Procedure : 2014/2081(DEC)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0113/2015

Indgivne tekster :

A8-0113/2015

Forhandlinger :

PV 28/04/2015 - 16
CRE 28/04/2015 - 16

Afstemninger :

PV 29/04/2015 - 10.16
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2015)0125

BETÆNKNING     
PDF 145kWORD 68k
31.3.2015
PE 539.744v02-00 A8-0113/2015

om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013, Sektion V – Revisionsretten

(2014/2081(DEC))

Budgetkontroludvalget

Ordfører: Ryszard Czarnecki

ÆNDRINGSFORSLAG
1. FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE

1. FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE

om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013, Sektion V – Revisionsretten

(2014/2081(DEC))

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013(1),

–       der henviser til Den Europæiske Unions konsoliderede årsregnskab for regnskabsåret 2013 (COM(2014)0510 – C8‑0155/2014)(2),

–       der henviser til Revisionsrettens årsberetning om gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2013, med institutionernes svar(3),

–       der henviser til Revisionsrettens erklæring(4) for regnskabsåret 2013 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til artikel 314, stk. 10, og artikel 317, 318 og 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(5),

–       der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(6), særlig artikel 55, 99, 164, 165 og 166,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–       der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0113/2015),

1.      meddeler Revisionsrettens generalsekretær decharge for gennemførelsen af Revisionsrettens budget for regnskabsåret 2013;

2.      fremsætter sine bemærkninger i nedenstående beslutning;

3.      pålægger sin formand at sende denne afgørelse og beslutningen, der er en integrerende del heraf, til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Revisionsretten, Den Europæiske Ombudsmand, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og drage omsorg for, at de offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

2. FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013, Sektion V – Revisionsretten

(2014/2081(DEC))

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013, Sektion V – Revisionsretten,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–       der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0113/2015),

1.      noterer sig, at Revisionsrettens årsberetning er revideret af en uafhængig ekstern revisor – PricewaterhouseCoopers SARL – med henblik på at anvende de samme principper om gennemsigtighed og ansvarlighed, som den anvender i forbindelse med de enheder, den selv reviderer; noterer sig, at årsregnskabet ifølge revisoren "giver et retvisende billede af Revisionsrettens finansielle stilling";

2.      understreger, at Revisionsretten i 2013 rådede over forpligtelsesbevillinger på i alt 142 761 000 EUR (142 477 000 EUR i 2012), og at den samlede gennemførelsesrate for budgettet var 92 %; beklager nedgangen i udnyttelsesgraden i 2013 sammenlignet med 2012, hvor den var på 96 %;

3.      understreger imidlertid, at Revisionsrettens budget er af rent administrativ karakter, hvor et stort beløb anvendes på personer, der arbejder i institutionen; noterer sig den begrundelse for faldet i udnyttelsesgraden, som er anført i Revisionsrettens beretning om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning for regnskabsåret 2013;

4.      noterer sig Revisionsrettens nye strategi for 2013-2017 om at maksimere sin rolle som Unionens eksterne revisionsorgan; støtter den plan, der er fastlagt for 2013, samt Revisionsrettens hensigt om at forbedre kvantiteten og kvaliteten af beretningerne om forvaltningsrevision ved at øge effektiviteten samt de ressourcer, der afsættes til dem; noterer sig ligeledes forhøjelsen på 60 % af antallet af disse beretninger siden 2008 og fastholder, at kvantiteten ikke må gå ud over kvaliteten;

5.      minder Revisionsretten om, at de tre institutioner i punkt 54 i den fælles tilgang til decentraliserede agenturer fra 2012 blev enige om, at alle aspekter af outsourcede eksterne revisioner "stadig forbliver under Revisionsrettens fulde ansvar, og at denne forvalter alle de nødvendige administrations- og udbudsprocedurer og finansierer disse og andre udgifter i forbindelse med outsourcede eksterne revisioner over sit eget budget"; forventer, at Revisionsretten følger denne fælles tilgang og indgår kontrakter og betaler for agenturernes eksterne revisorer;

6.      opfordrer Revisionsretten til at foretage en revision af virkningerne af en konsolidering af Domstolens justitskontorer til et enkelt justitskontor for at sikre en bedre koordinering af de proceduremæssige foranstaltninger mellem domstolene;

7.      glæder sig over Revisionsrettens interne reformprogram, der er medtaget i dens strategi for 2013-2017, og som er baseret på peer review-rapporten fra 2014, på Parlamentets rapport om Revisionsrettens fremtid og på Revisionsrettens egen interne analyse; opfordrer Revisionsretten til at holde Parlamentet underrettet om udviklingen i og gennemførelsen af reformen;

8.      mener, at det er nødvendigt med en vis grad af fleksibilitet i Revisionsrettens arbejdsprogram for at sikre, at det hurtigt tilpasser sig til vigtige uventede spørgsmål, som kan kræve en særlig revision eller opmærksomhed, og at den er i stand til at tilsidesætte programmerede spørgsmål, som ikke længere er relevante; finder det ligeledes vigtigt, at Revisionsretten opnår en vis diversificering og balance, og at den ikke koncentrerer sig for meget og gentagne gange om visse aktivitetsområder; henleder Revisionsrettens opmærksomhed på lovgivernes politiske prioriteringer og på spørgsmål af stor interesse for EU-borgerne som meddelt af Parlamentets Budgetkontroludvalg;

9.      støtter Revisionsretten i dens bestræbelser på at afsætte flere ressourcer til forvaltningsrevision; minder om, at Revisionsretten bør sikre, at de revisorer, der udpeges til at udføre specifikke revisioner, er i besiddelse af den nødvendige tekniske viden og de metodemæssige færdigheder;

10.    minder Revisionsretten om behovet for at forbedre tidsplaner, navnlig for Revisionsrettens særberetninger, uden at dette går ud over beretningernes kvalitet; beklager, at revisionsresultaternes rettidighed fortsat er langt fra det langsigtede mål; anbefaler Revisionsretten at opstille et mål om at reducere varigheden af hver enkelt fase af forvaltningsrevisionsplanen;

11.    noterer sig, at Revisionsrettens metodologi skal være konsekvent og anvendes inden for alle forvaltningsområder; forstår, at yderligere tilpasning muligvis kan føre til uoverensstemmelser mellem Revisionsrettens definitioner af en ulovlig transaktion inden for direkte og delt forvaltning;

12.    bemærker, at den tid, som det i gennemsnit tager at udarbejde en særberetning, fortsat er 20 måneder, som det også var i 2012; beklager, at Revisionsretten ikke har nået det strategiske mål om en gennemsnitlig udarbejdelsestid på 18 måneder for særberetninger; opfordrer Revisionsretten til at vedlægge hver særberetning detaljer om baggrunden for den og om de forskellige faser af udarbejdelsen;

13.    mener, at særberetningernes anbefalinger bør være klarere og konsekvent oplyse både positiv og negativ adfærd i de pågældende lande;

14.    noterer sig, at de seneste ændringer i Europa-Parlamentets forretningsorden, der skulle sikre en større inddragelse af de parlamentariske udvalg på forskellige områder i forbindelse med særberetningerne, ikke har levet op til forventningerne; betræber sig på at undersøge, hvorledes den parlamentariske procedure i forbindelse med Revisionsrettens særberetninger kan forbedres;

15.    støtter den fortsatte styrkelse af revisorstillinger i 2013; noterer sig den vellykkede ansættelse af nyt personale til revisorstillinger og nedbringelsen af antallet af ledige stillinger ved udgangen af 2013 i forhold til 2012;

16.    bemærker, at Revisionsretten erkender, at den ikke tager hensyn til de geografiske kriterier for udnævnelsen af personale til beslutningstagende poster; opfordrer i denne henseende Revisionsretten til at træffe de nødvendige foranstaltninger for i fremtiden at afhjælpe den store eksisterende ubalance på dette område i sin institution, navnlig med hensyn til de ledelsesposter;

