Procedure : 2015/2060(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0027/2016

Indgivne tekster :

A8-0027/2016

Forhandlinger :

PV 11/04/2016 - 22
CRE 11/04/2016 - 22

Afstemninger :

PV 12/04/2016 - 5.15
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0108

BETÆNKNING     
PDF 436kWORD 136k
17.3.2016
PE 567.475v02-00 A8-0027/2016

om EU's rolle i forbindelse med de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer

(2015/2060(INI))

Økonomi- og Valutaudvalget

Ordfører: Sylvie Goulard

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om EU's rolle i forbindelse med de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer

(2015/2060(INI))

Europa-Parlamentet,

om EU's rolle i forbindelse med de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer

(2015/2060(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til princippet om loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne, jf. artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union,

–  der henviser til artikel 121 og 138 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til protokol nr. 14 til TEUF om Eurogruppen,

–  der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 med henstillinger til Kommissionen om forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet(1),

–  der henviser til sin beslutning af 11. maj 2011 om EU som global aktør: dets rolle i multilaterale organisationer(2),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om global økonomisk styring(3),

–  der henviser til sin beslutning af 24. juni 2015 om gennemgangen af rammerne for økonomisk styring: status og udfordringer(4),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om etablering af en kapitalmarkedsunion(5),

–  der henviser til rapporten af 25. februar 2009 fra Højniveaugruppen vedrørende Finansielt Tilsyn i EU (de Larosière-rapporten),

–  der henviser til de fem formænds rapport, som blev forelagt i juni 2015, og hvori der blev stillet krav om en konsolidering af euroområdets eksterne repræsentation,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0027/2016),

A.  der henviser til, at det finansielle systems stabilitet, som er en forudsætning for, at der afsættes passende ressourcer til fremme af vækst og beskæftigelse, er et globalt offentligt gode;

B.  der henviser til, at den voksende indbyrdes afhængighed mellem verdensøkonomierne gør det nødvendigt at bevæge sig i retning af mere globale styreformer;

C.  der henviser til, at hvis EU ikke er i stand til at tale med én stemme i internationale institutioner/organer, bør alle europæiske stemmer koordineres med henblik på at forme den globale styring efter målsætningerne og værdierne i EU-traktaterne;

D.  der henviser til, at EU bør bidrage til at skabe en demokratisk ramme for at kunne håndtere globale udfordringer;

E.  der henviser til, at samarbejdet på globalt plan kan føre til en udvanding af ansvaret og til manglende ansvarlighed på bekostning af demokratiet; der henviser til, at de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet ikke må reduceres til blot at fungere som registreringskontorer, men at de skal inddrages på en aktiv og omfattende måde i hele beslutningsprocessen;

F.  der henviser til, at de eksisterende internationale institutioner/organer med deres egne særlige forvaltningsstrukturer og ansvarsområder har udviklet sig gennem historien som en reaktion på konkrete situationer, og at dette har ført til kompleksitet og i visse tilfælde overlapning af opgaver samt uigennemsigtighed i systemet og manglende overordnet koordinering;

G.  der henviser til, at artikel 42 i chartret om grundlæggende rettigheder og forordning (EF) nr. 1049/2001(6), i henhold til hvilke unionsborgerne har ret til aktindsigt, bør finde anvendelse på Unionens institutioner og agenturer, der deltager i internationale organisationer/organer;

H.  der henviser til, at traktaterne fastlægger, at enhver unionsborger samt enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat har ret til aktindsigt i dokumenter, uanset medium, fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer (artikel 42 i chartret om grundlæggende rettigheder); der henviser til, at den samme grad af gennemsigtighed bør gælde for Unionens institutioner og agenturer, der deltager i internationale organisationer og fora, navnlig i forbindelse med fastlæggelse af regler, som berører EU-borgerne;

I.   der henviser til den omstændighed, at de mange forskelligartede juridiske strukturer, finansieringsordninger og arbejdsgange i de internationale økonomiske organisationer/organer(7) gør det vanskeligt at få et samlet overblik, selv om konsekvens i finansieringsprocedurer og arbejdsgange er af grundlæggende betydning for at sikre lige spilleregler på verdensplan; der henviser til, at Den Internationale Valutafond (IMF) og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) er reelle internationale organisationer, der er oprettet ved traktater og har et bredt virkefelt og en bred sammensætning, mens f.eks. G20, Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) og Baselkomitéen er uformelle offentlige organer, som et begrænset antal stater deltager i, og som for nogles vedkommende har haft et opsving på grund af krisen, mens Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO), Den Internationale Forsikringstilsynsorganisation (IAIS), International Organisation of Pension Supervisors (IOPS) og International Accounting Standards Board (IASB) er private fag- og brancheforeninger, som i varierende grad inddrager de pågældende sektorer;

J.  der henviser til, at uformelle kontakter allerede finder sted mellem Europa-Parlamentet og nogle af disse organisationer/organer, men at de ikke er sat i system;

K.  der henviser til, at gennemsigtighed er afgørende for demokratiet, samtidig med at der tages behørigt hensyn til beskyttelse af markedsfølsomme oplysninger;

L.   der henviser til, at krisen har fået G20 til at udvikle en global dagsorden med fokus på en effektiv gennemførelse af en række specifikke reformer, men at det på længere sigt vil være nødvendigt med en ægte multilateral og demokratisk ramme for at give dette organ legitimitet;

M.  der henviser til, at bankernes og markedernes respektive roller i finansieringen af økonomien er forskellige fra land til land;

N.  der henviser til, at den økonomiske og finansielle krise, der begyndte i 2008, har gjort det klart, at der er en slående mangel på økonomisk styring i verden; der henviser til, at mange makroøkonomiske spørgsmål kræver mere koordinering, navnlig i forbindelse med beskatningsspørgsmål; der henviser til, at det fælles mål for alle interesseparter derfor bør være at udforme en omfattende ramme, som skal give finansiel stabilitet og sikre sammenhæng mellem de globale og lokale niveauer;

O.  der henviser til, at oprettelsen af EU's tilsynsmyndigheder ikke automatisk bør føre til en stigning i antallet af EU-repræsentanter, hvilket kan have udemokratiske følger, såsom en større sandsynlighed for blokerende mindretal og usikkerhed hos EU's partnere;

P.  der henviser til, at IMF har besluttet at medtage renminbi i den valutakurv, som danner grundlag for IMF's særlige trækningsrettigheder; der henviser til, at dette har ført til en mindskelse af både euroens og det britiske punds vægt, men ingen ændring i den amerikanske dollars vægt; der henviser til, at dette understreger behovet for en stærkere europæisk stemme;

1.   understreger, at der er behov for et styrket verdensomspændende reguleringsmæssigt samarbejde med stærk deltagelse af Europa-Parlamentet;

2.   udtrykker bekymring over den manglende sammenhæng, der skyldes den fragmentering og mangfoldighed, der præger de forskellige organisationer/organer, og forsinkelser med hensyn til gennemførelsen af de regler og målsætninger, der er opnået enighed om på globalt plan;

3.   anmoder om en klarlægning af hver enkelt organisations/organs kompetenceområde og af den måde, de drives og finansieres på, herunder frivillige bidrag, gaver og donationer, for at undgå særinteresser og sikre lovlighed af deres afgørelser;

4.   anmoder om en bedre politikkoheræns og -koordinering i de globale institutioner gennem indførelse af omfattende standarder for demokratisk legitimitet, gennemsigtighed, ansvarlighed og integritet; mener, at disse bl.a. bør omfatte:

- forholdet til offentligheden (f.eks. offentlig adgang til dokumenter, åben dialog med forskellige interessenter, oprettelse af obligatoriske gennemsigtighedsregistre og regler om gennemsigtighed for lobbymøder)

- interne regler (f.eks. menneskelige ressourcer baseret på færdigheder, fornuftig finansstyring, forhindring af interessekonflikter);

5.   mener, at den omstændighed, at de mindst udviklede lande er underrepræsenterede i de fleste internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer, skaber ubalance, og at der dermed er risiko for, at spørgsmål vedrørende uligheder eller finansiering af de dårligst stillede lande ikke imødegås på hensigtsmæssig vis;

6.   mener, at der ud over ulige geografisk repræsentation også er visse sektorer – navnlig civilsamfundet, SMV'er, forbrugerrepræsentanter og repræsentanter for arbejdstagerne – hvis deltagelse i høringsprocessen kan forbedres i internationale drøftelser i de finansielle, monetære og regulerende organer; mener, at det er disse organers og sektorers pligt at gøre en indsats for at forbedre situationen;

7.   mener, at repræsentationen af Den Europæiske Union bør strømlines og kodificeres i multilaterale organisationer/organer for at øge gennemsigtigheden, integriteten og ansvarligheden af Unionens deltagelse i disse organer, øge dens indflydelse og fremme de lovgivningsmæssige valg, som Unionen har truffet gennem en demokratisk proces; er desuden overbevist om, at EU bør blive en mere proaktiv aktør med hensyn til at sikre gennemførelsen af G20's fremtidige tilsagn, som f.eks. regulering af skyggebanker, gennemførelse af reformer vedrørende over the counter-derivater (OTC-derivater), modvirke systemiske risici og sikre, at nye risici for den globale økonomi sættes på dagsordenen i den relevante globale institution;

8.   opfordrer de europæiske aktører til at fokusere mere på EU's finansielle sektorers globale konkurrenceevne, når de udformer politikker på europæisk og internationalt plan;

9.  minder om, at EU bør søge fuldgyldigt medlemskab af internationale økonomiske og finansielle institutioner, hvor dette ikke allerede er sket, og hvor det er hensigtsmæssigt (f.eks. af OECD og IMF); opfordrer de relevante internationale økonomiske og finansielle institutioner til at foretage de vedtægtsmæssige ændringer, som er nødvendige for EU's fulde deltagelse;

10.   mener, at det er til skade for Unionen, når en repræsentant for en medlemsstat eller en national myndighed giver udtryk for holdninger i internationale organisationer/organer, som er i modstrid med lovgivnings- eller reguleringsmæssige afgørelser, der er truffet på demokratisk vis af et flertal af EU-landene; opfordrer derfor til øget og mere effektiv koordinering mellem disse repræsentanter, f.eks. gennem mere bindende mekanismer;

11.   understreger nødvendigheden af, at Kommissionen, når den repræsenterer hele Unionen i et internationalt organ eller en international organisation eller overvåger et privat specialistorgan, gøres mere direkte ansvarlig over for borgerne; understreger vigtigheden af Parlamentets rolle i denne proces;

12.   er af den opfattelse, at organisationernes og de dertil knyttede arbejdsgruppers prioriteringer bør afklares og lægges i faste rammer, mener, at en systematisk anvendelse af konsensus ikke alene risikerer at sinke forhandlingerne, men også at udvande henstillingernes indhold, og at organisationernes sammensætning skal afspejle deres forskellighed for så vidt angår finansiering, økonomiske modeller og tilsynsmodeller;

13.  understreger behovet for at gennemføre forhåndsevalueringer, når der udvikles reguleringsmæssige, tilsynsmæssige og andre politikker vedrørende den finansielle sektor på globalt plan; mener, at sådanne evalueringer på ingen måde indskrænker de to lovgivningsparters politiske prærogativer;

14.   er af den opfattelse, at de forskellige deltagende staters gennemførelse af henstillinger stadig ikke er tilstrækkelig til, at der kan skabes lige spilleregler på globalt plan;

15.   noterer sig, at FSB nu har indledt arbejdet med at udvikle standarder på forsikringsområdet; erkender, at IAIS spiller en vigtig rolle i den globale forsikringspolitik, men understreger, at en inddragelse af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) ville have den fordel, at den ville styrke bidraget fra den specifikke europæiske forsikringsekspertise og sikre, at de standarder, der udvikles på globalt plan, ikke strider mod den logik, som EU har været den første til at udvikle;

16.   glæder sig over det arbejde, der er udført af OECD om beskatningsspørgsmål, navnlig OECD/G20-projektet vedrørende udhuling af skattegrundlag og overførsel af overskud (BEPS); mener, at overvågningen af dets gennemførelse er den nye udfordring, vi står over for; understreger, at koordineringen mellem Kommissionen og de medlemsstater, der er medlemmer af Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF), bør forbedres, så EU kan komme til orde;

17.   påskønner ECB's formands vilje til at samarbejde yderligere med Parlamentet om ECB's rolle i bankspørgsmål, især inden for rammerne af globale standardiseringsorganer, som f.eks. FSB;

18.   glæder sig over de organisatoriske ordninger, som de eurolande, der er medlemmer af Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank, er nået til enighed om, og som tager form af et enkelt hjemsted for den bestyrelse, der repræsenterer euroområdets medlemslande;

19.  foreslår derfor følgende:

  opfordrer Europa-Kommissionen til på grundlag af gældende bedste praksis på europæisk og nationalt plan at udarbejde en europæisk adfærdskodeks vedrørende gennemsigtighed, integritet og ansvarlighed som rettesnor for de europæiske repræsentanters aktiviteter i internationale organisationer/organer; henstiller, at Parlamentet knyttes tæt til udarbejdelsesprocessen;

  udtrykker især bekymring med hensyn til disse organisationers/organers vedtægter, finansiering og funktionsmåde, deres interaktion med myndigheder, interessenter og offentligheden, deres kommunikation og aktindsigt i deres dokumenter; understreger behovet for at sikre en rimelig balance mellem interesser, herunder ved at sørge for, at NGO'er har tilstrækkelig teknisk ekspertise og finansielle midler, med henblik på at styrke civilsamfundets stemme;

  opfordrer de europæiske institutioner og agenturer samt medlemsstaterne til at fremme alle europæiske repræsentanters ansvarlighed over for demokratisk valgte organer;

  anmoder om vedtagelse af en interinstitutionel aftale, der sigter mod at formalisere en "finansiel dialog", der tilrettelægges sammen med Europa-Parlamentet, med henblik på at opstille retningslinjer for vedtagelsen af og sammenhæng i europæiske holdninger op til store globale forhandlinger, og at der sikres en drøftelse af disse holdninger, foretages forhåndsevalueringer og opfølgning, idet Kommissionen regelmæssigt aflægger beretning om anvendelsen af disse retningslinjer og kontrollen heraf; foreslår, at de europæiske institutioner, medlemsstaterne og i nødvendigt omfang lederne af de berørte internationale organisationer indbydes til at deltage; mener, at mødefrekvensen og formatet for denne dialog (offentlig eller for lukkede døre) skal fastsættes på pragmatisk vis; er af den opfattelse, at det ligeledes er nødvendigt at sikre aktiv inddragelse af de nationale parlamenter på deres respektive niveau, idet de skal kontrollere de holdninger, som de pågældende medlemsstaters repræsentanter indtager;

  mener, at disse mere detaljerede retningslinjer kan suppleres af proaktive "vejledende" beslutninger, som vedtages af Parlamentet med en passende hyppighed, hvori der redegøres for Parlamentets holdning til den generelle politiske retning;

  bemærker, at dialogen på de områder, hvor Europa-Parlamentet og Rådet er medlovgivere, skal tjene til at definere et forhandlingsmandat, der samler de europæiske holdninger omkring lovgivningsmæssige valg, der er truffet af et flertal, eller hindre manglende overensstemmelse med retsakter, der er i færd med at blive vedtaget;

  opfordrer de europæiske repræsentanter til i internationale forhandlinger især at rette opmærksomheden mod sammenhæng og konsekvens mellem de internationale krav/standarder og den vedtagne EU-lovgivning, som er bindende, og til at sikre overholdelse for at skabe lige spilleregler på globalt plan;

  opfordrer til at øge Kommissionens ansvarlighed over for Europa-Parlamentet ved at strømline processen for fastlæggelse af EU's holdninger på G20-møder til de politikområder, der vedrører beskæftigelse, energi, handel, udvikling og bekæmpelse af korruption;

  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til uden forsinkelse at sikre fuld overholdelse af koordineringsforpligtelserne;

  opfordrer medlemsstaterne til at acceptere, at bankunionen repræsenteres i Baselkomitéen for Banktilsyn ved Den Fælles Tilsynsmekanisme;

  opfordrer Kommissionen til i sit arbejdsprogram at medtage de eksterne aspekter af den økonomiske og finansielle regulering, dvs. det arbejde, der forventes at finde sted i de internationale finansielle institutioner, og til med henblik på at forbedre den interne politiske sammenhæng at nedsætte en arbejdsgruppe om global økonomisk styring og finansielle institutioner;

  noterer sig Kommissionens initiativ til at sikre fremskridt i retning af en samlet repræsentation af euroområdet i IMF; mener, at dette bør ske uden at foregribe muligheden for at oprette et samlet medlemskab for Den Europæiske Union på længere sigt;

  påpeger, at det i henhold til protokol nr. 14 til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde påhviler Eurogruppen, der er et midlertidigt og uformelt organ, at udvikle en stadig tættere samordning af de medlemsstater, der har euroen som valuta, indtil euroen bliver valutaen i alle Unionens medlemsstater; mener, at Eurogruppens gennemsigtighed og ansvarlighed kan forbedres; henstiller, at der findes en mere formel og varig løsning i overensstemmelse med Thyssen-betænkningen af 20. november 2012(8), hvori der fremsættes anbefalinger for en gradvis udvikling af bankunionen, den økonomiske union, den finanspolitiske union og den politiske union; minder om, at den uafhængige rolle, der spilles af EU-kommissæren for økonomiske og finansielle anliggender, bør styrkes og ledsages af stærke kontrolmekanismer, både over for Parlamentet og Rådet;

  finder, at der, ud over særtilfældet IMF, bør iværksættes en gradvis strømlining af EU-repræsentationen over de kommende år, først gennem øget koordinering og dernæst – efter en evaluering – gennem sammenlægning af pladserne; mener, at medlemskabet af disse organisationer og organer bør fastlægges i henhold til kompetencefordelingen mellem EU-institutionerne og de europæiske tilsynsmyndigheder, Rådet/Eurogruppen og de nationale myndigheder; er af den opfattelse, at EU sideløbende hermed bør arbejde på at ændre disse organisationers og organers funktionsmåde med henblik på at bevæge sig væk fra beslutningstagning ved konsensus til afstemning med vægtet kvalificeret flertal;

  understreger, at det påhviler Kommissionen, Rådet og, hvor det er relevant, Eurogruppen at styrke samordningen gennem forberedende møder; mener, at der om nødvendigt bør nedsættes nye ad hoc-arbejdsgrupper i Rådet i lighed med Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC), underudvalget vedrørende IMF-anliggender (SCIMF), Eurogruppens Arbejdsgruppe (EWG) og Udvalget for Økonomisk Politik (EPC);

  opfordrer til en grundig evaluering af det dobbelte mandat i G20, som for øjeblikket beklædes af henholdsvis Det Europæiske Råds og Kommissionens formand, for at fastslå, i hvilket omfang det svækker EU's troværdighed udadtil, navnlig med hensyn til gennemførelsen af et indre marked for finansielle tjenesteydelser; mener, at det er muligt at gennemføre en række forbedringer for at fremme konvergensen mellem de medlemsstater, der er repræsenteret enkeltvis, med henblik på at opnå en effektiv koordinering forud for møderne og fremme en stærk europæisk stemme på selve møderne;

  opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at fremme fastlæggelsen af en køreplan hen imod oprettelse af en verdensomspændende traktatbaseret finansorganisation i overensstemmelse med retningslinjerne i de Larosière-rapporten med vide beføjelser til at rette henstillinger, forhandle bindende minimumsstandarder, fastlægge multilaterale tvistbilæggelsesordninger og i påkommende fald pålægge sanktioner; mener, at de erfaringer, der er høstet især inden for handelssektoren gennem WTO, kan anvendes til oprettelse af ovennævnte multilaterale tvistbilæggelsesordninger; understreger, at den foreslåede organisation bør leve op til de højeste standarder for gennemsigtighed og ansvarlighed;

  er af den opfattelse, at Kommissionen bør være forsynet med et udtrykkeligt mandat til at skabe en ny impuls til fremme af multilateralisme vedrørende internationalt samarbejde på det finansielle, monetære og reguleringsmæssige område;

  opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle EU's lovgivningsmæssige forslag på det finansielle område er komplementære med foranstaltninger på globalt plan;

20.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

BEGRUNDELSE

Hvem bestemmer? Hvem fastsætter reglerne for virksomheden i finanssektoren? Er det stadig parlamenterne og regeringerne, der har det sidste ord over for eksperter og private interesser? Hvordan forsvarer Den Europæiske Union og euroområdet deres strategiske interesser? EU-institutionerne og de nationale regeringer har svært ved at give tilfredsstillende svar på disse simple og berettigede spørgsmål. Denne betænkning er et forsøg på at bidrage hertil ved at undersøge EU's indsats i en halv snes organisationer(9) af politisk og/eller teknisk karakter.

Betænkningen tager udgangspunkt i tre konstateringer.

På grund af den frie bevægelighed for kapital beror stabiliteten af det finansielle system, der er afgørende for investeringer og vækst, på evnen til at udarbejde og håndhæve standarder og regler om god forretningsskik på overnationalt plan.

Den nødvendige ændring af målestok må ikke resultere i en udvanding af ansvaret på bekostning af demokratiet. Navnlig må de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet ikke reduceres til blot at fungere som registreringskontorer. Som det for nylig blev illustreret, skal dialogen mellem eksperter og folkevalgte genoptages, for at der kan foretages en uafhængig vurdering af private interesser og politisk spilfægteri. Kan der ved evalueringen af gennemførelsen af Basel III-standarderne (kapitalkrav til banker) ses bort fra, at det i Europa hovedsagelig er bankerne og ikke markederne, der finansierer SMV'erne? Disse særlige forhold har trods alt betydelig indflydelse på væksten, således som det fremgår af den europæiske lovgivers fortolkning heraf i CRD4-bestemmelserne(10).

Endelig skal EU og euroområdet kunne forsvare deres strategiske interesser. Imidlertid er EU's repræsentation i disse organisationer mildest talt præget af manglende koordination. Det er en skam at lade stå til, når så meget står på spil for den finansielle stabilitet og især for væksten og beskæftigelsen. Der bør på pragmatisk vis søges at gøre fremskridt, idet opmærksomheden henledes på, at selv om EU stadig spiller en førende rolle hvad angår den finansielle styrke, er dets relative befolkningsmæssige vægt på verdensplan faldende. Den Europæiske Union kunne yde et nyttigt bidrag til etableringen af et mere ligevægtigt multilateralt samarbejde på det økonomiske og finansielle område.

1.  Gennemsigtighed

Der findes på verdensplan en lang række globale organer, der er aktive på det finansielle område, hvilket er resultatet af en historisk proces, der afspejler den komplekse finansverden. Dette gør det sammen med deres interne kompleksitet vanskeligt at foretage en samlet vurdering.

IMF

Overvåger stabiliteten af det internationale monetære system og yder om nødvendigt faglig og finansiel bistand.

OECD

Udarbejder undersøgelser med henblik på at fremme den økonomiske vækst. Spiller en stadig større rolle på beskatningsområdet.

G20

Udgør et uformelt politisk forum med et alment virkefelt; omfatter verdens 19 største økonomier samt EU.

FSB

Har siden den finansielle krise i 2009 på vegne af G20 sørget for en bedre koordinering af de internationale finansielle bestemmelser.

Baselkomitéen

Arbejder på samordning af tilsynet med bankvirksomhed og udvikler tilsynsstandarder for sektoren (f.eks. kapitalprocenter).

IOSCO

Overvåger konvergensen mellem bestemmelserne vedrørende værdipapirer for at gøre markederne mere effektive og gennemsigtige.

IAIS

Fremmer et gennemgribende og effektivt tilsyn med forsikringssektoren på internationalt plan; fik i 2013 tildelt en ny rolle i forbindelse med udvikling af internationale kapitalkrav til forsikringsselskaber.

IOPS

Sigter på udvikling af normer og fremme af et internationalt samarbejde på pensionsområdet gennem udveksling af bedste praksis og i stigende grad gennem indførelse af regler.

IASB

Arbejder på etablering af et harmoniseret sæt af regnskabsstandarder med henblik på at give investorerne nyttige finansielle oplysninger.

Visse grundlæggende valg er ikke til debat. De privatretlige organer synes ikke altid at have haft held til at prioritere almenvellet, hvilket illustreres af det paradoksale eksempel, hvor IFRS-regnskabsstandarder udarbejdet af et globalt organ, der er underkastet amerikansk lovgivning, ikke anerkendes af USA. Modellen med offentlige organer er heller ikke altid indlysende: Er det hensigtsmæssigt, når den europæiske lovgiver for kort tid siden har vedtaget europæiske retsakter vedrørende bankafvikling (BRDD/MRU), at FSB, som mange medlemsstater samt ECB deltager i, iværksætter det globale TLAC-projekt (TLAC: samlet tabsabsorberingsevne), som følger en helt anden logik? Eller når dette organ beskæftiger sig med forsikringsrelaterede spørgsmål, særlig identifikation af "systemiske" forsikringsselskaber, selv om ECB i henhold til traktaten ikke må deltage i tilsynet med forsikringsselskaber?

Den manglende gennemsigtighed skjuler også store forskelle med hensyn til det geografiske anvendelsesområde. Mens f.eks. IOSCO opererer på verdensplan, er der andre organer, som omfatter et langt mere begrænset antal lande. Det er såvel et principspørgsmål som et materielt spørgsmål: Underrepræsentationen af Afrika eller Sydamerika er uretfærdig og kan i sidste ende føre til, at problemerne i tilknytning til ulighederne i eller finansieringen af de dårligst stillede lande forbigås.

Den rådgivende eller tekniske karakter af henstillingerne fra visse organer kan ikke retfærdiggøre en vis gråzone, idet nogle økonomiske aktører af og til spontant underkaster sig henstillinger for at undgå, at et kreditvurderingsbureau nedsætter deres kreditværdighed (banker/kapitalkrav) eller for at forbedre deres finansieringsmuligheder (virksomheder/regnskabsstandarder).

Naturligvis er det først og fremmest de politisk ansvarlige, der skal oplyse om udfordringer og valgmuligheder. På et mere teknisk plan bør aktører fra centralbankerne, Kommissionen eller andre europæiske myndigheder imidlertid også bestræbe sig på at få et mere systematisk samspil i gang med offentligheden via medierne og akademiske og faglige kredse. Dette sker i større eller mindre udstrækning.

Overholdelsen af de tilsagn, der er givet ("compliance") kræver særlig opmærksomhed, Der er noget paradoksalt ved højtideligt at fremhæve, hvor vigtig en samlet tilgang er for stabiliteten, og arrangere opsigtsvækkende møder for verdens ledere (som f.eks. G20) for i sidste ende at slå sig til tåls med dårligt fungerende gennemførelsesprocedurer. Burde man ikke imødegå denne diskrepans, som bidrager til, at offentligheden mister tilliden, og vedtage mere bindende procedurer?

2. Ansvarlighed

Europa-Parlamentet, der er et vigtigt debatforum i det indre marked for finansielle tjenesteydelser, kan i overensstemmelse med sine beføjelser bidrage på tre niveauer:

— når der er tale om EU-retsforskrifter, der er vedtaget af de 28 medlemsstater, ved at give et bindende forhandlingsmandat under hensyntagen til de trufne flertalsafgørelser

— ved forud for store internationale forhandlinger (f.eks. G20-møder) at påvirke og udbrede kendskabet til europæiske holdninger

— ved at overvåge overholdelsen af de tilsagn, der er givet ("compliance").

Offentligheden forventer af politikerne, at de gør rede for, hvad det er, de forhandler om. Det hemmelige diplomatis tid er et overstået kapitel. EU's partnere har interesse i, at de forpligtelser, der indgås på globalt niveau, har befolkningens tilslutning. Konfrontationen med et krævende Europa-Parlament er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting for de europæiske forhandlere, snarere tværtimod, da det kan styrke deres position.

Det sker, at der finder drøftelser sted mellem Europa-Parlamentets ECON-Udvalg og visse repræsentanter for globale organer, men de er for hurtige og overfladiske. Europa-Parlamentet bør bestræbe sig på at tilrettelægge en mere dybtgående og regelmæssig dialog.

3. EU's/euroområdets repræsentation

Det er altid vanskeligt at måle den nøjagtige indflydelse, men foreløbig er det klart, at EU ikke altid udnytter sin bedst muligt. EU's repræsentation antager så mange former, at den ikke er håndgribelig. Kommissionen er i nogle tilfælde indskrænket til at spille en rolle, som ikke burde tilkomme den, nemlig udelukkende at repræsentere EU's mindst befolkede lande, som ikke deltager i disse organisationer, og ikke hele EU.

Den europæiske fragmentering er endnu mere beklagelig, når der er tale om organisationer, hvor EU-medlemsstaterne tilsammen tegner sig for en stor del af budgettet (f.eks. OECD). Også den geografiske balance og en rimelig fordeling af poster fortjener at blive undersøgt.

Manglerne ved EU's repræsentation har forskellig betydning alt efter, om der er tale om organisationer, der først og fremmest spiller en rådgivende rolle (OECD), håndterer krisesituationer (G20/FSB) eller udarbejder tekniske standarder.

Globale fora skal ikke udgøre en mulighed for regeringer, centralbanker eller tilsynsmyndigheder i EU-medlemsstater, som er kommet i mindretal i Unionens lovgivningsproces, til at søge en form for "revanche" over for de partnere, der har bragt dem i mindretal. Dette er i modstrid med det traktatfæstede princip om loyalt samarbejde.

Det er af afgørende betydning, at EU indfører mere effektive mekanismer for at ensrette sine udtalelser ud fra ambitionen om en samlet repræsentation, som ganske vist ikke kan realiseres fra den ene dag til den anden, men som bør være målet.

En pragmatisk løsning kunne bestå i på et tidligere stade at indføre strammere koordinationsprocedurer via en "finansiel dialog" mellem medlemsstater og EU-institutioner.

For så vidt angår euroområdet opfordres der i traktatens artikel 138 som nævnt i "de fem formænds rapport"(11) til en styrkelse af den eksterne repræsentation; målet bør være en etapevis ensretning. Siden IMF er begyndt at gribe ind i euroområdet, er spørgsmålet blevet mere aktuelt, navnlig på baggrund af den rolle, organet har spillet i Grækenland.

EU kunne endog være endnu mere ambitiøst. David Wright, generalsekretær for OSCO, har personligt foreslået idéen om en global institutionel ramme, hvilket formentlig ville kræve en international traktat, der giver beføjelse til, i tilfælde af overtrædelse fra de deltagende staters side, at gennemføre henstillinger, tilrettelægge bindende tvistbilæggelsesprocedurer og idømme sanktioner(12).

Konklusion

I betragtning af både kapitalbevægelsernes og de finansielle erhvervs globale karakter er det illusorisk at regulere finansverdenen uden at ændre målestokken for den offentlige indsats.

EU har i denne sammenhæng en række trumfkort på hånden: Det har skabt et indre marked for finansielle tjenesteydelser af global størrelse, der snart vil blive suppleret med kapitalmarkedsunionen. Det råder over anerkendte finanscentre, et udvalg, der skal forebygge systemiske risici (ESRB), og tre myndigheder, der på kort tid har formået at gøre sig gældende. Euroen er en global valuta. Euroområdet har under krisen indført finansielle bagstopperforanstaltninger og banktilsyns- og -afviklingsorganer, som er uden fortilfælde. EU har også en enorm ekspertise med hensyn til overnationalt demokrati og kontrol med staters manglende overholdelse af deres forpligtelser, og dets krav om gennemsigtighed og aktindsigt i administrative dokumenter kan desuden være en inspirationskilde for globale organisationer.

Finanssektorens strategiske betydning for vækst og beskæftigelse tilskynder til nytænkning inden for det multilaterale globale samarbejde med henblik på at give EU og euroområdet større vægt.

MINDRETALSUDTALELSE

jf. forretningsordenens artikel 56, stk. 3,

af Miguel Viegas, Matt Carthy, Fabio De Masi, Paloma López Bermejo, Rina Ronja Kari, Marisa Matias, Miguel Urbán og Dimitris Papadimoulis

Denne betænkning indeholder positive elementer: behovet for reguleringsmæssigt samarbejde på internationalt plan, bekymring over udvanding af ansvarligheden på bekostning af demokratiet som en følge af koordineringen på globalt plan, men den er baseret på idéen om uddybning af overnationale organers beføjelser, som vil skubbe den politiske magt endnu længere væk fra befolkningen, hvilket vi kun kan modsætte os.

Vi afviser uden forbehold:

- et EU, hvor samarbejde og solidaritet mellem medlemsstaterne såvel som deres nationale suverænitet kompromitteres

- idéen om, at peer review giver større ansvarlighed over for befolkningen end den traditionelle formelle demokratiske ansvarlighedsmodel, der er baseret på princippet om "befuldmægtiget og fuldmagtsgiver"

- oprettelsen af en forenklet repræsentation, der taler med én stemme på vegne af alle EU-lande i de internationale finansielle institutioner

- indførelse af en adfærdskodeks, der har til formål at gribe ind i medlemsstaternes individuelle fremfærd

- oprettelsen af en verdensomspændende finansorganisation.

Vi forsvarer med fasthed:

- at mere demokratisk legitimitet og ansvarlighed ikke opnås ved at øge overnationale pålæg

- at medlemsstaterne ikke bør opgive deres egen repræsentation i internationale fora

- at internationalt reguleringsmæssigt samarbejde skal være baseret på solidaritet mellem landene og ikke på beskyttelse af store økonomiske og finansielle interesser.

20.11.2015

UDTALELSE fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

til Økonomi- og Valutaudvalget

om EU's rolle i forbindelse med de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer

(2015/2060(INI))

Ordfører for udtalelse: Paulo Rangel

FORSLAG

Udvalget om Konstitutionelle Anliggender opfordrer Økonomi- og Valutaudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  mener i betragtning af EU's særlige karakter som et overnationalt organ, den nuværende store indbyrdes afhængighed landene imellem og den ændrede magtbalance at EU bør spille en mere aktiv og fremtrædende rolle i den globale økonomiske styring ved at indtræde i internationale organer; understreger behovet for institutionelle reformer for at opnå en konsekvent EU-repræsentation og en stærk europæisk stemme i internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer;

2.  mener, at EU som medlem af internationale fora skal fremme en reform af den internationale og økonomiske styring i henhold til sine principper, jf. navnlig artikel 2, 3 og 6 i traktaten om Den Europæiske Union;

3.  opfordrer til, at EU indtræder i internationale fora, der regulerer og påvirker den internationale økonomi; mener dog, at EU bør afklare den retlige natur af de beslutninger, som træffes af de uformelle organer, der styrer den monetære union;

4.  understreger, at den økonomiske og finansielle krise, der begyndte i 2008, har understreget nødvendigheden af at styrke den økonomiske styring i verden og behovet for at oprette overnationale organer med interventionsbeføjelser og driftsregler med henblik på en øget samordning af de nationale beslutninger om den økonomiske politik;

5.  opfordrer til, at der etableres sammenhængende og mere strukturerede forudgående koordineringsmekanismer, således at der kan udformes en fælles EU-holdning, der mere effektivt fremmer EU's mål og politikker, jf. artikel 2, 3 og 6 i TEU og artikel 8, 9, 10, 11 og 12 i TEUF, inden for de eksisterende internationale økonomiske fora i lyset af den betydelige indbyrdes afhængighed mellem økonomierne i verden, der er dikteret af den internationale handels betydning for verdensøkonomien;

6.  understreger, at der bør udvikles en samordnet EU-strategi inden for hver af disse finansielle, monetære og reguleringsmæssige institutioner og organer, så EU bliver i stand til at fastlægge en koordineret holdning og styrke sin indflydelse på beslutningsprocessen;

7.  understreger betydningen af én europæisk stemme i de internationale institutioner og organer og opfordrer Kommissionen til at fremlægge forslag til en europæisk adfærdskodeks om gennemsigtighed og ansvarlighed, der kan fungere som rettesnor for europæiske repræsentanter i internationale organisationer, og som bygger på bedste praksis; mener, at denne adfærdskodeks med tiden kunne blive et foregangseksempel for internationale institutioner og organer, når de udarbejder deres egen adfærdskodeks;

8.  minder om, at "princippet om loyalt samarbejde", jf. artikel 4, stk. 3, i TEU, bør overholdes fuldt ud i disse institutioner, hvor både EU og dens medlemsstater er repræsenteret, og at medlemsstaterne bør "afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare";

9.  går ind for, at EU skal fremme en samlet og inklusiv europæisk tilgang med henblik på at sikre, at dens politikker og tiltag er konsekvente, effektive og kontinuerlige, og at der tages hensyn til de medlemsstaternes interesser og input, der ikke er repræsenteret i disse institutioner eller organer, når der fastlægges en fælles holdning;

10.  mener, at denne fælles og inklusive europæiske tilgang bedre kan realiseres gennem en regelmæssig og formel "finansiel dialog", som tilrettelægges i Europa-Parlamentets regi, så der kan fastlægges retningslinjer for vedtagelsen af EU's holdning forud for vigtige internationale forhandlinger, og at det bør sikres, at denne holdning er kendt og følges op; mener, at EU-institutionerne, medlemsstaterne og i givet fald lederne af de berørte internationale organisationer bør indbydes til at deltage i dialogen, hvis hyppighed og format (offentlig eller for lukkede døre) skal fastlægges alt efter omstændighederne;

11.  mener, at denne dialog kunne tjene til at fastlægge forhandlingsmandatet på områder, hvor Europa-Parlamentet er medlovgiver sammen med Rådet, og fastlægge en fælles EU-holdning omkring lovgivning, der er vedtaget med flertalsafstemning, samt forhindre manglende sammenhæng med lovgivning, som er under behandling;

12.  opfordrer EU til gennem sine institutioner fuldt ud at overholde Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder såvel som de absolutte grænser for EU's indsats, der er fastsat i chartret, på alle områder – herunder det økonomiske - som kan få alvorlige konsekvenser for borgernes liv;

13.  minder om, at EU bør søge fuldgyldigt medlemskab af internationale økonomiske og finansielle institutioner, hvis det ikke allerede er sket, og hvis det er hensigtsmæssigt (f.eks. af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og Den Internationale Valutafond (IMF)); opfordrer de relevante internationale økonomiske og finansielle institutioner til at foretage de vedtægtsmæssige ændringer, som eventuelt er nødvendige for EU's fulde deltagelse;

14.  mener, at der i fremtiden under behørig hensyntagen til fordelingen af kompetencer mellem EU og medlemsstaterne og de fremskridt, der er gjort i retning af en uddybning af Den Økonomiske og Monetære Union, bør sikres en fælles ekstern repræsentation af EU og euroområdet i IMF og andre internationale økonomiske fora, så det bliver muligt for EU at udnytte sit potentiale fuldt ud, lette realiseringen af sine mål, beskytte sine egne og alle medlemsstaternes interesser og øge sin relevans og indflydelse i den globale økonomiske og finansielle struktur; mener, at det er absolut nødvendigt, at denne fælles repræsentation begynder med fremskridt hen imod en fælles repræsentation af euroområdet i IMF, uden at det berører etablering af en fælles repræsentation, som omfatter hele EU, på længere sigt;

15.  understreger, at der er behov for en reel reform af EU's politikker for at undgå intern økonomisk og social uligevægt mellem medlemsstaterne og muliggøre omstrukturering af statsgæld;

16.  beklager, at der mangler demokratisk ansvarlighed og åbenhed i forbindelse med beslutningsprocessen i de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer og i forbindelse med EU's deltagelse i disse institutioners og organers arbejde;

17.  mener, at man bør overveje at give Rådets og Kommissionens repræsentationer én plads under G20-møderne, da de nuværende to særskilte pladser svækker EU's troværdighed udadtil;

18.  understreger, at det er nødvendigt at sikre fuld gennemsigtighed, demokratisk kontrol og legitimitet i Unionens deltagelse i eksisterende økonomiske og finansielle institutioner;

19.  understreger, at Unionens repræsentanter skal kunne varetage det roterende G20-formandskab;

20.  slår til lyd for, at EU sikrer fuld gennemsigtighed omkring lobbyvirksomhed i forbindelse med forhandlinger mellem EU's institutioner og disse internationale institutioner;

21.  mener, at Parlamentet bør holdes behørigt og regelmæssigt informeret om Unionens aktiviteter og holdninger inden for eksisterende økonomiske og finansielle institutioner; mener, at Parlamentet bør have ret til at afgive udtalelse og spille en tilsynsrolle i forbindelse med EU-repræsentanternes virksomhed i disse institutioner for at garantere ansvarlighed og styrke den demokratiske legitimitet;

22.  opfordrer til, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som kan samles forud for de officielle møder i de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer, og som kan give Europa-Parlamentet mulighed for at give udtryk for sin holdning om forhold, der vil blive drøftet på de kommende møder; mener, at der bør skabes en mekanisme, hvorved der tages hensyn til Parlamentets udtalelser i sådanne sager;

23.  understreger, at Parlamentet bør have adgang til de relevante dokumenter fra de økonomiske og finansielle institutioner, at en passende, åben, regelmæssig og effektiv indberetningsmekanisme bør udvikles, og at EU-deltagere systematisk bør give feedback til Parlamentet om de beslutninger, der træffes i disse fora;

24.  er af den opfattelse, at EU bør spille en førende og mere aktiv rolle i indsatsen for at reformere de internationale økonomiske og finansielle institutioner med henblik på at gøre deres funktionsmåde mere demokratisk, gennemskuelig og ansvarlig og dermed bringe dem tættere på borgerne.

25.  mener, at EU i alle internationale økonomiske fora bør forsvare samordning og styrkelse af den økonomiske styring i verden, den europæiske samfundsmodel, skattesamarbejde og en bæredygtig virksomhedskultur.

RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

19.11.2015

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

13

3

2

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Mercedes Bresso, Elmar Brok, Richard Corbett, Pascal Durand, Danuta Maria Hübner, Ramón Jáuregui Atondo, Maite Pagazaurtundúa Ruiz, Paulo Rangel, György Schöpflin, Pedro Silva Pereira, Barbara Spinelli, Josep-Maria Terricabras, Kazimierz Michał Ujazdowski

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Isabella Adinolfi, Max Andersson, Enrique Guerrero Salom, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Andrej Plenković

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Sofia Ribeiro

RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

15.2.2016

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

38

18

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Gerolf Annemans, Burkhard Balz, Udo Bullmann, Esther de Lange, Fabio De Masi, Markus Ferber, Jonás Fernández, Elisa Ferreira, Sven Giegold, Neena Gill, Sylvie Goulard, Roberto Gualtieri, Gunnar Hökmark, Danuta Maria Hübner, Cătălin Sorin Ivan, Diane James, Othmar Karas, Georgios Kyrtsos, Werner Langen, Sander Loones, Bernd Lucke, Olle Ludvigsson, Ivana Maletić, Notis Marias, Fulvio Martusciello, Marisa Matias, Costas Mavrides, Bernard Monot, Stanisław Ożóg, Sirpa Pietikäinen, Pirkko Ruohonen-Lerner, Molly Scott Cato, Peter Simon, Paul Tang, Ramon Tremosa i Balcells, Marco Valli, Tom Vandenkendelaere, Miguel Viegas, Jakob von Weizsäcker, Pablo Zalba Bidegain, Marco Zanni, Sotirios Zarianopoulos

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Enrique Calvet Chambon, Mady Delvaux, Bas Eickhout, Marian Harkin, Ramón Jáuregui Atondo, Rina Ronja Kari, Thomas Mann, Eva Paunova, Michel Reimon, Antonio Tajani, Beatrix von Storch

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Lucy Anderson, Andrey Kovatchev, Adam Szejnfeld

(1)

Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0377.

(2)

Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0229.

(3)

Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0457.

(4)

Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0238.

(5)

Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0268.

(6)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.

(7)

Den Internationale Betalingsbank, Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF) og Verdenshandelsorganisationen (WTO) har ligeledes en reguleringsfunktion. De Forenede Nationers Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD) spiller en væsentlig rolle med hensyn til global økonomisk styring. Den Afrikanske Udviklingsbank (AfDB), Den Asiatiske Udviklingsbank (ADB), Den Caribiske Udviklingsbank (CDB), Den Vestafrikanske Udviklingsbank, Den Interamerikanske Udviklingsbank (IDB), Det Interamerikanske Investeringsselskab, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), Europarådets Udviklingsbank (CEB), Verdensbankgruppen, Den Internationale Bank for Genopbygning og Økonomisk Udvikling (IBRD), Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), Den Internationale Finansieringsinstitution (IFC) og Det Multilaterale Investeringsgarantiorgan (MIGA) støtter finansieringen af udviklingssamarbejde.

(8)

Europa-Parlamentets beslutning af 20. november 2012 med henstillinger til Kommissionen om rapporten fra formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen: "Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union";

(9)

Betænkningen er af begrænset omfang og sigter ikke på at være udtømmende. Den omhandler med vilje et begrænset område, svarende til ECON-Udvalgets arbejdsområde, men kommer ind på væsentlige problemstillinger, særlig i tilknytning til gennemsigtighed, ansvarlighed og strategisk forsvar af europæiske interesser. Ordføreren takker forfatterne til de forskellige undersøgelser, der er udarbejdet med henblik på denne betænkning, og som kan findes på Europa-Parlamentets websted under rubrikken Think Tank.

(10)

REACTION TO THE OPINION OF THE BASEL COMMITTEE ON CRD 4 (CAPITAL REQUIREMENTS DIRECTIVE FOR BANKS), ECON-pressemeddelelse af 5.12.2014 [URL: http://www.europarl.europa.eu/news/en/news-room/content/20141205IPR82904/html/REACTION-TO-THE-OPINION-OF-THE-BASEL-COMMITTEE-ON-CRD-4]

(11)

Fuldførelse af EU's Økonomiske og Monetære Union, rapport udarbejdet af Jean-Claude Juncker i nært samarbejde med Donald Tusk, Jeroen Dijsselbloem, Mario Draghi og Martin Schulz [URL: https://ec.europa.eu/priorities/economic-monetary-union/docs/5-presidents-report_fr.pdf]

(12)

Bemærkninger fra David Wright, Generalsekretær for IOSCO, The Atlantic Council, Washington, DC, 10. december 2012 [URL: https://www.iosco.org/library/speeches/pdf/20121210-Wright-David.pdf]

Juridisk meddelelse