Procedure : 2018/2571(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B8-0190/2018

Indgivne tekster :

B8-0190/2018

Forhandlinger :

PV 19/04/2018 - 5
CRE 19/04/2018 - 5

Afstemninger :

PV 19/04/2018 - 10.19
CRE 19/04/2018 - 10.19
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0190

FORSLAG TIL BESLUTNING
PDF 260kWORD 54k
13.4.2018
PE618.442v01-00
 
B8-0190/2018

på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B8‑0014/2018

jf. forretningsordenens artikel 128, stk. 5


om gennemførelsen af Bolognaprocessen – status og opfølgning  (2018/2571(RSP))


Petra Kammerevert for Kultur- og Uddannelsesudvalget
ÆNDRINGSFORSLAG

Europa-Parlamentets beslutning om gennemførelsen af Bolognaprocessen – status og opfølgning  (2018/2571(RSP))  
B8‑0190/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 14 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om EU-institutionernes bidrag til konsolidering og udvikling af Bolognaprocessen(1),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 25. og 26. november 2013 om den globale dimension af europæisk videregående uddannelse(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 med titlen "Fremme af vækst og beskæftigelse – en dagsorden for moderniseringen af Europas videregående uddannelser " (COM(2011)0567),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 28. og 29. november 2011 om moderniseringen af videregående uddannelser(3),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. november 2012 med titlen "Nytænkning på uddannelsesområdet: investering i kvalifikationer for bedre socioøkonomiske resultater" (COM(2012)0669),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 15. februar 2006 om yderligere europæisk samarbejde vedrørende kvalitetssikring inden for videregående uddannelser(4),

–  der henviser til den fælleserklæring, som 29 europæiske landes undervisningsministre undertegnede i Bologna den 19. juni 1999 (Bolognaerklæringen),

–  der henviser til sin beslutning af 28. april 2015 om opfølgning på implementeringen af Bolognaprocessen,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. november 2017 med titlen: "Styrkelse af den europæiske identitet gennem uddannelse og kultur" (COM(2017)0673),

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om gennemførelsen af Bolognaprocessen – status og opfølgning (O-000020/2018 – B8‑0014/2018),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Bolognaprocessen er et mellemstatsligt initiativ, hvormed landene med en åben og samarbejdsorienteret dialog tilstræber at nå fælles mål gennem internationalt aftalte forpligtelser og således bidrage til opbygningen af det europæiske område for videregående uddannelse (EHEA), som skaber lige muligheder og uddannelse af høj kvalitet;

B.  der henviser til, at Bolognaprocessen har fremmet mobilitet ved at øge internationaliseringen af videregående uddannelser og forbedre kompatibiliteten og sammenligneligheden af standarder for forskellige systemer for videregående uddannelse, idet principperne om akademiske frihed og institutionel autonomi respekteres, og der fokuseres på at styrke de videregående uddannelsers kvalitet og tilbyde lige muligheder for borgerne;

C.  der henviser til, at det europæiske område for videregående uddannelse blev iværksat med det formål at etablere et trecyklussystem (bachelor/master/ph.d.) og gøre de europæiske videregående uddannelsessystemer mere sammenlignelige og mere attraktive på verdensplan;

D.  der henviser til, at uddannelse er en af de primære søjler, som vort samfund hviler på, og der henviser til, at videregående uddannelse har en vigtig rolle at spille med hensyn til at fremme personlig udvikling og udvikling af kvalifikationer, fremme beskæftigelsesegnetheden og konkurrenceevnen, styrke civilt engagement, aktivt medborgerskab og interkulturel forståelse, fremme fælles værdier og tackle udfordringerne i en verden i hastig forandring;

E.  der henviser til, at Kommissionen har lanceret en ny EU-dagsorden for videregående uddannelse med henblik på at støtte højere læreanstalter og nationale myndigheder med ansvar for videregående uddannelse; der henviser til, at andre lande i EHEA gradvist kunne inddrages i denne proces gennem høringer og udveksling af bedste praksis;

F.  der henviser til, at ønsket om et åbent og inklusivt europæisk område for videregående uddannelse baseret på kvalitet og gensidig tillid er grundlaget for Bolognaprocessen;

G.  der henviser til, at Bolognaprocessen og EHEA omfatter 48 lande, herunder mange vigtige naboer og partnere til EU; der henviser til, at Bolognaprocessen styrker effektiviteten af partnerskaber med tredjelande inden for de videregående uddannelser og giver incitamenter til reform inden for uddannelse og andre områder i de respektive lande;

H.  der henviser til, at de vellykkede bestræbelser på at øge og fremme mobiliteten for studerende samt udstedelsen af fælles eksamensbeviser i betragtning af de ujævne fremskridt med gennemførelsen af Bolognaprocessen i hele EHEA og de vanskeligheder, der i mange tilfælde har været med at gennemføre de aftalte strukturreformer, hidtil er de to største landvindinger som led i Bolognaprocessen;

I.  der henviser til, at Hviderusland i 2015 blev optaget i EHEA på betingelse af, at det opfylder de krav, der er fastlagt i Hvideruslands køreplan for reform af de videregående uddannelser; der henviser til, at de hviderussiske myndigheder ikke havde opfyldt deres forpligtelser ved udgangen af 2017, og at de bør bringe deres reformer tilbage på rette spor;

1.  opfordrer de deltagende lande til at øge det politiske engagement og fremme det gensidige samarbejde om gennemførelsen af fælles aftalte mål i hele det europæiske område for videregående uddannelse, idet de, når det er nødvendigt, udvikler passende lovgivningsmæssige rammer med henblik på at konsolidere deres udvikling, styrke deres troværdighed og blive et referencepunkt for akademisk topkvalitet på verdensplan, idet de samtidig styrker mulighederne for mobilitet med henblik på at sikre, at så mange studerende som muligt inddrages;

2.  opfordrer de deltagende lande til at sikre gennemsigtige, tilgængelige og retfærdige mekanismer for tildeling af mobilitetsstipendier og studiestøtte; opfordrer EU og medlemsstaterne til at øge deres uddannelsesbudgetter for at sikre, at videregående uddannelse er gratis og tilgængelig for alle, med henblik på at fremme livslang læring (LLL);

3.  opfordrer Kommissionen og de deltagende lande til at lette anerkendelsen af studieforløb og meritter erhvervet i udlandet samt akademiske og erhvervsmæssige kvalifikationer og tidligere uddannelse og til at udvikle kvalitetssikringssystemer; understreger, at EU, medlemsstaterne og universiteterne bør fastlægge ordninger til ydelse af finansiel og administrativ støtte til studerende, akademikere og personale fra ugunstigt stillede miljøer gennem passende finansiering, herunder med henblik på deltagelse i mobilitetsordninger, og om yderligere at åbne for adgang til videregående uddannelser ved at udvide mulighederne for livslang læring på akademisk niveau, at fremme supplerende former for læring såsom ikkeformel og uformel uddannelse, og at udvikle mere åbne veje til læring ved at fjerne de eksisterende hindringer mellem de forskellige uddannelsesniveauer;

4.  opfordrer de relevante aktører og institutioner til at finde en løsning på problemet med korte kredsløb, hvor der kræves en kvalifikationseksamen for at komme ind på universitetet, hvis man ønsker adgang til og optagelse på et bachelorprogram;

5.  opfordrer EHEA-landene til at fremme mere inklusiv mobilitet for studerende, undervisere, forskere og administrativt personale, da mobilitet både bidrager til deres personlige og faglige udvikling samt til øget kvalitet i læring, undervisning, forskning og administration; anbefaler, at mobilitet optages i uddannelsesprogrammerne, og at fremmedsprogsundervisningen forbedres; opfordrer medlemsstaterne til at yde tilstrækkelig offentlig finansiering og gøre mere effektiv brug af denne finansiering for at sikre, at studerende og forskere har de nødvendige midler til at studere i udlandet, og at deres sociale og økonomiske baggrund ikke udgør en barriere;

6.  understreger, at udbredelsen af viden, forskning og videnskab på tværs af EHEA-landene er en vigtig del af EU's strategi for tiden efter 2020 og i høj grad bidrager til at fremme europæisk medborgerskab;

7.  opfordrer Kommissionen til at vurdere gennemførelsen af de mål, der blev fastsat på ministerkonferencen i Jerevan 2015, vedrørende kvaliteten af undervisning og læring og at fremme kandidaternes beskæftigelsesegnethed i hele deres arbejdsliv;

8.  understreger betydningen af at forbedre den sociale dimension af videregående uddannelse; opfordrer EHEA-landene til effektivt at implementere den sociale dimension af EHEA og til at levere konkrete muligheder for adgang til og afslutning af videregående uddannelse for studerende med handicap og fra ugunstigt stillede miljøer;

9.  opfordrer EHEA-landene til at sikre, at høringer og kritiske vurderinger af deres højere uddannelsesinstitutioner gennemføres på internationalt niveau, og til at arbejde hen imod en bedre koordineret tilgang til at gennemføre aftalte reformer for at nå målene i Bolognaprocessen samt til at sikre effektiv anerkendelse af ikke-formel uddannelse og uformel læring med henblik på at forbedre de studerendes beskæftigelsesegnethed og aktivt medborgerskab;

10.  opfordrer Kommissionen til at overvåge fremskridtet med den sociale dimension af Bolognaprocessens mål samt målene med hensyn til bredere inddragelse;

11.  opfordrer til, at der på den ministerkonference, som vil finde sted dette år i Paris, rapporteres om gennemførelsen af det mål, der blev fastsat ved den seneste ministerkonference (Jerevan, maj 2015) om at fuldføre dannelsen af EHEA;

12.  anmoder om, at den næste EHEA-ministerkonferencen i 2018 i Paris giver en kritisk vurdering af Bolognaprocessen med henblik på at a) identificere de tilbageværende hindringer og mulige løsninger og sikre korrekt gennemførelse af forpligtelser, b) yde støtte til lande, der halter bagud i gennemførelsen af de vigtigste forpligtelser som led i Bolognaprocessen, gennem forbedret kapacitetsopbygning og udvikle specifikke mekanismer og procedurer for håndtering af tilfælde af manglende overholdelse og c) at undersøge nye EHEA mål efter 2020 og styrke dialogen mellem regeringer, højere læreanstalter og forskningsinstitutioner og således bidrage til opbygningen af et EHEA, der er mere integreret, af høj kvalitet, inklusivt, tiltrækkende og konkurrencedygtigt;

13.  opfordrer EHEA-landene til at fastholde Hviderusland på EHEA's dagsorden; opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe midler til de transaktioner, der er nødvendige for gennemførelsen af Hvideruslands køreplan for reform af de videregående uddannelser;

14.  opfordrer Bolognaprocessens opfølgningsgruppes sekretariat til at overvåge rapporteringen af, at de samme retningslinjer er blevet gennemført forskelligt i de enkelte EHEA-lande, og at forskellige baggrunde og mængder af ressourcer har ført til betydelige forskelle mellem EHEA institutioner;

15.  understreger betydningen af at styrke og skabe muligheder for samfundsmæssig debat om de videregående uddannelser og de udfordringer, som interessenterne står over for; understreger betydningen af at fremme deltagelse af studerende, forskere, undervisere og andet personale i forvaltningen af de videregående uddannelser;

16.  understreger behovet for at øge den offentlige finansiering af uddannelse og for at respektere EU's overordnede mål om at investere 3 % af Unionens BNP i F&U inden 2020;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1)

EUT C 251 E af 31.8 2013, s. 24.

(2)

EUT C 28 af 31.1 2014, s. 2.

(3)

EUT C 372 af 20.12 2011, s. 36.

(4)

EUT L 64 af 4.3.2006, s. 60.

Seneste opdatering: 18. april 2018Juridisk meddelelse