skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 

Nobels fredspris går til to tidligere modtagere af Sakharovprisen

05-10-2018

Den Norske Nobelkomité har besluttet at tildele Nobels fredspris 2018 til den congolesiske læge Denis Mukwege og den yazidiske menneskerettighedsaktivist Nadia Murad for deres kamp mod brugen af seksuel vold som konfliktvåben. De to har tidligere modtaget Europa-Parlamentets Sakharovpris for tankefrihed.

 
 .

Den Norske Nobelkomité offentliggjorde den 5. oktober, at Nobels Fredspris 2018 går til Denis Mukwege og Nadia Murad. Tildelingen begrundes med de to prismodtageres kamp imod brugen af seksuel vold som våben i krig og væbnede konflikter.

De to har tidligere modtaget Europa-Parlamentets Sakharovpris for tankefrihed i henholdsvis 2014 og 2016.

Flygtede fra sexslaveri hos Islamisk Stat

Nadia Murad modtog Sakharovprisen i 2016 sammen med Lamiya Bashar. Nadia Murad Basee og Lamiya Bashar er begge født i den nordirakiske by Kosho, som er en af de byer, der blev angrebet af Islamisk Stat i sommeren 2014. Murad og Bashar var blandt de tusindvis af kvinder fra det religiøse mindretal yazidierne, der blev bortført og tvunget til sexslaveri af Islamisk Stat.

Siden hun slap fri fra Islamisk Stats fangenskab, har Nadia Murad arbejdet som fortaler for yazidiernes rettigheder og i særdeleshed for de kvinder, der har været ofre for Islamisk Stats sexslaveri. Hun arbejder også for at sætte en stopper for brugen af seksuel vold mod kvinder i konflikter.

Se Nadia Murads og Lamiya Bashars tale til Europa-Parlamentet ved overrækkelsen af Sakharovprisen i 2016.

Hjælper ofre for seksuel vold i borgerkrig

Denis Mukwege modtog Sakharovprisen i 2014.

Mukwege voksede op i Den Demokratiske Republik Congo som søn af en præst. Som ung studerede han medicin i sit hjemland og rejste siden til Europa for at specialisere sig og blive gynækolog.

Efter at Mukwege var vendt hjem, udbrød der borgerkrig i Den demokratiske republik Congo i 1998. Adskillige kvinder blev ofre for krigsforbrydelser. Som andre steder blev voldtægter brugt som et effektivt våben af soldater, der ønskede at få magt over en allerede hårdt prøvet civilbefolkning. Mukwege, der allerede havde bygget - og flygtet fra - et hospital, så sine landsmænds lidelser. Han har udtalt: "Det her var ikke bare voldelige krigshandlinger. Det var en del af en strategi. Gruppevoldtægter nedbrød hele lokalsamfund". Mukwege specialiserede sig derfor i at behandle ofrene for seksuelle forbrydelser.

Ud over at behandle de misbrugte kvinder har Mukwege også gjort det til sin pligt at tale deres sag. Han har flere gange kritiseret både det internationale samfund og congolesiske ledere for at lade stå til.

Sakharovprisen: Europa-Parlamentets pris for tankefrihed

Dette års modtager af Sakharovprisen udråbes den 25. oktober. Prisen overrækkes ved en ceremoni i Strasbourg den 12. december.

Læs mere om Europa-Parlamentets pris for tankefrihed her...

Du kan læse om årets nominerede til Sakharovprisen her...