17.    beklager, at den plan for lige muligheder, som Revisionsretten iværksatte i 2012 for at sikre kønsbalance, ikke har givet de ventede resultater, navnlig hvad angår de beslutningstagende poster; noterer sig, at kun 21 af de 70 ledende poster og kontorchefposter er besat af kvinder, samt at størstedelen af disse stillinger er i Direktoratet for Oversættelse og Direktorat for Administration; påpeger og glæder sig over stigningen i antallet af kvindelige revisorer, hvilket uden tvivl vil have indflydelse på antallet af kvinder på beslutningstagende poster inden for revision; noterer sig Revisionsrettens tilsagn om hurtigt at tage ligestillingsplanen op til fornyet overvejelse med henblik på at finde effektive løsninger, der giver mulighed for hurtigst muligt at nå de mål, der er fastsat på dette område;

18.    opfordrer Revisionsretten til i sin årlige aktivitetsrapport at inkludere en oversigt over ansatte, der beklæder lederstillinger, opdelt efter nationalitet, køn og stilling;

19.    bemærker med tilfredshed, at K3-bygningen er blevet færdig inden for tidsplanen og inden for budgettet;

20.    kræver, at Revisionsrettens bygningspolitik vedlægges den årlige aktivitetsrapport, navnlig i betragtning af at det er vigtigt, at omkostningerne til en sådan politik rationaliseres behørigt, og at de ikke er uforholdsmæssigt høje;

21.    bemærker, at der i Revisionsretten er en væsentlig prisforskel på oversættelsesomkostninger alt efter sprog (med prisforskelle på op til over 100 euro pr. side afhængigt af sproget); mener, at en så stor omkostningsforskel, selv med indirekte omkostninger inkluderet, bør analyseres og justeres;

22.    bemærker med bekymring de meget store indbyrdes forskelle i de forskellige EU-institutioners oversættelsesomkostninger; opfordrer derfor den interinstitutionelle arbejdsgruppe for oversættelse til at indkredse årsagerne til de nævnte forskelle og til at foreslå løsninger for at rette op på denne ubalance og opnå en harmonisering af oversættelsesomkostningerne, idet der sikres den største respekt for kvaliteten og den sproglige mangfoldighed; bemærker, at arbejdsgruppen med henblik herpå bør genoptage samarbejdet mellem institutionerne for at udveksle bedste praksis og resultater og at finde frem til områder, hvor samarbejde eller aftaler mellem institutioner kan styrkes; bemærker, at arbejdsgruppen ligeledes bør have som mål at udvikle en fælles metode til præsentation af oversættelsesomkostningerne for alle institutionerne med henblik på at forenkle analysen og sammenligningen af omkostningerne; bemærker, at arbejdsgruppen bør forelægge disse resultater inden udgangen af 2015; opfordrer alle EU-institutionerne til at spille en aktiv rolle i arbejdet i den interinstitutionelle arbejdsgruppe; minder i denne forbindelse om den grundlæggende betydning af respekt for flersprogethed i EU-institutionerne for at sikre ligebehandling af og lige muligheder for alle Unionens borgere;

23.    mener, at udgifterne til "udedage" for EU-institutionernes ansatte bør nedbringes i krisetider med budgetnedskæringer generelt, og at disse dage så vidt muligt bør gennemføres i institutionernes egne bygninger, eftersom den merværdi, der opnås ved dem, ikke berettiger så høje udgifter;

24.    anerkender, at Revisionsretten har forbedret definitionen på og præciseret Afdelingen for koordinering, evaluering, revisionserklæring og udviklings beføjelser og ansvar; tilskynder Revisionsretten til at fortsætte arbejdet i denne henseende og anmoder om at blive underrettet om de foranstaltninger, der er truffet for at forbedre afdelingens resultater;

25.    bemærker, at Revisionsretten i 2013 konstaterede i alt 14 tilfælde af mistanke om svig som følge af sit revisionsarbejde og ti tilfælde som følge af anmeldelser til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF); bemærker, at OLAF besluttede at indlede en undersøgelse i syv af de 14 tilfælde, og at der i de resterende tilfælde blev sendt oplysninger til en anden myndighed med henblik på opfølgende foranstaltninger;

26.    opfordrer Revisionsretten til i sine årlige aktivitetsrapporter i overensstemmelse med de gældende regler om fortrolighed og databeskyttelse at medtage resultaterne og konsekvenserne af afsluttede sager i OLAF, hvor institutionen eller en af de personer, der arbejder for den, var genstand for undersøgelsen;

27.    tilslutter sig den interne revisors opfølgningsgennemgang for 2013 og de fremskridt, der er gjort med hensyn til at identificere og prioritere de finansielle og operationelle risici og udforme hensigtsmæssige kontrolforanstaltninger;

28.    bemærker, at informationssikkerhedspolitikken kræver en koordineret og harmoniseret fælles sikkerhedsstrategi; påpeger, at effektiviteten af forvaltningen og de interne kontroller kan forbedres i hovedområderne af Revisionsrettens forvaltning;

29.    noterer sig, at Revisionsretten har indført et nyt IT-baseret revisionsstøttesystem (ASSYST), der er et internt revisionsværktøj; anmoder om oplysninger om de præstationsmål, der er fastlagt for dette system;

30.    bemærker, at Revisionsretten har forsikret om, at den gør sit yderste for at sikre, at bevillingerne til tjenesterejser anvendes under nøje overholdelse af principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet;

31.    noterer sig endvidere indførelsen af nye softwareapplikationer til forbedring af forvaltningen af sprogundervisning; forventer, at disse værktøjer yderligere vil forbedre forvaltningen af sprogundervisning;

32.    forstår Revisionsrettens interesse i at vurdere dens tilstedeværelse i medierne; mener imidlertid, at det er nødvendigt, at Revisionsretten gør sine meddelelser mere præcise og klare; foreslår derfor, at den redaktionelle kvalitet af alle Revisionsrettens dokumenter indgår i en centraliseret proces;

33.    værdsætter samarbejdet mellem Revisionsretten og Parlamentets Budgetkontroludvalg og glæder sig over den regelmæssige feedback på Parlamentets krav; anmoder Revisionsretten om i sin årlige aktivitetsrapport at medtage et særligt afsnit om opfølgningen på henstillingerne fra Parlamentet vedrørende decharge for Den Europæiske Revisionsret for det foregående regnskabsår, sådan som de fleste af de øvrige institutioner gør; opfordrer dog på ny Revisionsretten og dechargemyndigheden til at forbedre deres samarbejde med henblik på at gøre deres arbejde mere produktivt og effektivt;

34.    mener, at Revisionsrettens beretninger, og navnlig særberetningerne, udgør et vigtigt bidrag i retning af bedre kvalitet i udgifterne med hensyn til EU-midler; mener, at Revisionsrettens beretninger kunne have endnu mere merværdi, hvis de blev suppleret af en række of korrigerende foranstaltninger, som Unionen skal træffe, og en forventet tidsplan til at gennemføre dem for at nå målene og målsætningerne, der er fastsat i EU-programmer, -fonde eller politikker; mener, at denne øgede fokus på output og især langsigtede resultater i henhold til principperne om produktivitet og effektivitet ville forbedre den nødvendige opfølgning, der skal foretages af Revisionsretten, hvor virkningerne af de foreslåede anbefalinger vil blive overvåget;

35.    opfordrer Revisionsretten til at undersøge muligheden af at forbedre præsentationen af sin årsberetning inden for de rammer, der er fastsat i Unionens finansforordning.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

23.3.2015

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

25

3

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Nedzhmi Ali, Inés Ayala Sender, Zigmantas Balčytis, Ryszard Czarnecki, Dennis de Jong, Tamás Deutsch, Martina Dlabajová, Ingeborg Gräßle, Rina Ronja Kari, Bogusław Liberadzki, Verónica Lope Fontagné, Monica Macovei, Fulvio Martusciello, Dan Nica, Georgi Pirinski, Petri Sarvamaa, Claudia Schmidt, Igor Šoltes, Bart Staes, Michael Theurer, Marco Valli, Derek Vaughan, Anders Primdahl Vistisen, Joachim Zeller

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Caterina Chinnici, Iris Hoffmann, Andrey Novakov

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Laura Ferrara

(1)

EUT L 66 af 8.3.2013.

(2)

EUT C 403 af 13.11.2014, s. 1.

(3)

EUT C 398 af 12.11.2014, s. 1.

(4)

EUT C 403 af 13.11.2014, s. 128.

(5)

EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(6)

EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.

Juridisk meddelelse