skip to content

 
 
 

EP-Info nr. 18

08-06-2018
 .

I denne uges EP-Info kan du læse mere om en gruppe danske bladtegneres besøg i Europa-Parlamentet, MEP'ernes tilgang til cabotagekørsel samt vores nylancerede EU-valgkampagne.

 .
 

Tegnere på besøg: Vi skal kunne grine af vores politikere

I et ægte demokrati er det tilladt at grine af (og med) vores politiske ledere!

Sådan lød budskabet fra en samling danske bladtegnere, der tegnede sig vej igennem Europa-Parlamentets plenarsamling i Strasbourg i maj.

Undervejs fik de mødt og tegnet en række danske MEP’ere, Margrethe Vestager og den europæiske ombudsmand.

Formålet med turen var at give tegnerne redskaber til at tænke EU, Europa-Parlamentet og ikke mindst det kommende Europa-Parlamentsvalg ind i deres arbejde med at lægge streg til vigtige politiske begivenheder og tidens tendenser i danske aviser.

Læs en længere reportage om bladtegnernes besøg.

I alt var 12 danske bladtegnere fra foreningen Danske Bladtegnere af sted til maj måneds plenarsamling i Strasbourg.

Herunder kan du se nogle af de tegninger, der kom ud af deres besøg i Strasbourg.

 .
 

MEP’erne vil have nye regler for cabotagekørsel

Forholdene for udenlandske chauffører skal forbedres gennem nye regler. Det blev Europa-Parlamentets transportudvalg enige om mandag den 4. juni.

De nye regler for varetransport skal derfor sikre, at danske chauffører ikke bliver lønmæssigt underbudt af chauffører fra andre EU-lande. Udenlandske chauffører skal nemlig have samme løn som danske chauffører, når de udfører såkaldt cabotagekørsel i Danmark. Cabotagekørsel er, når en udenlandsk ansat chauffør fragter varer mellem to steder i Danmark efter at have transporteret varer ind over den danske grænse.

Læs mere om de nye regler her.

"Branchen er presset helt i bund"

Der er god grund til at gå reglerne efter i sømmene, mener den danske MEP’er Ole Christensen (S&D):

”Den danske transportbranche er presset helt i bund på grund af ulovlig cabotagekørsel, elendige arbejdsvilkår og løndumping i et omfang, man næsten ikke kan forestille sig.”

Dog mener han slet ikke, at det nye EU-regelsæt for varetransport er ambitiøst nok. I stedet arbejder Ole Chistensen (S&D) for at ændre transportudvalgets beslutning: ”Jeg kæmper lige nu sammen med en stor gruppe ligesindede kollegaer for at få sagen til afstemning i hele Europa-Parlamentet, så vi kan få stoppet transportudvalgets meget radikale aftale og i stedet samle et flertal om nye regler, som kan gøre en kæmpe forskel for den danske transportbranche."

Et flertal af transportudvalget mener dog, at de nye regler kan modvirke svindel og social dumping i transportsektoren, sikre fair konkurrence mellem chauffører og forbedre arbejdsvilkårene for chauffører betydeligt.

Et konkret eksempel på de forbedrede arbejdsvilkår er, at chaufførerne mindst hver tredje uge skal kunne hvile i deres hjem i stedet for i lastbilen.

Find yderligere information om chaufførernes forhold her.

Nu hvor Parlamentet har gjort sin holdning klar, er MEP'erne klar til at gå i gang med forhandlingerne med Ministerrådet.

 .
 

Europæisk valgkampagne 2019 er skudt i gang

Endnu flere europæere skal stemme til Europa-Parlamentsvalget.

Det er budskabet bag Europa-Parlamentets nye kampagne ”This time I’m voting” eller på dansk ”Denne gang stemmer jeg”.

Kampagnen blev skudt i gang i den forgangne uge med målet om at få endnu flere til at stemme til Europa-Parlamentsvalget og derigennem styrke det europæiske demokrati. I Danmark håber vi på, at 2014-stemmeprocenten på 56,3% vil stige.

Det centrale for kampagnen er hjemmesiden www.thistimeimvoting.eu, hvor europæerne opfordres til at tage ansvar for fremtiden og demokratiet ved at sige "Denne gang stemmer jeg!".

Men dette er kun første skridt. Dem, der skriver sig op, bliver desuden opfordret til at sprede budskabet til familie, venner og bekendte, så vi sammen får banket stemmeprocenten i vejret.

 .
 

Ugen der kommer

I næste uge skal MEP'erne mødes til plenarsamling i Strasbourg og bl.a. snakke om det kommende EU-topmøde og USA's udtrædelse af atomaftalen med Iran. Derudover vil den sidste halvdel af ugen byde på Folkemøde på Bornholm, hvor vi fra Europa-Parlamentet i Danmark naturligvis også vil være at finde.

 .
 

Bliv klogere på EU til folkemødet

Folkemødet på Bornholm løber af stablen den 14.-17. juni, og her vil Europa-Parlamentet i Danmark selvfølgelig også være at finde.

