Procedure : 2017/2276(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0188/2018

Indgivne tekster :

A8-0188/2018

Forhandlinger :

PV 12/06/2018 - 16
CRE 12/06/2018 - 16

Afstemninger :

PV 13/06/2018 - 8.9
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0257

BETÆNKNING     
PDF 405kWORD 63k
25.5.2018
PE 615.554v02-00 A8-0188/2018

om forbindelserne mellem EU og NATO

(2017/2276(INI))

Udenrigsudvalget

Ordfører: Ioan Mircea Paşcu

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 MINDRETALSUDTALELSE
 OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG
 ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI RÅDGIVENDE UDVALG

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om forbindelserne mellem EU og NATO

(2017/2276(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Lissabontraktaten,

–  der henviser til den nordatlantiske traktat,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. december 2013, 26. juni 2015, 28. juni og 15. december 2016 samt af 9. marts, 22. juni og 15. december 2017,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 18. maj 2015 og af 14. november 2016 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, af 6. december 2016 om samarbejdet mellem EU og NATO, af 6. marts, 18. maj og 17. juli 2017 om EU's globale strategi og af 19. juni og 5. december 2017 om gennemførelsen af det fælles sæt af forslag, som blev godkendt af EU og NATO den 6. december 2016,

–  der henviser til dokumentet "Shared Vision, Common Action: A Stronger Europe – A Global Strategy for the European Union's Foreign and Security Policy" ("Fælles vision, fælles aktion: Et stærkere Europa – En global strategi for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik"), som blev fremlagt af næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) den 28. juni 2016,

–  der henviser til den fælles erklæring af 8. juli 2016 fra formændene for Det Europæiske Råd og Kommissionen og NATO's generalsekretær om det fælles sæt af 42 forslag, som blev godkendt af EU-Rådet og NATO-Rådet den 6. december 2016, og statusrapporterne af 14. juni og 5. december 2017 om gennemførelsen af dem samt til det nye sæt af 32 forslag, som blev godkendt af begge råd den 5. december 2017,

–  der henviser til resultaterne af møderne i Rådet (udenrigs- og forsvarsanliggender) den 13. november 2017 og den 6. marts 2018, som særligt handlede om samarbejdet mellem EU og NATO,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. november 2016 til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om den europæiske forsvarshandlingsplan (COM(2016)0950),

–  der henviser til den fælles meddelelse af 10. november 2017 fra Kommissionen og NF/HR til Europa-Parlamentet og Rådet om fremme af militær mobilitet i Den Europæiske Union (JOIN(2017)0041) og den tilhørende handlingsplan, der blev fremlagt i marts 2018,

–  der henviser til den forsvarspakke, som Kommissionen forelagde den 7. juni 2017,

–  der henviser til NATO's generalsekretærs årsberetning for 2017, som blev offentliggjort den 15. marts 2018,

–  der henviser til NATO's Parlamentariske Forsamlings resolution nr. 439 af 9. oktober 2017 om et tættere samarbejde mellem NATO og EU,

–  der henviser til NATO's Parlamentariske Forsamlings resolution nr. 440 af 9. oktober 2017 om det europæiske forsvars industrielle basis,

–  der henviser til rapporten af 8. oktober 2017 fra Udvalget om Forsvar og Sikkerhed under NATO's Parlamentariske Forsamling om samarbejdet mellem NATO og EU efter Warszawa, herunder bilaget hertil, som er udarbejdet af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 13. april 2016 om EU i et foranderligt globalt miljø – en tættere forbundet, mere konfliktfyldt og mere kompleks verden(1),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om en europæisk forsvarsunion(2),

–  der henviser til sine beslutninger af hhv. 23. november 2016 og 13. december 2017 om gennemførelsen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP)(3),

–  der henviser til sine beslutninger af hhv. 14. december 2016 og 13. december 2017 om gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik(4),

–  der henviser til sin beslutning af 16. marts 2017 om forfatningsmæssige, retlige og institutionelle følger af en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik: mulighederne i Lissabontraktaten(5),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0188/2018),

A.   der henviser til, at vore værdier, såsom liberalt demokrati, multilateralisme, menneskerettigheder, fred, udvikling og retsstatsprincippet, som EU og det transatlantiske bånd er baseret på, såvel som det regelbaserede internationale system og den europæiske enhed og samhørighed er under pres i en tid med geopolitisk uro og hurtig nedbrydning af det strategiske miljø;

B.   der henviser til, at Vestens to største organisationer, EU og NATO, gør fremskridt med hensyn til at øge deres samarbejde om at imødegå komplekse udfordringer, risici og trusler, både konventionelle og hybride, som skabes af statslige og ikke-statslige aktører og hovedsagelig kommer fra øst og syd; der henviser til, at akkumuleringen af kriser, der destabiliserer den europæiske naboskabspolitik, både skaber interne og eksterne sikkerhedstrusler; der henviser til, at ingen af organisationerne har den fulde vifte af værktøjer til at tackle disse udfordringer på egen hånd, og at alle vil være bedre i stand til at tackle dem i samarbejde med de andre; der henviser til, at EU og NATO er absolut nødvendige for at garantere sikkerheden for Europa og for dets borgere;

C.   der henviser til, at samarbejde mellem EU og NATO ikke bør opfattes som et mål i sig selv, men som et middel til at opnå fælles sikkerhedsprioriteter og -mål gennem komplementaritet mellem opgaver og de til rådighed værende midler; der henviser til, at EU's medlemsstater og NATO's allierede har et sæt fælles styrker; der henviser til, at de sammen kan gøre effektivt brug af ressourcerne og mere effektivt kan mobilisere en bred vifte af eksisterende instrumenter med henblik på at reagere på udfordringer på sikkerhedsområdet;

D.   der henviser til, at NATO er en militær alliance, og at EU ikke er; der henviser til, at EU er en global strategisk aktør og formidler af sikkerhed, som har en enestående og bred vifte af instrumenter og værktøjer til sin rådighed til på en omfattende måde at håndtere de nuværende udfordringer gennem sine forskellige politikker; der henviser til, at EU i overensstemmelse med målsætningerne i den globale strategi og i kølvandet derpå styrker sit ansvar for sin egen sikkerhed og sit eget forsvar samt sin rolle som partner for fred og international sikkerhed såvel som sin evne til at handle på egen hånd, samtidig med at det styrker sit bidrag til NATO og fremmer et tættere samarbejde;

E.   der henviser til, at NATO har det primære ansvar for det kollektive forsvar af dets medlemmer; der henviser til, at det noterer sig NATO's retningslinje for allierede om at bruge 2 % af deres BNP på forsvar inden for et årti for at opretholde en passende forsvarskapacitet; der henviser til, at NATO som EU's centrale sikkerhedspartner fortsat giver en væsentlig garanti for interoperabilitet inden for de allierede styrkers kapacitet og for sammenhæng i deres anskaffelsesindsatser;

F.   der henviser til, at EU's og NATO's handlinger bør supplere hinanden på sikkerhedsområdet, så der bedre kan reageres på nye, hidtil usete og flerstrengede sikkerhedsudfordringer; der henviser til, at de fælles områder mellem de to organisationer endvidere kræver et tættere og mere effektivt samarbejde;

G.  der henviser til, at EU og NATO, som begge beskæftiger sig med krisestyring, ville være mere effektive i dette forehavende, hvis de agerede på en virkelig velkoordineret måde og udnyttede deres ekspertise og ressourcer bedst muligt; der henviser til, at EU som opfølgning på EU's globale strategi styrker sin samlede tilgang til eksterne konflikter og kriser og reagerer på trusler og udfordringer ud fra sammenhængen mellem intern og ydre sikkerhed ved anvendelse af civile og militære midler;

H.  der henviser til, at NATO og EU på NATO-topmødet i Warszawa i 2016 skitserede områder for styrket samarbejde i lyset af de fælles udfordringer mod øst og syd, herunder bekæmpelse af hybride trusler, forbedring af modstandsdygtigheden, opbygning af forsvarskapacitet, cyberforsvar, maritim sikkerhed og øvelser; der henviser til, at NATO's udenrigsministre i december 2016 vedtog 42 foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem NATO og EU inden for bestemte områder, og at man nåede til enighed om yderligere samarbejdsområder i december 2017;

I.  der henviser til, at der er behov for et partnerskab mellem EU og NATO for at imødegå hybride trusler, herunder for at imødegå misinformation og desinformation og for at øge modstandsdygtigheden; der henviser til, at det kræver en klar skelnen med hensyn til de to institutioners kompetencer og politiske strategier;

J.  der henviser til, at der er en kraftig stigning i Ruslands aktiviteter; der henviser til, at idet risikoen for svækkelse af det transatlantiske bånd og af solidariteten mellem EU's medlemsstater fortsætter, er der behov for, at deres fælles, strategiske tilgang med hensyn til Rusland bliver styrket; der henviser til, at både EU og NATO er bekymrede over Ruslands selvhævdende militære adfærd; der henviser til, at politisk manipulation og cyberangreb ligeledes er årsag til bekymring; der henviser til, at EU har reageret på den russiske indblanding i europæiske indre anliggender, der er i strid med folkeretten og de internationale normer; der henviser til, at modstandsdygtighed er og fortsat vil være et centralt element i det kollektive forsvar;

K.  der henviser til, at de sydlige nabolande er vidne til en hidtil uset ustabilitet og udgør en strategisk vigtig udfordring for såvel EU-medlemsstaterne som NATO-medlemmerne, især dem, der ligger i frontlinjen;

L.  der henviser til, at cyberangreb bliver stadig hyppigere og mere sofistikerede; der henviser til, at NATO i 2014 definerede cyberforsvar som en af alliancens hovedopgaver inden for kollektivt forsvar og i 2016 anerkendte cyberspace som et operationelt område på linje med land, luft og hav; der henviser til, at EU og NATO kan supplere hinandens bestræbelser; der henviser til, at et styrket samarbejde mellem EU-medlemsstaterne inden for cybersikkerhed skal fremmes, og at der er brug for en koordineret tilgang fra alle EU-medlemsstaternes side på dette område;

M.  der henviser til, at NATO og EU i december 2017 besluttede at booste deres samarbejde i forbindelse med kampen mod terrorisme, primært ved at øge informationsudvekslingen og forbedre den nationale modstandsdygtighed;

N.  der henviser til, at både EU og NATO benytter samme transportinfrastruktur i Europa, en afgørende faktor for hurtig militær deployering, og til, at militær mobilitet for nylig blev udpeget som et prioriteret samarbejdsområde mellem de to organisationer;

O.  der henviser til, at ifølge de seneste meningsmålinger fra Pew Research Center er den offentlige opbakning til NATO stor og i stadig fremgang i de fleste NATO-lande;

Et mere betydningsfuldt partnerskab

1.  er overbevist om, at EU og NATO deler samme værdier i deres stræben efter international fred og sikkerhed, at de står over for de samme strategiske udfordringer, og at de på grund af overlappende medlemskab for 22 medlemsstaters vedkommende har sammenfaldende sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser, herunder beskyttelse af deres befolkninger mod eventuelle trusler; mener, at det strategiske partnerskab mellem EU og NATO er afgørende for at imødegå disse sikkerhedsmæssige udfordringer; understreger, at samarbejdet mellem EU og NATO bør være komplementært og bør respektere begges særlige karakteristika og roller;

2.  fremhæver åbenhed og gennemsigtighed samt fuld overholdelse af den selvstændige beslutningstagning og procedurerne i begge organisationer såvel som rummelighed og gensidighed, uden at det berører den pågældende medlemsstats sikkerheds- og forsvarspolitik, som vigtige principper i det strategiske partnerskab mellem EU og NATO; understreger, at samarbejde med EU-medlemsstater, der ikke er medlemmer af NATO, og NATO-lande, der ikke er medlem af EU, er en integreret del af samarbejdet mellem EU og NATO;

3.  er overbevist om, at NATO for dets medlemmer er hjørnestenen i Europas kollektive forsvar og afskrækkelse; er endvidere overbevist om, at et stærkere EU, der gennem flere projekter mellem medlemsstaterne får en mere effektiv FSFP og er i stand til at opfylde bestemmelserne i artikel 42, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), på grundlag af hvilken medlemsstaterne kan anmode om bistand, bidrager til et stærkere NATO; understreger, at samarbejdet mellem EU og NATO også skal tage hensyn til sikkerheds- og forsvarspolitikken i de seks EU-medlemsstater, der ikke er medlemmer af NATO, og de syv NATO-lande, der ikke er medlemmer af EU;

4.  er af den faste overbevisning, at en effektiv respons på hele spektret af sikkerhedsmæssige udfordringer kræver en strategisk vision, yderligere strukturel tilpasning og en kombination af hårde og bløde magtmidler for både EU og NATO; understreger, at tidsfaktoren er afgørende for at styrke partnerskabet mellem EU og NATO, under hensyntagen til forskellene mellem begge organisationer;

5.  bemærker, at selv om en fælles europæisk strategisk kultur bør udvikles yderligere, vil opnåelse af en fælles trusselsopfattelse have en positiv virkning; er af den opfattelse, at Unionen skal arbejde på at styrke sin strategiske autonomi; opfordrer derfor EU's medlemsstater til i samarbejde med EU's institutioner at finde frem til en fælles forståelse af trusselsmiljøet, der hele tiden udvikler sig, og fortsætte indsatsen inden for f.eks. fælles briefinger, civil nødhjælpstræning og fælles trusselsvurderinger; glæder sig over den seneste indsats i denne retning;

6.  understreger, at de europæiske borgere, idet det erkendes, at rent nationale reaktioner på terrorisme og usikkerhed er utilstrækkelige, forventer, at EU beskytter dem mod disse trusler, og at et tæt samarbejde mellem EU og NATO vil gøre det muligt for medlemsstaterne at supplere hinanden mere og blive mere effektive;

7.  fremhæver behovet for at styrke samarbejdet mellem EU og NATO om missioner og operationer, både på strategisk og taktisk plan;

8.  understreger, at det strategiske partnerskab mellem EU og NATO er lige så afgørende for EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, der er under udvikling, som for alliancens fremtid samt for forbindelserne mellem EU og Det Forenede Kongerige efter brexit;

9.  mener, at potentialet i forbindelserne mellem EU og NATO kan udnyttes bedre, og at den videre udvikling og uddybning af partnerskabet ikke bør begrænses til en fælles reaktion på kriser uden for Europa, navnlig i naboskabsområdet, men også bør omfatte kriser på kontinentet;

10.  fremhæver behovet for at samarbejde om forebyggelse, analyse og tidlig varsling gennem en effektiv udveksling af oplysninger med henblik på at imødegå nye trusler ved hjælp af fælles foranstaltninger;

11.  mener, at fælleserklæringen mellem EU og NATO og de efterfølgende gennemførelsesforanstaltninger markerer en ny og afgørende fase i det strategiske partnerskab; glæder sig over de håndgribelige resultater af gennemførelsen af den fælles erklæring, navnlig hvad angår imødegåelsen af hybride trusler, strategisk kommunikation, sammenhæng i resultaterne af de respektive forsvarsplanlægningsprocesser og maritimt samarbejde; tilskynder til yderligere fremskridt og glæder sig over det nye sæt foranstaltninger, der blev tilføjet den 5. december 2017, især dem vedrørende terrorbekæmpelse, militær mobilitet og kvinder, fred og sikkerhed; glæder sig over ændringen af dialogkulturen og det velfungerende samarbejde på medarbejderniveau om gennemførelsen af de enkelte foranstaltninger; gentager, at selv om selve processen styres af institutioner, er succesen med gennemførelsen af aftalte fælles mål og handlinger afhængig af alle medlemsstaters vedvarende politiske vilje; glæder sig i denne sammenhæng ligeledes over engagementet hos både EU's og NATO's medlemmer; understreger, at en vellykket gennemførelse af fælleserklæringen afhænger af alle medlemsstaters politiske vilje hele vejen igennem; finder det vigtigt at styrke samarbejdet og dialogen mellem EU og NATO for at sikre politisk vilje og behørige ressourcer til brug for fortsat gennemførelse og yderligere forbedring af samarbejdet; ser frem til en EU-NATO-erklæring, der skal vedtages på NATO-topmødet i Bruxelles den 11.-12. juli 2018;

12.  noterer sig de regelmæssige fælles briefinger fra NF/HR og NATO's generalsekretær i henholdsvis EU's Råd for Udenrigsanliggender og NATO's Nordatlantiske Råd (NAC) og de fortsatte regelmæssige møder mellem EU's Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité og NAC;

13.  glæder sig over, at USA på ny har bekræftet sit engagement i NATO og Europas sikkerhed; minder om, at EU og USA er vigtige internationale partnere, og at dette partnerskab også gør sig gældende via NATO; fremhæver værdien af bilaterale forbindelser mellem EU's medlemsstater og USA; er overbevist om, at en styrkelse af samarbejdet mellem EU og NATO konsoliderer det transatlantiske bånd, og at NATO's evne til at udføre sine opgaver er knyttet til de transatlantiske forbindelser; bemærker derfor, at den seneste politiske udvikling kan påvirke de transatlantiske forbindelsers styrke; bemærker, at USA, som generelt har tilskyndet til og udtrykt tilfredshed med den betydelige udvikling af EU's forsvar, bør fortsætte indsatsen med at opnå en bedre forståelse af de europæiske strategiske interesser, herunder udviklingen af den europæiske forsvarskapacitet; påpeger, at EU's bestræbelser på at opnå strategisk selvstændighed styrker alliancens sikkerhedsmiljø;

14.  glæder sig over NATO's forstærkede fremskudte tilstedeværelse på NATO's østlige flanke; glæder sig over NATO's indsættelse af fire multinationale kampgrupper i Estland, Letland, Litauen og Polen, der ledes af henholdsvis Det Forenede Kongerige, Canada, Tyskland og USA; mener, at samarbejdet mellem EU og NATO bør styrkes yderligere på de østlige og sydlige flanker af hensyn til begge organisationers sikkerhed, og at den russiske indtrængen, der tillige foregår i landene på den østlige flanke med hybride eller konventionelle midler, bør forebygges og imødegås på passende vis; understreger, at den nuværende infrastruktur i Europa, som primært er vest-øst-orienteret, bør suppleres med udviklingen af en ny nord-syd-dimension for at imødekomme kravene om militær mobilitet; understreger, at bestræbelserne på militær mobilitet bør bidrage til en effektiv gennemførelse af FSFP-opgaver og -operationer og til at styrke alliancens forsvarsposition; mener, at veje, broer og jernbaner bør opgraderes for at muliggøre hurtig indsættelse af militært personel og udstyr;

15.  understreger i denne henseende vigtigheden af at forbedre NATO's hurtige reaktionskapacitet ved at forbedre EU's og den nationale infrastruktur, fjerne bureaukratiske og infrastrukturmæssige hindringer for hurtig mobilisering af styrker samt ved at oplagre militært udstyr og militære forsyninger, hvilket styrker vores kollektive sikkerhed;

16.  hilser iværksættelsen af det permanente strukturerede samarbejde (PESCO) velkommen; fremhæver dets potentiale til at styrke det europæiske bidrag inden for NATO; mener, at det kan øge synergierne og effektiviteten, og at det er et afgørende skridt for at styrke EU's sikkerheds- og forsvarskapacitet og de europæiske NATO-medlemmers potentielle bidrag, og er overbevist om, at et stærkere EU og et stærkere NATO kan styrke hinanden;

17.   fremhæver PESCO's komplementaritet med NATO, og at denne bør være en drivkraft for yderligere samarbejde mellem EU og NATO inden for kapacitetsudvikling, da den har til formål at styrke EU's forsvarskapacitet og til generelt at gøre FSFP mere effektiv og relevant med hensyn til at imødegå de nuværende sikkerhedsmæssige og militære udfordringer; understreger vigtigheden af gennemsigtighed og kommunikation om PESCO over for USA og andre NATO-medlemmer for at undgå misforståelser;

18.   understreger, at den næste fælles EU-NATO-erklæring bør insistere på, at den kapacitet, der udvikles multinationalt af EU-medlemsstaterne, herunder under PESCO, og NATO-medlemmerne, er til rådighed for både EU's og NATO's operationer; fremhæver, at de nylige afgørelser fra EU (den samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar (CARD), PESCO, Den Europæiske Forsvarsfond), der har til formål at sikre, at europæerne tager et større ansvar for deres egen sikkerhed, bidrager til at styrke NATO samt til at sikre en rimelig transatlantisk byrdefordeling, under hensyntagen til målet om sammen at løse fælles sikkerhedsmæssige udfordringer, undgå unødvendig overlapning og udvikle sammenhængende, komplementære og interoperable forsvarskapaciteter; mener, at udvikling af fælles standarder, procedurer, uddannelse og øvelser bør betragtes som en vigtig drivkraft for et mere effektivt samarbejde mellem EU og NATO;

19.   bemærker, at 80 % af NATO's forsvarsudgifter efter brexit vil blive dækket af lande uden for EU, og at tre ud af fire bataljoner i øst vil være ledet af ikke-EU-lande;

20.  opfordrer indtrængende EU og NATO til at afholde regelmæssige øvelser på strategisk niveau med deltagelse af de øverste politiske ledere fra begge organisationer; glæder sig i denne forbindelse over den estiske øvelse EU CYBRID 2017, hvor NATO's generalsekretær for første gang deltog i en EU-øvelse;

Primære samarbejdsområder

21.  bemærker, at sikkerhedstruslerne er blevet mere hybride og mindre konventionelle, og at der kræves internationalt samarbejde for at tackle dem; opfordrer EU og NATO til yderligere at opbygge modstandsdygtighed og udvikle en fælles situationsbevidsthed med hensyn til hybride trusler; tilskynder EU og NATO til at samordne deres kriseberedskabsmekanismer for at tilvejebringe sammenhængende løsninger på hybride trusler; glæder sig over den seneste fælles indvielse af det Helsinki-baserede hybride ekspertisecenter ved NATO's generalsekretær og NF/HR, og opfordrer EU-medlemsstaterne til at oprette hybride ekspertisecentre, der trækker på erfaringerne med centret i Helsinki; glæder sig i denne forbindelse over de to separate, men sideløbende øvelser, PACE17 og CMX17, der blev gennemført i 2017, hvor henholdsvis EU's og NATO's personale testede deres respektive procedurer for kommunikation og udveksling af oplysninger under en begyndende fiktiv hybrid trussel; glæder sig over den fælles indsats fra vestlige allierede i forbindelse med det formodede russiske kemiske angreb i Det Forenede Kongerige;

22.   mener, at den kommende fælles EU-NATO-erklæring bør bifalde de fremskridt, der er gjort, og anmode om konkret gennemførelse af samtlige forslag, som er vedtaget af begge institutioner; mener, at der er behov for en yderligere indsats med hensyn til gennemførelsen af de mange forpligtelser, der allerede er indgået;

23.   mener i denne sammenhæng, at initiativerne om at styrke Europas forsvar må komme begge organisationer til gode, da EU-medlemsstaterne derved vil kunne styrke deres strategiske selvstændighed og være i stand til sammen at gribe ind militært på en troværdig måde; påpeger, at disse initiativer er komplementære til NATO-initiativer;

24.   mener, at det også er vigtigt at sikre gennemførelsen af principperne om rummelighed, gensidighed og fuld overholdelse af begge organisationers selvstændige beslutningstagning, som fastsat i Rådets konklusioner af 5. december 2017;

25.  glæder sig over den vellykkede parallelle og koordinerede krisestyringsøvelse i 2017, som tilvejebragte en platform, der er nyttig for udveksling af bedste praksis; ser frem til at gennemgå erfaringer samt til at fortsætte samarbejdet om fælles øvelser mellem EU og NATO, herunder den EU-ledede øvelse, der er planlagt i 2018;

26.  bemærker, at de eksisterende procedurer for udveksling af klassificerede oplysninger mellem de to organisationer er besværlige og ineffektive; mener, at begge organisationer står over for lignende strategiske udfordringer og dermed implicit vil skulle håndtere konsekvenserne sammen; mener, at samarbejdet om udveksling af klassificerede oplysninger og efterretningsanalyser skal forbedres, herunder med hensyn til terrorbekæmpelse, gennem opbygning af gensidig tillid; understreger, at EU vil skulle øge sin kapacitet ved at stille flere EU-medarbejdere med sikkerhedsgodkendelse til rådighed, afholde særlig uddannelse om behandling af klassificerede oplysninger og investere i sikker kommunikation; er af den opfattelse, at fremme af gensidighed og en tilgang, der understreger "behovet for at udveksle relevante oplysninger", også vil gavne begge organisationers opgaver og operationer; er af den opfattelse, at den parallelle og koordinerede efterretningsvurdering kan anvendes til at bekæmpe hybride trusler mere effektivt i fælleskab;

27.  anmoder EU og NATO om at udbygge deres samarbejde om strategisk kommunikation, bl.a. ved at styrke partnerskabet mellem NATO's ekspertisecenter for strategisk kommunikation og StratCom-afdelingen i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten);

28.  glæder sig over den nye EU-enhed for analyse og udveksling af oplysninger om hybride trusler og dens samarbejde med NATO's enhed for analyse af hybride trusler om udveksling af situationsbevidsthed og gennem udveksling af analyser af potentielle hybride trusler;

29.  er overbevist om, at samarbejde og udveksling af oplysninger er afgørende på cybersikkerhedsområdet, og anerkender de fremskridt, der er sket på dette område; understreger, at det er nødvendigt at forbedre forebyggelsen, opsporingen og modvirkningen af cyberhændelser; anmoder begge organisationer om at koordinere deres overvågningsaktiviteter og om nødvendigt udveksle cyberforsvarsrelaterede oplysninger og derved fremme EU-NATO-efterretningsindsatsen; tilskynder EU og NATO til at øge deres operationelle samarbejde og koordinering og til at fremme interoperabilitet ved at udveksle bedste praksis om de redskaber, metoder og processer, der anvendes til at bestemme ansvaret for cyberangreb; anser stigningen i udvekslingen af oplysninger mellem EU og NATO for en prioritet med henblik på at gøre det muligt at identificere alle ansvarlige cyberangrebskilder og gennemføre deraf følgende retlige foranstaltninger; mener, at det også er vigtigt at harmonisere uddannelsesaktiviteter og samarbejde om forskning og teknologi på cyberområdet; glæder sig over aftalen mellem EU's IT-Beredskabsenhed (Computer Emergency Response Team) og NATO's "Computer Incident Response Capability"; mener, at de nye aktiviteter med relation til cyberforsvarssamarbejde inden for rammerne af det nye mandat for Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) kan være af interesse for NATO;

30.  finder det vigtigt at sikre komplementaritet og undgå unødvendig overlapning i bestræbelserne på maritim kapacitetsopbygning for at beskytte den maritime sikkerhed mere effektivt; glæder sig over det øgede operative samarbejde og den øgede koordinering mellem EU og NATO, herunder udveksling af situationskendskab på basis af erfaringerne fra Middelhavet og Afrikas Horn, og fortsat søgen efter yderligere muligheder for gensidig logistisk støtte og udveksling af informationer om operationelle aktiviteter mellem de to organisationers personale, herunder foranstaltninger mod ulovlig indvandring;

31.  glæder sig over det øgede taktiske og operationelle samarbejde, bl.a. gennem direkte forbindelser mellem NATO's allierede søværnskommando og Frontex samt mellem Operation Sea Guardian og EUNAVFOR MED Sophia, der hjælper EU og dets missioner med at dæmme op for den irregulære migration og bekæmpe netværk, der udøver ulovlig handel, herunder ulovlig handel med våben; bemærker, at NATO efter anmodning kan yde logistisk støtte og andre funktioner, såsom genoptankning på havet og medicinsk støtte; bemærker, at dette følger efter et vellykket EU-NATO-samarbejde mellem Operation Ocean Shield og EUNAVFOR's Operation Atalanta om bekæmpelse af pirater ud for Afrikas Horn;

32.  opfordrer til yderligere synergier mellem EU og NATO på indsatsstederne og til yderligere forbedringer, navnlig hvad angår koordineringen af efterretnings-, overvågnings- og rekognosceringsindsatsen (ISR);

33.  gentager, at EU's initiativer med sigte på at styrke europæisk sikkerhed og forsvar også bør bidrage til at sikre, at de EU-medlemsstater, der er NATO-medlemmer, opfylder deres forpligtelser i forhold til NATO; mener, at det ikke bør have negative følger for nogen stat at være både EU-medlemsstat og NATO-medlem; understreger ligeledes, at visse EU-medlemsstaters status som ikke-NATO-medlem bør betyde, at de har andre forpligtelser i en europæisk forsvarsunion; understreger, at EU's medlemsstater bør være i stand til at iværksætte selvstændige militære missioner, også når NATO ikke er villig til at skride til handling, eller hvis en EU-indsats er mere hensigtsmæssig;

34.   glæder sig over den fortsatte tendens til at øge forsvarsudgifterne blandt NATO-medlemmerne; opfordrer alle EU-medlemsstater, der også er medlemmer af NATO, til at gøre en indsats for at følge retningslinjerne om forsvarsudgifter på 2 % af BNP, heraf 20 % til vigtigt nyt udstyr; mener, at de EU-medlemsstater, der overholder NATO's retningslinjer for forsvarsudgifterne, bør overveje at afsætte et bestemt beløb, inden for de 20 % for indkøb, specifikt til forskning og udvikling for at garantere, at der øremærkes et minimumsbeløb til innovation, som dermed kan få en spillovereffekt med teknologi til den civile sektor;

35.  minder om anmodningen i den fælles EU-NATO-erklæring fra Warszawa til medlemmerne om at "fremme en stærkere forsvarsindustri og yderligere forskning på forsvarsområdet"; er af den faste overbevisning, at medlemmerne af EU og NATO er nødt til at samarbejde og søge synergier inden for styrkelse og udvikling af deres teknologiske og industrielle fundament for at kunne reagere på prioriteter på kapacitetsområdet, navnlig via den samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar og NATO's forsvarsplanlægningsproces; finder det vigtigt, at et effektivt og afbalanceret transatlantisk forsvarsteknologi- og forsvarsindustrisamarbejde er en strategisk prioritet for begge organisationer; støtter, at der med de påtænkte foranstaltninger inden for rammerne af den europæiske forsvarsfond opfordres til fælles forskning og udvikling af europæisk kapacitet; mener, at et øget engagement i forskning og kapacitetsplanlægning kan medføre større effektivitet;

36.  gentager, at det er nødvendigt at sikre sammenhæng med hensyn til resultater og frister mellem EU's samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar, kapacitetsudviklingsplanen og de respektive NATO-processer, som f.eks. NATO's forsvarsplanlægningsproces; fremhæver behovet for at sikre, at multinationale initiativer inden for kapacitetsudvikling af både EU og NATO er komplementære og gensidigt forstærkende; understreger, at den kapacitet, der anvendes i FSFP og udvikles under PESCO, fortsat er ejet af medlemsstaterne, som også kan stille den til rådighed for andre rammer;

37.   fremhæver behovet for i et tæt samarbejde mellem EU og NATO at tackle de fysiske og juridiske hindringer for hurtig flytning af militært personel og militære aktiver i og uden for EU for efter behov at sikre en gnidningsløs bevægelighed for materiel og styrker i hele Europa, herunder anvendelighed af kritisk infrastruktur såsom veje, broer og jernbaner, navnlig via gennemførelsen af den handlingsplan, som blev fremlagt af NF/HR og Kommissionen ud fra den køreplan, som EU-medlemsstaterne har fastlagt inden for rammerne af Det Europæiske Forsvarsagentur; opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til hurtigt at følge op herpå og udnytte det momentum, der er blevet skabt indtil nu; understreger behovet for kompatible forsvarskapaciteter for at fremme deployering og samarbejde på tværs af EU og NATO; anbefaler, at EU og NATO også tager hånd om mobiliteten af NATO-styrker fra ikke-EU-lande, der befinder sig på europæisk territorium;

38.  mener, at EU og NATO bør gøre mere i fælleskab for at styrke modstandsdygtigheden, forsvaret og sikkerheden hos begge organisationers naboer og partnere; støtter kraftigt, at bistand til nabo- og partnerlandene med henblik på at opbygge deres kapaciteter og skabe modstandsdygtighed, herunder med hensyn til terrorbekæmpelse, strategisk kommunikation, cyberforsvar, lagring af ammunition og reform af sikkerhedssektoren, er et fælles mål, navnlig i tre pilotlande (Bosnien-Hercegovina, Moldova og Tunesien);

39.   minder om, at det er i både EU's og NATO's interesse at løse sikkerhedsproblemerne på Vestbalkan og i EU's naboskabsområder og at samarbejde på visse konkrete områder; glæder sig over EU's og NATO's bestræbelser på at yde politisk og praktisk støtte til landene i det vestlige Balkan, Østeuropa og det sydlige Kaukasus; foreslår, at EU's medlemsstater fortsætter disse bestræbelser på at sikre fortsat demokratisk udvikling og reform af sikkerhedssektoren; understreger, at samarbejde mellem EU og NATO og landene på Vestbalkan er afgørende for at fjerne sikkerhedstruslerne mod kontinentet som helhed;

40.  understreger vigtigheden af principperne i Wien-dokumentet, navnlig princippet om åbenhed og gennemsigtighed; glæder sig i denne forbindelse over, at EU's og NATO's militære øvelser og fælles øvelser er åbne for internationale observatører;

41.  gentager, at kvinder spiller en vigtig rolle i FSFP- og NATO-missioner, navnlig i mødet med kvinder og børn i konfliktområder; glæder sig over, at både EU og NATO har anerkendt denne vigtige rolle; anbefaler, at EU og NATO proaktivt fremmer kønsdiversitet i deres strukturer og operationer;

42.  understreger behovet for, at EU sikrer et tæt sikkerheds- og forsvarssamarbejde med Det Forenede Kongerige efter brexit, i lyset af at Det Forenede Kongerige også som ikke-EU-land fortsat vil være en førende bidragyder til det europæiske forsvar som både NATO-medlem og europæisk nation;

°

°  °

43.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, NATO's generalsekretær, EU-agenturerne på sikkerheds- og forsvarsområdet, EU-medlemsstaternes regeringer og nationale parlamenter samt NATO's Parlamentariske Forsamling.

(1)

Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0120.

(2)

Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0435.

(3)

Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0440 og P8_TA(2017)0492.

(4)

Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0503 og P8_TA(2017)0493.

(5)

Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0092.


MINDRETALSUDTALELSE

om udkast til betænkning om forbindelserne mellem EU og NATO (2017/2276(INI)), AFET/8/11771)

Udenrigsudvalget, ordfører: Ioan Mircea Paşcu

Mindretalsudtalelse af Javier Couso Permuy (GUE/NGL, MEP)

Betænkningen fortsætter EU's linje om en styrkelse af partnerskabet mellem EU og NATO. Den fortsætter EU's militaristiske og aggressive politik for at øge og styrke EU's militære kapaciteter inden for sikkerhed og forsvar og også for at forsvare forøgelsen af dets finansiering, altid i samarbejde med NATO.

Vi gør indsigelse mod betænkningen, fordi den:

– er fortaler for, at partnerskabet mellem EU og NATO er grundlæggende for EU's FSFP, der er under udvikling

– støtter det permanente strukturerede samarbejde (PESCO) som en drivkraft for yderligere samarbejde mellem EU og NATO inden for kapacitetsudvikling og for en stærkere EU-søjle i NATO

– støtter de påtænkte foranstaltninger inden for rammerne af Den Europæiske Forsvarsfond

– mener, at et effektivt transatlantisk forsvarsindustrisamarbejde er vigtigt som en strategisk prioritet for begge organisationer

– stadig er fortaler for politikken for militarisering af Middelhavet, nemlig Operation Sea Guardian og EUNAVFOR MED Sophia.

Vi kræver:

– at NATO opløses

– et stop for militær finansiering fra EU-budgettet og en streng fortolkning af artikel 41, stk. 2, i TEU

– at EU's militaristiske politikker bringes til ophør: det permanente strukturerede samarbejde (PESCO), Den Europæiske Forsvarsfond (EDF), programmet for udvikling af den europæiske forsvarsindustri (EDIDP)

– at der afsættes offentlige midler til støtte for kvalitetsjob, genindustrialisering og SMV'er

– at alle aktiviteter gennemføres i nøje overensstemmelse med FN-pagten og folkeretten.


OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

16.5.2018

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

36

11

8

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Lars Adaktusson, Michèle Alliot-Marie, Francisco Assis, Petras Auštrevičius, Goffredo Maria Bettini, Elmar Brok, Klaus Buchner, Fabio Massimo Castaldo, Lorenzo Cesa, Aymeric Chauprade, Javier Couso Permuy, Andi Cristea, Arnaud Danjean, Eugen Freund, Sandra Kalniete, Tunne Kelam, Wajid Khan, Eduard Kukan, Arne Lietz, Barbara Lochbihler, Sabine Lösing, Tamás Meszerics, Francisco José Millán Mon, Clare Moody, Javier Nart, Pier Antonio Panzeri, Demetris Papadakis, Ioan Mircea Paşcu, Tonino Picula, Julia Pitera, Cristian Dan Preda, Jozo Radoš, Michel Reimon, Sofia Sakorafa, Jean-Luc Schaffhauser, Alyn Smith, Dobromir Sośnierz, Jaromír Štětina, Dubravka Šuica, Charles Tannock, László Tőkés, Ivo Vajgl, Geoffrey Van Orden

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

David Coburn, Marek Jurek, Norica Nicolai, Urmas Paet, Soraya Post, Bodil Valero, Marie-Christine Vergiat, Janusz Zemke, Željana Zovko

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Renate Weber, Francis Zammit Dimech, Joachim Zeller


ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI RÅDGIVENDE UDVALG

36

+

ALDE

Petras Auštrevičius, Javier Nart, Norica Nicolai, Urmas Paet, Jozo Radoš, Ivo Vajgl, Renate Weber

EFDD

Aymeric Chauprade

PPE

Lars Adaktusson, Michèle Alliot-Marie, Elmar Brok, Lorenzo Cesa, Arnaud Danjean, Sandra Kalniete, Tunne Kelam, Eduard Kukan, Francisco José Millán Mon, Julia Pitera, Cristian Dan Preda, Jaromír Štětina, Dubravka Šuica, László Tőkés, Francis Zammit Dimech, Joachim Zeller, Željana Zovko

S&D

Francisco Assis, Goffredo Maria Bettini, Andi Cristea, Eugen Freund, Wajid Khan, Arne Lietz, Clare Moody, Pier Antonio Panzeri, Ioan Mircea Paşcu, Tonino Picula, Janusz Zemke

11

-

EFDD

Fabio Massimo Castaldo, David Coburn

ENF

Jean-Luc Schaffhauser

GUE/NGL

Javier Couso Permuy, Sabine Lösing, Sofia Sakorafa, Marie-Christine Vergiat

S&D

Soraya Post

VERTS/ALE

Barbara Lochbihler, Michel Reimon, Bodil Valero

8

0

ECR

Marek Jurek, Charles Tannock, Geoffrey Van Orden

NI

Dobromir Sośnierz

S&D

Demetris Papadakis

VERTS/ALE

Klaus Buchner, Tamás Meszerics, Alyn Smith

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller

Seneste opdatering: 5. juni 2018Juridisk meddelelse