Procedure : 2011/0901B(COD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0296/2015

Indgivne tekster :

A8-0296/2015

Forhandlinger :

PV 27/10/2015 - 17
CRE 27/10/2015 - 17

Afstemninger :

PV 28/10/2015 - 7.3
CRE 28/10/2015 - 7.3
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2015)0377

INDSTILLING VED ANDENBEHANDLING     ***II
PDF 500kWORD 286k
14.10.2015
PE 567.628v02-00 A8-0296/2015

om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol

(09375/1/2015 – C8‑0166/2015 – 2011/0901B(COD))

Retsudvalget

Ordfører: António Marinho e Pinto

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol

(09375/1/2015 – C8‑0166/2015 – 2011/0901(COD))

(Almindelig lovgivningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets førstebehandlingsholdning (09375/1/2015 – C8‑0166/2015),

–  der henviser til sin holdning ved førstebehandling(1) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (02074/2011),

–  der henviser til artikel 294, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 69,

–  der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Retsudvalget (A8-0296/2015),

1.  vedtager nedenstående holdning ved andenbehandling;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Ændringsforslag    1

Rådets holdning

Betragtning 1

Rådets holdning

Ændringsforslag

(1) Som følge af den gradvise udvidelse af Rettens kompetence siden dens oprettelse har antallet af sager ved Retten været støt stigende år for år, hvilket med tiden har ført til en væsentlig stigning i antallet af verserende sager for denne retsinstans. Dette påvirker sagsbehandlingstiden.

(1) Som følge af den gradvise udvidelse af Rettens kompetence siden dens oprettelse er antallet af sager ved Retten vokset år for år, hvilket med tiden har ført til en væsentlig stigning i antallet af verserende sager for denne retsinstans. Med mindre der træffes passende foranstaltninger af bade proceduremæssig art og med hensyn til organisation, herunder en forøgelse af antallet af dommere ved denne ret, vil dette muligvis kunne påvirke sagsbehandlingstiden.

Ændringsforslag    2

Rådets holdning

Betragtning 3

Rådets holdning

Ændringsforslag

(3) Den situation, som Retten befinder sig i, er strukturelt betinget og skyldes bl.a. stigningen i antallet og forskelligartetheden af Unionens institutioners, organers, kontorers og agenturers retsakter samt omfanget og kompleksiteten af de sager, som indbringes for Retten, navnlig inden for områderne konkurrence og statsstøtte.

(3) Den situation, som Retten befinder sig i, har årsager, der blandt andet hænger sammen med stigningen i antallet og forskelligartetheden af Unionens institutioners, organers, kontorers og agenturers retsakter samt omfanget og kompleksiteten af de sager, som indbringes for Retten, navnlig inden for områderne konkurrence, statsstøtte og intellektuel ejendomsret, og med det faktum, at der ikke er oprettet relevante specialretter som omhandlet i artikel 257 i TEUF..

Ændringsforslag    3

Rådets holdning

Betragtning 5

Rådets holdning

Ændringsforslag

(5) Under hensyntagen til den sandsynlige udvikling i Rettens arbejdsbyrde bør antallet af dommere fastsættes til 56 efter gennemførelsen af en trefaset procedure, idet der på intet tidspunkt må være mere end to dommere ved Retten, som er udnævnt efter forslag fra samme medlemsstat.

(5) Under hensyntagen til udviklingen i Rettens arbejdsbyrde bør antallet af dommere fastsættes til 56 efter gennemførelsen af en trefaset procedure, dvs. to dommere, der udpeges på forslag fra hver enkelt medlemsstat, idet der på intet tidspunkt må være mere end to dommere ved Retten, som er udnævnt efter forslag fra samme medlemsstat.

Ændringsforslag    4

Rådets holdning

Betragtning 5 a (ny)

Rådets holdning

Ændringsforslag

 

(5a) Udnævnelsen af flere dommere bør være baseret på deres uafhængighed, upartiskhed og fagkundskab, idet der tages hensyn til deres faglige og personlige egnethed og deres kendskab til Den Europæiske Unions og medlemsstaternes retssystemer, og idet kønsbalancen desuden sikres i Rettens generelle sammensætning.

Ændringsforslag    5

Rådets holdning

Betragtning 7

Rådets holdning

Ændringsforslag

(7) I september 2016 bør beføjelserne til at træffe afgørelse i første instans i EU-personalesager og de syv dommerembeder ved Retten for EU-personalesager overføres til Retten på grundlag af en kommende lovgivningsmæssig anmodning fra Domstolen.

(7) Som Domstolen allerede har bebudet, vil der blive forelagt yderligere et lovgivningsforslag for at fastlægge samtlige nærmere detaljer vedrørende overførsel af Retten for EU-personalesager, herunder dens syv dommerembeder og dens personale og ressourcer.

Ændringsforslag    6

Rådets holdning

Betragtning 8 a (ny)

Rådets holdning

Ændringsforslag

 

(8a) Delvise udskiftninger i Retten bør tilrettelægges på en sådan måde, at medlemsstaternes regeringer gradvist begynder at udnævne to dommere til den samme delvise udskiftning. For at sikre balance mellem kvinder og mænd I denne domstol [fælles erklæring af... * ], bør medlemsstaternes regeringer derfor bestræbe sig på at vælge en kvinde og en mand, forudsat at de betingelser og procedurer, der er fastlagt i traktaten, er overholdt. Artikel 19, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union fastlægger, at Retten mindst skal have en dommer fra hver medlemsstat. Siden denne ordning allerede sikrer, at der er en fast geografisk balance, bør yderligere dommere primært udnævnes på grundlag af deres faglige og personlige evner og i lyset af deres kendskab til Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters retssystemer; der skal først derefter tages hensyn til deres nationalitet.

 

__________________

 

* EUT: Indsæt venligst datoen for denne forordnings ikrafttræden.

Ændringsforslag    7

Rådets holdning

Betragtning 9 a (ny)

Rådets holdning

Ændringsforslag

 

(9a) Der bør udnævnes 19 referendarer, således at hver dommer kan få en referendar mere (indbefattet de ni referendarer, der allerede blev udnævnt i 2014), hvilket er den løsning, der allerede findes i Domstolen.

Ændringsforslag    8

Rådets holdning

Artikel 1 – nr. 2 a (nyt)

Protokol nr. 3

Artikel 48

 

Rådets holdning

Ændringsforslag

 

(2a) I artikel 48 tilføjes følgende stykke:

 

"I 2019 foretages der inden udskiftningen af Retten, som bekræfter afgørelsen om at tildele den ni dommere mere, en konsekvensundersøgelse for at fastslå, hvorvidt det er nødvendigt at tildele Retten disse ni dommere i lyset af arbejdsbyrden".

Ændringsforslag    9

Rådets holdning

Artikel 1 – nr. 2 a (nyt)

Protokol nr. 3

Artikel 48 a (ny)

 

Rådets holdning

Ændringsforslag

 

(2b) Der indsættes følgende artikel:

 

"Artikel 48a

 

En medlemsstats udnævnelser kan kun godtages, hvis de vedrører enten en kandidat af hvert køn, hvis der skal foretages to udnævnelser på samme tid på forslag fra den pågældende medlemsstat, eller en kandidat af det modsatte køn i forhold til den dommer, der fortsat vil sidde i Retten, hvis udnævnelsen til det andet dommerembede på forslag fra den pågældende medlemsstat ikke sker samtidig med udnævnelsen til det første dommerembede.

Begrundelse

Se punkt 15 i betænkningen om kvinders deltagelse i politisk beslutningstagning (2011/2295(INI)) (PIETIKÄINEN), der blev vedtaget i plenarforsamlingen den 3. februar 2012, og hvor Parlamentet ”opfordrer medlemsstaterne til at fremme positive foranstaltninger, herunder bindende lovgivningsmæssige foranstaltninger, for at sikre paritet i alle regeringsorganer og offentlige hverv samt for at udvikle redskaber for at kunne kontrollere, at kønnene ligestilles i forbindelse med udnævnelser og valg”.

Ændringsforslag    10

Rådets holdning

Artikel 2

Rådets holdning

Ændringsforslag

Embedsperioden for de yderligere dommere ved Retten, som skal udnævnes i henhold til artikel 48 i protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol, er som følger:

Embedsperioden for de yderligere dommere ved Retten, som skal udnævnes i henhold til artikel 48 i protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol, er som følger:

(a) Embedsperioden for seks af de 12 yderligere dommere, der skal udnævnes pr. …, udløber den 31. august 2016. Disse seks dommere udvælges ved lodtrækning. Embedsperioden for de seks andre dommere udløber den 31. august 2019.

a) Embedsperioden for seks af de 12 yderligere dommere, der skal

 

udnævnes pr. …*, udløber den 31. august 2016. Disse seks dommere udvælges ved, at seks medlemsstaters regeringer udnævner to dommere hver for den delvise udskiftning af Retten i 2016. Embedsperioden for de seks andre dommere udløber den 31. august 2019.

(b) Embedsperioden for tre af de syv yderligere dommere, der skal udnævnes pr. 1. september 2016, udløber den 31. august 2019. Disse tre dommere udvælges ved lodtrækning. Embedsperioden for de fire andre dommere udløber den 31. august 2022;

(b) Embedsperioden for tre af de syv yderligere dommere, der skal udnævnes pr. 1. september 2016, udløber den 31. august 2019. Disse tre dommere udnævnes ved, at tre medlemsstaters regeringer udnævner to dommere hver for den delvise udskiftning af Retten i 2019. Embedsperioden for de fire andre dommere udløber den 31. august 2022.

(c) Embedsperioden for fire af de ni yderligere dommere, der skal udnævnes pr. 1. september 2019, udløber den 31. august 2022. Disse fire dommere udvælges ved lodtrækning. Embedsperioden for de fem andre dommere udløber den 31. august 2025.

(c) Embedsperioden for fire af de ni yderligere dommere, der skal udnævnes pr. 1. september 2019, udløber den 31. august 2022. Disse tre dommere udnævnes ved, at fire medlemsstaters regeringer udnævner to dommere hver for den delvise udskiftning af Retten i 2022. Embedsperioden for de fem andre dommere udløber den 31. august 2025.

__________________

__________________

4 OJ: Indsæt venligst "i september 2015" eller datoen for denne forordnings ikrafttræden, hvis denne dato er senere end den 1. september 2015.

* JO: Indsæt venligst "1. september 2015" eller datoen for denne forordnings ikrafttræden, hvis denne dato er senere end den 1. september 2015.

Ændringsforslag    11

Rådets holdning

Artikel 2 a (ny)

Rådets holdning

Ændringsforslag

 

»Artikel 2a

 

1. Inden [fem år efter denne forordnings ikrafttræden] udarbejder Domstolen en rapport, idet den benytter en ekstern rådgiver, til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om Rettens funktion.

 

Denne rapport skal navnlig omhandle Rettens effektivitet, nødvendigheden og effektiviteten af, at dens dommeres antal forhøjes til 56, brugen og effektiviteten af midlerne og yderligere oprettelse af specialkamre og/eller andre strukturelle ændringer.

 

Domstolen forelægger tilsvarende lovgivningsforslag til ændring af dens statut.

 

2. Inden [to år efter denne forordnings ikrafttræden] udarbejder Domstolen en rapport for Parlamentet, Rådet og Kommissionen om mulige ændringer af kompetencefordelingen for præjudicielle forelæggelser under Artikel 267 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Rapporten ledsages om fornødent af lovgivningsforslag.

