Procedure : 2018/2113(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0033/2019

Indgivne tekster :

A8-0033/2019

Forhandlinger :

PV 11/02/2019 - 16
CRE 11/02/2019 - 16

Afstemninger :

PV 12/02/2019 - 9.17

Vedtagne tekster :

P8_TA(2019)0078

BETÆNKNING     
PDF 230kWORD 76k
28.1.2019
PE 629.657v02-00 A8-0033/2019

om gennemførelse af traktatens bestemmelser om Parlamentets beføjelser med hensyn til politisk kontrol med Kommissionen

(2018/2113(INI))

Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

Ordfører: Mercedes Bresso

ÆNDRINGSFORSLAG
BEGRUNDELSE – RESUMÉ AF FORHOLDENE OG KONKLUSIONER
 FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 UDTALELSE fra Budgetkontroludvalget
 OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG
 ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

BEGRUNDELSE – RESUMÉ AF FORHOLDENE OG KONKLUSIONER

Procedure og kilder

Den 31. maj 2018 fik ordføreren tildelt opgaven med at udarbejde en betænkning om gennemførelse af traktatens bestemmelser om parlamentarisk kontrol med Kommissionen.

Ordføreren har siden sin udnævnelse indsamlet information og bl.a. baseret sig på

  en høring i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender den 10. oktober 2018 og

  en ex-post-konsekvensanalyse foretaget af Europa-Parlamentets Forskningstjeneste (EPRS) med titlen "Parliamentary scrutiny over the European Commission: implementation of the Treaty provisions".

Resultaterne af researchen

Parlamentarisk kontrol er en forudsætning for demokratisk legitimitet. De seneste ændringer i lovgivningsprocessen og den udøvende myndigheds øgede lovgivningsmæssige rolle har skabt et behov for at styrke de parlamentariske kontrolprocedurer. Dette fænomen er ikke et ukendt i forhold til Unionens institutionelle struktur, hvor Kommissionen har fået udvidede lovgivningsbeføjelser gennem delegerede retsakter, sin stadig mere "politiserede" karakter og det øgede behov for lovhåndhævelse for at gøre lovgivningen mere effektiv. Denne betænkning vil derfor tage Parlamentets kontrolrolle over for Kommissionen op til revision med henblik på at sikre, at den bringes ajour med disse nye institutionelle udviklinger.

Eksisterende instrumenter for parlamentarisk kontrol med Kommissionen

Kommissionen er samlet ansvarlig over for Europa-Parlamentet (artikel 17 i TEU). Parlamentets kontrolbeføjelser over for Kommissionen stammer fra traktaterne, men også fra sekundære retskilder og interinstitutionelle aftaler såsom rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen og den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning.

Instrumenterne for parlamentarisk kontrol kan opdeles i følgende kategorier:

-  Valg af Kommissions formand og indsættelse af Kommissionen

Valg af Kommissionens formand (artikel 14 og 17 i TEU)

I henhold til traktaten er det EU's stats- og regeringschefer, der foreslår en kandidat til posten som formand for Kommissionen, under hensyntagen til resultaterne af valget til Europa-Parlamentet (artikel 17 i TEU). Kandidaten vælges så af Parlamentet (artikel 14 i TEU).

Med Spitzenkandidat-processen, som blev lanceret af Parlamentet for første gang i 2014, skabtes en stærkere forbindelse mellem Parlamentet og Kommissionen, som sammen med den veletablerede praksis med høringer af de indstillede kommissærer skabte en form for parlamentarisk kontrol med ledelsen. Spitzenkandidat-processen er ikke et formelt krav i traktaten, men en politisk proces, der blev indført af Parlamentet i 2014, og som førte til udnævnelsen af Jean-Claude Juncker, der var EPP's topkandidat, til formand for Kommissionen.

Det er endnu uvist, hvordan spidskandidatprocessen vil forme sig i forbindelse med valget i 2019, idet der skal tages hensyn til henstillingerne i Europa-Parlamentets afgørelse af 7. februar 2018 om revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen. Denne proces er et vigtigt skridt i retning af at styrke forbindelsen mellem Parlamentet og Kommissionen og bør endda forstærkes ved at fastsætte mere detaljerede bestemmelser for dens anvendelse.

Indsættelse af Kommissionen (artikel 14 og 17 i TEU)

De indstillede kommissærer har siden 1995 skullet give møde for Parlamentet med henblik på en offentlig høring med de relevante udvalg, en praksis udviklet af Parlamentet og formaliseret i forretningsordenen, omend proceduren ikke er nedfældet i traktaterne. Parlamentet stemmer derefter om godkendelse af Kommissionen som helhed. Der har været tre tilfælde, hvor udpegede kommissærer har trukket deres kandidatur efter et negativt resultat af den parlamentariske høring (Rocco Butglione in 2004, Rumiana Jeleva i 2010 og Alenka Bratušek

i 2014).

Hvis en kommissærs portefølje ændrer sig væsentligt i løbet af Kommissionens mandatperiode, eller hvis der sker en væsentlig ændring i Kommissionens sammensætning, indbydes de pågældende kommissærer igen til en offentlig høring i Parlamentet. Mellem 2010 og 2018 blev der afholdt fem yderligere høringer af indstillede kommissærer.

-  Instrumenter for ansvarliggørelse af Kommissionen

Mistillidsvotum (artikel 17 i TEU og artikel 234 i TEUF)

Parlamentet kan gennem en afstemning udtrykke sin mistillid til den udøvende myndighed. Vedtagelse af et mistillidsvotum til Kommissionen kræver, at det opnår et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer, som samtidig skal udgøre et flertal blandt Parlamentets medlemmer. Ifølge Parlamentets forretningsorden (artikel 119) kan et forslag til mistillidsvotum indgives af en tiendedel af Parlamentets medlemmer.

Indtil nu er ingen af de otte forslag om mistillidsvotum, der er stillet i Parlamentet, blevet vedtaget, hovedsagelig på grund af den meget høje tærskel, der kræves (2/3 flertal). I 1999 trådte Santer-Kommissionen tilbage, inden den blev tvunget til det af Parlamentet. Dette skete efter, at Parlamentet havde nægtet at meddele Kommissionen decharge for 1996.

Tilkendegivelse af mistillid til et individuelt medlem af Kommissionen

Traktaterne indeholder ikke bestemmelser om kommissærernes individuelle ansvar, men betragter Kommissionen som et organ, der samlet er ansvarligt over for Parlamentet. Dog kan Parlamentet ifølge punkt 5 i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen over for Kommissionens formand udtrykke mistillid til et bestemt medlem af Kommissionen. Kommissionens formand skal på den baggrund overveje at anmode vedkommende om at træde tilbage og, såfremt han beslutter ikke at gøre det, begrunde det over for Parlamentet. Denne bestemmelse er til dato aldrig blevet anvendt.

Undersøgelsesbeføjelse (artikel 226 i TEUF)

Parlamentet har i henhold til artikel 226 i TEUF beføjelse til at nedsætte et midlertidigt undersøgelsesudvalg, der skal efterforske påstande om overtrædelser eller misforvaltning i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten (artikel 226 i TEUF). Den samme artikel giver Parlamentet ret til på eget initiativ at foreslå en forordning, der fastsætter bestemmelserne for dets undersøgelsesbeføjelse, og som skal vedtages efter Rådets og Kommissionens godkendelse.

Alle de undersøgelser, som Parlamentet indtil videre har foretaget i forbindelse med undersøgelsesudvalg, har vist, at de eksisterende retlige rammer(1) - for så vidt angår muligheden for at indkalde individuelle vidner, få aktindsigt og pålægge sanktioner - er alt for restriktive, hvis Parlamentet skal kunne gøre sine undersøgelsesbeføjelser gældende. Parlamentets forslag til forordning om undersøgelsesretten(2), som stadig er ved at blive forhandlet med Rådet og Kommissionen, har til formål at øge Parlamentets beføjelser på disse områder.

Siden 2009 har Parlamentet nedsat to undersøgelsesudvalg - om henholdsvis emissionsmålinger i bilindustrien (EMIS) og hvidvaskning af penge, skatteundgåelse og skatteunddragelse (PANA).

Selv om de nuværende retlige bestemmelser ikke giver mulighed for at afgive bindende henstillinger, ser det ud til, at Kommissionen tager dem alvorligt, sådan som det skete med EMIS-udvalgets arbejde. Dette kan utvivlsomt tilskrives den stærkere politiske forbindelse mellem Parlamentet og Kommissionen, navnlig siden valget i 2014.

Parlamentets kontrol med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

Mens delegerede retsakter giver Kommissionen mulighed for at vedtage regler, der finder generel anvendelse, er gennemførelsesretsakter af ikke-lovgivningsmæssig karakter og har til formål at sikre en ensartet anvendelse af lovgivningen i alle EU's medlemsstater. Som følge af denne forskel har Parlamentet forskellige kontrolmuligheder for delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter.

For så vidt angår delegerede retsakter har Parlamentet både veto- og tilbagekaldelsesret, mens det ikke har nogen mulighed for at blokere gennemførelsesretsakter. For gennemførelsesretsakternes vedkommende er kontrolbeføjelserne flyttet til det nationale niveau, hvor medlemsstaterne gennem "rådgivnings- og undersøgelsesprocedurer" kan påvirke indholdet af gennemførelsesretsakten. Det er imidlertid medlemsstaternes regeringer, der repræsenterer dem i de pågældende organer, og afhængigt af den institutionelle struktur i de forskellige medlemsstater kan disse foranstaltninger unddrage sig parlamentarisk kontrol i visse medlemsstater. Det er derfor afgørende, at der også på nationalt plan føres parlamentarisk kontrol med den udøvende myndigheds gøren og laden på området.

Indtil juni 2018 har Parlamentet aldrig tilbagekaldt en delegation og har kun otte gange gjort indsigelse mod en delegeret retsakt, som Kommissionen havde vedtaget. Ud over at tillægge Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter fastsætter basisretsakten det tidsrum, hvori beføjelsen skal delegeres til Kommissionen. Beføjelsen kan tillægges i 1) en ubegrænset periode, 2) en begrænset periode med stiltiende forlængelse og 3) en begrænset periode uden mulighed for forlængelse. Statistikken viser, at beføjelsen kun i 13 tilfælde er givet i en ubegrænset periode, mens den i 158 tilfælde er givet i en begrænset periode med stiltiende forlængelse og i 41 tilfælde i en begrænset periode uden forlængelse.

Eftersom antallet af gennemførelsesretsakter har været stigende i de seneste år, og eftersom det er medlemsstaternes regeringer, der kontrollerer Kommissionen i forbindelse med gennemførelsesretsakter, bør inddragelsen af parlamentet styrkes med hensyn til parlamentarisk kontrol, og der bør fastsættes klare kriterier for afgrænsningen af gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter.

Mundtlige eller skriftlige forespørgsler (artikel 230, stk. 2, i TEUF)

I henhold til artikel 230, stk. 2, i TEUF kan Parlamentet fremsætte forespørgsler til mundtlig og skriftlig besvarelse, men kun til Kommissionen og ikke Rådet, selv om både Rådet og formanden for Det Europæiske Råd har indvilget i at besvare spørgsmål fra Parlamentet på frivillig basis. Dette kan derfor betragtes som et forholdsvis blødt instrument til at pege på problemer eller anmode om flere oplysninger. Ikke desto mindre viser statistikkerne, at Kommissionen besvarer alle Parlamentets skriftlige forespørgsler, selv om den ikke altid overholder fristerne. Det samme gælder ikke for forespørgsler til mundtlig besvarelse, hvor Formandskonferencen beslutter, om sådanne forespørgsler skal sættes på forslaget til dagsorden.

Parlamentets forretningsorden (artikel 129) giver mulighed for en spørgetid med Kommissionen, som er et almindeligt kontrolredskab i parlamentariske demokratier. Det anvendes imidlertid ikke længere i praksis, muligvis fordi det kan anses for at overlappe med Kommissionens svar på mundtlige forespørgsler under plenarmøderne.

Søgsmål

Traktaten giver Parlamentet ret til at anlægge sag mod Kommissionen og anmode Domstolen om at prøve lovligheden af en retsakt vedtaget af Kommissionen (artikel 263 i TEUF). Artikel 265 i TEUF giver Parlamentet ret til at indgive klage mod Kommissionen på grund af manglende handling. Selv om Parlamentets klager mod Kommissionen er ret begrænsede (10 klager indgivet siden 2009, hvoraf 5 er antaget til behandling), ser det ud til, at Parlamentet anvender denne beføjelse som en sidste udvej, når alle andre handlemuligheder er udtømt.

-  Instrumenter for forvaltningstilsyn

I tilgift til de instrumenter, der gør det muligt at stille Kommissionen til ansvar, giver instrumenterne for forvaltningstilsyn Parlamentet mulighed for proaktivt og effektivt at udforme EU's politiske og lovgivningsmæssige dagsorden.

Kommissionens rapporteringspligt

Artikel 249 i TEUF forpligter Kommissionen til hvert år at offentliggøre en almindelig beretning om Unionens virksomhed, som Parlamentet i henhold til artikel 233 i TEUF skal drøfte på et offentligt møde.

Kommissionen skal hvert tredje år rapportere til Parlamentet om ikke-forskelsbehandling og unionsborgerskab, herunder spørgsmålet om EU's udvikling (artikel 25 i TEUF).

Desuden skal Parlamentet have forelagt en rapport om resultaterne af den multilaterale overvågning af den økonomiske politik (artikel 121, stk. 5, i TEUF).

Herudover skal Parlamentet modtage den årlige årlig rapport om fremskridt med hensyn til at nå de socialpolitiske mål i artikel 151 (artikel 159 i TEUF) samt den årlige rapport om den sociale udvikling i Unionen (artikel 161 i TEUF).

I henhold til artikel 175 i TEUF skal Kommissionen forelægge en rapport om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at opnå økonomisk, social og territorial samhørighed, og om den måde, hvorpå de forskellige midler, der er omhandlet i den nævnte artikel, har bidraget hertil. Denne rapport skal forelægges hvert tredje år.

I henhold til artikel 190 i TEUF skal Kommissionen fremsende en rapport med oplysninger om aktiviteter vedrørende forskning og teknologisk udvikling og formidling af resultater i løbet af det foregående år.

Når Kommissionen fører forhandlinger med tredjelande eller internationale organisationer, er den i henhold til artikel 207 i TEUF forpligtet til regelmæssigt at aflægge rapport til Parlamentet om, hvordan forhandlingerne skrider frem.

En anden årsrapport, som Kommissionen skal forelægge Parlamentet, har hjemmel i artikel 325, stk. 2, i TEUF og vedrører beskyttelse af EU's finansielle interesser og bekæmpelse af svig.

Proaktiv påvirkning af dagsorden

I begyndelsen af hvert år skal Kommissionen tilsende Parlamentet en rapport med sit arbejdsprogram for det pågældende år (artikel 190 i TEUF). Rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen indeholder en detaljeret tidsplan for denne procedure.

I første halvdel af hvert år foregår der en løbende dialog mellem kommissærerne og de kompetente parlamentariske udvalg efterfulgt af en rapport til Udvalgsformandskonferencen om resultatet af denne dialog og løbende drøftelser mellem Udvalgsformandskonferencen og Kommissionens næstformænd. Parlamentet tilkendegiver som led i denne proces sine prioriteringer for Kommissionens arbejdsprogram, som Kommissionen i henhold til rammeaftalen derefter skal tage hensyn til.

I juni hvert år forelægger Udvalgsformandskonferencen en sammenfattende rapport for Formandskonferencen med resultaterne af screeningen af gennemførelsen af Kommissionens arbejdsprogram, Parlamentets prioriteringer for det kommende arbejdsprogram og status over resultaterne af den igangværende bilaterale dialog med Kommissionen. Under mødeperioden i juli vedtager Parlamentet en beslutning om sin holdning til de lovgivningsmæssige prioriteringer.

Debatten om Unionens tilstand finder sted på plenarmødet i september i Strasbourg. På denne måde bliver Unionens politiske prioriteringer mere gennemsigtige og underlagt forudgående parlamentarisk kontrol.

I september drøfter parlamentsudvalgene de fremtidige prioriteringer inden for hvert politikområde med de respektive kommissærer, efterfulgt af et møde mellem Udvalgsformandskonferencen og kommissærkollegiet og om nødvendigt mellem Formandskonferencen og Kommissionens formand.

Arbejdsprogrammet for det følgende år vedtages i oktober og forelægges for Parlamentet af Kommissionens formand. Parlamentet afholder en drøftelsen og vedtager en beslutning herom under mødeperioden i december.

Lovgivningsmæssigt initiativ

Ud over udformningen af den lovgivningsmæssige dagsorden giver traktaten Parlamentet ret til at tage lovgivningslignende initiativer. I henhold til artikel 225 i TEUF kan Parlamentet anmode Kommissionen om at fremsætte et forslag på områder, hvor der efter dets opfattelse er behov for EU-tiltag, eller med henblik på gennemførelsen af traktaterne. Kommissionen er ikke forpligtet til at følge en sådan opfordring fra Parlamentet, men hvis den ikke gør det, skal den begrunde det over for Parlamentet. Siden 2009 har Parlamentet anvendt artikel 225 til at tage 24 initiativer, hvoraf 7 i det mindste delvist fik succes og resulterede i et lovgivningsforslag fra Kommissionen eller en anden passende foranstaltning.

Overvågning og gennemførelse af politiske prioriteringer og lovgivningsmæssig programmering

I artikel 6 i bilag VI til Parlamentets forretningsorden beskrives den procedure, hvor Parlamentet gennemgår de tilsagn og de prioriteringer, som de indstillede kommissærer gav udtryk for under deres høringer.

Budgetproceduren og decharge for budgettet

Det forhold, at Parlamentet er medlovgiver på budgetområdet, giver det en vis magt til at kontrollere Kommissionen, da en manglende vedtagelse af budgettet i begyndelsen af regnskabsåret vil begrænse de månedlige budgetudgifter til foreløbige tolvtedele, hvilket kan påvirke Kommissionens mulighed for at gennemføre de flerårige programmer. Siden Lissabontraktatens ikrafttræden har Parlamentet ikke gjort brug af denne mulighed, sådan som det skete tilbage i 1979 og i 1984.

Hvad angår anvendelsen af budgetmidlerne, har Parlamentet kontrol med gennemførelsen i kraft af artikel 319 i TEUF om meddelelse af decharge til Kommissionen, hvorigennem det giver udtryk for sin vurdering af, hvordan Kommissionen forvalter Unionens budget. Siden 2009 har Parlamentet aldrig udsat eller nægtet meddelelse af decharge, muligvis fordi Kommissionen ofte tager hensyn til de henstillinger fra Parlamentet, der kommer til udtryk under dechargeproceduren.

Udenrigspolitik

På dette område har Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) overvejende hørings- og rapporteringsforpligtelser over for Parlamentet (artikel 36 i TEU og artikel 218 og 328 i TEUF). Dog har Parlamentet med indførelsen af kravet om, at det skal godkende indgåelsen af internationale aftaler (artikel 218 i TEUF), fået en mere fremtrædende rolle i de eksterne forbindelser, og Kommissionen er forpligtet til at holde det fuldt og rettidigt underrettet om udviklingen i forhandlingerne af sådanne aftaler.

Gennemførelsesbetænkninger og evaluering

Gennemførelsesbetænkninger er et andet nyt redskab for parlamentarisk kontrol med Kommissionen, da de indeholder anbefalinger til udformningen af den fremtidige politik baseret på en analyse af den hidtidige gennemførelse.

De vigtigste konklusioner og henstillinger

Alt i alt synes Parlamentet at råde over stærke instrumenter til politisk kontrol med Kommissionen. Det forekommer imidlertid nødvendigt at forbedre deres anvendelighed og tilpasse dem bedre til de specifikke udfordringer, der kendetegner EU's institutionelle struktur.

De vigtigste udfordringer for den parlamentariske kontrol med den udøvende myndighed i EU:

1.  Der mangler en klar definition af "udøvende myndighed" i traktaterne. I EU-sammenhæng er den udøvende myndighed organiseret forskelligt inden for de forskellige politikområder, da der ikke findes nogen udtømmende liste over de politikområder, hvor Kommissionen har udøvende beføjelser. Dette giver derfor nogle væsentlige udfordringer for den parlamentariske kontrol.

2.  Den udøvende myndighed består af flere lag, som er spredt over europæiske, nationale og undertiden regionale niveauer, hvilket kræver, at folkevalgte organer kan udøve ægte demokratisk kontrol på hvert af disse forskellige niveauer.

3.  Det kan involvere forskellige institutioner inden for de forskellige politikker - Kommissionen (på områder med enekompetence), Kommissionen med medlemsstaterne (for politikker med delt forvaltning) samt Rådet og Det Europæiske Råd (i forbindelse med FUSP).

4.  Når Det Europæiske Råd overskrider grænserne for de funktioner, det er tildelt i traktaterne, og optræder som lovgiver, mister Parlamentet og de nationale parlamenter de facto muligheden for at føre kontrol med den udøvende myndighed, som det f.eks. skete i forbindelse med den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og finanspagten.

5.  Den meget høje tærskel, der skal nås for at kunne udløse visse kontrolmekanismer, f.eks. for at kunne stille mistillidsvotum, er en anden hindring for et effektivt parlamentarisk tilsyn.

6.  Der savnes en kontinuerlig evaluering af de individuelle kommissærers arbejde.

7.  Kommissionen er kun kollektivt ansvarlig, mens der ikke findes nogen mekanisme for at drage individuelle kommissærer til ansvar.

8.  Der findes ingen mekanisme for parlamentarisk kontrol med de administrative procedurer, Kommissionen anvender ved udnævnelse af sin generalsekretær og sine generaldirektører.

9.  Det Europæiske Råd sidder på udformningen af EU's politiske dagsorden, hvilket begrænser Parlamentets tilsyn med forvaltningen.

10.  Selv om de lovgivningsmæssige triloger er et vigtigt redskab for det parlamentariske demokrati, udgør de en udfordring for den effektive udøvelse af Parlamentets kontrolfunktioner. Den konsensuelle karakter af EU's beslutningsproces gør det vanskeligere for Parlamentet at udøve politisk kontrol effektivt.

11.  Kommissionens tendens til at afpolitisere spørgsmål gennem oprettelse af agenturer og ved at finde tilsyneladende tekniske løsninger på politiske problemer gør det mere usandsynligt, at Parlamentet effektivt kan udøve sine kontrolbeføjelser over sådanne spørgsmål.

Mulige svar på de eksisterende udfordringer

1.  På grund af den flerlagede karakter af den udøvende myndighed i EU er der behov for, at de nationale parlamenter kontrollerer de nationale regeringer i EU-anliggender på samme måde, som Parlamentet fører kontrol med Kommissionen på EU-plan.

2.  Den udøvende myndighed i EU bør strømlines og defineres således, at Kommissionen bliver til den primære udøvende myndighed.

3.   Eftersom den udøvende myndighed består af flere lag i EU, bør den politiske dialog mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet intensiveres og gøres mere meningsfuld og substantiel uden at overskride grænserne for de pågældendes respektive forfatningsmæssige beføjelser, således at man også dækker Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union, når de optræder som udøvende myndighed.

4.  Parlamentets lovgivningsmæssige beføjelser og tilsynsret skal sikres, konsolideres og styrkes. I samme øjemed kunne Parlamentet overveje at reformere sine arbejdsmetoder med henblik på at styrke udøvelsen af sine politiske kontrolfunktioner over for Kommissionen.

5.  Dette ville også indebære en styrkelse af Kommissionens udøvende beføjelser inden for den økonomiske og monetære politik.

6.  Gennemførelse af tilsynsinstrumenterne, herunder navnlig dem, der anvendes til at drage Kommissionen til ansvar, bør ledsages af en grundig analyse af fejl og årsagerne hertil.

7.  En kombination af forskellige tilsynsinstrumenter, både hvad angår ansvarlighed og forvaltning, vil kunne give bedre resultater for den parlamentariske kontrol i EU-sammenhæng.

8.  Der findes instrumenter, som ikke anvendes i praksis (f.eks. mistillidsvotum). På grund af den stærkere forbindelse mellem Parlamentet og Kommissionen, der er en følge af Spitzenkandidat-processen, og fordi kommissærer i højere grad identificerer sig med de politiske grupper i Parlamentet, kan det blive endnu vanskeligere at anvende dem i fremtiden.

9.  Kommissionen bør tage mere seriøst hensyn til de lovgivningsinitiativer, som Parlamentet lancerer i henhold til artikel 225 i TEUF.

10.  Udvekslingen af bedste praksis for parlamentarisk kontrol mellem nationale parlamenter, såsom afholdelse af regelmæssige debatter mellem de respektive ministre og fagudvalgene i de nationale parlamenter før og efter samlingerne i Rådet og med kommissærerne under passende omstændigheder og i en passende tidsramme samt møder med de nationale parlamenter til udveksling af synspunkter med MEP'er, bør styrkes.

11.  I forbindelse med en fremtidig traktatændring vil det være nødvendigt at ændre bestemmelserne vedrørende mistillidsvotum, så den krævede tærskel sænkes, og indføre procedurer, der kan gøre det muligt at drage de enkelte kommissærer til ansvar over for Parlamentet i hele deres mandatperiode.

12.  Parlamentets forslag til forordning om undersøgelsesretten bør vedtages hurtigt med henblik på at give Parlamentet effektive beføjelser, således at det kan anvende dette grundlæggende parlamentariske instrument til at holde den udøvende myndighed ansvarlig.

13.  Der er behov for klare regler for sondringen mellem gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter for at sikre en behørig parlamentarisk kontrol.

14.   Kommissionen bør revidere sine administrative procedurer for udnævnelse af sin generalsekretær og sine generaldirektører og direktører. Som led i en yderligere parlamentarisering af Den Europæiske Unions institutionelle struktur kunne det også overvejes at foretage parlamentariske høringer af højtstående embedsmænd i EU's udøvende myndighed.

(1)

Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens afgørelse af 19. april 1995 om de nærmere vilkår for udøvelse af Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse (EFT L 113 af 19.5.1995, s.1).

(2)

P7_TA(2014)0429 og P7_TA(2012)0219.


FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om gennemførelse af traktatens bestemmelser om Parlamentets beføjelser med hensyn til politisk kontrol med Kommissionen

(2018/2113(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaternes bestemmelser om Europa-Parlamentets politiske kontrol med Europa-Kommissionen, særlig artikel 14, 17 og 25 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 121, 159, 161, 175, 190, 225, 226, 230, 233, 234, 249, 290, 291, 319 og 325 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til, at artikel 17 i TEU giver Kommissionen til opgave at fremme Unionens almene interesser og giver den monopol på at tage initiativer "med henblik herpå",

–  der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale (IIA) om bedre lovgivning fra 2016 og den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning fra 2013,

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale(1),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur(2),

–  der henviser til sin afgørelse af 7. februar 2018 om revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen, særlig punkt 2 og 8, som yderligere bekræfter, at Spitzenkandidat-processen udgør en vellykket forfatningsmæssig og politisk praksis, der afspejler den institutionelle balance i henhold til traktaterne(3),

–  minder i den forbindelse om sin lovgivningsmæssige beslutning af 16. april 2014 om forslag til Europa-Parlamentets forordning om de nærmere vilkår for udøvelse af Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse og om ophævelse af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens afgørelse 95/167/EF, Euratom, EKSF(4) samt om de igangværende interinstitutionelle forhandlinger,

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands beretning om "møder og gennemgang af dokumenter' - de fælles klager 488/2018/KR og 514/2018/KR om Kommissionens udnævnelse af en ny generalsekretær, og til Ombudsmandens henstilling om disse sager,

–  der henviser til sin forretningsorden, herunder artikel 52, og til artikel 1, stk. 1, litra e), i samt bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelse fra Budgetkontroludvalget (A8-0033/2019),

A.  der henviser til, at EU's institutionelle ramme som fastsat i traktaterne tillægger Parlamentet, som lovgivende organ i Unionen, ansvaret for det politiske tilsyn med Kommissionen;

B.  der henviser til, at Parlamentet råder over en række instrumenter, der kan gøre det muligt at drage Kommissionen til ansvar, f.eks. muligheden for at stille mistillidsvotum (artikel 17 i TEU og artikel 234 i TEUF) og for at anmode Kommissionens formand om at udtrykke mistillid til et individuelt medlem af Kommissionen (artikel 118, stk. 10, i Parlamentets forretningsorden), undersøgelsesbeføjelsen (artikel 226 i TEUF), beføjelsen til at kontrollere delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter (artikel 290 og 291 i TEUF), retten til at stille mundtlige og skriftlige forespørgsler (artikel 230, stk. 2, i TEUF) og retten til at indlede retssager mod Kommissionen om et legalitetsspørgsmål (artikel 263 i TEUF) eller i tilfælde af passivitet fra Kommissionens side;

C.  der henviser til, at Parlamentet ud over disse instrumenter råder over en vifte af redskaber til at føre tilsyn med forvaltningen, takket være hvilke det proaktivt kan påvirke den europæiske politiske dagsorden;

D.  der henviser til, at budgettet er Den Europæiske Unions vigtigste redskab til at opfylde sine målsætninger og strategier, og at budgetkontrol derfor er af den allerstørste vigtighed;

E.  der henviser til, at Spitzenkandidat-processen afspejler den interinstitutionelle balance mellem Parlamentet og Kommissionen og således har konsolideret og styrket forbindelsen mellem de to institutioner i væsentlig grad, hvorved Kommissionen er blevet mere politiseret, hvilket bør føre til øget parlamentarisk kontrol med dens udøvende funktioner;

F.  der henviser til, at Kommissionens formand i henhold til artikel 17 i TEU vælges af Parlamentet på forslag af EU's stats- og regeringschefer under hensyntagen til resultaterne af valget til Europa-Parlamentet og høringerne af Europa-Parlamentet; der henviser til, at artikel 17 i TEU også fastsætter, at den samme procedure skal følges i tilfælde af, at Parlamentet forkaster den foreslåede kandidat, herunder høringen af Parlamentet;

G.  der henviser til, at alle indstillede kommissærer er genstand for en høring forud for indsættelsen af kommissærkollegiet, og at Parlamentet i løbet af hele mandatperioden kan revidere de tilsagn og prioriteter, som de indstillede kommissærer har tilkendegivet at have i forbindelse med deres udnævnelseshøringer, herunder en evaluering af, hvorvidt deres personlige baggrunde kvalificerer dem til at opfylde kravene til embedet;

H.  der henviser til, at traktaterne giver Parlamentet ret til at stemme om et mistillidsvotum til Kommissionen som helhed, men ikke at tilbagekalde sin tillid til en individuel kommissær;

I.  der henviser til, at Parlamentet på trods af kommissærkollegiets kollektive ansvar bør kunne sikre et effektivt politisk tilsyn med hver enkelt kommissærs individuelle arbejde;

J.  der henviser til, at den nylige udnævnelse af Kommissionens nye generalsekretær har givet anledning til alvorlige betænkeligheder angående den rolle og politiske indflydelse, som højtstående tjenestemænd i Kommissionen er tildelt;

K.   der finder, der i forbindelse med udnævnelsen af den nye formand for Kommissionen og kommissærkollegiet i 2019 bør følges en ny, lovmedholdelig procedure for besættelse af stillingen som generalsekretær for Kommissionen;

L.  der henviser til, at Kommissionen traktatmæssigt er forpligtet til regelmæssigt at rapportere til Parlamentet: en gang om året om Unionens almindelige virksomhed (artikel 249 i TEUF); hvert tredje år om anvendelsen af bestemmelserne om ikke-forskelsbehandling og unionsborgerskab (artikel 25 i TEUF); om resultaterne af den multilaterale overvågning af den økonomiske politik (artikel 121, stk. 5, i TEUF); hvert tredje år om de fremskridt, der er gjort med hensyn til socialpolitik (artikel 159 og 161 i TEUF); hvert tredje år om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at opnå økonomisk, social og territorial samhørighed (artikel 175 i TEUF); en gang om året om forskningsaktiviteter i Unionen (artikel 190 i TEUF); en gang om året om bekæmpelse af svig (artikel 325 i TEUF), og når der føres forhandlinger med tredjelande eller internationale organisationer (artikel 207 i TEUF);

M.  der henviser til, at Kommissionen derudover, for så vidt angår den afledte lovgivning, har pålæg om at gennemgå og evaluere forskellige direktiver og forordninger og rapportere herom;

N.  der henviser til, at Parlamentet med vedtagelsen af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen har fået yderligere indflydelse på udformningen af den lovgivningsmæssige dagsorden, som Kommissionen foreslår hvert år i sit arbejdsprogram;

O.  der henviser til, at Parlamentet siden vedtagelsen af Lissabontraktaten er blevet en egentlig medlovgiver på budgetområdet og har ansvaret for at meddele decharge til Kommissionen for gennemførelsen af Unionens budget;

P.  der henviser til, at Parlamentet efter Lissabontraktatens ikrafttræden har fået udvidede kontrolbeføjelser vedrørende EU's eksterne politikker, fordi indgåelsen af internationale aftaler nu kræver dets godkendelse, og derfor har ret til øjeblikkeligt og fuldt ud at blive underrettet af Kommissionen i alle faser af forhandlingerne om sådanne aftaler (artikel 218 i TEUF, artikel 50 i TEU);

Q.  der henviser til, at forhandlingerne med Det Forenede Kongerige om dets udtræden af EU har fundet sted under eksemplarisk gennemsigtighed og inddragelse af Parlamentet;

R.   der henviser til, at omfanget af Parlamentets kontrolbeføjelser er meget forskelligt for henholdsvis delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter; der henviser til, at Parlamentet har ret til at nedlægge veto og/eller til at tilbagekalde delegationen, når der er tale om en delegeret retsakt, hvorimod dets inddragelse i forbindelse med gennemførelsesretsakter er langt mere begrænset;

S.  der henviser til, at EU's nuværende institutionelle struktur og manglen på en præcis definition af den udøvende myndighed i traktaterne gør begrebet "udøvende myndighed" i EU diffust, bl.a. fordi udøvelsen er spredt ud over det europæiske, nationale og regionale niveau;

T.  der henviser til, at et stærkere samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale og regionale parlamenter i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige beføjelser og i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2 i TEU er afgørende for at adressere spørgsmålet om parlamentarisk kontrol med udøvende funktioner i forbindelse med gennemførelsen af europæisk lovgivning;

U.  der henviser til, at gennemsigtigheden og den stærke inddragelse af Parlamentet i forhandlingerne med Det Forenede Kongerige har en positiv indflydelse på udfaldet ved at skabe et klima af tillid og sammenhold og derfor bør tjene til inspiration for den fremtidige praksis for internationale forhandlinger;

De vigtigste konklusioner

1.  minder om, at kontrollen med EU-organerne er en af Europa-Parlamentets vigtigste roller, og at Kommissionens pligt til at stå til regnskab over for Parlamentet er et understøttende princip i EU's funktionsmåde og i den interne demokratiske kontrol;

2.  mener, at Parlamentet ikke fuldt ud udnytter alle sine politiske kontrolbeføjelser over for den udøvende myndighed på grund af en række forskellige faktorer, hvoraf nogle er uløseligt forbundet med EU's institutionelle struktur, og andre f.eks. er resultater af den ændrede interinstitutionelle dynamik, som har gjort nogle af instrumenterne vanskelige at anvende eller ikke tilstrækkeligt effektive;

3.  anerkender potentialet i og den vellykkede gennemførelse af Spitzenkandidat-processen, hvorigennem alle de europæiske borgere har direkte indflydelse på valget af Kommissionens formand ved at stemme på den liste, der har deres favorit som spidskandidat; går derfor stærkt ind for at videreføre denne praksis ved de fremtidige EU-valg og opfordrer alle politiske kræfter til at deltage i denne proces;

4.  er overbevist om, at Spitzenkandidaten bør stå øverst på de europæiske politiske partiers kandidatlister ved valget til Europa-Parlamentet;

5.  understreger, at den stærkere politiske forbindelse, der er skabt mellem Parlamentet og Kommissionen som følge af Spitzenkandidat-processen, ikke bør medføre en slækkelse af den parlamentariske kontrol med Kommissionen;

6.  minder om, at intentionen med den tærskel, der er fastsat i traktaterne for et mistillidsvotum, er at sikre, at den effektive anvendelse af dette instrument forbeholdes for alvorlige sager; erkender, at muligheden for at stille mistillidsvotum i de fleste parlamentariske demokratier mest tjener som et afskrækkelsesmiddel; foreslår ikke desto mindre, at man i forbindelse med en fremtidig traktatændring overvejer muligheden for at sænke tærsklen i et vist omfang uden at ændre den institutionelle balance, der er fastlagt i traktaterne;

7.  påpeger, at politiseringen af Kommissionen er en direkte følge af de ændringer, der er indført ved Lissabontraktaten; bemærker, at disse ændringer ikke omfattede bestemmelser, som ville gøre det muligt at drage individuelle kommissærer til ansvar;

8.  beklager dybt, at Kommissionen, som Ombudsmanden har udtrykt det, hverken i ånd eller bogstav fulgte de relevante regler ved udnævnelsen af sin generalsekretær;

9.  påpeger, at traktaterne ikke indeholder en klar definition af udøvende myndighed på EU-plan, og at de ansvarlige institutioner varierer inden for de forskellige politikområder, alt efter om de er omfattet af delt kompetence eller hører under Unionens enekompetence;

10.  mener, at det er nødvendigt at indføre et egentligt lovgivningsmæssigt tokammersystem med deltagelse af Rådet og Parlamentet og med Kommissionen i rollen som udøvende myndighed;

11.  påpeger, at Parlamentets rolle som tilsynsførende med den udøvende myndighed suppleres af tilsvarende beføjelser for de nationale parlamenter over for deres egne regeringer, når de beskæftiger sig med EU-sager; er af den opfattelse, at en sådan ansvarliggørelse er hjørnestenen i de nationale parlamenters rolle i EU;

12.  mener, at Parlamentets udøvelse af kontrol med den udøvende myndighed i henhold til artikel 14 i TEU er blevet vanskeliggjort, og undertiden direkte umuliggjort, af manglen på et klart katalog over Unionens kompetencer og politikker og af den flerlagede kompetenceudøvelse på henholdsvis europæisk, nationalt og regionalt plan;

13.  minder om, at traktaterne ikke tildeler Det Europæiske Råd nogen lovgivende funktioner eller lovgivningsmæssig initiativret; finder det betænkeligt, at Det Europæiske Råd i strid med traktaternes ånd og bogstav i de seneste år har truffet en række vigtige politiske afgørelser uden for traktatens rammer og dermed de facto holdt disse afgørelser uden for Parlamentets tilsyn, hvilket undergraver den demokratiske kontrol, som er afgørende i forbindelse med sådanne EU-politikker;

14.  minder om, at traktaten giver Parlamentet udstrakte beføjelser til at føre politisk kontrol gennem de årlige budget- og dechargeprocedurer;

15.  minder om, at decharge er en årlig politisk procedure, der sikrer efterfølgende demokratisk kontrol med gennemførelsen af Den Europæiske Unions budget i Kommissionens regi på dens eget ansvar og i samarbejde med medlemsstaterne;

16.  fastslår, at dechargeproceduren har vist sig at være et vigtigt redskab, som har haft indflydelse på den positive udvikling af EU's budgetsystem, finansielle styring, formuleringen af EU's prioriteter samt definitionen og gennemførelsen af EU-politikker, og som ligeledes har bidraget til at styrke Parlamentets politiske indflydelse;

17.  understreger, at artikel 318 i TEUF føjer et nyt instrument til værktøjskassen i forbindelse med budgetdecharge: evalueringen af Unionens finanser på grundlag af de resultater, der er opnået;

18.  noterer sig med bekymring, at der ikke findes egentlige juridiske sanktionsmuligheder, hvis Parlamentet beslutter sig for ikke at meddele Kommissionen decharge; mener ikke desto mindre, at manglende meddelelse af decharge sender et stærkt politisk signal, eftersom dette indebærer, at Parlamentet ikke har tilstrækkelig tillid til Kommissionens ansvarlighed, og at Kommissionen derfor ikke bør undlade at reagere, men iværksætte en opfølgning i form af endegyldige foranstaltninger for at forbedre situationen;

19.  beklager, at manglen på loyalt samarbejde fra Rådets side ikke gør det muligt for Parlamentet at kontrollere Rådets budget via den institutionelle dechargeprocedure, og at denne situation er en grov tilsidesættelse af forpligtelserne i traktaten, som fastsætter, at Parlamentet skal kontrollere hele Unionens budget;

20.  foreslår med henblik på at udvide Parlamentets kontrolbeføjelser til hele Unionens budget, at der indledes forhandlinger mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet med henblik på at sikre, at Parlamentet har ret til at få adgang til oplysninger om, hvordan Rådet gennemfører sit budget, enten direkte eller via Kommissionen, og at Rådet besvarer skriftlige spørgsmål fra Parlamentet og deltager i høringer og debatter om gennemførelsen af dets budget; mener, at Parlamentet, hvis disse forhandlinger skulle slå fejl, kun bør meddele decharge til Kommissionen og i den samlede decharge bør inkludere særskilte beslutninger om Unionens forskellige institutioner, organer og agenturer, så det sikres, at ingen sektion af EU's budget gennemføres uden behørig kontrol;

21.  minder om, at institutionerne endnu ikke har levet op til deres forpligtelse til at fastlægge kriterier for afgrænsningen af anvendelsen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, selv om den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning har forbedret gennemsigtigheden af proceduren for delegerede retsakter;

22.  minder om, at Kommissionen i henhold til finansforordningens artikel 247 senest den 31. juli i det efterfølgende regnskabsår sender Parlamentet et integreret sæt af rapporter om regnskab og ansvarlighed, der navnlig indeholder det endelige konsoliderede årsregnskab, den årlige forvaltnings- og effektivitetsrapport samt evalueringen af Unionens finanser på grundlag af de opnåede resultater, jf. artikel 318 i TEUF;

Henstillinger

23.  foreslår, at instrumenterne for ansvarliggørelse af Kommissionen og tilsyn med forvaltningen bør kombineres for at maksimere effektiviteten af begge;

24.  insisterer på, at Parlamentets lovgivningsmæssige beføjelser og tilsynsrettigheder skal garanteres, konsolideres og styrkes, herunder gennem interinstitutionelle aftaler og ved, at Kommissionen anvender det relevante retsgrundlag;

25.  mener, at det er nødvendigt, at Parlamentet reformerer sine arbejdsmetoder med henblik på at styrke udøvelsen af sine politiske kontrolfunktioner over for Kommissionen;

26.  opfordrer Kommissionen til at tage mere seriøst hensyn til de lovgivningsinitiativer, som Parlamentet lancerer i henhold til artikel 225 i TEUF; opfordrer den næste kommissionsformand til at forpligte sig til at opfylde dette mål og bifalder de respektive erklæringer fra Spitzenkandidaten desangående; ønsker at se flere initiativer udmøntet i lovgivningsmæssige forslag; minder om, at Kommissionen i henhold til artikel 10 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning er forpligtet til at tage anmodninger om forslag til EU-retsakter under omgående og detaljeret behandling;

27.  roser Kommissionen for dens positive opfølgning af de henstillinger, som Parlamentet afgav i sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale;

28.   mener, at selv om Parlamentet ikke har nogen formel initiativret i henhold til de nuværende traktater, bør muligheden for at give det ret til at tage lovgivningsmæssige initiativer seriøst overvejes i forbindelse med en fremtidig traktatændring;

29.  opfordrer til udveksling af bedste praksis for parlamentarisk kontrol mellem nationale parlamenter, såsom afholdelse af regelmæssige debatter mellem de respektive ministre og fagudvalgene i de nationale parlamenter før og efter samlinger i Rådet og med kommissærerne under passende omstændigheder og i en passende tidsramme samt møder mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter; tilskynder til regelmæssig udveksling af embedsmænd fra institutionerne og de politiske gruppers medarbejdere mellem Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters forvaltninger, Det Europæiske Regionsudvalg og de regioner i medlemsstaterne, der har lovgivningskompetence;

30.  mener, at indførelse af en årlig europæisk uge vil gøre det muligt for MEP'er og kommissærer, navnlig næstformændene med ansvar for klynger, at møde op i alle de nationale parlamentariske forsamlinger for at drøfte og forklare den europæiske dagsorden sammen med nationale parlamentsmedlemmer og repræsentanter fra civilsamfundet; mener, at et sådant initiativ kan styrke den demokratiske kontrol med Kommissionen som foreskrevet i Lissabontraktaten;

31.  opfordrer Parlamentet til at styrke sin kapacitet til at kontrollere udarbejdelsen og gennemførelsen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter;

32.  bifalder den indsats, som de tre institutioner for tiden gør for at opstille klare kriterier for afgrænsning af brugen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter; opfordrer til, at disse kriterier tages i brug så hurtigt som muligt;

33.  opfordrer de nationale parlamenter samt i relevant omfang de regionale parlamenter til at øge deres kapacitet til at føre kontrol med deres regeringer, når de træffer beslutninger eller foreslår bestemmelser med henblik på at gennemføre eller delegere EU-lovgivning;

34.  mener, at det i forbindelse med en fremtidig traktatændring vil være nødvendigt at gøre det lettere at drage de enkelte kommissærer til ansvar over for Parlamentet i hele deres mandatperiode ved at bygge videre på de noget begrænsede eksisterende muligheder, der findes i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen;

35.  opfordrer Kommissionen og Rådet til i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde at gå ind i en politisk dialog om Parlamentets forslag til en forordning om undersøgelsesbeføjelsen med henblik på at give Parlamentet effektive beføjelser, der kan sætte det i stand til at anvende dette basale parlamentariske kontrolinstrument over for den udøvende myndighed, som er helt uundværligt for de parlamentariske systemer overalt i verden,

36.  er overbevist om nytten af parlamentariske forespørgsler som tilsynsværktøj; mener derfor, at det er nødvendigt at foretage en grundig vurdering af kvaliteten af de svar, som Kommissionen giver på medlemmernes spørgsmål, samt af kvantiteten og kvaliteten af de spørgsmål, der stilles af medlemmerne;

37.  anser spørgetiden for at være et vigtigt element i den parlamentariske kontrol med den udøvende myndighed; anmoder Formandskonferencen om igen at sætte spørgetiden på dagsordenen for plenarmødet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 129;

38.  opfordrer endnu en gang Kommissionen til at revidere sine administrative procedurer for udnævnelse af dens generalsekretær, generaldirektører og direktører med henblik på at sikre, at de bedste kandidater udvælges på grundlag af størst mulig åbenhed og lige muligheder;

°

°  °

39.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes nationale parlamenter og Det Europæiske Regionsudvalg.

(1)

EUT C 252 af 18.7.2018, s. 215.

(2)

EUT C 252 af 18.7.2018, s. 201.

(3)

Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0030.

(4)

EUT C 443 af 22.12.2017, s. 39.


UDTALELSE fra Budgetkontroludvalget (8.1.2019)

til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

om gennemførelse af traktatens bestemmelser om Parlamentets beføjelser med hensyn til politisk kontrol med Kommissionen

(2018/2113(INI))

Ordfører for udtalelse: Tomáš Zdechovský

FORSLAG

Budgetkontroludvalget opfordrer Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A.  der henviser til, at Parlamentet har mandat til at sikre den demokratiske kontrol med Kommissionen, som er af politisk karakter, men omfatter forskellige aspekter og procedurer;

B.  der henviser til, at budgettet er Den Europæiske Unions vigtigste redskab til at opfylde sine målsætninger og strategier, og at budgetkontrol derfor er af den allerstørste vigtighed;

C.  der henviser til, at aktivitetsbaseret budgettering beklageligvis stadig er det grundlæggende princip ved udarbejdelsen af Unionens budget trods Kommissionens forpligtelse til at levere resultater;

D.  der henviser til, at evaluering af resultater og forvaltningsrevision er baseret på de mål, der fastsættes i programmeringens tidligste fase;

E.  der henviser til, at evaluering er et værktøj, der har til formål at identificere og forstå resultater og konsekvenser af en proces og at identificere alternative løsninger med henblik på at bidrage til beslutningstagning, der vil medføre en yderligere forbedring af denne proces;

1.  minder om, at kontrol med EU-organerne er Europa-Parlamentets raison d'être, og at Kommissionens pligt til at stå til regnskab over for Parlamentet er et understøttende princip i EU's funktion og i den interne demokratiske kontrol;

2.  minder om, at decharge er en årlig politisk procedure, der sikrer efterfølgende demokratisk kontrol med gennemførelsen af Den Europæiske Unions budget i Kommissionens regi på dens eget ansvar og i samarbejde med medlemsstaterne;

3.  fastslår, at dechargeproceduren har vist sig at være et vigtigt redskab, som har haft indflydelse på den positive udvikling af EU's budgetsystem, finansielle styring, formuleringen af EU's prioriteter samt definitionen og gennemførelsen af EU-politikker, og som ligeledes har bidraget til at styrke Parlamentets politiske indflydelse;

4.  understreger, at hovedformålet med dechargeproceduren er at kontrollere, om Unionens midler er blevet forvaltet korrekt, og hvert år at sikre, at Unionens indtægter og udgifter, den heraf følgende saldo og Unionens aktiver og passiver er opført på balancen;

5.  noterer sig, at Parlamentets beslutning om at meddele, udsætte eller nægte decharge hovedsagelig, men ikke udelukkende, er baseret på Revisionsrettens revision, som gennemgår regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed;

6.  påpeger, at Revisionsretten i henhold til artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) efterprøver lovligheden og den formelle rigtighed af indtægterne og udgifterne og sikrer sig, at den økonomiske forvaltning har været forsvarlig; noterer sig, at Revisionsretten i forbindelse hermed navnlig aflægger beretning om eventuelle uregelmæssigheder; konstaterer, at revision af indtægterne sker på grundlag af fastlæggelser og indbetalinger af indtægter til Unionen; konstaterer endvidere, at revision af udgifterne sker på grundlag af indgåede forpligtelser og afholdte udgifter;

7.  minder om, at Parlamentet ved meddelelse af decharge ikke blot skal evaluere den formelle rigtighed af den finansielle forvaltning i Den Europæiske Union, men også resultaterne heraf;

8.  noterer sig, at Parlamentet også baserer sin afgørelse på den dokumentation, der rekvireres fra Kommissionen, om afholdelsen af udgifter eller de finansielle kontrolsystemers funktion;

9.  bemærker, at Kommissionen er forpligtet til at efterkomme bemærkningerne i afgørelserne om decharge og andre bemærkninger fra Europa-Parlamentet i forbindelse med afholdelsen af udgifterne og ligeledes er forpligtet til at aflægge beretning om, hvilke foranstaltninger den har truffet på baggrund af disse anbefalinger og kommentarer;

10.  minder om, at Parlamentet også behandler de særberetninger, som Revisionsretten har vedtaget, og som fokuserer på en forsvarlig forvaltning af forskellige sektorer eller politikker;

11.  påpeger, at eftersom disse rapporter vedrører gennemførelsen af principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet, giver de konstant anledning til debat om, hvorvidt aktørerne i de europæiske politikker råder over de midler og instrumenter, der er nødvendige for at realisere de mål, der er defineret af Unionens politiske organer;

12.  understreger, at artikel 318 i TEUF føjer et nyt instrument til værktøjskassen i forbindelse med budgetdecharge: evalueringen af Unionens finanser på grundlag af de resultater, der er opnået;

13.  glæder sig navnlig over, at den evalueringsrapport, der er omhandlet i artikel 318 i TEUF, i kraft af sin fokusering på økonomisk performance supplerer den indfaldsvinkel med hensyn til regelefterlevelse, som Revisionsretten anlægger i sin årsberetning, og giver Europa-Parlamentet mulighed for at vurdere resultaterne af den førte politik;

14.  noterer sig med bekymring, at der ikke findes egentlige juridiske sanktionsmuligheder, hvis Parlamentet beslutter sig for ikke at meddele Kommissionen decharge; mener ikke desto mindre, at manglende meddelelse af decharge sender et stærkt politisk signal, eftersom dette indebærer, at Parlamentet ikke har tilstrækkelig tillid til Kommissionens ansvarlighed, og at Kommissionen derfor ikke bør undlade at reagere, men iværksætte en opfølgning i form af endegyldige foranstaltninger for at forbedre situationen;

15.  minder om, at Prodi/Kinnock-reformerne indførte principperne om aktivitetsbaseret budgetlægning og aktivitetsbaseret forvaltning(1), og opstillede krav om, at de ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede skulle underskrive aktivitetsrapporter hvert år, og iværksatte en reform af interne revisionsaktiviteter såvel som omkostningsbaseret regnskabsaflæggelse;

16.  understreger, at den politiske målsætning bag disse reformer var at udvikle et klart hierarki, som skulle strække sig fra de politiske målsætninger hen over de øremærkede ressourcer, der bliver afsat til aktiviteter for at nå disse målsætninger, og videre til resultatindikatorer til kontrol af resultaterne af den førte politik;

17.  bemærker med bekymring, at virkelighedens verden ser helt anderledes ud:

a)  selv om Kommissionen har defineret budgettet ud fra aktiviteter, har denne definition i hovedsagen fulgt forvaltningens organisatoriske struktur, og et stort antal budgetposter er således blevet opretholdt;

b)  målsætningerne for aktiviteterne indgår reelt stadig ikke i budgetforhandlingerne, men bliver forelagt i særskilte aktivitetsredegørelser, som er vedføjet budgettet som bilag;

c)  budgettets nuværende struktur er ikke tilpasset den flerårige finansielle ramme (FFR) fuldt ud; hver enkelt budgetpost i FFR omfatter forskellige aktiviteter, og mange enkelte aktiviteter er spredt over flere budgetposter i FFR;

18.  beklager det faktum, at budgetforhandlingerne i Parlamentet og Rådet kredser omkring marginer under FFR-budgetposterne og ikke særlig ofte vedrører målsætninger som led i aktivitetsbaseret budgettering (ABB), resultatindikatorer eller målte resultater;

19.  glæder sig over, at Kommissionen har fornyet sit tilsagn om at satse på performance og resultatorienteret budgettering i sine forslag til en ny FFR, og understreger, at EU-budgettet bør styrke sit fokus på stabilitet, enkelthed, mere effektive udgifter, lave driftsomkostninger, effektiv ressourceallokering, levering af de centrale politiske prioriteter, europæisk merværdi, resultater, gennemslagskraft samt øget ansvarlighed og gennemsigtighed;

20.  understreger, at EU-budgettet skal være baseret på langsigtede politiske målsætninger og en overordnet vision for EU; gentager sin opfordring til Kommissionen om at indføre en sådan langsigtet vision og langsigtede målsætninger for at sikre størst mulig effektivitet i udgifterne;

21.  glæder sig over Kommissionens forslag om, at de nye FFR-programmer vil blive grupperet i "politikklynger", hvilket vil blive afspejlet i udgiftsområderne i det årlige budget; udtrykker håb om, at dette vil skabe større klarhed med hensyn til, hvordan de vil bidrage til de politiske mål;

22.  glæder sig over, at Kommissionen fra og med 2021 agter at tilpasse begrebet politikområder til programklyngerne, og at denne tilpasning vil gøre det lettere at afstemme det årlige budget med udgiftsområderne i FFR'en;

23.  minder om, at Parlamentet ved mange lejligheder har anmodet Kommissionen om at udforme Unionens budget således, at det svarer til de politiske målsætninger for FFR'en, som Parlamentet har vedtaget; er af den opfattelse, at dette ville give budgetmyndigheden mulighed for lettere at kontrollere og følge op på forberedelsen og gennemførelsen af budgettet;

24.  undrer sig over, at Kommissionen anvender to sæt mål og indikatorer til at måle resultater med hensyn til finansiel styring: På den ene side evaluerer Kommissionens generaldirektører opfyldelsen af de mål, der er opstillet i deres forvaltningsplaner, i deres årlige aktivitetsrapporter, og på den anden side måler Kommissionen udgiftsprogrammernes resultater via programerklæringerne om aktionsudgifter, der er knyttet som bilag til budgetforslaget;

25.  minder om, at den nuværende resultatramme for de programmer, der er indberettet i programerklæringerne om aktionsudgifter, omfatter 716 indikatorer af forskellig art, der måler resultaterne i forhold til 61 overordnede mål og 228 specifikke mål;

26.  glæder sig over Kommissionens forslag om at reducere antallet af udgiftsprogrammer med en tredjedel og gøre reglerne mere logisk sammenhængende; understreger, at hvis der rent faktisk skal opnås en forenkling for støttemodtagerne, bør alle unødvendige regler, krav og procedurer fjernes, uden at dette imidlertid må frembyde en risiko for de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed;

27.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at:

a)  strømline resultatrapporteringen ved:

–  yderligere at reducere antallet af mål og indikatorer, som den anvender til sine forskellige resultatrapporter, og koncentrere sig om dem, der bedst kan måle EU-budgettets resultater, af hensyn til forenkling, gennemsigtighed og bedre kontrol

–  at udbygge en kvalitativ tilgang og medtage miljømæssige og sociale indikatorer for at kunne måle virkningen af EU's politik på miljø- og socialpolitikker

–  at fremlægge de finansielle oplysninger på en måde, der gør dem sammenlignelige med resultatoplysninger, således at forbindelsen mellem udgifter og resultater er tydelig;

b)  at sikre bedre balance i resultatrapporteringen ved klart at fremlægge oplysninger om de vigtigste opgaver for EU, der endnu mangler at blive opfyldt;

c)  at fremlægge en erklæring om kvaliteten af de indberettede resultatoplysninger;

28.  minder om, at Kommissionen i henhold til finansforordningens artikel 247 senest den 31. juli i det efterfølgende regnskabsår sender Parlamentet et integreret sæt af rapporter om regnskab og ansvarlighed, der navnlig indeholder det endelige konsoliderede årsregnskab, den årlige forvaltnings- og effektivitetsrapport samt evalueringen af Unionens finanser på grundlag af de opnåede resultater, jf. artikel 318 i TEUF;

29.  påpeger, at Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af den årlige forvaltnings- og effektivitetsrapport, som ledsager det endelige konsoliderede årsregnskab, påtager sig det politiske ansvar for den finansielle forvaltning i sine tjenestegrene;

30.  fremhæver, at den årlige forvaltnings- og effektivitetsrapport ikke blot bør omfatte en vurdering af omfanget af fejl i Unionens udgifter, oplysninger om forebyggende og korrigerende foranstaltninger med hensyn til budgettet samt oplysninger om Kommissionens strategi til bekæmpelse af svig, men også en årlig redegørelse om forvaltning og intern kontrol, der navnlig omfatter:

a)  en beskrivelse af Kommissionens interne forvaltningsværktøjer;

b)  en vurdering af de operationelle og strategiske risikoaktiviteter i løbet af året og en redegørelse for den finanspolitiske holdbarhed på mellemlang og lang sigt;

c)  en vurdering af alle forebyggende og korrigerende foranstaltninger, der er truffet for at undgå, at finansiering bliver sammenblandet med korruption eller interessekonflikter;

31.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremskynde udarbejdelsen af Unionens regnskaber for at sikre, at pålidelige oplysninger fra medlemsstaterne om udgifter under delt forvaltning indhentes mere rettidigt, og for at fremlægge ledelsens syn på Unionens udgifter tidligere og sammen med regnskaberne med henblik på at vedtage en afgørelse om decharge i år n+1 og samtidig sikre høj datakvalitet og forsvarlig økonomisk forvaltning;

32.  gentager sin indtrængende opfordring til Kommissionen om at foreslå foranstaltninger med henblik på at gøre Unionens støtteordninger for gennemførelsen af EU-budgettet – som på nuværende tidspunkt omfatter forskellige værktøjer og kombinationer mellem værktøjer som f.eks. programmer, struktur- og investeringsfondene, trustfonde, strategiske investeringsfonde, garantifonde, faciliteter, finansielle instrumenter, makrofinansielle bistandsinstrumenter osv. – klarere, enklere, mere sammenhængende og bedre rustet til at sikre tilstrækkelig gennemsigtighed, ansvarlighed, resultater og offentlig forståelse af, hvordan Unionens politikker finansieres, og hvilke fordele de medfører;

33.  minder om, at 80 % af EU-finansieringen forvaltes i fællesskab med medlemsstaterne, og at Parlamentet derfor også skal kontrollere de nationale myndigheder; beklager, at de nationale myndigheder imidlertid ofte tøver med at indrette sig efter dechargemyndighedens anbefalinger eller undersøgelser;

34.  minder om, at de tætte politiske forbindelser mellem Parlamentet og Kommissionen for nylig er blevet udbygget ved hjælp af det såkaldte Spitzenkandidat-system; glæder sig over dette forsøg på at håndtere det demokratiske underskud i EU, styrke EU's legitimitet og opbygge tillid blandt EU-borgerne; minder imidlertid om, at der er en iboende risiko ved partifinansiering, og opfordrer Kommissionen til at løse problemerne med den nuværende finansieringsmodel for politiske partier for at undgå svig og sikre, at finansieringen af valgkampagner foregår på en fuldstændig gennemsigtig måde.

OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

7.1.2019

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

8

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Dennis de Jong, Ingeborg Gräßle, Georgi Pirinski, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Bart Staes

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Karin Kadenbach

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

John Howarth, Jude Kirton-Darling

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI RÅDGIVENDE UDVALG

8

+

GUE/NGL

Dennis de Jong

PPE

Ingeborg Gräßle, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra

S&D

John Howarth, Karin Kadenbach, Jude Kirton-Darling, Georgi Pirinski

VERTS/ALE

Bart Staes

0

-

 

 

0

0

 

 

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller

(1)

Aktivitetsbaseret budgettering er en budgetteringsmetode, der er baseret på aktiviteter og anvendelse af oplysninger om omkostningsfaktorer ved proceduren for fastlæggelse af budgettet og ved feedback om afvigelser. I den forbindelse er aktiviteterne vigtige, idet de udgør omkostningsfaktorer. Hvis vi kan kontrollere omkostningernes årsager (faktorer) burde en bedre forståelse og forvaltning af disse være mulig.


OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

22.1.2019

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

18

0

4

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Gerolf Annemans, Mercedes Bresso, Pascal Durand, Esteban González Pons, Danuta Maria Hübner, Ramón Jáuregui Atondo, Alain Lamassoure, Jo Leinen, Maite Pagazaurtundúa Ruiz, Markus Pieper, Paulo Rangel, Helmut Scholz, György Schöpflin, Pedro Silva Pereira, Barbara Spinelli, Josep-Maria Terricabras, Kazimierz Michał Ujazdowski

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Pervenche Berès, Ashley Fox, Sylvia-Yvonne Kaufmann

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Michael Gahler, Jarosław Wałęsa


ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

18

+

ALDE

Maite Pagazaurtundúa Ruiz

NI

Kazimierz Michał Ujazdowski

PPE

Michael Gahler, Esteban González Pons, Danuta Maria Hübner, Alain Lamassoure, Markus Pieper, Paulo Rangel, György Schöpflin, Jarosław Wałęsa

S&D

Pervenche Berès, Mercedes Bresso, Ramón Jáuregui Atondo, Sylvia Yvonne Kaufmann, Jo Leinen, Pedro Silva Pereira

VERTS/ALE

Pascal Durand, Josep Maria Terricabras

0

-

4

0

ECR

Ashley Fox

ENF

Gerolf Annemans

GUE/NGL

Helmut Scholz, Barbara Spinelli

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller

Seneste opdatering: 8. februar 2019Juridisk meddelelse