skip to content

 
 
 

EP-Info nr. 33

03-12-2018
 .

I denne uges EP-Info kan du læse om statsminister Lars Løkke Rasmussens tale om Europas fremtid. Du kan også finde ud af, hvad det betyder, at MEP'erne ønsker strammere opsyn med grænsekontrol og stærkere skattemyndigheder. Sidst men ikke mindst får du en teaser til vores digitale julekalender!

 .
 

Løkke i Parlamentet: EU er en god forretning for Danmark

Migration, klimaforandringer, frihandel og det indre marked var øverst på Lars Løkke Rasmussens dagsorden, da han i onsdags holdt tale i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

Den danske statsminister lagde ikke skjul på, at han ønsker et Danmark i EU - og at lysten til det internationale samarbejde ikke er blevet mindre, efter at Storbritannien har erklæret skilsmisse.

”I virkeligheden har brexit afsløret, hvordan det europæiske samarbejde løste problemer, som briterne nu selv må håndtere: sikring af åbne grænser, friktionsfri handel, fred og sikkerhed. I Storbritannien har regeringen måske glemt at formidle det, vi har opnået sammen,” sagde han under talen.

Samtidig understregede han, at det også er vigtigt at være kritisk over for samarbejdet. ”EU er en drøm, men det er også en realitet; noget vi skal forholde os praktisk til,” påpegede statsministeren afslutningsvis i debatten med MEP’erne efter sin tale i plenarsalen.

Du kan se Lars Løkkes tale og den efterfølgende debat her. Du kan læse talen på Statsministeriets hjemmeside.

 .
 

Strammere opsyn med grænsekontrol

Hvor det indtil nu har været muligt at indføre midlertidig grænsekontrol i seks måneder ad gangen, skal begrænsningen fremover lyde på to måneder. Samtidig skal den maksimale periode for forlængelse af et givent medlemslands midlertidige grænsekontrol halveres til maksimalt ét i stedet for to år.

Det stemte 319 MEP'er for i torsdags, og dermed bakker Parlamentet op om en stramning af det såkaldte Schengengrænsekodeks, der tillader midlertidige tjek ved grænserne i tilfælde af alvorlige trusler mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed.

I den danske MEP-lejr var der dog ikke ubetinget begejstring for beslutningen. "Man må gå ud fra, at medlemsstaterne udmærket ved, hvad de gør, når de indfører midlertidig kontrol," siger Morten Løkkegaard (V). Danmark gør eksempelvis lige nu brug af ekstra kontrol af de danske grænser grundet migrationskrisen, der startede i 2015.

Schengenaftalen, der har navn efter den lille luxembourgske by, hvor den blev underskrevet, går i al sin enkelthed ud på fri bevægelse mellem de europæiske lande. Det betyder, at europæere som hovedregel kan krydse EU-landegrænser uden at skulle tjekkes af grænsepoliti. I dag er langt de fleste EU-medlemslande med i aftalen.

 .
 

MEP'erne ønsker stærkere skattemyndigheder i EU

EU skal styrke skattemyndighedernes evne til at gribe ind over for skattesvig. Sådan siger MEP'erne i kølvandet på den såkaldte CumEx-svindelskandale, hvor et netværk af aktiehandlere, banker og topadvokater spekulerede ulovligt i udbytteskat for de europæiske skatteborgeres penge.  

Derfor skal EU's finansielle myndigheder, nemlig den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, nu undersøge, hvordan den form for skattesvig overhovedet kan finde sted inden for EU. Og hvordan medlemslandenes skattemyndigheder i fremtiden kan samarbejde tættere og udveksle flere oplysninger.

En opgave, der har vist sig vigtig at løfte, eftersom svindlen foregik i hele 11 EU-medlemslande. Alene for Danmark kostede affæren skatteborgerne over 12 milliarder kroner.

 
 .

Fra os til jer: Årets EU-julekalender

Selvom vi endnu ikke har fået sne, er der ingen tvivl. Julen er lige oppe over, og allerede i lørdags skrev vi 1. december i kalenderen. I år har vi lavet en digital godte på vores Facebookside med fokus på EU-valget. Til dette års julekalender hiver vi nemlig hver dag et tal frem fra skuffen, der både matcher med kalenderdagen og samtidig fortæller et sjovt faktum om det kommende EU-valg.

Tanken er, at kalenderen skal varme op til det spændende EU-valg den 26. maj 2019. Kalenderen giver nemlig vores følgere lidt ekstra viden om Europa-Parlamentet på en let fordøjelig og hyggelig måde. Vi laver et opslag hver dag på Facebook inde på vores profil @epidanmark. Vi håber meget, at I klikker ind forbi til lidt EU-nørdet julestemning!

 .
 

Ugens events

På vores eventside for valget dennegangstemmerjeg.eu kan du finde EU-events, der foregår rundt om i hele landet. Siden opdateres løbende, og du kan endda få dine egne events op på siden. Det kræver blot, at der er en EU-valgvinkel på dit event. For at få dit event delt sender du bare en mail til maria.olsen@ep.europa.eu med detaljerne. Vi kan så hjælpe dig med det praktiske.

 

 .
 

Find dybdegående viden om EU og Europa-Parlamentet

 .

Har du brug for mere tilbundsgående viden om de politikområder, som Europa-Parlamentet beskæftiger sig med, eller er du bare interesseret i et bestemt område? Europa-Parlamentet har en forskningsenhed, der producerer forskellige produkter af høj kvalitet. Lige nu kan du f.eks. finde information om både migration, klima og økologi.

Bliv klogere her...

 

Redaktionen afsluttet fredag 30/11/2018 kl. 15.00.

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen:  Jacob Lolck, Lea Hovmand Jørgensen og Mie Olsen.
Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11