Andre tilgængelige websteder:
Alle fællesskabssprog er lige vigtige i Europa-Parlamentet: Alle Parlamentets dokumenter offentliggøres på alle Den Europæiske Unions (EU) officielle sprog, og ethvert parlamentsmedlem har ret til at udtrykke sig på et officielt sprog efter sit eget valg. Det giver fuld sikkerhed for, at Parlamentets arbejde er gennemskueligt og tilgængeligt for alle borgere.
Flersprogetheden er forankret i de europæiske traktater og afspejler EU's kulturelle og sproglige mangfoldighed. Den gør også de europæiske institutioner mere tilgængelige og gennemskuelige for borgerne og er dermed en garanti for, at EU fungerer demokratisk.
Europa-Parlamentet adskiller sig fra de øvrige EU-institutioner ved sin pligt til at sikre den største grad af flersprogethed. Alle EU-borgere skal kunne få adgang til den lovgivning, der berører dem direkte, på deres eget sprog. Da enhver EU-borger desuden har ret til at blive valgt til EP-medlem, ville man ikke kunne forlange af EP-medlemmerne, at de skulle beherske et arbejdssprog fuldstændigt. Europa-Parlamentets interne bestemmelser anerkender udtrykkeligt ethvert EP-medlems ret til at læse Parlamentets dokumenter, følge forhandlingerne og udtrykke sig på sit eget sprog. Desuden skal Europa-Parlamentet som lovgiver kunne garantere, at alle de lovtekster, det vedtager, er af upåklagelig kvalitet, og det på alle fællesskabssprog.
Disse bestemmelser gør det også muligt for alle EU-borgere at følge det parlamentariske arbejde, at stille spørgsmål og at modtage svar på deres eget sprog.
Det er en imponerende udvikling, der har fundet sted, siden slutningen af 1950'erne, hvor der kun blev talt fire sprog i EF-institutionerne! I dag benyttes ikke mindre end 23 officielle sprog i Europa-Parlamentet, hvilket i sig selv er en gigantisk sproglig udfordring.
De Europæiske Fællesskabers første forordning blev vedtaget i 1958 og fastslår, at deres institutioners officielle sprog skal være de fire sprog: fransk, italiensk, nederlandsk og tysk, der tales i grundlæggerlandene: Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Tyskland.
Hver efterfølgende udvidelse har integreret de nye medlemsstaters sprog. I 1973 blev dansk, engelsk og irsk tilføjet, det sidste dog kun som "traktatsprog", dvs. at Irlands tiltrædelsesakt og de grundlæggende tekster om dette land blev oversat. Senere kom følgende fællesskabssprog til: græsk i 1981, spansk og portugisisk i1986, finsk og svensk i 1995 og estisk, lettisk, litauisk, maltesisk, polsk, slovakisk, slovensk, tjekkisk og ungarsk i 2004.
Siden den 1. januar 2007 har EU haft 23 officielle sprog med Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, da irsk samtidig blev officielt sprog.
Med 23 officielle sprog er der mulighed for over 506 sprogkombinationer, da hvert sprog kan oversættes til de 22 andre. Til at løfte denne udfordring har Europa-Parlamentet kompetente tjenestegrene for tolkning, oversættelse og kontrol af juridiske tekster. Der er også indført meget strenge regler for at sikre disse tjenesters effektivitet og fastholde budgetudgifterne på et rimeligt niveau.
Til at udarbejde de forskellige sproglige versioner af dets dokumenter og gøre det muligt at korrespondere med borgerne på alle fællesskabssprogene har Europa-Parlamentet en oversættelsestjeneste. Den opfylder Parlamentets krav om kvalitet og overholdelse af de frister, der følger af de parlamentariske procedurer. Parlamentet kan også benytte professionelle eksterne oversættere, navnlig til ikke-prioriterede tekster.
Parlamentets oversættelsestjeneste har omkring 700 oversættere, der oversætter flere dokumenttyper til alle de officielle sprog, f.eks.:
Oversætterne oversætter som hovedregel teksterne direkte fra den originale version til deres modersmål. Men med de seneste udvidelser først til 25 og siden 27 medlemsstater og forøgelsen af de mulige sprogkombinationer til 506 (dvs. 23 officielle sprog, der hver skal oversættes til de 22 øvrige) er det undertiden vanskeligt at finde en person, der både behersker målsproget og kildesproget, særlig når det drejer sig om de mindre udbredte EU-sprog.
Europa-Parlamentet har indført et system med relæsprog til at oversætte tekster affattet på disse sprog. Teksterne oversættes først til de mest benyttede sprog (engelsk, fransk eller tysk) og derfra videre til de øvrige sprog. Andre fællesskabssprog (italiensk, polsk og spansk) kunne på mellemlang sigt også blive relæsprog.
![Preparing_the_future - videoclip [02]](../../../ressources/swf/interpreting/play3.jpg "Se videofil")
Pålidelig formidling i realtid på alle officielle sprog af EP-medlemmernes indlæg er hovedopgaven for Europa-Parlamentets tolke. Der stilles tolke til rådighed i alle flersprogede møder, der afholdes i institutionens officielle organer.
Europa-Parlamentets Generaldirektoratet for Tolkning og Konferencer beskæftiger ca. 430 tjenestemandsansatte tolke og kan trække på en reserve af ca. 2500 eksterne tolke (hjælpeansatte konferencetolke). Det benytter meget ofte tolke fra denne reserve til at dække sine behov.
Tolkning benyttes hovedsagelig ved:
Der benyttes gennemsnitligt mellem 800 og 1000 tolke til plenarmøderne, hvor der tolkes simultant til og fra alle EU's officielle sprog. Til andre møder tolkes der generelt efter behov, i stadig stigende grad også til andre sprog end de officielle EU-sprog.
Principielt tolker hver tolk fra originalsproget til sit modersmål, men med 506 mulige sprogkombinationer (23x22 sprog) er det ikke altid lige let at finde en person, der kan tolke fra et sprog til et andet. I en sådan situation benytter man sig af relæsystemet, der består i at tolke et sprog til et andet via et tredje sprog, pivotsproget.
Den lovgivning, der vedtages af Europa-Parlamentet, berører næsten 500 millioner borgere i 27 lande og foreligger på 23 officielle sprog: Den skal være identisk og så klar som muligt på alle sprog. Den sproglige og lovgivningsmæssige kvalitet af teksterne kontrolleres af Parlamentets jurist-lingvister.
Parlamentets jurist-lingvister sikrer under hele lovgivningsproceduren den højest mulige kvalitet af lovgivningsteksterne på alle EU-sprog. Jurist-lingvisterne inddrages på alle lovgivningsprocedurens stadier for at sikre, at Parlamentets politiske vilje kommer til udtryk i lovgivningstekster af høj kvalitet.
Arbejdet udføres af et hold af 75 jurist-lingvister. Deres arbejde består hovedsagelig i at: