skip to content

 
 
 

EP-Info nr. 30

26-10-2018
 .

Vidste du, at Sakharovprisen i år går til den ukrainske filminstruktør og politiske fange Oleg Sentsov? At forbuddet mod engangsplast fra 2021 blev stemt igennem i Parlamentet, og at europæerne skal have bedre adgang til kvalitetsdrikkevand? Og har du hørt, at MEP'erne kræver sanktioner over for Saudi-Arabien? Hvis nej, så læs med i ugens udgave af EP-Info.

 .
 

Renere vand fra hanen

EU's borgere skal i fremtiden have bedre adgang til rent drikkevand. Det bakkede 300 parlamentsmedlemmer aktivt op om med en ny lov i tirsdags. I den nye lovgivning skærpes kontrollen med skadelige elementer, såsom bly, hormonforstyrrende stoffer og mikroplast, der nedsætter drikkevandets kvalitet i de forskellige medlemslande.

Derudover skal der opstilles flere vandfontæner i det offentlige rum, ligesom restauranter og kantiner bør stille gratis eller lavpris-vand til rådighed for de spisende. Ifølge Kommissionen kan europæerne spare 600 millioner euro ved at sænke deres forbrug af vand på flaske.

En potentiel reduktion i forbruget af flaskevand med 17 % vil ikke kun gavne europæernes pengepung, men også miljøet. Det vil nemlig mindske mængden af både plastikaffald og drivhusgasudslip.

Allerede i starten af året kom postevand på den europæiske dagsorden, da borgerinitiativet Right2Water fremlagde 1,6 millioner europæiske borgeres underskrifter på, at adgang til rent og gratis vand er en menneskeret.

 .
 

Politisk fange fra Ukraine vinder Sakharovprisen

Parlamentsformand Antonio Tajani udråbte den 25. oktober den ukrainske filminstruktør Oleg Sentsov til at være dette års modtager af Sakharovprisen for tankefrihed.

I maj påbegyndte ukraineren en sultestrejke, der har kostet ham 30 kilo og skabt international opmærksomhed omkring 70 civile ukrainere, som er blevet ulovligt arresteret af den russiske efterretningstjeneste.

I 2014 blev Sentsov uden en fair rettergang idømt 20 års fængsel for at modsætte sig Ruslands styre over Krimhalvøen. Han sidder nu bag tremmer og kan således ikke møde personligt op i Strasbourg den 12. december for at modtage sin pris, medmindre han bliver løsladt.

Antonio Tajani krævede ellers en frifindelse i sin annoncering af dette års prismodtager:

”Vi kræver, at Sentsov bliver frigivet øjeblikkeligt. Hans kamp minder os om, at det er vores pligt at forsvare menneskerettigheder over alt i verden og under alle omstændigheder,” sagde EP-formanden.

Læs mere om Oleg Sentsov og Sakharovprisen her.

 .
 

Slut med sugerør og plastbestik

Det er kun to uger siden, at Parlamentets miljøudvalg fremlagde sin rapport om engangsplastik og opfordrede til, at engangsprodukter af plast bør forbydes fra 2021. Onsdag den 24. oktober stemte hele 571 MEP'er ja til det definitive farvel til vatpinde og plasttallerkener i EU.

Engangsplast, såsom tallerkener, bestik, rørepinde, ballonpinde og vatpinde udgør over 70 % af alt affald i havet og vil blive forbudt i EU fra 2021, hvis det står til Parlamentet.

Produkter, der endnu ikke findes noget plastfrit alternativ til, skal reduceres med 25 % i medlemslandene frem mod 2025. Det gælder særligt madbokse og fødevarebeholdere til for eksempel frugt og is. Ydermere skal halvdelen af europæernes plastaffald fra tobak, især cigaretfiltre, også halveres.

Sidstnævnte indeholder nemlig plast, og blot én cigaret kan forurene mellem 500 og 1000 liter vand.

EU-Kommissionens fokus på at skabe en såkaldt cirkulær plastikøkonomi, hvor al plastik genbruges, udspringer blandt andet af en viden om, at vores have i dag rummer mere end 150 millioner tons plastik.

