BETÆNKNING med henstillinger til Kommissionen om humanitære visa

16.10.2018 - (2017/2270(INL))

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender
Ordfører: Juan Fernando López Aguilar
(Initiativ – forretningsordenens artikel 46)

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

med henstillinger til Kommissionen om humanitære visa

(2017/2270(INL))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 4, 18 og 19,

–  der henviser til konventionen om flygtninges status undertegnet i Genève den 28. juli 1951 og den dertil hørende protokol fra 1967,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks)[1],

–  der henviser til FN's globale aftale om sikker, velordnet og regulær migration og til FN's globale aftale om flygtninge, som efterfulgte New York-erklæringen om flygtninge og migranter, der blev vedtaget enstemmigt af De Forenede Nationers Generalforsamling den 19. september 2016,

–  der henviser til evalueringen af den europæiske merværdi af humanitære visa, som er udarbejdet af Europa-Parlamentets Forskningstjeneste,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 46 og 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0328/2018),

A.  der henviser til, at der på trods af adskillige erklæringer og anmodninger om sikre og lovlige migrationsveje, der giver adgang til det europæiske område, for personer, der søger international beskyttelse, på nuværende tidspunkt ikke findes nogen EU-harmonisering med hensyn til procedurerne for beskyttet indrejse og nogen juridisk ramme på EU-plan for humanitære visa, dvs. visa, der udstedes med henblik på at nå medlemsstaternes område for at søge international beskyttelse;

B.  der henviser til, at ifølge Domstolens dom af 7. marts 2017 i sag C-638/16[2] har medlemsstaterne i henhold til EU-lovgivningen ikke pligt til at udstede et humanitært visum til personer, som ønsker at rejse ind på deres område for at søge asyl, men at de frit kan beslutte at gøre dette på baggrund af deres nationale lovgivning; der henviser til, at denne afgørelse fortolker gældende EU-ret, som kan blive ændret;

C.  der henviser til, at flere medlemsstater i øjeblikket har eller tidligere har haft nationale ordninger for udstedelse af humanitære visa eller opholdstilladelser for at sikre national beskyttet indrejse for mennesker i nød;

D.  der henviser til, at antallet af personer, der gives adgang på grundlag af nationale procedurer for indrejse og humanitær beskyttelse eller gennem genbosætning, fortsat er lavt i forhold til de globale behov, og at der er betydelige forskelle mellem medlemsstaterne; der henviser til, at anvendelsesområdet for de nationale procedurer for indrejse og humanitær beskyttelse samt genbosætning er snævert defineret og, i tilfælde af genbosætning, er strengt forbundet med kriterierne for sårbarhed og registrering som flygtning hos De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge;

E.   der henviser til, at konsekvensen er, at anslået 90 % af dem, der har opnået international beskyttelse, er nået til Unionen på ulovlig vis, hvilket har ført til deres stigmatisering inden ankomsten til medlemsstaternes ydre grænser;

F.   der henviser til, at enlige kvinder, der rejser alene eller med børn, kvinder, der er familieforsørgere, gravide og ammende kvinder, personer med handicap, unge piger og ældre kvinder er blandt dem, der er særligt sårbare langs migrationsruterne til Europa, og som er udsat for særlig stor risiko for kønsbestemt vold såsom voldtægt og vold og for at være mål for smuglere og menneskehandlere med henblik på seksuel og økonomisk udnyttelse; der henviser til, at kvinder og piger desuden er tilbøjelige til at være mere sårbare over for alle former for udnyttelse, herunder arbejdsmæssig og seksuel udnyttelse langs migrationsruterne til Unionen, og ofte tvinges til overlevelsessex mod at kunne fortsætte deres rejse;

G.   der henviser til, at de menneskelige omkostninger ved disse politikker er anslået til mindst 30 000 døde ved Unionens grænser siden år 2000; der henviser til, at Unionens retlige rammer er absolut nødvendige som et middel til at håndtere det uacceptable tab af menneskeliv i Middelhavet og på migrationsruterne til EU, til oprigtigt at bekæmpe menneskesmugling, eksponering for menneskehandel, arbejdsmæssig udnyttelse og vold, til at forvalte ordentlig ankomst, værdig modtagelse og fair behandling af asylansøgninger og til at optimere medlemsstaternes og Unionens budget til asylprocedurer, grænsekontrol og eftersøgnings- og redningsaktioner samt til at opnå konsekvente praksisser i den gældende EU-ret på asylområdet;

H.   der henviser til, at Parlamentet har forsøgt at indføje bestemmelser i tråd hermed i forordning (EF) nr. 810/2009;

I.   der henviser til, at både Rådet og Kommissionen har afvist disse ændringsforslag blandt andet med den begrundelse, at disse bestemmelser ikke skulle medtages i forordning (EF) nr. 810/2009 på grund af dennes anvendelsesområde, der udelukkende dækker visa til kortvarigt ophold;

J.  der henviser til, at Parlamentet over for Kommissionens passivitet derfor har besluttet at gå videre med udarbejdelsen af denne lovgivningsmæssige initiativbetænkning om humanitære visa;

K.   der henviser til, at der blev iværksat et intensivt arbejde, herunder med hjælp fra eksperter, med at udarbejde de henstillinger, der er vedlagt som bilag til dette forslag;

1.  anmoder Kommissionen om på grundlag af artikel 77, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) senest den 31. marts 2019 at fremsætte et forslag til en forordning om indførelse af et europæisk humanitært visum i overensstemmelse med de henstillinger, der er angivet i bilaget til dette forslag;

2.  mener, at medlemsstaterne bør være i stand til at udstede et europæisk humanitært visum til personer, der søger international beskyttelse, således at disse personer får tilladelse til at rejse ind i den medlemsstat, der har udstedt visummet, udelukkende med det formål at indgive en ansøgning om international beskyttelse i den pågældende medlemsstat;

3.  mener, at europæiske humanitære visa bør supplere og ikke erstatte de allerede eksisterende nationale indrejseprocedurer i forbindelse med humanitær beskyttelse, genbosætningsprocedurer og spontane ansøgninger i henhold til international flygtningelovgivning;

4.  mener, at initiativer vedrørende europæiske humanitære visa ikke bør gribe ind i andre initiativer vedrørende migrationspolitikken, herunder initiativer, der tager sigte på at tackle de underliggende årsager til migration;

5.  understreger det presserende behov for sikre og lovlige adgangsveje til Unionen, hvoraf én af dem bør være humanitære visa, hvilket også er særligt vigtigt set ud fra et ligestillingsperspektiv, da kvinder er særligt sårbare og derfor mere udsatte for seksuel og kønsbaseret vold langs ruterne og i modtagelsescentrene; understreger, at sårbar økonomi og andre former for afhængighed ofte bringer kvinder og piger i tredjelande i en situation, hvor det er endnu vanskeligere for dem end for mænd at søge sikker asyl;

6.  mener, at en del af de finansielle virkninger af det forslag, der anmodes om, bør dækkes af Unionens almindelige budget som et praktisk udtryk for princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling, herunder af forslagets finansielle virkninger, mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 80 i TEUF;

7.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og de ledsagende henstillinger til Kommissionen og Rådet samt til de nationale parlamenter, Den Europæiske Unions Domstol, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Det Europæiske Asylstøttekontor, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

• [1]  EUT L 243 af 15.9.2009, s. 1.
• [2]  Domstolens dom af 7. marts 2018, X og X mod État belge, C-638/16, ECLI:EU:C:2017:173.

BILAG TIL FORSLAGET TIL BESLUTNINGHENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Europa-Parlamentet mener, at den retsakt, som ønskes vedtaget, bør:

1.  FORM OG TITEL PÅ DEN RETSAKT, DER SKAL VEDTAGES

–   være en særskilt retsakt, der vedtages i form af en forordning med titlen "Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af et europæisk humanitært visum",

2.  RETSGRUNDLAG

–   have artikel 77, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) som retsgrundlag,

3.  BEGRUNDELSE

–   være begrundet af:

–   det nuværende juridiske hul i EU-retten, som, ud over genbosætningsprocedurerne for sårbare flygtninge, ikke fastsætter procedurer i EU-retten hverken på visum-, grænse- eller asylområdet for så vidt angår adgang til medlemsstaternes område for personer, der søger beskyttelse, idet ca. 90 % af de personer, som efterfølgende anerkendes som flygtninge og personer med subsidiær beskyttelsesstatus, når medlemsstaternes område ulovligt[1], ofte gennem livstruende ruter,

–   risikoen for opsplitning, eftersom medlemsstaterne i stigende grad opretter deres egne programmer for indrejse af humanitære årsager og deres egne procedurer, hvilket går imod det generelle mål i henhold til artikel 78, stk. 1, i TEUF om at udforme en fælles politik for asyl og subsidiær og midlertidig beskyttelse og ligeledes medfører risiko for, at disse forskellige ordninger undergraver den ensartede anvendelse af de fælles bestemmelser om tredjelandsstatsborgeres indrejse på medlemsstaternes område, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009[2] og (EU) 2016/399[3],

–   de høje menneskelige, men også sociale, økonomiske og budgetmæssige omkostninger, der er forbundet med status quo for de berørte tredjelandsstatsborgere (smuglergebyrer, risiko for menneskehandel og udnyttelse, risiko for forfølgelse, dødsrisiko og risiko for mishandling mv.) og for medlemsstaterne og Unionen (høje budgetter for eftersøgnings- og redningsaktioner, herunder til privat skibsfart, beskyttelse af grænserne, samarbejde med tredjelande, asylprocedurer og eventuel tilbagevenden i tilfælde af afviste ansøgninger om international beskyttelse samt bekæmpelse af organiseret kriminalitet, ulovlig handel og smugleri mv.),

–   merværdien af Unionens indsats med hensyn til at sikre overholdelse af Unionens værdier, herunder de grundlæggende rettigheder, gensidig tillid mellem medlemsstaterne og tillid til systemet fra asylansøgernes side, retssikkerhed, forudsigelighed og ensartet anvendelse og gennemførelse af reglerne, opnåelse af stordriftsfordele og mindskelse af ovennævnte omkostninger ved status quo,

–   minde om, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU[4] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013[5] kun finder anvendelse på medlemsstaternes område, selv om asylansøgere på nuværende tidspunkt ikke har tilstrækkelige retlige muligheder for at nå frem til dette område,

–  erindre om, at bestemmelserne i Unionens fælles europæiske asylsystem finder anvendelse efter indgivelse af en asylansøgning i en medlemsstat,

–  understrege, at et afslag på en ansøgning om et europæisk humanitært visum ikke har nogen indflydelse på retten til at søge asyl i Unionen og heller ikke hindrer ansøgeren i at komme ind under andre tilgængelige beskyttelsesordninger,

4.  ALMINDELIGE BESTEMMELSER

–   have som mål at fastsætte bestemmelser om de procedurer og betingelser, under hvilke en medlemsstat må udstede et europæisk humanitært visum til personer, der søger international beskyttelse, således at disse personer får tilladelse til at rejse ind i den medlemsstat, der har udstedt visummet, udelukkende med det formål at indgive en ansøgning om international beskyttelse i den pågældende medlemsstat,

–   i sit anvendelsesområde omfatte tredjelandsstatsborgere, der skal være i besiddelse af et visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser, jf. Rådets forordning (EF) nr. 539/2001[6], og hvis påstande om udsættelse for eller risiko for forfølgelse, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU[7], er tydeligt underbyggede, men som ikke allerede er i genbosætningsprocessen som fastlagt i de nationale genbosætningsordninger eller i [den nye forordning om indførelse af en EU-genbosætningsramme eller] Rådets direktiv 2001/55/EF[8],

–   fra sit anvendelsesområde udelukke familiemedlemmer, der ellers ville have ret til rettidig familiesammenføring i en medlemsstat i henhold til anden EU-lovgivning eller national lovgivning;

5.  PROCEDURER FOR UDSTEDELSE AF HUMANITÆRE VISA

–   fastsætte, at sådanne visumansøgninger kan indgives direkte, elektronisk eller skriftligt, på alle medlemsstaters konsulater eller ambassader,

–   fastsætte de praktiske betingelser for sådanne visumansøgninger, herunder for udfyldelse af et ansøgningsskema, oplysninger om ansøgerens identitet, herunder biometriske identifikatorer, og anførelse af grunde til frygten for forfølgelse eller alvorlig overlast, der så vidt muligt dokumenteres,

–   fastsætte, at ansøgeren om et sådant visum inviteres til en samtale (om nødvendigt med tolkebistand), som også kan gennemføres ved hjælp af lyd- og videokommunikation, der sikrer en passende grad af sikkerhed, sikring og fortrolighed,

–   fastsætte, at de forelagte dokumenter vurderes, herunder i henseende til deres ægthed, af en kompetent, uafhængig og upartisk myndighed med passende viden og ekspertise vedrørende international beskyttelse,

–   fastsætte, at ansøgninger om et sådant visum vurderes på grundlag af ansøgerens erklæring og samtale samt underbyggende dokumentation, hvis en sådan forefindes, uden at der foretages en fuldstændig proces for tildeling af flygtningestatus,

–   fastsætte, inden et sådant visum udstedes, at hver ansøger skal underkastes en sikkerhedsscreening via de relevante EU- og nationale databaser under fuld overholdelse af de gældende databeskyttelsesbestemmelser for at sikre, at han/hun ikke udgør en sikkerhedsrisiko,

–   fastsætte, at der for sådanne visumansøgninger træffes afgørelse inden for 15 kalenderdage fra datoen for indgivelse af ansøgningen,

–   fastsætte, at afgørelsen om ansøgningen meddeles ansøgeren i personlig, skriftlig og begrundet form,

–   fastsætte, at en tredjelandsstatsborger, der har modtaget afslag på en sådan visumansøgning, har mulighed for appel, sådan som det på nuværende tidspunkt er tilfældet, hvis der meddeles afslag på en visumansøgning om et kortvarigt ophold, eller der nægtes indrejse ved grænsen,

6.  UDSTEDELSE AF ET HUMANITÆRT VISUM

–   fastsætte, at sådanne visa udstedes i form af en selvklæbende mærkat og medtages i visuminformationssystemet,

–   fastsætte, at indehaveren af et humanitært visum, så snart det er udstedt, gives tilladelse til at rejse ind i den medlemsstat, der har udstedt visummet, udelukkende med det formål at indgive en ansøgning om international beskyttelse i den pågældende medlemsstat,

7.  ADMINISTRATION OG ORGANISATION

–   fastsætte, at ansøgninger om et sådant visum vurderes af behørigt uddannet personale,

–   fastsætte, at disse medarbejdere enten kan være udstationeret på ambassader eller konsulater eller befinde sig i medlemsstaterne i tilfælde af, at ansøgningerne fremsendes elektronisk og samtalerne gennemføres på afstand,

–   fastsætte, at visse aspekter af processen, der ikke indebærer forhåndsudvælgelse af sager, vurdering eller nogen form for beslutningstagning, kan forvaltes af eksterne tjenesteydere, herunder tilvejebringelse af oplysninger, forvaltning af samtaleindkaldelser og indsamling af biometriske identifikatorer,

–   fastsætte, at der træffes passende foranstaltninger for at sikre databeskyttelse, datasikkerhed og fortrolighed for så vidt angår udveksling af oplysninger,

–   fastsætte, at medlemsstaterne samarbejder med hinanden, EU-agenturerne, internationale organisationer, statslige og ikkestatslige organisationer samt andre relevante interessenter for at sikre en harmoniseret anvendelse,

–   fastsætte, at oplysningerne om procedurerne og betingelserne for at få et sådant visum samt om betingelserne og procedurerne for at opnå international beskyttelse på medlemsstaternes område gøres bredt tilgængelige, herunder på webstederne for medlemsstaternes ambassader og konsulater og via Tjenesten for EU's Optræden Udadtil,

8.  AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

–  fastsætte, at der stilles betydelig finansiel støtte fra fonden for integreret grænseforvaltning til rådighed for medlemsstaterne til dens gennemførelse,

–   fastsætte, at en medlemsstat, der udsteder et sådant humanitært visum, har adgang til samme kompensation fra Asyl- og Migrationsfonden, som når en medlemsstat modtager en flygtning gennem EU-genbosætningsrammen,

9.  ÆNDRING AF ANDRE RETSAKTER

–   fremsætte ændringsforslag til:

–  forordning (EF) nr. 810/2009 for at præcisere, at for de personer, der søger international beskyttelse, gælder bestemmelserne i forordningen om indførelse af et europæisk humanitært visum,

–  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008[9] med henblik på at sørge for, at ansøgninger om humanitært visum indføres i systemet,

–  forordning (EU) 2016/399 med henblik på at tilpasse indrejsebetingelserne for personer, der har fået et europæisk humanitært visum,

–  fonden for integreret grænseforvaltning med henblik på at yde støtte til medlemsstaterne til gennemførelse af forordningen om indførelse af et europæisk humanitært visum,

–  artikel 26 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser[10] og Rådets direktiv 2001/51/EF[11] med henblik på at undtage transportvirksomheder, som transporterer tredjelandsstatsborgere, fra ansvar, forpligtelser og sanktioner, når de involverede tredjelandsstatsborgere erklærer, at de har til hensigt at søge international eller humanitær beskyttelse på medlemsstaternes område.

• [1]    HEIN / DONATO (CIR) 2012: Exploring avenues for protected entry in Europe, s. 17.
• [2]    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeksen) (EUT L 243 af 15.9.2009, s. 1).
• [3]    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT L 77 af 23.3.2016, s. 1).
• [4]    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 60).
• [5]    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 31).
• [6]    Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1).
• [7]    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 337 af 20.12.2011, s. 9).
• [8]    Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT L 212 af 7.8.2001, s. 12).
• [9]    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008 af 9. juli 2008 om visuminformationssystemet (VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarigt ophold (VIS-forordningen) (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 60).
• [10]    EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19.
• [11]    Rådets direktiv 2001/51/EF af 28. juni 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til artikel 26 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 (EFT L 187 af 10.7.2001, s. 45).

BEGRUNDELSE

Baggrund[1]

Parlamentet begyndte at slå til lyd for humanitære visa på baggrund af migrationskrisen og det uacceptable tab af menneskeliv i Middelhavet. Det har givet udtryk for sine synspunkter, bl.a. i beslutningen af 12. april 2016 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration.

Humanitære visa har allerede været drøftet i EU-sammenhæng, men uden at føre til et konkret resultat. Der er i øjeblikket en række nationale programmer, men ikke noget retligt grundlag i EU-retten.

LIBE-udvalget har søgt at løse dette juridiske tomrum som en del af revisionen af visumkodeksen (2014/0094 (COD)), men både Rådet og Kommissionen modsatte sig de ændringsforslag, der blev indført i denne sammenhæng, under trilogforhandlingerne, der blev indledt i maj 2016. I september 2017 – efter måneders dødvande, hvor Rådet afviste at fortsætte forhandlingerne, hvis disse ændringsforslag ikke blev trukket tilbage – trak Parlamentets forhandlingsteam dem tilbage. LIBE-udvalget besluttede i stedet at udarbejde denne lovgivningsmæssige initiativbetænkning.

På trods af dette skridt afbrød Rådet og Kommissionen forhandlingerne.

Den 6.12.2017 fik LIBE-udvalget tilladelse til at udarbejde denne lovgivningsmæssige initiativbetænkning på grundlag af artikel 225 i TEUF og forretningsordenens artikel 46.

Under udarbejdelsen af denne betænkning har ordføreren indhentet bidrag fra skyggeordførerne, men også fra civilsamfundet og den akademiske verden. Desuden er dens udarbejdelse blevet understøttet af en vurdering af den europæiske merværdi, der er blevet udarbejdet af Europa-Parlamentets Forskningstjeneste. Ordføreren ønsker at udtrykke sin taknemmelighed for samarbejdet og den støtte, der er blevet ydet.

Parlamentets anmodninger til Kommissionen

Der bør indgives en klar anmodning om et forslag til retsakt om indførelse af et europæisk humanitært visum til Kommissionen, som bør forelægge et sådant forslag inden udgangen af marts 2019. Denne periode kan synes kort. Den er imidlertid fuldt berettiget i betragtning af sagens hastende karakter, de udvidede debatter, der har fundet sted, de undersøgelser, der er foretaget, og de detaljerede henstillinger, der er fremsat i denne betænkning.

Nærmere redegørelse for henstillingerne

Rækkefølgen af de henstillinger, der er vedlagt som bilag, men indgår i forslaget til beslutning, er baseret på opbygningen af en retsakt. Henstillingerne dækker de centrale elementer, en sådan retsakt bør indeholde.

Denne retsakt bør være en ny, særskilt retsakt. Drøftelserne om visumkodeksen har vist, at en sådan særskilt retsakt er nødvendig. Ordføreren mener, at det rette valg af retsakt er en forordning ligesom de øvrige retsakter på visumområdet.

Retsgrundlag

Ordføreren mener, at en kombination af artikel 77, stk. 2, litra b), og artikel 78, stk. 2, litra g), i TEUF, for så vidt angår grænsekontrollen og forvaltningen af tilstrømningen af personer, der ansøger om asyl, vil udgøre et fyldestgørende retsgrundlag.

Begrundelse for forslaget

Betragtningerne til den nye retsakt bør begynde med at forklare den primære begrundelse for retsakten. 

Dette bør for det første bestå i den nuværende paradoksale situation, at der i EU-retten ikke findes bestemmelser om, hvordan en flygtning reelt skal ankomme, hvilket fører til, at næsten alle ankomster finder sted på ulovlig vis. Denne situation har alvorlige konsekvenser for den enkelte, men også for medlemsstaterne. De flygtende personer er nødt til at indlade sig på livstruende ture med hjælp fra smuglere, som de skal betale store gebyrer, og i hvilken sammenhæng de udsættes for udnyttelse, mishandling og misbrug. Medlemsstaterne er på deres side udsat i negativ forstand for virkningerne af de ukontrollerede ankomster (med et ukendt antal og uden oplysninger om, hvem der ankommer) og den øgede fornødne indsats med at forvalte disse ankomster i henseende til styrket grænsekontrol og -overvågning, eftersøgnings- og redningsaktioner, samarbejde med tredjelande mv. Samtidig er medlemsstaterne konfronteret med stadigt stærkere organiseret kriminalitet, der lukrerer på den finansielle gevinst fra menneskesmugling. 

Et yderligere argument for en sådan ny retsakt er risikoen for opsplitning. Det kan konstateres, at medlemsstaterne har oprettet nationale ordninger, men at de alle er forskellige. Ordføreren glæder sig over alle initiativer, der giver en sikker passage. Samtidig bør der sættes mere fokus på de fælles politikker, idet EU udgør et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser (artikel 3, stk. 2, i TEU). 

Da EU bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed og respekt for menneskerettighederne (artikel 2 i TEU), er sådan en retsakt også i sidste ende nødvendig, for at EU kan være i overensstemmelse med kravene i sin egen traktat.

Almindelige bestemmelser

Formålet med den nye retsakt bør begrænses til bestemmelser om procedurerne og betingelserne for udstedelse af et humanitært visum. Det bør i sin beskaffenhed være et visum med begrænset territorial gyldighed, der tillader indehaveren at nå dette område med henblik på dér at indgive en ansøgning om international beskyttelse. Den medlemsstat, der udsteder visummet, vil derfor blive ansvarlig for asylprocedurerne.

Der har fundet drøftelser sted om, hvorvidt der bør være en form for flytningsordning i krisesituationer. Efter nøje overvejelser foreslår ordføreren, at der ikke indføres en sådan ordning, for at undgå, at systemet bliver alt for indviklet. 

Den nye retsakt bør omfatte tredjelandsstatsborgere, der er visumpligtige personer, der har behov for beskyttelse mod en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast, og som ikke er omfattet af andre retsakter som f.eks. genbosætning. Genbosætning støttes kraftigt af ordføreren, men kan ikke være den eneste juridiske, sikre vej, da den kun omhandler en begrænset gruppe af allerede anerkendte flygtninge.

Procedurer og betingelser for udstedelse af humanitære visa 

Procedurerne for disse visa bør svare til dem for visa til kortvarigt ophold, når som helst deres beskaffenhed tillader det. Dette vil f.eks. vedrøre de proceduremæssige skridt, sagsbehandlingsfrister, behovet for en ansøgningsformular og biometriske data, inddragelse af eksterne tjenesteydere, sikkerhedskontrol og retten til at klage. Procedurerne bør dog være specielle, hvis personens særlige situation kræver det. Der bør for eksempel altid være en samtale (også for at imødegå risikoen for menneskehandel), og det bør være muligt at gennemføre den elektronisk. Hertil kommer, at der for at spare omkostninger og tage højde for personens situation i højere grad bør gøres brug af moderne kommunikationsværktøjer, end det i øjeblikket er tilfældet for visumansøgningerne. Det bør f.eks. være muligt at gennemføre samtaler på afstand, hvilket vil give medlemsstaterne mulighed for at arbejde med eksperter på asylområdet, der ikke nødvendigvis er baseret i tredjelande.

Visumansøgningen bør vurderes på et umiddelbart grundlag for at undersøge, om ansøgerne har en rimelig grund til at være udsat for en reel risiko for forfølgelse eller alvorlig overlast. Ordføreren mener, at en sådan vurdering er nødvendig, for at proceduren kan være troværdig. Han understreger, at vurderingen er en vurdering af visumansøgningen og ikke en ekstern behandling af en asylansøgning. Sidstnævnte ville indebære for mange juridiske og praktiske spørgsmål. 

Administration og organisation 

Retsakten vil kræve en administrativ indsats, for hvilken medlemsstaterne bør kunne modtage støtte, også finansiel. Ændringer til dette formål kan foretages inden for rammerne af de finansielle programmer under den nye flerårige finansielle ramme og navnlig fonden for integreret grænseforvaltning. Herudover forventes det, at der kan ske besparelser på andre områder, så ankomsterne bliver mere velordnede med færre personer, der tydeligvis ikke har behov for international beskyttelse. Brugen af moderne kommunikationsteknologi bør give mulighed for yderligere besparelser.

Afsluttende bestemmelser

Ordføreren anerkender fuldt ud, at der skal foretages et betydeligt antal praktiske forberedelser, før den nye retsakt som udformet her kan gennemføres. Det vil være nødvendigt at opfatte sammenkoblingen mellem visum- og asylprocedurerne på en ny måde og tilrettelægge den administrative arbejdsgang i overensstemmelse hermed. Af denne grund foreslår ordføreren en toårig overgangsperiode, før de nye regler finder anvendelse. Efterfølgende bør reglerne afprøves i et kontrolleret miljø i visse tredjelande, der udvælges som pilotregioner. Dette skulle give mulighed for at indhøste erfaringer, der kan analyseres inden yderligere udrulning.

Der bør tilvejebringes specifikke støttestrukturer for medlemsstaterne i pilotregionerne. De bør være i stand til at modtage væsentlig EU-støtte (f.eks. fra fonden for integreret grænseforvaltning) til brug for en yderligere tilpasning af deres lokaler, uddannelse af personale og omlægning af arbejdsgange og it-infrastruktur. Der bør ydes ekspertrådgivning af agenturerne, herunder EASO, Frontex, Europol og Agenturet for Grundlæggende Rettigheder. Gennemførelsen i pilotregionerne bør overvåges nøje for at give mulighed for at drage konklusioner. Resultaterne af overvågningen bør indgå i evalueringen efter to år. Disse resultater bør vurderes nøje, og der kan om nødvendigt foretages ændringer til den nye retsakt. Efter eventuelle nødvendige tilpasninger bør den nye retsakt rulles yderligere ud.

Ændring af andre retsakter

Det vil være nødvendigt at ændre en række retsakter på visumområdet, navnlig visumkodeksen og VIS, for at tilpasse dem til eksistensen af denne helt nye retsakt. Det samme er nødvendigt for de retsakter, som indehaveren af et sådant visum vil være underlagt ved rejse til EU. Ved ankomst med et sådant visum ved de ydre grænser vil Schengengrænsekodeksen eksempelvis skulle ændres for at kunne anerkende det. Endelig er der også behov for visse justeringer i den gældende EU-ret på asylområdet. Selvom asylproceduren selvfølgelig ville finde sted fuldt ud på EU's område, bør den kendsgerning, at ansøgeren var indehaver af et humanitært visum, integreres. Eksempelvis bør enhver vurdering, der allerede har fundet sted som en del af visumansøgningen, også tages i betragtning i asylproceduren for at undgå unødvendigt dobbeltarbejde.

Konklusion

Ordføreren mener, at det er på høje tid at finde innovative løsninger, der imødekommer behovene både for de personer, der søger beskyttelse, og for medlemsstaterne. Den nuværende tankegang i siloer med hensyn til gældende fællesskabsret om visum på den ene side og den gældende EU-ret på asylområdet på den anden er kunstig og ikke tilpasset nutidens realiteter. Det er nødvendigt at foretage et modigt skridt, for at EU kan leve op til sine værdier.

• [1]  Yderligere oplysninger findes i ordførerens arbejdsdokument om humanitære visa af 5.4.2018.

UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (10.9.2018)

til Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender

med henstillinger til Kommissionen om humanitære visa
(2017/2270(INL))

Ordfører for udtalelse: Malin Björk

(Initiativ – forretningsordenens artikel 46)

FORSLAG

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling opfordrer Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A.  der henviser til, at det er alment accepteret, at køn hører under en særlig socialgruppe, der er en af årsagerne til forfølgelse i henhold til FN's konvention af 1951 om flygtninges retsstilling og i protokollen af 1967 hertil (flygtningekonventionen), og at forfølgelse på grundlag af køn udgør et grundlag for at søge og opnå beskyttelse i henhold til de internationale og EU-retlige rammer, herunder Istanbul-konventionen, og at verdens kvinder i uforholdsmæssig grad rammes af seksuel og andre former for kønsbaseret vold og på særlige måder i tider med bevæbnet konflikt eller krig;

B.  der henviser til, at i den nuværende flygtningekrise er enlige kvinder, der rejser alene eller med børn, kvinder, der er familieforsørgere, gravide og ammende kvinder, kvinder med handicap, unge piger og ældre kvinder blandt dem, der er særligt sårbare langs migrationsruterne til Europa, og som er udsat for særlig stor risiko for kønsbestemt vold;

C.  UNHCR's retningslinjer for kønsrelateret forfølgelse (2002) er af den opfattelse, at definitionen af flygtning bør omfatte kønsrelaterede krav og opfordrer ydere af asyl til at vedtage en "kønssensitiv fortolkning" af grundene til beskyttelse og sikre en ikke-diskriminerende proces;

D.  der henviser til, at mere end 15 tusinde migranter siden 2014 har mistet deres liv eller er forsvundet på vej til Europa via Middelhavet ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM); og at det centrale Middelhavsområde fortsat var den mest dødbringende rute med næsten to dødsfald for hver 100 rejsende i 2015, hvilket er uacceptabelt;

E.  der henviser til, at ifølge Istanbul-konventionen, særlig artikel 60, skal parterne træffe de nødvendige lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger for at sikre, at kønsbaseret vold mod kvinder anerkendes som en form for forfølgelse, og for at sikre, at de grunde til asyl, der er anført i flygtningekonventionen fra 1951, fortolkes på en måde, der tager hensyn til kønsaspektet;

F.  der henviser til, at behovet for sikre og lovlige adgangsveje til EU er presserende, også ud fra et kønsperspektiv, og at humanitære visa kan supplere, men ikke erstatte andre sikre migrationsveje, såsom genbosætning og indrejse af humanitære årsager;

G.  der henviser til, at den nuværende mangel på en mulighed for at anmode om beskyttelse af humanitære grunde uden for Unionen indebærer, at personer, der søger om asyl, er tvunget til at komme ind i EU på ulovlig vis og derved risikerer deres liv og sundhed med særlige og kønsspecifikke konsekvenser for kvinder, piger og LGBTI-personer, såsom voldtægt, vold og være ofre for menneskesmuglere og -handlere og blive udnyttet seksuelt og økonomisk;

H.  der henviser til, at oprettelsen af et humanitært visum vil give sårbare personer og personer, der står over for specifikke udfordringer såsom syge, handicappede, familier, kvinder, gravide kvinder, børn, ældre og LGTBI-personer adgang til asylprocedurer og humanitær beskyttelse, adgang til at rejse på en sikker måde til Europa, hvor deres anmodning om asyl eller humanitær hjælp vil blive behandlet;

I.  der henviser til, at kvinder og piger kan blive udsat for særlige former for kønsrelateret forfølgelse og forskelsbehandling i oprindelseslandene, herunder, men ikke begrænset til, kvindelig genital lemlæstelse, tvangsægteskab, vold i hjemmet, voldtægt, seksuel vold og "æresforbrydelser";

J.  der henviser til, at mens kvinder ifølge UNHCR i 2017 tegnede sig for 9-22 % af antallet af personer, der ankom til Italien, Grækenland og Spanien[1], var den store kønsforskel forbundet med kvinders specifikke sårbarhed, herunder økonomisk og anden afhængighed;

K.  der henviser til, at kvinder og piger står over for store risici som følge af seksuel og fysisk misbrug og vold, herunder voldtægt, og at de i højere grad er sårbare over for alle former for udnyttelse, herunder udnyttelse af arbejdskraft og seksuel udnyttelse langs migrationsruterne til EU, og at de ofte er tvunget til sex for at overleve for at fortsætte deres rejse, samt at kriminelle grupper, såsom menneskesmuglere og -handlere udnytter manglen på sikker passage i Den Europæiske Union;

L.  som henviser til, at piger og kvinder, der er ofre for kønsrelateret vold, og som har behov for international beskyttelse, kan være tilbageholdende med at udpege den reelle grad af forfølgelse, som de er blevet udsat for eller som de frygter, og derfor har brug for et gunstigt miljø, hvor de er sikret fortrolighed;

1.  understreger det presserende behov for sikre og lovlige migrationsveje til Den Europæiske Union, hvor humanitære visa kan være en måde; dette er vigtigt ud fra et kønsperspektiv, da kvinder og LGBTI-personer er særligt sårbare og derfor mere udsatte for seksuel og kønsbaseret vold langs ruter og i modtagelsescentre.

2.  beklager, at der er stor ulighed mellem kvinder og mænd, som er tvunget til at forlade deres oprindelseslande med henblik på international beskyttelse; understreger, at sårbar økonomi og andre former for afhængighed ofte bringer kvinder og piger i tredjelande i en situation, hvor det er endnu vanskeligere for dem end for mænd at søge sikker asyl;

3.  fordømmer den vedvarende situation, hvor kvinder og børn samt LGBTI-personer bringer sig i alvorlig risiko for seksuel og kønsbaseret vold på ruter og i modtagelsescentre for at kunne søge asyl i EU;

4.  understreger, at kønsbestemt vold, herunder seksuel vold, har alvorlige konsekvenser for kvinders og pigers liv og sundhed, hvilket kan påvirke kvinders mentale sundhed og føre til posttraumatiske stressforstyrrelser, angst og depression;

5.  understreger, at kvinder, piger og LGBTI-personer, der påberåber en velbegrundet frygt for kønsrelateret forfølgelse, skal være i stand til på sikker vis at anmode om visa af humanitære grunde;

6.  opfordrer til, at der indføres et særskilt instrument for humanitære visa, der supplerer et EU-program for genbosætning og indrejse af humanitære årsager, for at give personer, som har behov for international beskyttelse, en sikker og lovlig adgang til EU's område, samtidig med at der sikres en tilgang, der tager hensyn til kønsaspektet, og effektiv beskyttelse af personer, som er udsat for kønsmæssig forfølgelse, og hvor det er uhyre vigtigt, at processen håndteres på en følsom og respektfuld måde med fuld forståelse for alle ansøgeres komplekse forhold og sårbarheder, navnlig kvinder, børn og LGBTI-personer;

7.  påpeger, at det humanitære visuminstrument også bør omfatte humanitære beskyttelsesansøgninger, der er baseret på sundhedsmæssige forhold, tvingende familiemæssige årsager, når disse ikke udgør grundlaget for familiesammenføringer, hensyn til klimaændringer og andre tvingende hensyn til humanitær beskyttelse;

8.  understreger, at kønsbestemt vold og forskelsbehandling, herunder, men ikke kun voldtægt og seksuel vold, kønslemlæstelse, tvangsægteskab, vold i familien, såkaldte æresforbrydelser og forskelsbehandling på grund af køn, som tolereres af staten, udgør forfølgelse og bør være gyldige grunde til at søge asyl eller humanitær beskyttelse og derfor bør afspejles i det nye instrument; opfordrer derfor Kommissionen til at anerkende kønsrelateret forfølgelse som et gyldigt grundlag for at søge international beskyttelse og til at sikre inddragelse af kønsaspektet i alle faser af asylproceduren ved at overholde UNHCR's retningslinjer for international beskyttelse fra 2002: kønsrelateret forfølgelse;

9.  advarer om, at det nye instrument for det humanitære visum kan ikke tjene som et middel til at flytte ansvaret for at vurdere flygtninges ansøgninger til lande uden for Europa, men som en måde at sikre asylansøgere og personer med behov for humanitær beskyttelse en sikker rejse til Europa, hvor deres krav så vil blive behandlet; der henviser til, at forslag som f.eks. ilandsætningsplatforme er i grundlæggende i strid med de centrale principper om international og europæisk beskyttelse af flygtninge;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre indsamlingen af kønsopdelte data i den nuværende flygtningekrise og sikre, at der indarbejdes et ligestillingsperspektiv i relevante asylpolitikker;

11.  minder om, at lovgivning og politikker til at bekæmpe menneskesmugling aldrig bør forhindre adgang til EU's asylprocedurer, og at de bør søge at hjælpe migranter og flygtninge med at undgå, at der opstår skadelige situationer, hvor der sker udnyttelse;

12.  kritiserer udpegelsen af tredjelande som sikre oprindelseslande, sikre tredjelande og de første asyllande og understreger, at kvinder selv i lande, der anses for sikre, kan blive udsat for kønsbaseret forfølgelse, mens LGBTI-personer også kan udsættes for misbrug og derfor har en legitim anmodning om beskyttelse;

13.  opfordrer til, at frihedsberøvelse af børn, gravide og kvinder med småbørn samt kvinder, der er ofre for voldtægt, seksuel vold og menneskehandel, øjeblikkelig bringes til ophør, og til at der sørges for adgang til den fornødne psykologiske støtte;

14.  understreger behovet for finansiering til særlig at støtte de mest sårbare kvinder og piger i vores samfund, navnlig handicappede kvinder, kvindelige flygtninge og dem, der er ofre for menneskehandel og misbrug;

15.  opfordrer medlemsstaterne til at tilbyde nødvendige og tilstrækkelige kurser til personale og sundhedspersonale, som er involveret i håndteringen af børn, piger og kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, når de ankommer til EU, med henblik på at yde specialiserede bistands- og plejeydelser, herunder seksuel og reproduktiv sundhedspleje og psykologisk støtte;

16.  beklager, at nogle medlemsstater ikke har ratificeret Istanbul-konventionen, og gentager sin opfordring til, at alle medlemsstater ratificerer Istanbul-konventionen og fuldt ud gennemfører den uden forsinkelser;

17.  opfordrer til fælles ansvar og et tæt samarbejde mellem de europæiske lande, internationale organisationer, relevante interessenter og sektorer på forskellige niveauer; minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at beskyttelse af personer, der har behov for international beskyttelse, er et spørgsmål, som vedrører alle, og der skal gives et fælles svar, som er baseret på princippet om solidaritet;

OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse	3.9.2018
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	15 8 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Maria Arena, Beatriz Becerra Basterrechea, Malin Björk, Vilija Blinkevičiūtė, Anna Hedh, Mary Honeyball, Agnieszka Kozłowska-Rajewicz, Florent Marcellesi, Krisztina Morvai, Maria Noichl, João Pimenta Lopes, Michaela Šojdrová, Anna Záborská, Maria Gabriela Zoană
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	José Inácio Faria, Eleonora Forenza, Jérôme Lavrilleux, Mylène Troszczynski, Monika Vana, Julie Ward
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)	Cécile Kashetu Kyenge, Patrick O’Flynn, Patrizia Toia

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB I RÅDGIVENDE UDVALG

15	+
ALDE	Beatriz Becerra Basterrechea
GUE/NGL	Malin Björk, Eleonora Forenza, João Pimenta Lopes
S&D	Maria Arena, Vilija Blinkevičiūtė, Anna Hedh, Mary Honeyball, Cécile Kashetu Kyenge, Maria Noichl, Patrizia Toia, Julie Ward, Maria Gabriela Zoană
VERTS/ALE	Florent Marcellesi, Monika Vana

8	-
EFDD	Patrick O'Flynn
ENF	Mylène Troszczynski
NI	Krisztina Morvai
PPE	José Inácio Faria, Agnieszka Kozłowska-Rajewicz, Jérôme Lavrilleux, Michaela Šojdrová, Anna Záborská

0	0

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller

• [1]  https://data2.unhcr.org/en/documents/download/63039

OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse	10.10.2018
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	39 10 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Asim Ademov, Martina Anderson, Heinz K. Becker, Monika Beňová, Malin Björk, Michał Boni, Caterina Chinnici, Frank Engel, Laura Ferrara, Romeo Franz, Kinga Gál, Nathalie Griesbeck, Sylvie Guillaume, Brice Hortefeux, Filiz Hyusmenova, Sophia in ‘t Veld, Eva Joly, Marek Jurek, Dietmar Köster, Barbara Kudrycka, Cécile Kashetu Kyenge, Juan Fernando López Aguilar, Monica Macovei, Claude Moraes, József Nagy, Péter Niedermüller, Ivari Padar, Birgit Sippel, Branislav Škripek, Csaba Sógor, Sergei Stanishev, Traian Ungureanu, Bodil Valero, Josef Weidenholzer, Kristina Winberg, Tomáš Zdechovský, Auke Zijlstra
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Kostas Chrysogonos, Carlos Coelho, Gérard Deprez, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Jean Lambert, Jeroen Lenaers, Innocenzo Leontini, Angelika Mlinar, Barbara Spinelli, Daniele Viotti
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)	John Stuart Agnew, Jude Kirton-Darling

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

39	+
ALDE	Gérard Deprez, Nathalie Griesbeck, Filiz Hyusmenova, Sophia in 't Veld, Angelika Mlinar
EFDD	Laura Ferrara
GUE/NGL	Martina Anderson, Malin Björk, Kostas Chrysogonos, Barbara Spinelli
PPE	Asim Ademov, Heinz K. Becker, Michał Boni, Carlos Coelho, Frank Engel, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Barbara Kudrycka, Jeroen Lenaers, Innocenzo Leontini, József Nagy, Csaba Sógor
S&D	Monika Beňová, Caterina Chinnici, Sylvie Guillaume, Jude Kirton-Darling, Dietmar Köster, Cécile Kashetu Kyenge, Juan Fernando López Aguilar, Claude Moraes, Péter Niedermüller, Ivari Padar, Birgit Sippel, Sergei Stanishev, Daniele Viotti, Josef Weidenholzer
VERTS/ALE	Romeo Franz, Eva Joly, Jean Lambert, Bodil Valero

10	-
ECR	Marek Jurek, Monica Macovei, Branislav Škripek, Kristina Winberg
EFDD	John Stuart Agnew
ENF	Auke Zijlstra
PPE	Kinga Gál, Brice Hortefeux, Traian Ungureanu, Tomáš Zdechovský

0	0

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller