Om udvalg

Image of a committee meeting taking place in the European Parliament. People in a meeting room.

Medlemmerne er fordelt på 20 stående udvalg med hver sit sagsområde.

Disse udvalg kommer med input til lovgivningsmæssige forslag gennem vedtagelsen af betænkninger, foreslår ændringsforslag til plenarmødet og udpeger et forhandlingsteam til at føre forhandlinger med Rådet om EU-lovgivning. Desuden vedtager de initiativbetænkninger, arrangerer høringer med eksperter og undersøger arbejdet i de øvrige EU-organer og -institutioner.

Et udvalg består af mellem 25 og 73 ordinære medlemmer og et tilsvarende antal stedfortrædere.

Hvert udvalg vælger blandt sine ordinære medlemmer og for en funktionsperiode på to og et halvt år en formand og op til fire næstformænd, som tilsammen udgør udvalgsformandskabet. Udvalgenes politiske sammensætning afspejler plenarforsamlingens politiske sammensætning.

Parlamentet kan også nedsætte underudvalg og særlige midlertidige udvalg til at tage sig af specifikke spørgsmål og undersøgelsesudvalg til at undersøge påstande om overtrædelser eller om fejl eller forsømmelser i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten.

På forligsstadiet nedsættes der et særligt forligsudvalg.

Parlamentets udvalg holder normalt møder i Bruxelles, og deres arbejde støttes af et sekretariat. Udvalgenes forhandlinger er offentlige og webstreames i princippet live.

Udvalgsformændene koordinerer udvalgenes arbejde i Udvalgsformandskonferencen.

Særlige udvalg

Parlamentet kan til enhver tid nedsætte midlertidige udvalg til behandling af specifikke spørgsmål. Disse særlige udvalgs funktionsperiode kan højst være 12 måneder, medmindre perioden forlænges.

Undersøgelsesudvalg

Parlamentet kan nedsætte undersøgelsesudvalg til undersøgelse af overtrædelser af EU-retten eller påstande om fejl eller forsømmelser i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten.

Undersøgelsesudvalgenes beføjelser fastsættes på grundlag af bestemmelserne om udøvelsen af Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelser.

Udvalgsformandskonferencen

Udvalgsformandskonferencen består af formændene for alle stående og særlige udvalg. Den vælger sin formand blandt sine medlemmer for en funktionsperiode på to og et halvt år.

Udvalgsformandskonferencen er det politiske organ, der koordinerer udvalgenes arbejde og sørger for, at deres samarbejde fungerer gnidningsløst. Den retter henstillinger til Formandskonferencen om udvalgenes arbejde og dagsordenen for mødeperioderne.

Forligsudvalget

Forlig er den tredje og sidste fase i den almindelige lovgivningsprocedure (også kendt som "den fælles beslutningsprocedure"). Forligsproceduren indledes, hvis Rådet ikke godkender alle de ændringsforslag, som Parlamentet har vedtaget under andenbehandlingen.

Forligsudvalget består af to delegationer: Rådets delegation, sammensat af en repræsentant for hver medlemsstat (ministre eller disses repræsentanter), og Parlamentets delegation, sammensat af et tilsvarende antal medlemmer af Parlamentet. Forligsudvalget er ansvarligt for udarbejdelsen af et "fælles udkast", som derefter skal godkendes af både Parlamentet og Rådet.