BETÆNKNING På vej til en ny international klimaaftale i Paris

30.9.2015 - (2015/2112(INI))

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed
Ordfører: Gilles Pargneaux
(*) Procedure med associerede udvalg – forretningsordenens artikel 54

Ændringsforslag

Procedure : 2015/2112(INI)

Forløb i plenarforsamlingen

Dokumentforløb :

A8-0275/2015

Indgivne tekster :

A8-0275/2015

Forhandlinger :

PV 14/10/2015 - 14
CRE 14/10/2015 - 14

Afstemninger :

PV 14/10/2015 - 15.8
CRE 14/10/2015 - 15.8
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2015)0359

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

På vej til en ny international klimaaftale i Paris

(2015/2112(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og den dertil hørende Kyotoprotokol,

– der henviser til den 15. partskonference (COP 15) under UNFCCC og den femte partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP5), og som afholdtes i København den 7.-18. december 2009, samt til Københavnsaftalen,

– der henviser til den 16. partskonference (COP 16) under UNFCCC og den sjette partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP6), og som afholdtes i Cancún, Mexico, den 29. november til den 10. december 2010, samt til Cancúnaftalerne,

– der henviser til den 17. partskonference (COP 17) under UNFCCC og den syvende partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP7), og som afholdtes i Durban, Sydafrika, fra den 28. november til den 9. december 2011, og navnlig til de beslutninger, der udgør Durbanplatformen for en styrket indsats,

– der henviser til den 18. partskonference (COP 18) under UNFCCC og den ottende partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP8), og som afholdtes i Doha, Qatar, fra den 26. november til den 8. december 2012, samt til vedtagelsen af aftalen "The Doha Climate Gateway",

– der henviser til den 19. partskonference (COP 19) under UNFCCC og den niende partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP9), som afholdtes i Warszawa, Polen, den 11.-23. november 2013, og til den internationale mekanisme til håndtering af tab og skader, der blev aftalt i Warszawa,

– der henviser til den 20. partskonference (COP 20) under UNFCCC og den tiende partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP10), som afholdtes i Lima, Peru, den 1.-12. december 2014, samt til Limaopfordringen til at gøre en indsats på klimaområdet,

– der henviser til den 21. partskonference (COP 21) under UNFCCC og den ellevte partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP11), som skal afholdes i Paris, Frankrig, fra den 30. november til den 11. december 2015,

– der henviser til sine beslutninger af 25. november 2009 om EU's strategi for klimakonferencen i København (COP 15)[1], af 10. februar 2010 om resultatet af COP 15[2], af 25. november 2010 om klimakonferencen i Cancún (COP 16)[3], af 16. november 2011 om klimakonferencen i Durban (COP 17)[4], af 22. november 2012 om klimakonferencen i Doha, Qatar (COP 18)[5], af 23. oktober 2013 om klimakonferencen i Warszawa, Polen (COP 19)[6] og af 26. november 2014 om klimakonferencen i Lima, Peru (COP 20)[7],

– der henviser til EU's klima- og energipakke fra december 2008,

– der henviser til Kommissionens grønbog af 27. marts 2013 med titlen "En ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030" (COM(2013)0169),

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på inddragelse af luftfartsaktiviteter i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter i Fællesskabet[8],

– der henviser til sine beslutninger af 4. februar 2009 med titlen "2050: Fremtiden begynder i dag – henstillinger til EU's fremtidige integrerede politik om klimaændringer"[9], af 15. marts 2012 om en køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050[10] og af 5. februar 2014 om en ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030[11],

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. februar 2015 som led i pakken om en energiunion med titlen "Parisprotokollen – En plan for bekæmpelsen af globale klimaændringer efter 2020" (COM(2015)0081),

– der henviser til EU-strategien for tilpasning til klimaændringerne fra april 2013 og de ledsagende arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene,

– der henviser til den sammenfattende rapport fra FN's Miljøprogram (UNEP) fra november 2014 med titlen "The Emissions Gap Report 2014" og til UNEP's Adaptation Gap Report 2014 ,

– der henviser til ledernes erklæring vedtaget på G7-topmødet i Schloss Elmau i Tyskland den 7. og8. juni 2015 med titlen "Think ahead. Act together", hvor de bekræftede, at de havde til hensigt at opfylde deres tilsagn om inden 2050 at nedbringe deres drivhusgasemissioner med mellem 40 % og 70 % i forhold til 2010, idet det var nødvendigt at sikre, at nedbringelsen var tættere på 70 % end 40 %,

– der henviser til Verdensbankens rapporter med titlerne "Turn Down the Heat: Why a 4 °C Warmer World Must be Avoided’, ‘Turn Down the Heat: Climate Extremes, Regional Impacts, and the Case for Resilience’ og ‘Climate Smart Development: Adding up the Benefits of Climate Action’,

– der henviser til rapporten fra Den Globale Kommission om Økonomi og Klima med titlen "Better Growth, Better Climate: The New Climate Economy Report’,

– der henviser til encyklikaen "laudato si",

– der henviser til den femte vurderingsrapport (AR5) fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPPC) og dets sammenfattende rapport,

– der henviser til EU's og medlemsstaternes tilsigtede nationalt bestemte bidrag, som blev fremsendt til UNFCCC af Letland og Europa-Kommissionen den 6. marts 2015,

– der henviser til New York-erklæringen om skove fra FN’s klimatopmøde i september 2014,

– der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en indsats for at imødegå udfordringerne ved skovrydning og skovødelæggelse med henblik på at bekæmpe klimaændringer og tab af biodiversitet,

– der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 23. og 24. oktober 2014,

– der henviser til forretningsordenens artikel 52,

– der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning, Energi, Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget og Transport- og Turismeudvalget (A8-0275/2015),

A. der henviser til, at klimaændringer udgør en akut og potentielt uoprettelig verdensomspændende trussel mod menneskeskabte samfund og biosfæren, og at de derfor gør det nødvendigt at gribe in på internationalt plan fra alle parters side;

B. der henviser til, at opvarmningen af klimasystemet i henhold til den videnskabelige dokumentation, som blev forelagt i IPCC AR5 fra 2014, er indiskutabel; der henviser til, at klimaændringerne er en realitet, og til, at den opvarmning, der har kunnet observeres siden midten af det 20. århundrede, primært skyldes menneskelige aktiviteter; der henviser til, at de udbredte og dybtgående konsekvenser af klimaændringerne allerede er åbenbare i naturlige og menneskeskabte systemer i alle verdensdele og i verdenshavene;

C. der henviser til, at EU nedbragte sine emissioner med 19 % i perioden mellem 1990 og 2013 inden for rammerne af Kyotoprotokollen, samtidig med at EU's BNP steg med mere end 45 %; der henviser til, at emissionerne i verden steg med mere end 50 % i perioden mellem 990 og 2013;

D. der henviser til, at National Oceanic and Atmospheric Administrations (NOAA) seneste resultater viser, at den samlede månedlige gennemsnitlige koncentration af kuldioxid i atmosfæren for første gang, siden målingerne blev påbegyndt, oversteg 400 dele pr. million i marts 2015;

E. der henviser til Adaptation Gap 2014 Report, der er udarbejdet af FN's Miljøprogram (UNEP), og som fremhæver de enorme omkostninger ved ikke at gøre noget og konkluderer, at omkostningerne ved tilpasning til klimaændringer i udviklingslande sandsynligvis vil nå op på to eller tre gange de tidligere overslag på 70-100 mia. USD om året i 2050, hvilket vil medføre et betydeligt hul i finansieringen af tilpasningen efter 2020, medmindre der afsættes nye yderligere midler til tilpasning;

F. der henviser til, at problemet med klimafinansiering er uløseligt forbundet med det mere generelle problem med finansieringen af en bæredygtig global udvikling;

G. der henviser til, at klimaændringer kan skærpe konkurrencen om ressourcer, såsom fødevarer, vand, græsningsarealer, og kan blive den væsentligste årsag til folkevandringer, både inden for og på tværs af de nationale grænser inden for en ikke alt for fjern fremtid;

H. der henviser til, at der på klimakonferencen i Doha i december 2012, blev vedtaget en ændring af protokollen, der fastsætter en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen gældende fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2020 med juridisk bindende tilsagn om emissionsnedbringelser, medtagelse af en ny gasart (nitrogentrifluorid), en ambitionsmekanisme, der sikrer en forenklet procedure, som gør det muligt for en part at justere sit tilsagn ved at hæve sit ambitionsniveau i en forpligtelsesperiode, og til slut en bestemmelse, som automatisk justerer en parts mål for at forhindre en stigning i dens emissioner i perioden 2013 til 2020 ud over de gennemsnitlige emissioner for årene 2008 til 2010;

I. der henviser til, at partnerne til UNFCCC under COP18 vedtog et mål om kønsbalance i organer, der oprettes i henhold til konventionen og Kyotoprotokollen (Beslutning 23/CP18), for at fremme kvinders medvirken og sikre en mere effektiv klimaændringspolitik, der behandler mænds og kvinder behov ligeligt, og for at holde rede på fremskridtene i virkeliggørelsen af målet om kønsbalance ved at fremme en kønsbevidst klimapolitik;

J. der henviser til, at afbødningen af den globale opvarmning ikke bør ses som en hindring for bestræbelserne på at opnå økonomisk vækst, men derimod skal ses som drivkraften i opnåelsen af ny og bæredygtig økonomisk vækst og beskæftigelse;

K. der henviser til, at EU hidtil har spillet en fremtrædende rolle i bekæmpelsen af den globale opvarmning og bør vedblive at gøre det frem til en ny international klimaaftale i Paris i slutningen af 2015;

Behov for hurtig handling på globalt plan

1. erkender det enorme omfang og alvoren af truslerne som følge af klimaændringerne, og er yderst bekymret over, at verden er alvorligt på afveje i forhold til at begrænse den globale opvarmning til under 2 °C over det førindustrielle niveau; opfordrer regeringerne til omgående at træffe konkrete foranstaltninger for at modvirke klimaændringerne og for at opnå ambitiøs og juridisk bindende samlet aftale i Paris i 2015 med henblik på at nå dette mål; glæder sig derfor over encyklikaen "laudato si",

2. bemærker, at maksimale verdensomspændende kulstofbudget efter 2011 i henhold til konklusionerne i IPCC AR5 udgør 1010 gigaton CO₂, hvis der skal være en rimelig chance for at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på under 2 °C over det førindustrielle niveau; understreger, at alle lande skal bidrage, og at en forsinkelse af processen vil forøge omkostningerne og reducere valgmulighederne; understreger konklusionerne i rapporten om ny klimaøkonomi "Better Growth, Better Climate" om, at lande på alle indkomstniveauer har mulighed for at skabe varig økonomisk vækst, samtidig med at de reducerer de enorme risici, der er forbundet med klimaændringer; anbefaler, at aftaler og konventioner bør tilsigte at inddrage EU-tiltrædelseslandene i Den Europæiske Unions klimaprogrammer;

3. minder om, at en begrænsning af stigningen i temperaturen i verden til 2 °C i gennemsnit ikke er nogen garanti for, at det er muligt at undgå betydelige uønskede klimapåvirkninger; opfordrer partskonferencen til at vurdere muligheden for at begrænse den globale temperaturstigning til under 1,5 °C i gennemsnit.

4. henviser til konklusionerne i IPCC’s femte vurderingsrapport, der på ud på, at selv et fuldstændigt ophør af CO₂-emissioner fra industrilandene ikke vil garantere, at målet på under 2 °C opnås uden betydelige nye tilsagn fra udviklingslande.

5. mener, at det er vigtigt, at alle landene fremlægger deres tilsigtede nationalt bestemte bidrag (INDC) hurtigst muligt for at skabe en løftestangsvirkning og vise, at alle landene bevæger sig i samme retning afhængigt af deres nationale situation; mener, at INDC ligeledes kan omfatte tilpasningsforanstaltninger, da sådanne foranstaltninger er en prioritet for en række lande;

6. anerkender den afgørende betydning, som et stabilt klimasystem spiller for fødevaresikkerhed, energiproduktion, vand og sanitet, infrastruktur, bevarelse af biodiversitet og terrestriske og marine økosystemer samt fred og velstand på globalt plan; minder om, at klimaændringerne fremskynder tabet af biodiversitet;

7. glæder sig over G7-tilsagnet om at dekarbonisere den globale økonomi i løbet af dette århundrede og at omlægge energisektoren inden 2050; minder imidlertid om, at det ifølge videnskaben er nødvendigt at indlede dekarboniseringen meget tidligere, hvis der skal være reel chance for at forblive under 2 °C; anmoder de parter, der er i stand til det, om reelt at gennemføre deres nationale dekarboniseringsmål og -strategier ved at prioritere udfasning af emissioner fra kul, som er den mest forurenende energikilde;

8. gør opmærksom på, at de lande, der ikke har den nødvendige kapacitet til at udarbejde deres tilsigtede nationalt bestemte bidrag, kan få bistand fra Den Globale Miljøfacilitet, De Forenede Nationers Udviklingsprogram eller den globale klimaalliance samt fra EU;

En ambitiøs, global og juridisk bindende aftale

9. understreger, at 2015-protokollen skal være juridisk bindende og ambitiøs fra starten, når den vedtages i Paris, og at den bør tilsigte at udfase CO₂-emissionerne senest i 2015 eller kort tid efter for at holde verden på en omkostningseffektiv emissionsbane, som er kompatibel med "under 2 °C"-målet, og så CO₂-emissionsniveauet i verden topper så tidligt som muligt; opfordrer EU til at samarbejde med sine internationale partnere om dette og vise et godt eksempel på god praksis; understreger, at aftalen skal indeholde en forudsigelig ramme, som tilskynder erhvervslivet til at investere i og udvikle effektive teknologier til nedbringelse af CO₂-emissioner og til tilpasning;

10. advarer imod at stile efter globale emissionsnedbringelsesstrategier, der tillader væsentlige CO₂-emissioner i 2050 og derefter, da dette vil indebære store risici og være afhængigt af usikre, energiintensive og kostbare teknologier til at fjerne og lagre CO₂ fra atmosfæren; afhængigt af, hvor stor overskridelsen er, afhænger sådanne emissionsstrategiers evne til at holde klimaændringen under 2 °C af forekomsten og udbredt udnyttelse af biomasse til energi med CO₂-opfangning og -lagring (BECCS) og skovrejsning, uden at det er sandsynligt, at der vil stå jordarealer til rådighed, tillige med brugen af andre ukendte, endnu ikke udviklede teknologier til CO₂-fjernelse (CDR);

11. mener, at en ambitiøs og juridisk bindende international aftale ville bidrage til at fjerne bekymringen over CO₂-lækage og konkurrenceevne inden for de relevante sektorer og navnlig i den energiintensive sektor;

12. mener, at det i tilfælde af en kløft mellem ambitionsniveauet for de samlede INDC, der indgives inden Paris-møder og den nødvendige reduktion af CO₂-emissionerne for at holde temperaturen på under 2° over det førindustrielle niveau vil være nødvendigt at udarbejde et arbejdsprogram, der skal indledes i 2016, med henblik på at fastlægge yderligere reduktionsforanstaltninger; opfordrer til en omfattende revisionsproces, der skal foretages hvert femte år, og som vil sikre dynamikken i den gennemførte mekanisme og gøre det muligt at højne ambitionsniveauet for tilsagn om emissionsnedbringelser i overensstemmelse med de seneste videnskabelige data; opfordrer parterne til at støtte juridisk bindende femårige forpligtelsesperioder som den mest hensigtsmæssige valgmulighed for at undgå en fastlåsning på et lavt ambitionsniveau, øge den politiske ansvarlighed og give mulighed for en revision af målsætningerne, således at de passer til de videnskabelige henstillinger og til de nye teknologiske fremskridt, der muligvis vil gøre det muligt at hæve ambitionsniveauet;

13. opfordrer til nye impulser til styrkelse af EU's klimapolitik, hvilket ville bidrage til at sætte skub i de internationale klimadrøftelser og være i overensstemmelse med den øvre grænse i EU's tilsagn om at reducere drivhusgasemissionerne til mellem 80 og 95 % under 1990-niveauerne inden 2050; henviser til det bindende EU-mål om nedbringelse af drivhusgasemissionerne i 2030 med mindst 40 % i forhold til niveauet i 1990; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage supplerende forpligtelser, som bygger på de vedtagne 2030-mål, herunder tiltag uden for EU, således at verden bliver i stand til at opfylde målet på under 2 °C;

14. minder om sin beslutning af 5. februar 2014, hvori der opfordres til fastsættelse af tre bindende mål: et mål for energieffektivitet på 40 %, et mål for vedvarende energikilder på mindst 30 % og et mål for reduktion af drivhusgasemissioner på mindst 40 %, og opfordrer endnu en gang Rådet og Kommissionen til – som en del af EU's ramme for klima- og energipolitikken frem til 2030 – at vedtage og gennemføre en mangesidet strategi baseret på gensidigt forstærkende, koordinerede og sammenhængende mål for nedbringelse af drivhusgasemissionerne, øget anvendelse af varige energikilder og forbedring af energieffektiviteten; henviser til, at målene for energieffektivitet og varige energikilder, som Parlamentet opfordrede til, vil føre til en betydelig større reduktion af drivhusgasemissionerne end 40 % i 2030;

15. understreger behovet for en effektiv compliance-ordning, der gælder for alle parter til 2015-aftalen; understreger, at 2015-aftalen skal fremme åbenhed og ansvarlighed gennem en ordning, der bygger på fælles regler, herunder regnskabsregler og tilsyns-, rapporterings- og verificeringsordninger; mener, at udviklingen af åbenheds- og ansvarlighedsordningen skal foregå inden for rammerne af en gradvis konvergens;

16. understreger betydningen af at holde fast på respekten for menneskerettighederne som et centralt element i klimaindsatsen og kræver, at Kommissionen og medlemsstaterne sikrer, at Parisaftalen indeholder de nødvendige bestemmelser til at sikre menneskerettighedsdimensionen i klimaændringerne og støtte de fattigere lande, hvis kapacitet kommer under pres som følge af konsekvenserne af klimaændringerne; kræver i den forbindelse fuld respekt for de lokale samfunds og urbefolkningers rettigheder, da de er særligt sårbare over for de negative konsekvenser af klimaændringerne;

Ambitionerne i perioden før 2020 og Kyotoprotokollen

17. lægger særlig vægt på det presserende behov for fremskridt med hensyn til at få lukket det gigaton-hul, der er mellem de videnskabelige analyser og parternes nuværende tilsagn for perioden frem til 2020; understreger den vigtige rolle, som andre politiske foranstaltninger, som der bør gøres en kollektiv indsats for at få gennemført, spiller, herunder energieffektivitet, væsentlige energibesparelser, vedvarende energi, ressourceeffektivitet, udfasning af HFC'er, bæredygtig produktion og forbrug, udfasning af subsidier til fossile brændstoffer, herunder eksportfinansiering til kulkraftværkteknologi, og styrkelse af den rolle, som en mere udbredt indførelse af CO₂-afgifter kan få for udfyldningen af gigaton-hullet;

18. henviser til, at EU nu er godt på vej til at nå 2020-målene for nedbringelse af drivhusgasemissioner og for vedvarende energi, at der er sket betydelige forbedringer i energiintensiteten takket være mere effektive bygninger, produkter, industriprocesser og køretøjer, og at den europæiske økonomi er vokset med 45 % siden 1990; understreger, at 20/20/20-målene for drivhusgasemissioner, vedvarende energi og energibesparelser har spillet en central rolle med hensyn til at drive denne proces fremad og bevare beskæftigelsen af mere end 4,2 millioner mennesker i forskellige miljøbrancher[12] med konstant vækst under den økonomiske krise;

19. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremsende de seneste EU-drivhusgasemissionsprognoser for perioden op til 2020 til UNFCCC og meddele, at EU vil opnå en større nedbringelse af drivhusgasemissionerne end målet for 2020 med mindst 2 Gt;

20. præciserer, at den anden forpligtelsesperiode i henhold til Kyotoprotokollen, selv om den få et begrænset omgang, bør ses som et meget vigtigt midlertidigt skridt, og opfordrer derfor parterne, herunder EU-medlemsstaterne, til at afslutte ratifikationsprocessen så hurtigt som muligt og i alle tilfælde inden december 2015; henviser til, at Parlamentet har gjort sin del ved at afgive en samstemmende udtalelse, og at det er nødvendigt at inddrage civilsamfundet og sikre åbenhed for at øge den gensidige forståelse under forhandlingerne og skabe tillid blandt alle parterne op til konferencen i Paris

Løsningsdagsorden

21. opfordrer EU og medlemsstaterne til at arbejde sammen med alle civilsamfundets aktører (lokale og regionale myndigheder, den private sektor, ngo'er, lokalsamfund) om udvikling af nedbringelsesinitiativer inden for nøglesektorer (energi, teknologier, byer, transport) samt initiativer vedrørende tilpasning og modstandsdygtighed, navnlig for adgang til vand, fødevaresikkerhed eller risikoforebyggelse; opfordrer alle regeringer og alle civilsamfundets aktører til at støtte og styrke denne handlingsdagsorden;

22. understreger, at stadig flere ikkestatslige aktører bliver aktive for at dekarbonisere og øge modstandsdygtigheden over for til klimaændringerne; understreger derfor betydningen af en struktureret og konstruktiv dialog mellem regeringer, erhvervslivet, byer, regioner, internationale organisationer, civilsamfundet og højere læreanstalter for at mobilisere et solidt globalt tiltag hen imod robuste samfund med lave CO₂-emissioner; fremhæver deres rolle med hensyn til at skabe momentum forud for Paris-konferencen og med hensyn til ”Lima-Paris-handlingsplanen”; gør i denne forbindelse opmærksom på, at Lima-Paris-handlingsplanen tilskynder initiativtagerne til at fremskynde deres arbejde og til at aflægge beretning om de første resultater på konferencen i Paris;

23. tilskynder til indførelse af ordninger, der gør det muligt at fremme denne løsningsdynamik, som f.eks. mærkning af civilsamfundets innovative projekter;

24. bemærker, at bioøkonomien har potentiale til at bidrage væsentligt til genindustrialiseringen og skabelsen af nye jobs i EU og resten af verden;

25. gør opmærksom på, at indsatsen for at skabe en cirkulær økonomi kan bidrage betydeligt til at nå målene, idet den er med til at bekæmpe fødevarespild og genbruge råvarer;

26. minder parterne og FN om, at individuelle tiltag er lige så vigtige som regeringernes og institutionernes tiltag; opfordrer derfor til, at der gennemføres oplysningskampagner og andre kampagner, og at befolkningen får oplysninger om de små og store tiltag, som kan bidrage til bekæmpelsen af klimaændringerne i de udviklede lande samt i udviklingslandene;

27. opfordrer erhvervslivet til at erkende sit ansvar og til - også på forhånd - aktivt at støtte klimaaftalen;

En samlet indsats fra alle sektorer

28. glæder sig over indførelsen af emissionshandelssystemer globalt, herunder 17 emissionshandelssystemer, der fungerer i fire verdensdele, og som dækker 40 % af verdens BNP, hvilket bidrager til at nedbringe de samlede emissioner på en omkostningseffektiv måde; tilskynder Kommissionen til at fremme sammenknytningen mellem EU's emissionshandelssystem og de øvrige emissionshandelssystemer med henblik på etablering af e system med et internationalt emissionsmarked for at øge klimaambitionerne og samtidig bidrag til at mindske risikoen for CO₂-udslip ved at skabe lige vilkår; opfordrer imidlertid Kommissionen til at sikre, at en sammenkobling af EU ETS med andre systemer ikke underminerer EU's klimamål og anvendelsesområdet for EU ETS; opfordrer til udarbejdelse af regler for etablering af systemet, herunder regler for regnskabsførelse og sikring af, at de internationale markeder og forbindelserne mellem nationale CO₂-markeder fører til en permanent og yderligere reduktion og ikke undergraver nedbringelsesmålene i EU;

29. understreger nødvendigheden af at sikre prisstabilitet for emissionstilladelser på lang sigt og et forudsigeligt reguleringsmiljø, der leder investeringerne i retning af foranstaltninger til nedbringelse af drivhusgasemissioner og fremmer overgangen til en kulstoffattig økonomi;

30. opfordrer til, at der indgås en aftale, som dækker sektorer og emissioner på en sammenhængende måde og fastlægger absolutte mål for hele økonomien, kombineret med emissionsbudgetter, der sikrer det højest mulige ambitionsniveau; understreger, at arealanvendelse (landbrug, skovbrug og anden arealanvendelse) i tråd med IPCC's konklusioner har store omkostningseffektive muligheder for afbødning og fremme af modstandsdygtigheden, og at der derfor er nødvendigt at styrke det internationale samarbejde for at maksimere CO₂-bindingspotentialet i skove og vådområder; understreger, at aftalen bør omfatte en omfattende regnskabsmæssig ramme for emissioner og optag gennem arealanvendelse (LULUCF); understreger navnlig, at afbødnings- og tilpasningstiltag i forbindelse med jordfordeling skal tilstræbe opfyldelsen af fælles mål og ikke være til skade for de bæredygtige udviklingsmål;

31. henviser til, at skovfældning og skovødelæggelse er ansvarlig for 20 % af de samlede drivhusgasemissioner i verden, og understreger skovenes betydning for modvirkning af klimaændringer og behovet for at styrke skovenes tilpasningsevner og modstandsdygtighed over for klimaændringer; opfordrer EU til at søge at nå sit mål med at stoppe tabet af skov i verden inden 2030 og i det mindste halvere rydningen af tropiske skove inden 2020 i forhold til niveauet i 2008; understreger, at opfyldelsen af disse forpligtelser sammen med genopretning af 350 mio. hektar skove som krævet i New York-erklæringen om skove kunne bevirke en nedbringelse af CO2-emissionerne med mellem 4,5 og 8,8 milliarder tons om året i 2030; understreger, at opnåelse af målet på under 2 °C sandsynligvis vil være umulig uden en omfattende ny afbødningsindsats med fokus på tropeskovene (REDD+) ; anmoder endvidere EU om at øge den internationale finansiering til nedbringelse af skovrydning i udviklingslande;

32. henviser til effektiviteten af den eksisterende REDD+-afbødningsmekanisme og tilskynder medlemsstaterne til at indarbejde den i indsatsen for at afbøde virkningerne af klimaændringerne; opfordrer medlemsstaterne til at gå ind i frivillige, internationale modvirkningspartnerskaber med udviklingslande, der især er berørt af rydningen af tropiske skove, med henblik på at yde økonomisk og teknisk bistand for at stoppe skovrydningen gennem bæredygtige arealudnyttelsespolitikker eller forvaltningsreformer; anmoder endvidere Kommissionen om at foreslå effektive foranstaltninger for at stoppe importen til EU af varer, der stammer fra ulovlig skovrydning; understreger erhvervslivet rolle i elimineringen af efterspørgslen efter varer, der stammer fra ulovlig skovrydning;

33. minder om, at transport er den næststørste drivhusgasforurenende sektor, og kræver, at der indføres en række politikker med henblik på at nedbringe emissionerne fra denne sektor; gentager, at der er nødvendigt, at UNFCCC-parterne gør en indsats for effektivt at regulere og lægge loft over emissionerne fra luft- og søfarten i overensstemmelse med behovene og situationens hastende karakter; opfordrer alle parter til at arbejde gennem Organisationen for International Civil Luftfragt (ICAO) og Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) for at udvikle en global politikramme for at muliggøre en effektiv indsats og at træffe foranstaltninger for at fastsætte de fornødne mål inden udgangen af 2016 med henblik på at opnå de nødvendige nedbringelser for at opnå målet på under 2 °C;

34. opfordrer Kommissionen til at tilbyde støtte og ekspertbistand til parterne på COP21-konferencen i forbindelse med udarbejdelse af deres nationale bidrag og samtidig øge bevidstheden om transportsektorens rolle i forbindelse med vedtagelsen af omfattende strategier for begrænsning af drivhusgasemissioner;

35. påpeger, at både kort- og langsigtede afbødningsstrategier på transportområdet er afgørende, såfremt de ambitiøse mål for begrænsning af drivhusgasemissionerne skal opfyldes;

36. understreger betydningen af at tage hensyn til den særlige situation for øer og regioner i de yderste randområder med henblik på at sikre, at miljøpræstationer ikke påvirker navnlig mobiliteten i og adgangen til disse regioner;

37. er af den opfattelse, at den overordnede klimamålsætning ikke vil kunne nås, hvis der ikke fokuseres mere på nedbringelse af emissioner fra transportsektoren, da transportsektoren er den eneste sektor, hvor emissionerne af drivhusgasser fortsat er vokset, nemlig med 30 % i løbet af de seneste 25 år; understreger, at målet kun kan nås gennem bindende mål for begrænsning af drivhusgasemissioner sammen med fuldstændig integration af vedvarende energikilder på markedet, en teknologineutral tilgang til dekarbonisering og en mere omfattende integreret transport- og investeringspolitik, der omfatter ændringer af transportformer sammen med teknologiske fremskridt samt forebyggelse af transportbehov (f.eks. grøn logistik, intelligent byplanlægning og integreret mobilitetsstyring);

38. påpeger, at mere end halvdelen af verdens befolkning nu bor i byer og storbyer, og at bytrafikken tegner sig for en væsentligt del af drivhusgasemissioner fra transportsektoren; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til aktivt at øge bevidstheden om den rolle, bæredygtig mobilitet i byerne spiller med hensyn til at opfylde forpligtelserne til at gennemføre afbødende foranstaltninger; understreger, at ansvarlig fysisk planlægning og arealplanlægning og bæredygtige transportløsninger i byområder vil yde et effektivt bidrag til målet om at nedbringe CO₂-emissionerne;

39. understreger, at et godt energimiks er nødvendigt i transportsektoren og kan opnås ved at fremme alternative køretøjer, der kører på naturgas og biogas, og politikker, der skal styrke bæredygtige transportformer, bl.a. elektrificering af transporten og anvendelsen af intelligente transportsystemer; understreger, at det er vigtigt at fremhæve jernbaner, sporvogne, elbusser, elbiler og elcykler for at anlægge et perspektiv, hvor hele livcyklusser tages i betragtning, og at sigte efter en fuld udnyttelse af vedvarende energikilder; opfordrer kraftigt de lokale offentlige trafikmyndigheder og transportoperatører til at blive frontløbere med hensyn til at indføre kulstoffattige vognparker og teknologier;

40. påpeger det enorme potentiale, der er for at nedbringe emissionerne gennem øget energieffektivitet og anvendelse af ren energi; mener, at en maksimering af effektiviteten af energiforbruget overalt i verden er det første skridt i retning af at reducere energirelaterede emissioner, samtidig med at det bidrager til løsning af problemet med energifattigdom;

41. fremhæver de alvorlige negative og ofte uoprettelige konsekvenser af manglende handling i betragtning af, at klimaændringerne påvirker samtlige regioner i hele verden på forskellige, men stærkt skadelige, måder, hvilket fører til migrationsstrømme og tab af menneskeliv såvel som økonomiske, miljømæssige og sociale tab; fremhæver betydningen af videnskabelig dokumentation som drivkraft for langsigtede politiske beslutninger og understreger, at ambitionsniveauet bør være baseret på solide videnskabelige henstillinger; understreger, at et fælles globalt politisk og økonomisk skub til forsknings-, udviklings- og innovationspartnerskaber inden for rene og vedvarende energiteknologier og energieffektivitet er afgørende for at opfylde klimamålene og for at fremme væksten;

42. opfordrer EU til at intensivere bestræbelserne på at regulere en global udfasning af HFC'er i henhold til Montrealprotokollen; minder om, at EU har vedtaget en ambitiøs lovgivning med henblik på at udfase 79 % af HFC'er frem til 2030, idet klimavenlige alternativer er nemt tilgængelige, og deres potentiale skal udnyttes fuldt ud; bemærker, at udfasningen af anvendelsen af HFC'er repræsenterer en et forholdsvist nemt tiltag for at afbøde virkningerne i og uden for EU, og opfordrer EU til at være aktivt engageret i at fremme den globale indsats mod HFC'er;

Forskning, teknologisk udvikling og innovation

43. mener, at en øget anvendelse af rene energiteknologier, hvor de har størst virkning, afhænger af, at der opbygges og opretholdes en stærk innovationskapacitet både i udviklingslandene og i de nye vækstlande;

44. understreger, at fremme af innovation inden for teknologier og forretningsmodeller kan være en drivkraft for både økonomisk vækst og emissionsnedbringelse; understreger, at teknologien ikke automatisk vil gå i retning af mindre kulstof, men at dette vil kræve klare politiske signaler, herunder nedbringelse af markedsmæssige og reguleringsmæssige barrierer for nye teknologier og forretningsmodeller samt målrettede offentlige udgifter; tilskynder medlemsstaterne til at øge investeringerne i offentlig forskning og udvikling i energisektoren for at bidrage til at skabe den næste bølge af ressourceeffektive kulstoffattige teknologier;

45. anerkender betydningen af forskning og innovation for bekæmpelsen af klimaændringer og opfordrer parterne til at gøre alt for at støtte forskere og fremme de nye teknologier, der kan bidrage til at nå de reduktionsmål, som måske bliver fastsat, samt foranstaltninger til afbødning af og tilpasning til klimaændringerne;

46. tilskynder Kommissionen til i højere grad at udnytte det forhold, at Horisont 2020 er fuldstændig åben for tredjelandes deltagelse, især inden for energi og klimaændringer;

47. mener, at EU's rumpolitik og investeringerne heri, herunder opsendelsen af satellitter, som spiller en vigtig rolle i overvågningen af industriulykker, skovrydning, ørkendannelse etc., plus samarbejde med partnere i tredjelande kan spille en væsentlig rolle i overvågningen og bekæmpelsen af klimaændringernes konsekvenser overalt i verden;

48. understreger, at EU bør øge sin indsats inden for teknologioverførsler til de mindst udviklede lande, samtidig med at eksisterende intellektuel ejendomsret respekteres;

49. kræver, at klimateknologicentrets og -netværkets og teknologieksekutivkomitéens roller i fremme af den teknologiske udvikling med henblik på afbødning af og tilpasning til klimaændringerne anerkendes fuldt ud og støttes;

50. glæder sig over de bestræbelser, der er gjort med hensyn til samarbejde mellem EU og USA's energiministerium, især omkring forskning i klimaforandringsteknologi; mener, at der er et stort potentiale for yderligere forskningssamarbejde mellem EU og andre store økonomier; mener, at resultaterne af offentligt finansieret forskning bør gøres gratis tilgængelige;

51. påpeger, at anvendelsen af rumbaserede aktiver bør tages i betragtning ved gennemførelsen af foranstaltninger til afbødning af og tilpasning til klimaændringer, navnlig gennem kontrol med og overvågning af drivhusgasemissioner; opfordrer indtrængende Kommissionen til at bidrage aktivt til et global overvågningssystem for CO₂ og CH₄; opfordrer Kommissionen til at fremme bestræbelserne på at udarbejde et EU-system til måling af drivhusgasemissioner på en selvstændig og uafhængig måde gennem anvendelse og udvidelse af Copernicusprogrammets missioner;

Klimafinansiering: Det centrale element i Parisaftalen

52. mener, at midler til gennemførelse, herunder klimafinansiering, teknologioverførsel og kapacitetsudvikling, kommer til at spille en afgørende rolle med hensyn til at nå frem til en aftale på konferencen i Paris, og opfordrer derfor EU og andre lande til at forberede en troværdig "finansiel pakke", som dækker både perioden før og perioden efter 2020, med henblik på at underbygge en øget indsats for at nedbringe drivhusgasemissioner, beskytte skovene og tilpasse sig til konsekvenserne af klimaændringerne; opfordrer til, at klimafinansiering bliver omfattet af aftalen som et dynamisk element, der afspejler de skiftende miljømæssige og økonomiske realiteter og understøtter højnelsen af ambitionsniveauet med hensyn til reduktionsbidrag og tilpasningsforanstaltninger; de parter, der er i stand til det, om at bidrage til klimafinansieringen;

53. opfordrer EU og medlemsstaterne til at enes om en køreplan for optrapning af forudsigelig, ny og yderligere finansiering i tråd med eksisterende forpligtelser i retning af dets rimelige andel af det samlede tilstræbte beløb på 100 mia. USD om året senest i 2020 fra en række offentlige og private kilder og at rette op på den manglende balance i midlerne til henholdsvis afbødning og tilpasning; opfordrer EU til at tilskynde alle lande til at yde et retfærdigt bidrag til klimafinansiering; opfordrer til fastsættelse af robuste overvågnings- og ansvarlighedsbestemmelser med henblik på en effektiv kontrol med opfyldelsen af klimafinansieringstilsagn og -mål; minder om, at den stigende klimafinansiering fra bistandsbudgetterne også bør indebære en stigning i det samlede bistandsbudget som et første skridt i retning af fuld additionalitet;

54. opfordrer til konkrete EU-tilsagn og internationale tilsagn om at aktivere yderligere kilder til klimafinansiering, herunder henlæggelse af nogle af EU’s ETS-emissionskvoter i perioden 2021-2030 og afsættelse af indtægter fra EU-indgreb og andre internationale indgreb over for emissioner fra luft- og skibsfarten til internationale klimafinansieringsformål og den grønne klimafond, bl.a. til teknologiske innovationsprojekter;

55. opfordrer til en indførelse af en omfattende CO₂-afgift som et globalt anvendeligt instrument til håndtering af emissioner og tildeling af indtægterne fra emissionshandelsordningen til klimarelaterede investeringer sammen med indtægter fra CO₂-afgifter på brændstoffer inden for international transport; opfordrer endvidere til delvis anvendelse af landbrugsstøtten til at garantere investeringer i produktion og anvendelse af vedvarende energi inden for landbruget; understreger betydningen af at mobilisere kapital fra den private sektor og åbne op for de nødvendige investeringer i CO₂-teknologier; opfordrer til en ambitiøs indsats fra regeringer, offentlige og private finansinstitutter, herunder banker, pensionsfonde og forsikringsselskaber, for at tilpasse låne- og investeringspraksis til målet på under 2 °C og trække sig ud af fossile brændstoffer, herunder udfasning af eksportkreditter til investeringer i fossile brændstoffer; opfordrer til særlige offentlige garantier til fordel for grønne investeringer, mærker og skattefordele for grønne investeringsfonde og i forbindelse med udstedelse af grønne obligationer;

56. mener, at finanssektoren skal medregne klimarisici i dets investeringsbeslutninger; opfordrer Kommissionen, EU's medlemsstater og alle parterne i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) til at anvende alle de midler, som de råder over, til at tilskynde de finansielle aktører til at omlægge deres investeringer i det omfang, det er nødvendigt for at finansiere en reel omstilling til modstandsdygtige økonomier med et lavt emissionsniveau;

57. opfordrer til konkrete foranstaltninger, bl.a. en tidsplan i fortsættelse af tilsagnet fra G-20-landene i 2009 for udfasning af alle subsidier til fossile brændstoffer senest i 2020;

58. tilskynder de mest progressive aktører til frivilligt at give tilsagn om at bistå ved omstillingen til lavemissionsøkonomier ved at udnytte den gode praksis, der allerede er gennemført inden for sektoren; ønsker, at denne mobilisering styrkes, og at tilsagnene i fremtiden bliver mere strukturerede, navnlig via de registreringsplatforme, der er integreret i klimakonventionen;

59. bemærker de tætte forbindelser mellem konferencen om udviklingsfinansiering, FN’s topmøde om bæredygtige udviklingsmål og den 21. partskonference under UNFCCC i 2015; anerkender, at konsekvenserne af klimaændringerne i alvorlig grad vil undergrave bestræbelserne på at opnå den planlagte bæredygtige udviklingsramme, og at den overordnede ramme for udviklingsfinansiering skal afstemmes med og kunne understøtte en CO₂-fattig og klimarobust verden;

60. opfordrer til fremme af private initiativer inden for finanssektoren, navnlig i forbindelse med G20-topmødet i november 2015, men generelt ved talrige arrangementer, der specifikt vedrører finansiering og indgår i forberedelsen af konferencen i Paris i 2015;

Opnåelse af modstandsdygtighed over for klimaændringer ved hjælp af tilpasning

61. understreger, at det er nødvendigt for alle lande at tilpasse sig , hvis de skal mindske de negative konsekvenser mest muligt og fuldt ud udnytte mulighederne for klimarobust vækst og bæredygtig udvikling, og at det ligeledes e nødvendigt, at dette spiller en central rolle i den nye aftale; opfordrer til, at der på denne baggrund fastsættes langsigtede tilpasningsmål; understreger, at foranstaltninger nu til at nedbringe CO₂-emissioner vil være billigere for verdensøkonomien og de nationale økonomier og ville gøre tilpasningsforanstaltningerne mindre bekostelige; erkender, at tilpasning er nødvendigt, navnlig i lande, der er meget sårbare over for disse påvirkninger, og at det navnlig er nødvendig at sikre, at fødevareproduktionen og den økonomiske udvikling kan fortsætte på en klimarobust måde; opfordrer til aktiv støtte til udformning af omfattende tilpasningsplaner i udviklingslande under hensyntagen til lokale aktørers praksis og urbefolkningens viden;

62. anerkender, at afbødningsambitionsniveauet, der er opnået gennem nationalt bestemte bidrag (NDC’er) har stor indflydelse på, hvilke tilpasningsbestræbelser der er behov for; anmoder om et globalt mål for tilpasning og tilpasningsfinansiering i Parisaftalen sammen med tilsagn om at udvikle yderligere tiltag for effektivt at håndtere tab og skader;

63. understreger nødvendigheden af at styrke koordinationen og den klimarelaterede risikostyring på EU-plan og af at fastlægge en klar tilpasningsstrategi for EU; opfordrer til gennemførelse af regionale tilpasningsstrategier;

64. minder om, at udviklingslandene, særligt de mindst udviklede lande og små øudviklingslande, der er udviklingslande, har bidraget mindst til klimaændringerne, er de mest sårbare over for de negative konsekvenser af klimaændringernes og er dårligst i stand til at tilpasse sig; opfordrer til, at tilpasningsstøtte og støtte til oprettelse af tab og skader bliver afgørende elementer i Parisaftalen, og at udviklingslandene reelt bliver hjulpet under deres overgang til bæredygtige, vedvarende og CO₂-fattige energiformer, så deres tilpasningsbehov dækkes på kort såvel som lang sigt; opfordrer til, at problematikken vedrørende klimaflygtninge og omfanget heraf som følge af klimakatastrofer, der skyldes opvarmning af jorden, tages alvorligt;

65. understreger, at aftalen skal være fleksibel for at tage hensyn til de nationale omstændigheder og til udviklingslandenes behov og respektive kapacitet og visse landes særlige karakteristika, navnlig de mindst udvikledes og små øers;

66. opfordrer de store udviklede økonomier til at udnytte deres eksisterende avancerede infrastruktur til at fremme, forstærke og udvikle bæredygtig vækst og forpligte sig til at hjælpe udviklingslande med at opbygge deres egen kapacitet for at sikre, at fremtidig økonomisk vækst i alle dele af verden opnås uden yderligere belastning af miljøet;

67. understreger betydningen af den rolle, som udviklingssamfundet, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC) bør spille ved at arbejde tæt sammen med interessenter og relevante organisationer om at vurdere og afbøde de værste konsekvenser for menneskeheden af klimaændringerne, som forventes at blive en stor udfordring selv under et 2 °C-opvarmningsniveau;

68. fastholder, at det skal være en strategisk prioritet for EU og andre aktører på den internationale scene at tackle klimaproblematikken effektivt, og at dette forudsætter, at klimaforanstaltninger integreres i alle relevante politikker, og at man tilstræber konsekvens mellem de forskellige politikker; finder det vigtigt, at EU fremmer kulstoffattige udviklingsveje inden for alle relevante områder og sektorer, og opfordrer EU til at foreslå bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre, herunder med angivelse af måder, hvorpå EU planlægger at nedbringe forbruget og afkoble økonomisk aktivitet fra ødelæggelse af miljøet;

69. bemærker med bekymring, at 166 mio. mennesker blev tvunget til at forlade deres hjem på grund af oversvømmelser, storme, jordskælv eller andre katastrofer mellem 2008 og 2013; henleder navnlig opmærksomheden på, at klimarelateret udvikling i dele af Afrika kan bidrage til en optrapning af flygtningekrisen i Middelhavsområdet; beklager dybt det faktum, at man endnu ikke anerkender statussen som "klimaflygtning", hvilket efterlader et juridisk tomrum, der rammer ofre, som ikke kan opnå flygtningestatus;

70. fastholder, at der bør gøres øgede bestræbelser på at tackle de globale klimaforandringer af både de industrialiserede lande og udviklingslandene i fællesskab i overensstemmelse med princippet om fælles, men differentieret ansvar;

71. understreger, at EU's mål i forbindelserne med den øvrige verden i henhold til artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) er at bidrage til solidaritet og til bæredygtig udvikling af Jorden samt til nøje overholdelse og udvikling af folkeretten; bemærker, at EU's politik på miljøområdet i henhold til artikel 191, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal fremme foranstaltninger på internationalt plan til bekæmpelse af klimaændringer;

Udvidelse af klimadiplomatiet

72. understreger behovet for, at klimadiplomati bliver en del af en omfattende tilgang til EU’s indsats udadtil og i denne forbindelse betydningen af, at EU spiller en ambitiøs og central rolle på konferencen, taler med "én stemme" med henblik på at gøre fremskridt hen imod en international aftale og forbliver samlet i denne henseende;

73. opfordrer medlemsstaterne til at koordinere deres holdninger på dette område med EU's; understreger, at EU og medlemsstaterne har en enorm udenrigspolitisk kapacitet og må udvise lederskab inden for klimadiplomati og mobilisere dette net med henblik på at finde frem til en fælles holdning til de vigtigste af de emner, man skal nå til enighed om i Paris, nemlig modvirkning af og tilpasning til klimaændringer, finansiering, udvikling og overførsel af teknologi, gennemsigtighed i foranstaltninger og støtte og kapacitetsopbygning;

74. glæder sig over EU’s handelsplan for klimadiplomati, der blev vedtaget af EU’s Udenrigsråd den 19. januar 2015; forventer, at Kommissionen påtager sig en proaktiv rolle under forhandlingerne; anmoder den om at gøre det klart, at klimaændringer er denne Kommissions vigtigste strategiske prioritet, og at den skal organisere sig selv på en måde, så dette afspejles på alle niveauer og på tværs af alle politiske områder;

75. understreger EU’s førende rolle med hensyn til klimapolitik og fremhæver behovet for koordination og etablering af en fælles holdning fra EU’s medlemsstaters side; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten til at fortsætte og intensivere deres diplomatiske indsats før og under konferencen med henblik på at forbedre deres forståelse for deres partneres holdninger og tilskynde andre parter til at træffe effektive foranstaltninger til at overholde 2 °C-målsætningen og til at nå frem til aftaler og forpligtelser, navnlig fra USA, som går ud på at bringe de emissionerne fra de største forurenere på linje med de emissioner, som EU-borgernes skal opfylde, idet de allerede har gjort sig store bestræbelser på at forene økonomisk udvikling med miljø- og klimabeskyttelse; opfordrer EU til at bruge sin indflydelse til at opnå et tættere samarbejde om klimaspørgsmål med nabo- og kandidatlandene;

76. understreger, at der er behov for øgede diplomatiske bestræbelser forud for og under konferencen for især at finde fælles grundlag for karakteren af differentieringen i parternes forpligtelser i lyset af deres nationale omstændigheder og for, hvilken rolle tab og skade skal spille i aftalen;

77. opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at udvikle strategiske prioriteringer for den eksterne klimapolitik, der er fastlagt i de overordnede udenrigspolitiske mål, og til at sikre, at EU-delegationerne fokuserer mere intensivt på klimapolitikken, på at overvåge landenes indsats for at modvirke eller tilpasse sig klimaændringerne samt på at yde støtte til kapacitetsopbygning, og at de har de nødvendige midler til at gennemføre tiltag inden for klimaovervågning; opfordrer EU til at indgå i et nærmere samarbejde om klimaspørgsmål med nabo- og kandidatlande og indtrængende opfordre disse til at tilpasse deres politikker til EU’s klimamål; opfordrer medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten til at oprette kontaktpunkter med fokus på klimaændringer i EU’s delegationer og på medlemsstaternes ambassader;

78. anerkender betydningen af her forud for klimakonferencen i Paris at sætte ind mod klimaændringerne og den potentielle trussel, de udgør mod stabilitet og sikkerhed, samt betydningen af klimadiplomati;

Europa-Parlamentet

79. glæder sig over Kommissionens meddelelse og målsætningerne i EU's bidrag til COP21-klimakonferencen, der skal afholdes i Paris i december 2015;

80. forpligter sig til at udnytte sin internationale rolle og sit medlemskab af internationale parlamentariske netværk til konsekvent at gøre fremskridt hen imod en juridisk bindende og ambitiøs international klimaaftale i Paris;

81. mener, at det, da det også vil skulle give sit samtykke til alle internationale aftaler, skal være godt integreret i EU's delegation; forventer derfor at få mulighed for at deltage i EU's koordineringsmøder i Paris;

° °

82. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og UNFCCC's sekretariat med anmodning om, at den bliver fremsendt til alle parter uden for EU.

BEGRUNDELSE

Den globale opvarmning udgør én af de største udfordringer for menneskeheden for så vidt angår bæredygtig udvikling, folkesundheden og verdensøkonomien. Stigende temperaturer, smeltende gletsjere, hyppigere tørkeperioder og oversvømmelser er tegn på, at klimaændringerne er begyndt. Klimaændringerne kræver en hurtig, ansvarlig og global reaktion, der skal baseres på solidaritet fra det internationale samfund.

Den 25. februar 2015 vedtog Kommissionen en meddelelse med titlen "Parisprotokollen – et dokument for at imødegå de globale klimaændringer efter 2020", som forbereder EU på den sidste runde af forhandlinger inden FN's 21. klimakonference i Paris, der vil blive afholdt fra den 30. november til den 11. december 2015.

Den 6. marts 2015 vedtog EU's miljøministre formelt forpligtelserne til at reducere drivhusgasemissionerne i Den Europæiske Union. EU og medlemsstaterne har forpligtet sig til i fællesskab at overholde et bindende mål om reduktion af EU's egne drivhusgasemissioner på mindst 40 % senest i 2030 i forhold til 1990-niveauerne. EU fremsatte sit "tilsigtede nationalt bestemte bidrag" (INDC) for klimakonventionens (UNFCCC's) sekretariat i marts 2015.

Disse mål går i den rigtige retning, men bør være mere ambitiøse. Med henblik på at styrke Den Europæiske Unions position i internationale forhandlinger skal Parlamentet forsvare fastsættelsen af ambitiøse og realistiske mål, der skal reducere drivhusgasemissionerne med 50 % inden 2030 i forhold til 1990, øge de vedvarende energikilders andel til 45 % i energisammensætningen og opnå energibesparelser på 40 %.

Konferencen i Paris skal ikke være et møde for at forsøge at opnå resultater, men et møde for at træffe afgørelser. Denne konference vil markere et afgørende stadium i forhandlingerne om en ny global klimaaftale, der skal træde i kraft i 2020.

Konferencen i Paris er ikke et mål i sig selv, men en dynamisk proces, der konstant er i udvikling, og som vil give det internationale samfund mulighed for at udbedre situationen og vælge den rette kurs for at holde temperaturstigningen under 2 °C.

En ambitiøs, global og juridisk bindende aftale

Parisaftalen skal:

- være ambitiøs, global og juridisk bindende for at sikre en langsigtet indsats, der er på højde med klimaudfordringen og målet om at begrænse temperaturstigningen til under 2 °C

- være holdbar og dynamisk, således at den kan styre og styrke indsatsen mod klimaændringerne ud over de oprindelige bidrag, der blev forelagt af staterne, idet den især skal baseres på en langsigtet reduktionsmålsætning

- være differentieret for gradvist at tage hensyn til landes behov og kapacitet og deres nationale forhold og give dem de nødvendige midler til at opfylde deres forpligtelser

- give mulighed for at finde en balance mellem reduktion og tilpasning for at fremme modstandsdygtigheden i de lande, der er mest sårbare over for virkningerne af klimaændringer, fremme landes bæredygtige udviklingsplaner, give mulighed for at begrænse temperaturstigningen til under 2 °C og hjælpe landene med at gennemføre og styrke nationale handlingsplaner for tilpasning

- være betydningsfuld for at sende de økonomiske aktører signaler, der vil muliggøre overgangen til en lavemissionsøkonomi.

Det finansielle aspekt: hjørnestenen i Parisaftalen

Inden 2020 skal 100 mia. USD overføres pr. år til udviklingslandene for at hjælpe dem med at finansiere reduktionen af drivhusgasemissioner og projekter, som tager sigte på at beskytte de befolkningsgrupper, der er truet af klimaændringernes virkninger, som f.eks. den stigende vandstand i havene, de langvarige tørkeperioder og ødelæggelserne af afgrøder.

På Limakonferencen i slutningen af 2014 lykkedes det den grønne klimafond at samle 10,4 mia. USD. Det er efter ordførerens mening utilstrækkeligt. For at genvinde tilliden fra udviklingslandene skal EU og de industrialiserede lande være klare og præcise om, hvordan de agter at samle de 100 mia. USD, der blev givet tilsagn om på konferencen i København i 2009.

Desværre er Kommissionens meddelelse af 25. februar 2015 fortsat uklar vedrørende mobiliseringen af ressourcer, selv om nye finansieringsbidrag vil være hjørnestenen i Parisaftalen.

Med henblik på at opfylde de tilsagn, der blev givet inden for rammerne af COP 21, er det nødvendigt at udarbejde, studere og gennemføre innovative finansieringsmekanismer. Dette vil kræve:

- fastsættelse af en korrekt CO₂-pris i alle store økonomier i verden med henblik på at udarbejde klimavenlige løsninger

- incitamenter til alle finansielle aktører, således at de omdirigerer deres investeringer i nødvendigt omfang for at finansiere en ægte overgang til modstandsdygtige lavemissionsøkonomier

- særlige offentlige garantier for grønne investeringer

- anvendelsen af Juncker-planen i Europa gennem Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer

- en ambitiøs køreplan for offentlige og multilaterale bankers forpligtelser til at finansiere den miljømæssige omstilling

- mærker og skattemæssige fordele til grønne investeringsfonde og i forbindelse med udstedelse af grønne obligationer

- en afgift på finansielle transaktioner og tildeling af en del af indtægterne heraf til grønne investeringer.

Finansiering kommer til at spille en afgørende rolle i forbindelse med at opnå en aftale inden konferencen i Paris. Følgelig er det hensigtsmæssigt at udarbejde en troværdig "finansieringspakke" for både industrialiserede lande og udviklingslande med henblik på at muliggøre en øget indsats for at reducere drivhusgasemissioner og tilpasse sig virkningerne af klimaændringerne.

En forbilledlig intern klimapolitik i Den Europæiske Union

Selv om han er fortaler for mere ambitiøse mål, glæder ordføreren sig over EU's forelæggelse af det tilsigtede nationalt bestemte bidrag (INDC) inden den vejledende frist i marts 2015, der blev fastlagt ved Warszawa-afgørelsen. Dette bidrag har haft en indvirkning og en betydelig spillovereffekt i forhold til internationale partnere og skal forlænges gennem vedtagelsen af konkrete foranstaltninger, der vil muliggøre gennemførelsen af overgangen til en lavemissionsøkonomi i EU.

Når arbejdet med stabilitetsreserven er fuldendt, skal Kommissionen iværksætte revisionen af direktivet om det europæiske CO₂-marked og derefter forberede arbejdet vedrørende indsatsfordelingen mellem medlemsstaterne.

EU skal hurtigst muligt fuldføre ratificeringen af Dohaændringen til Kyotoprotokollen og opfordre de andre parter til at gøre det samme, således at denne omgående kan træde i kraft.

Ambitiøse tilsagn fra Unionen er afgørende for dens troværdighed i forhandlingerne. Unionen skal føre en ambitiøs og effektiv politik med henblik på en energiomstilling inden 2050, som ikke kun mobiliserer klima- og energipolitiske instrumenter, men også andre områder, som f.eks. transport, forskning og innovation, handel og udviklingssamarbejde.

En effektiv udenrigspolitik i Den Europæiske Union for at udvikle en spillovereffekt

Den Europæiske Union skal mobilisere sig intensivt i forbindelse med alle internationale møder i 2015 med henblik på COP 21 og over for alle aktører.

EU's bidrag skal være en inspiration for de andre parter for så vidt angår klarhed, gennemsigtighed og ambitionsniveau. EU's succes med hensyn til at mindske sine emissioner med 19 % mellem 1990 og 2012, mens BNP steg med 45 %, og det, at der fortsat sker en nedgang i EU's andel af de globale emissioner, beviser foreneligheden mellem reduktionsforanstaltninger og økonomisk udvikling.

EU skal fortsætte og intensivere sine diplomatiske bestræbelser med henblik på at få en bedre forståelse af partnerlandenes holdninger, tilskynde disse lande til at iværksætte ambitiøse politikker til bekæmpelse af klimaændringer og skabe alliancer med henblik på opfyldelse af disse målsætninger.

Ordføreren noterer sig Kommissionens hensigt om i fællesskab med Marokko at afholde en konference i efteråret 2015 om "ambitionskløften", dvs. forskellen mellem parternes forpligtelser og målet om at holde den globale opvarmning under 2 °C. Han opfordrer imidlertid Kommissionen til at sikre, at det primære formål med et sådant arrangement vil være at arbejde hen imod en aftale inden konferencen i Paris. Det er med dette for øje, at dette møde bør fremme en positiv tilgang til ambitioner og give parterne mulighed for konstruktive og handlingsorienterede drøftelser.

Ordføreren opfordrer til, at de interne europæiske drøftelser optrappes så hurtigt som muligt for at nå frem til en fælles holdning, navnlig vedrørende de forskellige hovedpunkter i internationale forhandlinger, såsom finansiering, kapacitetsopbygning og teknologioverførsel.

Troværdigheden af de tilsagn, som parterne i Parisaftalen har givet, vil også afhænge af indsatsen fra de ikkestatslige aktører, som f.eks. byerne, regionerne, industrien og investorerne. Konferencen i Paris skal tilskynde disse aktører til at træffe foranstaltninger, bl.a. gennem international anerkendelse af deres indsats. Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO), Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) og parterne af Montrealprotokollen skal ligeledes yde en indsats for at regulere emissionerne fra international transport og fra produktionen og forbruget af fluorholdige gasser inden udgangen af 2016.

EU skal være talerør for ambitiøse målsætninger under forhandlingerne. Ordføreren mener, at det vil være til skade for EU's troværdighed, hvis Unionen godkender en aftale, der tydeligvis vil være utilstrækkelig til at begrænse klimaændringerne. Samtidig med at der udvises den fleksibilitet, der er nødvendig for at opnå konsensus, skal Unionen nægte ethvert utilstrækkeligt kompromis.

Europa-Parlamentet er fortsat en central aktør i en ambitiøs EU-politik til bekæmpelse af klimaændringerne. Ordføreren ønsker afslutningsvis at minde om, at Europa-Parlamentet vil skulle give sit samtykke til Den Europæiske Unions ratificering af den juridisk bindende aftale, der bliver resultatet af konferencen i Paris. Parlamentet skal følgelig deltage fuldt ud i koordineringsmøderne under konferencen i Paris.

10.9.2015

UDTALELSE fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi(*)

til Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

om "På vej til en ny international klimaaftale i Paris"

(2015/2112(INI))

Ordfører for udtalelse (*): Seán Kelly

(*) Procedure med associerede udvalg – forretningsordenens artikel 54

FORSLAG

Udvalget om Industri, Forskning og Energi opfordrer Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. glæder sig over EU's lederskab med hensyn til afbødning af og tilpasning til klimaforandringer, herunder dets frembringelse af viden, kompetencer, jobs og vækst; bemærker det altoverskyggende behov for, at der i Paris indgås en global ambitiøs, retligt bindende aftale – der indbefatter et stærkt tilsagn om at holde sig inden for FN's Klimapanels (IPCC's) 2^oC-scenarie – og understreger, at et fortsat EU-lederskab kræver, at alle aftalens parter engagerer sig fuldt ud i den, hvis den skal blive et effektivt middel til at afværge klimaforandringer; insisterer på regelmæssige, åbne præstationsevalueringer – bl.a. af de tilsigtede nationalt bestemt bidrag (INDC'er) – på grundlag af de mest opdaterede videnskabelige data og teknologier og i overensstemmelse med det syvende miljøhandlingsprogram[13];

2. bemærker, at EU nu er godt på vej til at nå 2020-målene for reduktion af drivhusgasemissioner og for vedvarende energi, at der er sket betydelige forbedringer i intensiteten af energianvendelsen takket være mere effektive bygninger, produkter, industriprocesser og køretøjer, og at den europæiske økonomi samtidig er vokset med 45 % siden 1990; understreger, at 20/20/20-målene for drivhusgasemissioner, vedvarende energi og energibesparelser har spillet en central rolle med hensyn til at drive denne proces fremad og bevare beskæftigelsen af mere end 4,2 millioner mennesker i forskellige miljøbrancher[14] med vedvarende vækst under den økonomiske krise;

3. understreger vigtigheden af, at der opnås en effektiv, bindende global aftale på konferencen i Paris, og påpeger, at hvis en sådan aftale fortsat udebliver, vil det bringe EU-økonomiens konkurrenceevne yderligere i fare og udsætte den for risikoen for kulstoflækage;

4. bifalder tilsagnet fra G7-lederne om dekarbonisering af den globale økonomi i løbet af dette århundrede og reducering af drivhusgasemissionerne med en procentsats i den øverste ende af området fra 40 % til 70 % i 2050 sammenlignet med niveauerne for 2010;

5. understreger nødvendigheden af at styrke koordinationen og den klimarelaterede risikostyring på EU-plan og af at skabe en klar tilpasningsstrategi for EU; anbefaler, at der gennemføres ambitiøse og bindende mål for CO₂-emissioner og vedvarende energi på både nationalt plan og EU-plan for at muliggøre og sikre overgangen til en bæredygtig og sikker økonomi;

6. understreger, at det i artikel 191, stk. 2, i EU-traktaten anføres, at Unionens politik skal være baseret på princippet om, at forureneren betaler; understreger imidlertid også, at hvis andre store økonomier undlader at afgive sammenlignelige tilsagn om reduktion af drivhusgasemissioner, vil man fastholde og om nødvendigt styrke bestemmelser om kulstoflækage rettet mod de sektorer, der både er udsat for en høj handelsintensitet og en høj andel af CO₂-omkostninger i produktionen; mener ikke desto mindre, at det er nødvendigt at finde en mere langsigtet løsning for så vidt angår kulstoflækage i forbindelse med den forestående evaluering af EU's emissionshandelssystem eller ved at indføre et system med justering af CO₂ ved grænsen; finder det afgørende, at man undgår kulstoflækage i vigtige europæiske industrier, herunder energiintensive industrier og bæredygtig europæisk agroindustri/agrofødevareproduktion; erkender nødvendigheden af at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer i forbindelse med fødevareproduktion;

7. understreger, at aftalen bør tage højde for det parallelle globale mål om at sikre fødevaresikkerhed;

8. understreger, at forsinket handling vil øge de omkostninger, der er forbundet med afbødning af og tilpasning til klimaforandringer, og vil indskrænke udvalget af teknologiske muligheder, der er til rådighed; mener, at tidlig handling vil få positiv indflydelse på de europæiske industriers og energiproducenters konkurrenceevne på lang sigt;

9. tilskynder – for at bevare lige konkurrencevilkår for EU's industri og energisektor – Kommissionen til at fremme forbindelser mellem EU ETS – enten før eller efter en omfattende strukturel post-2020-reform, som vil forbedre dens resultater – og andre emissionshandelssystemer med henblik på at etablere et fremtidigt emissionshandelsmarked for hele verden, som i betydelig grad kan mindske de globale emissioner og øge industriens konkurrenceevne; opfordrer imidlertid Kommissionen til at indføre garantier for at sikre, at en sammenkobling af EU ETS med andre systemer ikke underminerer EU's klimamål og anvendelsesområdet for EU ETS; glæder sig i denne forbindelse over den globale udvikling inden for emissionshandelssystemer og andre prisfastsættelsesmekanismer, herunder de 17 emissionshandelssystemer, som anvendes på fire kontinenter, der tegner sig for 40 % af det globale BNP, som vil bidrage til at mindske risikoen for kulstoflækage; fremhæver, at et globalt handelssystem ville kunne tilvejebringe midlerne til at styrke de globale klimamål ved at mindske omkostningerne for virksomhederne og skabe mere lige konkurrencevilkår;

10. opfordrer Kommissionen til at bevare en fair konkurrence på EU-markedet ved at indføre ekstraafgifter på energiintensive varer, der importeres fra tredjelande, for at opveje de ekstraomkostninger, som EU-producenter må afholde til betaling af CO₂-emissionsafgifter;

11. understreger nødvendigheden af at sikre prisstabilitet for emissionstilladelser på lang sigt og et forudsigeligt reguleringsmiljø, der leder investeringerne i retning af foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissioner og fremmer overgangen til en kulstoffattig økonomi;

12. insisterer på en global udfasning af miljømæssigt skadelige subsidier, herunder til fossile brændstoffer, som forvrider konkurrencen og det indre energimarked, modvirker internationalt samarbejde og forhindrer innovation; kræver, at der medtages konkrete skridt, bl.a. en tidsplan for udfasning af subsidier til fossile brændstoffer, som en del af aftalen; bemærker desuden, at det er nødvendigt at støtte og tilskynde til investeringer i virksomheder, der udviser en positiv tilgang til reduktion af drivhusgasemissioner, og anerkender derfor, at subsidier – hvis de anvendes korrekt – kan bidrage til udviklingen af en bæredygtig økonomi;

Støtte til udvikling og udbredelse af klimateknologier

13. påpeger vigtigheden af at vurdere potentialet i at gøre økonomierne mindre kulstofintensive gennem en nedbringelse af afhængigheden af fossile brændstoffer; mener, at en sådan vurdering skal være baseret på tekniske og videnskabelige undersøgelser og have samme tidshorisont som de fastsatte reduktionsmål; fastholder, at EU er nødt til at tjene som eksempel både ved at tage egne initiativer og ved at fremme samarbejdet med dets internationale partnere;

14. fremhæver de alvorlige negative og ofte uoprettelige konsekvenser af manglende handling i betragtning af, at klimaforandringer påvirker samtlige regioner i hele verden på forskellige, men stærkt skadelige, måder, hvilket fører til migrationsstrømme og tab af menneskeliv såvel som økonomiske, miljømæssige og sociale tab; fremhæver betydningen af videnskabelig dokumentation som drivkraft for langsigtede politiske beslutninger og understreger, at ambitionsniveauet bør være baseret på solide videnskabelige anbefalinger; understreger, at et fælles globalt politisk og økonomisk skub til forsknings-, udviklings- og innovationspartnerskaber inden for rene og vedvarende energiteknologier og energieffektivitet er afgørende for at opfylde vores klimamål og for at fremme vækst i EU's sektorer for grøn økonomi, hvilket vil forøge antallet af faglærte arbejdstagere, der arbejder i industrien og udbreder viden og bedste praksis, samtidig med at det sikres, at overgangen til en kulstoffattig økonomi sker på en måde, der er retfærdig for arbejdsstyrken og skaber jobs af høj kvalitet; understreger nødvendigheden af at styrke koordinationen og den klimarelaterede risikostyring på EU-plan og af at skabe en klar tilpasningsstrategi samt vigtigheden af at bidrage til at undgå, at en "kulstofboble" opstår eller bliver større;

15. understreger, at EU bør øge sin indsats inden for teknologioverførsler til de mindst udviklede lande, samtidig med at eksisterende intellektuel ejendomsret respekteres;

16. bemærker, at der er forskellige metoder til at fremme innovation i en markedsbaseret økonomi; opfordrer Kommissionen til at vurdere de forskellige mekanismer til at belønne frontløbervirksomheder, der skiller sig ud på grund af deres evne til at igangsætte innovation og til at overføre og udbrede teknologi globalt;

17. mener, at en øget anvendelse af rene energiteknologier, hvor de har størst virkning, afhænger af, at der opbygges og opretholdes en stærk innovationskapacitet både i udviklingslandene og i de nye vækstlande;

18. bemærker, at de påkrævede nedskæringer af emissionerne afhænger af øget udvikling og udbredelse af lavemissionsteknologier;

19. anerkender, at opbygning af teknologisk kapacitet kræver effektive finansieringsmekanismer; understreger, at det er nødvendigt at yde finansiering til klimaforanstaltninger i udviklingslandene og gentager Kommissionens opfordring angående konkrete tilsagn om, at de fattigste og mest sårbare lande vil modtage prioriteret støtte under Den Grønne Klimafond; støtter endvidere foranstaltninger med henblik på fælles mobilisering af finansiering fra en række forskellige kilder – offentlige og private, bilaterale og multilaterale; opfordrer Kommissionen til at vurdere muligheden for at øremærke et antal EU-ETS-kvoter til finansiel støtte til de mindst udviklede lande til finansiering af foranstaltninger til afbødning og tilpasning til klimaforandringer;

20. anmoder om, at klimateknologicentrets og -netværkets og teknologieksekutivkomitéens roller i fremme af den teknologiske udvikling med henblik på afbødning af og tilpasning til klimaforandringerne anerkendes fuldt ud og støttes;

Videnskabelig forskning, teknologisk udvikling og innovation, herunder rumpolitik

21. understreger, at fremme af innovation inden for teknologier og forretningsmodeller kan være en drivkraft for både økonomisk vækst og emissionsreduktion; understreger, at teknologien ikke automatisk vil gå i retning af mindre kulstof, men at dette vil kræve klare politiske signaler, herunder nedbringelse af markedsmæssige og reguleringsmæssige barrierer for nye teknologier og forretningsmodeller samt målrettede offentlige udgifter; tilskynder medlemsstaterne til at øge investeringerne i offentlig forskning og udvikling i energisektoren for at bidrage til at skabe den næste bølge af ressourceeffektive kulstoffattige teknologier;

22. anerkender betydningen af forskning og innovation for bekæmpelsen af klimaforandringer og opfordrer parterne til at gøre sig alle mulige bestræbelser på at støtte forskere og fremme de nye teknologier, der kan bidrage til at nå de reduktionsmål, som måske bliver fastsat, samt foranstaltninger til afbødning af og tilpasning til klimaforandringer;

23. tilskynder Kommissionen til i højere grad at udnytte det forhold, at Horisont 2020 er fuldstændig åben for tredjelandes deltagelse, især inden for energi og klimaforandringer;

24. mener, at EU's rumpolitik og investeringerne heri, herunder opsendelsen af satellitter, som spiller en vigtig rolle i overvågningen af industriulykker, skovrydning, ørkendannelse etc., plus samarbejde med partnere i tredjelande kan spille en væsentlig rolle i overvågningen og bekæmpelsen af klimaforandringernes virkninger overalt i verden;

Energi

25. understreger, at EU i Paris skal gøre alt for at tilskynde parterne til at vedtage en holistisk tilgang, der kombinerer emissionsreduktionen med en ny energimodel baseret på energieffektivitet og vedvarende energi;

26. fremhæver det enorme potentiale, der er for at nedbringe emissionerne gennem øget energieffektivitet og udbredelse af ren energi; mener, at en maksimering af effektiviteten af energiforbruget overalt i verden er det første skridt i retning af at reducere energirelaterede emissioner, samtidig med at der bidrages til udfordringen med at afhjælpe af energifattigdom;

27. opfordrer til en integreret deltagelse af de lokalsamfund, der er berørt af de pågældende afbødnings- og tilpasningsprocesser og -projekter; understreger vigtigheden af at decentralisere energiproduktionen, nemlig ved at begunstige lokale kooperativer, borgeres projekter inden for vedvarende energi og aktiviteter med sigte på at stimulere egenproduktion og egetforbrug og derved fremme overgangen fra et økonomisk system baseret på fossile brændstoffer til et, der er baseret på vedvarende energi;

28. fremhæver det vigtige CO₂-afbødningspotentiale i klimamodstandsdygtige skove gennem binding, lagring og substitution; fremhæver endvidere potentialet i bio- og træbaserede produkter, og navnlig en bæredygtig bioenergisektor, samt betydningen af skove og anden arealanvendelse for at fastholde og forøge CO₂-bindingen og -lagringen; fremhæver, at biomasse som brændstof til energiproduktion, når den kombineres med CO₂-separations og –lagringsteknologi, kan føre til væsentlige reduktioner af CO₂-emissionerne; opfordrer til, at fornyelige råstoffer som dem fra landbrug, græsmarker og skovbrug anerkendes og tilskyndes på grund af deres emissionsafbødende egenskaber og deres bidrag til grøn vækst og dekarbonisering af økonomien; bemærker, at de samlede globale CO₂-emissioner fra skove er faldet med over 25 % mellem 2001 og 2015, hovedsagelig på grund af en opbremsning i de globale skovrydningsrater, og opfordrer derfor EU til at optrappe den internationale finansiering til reduktion af skovrydning i udviklingslandene; bemærker, at det er nødvendigt at skabe et enkelt, gennemsigtigt og sammenhængende regnskabssystem for emissioner og fjernelse deraf fra LULUCF-sektorerne;

29. minder om, at transport er den næststørste drivhusgasemitterende sektor efter energi; fastholder, at det er nødvendigt at indføre en række politikker, der sigter mod at nedbringe emissionerne fra denne sektor, og at der er behov for mere ambitiøse EU-initiativer til udvikling og udbredelse af alternativ brændstofinfrastruktur, for yderligere tilskyndelse til produktion og anvendelse af avancerede biobrændstoffer samt for at fremskynde elektrificeringen af transporten;

30. understreger vigtigheden af, at der udvikles infrastrukturinvesteringer i medlemsstaterne for at lette den fri handel med energi på tværs af grænserne;

31. bifalder de bestræbelser, der er gjort på samarbejde mellem EU og USA's energiministerium, især omkring forskning i klimaforandringsteknologi; mener, at der er et stort potentiale for yderligere forskningssamarbejde mellem EU og andre store økonomier; mener, at resultaterne af offentligt finansieret forskning bør gøres gratis tilgængelige;

32. insisterer på, at Kommissionen benytter borgmesteraftalen til at informere om sin forhandlingsposition, eftersom byer, regioner og lokalsamfund vil være de centrale aktører, når det drejer sig om at sikre, at lovgivning og foranstaltninger vedrørende handling på klimaområdet gennemføres effektivt på lokalt plan;

33. bemærker, at bioøkonomien har potentiale til at bidrage væsentligt til genindustrialiseringen og skabelsen af nye jobs i EU og resten af verden;

34. bemærker, at der i aftalen bør tages højde for potentialet i sektoren for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) til at kunne bidrage til EU's mål om at reducere drivhusgasemissionerne med mindst 40 % inden 2030 baseret på 1990-niveauerne;

35. opfordrer den franske regering til som et udtryk for velvillighed at indlede seriøse forhandlinger med Europa-Parlamentet om at arbejde hen imod at få et enkelt hjemsted med henblik på at reducere den store mængde CO₂-emissioner, der skyldes, at Europa-Parlamentet både har base i Bruxelles og Strasbourg[15];

36. roser USA og Kina for deres tilsagn om at spille en mere betydningsfuld rolle i forhold til det globale klima; er opmuntret af, at disse signaler vil bidrage til at føre frem til et positivt resultat i Paris, og opfordrer derfor med dette in mente indtrængende begge stater til at sørge for, at dette tilsagn omsættes i konkret handling; peger på de miljømæssige, sociale og økonomiske fordele, som et stærkt globalt engagement kan bringe for EU-industriens konkurrenceevne, og mener, at EU bør spille en større rolle med hensyn til at fremme overgangen til et globalt system af tilsagn og strategier med henblik på at imødegå klimaforandringer; understreger, at et sådant engagement, der skaber reel, langsigtet værdi for alle borgere, bidrager til styrkede internationale forbindelser, som er orienteret mod fred, solidaritet og bæredygtighed på lang sigt; beklager, at nogle industrialiserede lande fortsætter med at øge deres emissioner per capita;

37. minder parterne og FN om, at handling fra enkeltpersoners side er præcis lige så vigtig som regeringers og institutioners handlinger; opfordrer derfor til, at der gøres en større indsats via oplysnings- og bevidstgørelseskampagner og -foranstaltninger for at oplyse offentligheden og øge befolkningens bevidsthed om de små skridt og den store indsats, den kan gøre for at hjælpe med at bekæmpe klimaforandringer i de industrialiserede lande og i udviklingslandene.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	7.9.2015
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	41 13 7
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Zigmantas Balčytis, Bendt Bendtsen, David Borrelli, Reinhard Bütikofer, Jerzy Buzek, Soledad Cabezón Ruiz, Philippe De Backer, Peter Eriksson, Fredrick Federley, Adam Gierek, Juan Carlos Girauta Vidal, Theresa Griffin, Marek Józef Gróbarczyk, Roger Helmer, Hans-Olaf Henkel, Eva Kaili, Kaja Kallas, Barbara Kappel, Krišjānis Kariņš, Seán Kelly, Jeppe Kofod, Paloma López Bermejo, Ernest Maragall, Edouard Martin, Dan Nica, Angelika Niebler, Aldo Patriciello, Morten Helveg Petersen, Miroslav Poche, Michel Reimon, Herbert Reul, Paul Rübig, Algirdas Saudargas, Jean-Luc Schaffhauser, Sergei Stanishev, Neoklis Sylikiotis, Dario Tamburrano, Evžen Tošenovský, Claude Turmes, Miguel Urbán Crespo, Vladimir Urutchev, Adina-Ioana Vălean, Kathleen Van Brempt, Henna Virkkunen, Martina Werner, Anna Záborská, Flavio Zanonato, Carlos Zorrinho
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Michał Boni, Lefteris Christoforou, Cornelia Ernst, Francesc Gambús, Jens Geier, Jude Kirton-Darling, Janusz Korwin-Mikke, Clare Moody, Luděk Niedermayer, Piernicola Pedicini, Massimiliano Salini, Anneleen Van Bossuyt
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)	Jozo Radoš

1.9.2015

UDTALELSE fra Udenrigsudvalget

til Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

om På vej til en ny international klimaaftale i Paris

(2015/2112(INI))

Ordfører for udtalelse: Dubravka Šuica

FORSLAG

Udenrigsudvalget opfordrer Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. understreger, at EU's mål i forbindelserne med den øvrige verden i henhold til artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) er at bidrage til solidaritet og til bæredygtig udvikling af Jorden samt til nøje overholdelse og udvikling af folkeretten; bemærker, at EU's politik på miljøområdet i henhold til artikel 191, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal fremme foranstaltninger på internationalt plan til bekæmpelse af klimaændringer;

2. anerkender den afgørende betydning, som et stabilt klimasystem spiller for fødevaresikkerhed, energiproduktion, vand og sanitet, infrastruktur, bevarelse af biodiversitet og terrestriske og marine økosystemer samt fred og velstand på globalt plan; anerkender faren ved ikke at gøre noget for at afbøde klimaændringerne og understreger det presserende behov for at nå frem til en aftale på den 21. partskonference (COP 21) under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), som skal afholdes i Paris;

3. anerkender vigtigheden af at sætte ind mod klimaændringerne og den potentielle trussel, de udgør mod stabilitet og sikkerhed, samt betydningen af klimadiplomati med henblik på klimakonferencen i Paris; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at forstærke sin diplomatiske indsats omkring de klimapolitiske mål for at skabe opbakning til en omfattende, ambitiøs, gennemsigtig, dynamisk og retligt bindende aftale om at begrænse den globale opvarmning til 2 °C; understreger under henvisning til de klimamæssige og internationale forpligtelser og UNFCCC’s principper EU’s vigtige rolle i klimadiplomatiet og nødvendigheden af, at EU-landene taler med én stemme; opfordrer i den forbindelse til en styrkelse af den interne europæiske dialog med henblik på at nå frem til en fælles holdning, navnlig med hensyn til de centrale punkter i forhandlingerne; opfordrer medlemsstaterne til at koordinere deres holdninger på dette område med EU's; understreger, at EU og medlemsstaterne har en enorm udenrigspolitisk kapacitet og må udvise lederskab inden for klimadiplomati og mobilisere dette net med henblik på at finde frem til en fælles holdning til de vigtigste af de emner, man skal nå til enighed om i Paris, nemlig modvirkning af og tilpasning til klimaændringer, finansiering, udvikling og overførsel af teknologi, gennemsigtighed i foranstaltninger og støtte og kapacitetsopbygning; opfordrer de parter, der er involveret i de miljømæssige aspekter af EU’s handelsforhandlinger, navnlig de igangværende forhandlinger om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP), til at tage hensyn til resultaterne af klimakonferencen i Paris;

4. understreger, at klimadiplomati er en integrerende del af den overordnede strategi for EU's optræden udadtil; påpeger, at klimaændringerne ikke vil ramme landene lige hårdt, idet de mindst udviklede lande vil blive uforholdsmæssigt hårdest ramt på grund af manglende ressourcer til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer; understreger det faktum, at klimaforandringerne i det arktiske område har væsentlig indvirkning på EU's sikkerhed; opfordrer til en præventiv politik i forbindelse med klimaændringer samt en drøftelse om en fremadrettet strategi på EU-plan med henblik på at adressere de strategiske og politiske konsekvenser af en klimaskabt geopolitisk ustabilitet og give EU mulighed for at reagere på ressourcerelaterede konflikter via en intensivering af samarbejdet med de lande, der er hårdest ramt af klimaændringer;

5. mener, at Parlamentet bør udnytte sin rolle og indflydelse i internationale parlamentariske netværk til at øge indsatsen for at sikre en ambitiøs og retligt bindende aftale i Paris;

6. bifalder handlingsplanen for klimadiplomati, ifølge hvilken EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne sammen skal implementere en strategisk, konsekvent og sammenhængende plan for klimadiplomati i løbet af 2015; understreger, at Udenrigsrådet i sine konklusioner fra juli 2011 og juni 2013 bakkede op om EU-Udenrigstjenestens og Kommissionens fælles nonpapers, som identificerede tre indsatsområder for klimadiplomati, og at handlingsplanen skal udgøre en integrerende del af denne strategi; fremhæver den afgørende rolle, som EU-Udenrigstjenesten kan spille for promoveringen af EU’s holdninger forud for og under klimakonferencen i Paris og med henblik på at skabe gensidig forståelse mellem alle berørte parter om, hvordan man opnår international støtte til en klimaforenelig udvikling;

7. understreger betydningen af dialogen mellem EU og nationale parlamenter, lokale myndigheder, civilsamfundet, den private sektor og medier, både i og uden for EU, eftersom disse aktører spiller en stadig større rolle i klimadebatten; er af den opfattelse, at denne dialog vil bidrage til en gennemsigtig og inklusiv aftale;

8. understreger, at handlingsplanen skal indeholde klart definerede mål og strategier for at nå dem;

9. understreger betydningen af at fastholde menneskerettighederne som et centralt element i klimaforanstaltningerne og insisterer på nødvendigheden af, at Kommissionen og medlemsstaterne sikrer, at Parisaftalen anerkender, at respekt for samt beskyttelse og fremme af menneskerettigheder, omfattende bl.a. ligestilling mellem kønnene, fuld og lige deltagelse af kvinder og aktiv fremme af en retfærdig overgang til en CO₂-fattig økonomi for arbejdsstyrken, der skaber anstændig beskæftigelse og kvalitetsjob til alle, er en forudsætning for effektive, globale klimaforanstaltninger;

10. bemærker, at parterne i UNFCCC under COP18 besluttede (beslutning 23/CP18) at opstille et mål om kønsmæssig balance i organer, der er oprettet i henhold til konventionen og Kyotoprotokollen, for at fremme kvinders deltagelse og fremføre en mere effektiv klimaændringspolitik, der tager ligeligt hensyn til mænds og kvinders behov, og at overvåge de fremskridt hen imod målet om kønsmæssig balance i arbejdet for at fremme en kønssensitiv klimapolitik;

11. opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at udvikle strategiske prioriteringer for den eksterne klimapolitik, der er fastlagt i de overordnede udenrigspolitiske mål, og til at sikre, at EU-delegationerne fokuserer mere intensivt på klimapolitikken, på at overvåge landenes indsats for at modvirke eller tilpasse sig klimaændringerne samt på at yde støtte til kapacitetsopbygning, og at de har de nødvendige midler til at gennemføre tiltag inden for klimaovervågning; opfordrer EU til at indgå i et nærmere samarbejde om klimaspørgsmål med nabo- og kandidatlande og indtrængende opfordre disse til at tilpasse deres politikker til EU’s klimamål; opfordrer medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten til at oprette kontaktpunkter med fokus på klimaændringer i EU’s delegationer og på medlemsstaternes ambassader;

12. påpeger, at klimaændringerne forventes at medføre væsentlige forandringer i migrationsmønstrene i samtlige udviklingslande; opfordrer EU til at bistå lokalsamfundene i udviklingslandene, især de mindst udviklede lande, med deres bestræbelser for at tilpasse sig til klimaændringerne og udvikle en større modstandskraft over for miljørisici;

13. understreger, at spørgsmålet om klimaændringer bør være en integrerende del af udviklingspolitikken, og at den skal tages i betragtning i forbindelse med fastlæggelsen af budgettet for humanitær bistand og udvikling.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	31.8.2015
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	49 4 2
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Michèle Alliot-Marie, Petras Auštrevičius, Elmar Brok, Klaus Buchner, James Carver, Fabio Massimo Castaldo, Lorenzo Cesa, Arnaud Danjean, Mark Demesmaeker, Georgios Epitideios, Knut Fleckenstein, Eugen Freund, Michael Gahler, Iveta Grigule, Sandra Kalniete, Manolis Kefalogiannis, Janusz Korwin-Mikke, Andrey Kovatchev, Eduard Kukan, Ilhan Kyuchyuk, Arne Lietz, Barbara Lochbihler, Sabine Lösing, Andrejs Mamikins, David McAllister, Tamás Meszerics, Demetris Papadakis, Alojz Peterle, Tonino Picula, Andrej Plenković, Cristian Dan Preda, Jozo Radoš, Jacek Saryusz-Wolski, Jaromír Štětina, Charles Tannock, Eleni Theocharous, László Tőkés, Johannes Cornelis van Baalen, Geoffrey Van Orden
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Daniel Caspary, Neena Gill, Ana Gomes, Liisa Jaakonsaari, Anneli Jäätteenmäki, Othmar Karas, Antonio López-Istúriz White, Norbert Neuser, Urmas Paet, Gilles Pargneaux, Jean-Luc Schaffhauser, Helmut Scholz, Paavo Väyrynen, Janusz Zemke
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)	Heidi Hautala, Jutta Steinruck

10.9.2015

UDTALELSE fra Udviklingsudvalget

til Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

om "På vej til en ny international klimaaftale i Paris"

(2015/2112(INI))

Ordfører for udtalelse: Anna Záborská

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. understreger, at den seneste vurderingsrapport fra FN's klimapanel (IPCC) (5AR) indeholder dokumentation for, at opvarmningen af vores klimasystem er entydig, og at menneskelige aktiviteter er hovedårsagen til de klimaforandringer, der er observeret siden midten af det 20. århundrede; understreger, at klimaforandringerne udgør en væsentlig trussel for udviklingslandene og er særligt alvorlig for de mindst udviklede lande (LDC-landene) og de små østater, der er udviklingslande (SIDS-landene); påpeger, at de mest sårbare landes drivhusgasemissioner er ubetydelige, og at disse lande derfor ikke selv er skyld i den situation, de står i; opfordrer til, at der i Parisaftalen sættes kraftigt fokus på støtte til tilpasnings- og afbødningsforanstaltninger i LDC-landene og SIDS-landene gennem teknologioverførsel og finansiering, idet der fokuseres på fattigdomsbekæmpelse, ulighedsnedbringelse og bæredygtighed;

2. understreger, at klimaforandringerne vil være en forhindring for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling (SDG), og at det vil undergrave de udviklingsmæssige fremskridt, der er gjort, hvis det ikke lykkes at holde den globale opvarmning under 2 ºC, som det blev vedtaget på klimakonferencen i København, idet det betænkes, at denne opvarmning på 2 ºC stadig vil medføre betydelige tab og skade for miljøet og lokalsamfundene og risikerer at forværre allerede eksisterende sårbarhed og føre til eskalerende humanitære kriser;

3. henleder opmærksomheden på UNEP's nylige "Adaptation Gap Report", hvori det anslås, at omkostningerne ved tilpasning til klimaforandringerne alene i Afrika vil stige til 50 mia. USD om året inden 2050, selv hvis man antager, at de internationale bestræbelser holder den globale opvarmning under 2 ºC i dette århundrede; mener, at selv om alle omkostningseffektive tilpasningsforanstaltninger bliver gennemført, vil der stadig være "restskader", hvor tilpasning ikke længere er mulig; erkender, at disse restskader vil føre til en fordobling af tilpasningsomkostningerne i perioden 2030-2050;

4. påpeger sammenhængen mellem drivhusgasemissioner, klimaforandringer og unormale vejrforhold og forekomsten og alvoren af naturkatastrofer, forringelse af landområder, fødevarekriser, stadig vanskeligere adgang til drikkevand, store migrationsstrømme og konflikter; bemærker, at sådanne fænomener har en negativ indvirkning på den globale indsats for at nå målene for bæredygtig udvikling og har mere dramatiske konsekvenser for fattigere og mere sårbare grupper;

5. fastholder, at det på COP21 i Paris er nødvendigt at etablere et fælles regnskabssystem for drivhusgasemissioner for at sikre, at gennemførelsen af de nationale bidrag er gennemsigtig og kvantificerbar;

6. understreger, at det for at mindske drivhusgasemissionerne i udviklingslandene er nødvendigt at indføre mekanismer, der øger anvendelsen af vedvarende energikilder og forbedrer energieffektiviteten og anvendelsen af industrielle ressourcer med ingen eller begrænsede CO₂-aftryk;

7. fremhæver, at der i sidste ende er behov for øget kapacitet inden for forebyggelse, modstandsdygtighed, reduktion af risikoen for naturkatastrofer og tilpasning i udviklingslandene; opfordrer til, at disse udfordringer gøres til en hovedprioritet i forbindelse med politikker for infrastruktur, byudvikling, landbrug og investering, og opfordrer indtrængende til, at der udvikles de nødvendige teknologier til at bekæmpe klimaforandringer;

8. bemærker med bekymring, at 166 mio. mennesker blev tvunget til at forlade deres hjem på grund af oversvømmelser, storme, jordskælv eller andre katastrofer mellem 2008 og 2013; henleder navnlig opmærksomheden på, at klimarelateret udvikling i dele af Afrika kan bidrage til en optrapning af flygtningekrisen i Middelhavsområdet; beklager dybt det faktum, at man endnu ikke anerkender statussen som "klimaflygtning" og efterlader et juridisk smuthul, der rammer ofre, som ikke kan opnå flygtningestatus;

9. fremhæver vigtigheden af at optrappe genopbygningsindsatsen efter naturkatastrofer og understreger, at det er nødvendigt at udvikle mekanismer, der står i et rimeligt forhold til de tab og skader, folk rammes af som følge af klimaforandringer og naturkatastrofer i udviklingslandene;

10. fastholder, at der bør gøres bestræbelser på at tackle de globale klimaforandringer af både de industrialiserede lande og udviklingslandene i fællesskab under hensyntagen til princippet om fælles, men differentieret ansvar; understreger, at EU skal optrappe sin indsats for at opnå en retligt bindende international aftale, der omfatter så mange lande som muligt – herunder dem, der udleder mest CO₂ – og som sikrer, at afbødnings- og tilpasningsbestræbelserne øges; mener, at innovative kilder, som f.eks. CO₂-prissætning af international transport og fordeling af indtægterne fra en afgift på finansielle transaktioner, ville bidrage til at opfylde de voksende finansieringsbehov for klimaforanstaltninger i hele verden;

11. opfordrer til en koncentreret indsats mod land grabbing gennem fremme af tilstrækkelige beskyttelsesmekanismer til at forhindre det, i betragtning af at arealanvendelse alene er skyld i omkring 20 % af de globale CO₂-emissioner hvert år, og at ikke-bæredygtige landbrugspraksisser bidrager til klimaforandringer, er til fare for fødevaresikkerheden og forurener miljøet;

12. fastholder, at der bør gøres øgede bestræbelser på at tackle de globale klimaforandringer af både de industrialiserede lande og udviklingslandene i fællesskab i overensstemmelse med princippet om fælles, men differentieret ansvar; understreger, at man i disse bestræbelser ikke bør overse fluorholdige drivhusgasser, eftersom disse gasser spiller en nøglerolle i de globale klimaforandringer, og at man skal nå frem til en retligt bindende aftale, som er gældende for alle lande, på Pariskonferencen; understreger, at det er nødvendigt at levere tilstrækkelig, stabil og forudsigelig klimafinansiering og en passende balance mellem tilpasning og afbødning;

13. understreger, at det for at mindske drivhusgasemissionerne i udviklingslandene er nødvendigt at indføre mekanismer, der øger anvendelsen af alternative og effektive energikilder; tilskynder udviklingslandene til at investere i decentraliseret produktion af vedvarende energi i lille målestok og uden for elnettet; opfordrer til øget EU-støtte til en sådan produktion og til energieffektivitet samt til bæredygtigt fiskeri og landbrug, der fokuserer på smålandbrugere, diversificering af afgrøder, skovlandbrug og agro-økologiske landbrugsmetoder, herunder bistand til træning i landbosamfundene; er overbevist om, at en indsats på alle disse områder kan bidrage betydeligt til afbødning af og tilpasning til klimaforandringer samt til reduktion af risikoen for naturkatastrofer;

14. fastholder, at det skal være en strategisk prioritet for EU og andre aktører på den internationale scene at tackle klimaproblematikken effektivt, og at dette forudsætter, at klimaforanstaltninger integreres i alle relevante politikker, og at man tilstræber politikkohærens; finder det vigtigt, at EU fremmer kulstoffattige udviklingsveje inden for alle relevante områder og sektorer, og opfordrer EU til at foreslå bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre, herunder med angivelse af måder, hvorpå EU planlægger at nedbringe forbruget og afkoble økonomisk aktivitet fra ødelæggelse af miljøet; opfordrer til, at EU påtager sig en lederrolle på Pariskonferencen og presser på for at opnå konkrete foranstaltninger, der kan levere 2 ºC-målet;

15. henleder opmærksomheden på den afgørende betydning af, at der leveres klimafinansiering inden for rammerne af Parisaftalen; gentager sin opfordring til EU og de industrialiserede lande om at leve op til deres tilsagn om at tilvejebringe yderligere klimafinansiering fra offentlige og private bilaterale og multilaterale kilder for i alt 100 mia. USD om året senest i 2020; påpeger, at den officielle udviklingsbistand (ODA) for at opfylde kravet om additionalitet skal forøges i mindst samme takt som klimafinansieringen; anerkender den rolle, som privat klimafinansiering spiller, idet den dog ikke bør erstatte, men supplere den offentlige finansiering, og bemærker behovet for gennemsigtig rapportering og ansvarlighed samt for sociale og miljømæssige beskyttelsesforanstaltninger;

16. støtter brugen af innovative kilder til klimafinansiering og emissionshandelsordninger; opfordrer til et kollektivt tilsagn i Parisaftalen om at udfase subsidier til fossile brændstoffer, som skal suppleres med tidsplaner;

17. opfordrer til, at EU og de industrialiserede lande øger deres finansiering til afbødning, tilpasning, teknologiudvikling og -overførsel samt kapacitetsopbygning i udviklingslandene; gentager sin opfordring til EU og de industrialiserede lande om at leve op til deres kollektive tilsagn om at tilvejebringe ny, ekstra klimafinansiering – fra offentlige og private bilaterale og multilaterale kilder – for i alt 100 mia. USD senest i 2020; opfordrer i dette øjemed EU til at øge den finansielle støtte til klimaforanstaltninger i udviklingslandene ved at benytte nye finansieringskilder såsom emissionshandelssystemets auktionsindtægter og afgift på finansielle transaktioner samt afgifter på emissioner fra fossile brændstoffer, der hidrører fra international fly- og søtransport; understreger, at der er behov for separate regnskaber for klimafinansieringen for at kunne følge finansieringstilsagnenes additionalitet; understreger endvidere, at det er afgørende for en effektiv anvendelse af klimafinansieringen, der er knyttet sammen med energieffektivitet og anvendelsen af vedvarende energi, at landene tager ejerskab, og at klimamålene integreres i de nationale udviklingsstrategier; opfordrer indtrængende EU til at sikre de nødvendige midler til at spille en ledende rolle i denne forbindelse;

18. støtter et globalt finansieringsmål for afbødning og tilpasning baseret på nationale og regionale tilpasningsplaner for at bidrage til at lukke effektivitetskløften og sikre en strategi for reduktion af risikoen for naturkatastrofer som anført i Sendairammen for katastrofeforebyggelse;

19. understreger, at offentlige incitamenter til produktion af afgrødebaserede biobrændstoffer (som f.eks. EU's bindende 10 %-mål om vedvarende energi inden for transport, eller subsidier) i overensstemmelse med princippet om udviklingsvenlig politikkohærens skal fjernes, da sådanne foranstaltninger kan virke som incitamenter til skovrydning, som allerede er skyld i 20 % af drivhusgasemissionerne, andre ændringer i arealanvendelsen og land grabbing og samtidig have indvirkning på retten til mad i tredjelande;

20. finder det vigtigt at sikre, at Den Grønne Klimafond fungerer som en institution, der prioriterer behovene hos klimaramte mennesker i udviklingslandene, udelukkende agerer i offentlighedens interesse og kun interagerer med private virksomheder og finansmænd i det omfang, de kan garantere overholdelsen af høje miljømæssige, sociale og menneskerettighedsmæssige standarder, implementerer solide og gennemsigtige processer og forbyder engagementer med aktører fra den private sektor, der er involveret i hvidvaskning af penge, skatteunddragelses- og -undgåelsesaktiviteter, svig og korruption;

21. opfordrer de store udviklede økonomier til at udnytte deres eksisterende avancerede infrastruktur til at fremme, forstærke og udvikle bæredygtig vækst og forpligte sig til at hjælpe udviklingslande med at opbygge deres egen kapacitet for at sikre, at fremtidig økonomisk vækst i alle dele af verden opnås uden yderligere omkostninger for miljøet;