BEGRUNDELSE

Indledning og begrundelse

1. Den Europæiske Unions Domstol (Domstolen) iværksatte i 2011 et lovgivningsinitiativ til ændring af dens statut, således at der kunne udpeges yderligere 12 dommer til Retten. Domstolen henviste dengang til, at det var nødvendigt at nedbringe både antallet af sager pr. dommer i Retten og sagernes respektive varighed. I 2013 reducerede Domstolen denne anmodning til ni dommere, og dette antal blev godkendt af Rådet for Den Europæiske Union (i det følgende benævnt Rådet), Kommissionen og Europa-Parlamentet (EP). I den tidligere valgperiode blev der ved EP's førstebehandling godkendt 12 yderligere dommere. Imidlertid har Rådet aldrig udnævnt nogen af disse 12 dommere, eftersom hver enkelt stat ønskede at udnævne "sin" dommer, og antallet af dommere, der skulle udpeges (12) ikke svarede til antallet af stater, der skulle udpege (28). Derfor foreslog Domstolen i oktober 2014 en fordobling, i tre etaper, af antallet af dommere ved Retten (plus 28), samt nedlæggelse af Retten for EU-personalesager (EU-Personaleretten), og Rådet tilsluttede sig omgående disse nye forslag. Det er denne nye version, som er gentand for den foreliggende betænkning.

2. Det første spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med Domstolens forslag, er, hvad det er for et problem, som Domstolen ønsker at løse. Er det et problem i Domstolen som følge af mangel på dommere, eller er det snarere et problem i Rådet selv som følge af, at det ikke er i stand til at foretage udnævnelse, der ikke svarer til antallet af dets medlemmer? I virkeligheden er det ikke til at forstå, at det i 2013 var nok med 9 dommere yderligere for at løse Domstolens problemer, og at det så allerede i 2014 var nødvendigt med 28 dommere mere samt nedlæggelse af en anden ret. Dvs. Domstolen anmodede i 2011 om 12 dommere mere, i 2013 accepterede den, at det var nok med ni mere, og i 2014 sagde den til sidst, at det nu var nødvendigt med 28 dommere yderligere samt nedlæggelse af en anden ret. Ingen kan i god tro mene, at en sådan forskel i antallet af dommere kan have noget at gøre med Rettens behandlingstider. Hvis der var 38 medlemmer af Rådet, ville det så være det antal dommere, der blev anmodet om; hvis der var 21 medlemmer, ville man anmode om 21. Det er indlysende, at problemet ligger i Rådet, der kun er i stand til at gennemføre en løsning for Retten, hvis denne løsning indebærer mulighed for, at hver enkelt medlemsstat kan udpege "sin" dommer, selv om antallet af dommere derved bliver klart højere, end hvad der faktisk er behov for i Retten (se de vedlagte seneste statistikker fra Retten).

3. EP må således forkaste Rådets holdning af flere forskellige årsager. For det første fordi det vidner om en dyb foragt for de europæiske skatteborgeres penge. På et tidspunkt, hvor EU pålægger strenge spareforanstaltninger for at få balance på medlemsstaterne budgetter og anmoder disse stater om at skære ned på de offentlige udgifter, giver det ingen mening, og det vil blive taget meget ilde op af Europas borgere, at Unionen hæver udgifterne på en så letsindig måde. Den foreslåede fordobling af antallet af dommere vil medføre en forøgelse af antallet af de respektive referendarer og assistenter på over hundrede, hvorved lønningerne til alle, i betragtning af at hvert enkelt kabinet koster over 1 million euro om året, vil medføre en forøgelse af EU's strukturelle udgifter på over tyve millioner om året.

Desuden er det ikke rimeligt, at der i alle de andre institutioner er enighed om personalenedskæringer på ca. 5 % og en nedskæring på næsten 0,5 % af de respektive budgetter, medens Domstolen tværtimod ville få sit budget kraftigt forøget uden nogen som helst grund.

