Fælles beslutningsforslag - RC-B8-0082/2018Fælles beslutningsforslag
RC-B8-0082/2018

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG om den aktuelle menneskerettighedssituation i Tyrkiet

7.2.2018 - (2018/2527(RSP))

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4
til erstatning af beslutningsforslag fremsat af grupperne:
ECR (B8‑0082/2018)
Verts/ALE (B8‑0084/2018)
S&D (B8‑0091/2018)
ALDE (B8‑0092/2018)
EFDD (B8‑0095/2018)
GUE/NGL (B8‑0097/2018)
EPP (B8‑0103/2018)

Cristian Dan Preda, Renate Sommer, David McAllister, Julia Pitera, Laima Liucija Andrikienė, Esther de Lange, Lorenzo Cesa, Bogdan Andrzej Zdrojewski for PPE-Gruppen
Kati Piri, Victor Boştinaru, Elena Valenciano, Knut Fleckenstein for S&D-Gruppen
Anders Primdahl Vistisen, Valdemar Tomaševski, Charles Tannock, Jan Zahradil, Ruža Tomašić for ECR-Gruppen
Nadja Hirsch, Petras Auštrevičius, Beatriz Becerra Basterrechea, Izaskun Bilbao Barandica, Dita Charanzová, Gérard Deprez, Marian Harkin, Ivan Jakovčić, Patricia Lalonde, Louis Michel, Javier Nart, Urmas Paet, Maite Pagazaurtundúa Ruiz, Jozo Radoš, Frédérique Ries, Marietje Schaake, Pavel Telička, Ramon Tremosa i Balcells, Ivo Vajgl, Hilde Vautmans, Cecilia Wikström for ALDE-Gruppen
Takis Hadjigeorgiou, Josu Juaristi Abaunz, Merja Kyllönen, Patrick Le Hyaric, Dimitrios Papadimoulis, Kostadinka Kuneva, Stelios Kouloglou, Martina Michels, Marisa Matias, Kateřina Konečná, Miguel Urbán Crespo, Lola Sánchez Caldentey, Estefanía Torres Martínez, Tania González Peñas, Xabier Benito Ziluaga, Marie-Pierre Vieu, Marie-Christine Vergiat for GUE/NGL-Gruppen
Rebecca Harms, Terry Reintke, Bodil Valero for Verts/ALE-Gruppen
Fabio Massimo Castaldo, Ignazio Corrao, Isabella Adinolfi for EFDD-Gruppen


Procedure : 2018/2527(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
RC-B8-0082/2018
Indgivne tekster :
RC-B8-0082/2018
Forhandlinger :
Vedtagne tekster :

Europa-Parlamentets beslutning om den aktuelle menneskerettighedssituation i Tyrkiet

(2018/2527(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Tyrkiet, især beslutning af 27. oktober 2016 om situationen for journalister i Tyrkiet[1],

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2017 om Kommissionens 2016-rapport om Tyrkiet[2],

–  der henviser til erklæringerne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Federica Mogherini, og kommissæren for europæisk naboskabspolitik og udvidelsesforhandlinger, Johannes Hahn, af 2. februar 2018 om den seneste udvikling i Tyrkiet, af 14. juli 2017 et år efter kupforsøget i Tyrkiet og af 13. marts 2017 om Venedigkommissionens udtalelse om ændringerne af Tyrkiets forfatning og de seneste begivenheder,

–  der henviser til erklæringer fra EU-Udenrigstjenestens talsmand af 8. juni 2017 om forlydender om tilbageholdelse af chefen for Amnesty International i Tyrkiet, Kiliç Taner, af 8. juli 2017 om tilbageholdelse af menneskerettighedsforkæmpere på øen Büyükada i Tyrkiet samt af 26. oktober 2017 om igangværende menneskerettighedssager i Tyrkiet,

–  der henviser til den politiske dialog på højt plan mellem EU og Tyrkiet den 25. juli 2017,

–  der henviser til de skriftlige indlæg fra Europarådets kommissær for menneskerettigheder, der blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 2. november 2017, vedrørende en gruppe på 12 stævninger vedrørende ytringsfrihed og parlamentarikeres ret til frihed og sikkerhed i Tyrkiet, og den 10. oktober 2017 vedrørende en gruppe på 10 stævninger vedrørende ytringsfrihed og journalisters ret til frihed i Tyrkiet,

–  der henviser til resolution 2156 (2017) fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om de demokratiske institutioners funktionsmåde i Tyrkiet,

–  der henviser til EU's grundlæggende værdier omfatter retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne – værdier, som også gælder for alle EU's kandidatlande;

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Tyrkiet er part i,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Parlamentet på det kraftigste fordømte kupforsøget den 15. juli 2016; der henviser til, at det tyrkiske parlament den 18. januar 2018 forlængede undtagelsestilstanden i Tyrkiet med yderligere tre måneder; der henviser til, at undtagelsestilstanden i øjeblikket anvendes til at bringe anderledes tænkende til tavshed og går langt videre end legitime foranstaltninger til bekæmpelse af trusler mod den nationale sikkerhed; der henviser til, at ifølge folkeretten skal nødforanstaltninger være nødvendige og rimelige i omfang og varighed;

B.  der henviser til, at Tyrkiet er en vigtig partner for EU og som kandidatland forventes at opretholde de højeste demokratiske standarder, herunder respekt for menneskerettighederne, retsstatsprincippet, grundlæggende frihedsrettigheder og den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang;

C.  der henviser til, at 148 personer, der har underskrevet andragendet "Akademikere for Fred" står over for anklager for udbredelse af "terrorpropaganda" og afventer retsmøder i maj 2018;

D.  der henviser til, at ifølge Det Europæiske Journalistforbund sidder 148 journalister fortsat fængslet efter kupforsøget; der henviser til, at undertrykkelsen af politiske systemkritikere på de sociale medier fortsætter; der henviser til, at 449 personer blev tilbageholdt for at offentliggøre bemærkninger på de sociale medier, som var kritiske over for den tyrkiske regerings militære intervention i den syriske enklave Afrin; der henviser til, at de tyrkiske myndigheder ifølge Amnesty International har lukket hundredevis af civilsamfundsorganisationer og mere end 160 radio- og tv-selskaber, aviser, magasiner og forlags- og distributionsvirksomheder;

E.  der henviser til, at de tyrkiske myndigheder har afskediget 107 000 personer fra deres stillinger siden juli 2016; der henviser til, at undersøgelseskommissionen for undtagelsestilstanden, der er nedsat efter henstilling fra Europarådet, pr. 18. januar 2018 har modtaget 104 789 ansøgninger og indtil videre kun har truffet afgørelse i 3 110 sager, der ikke er blevet offentliggjort;

F.  der henviser til, at der i de seneste år har kunnet konstateres en udvidelse af den udøvende magts kontrol over domstolene og anklagemyndigheden, mange anholdelser, afskedigelser og vilkårlige forflyttelser af dommere og anklagere og vedvarende angreb på advokater;

G.  der henviser til, at ifølge data fra Human Rights Association (HRA) er i alt 2 278 personer blevet udsat for tortur og mishandling i de første 11 måneder af 2017;

H.  der henviser til, at situationen i den sydøstlige del af landet fortsat er yderst bekymrende; der henviser til, at ca. 2 500 mennesker angiveligt er blevet dræbt i forbindelse med sikkerhedsforanstaltninger, og at det anslås, at en halv million mennesker er blevet fordrevet siden juli 2015; der henviser til, at 68 kurdiske borgmestre fortsat sidder fængslet;

I.  der henviser til, at man blandt de frihedsberøvede journalister finder bl.a. den tysk-tyrkiske journalist Deniz Yücel, akademikeren og klummeskribenten Mehmet Altan, journalisten Şahin Alpay og adskillige journalister og ansatte ved avisen Cumhuriyet, herunder Ahmet Şık;

J.  der henviser til, at mange parlamentsmedlemmer fra oppositionen er blevet udsat for retsforfølgning og frihedsberøvelse i kølvandet på ophævelsen af immuniteten for et stort antal parlamentsmedlemmer; der henviser til, at ti parlamentsmedlemmer stadig tilbageholdes, herunder formændene for HDP, Figen Yüksekdağ og Selahattin Demirtaş, som af sikkerhedsmæssige årsager ikke fik lov til at møde op i retten, og Enis Berberoğlu fra CHP, og at seks parlamentsmedlemmer er blevet frataget deres parlamentariske mandat, herunder Sakharovprismodtageren Leyla Zana, efter en afstemning i det tyrkiske parlament;

K.  der henviser til, at de tyrkiske myndigheder i juli 2017 anholdte ti menneskerettighedsaktivister ("Istanbul Ti"), som senere er blevet løsladt mod kaution; der henviser til, at domstolen i Istanbul den 1. februar 2018 omstødte sin egen afgørelse om at frigive Taner Kılıç, formanden for Amnesty International i Tyrkiet, og at han var tilbageholdt i løbet af hele retssagen;

L.  der henviser til, at en af de vigtigste ledere af civilsamfundet i Tyrkiet, Osman Kavala, blev anholdt den 18. oktober 2017 og har været holdt fængslet siden da med beskyldninger om, at han "har forsøgt at vælte regeringen" ved at støtte demonstranterne i Gezi-parken i december 2013;

M.  der henviser til, at Ankaras guvernør den 19. november 2017 besluttede at indføre et forbud på ubestemt tid mod ethvert arrangement, der er organiseret af LGBTI-organisationer;

N.  der henviser til, at selv om den tyrkiske forfatning garanterer trosfrihed samt retten til fri religionsudøvelse og privat udbredelse af religiøse ideer og forbyder forskelsbehandling af religiøse grunde, bliver religiøse mindretal stadig udsat for verbale og fysiske angreb, stigmatisering og socialt pres i skolen og i offentligheden, forskelsbehandling og problemer med hensyn til at få adgang til lovligt at etablere et sted til gudsdyrkelse;

O.  der henviser til, at Tyrkiets førtiltrædelsesbistand på grund af situationen i Tyrkiet med hensyn til demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og pressefrihed er blevet beskåret med 105 mio. EUR i forhold til Kommissionens oprindelige forslag til EU-budgettet for 2018, og at yderligere 70 mio. EUR holdes i reserven, indtil landet gør "målbare fremskridt" på disse områder;

P.  der henviser til, at Parlamentet i november 2016 opfordrede til, at tiltrædelsesprocessen med Tyrkiet indefryses, og i juli 2017 til, at den suspenderes, hvis forfatningsændringerne bliver gennemført uden ændringer;

1.  gentager sin stærke fordømmelse af kupforsøget den 16. juli 2016 og udtrykker sin solidaritet med borgerne i Tyrkiet; anerkender den tyrkiske regerings ret til og ansvar for at træffe foranstaltninger til at bringe gerningsmændene for retten, alt imens retsstatsprincippet og retten til en retfærdig rettergang garanteres; understreger imidlertid, at den fejlslagne militære magtovertagelse for øjeblikket anvendes til at undertrykke den legitime og fredelige opposition yderligere og forhindre, at medier og civilsamfundet fredeligt kan udøve deres ytringsfrihed, gennem uforholdsmæssige og ulovlige aktioner og foranstaltninger;

2.  udtrykker dyb bekymring over den fortsatte forringelse af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og retsstatsprincippet i Tyrkiet og manglen på uafhængighed for domstolene; fordømmer brugen af vilkårlige tilbageholdelser og retslig og administrativ chikane med henblik på at forfølge tusindvis af mennesker; opfordrer indtrængende de tyrkiske myndigheder til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade alle dem, der er tilbageholdt udelukkende for at udføre deres legitime arbejde eller for at udøve deres ytringsfrihed og foreningsfrihed, og som er frihedsberøvet uden tungtvejende beviser for kriminel aktivitet; opfordrer til ophævelse af undtagelsestilstanden i landet og ophævelse af nøddekreterne;

3.  opfordrer de tyrkiske myndigheder til at respektere den europæiske menneskerettighedskonvention, som omfatter en utvetydig afvisning af dødsstraf, og retspraksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, herunder princippet om uskyldsformodning;

4.  opfordrer den tyrkiske regering til at tilbyde alle, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, hensigtsmæssige og effektive retsmidler og adgang til domstolsprøvelse i overensstemmelse med retsstatsprincippet; understreger, at uskyldsformodningen er et grundlæggende princip i enhver retsstat; opfordrer Tyrkiet til omgående at revidere undersøgelseskommissionen for undtagelsestilstanden, således at den bliver en solid og uafhængig kommission, som er i stand til at behandle alle sager individuelt og effektivt at behandle det enorme antal ansøgninger, den modtager, samt til at sikre, at den retlige prøvelse ikke forsinkes unødigt; opfordrer undersøgelseskommissionen til at offentliggøre sine afgørelser; opfordrer de tyrkiske myndigheder til at gøre det muligt for fagforeninger at udøve lovlig fagforeningsaktivitet;

5.  understreger, at terrorisme fortsat udgør en direkte trussel mod borgerne i Tyrkiet; gentager imidlertid, at den bredt definerede tyrkiske antiterrorlovgivning ikke må anvendes til at straffe borgere og medieforetagender for at udøve deres ytringsfrihed; fordømmer i denne forbindelse tilbageholdelsen af og retssagen mod mindst 148 akademikere fra offentlige og private universiteter, der har underskrevet andragendet "Akademikere for Fred", og fordømmer ligeledes de nylige anholdelser af journalister, aktivister, læger og almindelige borgere for at give udtryk for deres modstand mod den tyrkiske militære intervention i Afrin;

6.  er dybt bekymret over forlydender om mishandling og tortur af indsatte og opfordrer de tyrkiske myndigheder til at foretage en grundig efterforskning af disse påstande; gentager sin opfordring til at offentliggøre rapporten fra Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur (CPT-rapporten);

7.  fordømmer på det kraftigste det tyrkiske parlaments beslutning om i strid med forfatningen at ophæve immuniteten for et stort antal parlamentsmedlemmer og dermed bane vejen for de nylige anholdelser af ti parlamentsmedlemmer fra oppositionen, herunder formændene for Det Demokratiske Folkeparti (HDP), Figen Yüksekdağ og Selahattin Demirtaş, og tilbagekalde mandatet for seks parlamentsmedlemmer fra oppositionen, herunder senest for Sakharovprismodtageren Leyla Zana; fordømmer fængslingen af 68 kurdiske borgmestre; kritiserer den vilkårlige udskiftning af lokale folkevalgte repræsentanter, som yderligere undergraver den demokratiske struktur i Tyrkiet;

8.  er alvorligt bekymret over lukningen af flere end 160 medieforetagender ved et regeringsdekret under undtagelsestilstanden; fordømmer det politiske pres på journalister; er dybt bekymret over, at de tyrkiske myndigheder overvåger sociale medieplatforme og lukker konti på sociale medier; opfordrer indtrængende til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle dem, der tilbageholdes uden bevis, herunder EU-borgere som f.eks. den tyske journalist Deniz Yücel, der har været fængslet i et år, herunder ni måneder i isolation, mens der stadig ikke er rejst nogen formel tiltale mod ham; glæder sig over, at nogle journalister og ansatte ved oppositionsavisen Cumhuriyet blev løsladt efter måneder i fængsel, og opfordrer til øjeblikkelig løsladelse af de fire journalister fra Cumhuriyet, som stadig sidder bag tremmer;

9.  er meget bekymret over den massive undertrykkelse af civilsamfundsorganisationer i Tyrkiet og navnlig anholdelsen af en af de førende NGO-ledere, Osman Kavala; opfordrer indtrængende den tyrkiske regering til omgående at løslade Kavala, eftersom tilbageholdelsen er politisk motiveret og vilkårlig;

10.  bemærker med bekymring forværringen af Tyrkiets mangeårige sekulære principper og værdier; er alvorligt bekymret over den manglende respekt for religionsfrihed, herunder den stigende forskelsbehandling af kristne og andre religiøse mindretal; fordømmer beslaglæggelsen af 50 aramæiske kirker, klostre og kirkegårde i Mardin; opfordrer Kommissionen til omgående at tage disse spørgsmål op med de tyrkiske myndigheder; opfordrer indtrængende den tyrkiske regering til at løslade pastor Andrew Brunson og give ham lov til at vende hjem;

11.  minder ligeledes om princippet om forbud mod forskelsbehandling af mindretal, navnlig romaerne, som har samme ret til at udtrykke deres kultur og få adgang til social velfærd;

12.  fordømmer erklæringen fra Ankaras guvernør af 19. november 2017 om beslutningen om på ubestemt tid at forbyde ethvert arrangement, der er organiseret af LGBTI-organisationer, efter de tre på hinanden følgende forbud mod Istanbul Pride-marchen; opfordrer de tyrkiske myndigheder til at ophæve dette forbud; glæder sig over løsladelsen af den fremtrædende LGBTI-aktivist Ali Erol;

13.  gentager sin alvorlige bekymring over situationen i det sydøstlige Tyrkiet, navnlig i de områder, hvor der er indført udgangsforbud, og hvor der anvendes overdreven magt og kollektiv afstraffelse; opfordrer indtrængende Tyrkiet til at fremlægge en plan for en effektiv reintegration af den halve million internt fordrevne; gentager sin fordømmelse af, at PKK, som har været på EU's terrorliste siden 2002, har genoptaget sine voldshandlinger, og opfordrer indtrængende PKK til at nedlægge våbnene og anvende fredelige og demokratiske midler til at fremsætte sine forhåbninger; minder om, at den tyrkiske regering har et ansvar for at beskytte alle sine borgere; beklager den udbredte praksis med ekspropriering, herunder af ejendomme, der tilhører kommunerne; er overbevist om, at kun en retfærdig politisk løsning på det kurdiske spørgsmål kan sikre varig stabilitet og velstand, både i dette område og i Tyrkiet som helhed, og opfordrer derfor begge parter til at vende tilbage til forhandlingsbordet;

14.  udtrykker alvorlig bekymring over den måde, retsvæsenet i Tyrkiet fungerer på, efter at domstolen i Istanbul har besluttet fortsat at tilbageholde to fængslede journalister, Mehmet Altan og Şahin Alpay, selv om forfatningsdomstolen havde anmodet om at få dem løsladt med den begrundelse, at deres rettigheder var blevet krænket under varetægtsfængslingen; bemærker, at dette udgør en yderligere forringelse af retsstatsprincippet; beklager dybt, at chefen for Amnesty International i Tyrkiet, Taner Kılıç, for nylig er blevet arresteret igen, hvilket generelt anses for at være en karikatur af retfærdighed, og opfordrer til, at sigtelserne mod ham og hans medtiltalte ("Istanbul Ti") frafaldes, da der ikke er blevet fremlagt nogen konkrete beviser mod dem;

15.  gentager sin holdning fra november 2017, hvor Parlamentet krævede, at de midler, der er øremærket til de tyrkiske myndigheder inden for rammerne af instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPAII), kun bliver udbetalt, hvis der sker forbedringer med hensyn til menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet, og at disse midler om muligt bliver omdirigeret til civilsamfundsorganisationer; gentager sin opfordring til Kommissionen om at tage hensyn til udviklingen i Tyrkiet i forbindelse med revisionen af IPA-midler, men også at fremsætte konkrete forslag til, hvordan støtten til det tyrkiske civilsamfund kan øges;

16.  opfordrer den højtstående repræsentant, EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at tage situationen for tilbageholdte menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister, advokater, journalister og akademikere op med deres tyrkiske samtalepartnere og til at yde diplomatisk og politisk støtte til disse, herunder observation af retssager og overvågning af sager;

17.  anmoder om, at denne beslutning oversættes til tyrkisk;

18.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Tyrkiets præsident, regering og parlament.

 

Seneste opdatering: 7. februar 2018
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik