Velkommen til webstedet for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI).
ENVI er med sine 69 medlemmer Europa-Parlamentets største udvalg. ENVI sørger for, at de europæiske borgeres bekymringer vedrørende miljø, sundhed og fødevaresikkerhed afspejles i lovgivningen på disse områder. Europa-Parlamentet har fået medlovgivende beføjelser på størstedelen af de områder, der drøftes i ENVI, hvilket gør det til et af de mest indflydelsesrige udvalg.
Inden for miljøpolitikken beskæftiger ENVI sig med spørgsmål, der rækker fra regulering af giftige kemikalier til beskyttelse af biodiversiteten i Europa. Udvalget arbejder desuden for fremme af et ressourceeffektivt og bæredygtigt Europa. Bekæmpelse af klimaændringer er et centralt element i udvalgets arbejde.
De seneste fødevareskandaler i medlemsstaterne har understreget behovet for bedre fødevaresikkerhed. ENVI kaster et kritisk blik på lovgivningen på fødevareområdet. Bedre forbrugeroplysning, f.eks. ved hjælp af klar og entydig varemærkning, er et hovedanliggende for ENVI.
Når det gælder folkesundhed, bestræber ENVI sig på at finde europæiske løsninger på sundhedsmæssige udfordringer. De seneste eksempler på dette arbejde omfatter sikkerhed af lægemidler og kosmetiske midler, bekæmpelse af forfalskede lægemidler og beskyttelse af patientrettigheder.
Vi håber, at dette websted vil give bedre indsigt i vores arbejde, og vi opfordrer dig til at skrive kommentarer til de emner, som interesserer dig.
Matthias Groote