Procedure : 2017/2272(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0221/2018

Indgivne tekster :

A8-0221/2018

Forhandlinger :

PV 02/07/2018 - 19
CRE 02/07/2018 - 19

Afstemninger :

PV 03/07/2018 - 11.12
CRE 03/07/2018 - 11.12
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0280

BETÆNKNING     
PDF 429kWORD 71k
26.6.2018
PE 616.683v02-00 A8-0221/2018

om klimadiplomati

(2017/2272(INI))

Udenrigsudvalget

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

Ordførere: Arne Lietz, Jo Leinen

(Fælles udvalgsprocedure – forretningsordenens artikel 55)

ÆNDRINGSFORSLAG
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG
 ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om klimadiplomati

(2017/2272(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 21, 191, 192, 220 og 221,

–  der henviser til De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og målene for bæredygtig udvikling,

‒  der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og den dertil hørende Kyotoprotokol,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder (UDHR),

–  der henviser til Parisaftalen, afgørelse 1/CP.21, den 21. partskonference (COP 21) under UNFCCC og den 11. partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyotoprotokollen (CMP11), som afholdtes i Paris fra den 30. november til den 11. december 2015,

–  der henviser til den 22. partskonference (COP22) under UNFCCC og den første partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Parisaftalen (CMA1), som afholdtes i Marrakesh, Marokko, fra den 15. november til den 18. november 2016,

–  der henviser til sin beslutning af 6. oktober 2016 om gennemførelsen af Parisaftalen og FN's klimakonference 2016 i Marrakesh, Marokko (COP22)(1),

–  der henviser til den femte vurderingsrapport (AR5) fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPPC) og dets sammenfattende rapport,

–  der henviser til sin beslutning af 4. oktober 2017 om FN's konference om klimaændringer 2017 i Bonn, Tyskland (COP23)(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20 juli 2016 med titlen "Fremskyndelse af Europas omstilling til en lavemissionsøkonomi" (COM(2016)0500),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. april 2013 om en EU-strategi for tilpasning til klimaændringer (COM(2013)0216),

–  der henviser til EU's handlingsplan for klimadiplomati i 2015, der blev vedtaget af Rådet for Udenrigsanliggender,

–  der henviser til Rådet for Udenrigsanliggenders konklusioner af 6. marts 2017 og 19. juni 2017,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 22. juni 2017,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 26. februar 2018 om klimadiplomati,

–  der henviser til meddelelsen af juni 2016 fra Tjenesten for Unionens Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om en global strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik og Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens fælles erklæring af 7. juni 2017 om en strategisk tilgang til resiliens i forbindelse med EU's indsats udadtil (JOIN(2017)0021),

–  der henviser til udtalelsen fra Det Europæiske Regionsudvalg af 9. februar 2017 med titlen "Mod en ny EU-strategi for tilpasning til klimaændringer – en integreret tilgang",

‒  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 26. april 2016 med titlen "Vejen fra Paris"(3),

–  der henviser til sin beslutning af 13. december 2017 om årsrapporten om gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik(4),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2018 om kvinder, ligestilling og klimaretfærdighed(5),

–  der henviser til UNFCCC's beslutning 36/CP.7 af 9. november 2001 om forøgelse af kvinders deltagelse i repræsentationen i organer under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og Kyotoprotokollen,

–  der henviser til undersøgelsen fra 2009 udført af Den Internationale Organisation for Migration (IOM) om "Migration, miljø og klimaændringer: Vurdering af beviserne" (Migration, Environment and Climate Change: Assessing the Evidence),

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2018 om ligestilling i EU's handelsaftaler(6),

–  der henviser til pave Frans' encyklika "Laudato Sí" om ansvar for vores fælles hjem,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til de fælles drøftelser mellem Udenrigsudvalget og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0221/2018),

A.  der henviser til, at klimaændringernes indvirkning på forskellige aspekter af menneskers liv samt på udviklingsmulighederne, den verdensomspændende geopolitiske orden og den globale stabilitet bliver mere og mere alvorlige; der henviser til, at de, der har færrest ressourcer til at tilpasse sig klimaændringerne, vil blive hårdest ramt af klimaændringernes virkninger; der henviser til, at klimadiplomati kan forstås som en form for målrettet udenrigspolitik til fremme af klimaindsatsen ved at række ud til andre aktører, samarbejde om specifikke klimarelaterede spørgsmål, opbygge strategiske partnerskaber og styrke forbindelserne mellem statslige og ikke-statslige aktører, herunder store bidragydere til den globale forurening, og derved bidrage til at mindske virkningerne af klimaændringerne samt styrke Unionens diplomatiske forbindelser;

B.  der henviser til klimaændringerne virkninger, herunder stigningen i vandstanden i, opvarmningen og forsuringen af havene, tabet af biodiversitet samt stigningen i antallet af ekstreme klimahændelser; der henviser til, at de første ofre for disse ændringer er de mest sårbare lande og befolkninger, navnlig øboer; der henviser til, at klimaændringerne har en særligt alvorlig social og kulturel indvirkning på oprindelige samfund, som ikke alene kun bidrager marginalt til CO2-emissionerne, men faktisk også spiller en aktiv og afgørende rolle med hensyn til at beskytte de økosystemer, de lever i, og dermed afbøder klimaændringernes virkninger;

C.  der henviser til, at EU har været en af de førende kræfter inden for klimaindsatsen og har vist sit lederskab i de internationale klimaforhandlinger; der henviser til, at EU har brugt klimadiplomati til at skabe strategiske alliancer med relevante interesseparter for sammen at bekæmpe klimaændringerne som et centralt element i den bæredygtige udvikling og i de forebyggende foranstaltninger i lyset af klimarelaterede trusler;

D.  der henviser til, at EU's klimadiplomati bidrog til indgåelsen af Parisaftalen, og at EU's tilgang til klimadiplomati siden da er blevet udvidet; der henviser til, at klimapolitikken som led i EU's globale strategi er blevet integreret i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, og at forbindelsen mellem energi og klima, sikkerhed og tilpasning til klimaændringer og migration er blevet styrket;

E.  der henviser til, at ansvaret for langsigtede bæredygtige klimahandlinger ikke kan lægges over på enkeltpersoner og deres individuelle valg som forbrugere; der henviser til, at en klimapolitik, der tager udgangspunkt i menneskerettigheder, bør præcisere, at ansvaret for at skabe bæredygtige samfund primært ligger hos politikere, som har midlerne til at skabe bæredygtige klimapolitikker;

F.  der henviser til, at klimaændringer og sikkerhedsspørgsmål er indbyrdes forbundne og grænseoverskridende og kræver klimadiplomati, der bl.a. sigter mod fuld gennemførelse af forpligtelserne i henhold til Parisaftalen; der henviser til, at flere undersøgelser har påvist indirekte forbindelser mellem klimaændringer, naturkatastrofer og udbrud af væbnede konflikter, og til, at klimaændringer kan betragtes som en "trusselsmultiplikator", som har evnen til at forstærke allerede eksisterende sociale spændinger; der henviser til, at de negative langsigtede virkninger af klimaændringerne kan føre til en stigning i de politiske spændinger både inden for og uden for de nationale grænser og dermed risikerer at blive et kriseelement og lægge pres på de internationale forbindelser som sådan;

G.  der henviser til, at klimaændringer har en direkte og indirekte indvirkning på migration og har fået stadigt flere mennesker til at flytte fra sårbare områder af deres lande til områder, hvor vilkårene er gunstigere, eller til udlandet for at opbygge et nyt liv;

