Procedure : 2014/2140(DEC)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0067/2015

Indgivne tekster :

A8-0067/2015

Forhandlinger :

PV 28/04/2015 - 16
CRE 28/04/2015 - 16

Afstemninger :

PV 29/04/2015 - 10.10
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2015)0119

BETÆNKNING     
PDF 297kWORD 200k
26.3.2015
PE 539.838v02-00 A8-0067/2015

om Revisionsrettens særberetninger i forbindelse med decharge for 2013 for Kommissionen

(2014/2140(DEC))

Budgetkontroludvalget

Ordfører: Ingeborg Gräßle

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om Revisionsrettens særberetninger i forbindelse med decharge for 2013 for Kommissionen

(2014/2140(DEC))

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013(1),

–       der henviser til Den Europæiske Unions konsoliderede årsregnskab for regnskabsåret 2013 (COM(2014)0510 – C8-0154/2014)(2),

–       der henviser til Revisionsrettens årsberetning om gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2013 med institutionernes svar(3),

–       der henviser til Revisionsrettens erklæring(4) for regnskabsåret 2013 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til sin afgørelse af … om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013, Sektion III – Kommissionen(5) og til sin beslutning med bemærkninger, der udgør en integrerende del af afgørelsen,

–       der henviser til Revisionsrettens særberetninger, der er udarbejdet i henhold til artikel 287, stk. 4, andet afsnit i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til Rådets henstilling af 17. februar 2015 om meddelelse af decharge til Kommissionen for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2013 (05303/2015 – C8-0053/2015),

–       der henviser til artikel 317, 318 og 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

–       der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(6),

–       der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(7), særlig artikel 62, 164, 165 og 166,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 93 og bilag V,

–       der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0067/2015),

A.     der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union gennemfører budgettet og forvalter programmerne, og at den i henhold til artikel 317 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde gennemfører budgettet på eget ansvar i samarbejde med medlemsstaterne i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning;

B.     der henviser til, at Revisionsrettens særberetninger giver oplysninger om problematiske spørgsmål i forbindelse med afholdelsen af udgifter og derfor er nyttige for Parlamentet i dets udførelse af rollen som dechargemyndighed;

C.     der henviser til, at dets bemærkninger til Revisionsrettens særberetninger udgør en integrerende del af Parlamentets ovennævnte afgørelse af … om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013, Sektion III – Kommissionen;

Del I – Revisionsrettens særberetning nr. 11/2013 med titlen "Sikring af rigtige data vedrørende bruttonationalindkomsten (BNI): En mere struktureret og bedre fokuseret tilgang ville forbedre effektiviteten af Kommissionens kontrol"

1.      opfordrer til Kommissionen bør foretage en struktureret og formaliseret analyse, der tager hensyn til omkostninger og fordele og sætter den i stand til at planlægge og prioritere sin kontrol af specifikke områder eller udarbejdelses(del)processer; mener, at denne analyse bør tage højde for risiciene i forbindelse med medlemsstaternes udarbejdelse af nationalregnskaber og BNI-bestanddelenes relative størrelse i den samlede økonomi; mener, at denne risikoanalyse bør bygge på alle de tilgængelige kvalitative og kvantitative oplysninger i samtlige Eurostats afdelinger og være koncentreret om de udarbejdelsesprocedurer, der er beskrevet i medlemsstaternes BNI-oversigter og seneste BNI-kvalitetsrapporter;

2.      opfordrer Kommissionen til at forkorte sin kontrolcyklus med henblik på at begrænse anvendelsen af generelle forbehold; mener, at sådanne forbehold kun bør anvendes i undtagelsestilfælde, hvor der er betydelig risiko for, at Unionens finansielle interesser ikke er beskyttet, f.eks. når en medlemsstat foretager større revisioner under kontrolcyklussen eller med ujævne mellemrum;

3.      opfordrer Eurostat til at rapportere klart og rettidigt til BNI-udvalget om de tilfælde, hvor cost-benefit-princippet anses for at gælde;

4.      forventer, at Kommissionens kontrolproces bør omfatte en struktureret og formaliseret kvalitativ risikovurdering af de udarbejdelsesprocedurer, der er beskrevet i medlemsstaternes BNI-oversigter, og en indgående kontrol af væsentlige og risikobehæftede BNI-bestanddele; mener, at udvælgelsen af BNI-bestanddele til indgående kontrol bør foretages på grundlag af den cost-benefit-analyse, der er beskrevet i anbefaling 1; mener, at den indgående kontrol bør have bredere omfang og mål end den direkte kontrol, som Eurostat udfører i den seneste kontrolcyklus;

5.      opfordrer Kommissionen ved sin kontrol til at være særlig opmærksom på BNI's fuldstændighed og på anvendelsen af sammenlignelige procedurer til beregning af undergrundsøkonomien i nationalregnskaberne; opfordrer Eurostat til at undersøge, om Kommissionens retningslinjer bliver fulgt af alle medlemsstaterne, og træffe passende foranstaltninger til at sikre en ensartet behandling af dette spørgsmål;

6.      opfordrer Kommissionen til at dokumentere sit arbejde, herunder registrere fuldstændige oplysninger om den kontrol, som Eurostat udfører på grundlag af skrivebordskontrol og/eller besøg hos de nationale statistiske kontorer; mener, at Eurostats kontrolsagsmapper i overensstemmelse med de interne kontrolstandarder (ICS) bør sætte ledelsen i stand til at identificere kontrolresultaterne for de udvalgte BNI-bestanddele;

7.      opfordrer Eurostat til at vurdere, hvis det er muligt, den potentielle effekt (i forbindelse med kvantificerbare forhold) og/eller det risikobehæftede beløb (i forbindelse med ikke-kvantificerbare forhold) med hensyn til handlingspunkterne og opstille klare væsentlighedskriterier; mener, at disse bør enten være kvalitative eller kvantitative; mener, at der generelt bør tages forbehold vedrørende specifikke BNI-bestanddele med relation til handlingspunkter, som ikke behandles af de nationale statistiske kontorer inden for de fastsatte frister, og som kan have en væsentlig effekt;

8.      opfordrer Eurostat til at forbedre koordineringen mellem afdelingen med ansvar for kontrollen af BNI som grundlag for beregningen af egne indtægter og de øvrige afdelinger, især dem der beskæftiger sig med nationalregnskaber; mener, at hvor det er muligt, at foranstaltninger, som andre afdelinger i Eurostat har truffet, kan have en indvirkning på udarbejdelsen af bruttonationalproduktet (BNP) og/eller BNI, bør BNI-udvalget høres, og at den endelige afgørelse om disse foranstaltninger bør træffes på et passende organisatorisk niveau i Eurostat;

9.      opfordrer Eurostat til at forbedre sine evalueringsrapporter med henblik på at give en fuldstændig, gennemsigtig og ensartet vurdering af medlemsstaternes BNI-data; mener, at BNI-udvalgets årlige udtalelse bør indeholde en klar vurdering af, om medlemsstaternes BNI-data kan anvendes som grundlag for beregningen af egne indtægter (eller ej), hvorvidt den er udformet i overensstemmelse med kravene i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003(8) (BNI-forordningen), og hvorvidt de anvendes hensigtsmæssigt i budgetproceduren som fastsat i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000(9) (forordningen om egne indtægter);

10.    mener, at de årlige aktivitetsrapporter fra GD for Budget og Eurostat bør give et retvisende billede af kontrollen af medlemsstaternes BNI-data og forvaltningen af de BNI-baserede egne indtægter; opfordrer derfor Kommissionen til at stille krav om, at Eurostat regelmæssigt rapporterer om resultaterne af sin kontrol af BNI-dataene, så GD for Budget kan opnå den fornødne sikkerhed med henblik på den årlige aktivitetsrapport;

Del II – Revisionsrettens særberetning nr. 13/2013 med titlen "EU's udviklingsbistand til Centralasien"

11.    glæder sig over særberetningen, der evaluerer EU's udviklingsbistand til Centralasien; noterer sig resultaterne, konklusionerne og anbefalingerne og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

Generelt

12.    glæder sig over bemærkningerne i beretningen om, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten har gjort en betydelig indsats i en temmelig udfordrende geografisk og politisk sammenhæng;

13.    påpeger imidlertid, at Unionens udviklingsstrategier stadig kan målrettes og skræddersys bedre gennem passende bistandsmønstre for at styrke synligheden og effekten af Unionens politiske mål på regionalt plan;

14.    understreger, at omfanget af Unionens engagement og den form, det antager, skal være differentieret og gøres betinget af, at der sker målelige fremskridt på områder som demokratisering, menneskerettigheder, god regeringsførelse, bæredygtig socioøkonomisk udvikling, retsstatsforhold og korruptionsbekæmpelse, samtidig med at Unionen om nødvendigt tilbyder assistance for at fremme denne udvikling, i tråd med principperne i Unionens naboskabspolitik;

15.    mener, at Unionens fortsatte støtte til programmer til fordel for de centralasiatiske lande er et vigtigt grænseoverskridende middel til at fremme forståelsen og samarbejdet mellem landene i regionen;

16.    påpeger, at udviklingssamarbejde med de centralasiatiske lande kun kan give resultater, hvis disse lande overholder internationale standarder for demokrati, regeringsførelse, retsstatsprincippet og menneskerettighederne; fremhæver ligeledes, at Unionens udviklingssamarbejde ikke må underlægges økonomiske, energimæssige eller sikkerhedsmæssige interesser;

Den fremtidige udvikling med hensyn til planlægning og gennemførelse af den fremtidige udviklingsbistand

17.    er af den opfattelse, at Kommissionen bør udforme alle fremtidige regionale programmer, således at det er sandsynligt, at de opnår en egentlig regional dimension;

18.    anmoder Kommissionen om at koncentrere al den ydede bistand på et begrænset antal sektorer;

19.    påpeger, at den fremtidige udviklingsbistand bør optimeres gennem forstærket intern koordination i Unionen på den ene side og på den anden side gennem øget dialog med andre internationale donorer og regionale aktører;

20.    støtter kraftigt åbningen af fuldt udbyggede EU-delegationer i alle de centralasiatiske lande som et middel til at øge Unionens tilstedeværelse og synlighed i regionen og forbedre det langsigtede samarbejde med og engagement i alle samfundssektorer og til at skabe fremskridt i retning af bedre forståelse og fremme retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne; mener, at tilstedeværelsen af sådanne delegationer i høj grad vil bidrage til opfyldelsen af målene for udviklingsbistanden;

21.    opfordrer Kommissionen til at indføre et system til beregning og rapportering af de samlede administrationsomkostninger, der er forbundet med levering af udviklingsbistand;

22.    anmoder Kommissionen om at definere og anvende solide og objektivt verificerbare betingelser for alle fortsatte budgetstøtteprogrammer, navnlig ved at prioritere støtte af mekanismer til bekæmpelse af korruption tilstrækkeligt højt;

23.    minder om, at korruption er et alvorligt problem i centralasiatiske lande; minder om, at alle centralasiatiske lande var vurderet til under 28 ud af 100 i 2011 i Transparency Internationals korruptionsindeks, med Kirgisistan, Turkmenistan og Usbekistan blandt de lavest placerede 10 % af de 182 lande, der blev undersøgt;

24.    mener, en at sådan udbredt korruption kan påvirke Kommissionens omdømme og reducere støtteprogrammernes effektivitet;

25.    mener, at afgørelser om udbetalinger bør bygge på de fremskridt, der gøres af partnerlandene, snarere end på deres tilsagn om reformer; understreger vigtigheden af at sikre en passende politisk dialog baseret på en incitamentsorienteret tilgang og vedvarende overvågning af sektorreformer og -programmer, der måler resultater og resultaternes bæredygtighed;

26.    opfordrer til større gennemsigtighed for så vidt angår bistanden fra Unionen og medlemsstaternes ambassader for at støtte reelt uafhængige ikkestatslige partnere med henblik på at hjælpe dem med at spille en effektiv rolle for civilsamfundets udvikling og konsolidering;

27.    anmoder Kommissionen om at forbedre programudformningen og -leveringen i lyset af de indhøstede erfaringer og ændrede forhold;

28.    anmoder Kommissionen om at rapportere om resultater og effekt på en sådan måde, at det er muligt at sammenholde dem med planer og mål;

Del III – Revisionsrettens særberetning nr. 15/2013 med titlen "Har LIFE-programmets miljøkomponent været effektiv?"

29.    understreger nødvendigheden af, at LIFE-programmet fungerer som katalysator for ændringer i udformning og gennemførelse af politikker; understreger, at det er nødvendigt, at Kommissionen fastsætter klare, specifikke, målelige og realiserbare mål for de projekter, der skal finansieres;

30.    fremhæver nødvendigheden af, at projekter, der finansieres gennem LIFE-programmet, bidrager til opfyldelsen af specifikke mål for mere end et af programmets prioriterede områder; understreger nødvendigheden af, at de finansierede projekter ikke isoleres men tværtimod er af tværnational karakter, og af, at projekterne på målelig vis bidrager til formidling, bæredygtighed og repetition af deres resultater på tværs af medlemsstaterne;

31.    noterer sig, at udvælgelsen af de bedste projekter i nogle tilfælde kan være farvet af de nationale tildelinger; opfordrer medlemsstaterne til at bevare en geografisk balance ved af foreslå mere integrerede projekter, men gentager, at midlerne først og fremmest bør fordeles på grundlag af projekternes værdi og ikke på en måde, der skader projekternes kvalitet;

32.    bemærker, at der især bør tages hensyn til projekternes potentiale for så vidt angår formidling, bæredygtighed og repetition; opfordrer Kommissionen til at fastsætte klare indikatorer for vurdering af potentialet for formidling, bæredygtighed og repetition af vurderede projekter med henblik på at nå programmernes mål; opfordrer Kommissionen til at følge op på disse mål;

33.    opfordrer Kommissionen til at forbedre sine programforvaltningsværktøjer for at undgå uigennemsigtige udvælgelsesprocedurer; mener, at dette skal omfatte forbedring af de projektformularer, der anvendes ved projektudvælgelsen, med indførelse af detaljerede modeller for vurdering af anmeldte omkostninger, passende projektovervågning, indførelse af tilstrækkelige fælles output- og resultatindikatorer og grundig opfølgning på projektovervågning;

Del IV – Revisionsrettens særberetning nr. 16/2013 med titlen "Status over én enkelt revision ("single audit") og Kommissionens anvendelse af de nationale revisionsmyndigheders arbejde på samhørighedsområdet"

34.    fremhæver de potentielle effektivitetsgevinster ved én enkelt revisionskæde baseret på fælles principper og standarder; tilskynder medlemsstaterne, Kommissionen og Revisionsretten til at fortsætte deres bestræbelser i denne henseende; mener, at sådan et system med én enkelt revision også bør tage hensyn til flerårige programcyklusser;

35.    minder Kommissionen om Parlamentets bemærkninger(10) om Revisionsrettens resultater i dens årsberetning for 2012: "understreger, at resultaterne af Revisionsrettens revision viser, at der er svagheder i "kontroller på første niveau" af udgifter [i medlemsstaterne]; bemærker, at Revisionsretten for så vidt angår 56 % af de fejlbehæftede (kvantificerbare og/eller ikke kvantificerbare) transaktioner vedrørende regionalpolitik mener, at myndighederne i medlemsstaterne havde tilstrækkelige oplysninger til, at de kunne have opdaget og korrigeret én eller flere af fejlene, før de attesterede udgifterne over for Kommissionen"; bemærker, at dette var årsagen til, at Parlamentet støttede det forbehold, der var fremsat generaldirektøren for GD REGIO vedrørende EFRU's/Samhørighedsfondens/IPA's forvaltnings- og kontrolsystemer for programmeringsperioden 2007-2013 i 17 medlemsstater (72 programmer), og anmodede om, at der blev truffet hurtige foranstaltninger;

36.    er derfor stadig overbevist om, at medlemsstaterne er nødt til at være mere opmærksomme, når de forvalter strukturfondsmidler;

37.    fremhæver i denne forbindelse betydningen af at indføre nationale erklæringer, som er underskrevet på passende - helst politisk - niveau og baseret på de årlige forvaltningserklæringer (finansforordningens artikel 59, stk. 5);

38.    glæder sig over, at Kommissionen siden 2009 har gennemført omfattende revisioner på stedet for at gennemgå revisionsmyndighedernes arbejde; noterer sig, at den har foretaget 269 revisionsbesøg og gennemgået det arbejde, som er udført af 47 og 84 revisionsmyndigheder inden for hhv. EFRU og ESF; noterer sig, at besøgene tegnede sig for hhv. omkring 96 % og 99 % af de samlede tildelinger; er af den opfattelse, at Kommissionen bør revidere alle operationelle programmer (OP'er) mindst én gang i løbet af en programmeringsperiode;

39.    glæder sig over, at Kommissionen har benyttet sig af betalingsafbrydelser og suspensioner, når fejlene oversteg væsentlighedstærskelen på 2 %; mener, at disse er nyttige instrumenter til at beskytte Unionens finansielle interesser og overbevist om, at Kommissionen bør koncentrere sin egen revisionsindsats om aktører, der ikke har leveret tilfredsstillende resultater;

40.    er af den opfattelse, at medlemsstaterne bør forelægge detaljerede oplysninger om deres revisioner til Kommissionen,

41.    tilslutter sig Revisionsrettens anbefaling om, at Kommissionen bør træffe de nødvendige foranstaltninger, så revisionsmyndighederne kan trække på en stabil og bindende metodologisk ramme, som sikrer, at Unionens udgifter i alle medlemsstater kontrolleres i henhold til de samme standarder, og at resultaterne rapporteres nøjagtigt;

42.    bemærker med tilfredshed, at Kommissionen den 13. december 2013 fremlagde en meddelelse om anvendelse af finansielle nettokorrektioner over for medlemsstater i forbindelse med landbrugspolitikken og samhørighedspolitikken (COM(2013)0934); understreger imidlertid, at det vil afhænge af mange faktorer, om det nye instrument vil føre til flere nettokorrektioner og dermed til en lavere fejlprocent i samhørighedspolitikken;

43.    opfordrer Revisionsretten og Kommissionen til at udvikle et revisionsinstrument, som på den ene side registrerer fejl og uregelmæssigheder på årsbasis, men som på den anden side også tager højde for finansielle korrektioner i løbet af programmeringsperioden;

44.    glæder sig over, at Kommissionen har ajourført køreplanen for gennemførelse og overvågning af korrekt gennemførelse af princippet om én enkelt revision i september 2013, idet efterlevelse heraf bør sætte de nationale myndigheder i stand til at opnå status som omfattet af bestemmelserne om én enkelt revision; anmoder om en kopi af dette dokument;

45.    er lydhør over for, at kontrol af udgifter kan udgøre en administrativ byrde, mener, at forpligtelsen til ansvarlighed ikke må afskrække potentielle støttemodtagere fra at ansøge om økonomisk bistand;

Del V – Revisionsrettens særberetning nr. 17/2013 med titlen "EU's klimafinansiering inden for rammerne af ekstern bistand"

46.    glæder sig over særberetningen om Unionens klimafinansiering inden for rammerne af ekstern bistand som et vigtigt bidrag til den generelle politiske og finansielle debat om Unionens klimapolitik og -diplomati; noterer sig resultaterne, konklusionerne og anbefalingerne og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

Generelt

47.    glæder sig over, at det fremgår af beretningen, at Kommissionen har sikret en god forvaltning af Unionens klimarelaterede udgifter, der er finansieret via Unionens budget og Den Europæiske Udviklingsfond (EUF);

48.    glæder sig også over det arbejde, som Kommissionen og medlemsstaterne har indledt om en fælles EU-standard for overvågning af, rapportering om og kontrol med den offentlige klimafinansiering;

49.    gentager Parlamentets holdning, som Revisionsretten noterede sig i sin særberetning, og hvori det fastholdes, at klimafinansiering bør være et supplement til målet på 0,7 %; beklager, at Parlamentets additionalitetsprincip ikke er blevet bekræftet i forhandlingerne om instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI);

50.    påpeger imidlertid, at Kommissionen bør udvise tilstrækkeligt lederskab til at sikre størst mulig international gennemslagskraft og konsolidere de værktøjer, der skal skabe grundlaget for Unionens klimadiplomati/grønne diplomati i de kommende år; påpeger især, at den bør efterleve de klimamæssige benchmarks for DCI, der blev vedtaget i december 2013, ifølge hvilke det skal bidrage til det overordnede mål om, at anvende mindst 20 % af Unionens budget til opbygning af kulstoffattige og klimaresistente samfund, og mindst 25 % af midlerne under GPGC til klima- og miljøtiltag (betragtning 20 i DCI); påpeger, at det i bilag IV i DCI også præciseres, at 27 % af midlerne i det tematiske program for globale offentlige goder og udfordringer (GPGC) afsættes til miljø og klimaændringer, og at mindst 50 % af GPGC-programmet skal omfatte klimarelateret arbejde og miljørelaterede mål;

51.    glæder sig over, at tilsagnet om at forbedre EU's fælles programmering er blevet efterlevet i omkring 40 lande siden 2011; påpeger dog, at samordningen mellem Kommissionen og medlemsstaterne vedrørende klimafinansiering til udviklingslandene stadig bør forbedres betragteligt for ikke blot at opfylde 2020-forpligtelserne, men også gøre det muligt for Unionen at fortsat at spille en ledende rolle i klimaindsatsen og bekæmpe korruption i udviklingslandene;

52.    gentager sin støtte til fælles programmering og sin anerkendelse af de betydelige fremskridt, der er gjort med dette; forventer at blive hørt på ny, hvilket Kommissionen har givet tilsagn om, hvis denne programmering fører til ændringer i DCI-programmeringsdokumenterne;

53.    noterer sig de forklaringer om vanskelighederne i forbindelse med sporing og rapportering på grund af divergerende rapporteringspraksisser i medlemsstaterne, der er anført i Kommissionens årlige rapport om Unionens ansvar i forbindelse med udviklingsfinansiering, som blev offentliggjort den 3. juli 2014 i form af et arbejdsdokument, herunder et afsnit i bind I om klimafinansiering, som indeholder oplysninger om Unionens klimafinansiering; påpeger, at der i rapporten også henvises til, at Unionen og dens medlemsstater har ydet 7,3 mia. EUR i hurtig startfinansiering og opfordrer til yderligere forbedringer af rapporteringen om udviklingsbistandens virkning og resultater;

Den fremtidige udvikling

54.    opfordrer til, at man i højre grad anvender øremærkning af midler til bestemte sektorer, herunder klimafinansiering, når denne udbetales i form af budgetstøtte, og til mere gennemsigtighed omkring anvendelsen af midlerne generelt;

55.    mener, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten bør styrke deres kommunikationspolitik, både for at informere om den støtte, der ydes globalt eller til enkelte modtagerlande og for at udbrede kendskabet til Unionens værdier;

56.    erkender, at korruption fortsat er en væsentlig hindring for effektiv klimafinansiering; opfordrer Kommissionen til at intensivere sine bestræbelser på at samarbejde med sine udviklingspartnere om korruptionsbekæmpelse;

57.    opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til Rådet om en køreplan for en forøgelse af klimafinansieringen med henblik på at nå Københavnsaftalens 2020-mål, herunder en definition af privat finansiering;

58.    opfordrer Kommissionen til at få foretaget en uafhængig evaluering af den globale klimaalliance og blandt andet undersøge, hvorfor de fleste medlemsstater valgte ikke at medfinansiere den;

59.    opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at rapportere om, i hvilket omfang EU-målet om at anvende 20 % af Unionens budget og EUF mellem 2014 og 2020 på klimarelaterede foranstaltninger er blevet implementeret i forbindelse med udviklingsbistand, og angive, hvilke beløb der er indgået forpligtelser for, og hvad der er udbetalt;

60.    opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til, inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013(11) (forordningen om overvågningsmekanismen) at vedtage fælles standarder for overvågning, rapportering og kontrol, navnlig med hensyn til definitionen af "ny og supplerende", anvendelsen af Rio-markører og rapportering om udbetaling af klimafinansiering;

61.    opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres samarbejde om at implementere EU-adfærdskodeksen om arbejdsdeling på området klimafinansiering, navnlig med hensyn til udveksling af oplysninger om tildelingerne pr. land, fælles programmering samt forebyggelse og bekæmpelse af korruption inden for klimafinansiering;

Del VI – Revisionsrettens særberetning nr. 18/2013 med titlen "Er resultaterne af medlemsstaternes kontrol af landbrugsudgifterne pålidelige?"

62.    anerkender, at de systemer, der er evalueret i særberetning nr. 18/2013, er blevet ændret med de nye forordninger for den fælles landbrugspolitik, der øger godkendelsessorganernes ansvar i medlemsstaterne på området verificering af udgifternes lovlighed og formelle rigtighed og verificering af de kontrolresultater, der forelægges for Kommissionen;

63.    glæder sig over Kommissionens fortsatte indsats for forenkling af den fælles landbrugspolitik; forventer, at en forenkling af kriterierne for støtteberettigelse fører til forenkling af regler for kontrol og kan bidrage til en lavere fejlprocent;

64.    minder Kommissionen om at sikre, at de opståede problemer ikke gentager sig; minder om, at Revisionsrettens resultater i dens årsberetning 2012 var følgende;

a)      at medlemsstaternes overvågnings- og kontrolsystemer for udgifter og for udvikling af landdistrikterne kun var delvist effektive, og at de nationale myndigheder havde tilstrækkelige informationer til at opdage og korrigere de fejl, der forekom i en stor del af de transaktioner, der var behæftet med fejl;

b)     at effektiviteten af det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem (IFKS) påvirkes negativt af unøjagtige data i de databaser, der anvendes i forbindelse med krydskontroller;

65.    understreger, at Parlamentet den 3. april 2014 har støttet det forbehold, som generaldirektøren for GD AGRI har fremsat i sin årlige aktivitetsrapport for 2012 med hensyn til de mangler, som Kommissionen og Revisionsretten fandt for så vidt angår arealers støtteberettigelse; gentager, at Parlamentet specifikt krævede, at permanente græsarealer registreres korrekt i markidentifikationssystemet, og at Kommissionen hver sjette måned bør underrette Parlamentet om, hvilke fremskridt der er opnået;

66.    opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt at træffe afhjælpende foranstaltninger, hvis det viser sig, at forvaltnings- og kontrolsystemer og/eller IFKS-databaser er mangelfulde eller ikke er ajourført;

67.    opfordrer kraftigt Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at betalingerne er baseret på kontrolresultater, og at kontrollerne har den fornødne kvalitet til at kunne bestemme støtteberettigede arealer pålideligt og ensartet;

68.    opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at det arbejde, betalingsorganer og godkendelsesorganer udfører, er tilrettelagt sådan og har en sådan kvalitet, at det udgør et pålideligt grundlag for at vurdere, om de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige; fastholder, at Kommissionen for at opnå dette bør arbejde hen imod målet om én revisionsstrategi for den fælles landbrugspolitiks kontrolsystem;

69.    glæder sig over ændringen i den metode GD AGRI anvender til beregning af restfejlforekomsten for afkoblet arealstøtte i 2012, idet den tager hensyn til, at kontrolstatistikkerne, erklæringerne fra betalingsorganernes ledere og godkendelsesorganernes arbejde kan være berørt af mangler, der påvirker deres pålidelighed; kræver, at denne nye metode omfatter alle landbrugspolitikkens udgifter i GD AGRI's årlige aktivitetsrapporter i den nye finansieringsperiode;

70.    minder Kommissionen om, at det har støttet det forbehold, der er indeholdt i GD AGRI's årlige aktivitetsrapport vedrørende samtlige ELFUL-udgifter i 2012, og at dette forbehold skyldes betænkeligheder for så vidt angår kontrollernes kvalitet i nogle medlemsstater og den fejlprocent, Revisionsretten har angivet;

71.    opfordrer medlemsstaterne til at udføre deres administrative kontrol effektivt ved at udnytte alle de relevante oplysninger, betalingsorganerne har adgang til, da de dermed vil kunne opdage og korrigere de fleste fejl;

72.    opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at koncentrere sig om kontrollens omkostningseffektivitet som et vigtigt område, navnlig ved yderligere at udvikle brugen af risikobaseret kontrol;

73.    opfordrer Kommissionen til på området for udvikling af landdistrikter at sikre, at ensartede standarder og procedurer anvendes og overvåges ligeligt af både godkendelses- og kontrolorganerne;

Del VII – Revisionsrettens særberetning nr. 1/2014 med titlen "Effektiviteten af EU-støttede projekter inden for offentlig bytransport"

74.    understreger, at de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fonde) er den vigtigste kilde til EU-støtte til bytransportprojekter, og at sådanne projekter ikke alene er afgørende for byområdernes tilgængelighed i de mindre udviklede regioner i Unionen, men at der også er vigtige sociale og miljømæssige aspekter ved dem, som har indvirkning på EU-borgernes livskvalitet;

75.    understreger den stigende betydning af fortsat økonomisk støtte fra Unionen, navnlig i betragtning af de negative virkninger ved den tiltagende diffuse byspredning samt udsigten til fortsat støt stigning i befolkningen, der er bosat i byerne;

76.    understreger behovet for at sikre, at gennemførelsen af bytransportprojekterne – både fra Kommissionens og medlemsstaternes side – er ansvarlig og effektiv og stræber efter konkrete resultater frem for udnyttelse af de disponible midler;

77.    gentager med opmærksomhed på nærhedsprincippet den opfordring til medlemsstaterne, som blev fremsat i Kommissionens meddelelse af 17. december 2013 med titlen "En fælles indsats for konkurrencedygtig og ressourceeffektiv bytrafik", COM(2013)0913, om:

a)      at sikre en omhyggelig vurdering af nuværende og fremtidige præstationer, samordning og integration af planer for bæredygtig bytrafik i mere omfattende strategier for by- og territorialudvikling og, om nødvendigt, en ændring af de tekniske og andre værktøjer, som de lokale planlægningsmyndigheder har til rådighed

b)     at sætte fokus på hensigtsmæssige køretøjer ud over infrastrukturen som et redskab til at tilvejebringe bæredygtig mobilitet i bylogistikken;

78.    opfordrer, i betragtning af finanskrisens negative indvirkning på brugen af transportsystemerne, Kommissionen og medlemsstaternes myndigheder til at lægge større vægt på målsætningerne, målene og indikatorerne – navnlig dem, der er anført i projektansøgningsskemaerne – med henblik på at kortlægge de potentielle risici og undgå optimistiske fejlskøn i fremtidige projekter, så man undgår den form for tids- og budgetoverskridelser, der er nævnt i særberetningen;

79.    opfordrer indtrængende Kommissionen til at gennemføre mere grundige cost-benefit-analyser af de vejledende budgetter for bytransportprojekter, dele bedste praksis med medlemsstaterne samt tilskynde til en sådan udveksling blandt medlemsstaterne og derved støtte myndighederne med henblik på en vellykket udvikling af de projekter, der ikke skal godkendes af Kommissionen;

80.    fastholder, at Kommissionen skal opfordre medlemsstaterne til at benytte Jaspersinitiativet, og at den fuldt ud skal udnytte sit potentiale til at bistå i udviklingen af bytransportprojekter, der finansieres af ESI-fonde, og i vurderingen af disse projekters kvalitet;

81.    henleder imidlertid opmærksomheden på, at offentlig bytransport ikke alene er en indtægtsskabende aktivitet, men at den også er et afgørende og til tider uerstatteligt element i mobilitetssystemerne i mange større byer, selv i mere udviklede regioner, idet disse også er ramt af "byernes paradoks" på grund af tilstedeværelsen af socialt udsatte valgkredse;

82.    anmoder derfor om, at de relevante myndigheder tager fuldt hensyn til den sociale dimension af offentlige bytransportprojekter på grundlag af de behørige begrundelser, der er anført i ansøgningsskemaet;

83.    anmoder Kommissionen om hurtigt at vedtage de relevante gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter for at undgå eventuelle forsinkelser, i erkendelse af at udarbejdelsen og gennemførelsen af transportprojekter almindeligvis tager lang tid;

84.    fastholder, at de elementer, der er fastlagt i bilaget til den ovennævnte meddelelse fra Kommissionen af 17. december 2013, skal gennemføres, herunder:

a)      en omfattende statusanalyse og fastlæggelse af et udgangspunkt i form af en "præstationsstatus for bytrafikken", som kommende fremskridt kan måles op imod

b)     udpegelse af brændpunkter i byområder, hvor det nuværende transportsystem giver særlig ringe resultater

c)      passende præstationsindikatorer, som kan overvåges behørigt

d)     specifikke præstationsmål, som er ambitiøse, men også realistiske, i forhold til målene i en plan for bæredygtig bytrafik

e)      kvantitative mål, som bygger på en realistisk vurdering af udgangspunktet og de disponible ressourcer, så de afspejler de specifikke målsætninger i en plan for bæredygtig bytrafik;

85.    påpeger manglen på tilstrækkelige indikatorer til måling af effektiviteten af de bytransportprojekter, der er opstillet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013(12) (EFRU-forordningen), og fastholder, at Kommissionen bør medtage mere relevante indikatorer i de gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter, som er knyttet til denne type projekter, under hensyntagen til de indikatorer, som Revisionsretten har anbefalet;

Del VIII – Revisionsrettens særberetning nr. 2/2014 med titlen ”Forvaltes præferencehandelsordningerne hensigtsmæssigt?”

86.    ser med tilfredshed på særberetningen, der vurderer forvaltningen af præferencehandelsordninger i forbindelse med Unionens enekompetence, og finder, at den er et vigtigt bidrag til den generelle debat om Unionens politikker for ekstern handel og udvikling; noterer sig resultaterne og anbefalingerne og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

Generelt

87.    er alvorligt bekymret over, at Kommissionen ikke på passende vis har vurderet alle de økonomiske virkninger af præferentielle handelsaftaler (PTA'er), og at det ikke er sikret, at indtægterne indkasseres med det fulde beløb;

88.    minder om, at det er en topprioritet at oplyse de politiske beslutningstagere, de forskellige aktører og Unionens skattebetalere om de vigtigste former for merværdi og ulemper ved de forskellige handelspolitiske valg og scenarier;

89.    finder det uacceptabelt, at bæredygtighedsvurderinger (SIA'er) i nogle tilfælde mangler, er ufuldstændige, baseret på gamle eller forældede oplysninger og i andre tilfælde (Chile) først er blevet tilgængelige, efter at aftalen er undertegnet;

90.    insisterer derfor på, at den underliggende SIA-undersøgelse skal være udarbejdet og offentliggjort, inden der indgås nogen ny aftale;

91.    beklager, at parterne under den generelle præferenceordning (GSP-ordning) ikke i alle tilfælde har undertegnet de internationale konventioner om menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder; opfordrer Kommissionen til at lægge større vægt på miljø og god regeringsførelse i PTA'er;

92.    ønsker at blive underrettet om foranstaltninger, der træffes af Kommissionen på grundlag af Parlamentets og Revisionsrettens anbefalinger, henstillinger og bemærkninger, inden oktober 2015;

Den fremtidige udvikling

93.    mener, at Kommissionen med henblik på at forbedre vurderingen af de økonomiske virkninger af PTA'erne bør:

a)      gennemføre en konsekvensanalyse og en SIA for hver enkel PTA for at få en dybdegående, dækkende og kvantificeret analyse af de forventede økonomiske virkninger, herunder et præcist skøn over udeblevne indtægter;

b)     rutinemæssigt inddrage Eurostat i kvalitetsvurderingen af de statistiske datakilder, der anvendes i SIA'er, og sikre, at der rettidigt gennemføres analyser til brug for de personer, der skal forhandle aftalerne;

c)      gennemføre interimsevalueringer og efterfølgende evalueringer af alle PTA'er for at vurdere, i hvilket omfang PTA'er med væsentlige virkninger opfylder politikmålene, og hvordan deres resultater kan forbedres i centrale sektorer, herunder et skøn over udeblevne indtægter;

94.    opfordrer Kommissionen med henblik på at øge beskyttelsen af Unionens finansielle interesser til at:

a)      opstille EU-risikoprofiler for PTA'er, så medlemsstaterne har en fælles tilgang til risikoanalyse med henblik på at reducere tabene for Unionens budget;

b)     kontrollere, at medlemsstaterne gør deres risikoforvaltningssystemer og kontrolstrategi mere effektive for at reducere tabene for Unionens budget;

c)      tilskynde medlemsstaterne til at vedtage hensigtsmæssige retsbevarende foranstaltninger, når de modtager en meddelelse om gensidig bistand;

d)     evaluere og foretage risikobaserede overvågningsbesøg til lande, som er berettigede til præferencebehandling, navnlig for så vidt angår reglerne vedrørende oprindelse og kumulation;

e)      forpligte medlemsstaterne til at forbedre kvaliteten af de oplysninger, som de forelægger i forbindelse med administrativt samarbejde;

f)      forbedre den finansielle opfølgning af undersøgelserne, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) for at forhindre tab for Unionens budget på grund af forældelse;

g)      styrke Unionens position i de gensidige PTA'er og i højere grad at gøre brug af retsbevarende foranstaltninger og sikkerhedsforanstaltninger ved at inkludere dem i alle fremtidige handelsaftaler;

h)      forelægge en oversigt over efteropkrævninger, der er foretaget i perioden 2010-2014 snarest muligt;

i)       informere Parlamentet om resultaterne af Compact-initiativet i Bangladesh;

Del IX - Revisionsrettens særberetning nr. 3/2014 med titlen "Erfaringer fra Kommissionens udvikling af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II)"

95.    påskønner Den Europæiske Revisionsrets konklusioner og anbefalinger i særberetning nr. 3/2014;

96.    finder det kritisabelt, at Kommissionen ikke fra starten afsatte tilstrækkeligt med ekspertpersonale til projektet, hverken hvad angik den tekniske implementering eller i forbindelse med kvalitetsevalueringen af SIS II-projektet;

97.    henstiller, at alle større IT-projekter integreres i IT-forvaltningsproceduren, og at man udover ekstern ekspertise også inddrager eksperter fra såvel Kommissionens Generaldirektoratet for Informationsteknologi som andre generaldirektorater for i højere grad at udnytte den interne ekspertviden;

98.    henstiller, at der i forbindelse med ethvert større projekt nedsættes et ekspertpanel bestående af repræsentanter for de medlemsstater, der står for projektet, således at Kommissionen lige fra projektets begyndelse får gavn af medlemsstaternes ekspertise; mener, at panelets opgaver og dets medlemmers beføjelser bør defineres klart;

99.    finder det kritisabelt, at hverken Kommissionen, som bl.a. skulle repræsentere SIS II-slutbrugernes interesser, eller hovedaktørerne overhovedet var bekendt med de tekniske krav og slutbrugernes krav ved projektets begyndelse;

100.  forventer, at Kommissionen i forbindelse med fremtidige projekter i samarbejde med medlemsstaterne fra projektets begyndelse fastlægger en nøjagtig profil af de tekniske krav og slutbrugerkrav, som skal opfyldes;

101.  anser det for spild af skatteydernes penge, at Kommissionen offentliggjorde en general indkaldelse af forslag til projektet uden at have præciseret de krav, der skulle opfyldes i forbindelse hermed;

102.  henstiller, at Kommissionen udarbejder en realistisk arbejds- og tidsplan for fremtidige IT-projekter baseret på veldefinerede krav til form og indhold og en klar analyse af omkostninger og tidsforbrug under hensyntagen til projektets risici og kompleksitet;

103.  finder det kritisabelt, at Kommissionen flere gange har forsøgt at dække over forsinkelserne og de øgede omkostninger;

104.  kræver størst mulig gennemsigtighed i fremtidige IT-projekter i form af en løbende informationsudveksling med Parlamentets relevante kompetente udvalg, især når det drejer sig om afgørende beslutninger, der udløser fortløbende projektfaser eller medfører uforudsete ændringer i omkostninger eller tidsplan eller alternative løsninger;

105.  er af den opfattelse, at muligheden for at gøre erstatningskrav gældende ikke burde have været begrænset i kontrakten med hovedkontrahenten; mener, at fremtidige kontrakter bør have en effektiv bødemekanisme for at sikre rettidig levering i henhold til de krævede standarder;

106.  finder det kritisabelt, at Kommissionen ikke opsagde kontrakten med hovedkontrahenten på trods af de dårlige resultater, der blev leveret i den første projektfase;

107.  finder det kritisabelt, at Kommissionen ikke har insisteret på et komponentbaseret udviklingssystem til implementering af SIS II; mener, at hvis udviklingsarbejdet havde været opdelt i sammenkoblelige blokke, kunne hele elementer være blevet overdraget til en anden kontrahent, hvorved bindingen til en bestemt kontrahent ville være undgået;

108.  finder det kritisabelt, at Kommissionen har overskredet værdien af den oprindelige kontrakt med 800 % ved at genforhandle den, selv om artikel 126, stk. 1, litra e), i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002(13), foreskriver, at værdien af en kontrakt ikke må overskride sin oprindelige værdi med mere end 50 %;

109.  bemærker i den forbindelse, at artikel 134, stk. 1, litra b, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012(14) muligvis bør revideres, idet de tekniske eller kunstneriske årsager, der binder de ordregivende myndigheder til en bestemt kontrahent eller agent, ikke bør bruges til at omgå beskyttelsesbestemmelsen i litra e), i det samme stykke og gøre det muligt at mangedoble hovedkontraktens oprindelige værdi i urimeligt omfang;

110.  bemærker, at der i tilfælde af en væsentlig mangedobling af et projekts oprindelige omkostninger eller større ændringer hvad angår de forventede fordele, risici eller alternative løsninger bør være et krav om forhåndsgodkendelse fra budgetmyndighedens side;

111.  beklager, at budgetmidler i flere tilfælde er blevet omfordelt uden budgetmyndighedens godkendelse;

112.  påskønner retningslinjerne for projektstyring, som Kommissionens Generaldirektorat for Informationsteknologi har anbefalet siden 2011; mener, at projektstyringsudvalget i henhold til disse retningslinjer skal godkende iværksættelsen af de næste projektfaser gennem såkaldte godkendelsesporte ("approval gates");

113.  fremhæver nødvendigheden af at se fremad, eftersom SIS II ved udgangen af indeværende årti kan være udtjent, og der vil blive behov for et SIS III; håber i den forbindelse, at forberedelserne til SIS III vil blive væsentlig bedre udført;

Del X – Revisionsrettens særberetning nr. 4/2014 med titlen "Integrationen af EU's vandpolitiske mål i den fælles landbrugspolitik: en delvis succes"

114.  opfordrer Kommissionen til at foreslå EU-lovgiveren de nødvendige ændringer af de nuværende instrumenter (krydsoverensstemmelse og udvikling af landdistrikterne) med henblik på at sikre overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF(15) (vandrammedirektivet, VRD) eller, i givet fald, nye instrumenter, der kan opfylde de mere ambitiøse mål med hensyn til integration af vandpolitiske mål i den fælles landbrugspolitik;

115.  opfordrer medlemsstaterne til i overensstemmelse med VRD at:

a)      afhjælpe de svagheder i udførelsen af krydsoverensstemmelseskontroller, som blev identificeret ved revisionen

b)     pålægge systematisk passende sanktioner i tilfælde af overtrædelse

c)      lægge mere vægt på at identificere og behandle vandrelaterede problemer via deres programmer for udvikling af landdistrikter og at sikre, at de er i overensstemmelse med vandområdeplanerne

d)     etablere beskyttelsesordninger og sørge for, at de overholdes strengt, så man undgår, at aktiviteter finansieret med midler til udvikling af landdistrikterne har negative virkninger for vandressourcerne

e)      aktivt overveje, hvordan midler, der er øremærket til vandrelaterede spørgsmål, bedst kan anvendes og fremme hensigtsmæssig anvendelse af sådanne midler, i overensstemmelse med principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning;

116.  forventer, at Kommissionen foreslår hensigtsmæssige mekanismer, der effektivt kan påvirke kvaliteten af medlemsstaternes programmeringsdokumenter i forbindelse med VRD i en meget positiv retning og hindre, at den tidsplan, der er fastsat i VRD, fraviges. mener, at der for eksempel bør fastsættes minimumsbetingelser med hensyn til gennemførelsen af VRD, som skal være opfyldt, før der afsættes midler til udvikling af landdistrikterne;

117.  opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at fremskynde gennemførelsesprocessen for VRD og forbedre deres vandområdeplaner for den næste forvaltningscyklus (2015) ved at beskrive de enkelte foranstaltninger (f.eks. med hensyn til omfang, tidsplan, mål og omkostninger) og sikre, at de er tilstrækkeligt klare og konkrete på operationelt og ned til lokalt plan/bedriftsplan;

118.  opfordrer Kommissionen til at øge sin viden om forbindelsen mellem vandkvalitet/-mængde og landbrugspraksis ved at forbedre de eksisterende overvågningssystemer og sikre, at de som minimum er i stand til at måle udviklingen i de belastninger af vandressourcerne, der skyldes landbrugspraksis; mener, at dette vil kunne hjælpe med til at identificere de områder, hvor behovet for midlerne fra den fælles landbrugspolitik er størst;

119.  opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at de data, de indsender til Kommissionen, forbedres med hensyn til rettidighed, pålidelighed og konsekvens, da kvaliteten af oplysningerne om vand for Unionen samlet set afhænger af kvaliteten af de oplysninger, som medlemsstaterne indsender;

Del XI – Revisionsrettens særberetning nr. 5/2014 med titlen "Europæisk banktilsyn tager form – EBA og dens ændrede kontekst"

120.  fremhæver behovet for, at der gennemføres en konsekvensanalyse, der går på tværs af sektorerne, og betydningen af, at der tages hensyn til den tid, der er nødvendig til udarbejdelsen af tekniske standarder; glæder sig over Kommissionens forslag om at fastsætte frister for beføjelser til at vedtage tekniske standarder og bemærker, at en tværsektoriel analyse af Unionens finansielle lovgivning, der er vedtaget i de seneste år med hensyn til foranstaltningerne i lovpakken, er under udarbejdelse;

121.  understreger, at Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (myndighedens) tiltag fortsat bør være politisk neutrale; mener ikke desto mindre, at det er afgørende snarest muligt at styrke den tilsynsmæssige konvergens, for at den kan udføre sine opgaver og udfylde sin rolle;

122.  mener, at et uafhængigt kontrolsystem er grundlaget for et velfungerende finansielt marked; udtrykker derfor bekymring over den politiske beslutning om blot at betragte myndigheden som en koordineringsmyndighed og ikke som en mikrotilsynsmyndighed i en historisk periode, hvor der kræves stærke foranstaltninger for at sikre tilliden til de finansielle institutioner;

123.  bemærker myndighedens begrænsninger for så vidt angår kollegiet af tilsynsførende samt dens effekt på tilsynskonvergens; glæder sig over de fremskridt, som myndigheden har opnået inden for disse snævre rammer for at forbedre kollegiernes funktion, navnlig med hensyn til at udarbejde fælles risikovurderinger og træffe fælles afgørelser;

124.  bemærker med bekymring, at selv om myndighedens rolle med hensyn til at indlede og koordinere stresstests er blevet styrket som led i den overordnede fælles tilsynsmekanismepakke, hører det juridiske ansvar for gennemførelsen af stresstest stadig under de kompetente myndigheders ansvarsområde, hvorfor myndigheden ingen kontrol har over testresultaterne;

125.  bemærker med bekymring myndighedens manglende evne til fuldt ud at opfylde sit forbrugerbeskyttelsesmandat, navnlig på grund af manglende retlige instrumenter til at tackle disse spørgsmål og en begrænset mulighed for at træffe juridisk bindende afgørelser om at forbyde visse produkter eller aktiviteter; fremhæver imidlertid, at det er Det Fælles Udvalgs rolle at lette og forbedre udvekslingen af synspunkter på tværs af sektorer og er enig med Revisionsretten i, at der er behov for styrkede forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger i Unionens finansielle sektor;

126.  mener, at øget koordinering med de nationale myndigheder om forbrugerbeskyttelse kan øge myndighedens indflydelse på dette område;

127.  er enig med Revisionsretten i, at indførelsen af et resultatmålingssystem er afgørende for et effektiv tilsyn og anerkender, at myndigheden er i færd med at gennemføre et resultatmålingssystem;

128.  bemærker, at et EU-dækkende banktilsyn kræver en klar fordeling af roller og ansvar mellem myndigheden, Den Europæiske Centralbank og de nationale tilsynsmyndigheder, både inden for og uden for den fælles tilsynsmekanisme; opfordrer derfor til en yderligere afklaring af deres roller og opgaver med henblik på at undgå risiko for overlapning, eventuelle smuthuller og en uklar ansvarsfordeling;

129.  mener, at det er nødvendigt at forbedre de nuværende tilsynsregler, så de kommer til at omfatte en tættere overvågning af nationale banker i de tredjelande, der har indført euroen, men som ikke er medlemsstater, såsom Vatikanstaten, Andorra, Monaco og San Marino;

130.  mener, at det er nødvendigt at revidere parametrene for risikovægtede aktiver for ikke at straffe de banker, der er mest sårbare over for kreditrelaterede bankprodukter, samt for ikke at belønne banker, der handler med dårlige eller tvivlsomme finansielle produkter, som f.eks. derivater;

Del XII – Revisionsrettens særberetning nr. 6/2014 med titlen "Støtten fra samhørighedspolitikkens fonde til produktion af vedvarende energi – har den givet gode resultater?"

131.  glæder sig over Revisionsrettens særberetning nr. 6/2014 og tilslutter sig dens anbefalinger;

132.  glæder sig over Revisionsrettens konklusioner vedrørende uproblematisk gennemførelse i udvalgte projekter for vedvarende energi (VE) og mener, at dette bekræfter, at nøgleteknologierne er modne til anvendelse i produktion af vedvarende energi;

133.  er af den mening, at det i VE-projekterne, der generelt er adskillige år om at blive fuldstændigt operationelle, er svært at foretage en præcis vurdering af resultaterne, før disse år er gået;

134.  er af den opfattelse, at princippet om omkostningseffektivitet bør indarbejdes fuldstændigt i samhørighedspolitikkens instrumenter, samt i andre instrumenter, f.eks. det europæiske genopretningsprogram for energiområdet, og ikke blot VE-projekterne – selv når de tjener et bredere formål; påpeger, at begrebet omkostningseffektivitet kan defineres på flere måder; foreslår derfor, at Kommissionen og medlemsstaterne drøfter, hvordan denne idé kan ensrettes med henblik på at tilvejebringe mere effektiv vejledning til gennemførelse af VE-projekter;

135.  er bekymret over, at Unionens lovgivningsmæssige rammer for vedvarende energikilder ikke fuldt ud svarer til de krav, der er fastsat i Unionens finansielle instrumenter - Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden – der er de vigtigste finansieringskilder til vedvarende energi; opfordrer Kommissionen til at foretage en dybdegående screening af lovgivningen og at korrigere eksisterende uoverensstemmelser;

136.  mener, at offentlige midler på dette område bør være et supplement og spille en vigtig rolle med hensyn til at stimulere private investeringer; er imidlertid af den opfattelse, at nogle projekter, særlig af en mere omfattende størrelse, kræver øgede offentlige investeringer;

137.  er af den opfattelse, at ustabile og uforudsigelige tiltag og støtteordninger hæmmer investering i vedvarende energi; insisterer på, at den eksisterende usikkerhed også forstyrrer processen for udvælgelse af produktionsteknologier, hvilket yderligere undergraver princippet om omkostningseffektivitet;

138.  understreger, at vanskeligheder og usikkerhed i forbindelse med VE's integrering i nettene ikke blot er en hindring for den private sektors investering i udvikling af vedvarende energi, men også kan undergrave igangværende projekters økonomiske og finansielle bæredygtighed samt gennemførelsen af fremtidige programmer under EFRU og Samhørighedsfonden; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en ajourført screening af lovgivningsmæssige og tekniske barrierer på medlemsstatsplan med henblik på at kunne tillade bedre adgang for både små og store VE-projekter til elektricitetsnettet;

139.  bemærker, at det er nødvendigt, at Kommissionen fører strengere tilsyn med den nye lovramme for 2014-2020, herunder de indledende mål og resultatindikatorer, som vil muliggøre effektiv overvågning og evaluering;

140.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre en yderligere indsats for at udveksle bedste praksis og etablere fælles procedurer med henblik på at harmonisere deres nationale administrative systemer;

141.  konstaterer, at meget detaljerede udvælgelseskriterier for VE kan blive en metode til at udelukke konkurrenter; opfordrer Kommissionen til at styrke vejledningen på dette område og til nøje at overvåge disse sager;

142.  noterer sig Kommissionens svar, hvori det konstateres at, visse af Revisionsrettens anbefalinger allerede er iværksat gennem Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF(16) (direktivet om vedvarende energi);

Del XIII – Revisionsrettens særberetning nr. 7/2014 med titlen "Har EFRU's støtte til udvikling af virksomhedsvæksthuse givet gode resultater?"

