Lovgivningsmyndighed

 

Europa-Parlamentet deler lovgivningsmyndigheden på lige fod med Rådet. Parlamentet har således kompetence til at vedtage EU-lovgivning (direktiver, forordninger osv.). Det kan godkende, ændre eller forkaste indholdet af EU-lovene.

 
 
Hvordan forløber lovgivningsarbejdet i praksis?

Inden for rammerne af et parlamentsudvalg udarbejder et medlem en betænkning om et forslag til "lovtekst", der er forelagt af Kommissionen, som alene er indehaver af initiativretten. Udvalget vedtager denne betænkning og foreslår eventuelt ændringer til lovforslaget. Når teksten derpå er godkendt på plenarmødet med eventuelle ændringer, foreligger Parlamentets holdning. Denne proces gentages en eller flere gange afhængigt af, hvilken procedure der er tale om, og hvorvidt der opnås enighed med Rådet.

Til vedtagelse af lovgivningstekster sondrer man mellem den almindelige lovgivningsprocedure (fælles beslutningstagning), hvor Parlamentet er ligestillet med Rådet, og de særlige lovgivningsprocedurer, som udelukkende finder anvendelse på særlige forhold, hvor Parlamentet kun indtager en rådgivende rolle.

I forbindelse med visse spørgsmål (f.eks. skattepolitik) afgiver Europa-Parlamentet kun en rådgivende udtalelse (høringsprocedure). I nogle tilfælde er det i traktaten fastsat, at høring er obligatorisk, da retsgrundlaget kræver det, og forslaget kun kan opnå lovkraft, hvis Parlamentet har afgivet udtalelse. I disse tilfælde er Rådet ikke bemyndiget til at træffe afgørelse alene.

Parlamentet har beføjelse til at foranledige et politisk initiativ iværksat.

Det kan således anmode Kommissionen om at forelægge lovforslag for Rådet. Parlamentet deltager reelt i udformningen af nye lovtekster, for det behandler Kommissionens årlige arbejdsprogram og tilkendegiver, hvilke nye retsakter der anses for relevante.

 
 
Tools