skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 
15-01-2015

Historien om Europa-Parlamentets rejsecirkus

Tolv gange om året, en gang hver måned, rydder 751 medlemmer af Parlamentet deres skrivebord. Det betyder, at flere tusinde ansatte og adskillige store lastbiler med flere ton papir tager den lange tur fra Bruxelles til Strasbourg. Den samlede udgift er på €109 mio. om året. Men hvorfor skal Europa-Parlamentet hver måned rejse til Strasbourg for at afholde et plenarmøde? Det såkaldte rejsecirkus. Læs med og få svaret!

Europa-Parlamentet i Strasbourg
Europa-Parlamentet i Strasbourg

I 1951 hed Europa-Parlamentet til at begynde med Den parlamentariske forsamling for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). I starten afholdt EKSF-forsamlingen sine møder i Europarådets mødesal i Strasbourg. Det gjorde man fordi, de fleste af medlemmerne i EKSF-forsamlingen, også var medlemmer af Europarådets forsamling, som havde den eneste fuldt udstyrede flersprogede parlamentariske mødesal. EKSF-forsamlingens sekretariat blev imidlertid placeret i Luxembourg, fordi Rådet og Kommissionen også lå der dengang.

Udvalgsmøder i Bruxelles fra 1958
Møderne i Strasbourg fortsatte efter Rom-traktaten trådte i kraft i 1958. Dog begyndte de parlamentariske udvalg nu at mødes i Bruxelles efter Rådet og Kommissionen også var blevet placeret der. I 1962 skiftede den parlamentariske forsamling navn til Europa-Parlamentet.

Fusionstraktaten blev underskrevet i Bruxelles den 8. april 1965 og trådte i kraft den 1. juli 1967. Den medførte, at der blev oprettet et fælles Råd og en fælles Kommission for de tre europæiske fællesskaber. I den forbindelse fastslog EU-landenes regeringer, at Parlamentets Generalsekretariat (administration) fortsat skulle ligge i Luxembourg. Men hvor Parlamentets faste mødested skulle ligge fremover, blev derimod ikke fastlagt. Forholdene forblev dermed uændret med plenarmøder i Strasbourg og udvalgsmøder i Bruxelles.

Kun Strasbourg var stor nok
I 1979 var der for første gang direkte valg til Europa-Parlamentet410 MEP’ere blev valgt, og det var kun Strasbourg, der havde en mødesal, der var stor nok til at rumme alle MEP’ere. Herefter blev en ny mødesal bygget i Luxembourg. Da den nye mødesal stod færdig, havde MEP’erne dog vænnet sig til arbejdsgangen i Strasbourg, med gode faciliteter, og et flertal var samtidig af den overbevisning, at det var nok at rejse mellem Bruxelles og Strasbourg. Man behøvede ikke også at skulle til Luxembourg.  Samtidig gav det mening, praktisk og økonomisk, at både Europarådets forsamling og Europa-Parlamentet sammen kunne udnytte den store, moderne mødesal i Strasbourg bedst muligt.

Drømmen om et enkelt hjemsted
Egentlig foretrak mange af MEP’erne et enkelt hjemsted for Europa-Parlamentet. Den 7. juli 1981 vedtog man i Europa-Parlamentet derfor en betænkning af Mario Zagari (S&D, Italien), hvori man fremsatte et ønske om et enkelt hjemsted.

Imens besluttede man at have plenarmøder i Strasbourg og udvalgsmøder i Bruxelles. Luxembourg, som havde bygget den nye mødesal, var stærkt utilfreds med beslutningen og anlagde derfor sag ved EF-Domstolen, men tabte. Domstolen mente ikke, at Luxembourg kunne forhindre Europa-Parlamentet i ikke at mødes i Luxembourg, fordi dette ikke var en del af "status quo".
Af tekniske årsager afholdt Europa-Parlamentet den 28. april 1983 et enkelt plenarmøde i Bruxelles i Palais de Congrès – men det var ikke nogen succes. I og med at MEP’erne allerede dengang kom fra 10 forskellige lande med 7 forskellige sprog, havde man behov for en mødesal, der var fuldt udstyret med flersproget tolkeanlæg samt afstemningsanlæg.  

I juli 1983 besluttede man at dele administrationen op i to, hvoraf den ene skulle tage sig af plenarmøder i Strasbourg og den anden skulle stå for udvalgsmøder i Bruxelles. Igen gik Luxembourg til retten, denne gang med mere held, idet EF-Domstolen vurderede, at Europa-Parlamentets beslutning var et brud på ”status quo”. Derfor forblev størstedelen af administrationen i Luxembourg.

Europa-Parlamentets mødesal i Strasbourg
Europa-Parlamentets mødesal i Strasbourg

Ny mødesal i Bruxelles
Den 24. oktober 1985 besluttede Europa-Parlamentet at bygge en ny mødesal i Bruxelles med plads til 600 medlemmer. Begrundelsen for den store sal var ikke kun med henblik på de mange rutinemøder, men de ekstraordinære plenarmøder. Nu var det Frankrigs tur til at anlægge sag. EF-Domstolen vurderede imidlertid i september 1988, at EP har ret til at afholde plenarmøder uden for Strasbourg.

Overførsel af personale til Bruxelles
I januar 1989 vedtog Europa-Parlamentet en betænkning af Derek Prag (EPP, Storbritannien), hvori man igen opfordrede EU-landenes stats-og regeringschefer til at træffe en beslutning om et enkelt hjemsted for Parlamentet.

På den baggrund besluttede man, at personalet med ansvar for udvalgsmøder kunne få fast tjenested i Bruxelles. Og at der fremover også skulle afholdes supplerende plenarmøder i Bruxelles. Beslutningen blev mødt med modstand fra både Frankrig og Luxembourg. Frankrig valgte at lægge politisk pres på Europa-Parlamentet, hvilket førte til at man fra Parlamentets side, i april 1990, godkendte et forslag fra Præsidiet om, at der fortsat skulle holdes plenarmøder i Strasbourg - og at der i den forbindelse skulle bygges en ny mødesal i Strasbourg. Luxembourg anlagde igen sag, og igen tabte man sagen. EF-Domstolen fandt, at Europa-Parlamentet var i sin gode ret til at iværksætte de omstridte byggeprojekter, og at den begrænsede overførsel af personale til Bruxelles ikke var af en sådan størrelse, at den var i modstrid med tidligere topmødebeslutninger om Parlamentets hjemsted.

Parlamentsbygning i Bruxelles
Parlamentsbygning i Bruxelles

Edinburgh-topmødet
Den 8. januar 1992 underskrev EP-formand Enrique Barón Crespo lejeaftalen for de nye bygninger i Bruxelles. Europa-Parlamentet planlagde at reducere antallet af plenarmøder i Strasbourg og i stedet holde flere møder i Bruxelles. Det fik Frankrig til at reagere, og igen søge en politisk løsning. Løsningen kom efter topmødet i Edinburgh i december 1992, der jo i Danmark er bedst kendt som topmødet, hvor Danmark fik de fire forbehold. Beslutningen, som blev bekræftet i Amsterdam-traktaten i 1999, var at man forpligtede Europa-Parlamentet til at afholde 12 månedlige samlinger i Strasbourg. Dertil skal føjes, at Europa-Parlamentet på den baggrund var nødt til at bygge en ny mødesal i Strasbourg til en pris af ca. 5,5 mia. kr., da den gamle mødesal ikke længere var stor nok. Den nye mødesal blev taget i brug i 1999 og har siden dannet ramme om plenarmøderne i Strasbourg.

EF-Domstolen stadfæster: 12 plenarmøder i Strasbourg
Af praktiske årsager undlod Europa-Parlamentet dog at afholde alle 12 årlige samlinger, som man var forpligtet til. Og i 1996 havde Frankrig fået nok og anlagde derfor sag. I 1997 afsagde EF-Domstolen sin kendelse som lød på, at Parlamentet var forpligtet til 12 plenarmøder om året i Strasbourg. Til gengæld skal det begrænses til 11 i de år, hvor der afholdes EP-valg. Parlamentet må ikke planlægge at afholde plenarmøder i Bruxelles, medmindre man først har planlagt afholdelse af de 12 eller 11 plenarmøder i Strasbourg.

MEP’erne har sidenhen forkortet tiderne af plenarmøderne i Strasbourg. I dag varer møderne mandag til torsdag, mod tidligere mandag til fredag.  

De årlige ekstra udgifter ved de månedlige møder i Strasbourg er beregnet til ca. 811 mio. kr. I 2000 blev der indgået en aftale mellem Europa-Parlamentet og Luxembourg om, at mindst 2.060 ansatte fortsat skal have fast tjenestested i Luxembourg, uanset hvor mange der i øvrigt er brug for til at betjene udvalgene og de politiske grupper m.v. i Bruxelles.   

Hvad bringer fremtiden?
Der er fortsat en bevægelse blandt MEP'erne, som ønsker et samlet hjemsted for Parlamentet, flest ønsker sig Bruxelles. Men det er som nævnt fastslået, at en ændring af den nuværende ordning med plenarmøder, skal godkendes enstemmigt af alle 28 medlemsstater og ratificeres af hver enkelt medlemsstats nationale parlament, dvs. at f.eks. Frankrig har vetoret mod en sådan beslutning.