143.  glæder sig over Revisionsrettens særberetning nr. 7/2014 og tilslutter sig dens anbefalinger;

144.  bemærker, at virksomhedsvæksthuse støtter etableringen og den videre udvikling af unge virksomheder, der kan sætte små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i centrum for den økonomiske vækst og jobskabelsen i Unionen;

145.  mener, at støtteprogrammer i henhold til samhørighedspolitikken, der anvendes for disse væksthuse, bør have en struktureret planlægning, klare mål og undergå en effektiv vurdering; er af den opfattelse, at de reviderede væksthuse havde svagheder for så vidt angår alle de ovennævnte krav;

146.  minder om, at Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) har ydet et betydeligt finansielt bidrag til oprettelsen af virksomhedsvæksthuse, og at de reviderede væksthuses faciliteter var blevet behørigt etableret, men at disse reviderede væksthuse viste begrænsede resultater;

147.  påpeger, at antallet af forretningsplaner, nystartede virksomheder og jobs, der er blevet skabt med støtte fra væksthuse, i gennemsnit var meget mindre end tallene for de benchmarkede væksthuse, der anvendes af Revisionsretten til sammenligning;

148.  bemærker, at reviderede EFRU-væksthuse tilbød en mere begrænset række af tjenester end de benchmarkede væksthuse, og at personalet under EFRU-væksthusene besad færre færdigheder og mindre ekspertise;

149.  understreger derfor, at det for effektiviteten af virksomhedsvæksthuse er vigtigt med en fuld værdikæde af støtte til virksomheder med kvalificeret personale, god praksis og regelmæssig overvågning;

150.  noterer sig Kommissionens forklaring om, at medlemsstater, der tiltrådte Unionen i 2004, og som manglede en erhvervsinfrastruktur, ekspertise og erfaring efter tiltrædelsen, af disse grunde ikke kunne opnå bedre resultater; minder imidlertid om, at revisionen blev gennemført for væksthuse i 4 + 2 medlemsstater, hvoraf kun to tiltrådte Unionen i 2004;

151.  er af den opfattelse, at Kommissionen i programmeringsperioderne 2000-2006 og 2007-2013 ikke udviste tilstrækkeligt engagement i sin støtte til disse virksomheder; bemærker, at dette bekræftes af Kommissionens mangelfulde vejledning i de nævnte programmeringsperioder, især mellem 2006 og 2010;

152.  minder om, at fastlæggelse og udveksling af god praksis, navnlig i nyoprettede virksomheder, er en vigtig foranstaltning til forbedring af effektiviteten; beklager de reviderede væksthuses skuffende resultater; opfordrer Kommissionen til i denne forbindelse at forbedre vejledningen til medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder, og opfordrer de sidstnævnte til effektivt at anvende disse vejledende principper;

153.  understreger, at det for effektivitetens skyld er vigtigt at investere i uddannelse af personale samt at sikre en effektiv støtte til vækstvirksomheder og potentielle kunder; beklager, at dette element også generelt var forsømt i de reviderede væksthuse;

154.  bemærker, at støtten til virksomhedsvæksthuse kunne baseres på en omfattende og tilbundsgående analyse samt et sæt individuelle, specifikke, skræddersyede undersøgelser for særligt støttede projekter (f.eks. en feasibilityundersøgelse, en forretningsplan osv.); mener, at sådanne undersøgelser kunne frembringe en klar begrundelse for en sådan støtte;

155.  mener ikke, at alle lokaliteter nødvendigvis vil opnå et vellykket resultat ved anvendelsen af virksomhedsvæksthuse, der er udformet til at tilføre merværdi til regional og økonomisk udvikling; mener, at kun væksthuse, der opfylder visse grundlægende forudsætninger, bør støttes;

156.  understreger, at støtte til virksomhedsvæksthuse kan ydes med anvendelse af offentlig-private partnerskaber (OPP), hvor risikoen i forbindelse med en offentlig tjeneste deles med den private virksomhed, der modtager støtten;

157.  bemærker, at virksomhedsvæksthuse bør oprettes i tæt samarbejde med skoler og forskningsfaciliteter;

158.  bemærker, at det er vigtigt at finde komplementaritet og synergier i virksomhedsvæksthuses støtte fra EFRU, Horisont 2020 og programmet for virksomheders konkurrenceevne og SMV'er (Cosme) i perioden 2014-2020;

Del XIV – Revisionsrettens særberetning nr. 8/2014 med titlen "Har Kommissionen forvaltet indlemmelsen af koblet støtte i enkeltbetalingsordningen effektivt?"

159.  tilslutter sig Revisionsrettens anbefalinger og glæder sig over Kommissionens konstruktive holdning;

160.  beklager, at nogle medlemsstater ifølge Revisionsretten ikke altid har fulgt princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning ved fastlæggelsen af kriterierne for beregning af betalingsrettigheder;

161.  konstaterer, at dette har ført til, at landbrugere i nogle sektorer fik en uventet fortjeneste, der ikke i sig selv har været et brud på de gældende regler:

a)      i Spanien har betalingsrettighederne i henhold til de nationale regler været af højere værdi, end hvad landbrugerne tidligere havde modtaget i koblede betalinger

b)     i Italien modtog landbrugerne betalingsrettigheder svarende til deres historiske støtteniveau, selv om de i mellemtiden havde reduceret deres dyrkede arealer betydeligt

c)      i modstrid med EU-lovgivningen havde de franske myndigheder ikke nedsat værdien af alle betalingsrettighederne for at finansiere den særlige støtte til landbrugerne (artikel 68 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009(17)); værdien af samtlige betalingsrettigheder i Frankrig var derfor ansat 4,61 % for højt, hvilket svarer til 357,3 millioner EUR; bemærker, at 74 millioner EUR af dette beløb vedrørte den støtte, der var blevet indlemmet i enkeltbetalingsordningen i 2010, og at Kommissionen anfører, at der i handlingsplanen for Frankrig er medtaget korrigerende foranstaltninger;

162.  opfordrer derfor Kommissionen til at føre tilstrækkeligt tilsyn med medlemsstaternes beregning af landbrugernes betalingsrettigheder, herunder at man retter sig efter de lofter, der findes for tildeling af sådanne rettigheder;

163.  bemærker med bekymring, at selv når Kommissionen havde påpeget fejl, blev betalingsrettighederne ikke korrigeret, fordi de administrative procedurer er for langsomme;

164.  opfordrer Kommissionen til at forstærke rettidigt tilsyn og være mere opmærksom på de risici, der knytter sig til rettighederne;

165.  noterer sig, at enkeltbetalingsordningen fra og med 2015 vil blive erstattet af en ny grundbetalingsordning;

166.  mener, at den nye ordning bør tilstræbe at mindske den administrative byrde for landbrugerne;

167.  er af den faste overbevisning, at Kommissionens kontroller og revisioner grundlæggende bør være risikobaserede;

168.  insisterer på, at den nye ordning skal forhindre uberettigede forskelle i betalingsrettighederne i de forskellige medlemsstater og ulige behandling af landbrugerne, uagtet at forordningen muligvis giver en vis skønsmargen; anmoder Kommissionen om at forsikre Parlamentet og dets Budgetkontroludvalg om, at der er truffet passende foranstaltninger til at nå dette mål;

169.  er bekymret over, at ukorrekte betalingsrettigheder kan give anledning til ukorrekte betalinger selv efter 2014, idet medlemsstaterne frem til 2021 vil have mulighed for at betale en del af den fremtidige støtte på grundlag af den nuværende enkeltbetalingsstøtte; mener, at selv om sådanne betalinger kan korrigeres og inddrives, bør de som udgangspunkt undgås;

170.  minder Kommissionen om, at det af artikel 317 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fremgår, at: "Inden for rammerne af de givne bevillinger [...] gennemfører Kommissionen på eget ansvar budgettet i samarbejde med medlemsstaterne i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning..."; forventer derfor, at Kommissionen yder tilstrækkelig vejledning til medlemsstaterne, således at de kan gennemføre grundbetalingsordningen i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, og indfører passende tilsynsstrukturer med henblik på at påtage sig det overordnede ansvar for budgetgennemførelsen;

Del XV – Revisionsrettens særberetning nr. 9/2014 med titlen "Bliver EU's støtte til investeringer og salgsfremstød i vinsektoren forvaltet godt, og er der dokumentation for støttens resultater med hensyn til EU-vinenes konkurrenceevne?"

171.  påskønner Revisionsrettens konklusioner og anbefalinger i særberetning nr. 9/2014;

172.  noterer sig vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013(18) om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter for perioden 2014–20;

173.  minder om Revisionsrettens særberetning nr. 7/2012 (decharge 2011) "Reformen af den fælles markedsordning for vin: Hidtidige fremskridt" og den efterfølgende betænkning fra Budgetkontroludvalget;

174.  tilslutter sig fuldt ud tanken om, at støtteordningen rationaliseres, og at Kommissionen regelmæssigt overvåger udnyttelsen af midler; påpeger, at det er absolut nødvendigt, at investeringsforanstaltningerne er erhvervs- og resultatorienterede, og at man fremmer modeller for bedste praksis og tager ved lære heraf;

175.  udtrykker sin bekymring over de mislykkede forsøg på at tiltrække flere små og mellemstore virksomheder (SMV'er) er med henblik på Unionens fremme og støtte af vinsektoren; mener, at medfinansieringssatserne bør revideres, så de begunstiger SMV'er og dermed gør det lettere at inddrage potentielle SMV-støttemodtagere, især virksomheder med begrænset administrativ og finansiel kapacitet;

176.  mener, at der bør indføres en fælles ordning for evaluering af salgsfremstødene for at sikre, at Kommissionen og medlemsstaterne kan vurdere, i hvilket omfang, der sker fremskridt, hvorvidt man når de opstillede mål, og hvilken indvirkning foranstaltningerne har på vinsektorens konkurrenceevne på medlemsstatsniveau; påpeger, at de enkelte vinproducerende virksomheders forøgelse af den samlede markedsandel kan indgå i den fælles evalueringsordning;

177.  støtter Revisionsrettens anbefaling om, at ekstraomkostninger såsom omkostninger til gennemførelsesorganer og generalomkostninger skal begrundes behørigt og ikke må udgøre mere end en bestemt procentdel af de samlede omkostninger;

178.  understreger, at det er afgørende at sikre en passende fordeling mellem investerings- og markedsføringsforanstaltninger; mener, at Kommissionen og medlemsstaterne bør være mere effektive i forbindelse med anvendelsen af foranstaltningerne; noterer sig især, at der i forbindelse med salgsfremstødene bør stilles krav til modtagerne om, at de skal kunne dokumentere deres behov for EU-støtte, at normale driftsomkostninger ikke bør finansieres, og at støtten til de modtagere, som i hver programmeringsperiode fremlægger salgsfremmende programmer i de samme mållande, bør begrænses; påpeger desuden, at resultatet af de salgsfremmende foranstaltninger bør vurderes på støttemodtagerniveau snarere end for hele Unionens vinsektor under ét;

179.  tilslutter sig Revisionsrettens anbefaling om, at Kommissionen bør analysere, hvordan det budget, der afsættes til de nationale støtteprogrammer for perioden 2014-2018, svarer til behovene i Unionens vinsektor, og analysere medlemsstaternes absorptionskapacitet, og om fornødent justere budgettet; opfordrer Kommissionen til at overveje, om der er behov for et yderligere finansielt redskab for vinsektoren i forhold til andre landbrugssektorer;

180.  glæder sig over den positive udvikling i Unionens eksport af kvalitetsvine; påpeger, at Unionen bør identificere og udnytte sin konkurrencefordel på det multilaterale og stadig mere konkurrenceprægede globale vinmarked og bør tilskynde Unionens vinproducenter til at fremstille kvalitetsvine i verdensklasse, der kan bidrage til at forbedre balancen mellem udbud og efterspørgsel i Unionen;

181.  opfordrer Kommissionen til at bidrage til øget gennemsigtighed af salgsfremstød for vin i tredjelande gennem et bedre system for kontrol med og overvågning af de finansierede projekter; påpeger, at denne foranstaltning også bør bidrage til at undgå dobbeltfinansiering;

Del XVI – Revisionsrettens særberetning nr. 10/2014 med titlen "Effektiviteten af Den Europæiske Fiskerifonds støtte til akvakultur"

182.  støtter Revisionsrettens centrale anbefalinger, samtidig med at det konstateres, at Kommissionen er ved at udvikle de retningslinjer, der er anmodet om til vandrammedirektivet og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF(19) (havstrategirammedirektivet); bifalder, at Kommissionen noterede sig anbefalingerne vedrørende fysisk planlægning og behovet for administrativ forenkling;

183.  glæder sig over, at erfaringerne fra perioden 2007-2013 er integreret i den nye europæiske hav- og fiskerifond for perioden 2014-2020; understreger, at det dog er nødvendigt, at Kommissionen sikrer, at alle anbefalinger blev og bliver omsat til praksis;

184.  forstår, at konsekvenserne af den finansielle krise havde afgørende indflydelse på opnåelsen af målsætningerne for vækst og beskæftigelse i akvakultursektoren; understreger imidlertid, at et af de vigtigste mål for Den Europæiske Fiskerifond (EFF) – vækst og bæredygtighed inden for akvakulturen – ikke er nået, og at dette også skyldes andre faktorer; understreger, at akvakultursektoren i stedet for at vokse har været stagnerende i mange år i modsætning til i andre dele af verden;

185.  er skuffet over den manglende prioritering på projektniveau og strategisk planlægning på nationalt plan; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at forbedre fastlæggelsen af programmer med henblik på at styrke foranstaltninger, der støtter for akvakultur, og opfordrer Kommissionen til at sikre bedre gennemførelse;

186.  påpeger, at en stærkere, bæredygtig akvakultur på den ene side er et af Kommissionens centrale mål, men at der på den anden side er gjort meget lidt for at nå dette mål inden for rammerne af EFF; bemærker, at dette er en systematisk fejl, som også findes i andre programmer og finder derfor, at Kommissionen til stadighed ikke når sine mål;

187.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at omdanne sin finansielle forvaltning og til at ændre sin tilgang fra at anvende alle tilgængelige kilder til at fokusere på, om udgifterne er i overensstemmelse med reglerne, om de giver værdi for pengene, og om de yder effektiv støtte til opnåelse af centrale mål;

188.  konstaterer, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne håndterer den mangelfulde udvælgelse af projekter i stedet for at bevilge midler til alle projekter og sikrer, at udvælgelsesproceduren underlægges detaljerede udvælgelsesbestemmelser, som vurderer, om projekterne kan give resultater og værdi for pengene, som overordnet vil bidrage til målene for Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), såsom vækst og beskæftigelse; understreger, at Kommissionen bør støtte medlemsstaterne i dette, og at den bør støtte opfølgende overvågning af projektresultater og etablere en mere kompleks efterfølgende evaluering af projekter, der vil blive anvendt som erfaring;

189.  er overbevist om, at medlemsstaterne skal forbedre deres indberetningsværktøjer og -kanaler eftersom de oplysninger, der gives Kommissionen, ofte er upræcise; anbefaler Kommissionen a) at udvikle stærkere pressionsmidler for at få medlemsstaterne til at yde pålidelige data, især i tilfælde hvor der er åbenlyse forskelle og b) at overveje at sanktionere medlemsstater, der mistænkes for bevidst at indgive ukorrekte data;

190.  påpeger, at Kommissionen skal udvikle en stærkere ramme for alle sine finansielle programmer, herunder de nye EHFF-foranstaltninger for akvakultur; mener, at Kommissionen bør overveje en mere sammenhængende tilgang og bør udvikle stærkere integritet;

191.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne præciserer deres egne strategier og gennemfører dem på en måde, der supplerer EHFF's mål; anmoder Kommissionen om at føre tilsyn med, at medlemsstaterne gør en ekstra indsats for så vidt angår projektevaluering og frigør sig fra manglende strategiske overvejelser i forbindelse med projekter; fremhæver, at det er nødvendigt at sikre, at evaluatorerne vurderer projekterne med åbne øjne og klare forventninger;

192.  anbefaler, at finansiering af projekter, der allerede er påbegyndt, genovervejes, da den ikke har nogen yderligere indvirkning; fraråder Kommissionen og medlemsstaterne at anvende metoden med vilkårlig afkrydsning med henblik på at undgå manglende merværdi;

193.  opfordrer til, at de administrative procedurer forenkles med henblik på at sikre, at de projekter, der ansøges om midler til, er af en høj kvalitet;

194.  bifalder forslaget til et nyt overvågningssystem i EHFF, der vil omfatte en database på medlemsstatsplan, der lagrer oplysninger om alle operationer, og en samlet rapport med de vigtigste oplysninger, men insisterer på at gennemføre dette forslag og opretholde dets høje standard;

Del XVII – Revisionsrettens særberetning nr. 11/2014 med titlen "Oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil"

195.  glæder sig over Revisionsrettens særberetning nr. 11/2014 og tilslutter sig dens anbefalinger;

196.  mener, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) som følge af begrænsede ressourcer endnu ikke er en selvstændig EU-diplomatitjeneste; mener, at Kommissionen og medlemsstaterne er de rette aktører til at presse på for en konsolidering af EU-Udenrigstjenesten;

197.  påpeger, at princippet om budgetneutralitet er meget velkomment; mener dog, at dette ikke bør ses isoleret fra de besparelser, som medlemsstaterne har opnået som følge af EU-Udenrigstjenestens oprettelse;

198.  mener, at EU-Udenrigstjenesten fortsat har en toptung administration, hvilket der skal ændres på; mener, at de foranstaltninger, der allerede er gennemført for at rette op på dette, er et skridt i den rigtige retning, og anmoder Kommissionen om at styrke sit engagement med at forbedre samarbejdet mellem tjenestegrenene;

199.  mener, at ansvarsområderne for Unionens særlige repræsentanter er meget uklare, og at der ikke findes en tilstrækkelig overvågning og resultatanalyse; foreslår, at de skal integreres i EU-Udenrigstjenesten for at afhjælpe denne mangel;

200.  mener, at der er opnået positive resultater inden for menneskelige ressourcer, men tilslutter sig ikke desto mindre Revisionsrettens bemærkninger om, at der er mest brug for den tematiske ekspertise i delegationerne; opfordrer Kommissionen sammen med EU-Udenrigstjenesten til at indføre en koordineret tilgang for at optimere profilen for delegationens personale;

201.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at få et bedre overblik over de afholdte udgifter i ansættelsesprocedurerne; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at anvende innovative løsninger som videokonferencer til jobsamtaler og så vidt muligt også at komme med lignende løsninger til uddannelsen af personalet;

202.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at fremme en bedre koordinering mellem deres tjenester for eksterne forbindelser og EU-Udenrigstjenesten uden at ignorere tværgående horisontale spørgsmål;

203.  understreger behovet for at sikre øget fleksibilitet i finansieringen af missioner under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) for at sikre den interne og eksterne sikkerhed i Den Europæiske Union som følge af de farer, som konflikter i lande, som grænser op til den, medfører såvel som den øgede risiko for mulige terroraktiviteter med forbindelse til IS;

204.  opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at maksimere stordriftsfordelene ved at skabe nye synergier inden for tjenestens hovedkvarter og delegationerne samt i samarbejdet med medlemsstaterne og de nationale diplomatiske tjenester i forlængelse af ånden i Unionens eksterne politik og tjenestegrene; bemærker med tilfredshed, at samhusning af EU-delegationer og medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer er stigende, selv om den fortsat er af begrænset omfang, og glæder sig over, at EU-Udenrigstjenesten tager hensyn til dette som et grundlæggende element i dens indsats;

205.  accepterer, at der stadig er arbejde, der skal gøres med hensyn til de konsulære tjenester;

Del XVIII – Revisionsrettens særberetning nr. 12/2014 med titlen "Er EFRU effektiv med hensyn til at finansiere projekter under EU's biodiversitetsstrategi 2020, der direkte fremmer biodiversitet?"

206.  minder om, at biologisk mangfoldighed i konventionen om den biologiske mangfoldighed (CBD) defineres som mangfoldigheden af levende organismer fra alle kilder, herunder bl.a. terrestriske, marine og andre akvatiske økosystemer og de økologiske strukturer, de indgår i; konstaterer endvidere, at CBD anerkender en række alvorlige trusler mod biodiversiteten, såsom tab eller fragmentering af levesteder, overudnyttelse af skove, have, floder, søer og jord samt forurening, klimaændringer og indvandrede arter, der konkurrerer med naturligt hjemmehørende flora og fauna;

207.  understreger, at biodiversiteten er afgørende for mennesker og den sociale velfærd; mener endvidere, at klimaændringer, tabet af biodiversitet, de trusler, som de invasive arter indebærer, og overforbruget af naturressourcer, udgør store udfordringer, der berører alle Unionens borgere;

208.  beklager, at Unionen ikke har kunnet nå sit overordnede mål om at stoppe tabet af biodiversitet i Unionen inden 2010;

209.  konstaterer, at tabet af biodiversitet har katastrofale økonomiske omkostninger for samfundet, som der indtil nu ikke er blevet taget tilstrækkelig højde for i de globale politikker, bemærker endvidere, at det i undersøgelsen af de økonomiske aspekter af økosystemer og biodiversitet anslås, at omkostningerne ved manglende handling og forringelsen af de miljøvenlige tjenester vil udgøre op til 7 % af det globale BNP årligt i 2050(20);

210.  er overbevist om, at der derfor er et presserende behov for at handle og at tillægge biodiversiteten en større politisk betydning for at overholde de relevante forpligtelser frem til 2020;

211.  konstaterer, at resultaterne af projekterne ofte er længe om at vise sig, hvilket vanskeliggør en evaluering af disse;

212.  er af den opfattelse, at uanset begrænsningerne, der skyldes, at få midler rettes mod biodiversiteten, og vanskelighederne med at vurdere anvendelsen af disse midler, er det af afgørende betydning at opretholde dem på nuværende tidspunkt;

213.  understreger, at beskyttelsen af biodiversitet ikke blot er et ædelt miljømæssigt mål, men at en sådan politik ligeledes giver en betydelig mulighed for at skabe nye kompetencer, arbejdspladser og forretningsmuligheder;

214.  fremhæver vigtigheden af at fremme beskyttelse og bevaring af biodiversitet i forbindelse med udvikling, oprettelse og finansiering af alle øvrige EU-politikker (bl.a. landbrug, skovbrug, fiskeri, regionaludvikling og regional samhørighed, energi, industri, transport, turisme, udviklingssamarbejde og -bistand, forskning og udvikling) med henblik på at gøre Unionens sektorielle og budgetmæssige politikker mere sammenhængende og sikre, at Unionen opfylder sine bindende forpligtelser for så vidt angår biodiversitetsbeskyttelse; mener i den forbindelse, at samarbejdet mellem de lokale, regionale, nationale og EU's myndigheder bør styrkes;

215.  noterer sig, at det på trods af Kommissionens vejledning og tilskyndelse alene er medlemsstaternes ansvar at fastlægge finansieringsprioriteringerne efter deres egne behov, og at langt størstedelen af medlemsstaterne ikke anvender Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) som instrument til beskyttelse af biodiversiteten;

216.  er derfor af den opfattelse, at det bør overvejes at gøre det obligatorisk, at en del af EFRU-midlerne, (for hvilken procentdelen endnu ikke er fastsat), anvendes til fremme af biodiversitet i betragtning af deres lave udnyttelsesgrad (0,79 %);

Del XIX – Revisionsrettens særberetning nr. 13/2014 med titlen "EU's støtte til rehabilitering efter jordskælvet i Haiti"

217.  glæder sig over særberetning nr. 13/2014 med evalueringen af EU's støtte til rehabilitering efter jordskælvet i Haiti som et vigtigt bidrag til den generelle politiske debat om Unionens eksterne humanitære politik og udviklingspolitik; tager resultaterne og anbefalingerne til efterretning;

218.  glæder sig over og noterer sig de vigtigste konklusioner og henstillinger i den endelige rapport om evalueringen af EU's samarbejde med Republikken Haiti, som Kommissionens Generaldirektorat for Internationalt Samarbejde og Udvikling – EuropeAid har udarbejdet på Parlamentets anmodning, og redegør for sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

Generelle bemærkninger

219.  gentager sin generelle tilfredshed med det arbejde og den indsats, Kommissionens tjenestegrene har gjort som opfølgning på jordskælvet i Haiti i 2010 – og dette under ekstremt vanskelige omstændigheder for EU-delegationen og dens ansatte; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens evne til at tilbageholde betalinger og udlæg som følge af utilfredsstillende fremskridt med hensyn til regeringens økonomiske forvaltning og mangler i de nationale offentlige udbudsprocedurer;

220.  beklager de svagheder, der er påvist i koordinationen mellem donorerne og inden for Kommissionens tjenestegrene, som også er uddybet i en evaluering af EU's samarbejde med Republikken Haiti (2008-2012)(21), som blev offentliggjort på vegne af Kommissionen, og opfordrer i denne henseende til en bedre formulering af den humanitære bistand og udviklingsbistanden med en stærkere sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling ved hjælp af en permanent LRRD-ramme (ramme for sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling); mener, at der, hvor det er muligt, bør etableres integrerede tilgange med klart formulerede koordineringsmål og en sammenhængende landestrategi mellem Kommissionens Generaldirektorat for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (ECHO) og EuropeAid såvel som udveksling af bedste praksis; glæder sig i denne forbindelse over, at systematisk integration af LRRD-tilgangen er medtaget i den finansieringscyklus, der dækker 2014–20; opfordrer endvidere Kommissionens tjenestegrene til at forbedre omstilling fra kortsigtede humanitære aktiviteter til langsigtede udviklingstiltag og udvikle en sammenhængende koordination, ikke blot mellem forskellige EU-aktører, men også med nationale prioriteter gennem en fælles strategi og en fælles humanitær og udviklingsmæssig ramme; anmoder Kommissionen om at gå i dialog med Parlamentet, hvis de eksisterende lovgivningsmæssige rammer forhindrer effektiv koordination mellem de forskellige finansielle instrumenter inden for humanitær bistand og udviklingsbistand; mener endvidere, at inddragelsen af lokale ikkestatslige organisationer fra civilsamfundet kan styrke anvendelsen af den lokale videnbase til bedre at kunne indkredse rehabiliteringsbehovene og overvåge hvilke fremskridt, de nationale myndigheder gør;

221.  minder om henstillingerne umiddelbart, efter at delegationen fra Parlamentets Budgetkontroludvalg besøgte Haiti i februar 2012, og fastholder som et fast princip det fremtrædende spørgsmål om sporbarheden af og placering af ansvar for Unionens udviklingsmidler især ved at koble budgetstøtte sammen med resultater, og navnlig med en klar definition af den nationale administrations pligter og opgaver med henblik på at sikre gennemsigtighed, sporbarhed og placering af ansvar; gentager sit krav om, at der lægges større vægt på bekæmpelse af rodfæstet korruption; påpeger, at humanitær bistand bør være baseret på en exitstrategi, og understreger, at midlerne bør kanaliseres gennem de haitianske institutioner, når det er muligt inden for rammerne af Cotonouaftalen for at sikre ejerskab og støtte styrkelsen af de nationale organer, herunder agenturet for offentlige indkøb, der bør fungere som et kontrolfilter; anmoder Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om at lægge vægt på konditionalitetsmatrixen for sektorbudgetstøtte;

222.  minder om, at "statsopbygning" bør være i centrum for Unionens udviklingsstrategi og hjørnestenen i alle sådanne krisesituationer i overensstemmelse med principperne for intervention i skrøbelige sammenhænge; noterer sig, at dette omfatter støtte til institutionsopbygning, gennemsigtighed og effektivitet i den offentlige økonomiske forvaltning med forstærkede politiske dialoger og politikdialoger;

223.  opfordrer til, at der fastlægges et godt politikmiks i EU-interventionens logik gennem en samlet tilgang til statslige og ikkestatslige aktører, og til, at sektorstøtten gives via en hurtig sektormæssig behovsanalyse, hvilket vil være til gavn for projekternes levedygtighed, komplementaritet og bæredygtighed;

Orientering mod fremtiden

224.  mener, at ud over situationen i Haiti er det nødvendigt at drøfte og forbedre foranstaltninger med henblik på at styrke politikrammen for intervention og nedbringelse af katastroferisici med det ultimative mål at begrænse risikoen for menneskers liv og levevilkår til et minimum; mener, at investeringer i nedbringelse af katastroferisici er afgørende som en fuldgyldig komponent af bæredygtig udvikling og desuden er yderst omkostningseffektive, idet de muliggør en betydeligt mere effektiv anvendelse af ressourcerne, end hvis man skal betale regningen for en katastrofeindsats;

225.  mener, at krisesituationer og skrøbelige situationer nødvendiggør udviklingen af politikker, der kræver nye tilgange, nye metoder og ekspertise, navnlig hvad angår aktiviteter såsom i) indkredsning af risici på forskellige operationelle niveauer, ii) udarbejdelse af scenarier og prognoser for mulige konsekvenser og iii) udformning af instrumenter til at forhindre, mindske og forberede sig på risici og mulige katastrofer; opfordrer til en fleksibel tilgang, således at Kommissionen får mulighed for hurtigt og i tilstrækkeligt omfang at tilpasse sine bistandsforanstaltninger og -instrumenter til en krise- og en postkrisesituation; bemærker i denne sammenhæng, at Kommissionen i mellemtiden har indført et system for mobilisering af eksperter inden for forskellige kompetenceområder, således at der med kort varsel kan udsendes ekstra medarbejdere til EU-delegationer eller til hovedkvarterets tjenestegrene, hvis der mangler personale;

226.  tilskynder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at arbejde systematisk med de fire stadier i katastrofehåndteringsforløbet, nemlig afbødning og beredskab, indsats og genopretning, hen imod fastlæggelsen af en strategisk ramme for håndtering af katastroferisici og opbygning af modstandsdygtighed; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at holde Parlamentet orienteret om udviklingen, navnlig hvad angår risikohåndtering og beredskab til at implementere og nå programmålene i en postkrisesammenhæng.

227.  minder om, at der i alle sådanne krisesituationer skal udvises behørig omhu for soliditeten og den operationelle effektivitet af den nationale forvaltningsramme for håndtering af nedbringelsen af katastroferisici som en forudsætning for, at Unionens intervention kan lykkes; minder om, at vurderingen af enhver national forvaltningsramme bl.a. bør tage højde for de eksisterende rammer for ansvarlighed for resultater, den eksisterende definition og fastlæggelse af ansvar på centralt og lokalt plan, en klar kommando- og kontrolvej, informationskanaler mellem forskellige aktører/donorer såvel som feedbackmekanismer om projekter;

228.  støtter Revisionsrettens anbefalinger for så vidt angår EU's støtte til rehabilitering efter jordskælvet i Haiti og glæder sig over Kommissionens svar om, at den også accepterer anbefalingerne;

Del XX – Revisionsrettens særberetning nr. 14/2014 med titlen "Hvordan beregner, reducerer og udligner EU's institutioner og organer deres drivhusgasemissioner?"

229.  mener, at alle EU-institutioner og -organer bør sigte mod en fælles tilgang til deres drivhusgasemissioner og deres muligheder for at reducere dem; mener, at de for at opnå resultater bør foretage en komplet beregning af deres drivhusgasemissioner og ikke afholde sig fra at offentliggøre deres resultater;

230.  mener, at Kommissionen for at bevare sin troværdighed i forbindelse med miljøforhandlinger med tredjeparter i højere grad bør bestræbe sig på at indsamle flere data vedrørende egne drivhusgasemissioner;

231.  opfordrer de EU-institutioner og -organer, som ikke har nogen certifikat fra ordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS), til at overveje at anvende denne ordning hurtigst muligt; understreger imidlertid, at EMAS bør betragtes som et redskab til at strukturere bl.a. drivhusgasemissioner og ikke som det eneste endelige mål for institutionernes grønne politik;

232.  påpeger, at udligning af drivhusgasemissioner kan anvendes af EU-institutioner og -organer til i højere grad at reducere deres CO

2-fodaftryk; er enig med Revisionsretten i, at anvendelse af højkvalitetskreditter som supplement til emissionsreduktionsforanstaltninger (og ikke i stedet for dem) ville være en passende løsning på disse problemer; bemærker imidlertid, at udligning bør komme i anden række i forhold til investering af disse midler i yderligere forbedringer af EU-institutioners og -organers miljøpolitik;

233.  glæder sig over, at flere af EU-institutionerne har igangsat pilotprojekter med grønne indkøb; håber, at resultaterne viser sig at være lovende, og at grønne indkøb i fremtiden vil blive standardprocedure i EU-institutioner og -organer;

234.  understreger, at den menneskelige faktor fortsat er et centralt aspekt i gennemførelsen af disse politikker; opfordrer derfor indtrængende ledelsen i EU-institutioner og -organer med ansvar for disse politikker til at uddanne og forbedre deres færdigheder og forståelse for betydningen af drivhusgasemissioner i institutionerne; håber, at etableringen af det nye kollegium af kommissærer i 2014 giver mulighed for en ny åbning for så vidt angår gennemførelsen af højere standarder i Kommissionen og dens agenturer;

Del XXI – Revisionsrettens særberetning nr. 15/2014 med titlen "Fonden for De Ydre Grænser har fremmet finansiel solidaritet, men der er behov for bedre resultatmåling og yderligere EU-merværdi"

235.  bemærker med bekymring, at Fonden for de Ydre Grænsers strategiske mål ikke har været klare, og at der især er en modsætning mellem Fonden for de Ydre Grænsers generelle karakter af solidarisk mekanisme og dets fokusering på konkrete mål om bedre samarbejde på området kontrol ved de indre grænser og visa;

326.  bemærker, at den vellykkede lancering af SIS II, VIS og Eurosur i alle medlemsstater ifølge Kommissionen afspejler Fonden for de Ydre Grænsers bidrag; mener dog, at en sådan generel konklusion aldrig kan anvendes som et tilfredsstillende svar på Revisionsrettens specifikke kritik vedrørende manglende resultatindikatorer;

237.  bemærker, at tilsvarende problemer kan opstå med hensyn til målene for instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed (ISF), idet også dette instrument både tjener solidariteten mellem medlemsstater med hensyn til forvaltning af grænsekontrol og virkeliggørelsen af et ensartet og højt niveau af kontrol ved de ydre grænser samt den effektive behandling af Schengen-visa i overensstemmelse med Unionens forpligtelser for så vidt angår grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder;

238.  understreger, at medlemsstaterne, om end de anerkender vigtigheden af effektive grænsekontroller ved de fælles ydre grænser som en del af Schengenreglerne, stadig i det væsentlige betragter forvaltningen af grænsekontrol og, i mindre omfang, behandlingen af visa, som nationale kompetencer;

239.  opfordrer medlemsstaterne derfor til at medtage ISF i de nationale strategier for grænseforvaltning for at bidrage til konsulært samarbejde, til Frontex-operationer eller til nødforanstaltninger og specifikke aktioner, der er vigtige for Schengenområdet som helhed; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre deres samarbejde på dette område;

240.  kræver, at Kommissionen undersøger, hvorvidt det kan være nyttigt at opdele grænsekontrol- og visadelen under ISF i flere øremærkede segmenter: et segment for solidaritet, et for virkeliggørelse af konsulært samarbejde, Frontex-operationer og nødforanstaltninger og specifikke foranstaltninger og et segment for foranstaltninger, der er særligt relevante fra et nationalt perspektiv;

241.  henstiller til medlemsstaterne at udvikle og anvende relevante og målbare indikatorer for output, resultater og virkning af de finansierede projekter; understreger, at der bør indføres forudgående kontrol af høj kvalitet for at sikre, at alle finansierede projekter bidrager til konkrete og målbare mål og har en merværdi; bemærker, at efterfølgende kontrol vil bidrage til at udarbejde mekanismer til kvalitetskontrol;

242.  påpeger, at yderligere EU-merværdi kan opnås via yderligere bidrag fra medlemsstaterne til Frontex ved at gøre det obligatorisk at lade i det mindste en del af ISF's samfinansierede aktiver indgå i Frontex' pulje af teknisk udstyr;

243.  er bekymret over de uregelmæssigheder, som Revisionsretten har fundet i de forskellige nationale indkøbsprocedurer, og mener, at undtagelsesklausulen for forsvars- og sikkerhedskontrakter ikke må anvendes i sager, hvor mindre restriktive procedurer kunne have været anvendt uden fare for sikkerheden; henstiller til strømlining af indkøbsprocedurer for at sikre, at finansiering gennemføres rettidigt;

244.  roser Kommissionen for at have truffet korrigerende finansielle foranstaltninger i forbindelse med et specifikt projekt, hvor det blev fundet, at projektet ikke overholdt de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder, men opfordrer Kommissionen til i så vidt muligt omfang på forhånd at identificere enhver mulig risiko i denne forbindelse, især for så vidt angår den måde, hvorpå grænsekontroller gennemføres med hensyn til retten til at søge asyl;

245.  fremhæver behovet for at forbedre standarden for dataindsamling om de finansierede projekter på nationalt plan for at øge graden af gennemsigtighed;

Del XXII – Revisionsrettens særberetning nr. 16/2014 med titlen "Effektiviteten af at blande tilskud, der ydes under regionale investeringsfaciliteter, og lån fra finansielle institutioner til at støtte EU's eksterne politikker"

246.  glæder sig over særberetningen, som er dedikeret til at evaluere effektiviteten af at blande tilskud, der ydes under regionale investeringsfaciliteter, og lån fra finansielle institutioner til at støtte EU's eksterne politikker, og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

Generelle bemærkninger

247.  tilskynder Revisionsretten til at uddybe revisionsaktiviteterne på dette nye samarbejdsområde med henblik på at give politikerne en regelmæssig samlet vurdering af forskellige spørgsmål og risici forbundet dermed;

248.  anerkender, at den øgede interesse for blandet finansiering og de muligheder, der ligger i anvendelsen af nye finansielle investeringsfaciliteter, hovedsagelig er begrundet i kombinationen af vigtige udviklingsmæssige udfordringer med stærkt begrænsede offentlige midler, og derfor fører til udvikling af nye finansielle ressourcer, der kombinerer støtte i form af EU-tilskud og andre typer af ressourcer ud over tilskud;

249.  understreger, at nye finansielle instrumenter og blandet finansiering fortsat er nødt til at være i overensstemmelse med Unionens udviklingspolitiske mål baseret på kriterierne for officiel udviklingsbistand ("ODA-kriterierne") og fastsat i dagsordenen for forandring, dvs. en forbedring af kvaliteten, effektiviteten og bæredygtigheden af samt hastigheden for gennemførelsen af Unionens interventioner; mener, at disse instrumenter skal fokusere på de af Unionens prioriteringer, hvor den økonomiske og ikke-økonomiske merværdi og virkningerne er størst, og mener, at de skal anvendes strategisk i sektorer, hvor Unionens finansielle støtte er af afgørende betydning for investeringen, og hvor blandet finansiering kan anvendes med størst fordel; beklager derfor, at beretningen hovedsageligt fokuserer på de finansielle aspekter af at blande tilskud, der ydes under regionale investeringsfaciliteter, mens deres effektivitet ikke vurderes tilstrækkeligt;

250.  kræver som et grundlæggende konstant princip at undgå risikoen for, at finansielle incitamenter tillægges mere vægt end udviklingsprincipper (finansielle mål kan dog være vigtigere end udviklingsspørgsmål), og at principper om bæredygtig udvikling, såsom f.eks. sociale og miljømæssige standarder og adgangen til grundlæggende offentlige goder, overholdes;

251.  noterer sig resultaterne af revisionen af EU-platformen for blanding i eksternt samarbejde med det oprindelige sigte at øge effektiviteten og kvaliteten af de eksisterende blandingsmekanismer og -faciliteter, i betragtning af at harmonisering af centrale principper, der gælder for alle regionale faciliteter og finansieringsinstrumenter, vil være af allerstørste betydning for den nye flerårige finansielle ramme (FFR); opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til i overensstemmelse med resultatet af revisionen af FFR efter valget at fortsætte den strukturerede/strategiske dialog om spørgsmålet, navnlig om hvordan gennemsigtighed og ansvarlighed bedst kan sikres og fremmes kontinuerligt;

252.  mener, at Kommissionen i planlægningsfasen bør koncentrere sig om at nå bæredygtige, langsigtede, økonomiske, sociale og miljømæssige mål inden for de områder, hvor investeringerne skal gennemføres;

253.  kræver som et grundlæggende princip, at EU-midlerne koncentreres om projekter, der ikke ville blive gennemført uden EU-støtte, såsom projekter med en lav rentabilitet, men som har potentiale til at føre til sociale, miljø- eller menneskerettighedsmæssige forbedringer;

254.  kræver som et grundlæggende princip, at resultaterne af de gennemførte projekter og projekternes mellemlange og langsigtede sociale, miljø- og menneskerettighedsmæssige indvirkninger overvåges, og at der følges op herpå; mener, at resultaterne af sådanne opfølgende vurderinger bør anvendes direkte til at rapportere om de opnåede langsigtede mål og til at forbedre planlægningsfasen/projektudvælgelsen for så vidt angår den fremtidige finansiering;

255.  kræver, at Kommissionens politiske rolle som den politisk ansvarlige myndighed på dette område styrkes;

256.  kræver, at der indføres fælles standarder for forvaltningen af sådanne finansielle aktiviteter, og at der fastlægges en definition for bedste praksis, samt at der udarbejdes veldefinerede kriterier for støtteberettigelse og evalueringskriterier for anvendelsen af disse finansielle værktøjer; mener, at sammenhængende forvaltningsregler, såsom f.eks. struktureret rapportering samt klare rammer for overvågning og tilsynsbetingelser, vil føre til lavere transaktionsomkostninger eller eventuelle dobbeltomkostninger;

257.  anser det for absolut nødvendigt, at der udformes passende forvaltningsstrukturer i de forskellige faciliteter med henblik på at fremme modtagerlandenes, støttemodtagernes eller interessenternes ejerskab af disse instrumenter; minder om, at udviklingen af blandet offentlig udviklingsbistand, som kanaliseres gennem faciliteter, forudsætter et velstruktureret samarbejde mellem på den ene side Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og på den anden side Den Europæiske Investeringsbank (EIB), medlemsstaterne og Parlamentet; anmoder om en bedre inddragelse af EU-delegationerne i beslutningsprocesserne, navnlig i projekternes identifikationsfase, gennem bidrag til forhåndsevalueringer eller konsekvensanalyser og mere generelt med henblik på at sikre Unionens vægt i den politiske dialog med partnerlandene og også som en kontaktflade til lokale civilsamfund;

258.  insisterer på nødvendigheden af at opnå den højeste grad af gennemsigtighed og ansvarlighed gennem adgang til udtømmende og velfunderede budgetoplysninger og finansielle data vedrørende de projekter, der finansieres af disse investeringsfaciliteter, for at gøre det muligt at udøve Parlamentets kontrol- og godkendelsesbeføjelser; kræver, at der regelmæssigt aflægges beretning til Parlamentet om anvendelsen af disse finansielle instrumenter og resultater, navnlig om vurderingen af den finansielle og ikke-finansielle løftestangseffekt og additionalitet, og minder samtidig om, at bestemmelserne i finansforordningens artikel 140 skal overholdes;

259.  støtter Revisionsrettens anbefalinger som et første skridt i den rigtige retning med hensyn til effektiviteten af at blande tilskud, der ydes under regionale investeringsfaciliteter, og lån fra finansielle institutioner med henblik på at støtte Unionens eksterne politikker og glæder sig over Kommissionens tilsagn om også at acceptere anbefalingerne;

Del XXIII – Revisionsrettens særberetning nr. 17/2014 med titlen "Kan initiativet vedrørende EU's ekspertisecentre bidrage effektivt til at begrænse kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare risici fra lande uden for EU?"

260. glæder sig over initiativet vedrørende kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare (CBRN)-ekspertisecentre; mener, at det understreges af dets forvaltningsstruktur, at initiativet har karakter af et netværk;

261.  glæder sig over det generelt positive indhold i særberetning nr. 17/2014 og Revisionsrettens anbefalinger, som alle blev accepteret af Kommissionen;

262.  bemærker, at initiativet repræsenterer en innovativ tilgang, som giver muligheder for netværkssamarbejde, regionale og internationale partnerskaber, konsolidering, koordinering og optimering af eksisterende kapacitet med hensyn til ekspertise, uddannelse, teknisk bistand eller udstyr;

263.  påpeger, at disse strukturer nødvendigvis er komplekse og derfor vanskelige at etablere og drive effektivt;

264.  minder om, at der var afsat 100 mio. EUR til dette initiativ for perioden 2010-2013;

265.  mener, at dette initiativs primære værdi er dets bottom-up-tilgang, der er baseret på partnerlandenes erfaringer; mener, at EU-delegationerne regelmæssigt bør informeres og påtage sig at spille en mere aktiv rolle i samråd med det respektive partnerlands myndigheder;

266.  vil gerne samtidigt påpege, at respekten af partnerlandenes "ejerskab" til projekter ikke bør forhindre Kommissionen i at udarbejde forslag, som vil være nyttige i form af en fælles reaktion (f.eks. for at bekæmpe udbruddet af ebolaepidemien);

267.  er overbevist om, at projekter bør udvælges på en sådan måde, at de gør det muligt at koncentrere de begrænsede midler om områder, der er mest relevante for Unionens sikkerhed; mener, at EU-institutionerne ved udvælgelse af projekter med fordel kunne påtage sig en clearingfunktion;

268.  bemærker, at den tekniske ekspertise i de regionale sekretariater bør forbedres for at gøre det lettere at identificere spørgsmål. som skal behandles via initiativer, og forbedre forberedelsen og gennemførelsen af de enkelte projekter;

269.  glæder sig over, at partnerlande siden maj 2013 kan foreslå projekter, som øger muligheden for at reagere på nye trusler;

270.  bemærker, at forsinkelsen mellem projektforslaget og den efterfølgende godkendelse og gennemførelse yderligere bør reduceres;

271.  understreger, at det er nødvendigt med et bredere strategisk samarbejde for at forbedre sammenhængen og koordineringen af de forskellige finansieringsinstrumenter på sikkerhedsområdet; understreger, at forbedret koordinering mellem de relevante aktører inden for CBRN vil øge effektiviteten af de eksisterende initiativer;

272.  mener, at det ville være fordelagtigt for initiativet, hvis der var en klarere skelnen mellem den interne og eksterne dimension af CBRN's aktioner(22);

Del XXIV – Revisionsrettens særberetning nr. 19/2014 med titlen ”EU's førtiltrædelsesbistand til Serbien"

273.  opfordrer de serbiske myndigheder til at forbedre kvaliteten af og yderligere rationalisere deres nationale strategier og handlingsplaner for i tilstrækkelig grad at afklare forskellige politiske og socioøkonomiske spørgsmål; opfordrer Kommissionen om nødvendigt til at stille sig til rådighed for at yde den nødvendige tekniske bistand i denne forbindelse;

274.  understreger betydningen af at udarbejde nationale strategier inden for politisk følsomme områder; opfordrer de relevante myndigheder til inden for følgende centrale områder i regeringsførelsen at udarbejde strategier og medtage en realistisk tidsplan for gennemførelsen: territorial decentralisering og en strategi til at koordinere implementeringen af reformen af forvaltningen af offentlige finanser;

275.  opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-delegationen i Serbien til at forebygge de problemer, som opstod i den første del af programmeringsperioden 2007-2013, dvs. udvælgelsen af underudviklede eller problematiske projekter; støtter samarbejdet mellem Kommissionen og de serbiske myndigheder for at løse de konstaterede problemer, herunder mangel på støtte fra nationale myndigheder, manglende interinstitutionelt samarbejde, dårlig projektudformning, dårligt defineret mandat, finansieringsløsninger, der ikke er bæredygtige, og manglende evne til at tage ved lære af fejltagelser i tidligere projekter;

276.  glæder sig over, at projekter, der vedrører regeringsførelse, generelt har opnået gode resultater, men mener, at projekternes gennemførelse og kontrolsystemer var svage eller ineffektive, navnlig hvor Revisionsretten konstaterede væsentlige mangler i fire ud af de otte reviderede projekter vedrørende regeringsførelse, som vedrører instrumentet til førtiltrædelsesbistand;

277.  påpeger, at der har været rapporteret om begrænsede fremskridt med reformen af retsvæsenet siden 2007;

278.  insisterer på, at det er nødvendigt at styrke den nuværende beskyttelse for whistleblowere, der er beskrevet i den nationale antikorruptionsstrategi 2013-2018; insisterer på, at de serbiske myndigheder bør fremme udarbejdelsen af ny lovgivning om whistleblowing, og at en sådan lovgivning bør vække tillid og tilskynde potentielle whistleblowere til at træde frem;

279.  tilslutter sig Revisionsrettens anbefalinger og opfordrer Kommissionen til at være tilstrækkelig opmærksom med henblik på at fastsætte mål, vurdere behovene og tage ved lære af tidligere projekter og undgå forsinkelser og ineffektive indkøbsprocedurer; understreger betydningen af bæredygtighed, idet resultaterne gav anledning til en række spørgsmål i to tredjedele af projekterne, navnlig dem, der vedrører regeringsførelse;

Del XXV – Revisionsrettens særberetning nr. 20/2014 med titlen "Har EFRU-støtten til SMV'er på e-handelsområdet været effektiv?"

280.  glæder sig over Revisionsrettens særberetning nr. 20/2014 og tilslutter sig dens konklusioner og anbefalinger;

281.  glæder sig også over Kommissionens konstruktive reaktion på Revisionsrettens anbefalinger;

282.  bemærker, at e-handelsteknologier er nøglen til at forbedre de små og mellemstore virksomheders (SMV’ernes) udvikling og konkurrenceevne; påpeger SMV’ernes betydning for den økonomiske udvikling og jobskabelsen i Unionen;

283.  glæder sig over, at Revisionsrettens særberetning understregede betydningen af resultatmålinger og europæisk merværdi;

284.  bemærker, at selv om onlinehandel er blevet mere tilgængelig, så var de projekter, der var udvalgt til investering, svage; bemærker, at mangel på sammenligning i forbindelse med udvælgelsen af ansøgninger og på omfattende forretningsoplysninger resulterede i, at mere end en tredjedel af projekterne i ringe grad eller slet ikke gav valuta for pengene;

285.  påpeger, at 10 af de 30 reviderede medfinansierede projekter ville være blevet gennemført også uden offentlig medfinansiering, at fem af disse projekter var påbegyndt, før tilskuddet blev meddelt, og at tre af dem endog var påbegyndt, inden virksomheden havde indgivet en anmodning om medfinansiering;

286.  mener, at det bør være obligatorisk at fremlægge en forretningsplan, der viser den europæiske merværdi, for at undgå en dødvægtseffekt;

287.  understreger, at medlemsstaterne bør indføre udvælgelseskriterier og -procedurer, der sikrer, at de udvalgte projekter maksimerer merværdien med hensyn til at fremme udviklingen af e-handel i SMV'er og nå målene for den digitale dagsorden for Europa;

288.  bemærker, at manglende overvågning fra Kommissionens side gjorde det umuligt at vurdere, i hvilket omfang støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) har bidraget til opfyldelsen af målene for informationsteknologi på nationalt plan og på EU-plan samt SMV’ernes egne forretningsplaner;

289.  mener, at Kommissionen bør sikre, at den modtager sammenhængende og pålidelige oplysninger fra medlemsstaterne om anvendelsen af EFRU-midler; mener, at disse oplysninger bør vise fremskridtene i de operationelle programmer, ikke kun i finansiel henseende, men også med hensyn til resultater;

290.  deler Revisionsrettens synspunkt om, at et minimumssæt solide indikatorer med tilhørende mål bør defineres i tilskudsaftalerne og måles og efterfølgende overvåges, både når projektet er gennemført og er i drift samt på et senere tidspunkt med henblik på at evaluere resultaterne;

Del XXVI – Revisionsrettens særberetning nr. 21/2014 med titlen ”EU-finansierede lufthavnsinfrastrukturer giver ikke valuta for pengene"

291.  erkender, at Kommissionen allerede har indført ændringer, som behandler mange af de spørgsmål, der er beskrevet i særberetningen, og støtter generelt den nye reguleringsramme, som Kommissionen har beskrevet; foreslår i lyset af dette, at Kommissionen bør rapportere tilbage til Parlamentets Budgetkontroludvalg senest et år efter vedtagelsen af denne beslutning om de fremskridt, der er gjort med disse henstillinger;

292.  støtter Revisionsrettens anbefaling om, at medlemsstaterne har sammenhængende planer for udvikling af lufthavne, og henstiller til, at disse planer godkendes af Kommissionen, inden der ydes finansiering til specifikke projekter; henstiller endvidere til, at disse regionale, nationale eller overnationale planer ikke kun bør tage hensyn til lufttransport, men også til anden offentlig transport med lignende rejsetider i forhold til flyvetider, herunder tog og busser for at forebygge mætning af markedet og øge tjenesternes levedygtighed;

293.  henstiller til, at der kun ydes finansiering til økonomisk levedygtige lufthavne;

294.  henstiller til Kommissionen at undersøge alle nye projekter med henblik på en analyse af oplandet for at sikre levedygtighed ved i hvert tilfælde at tage hensyn til betydningen af regionale lufthavne for tilgængeligheden og mobiliteten i Unionen;

295.  mener, at Kommissionen som en prioritet nøje bør overvåge de medlemsstater, der ifølge rapporten identificeres som medlemsstater, der tidligere har haft særligt problematiske projekter;

o

o         o

296.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol og Revisionsretten og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

24.3.2015

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

24

3

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Nedzhmi Ali, Jonathan Arnott, Inés Ayala Sender, Zigmantas Balčytis, Ryszard Czarnecki, Dennis de Jong, Tamás Deutsch, Martina Dlabajová, Ingeborg Gräßle, Rina Ronja Kari, Bernd Kölmel, Bogusław Liberadzki, Verónica Lope Fontagné, Monica Macovei, Fulvio Martusciello, Gilles Pargneaux, Georgi Pirinski, Petri Sarvamaa, Claudia Schmidt, Igor Šoltes, Bart Staes, Michael Theurer, Marco Valli, Derek Vaughan, Anders Primdahl Vistisen, Tomáš Zdechovský

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Iris Hoffmann, Karin Kadenbach, Andrey Novakov, Markus Pieper, Julia Pitera

(1)

EUT L 66 af 8.3.2013.

(2)

EUT C 403 af 13.11.2014, s. 1.

(3)

EUT C 398 af 12.11.2014, s. 1.

(4)

EUT C 403 af 13.11.2014, s. 128.

(5)

Vedtagne tekster, P8_TA-PROV(2015)0000.

(6)

 EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(7)

 EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.

(8)

     Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003 af 15. juli 2003 om harmonisering af bruttonationalindkomsten i markedspriser ("BNI-forordningen") (EUT L 181 af 19.7.2003, s. 1).

(9)

     Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EFT L 130 af 31.5.2000, s. 1).

(10)

   Europa-Parlamentets beslutning af 3. april 2014 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2012, Sektion III - Kommissionen og forvaltningsorganerne (EUT L 266 af 5.9.2014, s. 32).

(11)

   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 af 21. maj 2013 om en mekanisme til overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og rapportering af andre oplysninger vedrørende klimaændringer på nationalt plan og EU-plan og om ophævelse af beslutning nr. 280/2004/EF (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 13).

(12)

   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 289).

(13)

  Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 357 af 31.12.2002, s. 1).

(14)

      Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362 af 31.12.2012, s. 1).

(15)

  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1).

(16)

  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16).

(17)

   Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003 (EUT L 30 af 31.1.2009, s. 16).

(18)

   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671).

(19)

   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19).

(20)

  Leon Braat, Patrick ten Brink (eds. el al.), The Cost of Policy Inaction: The case of not meeting the 2010 biodiversity target, Wageningen/Bruxelles, 2008, s. 28.

(21)

   Evaluering af EU's samarbejde med Republikken Haiti (2008-2012), Particip GmbH, gennemført på vegne af Kommissionen, august 2014.

(22)

   Se også Europa-Parlamentets beslutning af 14. december 2010 om øget kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear sikkerhed i Den Europæiske Union - en europæisk CBRN-handlingsplan (EUT C 169 E af 15.6.2012, s. 8).

Juridisk meddelelse