Lovgivningsmyndighed

 
Den almindelige lovgivningsprocedure

Den almindelige lovgivningsprocedure giver Europa-Parlamentet og Rådet samme vægt på en lang række områder (f.eks. økonomisk styring, indvandring, energi, transport, miljø og forbrugerbeskyttelse). Langt de fleste EU-love vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab.

 
Computergrafik: Den almindelige lovgivningsprocedure   Klik på vores grafik og få en interaktiv forklaring på alt, du altid har ønsket at vide om den almindelige

Den fælles beslutningsprocedure blev indført ved Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union (1992) og blev udvidet og tilpasset ved Amsterdam-traktaten (1999) for at gøre den mere effektiv. Da Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009 blev den under det nye navn "den almindelige lovgivningsprocedure" den vigtigste lovgivningsprocedure i EU's beslutningssystem.

 
 
Høring
 

Under artikel 289 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er høring en særlig lovgivningsprocedure, hvor Parlamentet blot anmodes om at udtale sig om et lovgivningsforslag, inden Rådet vedtager det.

Europa-Parlamentet kan godkende eller forkaste et lovforslag eller foreslå ændringer til det. Rådet er ikke retligt forpligtet til at følge Parlamentets udtalelse, men ifølge Domstolens retspraksis må Rådet ikke træffe afgørelse, før det har modtaget den.

Parlamentet havde i kraft af Rom-traktaten fra 1957 oprindelig en rådgivende funktion i lovgivningsprocessen. Det var Kommissionen, der stillede forslag, og Rådet, som vedtog lovgivningen.

Med Den Europæiske Fælles Akt fra 1986 og de efterfølgende Maastricht-, Amsterdam- og Nice-traktater blev Parlamentets beføjelser gradvis udvidet. Det kan nu lovgive på lige fod med Rådet inden for de fleste områder (se Den almindelige lovgivningsprocedure), og høring er blevet en særlig lovgivningsprocedure (i nogle tilfælde endda en ikke-lovgivningsprocedure), der anvendes i et begrænset antal tilfælde.

Denne procedure anvendes nu på et begrænset antal lovgivningsområder, f.eks. undtagelser fra det indre marked og konkurrenceregler. Høring af Parlamentet er også påkrævet i forbindelse med vedtagelse af internationale aftaler under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). I dette tilfælde er der ikke tale om en lovgivningsprocedure.

Se også:
 
 
Godkendelse
 

På visse lovgivningsområder skal Parlamentet give sin godkendelse, hvilket er en særlig lovgivningsprocedure under artikel 289, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Godkendelsesproceduren indebærer, at Parlamentet har vetoret. Parlamentets rolle består under denne procedure i at godkende eller forkaste et lovforslag uden ændringer, og Rådet kan ikke tilsidesætte Parlamentets udtalelse. Der kræves også godkendelse som en ikke-lovgivningsmæssig procedure, når Rådets vedtager visse internationale aftaler.

Denne procedure, der tidligere var kendt under betegnelsen samstemmende udtalelse, blev indført ved den europæiske fælles akt fra 1986 på to områder, nemlig associeringsaftaler og aftaler om tiltrædelse med EU. Anvendelsen af proceduren blev udvidet ved alle senere traktatændringer.

Som ikke-lovgivningsmæssig procedure anvendes den især til ratificering af visse aftaler, som EU har indgået, men den finder også anvendelse i forbindelse med alvorlig overtrædelse af de grundlæggende rettigheder under artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union, ved tiltrædelse af nye EU-medlemsstater og aftaler om udtrædelse af EU.

Som lovgivningsprocedure skal den også anvendes, når der vedtages ny lovgivning om bekæmpelse af forskelsbehandling, og den giver nu også Parlamentet vetoret, når det subsidiære generelle retsgrundlag i TEUF artikel 352 anvendes.

Se også:
 
 
Andre lovgivnings-procedurer
 

Ud over de fire vigtige lovgivningsprocedurer, er der en række andre procedurer, som Parlamentet anvender på særlige områder.

 
Udtalelse under artikel 140 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (Monetær Union)

Kommissionen og Den Europæiske Centralbank aflægger beretning til Rådet om de fremskridt, der gøres af medlemsstater med dispensation for så vidt angår opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union.

Når Parlamentet har afgivet udtalelse, træffer Rådet på forslag af Kommissionen afgørelse om, hvilke medlemsstater med dispensation der opfylder de nødvendige betingelser for indførelse af den fælles valuta baseret på kriterierne i TEUF artikel 140, og ophæver de pågældende medlemsstaters dispensation. Under denne procedure stemmer Parlamentet om anbefalingerne under ét, og der kan ikke stilles ændringsforslag.

  • EP's forretningsorden: artikel 83
 
Procedure vedrørende dialogen på arbejdsmarkedet

Unionen har bl.a. sat sig som mål at fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på indgåelse af aftaler og konventioner.

Ifølge TEUF artikel 154 har Kommissionen til opgave at fremme konsultationen af arbejdsmarkedets parter på EU-plan, og den forelægger Parlamentet mulige retningslinjer for en EU-indsats efter at have hørt arbejdsmarkedets parter.

Alle kommissionsdokumenter eller aftaler, som arbejdsmarkedets parter har indgået, henvises til det kompetente udvalg i Parlamentet. Hvis arbejdsmarkedets parter har indgået en aftale og i fællesskab har anmodet om, at aftalen iværksættes ved en afgørelse truffet af Rådet efter forslag fra Kommissionen, jf. TEUF artikel 155, stk. 2, fremsætter det kompetente udvalg et beslutningsforslag, der anbefaler vedtagelse eller forkastelse af forslaget.

  • Forretningsordenens artikel 84
 
Procedure vedrørende kontrol med frivillige aftaler

Kommissionen meddeler Parlamentet, når den agter at anvende frivillige aftaler i stedet for lovgivning. Det kompetente udvalg kan udarbejde en initiativbetænkning, jf. artikel 48. Kommissionen meddeler Parlamentet, når den agter at indgå en frivillig aftale. Det kompetente udvalg kan fremsætte et beslutningsforslag, der anbefaler, at forslaget vedtages eller forkastes og i givet fald på hvilke betingelser.

  • Forretningsordenens artikel 48, 85
 
Kodifikation

Officiel kodifikation er en procedure, hvorved de retsakter, der er genstand for kodifikation, ophæves og erstattes af et enkelt retsakt. Den konsoliderede udgave af retsakten omfatter alle de ændringer, der er blevet fremlagt, siden den første kodifikation blev gennemført. Denne udgave udgør ingen ændring af disse retsakters substans. Ved hjælp af kodifikationsproceduren er det muligt at gøre EU's lovgivning, som ofte er genstand for ændringer, mere læservenlig. Parlamentets Juridiske Tjeneste undersøger Kommissionens kodifikationsforslag, og såfremt der ikke skal foretages nogen markant ændring heraf, kan den forenklede procedure for vedtagelse af en beslutning i henhold til forretningsordenens artikel 46 anvendes. Kommissionens forslag behandles efter en hurtig procedure i Europa-Parlamentet og i Rådet.

  • Forretningsordenens artikel 46, 86
 
Gennemførelsesbestemmelser

nden for rammerne af den nuværende lovgivning kan Kommissionen træffe gennemførelsesforanstaltninger. En række udvalg bestående af eksperter fra medlemsstaterne såvel som Europa-Parlamentet informeres om disse foranstaltninger.

På anmodning fra sit kompetente udvalg kan Parlamentet vedtage en beslutning om, at de foreslåede gennemførelsesforanstaltninger afviger fra den pågældende retsakt, og anmode Kommissionen om at ændre gennemførelsesforanstaltningerne.

  • Forretningsordenens artikel 87a, 88
 
 
Initiativproceduren
 

Kommissionen råder over initiativretten på lovgivningsområdet. Ved Maastricht-traktaten, udbygget ved Lissabontraktaten, fik Parlamentet også initiativret på lovgivningsområdet, hvorved det har mulighed for at anmode Kommissionen om at fremsætte et forslag.

 
Årlig og flerårig programmering

Ifølge traktaten skal Kommissionen tage initiativ til den årlige og flerårige programmering for Unionen. Med henblik herpå udarbejder Kommissionen sit arbejdsprogram, som er dens bidrag til Unionens årlige og flerårige programmering. Parlamentet samarbejder allerede med Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af Kommissionens arbejdsprogram, og Kommissionen skal tage hensyn til de prioriteringer, Parlamentet har opstillet på dette stadium. Når Kommissionen har vedtaget programmet, afholdes der en trilog mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen med henblik på indgåelse af en aftale om Unionens programmering

I bilag XIV til EP's forretningsorden rummer detaljerede bestemmelser, herunder en tidsplan (rammeaftale om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen).

Parlamentet vedtager en beslutning om Kommissionens årsprogram. Formanden anmoder Rådet om at afgive udtalelse om Kommissionens arbejdsprogram og om Parlamentets beslutning. Er en institution ikke i stand til at overholde den fastsatte tidsplan, skal den give de andre institutioner meddelelse om grundene hertil og foreslå en ny tidsplan.

 
Initiativer under artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Parlamentet kan på grundlag af en betænkning fra et af sine udvalg og med et flertal af sine medlemmer anmode Kommissionen om at fremsætte passende forslag, jf. TEUF artikel 225. Parlamentet kan samtidig fastsætte en frist for forelæggelsen af et sådant forslag. Parlamentets kompetente udvalg skal forud herfor anmode om Formandskonferencens godkendelse. Kommissionen kan enten indvillige i eller afvise at udarbejde et af Europa-Parlamentet foreslået lovgivningsforslag.

Et forslag til en EU-retsakt som led i Parlamentets initiativret, jf. TEUF artikel 225, kan også fremsættes af et individuelt medlem af Parlamentet. Et sådant forslag indgives til formanden, som henviser til behandling i det kompetente udvalg. Det pågældende udvalg kan vedtage at forelægge forslaget for plenarforsamlingen (se ovenfor).

 
Initiativbetænkninger

I de tilfælde, hvor Europa-Parlamentet i medfør af traktaterne besidder initiativret, kan Parlamentets udvalg udarbejde en betænkning om et emne, der henhører under deres sagsområde, og forelægge Parlamentet et forslag til beslutning. Før der udarbejdes en betænkning, kræves der forudgående tilladelse fra Formandskonferencen.

 
 
 
Tools
 
 

Hvordan forløber lovgivningsarbejdet?

Inden for rammerne af et parlamentsudvalg udarbejder et medlem en betænkning om et forslag til "lovtekst", der er forelagt af Kommissionen, som alene er indehaver af initiativretten. Udvalget vedtager denne betænkning og foreslår eventuelt ændringer til lovforslaget. Når teksten derpå er godkendt på plenarmødet med eventuelle ændringer, foreligger Parlamentets holdning. Denne proces gentages en eller flere gange afhængigt af, hvilken procedure der er tale om, og hvorvidt der opnås enighed med Rådet.

Til vedtagelse af lovgivningstekster sondrer man mellem den almindelige lovgivningsprocedure (fælles beslutningstagning), hvor Parlamentet er ligestillet med Rådet, og de særlige lovgivningsprocedurer, som udelukkende finder anvendelse på særlige forhold, hvor Parlamentet kun indtager en rådgivende rolle.

I forbindelse med visse spørgsmål (f.eks. skattepolitik) afgiver Europa-Parlamentet kun en rådgivende udtalelse (høringsprocedure). I nogle tilfælde er det i traktaten fastsat, at høring er obligatorisk, da retsgrundlaget kræver det, og forslaget kun kan opnå lovkraft, hvis Parlamentet har afgivet udtalelse. I disse tilfælde er Rådet ikke bemyndiget til at træffe afgørelse alene.

Parlamentet har beføjelse til at foranledige et politisk initiativ iværksat.

Det kan således anmode Kommissionen om at forelægge lovforslag for Rådet.

Parlamentet deltager reelt i udformningen af nye lovtekster, for det behandler Kommissionens årlige arbejdsprogram og tilkendegiver, hvilke nye retsakter der anses for relevante.