Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2014/2777(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B8-0251/2014

Indgivne tekster :

B8-0251/2014

Forhandlinger :

PV 26/11/2014 - 7
CRE 26/11/2014 - 7

Afstemninger :

PV 26/11/2014 - 12.3
CRE 26/11/2014 - 12.3
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2014)0063

Vedtagne tekster
PDF 193kWORD 98k
Onsdag den 26. november 2014 - Strasbourg Endelig udgave
FN's konference om klimaændringer 2014 - COP 20 i Lima, Peru (1.-12. december 2014)
P8_TA(2014)0063B8-0251/2014

Europa-Parlamentets beslutning af 26. november 2014 om FN's konference om klimaændringer 2014 (COP 20) i Lima, Peru (1.-12. december 2014) (2014/2777(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og til den dertil hørende Kyotoprotokol,

–  der henviser til den 13. samling i partskonferencen (COP 13) under UNFCCC og den 3. samling i den partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyotoprotokollen (CMP3), som afholdtes på Bali i 2007 og til Balihandlingsplanen (afgørelse 1/COP 13),

–  der henviser til den 15. samling i partskonferencen (COP 15) under UNFCCC og den 5. samling i den partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Kyotoprotokollen (CMP5), som afholdtes i København, Danmark, fra den 7. til 18. december 2009, samt til Københavnsaftalen,

–  der henviser til den 16. samling i partskonferencen (COP 16) under UNFCCC og den 6. samling i den partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Kyotoprotokollen (CMP6), som afholdtes i Cancún, Mexico, fra den 29. november til 10. december 2010, samt til Cancúnaftalen,

–  der henviser til den 17. samling i partskonferencen (COP 17) under UNFCCC og den 7. samling i den partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Kyotoprotokollen (CMP7), og som afholdtes i Durban, Sydafrika, fra den 28. november til den 9. december 2011, og navnlig til de beslutninger, der udgør Durbanplatformen for en styrket indsats,

–  der henviser til den 18. samling i partskonferencen (COP 18) under UNFCCC og den 8. samling i den partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Kyotoprotokollen (CMP8), som afholdtes i Doha, Qatar, fra den 26. november til 8. december 2012, samt til vedtagelsen af aftalen "The Doha Climate Gateway",

–  der henviser til den 19. samling i partskonferencen (COP 19) under UNFCCC og den 9. samling i den partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Kyotoprotokollen (CMP9), som afholdtes i Warszawa, Polen, fra den 11. til 23. november 2013, og til den internationale mekanisme til håndtering af tab og skader, der blev aftalt i Warszawa,

–  der henviser til den 20. samling i partskonferencen (COP 20) under UNFCCC og den 10. samling i den partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Kyotoprotokollen (CMP10), der afholdes i Lima, Peru, fra den 1. til 12. december 2014,

–  der henviser til EU's klima- og energipakke fra december 2008,

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 27. marts 2013 med titlen "En ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030" (COM(2013)0169),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på inddragelse af luftfartsaktiviteter i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter i Fællesskabet(1),

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om EU's strategi for klimakonferencen i København (COP 15)(2), af 10. februar 2010 om resultatet af klimakonferencen i København (COP 15)(3), af 25. november 2010 om klimakonferencen i Cancún (COP 16)(4), af 16. november 2011 om klimakonferencen i Durban (COP 17)(5), af 22. november 2012 om klimakonferencen i Doha, Qatar, (COP 18)(6), og af 23. oktober 2013 om klimakonferencen i Warszawa, Polen, (COP 19)(7),

–  der henviser til sin beslutning af 4. februar 2009 med titlen "2050: Fremtiden begynder i dag – henstillinger til EU's fremtidige integrerede politik om klimaændringer"(8), af 15. marts 2012 om en køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050(9), og af 5. februar 2014 om en ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030(10),

–  der henviser til Kommissionens høringsmeddelelse af 26. marts 2013 med titlen " Den internationale aftale om klimaforandringer 2015: Udformningen af den internationale klimapolitik efter 2020 " (SWD(2013)0097),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 9. marts 2012 om opfølgningen af COP 17/CMP 7, Rådets konklusioner af 15. maj 2012 om hurtig startfinansiering af klimaforanstaltninger, Rådets konklusioner af 18. juli 2011 og af 24. juni 2013 om EU's klimadiplomati samt Rådets konklusioner af 15. oktober 2013 om EU's og dets medlemsstaters tilsagn om at optrappe mobiliseringen af klimafinansiering,

–  der henviser til EU-strategien om tilpasning til klimaændringerne fra april 2013 og de ledsagende arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene,

–  der henviser til den sammenfattende rapport fra FN's Miljøprogram (UNEP) fra november 2012 med titlen "The Emissions Gap Report 2012",

–  der henviser til Verdensbankens rapporter med titlerne "Turn Down the Heat: Why a 4  C Warmer World Must be Avoided", "Turn Down the Heat: Climate Extremes, Regional Impacts, and the Case for Resilience" og "Climate Smart Development: Adding up the Benefits of Climate Action",

–  der henviser til rapporten fra den globale kommission om økonomi og klima: "Better Growth, Better Climate: The New Climate Economy Report",

–  der henviser til de tre arbejdsgrupperapporter i den femte vurderingsrapport (AR5) fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) og dets sammenfattende rapport,

–  der henviser til FN-generalsekretær Ban Ki-moons opfordring til stats- og regeringscheferne om at deltage i klimatopmødet i september 2014 med henblik på indgåelse af klare forpligtelser til at træffe yderligere foranstaltninger vedrørende klimaændringer,

–  der henviser til Den Meteorologiske Verdensorganisations drivhusgasrapport nr. 10 af 9. september 2014 og til resultatet af det sociale pre-COP-møde om klimaændringer i Venezuela fra den 4. til 7. november 2014,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der påpeger, at klimaændringer udgør en akut og potentielt uafvendelig trussel mod menneskelige samfund, den biologiske mangfoldighed og planeten, og at de derfor nødvendiggør handling på internationalt plan fra alle parters side;

B.  der påpeger, at klimaændringer udgør en hidtil uset trussel mod biosfæren, tilgængeligheden og udbuddet af mad og vand, især til de fattige på de fleste kontinenter, og for sundheden, levebrødet og den økonomiske udvikling rundt omkring i verden; der mener, at den klimaændringsrelaterede udvikling kan destabilisere fællesskaber og samfund, være en drivkraft for problematiske migrationsstrømme og bidrage til at fremprovokere eller nære spændinger og konflikter;