Læs DR's guide til, hvordan du kan være med til at skære ned på Europas plastikforbrug.

 
 .
 .
 

MEP'erne kræver sanktioner over for Saudi-Arabien

EU-landene bør udstede et embargo på våbenhandel med Saudi-Arabien samt være klar til at indføre målrettede sanktioner og visaforbud. Det vedtog Parlamentet torsdag eftermiddag.

Derudover kræver MEP'erne, at der kastes internationalt lys over sagen om den myrdede saudiske journalist Jamal Khashoggi.

Den 2. oktober gik Khashoggi ind på det saudiske konsulat i Istanbul i Tyrkiet for efter aftale at få ordnet sine ægteskabspapirer med sin tyrkiske forlovede Hatice Cengiz. Den systemkritiske Washington Post-skribent kom aldrig ud fra bygningen igen.

Det gjorde i stedet saudiske biler med diplomatiske nummerplader og en mand klædt i tøj magen til Khashoggis. Nu har Saudi-Arabien officielt anerkendt, at journalisten blev myrdet i en såkaldt ”nævekamp” inde på konsulatet. Mordet skete før en stor investeringskonference i Saudi-Arabien, som mange ministre, inklusive danske Anders Samuelsen, nu har meldt afbud til.                       

 .
 

Ugens events

På vores eventside for valget, dennegangstemmerjeg.eu, kan du finde EU-events, der foregår rundt om i hele landet. Siden opdateres løbende, og du kan endda få dine egne events op på siden. Det kræver blot, at der er en EU-valgvinkel på dit event. For at få dit event delt sender du bare en mail til maria.olsen@ep.europa.eu med detaljerne. Vi kan så hjælpe dig med det praktiske.

* Hvad mener du? - Næstved, Holbæk og Maribo: Demokrati kræver deltagelse. Bliv klogere på, hvad der rør sig i EU, og fortæl politikerne, hvad du mener. Mød EU-eksperterne Helga Molbæk-Steensig og Kasper Tonsberg Schlie til debat om jobskabelse, socialpolitik og fremtidens EU. Gratis - men tilmed dig for at sikre kaffe og kage!Holbæk Bibliotek den 29. oktober, i Forbundshuset i Maribo den 30. oktober og ved Grønnegades Kaserne i Næstved den 1. november.  

* Hvordan arbejder vi i fremtidens EU? Hvilken vej blæser de europæiske vinde? Hvordan får Danmark indflydelse? Hvordan skal fremtidens arbejdsmarked formes? Mød et panel af oplægsholdere med eksperter, arbejdsmarkedets parter og politikere. Afholdes hos 3F i København onsdag den 31. oktober. Arrangeret af DEO i samarbejde med 3F. Prisen er 100 kr. inklusive frokost og kaffe og 50 kr. for studerende og medlemmer af DEO. Find program og tilmed dig her.

* Fremtidens Europa: Økonomi: Borgernes stemme er vigtig, og derfor vil vi gerne invitere til borgerkonvent, hvor du både får chancen for at høre ministre og danske spidskandidater til EU-valget beskrive deres ønsker og målsætninger for fremtiden. Mød bl.a. Niels Fuglsang (kandidat til EU-valget 2019 for Socialdemokratiet) og Rasmus Hougaard Nielsen (formand for Gode Penge). Debatten er arrangeret af Nyt Europa og Højskolernes Forening. Afholdes på Idrætshøjskolen i Aarhus fredag den 2. november. Se her.

 .
 

Find dybdegående viden om EU og Europa-Parlamentet

 .

Har du brug for mere tilbundsgående viden om de politikområder, som Europa-Parlamentet beskæftiger sig med, eller er du bare interesseret i et bestemt område? Europa-Parlamentet har en forskningsenhed, der producerer forskellige produkter af høj kvalitet. Lige nu kan du f.eks. finde information om både migration, klima og økologi.

Bliv klogere her...

 

Redaktionen afsluttet fredag 26/10/2018 kl. 15.00.

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen:  Jacob Lolck, Lea Hovmand Jørgensen og Mie Olsen.
Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11