En anden grund for EP til at afvise Domstolens forslag hænger sammen med selve retsvæsenets værdighed, navnlig med dommerembedets prestige og respekten for det. I virkeligheden skal EU ikke udnævne dommere, som det udnævner politiske kommissærer. Dommerne er ikke medlemsstaternes kommissærer og skal ikke udnævnes som sådan. Dommere skal vælges på grund af deres tekniske og juridiske kompetencer, der skal sikre afgørelser af god kvalitet, men de skal også vælges på grund af deres karakteregenskaber, som skal garantere retskaffenhed, ærlighed, uafhængighed og modstandsdygtighed over for det pres, der kan blive lagt på dem. De skal kort sagt vælges på grund af deres mod til at være uafhængige. Derfor må ingen dommer få sin embedsperiode forlænget, men skal i stedet for udnævnes for én enkelt embedsperiode på ni år. Det befrygtes, med rette, at en dommer, der kan genudnævnes, kan føle sig fristet til at udøve sit embede på en måde, der tilfredsstiller den, der har udnævnt ham, for at gøre sig fortjent til at blive genudnævnt. På den anden side bør der i dette kapitel om udnævnelser gøres særligt opmærksom på ligestillingen mellem mænd og kvinder. Det kan ikke være rigtigt, at retsvæsenet i EU fortrinsvis skal være præget af mænd. Antallet af mandlige dommere ved EU's domstole skal være nøjagtigt lige så stort som antallet af kvindelige dommere.

4. Domstolens anmodning er på den anden side ikke noget rigtigt lovgivningsforslag. Først og fremmest fordi den blev fremsat i en almindelig skrivelse, som i oktober 2014 blev sendt til det italienske rådsformandskab. En skrivelse er imidlertid ikke det rette fremgangsmåde til formalisering af et lovgivningsinitiativ. Men selv om man anser denne fremgangsmåde for passende, bør forslaget på grund af sit indhold betragtes som et nyt lovgivningsinitiativ, og der bør derfor indledes en ny procedure fra grunden. Faktisk er det, der nu drøftes, ikke udnævnelse af yderligere 12 dommer, men derimod af yderligere 28 dommer og nedlæggelse af en specialret. Da det derfor drejer sig om et nyt lovgivningsforslag, for så vidt angår indholdet (for dette er helt nyt, og det er derfor aldrig tidligere blevet behandlet), er hele processens proceduremæssige lovlighed blevet krænket (se vedlagte korrespondance vedrørende overholdelse af de processuelle forpligtelser). Formalia bør overholdes for at undgå vilkårlighed.

5. Desuden burde der forud for en reform af denne art - af det tilsigtede omfang - være foretaget en konsekvensanalyse, der kunne oplyse lovgiverne (Rådet og EP) om nødvendigheden af den, dens omfang, omkostninger i forbindelse med den og andre konsekvenser. Imidlertid er der aldrig blevet foretaget en sådan analyse, selv om Domstolen har lovet det siden 2011. Dette lovgivningsforslag er derfor karakteriseret af en notorisk mangel på gennemsigtighed, både internt og eksternt (se atter vedlagte korrespondance vedrørende overholdelse af processuelle forpligtelser).

I virkeligheden afslører hele lovgivningsprocessen, at ingen af de organer, der skulle have været hørt, har udtalt sig om Domstolens forslag (28 yderligere dommere og nedlæggelse af EU-Personaleretten). Kommissionen har i 2011 selv kun udtalt sig om en forøgelse på yderligere 12 dommere, og ikke engang dommerne ved de to domstole, der er direkte berørt af forslaget (Domstolen og EU-Personaleretten) eller de respektive ansatte er blevet hørt. Hvordan kan der så iværksættes en reform, der har til formål at nedlægge én domstol og øge antallet af dommere ved en anden med 28, når et organ, der obligatorisk skulle have været hørt om disse forslag, kun er blevet hørt om en forøgelse på 12 dommere og aldrig har udtalt sig om nedlæggelsen af EU-Personaleretten? Vil det sige, at det er nok med en simpel skrivelse fra Domstolen præsident, for at Rådet og EP ærbødigt godkender alt, hvad der foreslås, nemlig nedlæggelse af en EU-ret og fordobling af antallet af dommere ved en anden domstol, uden nogen form for objektiv analyse af alle de dermed forbundne konsekvenser, især de finansielle?

Hvis dette lovgivningsforslag skulle blive vedtaget, ville det tjene som et meget dårligt eksempel, fordi det ville afsløre, at der anvendes dobbeltstandarder. EU forbeholder sig ret til at øge sine udgifter unødvendigt, medens det pålægge nogle medlemsstater strenge udgiftsbesparende foranstaltninger, herunder afskedigelser, nedskæring i lønninger og andre vederlag.

6. Ud over de iboende mangler ved Domstolens forslag ville det, hvis det blev vedtaget, få alvorlige konsekvenser for Unionens retsvæsen på lang sigt. Faktisk kræver mange af de elementer, der indgår i dette forslag (domstolsstrukturen, de finansielle virkninger) en seriøs og upartisk konsekvensanalyse og vurdering, som ikke er blevet foretaget. Der er ikke engang blevet foretaget en cost/benefit-analyse eller nogen vurdering af virkningerne. Gennemførelse af en ekstern og uafhængig undersøgelse er en forudsætning for, at lovgiveren kan afveje alle konsekvenser af sine retsakter. Uden en sådan undersøgelse bør Parlamentet ikke arbejde videre med en fordobling af antallet af dommere og nedlæggelsen af EU-Personaleretten. Reformer af denne art må ikke smugles ind ad bagdøren.

Det bør understreges, at EU-Personaleretten har eksisteret i over ti år og altid er blevet fremstillet som en succeshistorie, også af Domstolens præsident selv. EU-traktaterne indeholder desuden mulighed for at oprette specialdomstole, så det er ikke til at forstå, hvorfor EU-Personaleretten nu pludselig skulle nedlægges. Man burde i stedet undersøge muligheden for at oprette nye specialretter, navnlig på varemærke- og patentområdet.

Domstolen selv antyder, at forslaget om nedlæggelse af EU-Personaleretten skyldes den fastlåste situation i Rådet i forbindelse med udnævnelse og forlængelse af dens dommere. Ligesom i forbindelse med beslutningen om at fordoble antallet af dommere i Retten, er årsagen til nedlæggelse af EU-Personaleretten atter en gang Rådets manglende evne til at foretage udnævnelser og ikke den måde, som den ret, man ønsker at nedlægge, fungerer på. Eftersom Rådet ikke formår at tilpasse sig realiteterne, tvinger det realiteterne til at tilpasse sig dets forbenede måde at fungere på.

Nedlæggelse af EU-Personaleretten ville således betyde, at man gik bort fra systemet med specialretter, som er omhandlet i Nicetraktaten og Lissabontraktaten, selv om det velkendt, at specialiseret retspleje er retspleje af højere kvalitet. Rent bortset fra det manglende retsgrundlag for at nedlægge en ret, indeholder traktaten bestemmelser om at oprette specialretter, ikke om at nedlægge dem.

7. De oplysninger, som Domstolen har leveret om Rettens sagsbehandlingstid og de respektive retssagers gennemsnitlige behandlingstid, er i modstrid med de oplysninger, som Rettens præsident og dommere har afgivet under den høring af dem i Retsudvalget i Strasbourg, som Retsudvalgets formand havde indbudt dem til. På uforklarlige vis var Rådet fuldstændigt uvidende om et dokument fra Retten, der gav udtryk for modstand mod den af Domstolen foreslåede reform, og om de forklaringer, der blev fremsat i Strasbourg, hvori der blev henvist til kendsgerninger og statistikker, der var i modstrid med de kendsgerninger og tal, som Domstolen have forelagt (se vedlagte dokumentation). Hvis to retter præsenterer indbyrdes modstridende kendsgerninger, ville det mest elementære forsigtighedsprincip tilsige, at man undersøger, hvilke kendsgerninger der er rigtige og forkerte, før man træffer nogen afgørelse. Uheldigvis fulgte Rådet ikke dette forsigtighedsprincip, men gik dumdristigt videre med en justitsreform uden at foretage en sådan undersøgelse. Retlige kredse og selve den offentlige opinion i Europa vil næppe acceptere en beslutning om at fordoble antallet på 28 dommere i Retten, når Rettens egne dommere er imod en sådan forøgelse og garanterer, at det vil være tilstrækkeligt med nogle ekstra ansatte for at komme ud af dødvandet. Under alle omstændigheder er antallet af sager, der forelægges de tre retter, i øjeblikket faldet som følge af det antal sager, der er blevet afgjort af disse selvsamme retter. Påstanden om, at det haster med at fordoble antallet af dommere, er derfor ubegrundet.

Der gøres atter opmærksom på, at produktiviteten i Retten er blevet betydeligt forbedret siden 2013 og især i 2014, uden at der er blevet udnævnt nogen ny dommer. Denne kendsgerning skyldes formentlig bare ansættelsen af ni yderligere referendarer, som alene i 2014 gjorde det muligt at afslutte over hundrede retssager. Ifølge oplysninger fra Retten selv er antallet af afgjorte sager i første halvdel af 2015 højere end antallet af nye sager, der er blevet anlagt. Påstanden om det presserende behov for flere dommere, som Domstolen så ofte har påberåbt sig, er således ubegrundet. En bedre løsning ville således være at ansætte mere personale i justitskontoret (Greffe), i oversættelsestjenesten og først og fremmest 19 yderligere referendarer, således at hver enkelt dommer fik en referendar mere, inklusive de ni, der allerede blev udnævnt i 2014. Denne løsning ville begrænse de budgetmæssige virkninger af de foreslåede foranstaltninger i betydelig grad og ville også nemt kunne ændres (se vedlagte dokumentation).

8. For så vidt angår spørgsmålet om erstatning for eventuelle forsinkelser i Rettens afgørelser, er det det rene tågesnak. For at der kan opstå en erstatningspligt, er det nødvendigt, at i) der foreligger en reel skade, afledt af ii) et ulovligt faktum (handling eller undladelse), og at iii) der udvist culpa, samt at der mellem dette ulovlige faktum og skaden findes en iv) rimelig årsagssammenhæng, og alt dette skal den, der kræver erstatning, nedlægge påstand om og bevise. Erfaringer fra domstolsarbejdet viser, hvor vanskeligt det er at komme igennem med disse krav. Desuden mener selv Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR), at retten til erstatning for forsinkelser i behandlingen af retssager først opstår, når forsinkelsen er på over fem år. Imidlertid overstiger varigheden af verserende sager i Retten så vidt vides ikke fem år, tværtimod.

9. Det er forbavsende, at en reform af dette omfang skulle kunne gennemføres uden forudgående forberedelse og uden at afveje de tværgående konsekvenser af den. Hvordan skal man over for offentligheden retfærdiggøre, at der oprettes over hundrede højt lønnede stillinger (dommere, referendarer, assistenter, sekretærer), når det er sikkert, at mange af dem, herunder dommere, efter kort tid teknisk set vil ende i en situation med underbeskæftigelse, fordi de ikke vil have arbejde nok? I betragtning af at hver dommer i Retten i øjeblikket træffer afgørelse i 25 sager om året (hvilket er et meget lavere gennemsnit end ved enhver højere domstol i medlemsstaterne), vil dette nye lovgivningsforslag så ikke være en fornærmelse mod de europæiske skatteborgere? Hvis den stigende tendens i antallet af sager er vendt, hvor mange afgørelser vil hver enkelt dommer så skulle træffe om året? Og hvordan vil offentlighedens opfattelse af EU som en ansvarlig organisation blive, hvis denne forøgelse gennemføres?

Sådan som situationen er i øjeblikket, anmoder Domstolen lovgiverne om uden noget faktisk eller retligt grundlag at træffe en meget dyr og meget kompleks afgørelse, der er vanskelig at gøre om.

Det er lovgivernes pligt at vedtage afbalancerede foranstaltninger, der står i forhold til de udfordringer, de stilles overfor, med dyb respekt for de europæiske skatteborgeres penge. Disse foranstaltninger skal være bæredygtige på lang sigt.

Hvis det nye lovgivningsforslag vedtages, kan det skade strukturen i det europæiske retsvæsen, Unionens image og den måde, som den bruger de europæiske skatteborgeres penge på.

På baggrund af ovenstående fremsættes følgende

Konklusioner og henstillinger

På grundlag af artikel 66, stk. 6, artikel 69, stk. 1 og 2, litra a), c) og d), i Europa-Parlamentets forretningsorden fremsætter ordføreren følgende konklusioner og henstillinger:

1. Forslaget om at fordoble antallet af dommerne i Retten og nedlægge EU-Personaleretten forkastes, og i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 69, stk. 2, litra a) og d), bør den holdning, Parlamentet vedtog under førstebehandlingen, genetableres, idet Domstolen skal begrunde det nøjagtige antal dommere, der faktisk er nødvendigt, under hensyntagen til den ændring af forholdene, der er sket, navnlig den faldende tendens i antallet af sager, der indbringes, og antallet af domme, der afsiges.

2. Forslaget om nedlæggelse af EU-Personaleretten forkastes på grund af manglende retsgrundlag i traktaten. I stedet indsættes de dommere, der allerede er udnævnt, og der udnævnes det antal dommere, der mangler. Der bør også nedsættes et ekspertudvalg til at analysere fordele og ulemper ved oprettelsen af et ny ret, der er specialiseret i varemærker, patenter og intellektuel ejendomsret.

3. I overensstemmelse med artikel 69, stk. 2, litra c), i Europa-Parlamentets forretningsorden foreslås det at udnævne 19 referendarer, således at hver dommer får en referendar mere (indbefattet de ni, der allerede blev udnævnt i 2014), hvilket er den løsning, der allerede findes i Domstolen. Det foreslås ligeledes at øge personalet i justitskontoret (Greffe) og oversættelsestjenesterne.

4. Det henstilles, at Europa-Parlamentet og Rådet nedsætter et fælles ekspertudvalg til at analysere, hvordan retsvæsenet i Union fungerer globalt set og fremsætte forslag til, hvordan det kan forbedres, idet der navnlig tages hensyn til følgende aspekter:

a) Dommerne rekrutteres via en udvælgelsesprøve for velrenommerede juraprofessorer og højesteretsdommere i de enkelte medlemsstater.

b) Hver enkelt dommer udnævnes for kun én embedsperiode på ni år, som ikke kan fornyes eller forlænges.

c) Ligelig kønsfordeling skal overholdes nøje i forbindelse med rekrutteringen af dommere.

5. Det henstilles, at alle EU's domstole skal kontrolleres af Den Europæiske Kommission for et Effektivt Retsvæsens (CEPEJ) på samme måde, som domstolene i Europarådets medlemsstater bliver det.

Bilag: For at sikre fuld forståelse af processen vedlægges al dokumentation og al korrespondance, der er udvekslet i denne sag lige fra valgperiodens begyndelse og indtil dato, som bilag.

PROCEDURE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Titel

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændringer af statutten for Den Europæiske Unions Domstol ved at øge antallet af dommere ved Retten

Referencer

09375/1/2015 – C8-0166/2015 – 2011/0901B(COD)

Dato for EP’s førstebehandling – P-nr.

15.4.2014                     T7-0358/2014

Kommissionens forslag

02074/2011 - C7-0126/2012

Dato, hvor plenarmødet fik meddelelse om modtagelse af Rådets holdning ved førstebehandling

9.7.2015

Korresponderende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

JURI

9.7.2015

 

 

 

Ordførere

       Dato for valg

António Marinho e Pinto

3.9.2014

 

 

 

Behandling i udvalg

24.9.2014

11.11.2014

23.3.2015

14.7.2015

 

15.9.2015

 

 

 

Dato for vedtagelse

8.10.2015

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

18

5

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Joëlle Bergeron, Marie-Christine Boutonnet, Jean-Marie Cavada, Therese Comodini Cachia, Mady Delvaux, Laura Ferrara, Enrico Gasbarra, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Mary Honeyball, Dietmar Köster, Gilles Lebreton, António Marinho e Pinto, Jiří Maštálka, Julia Reda, József Szájer, Tadeusz Zwiefka

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Daniel Buda, Angel Dzhambazki, Jytte Guteland, Heidi Hautala, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Constance Le Grip, Stefano Maullu

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Jarosław Wałęsa

Dato for indgivelse

14.10.2015

(1)

Vedtagne tekster af 15.4.2014, P7_TA(2014)0358.

Juridisk meddelelse