Procedure : 2015/3032(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : RC-B8-0068/2016

Indgivne tekster :

RC-B8-0068/2016

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 21/01/2016 - 8.3
CRE 21/01/2016 - 8.3
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0018

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG
PDF 306kWORD 94k
20.1.2016
PE575.970v01-00}
PE575.971v01-00}
PE575.979v01-00}
PE575.980v01-00}
PE575.981v01-00} RC1
 
B8-0068/2016}
B8-0069/2016}
B8-0077/2016}
B8-0078/2016}
B8-0079/2016} RC1

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4

til erstatning af beslutningsforslag fremsat af grupperne:

Verts/ALE (B8-0068/2016)

EPP (B8-0069/2016)

ALDE (B8-0077/2016)

ECR (B8-0078/2016)

S&D (B8-0079/2016)


om associeringsaftalerne/de vidtgående og brede frihandelsområder med Georgien, Moldova og Ukraine (2015/3032(RSP))


Cristian Dan Preda, Elmar Brok, Jacek Saryusz-Wolski, Andrej Plenković, Sandra Kalniete, Jerzy Buzek, David McAllister, Michael Gahler, Daniel Caspary, Iuliu Winkler, Andrzej Grzyb, Tunne Kelam, Jaromír Štětina, Alojz Peterle, Davor Ivo Stier, László Tőkés, Jarosław Wałęsa, Bogdan Andrzej Zdrojewski, Mariya Gabriel, Fernando Ruas, Siegfried Mureşan, Agnieszka Kozłowska-Rajewicz, Dariusz Rosati, Andrea Bocskor, Anna Maria Corazza Bildt, Roberta Metsola for EPP-Gruppen
Knut Fleckenstein, Victor Boştinaru, Richard Howitt, David Martin, Nikos Androulakis, Zigmantas Balčytis, Hugues Bayet, Brando Benifei, Goffredo Maria Bettini, José Blanco López, Vilija Blinkevičiūtė, Biljana Borzan, Nicola Caputo, Andi Cristea, Nicola Danti, Isabella De Monte, Tanja Fajon, Monika Flašíková Beňová, Doru-Claudian Frunzulică, Eider Gardiazabal Rubial, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Neena Gill, Sylvie Guillaume, Liisa Jaakonsaari, Afzal Khan, Miapetra Kumpula-Natri, Javi López, Sorin Moisă, Alessia Maria Mosca, Victor Negrescu, Norbert Neuser, Pier Antonio Panzeri, Ioan Mircea Paşcu, Emilian Pavel, Vincent Peillon, Pina Picierno, Tonino Picula, Miroslav Poche, Inmaculada Rodríguez-Piñero Fernández, Siôn Simon, Monika Smolková, Tibor Szanyi, Claudia Tapardel, Marc Tarabella, István Ujhelyi, Julie Ward, Boris Zala, Kati Piri for S&D-Gruppen
Charles Tannock, Ryszard Antoni Legutko, Anna Elżbieta Fotyga, Mark Demesmaeker, Ryszard Czarnecki, Tomasz Piotr Poręba, Kosma Złotowski, Kazimierz Michał Ujazdowski, Zdzisław Krasnodębski, Angel Dzhambazki, Edward Czesak for ECR-Gruppen
Petras Auštrevičius, Javier Nart, Marietje Schaake, Johannes Cornelis van Baalen, Beatriz Becerra Basterrechea, Dita Charanzová, Martina Dlabajová, José Inácio Faria, Fredrick Federley, Marian Harkin, Ivan Jakovčić, Kaja Kallas, Ilhan Kyuchyuk, Valentinas Mazuronis, Louis Michel, Norica Nicolai, Urmas Paet, Maite Pagazaurtundúa Ruiz, Jozo Radoš, Jasenko Selimovic, Pavel Telička, Ivo Vajgl for ALDE-Gruppen

Heidi Hautala, Rebecca Harms, Peter Eriksson, Ulrike Lunacek, Igor Šoltes

for Verts/ALE-Gruppen
ÆNDRINGSFORSLAG

Europa-Parlamentets beslutning om associeringsaftalerne/de vidtgående og brede frihandelsområder med Georgien, Moldova og Ukraine (2015/3032(RSP))  

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til associeringsaftalerne/de vidtgående og brede frihandelsområder (AA/DCFTA'erne) mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og medlemsstaterne på den ene side og Georgien, Moldova og Ukraine på den anden side,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Georgien, Moldova og Ukraine og til sin nylige beslutning af 9. juli 2015 om revisionen af den europæiske naboskabspolitik(1),

–  der henviser til den fælles erklæring fra topmødet i Det Østlige Partnerskab, der blev holdt i Riga den 21.-22. maj 2015,

–  der henviser til fremskridtsrapporterne af 18. december 2015 vedrørende Georgiens og Ukraines gennemførelse af handlingsplanen for visumliberalisering,

–  der henviser til henstillingerne fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg om integrering af civilsamfundet i den politiske beslutningstagning og reformprocesserne,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Georgien, Moldova og Ukraine alle har ratificeret associeringsaftaler (AA 'er), som omfatter vidtgående og brede frihandelsområder (DCFTA'er), og således har valgt at bevæge sig hen imod en tættere politisk og økonomisk integration med Den Europæiske Union, og er i gang med ambitiøse reformer inden for en række områder, herunder demokrati, god regeringsførelse, retsstaten og menneskerettighederne;

B.  der henviser til, at EU anerkender de tre landes europæiske ambitioner, og fremhæver associeringsaftalernes merværdi for deres reformprocesser;

C.  der henviser til, at god regeringsførelse, demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettighederne fortsat står i centrum for den europæiske naboskabspolitik (ENP) og udgør en grundlæggende forpligtelse, navnlig for de tre lande, der har undertegnet associeringsaftaler med EU;

D.  der henviser til, at Rusland stadig direkte eller indirekte er involveret i konflikter og intern splittelse, som berører alle de tre associerede lande – de besatte områder i regionen Abkhasien og Sydossetien/Tskhinvali i Georgien, Transnistria-spørgsmålet i Moldova samt Ruslands annektering af Krim og involvering i konflikten i de østlige dele af Ukraine;

E.  der henviser til, at der blev indført visumfri rejse mellem EU og Moldova i april 2014, og til, at de seneste rapporter fra Kommissionen fra december 2015 viser, at Georgien og Ukraine nu opfylder kravene i handlingsplanerne for visumliberalisering;

F.  der henviser til, at EU's engagement med landene i Det Østlige Partnerskab er blevet mødt med kraftig modstand og aggressive reaktioner fra Den Russiske Føderations side, som f.eks. gengældelsesforanstaltninger over for de associerede lande; der henviser til, at EUog dets medlemsstater har indført en række sanktioner og restriktive foranstaltninger over for Den Russiske Føderation og russiske embedsmænd;

1.  understreger betydningen af associeringsaftalerne (AA'erne) og deres vidtgående og brede frihandelsområder (DCFTA); minder om de fremskridt, der er gjort til dato, og fastholder, at gennemførelsen af disse AA'er/DCFTA'er og de dertil knyttede associeringsdagsordener fortsat skal være en topprioritet for EU og de tre partnere; understreger, at Rådet for Den Europæiske Union har undertegnet AA'erne med enstemmighed;

2.  glæder sig over den indsats, som Georgien, Moldova og Ukraine har gjort for at sikre, at den nationale lovgivning tilnærmes EU's standarder på grundlag af forpligtelserne i AA'erne/DCFTA'erne; påpeger, at succes med dette afhænger af mange faktorer, herunder et stabilt politisk klima, strategisk tænkning, konkrete reformplaner og god udnyttelse af international økonomisk og teknisk bistand;

3.  støtter i denne forbindelse den bundne og mangefacetterede økonomiske og tekniske bistand, som EU og andre finansielle institutioner yder til Ukraine og Georgien, men understreger, at EU's økonomiske bistand til alle dets partnere er betinget af konkrete reformtiltag; fremhæver den afgørende rolle, som Kommissionen bør spille med hensyn til at lette gennemførelsen af AA'erne/DCFTA'erne og med hensyn til overvågning af og bistand til de relevante myndigheder, såvel teknisk som økonomisk;

4.  minder om, at de midler, der stilles til rådighed, skal anvendes fornuftigt og ikke i sig selv er tilstrækkelige til at stabilisere økonomien, og at der heller ikke kan opnås bæredygtig succes uden et fortsat engagement fra partnerne side med hensyn til at videreføre og implementere strukturelle reformer, sikre vækst i den indenlandske efterspørgsel og opnå social samhørighed;

5.  mener, at parlamentarisk kontrol er en grundlæggende forudsætning for demokratisk støtte til EU's politikker; opfordrer derfor Kommissionen til at gøre det muligt for Europa-Parlamentet regelmæssigt, indgående og rettidigt at overvåge gennemførelsen af AA'erne/DCFTA'erne; opfordrer til, at der sættes ny fremdrift i Den Parlamentariske Forsamling Euronest, og til, at der sættes skub i dens aktiviteter, således at den effektivt kan imødegå nye udfordringer; opfordrer til, at der udveksles bedste praksis og indgås et aftalememorandum baseret på det, der er indgået med Verkhovna Rada, og som kan tjene som et godt eksempel på parlamentarisk samarbejde;

6.  fremhæver betydningen af at udvikle partnerskabets sociale dimension i overensstemmelse med bestemmelserne i associeringsdagsordenerne og de relevante konventioner fra Den Internationale Arbejdsorganisation; opfordrer indtrængende alle parter til at overholde deres forpligtelser vedrørende grundlæggende arbejds- og miljøstandarder;

7.  understreger sin stærke støtte til alle tre landes territoriale integritet; opfordrer Den Russiske Føderation til at bringe sin besættelse af Krim til ophør og til at sætte en øjeblikkelig stopper for al direkte eller indirekte deltagelse i den igangværende konflikt i Ukraine og i de fastlåste konflikter i Georgien og Moldova; glæder sig over Rådets afgørelse af 21. december 2015 om at forlænge de økonomiske sanktioner mod Den Russiske Føderation som følge af landets manglende opfyldelse af Minskaftalerne;

8.  understreger, at de associerede lande frit har valgt at etablere mere dybtgående forbindelser med EU, og at deres valg skal respekteres fuldt ud og ikke underlægges pres fra nogen tredjepart; fordømmer i denne forbindelse de foranstaltninger, Rusland har truffet for at undergrave eller afspore den proeuropæiske kurs, som de tre associerede lande har valgt, og opfordrer til, at man optrapper indsatsen for at bekæmpe misinformation og forbedre den strategiske formidling af EU's politikker og aktiviteter i det østlige naboskabsområde såvel som de aktiviteter, der gennemføres af EU's East StratCom-taskforce;

9.  ser med stor tilfredshed på de nyeste og seneste fremskridtsrapporter, som Kommissionen offentliggjorde den 18. december 2015, om Georgiens og Ukraines gennemførelse af deres respektive handlingsplaner for visumliberalisering; forventer, at Rådet og medlemsstaterne vil tilbyde de to lande en visumfri rejseordning snarest muligt; roser Moldova for den gode gennemførelse af den visumfri ordning, som har været gældende siden april 2014, og som fremstår som et godt eksempel for hele regionen;

10.  understreger, at de vigtigste mål for de vidtgående og brede frihandelsområder på mikroniveauet er at skabe håndgribelige og holdbare forbedringer af levevilkårene for almindelige borgere ved at sikre stabilitet, skabe muligheder for SMV'er og skabe jobs; fremhæver, at gennemførelsen af det vidtgående og brede frihandelsområde sammen med den vanskelige økonomiske situation kan få betydelig indvirkning på Ukraines økonomi og arbejdsmarked med sociale konsekvenser, der ikke må negligeres; understreger, at indgåelsen af bilaterale DCFTA'er med Ukraine, Georgien og Moldova er et utroligt vigtigt redskab til moderne, gennemsigtig og forudsigelig handel, lovgivningsmæssig tilnærmelse og gradvis økonomisk integration af partnerne i EU's indre marked samt til direkte udenlandske investeringer, der vil føre til jobskabelse og langsigtet vækst, og med det endemål at få skabt et bredere økonomisk område baseret på Verdenshandelsorganisationens (WTO's) regler og på respekten for suveræne valg;

11.  understreger, at det er nødvendigt at forfølge reformdagsordenen med alle midler, navnlig inden for områderne retsvæsen og retsstat samt bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, som en væsentlig forudsætning for de tre associerede landes socioøkonomiske udvikling;

12.  gentager vigtigheden af, at civilsamfundet inddrages i politisk beslutningstagning og reformprocesser; fremhæver den rolle, som de relevante civilsamfundsplatforme, som der er fastsat bestemmelser om i associeringsaftalerne, kan spille i denne proces, navnlig med hensyn til at øge offentlighedens kendskab til og overvåge gennemførelsen af aftalerne; påpeger, at det er vigtigt at forklare befolkningerne i de associerede lande fordelene ved gennemførelsen af AA'erne/DCFTA'erne og afkræfte eventuelle myter;

13.  fremhæver betydningen af de AA/DCFTA-bestemmelser, der omhandler samarbejde om energiforsyningssikkerhed og udvikling af konkurrencedygtige, gennemsigtige og ikke-diskriminerende energimarkeder i overensstemmelse med EU's regler og standarder samt for vedvarende energi og energieffektivitet; støtter EU's intention om at sikre fuld integration af Moldova, Ukraine og Georgien i energimarkedet gennem Energifællesskabet;

14.  glæder sig over, at eksporten fra Georgien og Moldova til EU – på trods af de negative økonomiske tendenser i regionen – steg i løbet af de første 12 måneder af DCFTA-gennemførelsen, hvor EU's import fra Georgien steg med 15 %, og dets samlede andel i Moldovas eksport steg med 62 %, og forventer at se samme positive tendens i Ukraine; opfordrer Kommissionen til årligt at aflægge en detaljeret rapport om gennemførelsen af DCFTA'erne med Georgien, Moldova og Ukraine, navnlig om mekanismen til modvirkning af omgåelse for så vidt angår Georgien og mekanismen til modvirkning af omgåelse og beskyttelsesklausulen for så vidt angår Moldova;

15.  understreger, at alle europæiske stater i henhold til artikel 49 i TEU kan ansøge om at blive medlem af EU, såfremt det overholder principperne om demokrati, respekterer de grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettighederne og mindretals rettigheder og sikrer retsstaten;

16.  er tilfreds med de tre landes deltagelse i, eller associering med, EU's programmer, som f.eks. programmet for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (Cosme) og programmerne Horisont 2020, Erasmus+, Marie Sklodowska Curie og Kreativt Europa; bemærker, at dette samarbejde, samtidig med at det er gensidigt fordelagtigt, giver partnerlandene mulighed for at sætte sig ind i EU's arbejdsmetoder og politikker;

17.  glæder sig over den reviderede europæiske naboskabspolitiks nye fokus på og EU's intention om at intensivere sit samarbejde med vore partnere inden for konfliktforebyggelse, terrorbekæmpelse, bekæmpelse af radikalisering, og reform af sikkerhedssektoren; mener, at dette samarbejde skal være stærkt og sigte mod at tackle fælles sikkerhedstrusler og udvikle fælles bestræbelser på en holdbar bilæggelse af konflikter, bl.a. gennem øget deltagelse i missioner og uddannelsesaktiviteter under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) samt gennem foranstaltninger med henblik på at sikre ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og bekæmpelse af ulovlig handel med håndvåben og lette våben (SALW); gentager sin støtte til EU's grænsebistandsmission i Moldova og Ukraine (EUBAM), Den Europæiske Unions rådgivende mission om reform af den civile sikkerhedssektor Ukraine (EUAM Ukraine) og EU's observatørmission i Georgien (EUMM) samt til indsatsen med henblik på en fredelig løsning af de konflikter, som berører de tre lande;

Georgien

18.  glæder sig over de fremskridt, som Georgien har gjort i de seneste tre år på alle de områder, som indgår i de fire hovedområder i handlingsplanen for visumliberalisering, og priser det engagement, som de georgiske myndigheder har udvist i denne henseende;

19.  understreger, at mediefrihed, ytringsfrihed og en mangfoldighed af informationskilder er grundlæggende værdier i et demokratisk samfund; er bekymret over den negative indvirkning, som sager såsom den om TV-selskabet Rustavi 2 har på mediepluraliteten; opfordrer i denne forbindelse de georgiske myndigheder til at sikre mediepluralisme, redaktionel uafhængighed og gennemsigtighed med hensyn til ejerskab af medierne, især forud for parlamentsvalget i 2016; tilslutter sig den idé, som de georgiske myndigheder har fremsat, om at sende en ekspertmission af rådgivere på højt plan bestående af pensionerede dommere fra EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsted for at følge den verserende sag vedrørende Rustavi 2;

20.  understreger i denne forbindelse, at retslige procedurer bør være gennemsigtige, upartiske og uden politiske motiver; opfordrer Georgien til at fortsætte og fuldt ud gennemføre reformen af retsvæsenet, herunder styrke domstolenes uafhængighed og afpolitisere anklagemyndigheden; er fortsat bekymret over anklagemyndighedens manglende ansvarlighed og de uklare kriterier, efter hvilke anklagere og efterforskere udnævnes; opfordrer til en fortsat indsats for fuldstændig uafhængighed, effektivitet, upartiskhed og professionalisme inden for retsvæsenet, anklagemyndigheden, indenrigsministeriet samt i den nyligt oprettede sikkerhedstjeneste, herunder parlamentarisk kontrol med de to sidstnævnte; er bekymret over den udbredte brug af varetægtsfængsling, navnlig af politikere og politiske aktivister, som bør være en ekstraordinær foranstaltning, der kun anvendes under påtrængende og entydige omstændigheder;

21.  minder om udtalelsen af 22. september 2015 fra Europarådets Venedigkommission om det utilbørlige pres, der lægges på dommerne ved forfatningsdomstolen i Georgien, og opfordrer Georgiens regering til at træffe passende foranstaltninger, herunder tilstrækkelige tiltag for at beskytte domstolens medlemmer og deres familier, foretage tilbundsgående undersøgelser af alle tilfælde af intimidering og retsforfølge gerningsmændene;

22.  understreger det faktum, at et velafbalanceret og modent politisk system kræver, at der findes en politisk opposition, og understreger, at enhver form for vold mod medlemmer af et politisk parti bør undersøges omgående og grundigt; opfordrer alle politiske kræfter i Georgien til at forbedre det politiske klima ved at undgå konfrontation og polarisering og ved at sikre bred politisk dialog med henblik på at styrke demokratiet og retsstatsprincippet;

23.  opfordrer til en fuldstændig gennemførelse af henstillingerne i den skelsættende rapport "Georgia in Transition" fra Thomas Hammarberg, EU's særlige rådgiver for forfatningsreform, retlige reformer og menneskerettigheder;

24.  lykønsker Georgien med landets innovative offentlige e-udbudssystem, som i væsentlig grad har øget gennemsigtigheden, effektiviteten og ansvarligheden, der er centrale faktorer i bekæmpelsen af korruption;

Moldova

25.  udtrykker alvorlig bekymring over den systemiske politiske ustabilitet, der reelt har eksisteret siden det sidste parlamentsvalg den 30. november 2014, og mener, at det nuværende politiske dødvande i Moldova har nået et kritisk punkt, som risikerer at destabilisere landets institutioner og true økonomien, hvilket har kraftig indvirkning på tilstrømningen af direkte udenlandske investeringer;