C.  der påpeger, at klimaændringer i de seneste årtier har indvirket på naturlige og menneskeskabte systemer på alle kontinenter og i verdenshavene; der påpeger, at skiftende nedbørsmængder eller smeltende sne og is i mange regioner ændrer de hydrologiske systemer og påvirker vandressourcerne med hensyn til mængde og kvalitet; der påpeger, at gletsjere fortsætter med at skrumpe ind i næsten hele verden på grund af klimaændringer, hvilket påvirker afstrømningen og vandressourcerne nedstrøms;

D.  der påpeger, at konsekvenserne af klimaændringerne også påvirker klodens flora og fauna, og at mange landdyr samt ferskvands- og saltvandsarter har ændret geografisk udbredelse, sæsonbaserede aktiviteter, vandringsmønstre, antal og samspil arterne imellem som reaktion på de igangværende klimaændringer;

E.  der påpeger, at opvarmningen af klimasystemet i henhold til den videnskabelige dokumentation, som fremlægges i arbejdsgrupperapporterne i IPCC AR5, er indiskutabel, at klimaet er under forandring, at den opvarmning, som har kunnet observeres siden midten af det 20. århundrede, skyldes primært menneskelige aktiviteter, og at de udbredte og dybtgående virkninger, som klimaændringerne afstedkommer, allerede er tydelige i naturlige og menneskeskabte systemer på alle kontinenter og i verdenshavene, samt at fortsatte emissioner af drivhusgasser vil forårsage yderligere opvarmning og forandringer af landjorden, atmosfæren og havene overalt på kloden, og at alle lande, rige som fattige, vil mærke virkningerne af klimaændringerne; der påpeger, at de globale drivhusgasemissioner i perioden fra 2000 til 2010 var de højeste i menneskehedens historie, og at det skønnes, at den globale gennemsnitstemperatur ved århundredets udgang sandsynligvis vil være steget med op til 5 °C, hvis ikke der gøres en væsentlig global indsats for at nedbringe drivhusgasemissionerne; ligesom det påpeger, at det i IPCC's konklusioner fastslås, at visse klimaændringsrisici er betydelige, og at de forøges uforholdsmæssigt, når temperaturen stiger mellem 1 og 2 °C;

F.  der påpeger, at det globale kulstofbudget, der er tilgængeligt efter 2011, ifølge konklusionerne fra IPCC's femte vurderingsrapport (AR5), hvis det skal være sandsynligt at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur under 2 °C, er på 1 010 gigaton CO2, mens det nuværende niveau af de årlige globale emissioner er på cirka 36 gigaton CO2, og at det globale kulstofbudget, der er kompatibelt med 2 °C, følgelig vil være udtømt om 28 år, hvis emissionerne forbliver på det nuværende niveau;

G.  der påpeger, at det internationalt vedtagne mål om at begrænse den globale opvarmning til 2 °C fortsat er så vigtigt som nogensinde; der påpeger, at den 5. rapport fra IPCC klart konstaterer, at vi er nødt til at stræbe efter "aggressiv" modvirkning inden 2050 med henblik på at undgå at overskride en stigning i de globale temperaturer på over 2 °C; der påpeger, at Parlamenter har opfordret til, at 2015-aftalen skal sigte mod at udfase de globale kulstofemissioner inden 2050, og at dette forudsætter, at drivhusgasemissionerne kulminerer snarest og derefter falder støt; der konstaterer, at en sådan kulmination ikke er i syne, og at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren voksede hurtigere i 2013 end i noget andet år siden 1984;

H.  der påpeger, at EU i 2012 havde reduceret sine emissioner med 19 % i forhold til 1990 inden for rammerne af Kyotoprotokollen, men at det samtidig forøgede sit BNP med mere end 45 %, næsten halverede sin gennemsnitlige emissionsintensitet mellem 1990 og 2012 og nedbragte emissionerne pr. indbygger med 25 % til 9 tCO2e (inklusive alle gasser og alle emissionskilder, men eksklusive dræn); der mener, at dette bør tages i betragtning både under drøftelserne om præ-2020-ambitionerne og under udarbejdelsen af ambitiøse mål for 2030;

I.  der påpeger, at mange lande af forskellige årsager, herunder miljøbeskyttelse, ressourcemangel og –effektivitet, energisikkerhed, innovation og konkurrenceevne, træffer foranstaltninger til at gøre deres økonomier grønnere inden for industri- og energisektoren; der påpeger, at verdens samlede CO2-emissioner ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) alligevel steg til rekordhøjde i 2012, og at den globale gennemsnitlige overfladetemperatur og havoverfladen ifølge IPCC fortsat stiger;

J.  der påpeger, at den globale energiefterspørgsel ifølge prognosen "the International Energy Outlook 2014" forventes at stige med 56 % mellem 2010 og 2040(11), og at en imødekommelse af denne efterspørgsel vil indebære en betydelig forøgelse af CO2-emissionerne; der påpeger, at størstedelen af ​​denne gradvist stigende efterspørgsel og de stigende emissioner vil finde sted i vækstøkonomier; der påpeger, at der på verdensplan er blevet givet subsidier til fossilt brændstof i en størrelsesorden på 1,9 billioner USD i henhold til tal fra IMF, og at USA, Kina og Rusland er de største støtteydere, som tegner sig for omkring halvdelen af disse subsidier(12);

K.  der påpeger, at de samlede menneskeskabte drivhusgasemissioner fortsatte med at stige fra 1970 til 2010 med større absolutte stigninger pr årti mod slutningen af denne periode; der påpeger, at CO2-emissionerne fra forbrænding af fossilt brændsel og industrielle processer bidrog med omkring 78 % af den samlede stigning i drivhusgasemissionerne fra 1970 til 2010, med et tilsvarende procentvist bidrag for perioden 2000-2010;

L.  der påpeger, at verdens to største udledere af drivhusgasser, Kina og USA, for nylig har optrappet deres klimapolitikker og indledt drøftelser om en udfasning af fossile brændstoffer, og at EU har forpligtet sig til en køreplan, der vil føre til reduktioner i drivhusgasemissionerne på mindst 80 % inden 2050;

M.  der påpeger, at den afgørende rolle, en reform af subsidierne til fossile brændstoffer vil have, endnu ikke er anerkendt i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), på trods af de betydelige klimafordele en fjernelse af disse subsidier ville have med hensyn til at nedbringe de samlede omkostninger ved at stabilisere drivhusgasemissionerne og flytte økonomier væk fra kulstofintensive aktiviteter; der påpeger, at dette også kunne medføre betydelige miljømæssige og sundhedsmæssige fordele, såsom mindskelse af den lokale luftforurening, trængslen i trafikken, antallet af ulykker og beskadigelsen af vejene, og skabe yderligere incitamenter til investering i energieffektivitet og vedvarende energi samt bæredygtig ressourceforvaltning;

N.  der påpeger, at bekæmpelse af klimaændringerne ifølge Verdensbanken(13) vil føre til en yderligere BNP-tilvækst på op til 2,6 billioner USD (1,9 billioner EUR) om året frem til 2030; der påpeger, at gennemførelse af klimarelaterede innovationer i energi- og industrisektoren, navnlig inden for energieffektivitet, ville være en fordel for Europa, der ville være tidligt ude som aktør på det voksende globale marked for energirelaterede varer og tjenester, idet det ville skabe arbejdspladser, fremme den økonomiske vækst og øge energiuafhængigheden og sikre overkommelige energipriser for alle og samtidig gøre noget ved energifattigdommen, modvirke klimaændringerne og fremme vejen mod en bæredygtig økonomi;

O.  der påpeger, at det bidrag, som genanvendelse og genbrug kan yde til reduktion af drivhusgasserne også bidrager til en konkurrencedygtig cirkulær økonomi;

P.  der påpeger, at klimapolitikkernes målsætninger kun kan nås ved at dreje det generelle udviklingsforløb i regning af økologisk bæredygtighed i både de udviklede lande og i udviklingslandene;

Q.  der påpeger, at støtte til udviklingslandene med henblik på at muliggøre deres tilpasnings- og modvirkningsbestræbelser skal være en del af den globale indsats;

R.  der påpeger, at klimafinansieringsudfordringen er uløseligt forbundet med de overordnede udfordringer med finansiering af en bæredygtig global udvikling;

S.  der påpeger, at væsentlige resultater i håndteringen af klimaudfordringen er afgørende for efterfølgelsen af en lang række mål i EU's politikker inden for miljø, udvikling, humanitær bistand og katastroferisikoreduktion samt på økonomi-, udenrigs-, sikkerheds- og menneskerettighedsområdet og også for de mere langsigtede udsigter til håndterbare migrationsstrømme mod EU;

T.  der påpeger, at udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015 fokuserer på bæredygtighed som middel til at hjælpe med at håndtere bekymringer som fattigdom, ulighed, sundhed samt fødevare- og vandsikkerhed;

U.  der påpeger, at klimaændringer i løbet af det 21. århundrede forudses at ville forøge mængden af fordrevne personer, og at risikoen for fordrivelse øges, når befolkninger mangler jord, grundlæggende fødevarer eller boliger; der påpeger, at klimaændringernes indvirkninger på kritiske infrastrukturer og mange staters territoriale integritet forventes af få indflydelse på de nationale sikkerhedspolitikker og den territoriale integritet i små østater og lande med vidtstrakte kystlinjer; der påpeger, at fordrivelse grundet klimaændringer indirekte kan forøge risikoen for voldelige konflikter i form af borgerkrig og vold inden for en gruppe;

V.  der påpeger, at konsekvenser af klimaændringerne gennem hele det 21. århundrede forudses at ville svække den økonomiske vækst, vanskeliggøre fattigdomsbekæmpelsen, undergrave fødevaresikkerheden yderligere og forlænge de eksisterende fattigdomsfælder og skabe nye; der påpeger, at konsekvenserne af klimaændringerne forventes at forværre fattigdommen i de fleste udviklingslande og skabe nye fattigdomslommer i lande med stigende ulighed, såvel i udviklede lande som i udviklingslande;

W.  der påpeger, at verden hurtigst muligt må leve op til den enorme og komplekse udfordring, som klimaændringer udgør, ved at foretage en markant ændring i modvirknings- og tilpasningsindsatsen, herunder:

—  træffe en aftale på klimakonferencen i Paris i december 2015 (COP 21) om en ambitiøs, juridisk bindende international aftale for klimaindsatsen i perioden efter 2020, som svarer til målet om 2 °C og samtidig respekterer retten til en retfærdig og bæredygtig udvikling

—  en presserende styrkelse og udvidelse af de gældende foranstaltninger til begrænsning af drivhusgasemissioner frem til 2020 og perioden derefter, og

—  optrapning af udviklede lands finansiering til modvirkning, tilpasning, teknologiudvikling og –overførsel samt kapacitetsbygning i udviklingslande på linje med oprettelsen af Den Grønne Klimafond og forpligtelsen til at yde ny og ekstra finansiering i en størrelsesorden på 100 mia. USD om året inden 2020, samtidig med at den officielle udviklingsstøtte hæves med henblik på at nå det niveau, der er givet tilsagn om for længe siden, på 0,7 % af bruttonationalindkomsten;

Et presserende behov for at handle

1.  anerkender det ekstraordinære omfang og alvoren af de trusler, der opstår som følge af klimaændringer og udtrykker dyb bekymring over den fortsatte svaghed i den internationale reaktion på den udfordring, disse indebærer; er ekstremt bekymret over, at verden er alvorligt på afveje med hensyn til at begrænse den globale opvarmning til en stigning på under 2 °C, og opfordrer regeringerne til omgående at træffe konkrete foranstaltninger over for klimaændringerne og i retning af en global aftale i Paris 2015 med henblik på at nå dette mål;

2.  bemærker, at det globale kulstofbudget, der er tilgængeligt efter 2011, i henhold til konklusioner i IPCC AR5 er på 1 010 gitaton CO2, hvis der skal være en rimelig chance for at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på under 2 °C; understreger, at alle lande skal bidrage, og at en forsinkelse af processen vil forøge omkostningerne og reducere valgmulighederne;

3.  bemærker med bekymring de seneste videnskabelige konklusioner fra Tyndall Centret for Forskning i Klimaforandringer, som viser, at CO2-emissionerne forventes at sætte en ny rekord på 40 mia. ton (om året) i 2014, og at de samlede fremtidige CO2-emissioner ikke må overstige 1 200 mia. ton – hvis der skal være en sandsynlig 66-procents-chance for at holde den gennemsnitlige globale opvarmning under 2 °C;

4.  understreger, at det er nødvendigt, at 2015-aftalen når målet om at reducere de globale emissioner til et niveau, der er kompatibelt med et 2 °C-kulstofbudget, og at den bør sigte på at udfase de globale kulstofemissioner inden 2050;

5.  minder om, at UNFCCC-processen vil overveje at styrke det langsigtede mål for så vidt angår temperaturstigninger til 1,5 °C;

6.  understreger konklusionerne fra den nye klimaøkonomiske rapport " Better Growth, Better Climate " om, at lande i alle indkomstniveauer har mulighed for at opbygge varig økonomisk vækst, samtidig med at de nedbringer de enorme risici ved klimaændringer;

7.  forventer, at den nye Kommission indtager en proaktiv rolle i håndteringen af den globale klimakrise, herunder i form af yderligere klimafinansiering; opfordrer Kommissionen til at gøre det klart, at klimaudfordringen er en af dens vigtigste strategiske prioriteter, og til at organisere sig på en måde, der afspejler dette, på alle niveauer og i alle sektorer inden for indenlandske og eksterne politikker og foranstaltninger, bl.a. ved at investere i bæredygtigt landbrug på linje med anbefalingerne fra FN's særlige rapportør om retten til fødevarer og i bæredygtig transport;

8.  understreger, at de globale klimaændringspolitikker er baseret på FN's konference om miljø og udvikling (UNCED), og at de er en integreret del af de globale bestræbelser på at fremme en bæredygtig udvikling i hele verden; understreger, at klimaændringspolitikker skal ses i denne bredere kontekst og sammenkædes med opfølgningen på Riokonferencen, 2015-målene og dagsordenen for tiden efter 2015;

Fremme af Durbanplatformen

9.  minder om FN's generalsekretærs referat fra FN's klimatopmøde, hvori det understregedes, at en række ledere fra diverse regioner og på alle økonomiske udviklingsniveauer gjorde sig til fortalere for, at drivhusgasemissionerne skal have toppet før 2020 med drastisk reducerede emissioner herefter og klimaneutralitet i anden halvdel af århundredet;

10.  forventer, at EU og dets medlemsstater spiller en stor, konstruktiv rolle ved COP 20 i Lima for at skabe de nødvendige betingelser for en vellykket globalt forpligtende klimaaftale i Paris i 2015; understreger, at verdens regeringer har et kollektivt ansvar, også over for kommende generationer, for at der træffes tilstrækkelige klimaforanstaltninger;

11.  minder om, at alle parter i Warszawa tilsluttede sig UNFCCC-afgørelse 1/CP.19, der opfordrer alle parter til at indlede eller intensivere deres interne forberedelser til deres tilsigtede nationalt bestemte bidrag og meddele dem i god tid inden COP 21 (inden for det første kvartal af 2015 for de parter, der er klar til at gøre det) på en måde, der fremmer klarheden, gennemsigtigheden og forståeligheden af disse bidrag og giver mulighed for at kvantificere dem; opfordrer parterne til at sikre, at deres tilsigtede nationalt bestemte bidrag er på linje med det begrænsede 2 °C-kulstofbudget, og at de globale emissioner kulminerer snarest muligt;

12.  opfordrer Limakonferencen til på forhånd at aftale krav om information, således at de tilsigtede nationalt bestemte bidrag bliver gennemsigtige, kvantificerbare og sammenlignelige – og differentierede i forhold til bidragstypen; opfordrer endvidere Limakonferencen til at enes om en vurderingsfase forud for COP'en i Paris for at overveje, hvorvidt de tilsigtede nationalt bestemte bidrag, der fremlægges tilsammen er tilstrækkelige på baggrund af målet om "under 2 °C", og om de individuelt set er rimelige;

13.  understreger, at de lande, som allerede har forpligtet sig til et emissionsreduktionsmål for hele økonomien, bør fortsætte med mere dybtgående emissionsnedskæringer, og at andre lande, herunder navnlig de største udledere og de lande med det største ansvar og de største kapaciteter, også bør sætte sig mål om emissionslofter og nedbringelse af drivhusgasintensiteten for hele økonomien;

14.  opfordrer til en generel fornyet styrkelse af EU's klimapolitik og til en hurtig aftale om ambitiøse, bindende mål for reduktion af emissioner, energieffektivitet og anvendelse af vedvarende energikilder, undtagen socialt og miljømæssigt skadelige biobrændstoffer, inden 2030, hvilket vil bidrage til at skabe fremdrift i de internationale klimadrøftelser og er på linje med EU's forpligtelse til at nedbringe sine drivhusgasemissioner til 80-95 % under niveauet fra 1990 inden 2050;

15.  gentager, at en ambitiøs klima- og energiramme for 2030 vil gøre det muligt for EU at bevare sin position som pioner og kan opmuntre internationale partnere til at hæve deres ambitioner tilsvarende;

16.  fremhæver, at Parlamentet har opfordret Kommissionen og medlemsstaterne til at opstille et bindende EU 2030-mål om at reducere de nationale drivhusgasemissioner med mindst 40 % i forhold til 1990-niveauet, et bindende EU-effektivitetsmål for 2030 på 40 % i tråd med forskningen i et omkostningseffektivt energibesparelsespotentiale og et bindende EU 2030-mål om at producere mindst 30 % af det samlede endelige energiforbrug ved hjælp af vedvarende energikilder; opfodrer indtrængende medlemsstaterne til at tage hensyn til disse mål i deres igangværende drøftelser;

Elementer i 2015-aftalen

17.  understreger, at 2015-aftalen skal være ambitiøs fra starten, når den vedtages i Paris, med henblik på at holde verden på sporet for målet om "under 2 °C", og opfordrer EU til at arbejde sammen med sine internationale partnere om dette;

18.  er af den opfattelse, at Limakonferencen bør fastsætte de vigtigste elementer i 2015-aftalen med udgangspunkt i de fremskridt, der er opnået i hele 2014 under Durbanplatformen, og gentager, at modvirknings-, tilpasnings-, klimafinansierings- og gennemførelsesforanstaltninger alle vil være væsentlige elementer i 2015-aftalen;

19.  opfordrer EU til at inddrage alle parter i sit arbejde hen mod en ambitiøs og rimelig 2015-aftale, som både er i tråd med den seneste videnskabelige udvikling og lydhør over for nye videnskabelige konklusioner og ændrede omstændigheder, således at den forbliver formålstjenelig og bæredygtig i mange år efter 2020; understreger derfor behovet for en mekanisme, der giver mulighed for en regelmæssig fornyet overvejelse af modvirkningsforpligtelserne, hvilket vil gøre parterne i stand til at justere deres tilsagn opad i lyset af målet om "under 2 °C", uden at aftalen behøver at blive genåbnet;

20.  understreger behovet for en effektiv overholdelsesordning, der gælder for alle parter under 2015-aftalen; understreger, at 2015-aftalen skal fremme gennemsigtighed og ansvarlighed gennem en ordning baseret på fælles regler, herunder regnskabsregler og tilsyns-, rapporterings- og verificeringsordninger; fremhæver, at reglerne bør differentieres på baggrund af, hvilken type forpligtelse Parlamentet beslutter at vælge på baggrund af erfaringerne fra konventionen og den hertil hørende Kyotoprotokol;

21.  mener, at byrdefordelingen bør være baseret på lighedsprincipper med særlig fokus på aktuelle og akkumulerede tidligere drivhusgasemissioner og kapaciteter, vurderet f.eks. ved hjælp af BNP-tal pr. indbygger, indekser for menneskelig udvikling og fattigdomsindekser samt data, der giver et billede af, hvilken grad af vanskelighed, der vil være forbundet med at reducere eller begrænse emissioner; bemærker vigtigheden af fremskridt med hensyn til klimafinansiering for de samlede fremskridt i retning af en ny klimaaftale;

Præ-2020-ambitioner og Kyotoprotokollen

22.  minder i særdeleshed om det presserende behov for fremskridt med hensyn til at få lukket det gigaton-hul, der er mellem det videnskabeligt dokumenterede behov og parternes nuværende løfter for perioden frem til 2020; opfordrer alle de parter, der endnu ikke har forpligtet sig, til at gøre dette; understreger den vigtige rolle, som andre politiske foranstaltninger, herunder energieffektivitet, væsentlige energibesparelser, vedvarende energi og udfasning af HFC'er, spiller for udfasningen af subsidier til fossile brændstoffer og styrkelsen af en mere udbredt prisfastsættelse af kulstof som bidrag til lukningen af gigaton-hullet;

23.  opfordrer alle parter, internationale organisationer, subnationale aktører og ikke-statslige organisationer til hurtigst muligt at udvikle, optrappe og gennemføre nationale politikker og internationale samarbejdsinitiativer til at lukke gigaton-hullet, især med udgangspunkt i de initiativer, der er udarbejdet på FN's generalsekretærs klimatopmøde (såsom koalitionen for klima og ren luft), og de politiske dialoger, der identificerer muligheder med stor indvirkning på klima, udvikling og vækst, og som gennemføres på teknisk og politisk plan inden for rammerne af UNFCCC;

24.  noterer sig det væsentlige overskud af enheder til opfyldelse af Kyotoprotokollen (AAU'er, CER'er og ERU'er), der skal overføres til EU's og medlemsstaternes konti for Kyotoprotokollens anden forpligtelsesperiode; opfordrer EU og medlemsstaterne til i henhold til beslutning 1/CMP.8, der pålægger parterne at tage deres reduktionsforpligtelser for den anden forpligtelsesperiode i 2014 op til fornyet overvejelse, at annullere et antal enheder for at tilpasse antallet til de forventede reelle emissioner og til en omkostningseffektiv indenlandsk udledningskurs mod Unionens klimamål for 2050;

25.  ser frem til, at EU og flere af dets medlemsstater samt andre parter, underkastes en multilateral vurdering af fremskridtene i opfyldelsen af deres reduktionsmål for 2020 på Limakonferencen som et led i den internationale vurderings- og revisionsproces (IAR); mener, at en sådan gennemsigtighed er nødvendig for at gøre det lettere for parterne gensidigt at forstå hinandens indsats og opbygge tillid mellem alle parter;

26.  bemærker, at EU er på vej mod at nå emissionsreduktioner, der er noget højere end den nuværende målsætning om 20 %, og nævner igen, at EU har tilbudt at hæve sit emissionsreduktionsmål til 30 % inden 2020, hvis andre store udlederlande forpligter sig til sammenlignelige reduktionsmål;

27.  præciseres, at Kyotoprotokollens anden forpligtelsesperiode, om end den vil være begrænset i udstrækning, bør ses som et meget vigtigt midlertidigt skridt, og opfordrer derfor parterne, herunder EU-medlemsstaterne, til hurtigt at ratificere den anden forpligtelsesperiode;

28.  understreger det bidrag, som genanvendelse og genbrug kan yde til reduktionen af drivhusgasemissioner, da brugen af råstoffer er en betydelig kilde til drivhusgasproduktion; nævner igen betydningen af at overgå til en cirkulær økonomi med øget genvinding;

29.  bemærker vigtigheden af, at EU udfylder sin afgørende rolle med hensyn til reduktion af emissioner gennem politikker, der standser udviklingen af meget drivhusgasintensive ukonventionelle fossile brændstoffer såsom tjæresand;

30.  bemærker, at mange lande allerede går foran med et godt eksempel, der viser, at lavemissionsudviklingsstrategier og økonomisk vækst går hånd i hånd; understreger, at en stærk international aftale vil tilskynde til yderligere ambitiøse tiltag på nationalt plan;

Klimafinansiering

31.  minder om EU's og dets medlemsstaters tilsagn om at optrappe mobiliseringen af ​​klimafinansieringen med henblik på at yde deres bidrag til opfyldelsen af tilsagnet fra Københavnsaftalen om at kapitalisere Den Grønne Klimafond og i fællesskab at mobilisere 100 mia. USD om året inden 2020 fra en bred vifte af kilder, offentlige og private, bilaterale og multilaterale, herunder alternative finansieringskilder; opfordrer andre donorlande til at yde deres del for at fremme en yderligere mobilisering af klimafinansiering;

32.  anmoder om, at EU enes om en køreplan for en optrapning af forudsigelig, ny og yderligere finansiering i tråd med eksisterende forpligtelser i retning af dets rimelige andel af de 100 mia. USD om året inden 2020, og at det etablerer en mekanisme til at lette ansvarliggørelse og overvågning; bifalder de seneste løfter om at bidrage med finansiering til Den Grønne Klimafond og opfordrer indtrængende andre lande til at bidrage med deres rimelige andel, da de udviklede lande yder 15 mia. USD i tilskud til Den Grønne Klimafond i de næste tre år;

33.  opfordrer medlemsstaterne til at give deres finansielle bidrag i god tid forud for konferencerne og koordinere deres meddelelser om klimafinansiering bedre med EU, for at lette kommunikationen med tredjeparter om EU's samlede bidrag og for at give sådanne meddelelser den størst mulige positive indvirkning på forhandlingerne; understreger, at de finansielle løfter på Ban Ki-moon-topmødet var et godt signal og havde positiv indvirkning på EU's image forud for Limaforhandlingerne;

34.  minder om, at der kan blive behov for innovative finansielle kilder for at sikre, at man når målet om 100 mia. USD om året i 2020 og årene derefter, og opfordrer nationerne til at undersøge mulighederne i Lima;

35.  gentager sin opfordring til at dedikere indtægter fra markedsbaserede instrumenter til at reducere emissioner fra den globale luftfart og skibsfart til den internationale klimafinansiering for perioden efter 2020 og til Den Grønne Klimafond; mener, at EU bør fremsætte forslag til passende og forudsigelig international klimafinansiering til 2015-aftalen;

36.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anvende en del af indtægterne fra kulstofmarkedet til klimafinansiering og udviklingsstøtte i udviklingslandene; peger imidlertid på, at denne mekanisme står over for store problemer, idet indtægterne er styrtdykket sammen med den globale kulstofpris; mener i denne forbindelse, at der skal træffes foranstaltninger til at gøre EU's emissionshandelssystem til et mere effektivt instrument for at tilpasse antallet til de forventede reelle emissioner og til en omkostningseffektiv indenlandsk udledningskurs mod Unionens klimamål for 2050, hvilket kan generere betydelige ressourcer, der bør gå til at hjælpe med at finansiere udviklingslandenes modvirknings- og tilpasningsforanstaltninger;

37.  opfordrer EU og dets medlemsstater til klart at definere den private finansierings rolle i forbindelser med tilvejebringelsen af yderligere finansiering under anerkendelse af, at denne ikke kan erstatte behovet for offentlig finansiering, navnlig til tilpasning, og at fremhæve behovet for gennemsigtig rapportering og ansvarlighed af en sådan finansiering samt sikre gennemførelsen af relevante sociale og miljømæssige beskyttelsesforanstaltninger;

Tilpasning, tab og skader

38.  opfordrer store udviklede økonomier til at udnytte deres eksisterende avancerede infrastruktur til at fremme, styrke og udvikle en bæredygtig vækst og til at forpligte sig til at støtte udviklingslandene i at opbygge deres egen kapacitet til at sikre, at der opnås en fremtidig økonomisk vækst i alle dele af verden uden yderligere omkostninger for miljøet;

39.  understreger, at tilpasningstiltag er en uundgåelig nødvendighed og skal spille en central rolle i den nye aftale; understreger, at det vil være billigere for de globale og nationale økonomier at handle nu for at reducere drivhusgasemissionerne, og at det vil gøre tilpasningstiltagene billigere; opfordrer indtrængende alle lande til at iværksætte passende foranstaltninger til at planlægge, tilpasse sig og reagere på virkningerne af klimaændringerne med henblik på at beskytte deres folk, samfund, økonomier og miljø og for at opnå en bæredygtig klimaresistent udvikling; bemærker, at de tilsvarende klimarelaterede risici involverer beslutningstagning i en verden i forandring med fortsat usikkerhed omkring alvoren og timingen af konsekvenser af klimaændringer og med begrænset effektivitet af tilpasningen;

40.  erindrer om, at udviklingslandene, særligt de mindst udviklede lande og små østater, der er udviklingslande, har bidraget mindst til den stigende koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, men at de er de mest sårbare over for de negative konsekvenser af klimaændringer og er dårligst i stand til at tilpasse sig; opfordrer alle lande, der er i stand til dette, til at støtte de mest sårbare lande i deres bestræbelser på at tilpasse sig og reagere på virkningerne af klimaændringerne med henblik på at opnå en klimaresistent udvikling, samt at søge at indgå aftaler om styrkelse af nationale tilpasningsplanlægningsprocesser, klimabistand, teknologioverførsel og kapacitetsopbygning;

41.  anerkender det fokus, der på de sidste to COP'er var på behovet for at gøre noget ved de tab og skader, der er forbundet med klimaændringernes virkninger i udviklingslandene og de mindst udviklede lande, som er særligt sårbare over for de negative konsekvenser af klimaændringerne; bemærker behovet for at gennemføre beslutningerne fra Warszawa fuldt ud og fortsætte behandlingen af problemet i Lima;

42.  understreger behovet for at sikre forudsigeligheden af klimafinansieringen for udviklingslande for at bistå dem i deres bestræbelser på at tilpasse sig til og modvirke klimaændringer; understreger i denne forbindelse, at lande, der bidrager til Den Grønne Klimafond skal præcisere, hvilke finansieringskilder der vil blive anvendt, og hvordan de vil skaffe pengene, da disse oplysninger vil sikre forudsigelighed af indtægterne for udviklingslande;

43.  erkender vanskelighederne ved at adskille klima- og udviklingstiltag og deres mange synergier på nationalt niveau, men insisterer på, at det fortsat er muligt at gennemføre troværdige og gennemsigtige vurderinger af, hvordan princippet om additionalitet overholdes;

44.  beklager det faktum, at tildelingen af midler til modvirknings- og tilpasningsaktiviteter ganske vist stiger, men at den overskygges af, at de fleste regeringer, herunder regeringer i udviklingslande, stadig aktivt støtter produktionen og forbruget af fossile brændstoffer;

45.  understreger behovet for at basere klimaforanstaltninger på en tilgang, der er kønsneutral, giver medbestemmelse og rettigheder, samt at håndtere klimaindvirkninger på en måde, der navnlig er til fordel for fattige og marginaliserede mennesker og samfund;

Landsektoren

46.  understreger, i tråd med IPCC's konklusioner, at arealanvendelse (landbrug, skovbrug og anden arealanvendelse) hører til de mest udsatte og sårbare segmenter i vores økonomier, men at de samtidig har et betydeligt omkostningseffektivt potentiale for modvirkning og for at fremme modstandsdygtigheden; påpeger betydningen af, at alle parter inkluderer en landkomponent i deres nationale bidrag med passende fælles parametre til at overvåge, rapportere og verificere kvantificerbare fremskridt hen imod en række indbyrdes forbundne mål (dvs. modvirkning, produktivitet og modstandsdygtighed); fremhæver, at aftalen bør opstille en omfattende regnskabsmæssig ramme for emissioner og optag gennem arealanvendelse;

47.  understreger, at der skal lægges særlig vægt på at sikre fødevare- og ernæringssikkerhed for sårbare befolkningsgrupper i lyset af klimaændringerne;

International luftfart og søtransport

48.  nævner igen sø- og lufttransportens store betydning i forbindelse med reduktion af drivhusgasemissioner og behovet for hurtige fremskridt og et højt ambitionsniveau, hvis der skal opnås tilfredsstillende og rettidige resultater på vegne af både Den Internationale Søfartsorganisation og Organisationen for International Civil Luftfart, som svarer til omfanget og alvoren af ​​klimaudfordringen;

Klimadiplomati

49.  understreger i denne forbindelse betydningen af, at EU i sin egenskab af fremtrædende aktør taler med "én stemme" på konferencen med henblik på at gøre fremskridt hen imod en international aftale og forbliver samlet i denne henseende; opfordrer medlemsstaterne til effektivt at koordinere deres holdninger med EU's; understreger, at EU skal lægge pres på de parter, som ikke fører en kurs, der er i overensstemmelse med 2 ºC-målsætningen; opfordrer EU-delegationen til at understrege de tilsagn, som andre regeringer har givet ved at underskrive Kyotoprotokollen;

50.  opfordrer medlemsstaterne til at engagere sig i intensivt diplomatisk opsøgende arbejde i forhold til vores partnerlande med henblik på at fremme EU's forhandlingspositioner under koordinering med EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen, herunder gennem Netværket for Grønt Diplomati;

51.  glæder sig over FN's generalsekretærs klimatopmøde i New York den 23. september 2014, hvor klimaændringerne drøftedes for første gang siden København, og som samlede over 130 stats- og regeringschefer og talrige aktører fra civilsamfundet og erhvervslivet; glæder sig især over lederes udmeldinger om konkrete tiltag til at reducere emissionerne, investere i ren energi og kulstoffattig vækst, understøtte prissætningen af kulstof og bidrage til klimafinansieringen; understreger, at opfølgningen på ledernes tilsagn fra New York vil være afgørende for at bevare dynamikken i tiden op til konferencerne i Lima og Paris;

52.  mener, at EU's troværdighed i forbindelse med klimaforhandlingerne afhænger af, hvor ambitiøs den nationale indsats er;

53.  understreger, at den overordnede dagsorden for perioden efter 2015 bør styrke det internationale samfunds engagement i bæredygtig udvikling og også bør støtte internationale forpligtelser og mål, herunder om klimaændringer;

54.  fremhæver, at COP 21 er en unik mulighed for at bekæmpe klimaændringer og skabe et forbindelsesled til FN-arbejdet omkring udviklingsdagsordnen efter 2015 og til forberedelserne til konferencen om Hyogo-rammen for katastroferisikoreduktion i marts 2015; opfordrer til et mere aktivt EU-klimadiplomati til at forbinde disse processer og til at forfølge målene om bæredygtig udvikling på en sammenhængende og ambitiøs måde;

Industri og konkurrenceevne

55.  er bekymret over stigningen i de globale CO2-emissioner i 2013 (i henhold til oplysninger fra Det Internationale Energiagentur (IEA)) på trods af faldende emissioner i Europa og USA; foreslår derfor at overveje differentieret ansvar, således at hvert enkelt land bidrager til den globale indsats inden for industri- og energipolitik; opfordrer til en bedre anvendelse af teknologier såsom rumsatellitter til nøjagtig indsamling af emissions- og temperaturdata samt et gennemsigtigt samarbejde og en gennemsigtig informationsdeling mellem landene;

56.  understreger, at Europa yderligere bør øge markedsgennemtrængningen af miljøvenlige teknologier, herunder inden for IKT, vedvarende energi, innovative og effektive teknologier med ringe emission og navnlig energieffektivitetsteknologier; understreger, at en stabil international juridisk ramme vil fremme investeringer i kulstofreduktion, energieffektivitet og vedvarende energi og give muligheder for EU-virksomheder, der er førende inden for disse sektorer; bemærker, at innovative bæredygtige investeringer kan skabe vækst og arbejdspladser;

57.  mener, at en ambitiøs og juridisk bindende international aftale vil bidrage til at gøre noget ved de problemer vedrørende kulstoflækage og konkurrenceevne, der hersker i de relevante sektorer, navnlig i den energiintensive sektor;

Forskning og innovation

58.  understreger, at udvikling og anvendelse af bæredygtige, banebrydende teknologier er nøglen til at bekæmpe klimaændringerne og samtidig overbevise EU’s partnere i hele verden om, at det er muligt at gennemføre emissionsreduktioner, samtidig med at konkurrenceevnen øges og der skabes arbejdspladser;

59.  opfordrer til et internationalt tilsagn om øgede investeringer i forskning og udvikling inden for bæredygtige, banebrydende teknologier i de relevante sektorer; finder det af afgørende betydning, at EU går forrest med et godt eksempel ved at kanalisere forskningsmidler over i præsentation af innovative klimavenlige og energieffektive teknologier, og at EU udvikler et tæt videnskabeligt samarbejde på dette område med internationale partnere såsom BRIK-landene og USA;

Energipolitik

60.  glæder sig over de seneste signaler fra den amerikanske og den kinesiske regering vedrørende klimaindsatsen og deres villighed til at spille en mere afgørende rolle i de internationale bestræbelser på at bekæmpe klimaændringerne; beklager, at nogle udviklede lande fortsætter med at øge deres emissioner per indbygger;

61.  bemærker, at prisen på de forskellige energikilder spiller en væsentligt rolle i markedsaktørernes, herunder industriens og forbrugernes, adfærd, og noterer sig, at den nuværende internationale politiske ramme er ude af stand til i fuld udstrækning at internalisere de eksterne omkostninger og dermed tilskynder til ikke-bæredygtige forbrugsmønstre; gentager endvidere, at et globalt kulstofmarked med en tilstrækkelig høj handelspris ville skabe et solidt grundlag for både at opnå en væsentlig nedbringelse af emissionerne og skabe lige konkurrencevilkår for industrien; opfordrer EU og dets partnere til inden for den nærmeste fremtid at finde frem til den mest effektive måde til at fremme forbindelser mellem EU's emissionshandelsordning og andre handelsordninger med henblik på at skabe et globalt kulstofmarked, sikre større mangfoldighed i reduktionsmulighederne, forbedre størrelsen af og likviditeten på markedet, gennemsigtigheden og i sidste ende sikre en mere effektiv ressourcefordeling til energisektoren og erhvervslivet;

62.  opfordrer til en tættere koordinering mellem Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, således at EU kan tale med én koordineret stemme i internationale organisationer som EIA, Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi, det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet og Det Internationale Atomenergiagentur og dermed spille en mere aktiv og indflydelsesrig rolle, især i indsatsen for politikker, der fremmer bæredygtig energi, energieffektivitet, og energisikkerhed;

63.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til snarest og uden ophold at vedtage konkrete foranstaltninger til gradvis at udfase alle miljøskadelige støtteordninger inden 2020, herunder subsidier til fossile brændstoffer, anført af Kommissionen og ved hjælp af en handlingsbaseret tilgang og overvågning via det europæiske semester; opfordrer endvidere til en internationalt samordnet gennemførelse af målsætningen fra G20-topmødet i Pittsburgh om at udfase subsidier til fossilt brændsel, som ifølge IEA løb op i 544 mia. USD på verdensplan i 2012, da dette i betydelig grad ville nedbringe CO2-emissionerne og ligeledes ville bidrage til at reducere underskuddet på statsbudgettet i mange lande; bifalder de hensigter, der blev givet udtryk for på G-20 i Sankt Petersborg, om et oprette et fagfællebedømmelsessystem vedrørende udfasning af subsidier til fossile brændstoffer; beklager manglen på fremskridt i retning af konkrete foranstaltninger med henblik på gennemførelsen af dette mål; opfordrer til en genovervejelse af mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM) med særlig fokus på at forebygge negative indvirkninger fra CDM-projekter på menneskerettigheder, fødevaresikkerhed og miljøet;

64.  anser det for beklageligt, at mulighederne for energibesparelser ikke udnyttes tilstrækkeligt hverken på internationalt plan eller i EU; understreger, at energibesparelser giver mulighed for jobskabelse, økonomiske besparelser og energisikkerhed og forøger konkurrenceevnen og emissionsreduktionerne samt at de er centrale i forhold til at fjerne koblingen mellem emissioner og økonomiske vækst; opfordrer EU til at skabe større opmærksomhed og kræve øget handling omkring energibesparelser i internationale forhandlinger, hvad enten det drejer sig om at drøfte teknologioverførsel, udviklingsplaner for udviklingslande eller økonomisk bistand; understreger, at EU og dets medlemsstater skal opstille og opfylde ambitiøse energieffektivitetsmål for at være troværdige; understreger vigtigheden af at reducere energispild i bygge- og transportindustrien og i indenlandske elektriske systemer og apparater med henblik på at maksimere energibesparelser og energieffektivitet;

65.  understreger behovet for at indføre lavenergiforbrug og brintdrevne transportsystemer;

HFC'er og Montrealprotokollen

66.  tilskynder parterne til at se på stemme- og beslutningstagningsmekanismerne i den vellykkede Montrealprotokol, dens anderledes tilgang til spørgsmålet om ansvar og dens håndhævelses- og sanktionsmekanismer samt finansiering som et eksempel, der muligvis også kan anvendes under UNFCCC; opfordrer EU til at intensivere bestræbelserne på at regulere en global udfasning af HFC'er i henhold til Montrealprotokollen;

67.  minder om, at EU har vedtaget en ambitiøs lovgivning med henblik på at udfase HFC'er med 79 % frem til 2030, idet klimavenlige alternativer er bredt tilgængelige, og deres potentiale skal udnyttes fuldt ud; bemærker, at udfasningen af anvendelsen af HFC'er repræsenterer en lavthængende frugt i forhold til modvirkende foranstaltninger i og uden for EU, og opfordrer EU til at være aktivt engageret i at fremme den globale indsats mod HFC'er;

68.  bifalder EU's diskussionsdokument, som er forelagt for parterne i Montrealprotokollen om at muliggøre en global nedtrapning af HFC, og opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at indgive et formelt forslag om ændring til drøftelse på det 27. møde mellem parterne i Montrealprotokollen, som skal holdes i 2015;

Europa-Parlamentets delegation

69.  mener, at EU-delegationen spiller en afgørende rolle i klimaforhandlingerne, og finder det derfor uacceptabelt, at medlemmer af Europa-Parlamentet ikke har kunnet deltage i EU's koordineringsmøder på de foregående partskonferencer; forventer som minimum, at formanden for Europa-Parlamentets delegation får lov til at deltage i EU's koordineringsmøder i Lima;

o
o   o

70.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og sekretariatet for UNFCCC med anmodning om, at den bliver fremsendt til alle kontraherende parter uden for EU.

(1) EUT L 8 af 13.1.2009, s. 3.
(2) EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 1.
(3) EUT C 341 E af 16.12.2010, s. 25.
(4) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 77.
(5) EUT C 153 E af 31.5.2013, s. 83.
(6) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0452.
(7) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0443.
(8) EUT C 67 E af 18.3.2010, s. 44.
(9) EUT C 251 E af 31.8.2013, s. 75.
(10) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0094.
(11) http://www.eia.gov/forecasts/ieo/?src=Analysis-b2.
(12) http://www.imf.org/external/pubs/ft/survey/so/2013/int032713a.htm.
(13) http://documents.worldbank.org/curated/en/2014/06/19703432/climate-smart-development-adding-up-benefits-actions-help-build-prosperity-end-poverty-combat-climate-change-vol-1-2-main-report.

Juridisk meddelelse