Andre tilgængelige websteder:
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder udarbejdedes af et konvent, der ud over repræsentanter fra de europæiske institutioner også talte repræsentanter fra de nationale parlamenter, jurister, universitetsfolk og repræsentanter fra civilsamfundet, og vedtoges i form af en henstilling og referencetekst af Det Europæiske Råd i Nice i december 2000.
Chartret er ikke indarbejdet i Lissabontraktaten, men blot knyttet som bilag til denne i form af en erklæring.
Det har kun til formål at beskytte individernes grundlæggende rettigheder i forbindelse med EU-institutionernes og medlemsstaternes virke inden for rammerne af Unionens traktater.
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samler for første gang i EU's historie under ét samtlige borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder, som de europæiske borgere og alle, der opholder sig inden for EU's grænser, nyder.
Det hedder i chartrets præambel: "Unionen [...] bygger på de udelelige og universelle værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet; den bygger på demokrati- og retsstatsprincippet. Den sætter mennesket i centrum for sit virke med indførelsen af unionsborgerskabet og skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed".
Rettighederne er inddelt i seks kapitler (Værdighed, Friheder, Ligestilling, Solidaritet, Borgerne i Unionens medlemsstater og Retfærdighed i retssystemet), idet et syvende kapitel indeholder almindelige bestemmelser.
I overensstemmelse med universalprincippet gælder de fleste af de rettigheder, der er opstillet i chartret, for alle mennesker uanset nationalitet eller opholdssted. Chartret har kun til formål at beskytte individernes grundlæggende rettigheder i forbindelse med EU-institutionernes og medlemsstaternes virke inden for rammerne af Unionens traktater.
Da EU-medlemsstaterne søsatte idéen om et charter om grundlæggende rettigheder, tog de ikke stilling til chartrets status. Dette skulle først ske, når chartret var endeligt vedtaget, idet spørgsmålet var, om chartret skulle inkorporeres i traktaterne, hvad der ville gøre det juridisk bindende for medlemsstaterne og EU-institutionerne.
Med Lissabontraktaten bliver chartret om grundlæggende rettigheder juridisk bindende for 25 medlemsstater, idet Det Forenede Kongerige og Polen er omfattet af en undtagelsesbestemmelse, hvad angår chartrets anvendelse.
I henhold til Lissabontraktaten tiltræder EU i egenskab af union den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK). Lissabontraktaten udgør retsgrundlaget for denne tiltrædelse, der fremover forenkles i kraft af EU's status som én enkelt juridisk person. Tiltrædelsen gør det muligt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg at overvåge, at EU's retsakter er forenelige med menneskerettighedskonventionen. Dette bidrager også til at styrke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i EU.