Forrige 
 Næste 
Europa-Parlamentets forretningsorden
9. valgperiode - Juli 2019
EPUB 139kPDF 1089k
INDHOLDSFORTEGNELSE
OPLYSNING TIL LÆSEREN
KOMPENDIUM OVER DE VIGTIGSTE RETSAKTER MED RELATION TIL FORRETNINGSORDENEN

AFSNIT IV : GENNEMSIGTIGHED I ARBEJDET

Artikel 123 : Adgang til Parlamentet

1.   Der udstedes adgangskort til medlemmer, medlemmers assistenter og tredjeparter på grundlag af de regler, som Præsidiet fastsætter. Disse regler regulerer også brug og inddragelse af adgangskort.

2.   Adgangskort udstedes ikke til et medlems medarbejdere, som er omfattet   af anvendelsesområdet for aftalen mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen om åbenhedsregisteret.

3.   Enheder, der er opregnet i åbenhedsregistret, og deres repræsentanter, der har fået udstedt adgangskort med lang gyldighed til Europa-Parlamentet, skal overholde:

-   den adfærdskodeks for registrerede, der er vedføjet aftalen

-   de procedurer og andre pligter, der er fastlagt ved aftalen, og

-   gennemførelsesbestemmelserne til denne artikel.

Uden at dette berører anvendeligheden af de almindelige bestemmelser om inddragelse eller midlertidig deaktivering af adgangskort med lang gyldighed, og medmindre der er tungtvejende argumenter for det modsatte, inddrager eller deaktiverer generalsekretæren med kvæstorernes tilladelse et adgangskort med lang gyldighed, når indehaveren er blevet slettet af åbenhedsregistret for en overtrædelse af adfærdskodeksen for registrerede eller har gjort sig skyldig i en alvorlig tilsidesættelse  af  forpligtelserne i  dette stykke eller uden tilstrækkelig begrundelse har  afslået at efterkomme  en officiel anmodning om fremmøde til en høring eller et udvalgsmøde eller at samarbejde med et undersøgelsesudvalg.

4.   Kvæstorerne kan fastsætte, i hvilken udstrækning den i stk. 3 omhandlede adfærdskodeks er gældende for personer, der har et adgangskort med lang gyldighed, men ikke er omfattet af aftalens anvendelsesområde.

5.   På forslag af generalsekretæren vedtager Præsidiet de nødvendige foranstaltninger til iværksættelse af åbenhedsregistret i overensstemmelse med bestemmelserne i aftalen om oprettelse af registret.

Seneste opdatering: 21. juni 2019Juridisk meddelelse