H.  der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 4. oktober 2017 om FN's konference om klimaændringer 2017 i Bonn, Tyskland (COP23) anerkendte karakteren og omfanget af klimafremkaldt fordrivelse og migration som følge af katastrofer forårsaget af den globale opvarmning; der henviser til, at antallet af migranter samt internt fordrevne som følge af miljømæssige forandringer ifølge en række vigtige og velbegrundede undersøgelser og rapporter, eksempelvis dem, som Den Internationale Organisation for Migration og Verdensbanken har offentliggjort, i værste fald kan nå op på 200 millioner i 2050, hvis ikke der gøres en kraftig indsats, og til, at mange af disse mennesker i øjeblikket bor i kystområder eller kunne blive internt fordrevne i Afrika syd for Sahara, Sydasien og Latinamerika;

I.  der henviser til, at personer, der migrerer af årsager, som knytter sig til miljøet, hverken har status af flygtninge eller er omfattet af international beskyttelse som flygtninge, fordi de ikke anerkendes af Genèvekonventionen af 1951;

J.  der henviser til, at Kommissionen som et bidrag til at opnå en kulstoffri økonomi har sat fremme af energieffektivitet og at gøre EU til verdens førende inden for vedvarende energi som et mål for Unionens energipolitik;

K.  der henviser til, at EU's klimadiplomati skal tilskynde til risikostyringsprojekter, påvirke den offentlige mening og tilskynde til politisk og økonomisk samarbejde om at modvirke klimaændringer og fremme en kulstoffattig økonomi;

L.  der henviser til, at EU's klimadiplomati bør udarbejde en model for proaktiv justering, der opfordrer til interaktion mellem politikker til bekæmpelse af klimaændringer; der henviser til, at institutionalisering af klimapolitikken vil betyde en større opmærksomhed om emnet i offentligheden og bør resultere i en styrket politisk vilje;

M.  der henviser til, at problemet med knappe vandressourcer ligger til grund for et stadigt større antal konflikter mellem lokalsamfund; der henviser til, at disse ressourcer ofte udnyttes ubæredygtigt til intensiv og industriel landbrugsproduktion under forhold, som allerede er ustabile;

N.  der henviser til, at kampen mod klimaændringer bør gøres til en strategisk prioritet i alle diplomatiske dialoger og initiativer med en menneskerettighedsbaseret tilgang, hvis dens målsætninger skal indfries; der henviser til, at Parlamentet aktivt har bidraget til processen og har brugt både sine lovgivningsmæssige beføjelser og sin politiske indflydelse til at integrere klimaændringer yderligere i udviklingsindsatsen og bistandsporteføljen samt i en række andre EU-politikker såsom investeringer, landbrug, fiskeri, energi, transport, forskning og handel;

O.  der henviser til, at kilder til forskelsbehandling og sårbarhed på grundlag af køn, race, etnicitet, klasse, fattigdom, evner, oprindelse, alder og geografi samt traditionel og institutionel forskelsbehandling i kombination hindrer adgang til de ressourcer og midler, som er nødvendige for at håndtere drastiske ændringer som eksempelvis klimaændringer;

P.  der henviser til den tætte sammenhæng mellem klimaændringer og afskovning som følge af land grabbing, udvinding af fossile brændstoffer og intensivt landbrug;

Q.  der henviser til, at andelen af kvinder i den politiske beslutningsproces og diplomatiet, og navnlig i forhandlinger om klimaændringer, stadig er utilfredsstillende, og til, at der kun er gjort få eller slet ingen fremskridt med hensyn hertil; der henviser til, at kun 12-15 % af delegationslederne og omkring 30 % af de delegerede er kvinder;

1.  minder om, at virkningerne af klimaændringerne indvirker på alle aspekter af menneskers liv, især på de globale ressourcer og udviklingsmuligheder samt på forretningsmodeller, handelsforbindelser og regionale forbindelser; minder om, at klimapåvirkninger skærper fødevareusikkerhed, trusler mod sundheden, tab af levebrød, fordrivelse, migration, fattigdom, uligheder mellem kønnene, menneskehandel, vold, manglende adgang til infrastruktur og grundlæggende tjenester, indvirker på fred og sikkerhed og i stigende grad påvirker EU's borgere samt udfordrer det internationale samfund; fremhæver, at behovet for en klimaindsats bliver stadigt mere påtrængende og påpeger, at håndteringen af klimaændringer kræver en fælles indsats på internationalt plan; opfordrer indtrængende Kommissionen og EU's medlemsstater til fortsat at fremme den multilaterale dialog, da den udgør et kollektivt ansvar over for hele planeten for de nulevende og kommende generationer; bemærker, at det er nødvendigt at bekæmpe klimaændringerne for at beskytte menneskerettighederne;

2.  noterer sig med bekymring forringelsen af verdens vandressourcer og økosystemer samt den stigende trussel, som vandknaphed, vandrelaterede risici og ekstreme hændelser udgør;

Gennemførelsen af Parisaftalen og 2030-dagsordenen

3.  bekræfter EU's engagement i Parisaftalen og FN's 2030-dagsorden, herunder målene for bæredygtig udvikling; understreger behovet for fuldstændig og hurtig gennemførelse af Parisaftalen og opfyldelse af målene heri for afbødning, tilpasning og omdirigering af finansielle strømme samt målene for bæredygtig udvikling både i EU og globalt med henblik på at udvikle en mere bæredygtig økonomi og et mere bæredygtigt samfund; bekræfter på ny behovet for en ambitiøs EU-klimapolitik og sin vilje til i væsentlig grad at forøge EU's nuværende nationalt bestemte bidrag for 2030 samt behovet for inden udløbet af 2018 at udvikle en ambitiøs og samordnet langsigtet strategi for CO2-neutralitet senest i 2050 i overensstemmelse med forpligtelsen i henhold til Parisaftalen til at holde stigningen i den gennemsnitlige globale temperatur på et godt stykke under 2 °C og bestræbe sig på at begrænse stigningen til 1,5 °C over det førindustrielle niveau; opfordrer Kommissionen til i denne langsigtede strategi at tage hensyn til synspunkterne hos alle aktører, som kan bidrage til eller blive påvirket af den;

4.  understreger betydningen af, at EU fører en ambitiøs klimapolitik, for at undgå en yderligere temperaturstigning, og optræder som en troværdig og pålidelig partner over for tredjelande; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at spille en aktiv og konstruktiv rolle i Talanoa-dialogen 2018 og COP24, da 2018 vil blive et afgørende år for gennemførelsen af Parisaftalen; opfordrer EU til at vise sit engagement i en ambitiøs klimapolitik, da dette vil hjælpe det til at foregå med et godt eksempel og slå til lyd for stærke modvirkningstilsagn fra andre lande;

5.  beklager den amerikanske præsidents erklæring om beslutningen om at træde ud af Parisaftalen; bemærker, at EU har et ansvar – og en mulighed – for at påtage sig en ledende rolle i den globale klimaindsats, optrappe sine klimadiplomatiske bestræbelser og danne en stærk alliance af lande og aktører, der vil fortsætte med at støtte og bidrage til målene om at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 °C, samtidig med at der udfoldes bestræbelser på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C som anbefalet af Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC); fremhæver ikke desto mindre vigtigheden af et tæt samarbejde med den amerikanske regering og navnlig amerikanske stater og byer;

6.  understreger, at EU's troværdighed med hensyn til bekæmpelse af klimaændringer er afhængig af en streng og omfattende gennemførelse af EU's egen klimapolitik;

7.  understreger, at der inden for rammerne af EU's udenrigspolitik bør udvikles kapaciteter til overvågning af risici i forbindelse med klimaændringer, herunder kriseforebyggelse og konfliktsensitivitet; mener, at en omfattende og hurtig klimaindsats i høj grad bidrager til at forhindre sociale, økonomiske, men også sikkerhedsmæssige risici, forebygge konflikter og ustabilitet og i sidste ende forebygge større politiske, sociale og økonomiske omkostninger; understreger derfor betydningen af at integrere klimadiplomatiet i EU's konfliktforebyggelsespolitikker og udvide og tilpasse rækkevidden af EU's missioner og programmer i tredjelande og konfliktområder; gentager, at overgang til en cirkulær kulstoffri økonomi vil bidrage til velstand og større lighed, fred og sikkerhed for mennesker både i og uden for EU, eftersom klimaændringerne hyppigt kan give årsag til ny ustabilitet og konflikter eller skærpe de eksisterende og forstærke eksisterende uligheder eller skabe nye på grund af ressourceknaphed, mangel på økonomiske muligheder, tab af jord som følge af stigende vandstand i havene eller langvarige tørker, skrøbelig forvaltningsstruktur, utilstrækkelige vand- og fødevareressourcer og forringede levevilkår;

8.  påpeger med bekymring navnlig ødelæggelsen af planetens økosystemer og vandressourcer samt den stigende trussel, som knapheden på vand og vandrelaterede risici udgør, samtidig med at ekstreme klima- og vejrhændelser tiltager i hyppighed og med hensyn til ødelæggende virkning og gør det nødvendigt med tættere bånd mellem foranstaltninger for tilpasning til klimaforandringerne og reduktion af risikoen for ulykker;

9.  bemærker desuden med bekymring, at der ikke er tilstrækkelig opmærksomhed om den rolle, som jord spiller som en komponent i klimasystemet, samt jords betydning for reduktion af drivhusgasser og tilpasning til klimaforandringerne; opfordrer EU til at udarbejde en ambitiøs strategi, der bør indgå i klimadiplomatiet;

10.  understreger, at de smeltende poler og den stigende vandstand i havene betyder, at mennesker, der bor ved kysten eller i små østater er i særlig fare; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at beskytte og bevare disse leveområder ved at gøre det lettere at nå ambitiøse mål for reduktion af klimaændringer og multilaterale kystbeskyttelsesforanstaltninger;

11.  anerkender, at klimaændringer skærper de omstændigheder, der fører til migration i sårbare områder, og minder om, at migrationen fremover vil stige i omfang, hvis de negative konsekvenser af klimaændringerne ikke håndteres på passende vis; finder det derfor vigtigt at arbejde hen imod etableringen af en alment accepteret definition af betegnelsen "klimaflygtning" i FN med henblik på at etablere en international retlig ramme for personer, der er fordrevet på grund af virkningerne af klimaændringerne, og vedtagelsen af en fælles tilgang til beskyttelse af klimaflygtninge; opfordrer EU til aktiv deltagelse i debatten om betegnelsen "klimaflygtning", herunder en eventuel juridisk definition heraf på internationalt plan;

12.  opfordrer medlemsstaterne til at udvise progressivt lederskab i de igangværende forhandlinger om en global aftale om sikker, velordnet og regulær migration, som udarbejdes i FN-regi, og som bygger på New York-erklæringen fra 2016 om flygtninge og migranter, hvori det anerkendtes, at et stort antal mennesker flytter "på grund af de negative virkninger af klimaændringer".

13.  hilser UNFCCC-processens inklusive tilgang velkommen; mener, at spørgsmålet om erhvervede eller modstridende interesser skal behandles for at sikre effektiv deltagelse; støtter initiativet fra regeringer, der repræsenterer størstedelen af verdens befolkning, om at indføre en konkret politik vedrørende interessekonflikter og opfordrer Kommissionen til konstruktiv deltagelse i denne proces;

14.  opfordrer Kommissionen til at udvikle programmer med henblik på at øge europæiske borgeres opmærksomhed om forbindelsen mellem klimaændringer og migration, fattigdom og konflikter om adgang til ressourcer;

15.  understreger, at alle EU-initiativer på miljøområdet bør tage afsæt i de lovgivningsmæssige beføjelser, som er fastsat i traktaterne, og at det europæiske parlamentariske demokrati fortsat bør indtage en førende rolle i alle forslag, der sigter på at fremme internationale foranstaltninger til beskyttelse af miljøet;

Styrkelse af EU's kapacitet vedrørende klimadiplomati

16.  bemærker, at EU og dets medlemsstater er de største ydere af offentlig klimafinansiering, og at dette er et vigtigt og tillidsskabende instrument, der kan støtte tilpasning og afbødning i andre lande; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte med at yde meningsfulde finansielle bidrag og til aktivt at støtte mobiliseringen af international klimafinansiering via offentlige kilder i andre lande samt private kilder; glæder sig over erklæringerne fra One Planet-topmødet den 12. december 2017;

17.  understreger, at den globale overgang til kulstofneutrale, klimamodstandsdygtige økonomier og samfund kræver store investeringer i omlægning; understreger behovet for, at regeringerne skaber et positivt miljø for omdirigering af kapitalstrømme til bæredygtige investeringer, undgår strandede aktiver og tager udgangspunkt i konklusionerne fra ekspertgruppen på højt plan om bæredygtig finansiering og i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om finansiering af bæredygtig vækst (COM(2018)0097); mener, at det finansielle system skal bidrage til målene i Parisaftalen og målene for bæredygtig udvikling; er overbevist om, at et finansielt EU-system, som bidrager til reduktion af klimaændringer og fremmer investeringer i rene teknologier og bæredygtige løsninger, vil være en rollemodel for andre lande og vil kunne hjælpe dem med at gennemføre lignende systemer;

18.  understreger betydningen af, at EU taler med én fælles stemme i alle internationale fora, og opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til at koordinere en fælles EU-indsats for at sikre dens engagementet i gennemførelsen af Parisaftalen; opfordrer EU til at overveje metoder til at hæve ambitionsniveauet for Parisaftalen yderligere; insisterer på, at der er brug for at udvikle en omfattende strategi for EU's klimadiplomati og integrere klimahensyn i alle områder af EU's optræden udadtil, herunder handel, udviklingssamarbejde og humanitær bistand; fremhæver betydningen af at styrke den sociale dimension og integrere et kønsperspektiv og en menneskerettighedsbaseret tilgang i alle fremtidige multilaterale forhandlinger;

19.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at øge den internationale opmærksomhed over for klimaændringer gennem koordinerede kommunikationsstrategier og aktiviteter til øget offentlig og politisk støtte; opfordrer navnlig til international forståelse for sammenhængen mellem klimaændringer og social ulighed, migration, sult og fattigdom og den omstændighed, at globale klimaforanstaltninger i høj grad kan bidrage til at løse disse problemer;

20.  påpeger, at teknologiske fremskridt, som behørigt fremmes af fælles politiske bestræbelser, vil være afgørende for at nå målsætningerne i Parisaftalen, og at der derfor også bør tages højde for EU's videnskabelige diplomati som led i den globale strategi for klimadiplomati til fremme og finansiering af forskning i klimaforandringer;

21.  minder om, at de mest sårbare regioner over for klimaforandringer, som det fremgår af Kommissionens grønbog "Tilpasning til klimaændringerne - hvad kan der gøres på EU-plan"(7), er Sydeuropa og Middelhavsområdet, bjerg- og kystområder, tætbefolkede oversvømmelsesområder, Skandinavien og det arktiske område; opfordrer derfor EU til at fremme forsknings- og udviklingsprogrammer, der involverer de relevante medlemsstater i hvert enkelt tilfælde i overensstemmelse med artikel 185 i TEUF;

22.  fremhæver PRIMA-initiativet (partnerskab for forskning og innovation i Middelhavsområdet), der fokuserer på udvikling og anvendelse af innovative løsninger til fødevareproduktion og vandforsyning i Middelhavsområdet, som et godt eksempel på videnskabeligt diplomati som omtalt i ovenstående afsnit; opfordrer Kommissionen til at øge samarbejdet, yde den nødvendige støtte og sikre kontinuitet for dette samt andre lignende initiativer; opfordrer ligeledes Kommissionen til at gennemføre et nyt initiativ under artikel 185 i TEUF, der specifikt fokuserer på målsætningerne for EU's klimadiplomati;

23.  opfordrer til at koordinere EU-handlingsplanerne for energi- og vanddiplomati med klimadiplomatiet for derigennem at fremme synergier og fælles aktioner, hvor det er relevant, mellem de pågældende enheder på EU-plan og i medlemsstaterne;

24.  opfordrer til større inddragelse af Parlamentet og til en årlig proces, der skal indledes af Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten og gennemføres i samarbejde med medlemsstaterne med det formål at indkredse de centrale prioriteter i EU's klimadiplomati det pågældende år og komme med konkrete anbefalinger til afhjælpning af kapacitetsproblemer;

25.  forpligter sig til at formulere en egen holdning og egne henstillinger til en ny langsigtet EU-strategi frem til midten af århundredet, som Kommissionen og Rådet skal tage højde for, inden strategien forelægges UNFCCC;

26.  tilkendegiver, at det agter at indlede en proces, som skal bidrage til dette arbejde gennem regelmæssige rapporter om EU's klimadiplomatiske aktiviteter, resultaterne heraf samt eventuelle utilstrækkeligheder; bemærker, at de regelmæssige rapporter bør indeholde klare benchmarks herfor;

27.  fremhæver den vigtige rolle, som parlamentarisk diplomati spille i bekæmpelsen af klimaændringer; forpligter sig til at gøre bedre brug af sin internationale rolle og sit medlemskab af internationale parlamentariske netværk med henblik på at optrappe klimaaktiviteterne i sine delegationers arbejde samt gennem delegationsbesøg og især i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udenrigsudvalget samt på europæiske og internationale interparlamentariske møder og dialogplatforme med nationale parlamenter og subnationale aktører/ikke-statslige aktører og civilsamfundet, idet det uophørligt vil bestræbe sig på at få det nødvendige kønsaspekt inkluderet;

28.  opfordrer til en forhøjelse af tildelingen af menneskelige og finansielle ressourcer i EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen, der bedre afspejler det stærke og øgede engagement i klimadiplomati; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at medtage klimadiplomati på EU-delegationernes dagsordener, når de mødes med deres modparter fra tredjelande og internationale eller regionale organisationer, og til at tillægge den klimadiplomatiske indsats i de enkelte EU-delegationer strategisk betydning og samordne den med medlemsstaternes repræsentationer i tredjelande; opfordrer derfor til at medtage et fokuspunkt om klimaændringer i de vigtigste EU-delegationer i tredjelande og en større procentdel af klimaeksperter, når der oprettes blandede stillinger i EU-delegationerne;

29.  understreger, at klimarelaterede udgifter i EU-budgettet kan skabe stor merværdi, og at de bør forhøjes betydeligt for at afspejle den øgede betydning, klimaindsatsen har, og dens presserende nødvendighed samt behovet for yderligere klimadiplomatiske aktiviteter; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at forhøje bevillingerne til klimadiplomati i den næste flerårige finansielle ramme (FFR) og godkende øremærkning af mindst 30 % til klimarelaterede bevillinger som krævet i Parlamentets beslutning af 14. marts 2018 om den næste flerårige finansielle ramme: forberedelse af Parlamentets holdning til den flerårige finansielle ramme efter 2020(8) og til at tilpasse EU's budget som helhed til målsætningerne i Parisaftalen og målene for bæredygtig udvikling for at sikre, at budgetmidlerne ikke bliver i modstrid med klimaindsatsen; bemærker i denne forbindelse, at følsomme sektorer (såsom landbrug, industri, energi og transport) navnlig vil skulle yde en større indsats i forbindelse med overgangen til en lavemissionsøkonomi; opfordrer til bedre udnyttelse af andre EU-midler for at sikre ressourceeffektivitet, optimerede resultater og en bedre virkning af EU's foranstaltninger og initiativer;

30.  kræver, at Kommissionen og medlemsstaterne inden for rammerne af bilaterale aftaler med partnerlande udvikler samarbejdet om miljøspørgsmål med henblik på at fremme politikker for en bæredygtig udvikling baseret på energieffektivitet og vedvarende energi;

31.  opfordrer Kommissionen til fuldt ud at afspejle den globale dimension, herunder EU's klimadiplomatiske mål, i sine kommende meddelelser om "fremtiden for EU's energi- og klimapolitik" og om EU's langsigtede strategi for reduktion af drivhusgasemissioner; opfordrer endvidere Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at videreudvikle en langsigtet vision med henblik på at forelægge en fælles meddelelse om deres forståelse af EU's klimadiplomati samt en strategisk tilgang til EU's klimadiplomatiske aktiviteter senest 12 måneder efter vedtagelsen af denne betænkning og under hensyntagen til Parlamentets tilgang som fastsat i denne tekst;

32.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at øge deres interne koordinering vedrørende klimafordrivelse og nedsætte et ekspertpanel til at undersøge klimaændringer og migration gennem en taskforce på tværs af agenturerne;

33.  understreger, at styrkelse af kvinders indflydelse og stilling og deres fulde og lige deltagelse og lederskab er afgørende for klimaforanstaltninger; opfordrer EU og medlemsstaterne til at integrere kønsperspektiver i klimapolitikker og til at vælge en kønsspecifik tilgang, da klimaændringer ofte forværrer uligheder mellem kønnene og kvinders situation, fremme deltagelsen af indfødte kvinder og af kvindelige menneskerettighedsforkæmpere inden for rammerne af UNFCCC, da deres viden om forvaltning af naturressourcer er afgørende i kampen mod klimaændringer;

Kampen mod klimaændringer som løftestang for internationalt samarbejde

34.  understreger, at EU og dens medlemsstater bør være aktive partnere i internationale organisationer og fora (f.eks. FN, UNFCCC, FN's politiske forum på højt plan om bæredygtig udvikling (HPFL), De Forenede Nationers Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR), Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), Verdenssundhedsorganisationen (WHO), NATO, Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO), Den Internationale Søfartsorganisation (IMO), Arktisk Råd og G7 og G20) og arbejde tæt sammen med regionale organisationer (f.eks. Den Afrikanske Union (AU), Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS), Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN), Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), MERCOSUR og Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC)) med henblik på at fremme globale partnerskaber og sikre gennemførelsen af Parisaftalen og målene for bæredygtig udvikling, samtidig med at multilaterale samarbejdsordninger forsvares, styrkes og videreudvikles;

35.  opfordrer EU og dens medlemsstater til at give klimaindsatsen en mere fremtrædende plads på dagsordenen for G20-topmøder og -møder samt for bilaterale møder mellem G20-medlemmer og til at samarbejde med udviklingslande som 77-lande-gruppen i FN (G77) og andre netværk såsom Alliancen af Små Østater (AOSIS);

36.  opfordrer medlemsstaterne til at øge deres deltagelse inden for rammerne af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i overensstemmelse med målene i Parisaftalen; understreger, at det er nødvendigt, at Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) træffer hurtige og passende yderligere foranstaltninger, så international transport kan yde sit bidrag til bekæmpelse af klimaændringer;

37.  opfordrer Kommissionen til at integrere klimaændringsdimensionen i internationale handels- og investeringsaftaler og gøre ratificering og gennemførelse af Parisaftalen til en betingelse for fremtidige handelsaftaler; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at foretage en omfattende vurdering af overensstemmelsen mellem eksisterende aftaler og Parisaftalen, hvor det er relevant; opfordrer Kommissionen til at strømline finansielle instrumenter og programmer for at sikre sammenhæng, støtte tredjelande med at håndtere klimaændringer og øge effektiviteten af EU's klimaindsats; henstiller, at der udarbejdes og systematisk inkorporeres en obligatorisk, grundlæggende klimaændringsklausul i internationale aftaler, herunder handels- og investeringsaftaler, som skal forpligte parterne gensidigt til at ratificere og gennemføre Parisaftalen, hvilket vil kunne være en støtte for den europæiske og internationale dekarboniseringsproces;

38.  støtter EU's vedvarende og aktive engagement i den højambitiøse koalition (HAC) og i dens medlemslande for at synliggøre deres vilje til at nå til en meningsfuld gennemførelse af Parisaftalen gennem vedtagelsen af et solidt regelsæt i 2018 og en vellykket Talanoa-dialog på COP 24, der skal motivere flere stater til at deltage i disse bestræbelser og til at samle en gruppe af klimaledere i de nærmeste kommende år, som er parate til at skærpe klimamålene i overensstemmelse med målene i Parisaftalen og skabe en fælles ledelse, som kan gå forrest med at integrere klima på forskellige områder af udenrigspolitikken, herunder handel, reformen af de internationale finansielle institutioner og sikkerhed;

39.  anerkender betydningen af effektive og velfungerende tilpasningstiltag, -strategier og -planer, herunder brugen af økosystembaserede løsninger for at øge tilpasningsevnen, styrke modstandsdygtigheden og mindske sårbarheden over for klimaændringer inden for rammerne af Parisaftalen;

40.  fremhæver, at økosystemerne i Arktis er særligt sårbare over for klimaændringer, hvilket fremgår af, at temperaturen i Arktis inden for de seneste årtier er steget omkring dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit; anerkender, at den forurening, som findes i det arktiske klima, hovedsagelig stammer fra asiatiske, nordamerikanske og europæiske emissionskilder, og at de emissionsbegrænsende foranstaltninger i EU derfor spiller en stor rolle i bekæmpelsen af klimaændringerne i Arktis; tager også højde for interessen i Arktis og dets ressourcer på grund af det ændrede miljø i området og Arktis' voksende geopolitiske betydning; mener, at sunde og bæredygtige arktiske økosystemer med levedygtige samfund er strategisk vigtige for den politiske og økonomiske stabilitet i Europa og verden; mener, at det er nødvendigt endeligt at gennemføre EU's formelle status som observatør i Arktisk Råd;

41.  understreger det ansvar, der påhviler EU og andre velstående lande, som historisk set er de vigtigste bidragydere til den globale opvarmning, til at udvise større solidaritet over for de sårbare stater, navnlig på den sydlige halvkugle og på øer, der er de steder, der rammes hårdest af konsekvenserne af klimaændringerne, og til at sikre løbende støtte med henblik på at øge deres modstandsdygtighed, bidrage til at nedbringe katastroferisici, herunder gennem bevarelse og genoprettelse af økosystemer, der spiller en vigtig rolle i reguleringen af klimaet, hjælpe dem med at overvinde skaderne i forbindelse med klimaændringer og forbedre tilpasningsforanstaltninger og modstandsdygtighed gennem passende finansiel støtte og ved hjælp af kapacitetsopbygning, især gennem partnerskaber om nationalt bestemte bidrag (NDC-partnerskaber); bemærker, at sårbare stater er vigtige partnere i bestræbelserne på at få vedtaget ambitiøse klimaforanstaltninger internationalt på grund af den trussel, som klimaændringer udgør for deres eksistens;

42.  opfordrer EU og dens medlemsstater til at yde støtte til mindre velstående landes bestræbelser på at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer og øge adgangen til billig vedvarende energi samt gennem programmer, der støtter adgangen til videnskab, teknologi og innovation i overensstemmelse med bæredygtigt udviklingsmål 17, og ved at gøre dem bevidste om teknologier til overvågning og beskyttelse af miljøet og borgerne såsom flagskibsrumprogrammet Copernicus og dets klimaændringstjeneste; fremhæver mulighederne i EU's eksterne investeringsplan med hensyn til at stimulere klimaintelligente investeringer og støtte bæredygtig udvikling; understreger betydningen af at sikre, at humanitære agenturer udvikler et langsigtet perspektiv for deres handlinger baseret på velfunderet viden om klimaets indvirkninger i sårbare områder; opfordrer også Kommissionen til at udvikle en omfattende strategi til fremme af EU's ekspertise inden for grønne teknologier på globalt plan;

43.  fremhæver behovet for at strømline EU's politikker for at kunne reagere behørigt på situationer som vand- og fødevaremangel, som sandsynligvis vil forekomme oftere i fremtiden; minder om, at situationer med mangel på basale fødevarer vil kunne blive til alvorlige sikkerhedsmæssige udfordringer på lang sigt, som risikerer at ville modarbejde andre resultater af EU's udviklingspolitik;

44.  opfordrer EU til at prioritere bistand i form af lån og teknologioverførsler til de fattigste lande, der sætter dem i stand til at gennemføre energiomstilling;

45.  opfordrer EU til at uddybe sit strategiske samarbejde på statsligt og ikkestatsligt niveau gennem dialoger og partnerskaber om CO2-neutral udvikling med de nye vækstøkonomier og andre lande, der har en stor indvirkning på den globale opvarmning, men som også er afgørende for den globale klimaindsats; bemærker på denne baggrund, at klimaet kan være et udgangspunkt for diplomatiske forbindelser med partnere, hvor andre punkter på dagsordenen er meget omtvistede, og derved kan være en mulighed for at fremme stabilitet og fred; opfordrer EU til at dele politiske oplevelser og erfaringer med sine partnere med henblik på at fremskynde gennemførelsen af Parisaftalen; opfordrer EU til at oprette særlige paneler til at drøfte klima- og bæredygtighedspolitikker og indgå i økonomi- og teknologidialoger om omstillings- og modstandsløsninger, herunder på ministermøder på højt plan; opfordrer EU til at opbygge og understøtte partnerskaber på områder af fælles interesse, herunder 2050 Pathways, en bæredygtig finansieringsreform, ren transport, CO2-markeder og andre instrumenter til prissætning af CO2 uden for Europa med det formål at begrænse de globale emissioner og skabe lige muligheder for alle økonomiske sektorer;

46.  opfordrer EU til at gå forrest i udviklingen af internationale og regionale partnerskaber om CO2-markeder som fastsat i artikel 6 i Parisaftalen og til at udnytte sine erfaringer med at oprette, tilpasse og drive EU's emissionshandelssystem (ETS) og med at knytte ETS sammen med det schweiziske CO2-marked; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme udviklingen af mekanismer til prissætning af CO2 i tredjelande og tredjelandes regioner og til at fremme internationalt samarbejde med det formål at gøre dem stort set forenelige på mellemlangt sigt og skabe et internationalt CO2-marked på langt sigt; understreger i denne forbindelse det vellykkede samarbejde i de seneste år mellem EU og Kina, som gjorde det muligt at lancere det landsdækkende emissionshandelssystem i Kina i december 2017; ser frem til resultaterne af det igangværende arbejde, som vil være afgørende for, om systemet bliver velfungerende; opfordrer indtrængende EU til fortsat at støtte Kinas CO2-handelsambitioner og udbygge det fremtidige samarbejde med henblik på at arbejde hen imod fælles spilleregler for alle på globalt plan;

47.  opfordrer EU til på internationalt plan aktivt at fremme en offensiv politik mod drivhusgasemissioner, navnlig via indførelse af grænseværdier for emissioner og øjeblikkelige foranstaltninger til nedbringelse af emissionerne inden for international søfart og luftfart;

48.  mener, at der er behov for en yderligere indsats med udviklingen af CO2-grænsetilpasninger som løftestang for, at alle lande anstrenger sig yderligere for at nå målene i Parisaftalen;

49.  anbefaler, at EU sammen med FN støtter et større globalt samarbejde, der skal sætte ind over for problemet med sandstorme, der især i Mellemøsten forværre de allerede eksisterende spændinger og skaber nye; påpeger, at sandstormene ud over at give alvorlige sundhedsproblemer udtørrer de i forvejen begrænsede vandressourcer i Mellemøsten; opfordrer i denne forbindelse EU til at samarbejde med FN om at forbedre overvågnings- og varslingssystemerne;

50.  opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til i deres strategiske dialoger om energi med lande, der eksporterer fossile brændstoffer i EU's bredere kreds af nabolande, at rette fokus mod dekarboniseret energisamarbejde og CO2-frie økonomiske udviklingsmodeller med henblik på at fremme fred og menneskers sikkerhed og velfærd i Europa og på verdensplan;

51.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at deres internationale politikdialoger og samarbejde med partnerlande fuldt ud stemmer overens med målene i Parisaftalen og med EU's ambition om at være verdens førende inden for vedvarende energi;

EU's strategiske partnere

52.  mener, at det er vigtigt, at EU fortsætter sine bestræbelser på at få USA til igen at indgå i det multilaterale samarbejde om klimaindsats og opfordrer USA til at respektere Parisaftalen uden at bringe dens ambitionsniveau i fare; mener, at parlamentarisk dialog og samarbejde med lokale myndigheder er vigtige instrumenter til dette formål;

53.  påpeger, at brexitforhandlingerne og de fremtidige forbindelser med Det Forenede Kongerige bør afspejle behovet for et fortsat samarbejde om klimadiplomati;

54.  bemærker, at regioner og byer spiller en stadig vigtigere rolle for bæredygtig udvikling, da de er direkte påvirket af klimaændringerne, og deres vækst har en direkte virkning på klimaet, og at de er ved at blive mere aktive inden for reduktion af og tilpasning til klimaændringer, nogle gange i lyset af modstridende politikker fra deres nationale regeringer; gentager den betydning, som byer og regioner har for indførelsen af innovationer og miljøbeskyttelsesforanstaltninger, brug af grønne teknologier, investering i færdigheder, uddannelse og øget konkurrenceevne gennem udvikling af rene teknologier på lokalt plan; opfordrer derfor EU til yderligere at intensivere sine forbindelser med lokale og regionale myndigheder og indfødte befolkninger i tredjelande og oversøiske lande og territorier med henblik på at styrke det tematiske og sektorfokuserede samarbejde mellem byer og regioner både i og uden for EU, til at udvikle initiativer til tilpasning og modstandsdygtighed og til at styrke bæredygtige udviklingsmodeller og emissionsreduktionsplaner i vigtige sektorer som energi, industri, teknologi, landbrug og transport i både byområder og landdistrikter, f.eks. gennem twinningprogrammer, gennem det internationale program om bysamarbejde, gennem støtte fra platforme som borgmesteraftalen og ved at opbygge nye fora til udveksling af bedste praksis; opfordrer EU og medlemsstaterne til at støtte regionale og lokale aktørers bestræbelser på at indføre regionalt og lokalt bestemte bidrag (svarende til de nationalt bestemte bidrag), idet klimaambitionen vil kunne øges gennem denne proces; bemærker den rolle, som EU-delegationerne kan spille i tredjelande i denne henseende;

55.  bemærker desuden, at den stigende urbanisering, der kan ses i mange dele af verden, forværrer de eksisterende udfordringer som følge af klimaændringer på grund af større efterspørgsel efter ressourcer som energi, jord og vand og bidrager til større miljøproblemer i mange byområder i og uden for EU som luftforurening og en øget mængde affald; bemærker, at yderligere konsekvenser af klimaændringer som ekstreme vejrforhold, tørke og jordforringelse ofte i særlig grad mærkes i landdistrikter; mener, at de lokale og regionale myndigheder bør være genstand for særlig opmærksomhed og støtte til håndtering af disse udfordringer, til udvikling af større modstandsdygtighed og i form af bidrag til afbødningsbestræbelser gennem udvikling af nye systemer for energiforsyning og transport;

56.  fremhæver betydningen af grænseoverskridende samarbejde mellem medlemsstater og partnerlande, navnlig om grænseoverskridende miljøkonsekvensvurderinger, i overensstemmelse med de relevante internationale standarder og konventioner, navnlig FN/ECE's konventionen om vand, Århuskonventionen og Esbokonvention;

57.  opfordrer EU og dens medlemsstater til at styrke deres forbindelser med og støtte til civilsamfund overalt i hele verden, som jo er aktører i klimaforanstaltningerne, og til at indgå alliancer og opbygge synergier med forskersamfund, ikkestatslige organisationer, lokalsamfund, indfødte befolkninger og utraditionelle aktører med henblik på at opnå bedre overensstemmelse mellem de forskellige aktørers målsætninger, ideer og metoder, således at de kan bidrage til en samordnet strategi for klimaindsatsen; opfordrer EU og dens medlemsstater til at arbejde sammen med den private sektor om, hvordan man kan udnytte mulighederne ved omstilling til en CO2-fri økonomi, og om at udvikle eksportstrategier for klimateknologier for lande overalt i verden og fremme teknologioverførsel til og kapacitetsopbygning i tredjelande, som fremmer brug af vedvarende energikilder;

58.  understreger betydningen af videnskabelig forskning i forbindelse med klimapolitisk beslutningstagning; bemærker, at grænseoverskridende videnskabelig udveksling er et grundlæggende element i internationalt samarbejde; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at støtte videnskabelige organisationer, der arbejder med klimarisikovurderinger, og som har til formål at vurdere virkningerne af klimaændringer, og som tilbyder de politiske myndigheder mulige tilpasningsforanstaltninger; opfordrer indtrængende EU til at anvende sin egen forskningskapacitet til at bidrage til globale klimaforanstaltninger;

°

°  °

59.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten samt til orientering til FN's Generalforsamling og FN's generalsekretær.

(1)

Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0383.

(2)

Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0380.

(3)

EUT L 487 af 28.12 2016, s. 24.

(4)

Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0493.

(5)

Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0005.

(6)

Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0066.

(7)

COM(2007)0354.

(8)

Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0075.


BEGRUNDELSE

Klimadiplomati som en strategisk prioritet i EU's udenrigsanliggender

I 2015 var det en stor succes for den globale overgang til et mere bæredygtigt og kulstoffattigt samfund at opnå en universel klimaaftale i Paris og vedtage 2030-dagsordenen med målene for bæredygtig udvikling (SDG) i centrum. Begge resultater kan betragtes som vellykkede eksempler på multilateralisme. Navnlig Parisaftalen er blevet muliggjort gennem en samordnet diplomatisk indsats fra EU's og det franske formandskabs side. Den forestående udfordring ligger nu i at omsætte det til handling, skabe regler og procedurer for denne proces på FN's kommende klimakonferencer og fastholde det internationale engagement i klimaindsatsen.

Dette illustrerer betydningen af at placere klimaændringer på udenrigspolitiske organers og aktørers dagsordenen. De alvorlige virkninger af klimaændringerne er mærkbare på globalt plan og er derfor nødt til at være en strategisk prioritet i internationale diplomatiske forbindelser. Da den klimarelaterede udvikling påvirker den geopolitiske stabilitet, fødevare- og vandforsyningen (og dermed den regionale sikkerhed for de berørte befolkningsgrupper) og migrationsstrømmene, er problemet nødt til at blive tacklet på alle niveauer og inden for alle områder af det udenrigspolitiske diplomati.

Dette er grunden til, at Udenrigsudvalget og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed har udarbejdet en fælles betænkning om dette emne og fremsat anbefalinger til EU's fremtidige klimadiplomatiske aktiviteter. Betænkningen lægger fundamentet for den fremtidig inddragelse af Parlamentets udvalg, især Udvalget om Udenrigsanliggender og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, i klimadiplomatiet og etablerer Europa-Parlamentet som en af de udenrigspolitiske aktører på området.

For at bidrage til processen med at skræddersy EU's internationale rolle i klimadiplomatiet udpeger denne betænkning systematisk – og i overensstemmelse med den udenrigspolitiske tilgang som fastsat i EU's globale strategi – de nødvendige strukturer, strategiske partnere og tematiske baner for EU's klimadiplomati, hvorved den støtter udviklingen af en samlet fremtidig strategi for EU.

Behov for EU's lederskab: Udvikling af en dagsorden for EU's klimadiplomati

EU er nødt til at optrappe sin klimadiplomatiske indsats i lyset af det stigende presserende behov for en klimaindsats og behovet for en robust global gennemførelse af Parisaftalen. Det forbliver en konstant opgave at være forkæmper for klimaindsatsen og gentage den politiske vilje. I denne forbindelse er en stærk lederrolle i EU's klimaindsats vigtigere end nogensinde. En klar dagsorden bør angive, hvordan samarbejdet med gamle og nye partnere kan styrkes – det være sig inden for internationale fora, med nationale regeringer eller ikke-statslige aktører.

Den eksterne ledende rolle skal suppleres med en stærk intern klimapolitik. For at udvikle sig som en troværdig aktør er EU nødt til at gennemføre Parisaftalen på en ensartet måde og med en klar evalueringsmekanisme. Selvom EU's centrale klimalovgivning er blevet vedtaget for det næste årti, er der stadig behov for yderligere handling. EU bør være velforberedt på Talanoa--dialogen i 2018 og klimakonferencen i Katowice i Polen (COP 24), bl.a. ved at give konkrete bud på, hvordan EU's egen klimaindsats kan optrappes. EU og især dens medlemsstater er nødt til at være klar til at forbedre EU's eksisterende nationalt bestemte bidrag for 2030 og bruge den globale statusopgørelse hvert femte år til at gennemgå sin egen klimarelaterede lovgivning og indsats. Det nuværende forslag til bæredygtig finansiering, debatten om udfasning af tilskud til skadelige fossile brændstoffer og etableringen af EU's kommende flerårige finansielle ramme bør være yderligere lejligheder til at integrere klimaengagementet på EU-plan.

EU bør vise, at de forpligtelser, der hidrører fra Parisaftalen, er opfyldt uden forsinkelse. Derfor bør Kommissionen rådføre sig med Europa-Parlamentet og medlemsstaterne med henblik på at udarbejde en revideret langsigtet EU-lavemissionsstrategi for midten af århundredet, der tager hensyn til resultaterne af IPCC's kommende særlige rapport.

En fælles indsats: Forbedring af strukturerne for EU's klimadiplomati

Da EU står over for en voksende kompleksitet og en voksende udfordring i forbindelse med den globale klimaindsats, er EU's klimadiplomati nødt til at professionaliseres, styrkes, blive mere sammenhængende og koordineret. I anerkendelse af EU's komplekse reguleringssystem på flere niveauer bør alle EU-institutionerne sammen med medlemslandene inddrages i processen med at udvikle og fremme EU's klimadiplomati og EU's klimaindsats.

Selv om Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) har spillet en afgørende rolle i EU's klimadiplomati i de seneste år, bør deres koordinerende rolle være endnu stærkere i fremtiden. EU's klimadiplomati kan baseres på erfaringerne fra fremskyndelsen og koordineringen af den diplomatiske kapacitet forud for klimatopmødet i Paris, og det kan udvikles yderligere mod en mere strategisk fremgangsmåde.

Dette betyder, at klimaet ikke blot bliver en mere central del af udenrigspolitikken, men at andre EU-politikker med eksterne dimensioner såsom handels- og investeringspolitikker samt udviklingsbistand er i overensstemmelse med målene i Parisaftalen og målene for bæredygtig udvikling. Ud over den politiske sammenhæng bør en mere strategisk tilgang til klimadiplomati også vedrøre sammenhængen mellem tiltag. Den højtstående repræsentant bør i samarbejde med Kommissionen koordinere en fælles EU-indsats med henblik på at etablere EU's strategi for klimadiplomati ved at kortlægge prioriteter, nøgleaktører, der skal kontaktes, og nøglearrangementer, der skal anvendes til aktioner – det være sig konferencer, ministermøder på højt plan eller uformelle møder.

Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten bør med henblik på at implementere et målrettet klimadiplomati udstyres med de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer. Huller i Kommissionens Generaldirektorat for Klima (GD CLIMA) og EU-Udenrigstjenesten bør vurderes og lukkes i overensstemmelse hermed. Begge hold bør fortsætte deres tætte samarbejde for at sikre, at EU kan tale med én stemme i internationale fora.

Med henblik på samtidig at sikre, at EU-Udenrigstjenesten kan påtage sig en mere koordinerende rolle over for medlemsstaternes repræsentationer gennem sine delegationer i tredjelande, bør der til EU-Udenrigstjenestens delegationer afsættes mere klimaspecifikt personale og oprettes flere blandede stillinger med fokus på klima i deres portefølje. Disse delegationer bør desuden afsætte en passende del af deres budget til klimarelaterede aktiviteter som f.eks. konferencer, undersøgelser og oplysningskampagner. En regelmæssig og tillidsfuld koordinering mellem de ansvarlige embedsmænd i medlemsstaternes ministerier bør støtte de bestræbelser, der udfoldes på EU-plan.

Europa-Parlamentet har som en diplomatisk forkæmper for klimaet

Europa-Parlamentet bør spille en mere aktiv rolle i EU's klimadiplomati og bidrage med sine politiske idéer samt kapacitet. Europa-Parlamentet bør regelmæssigt udarbejde anbefalinger om strategiske prioriteter vedrørende EU's klimadiplomati, der skal tages i betragtning af Rådet, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen under udarbejdelsen af EU's strategi.

Endvidere er Parlamentet i sig selv en udenrigspolitisk aktør med sine officielle delegationer eller forbindelser med tredjelande og parlamentariske forsamlinger. Udvalgsdelegationsrejser og formater som f.eks. interparlamentariske møder skaber også en lovende platform til udveksling.

Disse kapaciteter bør anvendes mere effektivt og på en struktureret måde. På de relevante udvalgsdelegationsrejser kan spørgsmål vedrørende gennemførelsen af Parisaftalen og målene for bæredygtig udvikling indgå som en integreret del af udvekslingen. kan EU's nuværende tilgang til opfyldelse af sine nationalt bestemte bidrag fremlægges og sætte gang i en udveksling om gennemførelsen af tredjelandets nationalt bestemte bidrag. Der kunne også tages fat på EU's finansielle forpligtelse eller bestræbelser inden for projekter i de respektive lande. På denne måde kan EU's outreachaktiviteter udvides, samtidig med at EU's strategi for klimadiplomati følges, hvorved uoverensstemmende signaler undgås. Den viden, der indsamles under parlamentariske rejser, bør via et rapporteringssystem struktureres og integreres i en løbende dialog med partnerlandene.

Strategiske partnere i EU's klimadiplomati

EU er en unik udenrigspolitisk aktør på grund af sin struktur på flere niveauer og institutioner og er forudbestemt til at tage kontakt til forskellige aktører på forskellige niveauer. EU bør på den ene side fortsætte og styrke eksisterende partnerskaber og samtidig på den anden side sigte mod at skabe nye partnerskaber og alliancer overalt i verden. Denne tilgang bør målrettes partnernes kapaciteter, samtidig med at ambitionerne bør øges, hvor det er muligt.

Eftersom gennemførelsen af Parisaftalen og målene for bæredygtig udvikling ikke kun kræver en politisk indsats, men også i vidt omfang vedrører andre interesseparter, er EU's strategiske partnere også nødt til at inddrage civilsamfundsorganisationer, det videnskabelige samfund og den private sektor. Dette gælder især på det lokale og regionale plan, hvor den praktiske gennemførelse af klimaindsatsen finder sted.

Deltagelsen i diplomatiske forbindelser om klimaet kan tjene som kontaktpunkt for samtaler med partnere, hvor andre punkter på dagsordenen er særdeles omdiskuterede. Derfor bør EU's strategiske partnere også omfatte lande, hvor klimadiplomati kan bane vejen for et tættere samarbejde og opbygning af tillid og dermed styrke eller endda genindføre multilateralisme som rammen for internationalt samarbejde.

EU bør fortsætte med at være en aktiv deltager og sætte dagsordenen i internationale organisationer. Rammer som f.eks. G7 og G20 bør i stigende grad anvendes til at formulere fælles klimaforpligtelser og udvikle internationale vejledende principper. EU bør genoptage og iværksætte klimaalliancer som den højambitiøse koalition og tage initiativet til fælles meddelelser om konkrete klimaløfter og aktioner. EU's partnerskaber med AVS, AU, ECOWAS, ASEAN og MERCOSUR bør styrkes i denne henseende. Bilaterale forbindelser med vækstøkonomier, udviklingslande og sårbare stater er nødt til at være endnu en prioritet for EU's klimadiplomati.

Strategiske prioriteter for dagsordenen for EU's klimadiplomati

EU's klimadiplomati bør udpege tematiske prioriteter, hvor samarbejdsmæssige og diplomatiske bestræbelser er særligt meningsfulde eller lovende, og hvor EU har opnået ekspertise og knowhow.

Klimaændringer har alvorlige konsekvenser for levevilkårene for natur og mennesker, men de truer også i stigende grad freden og stabiliteten, da de ofte fungerer som en trusselsmultiplikator og forværrer eksisterende konflikter. EU's klimadiplomati bør fokusere sin indsats på sammenhængen mellem klimaændringer og migration, der i stigende grad truer sikkerheden og stabiliteten i og uden for EU. Med hensyn til EU's fremtidige dagsorden for klimadiplomati skal forebyggende foranstaltninger og forbedret risikovurdering være en integreret del af den fælles indsats mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne. Dette vil bidrage til den konfliktforebyggende ramme for EU's og medlemsstaternes udenrigspolitik.

Ud over det sikkerhedsmæssige aspekt kan mulige prioriteter omfatte partnerskaber om klimarelaterede emner som prissætning på CO2, klimafinansiering, udfasning af subsidier til fossile brændstoffer og rene teknologier. EU's forståelse af oprettelsen, tilpasningen og driften af CO2-markedet er suppleret med erfaringerne fra sammenkoblingsaftalen med det schweiziske emissionshandelssystem og andre internationale samarbejdsprojekter. Dette giver meget gode betingelser for, at EU kan blive førende inden for fremme af tredjelandes bestræbelser vedrørende mekanismer til prissætning af CO2 samt for yderligere at engagere sig i den internationale koordinering af CO2-markeder med det formål at tilpasse dem bedre på mellemlang sigt og skabe et internationalt CO2-marked på lang sigt.


OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

20.6.2018

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

90

19

2

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Michèle Alliot-Marie, Francisco Assis, Margrete Auken, Petras Auštrevičius, Amjad Bashir, Bas Belder, Ivo Belet, Goffredo Maria Bettini, Simona Bonafè, Mario Borghezio, Biljana Borzan, Victor Boştinaru, Paul Brannen, Elmar Brok, Klaus Buchner, Soledad Cabezón Ruiz, James Carver, Fabio Massimo Castaldo, Aymeric Chauprade, Nessa Childers, Birgit Collin-Langen, Javier Couso Permuy, Miriam Dalli, Arnaud Danjean, Stefan Eck, Bas Eickhout, Georgios Epitideios, José Inácio Faria, Knut Fleckenstein, Anna Elżbieta Fotyga, Eugen Freund, Michael Gahler, Francesc Gambús, Elisabetta Gardini, Gerben-Jan Gerbrandy, Jens Gieseke, Sylvie Goddyn, Françoise Grossetête, Andrzej Grzyb, Jytte Guteland, György Hölvényi, Anneli Jäätteenmäki, Jean-François Jalkh, Sandra Kalniete, Tunne Kelam, Wajid Khan, Urszula Krupa, Eduard Kukan, Giovanni La Via, Jo Leinen, Peter Liese, Arne Lietz, Barbara Lochbihler, Sabine Lösing, Lukas Mandl, Ramona Nicole Mănescu, Valentinas Mazuronis, David McAllister, Joëlle Mélin, Susanne Melior, Tamás Meszerics, Miroslav Mikolášik, Francisco José Millán Mon, Clare Moody, Pier Antonio Panzeri, Massimo Paolucci, Ioan Mircea Paşcu, Piernicola Pedicini, Alojz Peterle, Bolesław G. Piecha, Pavel Poc, Cristian Dan Preda, John Procter, Michel Reimon, Frédérique Ries, Sofia Sakorafa, Annie Schreijer-Pierik, Alyn Smith, Jordi Solé, Dobromir Sośnierz, Jaromír Štětina, Dubravka Šuica, Charles Tannock, Ivica Tolić, Estefanía Torres Martínez, Nils Torvalds, Miguel Urbán Crespo, Ivo Vajgl, Elena Valenciano, Hilde Vautmans, Anders Primdahl Vistisen, Jadwiga Wiśniewska, Damiano Zoffoli

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Asim Ademov, Andrea Bocskor, Reinhard Bütikofer, Jakop Dalunde, Eleonora Forenza, Ana Gomes, Rupert Matthews, Urmas Paet, Tokia Saïfi, Christel Schaldemose, Igor Šoltes, Bart Staes, Mirja Vehkaperä, Željana Zovko

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Isabella De Monte, Emilian Pavel, Monika Smolková, Josef Weidenholzer


ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

90

+

ALDE

Petras Auštrevičius, Gerben-Jan Gerbrandy, Anneli Jäätteenmäki, Valentinas Mazuronis, Urmas Paet, Frédérique Ries, Nils Torvalds, Ivo Vajgl, Hilde Vautmans, Mirja Vehkaperä

EFDD

Fabio Massimo Castaldo, Aymeric Chauprade, Piernicola Pedicini

GUE/NGL

Javier Couso Permuy, Stefan Eck, Eleonora Forenza, Sabine Lösing, Sofia Sakorafa, Estefanía Torres Martínez, Miguel Urbán Crespo

PPE

Asim Ademov, Michèle Alliot-Marie, Ivo Belet, Elmar Brok, Birgit Collin-Langen, Arnaud Danjean, José Inácio Faria, Michael Gahler, Francesc Gambús, Elisabetta Gardini, Jens Gieseke Françoise Grossetête, Andrzej Grzyb, Sandra Kalniete, Tunne Kelam, Eduard Kukan, Giovanni La Via, Peter Liese, Lukas Mandl, David McAllister, Miroslav Mikolášik, Francisco José Millán Mon, Ramona Nicole Mănescu, Alojz Peterle, Tokia Saïfi, Annie Schreijer-Pierik, Ivica Tolić, Željana Zovko, Dubravka Šuica

S&D

Francisco Assis, Goffredo Maria Bettini, Simona Bonafè, Biljana Borzan, Victor Boştinaru, Paul Brannen, Soledad Cabezón Ruiz, Nessa Childers, Miriam Dalli, Isabella De Monte, Knut Fleckenstein, Eugen Freund, Ana Gomes, Jytte Guteland, Wajid Khan, Jo Leinen, Arne Lietz, Susanne Melior, Clare Moody, Pier Antonio Panzeri, Massimo Paolucci, Emilian Pavel, Ioan Mircea Paşcu, Pavel Poc, Christel Schaldemose, Monika Smolková, Elena Valenciano, Josef Weidenholzer, Damiano Zoffoli

VERTS/ALE

Margrete Auken, Klaus Buchner, Reinhard Bütikofer, Jakop Dalunde, Bas Eickhout, Barbara Lochbihler, Tamás Meszerics, Michel Reimon, Alyn Smith, Jordi Solé, Bart Staes, Igor Šoltes

19

-

ECR

Amjad Bashir, Bas Belder, Anna Elżbieta Fotyga, Urszula Krupa, Rupert Matthews, Bolesław G. Piecha, John Procter, Charles Tannock, Anders Primdahl Vistisen, Jadwiga Wiśniewska

ENF

Mario Borghezio, Sylvie Goddyn, Jean-François Jalkh, Joëlle Mélin

NI

James Carver, Georgios Epitideios, Dobromir Sośnierz

PPE

Cristian Dan Preda, Jaromír Štětina

2

0

PPE

Andrea Bocskor, György Hölvényi

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller

Seneste opdatering: 29. juni 2018Juridisk meddelelse