BETÆNKNING om bekæmpelse af korruption og opfølgning af CRIM-beslutningen

7.10.2016 - (2015/2110(INI))

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender
Ordfører: Laura Ferrara

Procedure : 2015/2110(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A8-0284/2016
Indgivne tekster :
A8-0284/2016
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om bekæmpelse af korruption og opfølgning af CRIM-beslutningen

(2015/2110(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 67 og artikel 82-89 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samt Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 5, 6, 8, 17, 32, 38 og 41, artikel 47-50 og artikel 52,

–  der henviser til konklusionerne fra RIA-Rådet af 16. juni 2015 om Den Europæiske Unions fornyede strategi for den indre sikkerhed 2015-2020,

–  der henviser til konklusionerne om sikkerhed fra Det Europæiske Råd den 25.-26. juni 2015,

–  der henviser til de relevante FN-konventioner, navnlig FN's konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet og FN's konvention mod korruption (UNCAC),

–  der henviser til Europarådets strafferetlige og civilretlige konventioner om korruption, som blev åbnet for undertegnelse i Strasbourg henholdsvis den 27. januar og den 4. november 1999, samt Europarådets Ministerkomités resolution (98) 7 og (99) 5 af henholdsvis 5. maj 1998 og 1. maj 1999, hvormed Sammenslutningen af Stater mod Korruption (GRECO) oprettedes,

–  der henviser til henstilling CM/Rec (2014) 7 af 30. april 2014 fra Europarådets Ministerkomité om beskyttelse af whistleblowere,

–  der henviser til OSCE's konvention om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner, der blev åbnet for undertegnelse i Paris den 17. december 1997, de supplerende henstillinger og de seneste landeopdelte overvågningsrapporter,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/40/EU af 12. august 2013 om angreb på informationssystemer og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2005/222/RIA,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/62/EU af 15. maj 2014 om strafferetlig beskyttelse af euroen og andre valutaer mod falskmøntneri og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2000/383/RIA,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EØS-relevant tekst),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 513/2014 af 16. april 2014 om oprettelse af et instrument for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring som en del af Fonden for Intern Sikkerhed og om ophævelse af Rådets afgørelse 2007/125/RIA,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2219 af 25. november 2015 om Den Europæiske Unions Agentur for Uddannelse inden for Retshåndhævelse (Cepol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2005/681/RIA,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2007/845/RIA af 6. december 2007 om samarbejde mellem medlemsstaternes kontorer for inddrivelse af aktiver om opsporing og identificering af udbyttet fra strafbart forhold eller andre formuegoder forbundet med kriminalitet,

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 29. november 2012 om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om finansiering af europæiske politiske partier (COM(2012)0712),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager,

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (COM(2012)0363),

–  der henviser til forslag til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (COM(2013)0534),

–  der henviser til, at Domstolen i sag C-105/14 (Taricco m.fl.) fastslog, at begrebet "svig" som defineret i artikel 1 i konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, omfatter indtægter hidrørende fra moms,

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) (COM(2013)0535),

–  der henviser til sin beslutning af 29. april 2015 om forslag til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed[1],

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bekæmpelse af terrorisme og erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA om bekæmpelse af terrorisme,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA.

–  der henviser til rapport af 3. februar 2014 fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: "Rapport om bekæmpelse af korruption i EU" (COM(2014)0038),

–  der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 28. april 2015 til Europa-Parlamentet og Rådet om den europæiske dagsorden for sikkerhed (COM(2015)0185),

–  der henviser til Europols SOCTA-rapport (trusselsvurdering af grov og organiseret kriminalitet) fra marts 2013 og IOCTA-rapporten (trusselsvurderingen af organiseret internetkriminalitet) fra 30. september 2015,

–  der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om den europæiske dagsorden om sikkerhed[2],

–  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer (endelig betænkning)[3],

–  der henviser til Europa-Parlamentets Forskningstjenestes undersøgelser af omkostningerne ved en manglende EU-indsats over for organiseret kriminalitet og korruption,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og til udtalelser fra Udviklingsudvalget og Budgetkontroludvalget (A8-0284/2016),

A.  der henviser til, at organiseret kriminalitet er en global trussel, som derfor kræver en fælles, koordineret reaktion fra EU og dets medlemsstater;

B.  der henviser til, at vi endnu ikke fuldt ud forstår det komplekse spørgsmål om organiseret kriminalitet og risikoen ved kriminelle organisationers infiltration i den sociale, økonomiske, erhvervsmæssige, politiske og institutionelle struktur i medlemsstaterne;

C.  der henviser til, at organiserede kriminelle grupper har vist en tendens og en stærk evne til at diversificere deres aktiviteter, tilpasse sig forskellige geografiske områder og økonomiske og sociale forhold og udnytte disses svagheder og sårbarheder, operere på forskellige markeder og samtidig udnytte de forskellige lovgivninger i de enkelte medlemsstater til at gøre deres virksomhed frodig og til at maksimere deres profit;

D.  der henviser til, at de kriminelle organisationer har ændret deres modus operandi og opnår støtte af erhvervsfolk, finansielle institutioner, embedsmænd og politikere, som uden at være medlemmer af en kriminel organisation, yder støtte på forskellige aktivitetsniveauer;

E.  der henviser til, at de kriminelle organisationer har udvist en udtalt tilpasningsevne bl.a. med hensyn til at udnytte de nye teknologier til egen fordel;

F.  der henviser til, at de farer, der er forbundet med de intimiderende effekter af blot at tilhøre en sammenslutning, ikke er en prioritet i forhold til at bekæmpe "slutforbrydelser", og peger på, at dette har resulteret i regulerende og operationelle forskelle på europæisk niveau, der letter organiserede kriminelle gruppers grænseoverskridende operationer;

G.  der henviser til, at foruden den mere åbenlyse fare for den offentlige orden og sikkerhed, som skabes af de former for vold, der er typisk for kriminelle organisationer, forvolder organiseret kriminalitet lige så alvorlige problemer i form af infiltration i den lovlige økonomi og anden tilknyttet adfærd, der korrumperer offentlige tjenestemænd, og at der heraf følger en infiltration af institutioner og af den offentlige administration;

H.  der henviser til, at udbyttet fra de kriminelle organisationers forbrydelser i stort omfang bliver hvidvasket i den legale europæiske økonomi: der henviser til, at en sådan kapital, når den geninvesteres i den almindelige økonomi, udgør en alvorlig trussel for erhvervslivet og den sunde konkurrence, da den har alvorligt forvridende virkninger;

I.  der henviser til, at kriminelle grupper har adgang til politikere og administratorer med henblik på at udnytte de finansielle midler, der er til rådighed for den offentlige forvaltning, og at de udvikler deres aktiviteter med medvirken af politikere, embedsmænd og forretningsfolk; der henviser til, at deres indflydelse på politikere og administratorer først og fremmest er mærkbar inden for offentlige indkøb og offentlige anlægsarbejder, offentlig finansiering, bortskaffelse af affald og skrot, og direkte kontrakter om indkøb af alle former for varer og styring af tjenester;

J.  der henviser til, at hovedformålet med organiseret kriminalitet er at tjene penge; der henviser til, at de retshåndhævende myndigheder derfor skal have kapacitet til at sætte fokus på finansieringen af organiseret kriminalitet, der ofte er uløseligt forbundet med korruption, svig, falskmøntneri og smugling;

K.  der henviser til, at whistleblowere spiller en central rolle i bekæmpelsen af korruption, da de kan afsløre tilfælde af svig, som ellers ville forblive hemmelige; der henviser til, at whistleblowing betragtes som en af de mest effektive metoder til at standse forseelser og forhindre dem i at opstå, eller at afsløre dem, hvis de allerede har fundet sted;

L.  der henviser til, at ingen europæisk lovgivning bør fortolkes som en begrænsning af whistleblowing;

M.  der henviser til, at organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge udgør en alvorlig trussel mod EU's økonomi ved i væsentlig grad at mindske medlemsstaternes og EU's skatteprovenu og mod ansvarligheden i forbindelse med offentlige EU-finansierede projekter, når de kriminelle organisationer opererer i forskellige sektorer, som i mange tilfælde er underlagt statslig kontrol;

N.  der henviser til, at der i 2014 blev indberettet 1 649 uregelmæssigheder i form af bedrageri mod EU's budget til et beløb af 538,2 mio. EUR, som vedrører både udgifter og indtægter, men at der ikke findes nogen officielle tal for, hvor stor en procentdel af bedrageriet der kan tilskrives den organiserede kriminalitet;

Indledning

1.  fastholder indholdet og henstillingerne i sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge; gentager navnlig sin opfordring til, at der vedtages en europæisk handlingsplan til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge, som for at være effektiv bør have tilstrækkelige finansielle ressourcer og kvalificerede medarbejdere;

2.  påskønner EU-Rådets 18-måneders program for det nederlandske, det slovakiske og det maltesiske formandskab, hvor en omfattende og integreret strategi over for organiseret kriminalitet står højt på dagsordenen; påpeger, at kampen mod svig, korruption og hvidvaskning af penge bør være en politisk prioritet for EU-institutionerne, og at politisamarbejde og retligt samarbejde mellem medlemsstaterne derfor er afgørende;

3.  ønsker at fokusere på visse specifikke indsatsområder, der har særlig betydning i den aktuelle historiske kontekst;

Korrekt gennemførelse af eksisterende regler, kontrol af deres anvendelse samt vurdering af, om de er effektive

4.  minder om, at medlemsstaterne forventes af omsætte og anvende de instrumenter, der findes på europæisk og internationalt plan med henblik på bekæmpelse af organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning;

5.  anmoder Kommissionen om snarest muligt at afslutte vurderingen af foranstaltningerne til omsætning af disse instrumenter, udtømmende at orientere Parlamentet om resultaterne og om nødvendigt indlede traktatbrudsprocedurer; opfordrer navnlig Kommissionen til at forelægge en rapport om gennemførelsen af Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA om bekæmpelse af organiseret kriminalitet og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet;

6.  opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager, der er et instrument, der spiller en afgørende rolle for at styrke politisamarbejdet og det retlige samarbejde i EU;

7.  opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at gennemføre det 4. direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge;

8.  opfordrer til, at EU tilslutter sig GRECO som fuldgyldigt medlem; anmoder EU om at deltage i "Open Government Partnership" (partnerskabet om offentlighed i forvaltningen), opfylde sine rapporteringsforpligtelser i henhold til FN's konvention mod korruption, som EU er part i, og støtte den teknisk bistand, der ydes af FN's Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC) under ovennævnte FN-konvention; opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest muligt at forelægge Parlamentet en situationsrapport om forberedelserne til EU's medlemskab af GRECO, herunder en undersøgelse af de retlige problemer og mulige løsninger i denne henseende;

9.  beklager, at Kommissionen endnu ikke har offentliggjort sin anden rapport om bekæmpelse af korruption, som skulle fremlægges i begyndelsen af 2016; opfordrer Kommissionen til at fremlægge denne hurtigst muligt; gentager, at rapporter om bekæmpelse af korruption ikke bør begrænses til situationen i medlemsstaterne, men også bør indeholde et afsnit om den Europæiske Unions institutioner; opfordrer derfor Kommissionen til at finde en passende måde til at overvåge korruption i EU's institutioner, organer og agenturer;

10.  opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden af at kombinere de forskellige overvågningsmekanismer på EU-plan, herunder mekanismen for samarbejde og kontrol, EU's rapport om bekæmpelse af korruption og EU's resultattavle for retsområdet til en bredere overvågningsramme vedrørende retsstatsprincippet, som kan finde anvendelse i alle medlemsstaterne og Den Europæiske Unions institutioner, organer og agenturer; mener i denne forbindelse, at EU-institutionerne bør foregå med et godt eksempel ved at fremme de højeste standarder for gennemsigtighed og sikre, at der findes afskrækkende og effektive sanktioner for lovovertrædere; opfordrer Kommissionen til at regulere lobbyvirksomhed og sanktionere interessekonflikter;

11.  påpeger behovet for en tværfaglig tilgang for at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet effektivt; understreger i denne forbindelse den rolle, som det europæiske kriminalpræventive net spiller, og behovet for at give det finansiel støtte;

12.  anbefaler, at Kommissionen gennemfører en undersøgelse af de nationale organer og lovgivninger, som er mest avancerede, når det gælder om at bekæmpe organiseret kriminalitet og korruption, med henblik på at udvikle en europæisk lovgivning, der er effektiv og banebrydende; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en undersøgelse vedrørende efterforskningspraksis i medlemsstaterne i forbindelse med bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, navnlig med hensyn til anvendelsen af redskaber såsom telefonaflytning, rumaflytning, eftersøgningsprocedurer, udskudt anholdelse, udskudt beslaglæggelse, undercoveroperationer samt kontrollerede og overvågede leveringsoperationer;

13.  opfordrer medlemsstaterne til at investere mere omfattende i fremme af en kultur for lovlighed og navnlig fremme specifikke foranstaltninger på skoler, eftersom den første og mest effektive form for forebyggelse består i at påvirke nye generationer af EU-borgere;

Prioriteringer og operativ struktur i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og korruption

14.  mener, at den nuværende politiske cyklus vedrørende EU's indsats for at bekæmpe organiseret kriminalitet bør lægge vægt på at sætte ind over for de kriminelle organisationer (det forhold at tilhøre en sådan organisation) og ikke kun over for de såkaldte slutforbrydelser (de forbrydelser, som organisationen er skabt for at udføre); finder det i særdeleshed nødvendigt at gøre medlemskab af en kriminel organisation til et selvstændigt strafbart forhold særskilt fra udførelsen af slutforbrydelser; gentager, at denne politiske cyklus også bør omfatte bekæmpelse af hvidvaskning af penge, korruption og menneskehandel blandt sine prioriteter inden for en ægte europæisk strategi til bekæmpelse af korruption;

15.  opfordrer til, at der fastlægges prioriteringer, der er sammenhængende med den europæiske politik til kriminalitetsforebyggelse og med den økonomiske, sociale, beskæftigelsesmæssige og undervisningsmæssige politik, og til at sikre Europa-Parlamentets fulde inddragelse;

16.  opfordrer til, at der oprettes en specialenhed under Europol til bekæmpelse af organiserede kriminelle grupper, som opererer samtidigt i forskellige sektorer; mener, at medlemsstaterne bør oprette sikre og effektive mekanismer inden for de nuværende institutionelle rammer til at sikre, at efterforskning af organiseret kriminalitet koordineres hensigtsmæssigt, og at den gensidige tillid mellem de retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne styrkes;

En stærkere lovramme

17.  opfordrer Kommissionen til på grundlag af vurderingen af gennemførelsen og anvendelsen af de gældende bestemmelser at foreslå lovgivning for at udfylde eventuelle huller i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og korruption og forbedre det grænseoverskridende retligt samarbejde; opfordrer den navnlig til:

a)  at revidere den eksisterende lovgivning med henblik på at indføre effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner og til at præcisere de fælles definitioner af forbrydelser, herunder medlemskab af en kriminel organisation eller forening, der kunne defineres som en struktureret gruppe, der eksisterer i et tidsrum og består af to eller flere personer, som arbejder sammen med henblik på ulovligt og direkte eller indirekte at erhverve enhver form for finansiel og/eller materiel gevinst, som alvorligt undergraver den sociale og økonomiske samhørighed i EU og dets medlemsstater

b)   at forelægge et revideret forslag til lovgivning om bekæmpelse af miljøkriminalitet for at styrke de strafferetlige foranstaltninger over for ulovlig forbrænding af affald og til at overveje den ulovlige bortskaffelse af "nyfremkomne forurenende stoffer" som en lovovertrædelse, der kan straffes med strafferetlige sanktioner på samme måde som fastsat i direktiv 2008/99/EF;

18.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde minimumsregler vedrørende definitionen af strafbare handlinger og sanktioner; opfordrer navnlig til:

a)  at de generelle definitioner af "offentligt ansat", svig og korruption anvendes horisontalt minder om, at arbejdet med at definere disse begreber indgår i forhandlingerne om BFI-direktivet, men kun med henblik på nævnte direktiv; bemærker, at disse forhandlinger i øjeblikket er blokeret i Rådet, og opfordrer til, at de genoptages snarest

b)  et nyt lovforslag om en bestemt type kriminel organisation, hvis deltagere drager fordel af den intimiderende effekt af associeringen og de deraf følgende forpligtelser til at forblive tavse og begå overtrædelser og til direkte eller indirekte at forvalte eller på anden måde styre økonomiske aktiviteter, koncessioner, tilladelser, offentlige kontrakter og offentlige tjenester eller opnå ulovlige fortjenester eller fordele for sig selv eller andre personer

c)  et forslag om et europæisk program til beskyttelse af vidner og personer, der samarbejder med retsvæsenet ved at berette om kriminelle organisationer og organisationer som beskrevet i punkt b)

d)  et lovgivningsmæssigt forslag, som definerer og indfører fælles regler til beskyttelse af whistleblowere; ser gerne, at et sådant forslag fremlægges inden udgangen af 2017

e)  yderligere lovgivningsmæssige initiativer for at styrke rettighederne for mistænkte eller tiltalte i straffesager, bl.a. med hensyn til varetægtsfængsling, for at sikre retten til en retfærdig rettergang, således som det er fastsat i den europæiske menneskerettighedskonvention og EU's charter om grundlæggende rettigheder

f)  specifik lovgivning for at bekæmpe eksport af radioaktive materialer og farligt affald samt ulovlig handel med dyr og planter, eftersom forbrydelser mod vilde dyr og planter og eksport af radioaktive materialer og farligt affald til tredjelande ifølge miljøbeskyttelsesorganisationer og NGO'er spiller en væsentlig rolle i finansieringen af organiseret kriminalitet;

Et mere effektivt rets- og politisamarbejde på europæisk plan

19.  bemærker, at organiseret kriminalitet, korruption og pengehvidvaskning ofte har en grænseoverskridende dimension, som kræver et tæt samarbejde mellem de kompetente nationale myndigheder og mellem de nationale myndigheder og de relevante EU-agenturer;

20.  mener, at politisamarbejde og retligt samarbejde gennem udveksling af oplysninger mellem de nationale myndigheder er afgørende for at sikre, at der træffes effektive foranstaltninger for at bekæmpe korruption og organiseret kriminalitet;

21.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte specifikke tiltag for at forbedre det europæiske samarbejde i kampen mod organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge og til at øge bevidstheden om de menneskelige, sociale og økonomiske skader, disse aktiviteter forårsager;

22.  beklager, at det grænseoverskridende politi- og retssamarbejde hæmmes af umådeligt langstrakte og bureaukratiske procedurer, som svækker effekten af indsatsen mod organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge på europæisk plan; opfordrer medlemsstaterne til at styrke og forbedre effektiviteten af og intensivere det grænseoverskridende politisamarbejde og retligt samarbejde og informationsudveksling mellem dem og via Europol og Eurojust og til at sikre passende uddannelse og teknisk støtte, herunder gennem Cepol og Det Europæiske Netværk for Uddannelse af dommere og anklagere til at fremme gensidig antagelse af bevismidler mellem medlemsstaterne og til, at der gøres øget brug af fælles efterforskningshold;

23.  opfordrer medlemsstaterne til systematisk at indlæse, anvende og udveksle alle oplysninger, som anses for nødvendige og relevante vedrørende personer, der er dømt for en forbrydelse med forbindelse til organiseret kriminalitet, i de eksisterende europæiske databaser og til at opfordre de europæiske agenturer Europol og Eurojust til at lette denne udveksling af oplysninger; opfordrer i denne sammenhæng til, at infrastrukturen strømlines med henblik på at garantere sikker kommunikation og effektiv anvendelse af alle Europols eksisterende instrumenter under fuld overholdelse af EU's databeskyttelseslovgivning;

24.  understreger det presserende behov for at skabe et mere effektivt system til kommunikation og informationsudveksling mellem retslige myndigheder i EU, der om nødvendigt kan erstatte de traditionelle instrumenter for gensidig retshjælp i straffesager; anmoder Kommissionen om at vurdere behovet for lovgivningsmæssige tiltag på dette område og til at skabe et fyldestgørende system for udveksling af oplysninger mellem de retslige myndigheder i EU;

25.  opfordrer medlemsstaterne til systematisk at udveksle alle PNR-oplysninger, som anses for nødvendige og relevante vedrørende personer med forbindelse til organiseret kriminalitet;

Beslaglæggelse af kriminelle organisationers formuer og genanvendelse af midlerne til sociale formål

26.  mener, at en fælles metode til beslaglæggelse af kriminelle organisationers aktiver i EU ville virke afskrækkende på kriminelle; opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at gennemføre direktiv 2014/42/EU om konfiskation af udbytte fra et strafbart forhold; opfordrer Kommissionen til snarest muligt at fremsætte et lovforslag, der skal sikre den gensidige anerkendelse af kendelser om beslaglæggelse og konfiskation i sager, hvor der indgår nationale hvidvaskningsforebyggelsesforanstaltninger;

27.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke EU's foranstaltninger vedrørende:

a)  sporing, indefrysning og konfiskation af udbyttet fra kriminalitet, bl.a. ved at kriminalisere overdragelse af ejerskab af kapital eller aktiver for at undgå indefrysning eller konfiskation og accepten af ejerskabet af eller adgangen til disse ressourcer, eller ved at give mulighed for konfiskation i mangel af endelig domfældelse

b)  bedre forvaltning af indefrosne og konfiskerede aktiver og genbrug af disse til sociale formål og som kompensation til ofrenes familier og virksomheder, der er blevet ramt af åger og afpresning

c)  udvikling af det administrative, politimæssige og retlige samarbejde om opsporing, beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra kriminel virksomhed i hele EU ved hjælp af nationale kontorer for inddrivelse af aktiver, som skal have de nødvendige ressourcer;

28.  opfordrer medlemsstaternes til øget udveksling af bedste praksis på dette område inden for de eksisterende mødeplatforme, såsom Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig (Cocolaf);

Indsats mod den organiserede kriminalitets og korruptionens infiltration af den lovlige økonomi

29.  minder om, at korruption fungerer som en løftestang, der fremmer den organiserede kriminalitets infiltration af den lovlige økonomi, navnlig gennem offentlige indkøbsaftaler eller offentlige-private partnerskaber;

30.  opfordrer til, at der i hele EU indføres et komplet elektronisk system for offentlige indkøb for at begrænse risikoen for korruption i forbindelse med offentlige udbud;

31.  opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at indføre instrumenter til overvågning af offentlige indkøb og til at udarbejde sorte lister over de virksomheder, som bevisligt har en tilknytning til organiseret kriminalitet og/eller er involveret i korruption og til at afholde dem fra at indgå i økonomiske forbindelser med en offentlig myndighed, og at drage fordel af EU-midler; opfordrer medlemsstaterne til at oprette specialiserede strukturer på nationalt plan til at opspore kriminelle organisationer og til i forbindelse med offentlige udbud at udelukke tilbudsgivere, der er involveret i korruption og hvidvaskning af penge; understreger, at "sortlistning" kan være et effektivt middel til at afskrække virksomhederne fra at deltage i korrupte aktiviteter og give dem et godt incitament til at forbedre og styrke deres interne integritetsprocedurer; opfordrer med henblik herpå medlemsstaterne til at indføre en ordning med godkendelse af virksomheder, som ikke har nogen forbindelse med organiseret kriminalitet, og til automatisk at udveksle de relevante oplysninger på europæisk plan;

32.  påpeger, at 21 medlemsstater endnu ikke har gennemført pakken af direktiver om offentlige indkøb; mener, at reglerne om offentlige indkøb er vigtige med henblik på at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed på et af de områder, der er mest sårbare over for korruption;

33.  påpeger, at det skal sikres, at de gennemsigtige regnskabsregler kan efterprøves ikke blot inden for statslig forvaltning og service, men også på regionalt og lokalt plan i alle medlemsstater;

34.  er bekymret over den udbredte praksis, hvor kriminelle firmaer, der er involveret i hvidvaskning af penge, afgiver tilbud til urealistisk lave priser ved udbudsrunder i forbindelse med store anlægsprojekter; opfordrer Kommissionen til at medtage en økonomisk vurdering af tilbuddene fra de firmaer, der har fået kontrakterne, og af underleverandører;

35.  påpeger, at hvidvaskning ved hjælp af komplekse virksomhedsstrukturer og deres integration i lovlig økonomisk aktivitet kan være en trussel mod den offentlige orden; opfordrer medlemsstaterne til at etablere foranstaltninger, der uden at belaste små og mellemstore virksomheder giver større gennemsigtighed i monetære transaktioner og til at forbedre transaktionernes sporbarhed tilbage til fysiske personer for at opspore kriminelle og finansiering af terrorisme ("følg pengene-princippet"); opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, som gør det vanskeligere at skabe komplekse og tætte strukturer af indbyrdes forbundne virksomheder, der, i kraft af at de har tendens til at være uigennemsigtige, kan misbruges til finansiering af kriminelle og terroristiske aktiviteter og andre alvorlige forbrydelser;

36.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at kræve, at deres leverandører afslører deres fulde selskabsstruktur og retmæssige ejere, før de tildeler kontrakter til dem, med henblik på at undgå, at der ydes støtte til virksomheder, som er involveret i aggressiv skatteplanlægning, skattesvig og skatteunddragelse og korruption;

37.  bemærker, at udlændinges køb af fast ejendom i EU-medlemsstaterne er et middel til at hvidvaske indtægter fra kriminel virksomhed, hvor kriminelle skærmer for deres ultimative, reelle ejerskab gennem udenlandske postkasseselskaber; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at alle udenlandske selskaber, der agter at eje et skøde på deres område, skal leve op til de samme standarder for gennemsigtighed, som forlanges af virksomheder etableret inden for dens jurisdiktion;

38.  påpeger, at den økonomiske krise har øget presset på de europæiske regeringer; opfordrer i lyset af de nuværende økonomiske udfordringer til en større garanti for integritet og gennemsigtighed i de offentlige udgifter;

39.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tage de nødvendige skridt til at sikre åbenhed i beslutninger vedrørende tilladelser og byggetilladelser på regionalt og lokalt plan;

40.  bemærker, at medlemsstaterne og Kommissionen er retligt forpligtet til at bekæmpe svig i overensstemmelse med artikel 325 i TEUF og glæder sig over indførelsen af bestemmelser om bekæmpelse af svig i lovforslag med finansielle virkninger;

41.  udtrykker bekymring over væksten i omfanget af momssvig, navnlig den såkaldte "karruselsvig"; opfordrer alle medlemsstaterne til at deltage i alle aspekter af Eurofisc's virksomhed for at lette udvekslingen af informationer, som kan bidrage til bekæmpelsen af disse former for svig;

42.  opfordrer medlemsstaterne til at vedtage særlig lovgivning og træffe særlige foranstaltninger for at forebygge og sætte ind over for erhvervsfolk, finansielle institutioner, embedsmænd og politikere, som uden at være medlemmer af en kriminel organisation støtter dens aktiviteter på forskellige niveauer; i den forbindelse:

a)  anbefaler, at medlemsstaterne og de europæiske institutioner fremmer rotationen af tjenestemænd for at forhindre korruption og infiltration af organiseret kriminalitet

b)  ser gerne obligatoriske regler om, at personer, som er dømt for eller har deltaget i organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge, korruption eller andre alvorlige lovovertrædelser, lovovertrædelser mod den offentlige forvaltning, associative lovovertrædelser eller korruption ikke er berettigede til at stille op til valg eller til at arbejde i eller for den offentlige administration, herunder EU's institutioner, organer og agenturer

c)  opfordrer til strafferetlige sanktioner for ledere og banker i dokumenterede tilfælde, hvor store pengesummer er blevet hvidvasket; opfordrer Kommissionen til at udarbejde et forslag med henblik på at sikre fuld gennemsigtighed af banktransaktioner ikke kun for fysiske personer, men også for juridiske enheder og truster;

43.  mener, at det er nødvendigt at have EU-regler, hvorved alle kilder til finansiering af politiske partier kontrolleres og overvåges med henblik på at sikre, at de er lovlige;

44.  mener, at det er nødvendigt at styrke lovbestemmelserne for at sikre større gennemsigtighed og sporbarhed i pengestrømme, navnlig i forbindelse med EU-midler og herunder ved hjælp af forudgående undersøgelser, og at der bør sikres en afsluttende kontrol af, om midlerne er anvendt korrekt; opfordrer medlemsstaterne til at forelægge nationale erklæringer om deres kontrolsystemer; anmoder Kommissionen om:

a)   at korrigere udbetalinger, i tilfælde af at der er konstateret uregelmæssigheder i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af EU-midler

b)  midlertidigt at forbyde adgangen til finansiering med EU-midler for institutioner og virksomheder, der er fundet skyldige i svigagtigt misbrug af EU-midler

c)  at føre nøje tilsyn med anvendelsen af EU-midler, samt at rapportere regelmæssigt til Europa-Parlamentet;

45.  mener, at Kommissionen bør opstille krav om størst mulig integritet i indkøbsprocedurerne ved gennemførelsen af EU-finansierede projekter; minder om, at kontrol med projekternes resultater i samarbejde med civilsamfundet, og ansvarliggørelse af de lokale myndigheder er væsentligt, hvis man skal afgøre, om EU's midler anvendes korrekt, og om korruption bekæmpes;

46.  minder om, at åbenhed er det mest effektive redskab til at bekæmpe misbrug og svig; opfordrer Kommissionen til at forbedre lovgivningen på området og gøre det obligatorisk at offentliggøre data om alle modtagere af midler fra EU, herunder data vedrørende underentrepriser;

47.  anmoder Kommissionen om at udarbejde et lovforslag med henblik på at forenkle de bureaukratiske procedurer på forvaltningsplanet for at sikre større gennemsigtighed og bekæmpelse af korruption;

48.  anmoder Kommissionen om at overvåge og aflægge rapport til Parlamentet om procenten af brug af direkte tildeling af offentlige kontrakter i medlemsstaterne, samt de retlige omstændigheder, som de nationale myndigheder gør mest brug af;

49.  anbefaler, at medlemsstaterne gør en indsats for at sikre effektive gennemsigtigheds-, overvågnings- og ansvarlighedsmekanismer i anvendelsen af EU-midler; mener, at det – eftersom de positive virkninger af EU's midler er baseret på processer på nationalt plan og EU-plan, der kan sikre gennemsigtighed og effektiv overvågning og ansvarlighed – bør overvejes, hvordan man kan overvåge og evaluere igangværende processer og ikke blot efterfølgende processer; mener i denne henseende, at Revisionsrettens rolle bør styrkes;

50.  mener, at der bør etableres kvalitative og kvantitative indikatorer, og at de bør være sammenlignelige for at måle virkningen af EU-fondene og bidrage til at vurdere, hvorvidt disse fonde har nået deres mål, og at der systematisk bør indsamles og offentliggøres kvantificerede data;

Den Europæiske Anklagemyndighed

51.  mener, at den europæiske anklagemyndighed (EPPO) bør udgøre et centralt element i bekæmpelsen af korruption i EU; gentager sin opfordring til, at der så hurtigt og med deltagelse af så mange medlemsstater som muligt oprettes en europæisk anklagemyndighed, som er effektiv og uafhængig af nationale regeringer og EU-institutioner og beskyttet mod politisk indflydelse og pres;

52.  understreger vigtigheden af klart definerede ansvarsområder og beføjelser mellem nationale anklagere og den fremtidige europæiske anklagemyndighed samt med Eurojust og OLAF for at undgå modstridende kompetencer; opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer til den fremtidige europæiske anklagemyndighed i overensstemmelse med dennes opgaver; mener, at den europæiske anklagemyndighed bør have beføjelser til at retsforfølge alle forbrydelser mod beskyttelsen af EU's finansielle interesser (BFI), herunder momssvig; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at efterleve dommen afsagt af EU-Domstolen i Taricco-sagen (C-105/14) og til så hurtigt som muligt igen at sætte gang i forhandlingerne i Rådet vedrørende BFI-direktivet;

53. beklager, at de igangværende forhandlinger i Rådet undergraver den grundlæggende præmis for en uafhængig og effektiv europæisk anklagemyndighed;

54. opfordrer Kommissionen til at vurdere behovet for at revurdere mandatet for den fremtidige europæiske anklagemyndighed og til, når den er oprettet, at udstyre den med beføjelser til bekæmpelse af organiseret kriminalitet;

Særlige interventionsområder

Forfalskninger

55.  fordømmer den stadig mere udbredte forfalskning af varer, lægemidler og fødevarer i EU, hvilket omfatter distributionsnet, der forvaltes af grænseoverskridende organiseret kriminalitet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage alle nødvendige skridt til at forhindre og bekæmpe forfalskning af varer, medicin og landbrugsfødevarer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til systematisk at indsamle data om tilfælde af svig og forfalskninger med henblik på at få oplysninger om deres omfang og hyppighed og til at udveksle bedste praksis til at identificere og bekæmpe disse fænomener;

56.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til også at overveje andre metoder, der har til formål at forebygge og modvirke fødevaresvig, såsom et europæisk register over dømte svigagtige fødevare- og medicinalvirksomheder, hvor deres navne og overtrædelse fremgår;

57.  opfordrer til at udvide de hidtidige sporingssystemer og til at sikre en konsekvent gennemførelse af den i EU's basisforordning nr. 178/2002 fastsatte trinløse sporbarhed, som omfatter fødevarer og foder samt dyr og alle andre stoffer, som er beregnet til eller kan forventes at blive anvendt i fødevare- eller foderproduktionen;

Ulovlig handel med narkotika

58.  minder om, at narkotikahandlen er en betydelig aktivitet for de kriminelle grupper, som det er nødvendigt at sætte ind over for både gennem bekæmpelse og forebyggelse; opfordrer medlemsstaterne og de kompetente institutioner til at tackle sammenhængen mellem narkotika og andre kriminelle aktiviteter og den indflydelse, de har på den lovlige økonomi og på lovlig handel, som anført af Europol og EONN i rapporten om narkotika i 2016;

59.  minder Kommissionen om, at den bør aflægge rapport om de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af EU's narkotikahandlingsplan (2013-2016); opfordrer Kommissionen til at foreslå en ny handlingsplan for perioden 2017-2020;

60.  bemærker, at en evaluering af den nye politik for "bløde stoffer" er en prioritet, og mener, at afkriminaliserings-/legaliseringsstrategier bør betragtes som et effektivt middel til at bekæmpe kriminelle organisationer; anmoder EU om at tage dette emne op i sin interne og eksterne politik ved at inddrage alle relevante europæiske og internationale organer og institutioner i alle involverede lande i den politiske debat;

Spillevirksomhed og matchfixing

61.  minder om, at kriminelle organisationer ofte benytter sig af lovlige og ulovlige væddemål og af matchfixing for at hvidvaske penge; fordømmer de kriminelle interesser, som er centreret om disse fænomener, og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at opretholde eller indføre lovgivning for at bekæmpe og forebygge dem ved at gøre manipulation af sportsarrangementer til en strafbar handling; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde åbent og effektivt med idrætsorganisationer og til at optrappe kommunikationen og samarbejdet med Eurojust og Europol for at bekæmpe disse fænomener;

Skattely

62.  påpeger, at man i EU hvert år mister 1 billion EUR som følge af skatteunddragelse og -undgåelse; understreger, at man bør være særlig opmærksom på skattely og lande med ugennemsigtige eller skadelig skattesatser, som udgør et enormt problem, der rammer alle europæiske borgere;

63.  glæder sig over den internationale aftale i G20 om anvendelse af en ny global standard for større skattegennemsigtighed på linje med de høje standarder, der anvendes af EU; opfordrer til, at den hurtigt vedtages, og til, at der foretages en effektiv overvågning af skattesvig og -unddragelse på internationalt plan; glæder sig over, at Kommissionen i februar 2016 undertegnede aftaler om udveksling af skatteoplysninger med lande som Andorra og Monaco, og at Kommissionen allerede i 2015 undertegnede aftaler med Schweiz, Liechtenstein og San Marino;

64.  minder om EU's ansvar for at bekæmpe skatteregler, som gør det lettere for multinationale selskaber og enkeltpersoner at undgå at betale skat, og til at hjælpe tredjelande med at tilbagesende ulovlige midler og retsforfølge lovovertræderne; understreger, at EU bør fremme bekæmpelsen af skattely, bankhemmelighed og hvidvaskning af penge, ophævelse af overdreven tavshedspligt, udarbejdelse af offentlig landeopdelt indberetning for multinationale selskaber og offentlige registre over de reelle ejere af selskaber; påpeger, at skattely er ideelle steder at indsamle og hvidvaske udbyttet af kriminelle aktiviteter, og insisterer på, at der er behov for en koordineret tilgang på EU-plan;

65.  opfordrer Kommissionen til at øge bevidstheden om de alvorlige konsekvenser af at fremme korruption, til at overveje muligheden af en omfattende plan for at hindre overførsel af aktiver til lande uden for EU, der fungerer som anonyme beskyttere for korrupte personer, og til at tage sine økonomiske og diplomatiske forbindelser med disse lande op til fornyet overvejelse;

Miljøkriminalitet

66.  udtrykker bekymring over de voksende ulovlige miljørelaterede aktiviteter i forbindelse med eller som følge af organiserede, mafialignende kriminelle aktiviteter, såsom ulovlig handel med affald og bortskaffelse heraf, herunder giftigt affald og ødelæggelse af kulturarven; minder om sin henstilling om at udvikle en fælles handlingsplan for at forebygge og bekæmpe disse former for kriminalitet; understreger, at det er nødvendigt at håndhæve de eksisterende regler om natur- og miljøbeskyttelse, bekæmpelse af kriminalitet, herunder ved at udføre inspektioner af kontrahenter og underkontrahenter, som er omfattet af kontrakter om større infrastrukturprojekter, der er finansieret af EU's budget;

67.  opfordrer Kommissionen til at overvåge og evaluere gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet med henblik på at sikre, at medlemsstater med effektive, proportionale og afskrækkende strafferetlige sanktioner straffer enhver form for ulovlig adfærd, der har negative konsekvenser for menneskers sundhed eller miljøet; opfordrer EU-netværket for gennemførelse og håndhævelse af miljølovgivning (IMPEL) til at informere Parlamentet regelmæssigt om medlemsstaternes indsats i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 2008/99/EF;

68.  minder om, at den organiserede kriminalitet benytter entreprenørfirmaer, som er specialiseret i flytning af jord, til hvidvaskning af penge og til ulovlig bortskaffelse af giftige stoffer, som forårsager miljøforurening; opfordrer Kommissionen til med henblik på at imødegå denne praksis at gennemføre kriminalitetsbekæmpelseskontroller i firmaer, der har fået tildelt hoved- eller underentrepriser ved store infrastrukturprojekter, som finansieres over EU-budgettet;

IT-kriminalitet

69.  minder om, at it-kriminalitet er anvendt som et middel til hvidvaskning af penge og falskmøntneri; påpeger, at det er en vigtig indtægtskilde for mange kriminelle organisationer, og at EU-lovgivningen og samarbejdet mellem medlemsstaterne og med EU-agenturerne på dette område skal styrkes; bemærker med bekymring, at det gennem svigagtig brug af internettet til ulovlige formål som f.eks. fremme af narkotikahandel og menneskehandel er lykkedes kriminelle organisationer at øge omfanget af ulovlig handel;

Organiseret kriminalitet og terrorisme

70.  minder om, at den stigende konvergens og sammenhæng mellem organiseret kriminalitet og terrorisme samt forbindelserne mellem kriminelle organisationer og terrororganisationer, udgør en stigende trussel mod EU; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at finansiering af og støtte til terrorhandlinger via organiseret kriminalitet gøres strafbart, og ser gerne, at medlemsstaternes anklagemyndigheder i straffesager i højere grad fokuserer på forbindelserne mellem organiseret kriminalitet og terroraktiviteter og finansiering;

71.  understreger, at ulovlig handel med skydevåben, narkotika og vilde dyr samt smugling af migranter, cigaretter og forfalskede varer, kunstværker og andre kulturgenstande fra organiserede kriminelle netværk er blevet meget indbringende måder for terroristgrupper at opnå finansiering på; noterer sig Kommissionens fremlæggelse af en handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig handel med og brug af skydevåben og eksplosivstoffer; insisterer på behovet for at gennemføre handlingsplanen uden forsinkelser; opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger, idet man bør undgå unødige administrative byrder for økonomiske aktører, for at sikre, at terrororganisationer og kriminelle netværk ikke får udbytte af nogen form for handel med varer;

72.  påpeger, at deltagelse i kriminelle aktiviteter kan være knyttet til terrorisme; minder om, at narkotikahandel, handel med ulovlige skydevåben, grænseoverskridende organiseret kriminalitet og hvidvaskning af penge ifølge FN's Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC) er blevet en integreret del af terrorisme; mener, at EU's lovgivning om bekæmpelse af organiseret kriminalitet og hvidvaskning af penge skal styrkes, hvis bekæmpelsen af terrorisme skal være effektiv, og i betragtning af de eksisterende forbindelser mellem terrorgrupper og organiserede kriminelle grupper, der er baseret på gensidige interesser;

Organiseret kriminalitet, menneskehandel og smugling

73.  er bekymret over den stigende professionalisering af menneskesmuglingen og den dermed forbundne stigning i udbyttet fra menneskesmugler- og menneskehandlernetværkene som følge af den fortsatte flygtningestrøm til Europa; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme det internationale samarbejde til bekæmpelse af menneskehandel med henblik på at udrydde menneskesmugling og minimere menneskehandlernetværkenes indflydelse;

74.  minder om, at Den Europæiske Union med hensyn til menneskehandel har indført en særlig retlig og politisk ramme for at optimere samarbejdet og gøre menneskehandel til en prioritet for organer og agenturer såsom Europol og Eurojust; glæder sig over konklusionerne i den første rapport om de fremskridt, der er gjort i bekæmpelsen af menneskehandel; opfordrer Kommissionen til på dette grundlag og så hurtigt som muligt at udarbejde en strategi for perioden efter 2016;

75.  fordømmer den måde, hvorpå organiseret kriminalitet har infiltreret de organer, der er ansvarlige for forvaltningen af midler til modtagelse af migranter, og opfordrer til indførelse af specifikke foranstaltninger for at bekæmpe menneskesmugling og menneskehandel, der udføres af komplekse net af kriminelle grupper i ofrenes oprindelses-, transit- og bestemmelseslande;

76.  understreger det akutte behov for at håndtere problemet med den grove arbejdsudnyttelse af migrantarbejdstagere i EU; erkender, at manglen på lovlige migrationskanaler samt barriererne for adgang til domstolene er blandt hovedårsagerne til menneskesmugling; bemærker ligeledes, at direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere indeholder vigtige bestemmelser til bekæmpelse af arbejdsudnyttelse af ulovligt bosiddende tredjelandsstatsborgere, men at disse bestemmelser er afhængige af retfærdige, effektive og lettilgængelige klagemekanismer på nationalt plan, og at gennemførelsen af disse fortsat er på et minimum;

Ekstern dimension

77.  opfordrer EU til i alle lande, især i postkonfliktlande og lande i en overgangsproces, hvor statslige institutioner er svage, yderligere at understøtte konsolideringen af den offentlige administration og vedtagelsen af passende lovgivningsmæssige rammer til korruptionsbekæmpelse; insisterer på behovet for at styrke regionale og specialiserede politinetværk og retlige netværk i udviklingslandene, idet der samtidig skal sikres passende standarder for databeskyttelse og privatlivets fred, og at udveksle Europols, Eurojusts og det europæiske retlige netværks bedste praksis og knowhow; understreger behovet for at forbedre reguleringen og retshåndhævelsen og for at fremme beskyttelsen af whistleblowere med henblik på at stille lovovertrædere til ansvar for deres forbrydelser, og fremhæver nødvendigheden af at indføre en passende ordning både i og uden for EU til beskyttelse af whistleblowere; understreger navnlig, at der er behov for en direkte rapporteringsmekanisme til brug for borgere i lande, der modtager EU-støtte, som ønsker at henlede opmærksomheden på uregelmæssigheder i forbindelse med EU-finansierede støtteprogrammer;

78.  konstaterer med bekymring, at de mest relevante internationale konventioner og initiativer, der sigter mod at bekæmpe korruption og ulovlige finansielle strømme, ikke leverer konkrete resultater i deres gennemførelsesfase; minder om, at udviklingen af en udenrigspolitisk strategi til bekæmpelse af korruption er af afgørende betydning med henblik på effektivt at bekæmpe korruption og økonomisk kriminalitet; opfordrer EU til i sine eksterne politikker at prioritere fremme af en korrekt omsætning og gennemførelse af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet og af alle andre relevante internationale instrumenter til bekæmpelse af korruption og hvidvaskning af penge;

79.  opfordrer Kommissionen til gennem konstant overvågning at sikre, at EU's støtte ikke direkte eller indirekte bidrager til korruption; er af den opfattelse, at bistand i højere grad bør være tilpasset absorptionsevnen og de generelle udviklingsbehov i værtslandet med henblik på at undgå omfattende spild af bistandsmidlerne og korruption; opfordrer EU til at bekæmpe bestikkelse direkte ved hjælp af programmerings- og landestrategidokumenter og knytte sin budgetstøtte til klare målsætninger for bekæmpelse af korruption; fremhæver i dette øjemed nødvendigheden af at indføre robuste mekanismer til at overvåge gennemførelsen; opfordrer Kommissionen til at udvikle en stærk, holistisk og omfattende strategi til styring af risikoen for korruption i udviklingslandene for at forhindre, at udviklingsbistand bidrager til korruption, og til fuldt ud at gennemføre den strategi for bekæmpelse af svig, der blev lanceret i 2013, navnlig i gennemførelsen af EU-bistanden i alle dens former, herunder EUF og trustfonde, og når udviklingsprojekter uddelegeres til tredjemand; bemærker med bekymring, at EU's tilgang til korruption i AVS-landene ikke giver nogen strategisk vejledning med hensyn til styrkelse af landenes systemer for at forhindre og kontrollere korruptionen; mener, at der er behov for mere koordinering mellem Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Generaldirektoratet for Internationalt Samarbejde og Udvikling i deres tilgang til effektiv bekæmpelse af korruption i udviklingslandene;

80.  minder om betydningen af, at der er sammenhæng mellem EU's interne og eksterne politikker og understreger, at det er nødvendigt at integrere kampen mod organiseret kriminalitet i udviklings- og sikkerhedsstrategier som et middel til at genskabe stabiliteten i udviklingslandene;

81.  understreger, at respekten for menneskers og regeringers ret til at bestemme over deres egne økonomiske systemer og fødevare- og landbrugssystemer er løsningen på bekæmpelsen af kriminelle aktiviteter, der skaber sult og fattigdom; opfordrer indtrængende det internationale samfund til aktivt at bekæmpe finansiel spekulation i fødevarer, som f.eks. køb til lave priser i udstrakte landbrugsområder og store multinationale landbrugsvirksomheders land grabbing, idet dette har en skadelig indvirkning på små producenter;

82.  opfordrer udviklingslandene til som led i deres indsats mod korruption at forbedre gennemsigtigheden og ansvarligheden i ressourcekontrakter, virksomheders regnskabsaflæggelse og revision samt i opkrævningen og fordelingen af indtægter;

83.  opfordrer EU til at øge sin støtte til ressourcerige lande til gennemførelse af gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI) og principperne for større åbenhed og ansvarlighed i olie-, gas- og minedriftsektorerne; tilskynder på det kraftigste til, at der oprettes en effektiv retlig ramme for at understøtte den korrekte anvendelse af EITI af de virksomheder, der er involveret i forsyningskæden for olie-, gas- og minedriftsektorerne;

84.  pålægger Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender at følge op på henstillingerne i Europa-Parlamentets beslutninger om kampen mod korruption; opfordrer Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender til inden for to år og i lyset af ovennævnte henstillinger at vurdere de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der træffes af Kommissionen på dette område;

85.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (25.4.2016)

til Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender

om bekæmpelse af korruption og opfølgning af CRIM-beslutningen
(2015/2110(INI))

Ordfører for udtalelse: Ignazio Corrao

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  bemærker, at den organiserede kriminalitet har en tværnational dimension og omfatter forskellige former for kriminelle aktiviteter, herunder narkotikahandel, smugling af migranter, hvidvaskning af penge og handel med forfalskede varer, våben, vilde dyr og kulturværdier; beklager dybt, at korruption og hvidvaskning af penge udgør 5 % af det årlige globale BNP, og at det beløb, der i udviklingslande er gået tabt som følge af ulovlige finansielle strømme, herunder korruption, skønnes at udgøre 10 gange den officielle udviklingsbistand, der ydes til disse lande; opfordrer EU til at hjælpe udviklingslande og fattige lande til i deres udviklingsdagsordener at prioritere foranstaltninger til bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet og etablere stærke lokale og nationale systemer og institutioner med henblik på at bekæmpe korruption ved bl.a. at oprette uafhængige og kompetente regulerings- og retshåndhævelsessystemer og skattemyndigheder, men også at støtte ngo'er, uafhængige medier og parlamenter; fremhæver behovet for en omfattende ramme, der kræver aktiv deltagelse af internationale og regionale organisationer, statslige aktører, den private sektor og civilsamfundet på grundlag af gennemsigtighed og gensidig ansvarlighed;

2.  minder om, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling anerkender behovet for at bekæmpe korruption i alle dens former, og opfordrer staterne til at eliminere ulovlige finansielle strømme, bestikkelse og korruption og opbygge effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner; minder om, at ulovlige finansielle pengestrømme, der anslås at være 1 mia. USD om året, er en alvorlig hindring for mobiliseringen af indenlandske udviklingsmidler og dræner ressourcer, der burde investeres i udviklingslande; minder om, at korruption både har direkte og indirekte negative konsekvenser for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling (SDG), da den øger projektomkostningerne for både den private og den offentlige sektor; bemærker imidlertid, at omkostningerne ved korruption ikke kun beregnes i økonomisk henseende, og at disse omkostninger er meget høje, navnlig i udviklingslandene, hvilket underminerer offentlighedens tillid til de offentlige myndigheder og demokratiske institutioner, som f.eks. retsvæsenet og politiet, øger uligheder, der i uforholdsmæssig høj grad rammer de fattigste og mest sårbare, forværrer vold og usikkerhed og reducerer effektiviteten af udviklingsbistanden;

3.  opfordrer indtrængende EU til at udvise stærk politisk vilje og beslutsomhed i bekæmpelsen af skatteundgåelse og skatteunddragelse i overensstemmelse med princippet om udviklingsvenlig politikkohærens, som fastsat i artikel 208 traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde; minder om EU's ansvar for at bekæmpe skatteregler, som gør det lettere for multinationale selskaber og enkeltpersoner at undgå at betale skat, og til at hjælpe tredjelande med at tilbagesende ulovlige midler og retsforfølge lovovertræderne; understreger, at gennemsigtighed bør være hjørnestenen i alle strategier til bekæmpelse af korruption, og at EU, som en prioritet i alle relevante internationale fora, bør fremme bekæmpelsen af skattely, bankhemmelighed og hvidvaskning af penge, ophævelse af overdreven tavshedspligt, udarbejdelse af offentlig landeopdelt indberetning for multinationale selskaber og offentlige registre over de reelle ejere af selskaber ; opfordrer ligeledes EU til at spille en mere aktiv rolle med hensyn til at yde finansiel og teknisk bistand til udviklingslandene til at nå disse mål, herunder automatisk udveksling af oplysninger i skattesager og opfyldelse af nye globale standarder; opfordrer indtrængende EU til at annullere enhver økonomisk aftale eller handelsaftale med lande, der opfattes som skattely af mindst én af EU's medlemsstater; understreger nødvendigheden af at foretage en analyse af konsekvenserne for udviklingslandene af skattesystemerne i EU-medlemsstaterne, således at ulovlige finansielle strømme kan bekæmpes; fremhæver, at dobbeltbeskatningsaftaler kan muliggøre ulovlige finansielle pengestrømme; opfordrer indtrængende EU til at sikre en retfærdig fordeling af beskatningsrettigheder, når der forhandles om skatte- og investeringsaftaler med udviklingslandene; opfordrer med henblik herpå EU til at forhandle skatteaftaler med udviklingslande på grundlag af FN's skattekomites modelbeskatningsoverenskomst, som giver stærkere rettigheder til beskatning ved kilden;

4.  opfordrer EU til i alle lande, især i postkonfliktlande og lande i en overgangsproces, hvor statslige institutioner er svage, yderligere at understøtte konsolideringen af den offentlige administration og vedtagelsen af passende lovgivningsmæssige rammer til korruptionsbekæmpelse; insisterer på behovet for at styrke regionale og specialiserede politinetværk og retlige netværk i udviklingslandene, idet der samtidig skal sikres passende standarder for databeskyttelse og privatlivets fred, og at udveksle Europols, Eurojusts og det europæiske retlige netværks bedste praksis og knowhow; understreger behovet for at forbedre reguleringen og retshåndhævelse og til at fremme beskyttelse af whistleblowere med henblik på at stille lovovertrædere til ansvar for deres forbrydelser, og at indføre en passende ordning både i og uden for EU til beskyttelse af whistleblowere; understreger navnlig, at der er behov for direkte rapporteringsmekanisme for borgere, der i lande, der modtager støtte fra EU, gør opmærksom på uregelmæssigheder i forbindelse med EU-finansierede støtteprogrammer;

5.  konstaterer med bekymring, at de relevante internationale konventioner og initiativer, der sigter mod at bekæmpe korruption og ulovlige finansielle strømme, i deres gennemførelsesfase ikke kan levere konkrete resultater; minder om, at udviklingen af en udenrigspolitisk strategi til bekæmpelse af korruption er af afgørende betydning med henblik på effektivt at bekæmpe korruption og økonomisk kriminalitet; opfordrer EU til i sine eksterne politikker at prioritere fremme af en korrekt omsætning og gennemførelse af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet og af alle andre relevante internationale instrumenter til bekæmpelse af korruption og hvidvaskning af penge;

6.  opfordrer Kommissionen til gennem konstant overvågning at sikre, at EU's støtte ikke direkte eller indirekte bidrager til korruption; er af den opfattelse, at bistand i højere grad bør være tilpasset til absorptionsevnen og de generelle udviklingsbehov i værtslandet med henblik på at undgå omfattende spild af bistandsmidlerne og korruption; opfordrer EU til at bekæmpe bestikkelse direkte ved hjælp af programmerings- og landestrategidokumenter og knytte sin budgetstøtte til klare målsætninger for bekæmpelse af korruption; fremhæver i dette øjemed nødvendigheden af at indføre robuste mekanismer til at overvåge gennemførelsen; opfordrer Kommissionen til at udvikle en stærk, holistisk og omfattende strategi til styring af risikoen for korruption i udviklingslandene for at forhindre, at udviklingsbistand bidrager til korruption, og til fuldt ud at gennemføre den strategi for bekæmpelse af svig, der blev udstedt i 2013, navnlig i gennemførelsen af EU-bistanden i alle dens former, herunder EUF og trustfonde, og når udviklingsprojekter uddelegeres til tredjemand; bemærker med bekymring, at EU's tilgang til korruption i AVS-landene ikke giver nogen strategisk vejledning med hensyn til styrkelse af landenes systemer for at forhindre og kontrollere korruptionen; mener, at der er behov for mere koordinering mellem Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Generaldirektoratet for Internationalt Samarbejde og Udvikling i deres tilgang til effektiv bekæmpelse af korruption i udviklingslandene;

7.  udtrykker bekymring over forbindelsen mellem visse multinationale selskaber og organiseret kriminalitet i tredjelande, der omfatter krænkelser af aktivisters, sociale lederes, fagforeningsfolks g arbejdstageres menneskerettigheder; opfordrer EU til at undersøge aktiviteter udført af multinationale selskaber, der arbejder med europæisk kapital, og til at styrke kontrollen med og overvågningen af disse selskaber; mener, at virksomhederne bør råde over et forvaltningssystem til bekæmpelse af korruption, herunder passende varslingsmekanismer i hele forsyningskæden, for at kunne blive udvalgt til projekter, der modtager EU-støtte;

8.  minder om betydningen af, at der er sammenhæng mellem EU's interne og eksterne politikker og understreger, at det er nødvendigt at integrere kampen mod organiseret kriminalitet i udviklings- og sikkerhedsstrategier som et middel til at genskabe stabiliteten i udviklingslandene;

9.  understreger, at respekten for menneskers og regeringers ret til at bestemme over deres egne økonomiske systemer og fødevare- og landbrugssystemer er løsningen på bekæmpelsen af kriminelle aktiviteter, der skaber sult og fattigdom; opfordrer indtrængende det internationale samfund til aktivt at bekæmpe finansiel spekulation i fødevarer, som f.eks. køb til lave priser i udstrakte landbrugsområder og land grabbing af store multinationale landbrugsvirksomheder, idet dette har en skadelig indvirkning på små producenter;

10.  understreger betydningen af princippet om universel retfærdighed i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet; afviser medlemsstaternes regeringers begrænsninger af princippet, hvilket i alvorlig grad har begrænset dommeres kapacitet til at undersøge lovovertrædelser, der er begået af uden for deres medlemsstat; opfordrer indtrængende EU til at forsvare medtagelsen af økonomiske, finansielle og miljømæssige forbrydelser under universel jurisdiktion;

11.  bemærker, at en evaluering af den nye politik for "bløde stoffer" er en prioritet, og mener, at afkriminaliserings/legaliseringsstrategier bør betragtes som et effektivt middel til at bekæmpe kriminelle organisationer; anmoder EU om at tage dette emne op i sin interne og eksterne politik ved at inddrage alle relevante europæiske og internationale organer og institutioner i alle involverede lande i den politiske debat.

12.  bemærker, at udvindings- og forsyningssektoren, infrastrukturudvikling og sundheds- og uddannelsessektoren er særligt sårbare over for korruption; minder navnlig om, at uigennemsigtig offentlige indkøb og forsyningskæder kan skabe muligheder for korruptionsrelaterede ulovlige finansielle strømme; mener derfor, at indsatsen for bekæmpelse af korruption også bør tage sigte på at modernisere praksis for offentlige udbud;

13.  opfordrer udviklingslandene til som led i deres indsats mod korruption at forbedre gennemsigtigheden og ansvarligheden i ressourcekontrakter, virksomheders regnskabsaflæggelse og revision samt i opkrævningen og fordelingen af indtægter;

14.  opfordrer EU til at øge sin støtte til ressourcerige lande til gennemføre gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI) og principperne for større åbenhed og ansvarlighed i olie-, gas- og minedriftsektorerne; tilskynder på det kraftigste til, at der oprettes en effektiv retlig ramme for at understøtte den korrekte anvendelse af EITI af de virksomheder, der er involveret i forsyningskæden for olie-, gas- og minedriftsektorerne. RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

20.4.2016

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

25

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Beatriz Becerra Basterrechea, Ignazio Corrao, Nirj Deva, Doru-Claudian Frunzulică, Charles Goerens, Heidi Hautala, Maria Heubuch, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Linda McAvan, Maurice Ponga, Cristian Dan Preda, Lola Sánchez Caldentey, Elly Schlein, Pedro Silva Pereira, Davor Ivo Stier, Paavo Väyrynen, Bogdan Brunon Wenta, Anna Záborská

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Marina Albiol Guzmán, Brian Hayes, Paul Rübig, Patrizia Toia

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Amjad Bashir, Tiziana Beghin, Miroslav Poche

UDTALELSE fra Budgetkontroludvalget (22.4.2016)

til Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender

om bekæmpelse af korruption og opfølgning af CRIM-beslutningen
(2015/2110(INI))

Ordfører for udtalelse: Julia Pitera

FORSLAG

Budgetkontroludvalget opfordrer Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

–  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer,

  der henviser til oplysningerne i Kommissionens rapport af 3. februar 2014 om bekæmpelse af korruption i EU (COK(2014)38),

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (COM(2012)0363) final - 2012/0193 (COD),

A.  der henviser til, at stigningen i organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge i EU og resten af verden skader de europæiske borgeres sikkerhed og det europæiske erhvervslivs interesser og risikerer at undergrave tilliden til demokratiet og EU-institutionerne;

B.  der henviser til, at organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge udgør en alvorlig trussel mod EU's økonomi ved i væsentlig grad at mindske medlemsstaternes og EU's skatteprovenu og mod ansvarligheden i forbindelse med offentlige EU-finansierede projekter, eftersom de kriminelle organisationer opererer i forskellige sektorer, som i mange tilfælde er underlagt statslig kontrol;

C.  der henviser til, at beskyttelsen af EU's finansielle interesser bør sikre, at budgetindtægter og -udgifter bidrager til opfyldelsen af EU's prioriteringer og mål og til at øge borgernes tillid ved at forsikre dem om, at deres penge bruges i fuld overensstemmelse med EU's målsætninger og politikker;

D.  der henviser til, at der i 2014 blev indberettet 1 649 uregelmæssigheder i form af bedrageri mod EU’s budget til et beløb af 538,2 mio. EUR, som vedrører både udgifter og indtægter, men at der ikke findes nogen officielle tal for, hvor stor en procentdel af bedrageriet der skal tilskrives den organiserede kriminalitet;

E.  der henviser til, at Kommissionen for at skærpe de eksisterende foranstaltninger, som f.eks. konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (bedragerikonventionen), til bekæmpelse af svig, korruption, hvidvaskning af penge og andre ulovlige aktiviteter, som berører Unionens finansielle interesser, har fremsat to forslag til strafferetlige instrumenter, nemlig direktivet om beskyttelse af finansielle interesser og forordningen om en europæisk anklagemyndighed, som har til formål at sikre en mere effektiv og bedre beskyttelse af skatteydernes penge i hele EU's område med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

F.  der henviser til, at bekæmpelse af svig, korruption og hvidvaskning af penge og inddrivelse af penge fra kriminalitet i Unionen bør prioriteres i EU-institutionernes politik, hvorfor politi- og domstolssamarbejdet mellem medlemsstaterne er afgørende;

G.  der henviser til, at de kriminelle organisationers evne til at tilpasse deres virksomhed til de forskellige territoriale og sociale omstændigheder giver dem mulighed for at diversificere deres aktiviteter og opnå væsentlige fortjenester fra narkotikahandel, menneskehandel, handel med affald og ulovlig indvandring og at infiltrere de lovlige markeder ved hjælp af en "gråzone" af hemmelige aftaler med funktionærer og korrupte embedsmænd;

H.  der henviser til, at de mange forskellige retlige og administrative systemer i medlemsstaterne gør det vanskeligt at modvirke den organiserede kriminalitet og bekæmpe hvidvaskning af penge;

1.  konstaterer, at organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge ofte har en grænseoverskridende dimension, som nødvendiggør et tæt samarbejde mellem de kompetente nationale myndigheder og mellem disse myndigheder og EU-institutionerne med hjælp fra nationale databaser, støtte fra EU-instrumenter samt en europæisk handlingsplan for udryddelse af dette fænomen;

2.  opfordrer til, at der vedtages en fælles definition på organiseret kriminalitet på europæisk plan som et vigtigt skridt til at skærpe bekæmpelsen af dette fænomen;

3.  understreger, at der skal afsættes de nødvendige bevillinger til den europæiske handlingsplan til udryddelse af organiseret kriminalitet, korruption og pengehvidvaskning, så den kan give de ønskede resultater uden at undergrave nærheds- og proportionalitetsprincippet;

4.  anerkender, at Kommissionen har foreslået en række forskellige foranstaltninger til at bekæmpe denne form for kriminalitet, og at der allerede et opnået visse resultater (f.eks. automatisk informationsudveksling, hvidvaskningsdirektivet); opfordrer medlemsstaterne til i fuld udstrækning at udnytte de foranstaltninger, som allerede er indført, og mener, at det er afgørende at fremme fælles efterforskningsteknikker til for at kunne sammenligne organiseret kriminalitet og at oprette særlige nationale strukturer med henblik herpå samt at udvikle et operationelt netværk for udveksling af oplysninger i samarbejde med Europol;

5.  er bekymret over den stigende professionalisering af menneskesmuglingen og den dermed forbundne stigning i udbyttet fra menneskesmugler- og menneskehandlernetværkene som følge af den fortsatte flygtningestrøm til Europa; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme det internationale samarbejde til bekæmpelse af menneskehandel med henblik på at udrydde menneskesmugling og minimere menneskehandlernetværkenes indflydelse;

6.  henviser til, at Grækenland i 2015 modtog ca. 655 mio. EUR fra de nationale programmer og nødhjælpsordningen i forbindelse med flygtningekrisen; opfordrer Kommissionen til at sikre, at disse midler blev brugt korrekt, og underrette Parlamentet om, hvad den når frem til;

7.  bemærker, at medlemsstaterne og Kommissionen er retligt forpligtet til at bekæmpe svig i overensstemmelse med artikel 325 TEUF, og glæder sig over indførelsen af bestemmelser om bekæmpelse af svig i lovforslag med finansielle virkninger;

8.  udtrykker bekymring over væksten i omfanget af momssvig, navnlig den såkaldte "karruselsvig"; opfordrer alle medlemsstaterne til at deltage i alle aspekter af Eurofisc's virksomhed for at lette udvekslingen af informationer, som kan bidrage til bekæmpelsen af disse former for svig;

9.  glæder sig over Kommissionens meddelelse af 24. februar 2016, hvori den foreslår en handlingsplan for en reform af momssystemet; opfordrer Kommissionen til at medtage bestemmelser om bekæmpelse af grænseoverskridende momssvig; henviser til, at Kommissionen skønner, at EU hvert år mister ca. 50 mia. EUR som følge af grænseoverskridende momssvig;

10.  fremhæver i denne forbindelse det presserende behov for, at Parlamentet og Rådet når frem til en aftale om direktivet om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (BFI-direktivet); henviser til, at det eneste, der står i vejen for en sådan aftale, er Rådets blokering af ethvert forsøg på at inddrage moms i direktivets anvendelsesområde; opfordrer Rådet til at genoverveje sin holdning i lyset af Domstolens dom i Taricco-sagen (C-105/14), som klart støtter Parlamentets opfattelse af retstilstanden;

11.  henviser til de igangværende drøftelser i Rådet om forslaget til forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed, som er en vigtig del af handlingsplanen; understreger, at den europæiske anklagemyndighed for at kunne foretage en effektiv efterforskning, retsforfølgning og domfældelse af personer, der begår strafbare handlinger, som er omfattet af BFI-direktivet, bør have omfattende beføjelser til at bekæmpe kriminalitet, der skader EU's finansielle interesser, uanset hvilken struktur den får i sidste ende; opfordrer medlemsstaterne til at afsætte de nødvendige bevillinger til oprettelse af den europæiske anklagemyndighed;

12.  påpeger, at man i EU hvert år mister 1 billion EUR som følge af skatteunddragelse og -undgåelse; understreger, at man bør være særlig opmærksom på skattely og lande med ugennemsigtige eller skadelig skattesatser, som udgør et enormt problem, der rammer alle europæiske borgere;

13.  glæder sig over den internationale aftale i G20 om anvendelse af en ny global standard for større skattegennemsigtighed på linje med de høje standarder, der anvendes af EU; opfordrer til, at den hurtigt vedtages, og til, at der foretages en effektiv overvågning af skattesvig og -unddragelse på internationalt plan; glæder sig over, at Kommissionen i februar 2016 undertegnede aftaler om udveksling af skatteoplysninger med lande som Andorra og Monaco, og at Kommissionen allerede i 2015 undertegnede aftaler med Schweiz, Liechtenstein og San Marino;

14.  minder om, at åbenhed er det mest effektive redskab til at bekæmpe misbrug og svig; opfordrer Kommissionen til at forbedre lovgivningen på området og gøre det obligatorisk at offentliggøre data om alle modtagere af midler fra EU, herunder data vedrørende underentrepriser;

15.  mener, at en fælles metode til beslaglæggelse af kriminelle gruppers aktiver i EU ville virke afskrækkende for kriminelle; opfordrer medlemsstaternes kompetente myndigheder til at udveksle bedste praksis på dette område under møder i de eksisterende organer som f.eks. Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig (Cocolaf) o.a.; opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at omsætte direktivet om konfiskation af udbytte fra strafbare forhold og til at tilskynde til, at konfiskerede aktiver anvendes til sociale formål i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og til at støtte et europæisk program for udveksling af god praksis for forvaltning af konfiskerede aktiver, der tilskynder til anvendelse til sociale formål;

16.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle det administrative, politimæssige og retlige samarbejde om opsporing, beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra kriminel virksomhed i hele EU ved hjælp af nationale kontorer for inddrivelse af aktiver, som skal have de nødvendige ressourcer;

17.  påpeger, at kriminelle organisationer samarbejder med andre enheder og kan medvirke ved visse aktiviteter via kontakter til kriminelle funktionærer (der er tilknyttet virksomheder og banker herunder offentligt ansatte på forskellige niveauer i beslutningstagningen), som ikke er medlemmer af kriminelle organisationer, men som repræsenterer interesser, der er til fordel for begge parter;

18.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette specialiserede strukturer på nationalt plan til at opspore kriminelle organisationer og til i forbindelse med offentlige udbud at udelukke tilbudsgivere, der er involveret i korruption og hvidvaskning af penge;

19.  minder om, at den organiserede kriminalitet benytter entreprenørfirmaer, som er specialiseret i flytning af jord, til hvidvaskning af penge og til ulovlig bortskaffelse af giftige stoffer, som forårsager miljøforurening; opfordrer Kommissionen til med henblik på at imødegå denne praksis at gennemføre kriminalitetsbekæmpelseskontroller i firmaer, der har fået tildelt hoved- eller underentrepriser ved store infrastrukturprojekter, som finansieres over EU-budgettet;

20.  er bekymret over den udbredte praksis, hvor kriminelle firmaer, der er involveret i hvidvaskning af penge, afgiver tilbud til urealistisk lave priser ved udbudsrunder i forbindelse med store anlægsprojekter; opfordrer Kommissionen til at medetage en økonomisk vurdering af tilbuddene fra de firmaer, der har modtaget hoved- og underentrepriser;

21.  opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at ratificere det fjerde pengehvidvaskningsdirektiv for at sikre lige vilkår for de forskellige juridiske konstruktioner som f.eks. fonde og juridiske ordninger, som ligner truster;

22.  minder om bankernes afgørende rolle i forbindelse med hvidvaskning af penge, og opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at udarbejde et forslag med henblik på at skabe fuld åbenhed omkring banktransaktioner, ikke blot for fysiske personer, men også for juridiske personer og for truster;

23.  opfordrer til, at pengeinstitutter, der beviseligt er indblandet i sager om hvidvaskning af store pengesummer, får inddraget deres banklicens;

24.  er bekymret over, at 71,15 % af tilskuddene til besøgsgrupper i 2014 blev betalt kontant; henviser til undersøgelsen fra Revisionsretten, hvori der blev gjort opmærksom på den "yderst betænkelige" praksis med at foretage kontante udbetalinger i forbindelse med godtgørelse af udgifter til besøgsgrupper; kræver, at kontantbetalinger til besøgsgrupper helt afskaffes;

25.  opfordrer EU til at ansøge om medlemskab af Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption (Greco) og til at opfylde sine rapporteringsforpligtelser i henhold til FN's konvention mod korruption, som EU er part i; anmoder Kommissionen om at fremlægge sin anden rapport om korruption i EU så hurtigt som muligt og om også at medtage oplysninger om EU-institutionerne selv, hvilket der manglede i dens første rapport, eller, hvis den anden rapport ikke foreligger i løbet af de kommende måneder, at forelægge en særskilt rapport om EU-institutionerne som et tillæg til dens første rapport;

26.  glæder sig over, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen i december 2014 efter fire års drøftelser vedtog en reform af EU's databeskyttelsesbestemmelser, der vil styrke databeskyttelsen for fysiske personer og fremme samarbejdet mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder;

27.  påpeger, at EU-institutionerne siden januar 2014 har været forpligtet til at indføre interne regler om whistleblowing, der skal beskytte whistleblowere mod repressalier og sikre, at alvorlige fejl og forseelser i EU-forvaltningen kommer for en dag; beklager, at nogle af institutionerne endnu ikke har gennemført disse regler; opfordrer ikke desto mindre EU-medlemsstaterne til at udarbejde et europæisk beskyttelsesprogram for whistleblowere og vidner;

28.  påpeger, at formålet med programmer som Hercule, Fiscalis, Pericles og direktivet, som Kommissionen foreslog i februar 2013 for at beskytte EU's finansielle interesser og euroen mod forfalskning, er at bekæmpe ulovlig, international og grænseoverskridende kriminalitet, og opfordrer til, at de rationaliseres og samordnes bedre;

29.  udtrykker bekymring over nedskæringen af bevillingerne i medlemsstaterne til bekæmpelse af ulovlig handel med tobaksvarer; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med indgåelsen af nye aftaler med tobaksindustrien at fastsætte, at den andel af indtægterne af disse aftaler, som tilfalder medlemsstaterne, i deres budgetter skal øremærkes til foranstaltninger mod smugling af illegale tobaksvarer;

30.  glæder sig over Rådets 18-måneders program for de nederlandske, slovakiske og maltesiske formandskaber, som indebærer en omfattende og integrerede strategi over for organiseret kriminalitet, sammen med bekæmpelse af svig mod Unionens finansielle interesser, hvilket vil omfatte arbejde med etablering af den europæiske anklagemyndighed, regler om databeskyttelse og fremme og beskyttelse af retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder;

31.  understreger betydningen af at have mere ansvarlige politikere; kræver, at der indføres bindende bestemmelser om, at personer, der er blevet dømt for eller har deltage i organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge, korruption eller andre alvorlige lovovertrædelser, ikke er valgbare til Europa-Parlamentet og ikke kan arbejde for andre EU-institutioner og -organer.

RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

20.4.2016

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

24

1

2

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Nedzhmi Ali, Inés Ayala Sender, Zigmantas Balčytis, Dennis de Jong, Martina Dlabajová, Luke Ming Flanagan, Ingeborg Gräßle, Bogusław Liberadzki, Verónica Lope Fontagné, Dan Nica, Georgi Pirinski, Petri Sarvamaa, Claudia Schmidt, Bart Staes, Michael Theurer, Marco Valli, Derek Vaughan, Anders Primdahl Vistisen, Tomáš Zdechovský

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Richard Ashworth, Caterina Chinnici, Cătălin Sorin Ivan, Benedek Jávor, Karin Kadenbach, Marian-Jean Marinescu, Markus Pieper, Julia Pitera, Miroslav Poche, Patricija Šulin

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Georg Mayer

RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

3.10.2016

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

48

3

5

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Martina Anderson, Michał Boni, Caterina Chinnici, Frank Engel, Cornelia Ernst, Tanja Fajon, Laura Ferrara, Kinga Gál, Nathalie Griesbeck, Jussi Halla-aho, Filiz Hyusmenova, Sophia in ‘t Veld, Eva Joly, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Barbara Kudrycka, Cécile Kashetu Kyenge, Marju Lauristin, Juan Fernando López Aguilar, Monica Macovei, Claude Moraes, Alessandra Mussolini, Péter Niedermüller, Judith Sargentini, Birgit Sippel, Branislav Škripek, Csaba Sógor, Helga Stevens, Traian Ungureanu, Bodil Valero, Harald Vilimsky, Beatrix von Storch, Josef Weidenholzer, Cecilia Wikström, Kristina Winberg, Tomáš Zdechovský

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Laura Agea, Hugues Bayet, Fabio Massimo Castaldo, Anna Maria Corazza Bildt, Dennis de Jong, Marek Jurek, Jean Lambert, Jeroen Lenaers, Andrejs Mamikins, Angelika Mlinar, Christine Revault D’Allonnes Bonnefoy, Barbara Spinelli, Kazimierz Michał Ujazdowski, Axel Voss

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Georges Bach, Arne Lietz, Norbert Lins, Georg Mayer, Georgi Pirinski, Viviane Reding, Mylène Troszczynski

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

48

+

ALDE

Nathalie Griesbeck, Filiz Hyusmenova, Sophia in 't Veld, Angelika Mlinar, Cecilia Wikström

ECR

Monica Macovei

EFDD

Laura Agea, Fabio Massimo Castaldo, Laura Ferrara

ENF

Georg Mayer, Harald Vilimsky

GUE/NGL

Martina Anderson, Cornelia Ernst, Barbara Spinelli, Dennis de Jong

PPE

Georges Bach, Michał Boni, Anna Maria Corazza Bildt, Frank Engel, Kinga Gál, Barbara Kudrycka, Jeroen Lenaers, Norbert Lins, Alessandra Mussolini, Viviane Reding, Csaba Sógor, Traian Ungureanu, Axel Voss, Tomáš Zdechovský

S&D

Hugues Bayet, Caterina Chinnici, Tanja Fajon, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Cécile Kashetu Kyenge, Marju Lauristin, Arne Lietz, Juan Fernando López Aguilar, Andrejs Mamikins, Claude Moraes, Péter Niedermüller, Georgi Pirinski, Christine Revault D'Allonnes Bonnefoy, Birgit Sippel, Josef Weidenholzer

Verts/ALE

Eva Joly, Jean Lambert, Judith Sargentini, Bodil Valero

3

-

EFDD

Beatrix von Storch, Kristina Winberg

ENF

Mylène Troszczynski

5

0

ECR

Jussi Halla-aho, Marek Jurek, Branislav Škripek, Helga Stevens, Kazimierz Michał Ujazdowski

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller