Forrige 
 Næste 
Europa-Parlamentets forretningsorden
9. valgperiode - Februar 2020
EPUB 138kPDF 647k
INDHOLDSFORTEGNELSE
OPLYSNING TIL LÆSEREN
KOMPENDIUM OVER DE VIGTIGSTE RETSAKTER MED RELATION TIL FORRETNINGSORDENEN

AFSNIT II : LOVGIVNINGS-, BUDGET-, DECHARGE- OG ANDRE PROCEDURER
KAPITEL 1 : LOVGIVNINGSPROCEDURER - GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 47 : Anmodninger til Kommissionen om forelæggelse af forslag

1.   Parlamentet kan anmode Kommissionen om at fremsætte passende forslag med henblik på udstedelse af nye retsakter eller ændring af eksisterende retsakter, jf. artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Parlamentet gør dette ved at vedtage en beslutning på grundlag af en initiativbetænkning udarbejdet af det kompetente udvalg i henhold til artikel 54. Beslutningen vedtages med et flertal blandt Parlamentets medlemmer under den endelige afstemning. Parlamentet kan samtidig fastsætte en frist for forelæggelsen af et sådant forslag.

2.   Ethvert medlem kan fremsætte forslag til en EU-retsakt som led i Parlamentets initiativret, jf. artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Et sådant forslag kan fremsættes i fællesskab af op til ti medlemmer. Forslaget skal indeholde en angivelse af det retsgrundlag, det bygger på, og kan ledsages af en begrundelse på højst 150 ord.

Forslaget indgives til formanden, som kontrollerer, hvorvidt de retlige betingelser er opfyldt. Formanden kan henvise forslaget til det udvalg, der har kompetence til at gennemføre denne kontrol, for en udtalelse om retsgrundlagets egnethed. Erklærer formanden, at forslaget kan behandles, meddeler formanden dette på plenarmødet, og henviser det til det kompetente udvalg.

Inden denne henvisning til det kompetente udvalg, oversættes forslaget til de officielle sprog, som dette udvalgs formand anser for nødvendige til en kortfattet behandling.

Inden tre måneder efter henvisningen træffer det kompetente udvalg afgørelse om den videre behandling, efter at have givet forslagsstillerne mulighed for at tale for udvalget.

Forslagsstillerne anføres med navns nævnelse i betænkningens titel.

3.   I Parlamentets beslutning angives det relevante retsgrundlag, og den ledsages af henstillinger vedrørende indholdet af det pågældende forslag.

4.   Har forslaget finansielle virkninger, anfører Parlamentet, hvordan der kan sikres tilstrækkelige finansielle midler.

5.   Det kompetente udvalg følger udviklingen i forbindelse med ethvert forslag til EU-retsakt, som udarbejdes efter særlig anmodning fra Parlamentet.

6.   Udvalgsformandskonferencen overvåger løbende, hvorvidt Kommissionen overholder punkt 10 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, ifølge hvilken Kommissionen skal besvare anmodninger om forelæggelse af forslag inden for en frist på tre måneder ved at vedtage en specifik meddelelse med angivelse af, hvordan den agter at følge op på dem. Udvalgsformandskonferencen aflægger regelmæssigt beretning om resultaterne af denne overvågning til Formandskonferencen.

Seneste opdatering: 5. februar 2020Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik