skip to content

 
 
 

Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med valget af formanden for Europa-Kommissionen er blevet vigtigere siden Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009. Ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 var det første gang, Det Europæiske Råd var forpligtet til at basere deres forslag til en kandidat til posten som formand for Kommissionen på resultatet af Europa-Parlamentsvalget, og første gang kandidaten skulle "vælges" af MEP'erne.

Det nye 'Spitzenkandidat'-system

Da de europæiske vælgere den 22. - 25. maj 2014 gik til valg, var det første gang, at deres stemme også ville få betydning for valget af formanden for Europa-Kommissionen. I Lissabontraktaten blev det nemlig indskrevet, at 'Det Europæiske Råd skal foreslå en kandidat til formandsposten under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet'.

Men op til valget, viste det sig, at der var stor uenighed omkring fortolkningen af denne nye bestemmelse.

Tidligere var det Det Europæiske Råds opgave alene at udpege en kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen, som dog efterfølgende skulle godkendes af Europa-Parlamentet med et absolut flertal.
Den nye bestemmelse blev indført for at styrke den demokratiske legitimitet bag valget af formanden, og Europa-Parlamentet mener derfor, at det må være resultatet af Europa-Parlamentsvalget, der afgør kandidaten og ikke EU's stats- og regeringsledere.

Europa-Parlamentet benyttede derfor for første gang en tolkning af traktaten, som giver posten som formand til spidskandidaten af det største politiske parti i Europa-Parlamentet efter valget. Gruppen, der opnår flest stemmer ved valget, får som de første, mulighed for at samle et flertal, der vil bakke op om deres spidskandidat.

Fem af de syv politiske partier i Europa-Parlamentet (ALDE, De Grønne, GUE/NGL, S&D og EPP) tilsluttede sig idéen og opstillede hver én spidskandidat.

Hvordan sætningen under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet skal fortolkes, er der som sagt stor uenighed om mellem EU-institutionerne.

For...

Fortalerne for et spidskandidatsystem mener, at formanden for Europa-Kommissionen, med dette nye system, opnår en større legitimitet, idet det er det folkevalgte Europa-Parlament, der direkte afspejler den europæiske befolknings ønsker, som står for udnævnelsen og ikke regeringslederne.

Man mener desuden, at systemet skaber en større samhørighed mellem institutionerne. Det folkevalgte Europa-Parlament har til opgave at vedtage lovgivning sammen med Ministerrådet, men det har ikke mulighed for selv at fremsætte konkrete lovforslag. Det er derimod Europa-Kommissionens opgave, hvorfor fortalerne mener, at det vil være mest demokratisk, hvis det parti, som får flest stemmer, også er det parti, der kan yde mest indflydelse på den foreslåede lovgivning.

At have en decideret valgkamp med spidskandidater forventes desuden at skabe mere åbenhed og folkelighed fremfor Det Europæiske Råds lukkede diskussioner om formandsposten. At formanden ydermere kan indtage pladsen med en parlamentarisk opbakning, er historisk for EU.

...og imod

Modstanderne frygter derimod, at det vil underminere Kommissionens uafhængighed af de øvrige institutioner. Flere medlemslande var utilfredse og kaldte det en magtovertagelse fra Parlamentets side.

En af de største modstandere af det nye system, var den daværende britiske premierminister David Cameron, som mente, at det fortsat bør være Det Europæiske Råd, der skal udnævne en kandidat. Han mente, at det underminerer de nationale parlamenters magt i EU at lade MEP'erne udpege formanden for Europa-Kommissionen.
Derudover ser han det ikke som særligt demokratisk, at MEP'erne vælger en kandidat, som ingen nødvendigvis har stemt på ved valget.

Det mener de danske MEP'ere

Blandt de danske MEP'ere er der også delte meninger om systemets demokratiske legitimitet. I forbindelse med den valgte formand, Jean Claude Junckers, udnævnelse og afstemningen i Europa-Parlamentet i 2014 udtalte et par af MEP'erne følgende:

"Jean Claude Juncker siger, at han er gået til valg på EPP's (den borgerlige gruppe, red.) politiske program, og den politik er jeg ikke enig i. Derudover er jeg ikke overbevist om hele processen bag de såkaldte Spitzenkandidaten. Derfor hælder jeg mod at undlade at stemme ved afstemningen," sagde Christel Schaldemose (S&D).

"For det første har hele processen i forbindelse med Junckers udnævnelse ført til overdragelse af mere magt til Europa-Parlamentet. Ved at vælge Juncker som spidskandidat for EPP, fratages medlemslandene retten til at udpege EU's mest magtfulde politiker. Det er selvsagt uacceptabelt," sagde Morten Messerschmidt (ECR).

"Sidst men ikke mindst så er han Parlamentets kandidat, så ved at godkende ham, understøtter vi samtidig idéen om, at kandidater til Europa-Kommissionen fremover udvælges i en åben demokratisk debat og ikke bag lukkede døre af stats- og regeringschefer, som det hidtil har været tilfældet," sagde Margrete Auken (De Grønne).

Hvor står vi nu?

Det Europæiske Råd endte, efter en afstemning hvor Storbritannien og Ungarn stemte imod, med at pege på Jean Claude Juncker som den nye formand for Europa-Kommissionen. De valgte dermed at følge Europa-Parlamentets ønske om at lade formandsposten gå til spidskandidaten for vinderpartiet, EPP, ved Europa-Parlamentsvalget, og accepterede dermed Europa-Parlamentets nye magt i udvælgelsesprocessen.