Politiske organer

 
Formandskonferencen

Formandskonferencen er Europa-Parlamentets politiske organ med ansvar for at

  • tilrettelægge Parlamentets arbejde og planlægge lovgivningsarbejdet,
  • sammensætte udvalgene og delegationerne og fordele deres kompetencer
  • varetage forbindelserne til de andre EU-institutioner, de nationale parlamenter og tredjelandene.

Formandskonferencen udarbejder Parlamentets mødekalender, opstiller forslaget til dagsorden for mødeperioderne og træffer afgørelse om fordelingen af medlemmernes pladser i mødesalen.

Formandskonferencen består af Parlamentets formand og gruppeformændene.

Desuden er løsgængerne repræsenteret ved et medlem, som dog ikke har stemmeret.

Formandskonferencen træffer afgørelse ved konsensus eller ved vægtet afstemning, hvor hver gruppes stemme tæller i forhold til, hvor mange medlemmer gruppen har.

Formandskonferencen udfører de opgaver, den får overdraget i henhold til forretningsordenen.
Den tilrettelægger arbejdet i Europa-Parlamentet og de politiske organer.
Den høres om alle spørgsmål, der vedrører planlægningen af lovgivningsarbejdet og forbindelserne til de andre EU-organer og -institutioner.
Formandskonferencen mødes normalt to gange om måneden. Møderne er ikke åbne for offentligheden.

Protokollerne fra Formandskonferencens møder oversættes til de officielle sprog, trykkes og omdeles til alle Parlamentets medlemmer.
Ethvert medlem kan stille spørgsmål om Formandskonferencens arbejde.

Dette giver alle Parlamentets medlemmer mulighed for, uden for plenarforsamlingerne, at drøfte deres holdninger med en indbudt person eller at få forudgående kendskab til Europa-Kommissionens forslag.

Mere:
 
 
Præsidiet

Præsidiet er i henhold til forretningsordenen Europa-Parlamentets ledelsesorgan.
Det opstiller det foreløbige forslag til Europa-Parlamentets budgetoverslag og træffer afgørelse om administrative, personalemæssige og organisatoriske spørgsmål.

Præsidiet består af Europa-Parlamentets formand, de 14 næstformænd og de fem kvæstorer, som vælges af forsamlingen for to et halvt år med mulighed for genvalg. Ved stemmelighed under Præsidiets afstemninger vil formandens stemme være afgørende. Kvæstorerne har rådgivende funktion i Præsidiet.

Præsidiet varetager en lang række administrative og finansielle opgaver, der vedrører Europa-Parlamentets interne organisation.
Det har ansvar i alle spørgsmål, der vedrører Parlamentets interne funktion.
Det træffer afgørelse om mødernes afvikling, kan godkende udvalgs- eller delegationsmøder uden for de sædvanlige arbejdssteder og udarbejder det foreløbige forslag til Parlamentets budgetoverslag.
Præsidiet udnævner Parlamentets generalsekretær, som leder generalsekretariatet, og det fastsætter generalsekretariatets sammensætning og organisation.
Præsidiet mødes normalt to gange om måneden.

Protokollerne fra Præsidiets møder oversættes til de officielle sprog, trykkes og omdeles til alle Parlamentets medlemmer.
Ethvert medlem kan stille spørgsmål om Præsidiets arbejde.

Præsidiet fastsætter de beløb, der tildeles de politiske partier, som er repræsenteret i Europa-Parlamentet.

Mere:
 
 
Kvæstorerne

Kvæstorerne er ansvarlige for administrative og finansielle opgaver, som direkte vedrører medlemmerne, efter retningslinjer vedtaget af Præsidiet.

Kvæstorkollegiet består af fem kvæstorer, som deltager i Præsidiets møder.
Europa-Parlamentet vælger kvæstorerne efter valget af formanden og de 14 næstformænd.
Kvæstorerne vælges ved hemmelig afstemning i tre valgrunder: Der kræves absolut flertal af de afgivne stemmer i de to første runder, hvorimod simpelt flertal rækker i sidste runde.
De vælges for to et halvt år og har rådgivende funktion i Præsidiet.

Kvæstorerne varetager forvaltningen af administrative og finansielle opgaver, som direkte vedrører medlemmerne, som f.eks. forvaltning af udstyr og generelle tjenesteydelser.
De kan stille forslag til ændring eller omformulering af tekster, der vedrører alle afgørelser og bestemmelser, som Præsidiet vedtager.
Kvæstorerne mødes normalt to gange om måneden.

Ethvert medlem kan stille spørgsmål om kvæstorernes arbejde.

Mere:
 
 
Udvalgsformandskonferencen

Udvalgsformandskonferencen er det politiske organ i Europa-Parlamentet, der varetager forbindelserne og sikrer et bedre samarbejde mellem de forskellige parlamentariske udvalg.

Udvalgsformandskonferencen består af formændene for alle stående og midlertidige udvalg. Den vælger en formand. Udvalgsformandskonferencen holder normalt møde en gang om måneden i Strasbourg i forbindelse med plenarmøderne.

Udvalgsformandskonferencen kan rette henstillinger til Formandskonferencen om udvalgenes arbejde og opstillingen af dagsordenen for mødeperioderne.
Den kan også rådgive Formandskonferencen i tilfælde af uoverensstemmelser mellem to udvalg om kompetencefordelingen.
Præsidiet og Formandskonferencen kan overdrage Udvalgsformandskonferencen visse opgaver.

Mere:
 
 
Delegationsformandskonferencen

Delegationsformandskonferencen er et politisk organ i Europa-Parlamentet, der løbende behandler alle spørgsmål vedrørende arbejdet i de interparlamentariske delegationer og delegationerne til de blandede parlamentariske udvalg.

Delegationsformandskonferencen består af formænd for alle stående interparlamentariske delegationer. Den vælger en formand.

Delegationsformandskonferencen kan rette henstillinger til Formandskonferencen om delegationernes arbejde.
Den udarbejder et udkast til den årlige kalender for møderne i de interparlamentariske delegationer og de blandede parlamentariske udvalg.
Præsidiet og Formandskonferencen kan overdrage Delegationsformandskonferencen visse opgaver.

Mere:
 
 
 
 
Tools