Procedure : 2018/2646(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B8-0306/2018

Indgivne tekster :

B8-0306/2018

Forhandlinger :

PV 04/07/2018 - 22
CRE 04/07/2018 - 22

Afstemninger :

PV 05/07/2018 - 6.16
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0316

FORSLAG TIL BESLUTNING
PDF 180kWORD 56k
26.6.2018
PE621.714v01-00
 
B8-0306/2018

på baggrund af forespørgsler til mundtlig besvarelse B8‑0033/2018 and B8‑0032/2018

jf. forretningsordenens artikel 128, stk. 5


om de negative virkninger af den amerikanske lovgivning om efterrettelighed vedrørende beskatning af konti i udlandet (FATCA) for EU-borgere og navnlig såkaldte utilsigtede amerikanske borgere (2018/2646(RSP))


Cecilia Wikström for Udvalget for Andragender

Europa-Parlamentets beslutning om de negative virkninger af den amerikanske lovgivning om efterrettelighed vedrørende beskatning af konti i udlandet (FATCA) for EU-borgere og navnlig såkaldte utilsigtede amerikanske borgere (2018/2646(RSP))  
B8‑0306/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 7, artikel 8 og artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til artikel 8 og 14 i den europæiske menneskerettighedskonvention,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner(2),

–  der henviser til Rådets direktiv 2014/107/EU af 9. december 2014 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet(3),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 11. oktober 2016 om gennemsigtighed på skatteområdet,

–  der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 5. juli 2016 om yderligere foranstaltninger for at øge gennemsigtigheden på skatteområdet og bekæmpe skatteunddragelse og skatteundgåelse (COM(2016)0451),

–  der henviser til sin henstilling af 13. december 2017 til Rådet og Kommissionen på baggrund af undersøgelsen vedrørende hvidvaskning af penge, skatteundgåelse og skatteunddragelse(4),

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning(5),

–  der henviser til OECD’s fælles indberetningsstandard, som blev godkendt af OECD-Rådet den 15. juli 2014,

–  der henviser til forespørgslerne til Kommissionen og Rådet om de negative virkninger af den amerikanske lovgivning om efterrettelighed vedrørende beskatning af konti i udlandet (FATCA) for EU-borgere og navnlig såkaldte utilsigtede amerikanske borgere (O-000052/2018 – B8-0033/2018 og O-000053/2018 – B8-0032/2018),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Udvalget for Andragender har modtaget et andragende fra en gruppe europæiske borgere, der udtrykker bekymringer over de negative virkninger af FATCA, de mellemstatslige aftaler til gennemførelse heraf og de ekstraterritoriale virkninger af beskatning på grundlag af statsborgerskab (Citizenship Based Taxation, CBT);

B.  der henviser til, at siden FATCA og de dertil hørende gennemførelsesaftaler indgået mellem EU-medlemsstater og USA trådte i kraft, har finansielle institutioner i EU under trussel om bøder, der er ødelæggende for deres licenser i USA, herunder en kildeskat på 30 %, været nødt til at afgive detaljerede oplysninger om konti tilhørende formodede "personer fra USA" til de amerikanske skattemyndigheder (IRS) via deres nationale regeringer; der henviser til, at dette kan udgøre en overtrædelse af EU's databeskyttelsesregler og grundlæggende rettigheder;

C.  der henviser til, at formålet med FATCA er at forhindre skatteunddragelse fra amerikanske personers side, og der henviser til, at det kræver, at udenlandske finansielle institutioner søger efter "amerikanske personer" ved at se på en række indikatorer såsom fødested i USA, et amerikansk telefonnummer og tegn på, at der er udstedt en fuldmagt til kontoen til en person med en amerikansk adresse, over for hvilke den omhandlede person skal bevise, at vedkommende ikke er en "amerikansk person";

D.  der henviser til, at en sådan anvendelse af indikatorer, der håndhæves af FATCA, kan føre til vilkårlig eksponering og straf af personer, der måske i virkeligheden ikke har nogen væsentlig tilknytning til USA; der henviser til, at FATCA i praksis omfatter en stor gruppe af personer såsom personer med dobbelt EU-statsborgerskab/amerikansk statsborgerskab og deres ikke-amerikanske familiemedlemmer, og navnlig de "utilsigtede amerikanske borgere", der tilfældigvis har arvet et amerikansk statsborgerskab ved fødslen, men som ikke har tilknytning til USA, aldrig har boet, arbejdet eller studeret i USA, og som ikke har et amerikansk socialsikringsnummer;

E.  der henviser til, at Kommissionen har erkendt, at FATCA og de tilknyttede mellemstatslige gennemførelsesaftaler har haft den utilsigtede virkning at hindre adgang til finansielle tjenesteydelser i EU for amerikanske statsborgere og personer med karakteristika, som tyder på, at de kan være omfattet af FATCA ("personer fra USA");

F.  der henviser til, at tusindvis af lovlydige EU-borgeres og deres EU-familiers liv og levebrød er meget alvorligt påvirket af FATCA i deres hverdag, eftersom de, der er omfattet af definitionen på en "amerikansk person", får indefrosset deres opsparingskonti og nægtes adgang til samtlige banktjenesteydelser, herunder livsforsikring, pensioner og boliglån, fordi nogle finansielle institutioner er modvillige til at følge den bekostelige FATCA-rapportering; der henviser til, at deres EU-familiemedlemmer endvidere ser deres personoplysninger blive overført til USA og deres adgang til EU-banktjenesteydelser blive begrænset (f.eks. fælles konti og/eller boliglån);

G.  der henviser til, at "utilsigtede amerikanske borgere", som ikke ønsker at blive berørt af FATCA, er nødt til formelt at give afkald på deres amerikanske statsborgerskab, hvilket er en meget omstændelig proces, hvortil det er nødvendigt at have et amerikansk socialsikringsnummer eller et amerikansk internationalt skatteregistreringsnummer, hvilket bl.a. de fleste "utilsigtede amerikanske borgere" ikke har;

H.  der henviser til, at amerikanske internetplatforme som f.eks. AirBnB, Tripadvisor og Amazon er forpligtede til at indsamle skatteyderoplysninger fra alle EU-borgere, der gør brug af disse onlinetjenester, og videregive dem til den amerikanske føderale skattemyndighed, IRS; der henviser til, at formålet med denne praksis er at godtgøre, hvorvidt brugeren er en amerikansk statsborger, og derfor at afgøre, om indtjeningen ved disse platforme, inden for rammerne af FATCA, er underlagt amerikanske skatteindberetningsforpligtelser; der henviser til, at denne praksis helt klart ikke er i overensstemmelse med EU's databeskyttelsesregler;

I.  der henviser til, at direktiv 2014/92/EU (betalingskontodirektivet) pålægger medlemsstaterne at sikre, at kreditinstitutter ikke forskelsbehandler forbrugere på grund af nationalitet eller opholdssted;

J.  der henviser til, at medlemsstaternes frist til at gennemføre betalingskontodirektivet var den 16. september 2016;

K.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 6. juli 2016 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning noterede sig den afgørende mangel på gensidighed mellem USA og EU i forbindelse med FATCA-aftalen;

L.  der henviser til, at FATCA og OECD’s fælles indberetningsstandard om automatisk udveksling af skatteoplysninger er væsentlige værktøjer til bekæmpelse af korruption, grænseoverskridende skattesvig og skatteunddragelse;

M.  der henviser til, at den franske Nationalforsamling offentliggjorde en rapport i oktober 2016 efter sin tværpolitiske undersøgelsesrejse med det formål at granske de ekstraterritoriale virkninger af visse af USA’s love, herunder FATCA, og at den anbefalede, at den franske regering enten skulle forhandle sig til en ændring af sin skatteaftale med USA eller bede de amerikanske lovgivere om at ændre USA’s love for at gøre det muligt for franske "utilsigtede amerikanske borgere" at komme ud af det amerikanske system og give afkald på deres uønskede amerikanske statsborgerskab uden gebyrer, uden registreringer og uden sanktioner; der henviser til, at der for nylig er blevet nedsat et udvalg med det udtrykkelige formål at se på USA’s ekstraterritoriale beskatning af franske "utilsigtede amerikanske borgere", og at der i november 2017 blev indgivet beslutningsforslag i både det franske Senat og den franske Nationalforsamling om netop dette emne; der henviser til, at det franske Senat den 15. maj 2018 enstemmigt vedtog en beslutning, hvormed det opfordrede regeringen til øjeblikkeligt at træffe foranstaltninger til at sikre, at franske "utilsigtede amerikanske borgeres" ret til en bankkonto respekteres, at den diskriminerende praksis, som franske banker indførte i kølvandet på FATCA, ophører, og der omgående iværksættes en oplysningskampagne med det formål at oplyse de franske statsborgere, der bor i USA, om virkningerne af amerikansk statsborgerskab og amerikanske skattelove; der henviser til, at beslutningen derudover kræver, at der gøres en kraftig diplomatisk indsats for at finde en løsning for franske "utilsigtede amerikanske borgere", som vil give dem mulighed for at give afkald på deres uønskede amerikanske statsborgerskab uden gebyrer, uden registreringer og uden sanktioner, og at USA indfrier sit løfte om gensidighed, i medfør af hvilket Frankrig indvilligede i at underskrive sin mellemstatslige aftale;

N.  der henviser til, at USA og Eritrea er de eneste to lande i verden, som har vedtaget beskatning på grundlag af statsborgerskab, og at Eritrea af FN er blevet fordømt for dets bestræbelser på at håndhæve dets "diasporaskat";

O.  der henviser til, at USA i december 2017 vedtog en omfattende skattereform, som imidlertid ikke ophævede princippet om beskatning baseret på statsborgerskab for enkeltpersoner, men som dog indførte territoriumbaseret beskatning for amerikanske multinationale selskaber;

1.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre, at alle borgeres og især "utilsigtede amerikanske borgeres" grundlæggende rettigheder garanteres, navnlig retten til privatliv og familieliv, retten til privatlivets fred og princippet om ikke-forskelsbehandling som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i den europæiske menneskerettighedskonvention;

2.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre fuld og korrekt gennemførelse af betalingskontodirektivet i national ret, især artikel 15 og 16, og at sikre alle EU-borgere retten til at have adgang til en betalingskonto med basale funktioner uafhængigt af deres nationalitet;

3.  opfordrer Kommissionen til at fremskynde sin analyse af de nationale foranstaltninger til gennemførelse af betalingskontodirektivet og til i sin vurdering at medtage situationen for "utilsigtede amerikanske borgere", borgere med dobbelt statsborgerskab og amerikanske statsborgere, der har lovligt ophold i EU, idet der rettes behørig opmærksomhed mod finansielle institutioners eventuelle forskelsbehandling af skatteydere, der har lovligt ophold i EU, og der kommer på tale som "amerikanske personer" i FATCA’s forstand;

4.  opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at værksætte traktatbrudsprocedurer i tilfælde af konstaterede krænkelser i forbindelse med gennemførelsen af betalingskontodirektivet og til at rapportere tilbage til Europa-Parlamentet og Rådet om de foranstaltninger, der træffes for at sikre korrekt gennemførelse af dette direktiv;

5.  understreger vigtigheden af at sikre et passende niveau for beskyttelse af personoplysninger, der overføres til USA under FATCA, i fuld overensstemmelse med national og EU's databeskyttelseslovgivning; opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres mellemstatslige aftaler og til om nødvendigt at ændre dem for at bringe dem i overensstemmelse med rettighederne og principperne i den generelle forordning om databeskyttelse; opfordrer indtrængende Kommissionen og Det Europæiske Databeskyttelsesråd til hurtigst muligt at undersøge, hvorvidt der foreligger overtrædelser af EU’s databeskyttelsesregler fra de medlemsstaters side, hvis lovgivning tillader overførsel af personoplysninger til skattemyndighederne i USA inden for rammerne af FATCA, og til at indlede traktatbrudsprocedurer mod de medlemsstater, som ikke på passende vis håndhæver EU’s databeskyttelsesregler;

6.  opfordrer Kommissionen til at foretage en komplet analyse af konsekvenserne af FATCA og USA’s ekstraterritoriale praksis med beskatning på grundlag af statsborgerskab for EU-borgere, EU’s finansielle institutioner og EU’s økonomier og i den forbindelse at tage de igangværende bestræbelser i Frankrig og andre medlemsstater i betragtning, og opfordrer den til at forklare, om der foreligger alvorlige misforhold mellem borgere fra EU og/eller med ophold i EU i forskellige medlemsstater, navnlig for så vidt angår EU’s databeskyttelsesregler og standarderne for grundlæggende rettigheder som følge af FATCA og "US-karakteristika"; opfordrer Kommissionen til at foretage en omfattende vurdering af status for gensidighed i FATCA, eller mangel på samme, overalt i EU, og af USA's opfyldelse af dets forpligtelser inden for rammerne af de forskellige mellemstatslige aftaler, som er indgået med medlemsstater;

7.  opfordrer Kommissionen til at vurdere og om nødvendigt at gøre noget for at sikre, at EU’s grundlæggende rettigheder og værdier som forankret i chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention, f.eks. retten til privatlivets fred og princippet om ikke-forskelsbehandling, såvel som EU’s databeskyttelsesregler bliver overholdt i forbindelse med FATCA og automatisk udveksling af skatteoplysninger med USA;

8.  beklager, at der er en iboende mangel på gensidighed i de mellemstatslige gennemførelsesaftaler, som medlemsstaterne har underskrevet, især for så vidt angår omfanget af oplysninger, der skal udveksles, som er bredere for medlemsstaterne end for USA; opfordrer alle medlemsstater til kollektivt at suspendere anvendelsen af deres mellemstatslige aftaler (eller udvekslingen af alle andre oplysninger end dem, der vedrører konti i EU tilhørende amerikanske statsborgere, der opholder sig i USA), indtil USA går med til en multilateral tilgang til automatisk udveksling af oplysninger enten ved at ophæve FATCA og tilslutte sig CRS eller ved at genforhandle FATCA på EU-plan og med identiske forpligtelser på begge sider af Atlanten vedrørende gensidig udveksling;

9.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremlægge en fælles EU-tilgang til FATCA for således at beskytte europæiske borgere (især "utilsigtede amerikanske borgere") tilstrækkeligt og forbedre ligelig gensidighed i USA’s automatiske udveksling af oplysninger;

10.  opfordrer Rådet til at give Kommissionen mandat til at indlede forhandlinger med Amerikas Forenede Stater om en FATCA-aftale mellem EU og USA med henblik på at sikre fuld gensidighed i udvekslingen af oplysninger og opretholde de grundlæggende principper i EU-lovgivningen, også betalingskontodirektivet, og gøre det muligt for EU-borgere, som er "utilsigtede amerikanske borgere", at give afkald på deres amerikanske statsborgerskab uden gebyrer, uden registreringer og uden sanktioner;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

 

(1)

EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1.

(2)

EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214.

(3)

EUT L 359 af 16.12.2014, s. 1.

(4)

Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0491.

(5)

EUT C 101 af 16.3.2018, s. 79.

Seneste opdatering: 29. juni 2018Juridisk meddelelse