skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 

Personlige stemmer til Europa-Parlamentsvalget 2014

27-05-2014
 
 

Siden resultatet af Europa-Parlamentsvalget blev afgjort i søndags, har flere af kandidaterne ventet spændt på, at de personlige stemmer blev talt op. Optællingen viste, at det var meget tæt imellem flere af kandidaterne, og nogle af dem måtte endda vente til de allersidste stemmer var talt, før de vidste, om de havde fået et af de 13 mandater.

 

Socialdemokraterne

Valgresultatet faldt ud således, at Socialdemokraterne fik tre mandater. Det første mandat tilfaldt spidskandidaten Jeppe Kofod, der fik næstflest personlige stemmer af alle kandidater, nemlig 170.739. Partiets andet mandat gik til det nuværende medlem Christel Schaldemose, som fik 64.495 personlige stemmer. Inden de personlige stemmer var talt op var der stor spænding om, hvilken af kandidaterne, der skulle have den tredje og sidste plads i Parlamentet for Socialdemokraterne. Det blev tidligt klart, at kampen skulle stå imellem de to nuværende parlamentsmedlemmer, Ole Christensen og Britta Thomsen. I den kamp trak Ole Christensen det længste strå. Ole Christensen fik 26.970 personlige stemmer, og Britta Thomsen fik 19.736. Britta Thomsen bliver dermed 1. suppleant. Af Socialdemokraternes øvrige kandidater fik Lasse Quvang Rasmussen femte flest med 12.421 personlige stemmer.

 

Radikale Venstre

Radikale Venstre opnåede et mandat ved Europa-Parlamentsvalget, som gik til spidskandidaten Morten Helveg Petersen, der fik 76.390 personlige stemmer. På de efterfølgende pladser kom Karen Melchior (10.412 personlige stemmer), og Samira Nawa Amini (6.836 personlige stemmer). Karen Melchior bliver dermed 1. suppleant for Radikale Venstre.

 

Det Konservative Folkeparti

Partiets spidskandidat, Bendt Bendtsen, bevarede sin nuværende plads i Europa-Parlamentet. Han fik fjerde flest personlige stemmer af alle opstillede kandidater, nemlig 151.274. Tove Videbæk fortsætter som Bendt Bendtsens 1. suppleant, idet hun opnåede 10.139 personlige stemmer. Blandt Det Konservative Folkepartis øvrige kandidater opnåede Josefine Kofoed flest med7.672 personlige stemmer.

 

SF

Hos SF var det også et nuværende parlamentsmedlem, der beholdt partiets ene mandat. Margrete Auken opnåede tredje flest stemmer blandt alle kandidater med 153.072 personlige stemmer. Den SF-kandidat med næstflest personlige stemmer blev Theis Volstrup, der fik 5.586 og dermed bliver 1. suppleant for SF. Tonni Hansen kom lige efter med 4.566 personlige stemmer.

 

Liberal Alliance

Liberal Alliance vandt ikke et af de eftertragtede mandater, og får derfor ikke en plads i Europa-Parlamentet. Partiets topscorer blev spidskandidaten Christina Egelund, der fik 32.406 personlige stemmer. På de efterfølgende pladser kom Niels Westy (1.255 personlige stemmer), Sabeena Sareen (1.159 personlige stemmer), og Marianne Mørk Mathiesen (939 personlige stemmer).

 

Folkebevægelsen mod EU

Folkebevægelsen mod EU's nuværende parlamentsmedlem, Rina Ronja Kari, opnåede 63.673 personlige stemmer, og beholder derfor sin plads i Europa-Parlamentet. Lave K. Broch opnåede næstflest personlige stemmer, 5.519, og bliver 1. suppleant. Christian Juhl fik tredje flest med 4.419 personlige stemmer.

 

Venstre

Venstre gik tilbage med et enkelt mandat, og der var derfor stor spænding om hvem, der skulle følge spidskandidaten Ulla Tørnæs, der fik 136.388 personlige stemmer. Kampen mellem Jens Rohde og Morten Løkkegaard, der begge er nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet, lå længe meget tæt. Da alle de personlige stemmer var talt op, viste optællingen dog, at Morten Løkkegaards 43.960 personlige stemmer ikke var nok til, at han kunne bevare sit mandat. Med 48.882 personlige stemmer opnåede Jens Rohde netop nok til at overgå sin partifælle, og Rohde snupper derfor Venstres andet og sidste mandat. Morten Løkkegaard bliver dermed Venstres 1. suppleant.

 

Dansk Folkeparti

Valgets helt store stemmesluger blev Morten Messerschmidt. Han fik 465.758 personlige stemmer og slog dermed den tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussens, nu forhenværende rekord. Ved Europa-Parlamentsvalget i 2004 opnåede Poul Nyrup Rasmussen 407.966 personlige stemmer.

Med sig i Europa-Parlamentet tager Morten Messerschmidt Rikke Karlsson (9.205 personlige stemmer), Anders Primdahl Vistisen (8.315 personlige stemmer), og Jørn Dohrmann, der fik 6.439 personlige stemmer. 1. suppleanten bliver Kristina Jørgensen, der fik 3.125 personlige stemmer.

Du kan se, hvor mange personlige stemmer alle kandidaterne fik, på Dansk Statistiks hjemmeside