der måske er magen til det, der blev forkastet. Efter min opfattelse bør dette spørgsmål således drøftes og fastlægges sammen med Kommissionen.

  Formanden. - Kære kolleger, i henhold til proceduren og af ren høflighed vil jeg give ordet videre til Kommissionen, hvis den ønsker at udtale sig.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand, at forkaste Rådets fælles holdning er Parlamentets demokratiske ret som part i lovgivningsprocessen sammen med Rådet. Mange af talerne under gårsdagens forhandling nævnte folkets stemme og demokratiets rolle.

Uden dette direktiv vil de nationale patentkontorer og Det Europæiske Patentkontor stadig i henhold til gældende lovgivning kunne udstede patenter til computer-implementerede opfindelser. Der vil ikke ske nogen harmonisering på EU-plan.

(Bifald)

Det betyder, at hvad der kan patenteres eller ikke kan patenteres fortsat vil kunne fortolkes forskelligt uden for Domstolens retlige kontrol.

Siden vedtagelsen af den fælles holdning har Kommissionen fastholdt, at hvis Parlamentet beslutter at forkaste den fælles holdning, vil Kommissionen respektere dette og ikke fremsætte et nyt forslag, men hvis Parlamentet opfordrer os til det, vil vi tale med Parlamentets forskellige udvalg og bagefter overveje de efterfølgende procedurer.

Forskellige medlemmer har over givet udtryk for, at Kommissionen bør fremlægge et ikke-sektorspecifikt instrument, og at den bør søge at få vedtaget EF-patentet.

En stor del af den nationale patentlovgivning er allerede blevet tilpasset Den Europæiske Patentkonvention og konventionen om EF-patentet fra 1989. Det vil sikkert glæde kommissær McCreevy at drøfte disse anliggender med Dem. De har allerede sagt, at De gerne vil invitere os til at deltage i de relevante udvalgsmøder og også i plenarmøderne, hvis De ønsker det.

Vedrørende fremtiden for EF-patentet ligger nøglen til en aftale i Rådets hænder. Mange muligheder er allerede blevet afsøgt, både formelt og uformelt.

  Formanden. - Parlamentet vil gerne takke Kommissionen og endnu en gang takke ordføreren, hr. Rocard, for det arbejde, han har udført.

Før afstemningen fik ordføreren ordet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 131, stk. 4

  Johannes Blokland (IND/DEM), ordfører. - (NL) Hr. formand, selvfølgelig er dette emne ikke så spændende som det foregående, men det er alligevel vigtigt. Mange tak fordi jeg får lejlighed til kort at begrunde min betænkning. I de forløbne uger har vi haft vanskelige forhandlinger med Rådet for at nå frem til en aftale under førstebehandlingen, og omsider har vi opnået et kompromis, som efter min mening absolut er forsvarligt. Af de 24 ændringsforslag, som blev vedtaget i Miljøudvalget, kan 20 helt eller delvist genfindes i kompromisteksten.

Alligevel vil jeg fremsætte en kommentar til den måde, hvorpå forhandlingerne er forløbet. Jeg mener, at vi her har opereret på kanten af det acceptable. Rådet kom hele tiden med nye ændringer og var meget tilbageholdende over for ændringer, som parlamentsdelegationen foreslog. Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg håber, vi i de kommende forhandlinger om andre sager møder en noget mere samarbejdsvillig holdning hos Rådets repræsentanter.

En sidste bemærkning, som jeg gerne vil fremsætte, vedrører ændringsforslag 53. Dette er også en del af kompromispakken, men desværre kunne ikke alle grupper støtte det. Alligevel vil jeg gøre Dem opmærksom på, at der kun kan opnås enighed under førstebehandlingen, hvis også dette ændringsforslag vedtages. Jeg regner derfor med alles støtte til dette punkt, og jeg vil også gerne takke skyggeordførerne for deres bidrag til tilvejebringelsen af denne aftale.

Før afstemningen om ændringsforslag 27

  Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE), ordfører. - (EN) Hr. formand, det drejer sig om følgende mundtlige ændringsforslag: Lige efter De Grønnes ændringsforslag vil vi gerne have tilføjet ordene "inden for programmet".

Jeg tror, at De Grønne kan tilslutte sig dette forslag, og det kan alle de øvrige politiske grupper også.

(Formanden konstaterede, at der ikke var nogen indsigelser mod det mundtlige ændringsforslag)

Før afstemningen om ændringsforslag 39

  Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE), ordfører. - (EN). Hr. formand, jeg vil gerne have slettet ordet "EFRU" i ændringsforslag 39 fra Den Socialdemokratiske Gruppe og erstatte det med ordet "fonde" for at dække alle strukturfonde og naturligvis Samhørighedsfonden.

(Formanden konstaterede, at der ikke var nogen indsigelser mod det mundtlige ændringsforslag)

Under afstemningen, en bemærkning til forretningsordenen

  Graham Booth (IND/DEM). - (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Siden jeg blev pensionist for tre måneder siden, har jeg haft meget svært ved at få hånden helt i vejret, når jeg skal stemme, på den tiendedel af et sekund, De giver os til det!

  Formanden. - Vi står over for en olympisk udfordring, kære kolleger: 972 ændringsforslag. Alt det, vi ikke får gjort i dag, skal gøres i morgen, under min græske kollegas forsæde, hvilket vil være en anden måde at holde den olympiske gejst i vejret på. Jeg opfordrer Dem dog til at holde dampen oppe.

Før afstemningen

  Rosa Miguélez Ramos (PSE). - (ES) Hr. formand, da vi har samlet alle strukturfondene, vil det være logisk at stemme om Casa-betænkningen om Den Europæiske Fiskerifond nu.

Før afstemningen om artikel 26 og 27

  Diana Wallis (ALDE), ordfører. - (EN) Hr. formand, det er faktisk ganske enkelt: Der er to datoer i artikel 26 og 27 vedrørende gennemførelsen af denne forordning. De datoer har vi allerede bag os, så det ville måske være en god idé at slette dem. Jeg håber, at Parlamentet kan tilslutte sig dette.

(Formanden konstaterede, at der ikke var nogen indsigelser mod det mundtlige ændringsforslag)

Før afstemningen om stk. 28

  Emine Bozkurt (PSE), ordfører. - (NL) Hr. formand, det er faktisk rigtigt, at punkt 28 indeholder et kompromisændringsforslag, som De Liberale og PPE-DE-Gruppen blev enige om. Vi kan gå med til dette ændringsforslag, hvis der kommer en tilføjelse, som lyder:

(EN) "og opfordrer den tyrkiske regering til at støtte dette;"

(NL) Hele ændringsforslaget lyder nu:

(EN) "Foreslår, at de politiske partier reviderer deres partistruktur og vedtager hensigtsmæssige strategier for at opnå en bedre ligevægt mellem mænd og kvinder i valgte organer, herunder positive særforanstaltninger såsom kvoter, og opfordrer den tyrkiske regering til at støtte dette;"

(Da flere end 37 medlemmer gjorde indsigelse, blev ændringsforslaget ikke sat til afstemning)

Før afstemningen om ændringsforslag 4

  Giorgos Dimitrakopoulos (PPE-DE), ordfører. - (FR) Hr. formand, jeg har teksten på engelsk, og jeg henvender mig til De Grønne.

(EN) Jeg vil foreslå, at vi ændrer tallene, for antallet af ofre ændrer sig fra dag til dag. Jeg foreslår, at "100.000" og "1.700" ændres til "tusindvis". Det er et forslag.

Det andet forslag er, at "amerikanske tropper" erstattes med "udenlandske tropper", da der også er tale om tropper fra andre lande end USA.

(Formanden konstaterede, at ingen gjorde indsigelse mod det mundtlige ændringsforslag)

Efter afstemningen om ændringsforslag 4, 2. del

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Mange tak, hr. formand. Formanden forklarede os tidligere længe og meget udførligt, hvor uhøfligt det er ikke at melde sig rettidigt inden for taletiden eller være der til afstemningen. Vi har her i Parlamentet en beslutning, som siger, at afstemningen slutter kl. 13.30. Vi holder os i Parlamentet principielt til det, vi aftaler, og ikke til det, som vi hører ad hoc fra den enkelte formand.

  Formanden. - Mine damer og herrer, vi har påbegyndt Dimitrakopoulos-betænkningen og skal under alle omstændigheder gøre den færdig. Dernæst vil jeg gerne vide, om De i dag ønsker at gå videre med det vigtige spørgsmål om bekæmpelse af fattigdom, for hvilket afstemningen bliver ret kort, men først gør vi Dimitrakopoulos-betænkningen færdig.

Efter afstemningen om betragtning B

  Giorgos Dimitrakopoulos (PPE-DE), ordfører. - (FR) Hr. formand, jeg læser den engelske tekst en gang til. Det drejer sig om en tilføjelse, som er en ny betragtning.

(EN) "mens krigen i Irak, dens forskellige aspekter og følger fortsat er et følsomt emne for offentligheden og regeringer i Europa og USA".

(Formanden konstaterede, at ingen gjorde indsigelse mod det mundtlige ændringsforslag)

  Formanden. - Inden vi går videre med afstemningen, har jeg en meddelelse til Dem.

Jeg beklager, at Rådet ikke er til stede, for så ville jeg have bedt repræsentanten for det britiske formandskab om at komme med en udtalelse om det, jeg skal til at sige, nemlig at London er blevet valgt som vært for De Olympiske Lege i 2012.

(Bifald)

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg vil gerne udtale mig på Storbritanniens vegne vedrørende den meddelelse. Først vil jeg gerne komplimentere det hårde arbejde og den meget kamplystne måde, som andre europæiske byer har kæmpet for at få De Olympiske Lege, især vores kolleger i Madrid og Paris. Der skulle jo findes en vinder. Set fra et londonsk synspunkt håber jeg, at alle her vil deltage i legene, og at vi vil konkurrere mod hinanden ved disse lege og dermed vise Europa, når det er bedst.

(Bifald)

  Formanden. - Vi ønsker det europæiske hold en rig medaljehøst i 2012.

Før afstemningen om ændringsforslag 2

  Miguel Angel Martínez Martínez (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg finder dette indlysende. Jeg vil bede vores venner fra Gruppen De Grønne om at acceptere dette ændringsforslag, der blot omtaler en erklæring. Der bliver ikke tale om at godkende den, før vi har en præcis og grundig viden om den rapport, der henvises til.

(Formanden konstaterede, at ingen gjorde indsigelse mod det mundtlige ændringsforslag)

Vedrørende betragtning A

  Miguel Angel Martínez Martínez (PSE). - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne kommentere et problem, som en anden gruppe har nævnt. I stedet for at tale om 300, 315 eller 400 millioner sultende mennesker i verden kan vi skrive "mere end 300 millioner". På denne måde kan vi undgå at skrive et præcist tal, sådan som andre medlemmer har ønsket.

(Formanden konstaterede, at ingen gjorde indsigelse mod det mundtlige ændringsforslag)

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, jeg har en alvorlig bemærkning. Hr. Rack har ret i, at vi engang havde en fast regel i Parlamentet om afstemningstiderne. Det handler ikke om at spise eller ikke spise. Men jeg har f.eks. gæster her, som er rejst 1.000 km for at tale med mig. Kl. 15.00 skal jeg allerede være tilbage i plenarforsamlingen.

Jeg må virkelig bede om, at vi fremover holder de regler, vi én gang har indført. Vi kan ikke stemme om alt om onsdagen, bare fordi der er nogle dovendidrikker, som mener, de bliver nødt til at rejse allerede onsdag. Vi kunne lige så godt have stemt om de sidste fem betænkninger på torsdag.

