skip to content

 
 
 

EP-Info nr. 22

06-07-2018
 .

I denne uges udgave af EP-Info, den sidste inden sommerferien, kan du læse om den dansk-svenske film "Grænse", der er nomineret til LUX-prisen. Du kan også få MEP'ernes vurdering af EU-topmødets asylaftale og komme dybere ned i forhandlingerne om copyright.

 .
 

”Ærgerligt resultat om copyright. Vi havde et godt kompromis. Nu risikerer vi, at det bliver revet fra hinanden”.

Sådan skrev en skuffet Morten Løkkegaard (ALDE/Venstre), efter at et flertal af MEP’erne den 5. juli havde afvist at indlede forhandlinger med Ministerrådet om en opdatering af reglerne om ophavsret.

Anderledes positiv var Anders Vistisen (ECR/Dansk Folkeparti) efter afstemningen: ”Vi i Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet ønsker, at kunstnere skal have en fair betaling for deres værker, men vi kan ikke støtte, at man forsøger at hoppe plenarsamlingen over. Forslaget bør præciseres, så det ikke får skadelige konsekvenser, og så rækkevidden er tydelig”.

Forslaget om at indlede forhandlinger om reglerne for ophavsret blev foreslået af Europa-Parlamentets retsudvalg tilbage i juni, men blev altså afvist torsdag den 5. juli med 318 stemmer imod, 278 for og 31 blanke stemmer.

Læs meget mere om afstemningen om opdateringen af ophavsretsreglerne.

Copyright vender stærkt tilbage

Det omdiskuterede forslag har til formål at sikre bedre rettigheder for kunstnere, men det har fået en del kritik, idet nogle frygter en begrænsning af friheden på internettet.

MEP Jens Rohde, som har været aktiv i udarbejdelsen af copyrightforslaget, er dog meget uenig i den kritik. Han mener, kritikerne fokuserer på det forkerte lovforslag: "EU-kommissionen har lavet et forslag, som er stærkt kritiseret. Med rette. Det åbner nemlig for alt for mange fortolkninger og overvågning. Men det er ikke det forslag, vi stemmer om i dag".

Alligevel blev forslaget afvist under plenarsamlingen, hvilket betyder, at Parlamentet igen skal debattere ophavsretsreglerne på plenarsamlingen i september. Her vil alle parlamentarikerne have mulighed for at stille ændringsforslag til de nye ophavsretsregler.

 
 .

Dansk-svensk film nomineret til LUX-prisen

 .

Den dansk-svenske film "Border/Grænse" er blandt de ti nominerede til Europa-Parlamentets filmpris, LUX-prisen 2018.

Se traileren til filmen "Border/Grænse" her.

Ali Abbasi, der er instruktøren bag filmen, vandt tidligere i år ”Un Certain Regard”-prisen ved filmfestivalen i Cannes.

Filmen er en både mørk, sjov, overnaturlig og totalt uforudsigelig film, som handler om den ensomme grænsevagt Tina, som har en sjette sans, når det drejer sig om at udpege smuglere. Hendes sjette sans kommer dog på en prøve, da en mand, som deler hendes særprægede udseende, en dag krydser grænsen.

Fælles for de nominerede film er, at de alle skildrer samfundsudfordringer såsom migration, populisme, nationalisme, krig, religion og uretfærdighed.

Læs meget mere om de nominerede film til LUX-prisen 2018 her.

Vinderen kåres til efteråret

De tre endelige finalefilm vil blive oversat til de officielle EU-sprog og vist i hele Europa til efteråret.

Kåringen af vinderen finder sted under Europa-Parlamentets plenarsamling den 14. november 2018. LUX-vinderen vil få støtte af Europa-Parlamentet til promovering og vil desuden blive gjort tilgængelig for syns- og hørehæmmede.

Det er 12. gang, Europa-Parlamentet uddeler LUX-prisen. Sidste år gik prisen til den dansk-svenske film "Sameblod" af instruktøren Amanda Kernell.

 

MEP’erne evaluerer EU-topmødet: Asylaftale er ikke god nok

EU's stats- og regeringschefer formåede ikke at nå frem til nogen substantielle aftaler om, hvordan migrations- og asylstrømmene skal håndteres.

Sådan lød vurderingen fra et flertal af MEP’erne på plenardebatten tirsdag den 3. juli, hvor resultaterne fra EU-topmødet den 28. og 29. juni blev evalueret.

Find de mange detaljerede konklusioner fra topmødet her.

MEP’erne stiller spørgsmålstegn ved, om der overhovedet kommer til at ske nogen ændringer ude i virkeligheden. De frygter også, at mennesker fortsat vil dø i Middelhavet på deres rejse til Europa.

Selvom EU's politiske ledere forhandlede hele natten under topmødet for at finde frem til, hvordan man håndterer migrations- og asylstrømmene, mener MEP’erne altså ikke, at den endelige aftale er tilfredsstillende.

Læs meget mere om MEP’ernes kritik af topmødets aftaler.

Presset på Europa

Lars Løkke Rasmussen virkede ellers tilfreds, da han forlod mødelokalet sent natten mellem torsdag og fredag: ”Vi har nu en aftale om migration, der potentielt kan reducere presset på Europa. En plan om at styrke grænserne, bekæmpe smuglernes forretningsmodel og skabe håb for de unge afrikanere hjemme”.

Migration volume 2

Næste store migrations-hurdle for MEP’erne, Ministerrådet og EU's stats- og regeringschefer er en reform af Dublinforordningen.

Læs mere om, hvorfor EU og Europa-Parlamentet forsøger at forbedre Dublinforordningen.

Europa-Parlamentet har allerede lagt sit forslag til en reform af Dublinforordningen på bordet og venter nu på, at Ministerrådet finder frem til sin holdning, så forhandlingerne mellem Parlamentet og Ministerrådet kan begynde.

 .
 

Ugen der kommer

 .
 

I den kommende uge er MEP'erne tilbage i Bruxelles til et fuldt program. Her er et lille udpluk af de vigtigste emner på dagsordenen: 

- Tirsdag vil Parlamentets ligestillingsudvalg præsentere forslag til, hvordan man kan bekæmpe mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen og i det offentlige rum.

- Onsdag skal Europa-Parlamentet kigge nærmere på balancen mellem arbejde og fritid, når udvalget for beskæftigelse og sociale anliggender stemmer om en opdatering af reglerne for forældreorlov. Emnet fik allerede en del opmærksomhed, da det var til behandling i Ministerrådet i juni. I denne uge bliver opmærksomheden så rettet mod Europa-Parlamentet.

- Parlamentets økonomi- og valutaudvalg debatterer torsdag reformer af eurozonen med Tysklands finansminister Olaf Scholz. MEP'erne skal blandt andet gennemgå de tyske og franske reformforslag.

 .
 

EP-Info holder sommerferie

Denne uge er sidste uge, du får tilsendt EP-Info før sommerferien, men frygt ej - vi vender stærk tilbage i september.

I september vil vi igen informere dig om, hvad der foregår i EU og Europa-Parlamentet. Og så vil vi for alvor begynde at kridte banen op til det kommende Europa-Parlamentsvalg i maj 2019. 

Og husk, at hvis du begynder at kede dig i solen (eller regnen), så kan du altid gå ind og læse mere om EU-valget eller blive en aktiv del af den europæiske valgkampagne på "Denne gang stemmer jeg.eu"

Skulle du mangle noget at lave på en af de lange sommeraftener, kan du give dit besyv med til Kommissionens borgerhøring om sommertid. Klik her og fortæl, hvad du synes om, at vi hvert forår og efterår skal stille en time på urene. Høringen er igangsat på opfordring fra Europa-Parlamentet, som stemte om emnet tilbage i februar.

God sommer til alle! Vi ses på den anden side!

 

Altingets podcast om Europa-Parlamentet og EU

Lytter du til podcasts, og er du interesseret i Europa-Parlamentet og EU? Så er Altingets podcastserie "Parlamentet" uden tvivl lige noget for dig. Med "Parlamentet" får du et overblik over, hvad der rører sig i Europa-Parlamentet og omegn og en update på nogle af de vigtigste og mest interessante historier fra ugen, der gik, og tiden, der kommer.

Hver uge interviewer den erfarne EU-journalist Thomas Lauritzen en person, der kan gøre lytterne klogere på, hvad der rører sig i europæisk politik, mens EU-redaktør Rikke Albrechtsen giver lytterne overblikket over ugen, der er gået.

Den seneste udgave af "Parlamentet" er fra den 5. juli: EU’s lovmaskine kører mod slutspurten, og Østrig overtager formandskabet fra Bulgarien. Dette er nogle af de emner, som Altingets podcast kaster sig over i denne uge, hvor også det kommende NATO-topmøde bliver nævnt.

Du kan lytte til Altingets podcast her...
 .
 

EP’s forskningsenhed: Dybdegående viden om europæiske politiske spørgsmål

Har du brug for mere tilbundsgående viden om de politikområder, som Europa-Parlamentet beskæftiger sig med, eller er du bare interesseret i et bestemt område? Europa-Parlamentet har en forskningsenhed, der producerer forskellige produkter af høj kvalitet. Lige nu kan du f.eks. finde information om både migration, klima og økologi.

Bliv klogere her...

 .
 

Valgkampagnen er skudt i gang: Flere skal stemme til EU-valg

Endnu flere danskere skal stemme til Europa-Parlamentsvalget.

Sådan lyder budskabet i Europa-Parlamentets valgkampagne forud for Europa-Parlamentsvalget i maj 2019.

Derfor er kampagnen bundet op omkring sloganet "Denne gang stemmer jeg”. Sloganet fungerer også som en hjemmeside, hvor man kan skrive sig op til at blive en aktiv del af valgkampagnen.

Find hjemmesiden for ”Denne gang stemmer jeg” her.

Dette er dog kun første skridt. Skriver du dig op, vil du også blive opfordret til at sprede budskabet til familie, venner og bekendte, så vi sammen får banket stemmeprocenten i vejret.

Kampagnen skal dermed få endnu flere til at stemme til Europa-Parlamentsvalget og derigennem styrke det europæiske demokrati. I Danmark stemte kun 56,3% til Europa-Parlamentsvalget i 2014, hvilket er pænt i europæisk sammenhæng, men milevidt fra stemmeprocenterne til Folketings- og kommunalvalg.

 .
 

Redaktionen afsluttet fredag 06/07/2018 kl. 12.00.

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen:  Jacob Lolck, Lea Hovmand Jørgensen og Jonas Mejlsøe Bertelsen

Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11

 .