26.  opfordrer indtrængende de politiske kræfter i Moldova til at fremskynde de igangværende forhandlinger og danne en ny regeringskoalition, som uden yderligere forsinkelse kan fremme reformprocessen til gavn for alle moldovere, blandt andet med henblik på at leve op til kravene fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF); noterer sig de mislykkede forsøg på at danne en ny regering den 4. og 13. januar 2016; opfordrer de proeuropæiske partier til at indse de alvorlige geopolitiske konsekvenser, hvis deres bestræbelser på at danne en ny regering ikke lykkes inden fristen den 29. januar 2016 som fastsat i forfatningsdomstolens afgørelse, og noterer sig den seneste udvikling, som med stor sandsynlighed vil føre til, at der dannes en ny regering;

27.  understreger, at der er behov for at gøre en yderligere indsats med hensyn til at bekæmpe korruption, oprette et uafhængigt og upolitisk retsvæsen, afvikle politisk korruption (state capture) og stabilisere Moldovas økonomi; beklager, at EU's budgetstøttebetalinger blev suspenderet i 2015 som følge af den politiske ustabilitet i Moldovas institutioner og disses manglende evne til at opnå resultater;

28.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde al fornøden teknisk viden og økonomisk støtte til den kommende regering i Moldova og til at følge det gode eksempel fra EU's støttegruppe for Ukraine, herunder ved at udstationere eksperter og tjenestemænd fra Bruxelles og medlemslandenes hovedstæder og lade dem indgå i arbejdet hos de moldoviske myndigheder, så de kan bistå og overvåge gennemførelsen af reformer på stedet og på daglig basis;

29.  opfordrer indtrængende myndighederne til at foretage en fuldstændig og grundig efterforskning af korruptionsskandalen og tyveriet af 1 mia. EUR fra banksystemet, bringe de ansvarlige for en domstol og sikre, at de stjålne midler bliver returneret; mener, at den aktuelle bankkrise viser vigtigheden af systemiske forbedringer af den retlige ramme med henblik på at styrke kontrollen med og gennemsigtigheden i aktiviteterne i banksektoren; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til nøje at overvåge de igangværende retslige undersøgelser og om nødvendigt give de moldoviske myndigheder den fornødne ekspertise og bistand til at gennemføre og afslutte undersøgelsen;

30.  opfordrer til en gennemgribende reform af mediesektoren og til fuldstændig gennemsigtighed med hensyn til ejerskab af medierne; udtrykker i denne forbindelse bekymring over den manglende reelle konkurrence og opfordrer til, at der vedtages en striks lov om interessekonflikter;

Ukraine

31.  glæder sig over ikrafttrædelsen pr. 1. januar 2016 af DCFTA'en mellem EU og Ukraine; fordømmer imidlertid, at Den Russiske Føderation ensidigt har suspenderet sin frihandelsaftale med Ukraine, indført kraftige handelsrestriktioner på ukrainsk eksport til Rusland og forhindrer transit af varer til tredjelande, og herved krænker WTO's og andre bilaterale handelsaftaler; opfordrer indtrængende EU til at støtte Ukraine i denne og fremtidige tvister med Rusland, som tages op i Verdenshandelsorganisationen, ved at påberåbe sig status som tredjepart;

32.  fremhæver Kommissionens enestående åbenhed og vedvarende indsats gennem en periode på halvandet år for at imødekomme al tvivl fra Ruslands side vedrørende konsekvenserne af gennemførelsen af DCFTA'en og for at finde praktiske løsninger; beklager, at Rusland ikke har kunnet give konkrete eksempler på, hvordan dets eget marked og handel vil blive berørt af ikrafttrædelsen af DCFTA'en; gentager de potentielle gevinster ved gennemførelsen af AA'en/DCFTA'en for Rusland gennem øgede handelsmæssige og økonomiske aktiviteter og et mere stabilt naboskab; opfordrer derfor til undersøgelse af yderligere muligheder for dialog på højt plan;

33.  opfordrer medlemsstaterne til at holde missionen fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) fuldt bemandet og fuldt operationel; bemærker anmodningerne fra den ukrainske regering om en udvidet international fredsbevarende styrke langs den ukrainske-russiske grænse og i distrikterne Lugansk og Donetsk; er enig i, at parterne i konflikten, når situationen tillader det og som led i den fulde gennemførelse af Minskaftalen, bør tilbydes en EU-ledet FSFP-mission for at hjælpe med opgaver som f.eks. minerydning og hjælp til forberedelse af lokalvalg og sikring af fri adgang for humanitære hjælpeorganisationer;

34.  udtrykker alvorlig bekymring med hensyn til gennemførelsen af Minskaftalen inden for den oprindeligt aftalte frist den 31. december 2015; minder om, at de russiske myndigheder har et særligt ansvar i denne forbindelse; gentager, at der siden midten af oktober 2015 har været et stigende antal overtrædelser af våbenhvilen, at observatører fra OSCE's særlige observatørmission stadig er udsat for begrænsninger i deres bevægelsesfrihed, at Ukraine ikke har fået genoprettet kontrollen med hele sin grænse med Rusland, at man ikke er nået til enighed om vilkårene for de lokale valg i de midlertidigt besatte områder Lugansk og Donetsk, og at ikke alle fanger og ulovligt tilbageholdte personer, f.eks. Nadija Savtjenko og Oleg Sentsov, er blevet løsladt;

35.  glæder sig over frigivelsen af rapporten fra Det Nederlandske Sikkerhedsråd om nedskydningen af Malaysia Airlines' fly 17 (MH17), i forbindelse med hvilken 298 uskyldige civile blev dræbt; støtter oprettelsen af en international straffedomstol, og opfordrer Den Russiske Føderation til at samarbejde fuldt ud med det internationale samfund om at foretage en omfattende og upartisk strafferetlig efterforskning og bringe de ansvarlige for en domstol; beklager dybt Den Russiske Føderations beslutning om at blokere for en resolution i FN's Sikkerhedsråd om oprettelse af en international domstol til at efterforske denne forbrydelse;

36.  beklager den omstændighed, at den igangværende russiske aggression har skabt en alvorlig humanitær situation i Donbas, og at ukrainske og internationale humanitære organisationer nægtes adgang til de besatte områder; udtrykker dyb bekymring over de vanskelige humanitære leveforhold for de mere end 1,5 millioner internt fordrevne; er alvorligt bekymret over krænkelserne af menneskerettighederne i det russiskbesatte Krim, navnlig for så vidt angår krimtatarernes forfærdelige situation, og fremhæver behovet for at øge EU's økonomiske bistand til Ukraine;

37.  glæder sig over de ukrainske myndigheders vedvarende bestræbelser på at opfylde handlingsplanen for visumliberalisering og lykønsker dem med den positive endelige fremskridtsrapport om gennemførelsen af denne plan; udtrykker tilfredshed med vedtagelsen af ny lovgivning og af politikker, som har styrket beskyttelsen mod forskelsbehandling; forventer, at de ukrainske ledere opfylder deres forpligtelser med hensyn til bekæmpelse af korruption i første kvartal af 2016;

38.  understreger, at den største enkeltstående udfordring for reformbestræbelserne er den udbredte korruption; glæder sig over de hidtil trufne beslutninger om indførelse af lovgivning, institutioner (Det Nationale Kontor for Bekæmpelse af Korruption, Det Nationale Agentur for Forebyggelse af Korruption, en særlig anklagemyndighed til bekæmpelse af korruption) og mekanismer til bekæmpelse af korruption samt Det Nationale Agentur for Inddrivelse af Udbytte af Korruption; bifalder endvidere den nylige vedtagelse af loven om statslig finansiering af politiske partier, som træder i kraft den 1. juli 2016, og loven om offentlige udbud;

39.  udtrykker forståelse for, at krigssituationen i det østlige Ukraine udgør en alvorlig hindring for denne indsats; understreger imidlertid, at Ukraines succes og modstandsdygtighed over for enhver ydre fjende er stærkt afhængig af landets økonomiske sundhedstilstand og retlige rammer, et velfungerende demokrati og voksende velstand;

40.  glæder sig over den igangværende forfatningsreformproces på områderne decentralisering og retsvæsen; minder om, at Venedigkommissionen har fremsat positive henstillinger vedrørende begge sæt forfatningsændringer; understreger behovet for yderligere fremskridt inden for disse og andre områder, navnlig økonomien, hvor bedre regulering og afmonopolisering fortsat skal være en prioritet på lige fod med finanspolitiske reformer, øget gennemsigtighed og skabelse af et gunstigt investeringsklima; er bekymret over den ukrainske økonomis tilstand og den generelle finansielle situation i landet; noterer sig mindre fremskridt med hensyn til stabilisering af økonomiske resultater; roser den historiske aftale om gældssanering, som Ukraine indgik med sine kreditorer i september 2015; minder om, at det internationale samfund, navnlig EU, EU-baserede internationale finansielle institutioner, IMF og individuelle donorlande, har givet tilsagn om et hidtil uset beløb på ca. 20 mia. EUR;

41.  glæder sig over EU's aktive støtte og solidaritet på energiområdet, der tillod genoptagelse af russiske gasleverancer til Ukraine for vinteren 2015-2016; opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte transitpotentialet i Ukraine og styrke samarbejdet med henblik på at sikre energiforsyningen til både EU og Ukraine, samt til at undlade at bygge nye rørledninger, der ledes uden om Ukraine, navnlig ved at udvikle "Nord Stream II"-projektet om levering af russisk gas til Europa, der kan vise sig at være til skade for EU's strategi for diversificering af energikilder såvel som for EU-retten; støtter EU's intention om at fremme fuld energimarkedsintegration med Ukraine gennem Energifællesskabet og mindske energiafhængigheden uden at overbebyrde private husholdninger; opfordrer EU og den ukrainske regering til at udarbejde foranstaltninger med henblik på at afbøde sociale problemer;

42.  glæder sig over Det Parlamentariske Associeringsudvalg EU-Ukraines effektive og dynamiske arbejde med hensyn til at overvåge den politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske situation i Ukraine samt dets engagement i og støtte til at forbedre de samlede EU-orienterede reformprocesser, der er iværksat af de ukrainske myndigheder; henviser til det aftalememorandum, der blev undertegnet af Ukraines Verkhovna Rada og Europa-Parlamentet i 2015, om en fælles ramme for parlamentarisk støtte og kapacitetsopbygning mellem de to parlamenter;

43.  understreger behovet for at styrke det ukrainske civilsamfund, så det kan rådgive og støtte myndighederne med henblik på at levere de lovede reformer og fungere som en effektiv vagthund og whistleblower; glæder sig over det effektive samarbejde mellem eksperter og Verkhovna Rada med hensyn til reformprocessen og gennemførelsen af AA'en/DCFTA'en; bifalder, at Verkhovna Radas prioriteter er udformet på baggrund af en omfattende dialog med civilsamfundet;

44.  udtrykker dyb bekymring over den sammenhæng, som den kommende nederlandske rådgivende folkeafstemning om AA'en/DCFTA'en mellem EU og Ukraine indgår i; er overbevist om, at den nederlandske befolknings afgørelse vil blive truffet på grundlag af aftalens fordele og vil anerkende de mærkbare virkninger, den medfører for EU, og navnlig for Nederlandene;

o

o  o

 

45.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaterne, regeringerne og parlamenterne i landene i Det Østlige Partnerskab og i Den Russiske Føderation, Den Parlamentariske Forsamling Euronest samt Europarådets og OSCE's parlamentariske forsamlinger.

 

(1)

Vedtagne tekster P8_TA(2015)0272.

Juridisk meddelelse