Procedure : 2016/2149(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0127/2018

Indgivne tekster :

A8-0127/2018

Forhandlinger :

PV 18/04/2018 - 23
CRE 18/04/2018 - 23

Afstemninger :

PV 19/04/2018 - 10.15
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0186

BETÆNKNING      
PDF 560kWORD 63k
28.3.2018
PE 612.115v03-00 A8-0127/2018

om gennemførelsen af traktatens bestemmelser om de nationale parlamenter

(2016/2149(INI))

Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

Ordfører: Paulo Rangel

ÆNDRINGSFORSLAG
BEGRUNDELSE – RESUMÉ AF FORHOLDENE OG KONKLUSIONER
 FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG
 ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

BEGRUNDELSE – RESUMÉ AF FORHOLDENE OG KONKLUSIONER

Indledning

Otte år efter Lissabontraktatens ikrafttræden har Udvalget om Konstitutionelle Anliggender fundet det nødvendigt at udarbejde en initiativbetænkning (INI) med en vurdering af "gennemførelsen af traktatens bestemmelser om de nationale parlamenter".

Formålet med betænkningen er at vurdere anvendelsen af de nuværende mekanismer for de nationale parlamenters deltagelse i den europæiske politiske proces. På grundlag af denne vurdering ses der dernæst i betænkningen på mulige forbedringer af disse mekanismer med henblik på at bringe de nationale parlamenter tættere på den overordnede integrationsproces. Der bør endvidere i betænkningen foretages en vurdering af den politiske strukturerede debat, der er etableret mellem Kommissionen og de nationale parlamenter.

Undersøgelsesaktiviteter

Kontrolredskaberne og konklusionerne vedrørende status for gennemførelsen var som følger:

- en workshop med eksperter fra den akademiske verden den 20. marts 2017, organiseret af GD IPOL, Temaafdeling C, hvor et studie(1) og to briefinger(2) blev fremlagt og drøftet

- et interparlamentarisk udvalgsmøde afholdt den 2. maj 2017, hvor tre eksperter forelagde studier om betænkningens emne, hvorved medlemmer af nationale parlamenter fik mulighed for at give udtryk for deres synspunkter og indgå i en dialog med medlemmer af Europa-Parlamentet(3)

- skriftlige bidrag fra flere nationale parlamenter

- undersøgelsesrejser til Assembleia da República den 21. februar 2017, til det danske Folketing den 22. og 23. maj 2017 og til det græske parlament den 24. maj 2017

- en vurdering af gennemførelsen på europæisk plan(4) og en undersøgelse(5) fra Enheden for Efterfølgende Evaluering under GD EPRS, fremlagt og drøftet den 12. oktober 2017

- et responsum fra Parlamentets Juridiske Tjeneste den 27. oktober 2017.

I.  De nationale parlamenters primære opgave: at kontrollere europæisk politik gennem et mandat til deres egne regeringer, der er repræsenteret i Rådet og i Det Europæiske Råd

Lissabontraktaten er blevet kaldet parlamenternes traktat, netop fordi den har givet Europa-Parlamentets betydeligt flere beføjelser, samtidig med at det anerkendes, at de nationale parlamenter har deres egen konstitutionelle rolle inden for rammerne af EU. De kom til at spille en afgørende rolle med hensyn til at sikre Unionens demokratiske legitimitet, fremme dens pluralisme og mangfoldighed og få den til at fungere konstitutionelt.

Som afspejlet i tidligere betænkninger og i artikel 10, stk. 2, i TEUF er det klart, at de nationale parlamenters centrale opgave fortsat er den demokratiske kontrol og overvågningen af regeringernes aktiviteter i Rådet og i Det Europæiske Råd. Ved at føre tilsyn med deres regeringers tiltag på nationalt niveau, og jo bedre og mere effektivt de gør det, jo større bliver deres indflydelse på EU's politiske og konstitutionelle liv. Det er i denne henseende af afgørende betydning, at de nationale parlamenter kommer til at sammenligne bedste praksis inden for rammerne af COSAC og endog spontant indbyrdes. Lige så vigtigt er det at forbedre og mobilisere alle disponible midler for IPEX med henblik på at øge omfanget, hastigheden og effektiviteten af alle eksisterende oplysninger om europæiske anliggender.

Da mange klager over, at de nationale parlamenter har mistet nogle af deres beføjelser på budgetområdet som følge af det såkaldte "europæiske semester", kunne det måske under fuld overholdelse af de enkelte parlamentariske forsamlingers ret til selvorganisering være hensigtsmæssigt at se på en fremtidig tilpasning af deres relevante "procedureregler". Indførelse af en periode (et nationalt kvartal), der fører budgetforhandlingerne mellem regeringerne og Kommissionen videre, og indførelse af en parlamentarisk opfølgningsmekanisme, der giver mulighed for efterfølgende overvågning af forholdet mellem Kommissionen og Rådet, ville medføre en væsentlig forøgelse af de nationale parlamenters kontrolkapacitet på et område, der historisk har været deres.

II.  De nationale parlamenters specifikke konstitutionelle bidrag på europæisk plan: skabelsen af en europæisk politisk sfære

Endvidere er de nationale parlamenter i henhold til ordlyden af og ånden i Lissabontraktaten i stigende grad blevet opfordret til at handle direkte på europæisk plan, det være sig i samspil med Europa-Parlamentet eller i samspil med Kommissionen. Bortset fra spørgsmål vedrørende kontrol med nærhedsprincippet og retten til information bliver de nationale parlamenters deltagelse i europæiske anliggender ikke desto mindre fortsat opfattet som begrænset.

Hvis der i Lissabontraktaten opfordres til et tættere forhold mellem de nationale parlamenter og EU-institutionerne, er det naturligvis fordi man forventer deres specifikke bidrag ud over det, regeringerne yder gennem deres stemme og afstemning i Rådet og Det Europæiske Råd. Der er en reel konstitutionel "differentia specifica" mellem de nationale parlamenters deltagelse i det europæiske liv og de nationale regeringers deltagelse i Rådet og Det Europæiske Råd. Mens regeringerne repræsenterer én fælles politisk holdning, hvilket afspejles i deres stemmes udelelige karakter, er de nationale parlamenter netop udtryk for pluralitet og intern mangfoldighed (uden at det ændrer noget ved, at de nøje skal respektere flertallets vilje). Det specifikke bidrag, som de nationale parlamenter kan yde på europæisk plan, er netop denne mangfoldighed af nationale visioner (forholdsmæssigt repræsenteret). Der er imidlertid ikke blevet gjort meget for at gøre opmærksom på og give forrang til de nationale parlamenters uerstattelige konstitutionelle funktion i det europæiske liv. Denne bidrager i høj grad til etableringen af et ægte europæisk politisk rum og en ægte autentisk offentlig sfære. Mindretalsholdninger i et nationalt parlament kan matche en flertalsholdning i et andet, og samspillet mellem dem afspejler fremkomsten af en europæisk politisk arena. Betænkningen har bl.a. til formål at slå bro over denne kløft. For det første ved kraftigt at tilskynde til, at de nationale parlamenters delegationer repræsenterer den interne mangfoldighed i alle fælles arrangementer og i overensstemmelse med styrkeforholdet mellem de politiske grupper. For det andet ved at give mindretalsgrupper, der står for en mindretalsholdning, mulighed for at tilføje deres afvigende udtalelser til de begrundede udtalelser, uden at det underminerer forpligtelsen til at respektere flertallets vilje i de vedtagne udtalelser.

III.  Med sigte på et fuldt interinstitutionelt samarbejde: udvikling af en europæisk politisk sfære

Skabelsen af den europæiske politiske arena bliver naturligvis intensiveret gennem styrkelse af alle former for initiativer, som allerede er på plads. Samarbejdet mellem EU-institutionerne og de nationale parlamenter er faktisk blevet betydeligt forbedret i de seneste ti år. For det første har Barroso-initiativet, som det bliver dokumenteret i de årlige rapporter om deres forbindelser, uden tvivl fremmet den politiske dialog mellem de nationale parlamenter og Kommissionen.

For det andet er enhver "konstitutionel jalousi", der måtte have eksisteret mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, forsvundet efter Lissabontraktatens ikrafttræden (se artikel 9 og 10 i protokol nr. 1 til TEUF om tilrettelæggelse og fremme af et effektivt og regelmæssigt interparlamentarisk samarbejde inden for Unionen).

Dette samarbejde er tæt knyttet til dialogen mellem de nationale lovgivere indbyrdes, men der er stadig plads til forbedringer(6). Først og fremmest bør der gøres en indsats for at forenkle de nuværende rammer for forbindelserne mellem EU og de nationale parlamenter, herunder konferencen af parlamentsformænd i EU, COSAC, den interparlamentariske konference om stabilitet, økonomisk samordning og styring i EU, gruppen for fælles parlamentarisk kontrol med Europol, de interparlamentariske udvalgsmøder og de fælles parlamentariske møder, for blot at nævne nogle få eksempler. Det ville i denne henseende være særdeles gavnligt at udvikle en udvalgsbaseret tilgang(7).

Det samme gælder for anvendelsen af traktatens bestemmelser om de nationale parlamenters rolle på områderne frihed, sikkerhed og retfærdighed (se artikel 70, 88 og 85 i TEUF). I en tid, hvor alle disse spørgsmål er mere komplekse end nogensinde før, bør EU trække på alle de nationale parlamenter, som er en af dets vigtigste kilder til demokratisk legitimitet, med henblik på at sikre en aktiv rolle i overvågningen af en fremtidig europæisk forsvarsunion. Deltagelse og aktiv inddragelse af de nationale parlamenter synes således at være afgørende og helt uundværligt.

Med samme mål for øje opfordrer vi til indførelse af en "europæisk uge", som kan finde sted samtidigt i de 27 nationale parlamenter, og som bør have deltagelse af kommissærer og medlemmer af Europa-Parlamentet, der drøfter EU-spørgsmål med de nationale parlamentarikere. Et sådant initiativ ville desuden være den optimale metode til at føre den ofte diskuterede ide om at organisere nationale "demokratiske konventer" om EU's fremtid ud i livet. Den "europæiske uge" ville nødvendiggøre en reform af de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets "procedureregler", idet det endnu en gang skal understreges, at der herved ikke må sættes spørgsmålstegn ved de enkelte parlamenters suverænitet.