22. understreger betydningen af den rolle, som udviklingssamfundet, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC) bør spille ved at arbejde tæt sammen med interessenter og relevante organisationer om at vurdere og afbøde de værste virkninger for mennesker af klimaforandringerne, som forventes at blive udfordrende selv under et 2 °C-opvarmningsniveau;

23. erkender – og foreslår handling for at imødegå – konsekvenserne af kulstofintensive fødevarekilder og de dermed relaterede emissioner fra landbruget, som f.eks. metan og dinitrogenoxid; opfordrer endvidere til foranstaltninger over for skovrydning, der skyldes ændringer i arealanvendelsen til foder- og græsningsformål, med henblik på at forhindre emissioner, der forbindes med fødekildemarkeder; opfordrer til foranstaltninger med henblik på at øge bevidstheden om klimakonsekvenserne af fødevareproduktionsmetoder med stor indvirkning og på at hjælpe virksomheder og mennesker med at ændre adfærd; kræver, at sideforanstaltninger, herunder en indsats for at begrænse madspild, bør være en del af de nationale afbødningsplaner, især i lande med et forbrugsniveau, der ligger over gennemsnittet.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	3.9.2015
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	19 0 2
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Beatriz Becerra Basterrechea, Ignazio Corrao, Doru-Claudian Frunzulică, Charles Goerens, Maria Heubuch, Stelios Kouloglou, Linda McAvan, Norbert Neuser, Lola Sánchez Caldentey, Elly Schlein, György Schöpflin, Pedro Silva Pereira, Davor Ivo Stier, Rainer Wieland, Anna Záborská
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Seb Dance, Brian Hayes
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)	Soledad Cabezón Ruiz, Constance Le Grip, Ivana Maletić, Jutta Steinruck, Axel Voss

16.7.2015

UDTALELSE fra Transport- og Turismeudvalget

til Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

På vej til en ny international klimaaftale i Paris

(2015/2112(INI))

Ordfører for udtalelse: Bas Eickhout

FORSLAG

Transport- og Turismeudvalget opfordrer Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. glæder sig over Kommissionens meddelelse og målsætningerne i EU's bidrag til COP21-klimakonferencen, der skal afholdes i Paris i december 2015; understreger, at det er nødvendigt, at både Kommissionen og medlemsstaterne øger transportsektorens synlighed under hele konferencen og henviser til bl.a. initiativer som "løsningsdagsordenen" og spiller en ledende rolle med hensyn til at opnå en gennemsigtig og bindende international aftale, der anerkender ikkestatslige aktørers rolle; opfordrer Kommissionen til aktivt at støtte initiativer for så vidt angår bæredygtig mobilitet i byerne og offentlig transport i forbindelse med konferencen;

2. opfordrer Kommissionen til at yde støtte og ekspertbistand til parterne på COP21-konferencen i forbindelse med udarbejdelse af deres nationale bidrag og samtidig øge bevidstheden om transportsektorens rolle med hensyn til at vedtage omfattende strategier for begrænsning af drivhusgasemissioner;

3. erkender, at Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) har forpligtet sig til at udarbejde en global, markedsbaseret mekanisme til begrænsning af luftfartsemissioner; beklager imidlertid manglen på fremskridt og ambitioner indtil nu; henleder opmærksomheden på, at der er behov for globalt vedtagne regler inden for ICAO og Den Internationale Søfartsorganisation (IMO), således at luftfarts- og søfartsmålene for CO₂-emissioner kan nås; opfordrer følgelig alle parter til at forpligte sig til et instrument og foranstaltninger af en effektiv og strukturel karakter for at sikre begrænsning af CO₂-emissionerne inden for luftfarten; opfordrer IMO til at fremskynde foranstaltningerne med henblik på at opnå en aftale om effektivt at regulere og reducere emissionerne fra international søfart inden udgangen af 2016;

4. opfordrer til, at der i Parisprotokollen fastsættes målsætninger om begrænsning af drivhusgasemissioner, der flugter med det globale kulstofbudget for international lufttransport og søtransport i tilknytning til målsætningen om 2 grader, og opfordrer alle parter, herunder Kommissionen og medlemsstaterne, til inden for rammerne af Parisprotokollen at forpligte sig til globale kvantificerede målsætninger om begrænsning af drivhusgasemissioner som højeste prioritet og at arbejde gennem ICAO og IMO for at indgå en aftale inden udgangen af 2016 om et troværdigt instrument, der kan sikre de nødvendige begrænsninger; fremhæver betydningen af at tage hensyn til den særlige situation for øer og regioner i den yderste periferi med henblik på at sikre, at miljøpræstationer ikke påvirker mobiliteten i og adgangen til disse regioner i særdeleshed;

5. erkender, at det globale kulstofbudget, der forventes at kunne begrænse temperaturstigningen til under 2 °C, ifølge den 5. vurderingsrapport fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer kræver, at de globale kumulative emissioner mellem 2011 og 2100 holder sig under 1010 gigaton CO₂;

6. er af den opfattelse, at den overordnede klimamålsætning ikke vil kunne nås, hvis der ikke fokuseres mere på reduktion af emissioner fra transportsektoren, da transportsektoren er den eneste sektor, hvor emissionerne af drivhusgasser fortsat er vokset, nemlig med 30 % i løbet af de seneste 25 år; understreger, at målet kun kan nås gennem bindende målsætninger om begrænsning af drivhusgasemissioner sammen med den fulde integration af vedvarende energikilder i markedet, en teknologineutral tilgang til dekarbonisering og en mere omfattende integreret transport- og investeringspolitik, der omfatter ændringer af transportformer sammen med teknologiske fremskridt samt forebyggelse af transportbehov (f.eks. grøn logistik, intelligent byplanlægning og integreret mobilitetsstyring);

7. påpeger, at 94 % af al transport – hovedsaglig inden for sektorerne for transport ad vej, luft og vand – er afhængig af fossile brændstoffer, og at der derfor er et presserende behov for at fremskynde fremskridtene hen imod en tidlig realisering af målene i hvidbogen senest i 2030 for så vidt angår brændstoffer fra vedvarende energikilder, elektricitet og kulstoffattige alternativer; er af den opfattelse, at en forbedring af energieffektiviteten for transport bør være en af hovedprioriteringerne i den europæiske transportpolitik; understreger behovet for kraftigt at udvikle distributionskanalerne for nye bæredygtige og emissionsfri energikilder med henblik på at støtte den ambitiøse overgang til mere bæredygtig energi og mindske afhængigheden af fossile brændstoffer og importeret energi;

8. påpeger, at mere end halvdelen af verdens befolkning nu bor i byer, og at bytrafik bidrager væsentligt til drivhusgasemissioner fra transportsektoren; opfordrer følgelig indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til aktivt at øge bevidstheden om den rolle, bæredygtig mobilitet i byerne spiller med hensyn til at opfylde modvirkningsforpligtelser; understreger, at ansvarlig fysisk planlægning og arealplanlægning og bæredygtige transportløsninger i byområder bidrager effektivt til målet om at reducere CO₂-emissioner; opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til kraftigt at fremme offentlig transport, fælles mobilitetsløsninger og transport til fods og på cykel, især i tæt befolkede områder, og til om nødvendigt at fremsætte forslag til forbedring af EU-reglerne for at fremme multimodalitet og nye mobilitets- og logistiktjenester;

9. understreger, at et godt energimiks er nødvendigt i transportsektoren og kan opnås ved at fremme alternative køretøjer, der kører med naturgas og biogas, og alle politikker, der skal styrke bæredygtige transportformer, bl.a. elektrificering af transport og anvendelsen af intelligente transportsystemer; understreger, at det er vigtigt at fremhæve jernbaner, sporvogne, elbusser, elbiler og elcykler for at anlægge et perspektiv, hvor hele livcyklusser tages i betragtning, og at sigte efter en fuld udnyttelse af vedvarende energikilder; opfordrer kraftigt de lokale offentlige trafikmyndigheder og transportoperatører til at blive frontløbere med hensyn til at indføre kulstoffattige vognparker og teknologier;

10. understreger, at der er behov for en trinvis internalisering af klimaindvirkningerne fra transport inden for rammerne af en omfattende række foranstaltninger for at "fastsætte priserne korrekt" i denne sektor og skabe retfærdig konkurrence mellem de forskellige transportformer; opfordrer Kommissionen til at sikre tilstrækkelige EU-finansieringsinstrumenter og EU-investeringsmidler, herunder midler fra klimafonde, til projekter i transportsektoren, som vil have en positiv miljømæssig indvirkning, samtidig med at ingen transportformer udelukkes, og til især at tilskynde til udarbejdelsen af planer for bæredygtig bytrafik; opfordrer følgelig til en kombination af flere instrumenter, som indbefatter foranstaltninger til at indarbejde negative eksterne virkninger og finansiering af forskning og udvikling og finansiering af store demonstrationsprojekter om miljøvenlig transportteknologi samt indførelse af incitamenter med henblik på at vedtage disse teknologier;

11. påpeger, at både kort- og langsigtede strategier for afbødning på transportområdet er afgørende, såfremt de ambitiøse mål for begrænsning af drivhusgasemissionerne skal opfyldes;

12. påpeger, at anvendelsen af rumbaserede aktiver bør tages i betragtning ved gennemførelsen af foranstaltninger til afbødning af og tilpasning til klimaændringer, navnlig gennem kontrol med og overvågning af drivhusgasemissioner; opfordrer indtrængende Kommissionen til at bidrage aktivt til et global overvågningssystem for CO₂ og CH₄; opfordrer Kommissionen til at fremme bestræbelserne på at udarbejde et EU-system til måling af drivhusgasemissioner på en selvstændig og uafhængig måde gennem anvendelse og udvidelse af Copernicusprogrammets missioner;

13. understreger, at EU skal spille sin ledende rolle på ansvarlig vis, og erkender, at EU's konkurrenceevne kan blive hæmmet, hvis Unionens ambitioner og mål ikke deles i andre steder i verden.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	14.7.2015
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	40 4 2
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Daniela Aiuto, Lucy Anderson, Marie-Christine Arnautu, Georges Bach, Izaskun Bilbao Barandica, Deirdre Clune, Michael Cramer, Luis de Grandes Pascual, Andor Deli, Isabella De Monte, Ismail Ertug, Jacqueline Foster, Dieter-Lebrecht Koch, Stelios Kouloglou, Merja Kyllönen, Miltiadis Kyrkos, Bogusław Liberadzki, Marian-Jean Marinescu, Georg Mayer, Gesine Meissner, Cláudia Monteiro de Aguiar, Jens Nilsson, Markus Pieper, Salvatore Domenico Pogliese, Gabriele Preuß, Christine Revault D’Allonnes Bonnefoy, Dominique Riquet, Massimiliano Salini, David-Maria Sassoli, Claudia Schmidt, Claudia Tapardel, Keith Taylor, Pavel Telička, István Ujhelyi, Peter van Dalen, Wim van de Camp, Janusz Zemke, Roberts Zīle, Kosma Złotowski, Elżbieta Katarzyna Łukacijewska
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Ivo Belet, Bas Eickhout, Theresa Griffin, Ruža Tomašić, Henna Virkkunen
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)	James Carver

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	23.9.2015
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	55 5 8
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Marco Affronte, Margrete Auken, Pilar Ayuso, Zoltán Balczó, Ivo Belet, Simona Bonafè, Lynn Boylan, Cristian-Silviu Buşoi, Miriam Dalli, Seb Dance, Angélique Delahaye, Jørn Dohrmann, Ian Duncan, Stefan Eck, Bas Eickhout, Eleonora Evi, José Inácio Faria, Karl-Heinz Florenz, Francesc Gambús, Elisabetta Gardini, Jens Gieseke, Julie Girling, Matthias Groote, Françoise Grossetête, Andrzej Grzyb, Jytte Guteland, György Hölvényi, Anneli Jäätteenmäki, Jean-François Jalkh, Benedek Jávor, Karin Kadenbach, Kateřina Konečná, Giovanni La Via, Peter Liese, Norbert Lins, Valentinas Mazuronis, Susanne Melior, Miroslav Mikolášik, Gilles Pargneaux, Piernicola Pedicini, Pavel Poc, Frédérique Ries, Michèle Rivasi, Daciana Octavia Sârbu, Annie Schreijer-Pierik, Renate Sommer, Tibor Szanyi, Estefanía Torres Martínez, Nils Torvalds, Damiano Zoffoli
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Guillaume Balas, Nikolay Barekov, Paul Brannen, Renata Briano, Mireille D’Ornano, Albert Deß, Herbert Dorfmann, Ismail Ertug, Giorgos Grammatikakis, Martin Häusling, Gesine Meissner, Anne-Marie Mineur, Ulrike Müller, James Nicholson, Marijana Petir, Bolesław G. Piecha, Gabriele Preuß, Jadwiga Wiśniewska

[1] EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 1.
[2] EUT C 341 E af 16.12.2010, s. 25.
[3] EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 77.
[4] EUT C 153 E af 31.5.2013, s. 83.
[5] Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0452.
[6] Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0443.
[7] Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0063.
[8] EUT L 8 af 13.1.2009, s. 3.
[9] EUT C 67 E af 18.3.2010, s. 44.
[10] EUT C 251 E af 31.8.2013, s. 75.
[11] Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0094.
[12] Data fra Eurostat om miljøbranchen, som der henvises til i "En politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020-2030" (COM (2014) 0015)
[13] "Et godt liv i en ressourcebegrænset verden"(COM(2012)0710).
[14] Data fra Eurostat om miljøbranchen, som der henvises til i "En politikramme for klima- og energipolitikken i perioden 2020-2030" (COM (2014) 0015)
[15] De samlede CO₂-virkninger af kørslerne til og fra Strasbourg er mindst 18 884,5 tons pr. år. En beslutning om at indføre en arbejdsmåde med ét hjemsted, som skulle ligge i Bruxelles, ville således spare næsten 19 000 tons CO₂ om året, ifølge en undersøgelse af de miljømæssige omkostninger ved Europa-Parlamentets arbejdsmåde med to hjemsteder, som blev gennemført af Eco-Logica Ltd. i september 2007.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik