skip to content

 
 
 
14-06-2018

Brexit, plastik og fake news: Mød Europa-Parlamentet til Folkemødet

Der er masser af mulighed for at blive endnu klogere på EU-spørgsmål, når det går løs til Folkemødet den 14.-16. juni 2018. Med under ét år til EP-valget 2019 byder dette års program blandet andet på en række saftige debatter med de danske MEP'ere om alt fra brexit og plastikindustrien til fake news. Du kan tjekke programmet ud forneden. Vi ser frem til tre fornøjelig dage i Allinge!

 .
 .
 

Programmet på Folkemødet 2018

 .

Torsdag den 14. juni

Kl. 13.00-16.30: Spark til én du holder af!

Kender du én, der skal have et kærligt skub hen til stemmeboksen?
Du skriver postkortet – vi gemmer det til Europa-Parlamentsvalget 2019 og sender det for dig. Eller giv et virtuelt spark til dine venner på Instagram: Vi tager billedet – du uploader det, og minder dem du kender om at stemme til Europa-Parlamentsvalget 2019.

Kl. 16.30-17.00: Brexit or Fixit?

Kan EU fixes efter Brexit, eller ser fremtiden lys og lykkelig ud?
MEP Morten Messerschmidt og MF Rasmus Nordqvist krydser klinger om EU og Europa-Parlamentets fremtid.

Kl. 18.00-19.00: Gæt en vin

Kan du gætte, hvor i Europa vinen kommer fra?
Vi inviterer på tur gennem Europa gennem vinen.

 

Fredag den 15. juni

Kl. 11.00-11.30: At handle eller ikke handle (frit) - det er spørgsmålet! - Aflyst

Men hvad er svaret?
Målet med frihandelsaftaler er at skabe vækst, arbejdspladser og fordele for de europæiske forbrugere. Men er der en pris at betale? MEP Rina Ronja Kari og Kristian Ersbøll, Dansk Metal er ikke helt enige om konklusionen.

Kl. 12.00-12.30: Guldlok og de tre lobbyister

For lidt lobbyisme, for meget eller lige tilpas?
Lobbyisme har et blakket ry, men er en del af værktøjskassen i politik. MEP Bendt Bendtsen og Anders Stouge, Dansk Energi dykker ned i ”do’s and don’ts” om interessevaretagelse.

Kl. 14.00-16.00: Et virtuelt spark til dem du holder af på Instagram!

Vis dine venner, at du stemmer!
Vi tager billedet – du uploader det, og minder dem du kender om at stemme til Europa-Parlamentsvalget 2019. Du kan også vælge at skrive er mere gammeldags postkort – så gemmer vi det til Europa-Parlamentsvalget 2019 og sender det for dig.

Kl. 14.00-16.00: Kick off til EP-valg 2019: Topkandidater varmer op til valget til Europa-Parlamentet

V har samlet partiernes topkandidater til en serie kvikke debatter om, hvad de vil med Europa, som start på deres kamp for en plads i Europa-Parlamentet. Og så har vi inviteret de to tidligere medlemmer Helle Thorning-Schmidt og Bertel Haarder til at give gode råd til kandidaterne og dele deres tanker om Europa med publikum. Moderator: Altingets Europa-analytiker og podcast-værk Thomas Lauritzen. #ep19dk #eudk

Kl. 14.00-14.30: Europa mellem Trump og Putin

Europas alliancer og naboskaber bliver sat på prøve, mens vi forbereder os på valg til Europa-Parlamentet. USA vil gerne tale med Nordkorea, men ikke med Iran – og truer med handelskrig. Rusland blander sig i Vestens demokratiske valg - og truer med at slukke for gassen. Både mod øst og vest er EU konfronteret med stormagter, der udfordrer den kendte verdensorden. Skal EU udfordre Donald Trump på hans uforudsigelige beslutninger? Skal EU risikere at forværre forholdet til Rusland ved at standse udvidelsen af rørledningen Nord Stream 2? Og kan EU overhovedet overleve, når fake news florerer og vores liberale demokrati er kommet under pres?

Moderator: Altingets Thomas Lauritzen tager debatten med to kandidater, der søger genvalg til Europa-Parlamentet, nemlig de Radikales Morten Helveg Petersen og Socialdemokratiets Jeppe Kofod. #ep19dk #eudk

Sted: N3 - Grønbechs Hotel/Restaurant Vilhelm

Kl. 14.30-15.00: Helle for Europa! Thorning og Haarder fra MEP til minister

Partiernes topkandidater, Helle Thorning-Schmidt og Bertel Haarder til kvikke debatter om Europa.

V har samlet partiernes topkandidater til en serie kvikke debatter om, hvad de vil med Europa, som start på deres kamp for en plads i Europa-Parlamentet. Og så har vi inviteret de to tidligere medlemmer Helle Thorning-Schmidt og Bertel Haarder til at give gode råd til kandidaterne og dele deres tanker om Europa med publikum.

Moderator: Altingets Europa-analytiker og podcast-værk Thomas Lauritzen. #ep19dk #eudk

Sted: N3 - Grønbechs Hotel/Restaurant Vilhelm

Kl. 15.00-15.30: Time out eller ind i kampen? Danmark og Europa efter Brexit

Topkandidater krydser klinger før valget til Europa-Parlamentet.

Vi kom ind i EU sammen med briterne. Skal vi nu lade os inspirere af Brexit og følge briterne mod udgangen? Et flertal i Folketinget siger klart nej, og skal vi tro målingerne, vil danskerne helst blive i EU. I en skarp debat med Altingets Thomas Lauritzen som ordstyrer stiller vi spørgsmålene: Hvor galt ville det egentligt gå, hvis vi stak af sammen med briterne? Eller er det tværtimod nu, Danmark må gå all in og tage et opgør med de danske EU-forbehold på euro, retligt samarbejde og forsvarssamarbejde? Vi søger svarene hos tre kandidater og nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet, nemlig DFs Anders Vistisen, Venstres Morten Løkkegaard og SFs Margrete Auken. #ep19dk #eudk

Sted: N3 - Grønbechs Hotel/Restaurant Vilhelm

Kl. 15.30-16.00: Alternativer for Europa - visioner og virkelighed

Topkandidater får deres ilddåb forud for valget til Europa-Parlamentet.

Hvad har nye EP-kandidater at byde ind med, hvis de hverken køber ind på Le Pens nationalisme eller Macrons ambitiøse visioner? Findes der et socialistisk eller grønt EU-alternativ? Og hvordan skal det i givet fald udmøntes helt konkret, når virkeligheden banker på, og der skal stemmes i Europa-Parlamentet? Hvem skal regere i Europa? Ku' en dansker i toppen gøre en forskel? Hvordan skal EU fordele pengene mellem forskning og forsvar? Skal EU opkræve skatter eller afskaffe landbrugsstøtte til grøn omstilling? Og skal EU kunne straffe de lande, der ikke respekterer retsstat og ytringsfrihed?

Med hjælp fra publikum udfordrer Altingets Thomas Lauritzen Enhedslistens Nikolaj Villumsen og Alternativets Rasmus Nordqvist på, hvordan de hver især vil navigere, hvis de bliver valgt til Europa-Parlamentet den 26. maj 2019. #ep19dk #eudk

Sted: N3 - Grønbechs Hotel/Restaurant Vilhelm

Kl. 16.30-17.00: Dufter Diesel Dårligt?

Hvor lægger vi snittet mellem billig transport og hensynet til vores sundhed?
MEP Christel Schaldemose udfordrer Torben Kudsk fra FDM: Hvordan kan vi kontrollere og sikre, at bilindustrien ikke snyder på vægten?

Kl. 17.30-18.00: Plastic Fantastic!?

Plastik ER fantastisk, men kan vi bruge det mere intelligent?
MEP Margrete Auken, Thomas Drustrup, Plastindustrien og Henrik Beha, Plastic Change tager en hurtig debat om, hvordan vi for alvor får sat skub i den grønne plastomstilling, så langt mere plast bliver genanvendt og langt mindre ender i verdenshavene. Hvilke løsninger er de rette? Hvilke midler skal tages i brug? Er industrien progressiv nok? Er politikerne med til at fjerne fokus fra de reelle problemstillinger?

 

Lørdag den 16. juni:

Kl. 10.30-11.00: Globaliseringen der løb løbsk...

Globaliseringen er nok kommet for at blive, men spørgsmålet er, hvordan den bliver til gavn for alle?
Sidste år endte 82% af al verdens velstand i lommerne på klodens rigeste ene procent, mens den fattigste halvdel af jordens befolkning ingen formuefremgang fik overhovedet. Samtidig bliver arbejdstagerne i traditionelt velstillede lande presset på løn- og arbejdsvilkår af nye teknologier og den digitale økonomi. Kort sagt: Er globaliseringen løbet løbsk? MEP Jeppe Kofod finder (nogle af) svarene sammen med MF Mogens Lykketoft og Peder Holk, Novozymes.

Kl. 11.00-11.30: Jeg stjæler ikke - jeg låner da bare...

Internettets muligheder og den nemme delings fristelser
Mange kunstnere oplever, at deres værker bruges kommercielt, uden de får betaling for det. Er EU svaret når kunstnernes ophavsrettigheder skal beskyttes? MEP Jens Rohde tager kampen op sammen med Anders Lassen, KODA og drøfter muligheder og udfordringer.

Kl. 14.30-15.00: EU forbyder Folkemødet!

Nej, ikke særligt sandsynligt vel? Velkommen til fake news!
Skaber IT-giganter gunstige vilkår for udbredelsen af falske nyheder? Er disinformation en trussel mod demokratiet? MEP Morten Løkkegaard og Maria Mundt fortæller om konsekvensen af falske nyheder, og hvordan man måske kan komme dem til livs.

Kl. 16.30-19.00: Spark til én du holder af!

Kender du én, der skal have et kærligt skub hen til stemmeboksen?
Du skriver postkortet – vi gemmer det til Europa-Parlamentsvalget 2019 og sender det for dig. Eller giv et virtuelt spark til dine venner på Instagram: Vi tager billedet – du uploader det, og minder dem du kender om at stemme til Europa-Parlamentsvalget 2019.

 
Se billederne fra Folkemødet i 2017...
 

Andre EU-arrangementer

Udover Europa-Parlamentet står Europa-Kommissionen, Europabevægelsen, Tænketanken EUROPA, Nyt Europa, Europæisk Ungdom m.fl. også klar med en perlerække af EU-arrangementer på Folkemødet.