IV.  De nationale parlamenters rolle med hensyn til kontrollen med overholdelsen af nærhedsprincippet

I bevidstheden om, at dette er en af deres vigtigste konstitutionelle beføjelser, er alle de nationale parlamenter enige om at vurdere, at der sker en vis undertrykkelse af systemet for tidlig varsling, som kan udløse procedurerne med gult kort eller orange kort. Den første hindring er den begrænsede standstill-periode på otte uger, som kun kan ændres med en traktatreform, og som bør sættes op, når der bliver tale om en sådan reform. Der er imidlertid et teknisk spørgsmål - med juridiske konsekvenser inden for rammerne af magtdelingen - der kan gøre denne hindring mindre tungtvejende. Startdatoen for beregningen af standstill-perioden på otte uger bør nemlig ikke overlades til Kommissionens skøn. Man bør således, som det er tilfældet med mange nationale procedurer, overveje en teknisk forlængelse, så det ikke alene er Kommissionen, der afgør, hvornår perioden på otte uger begynder at løbe.

Den anden, men lige så vigtige hindring har at gøre med en snæver forståelse af nærhedsprincippet som fastsat i artikel 5 i TEU, som holder princippet om kompetencetildeling og proportionalitetsprincippet udenfor. Det er dette argument, som Kommissionen oftest bruger til at nægte de nationale parlamenter at udøve denne kontrolbeføjelse. Man har imidlertid i den juridiske teori længe sondret mellem nærhed i snæver forstand og i bred forstand, idet sidstnævnte omfatter de tre formulerede dimensioner. Tidligere erfaringer viser, at det er særdeles vanskeligt at forstå, hvor den nøjagtige grænse mellem nærhedsprincippets politiske dimension og proportionalitetsprincippets juridiske dimension går. Da der er tale om en hårfin grænse mellem politik og jura, bør Kommissionen udvise tilbageholdenhed, når der henvises til systemet for tidlig varsling, i forbindelse med en åbenlyst restriktiv opfattelse af nærhedsprincippet.

I denne forbindelse, og efter den indrømmelse, der blev givet inden for rammerne af den britiske folkeafstemningsproces, er der ingen appeller fra de nationale parlamenter om et fremtidigt rødt kort. Omvendt er der, som det også bliver dokumenteret i Europa-Parlamentets betænkninger, stærke kræfter, der arbejder for indførelsen af et grønt kort, der giver de nationale parlamenter en form for redskab på lovgivningsinitiativområdet. Der ville nødvendigvis være tre grænser for en sådan nyskabelse: Der kan ikke være tale om et ægte lovgivningsinitiativ, da retten hertil udelukkende er forbeholdt Kommissionen (hverken Parlamentet eller Rådet kan tage initiativ til lovgivning), den kan ikke anvendes i forbindelse med ophævelse af eksisterende EU-lovgivning, da den ellers ville fungere som et omvendt rødt kort, og endelig bør den ikke omfatte nogen ret til ændring af EU-lovgivningen (man ville derved tilrane sig beføjelser, som er tildelt Parlamentet og Rådet i henhold til traktaterne). Tanken er derfor yderst prisværdig, da den afspejler den rette forståelse af nærhedsprincippet, for så vidt som det betyder, at de nationale parlamenter anerkender, at Unionen har enekompetence på nogle områder. Der vil i yderste konsekvens være tale om en ret til at fremsætte forslag, der i lighed med parallelle mekanismer kan skabe en forpligtelse for Kommissionen til at give et begrundet svar i tilfælde af afslag.

(1)

"The Role of National parliaments in the EU after Lisbon: Potentialities and Challenges" af professor dr. Olivier Rozenberg.

(2)

"Subsidiarity as a Means to Enhance Cooperation between EU Institutions and National parliaments" af professor dr. Diane Fromage og "The Legisprudential Role of National parliaments in the European Union" af professor dr. Luís Heleno Terrinha.

(3)

"The interparliamentary cooperation at EU level" af Carlo Casini, "Subsidiarity and National parliaments" af Ludwik Dorn og "Political structured dialogue and National parliaments" af professor dr. Ingolf Pernice.

(4)

Vurderingen af gennemførelsen på europæisk plan "Working with national parliaments on EU affairs" af dr. Milano Remac, Europa-Parlamentet 2017 (PE 603.271).

(5)

Briefingen om gennemførelsen i praksis "Survey of permanent representatives of national parliaments in the European Parliament" (PE 610.992).

(6)

Se professor dr. Olivier Rozenbergs studie "The Role of National parliaments in the EU after Lisbon: Potentialities and Challenges".

(7)

Se den endelige rapport om undersøgelsesrejserne, 17. juli 2017, PE608.137v01-00.


FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om gennemførelsen af traktatens bestemmelser om de nationale parlamenter

(2016/2149(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 5 om kompetencetildeling og nærhedsprincippet, artikel 10, stk. 1, om det repræsentative demokrati, artikel 10, stk. 2, om repræsentationen af EU's borgere, artikel 10, stk. 3, om EU-borgernes ret til deltagelse i EU's demokratiske liv, artikel 11 om deltagelsesdemokrati, artikel 12 om de nationale parlamenters rolle, artikel 48, stk. 3, om den almindelige revisionsprocedure og artikel 48, stk. 7 (passerellebestemmelsen),

–   der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til Amsterdamtraktaten, og protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er knyttet som bilag til Lissabontraktaten,

–  der henviser til artikel 15 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 41 og 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 12. juni 1997 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter(1), sin beslutning af 7. februar 2002 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i den europæiske integration(2), sin beslutning af 7. maj 2009 om udviklingen af forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter under Lissabontraktaten(3) og sin beslutning af 16. april 2014 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter(4),

–  der henviser til sine beslutninger af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at drage fordel af Lissabontraktatens potentiale(5), om budgetmæssig kapacitet for euroområdet(6) og om mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur(7),

–  der henviser til Kommissionens årsrapporter om forbindelserne mellem Europa-Kommissionen og de nationale parlamenter, særlig rapporten for 2014 af 2. juli 2015 (COM(2015)0316) og rapporten for 2015 af 15. juli 2016 (COM(2016)0471), og dens årsrapporter om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, særlig rapporterne for 2015 af 15. juli 2016 (COM(2016)0469) og for 2016 af 30. juni 2017 (COM(2017)0600),

–  der henviser til de årlige rapporter fra Europa-Parlamentets Direktorat for Forbindelser med De Nationale Parlamenter, navnlig midtvejsrapporten for 2016 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter,

–  der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2017 om tilsyn med anvendelsen af EU-retten (2015)(8),

–  der henviser til Kommissionens hvidbog om Europas fremtid af 1. marts 2017 og kommissionsformand Jean-Claude Junckers tale om Unionens tilstand den 13. september 2017, hvor der blev fremlagt en køreplan,

–  der henviser til erklæringen "Greater European Integration: The Way Forward" ("Mere europæisk integration: vejen frem") fra formændene for det italienske Deputeretkammer, den franske Nationalforsamling, den tyske Forbundsdag og det luxembourgske Deputeretkammer, der blev underskrevet den 14. september 2015 og for indeværende støttes af 15 nationale parlamentariske forsamlinger i EU,

–  der henviser til de konklusioner, der er blevet vedtaget af konferencen af parlamentsformænd i EU (EU-parlamentsformandskonferencen) på dennes samlinger siden Lissabontraktatens ikrafttræden, navnlig konferencerne i Luxembourg i 2016 og Bratislava i 2017,

–  der henviser til bidragene til og konklusionerne fra Konferencen af de Europæiske Parlamenters Europaudvalg (COSAC) siden Lissabontraktatens ikrafttræden, navnlig møderne i Valletta og Tallinn i 2017, samt COSAC's halvårsrapporter,

–  der henviser til artikel 13 i traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (TSSS), der har indført afholdelse af interparlamentariske konferencer for at drøfte finanspolitik og andre spørgsmål, der henhører under traktaten;

­–   der henviser til beslutning af 30. november 2016 fra Tjekkiets Senát (26. beslutning fra 11. valgperiode), beslutning af 19. oktober 2016 fra Italiens Senato della Republica (Doc. XVIII n. 164) og bidragene fra dets udvalg for EU-politik af 2. maj 2017 (Prot. 573) samt bidragene fra den franske Assemblée Nationale's Europaudvalg af 31. maj 2017 (reference 2017/058) og det stående Europaudvalg under Nederlandenes Tweede Kamer der Staten-Generaal (Andetkammeret) af 22. december 2017 (skrivelse A(2018)1067);

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i samt bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0127/2018),

A.  der henviser til, at nationale parlamenter forbedrer og bidrager aktivt til Den Europæiske Unions tilfredsstillende forfatningsmæssige funktion (artikel 12i TEU) og derved spiller en vigtig rolle for dens demokratiske legitimitet og realiseringen heraf i videst mulige omfang;

B.  der henviser til, at de nationale regeringers parlamentariske ansvar inden for rammerne af europæiske anliggender, der afhænger af den enkelte nationale praksis, er hjørnestenen i de nationale parlamenters rolle i de gældende EU-traktater;

C.  der henviser til, at de nationale parlamenter for at forbedre ejerskabet bør kontrollere de nationale regeringer, ligesom Europa-Parlamentet kontrollerer den udøvende EU-myndighed; der imidlertid henviser til, at de nationale parlamenters indflydelse over for de nationale regeringer varierer betydeligt på medlemsstatsniveau;

D.  der henviser til, at de nationale parlamenter ofte klager over deres begrænsede involvering i EU-anliggender og ønsker at blive mere inddraget i udviklingen af den europæiske integrationsproces;

E.  der henviser til, at en manglende gennemsigtighed i EU's lovgivnings- og beslutningsprocesser risikerer at underminere både de nationale parlamenters beføjelser i henhold til traktaterne og de relevante protokoller og navnlig deres rolle som deres regeringers vagthunde;

F.  der henviser til, at de nationale parlamenters pluralisme er yderst gavnlig for Unionen, idet tilpasningen af de forskellige politiske holdninger i medlemsstaterne kan styrke og udvide den tværgående debat på EU-plan;

G.  der henviser til, at der bør dannes en modvægt mod de parlamentariske mindretals underrepræsentation i europæiske anliggender med fuld respekt for flertallene i de enkelte nationale parlamenter og i overensstemmelse med princippet om forholdsmæssig repræsentation;

H.   der henviser til, at de nationale parlamenter spiller en rolle i enhver revision af EU-traktaterne og for nylig er blevet opfordret til at deltage i en række demokratiske EU-fora;

I.  der henviser til, at man kunne fremme en europæisk offentlig sfære gennem en række fora om Europas fremtid, der skal organiseres af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet som naturlige repræsentanter for det europæiske folk; der henviser til, at disse fora kunne godkendes gennem en fælles europæisk uge, hvor medlemmer af de nationale parlamentariske forsamlinger samtidigt ville diskutere europæiske anliggender med deltagelse af kommissærer og medlemmer af Europa-Parlamentet;

J.  der henviser til, at den økonomiske, finansielle og sociale krise har øget EU-borgernes mistillid til og desillusion over for den nuværende demokratiske repræsentationsmodel, både på europæisk og nationalt plan, som det fremgår af tendenserne ved de seneste valg;

K.  der henviser til, at gennemførelsen af retten for de nationale parlamenter til at føre kontrol med overholdelsen af nærhedsprincippet, på grundlag af det såkaldte system for tidlig varsling (varslingssystemet), delvis har forbedret forbindelserne mellem EU-institutionerne og de nationale parlamenter;

L.  der henviser til, at de nationale parlamenter til tider er kritiske over for varslingssystemet, idet de hævder, at bestemmelserne herom ikke er lette at gennemføre i praksis og mangler et bredt anvendelsesområde;

M.  der henviser til, at der er gjort fremskridt med gennemførelsen af varslingssystemet, som det fremgår af de seneste tal for det samlede antal udtalelser fra de nationale parlamenter inden for rammerne af den politiske dialog; der henviser til, at den begrænsede brug af proceduren med gult kort og ineffektiviteten af proceduren med orange kort viser, at der stadig er plads til forbedringer, og at en bedre koordinering mellem de nationale parlamenter er mulig i denne henseende;

N.  der henviser til, at perioden på otte uger i artikel 4 i protokol nr. 1 har vist sig at være utilstrækkelig til en rettidig overvågning af overholdelsen af nærhedsprincippet;

O.  der henviser til, at varslingssystemet kan suppleres med det system, der i dag giver de nationale parlamenter mulighed for at fremsætte konstruktive forslag, som Kommissionen kan overveje, under behørig hensyntagen til dens initiativret;

P.  der henviser til, at flere nationale parlamenter har udtrykt deres interesse i et instrument til at forbedre den politiske dialog, som ville give dem mulighed for at komme med konstruktive forslag, som Kommissionen kan overveje, under behørig hensyntagen til Kommissionens initiativret, efter først at have sikret sig Parlamentets støtte;

Q.  der henviser til, at de nationale parlamenter til enhver tid kan fremsætte udtalelser inden for rammerne af den politiske dialog, give deres nationale regeringer mandat til at kræve udarbejdelse af lovgivningsforslag via Rådet eller i overensstemmelse med artikel 225 i TEUF bare opfordre Parlamentet til at fremsætte forslag til Kommissionen;

R.  der henviser til, at det er utænkeligt, at der kan gennemføres en procedure med rødt kort på dette trin i den europæiske integrationsproces;

S.  der henviser til, at de omfattende informationsrettigheder, der er fastlagt i Lissabontraktaten, kunne styrkes, hvis der blev givet de nationale parlamenter flere ressourcer og mere tid til at håndtere de dokumenter, der sendes til dem af EU-institutionerne;

T.  der henviser til, at IPEX, som er en platform for løbende informationsudveksling mellem de nationale parlamenter og mellem de nationale parlamenter og EU-institutionerne, bør udvikles yderligere i overensstemmelse med dens digitale strategi, hvor Europa-Parlamentet spiller en vigtig støttende rolle;

U.  der henviser til, at det interinstitutionelle samarbejde er blevet bedre efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten og det såkaldte Barroso-initiativ – den politiske dialog, som Kommissionen lancerede i september 2006, og som giver de nationale parlamenter lejligheder til at kommentere, komme med positiv feedback eller kritisere Kommissionens forslag;

V.  der henviser til, at de nationale parlamenter lejlighedsvis beklager sig over deres forbindelser med Den Europæiske Union, idet de hævder, at de er for komplekse;

W.  der henviser til, at de nationale parlamenter har relevante kompetencer på områderne frihed, sikkerhed og retfærdighed i henhold til artikel 70, 85 og 88 i TEUF og derfor bør spille en vigtig rolle angående fremtiden for Unionens sikkerheds- og forsvarspolitik;

X.  der henviser til, at der bør være større national og europæisk parlamentarisk kontrol af finanspolitikken og den økonomiske politik, de trufne beslutninger og forvaltningen på EU-plan;

Y.  der henviser til, at Domstolens afgørelse af 16. maj 2017 om den blandede karakter af handelsaftalen mellem EU og Singapore har ændret den måde, hvorpå de nationale parlamenter vil blive involveret i handelsaftaler i fremtiden;

Z.  der henviser til, at et bedre samspil og en forbedret udveksling af oplysninger mellem MEP'er og nationale parlamentsmedlemmer og også mellem de nationale parlamenters embedsmænd kunne bidrage til at forbedre kontrollen med den europæiske debat på nationalt plan og således fremme en ægte europæisk parlamentarisk og politisk kultur;

Kontrollen med regeringernes aktiviteter i europæiske anliggender

1.  mener, at gennemførelsen af de nationale parlamenters rettigheder og forpligtelser som følge af Lissabontraktaten har styrket deres rolle, inden for de europæiske konstitutionelle rammer og dermed giver Unionen mere pluralisme, demokratisk legitimitet og evnen til at fungere bedre;

2.  anerkender, at de nationale regeringer er demokratisk ansvarlige over for de nationale parlamenter, som anerkendt i artikel 10, stk. 2, i TEU, i overensstemmelse med deres respektive nationale forfatningsmæssige ordener; er af den opfattelse, at dette ansvar er kernen i de nationale parlamentariske forsamlingers rolle i Den Europæiske Union; opfordrer de nationale parlamenter til at udøve deres europæiske funktioner fuldt ud for at øve direkte indflydelse på og kontrollere EU-politikkernes indhold, navnlig gennem overvågningen af deres nationale regeringer i deres egenskab af medlemmer af Det Europæiske Råd og Rådet;

3.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de nationale parlamenter får tilstrækkelig tid, kapaciteten og den nødvendige adgang til information til at opfylde deres forfatningsmæssige rolle med at føre kontrol med og dermed legitimere de nationale regeringers aktiviteter, når disse regeringer handler på EU-plan, det være sig i Rådet eller i Det Europæiske Råd; anerkender, at denne europæiske funktion bør finde sted i fuld overensstemmelse med medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner; mener, at man med henblik på at bevare og forstærke denne rolle bør styrke og fremme den eksisterende udveksling af bedste praksis og samspillet mellem de nationale parlamenter;

4.  mener, at gennemsigtighed i EU-institutionernes arbejdsmetoder og beslutningsprocesser er en forudsætning for, at de nationale parlamenter effektivt kan udføre deres institutionelle rolle i medfør af traktaterne; opfordrer endvidere de nationale parlamenter til at gøre fuld brug af deres respektive beføjelser med henblik på at udøve kontrol med regeringernes handlinger på EU-plan, bl.a. ved at tilpasse deres interne organisation, tidsplaner og forretningsorden, så de bliver i stand hertil; foreslår også en udveksling af bedste praksis mellem nationale parlamenter, regelmæssige debatter mellem de respektive ministre og fagudvalgene i de nationale parlamenter før og efter rådssamlingerne og Det Europæiske Råds møder og regelmæssige møder mellem medlemmer af de nationale parlamenter, kommissærer og MEP'er;

5.  mener, at det er vigtigt at undgå enhver form for overdreven gennemførelse af EU-lovgivningen fra medlemsstaternes side, og at de nationale parlamenter spiller en nøglerolle i den sammenhæng; minder samtidig om, at dette ikke berører medlemsstaternes ret til at anvende klausuler om garanti mod forringelser og til f.eks. at fastsætte højere sociale og miljømæssige standarder på nationalt plan;

6.  minder om, at beslutningerne skal træffes i overensstemmelse med de forfatningsmæssige kompetencer og under hensyntagen til den klare afgrænsning mellem de respektive beslutningskompetencer hos de nationale organer og EU-organerne, idet det samtidig opfordrer til en styrket politisk dialog med de nationale parlamenter og anerkender det klare behov for at styrke den parlamentariske deltagelse;

7.  bemærker, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i højere grad bør involveres i det europæiske semester, og anbefaler, at budgetkalenderne på nationalt plan og på EU-plan bliver koordineret bedre gennem hele processen med henblik på at tilskynde til en mere effektiv anvendelse af dette instrument; minder desuden om, at en tilpasning af det europæiske semester til de nationale parlamenters dagsordener kunne bidrage yderligere til koordineringen af de økonomiske politikker, men understreger, at en sådan tilpasning ikke må tilsidesætte de enkelte parlamentariske forsamlingers selvstyrebeføjelser og særlige procedureregler;

8.  foreslår, at der indføres en national periode for budgetdialog, hvor de nationale parlamenter vil kunne drøfte og bidrage til det europæiske semester ved at give deres egne regeringer et mandat i deres forbindelser med Kommissionen og Rådet;

9.  understreger, at det under Konferencen af de Europæiske Parlamenters Europaudvalgs (COSAC) sidste plenarmøde i Tallin blev anerkendt, at de fleste nationale parlamenter deltager aktivt i plenarmøder for at debattere EU-spørgsmål, enten med jævne mellemrum eller på ad hoc-basis, og at flere plenarmødedebatter om EU-spørgsmål gør Unionen mere synlig og giver borgerne mulighed for at få mere at vide om EU's dagsorden og de politiske partiers holdninger til disse spørgsmål;

Skabelse af en europæisk offentlig sfære

10.  bemærker, at en tilpasning af de forskellige politiske holdninger i medlemsstaterne kan styrke og udvide de tværgående debatter på EU-plan; anbefaler derfor, at de nationale parlamentariske delegationer, der agerer i EU-institutionerne, afspejler den politiske mangfoldighed; påpeger relevansen af princippet om forholdsmæssig repræsentation af medlemmer fra forskellige politiske partier i denne henseende;

11.  bemærker, at de parlamentariske flertals bindende vilje kan komme til udtryk i udtalelserne fra de nationale parlamenter, inden for eller uden for rammerne af varslingssystemet; tilslutter sig imidlertid idéen om, at de nationale parlamentariske politiske mindretal får mulighed for at udtrykke afvigende synspunkter, som så kan blive indarbejdet i bilagene til de pågældende udtalelser; mener, at udtalelserne bør afgives under fuld overholdelse af proportionalitetsprincippet og i overensstemmelse med de enkelte parlamentariske forsamlingers procedureregler;

12.   noterer sig den seneste opfordring til en række demokratiske konventer i hele Europa; mener i denne forbindelse, at indførelse af en årlig europæisk uge vil gøre det muligt for MEP'er og kommissærer, navnlig næstformændene med ansvar for klynger, at være til stede i alle de nationale parlamentariske forsamlinger for at drøfte og forklare den europæiske dagsorden sammen med nationale parlamentsmedlemmer og repræsentanter for civilsamfundet; foreslår at revidere sin forretningsorden med henblik på at kunne godkende initiativet, og opfordrer de nationale parlamenter til at gøre det samme; mener endvidere, at møder mellem nationale og europæiske politiske grupper inden for rammerne af det interparlamentariske samarbejde i EU kan tilføre merværdi i form af en ægte europæisk politisk debat;

Støtte til en reform af varslingssystemet

13.  understreger, at varslingssystemet sjældent er blevet anvendt siden Lissabontraktatens ikrafttræden, og mener, at det kunne reformeres inden for de nuværende konstitutionelle rammer;

14.  bemærker, at eksempler som udløsningen af proceduren med "gult kort" i forhold til Kommissionens forslag om en revision af "direktivet om udstationering af arbejdstagere" i 2016 viser, at varslingssystemet fungerer; understreger, at den begrænsede anvendelse af proceduren med "gult kort" kunne tyde på, at nærhedsprincippet i det store og hele bliver overholdt inden for EU; mener derfor, at de proceduremæssige mangler ved varslingssystemet ikke bør betragtes som et afgørende bevis på en manglende overholdelse af nærhedsprincippet; minder desuden om, at de nationale parlamenter kan gribe ind og undersøge spørgsmålet om overholdelse af nærhedsprincippet forud for Kommissionens fremsættelse af et lovgivningsforslag i form af grøn- og hvidbøger eller den årlige fremlæggelse af Kommissionens arbejdsprogram;

15.  minder om, at Kommissionen i relation til ethvert nyt lovgivningsinitiativ er forpligtet til at undersøge, om EU har ret til at træffe foranstaltninger, og om de pågældende foranstaltninger er berettigede; understreger desuden, at de tidligere erfaringer har vist, at det somme tider er vanskeligt og problematisk at trække grænsen mellem nærhedsprincippets politiske dimension og proportionalitetsprincippets juridiske dimension; opfordrer derfor Kommissionen til i sine svar på begrundede udtalelser inden for eller uden for rammerne af varslingssystemet også at adressere proportionalitetsprincippet og, hvor det er relevant, enhver bekymring over de foreslåede politiske løsningsmodeller, ud over sin fortolkning af nærhedsprincippet;

16.  anerkender den anmodning, som nationale parlamenter har fremsat, om at udvide den periode på otte uger, som de har til at afgive begrundede udtalelser i henhold til artikel 3 i protokol nr. 1; understreger imidlertid, at der inden for de nuværende traktatrammer ikke findes bestemmelser om en sådan udvidelse; mener derfor, at Kommissionen bør indføre en teknisk meddelelsesfrist inden for varslingssystemet for at give ekstra tid mellem den dato, hvor udkastene til lovgivningsmæssige retsakter teknisk modtages af de nationale parlamentariske forsamlinger, og den dato, hvor perioden på otte uger begynder; minder i denne forbindelse om, at Kommissionen i 2009 iværksatte andre praktiske ordninger for mekanismen til kontrol af nærhedsprincippet;

17.  noterer sig den anmodning, som visse nationale parlamenter har fremsat, om at udvide den periode på otte uger, som de har til at afgive en begrundet udtalelse i henhold til artikel 6 i protokol nr. 2;

18.  foreslår i overensstemmelse med den politiske dialog, som Kommissionen lancerede i 2016, at der gøres fuld brug af det system, hvorved de nationale parlamenter kan sende konstruktive forslag til Kommissionen med det formål at øve en positiv indflydelse på EU-debatten og Kommissionens initiativret; foreslår i denne forbindelse, at Kommissionen kunne have skønsbeføjelse til enten at acceptere det pågældende forslag eller give et formelt svar med fremhævelse af grundene til ikke at gøre det; påpeger, at en sådan procedure ikke kan bestå i en initiativret eller retten til at trække lovgivning tilbage eller ændre lovgivning, da den ellers ville underminere "EU-metoden" og kompetencefordelingen mellem det nationale og det europæiske niveau og derfor stride mod traktaterne; anbefaler samtidig, at lovgivningsinitiativretten i tilfælde af en fremtidig revision af traktaterne hovedsagelig tildeles Europa-Parlamentet som den direkte repræsentant for EU-borgerne;

Gennemførelse af retten til information

19.  bekræfter, at artikel 12 i TEU og protokol nr. 1 giver de nationale parlamenter ret til at modtage information direkte fra EU-institutionerne;

20.  understreger, at de nationale parlamenter bedre kunne håndtere den information, der sendes til dem som følge af varslingssystemet eller i medfør af deres ret til information, hvis IPEX- platformen fik status af en agora eller et forum for en uformel permanent dialog mellem de nationale parlamenter og mellem disse og EU- institutionerne; beslutter derfor at fremme anvendelsen af platformen til en styrkelse af den politiske dialog; anbefaler de nationale parlamenter at anvende IPEX-platformen i god tid med henblik på at sikre, at den nationale kontrolmekanisme indledes på et tidligt stadium; anbefaler, at man benytter IPEX som en kanal til systematisk udveksling af oplysninger og til tidligt at gøre opmærksom på problemer vedrørende nærhedsprincippet; ser potentialet til at udvikle IPEX som den vigtigste kanal for kommunikation og fremsendelse af relevante dokumenter fra EU-institutionerne til de nationale parlamenter og omvendt, og påtager sig i denne forbindelse at tilbyde bistand til de nationale parlamentariske forsamlingers forvaltninger i, hvordan man arbejder med platformen; opfordrer endvidere til, at der indføres mere udveksling mellem institutionernes og de politiske gruppers tjenestemænd inden for Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters forvaltninger;

Bedre interinstitutionelt samarbejde

21.  noterer sig det eksisterende samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i COSAC, i den interparlamentariske konference om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (CFSP-IPC) og inden for rammerne af artikel 13 i TSSS; understreger, at dette samarbejde bør udvikles på grundlag af principperne om konsensus, informationsudveksling og høring, så de nationale parlamenter kan udøve kontrol med deres respektive regeringer og administrationer;

22.  gentager, at de nuværende rammer for forbindelserne mellem EU og de nationale parlamenter kan forenkles og harmoniseres med henblik på at gøre dem mere effektive; opfordrer i denne sammenhæng til en revision af samarbejdet mellem EU og dets nationale parlamenter på tværs af de eksisterende platforme og fora med henblik på at styrke disse forbindelser og tilpasse dem til de aktuelle behov; insisterer imidlertid på en klar afgrænsning af de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets beslutningskompetencer, hvor de førstnævnte bør udøve deres europæiske funktion på grundlag af deres nationale forfatninger, navnlig ved at udøve kontrol med medlemmerne af deres nationale regeringer som medlemmer af Det Europæiske Råd og Rådet, som er det plan, hvor de er bedst i stand til at overvåge den europæiske lovgivningsproces; forkaster derfor idéen om at oprette fælles parlamentariske beslutningstagende organer af hensyn til gennemsigtighed, ansvarlighed og handleevne;

23.  påpeger, at en styrkelse af den politiske og tekniske dialog mellem de parlamentariske udvalg, både på nationalt og på EU-plan, ville være et meget produktivt skridt hen imod et fuldt interparlamentarisk samarbejde; overvejer muligheden af at tildele ekstra ressourcer til at nå dette mål og anvendelse af videokonferencer, når det er muligt;

24.  anerkender relevansen af de interparlamentariske udvalgsmøder i henhold til artikel 9 og 10 i protokol nr. 1; mener, at der kunne opnås et bedre interinstitutionelt samarbejde, hvis Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters medlemmer tillagde de interparlamentariske udvalgsmøder større betydning, og hvis de blev forberedt i et tættere samarbejde;

25.  anbefaler, at de nationale parlamenter bliver fuldt inddraget i den fortsatte udvikling af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik; mener, at denne inddragelse bør fremmes i et tæt samarbejde med Europa-Parlamentet og under fuld overholdelse af bestemmelserne i de nationale forfatninger vedrørende sikkerheds- og forsvarspolitik, herunder gennem fælles interparlamentariske møder mellem repræsentanter for de nationale parlamenter og medlemmer af Europa-Parlamentet og via en politisk dialog mellem et fuldgyldigt sikkerheds- og forsvarsudvalg i Europa-Parlamentet og de tilsvarende nationale parlamentsudvalg; noterer sig potentialet heri for neutrale EU-medlemsstater til at udøve en konstruktiv kontrol på dette område;

26.  er af den opfattelse, at en øget politisk og lovgivningsmæssig dialog mellem og med de nationale parlamenter vil fremme overholdelsen af målene i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning;

o

o    o

27.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1)

EFT C 200 af 30.6 1997, s. 153.

(2)

EFT C 284 E af 21.11 2002, s. 322.

(3)

EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 94.

(4)

Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0430.

(5)

Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0049.

(6)

Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0050.

(7)

Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0048.

(8)

Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0421.


OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

21.3.2018

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

23

1

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Gerolf Annemans, Michał Boni, Mercedes Bresso, Elmar Brok, Fabio Massimo Castaldo, Pascal Durand, Esteban González Pons, Danuta Maria Hübner, Alain Lamassoure, Jo Leinen, Morten Messerschmidt, Maite Pagazaurtundúa Ruiz, Markus Pieper, Paulo Rangel, Helmut Scholz, György Schöpflin, Pedro Silva Pereira, Barbara Spinelli, Claudia Țapardel, Kazimierz Michał Ujazdowski

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Max Andersson, Pervenche Berès, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Jasenko Selimovic


ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

23

+

ALDE

Maite Pagazaurtundúa Ruiz, Jasenko Selimovic

ECR

Morten Messerschmidt, Kazimierz Michał Ujazdowski

EFDD

Fabio Massimo Castaldo

GUE/NGL

Helmut Scholz, Barbara Spinelli

PPE

Michał Boni, Elmar Brok, Esteban González Pons, Danuta Maria Hübner, Alain Lamassoure, Markus Pieper, Paulo Rangel, György Schöpflin

S&D

Pervenche Berès, Mercedes Bresso, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Jo Leinen, Pedro Silva Pereira, Claudia Țapardel

VERTS/ALE

Max Andersson, Pascal Durand

1

-

ENF

Gerolf Annemans

0

0

 

 

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller

Seneste opdatering: 12. april 2018Juridisk meddelelse