Procedure : 2015/2660(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : RC-B8-0367/2015

Indgivne tekster :

RC-B8-0367/2015

Forhandlinger :

PV 29/04/2015 - 3
CRE 29/04/2015 - 3

Afstemninger :

PV 29/04/2015 - 10.67
CRE 29/04/2015 - 10.67
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2015)0176

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG
PDF 136kWORD 59k
28.4.2015
PE555.141v01-00}
PE555.152v01-00}
PE555.154v01-00}
PE555.158v01-00}
 
B8-0367/2015}
B8-0378/2015}
B8-0380/2015}
B8-0384/2015}RC1

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4

til erstatning af beslutningsforslag af:

PPE (B8‑0367/2015)

Verts/ALE (B8‑0378/2015)

ALDE (B8‑0380/2015)

S&D (B8‑0384/2015)


om de seneste tragedier i Middelhavet og EU's migrations- og asylpolitikker  (2015/2660(RSP))


Monika Hohlmeier, Roberta Metsola, Elmar Brok, Cristian Dan Preda, Andrej Plenković, Arnaud Danjean, Elisabetta Gardini, Ramón Luis Valcárcel, Davor Ivo Stier, Lara Comi, Dubravka Šuica, Fernando Ruas, Barbara Matera, Alessandra Mussolini, Massimiliano Salini, Lorenzo Cesa, Ivo Belet for EPP-Gruppen
Gianni Pittella, Tanja Fajon, Jörg Leichtfried, Birgit Sippel, Enrique Guerrero Salom, Claude Moraes, Kashetu Kyenge, Soledad Cabezón Ruiz for S&D-Gruppen
Guy Verhofstadt, Cecilia Wikström, Louis Michel, Frédérique Ries, Marielle de Sarnez, Philippe De Backer, Nathalie Griesbeck, Gérard Deprez, Hilde Vautmans for ALDE-Gruppen
Ska Keller, Judith Sargentini, Jean Lambert for Verts/ALE-Gruppen
ÆNDRINGSFORSLAG

Europa-Parlamentets beslutning om de seneste tragedier i Middelhavet og EU's migrations- og asylpolitikker  (2015/2660(RSP))  

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–   der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–   der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–   der henviser til Genèvekonventionen fra 1951 og tillægsprotokollen dertil,

–   der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om migrationsstrømmene i Middelhavsområdet, navnlig tragedien ved Lampedusa(1),

–   der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 22. maj 2014 om gennemførelse af meddelelsen om arbejdet i Taskforcen vedrørende Middelhavet,

–   der henviser til drøftelserne, der blev afholdt den 25. november 2014 i Europa-Parlamentet, om situationen i Middelhavsområdet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration,

–   der henviser til sin beslutning af 17. december 2014 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration(2),

–   der henviser til UNHCR-initiativet for det centrale Middelhav og til UNHCR's forslag om håndteringen af de nuværende og fremtidige strømme af asylansøgere, flygtninge og migranter i Europa,

–   der henviser til 10-punktshandlingsplanen om migration fra den fælles samling i Udenrigsrådet og Rådet (indre anliggender) af 20. april 2015,

–   der henviser til konklusionerne fra det særlige topmøde i EU-Rådet om flygtningekrisen i Middelhavet den 22. april 2015,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2, og stk. 4,

A. der henviser til, at over 1500 personer ifølge Den Internationale Organisation for Migration har mistet livet i Middelhavet siden årets begyndelse;

B.  der henviser til, at IOM skønner, at 23 918 migranter er nået i land på den italienske kyst siden 1. januar 2015; der henviser til, at de græske myndigheder oplyser, at 10 445 migranter er blevet reddet af den græske kystvagt i Ægæerhavet i første kvartal af 2015;

C. der henviser til, at italienske marinestyrker, den italienske kystvagt, den italienske flåde og flere handelsskibe har været i konstant aktion for at redde migranter i havsnød og på seks dage, den 10. april–den 16. april 2015, reddede omkring 10 000 migranter;

D. der henviser til, at den seneste operation specielt til eftersøgnings- og redningsopgaver i Middelhavet, Mare Nostrum-operationen, reddede 150 810 migranter i en periode på 364 dage; der henviser til, at de foreløbige skøn ikke viser noget fald i antallet af migranter, der krydser over Middelhavet på dette sted;

E.  der henviser til, at en større andel af de mennesker, der forsøger at komme over Middelhavet, er på flugt fra konflikten eller forfølgelser i Syrien, Irak, Eritrea, Somalia og Libyen; der henviser til, at op mod 700 migranter savnes og frygtes druknet, efter at den træbåd, som de var stuvet sammen på, kæntrede ud for Libyen, da et portugisisk handelsskib kom den til undsætning lørdag den 18. april; der henviser til, at en af de overlevende har fortalt de italienske myndigheder, at der kan have været op til 950 mennesker om bord; der henviser til, at lignende tragedier fandt sted tidligere på måneden, hvor omkring 400 migranter angiveligt skulle have mistet livet til søs, da en fiskerbåd af træ med omkring 550 mennesker kæntrede;

F.  der henviser til, at den fælles operation "Triton", der koordineres af Frontex, blev fuldt operationsdygtig pr. 1. november 2014 med et oprindeligt budget på kun 2,9 mio. EUR pr. måned, sammenholdt med ca. 9 mio. EUR pr. måned for Mare Nostrum; der henviser til, at mere end 24 400 ulovlige migranter er blevet reddet på den centrale Middelhavsrute siden iværksættelsen af den fælles operation Triton, herunder næsten 7860 med indsættelse af materiel medfinansieret af Frontex;

G. der henviser til, at smuglere og menneskehandlere udnytter ulovlig migration og sætter migranters liv på spil for egen økonomisk vinding, og at de er ansvarlige for tusinder af dødsfald og udgør en alvorlig udfordring for EU og medlemsstaterne; der henviser til, at menneskesmuglere tjener profitter på op mod 20 mia. EUR hver år på deres kriminelle aktiviteter; der henviser til, at organiserede kriminelle grupper ifølge Europol befordrer transport af illegale migranter over Middelhavet og kan sammenkædes med menneskehandel, narkotika, skydevåben og terrorisme; der henviser til, at Europol den 17. marts 2015 indsatte sit fælles operationshold "Mare" til bekæmpelse af disse kriminelle grupper;

H. der henviser til, at regional ustabilitet og konflikt øver indvirkning på massetilstrømningen af migranter og strømmene af fordrevne mennesker og således også på antallet af personer, der forsøger at komme ind i EU; der henviser til, at IS/Da'eshs eksplosive ekspansion ind i tilstødende konfliktområder i sidste ende vil indvirke på den massive tilstrømning af migranter og strømme af fordrevne mennesker;

1.  udtrykker dyb beklagelse og sorg over de gentagne, tragiske tab af menneskeliv i Middelhavet; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at bygge videre på det eksisterende samarbejde og gøre alt, hvad der står i deres magt, for at forebygge yderligere tab af menneskeliv til søs; opfordrer EU og medlemsstaterne til at gøre deres yderste for at identificere ligene og de savnede og for at underrette de pårørende;

2.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at tilvejebringe de fornødne ressourcer til at sikre, at forpligtelsen til at udføre eftersøgnings- og redningsaktioner (SAR) konkret efterleves og derfor bliver behørigt finansieret; opfordrer medlemsstaterne til fortsat at udvise solidaritet og engagement ved at forhøje deres bidrag til Frontex og Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) og forpligter sig til via EU-budgettet og EU's relevante fonde at sørge for, at disse agenturer får de (menneskelige og udstyrsmæssige) ressourcer, de har brug for til at opfylde deres forpligtelser;

3.  gentager nødvendigheden af, at EU baserer sin reaktion på de seneste tragedier i Middelhavet på et grundlag af solidaritet og ligelig ansvarsfordeling, som det fremgår af artikel 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og af at EU anlægger en altomfattende EU-tilgang; gentager, at det er nødvendigt, at EU gør fremskridt med hensyn til rimelig fordeling og solidaritet over for de medlemsstater, der modtager det største antal flygtninge og asylansøgere både i absolutte tal og proportionelt set;

4.  glæder sig over Det Europæiske Råds løfte om at styrke EU's operation Triton ved at øge finansieringen og tilføre mere materiel; opfordrer indtrængende EU til at opstille et klart mandat for Triton, så operationsområdet kan udvides og det kan bemyndiges til at udføre SAR-opgaver på EU-niveau;

5.  glæder sig over Det Europæiske Råds forslag om fælles behandling af asylansøgninger med støtte fra EASO-arbejdshold; opfordrer Kommissionen til at udvide EASO's mandat for at højne dets operationelle rolle i behandlingen af asylansøgninger;

6.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre fuldt brug af de eksisterende muligheder for at udstede humanitære visa på deres ambassader og konsulater; gør i denne forbindelse opmærksom på, at Rådet bør gøre sig alvorlige overvejelser om muligheden for at aktivere direktivet om midlertidig beskyttelse af 2001 eller artikel 78, stk. 3, i TEUF, som begge muliggør brugen af en solidaritetsmekanisme i tilfælde af en pludselig og massiv tilstrømning af fordrevne personer;

7.  opfordrer medlemsstaterne til at yde større bidrag til de eksisterende genhusningsprogrammer, især de medlemsstater der ikke har ydet noget som helst;

8.  opfordrer Kommissionen til at indføre en bindende kvote for fordelingen af asylansøgere mellem samtlige medlemsstater;

9.  opfordrer medlemsstaterne til at overveje muligheden for hurtig behandling, i samarbejde med sikre transit- og oprindelsestredjelande, og tilbagesending af dem, der ikke er berettigede til asyl og beskyttelse i EU, for at sikre at ressourcerne anvendes bedst muligt til dem, der har behov for beskyttelse; understreger, at det er nødvendigt at fremme frivillige tilbagevendelsespolitikker, samtidig med at alle migranters rettigheder sikres, og at der sikres sikker og lovlig adgang til EU's asylsystem, med behørig efterlevelse af princippet om non-refoulement;

10. glæder sig over, at den højtstående repræsentant og det lettiske formandskab øjeblikkeligt indkaldte til det ekstraordinære fælles møde for udenrigs- og indenrigsministrene i Luxemburg, og glæder sig over, at medlemsstaterne øjeblikkeligt sammenkaldte et ekstraordinært topmøde med henblik på at finde fælles løsninger som svar på krisesituationen i Middelhavet; tager til efterretning, at der blev afholdt en indledende bred drøftelse af mulighederne for at redde liv, bekæmpe menneskesmuglerne og -handlerne og om at dele ansvaret for så vidt angår modtagelse og beskyttelse mellem medlemsstaterne; understreger, at medlemsstaterne må udbygge deres tilsagn, og beklager fraværet af tilsagn fra Det Europæiske Råd om at etablere en troværdig, EU-dækkende, bindende solidaritetsmekanisme;

11. opfordrer til en hurtig og fuldstændig gennemførelse i national ret og efterfølgende anvendelse af det fælles europæiske asylsystem fra alle deltagende medlemsstaters side, for derved at sikre fælles EU-standarder, herunder for migrantmodtagelse, i henhold til gældende lovgivning;

12. opfordrer til tættere samarbejde mellem EU og medlemsstaternes politik i bekæmpelsen af de grundlæggende årsager til migration; understreger, at det er nødvendigt med en samlet EU-tilgang, der styrker sammenhængen i de interne og eksterne politikker og navnlig i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, udviklingspolitik og migrationspolitik; opfordrer EU til at styrke samarbejdet med partnerlandene i Mellemøsten og Afrika for at fremme demokrati, grundlæggende friheder og rettigheder, sikkerhed og velstand;

13. opfordrer indtrængende medlemsstaterne og tredjelande til at fastsætte de stærkest mulige strafferetlige sanktioner mod menneskehandel og menneskesmugling både til og inden for EU såvel som mod enkeltpersoner eller grupper, der udnytter sårbare migranter i EU, og til samtidig at sikre, at enkeltpersoner, som kommer asylansøgere og fartøjer til undsætning, ikke retsforfølges;

14. opfordrer medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen med Europol, Frontex, EASO og Eurojust om at bekæmpe menneskehandlere og kriminelle netværk af menneskesmuglere, og til at udfinde og spore deres finansieringskilder og kortlægge deres fremgangsmåder i den hensigt at forhindre dem i at tjene penge på at bringe migranters liv i fare; understreger behovet for styrke samarbejdet med tredjelande, navnlig landene omkring Libyen, hvilket er en absolut forudsætning for, at det kan lykkes at optrevle disse kriminelle netværk, både hvad angår uddannelse af ordensmagten og sikring af informationstjenester; understreger behovet for, at tredjelande overholder folkeretten med hensyn til at redde liv til søs, sikrer beskyttelse af flygtninge og overholder de grundlæggende rettigheder;

15. fremhæver, at der skal tages hånd om de grundlæggende årsager til vold og underudvikling i oprindelseslandene for at stoppe strømmen af flygtninge og økonomiske migranter; påpeger i denne forbindelse, at alle regeringerne i oprindelseslandene bør sætte sig som den vigtigste opgave at styrke forvaltningsstrukturerne og derfor bygge effektive og inklusive offentlige institutioner, sikre kapacitetsopbygning af tredjelandes asylsystemer, tilsikre retsstatstilstande, bekæmpe rodfæstet korruption på alle niveauer samt fremme menneskerettigheder og yderligere demokratisering;

16. gentager sin støtte til alle FN-ledede forhandlinger for at genetablere en demokratisk statsmagt i Libyen samt sit tilsagn om at optrappe bestræbelserne for at tage hånd om konflikten og ustabiliteten i Libyen og Syrien; understreger, at det at skabe regional stabilitet i konfliktområder er nøglen til at reducere yderligere fordrivelse af enkeltpersoner;

17. påpeger, at formålet med denne beslutning er at reagere på de nylige tragiske begivenheder i Middelhavet og på Det Europæiske Råds konklusioner af 23. april 2015 samt at foreslå et sæt hasteforanstaltninger, der skal iværksættes omgående, idet det påpeges, at Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, der er det kompetente udvalg i sådanne spørgsmål, er i færd med at udarbejde en betænkning, der vil afspejle Parlamentets mellemlang- og langsigtede politiske retningslinjer om migration;

18. opfordrer Kommissionen til at udarbejde og fremlægge en ambitiøs EU-dagsorden om migration, der tager alle aspekter af migration i betragtning;

19. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

 

(1)

Vedtagne tekster P7_TA(2013)0448.

(2)

Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0105.

Juridisk meddelelse