skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 
07-03-2018

Merkel og Macron for en dag - Danske unge indtog Borgen

Over 160 unge fra hele Danmark brugte weekenden den 3. - 4. marts på at opleve, hvordan EU-forhandlinger foregår på topniveau. Ungdommens EU-topmøde er en årlig begivenhed, der skal klæde unge bedre på til at forstå og debattere EU.

De unge, der alle var mellem 14 og 25 år, fordybede sig i nogle af tidens største politiske udfordringer, da de indtog Christiansborg for at forhandle sig frem til konkrete løsningsforslag til, hvordan fremtidens sociale Europa skal udvikle sig. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, mindede de unge deltagere om, at ”vi skal passe godt på demokratiet” og opfordrede dem til at sende deres forslag videre til Lars Løkke Rasmussen.

Derefter gik forhandlingerne under Ungdommens EU-topmøde i gang. Alle var på forhånd blevet tildelt en rolle som statsleder eller minister for et af EU's medlemslande, og det var nu op til dem at skabe alliancer og indgå kompromisser i et forsøg på at skabe et flertal for deres landes mål og prioriteter.

I et videointerview opfordrede EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, de unge til at indgå i konstruktive forhandlinger og understregede, at ”for at kunne indgå kompromis er det

 

allervigtigste at vide, hvad man selv ønsker - ellers er det umuligt at forhandle ordentligt”.    

 
Se Margrethe Vestagers videohilsen her...
 
 .

For at gøre rollespillet så realistisk som muligt havde nogle af deltagerne fået tildelt roller som journalister og TV-reportere. I mediehjørnet lavede de interviews, lækkede oplysninger om mulige alliancer, breakede nyheder og formidlede fremgangen i forhandlingerne.

 
 .

De unge journalistspirer var endda så heldige, at de fik et interview med MEP Jeppe Kofod efter han havde holdt tale for alle deltagerne. Jeppe Kofod pointerede, at ”demokratiet er som forholdet mellem mennesker, hvis man ikke husker at kæmpe for det og tager det for givet, visner det hen”. Det er derfor vigtigt, at unge engagerer sig i Europa, fordi det er de unge der ”former fremtidens Europa”.  

 
Få overblikket over dækningen på EU Top News her...
 
 .

Både journalister og politikere havde travlt, da bølgerne til tider gik højt under forhandlingerne. Ifølge Marc Søgaard, formand for FIC Ungdom, var det "interessant at se, hvor intenst deltagerne gik ind i debatten, og hvor meget de levede sig ind i deres roller - både under de officielle og de uofficielle forhandlingsmøder".

Landene havde indtil søndag eftermiddag til at blive enige, og resultatet endte med et endeligt charter, hvor konklusionerne og afstemningsresultaterne fra topmødet blev foreviget.

 

Udover at give de unge en oplevelse af, hvordan det er at forhandle på topniveau, så er rollespillet også med til at højne kendskabet til, hvordan EU fungerer.

“I den danske debat bliver EU til tider betegnet som en selvstændig enhed, der eksisterer nede i Bruxelles og fra tid til anden pålægger medlemslandene alverdens tænkelige og utænkelig regler. Med dette rollespil gør vi det klart, at EU primært er dét som medlemslandene selv forhandler på plads med hinanden og med Europa-Parlamentet, og vi viser, hvordan de danske politikere selv har stor indflydelse på, hvordan de fælles regler bliver udformet. Det giver en anden forståelse og baggrund at tage del EU-debatten på,” sagde Marc Søgaard.

 

Ungdommens EU-topmøde bliver arrangeret af FIC Ungdom og Europa-Parlamentet i Danmark.

Vi takker de mange deltagere for en forrygende weekend og glæder os til næste år.

Indslag i TV-avisen 4. marts - starter 14.20 inde i programmet
Indslag på TV2 Lorry 4. marts
Indlsag i Radioavisen 4. marts - starter 6.59 inde i programmet
Artikel på DR: William er slovensk minister i to dage: Det er udfordrende og lærerigt
Se flere billeder fra arrangementet her...