Med under ét år til Europa-Parlamentsvalget byder vores program på en række veloplagte debatter med nuværende og tidligere MEP’ere, der diskuterer alt fra brexit og plastic til fake news og diesel. På Grønbechs Hotel kan du høre en lang række af de kommende EP-kandidater give deres bud på, i hvilken retning Europa bør bevæge sig.

Find os under hele Folkemødet på Allinge Havn lige ved siden af Regnbueteltet. Hvis du er så heldig at have et Folkemøde-kort, står vi på plads G21.

Du kan se hele vores program for Folkemødet her.

 .
 

MEP’erne til plenarsamling i Strasbourg

Ud over Folkemødet byder ugen også på plenarsamling i Strasbourg. Herunder finder du højdepunkterne for ugens plenarsamling:

- Tirsdag morgen vil fokus i Europa-Parlamentet være på det kommende EU-topmøde den 28.-29. juni. MEP’erne vil præsentere deres prioriteter for topmødet for formanden for Det Europæiske Råd Donald Tusk. Det drejer sig blandt andet om migration, brexit og fordelingen af EU-penge.

- Senere tirsdag skal MEP’erne sammen med EU’s udenrigschef Federica Mogherini debattere konsekvenserne af og EU’s modsvar til Donald Trumps beslutning om at trække USA ud af atomaftalen med Iran. 

- Den hollandske premierminister Mark Rutte kommer som den syvende statsleder i rækken og debatterer Europas fremtid med MEP’erne. Det sker onsdag morgen.

- Derudover skal MEP’erne onsdag stemme om den nye sammensætning af Europa-Parlamentet efter brexit. Antallet af sæder i Parlamentet står til at blive skåret fra 751 til 705. I samme ombæring går Danmark fra at have 13 til 14 MEP’ere.

Læs mere om ugens program på plenarsamlingen her...
 

Altingets podcast om Europa-Parlamentet og EU

Lytter du til podcasts, og er du interesseret i Europa-Parlamentet og EU? Så er Altingets podcastserie "Parlamentet" uden tvivl lige noget for dig. Med "Parlamentet" får du et overblik over, hvad der rører sig i Europa-Parlamentet og omegn og en update på nogle af de vigtigste og mest interessante historier fra ugen, der gik, og tiden, der kommer. Hver uge interviewer den erfarne EU-journalist Thomas Lauritzen en person, der kan gøre lytterne klogere på, hvad der rører sig i europæisk politik, mens EU-redaktør Rikke Albrechtsen giver lytterne overblikket over ugen, der er gået.

Den seneste udgave af "Parlamentet" er fra den 7. juni: Her kan du høre en masse om Italiens nye EU-skeptiske regering og vigtigst af alt, hvad den kommer til at betyde for Europa.

 

 

Du kan lytte til Altingets podcast her...
 .
 

Gør din historie til europæisk historie - My House of European History

Vil du gøre din egen historie om EU og Europa til en del af den større fælles europæiske historie? Brug et øjeblik på at berige Europa og ’My House of European History’ ved at dele din europæiske historie med resten af Europa. Dermed vil du være med til at opbygge den nye platform, My House of European History, der samler unikke personlige historier fra folk over hele Europa om, hvordan et forenet Europa har forandret deres liv. Samlingen af personlige historier fra tusindvis af forskellige europæere vil ende ud med at udgøre en erindringsvæg, der vil give et personligt og historisk indblik i Europa og EU. Fortællingerne vil være inddelt efter tidsintervaller, geografiske placeringer og sprog, da man har mulighed for at udfolde sig på alle EU’s officielle sprog. 

Del og forevig din europæiske historie her...
 .
 

EP’s forskningsenhed: Dybdegående viden om europæiske politiske spørgsmål

Har du brug for mere tilbundsgående viden om de politikområder, som Europa-Parlamentet beskæftiger sig med, eller er du bare interesseret i et bestemt område? Europa-Parlamentet har en forskningsenhed, der producerer forskellige produkter af høj kvalitet. Lige nu kan du f.eks. finde information om både migration, klima og økologi.

Bliv klogere her...

 

Nyt spil skal få folk til at snakke om EU

Danskerne skal have EU med hjem i stuerne. De skal føre samtaler om EU, blive klogere på, hvad EU er, og ikke mindst diskutere, hvad EU skal kunne.

Det er ambitionerne bag Vi Vil Europas nye initiativ kaldet 1001 Hjem.

Spillet går ud på at diskutere EU-emner som EU's budget eller arbejde og fri bevægelighed ud fra et par sætningers simple fakta. Hvis muligt kan man endda forsøge at finde løsninger på nogle af de mange problemer, som EU står over for.

Det er op til en selv, om samtalen skal være ved køkkenbordet med familien, i sofaen med vennerne, på en café med kollegerne eller noget helt andet. Det vigtige er blot, at man forsøger at føre en samtale om EU.

Se og læs meget mere om 1001 hjem på https://vivileuropa.dk/, og find ud af, hvordan du let kan komme til at diskutere EU hen over spisebordet.

 .
 

Redaktionen afsluttet fredag 08/06/2018 kl. 16.00

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen:  Jacob Lolck, Lea Hovmand Jørgensen, Saaluja Chandrasekaran og Jonas Mejlsøe Bertelsen

Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11

 .