Procedure : 2016/2011(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0299/2016

Indgivne tekster :

A8-0299/2016

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 01/12/2016 - 6.26
CRE 01/12/2016 - 6.26
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0481

BETÆNKNING     
PDF 350kWORD 47k
17.10.2016
PE 584.146v02-00 A8-0299/2016

om anvendelsen af den europæiske betalingspåkravsprocedure

(2016/2011(INI))

Retsudvalget

Ordfører: Kostas Chrysogonos

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI KORRESPONDERENDE UDVALG

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om anvendelsen af den europæiske betalingspåkravsprocedure

(2016/2011(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens grønbog om en EF-procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi (COM(2002)0746),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure(1),

–  der henviser til Kommissionens forordning (EU) nr. 936/2012 af 4. oktober 2012 om ændring af bilagene til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure(2),

–  der henviser til Kommissionens rapport om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (COM(2015)0495),

–  der henviser til vurderingen af gennemførelsen på europæisk plan af den europæiske betalingspåkravsprocedure, som er foretaget af Europa-Parlamentets Forskningstjeneste,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0299/2016),

A.  der henviser til, at Kommissionen har forelagt sin rapport om, hvordan den europæiske betalingspåkravsprocedure fungerer, i henhold til artikel 32 i forordning (EF) nr. 1896/2006;

B.  der henviser til, at rapporten er næsten to år forsinket og ikke omfatter en udvidet konsekvensanalyse for hver enkelt medlemsstat som krævet, under hensyntagen til de forskellige regler i alle medlemsstaterne og deres interoperabilitet, men kun en ufuldstændig statistisk tabel med oplysninger, der for størstedelens vedkommende er fra 2012; der henviser til, at det europæiske betalingspåkrav er en valgfri procedure, som kan anvendes i grænseoverskridende sager som et alternativ til indenlandske betalingspåkrav;

C.  der henviser til, at denne procedure blev oprettet for at give mulighed for en hurtig, forenklet og billig inddrivelse af beløb i forbindelse med fordringer, der er sikre, opgjorte og forfaldne til betaling og ikke bestrides af skyldneren, og at proceduren stort set synes at fungere tilfredsstillende ifølge statistikkerne, men at man langt fra får udnyttet procedurens fulde potentiale, da den hovedsagelig bliver brugt i medlemsstater, hvis lovgivning omfatter en lignende national procedure;

D.  der henviser til, at den europæiske betalingspåkravsprocedure falder ind under kategorien foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der har grænseoverskridende virkninger og er nødvendige for det indre markeds funktion;

E.  der henviser til, at forsinkede betalinger er en væsentlig årsag til insolvens, som truer virksomheders – særlig små og mellemstore virksomheders – overlevelse og medfører tab af mange arbejdspladser;

F.  der henviser til, at der bør træffes konkrete foranstaltninger, herunder målrettede oplysningskampagner, for at informere borgere, virksomheder, jurister og andre relevante parter om adgangen til proceduren og dens funktion, anvendelse og fordele;

G.  der henviser til, at påkravene i visse medlemsstater, hvor den europæiske betalingspåkravsprocedure ikke anvendes i overensstemmelse med den nuværende forordning, bør udstedes hurtigere og under alle omstændigheder inden for den frist på 30 dage, som er fastsat i forordningen, i betragtning af at påkravene kun kan fuldbyrdes, når kravene er ubestridte;

H.  der henviser til, at udviklingen af systemet e-CODEX med henblik på at gøre muligt at indgive anmodninger online skal fremmes gennem yderligere foranstaltninger rettet mod en mere effektiv brug af proceduren;

I.  der henviser til, at flere medlemsstater bør følge eksemplet fra Frankrig, Den Tjekkiske Republik, Estland, Cypern og Sverige og give fordringshaverne mulighed for at indgive deres anmodninger på flere sprog og i det hele taget træffe støtteforanstaltninger for at minimere fejlmarginerne som følge af anvendelsen af et fremmedsprog;

J.  der henviser til, at procedurens strømlinede karakter ikke betyder, at den kan misbruges til at fuldbyrde urimelige kontraktvilkår, da retten i henhold til artikel 8 i forordning (EF) nr. 1896/2006 skal undersøge, om kravet er begrundet, på grundlag af de oplysninger, den har til rådighed, således at der sikres overensstemmelse med Domstolens relevante praksis på området; der endvidere henviser til, at alle relevante parter bør underrettes om de gældende rettigheder og procedurer;

K.  der henviser til, at standardformularerne skal revideres og fremover gennemgås regelmæssigt med henblik på at ajourføre listen over medlemsstater og valutaer og forbedre bestemmelserne om betaling af renter af fordringer, bl.a. med en passende beskrivelse af, hvilke renter der skal inddrives;

L.  der henviser til, at Kommissionen bør overveje at foreslå en revision af bestemmelserne om anvendelsesområdet for proceduren og om den ekstraordinære prøvelse af påkrav;

1.  glæder sig over, at den europæiske betalingspåkravsprocedure – som er en procedure, der finder anvendelse i civile og kommercielle sager om ubestridte krav, hvis hovedformål er at forenkle og fremskynde proceduren for grænseoverskridende anerkendelse og fuldbyrdelse af kreditorers rettigheder i EU – fungerer efter hensigten i alle medlemsstaterne;

2.  beklager den betydelige forsinkelse på næsten to år med forelæggelsen af Kommissionens rapport om gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1896/2006;

3.  beklager manglen på en udvidet konsekvensanalyse for hver enkelt medlemsstat i Kommissionens rapport, som krævet i artikel 32 i forordning (EF) nr. 1896/2006; beklager manglen på ajourførte data i rapporten om situationen i medlemsstaterne hvad angår den europæiske betalingspåkravsprocedures funktion og gennemførelse; opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde en udvidet, ajourført og detaljeret konsekvensanalyse;

4.  beklager ligeledes, at anvendelsen af den europæiske betalingspåkravsprocedure varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat; understreger i denne forbindelse, at man – selv om der findes en forenklet moderne procedure i EU-lovgivningen – på grund af forskellene i medlemsstaternes gennemførelse og ønsket om at vælge national lovgivning frem for den europæiske betalingspåkravsprocedure ikke får størst muligt udbytte af gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1896/2006, og at de europæiske borgere derfor ikke kan udøve deres rettigheder på tværs af grænserne, hvilket kan skade tilliden til EU-lovgivningen;

5.  påpeger, at medlemmer af offentligheden i de medlemsstater, der har lignende instrumenter på nationalt plan, oftest anvender proceduren og er bedst informeret om den;

6.  mener, at der bør tages praktiske skridt til i højere grad at informere borgere, virksomheder, jurister og andre relevante parter om adgangen til den europæiske betalingspåkravsprocedure og dens funktion, anvendelse og fordele i grænseoverskridende sager; understreger endvidere, at der er behov for bistand, så medlemmer af offentligheden og især små og mellemstore virksomheder kan blive bedre til at bruge og få en bedre forståelse af og viden om de eksisterende retlige instrumenter med henblik på fuldbyrdelse af fordringer på tværs af grænserne i henhold til den relevante EU-lovgivning;

7.  understreger nødvendigheden af, at medlemsstaterne giver Kommissionen korrekte, fuldstændige og ajourførte data med henblik på en effektiv overvågning og evaluering;

8.  tilskynder medlemsstaterne til at bestræbe sig på at udstede påkravene inden for 30 dage og til så vidt muligt at acceptere anmodninger på fremmedsprog, i betragtning af at krav om oversættelse har en negativ indflydelse på omkostningerne og behandlingstiderne i forbindelse med proceduren;

9.  støtter fuldt ud det arbejde, der gøres for, at der i fremtiden bliver mulighed for at indgive anmodninger om et europæisk betalingspåkrav elektronisk; opfordrer derfor i denne forbindelse Kommissionen til at tilskynde til brug af pilotprojektet е-CODEX og udvide det til alle medlemsstaterne i forlængelse af en undersøgelse foretaget af Kommissionen angående muligheden for at indgive elektroniske anmodninger om europæiske betalingspåkrav;

10.  opfordrer Kommissionen til at vedtage ajourførte standardformularer efter behov, bl.a. for at give en passende beskrivelse af, hvilke renter der skal betales af fordringer;

11.  mener, at det i forbindelse med en fremtidig revision af forordningen bør overvejes at fjerne visse undtagelser fra anvendelsesområdet for proceduren og at revidere bestemmelserne om prøvelse af europæiske betalingspåkrav;

12.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1)

EUT L 399 af 30.12.2006, s. 1.

(2)

EUT L 283 af 16.10.2012, s. 1.


BEGRUNDELSE

Procedurens formål

Formålet med den europæiske betalingspåkravsprocedure er at gøre det lettere at inddrive beløb i grænseoverskridende sager. Proceduren er valgfri, hvilket betyder, at den er til rådighed i grænseoverskridende sager som et alternativ til de forskellige tilsvarende nationale procedurer. Proceduren indebærer kort sagt, at kreditorer nemt kan opnå et påkrav med henblik på inddrivelse af ubestridte civile og handelsmæssige krav. Anmodninger om anvendelse af proceduren kan indgives pr. korrespondance eller, ofte, elektronisk, der kræves ikke bistand fra en advokat, og påkravene er eksigible i andre medlemsstater uden krav om yderligere formaliteter.

Det europæiske betalingspåkrav udstedes automatisk, alene på grundlag af anmodningen, men skyldneren kan indgive en indsigelse inden for 30 dage. I tilfælde af en sådan indsigelse er påkravet bragt til ophør, og der kan indledes en kontradiktorisk retssag.

Anvendelse af proceduren

Kommissionen anfører, at der hvert år indgives ca. 12 000 anmodninger om europæiske betalingspåkrav. Anvendelsen af proceduren synes at være mest udbredt i lande, som har en lignende national procedure, hvilket betyder, at målgruppen vil være mere fortrolig med konceptet. I nogle medlemsstater anvendes proceduren yderst sjældent, hvilket tyder på, at der kan gøres mere for at oplyse virksomheder og jurister om eksistensen af og fordelene ved proceduren.

Praktisk gennemførelse

Flere elementer er afgørende for en effektiv anvendelse af den europæiske betalingspåkravsprocedure. For det første skal påkravet udstedes hurtigt, da der ikke skal ske nogen detaljeret undersøgelse af kravet. Forordningen bestemmer, at påkravene skal udstedes inden for 30 dage. Det fremgår imidlertid, at nogle medlemsstater udsteder påkravene inden for denne tidsramme, mens andre er betydeligt længere om det, i visse tilfælde mere end et halvt år. Dette er ikke acceptabelt.

For det andet bør det være muligt at indgive de relevante formularer online. Det er i øjeblikket muligt at udfylde formularerne online, hvilket allerede reducerer antallet af fejl og udeladelser på formularerne. Dette bør også bidrage til at nedbringe antallet af anmodninger om berigtigelse af anmodninger. Der kan gøres mere på dette område, navnlig inden for rammerne af systemet e-CODEX, således at formularerne faktisk kan indgives online.

For det tredje bør medlemsstaterne acceptere anmodninger på andre sprog end deres eget, når det er muligt, da der er tale om en grænseoverskridende procedure. Frankrig tjener som eksempel i denne henseende, da man accepterer anmodninger på fem sprog. I de fleste andre medlemsstater accepterer man imidlertid ikke anmodninger på andre sprog.

Retlige spørgsmål

Der er opstået en række retlige spørgsmål i forbindelse med anvendelsen af den europæiske betalingspåkravsprocedure. For det første fremgik det ikke tilstrækkelig udtrykkeligt af den oprindelige forordning, at der skal betales renter af hovedkravet. Situationen er blevet afklaret i retspraksis: Det er muligt at anvende den europæiske betalingspåkravsprocedure til at kræve renter, der forfalder i fremtiden, indtil datoen for den faktiske betaling(1). Formularerne kunne imidlertid gøre det lettere at fremsætte et sådant krav gennem en præcisering af de relevante afsnit.

For det andet har det vist sig, at det forhold at den europæiske betalingspåkravsprocedure er helt automatisk, ligesom de tilsvarende nationale procedurer, ikke altid i praksis er foreneligt med forbrugerbeskyttelsen. Domstolen har fastslået, at selv om retten normalt ikke tager stilling til den retlige situation, der ligger til grund for betalingspåkravet, gør hensynet til en effektiv forbrugerbeskyttelseslovgivning det påkrævet, at retten i det mindste tager stilling til, om det kontraktvilkår, der danner grundlag for en virksomheds krav om betaling, er rimeligt for forbrugeren(2). Hvis det er urimeligt, bør betalingspåkravet ikke udstedes. Dette er foreneligt med forordningen, idet det heri bestemmes, at retten skal vurdere, om et krav forekommer begrundet.

Indsigelse og prøvelse

Hvis skyldneren gør indsigelse mod kravet, kan proceduren ikke fortsætte. Afhængigt af fordringshaverens anvisninger kan sagen enten blive opgivet, fortsætte som en almindelig retssag eller efter revisionen i 2015 fortsætte inden for rammerne af den europæiske småkravsprocedure. Antallet af indsigelser varierer voldsomt fra medlemsstat til medlemsstat, tilsyneladende alt efter om der findes lignende procedurer i national ret. I lande, hvor der findes en sådan national procedure, gøres der forholdsvis sjældent indsigelse, mens der i visse andre lande gøres indsigelse i over 50 % af tilfældene.

I betragtning af den europæiske betalingspåkravsprocedures karakter er det kun muligt at foretage en prøvelse i særlige tilfælde, f.eks. hvis retten til et forsvar ikke er blevet overholdt. Det blev i 2015 overvejet at ændre bestemmelserne om ekstraordinær prøvelse, men teksten er uændret indtil videre. En præcisering kunne dog have været ønskelig.

Eventuelle ændringer af proceduren

Ordføreren mener, at Kommissionen bør vedtage nye udgaver af visse af standardformularerne for at tage hensyn til de forskellige ændringer, der er sket i årenes løb, og for at gøre afsnittene om betaling af renter tydeligere. For så vidt angår selve forordningen ser ordføreren ikke umiddelbart noget behov for ændringer, men rejser spørgsmålet, om nogle af begrænsningerne af anvendelsesområdet for proceduren kan ophæves i lyset af de fremskridt, der er gjort i EU's familieretlige regler. Der skal også arbejdes mere med anmodningerne om prøvelse af europæiske betalingspåkrav.

(1)

Domstolens dom (Første Afdeling) af 13. december 2012 i sag C-215/11, Iwona Szyrocka mod SiGer Technologie GmbH, ECLI:EU:C:2012:794, præmis 53.

(2)

Domstolens dom (Første Afdeling) af 14. juni 2012 i sag C-618/10, Banco Español de Crédito SA mod Joaquín Calderón Camino, ECLI:EU:C:2012:349, præmis 57.


RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

13.10.2016

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

19

2

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Max Andersson, Joëlle Bergeron, Marie-Christine Boutonnet, Jean-Marie Cavada, Kostas Chrysogonos, Therese Comodini Cachia, Mady Delvaux, Rosa Estaràs Ferragut, Enrico Gasbarra, Gilles Lebreton, António Marinho e Pinto, Julia Reda, Evelyn Regner, Pavel Svoboda, József Szájer, Tadeusz Zwiefka

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Daniel Buda, Sergio Gaetano Cofferati, Pascal Durand, Evelyne Gebhardt, Constance Le Grip, Virginie Rozière

Juridisk meddelelse