Jeg må bede Præsidiet om at organisere og planlægge ordentligt, sådan som det var tilfældet tidligere.

FORSÆDE: Sylvia-Yvonne KAUFMANN
Næstformand

  Formanden. - Mange tak, hr. Posselt. Vi har taget Deres bemærkning til efterretning og sender den videre til de relevante afdelinger.

Dermed er afstemningen afsluttet.

Betænkning af Barón Crespo (A6-0218/2005)

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Formålet med betænkningen er at tiltræde FN's Økonomiske Kommission for Europas regulativ nr. 94 og 95. Sigtet er at fjerne tekniske handelshindringer ved godkendelse af køretøjer, hvad angår beskyttelse af fører og passagerer i tilfælde af frontal kollision og sidekollision.

Vi vælger at støtte forslaget, da vi støtter EU's fælles handelspolitik og mener, at det er nødvendigt at vedtage foranstaltninger for at fjerne handelshindringer. Vi mener også, at det er positivt, at dette sker inden for rammerne af FN.

Farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (B6-0392/2005)

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) En af målsætningerne i direktiv 2002/95/EF er at bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed og miljørigtig nyttiggørelse og bortskaffelse af affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Direktivet medfører en begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i nyt elektrisk og elektronisk udstyr, der markedsføres efter den 1. juli, medmindre de er omfattet af undtagelserne i bilaget.

Jeg beklager, at Kommissionen har besluttet at medtage DecaBDE i bilaget i modstrid med de videnskabelige rådgiveres råd. Jeg opfordrer Rådet til at stemme imod dette forslag.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Decabromdiphenylether er et bromholdigt flammehæmmende middel, som er velkendt for Parlamentet, da det i februar 2003 blev sat "under nøje overvågning", samtidig med at EU i en betænkning, som jeg var med til at udarbejde, forbød de to "søster"-stoffer penta- og octaBDE.

DecaBDE er et bioakkumulerende kemisk stof, som er blevet fundet i modermælk, og for hvilket den relevante europæiske videnskabelige komité har anbefalet en endnu større nedsættelse af risiciene. Det er i øvrigt et stof, som EU har forpligtet sig til at forbyde i elektrisk og elektronisk udstyr fra den 1. juli 2006.

Det er derfor overraskende, at Kommissionen anbefaler et væsentligt tilbageskridt, da det ved hjælp af komitologiproceduren, dvs. i al hemmelighed, ønsker at tage dette forbud op igen. Dette forsøg på at gennemtvinge det er både med hensyn til indhold og form uacceptabelt. Kommissionen er ikke kommet med argumenter, der begrunder denne kovending, men det ville heller ikke have været muligt.

Jeg støtter derfor dette beslutningsforslag og opfordrer Kommissionen til at ændre sin beslutning. I modsat fald vil jeg ikke tøve med sammen med nogle af mine kolleger at indbringe sagen for EF-Domstolen.

Betænkning af Rocard (A6-0207/2005)

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (FI) Fru formand, jeg har tre korte betragtninger vedrørende direktivet om softwarepatenter.

For det første er det bedre slet ikke at have noget direktiv end at have et dårligt direktiv. For det andet var dette et klart tegn på en interinstitutionel magtkamp, hvor Kommissionen og Rådet skulle have lyttet til Parlamentet og fulgt trop. For det tredje var hele forhandlingen plaget af misforståelser, og jeg håber, at Kommissionen ikke på nuværende tidspunkt blot vil opgive, men at den vil lægge et nyt forslag på bordet, for på et tidspunkt får vi også brug for et EU-direktiv om softwarepatenter.

  Hiltrud Breyer (Verts/ALE). - (DE) Fru formand, jeg har tilsluttet mig det store flertal her og stemt imod dette direktivforslag. Jeg mener, at det i dag også var en sejr for fornuften i Europa-Parlamentet, en sejr for fornuften over nogle få store it-producenters lobbyinteresser. Dermed har vi sendt et signal om større valgfrihed for forbrugerne.

Vi har også gjort det klart, at der er en fremtid for it-virksomhederne i Europa, for det, der var på spil, var innovationen og de små og mellemstore virksomheders frihed til selv at udvikle. Det glæder mig meget, at det i dag er lykkedes os at give rødt kort til planerne om at legalisere patenter på software. Dermed har vi også støttet dem, der går ind for open source, som går ind for den frie softwareudvikling. Vi har især også støttet de mellemstore softwarevirksomheder, for de ville have lidt stor skade med dette patenteringsdirektiv.

Det glæder mig, at vi har vundet denne sejr. Jeg håber, vi kan opnå noget lignende for revisionen af direktivet om biologiske patenter.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Fru formand, jeg vil blot bemærke, at det desværre ikke lykkedes for hr. Rocard at få bare et enkelt ændringsforslag igennem, og at Europa-Parlamentet ikke var i stand til at afgive en tilsvarende udtalelse. Vi står nu over for det problem, at de nationale bestemmelser fortsat gælder i uændret form, og at domstolenes afgørelser vil være meget forskellige. Det vil være en enorm omkostningsbelastning for de store virksomheder og derfor være i strid med Lissabon-målene. For de små virksomheder bliver det fuldkommen uoverskueligt, fordi de fremover skal tage stilling til 27 forskellige patentlovgivninger.

Jeg opfordrer Kommissionen til at fremlægge et nyt forslag til et fællesskabspatent og først at diskutere det med sagkyndige personer. Desuden anmoder jeg Kommissionen om at begynde at udarbejde et forslag så hurtigt som muligt.

  Zuzana Roithová (PPE-DE).  - (CS) Efter min mening har Europa brug for fælles, klare og tidssvarende patentregler, da de vil have afgørende betydning for at fjerne hindringer på EU's indre marked, øge investeringer i forskning, forhindre piratvirksomhed og beskytte Europa som helhed betragtet. Jeg påskønner i høj grad indsatsen fra de medlemmer fra alle politiske grupper inklusive Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, der har hjulpet os med at nå frem til et fælles kompromis om vores 20 ændringsforslag til direktivet. Formålet med disse ændringsforslag var kun at sikre patentbeskyttelse af firmware som en del af en teknisk anordning for dermed at fremme interoperabiliteten og forhindre patentering af ren software.

Efter de politiske forhandlinger stemte jeg for en forkastelse af direktivet. Det gjorde jeg, fordi det efter min opfattelse vil sætte Parlamentet i stand til at sende et klart og stærkt signal til Rådet og Kommissionen om, at de skal øge indsatsen for at udarbejde et fælles forslag for et generelt europæisk patent i stedet for at koncentrere sig om et direktiv vedrørende en særlig patenttype.

  Gilles Savary (PSE). - (FR) Fru formand, jeg vil give udtryk for min tilfredshed med, at denne fælles holdning er blevet forkastet, da der ikke kunne opnås noget bedre, dvs. da ændringsforslagene fra Michel Rocard ikke kunne vedtages et for et, hvilket skulle have ført os tilbage til førstebehandlingen i Parlamentet.

Ligesom mine kolleger tror jeg ikke, at dette medfører en juridisk usikkerhed, da der er sket meget de sidste tre år. Under førstebehandlingen vedtog Parlamentet en utvetydig tekst. Det har i dag forkastet computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed. Jeg tror, at vi skal gå ud fra det og vende tilbage til formuleringen i artikel 52 i München-konventionen, for i virkeligheden drejede det sig ikke så meget om at sikre computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed som en indsats for at gøre dem patenterbare. Denne indsats er blevet standset i dag ved, at demokratiet i Parlamentet har vundet en stor sejr over lobbyer og over Kommissionens manøvrer.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Fru formand, jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg ikke stemte imod direktivet om computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed. En afvisning forlænger usikkerheden vedrørende software-relaterede opfindelsers patenterbarhed og opfylder dermed ikke behovet for, at der bliver truffet en beslutning.

Jeg beklager, at medlemmerne har vist sig ude af stand til at fremsætte en fornuftig version af teksten, som kunne have sikret støtte til innovation, men også forsikre softwareprogrammører og -brugere om, at vi ikke indfører amerikanske tilstande ved at tillade patenter for ren software.

Processen har vist alle fejlene i den måde, vi lovgiver på i EU, og disse fejl skal fjernes, hvis medlemmerne skal undgå at fremstå som værende ude af stand til at lovgive om komplekse, men vigtige emner.

For det første hemmelighedskræmmeriet i Ministerrådet. Det er umuligt at holde sig informeret om argumentationen i Rådet.

For det andet hindringer for forståelse på grund af den uigennemskuelige hjemmeside.

For det tredje det forkerte valg af ordfører i Parlamentet. Vi skal have skrottet traditionen med, at en betænkning er en gruppes ejendom, og at det at sætte spørgsmålstegn ved, at den tildeles et bestemt medlem, er noget, man bare ikke gør.

For det fjerde det ubegavede i at bruge en misvisende forkortet beskrivelse såsom "softwarepatenter", der er dybt misvisende.

For det femte manglen på "parlamentskoncipister" som dem, der findes i Westminster, der vejleder de britiske parlamentsmedlemmer ved at finde den rette terminologi.

  James Hugh Allister (NI), skriftlig. - (EN) I dag stemte jeg mod den fælles holdning til direktivet om computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed på grund af den øgede kontrol og overvældende dominans, det ville give store softwarevirksomheder og de deraf følgende skadelige virkninger for små og mellemstore virksomheder. Jeg opfatter forslaget til lovgivning om at gøre software patenterbart som en trussel mod en branche, der kræver kreativitet og innovation for at kunne trives. Dette direktiv ville ganske enkelt mindske konkurrencen og dermed føre til højere priser og ringere kvalitet for softwarebrugere og ikke-teknologiske virksomheder. Jeg mener, at den anti-innovative adfærd, som direktivet uden tvivl ville medføre, ville få altødelæggende følger for demokrati, konkurrence og beskæftigelse.

  Andrew Duff (ALDE), skriftlig. - (FR) EU har brug for klare regler. Der kan ikke være tale om at gøre computer-implementerede opfindelser patenterbare, og de er for øvrigt godt beskyttet af ophavsretten. Det ville være et slag mod innovation og have skadelige virkninger på forskning, SMV'er og EU.

Den fælles holdning var et skridt i den rigtige retning, men efterlod grå områder, der skulle have været fjernet ved at stemme for ændringsforslagene fra Michel Rocard. Jeg ville have stemt for dem, hvis de var blevet sat til afstemning. Der blev dannet en unaturlig koalition direkte for at få den fælles holdning forkastet uden at forsøge at ændre den. De, der syntes, at den fælles holdning ikke gik langt nok, slog sig sammen med dem, der frygtede, at med ændringsforslagene ville forbuddet mod at gøre computer-implementerede opfindelser patenterbare blive indført.

Den klare forkastelse af forslaget betyder, at de får ret, og at Det Europæiske Patentkontor således kunne fortsætte med at udvikle en retspraksis, der er til fordel for computer-implementerede opfindelser patenterbarhed "i sig selv". Alt dette er skadeligt for friheden til at opfinde og fremskridtet. Jeg har hverken stemt for eller imod, fordi jeg på den ene side ikke kan godkende den fælles holdning, og jeg på den anden side ville have foretrukket at ændre forslaget og ikke have bibeholdt det nuværende tomrum og forvirring ...

(Indlægget forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163)

  Lena Ek, Cecilia Malmström og Anders Wijkman (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Vi har valgt at stemme for, at hele forslaget om computerimplementerede opfindelser skal trækkes tilbage. Vi er imod patenter på ren software og vil beskytte klassisk patentret og har haft som ambition at forbedre Ministerrådets fælles holdning. Desværre har det vist sig at være svært, og vi risikerer at få en utydelig lovtekst, som ikke opfylder vores krav om retssikkerhed. Dette fremmer hverken store virksomheder, små virksomheder eller programudviklere. De eneste, der tjener på en usammenhængende lovgivning, er patentjuristerne. Konsekvensen af visse skrivelser har også været svær at overskue. Det er ønskeligt med en harmonisering på området, men vi er hellere foruden direktivet, end at vi vil medvirke til en dårlig lovgivning. Derfor er det godt, at Parlamentet vil forkaste forslaget.

Vi synes i stedet for, at Kommissionen bør tage spørgsmålet om fællesskabspatenter op igen, som skal gælde for hele EU. Et hovedproblem i denne sammenhæng er, at European Patent Office (EPO) har udfærdiget en del trivielle patenter og patenter på ren software. EPO er dog ikke underlagt EU, men styres af en større specialkonvention. Vil EU have førertrøjen i spørgsmålet om et retssikkert og gennemsigtigt patentsystem, hvor patenter kun tildeles for rigtige opfindelser, bør vi indføre et fællesskabspatent, som vedrører alle områder, ikke kun computerimplementerede opfindelser.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi glæder os over, at vores forslag om at forkaste Rådets fælles holdning fra marts 2005 om computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed er blevet vedtaget.

Som vi har sagt, siden Kommissionen i 2002 fremsatte sit direktivforslag, ville indførelse af softwarepatenter betyde en fare for den intellektuelle frihed, teknologisk innovation og den europæiske økonomis udvikling, hvilket også videnskabsfolk, universitetsprofessorer, de studerende, mange organisationer og SMV'erne med rette har peget på. De høje patentomkostninger ville være til skade for de små og mellemstore virksomheder, der ikke kun savner ressourcer til at betale for patenteringen, men som desuden kan risikere at se deres idéer patenteret af tredjemand. Softwarepatenterne ville også kunne bruges af de store virksomheder til at hindre nye virksomheder i at komme ind på markedet.

Det går ikke, at man kan patentere tanker og viden - eller livet selv, i værste fald. Derfor har vi, ligesom vi tidligere har gjort, tilsluttet os det forslag om at forkaste Rådets fælles holdning, der i dag er blevet vedtaget. Det er en sejr for viden, innovation og friheden til at skabe ...

(Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163, stk. 1)

  Richard Howitt (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over, at Parlamentet i dag har forkastet udkastet til lovgivning om softwares patenterbarhed. Jeg stemte imod efter moden overvejelse og indgående drøftelser om følgerne med direktører for små og mellemstore virksomheder fra min valgkreds, der omfatter 1.500 teknologivirksomheder med omkring 40.000 ansatte i teknologicentrene i Cambridgeshire og Hertfordshire. En direktør for en lille virksomhed fortalte mig, at den foreslåede lovgivning svarede til at patentere tomater i en opskrift, således at der aldrig ville kunne laves en ny opskrift med tomater igen. Afstemningen i dag er en klar sejr for kreativitet, iværksætterånd og sund fornuft.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Som talsmand for dette emne i Parlamentets største gruppe og leder af den finske delegation i EPP-ED mener jeg, at beslutningen om at forkaste den fælles holdning var den rigtige. Jeg mener ikke, at det resulterende direktiv ville have været godt nok. Forkastelsen af hele forslaget var et mindre tilbageskridt, end det ville have været at vedtage en dårlig lovgivning.

Jeg beklager dog, at forsøget på at harmonisere medlemsstaternes forskellige praksis på patentområdet blev forkastet. Jeg vil derfor opfordre Kommissionen til hurtigt at genfremsætte forslaget om EF-patentet, som ikke blev vedtaget i den foregående valgperiode. Kommissionen skal også tage initiativ til at forny det europæiske patentsystem.

Desuden mener jeg, at den beslutning, der er truffet i dag, er en stor sejr for Parlamentet som institution. Rådet tager overhovedet ikke hensyn til holdningen hos Parlamentets flertal i sin fælles holdning. Parlamentet har vist, at medlemsstaterne i Rådet ikke bare kan ignorere Parlamentets mening - uanset emnet.

  Toine Manders (ALDE), skriftlig. - (NL) Folkepartiet for Frihed og Demokrati (VVD) i Nederlandene er glad for, at et overvældende flertal i Parlamentet har støttet ALDE-Gruppens ændringsforslag om at forkaste den fælles holdning. VVD er imod, at den europæiske patentret gribes an i de enkelte sektorer. VVD vil hellere have en integral fremgangsmåde og opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte et forslag om ét fællesskabspatent. Dette giver større juridisk sikkerhed.

Det nuværende omstændelige patentsystem kan således erstattes af en mere effektiv ordning. Vi opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at indlede en debat i Retsudvalget til harmonisering af den eksisterende europæiske patentlovgivning på grundlag af artikel 95. Dermed er Parlamentet også med i den fælles beslutningstagning herom, og der kan derfor finde en demokratisk kontrol sted med Det Europæiske Patentkontor.

Samtidig opfordrer vi alle lobbyorganisationerne til at benytte det samme tunge skyts for at overbevise den franske regering om, at den skal opgive sin modstand mod ét officielt arbejdssprog ved EU-patenter for også at give de franske unge mulighed for en konkurrencedygtig og innovativ fremtid.

Således bliver Lissabon-målsætningen ikke blot noget, vi taler om, men der bliver også sat handling bag ordene.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for at forkaste den fælles holdning, ikke fordi jeg er modstander af tanken om et europæisk patent, men fordi netop dette forslag var dårligt formuleret og ikke skabte klarhed om nogle vitale definitioner af, hvad der kan patenteres.

  Zita Pleštinská (PPE-DE), skriftlig. - (SK) Da der i øjeblikket er enorme forskelle i de nationale patentlovgivninger, finder jeg det nødvendigt at vedtage et direktiv for at sikre en harmonisering heraf. Derfor støtter jeg en sammenhængende beskyttelse af softwareprodukter gennem en beskyttelse af ejendomsretlige innovative løsninger for et helt program eller en del deraf, men ikke udstedelsen af patenter for enkelte idéer. Det var trods alt Einstein, der sagde, at man ikke kan tage patent på en matematisk formel.

En patenterbar opfindelse er en løsning, der kombinerer en idé med en teknisk anordning som f.eks. software til mobiltelefoner eller ABS-systemer i biler. Patenterne sikrer virksomhederne et udbytte af deres investeringer i udviklingen af en opfindelse og fremmer yderligere investeringer i forskning og udvikling.

Det direktiv, som Rådet foreslår, indeholder uklare formuleringer, der gør det umuligt at foretage en præcis sondring mellem software og tekniske goder.

Manglen på klare definitioner for softwarepatentering kan betyde, at konkurrencen mellem virksomhederne flyttes fra markedet til retssalene. Hvis software bliver patenterbar, kan omkostningerne i forbindelse med patenteringen ruinere de små og mellemstore softwareudviklingsvirksomheder. Jeg har støttet ændringsforslagene fra Roithová - Buzek, der forsøger at begrænse direktivets anvendelsesområde, så det ikke tillader patentering af ren software. Ændringsforslagene repræsenterer et kompromis, der vil forhindre en uklar fortolkning af direktivet. Hvis de godkendes, støtter jeg den ændrede tekst af Rådets fælles holdning af 7. marts 2005.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Selv om jeg var medforfatter til en række ændringsforslag, der sigtede på at forbedre den fælles holdnings endelige udformning, hvis den skulle blive vedtaget af Europa-Parlamentet, var det med tilfredshed, at jeg stemte for og konstaterede, at Europa-Parlamentets forslag om at forkaste den fælles holdning blev vedtaget. Jeg mente nemlig, at det var den bedste løsning for at undgå vedtagelse af en tekst, der ville blive til klar skade for ikke blot de små og mellemstore softwarevirksomheder, men også for forbrugerne. Ydermere fremmede forslaget til fælles holdning ikke de bedste principper for kreativitet og intellektuel ejendomsret og sikringen heraf.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det underliggende spørgsmål for denne betænkning og den tilhørende beslutning er, hvor grænserne går for computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed.

Som bekendt har det i Europa været mest almindeligt at beskytte software ud fra reglerne for ophavsret/copyright. Den foreslåede fremgangsmåde vil bringe os på linje med USA, hvilket jeg dog ikke finder hverken gavnligt eller befordrende for større klarhed på markedet. Det vil snarere øge vanskelighederne for de små og mellemstore virksomheder, der står for størsteparten af innovationen og 70 % af beskæftigelsen i denne branche.

I løbet af Parlamentets behandling af denne sag er det blevet klart, at de store europæiske virksomheder har søgt at sikre eneretten til programmer til computer-implementerede opfindelser i strid med München-konventionen og Den Europæiske Patentmyndigheds retspraksis. Ordføreren pointerer imidlertid udmærket, hvordan problemstillingen bør opfattes: "Et software er rent faktisk ikke mere patenterbart end en akkord eller en ordsammenstilling. Betragtet som en gruppe af matematisk forbundne formler er der tale om et resultat af den menneskelige tankevirksomhed, og fri tankevirksomhed er et grundlæggende princip i vores samfund". Sådan ser jeg også på det.

(Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163, stk. 1)

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Ved i dag kl. 12 at stemme for forkastelsen af Rådets fælles holdning ønskede jeg at give udtryk for en klar afvisning af at gøre computer-implementerede opfindelser patenterbare. Og på den anden side har jeg vurderet, at software som et menneskeskabt produkt er tilstrækkeligt beskyttet af ophavsretten.

Jeg har også og især stemt for, at politik skal have fortrinsret over teknik, for at genoplive ånden fra Lissabon.

Som en liberal og ihærdig forsvarer af værdierne fri etableringsret og en sund og retfærdig økonomisk konkurrence kunne jeg ikke acceptere en tekst, der er skræddersyet til visse store selskaber, som allerede næsten har monopol i deres respektive sektor. Formålet med direktivforslaget var på sigt at kvæle unge datalogers kreative ånd og adskillige europæiske SMV'ers og mikrovirksomheders uafhængighed i fødslen.

Teksten havde rent ud sagt ikke meget at gøre med det borgernes Europa, som vi alle ønsker.

I løbet af de to år, som debatten har varet, har jeg ikke mødt en eneste computerekspert, universitetsforsker, bruger eller chef for en lille eller mellemstor virksomhed, der fremstiller software, der har haft noget godt at sige om dette direktiv. Det kan ikke være tilfældigt.

  Konrad Szymański (UEN), skriftlig. - (PL) Jeg var blandt de få medlemmer, der stemte imod forslaget om at forkaste direktivforslaget om computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed.

Parlamentet havde mulighed for at udtale sig om forslaget og ændre indholdet heraf under den fælles beslutningstagning. Med den næsten enstemmige forkastelse af forslaget er Parlamentet blot gået uden om en beslutning, hvilket ikke kan siges at være en ansvarlig handling.

Den brede koalition omfatter grupper af medlemmer med meget forskellige synspunkter. Efter mange overvejelser kunne jeg ikke identificere mig med nogen af dem.

De medlemmer, der er modstandere af en effektiv beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder som sådan, eller med andre ord medlemmerne fra det yderste venstre, stemte imod direktivet. Jeg hører imidlertid ikke til den gruppe.

Gruppen af nejsigere omfattede også medlemmer, der er imod et system, der giver en sådan beskyttelse på fællesskabsniveau, eller med andre ord det yderste højre. Jeg er heller ikke enig med denne gruppe, da det i mange lande koster mange penge at registrere opfindelser.

Et antal medlemmer stemte imod direktivet, fordi de mener, at Parlamentet skal have større politisk indflydelse på lovgivningsproceduren. Denne holdning findes hos repræsentanter fra alle grupperne, men den kan jeg heller ikke tilslutte mig.

Endelig var der de medlemmer, der stemte imod direktivforslaget, fordi de mener, at det udgør en trussel imod Polens nationale interesser. Denne gruppe bestod med andre ord af polske medlemmer af Europa-Parlamentet. Bortset fra det faktum, at der er ubegrænsede muligheder for at stille ændringsforslag, er det en forkert antagelse.

Uanset om patentbeskyttelse er defineret i bred eller smal forstand, bidrager den til privat investering i fornyelse og dermed til at skabe job for forskningsarbejdere. USA bruger næsten dobbelt så meget som Europa på sådanne investeringer, og en af de mange grunde hertil er den karakteristiske brede patentbeskyttelse, der findes i USA. Til trods herfor er der imidlertid mange talere, der under denne forhandling har nævnt landet som et dårligt eksempel og en advarsel.

Betænkning af Blokland (A6-0169/2005)

  Richard Howitt (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg tilslutter mig henstillingerne i betænkningen, især accepten af min modstand mod vilkårlige begrænsninger for maritime grænser, der er berettigede til grænseoverskridende samarbejde, for det ville have betydet, at Norfolk og andre dele af min valgkreds ikke ville have haft adgang til finansiering trods de stærke historiske og kulturelle bånd over Nordsøen. Min region har deltaget fuldt ud i det regionale samarbejde, og Parlamentets vilje til at fastholde en uafhængig streng for et sådant samarbejde er godt for Østengland, Storbritannien og alle, der ønsker at drage fordel af samarbejde og udveksling på tværs af Europas grænser.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg mener, at det er vigtigt at få en bedre forståelse af de mængder af forurenende stoffer, som udledes fra anlæggene, og at disse oplysninger bliver gjort let tilgængelige for offentligheden gennem et krav til operatørerne om, at de skal oplyse om deres emissioner.

Disse målsætninger er omfattet af lovgivningen, der sigter mod at oprette et europæisk register over udledning og overførsel af forurenende stoffer og er knyttet til forslaget til afgørelse om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af FN's Økonomiske Kommission for Europas protokol af 21. maj 2003 og at medtage de relevante dele i europæisk lovgivning.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Miljøspørgsmål er af central betydning, når politikken for Europas fremtid skal udformes. Jeg finder det således afgørende, at der skabes forudsætning for at sikre øget offentlig opmærksomhed omkring miljøspørgsmål og bedre gennemførelse af miljølovgivningen. Blokland-betænkningen har til formål at inkorporere de relevante dele af UNECE-protokollen i Fællesskabets lovgivning.

Betænkningen vil medføre, at offentligheden får forbedret adgang til information og bedre forståelse af de mængder af forureningsstoffer, som anlæg udleder.

Jeg har derfor stemt for Blokland-betænkningen.

Betænkning af Hatzidakis (A6-0177/2005)

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Den store mangel ved denne betænkning er, at den er betinget af Europa-Parlamentets beslutning om finansielle overslag for 2007-2013, der for struktur- og samhørighedsfondene accepterer en finansieringsramme på kun 0,41 % af Fællesskabets BNI for denne periode, når samhørighedsbehovene efter udvidelsen og de skærpede økonomiske og sociale uligheder bør lægge op til mere.

Derfor har vi endnu en gang bl.a. foreslået bevillingerne til strukturfondene øget med henblik på især at sikre fuld kompensation for de regioner, som berøres af "den statistiske virkning", og sikre phasing out-mekanismer for Samhørighedsfonden, forslag, som et flertal i Europa-Parlamentet til vores skuffelse har forkastet.

Vi beklager også, at man har forkastet vores forslag om at fjerne mekanismer, der berører strukturfondenes gennemførelse, navnlig niveauerne for med- og førfinansiering, eller Samhørighedsfondens anknytning til stabilitets- og vækstpagten, samt mekanismer, der bringer strukturfondenes udgiftsmål (n+2-reglen) i fare.

Vi mener endvidere, at betingelserne for langfristet offentlig støtte til virksomheder burde være strammet op særlig på beskæftigelsessiden, som vi har foreslået.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Reformen af strukturfondene løser ikke problemerne i forbindelse med udvidelsen mod Øst, men straffer Frankrig.

EU, som ikke har beregnet omkostningerne ved en udvidelse med østeuropæiske lande, der er ødelagt af fire årtier med kommunisme, udbetaler 190 milliarder euro i regionalstøtte til de nye medlemsstaterne. Vil denne støtte fremme deres økonomiske integration i EU? Den tyske fiasko i de delstater, der hørte til det tidligere kommunistiske DDR, kan give anledning til tvivl.

Prioriteringen af Østeuropa i regionalpolitikken får til gengæld to uheldige konsekvenser for Frankrig:

- Den reducerer den allerede lille del, der er bevilget til Frankrig. Således har Korsika og Hainaut i Nord Pas de Calais-regionen ikke de sidste fem år modtaget strukturfondsmidler, der er beregnet til de fattige EU-regioner.

- Stigningen i regionale udgifter, der er blevet EU's største budgetpost, medfører en indskrænkning af landbrugsudgifterne, som de franske landmænd nød godt af, og en stigning i det samlede EU-budget, og således et højere fransk bidrag til dette budget.

Mere end nogensinde før viser EU's regionalpolitik, som euroføderalisterne i UMP og Det Socialistiske Parti fremstiller som manna for de franske regioner, sig at være økonomisk og socialt humbug.

  Jamila Madeira (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg glæder mig over vedtagelsen af denne interimsbetænkning om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og navnlig over vedtagelsen af et nyt afsnit i artikel 3, der indebærer, at de regioner, som berøres af den statistiske virkning, f.eks. Algarve, bør tildeles passende finansiel støtte, så de kan videreføre konvergensprocessen, og at der ikke bør sondres mellem dem på grundlag af befolkningstallet.

Disse befolkningsmæssige kriterier, som var et resultat af det luxembourgske formandskabs forhandlingspakke for de finansielle overslag 2007-2013, savner ethvert objektivt grundlag og bør derfor ikke betinge uretfærdige og urimelige sondringer, der ikke har anden rolle end at markere et "før" og et "efter" i solidariteten mellem EU's regioner.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne betænkning, som skal sikre, at der fortsat afsættes europæiske midler til the Highlands and Islands i Skotland, og som giver håb om, at andre dele af Skotland fortsat vil kunne nyde godt af adgangen til EU's strukturfonde.

Indtil vi får en afgørelse om budgettet, er det naturligvis umuligt at vide, hvor mange midler det kommer til at dreje sig om.

Jeg tilslutter mig de foreslåede reformer, som skal øge kvaliteten i forbindelse med anvendelsen af midlerne fra EU's strukturfonde, bl.a. gennem forenkling, bedre strategisk planlægning, reduktion af bureaukratiet og større gennemsigtighed og ansvarlighed.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Jeg har ligesom et stort flertal i min politiske gruppe stemt for Hatzidakis-betænkningen, fordi den:

· støtter de regioner, som risikerer at blive ramt af den "statistiske effekt", der er skabt af udvidelsen,

· stiller krav om, at regionerne i den yderste periferi behandles som særlige tilfælde med hensyn til deres adgang til strukturfondene,

· foreslår, at midler, der ikke er anvendt som følge af n+2-reglen, fordeles til regioner, der kan udnytte dem,

· afviser enhver renationalisering af regionalpolitiske udgifter,

· stiller krav om retfærdig behandling af ø-regioner og tyndtbefolkede regioner,

· gør handicappedes rettigheder til en hovedprioritet i samhørighedspolitikken.

De ændringsforslag, jeg havde stillet sammen med andre medlemmer af Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe:

· forbedrer teksten og gør det klart for Kommissionen og Rådet, at indsatsen for at fremme konkurrenceevne og iværksætterlyst ikke må gå ud over bæredygtig udvikling og samhørighed,

· stiller krav om flere midler til strukturfondene og Samhørighedsfonden, fordi et skævt Europa ikke er holdbart,

· stiller krav om bedre kontrol af statsstøtte, så den ikke bliver et incitament til virksomhedsflytninger internt i EU til skade for arbejdstagerne i forskellige regioner.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for denne betænkning, fordi jeg mener, at den indeholder en række elementer af stor betydning for Portugal, idet jeg dog også mener, at de er positive for EU, som jeg tror på. Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden er tre fonde af helt central og strategisk betydning for målene om økonomisk vækst, styrket konkurrenceevne og værditilvækst samt mindskelse af de enorme regionale uligheder. Jeg har derfor med tilfredshed konstateret, at ordføreren har lagt vægt på aspekter, som jeg finder afgørende. Han afviser således alle forsøg på at renationalisere regionalpolitikken og på at nedsætte loftet for statsstøtte til de fattigste regioner og tilslutter sig Kommissionens forslag om, at virksomheder, der flytter ud og samtidig modtager midler fra de europæiske fonde, bør mærke konsekvenser.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Hatzidakis-betænkningen indeholder Parlamentets syn på den fremtidige reform af strukturfondene. Jeg bifalder medtagelsen af "den statistiske virkning", anerkendelsen af de naturligt omfattede regioner, afvisningen af at indføre en 150 km grænse til afgrænsning af maritime regioner, fokuseringen på ligestillingsaspekter og styrkelsen af miljøbeskyttelsen. Vedrørende ændringsforslag 42 og det oprindelige punkt 13 afholdt Labour-delegationen sig fra at stemme på grund af sproget i teksten.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) KKE har stemt imod betænkningerne om strukturfondene i forbindelse med den fjerde EF-støtteramme 2007-2013, fordi de tjener EU's befolkningsfjendtlige politik og har til formål at sikre mere profit til kapitalen.

Strukturfondene udnyttes af regeringerne til at styrke plutokratiet i medlemsstaterne, medlemsstaternes imperialistiske planer, koncentrationen og centraliseringen af kapitalen og monopolernes uhæmmede vækst.

De udnyttes til at fremme kapitalististiske omstruktureringer, hvor man rammer arbejdstagernes lønmæssige og sociale rettigheder samt sundhedsvæsenet, socialvæsenet og uddannelsen, og til at foretage gennemgribende ændringer i landbrugsøkonomien og andre sektorer. De anvendes til ideologisk terrorisme, militærudgifter til EU's og NATO's imperialistiske angreb og til bestikkelse og korruption for at vildlede arbejderbevægelsen.

Loven om asymmetrisk vækst er nådesløs. I stedet for at mindskes skærpes modsætningerne, både de sociale og de regionale. Arbejdstagerne møder store problemer, navnlig indbyggerne på øerne og i afsidesliggende egne og bjergegne i Grækenland.

Forsikringerne om, at man vil fremme EU's konvergens- og samhørighedspolitik gennem strukturfondene, er det største bedrag af arbejdstagerne, kvinderne, landmændene og de nederste befolkningslag.

Grækenland er et typisk eksempel, idet syv græske regioner, 80 % af befolkningen, ifølge statistikken risikerer at falde uden for mål 1 for strukturfondstøtten.

Betænkning af Andria (A6-0178/2005)

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi mener, at et de centrale punkter ved det foreliggende forslag til forordning om Samhørighedsfonden - som det også var tilfældet for den tidligere forordning - er Samhørighedsfondens anknytning til stabilitets- og vækstpagten, altså muligheden for helt eller delvist at indstille fondens finansielle støtte til et samhørighedslandene, f.eks. Portugal, hvis den beslutning, der nævnes i EF-traktatens artikel 104, stk. 8, vedtages. Ordførerens forslag om at gøre denne automatiske beslutning til en politisk beslutning, løser ikke problemet.

Vi er også imod, at n+2-reglen skal gælde for Samhørighedsfonden, fordi det vil skabe nye hindringer for midlernes anvendelse i de lande, der bør have som mål at tilnærme deres økonomiske og sociale udviklingsniveau til Fællesskabets gennemsnit.

Vi mener derudover, at navnlig EU's udvidelse betyder, at der ikke er afsat tilstrækkelige midler til denne fond.

Da vores forslag til ændring af disse og andre punkter er blevet forkastet, har vi stemt imod denne beslutning.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Et af de mest relevante spørgsmål i debatten om Samhørighedsfondens fremtid er naturligvis det, der angår "statistisk velstand". Alle spørgsmål omkring denne fond er særdeles vigtige, men det, som jeg - og ganske givet også de nationale myndigheder - lægger størst vægt på, er at undgå, at en tilsyneladende velstand medfører faktisk forarmelse på grund af bortfald af støtte, så en endnu ikke afsluttet vækstcyklus afbrydes. Det er det centrale problem for Portugal i diskussionen om denne fonds fremtid og er også det, som jeg er mest bekymret over. Jeg glæder mig derfor over, at det i betænkningen nævnes, at der skal findes et passende politisk svar på dette spørgsmål.

Betænkning af Fava (A6-0184/2005)

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE), skriftlig. - (PT) 10 nye landes tiltrædelse udgør en af de største udfordringer for EU's interne samhørighed, fordi forskellene i økonomisk udvikling inden for EU er vokset, og de regionale økonomisk-sociale uligheder er forværret. Det betyder, at EU skal yde en større samhørighedspolitisk indsats, men den gennemgår for tiden en dybtgående reform med henblik på at imødegå følgerne af udvidelsen.

I en union med 25 medlemmer må samhørighedspolitikkens instrumenter tildeles passende finansielle midler og fordeles ligeligt mellem de mindst udviklede regioner ikke blot i de "nye", men også i de "gamle" medlemsstater, så forskellene i udviklingsniveau og afstanden til de dårligst stillede regioner (det nuværende "konvergens"-mål) fortsat mindskes, og der ligeledes sættes ind på det nye målområde "regional konkurrenceevne og beskæftigelse".

De henstillinger, der fremgår af de forskellige betænkninger, som i dag er til afstemning, særlig Claudio Favas betænkning om FEDER, sigter på at imødekomme disse bestræbelser.

Hvad angår tildelingerne til disse fonde, afventer vi Det Europæiske Råds aftale om de finansielle overslag 2007-2013, som vi håber vil stå mål med de udfordringer, som EU's samhørighedspolitik står over for.

  Richard Howitt (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig meget over vedtagelsen af mine centrale ændringsforslag til EFRU-forordningen, som vil sikre fuld adgang til midler uden forskelsbehandling og søge at udnytte fonden til at løse de forskellige sociale, økonomiske og miljømæssige problemer, som især findes i landdistrikter som min egen valgkreds, navnlig gennem diversificeringsforanstaltninger, iværksætteraktiviteter og ved at fremme beskæftigelsen i lokalområderne. Jeg glæder mig også over vedtagelsen af mine ændringsforslag om at mindske den miljømæssige indvirkning fra virksomhedernes og husholdningernes aktiviteter og prioritere klimaændringer, biodiversitet, miljøforvaltning og bæredygtig energiproduktion ved anvendelsen af midlerne - alle vækstområder med et enormt potentiale i Østengland.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Portugal har gennem de seneste år haft betydelig gavn af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. På nationalt niveau kan vi givetvis kritisere visse - eller ligefrem adskillige - af de prioriteringer, som de forskellige regeringer har haft for anvendelsen af disse midler, ligesom vi kan beklage effekten, som vi kunne ønske var større og bedre. Når det er sagt, må vi dog anerkende, hvilken enorm positiv virkning denne fond har haft for Portugal. Vi må samtidig bekymre os om de regler, som skal gælde for den i de kommende år. Jeg er derfor enig i de bestræbelser, der udtrykkes i denne betænkning, navnlig med henblik på at sikre en afbalanceret fordeling af midlerne i lyset af den netop gennemførte - og fremtidige - udvidelse, så de mindre gunstigt stillede regioner og lande i EU ikke rammes negativt, idet der især må tages højde for "statistisk velstand", der ikke er velstand og derfor ikke må opfattes som sådan.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over denne betænkning generelt, men især over den overvældende støtte til forslagene om at sikre, at de 50 millioner handicappede ikke forskelsbehandles i adgangen til varer og tjenesteydelser, infrastruktur, bygninger og ikt finansieret over de nye forordninger for 2007-2013.

Holdningen vedrørende artikel 2 i EFRU-forordningen om at fremme social integration og anerkende behovet for at fjerne hindringer for handicappedes adgang til varer og tjenesteydelser i bebyggede områder bifalder jeg i særdeleshed.

Betænkning af Hatzidakis (A6-0177/2005), af Andria (A6-0178/2005) og af Fava (A6-0184/2005)

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (FR) Fru formand, det er en sørgelig og sort dag for de nye medlemsstater, som bliver udsat for yderligere forskelsbehandling.

Hvad angår Hatzidakis-, Fava- og Andria-betænkningen, er spillereglerne blevet ændret. Mulighederne for at anvende strukturfondene er blevet ændret og stærkt begrænset for de nye medlemsstater med den direkte ændring af n+2-reglen for Samhørighedsfonden og med afskaffelse af tilskud til den private sektor. Det er forskelsbehandling af de lokale myndigheder og civile organisationer i de nye medlemsstater. Alle medlemmerne af Parlamentet fra de nye medlemsstater har stemt enstemmigt for at forsvare deres interesser. Det er et udtryk for forskelsbehandling og tegn på manglende solidaritet fra Parlamentets side. Det er et meget uheldigt budskab til de nye medlemsstater.

Betænkning af Olbrycht (A6-0206/2005)

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) EU's grundlæggende mål omfatter bl.a. styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed gennem grænseoverskridende, tværnationalt og tværregionalt samarbejde. Denne indsats fremmer samtidig integration samt afbalanceret og harmonisk udvikling af det europæiske område.

Unionen har således skabt interne og eksterne instrumenter for det grænseoverskridende samarbejde inden for EU. Foranstaltninger til at mindske de vanskeligheder, der opstår ved styringen af det grænseoverskridende, tværnationale og tværregionale samarbejde, er derfor af særlig betydning.

Jeg støtter derfor Olbrycht-betænkningen om at indføre et finansielt instrument på fællesskabsplan, som giver mulighed for på Fællesskabets område at oprette samarbejdsgrupper, der har status som juridisk person, med betegnelsen "europæiske grupper for grænseoverskridende samarbejde" (EGGS), fordi jeg mener, at dette instrument vil kunne bidrage positivt til at skabe ligevægt i Europas territoriale samhørighed.

Betænkning af Silva Peneda (A6-0216/2005)

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE), skriftlig. - (EN) De britiske Konservative støtter Den Europæiske Socialfond og generelt ændringsforslagene til ordførerens betænkning. Især den første afstemning under ét omfattede 80 ændringsforslag med positive ændringer, der har til formål at fremme kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og sikre en bedre ligevægt mellem arbejde og familie. De Konservative støtter imidlertid ikke ændringsforslag 58, der havde til formål specifikt at fremme ngo'ers kapacitetsopbygning og netværksaktiviteter.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Europa-Parlamentets beslutning om Den Europæiske Socialfond følger tæt Kommissionens forslag, der er centreret omkring den europæiske beskæftigelsesstrategi og Lissabon-strategien, selv om man på enkelte punkter har indført nogle ændringer for at medtage erfaringerne fra programmet Equal, ligestilling af mænd og kvinder, fattigdomsbekæmpelse og større fokus på handicappede.

Desværre er fire forslag, som vi har stillet, ikke blevet vedtaget. De sigtede især på:

- at fremme arbejde af høj kvalitet i alle aspekter ligesom uddannelse og erhvervelse af nye kompetencer, navnlig gennem fremme af bedre arbejdsforhold (fra hygiejne og sikkerhed til sundhed og arbejdstid), stabile ansættelsesforhold, passende lønniveau og arbejdstider, så arbejde og familie lader sig kombinere;

- ud fra den sociale og økonomiske situation i den enkelte medlemsstat og de udfordringer, som EU står over for på det sociale område, at sikre et bredt støttegrundlag for indsats især med hensyn til styrkelse af arbejdstagernes kvalifikationer, forbedring af arbejdsforholdene, målet om fuld beskæftigelse af høj kvalitet og med rettigheder og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Den Europæiske Socialfond har altid spillet en central rolle for europæisk udvikling, idet dens indsatsområder dog gennem tiden har skiftet tyngdepunkt.

Kommissionens seneste forslag kan deles i to dele. Den ene sigter på modernisering af den europæiske sociale model og den anden på forenkling af tekster og procedurer.

Selv om jeg finder Kommissionens forslag godt, tilslutter jeg mig den opfattelse, at ESF's aktioner ikke kun skal omfatte de regioner, der hører under konvergensmålet. Tværtimod mener jeg, at der bør støttes på et ikke-diskriminerende grundlag. Jeg bifalder derfor ændringen af artikel 3, punkt 1, hvis formål er at udvide fondens anvendelsesområde, ligesom Silva Peneda-betænkningen som helhed.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Mange af betænkningens målsætninger om bæredygtig integration, social tryghed og øget ligestilling er attråværdige. Men disse spørgsmål varetages bedst på et lavere beslutningsniveau, ikke på EU-niveau.

For at kunne kontrollere EU's tiltagende centraliserings- og reguleringsiver skal Unionens opgaver afgrænses og budgettet begrænses. På denne baggrund kan vi ikke støtte forslaget om at tildele Den Europæiske Socialfond 336,2 milliarder euro fra 2007 til 2013.

  Richard Howitt (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg glæder mig over de fleste af de vedtagne ændringsforslag til ESF-forordningen, som alle har til formål at bruge ESF-midler til at styrke social integration og vedvarende integration på arbejdsmarkedet. Mine egne ændringsforslag, som havde til formål at forbedre handicappedes adgang til arbejdsmarkedet samt uddanne arbejdsgiverne i spørgsmål vedrørende lige muligheder med hensyn til ansættelse, bevidstgørelse om handicappede og ikke-forskelsbehandling. Ligeledes er jeg glad for vedtagelsen af mine ændringsforslag om at prioritere inddragelsen af lokale samfund og virksomheder samt fremme af lokale udviklingsinitiativer såsom sociale byprojekter, livslang læring og aktivt borgerskab. Frivillige organisationer på græsrodsniveau skal sættes i stand til at deltage i vores finansieringsprogrammer. Fokuseringen på mine ændringsforslag om at supplere beskæftigelses- og vækstkriterier med sociale indikatorer som kvalifikationsunderskud samt antallet af ældre og enlige forældre betyder, at fattigdomslommer i ellers mere velstående regioner som min egen i Østengland fortsat kan blive hørt om deres problemer på europæisk plan.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Den Europæiske Socialfond har i mere end 40 år været den europæiske socialpolitiks finansielle instrument og har som sådan haft betydelig succes, hvilket Portugal i øvrigt er et privilegeret vidne på.

Nu hvor vi bør koncentrere vores indsats om at gennemføre Lissabon-strategiens mål, bliver denne fond af særlig betydning. Portugal har den største interesse i, at den strategi, der blev udformet i Lissabon, føres til ende, ikke som en række hensigtserklæringer, men som konkrete aktioner med realistisk prioritering og konsekvent indsats. Derfor støtter jeg varmt såvel Kommissionens som ordførerens forslag, fordi jeg mener, at begge klart udtrykker disse bestræbelser.

Betænkning af Casa (A6-0217/2005)

  Charlotte Cederschiöld, Christofer Fjellner, Gunnar Hökmark og Anna Ibrisagic (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Vi moderate har i dag forkastet Europa-Parlamentets forslag om Den Europæiske Fiskerifond. Vi mener, at Den Europæiske Fiskerifond har brug for en ordentlig omstrukturering, hvilket Kommissionen foreslår. Derimod mener vi ikke, at fiskeripolitikken har brug for øgede bevillinger.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Selv om vi mener, at der er visse positive punkter, får to forhold os til at stemme imod denne beslutning:

- Kommissionens forslag til en forordning om Den Europæiske Fiskerifond er på det finansielle plan udtryk for de retningslinjer, der gælder efter den seneste revision af den fælles fiskeripolitik i 2002, som vi var imod;

- den foreslåede rammebevilling for perioden 2007-2013 på 4,9 milliarder euro (næsten det beløb, der var afsat i Agenda 2000 for EU-15) er helt utilstrækkelig til at besvare de udfordringer, som fiskeriet og de heraf afhængige regioner stiller.

Det er vigtigt at øge bevillingerne til denne fond for at sikre støtte til det traditionelle kystfiskeri af mindre omfang, investeringer til fornyelse og modernisering af flåden, sociale og økonomiske foranstaltninger som følge af reduceret fiskeriindsats, finansiering af genopretningsplaner samt støtte til industriel samt handels- og landbrugsmæssig aktivitet og for at sikre fiskernes og deres foreningers deltagelse ud fra medforvaltningsprincippet.

Sluttelig beklager vi, at vores forslag om at finansiere kompensation for indkomsttab hos fiskere som følge af en genopretningsplan og om at ligestille ejere og ansatte er blevet forkastet.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Det er ikke et nyt finansielt instrument, som tidligere var FIUF og i dag hedder Den Europæiske Fiskerifond, som de europæiske og franske fiskere har brug for, men håb for fremtiden.

De generelle principper bæredygtig udvikling og forsigtighedsprincippet, som anvendes på den fælles fiskeripolitik, har kun ét formål, nemlig at skjule en politik, der er restriktiv med hensyn til fiskeri, fiskerizoner, havdage og aftaler med tredjelande.

Under påskud af at ville beskytte ressourcerne bliver fiskeren undertrykt. Det er Kommissionens overordnede strategi, og den pålægger ikke flåderne uden for EU de samme begrænsninger og udgifter, som EU-fiskerne.

For at bekæmpe denne politik agter vi at fremme udviklingen af det franske fiskeindustri, som indirekte giver beskæftigelse til 100.000 personer, for at reducere Frankrigs handelsunderskud og gøre det muligt for fiskerne at leve af deres erhverv på optimale arbejds- og sikkerhedsbetingelser.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) De portugisiske myndigheder må ligesom de portugisiske politiske repræsentanter i Fællesskabets institutioner være særlig opmærksomme på fiskeriet. Havet ses heldigvis igen som en af de vigtigste faktorer for Portugals udvikling, herunder ganske indlysende også fiskeriet. Denne betænkning måtte derfor påkalde sig særlig opmærksomhed fra vores side for at forsvare vores legitime interesser især med hensyn til udskiftning af gamle fartøjer, udvidelse af foranstaltningerne til fiskerflådens modernisering, beskyttelse af fiskeri af mindre omfang, landbrug og markedsføring og deres geografiske rækkevidde, eftersom Portugal ikke bør overse, at der er store bymæssige koncentrationer langs kysten - på grund af landets historie og geografi - som intet begrunder skulle udelukkes fra fællesskabsstøtte.

Som sagt afgjorde disse fundamentale overvejelser, hvordan jeg har stemt.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Med Casa-betænkningen genåbnes reformerne af den fælles landbrugspolitik fra 2002. Labour-delegationen i Europa-Parlamentet kan ikke støtte denne betænkning, da den nu omfatter forhold som modernisering af både og oprettelse af blandede selskaber, Vi kan ikke acceptere, at der bruges offentlige midler til at bygge nye både og dermed øge kapaciteten på et tidspunkt, hvor så mange fiskebestande er truet. Hvis Parlamentet virkelig ønsker bæredygtighed, er det trist, at så mange har støttet denne betænkning.

Betænkning af Niebler (A6-0176/2005)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Den vedtagne beslutning, der ikke er lige tilfredsstillende på alle punkter, har som formål at modernisere princippet om lige rettigheder og muligheder for mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv. Forskelsbehandling forekommer ikke blot på arbejdspladserne, men også i forbindelse med adgangen til beskæftigelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse. Tilsynet bør derfor sikres på alle områder.

Det er rigtigt, at medlemsstaterne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter bør modvirke problemet med de vedvarende kønsbestemte lønforskelle og de stadig udprægede kønsforskelle på arbejdsmarkedet gennem bestemmelser, der gør det muligt for såvel mænd som kvinder bedre at kombinere familie og erhverv. Det forudsætter dog som bekendt passende bestemmelser om forældreorlov, der kan benyttes af begge forældreparter, og at der sørges for tilgængelig og billig børnepasning samt pleje af andre afhængige personer.

Lige så bekendt er det, at ligestilling mellem mænd og kvinder forudsætter ændringer hos begge. Det er derfor vigtigt, at medlemsstaterne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter gennemfører strategier, der gør ligestilling mellem mænd og kvinder til virkelighed.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi støtter fuldt ud, at kvinder og mænd skal behandles lige i arbejdslivet. Det er et centralt område, som internationale organisationer såsom ILO behandler på en fortjenstfuld måde. Vi mener ikke, at EU skal regulere denne type spørgsmål i vidtgående betænkninger, som har karakter af politiske programmer. Arbejdstidsbestemmelser, orlov og andre betydningsfulde nationale spørgsmål skal EU ikke kontrollere. Det varetager medlemsstaterne med fordel selvstændigt i overensstemmelse med allerede vedtagne internationale aftaler.

  Astrid Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Når Kommissionen tager initiativer til at forenkle og styrke retsgrundlaget og kodificere fællesskabslovgivning, kan den regne med os.

Jeg glæder mig over dette initiativ, for det drejer sig om fællesskabslovgivning om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder, som vi har arbejdet på siden 1975. Trods mangler og dårlig gennemførelse har denne lovgivning medvirket betydeligt til at begrænse forskelsbehandlingen af kvinder, særlig på arbejdspladsen.

Da jeg tilhører en generation, der har været udsat for enhver mulig og umulig form for forskelsbehandling, sætter jeg pris på den egentlige værdi af fællesskabspolitikken for ligebehandling.

Ud over kodificeringen kan der selvfølgelig ske nyskabelser. Vores krav, som har til formål at forbedre den, er blevet fremsat her, også hvad angår selvstændige og medhjælpende hustruer.

Ordføreren og jeg har sammen med andre medlemmer af min gruppe haft stort besvær med at forhindre urimelige krav fra visse ekstremister. Disse krav modarbejder beskæftigelsen og lige muligheder for kvinder, som de påstår at ville fremme.

Formålet med vores ændringsforslag er at forhindre urimelige forsinkelser ved vedtagelsen af denne vigtige lovgivning under andenbehandlingen ved at tilpasse den til Rådets generelle retningslinjer.

  Sérgio Marques (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Princippet om ligebehandling af mænd og kvinder har i årtier været forankret i EU-retten. Den ulige behandling af mænd og kvinder har indtil nu ikke kunnet fjernes effektivt. Lønforskellene mellem mænd og kvinder i EU er fortsat forfærdende store, selv om kvindernes erhvervskvote er steget. Den kønsspecifikke lønforskel i EU er stadig gennemsnitlig 16 %. Dette hænger ofte direkte sammen med muligheden for at forene familie og arbejde.

Jeg støtter derfor denne betænkning om Kommissionens forslag, der har til formål at modernisere og forenkle EU-retten om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Jeg lægger vægt på, at medlemsstaterne fortsætter gennemførelsen af EU-retten, herunder gennem oplysningskampagner, der kan fremme nytænkning i dagligdagen på arbejdspladsen. Desuden kan arbejdsmarkedets parter spille en afgørende rolle ved at fremme fleksible arbejdsvilkår, der gør det muligt for såvel kvinder som mænd i højere grad at kombinere arbejde og familie.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Angelika Niebler støtter Kommissionens primære mål, som er med dette direktiv at forenkle den gældende ret og gøre den mere overskuelig. Jeg er enig med hende i, at det nye direktiv indebærer en videreudvikling af fællesskabsretten, hvad angår ligebehandling af mænd og kvinder.

Jeg støtter Niebler-betænkningen, der betoner, at det er vigtigt at nå målet om at modernisere og forenkle EU-retten om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv for at sikre øget klarhed og retssikkerhed.

Ordføreren henviser med rette til, at den ulige behandling af mænd og kvinder indtil nu ikke har kunnet fjernes effektivt. De retlige forudsætninger er nedfældet på papir, men de resultater, der er afgørende for EU's sociale mål, kan endnu ikke ses.

Betænkning af Wallis (A6-0211/2005)

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Hvis der er et område, hvor reglerne skal være klare og sikre, er det lovområdet vedrørende kontraktlige forpligtelser. Og det er netop Wallis-betænkningens fortjeneste, da den bidrager til at forbedre retssikkerheden på dette område.

I stedet for at forsøge at nå frem til en kunstig standardisering af alle retsregler foreslås det i betænkningen at harmonisere lovvalgsregler og regler for jurisdiktioner - og det er den rigtige metode - for at slå fast, hvilken lovgivning der skal anvendes, og det gør det muligt at kombinere nationale regler med kravene til offentlig sikkerhed.

Hvad angår skader som følge af mediernes overgreb på omdømme eller privatlivet, skal det understreges, at det er blevet meget svært at få erstatning. Især den nødvendige ret til at svare igen har tendens til at blive overtrådt på grund af proceduremæssige vanskeligheder og på grund af fejlfortolkning af pressefriheden. I den forbindelse er de foreslåede løsninger fornuftige, men de må ikke begrænse de berørte personers ret. Vi stemmer for denne betænkning.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi forholder os i princippet positivt over for forslaget om at skabe ensartede lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold. Forslaget skal supplere Bruxelles-forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på privatrettens område samt Rom-konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser. Dette bidrager til øget retssikkerhed og et velfungerende indre marked.

Vi mener imidlertid, at det er vigtigt at sikre, at forordningen ikke kommer i konflikt med presse- og ytringsfriheden. Sveriges grundlovssikrede beskyttelse af presse- og ytringsfriheden skal bevares uforandret. Det er heller ikke hensigtsmæssigt, at udenlandsk lov anvendes ved bedømmelse af, om faglige tvister, vedtaget i henhold til svensk lov på svensk territorium, er tilladt.

På begge disse områder er det desuden tvivlsomt, om der er et retsgrundlag i EF-traktaten for en sådan regulering. Vi støtter derfor de ændringsforslag, som medfører, at loven i det land, hvor aktionerne gennemføres, anvendes på faglige tvister, og forkaster de ændringsforslag, som medfører uacceptable indgreb i nationale regler om presse- og yrtingsfriheden.

Betænkning af Blokland (A6-0170/2005)

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Miljøspørgsmål er af central betydning, når politikken for Europas fremtid skal udformes. Bedre adgang for offentligheden til oplysninger ved at oprette sammenhængende, landsdækkende registre over udledning og overførsel af forureningsstoffer (PRTR-registre) er afgørende, hvis adgangen til disse oplysninger skal være gennemsigtig og sammenhængende.

Jeg har stemt for denne betænkning.

Betænkning af Pittella (A6-0223/2005)

  Jan Andersson, Anna Hedh, Ewa Hedkvist Petersen, Inger Segelström og Åsa Westlund (PSE), skriftlig. - (SV) Vi stemte for betænkningen om mandatet med henblik på budgetsamrådsproceduren for regnskabsåret 2006 inden Rådets førstebehandling. Den er et godt grundlag for den fortsatte budgetprocedure. Vi mener dog, at EU-budgettets struktur skal være mere moderne. Det kræver bl.a. en reform af den fælles landbrugspolitik, en reduktion af interventionspriserne på landbrugsmarkederne, en reduktion i den direkte støtte samt en gradvis overgang til national medfinansiering. En reduktion i beløbene for de internationale fiskeriaftaler er også berettiget. Desuden mener vi, at der med samhørighedspolitikken bør fokuseres på de nye medlemsstaters behov.

  Ole Christensen, Dan Jørgensen, Henrik Dam Kristensen, Poul Nyrup Rasmussen og Britta Thomsen (PSE), skriftlig. Vi stemmer for betænkningen om mandat med henblik på budgetsamrådsproceudren for regnskabsåret 2006.

Vi mener dog, at i fremtiden skal EU-budgettet reformeres og moderniseres. Dette kræver hovedsageligt reform af landbrugspolitikken. Vi mener, at beløbet afsat til landbrugsstøtten skal sænkes. Vi mener desuden, at samhørighedspolitikken hovedsagelig skal fokuserer på de nye medlemsstaters behov.

Betænkning af Bozkurt (A6-0175/2005)

  Rodi Κratsa-Τsagaropoulou (PPE-DE). - (EL) Fru formand, jeg vil gerne tale om Bozkurt-betænkningen om kvindernes situation i Tyrkiet. Nyt Demokratis 11 medlemmer af Europa-Parlamentet har støttet betænkningen og desuden medvirket ved udformningen af den med mange forskellige ændringsforslag.

Vi tillægger denne betænkning stor betydning af forskellige årsager:

For det første fremhæves det i betænkningen, at kvinders rettigheder er en uadskillelig del af menneskerettighederne, af EU's acquis, som kandidatlandene har pligt til at indføre og anvende. For det andet opstilles der en ramme, som vi bør anvende under vores videre forhandlinger med Tyrkiet. Det påpeges også i betænkningen, at Kommissionen i den rapport, den skal udarbejde som ramme for forhandlingerne mellem Kommissionen og Tyrkiet, bør omtale kvindernes situation og Tyrkiets forpligtelser inden for denne del af EU's acquis.

Vores forbehold drejer sig om straffeloven, og derfor har vi stemt imod punkt 4. Vi glæder os over gennemførelsen af nævnte straffelov, men gør dog opmærksom på, at dette punkt er tilfredsstillende indtil videre, men at vi bør tilskynde til yderligere fremskridt i denne henseende.

Tyrkiets straffelov skal imidlertid ikke kun gennemføres, den skal også revideres, da den ikke omhandler æresforbrydelser.

(Formanden afbrød taleren)

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi mener, at EU er en Union baseret på værdier, og at Tyrkiet indgår i dens nærområde. Derfor støtter vi også betænkningen, som har til formål at styrke kvindernes rolle i Tyrkiet.

Vi støtter Tyrkiets tilnærmelse til EU, men mener ikke, at hverken Tyrkiet eller EU i dag er modne til en forening. Tyrkiet opfylder bl.a. ikke kravene om menneskerettigheder for at kunne blive medlem. EU skal også forandres. De stive bureaukratiske strukturer og den omkostningstunge landbrugspolitik bør reformeres grundlæggende, inden Tyrkiet kan blive medlem.

  Marine Le Pen (NI), skriftlig. - (FR) Denne betænkning eller snarere anklageskrift burde være tilstrækkeligt til at bevise over for tilhængerne af et Europa uden grænser, uden kultur og uden fortid, at Tyrkiet ikke er et europæisk land, og at et land med en anden arv ikke nødvendigvis er enig i vores vestlige demokratiske model.

I denne betænkning opremses alle den tyrkiske stats krænkelser af kvinders rettigheder, hvad enten det drejer sig om forskellige former for vold, kvinders adgang til arbejdsmarkedet eller deres fravær i de repræsentative politiske organer. I betænkningen fremhæves også det diskriminerende system, som fra en meget ung alder tvinger kvinder ind i en marginaliseret og underdanig rolle. Endelig fremgår det, at Tyrkiet stadig har et system, der undertrykker minoriteter, særlig kurdiske samfund.

De relativt små fremskridt, som den tyrkiske regering har gjort på dette område, og de praktiske vanskeligheder med at få dem gennemført er ikke nok til, at Tyrkiet kan opfylde de i øvrigt utilstrækkelige betingelser for at blive medlem af EU.

I betragtning af disse forhold og med de lærerige resultater af den franske og nederlandske folkeafstemning i tankerne kræver vi, at tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet omgående standses.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg har stemt for denne betænkning, som sætter fokus på kvinders situation i Tyrkiet. Tyrkiske kvinder står over for store økonomiske problemer, udsættes for vold og deltager kun i begrænset omfang i det politiske liv - kun 44 af parlamentets medlemmer er kvinder.

Det skal dog også bemærkes, at situationen bliver bedre, og at nylige reformer af lovgivningen, især straffeloven, har forbedret situationen.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Den tyrkiske regering forsøger med sine bestræbelser på at forbedre kvindernes situation at nærme sig vestlige standarder. Kvinderne har i forskellig grad gavn af de rettigheder, som de har fået tilkendt ved lov. Mens ligestillingen ser ud til at være gennemført i elitære grupper, er der endnu ikke sket ret meget i de brede lag. Tværtimod, da de ofte ikke har adgang til fordelene ved den statslige modernisering, bekender stadig flere sig til islamistiske partier, som tilsyneladende tilbyder "løsninger" og dermed oplever fremgang.

I denne forbindelse har flere faktorer vist sig at være kontraproduktive. For det første støttes politisk og socialt engagement f.eks. kun, hvis der ikke sættes spørgsmålstegn ved forholdet mellem kønnene, hvis kvinderne altså fortsat underordner sig. Desuden er det problematisk, at de manglende sociale kontakter mellem de forskellige etniske og religiøse grupperinger respektive de enkelte lag har ført til hårdere fronter blandt kvinderne.

Desuden er det et udtryk for ringeagt, når staten ikke anfører kvindelige arbejdsløse i de officielle statistikker, fordi man går ud fra, at disse atter indtager deres "normale position" som husmødre. Dermed modarbejder man ikke bare sin egen effekt som forbillede, der opstår også et forfalsket billede, som man må se nærmere på i relation til tiltrædelsesforhandlinger.

  Rodi Κratsa-Τsagaropoulou (PPE-DE), skriftlig. - (EL) Nyt Demokratis medlemmer af Europa-Parlamentet har stemt imod punkt 4, hvor den tyrkiske regering roses for de seneste lovændringer, der gør æresdrab strafbart med livsvarigt fængsel og tillader straf af medskyldige og medvidende til æresdrab. Dette punkt afspejler ikke virkeligheden, da æresdrab desværre stadig ikke er udtrykkeligt nævnt i den nye straffelov, og livsvarig fængselsstraf kan nedsættes til 12 - 24 år (straffelovens § 29).

Vores mål er at tilskynde Tyrkiet til at udvikle sin lovgivning og holdning, så den passer til EU's acquis, og pege på de huller, der er i dag, og de forpligtelser, der opstår på vejen mod demokratiet.

Vi forventer, at Tyrkiet kommer med nye love og ny politisk praksis for at beskytte kvinders rettigheder og fjerne alle former for diskrimination på lovgivningsplan og socialt, politisk og økonomisk plan.

Betænkning af Dimitrakopoulos (A6-0198/2005)

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg tilslutter mig den overordnede tilgang i Dimitrakopoulos-betænkningen om EU og Irak, der indeholder en seriøs og realistisk vurdering af den nuværende situation i Irak og ligeledes giver udtryk for stor bekymring over den stadig ringere sikkerhed. Betænkningen indeholder også centrale PSE-krav om, at EU og medlemsstaterne skal støtte en ny resolution fra FN's Sikkerhedsråd om Irak, som vil føre til, at der træffes afgørelse om "udskiftning af fremmede tropper i Irak med en fredsbevarende FN-styrke", idet tilbagetrækningen "skal gennemføres gradvist efter en klar tidsplan".

Jeg mener, at ændringsforslag 10, 11, 12 og 13 er vigtige for at sikre en balanceret og acceptabel strategi.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) FN spiller en vigtig rolle i genopbygningen af Irak og med hensyn til at sørge for, at der oprettes demokratiske institutioner. Vi støtter de dele af betænkningen, hvor FN's rolle i opbygningen af et demokratisk og stabilt Irak understreges.

Samtidig er det tydeligt, at formålet med betænkningen er at styrke EU's udenrigs- og sikkerhedspolitiske mandat. Med en styrkelse af EU på dette område er der risiko for, at det fører til en svækkelse af FN. Derfor vælger vi at stemme nej til betænkningen i sin helhed.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Denne betænkning fortier det skammelige angreb, som USA og dets allierede har foretaget mod Irak, og de mere end 100.000 døde, ødelæggelser og drab, undertrykkelse og tortur, som invasionsstyrkerne har gjort sig skyldige i.

Med denne betænkning vil man gerne glemme "fortiden" (som faktisk er den brutale nutid). Man udtrykker håb om en "konfliktløsning", altså en angrebskrig, der er "mere multilateral". Man sætter det irakiske folks legitime modstand lig med "terrorisme". Man hopper let hen over den tortur, som USA har udført, og benævner det "krænkelser af menneskerettighederne". Man opfordrer hyklerisk Iraks naboer til at afstå fra enhver indblanding i landets interne forhold, uden ét ord, der fordømmer USA's aggression og besættelse. Man har ønske om at dele denne besættelse og udplyndring med USA, dog under FN's "paraply". Man blander sig helt uacceptabelt ved at anbefale kapitalismen med dens instrumenter og politikker indført.

For de dominerende kræfter i EU drejer det sig med andre ord om at overvinde forbigående uoverensstemmelser mellem EU og USA og vise, at man er villig til at finde et kompromis af hensyn til storkapitalens interesser og til at bøje sig for USA's hegemonistiske fordringer, hvilket betyder, at FN's skal underordnes og manipuleres, så organisationen blot får en støttende rolle.

Derfor har vi stemt imod.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter ordførerens arbejde for i debatten om Irak at komme væk fra spørgsmålet om det rigtige eller det forkerte ved krigen og førkrigssituationen og over til en analyse af den nuværende situation og Iraks fremtid.

Betænkningen indeholder en klar fordømmelse af alle former for terrorisme og voldshandlinger. Jeg bifalder, at der henvises til behovet for at respektere international lovgivning og internationale aftaler om menneskerettigheder, respekt for kvinders og alle mindretals rettigheder i landet samt fordømmelse af overtrædelser af fangers rettigheder i Abu Grahib-fængslet.

I betænkningen fremsættes der forslag om en række praktisk gennemførlige foranstaltninger, der skal bidrage til landets humanitære, sociale og økonomiske genopbygning.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) Angrebskrigen mod Irak er legitimeret. Beslutningsforslaget om rammen for et engagement, som Europa-Parlamentet skal tage stilling til, peger i en helt forkert retning. Der står eksempelvis, at man vil "frigøre sig fra fortidens begivenheder". Det skal bemærkes, at alle tegn på, at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben i Irak, kategorisk blev afvist forud for krigen. Man vil åbenbart helst glemme, at USA og dets allierede førte en angrebskrig mod Irak. Samtidig opfordrer beslutningen til at "støtte EU's aktive skridt sammen med de irakiske myndigheder i kampen mod terrorismen", uden at der nævnes et ord om de mulige årsager. Fra EU skal der fremover stilles endnu flere finansielle midler til rådighed. Kendsgerningen er, at de hidtidige midler delvis forvaltes af World Bank Trust og ikke samlet af FN; desuden, at World Bank Trust hidtil kun virkelig har anvendt en lille del af de midler, der er stillet til dens rådighed. Desuden mangler der en gennemsigtig regnskabsaflæggelse fra de irakiske myndigheders side. Det kan derfor ikke kontrolleres, hvor de europæiske skatteyderes penge går hen. På dette grundlag kan man ikke sikre en demokratisk genopbygning af Irak.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg har stemt for den endelige udgave af denne betænkning, fordi den er blevet klart forbedret af de ændringer, der er indført. Det er ikke det rette tidspunkt til at genoptage diskussionen om den militære intervention i Irak, et spørgsmål, som jeg har haft lejlighed til at udtrykke min mening om. Nu handler det i stedet om at overveje, hvilken rolle EU skal påtage sig i denne fase af Iraks politiske liv. Jeg mener, at EU bør handle i samarbejde med sine traditionelle allierede og i samklang med de irakiske myndigheder, idet vi her skal ihukomme det enorme mod, som det irakiske folk viste med sit bekræftende svar, da det blev kaldt til valgurnerne, trods de forfærdelige trusler fra de terrorister, der stadig opererer på dele af Iraks territorium. Jeg mener endvidere, at dette samarbejde selvfølgelig skal foregå i overensstemmelse med FN's politik for Irak.

Sammenfattende mener jeg, at EU uden tøven bør samarbejde med de legitime irakiske myndigheder og utvetydigt fordømme dem, der med vold forsøger at destabilisere landet. Uenighed om den militære intervention begrunder ikke uenighed om støtte til det irakiske folk, der i dag er offer for en gruppe terrorister.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) For at være konsekvent i forhold til de tidligere afstemninger om Irak har jeg afholdt mig fra at stemme om hele betænkningen og alle ændringsforslagene. Betænkningen er dårligt lavet og fjerner opmærksomheden fra hovedemnet i dag, nemlig Make Poverty History.

  Georgios Τoussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Betænkningen om Irak er udtryk for EU's forsøg på at skabe de rette betingelser for at få en større del af kagen, når området bliver delt.

Allerede på topmødet i Athen i 2004 og i de efterfølgende beslutninger og afgørelser legaliserede EU den imperialistiske krig mod Irak og anerkendte besættelseshæren, hvorved man tilkendegjorde, at man deler USA's imperialistiske politik rettet mod befolkningerne. Dette kommer i øvrigt også til udtryk med EU's godkendelse af USA's og NATO's plan om hele Mellemøsten, hvormed man forsøger at kontrollere de rigdomsproducerende kilder og landene i området for at sikre de multinationales og kapitalens interesser og det imperialistiske overherredømme. Samtidig skærpes konkurrencen mellem imperialisterne om at sikre sig en større andel af rovet.

Der kan ikke findes en løsning, der gavner den irakiske befolkning, så længe der er udenlandsk intervention og besættelse med amerikanske og europæiske tropper.

Vi stemmer imod betænkningen og kræver øjeblikkelig tilbagetrækning af besættelsestropperne som en betingelse for, at den irakiske befolkning, som alene har ansvaret for at bestemme sin fremtid, kan finde en løsning.

Vi kræver, at Irak kompenseres for de ødelæggelser, der er sket, og at USA og USA's allierede, som startede den uretfærdige, imperialistiske krig, betaler.

Befolkningernes ret til at bestemme deres fremtid er ikke til forhandling.

Verdensomspændende indsats for at udrydde fattigdom (B6-0398/2005)

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg tilslutter mig fuldt ud forslaget til fælles beslutning. Det er fuldstændig uacceptabelt, at over 1 milliard mennesker lever i ekstrem fattigdom, og at der i landene syd for Sahara lever omkring 300 millioner mennesker i absolut fattigdom, og at millioner af mennesker hvert år dør af mangel på lægebehandling, rent vand, anstændige boliger og tilstrækkelig ernæring.

EU og medlemsstaterne har nu lejlighed til at udvise lederskab med hensyn til fattigdom og retfærdig samhandel på G8-topmødet i Gleneagles, ved konferencen om millenniumudviklingsmålene i New York til september og ved WTO's ministerkonference i Hongkong til december.

At nå millenniumudviklingsmålene og bekæmpe global fattigdom vil forudsætte, at alle donorer øger omfanget og kvaliteten af støtten, gør samhandelen mere retfærdig og eftergiver uerholdelig gæld.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg talte på vores plenarmøde i Luxembourg for alle disse mange år siden om at støtte de første Live Aid-koncerter. I dag har vi netop set en kolossal bølge af støtte efter Live 8, Gør fattigdom til fortid. Men politikerne har ikke leveret varen, og næsten 1 milliard mennesker i verden lever for under 1 euro om dagen. Ord er ikke nok, vi har brug for handling. Intergruppen om globalisering i Parlamentet, som jeg er formand for, har over 100 medlemmer. Vi har forpligtet os til at støtte retfærdig samhandel og mere bistand her i Parlamentet. Det kræver enorme ressourcer. Vi mener, at en kilde vil være at indføre en afgift på kapitaloverførsler. Frankrig og Belgien har allerede vedtaget den nødvendige lovgivning, og Italien overvejer det samme. Jeg opfordrer alle andre medlemsstater til hurtigst muligt at gøre det samme og dermed rejse tilstrækkelig midler til at sikre basale boliger, lægebehandling, sanitet og uddannelse for alle dem, der lever for under 1 euro om dagen.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi støtter helhjertet kampen mod global fattigdom. Vi mener, at EU kan yde et værdifuldt bidrag i denne vigtige kamp ved at arbejde for en radikal reform af Unionens protektionistiske handelspolitik, afvikle EU's destruktive fiskeriaftaler med tredjelande og ved at ophøre med at udbetale eksportrestitutioner til europæiske producenter af produkter som f.eks. mælk og sukker. Beslutningen indeholder dog yderst begrænsede formuleringer, hvad angår denne type af presserende reformer.

Vores opfattelse er, at EU ikke skal arbejde med bistandsspørgsmål, men at denne type betydningsfulde spørgsmål skal håndteres af de respektive medlemsstater. Den internationale samordning af støtte skal ske inden for rammerne af organisationer med lang erfaring og bred legitimitet såsom gennem FN og denne organisations organer.

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter varmt denne beslutning, der er et skridt i retning af at gennemføre millenniumudviklingsmålene, især med hensyn til G8-topmødet, der finder sted i Gleneagles for tiden, og det britiske EU-formandskab.

Især støtter jeg beslutningens opfordring til, at Det Forenede Kongerige udnytter sit formandskab for G8 til at sætte fattigdom øverst på den internationale dagsorden og også på den europæiske, og til at medlemsstaterne understreger deres engagement i at få udryddet fattigdom ved at udnytte alle de muligheder, der viser sig i de kommende måneder.

Selv om fokus på udviklingspolitikken fortsat skal stå i centrum for EU efter 2005, er jeg fast overbevist om, at vi også skal sørge for at opretholde en balance i udryddelsen af fattigdom ved at bruge handel som et centralt værktøj.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) Europæisk fattigdomsbekæmpelse: Sidste uge i Paris. Hundredetusinder demonstrerede mod, at valget var blevet udsat med kort varsel. Politistyrker greb ind mod demonstranterne. Der var flere døde. Europa-Parlamentet fordømte næsten enstemmigt sikkerhedsstyrkernes fremfærd. Der blev omgående nedsat et undersøgelsesudvalg, som skal fastslå, om politienheder, der er uddannet af EU, var involveret i drab på demonstranter. Samtidig besluttede Europa-Parlamentet omgående at hjemkalde alle EU-militærrådgivere fra Frankrig.

Denne historie er sand, bortset fra nogle små detaljer. Den 30. juni greb hæren og politiet i den congolesiske hovedstad Kinshasa med magt ind mod demonstranter, som havde fulgt en opfordring fra oppositionspartier til en fredelig protest mod udsættelsen af valget. Nyhedsbureauerne meldte om flere døde. Desuden blev der indført undtagelsestilstand.

EU uddanner for tiden politistyrker i Congo (EUPOL Kinshasa), som også indsættes i Kinshasa. Desuden har EU-militærrådgivere (EUSEC Den Demokratiske Republik Congo) siden den 8. juni 2005 virket i "forsvarsministerens kontor" og i "generalstaben".

Europa-Parlamentet trådte naturligvis ikke sammen til et ekstraordinært møde. Der blev heller ikke nedsat noget undersøgelsesudvalg for at undersøge, om EU-uddannede politistyrker var involveret i drabene. EU-militærrådgivere virker fortsat på højeste sted i Den Demokratiske Republik Congo.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det er både vores pligt og i vores interesse at virke for bedre livsvilkår i verden. Forholdet er imidlertid, at mange fattigdomsbekæmpelsesinitiativer, der har været iværksat gennem årene, ikke har givet de mindste resultater og slet ikke de resultater, som det var hensigten med dem. Der er dog lande og regioner i verden, hvor fattigdomsbekæmpelsen har haft positive resultater, ikke fordi fattigdommen er blevet udryddet - langtfra - men fordi det har vist sig at gå i den rigtige retning. Det er f.eks. sket i dele af Asien og Latinamerika. Desværre er det ikke den almindelige situation i Afrika, hvor vores indsats må fordobles, men hvor denne indsats også må modsvares lokalt. Det er umuligt at hjælpe nogen, der ikke vil hjælpe sit eget folk, men som tværtom skader det, og som befordrer alle fattigdommens årsager, ikke mindst korruption. Jeg mener derfor, at de initiativer, som EU støtter, bør koble fattigdomsbekæmpelsen sammen med en indsats, der skaber forudsætninger for lokal udvikling, navnlig fremme af demokrati, frihed, respekt for menneskerettighederne og markedsøkonomi. Det er ikke nok at give penge - eller eftergive gæld - og det er heller ikke altid den rette vej. Vi må gøre mere, så der kommer flere resultater, men først og fremmest må vi gøre det, vi gør, bedre.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Kampagnen Make Poverty History har kastet hele verdens søgelys på denne verdens fattigste. Da G8-topmødet starter i dag i Skotland, er der nu en mulighed for at gøre virkelige fremskridt med hensyn til Afrika og klimaændringerne. Jeg håber, at lederne griber om nældens rod og gør en reel forskel for dem, der har mest brug for det.

Betænkning af Hatzidakis (A6-0178/2005) og Andria (A6-0177/2005)

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junilisten støtter den svenske regerings krav om, at samhørighedsstøtten skal reduceres fra de foreslåede 336,1 til knap 200 milliarder euro i budgetplanen for 2007-2013. Betænkningerne burde handle om, hvordan man bedst reducerer udgifterne for at kunne nærme sig G6-landenes krav om et budget, som ikke overstiger 1,00 % af medlemsstaternes BNI.

Grundlaget for al samhørighedspolitik må være, at støtten skal gå til de allerfattigste lande. I dag går alt for mange penge til fattige regioner i relativt rige lande. Det aktuelle system er ikke bare uretfærdigt mod de fattigste lande, men systemet kan også fremstå som kynisk, da rige lande ikke selv får lov til at hjælpe mindre velstillede regioner på samme måde, som man skulle kunne, hvis størsteparten af samhørighedspolitikken blev renationaliseret.

(Mødet udsat kl. 14.15 og genoptaget kl. 15.05)