Internationale fiskeriaftaler

EU indgået mere end 20 internationale fiskeriaftaler med det formål at fremme retlige, miljømæssige, økonomiske og sociale forvaltningsrammer for bæredygtigt fiskeri, få adgang til vigtige fiskeriområder i verden og fremme overvågnings-, kontrol- og tilsynsordninger til bekæmpelse af ulovligt fiskeri. Den Europæiske Union indgår bilaterale aftaler som f.eks. bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler og multilaterale aftaler som f.eks. regionale fiskeriforvaltningsorganisationer og internationale konventioner.

Retsgrundlag

Artikel 38-43 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). I henhold til Lissabontraktaten skal internationale fiskeriaftaler ratificeres af Rådet efter Europa-Parlamentets godkendelse (artikel 218, stk. 6, litra a, i TEUF).

Mål

  • At sikre EU passende adgang til verdens største fiskeområder og -ressourcer.
  • At styrke det bilaterale og regionale samarbejde.
  • At sikre forsyningerne med fisk til europæiske markeder og skabe beskæftigelse.
  • At bidrage til fiskeriets bæredygtige udvikling på verdensplan.
  • At bekæmpe destruktive fiskemetoder.
  • At forbedre den videnskabelige forskning og dataindsamling.
  • At bekæmpe ulovligt, ureguleret og urapporteret fiskeri.
  • At styrke de regionale fiskeriforvaltningsorganisationers (RFO'ers) kontrol og inspektion.

Resultater

a.Rolle og betydning

1.Eksistensberettigelse

De bi- og multilaterale fiskeriaftaler blev nødvendige efter indførelsen af de eksklusive økonomiske zoner (EEZ'er) på 200 sømil i midten af 1970'erne. I 1982 vedtog De Forenede Nationer så sin havretskonvention (UNCLOS), der var tænkt som en forfatning for havene, og heri anerkendtes kyststaters ret til at kontrollere fiskeriet i tilstødende farvande. Selv om de eksklusive økonomiske zoner kun udgør 35 % af verdenshavenes overflade, rummer de 90 % af verdens fiskebestande. UNCLOS regulerer ikke blot EEZ'er, men også det åbne hav. Konventionen tilskynder staterne til at samarbejde med hinanden omkring bevaring og forvaltning af de levende marine ressourcer på åbent hav gennem oprettelse af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFMO). Som følge heraf har lande med fjernfiskerflåder skullet indgå internationale aftaler og/eller andre aftaler for at få adgang til fiskeressourcer i enten tredjelandes EEZ'er eller områder på åbent hav, der administreres af en RFMO.

2.Økonomiske investeringer og fordele for den europæiske flåde

Mellem 1981 og 1997 steg budgettet til internationale fiskeriaftaler fra 5 mio. EUR til næsten 300 mio. EUR (0,31 % af Fællesskabets samlede budget og knap 30 % af bevillingerne til fiskerisektoren). I de seneste år er der afsat ca. 150 mio. EUR til fiskeriaftaler. Budgettet for 2013 var på 144,23 mio. EUR. De internationale fiskeriaftaler giver direkte arbejde til ca. 30 000 mennesker og genererer omfattende økonomiske aktiviteter i sektorer og områder, som er stærkt afhængige af fiskeri. På nuværende tidspunkt er den mest omfattende aftale, hvad angår økonomisk kompensation og adgangsrettigheder, den, der skal indgås med Mauretanien, som har en værdi på 70 mio. EUR årligt og vil give adgang for omkring 175 europæiske fartøjer.

3.Geografisk dækning

I 2011 var der 24 fiskeriaftaler i kraft med kyststater i Afrika (14), Stillehavsområdet (6) og med nordlige lande (Norge, Island, Færøerne og Grønland). I 2015 er der i øjeblikket 21 aftaler i kraft. Hvad angår fiskeri på åbent hav opererer EU-flåden i Atlanterhavet, Middelhavet, Det Indiske Ocean, Stillehavet og Antarktis via aftaler med disse områders RFMO'er.

