skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 

Løkkes tale: Vi melder os ikke ud af EU på min vagt

29-11-2018

Danmark sætter stor pris på EU, mener den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der onsdag debatterede Europas fremtid i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

”For min mor var stjernerne fredens projekt. Men det er ikke længere nok for mine børn. De kan ikke huske krigen i Europa.”

Sådan slog den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen tonen an, da han i går holdt tale og deltog i debat om Europas fremtid i Europa-Parlamentet i Bruxelles. Statsministeren opfordrede til, at vi skal se fremad og legitimere EU ud fra det, vi kan opnå sammen i fremtiden.

Han tegnede et farverigt billede af Europa, der i fællesskab står over for en række udfordringer, såsom migration, klimaændringer, udvidelse, modernisering og implementering af det frie marked i den digitale virkelighed.

"Den moderne økonomi er meget mere end fysiske varer ved en fysisk grænse. Ethvert hjørne af vores indre marked er nødt til at være digitalt tilpasset. Fra produktion til forbrugerbeskyttelse. Den digitale transformation af det indre marked er en kæmpe udfordring, men USA og Kina venter ikke på Europa," sagde han.

Løkke vil lytte til folket - uden afstemning

"Vi må huske folk på, hvad vi har opnået sammen hidtil, men vi må også lytte til, hvad befolkningen ønsker EU skal være fremover," slog Løkke fast under talen.

Forud for talen havde statsministeren også nævnt, at det ikke bliver på hans vagt, at Danmark kommer til at gennemgå en skilsmisse fra EU som Storbritannien:

”Vi har brug for et stærkt EU. Men vi har også brug for et Europa, som befolkningerne har tillid til, og som løser de store grænseoverskridende udfordringer, der optager borgerne.”

Det er vigtigt at lytte til folket, når vi sammen skal løse store politiske opgaver, nævnte han flere gange i talen. Samtidig understregede han, at der ikke kommer en EU-afstemning i Danmark, hvis det står til ham.

"Hvis man synes, der skal være en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal melde sig ud af EU, så skal man stemme på nogle partier, der går ind for det. Jeg leder et repræsentativt demokrati, og jeg vil ikke binde mig til at spørge danskerne om noget, jeg selv er imod," sagde han.

Efter talen var der debat med parlamentarikerne, hvor en del danske MEP’er også kom på banen. Blandt andet mødte statsministeren en del kritik fra Anders Visitisen (DF), mens Socialdemokratiets Jeppe Kofod skældte ud over, at den danske regering ikke har gjort nok for at forsvare det danske velfærdssystem.

En fælles europæisk fremtid

Statsministerens tale var en del af Future of Europe-debatterne, hvor EU’s regeringsledere er inviteret til Europa-Parlamentet for at give deres bud på, hvordan de ser EU og de opgaver, det europæiske fællesskab bør tage særligt hånd om over de næste år.

Parlamentet har stablet debatterne om Europas fremtid på benene for at skabe en konstruktiv og offentlig dialog mellem de enkelte medlemslandes regeringschefer og EU’s folkevalgte MEP’er. Det er der behov for i en tid, hvor det europæiske samarbejde står over for mange udfordringer.

Tidligere har blandt andre den tyske forbundskansler Angela Merkel og den franske præsident Emmanuel Macron holdt tale. Merkel ønskede mere tolerance, mere solidaritet og ikke mindst et fælles europæisk forsvarssamarbejde i fremtidens EU, mens Macron forsvarede ideen om europæisk suverænitet.

Future of Europe-debatterne udspringer af Parlamentets arbejde med at gøre EU til en mere demokratisk og relevant institution for borgerne. Her kan du kan læse mere om de konkrete forslag og få et indblik i, hvad andre statsledere ønsker af EU.

Læs og se DR.dk's opsummering af Lars Løkke Rasmussens tale og den efterfølgende debat her.