skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 
23-04-2018
 .

Saaluja og Jonas i Strasbourg

Vi, Saaluja og Jonas, er trainees på Europa-Parlamentets kontor i Danmark, og vi har haft fornøjelsen af at deltage i Europa-Parlamentets april-samling i Strasbourg. Her kom vi helt tæt på EU-forhandlingerne og europaparlamentarikkerne i Parlamentet.

 .

Første dag i de franske EU-omgivelser

Efter en 4 timers bus- og flytur ankom vi spændte til Strasbourg til et par dage helt tæt på MEP’ernes arbejde. Det første på programmet var naturligvis en tur ud til Europa-Parlamentet - hvor vi fik beundret den flotte bygning, taget nogen billeder, og herefter udleveret ID-kort, som gav os adgang ind til Parlamentet.

Besøget startede med en presse-briefing om, hvad der var på programmet den kommende uge. Her var højdepunkterne debatten mellem MEP'erne og Frankrig's præsident Emmanuel Macron, debatten om Facebook og databeskyttelse samt mærkningen af økologiske produkter. Ved samme anledning fik vi mødt de danske journalister, som også havde taget vejen til Strasbourg for, at dække den månedlige samling. Efterfølgende fik vi desuden en lille forsmag på den store plenarsal, hvor de vigtige debatter og afstemninger finder sted.

Alt i alt en vellykket første dag, hvor vi mødte en masse spændende mennesker, modtog en masse informationer og forberedte os til de kommende dages arbejde. Dagen sluttede af med en traditionel nordfransk middag i idylliske omgivelser sammen med kontoret, de danske journalister og MEP'ere.

 .

Mødet med Macron og europæisk storpolitik

Efter en travl og lang introducerende mandag, blev vi mødt af et fyldt og pulserende parlament tirsdag morgen, hvor alle havde travlt med at gøre sig klar til parlamentets formiddagsdebat med Frankrigs præsident Emmanuel Macron.

Debatten var længe ventet, da Macron for alvor ville afsløre sin vision for Europa - hvilket betød at der var særligt stort engagement og debatvillighed at spore blandt MEP’erne. Derudover kunne man mærke på parlamentet og offentlighedens interesse, at der var noget ekstra specielt over debatten, da det var den franske præsident, der skulle debattere Europa i sit eget hjemland.

Debatten mellem Europa-Parlamentet blev dog også en interessant og bemærkelsesværdig debat, hvor Macron eksempelvis gav udtryk for, at han ønskede at EU skulle bevæge sig væk fra det skel, der findes mellem Nord, Syd, Øst og Vest samt mellem de små og store nationer. Derudover pegede han på nødvendigheden for mere EU generelt og for at skabe et europæisk militær.

Dette blev modtaget positivt af mange MEP’er, mens præsidenten for Europa-Parlamentet, Antonio Tajani, takkede for Macrons deltagelse i debatten og gjorde opmærksom på, at man var nødt til at konvertere disse visioner til handling.

Ud over mødet med europæisk storpolitik og Macron, gik dagen med at møde Bendt Bendtsen (Konservative, EPP), der netop havde fået vedtaget et ambitiøst forslag om mere klimavenlige bygninger i EU, samt deltage i en debat omkring en af de varme EU-emner: cirkulær økonomi.  

 .

MEP'erne fortæller og viser parlamentet frem indefra

Næste dag bød på møder med nogle af de forskellige danske MEP’ere. Her interviewede vi fx Jens Rohde (Radikale Venstre, ALDE) om hans rolle i debatten om copyright, imens vi også igangsatte et nyt video-projekt kaldet ”Vis mig dit kontor” som inkluderede Jeppe Kofod (Socialdemokratiet, S&D) og Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU, GUE/NGL). Her optog vi dem vise os rundt på deres Strasbourg-kontorer, hvor de introducerede os for deres daglige omgivelser i Strasbourg, deres assistenter samt hvilke sager de sad og arbejdede med i øjeblikket. Desuden afslørede Jeppe Kofod hvad han altid medbringer til denne månedlige Strasbourg-samling, mens Rina Ronja Kari fortalte, hvad hun sætter mest pris på i hendes Strasbourg-kontor.

Alle disse forskellige interviews blev optaget, og vil blive præsenteret for jer så snart som muligt!

Efter at have bevæget sig rundt på MEP-gangene størstedelen af dagen, nåede vi til sidst at overvære nogle af de intense EP-afstemninger og en debat om den højaktuelle Facebook-sag med fokus på databeskyttelse.  

 .

....Ved vejs ende

Den sidste dag begav vi os ud for at snuse lidt til den specielle fransk/tyske kultur i Strasbourg, der bl.a. byder på et utal af floder og en majestætisk flot katedral, der har en højde, så den kan ses fra hele Alsace regionen. Desuden havde vi været så heldige, at vejret viste sig fra sin bedste side med blå himmel, solskin og 25 grader.

Dermed gav dagen perfekt mulighed for at gå rundt og reflektere over de sidste par dages utrolig travle og intense dage (og aftener) i Europa-Parlamentet, hvor vi bl.a. interviewede MEP’ere, overværede EP-debatter om alt fra affalds-håndtering til Macrons vision for Europa og fik et førstehåndsindtryk af dynamikken, der kendetegner disse plenarsamlinger.

Efter at have reflekteret en smule under blå himmel, kunne vi konkludere, at vi var blevet en del klogere på arbejdet i Europa-Parlamentet og dermed forhåbentlig blevet endnu bedre til at varetage vores opgave som bindeled mellem Europa-Parlamentet og den danske befolkning.