b.Typer af fiskeriaftaler

1.Bilaterale fiskeriaftaler
a.Fiskeripartnerskabsaftaler

Fiskeripartnerskabsaftaler (FPA'er) er et resultat af 2002-reformen af den fælles fiskeripolitik samt topmødet i Johannesburg om bæredygtig udvikling. Disse aftaler, der blev godkendt i Rådets konklusioner 11485/1/2004 om Kommissionens meddelelse om en integreret ramme for fiskeripartnerskabsaftaler med tredjelande, indeholder en mekanisme, der gør det muligt for EU at give finansiel og faglig støtte til bl.a. udvikling i de sydlige partnerlande til gengæld for fiskerirettigheder. Aftalerne er til gavn for begge parter. Idéen bag dem går ud på at oprette et partnerskab med et tredjeland med det formål at udvikle et bæredygtigt og ansvarligt fiskeri samt at øge værdien af fiskeriprodukterne. Formålet med FPA'er er ligeledes at styrke sammenhængen med andre politikker som f.eks. udviklingssamarbejde, miljø, handel og sundhed. Alle FPA'er består af en fiskeriaftale og en protokol (der f.eks. fastlægger betingelserne for aftalen). Gennem disse aftaler får EU-flåden adgangsrettigheder til overskudsfiskeressourcer i en EEZ, overvejende i lande i Afrika, Caribien og Stillehavet (AVS-lande), men også i Grønland. Den økonomiske kompensation tager form dels af et engangsbeløb, som betales af EU, dels af afgifter, der betales af rederne. EU's økonomiske bidrag retfærdiggøres af en gensidig interesse for de to parter i at investere i en bæredygtig fiskeripolitik, og det er ikke blot en betaling for adgangsrettigheder. Efter de gældende regler i Verdenshandelsorganisationen (WTO) betragtes sådanne ordninger ikke som subsidier. Bidragene dækker hovedsageligt udgifter i forbindelse med forvaltning, videnskabelig vurdering af fiskebestande, fiskeriforvaltning, kontrol og overvågning af fiskeriaktiviteter samt udgifter til opfølgning og evaluering af fiskeripolitikkens bæredygtighed. Ved udgangen af 2007 udløb de unilaterale handelspræferencer, som AVS-landene var tildelt af EU i medfør af Cotonouaftalen (med WTO's godkendelse). Der blev den 1. januar 2008 indført en ny ordning, de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er), som især har fokus på handelsmæssige aspekter (f.eks. oprindelsesregler, markedsadgang samt sundheds- og plantesundhedstandarder). FPA'erne er især vigtige for fiskeri af tun (Kap Verde, Comorerne, Elfenbenskysten, Gabon, Kiribati, Madagaskar, Mauritius, Mozambique, São Tomé og Príncipe, Seychellerne og Salomonøerne). Andre aftaler om blandet fiskeri er i kraft med Grønland, Marokko og Mauretanien. Afhængig af landet har protokollerne en gyldighed på to til seks år. Visse aftaler med andre lande er fortsat i kraft, selv om de har suspenderet deres protokol af forskellige grunde eller slet ikke har nogen protokol (Ækvatorialguinea, Guinea-Bissau, Gambia, Mikronesien og Senegal). I 2013 blev der med den ændrede fælles fiskeripolitik lanceret bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler med tredjelande. Disse aftaler giver adgang til ressourcer i et reguleret miljø, som svarer til EU-flådens interesser, til gengæld for en finansiel modydelse og teknisk støtte, som skal bidrage til en effektiv dataindsamling, overvågning og kontrol.

På nuværende tidspunkt har EU indgået 13 fiskeripartnerskabsaftaler med tilhørende protokoller med partnerlandene i det østlige Atlanterhav (Kap Verde, Elfenbenskysten, Gabon, Guinea-Bissau, Liberia, Mauretanien, Marokko, São Tomé og Príncipe og Senegal) og i den sydvestlige del af Det Indiske Ocean (Comorerne, Mauritius, Madagaskar og Seychellerne). I hovedsagen er der to typer af FPA på plads: ni vedrører kun store pelagiske arter, og fire betragtes som blandede aftaler (vedrørende ikke-pelagisk og pelagisk fisk, bl.a. tun).

b.Gensidige aftaler

Disse aftaler drejer sig om udveksling af fiskerimuligheder mellem EU's flåder og flåder fra tredjelande og resulterer i, at mange af de delte bestande forvaltes i fællesskab. For at sikre ens vilkår i handlen anvendes der en omregningsfaktor kaldet »torskeækvivalent« (hvor et ton torsk er lig med x tons af en anden art). Disse aftaler vedrører især "industriarter" (som anvendes til fremstilling af fiskemel), der tegner sig for over 70 % af de landede fangster, og hvor den vigtigste art målt i værdi er torsk. Danmark er med 82 % af fangsterne den største producent. Tyskland, Det Forenede Kongerige og Sverige tegner sig tilsammen for 15 % af fangstmængden. Der er indgået aftaler af denne type med Norge (som tegner sig for 70 % af de kvoter, der er tildelt EU), Færøerne og Island.

På nuværende tidspunkt har EU indgået en med Grønland, som omfatter for næsten 40 % af EU's fiskeri i Norge, og med Færøerne gennem en afbalanceret udveksling af kvoter, der stammer fra fiskeripartnerskabsaftalen.

2.Multilaterale aftaler
a.Aftaler med regionale fiskeriorganisationer

Formålet med disse aftaler er at styrke det regionale samarbejde med henblik på at sikre, at fiskeressourcer på åbent hav og vandrende fiskebestande kan bevares og udnyttes på bæredygtig vis. Et andet vigtigt formål er at afskrække fra ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri. Der findes forskellige typer regionale fiskeriorganisationer: Nogle er oprettet under De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), mens andre er uafhængige, nogle forvalter biologiske ressourcer i en bestemt zone, mens andre har fokus på bestemte bestande eller grupper af bestande, og nogle dækker kun åbent hav, andre kun EEZ’er og andre igen begge dele. Når Kommissionen indleder forhandlinger med RFMO'er, gør den det på to måder: dels ved at søge optagelse i organisationen (som kontraherende part eller observatør), dels ved at sørge for, at de bevarings- og forvaltningsforanstaltninger, der vedtages af organisationen, inkorporeres i EU-retten. RFMO'er nedsætter normalt udvalg, der er ansvarlige for videnskabelig forskning, offentliggørelse af resultater samt henstillinger om forvaltning af bestande. Disse kan enten forblive henstillinger eller blive obligatoriske, hvis der ikke gøres indsigelser inden for en bestemt frist. De går normalt ud på følgende:

  • begrænsning af fangsterne via enten en samlet kvote eller nationale kvoter
  • indførelse af zoner eller perioder med fiskeforbud
  • forbud eller regulering af fangstredskaber.

RFMO'er er også meget aktive, når det gælder fastlæggelse af foranstaltninger for kontrol og overvågning af fiskeriaktiviteter såsom vedtagelsen af fælles kontrolordninger i Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav (NEAFC), Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav (NAFO) samt Kommissionen for Bevarelse af de Marine Levende Ressourcer i Antarktis (CCAMLR), som er en beskyttelsesorganisation. EU er kontraherende part i: NAFO, NEAFC, NASCO (Organisationen til Bevarelse af Laksebestanden i Nordatlanten), ICCAT (Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet, CECAF (Komitéen for Fiskeriet i Det Østlige Centrale Atlanterhav), WECAFC (Kommissionen for Fiskeriet i Det Vestlige Centrale Atlanterhav), SEAFO (Organisationen for Fiskeriet i det Sydøstlige Atlanterhav), IOTC (Tunkommissionen for Det Indiske Ocean), GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet), WCPFC (Fiskerikommissionen for det Vestlige og Centrale Stillehav) og CCAMLR (Kommissionen for Bevarelse af de Marine Levende Ressourcer i Antarktis). I konventioner, som medlemsstater har indgået individuelt, har EU kun observatørstatus. For 2013 var budgettet til RFO'erne på 9,5 mio. EUR.

De to regionale fiskeriorganisationer, der er knyttet til FAO, WECAF og CECAF, er kun rådgivende organisationer og har ingen kompetencer med hensyn til fiskeriforvaltning.

b.Internationale konventioner

Der indgås konventioner og andre aftaler for at skabe en retsorden for havene og fremme en fredelig anvendelse heraf samt en afbalanceret og effektiv udnyttelse af deres ressourcer, bevaring af deres levende ressourcer samt beskyttelse og bevarelse af det marine miljø. EU og dens medlemsstater er part i UNCLOS og har ligeledes medvirket ved udformningen af andre instrumenter til gennemførelse af bæredygtige fiskerier i overensstemmelse med FN's Generalforsamlings resolutioner, herunder:

  • FAO-aftalen om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarings- og forvaltningsforanstaltninger på åbent hav (1993)
  • FAO's adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri (1995)
  • FAO's New York-aftale om fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande
  • FAO-aftalen om havnestatsforanstaltninger, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (2009).

2013-budgettet for de organer, der er oprettet under UNCLOS, var på 200 000 EUR.

Europa-Parlamentets rolle

Parlamentets godkendelse er en forudsætning for vedtagelsen af internationale fiskeriaftaler. Endvidere skal Parlamentet underrettes straks og i fuldt omfang om alle afgørelser vedrørende midlertidig anvendelse eller suspension af aftaler. Europa-Parlamentet har ved flere lejligheder understreget de internationale fiskeriaftalers betydning for EU's forsyning med fisk, for de regioner i EU, der er mest afhængige af fiskeriet, og for beskæftigelsen i denne sektor. Det har også rejst spørgsmålet om, hvorvidt disse aftaler er i overensstemmelse med EU's øvrige eksterne politikker (miljø og udviklingssamarbejde). Det har tilkendegivet støtte til bekæmpelsen af problemet med fartøjer, der sejler under bekvemmelighedsflag, og fordømt den voksende anvendelse af private aftaler, som ligger uden for EU-myndighedernes kontrol.

Den 16. marts 2017 vedtog Parlamentet en beslutning om en integreret EU-politik om Arktis[1], der støtter et netværk af arktiske bevaringsområder og beskyttelsen af det internationale havområde omkring Nordpolen uden for kyststaternes økonomiske zoner.

[1]Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0093.

Carmen-Paz Martí

03/2017