Procedure : 2018/2663(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : RC-B8-0191/2018

Indgivne tekster :

RC-B8-0191/2018

Forhandlinger :

PV 19/04/2018 - 8.1
CRE 19/04/2018 - 8.1

Afstemninger :

PV 19/04/2018 - 10.3

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0176

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG
PDF 281kWORD 54k
18.4.2018
PE618.443v01-00}
PE621.578v01-00}
PE621.580v01-00}
PE621.581v01-00}
PE621.582v01-00} RC1
 
B8-0191/2018}
B8-0207/2018}
B8-0209/2018}
B8-0210/2019}
B8-0211/2018} RC1

jf. forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4

til erstatning af beslutningsforslag fremsat af grupperne:

PPE (B8‑0191/2018)

S&D (B8‑0207/2018)

ALDE (B8‑0209/2018)

Verts/ALE (B8‑0210/2019)

ECR (B8‑0211/2018)


om situationen i Gazastriben  (2018/2663(RSP))


Cristian Dan Preda, Lars Adaktusson, Patricija Šulin, Francis Zammit Dimech, Milan Zver, Csaba Sógor, Tomáš Zdechovský, Jarosław Wałęsa, Romana Tomc, Ivan Štefanec, Eduard Kukan, Elisabetta Gardini, Giovanni La Via, Bogdan Andrzej Zdrojewski, Krzysztof Hetman, Željana Zovko, Bogdan Brunon Wenta, Sandra Kalniete, Dubravka Šuica, Pavel Svoboda, Ivana Maletić, Laima Liucija Andrikienė, Seán Kelly, Julia Pitera, Inese Vaidere, László Tőkés, Stanislav Polčák, Jiří Pospíšil, Elmar Brok for PPE-Gruppen
Elena Valenciano, Victor Boştinaru, Soraya Post, Norbert Neuser for S&D-Gruppen
Charles Tannock, Karol Karski, Ruža Tomašić, Monica Macovei, Anna Elżbieta Fotyga, Anders Primdahl Vistisen for ECR-Gruppen
Hilde Vautmans, Beatriz Becerra Basterrechea, Izaskun Bilbao Barandica, Gérard Deprez, Marian Harkin, Ivan Jakovčić, Patricia Lalonde, Louis Michel, Maite Pagazaurtundúa Ruiz, Jozo Radoš, Marietje Schaake, Jasenko Selimovic for ALDE-Gruppen
Tamás Meszerics, Jakop Dalunde, Bart Staes, Helga Trüpel, Alyn Smith, Rebecca Harms, Igor Šoltes, Davor Škrlec, Heidi Hautala for Verts/ALE-Gruppen
Rosa D’Amato, Fabio Massimo Castaldo, Ignazio Corrao, Laura Agea, Eleonora Evi
ÆNDRINGSFORSLAG

Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Gazastriben  (2018/2663(RSP))  

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om konflikten mellem Israel og Palæstina og fredsprocessen i Mellemøsten,

–  der henviser til redegørelsen af den 31. marts 2018 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, samt fra redegørelserne fra hendes talsmand af 5. april og 19. februar 2018,

–  der henviser til erklæringen fra FN's generalsekretær af 5. april 2018, António Guterres, og hans talsmand af 30. marts 2018,

–  der henviser til erklæringen af 8. april 2018 fra Den Internationale Straffedomstols anklager, Fatou Bensouda,

–  der henviser til de relevante resolutioner fra FN's Generalforsamling og Sikkerhedsråd,

–  der henviser til den fjerde Genèvekonvention fra 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid,

–  der henviser til De Forenede Nationers grundprincipper for retshåndhævelsespersonales magtanvendelse af 1990,

–  Der henviser til FN's rapport "Gaza Ten Years Later" fra juli 2017,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at den store march for tilbagevenden, en ugentlig masseprotest, der finder sted over seks uger, begyndte den 30. marts 2018 i Gazastriben, organiseret af grupper fra civilsamfundet; der henviser til, at Hamas og andre palæstinensiske fraktioner af befolkningen blev opfordret til at deltage i marchen; der henviser til, at de israelske myndigheder rapporterede, at der var blevet kastet sten og brandbomber mod deres forsvarsstyrker, og at nogle demonstranter havde forsøgt at skade og krydse hegnet ind i Israel;

B.  der henviser til, at de israelske forsvarsstyrker åbnede ild mod demonstranterne ved brug af skarp ammunition den 30. marts, den 6. april og den 13. april 2018; der henviser til, at næsten 30 palæstinensere er blevet dræbt og mere end 2 000 er blevet såret, herunder mange kvinder og børn;

C.  der henviser til, at FN's generalsekretær, António Guterres, HR/NF Federica Mogherini og en række andre internationale aktører har opfordret til uafhængige og gennemsigtige undersøgelser af de voldelige begivenheder, med særlig henvisning til brug af skarp ammunition;

D.  der henviser til, at FN's grundprincipper for retshåndhævelsespersonales magtanvendelse og brug af skydevåben muliggør den forsætlige dødbringende brug af skydevåben i de tilfælde, der er omhandlet i princip 9 dertil;

E.  der henviser til, at Hamas er opført på EU's liste over terrororganisationer og opfordrer til Israels udslettelse; der henviser til, at affyring af raketter fra Gazastriben ind på israelsk område fortsætter; der henviser til, at der i løbet af de seneste uger er sket en stigning i terrorangreb mod Israel med den militære optrapning af hændelserne i og omkring Gaza;

F.  der henviser til, at der ifølge data fra FN er 1,3 millioner mennesker i Gaza med behov for humanitær bistand, 47 % af husstandene lider under alvorlig eller moderat fødevareusikkerhed, 97 % af indlagt vand er uegnet som drikkevand, 80 % af energibehov opfyldes ikke og mere end 40 % af befolkningen i området er arbejdsløse;

G.  der henviser til, at Hamas forsat holder befolkning under sin kontrol og påvirkning i Gazastriben, der fortsat er et knudepunkt for internationalt anerkendte terrororganisationer; der henviser til, at grundlæggende frihedsrettigheder, herunder forenings- og ytringsfrihed, er stærkt begrænset af de Hamas-ledede myndigheder; der henviser til, at udover blokaden, mindsker den interne kløft i Palæstina fortsat de lokale institutioners kapacitet til at levere basale tjenester i Gaza; der henviser til, at det seneste mordforsøg på den palæstinensiske premierminister Rami Hamdallahs under hans besøg i området yderligere har forværret den fastlåste situation i den palæstinensiske forsoningsproces;

H.  der henviser til, at Avera Mengistu, der er udvandret til Israel fra Etiopien og Hisham al-Sayed, en palæstinensisk beduin fra Israel, som begge har psykosociale handicap, formodes at være tilbageholdt i ulovlig tilbageholdelse i isolation i Gaza; der henviser til, at de jordiske rester af de israelske soldater Hadar Goldin og Oron Shaul fortsat tilbageholdes af Hamas i Gaza;

1.  opfordrer til den yderste tilbageholdenhed og understreger, at det må være en prioritet at undgå enhver yderligere optrapning af vold og tab af menneskeliv;

2.  udtrykker sin beklagelse over tabet af menneskeliv; fordømmer drabene og skaderne på uskyldige palæstinensiske demonstranter i Gazastriben gennem de seneste tre uger og opfordrer indtrængende de israelske forsvarsstyrker til at afstå fra at bruge dødbringende magtanvendelse mod ubevæbnede demonstranter; giver udtryk for sin dybe medfølelse med ofrenes familier; gentager behovet for at muliggøre hurtig levering af medicinsk udstyr til dem, der har behov for det, og at tillade medicinsk bistand til hospitaler uden for Gaza af humanitære årsager;

3.  anerkender Israels udfordringer på sikkerhedsområdet og behovet for at beskytte sit område og grænser ved hjælp af forholdsmæssige midler; fordømmer Hamas’ og andre militante gruppers terrorangreb mod Israel fra Gazastriben, herunder affyring af raketter ind på israelsk territorium, infiltration på israelsk område og bygning af tunneller; udtrykker sin bekymring over, at Hamas synes at sigte mod at øge spændingerne; fordømmer på det kraftigste Hamas’ vedvarende taktik med at benytte civile til at beskytte terroraktiviteter;

4.  understreger, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved palæstinensernes ret til fredelig protest som en legitim udøvelse af deres grundlæggende ret til ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed; opfordrer lederne af protesterne i Gazastriben til at undgå enhver tilskyndelse til vold, og til at sikre, at alle protester, demonstrationer og forsamlinger forbliver fredelige og ikke kan udnyttes til andre midler; opfordrer Israel til at respektere denne grundlæggende rettighed til fredelig protest;

5.  tilslutter sig opfordringerne til uafhængige og gennemsigtige undersøgelser af de voldelige begivenheder; noterer sig den mekanisme for vurdering af undersøgelse, der er oprettet af de israelske forsvarsstyrker for at gennemgå de israelske forsvarsstyrkers handlinger og de specifikke hændelser, der har fundet sted på grænsen mellem Israel og Gaza siden 30. marts 2018; minder om vigtigheden af ansvarlighed og at den forsætlige dødbringende magtanvendelse mod demonstranter, som ikke udgør en overhængende fare for liv eller alvorlig skade, overtræder international menneskerettighedslovgivning, og i forbindelse med besættelse er det en alvorlig overtrædelse af den fjerde Genèvekonvention;

6.  bemærker med dyb bekymring advarslen i FN's forskellige rapporter om, at Gazastriben inden 2020 kan blive kan blive et sted, hvor det ikke er til at leve; beklager navnlig, at sundhedssektoren er tæt på et sammenbrud med hospitaler, der står over for en alvorlig mangel på medicin, udstyr og elektricitet; opfordrer til en umiddelbar og meningsfuld international indsats for genopbygning og genopretning af Gaza med det formål at lette den humanitære krise; påskønner det arbejde, der udføres af FN's Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA), som yder fødevarehjælp, adgang til uddannelse og sundhedspleje, og andre vitale tjenesteydelser til 1,3 mio. palæstinensiske flygtninge i området;

7.  opfordrer til en øjeblikkelig og betingelsesløs ophævelse af blokaden og lukningen af Gazastriben, der har resulteret i en stadig værre humanitær krise i området;

8.  opfordrer på ny til Den Palæstinensiske Myndigheds tilbagevenden til Gazastriben, således at den kan påtage sig sine offentlige funktioner, som skal behandles som en prioritet; opfordrer alle palæstinensiske fraktioner til at genoptage bestræbelserne på forsoning, hvilket også er afgørende for at forbedre situationen for befolkningen i Gaza; understreger, at den palæstinensiske forsoning, herunder det længe ventede præsident- og parlamentsvalg, er vigtig for at opnå en tostatsløsning og fortsat bør støttes af EU gennem innovative tiltag; opfordrer til afvæbning af alle militante grupper i Gazastriben;

9.  opfordrer til, at Avera Mengistu og Hisham al-Sayed løslades og tilbagesendes til Israel; opfordrer til, at de jordiske rester af Hadar Goldin og Oron Shaul tilbagesendes og udtrykker sin medfølelse med deres familier; opfordrer til, at de jordiske rester af dræbte palæstinensere tilbagesendes;

10.  opfordrer på ny alle involverede parter i konflikten til fuldt ud at respektere tilbageholdtes og fangers rettigheder;

11.  minder om, at situationen i Gazastriben skal ses i lyset af den bredere kontekst for fredsprocessen i Mellemøsten; gentager, at EU's primære mål er at opnå en tostatsløsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt baseret på grænsedragningen fra 1967 med Jerusalem som hovedstad for begge stater, hvor Israel som en sikker stat og en uafhængig, demokratisk, sammenhængende og levedygtig palæstinensisk stat lever side om side i fred og sikkerhed på grundlag af retten til selvbestemmelse og fuld respekt for folkeretten;

12.  understreger, at ikkevoldelige midler og respekt for menneskerettighederne og folkeretten af både statslige og ikkestatslige aktører er den eneste vej til at opnå en holdbar løsning og retfærdig og varig fred mellem israelere og palæstinensere; mener ligeledes, at fortsat vold, terrorisme og tilskyndelse til vold er grundlæggende uforeneligt med at fremme en fredelig tostatsløsning; bemærker, at opretholdelse af forpligtelsen til at gøre en effektiv indsats mod vold, terrorisme, hadefulde udtalelser og ansporing til vold er af afgørende betydning for at genskabe tillid og undgå eskalering, der yderligere vil underminere udsigten til fred;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, Knesset, Israels præsident og regering, Det Palæstinensiske Lovgivende Råd og præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed.

 

 

Seneste opdatering: 18. april 2018Juridisk meddelelse