Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 15. januar 2015 - StrasbourgEndelig udgave
Rusland, særligt sagen om Aleksej Navalny
 Pakistan, særligt situationen efter angrebet på skolen i Peshawar
 Kirgisistan: lov om homoseksuel propaganda
 Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2013
 Situationen i Libyen
 Situationen i Ukraine
 Situationen i Egypten
 Sagen om de to italienske marinesoldater
 Ytringsfrihed i Tyrkiet: nylige anholdelser af journalister, medieledere og systematisk pres på medier

Rusland, særligt sagen om Aleksej Navalny
PDF 136kWORD 57k
Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om Rusland og navnlig Aleksej Navalny-sagen (2015/2503(RSP))
P8_TA(2015)0006RC-B8-0046/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Ruslands forfatning, navnlig artikel 118, ifølge hvilken retsplejen i Den Russiske Føderation alene skal varetages af domstolene, og artikel 120, der fastslår, at dommerne er uafhængige og kun underlagt forfatningen og de føderale love;

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Rusland, navnlig sine beslutninger af 23. oktober 2012 vedrørende fælles visumrestriktioner for russiske embedsmænd, der er involveret i Sergej Magnitskij-sagen(1), af 13. juni 2013 om retsstatsforholdene i Rusland(2), af 13. marts 2014 om Rusland: Domsafsigelse mod demonstranter, der var involveret i begivenhederne på Bolotnaja-pladsen(3) og af 23. oktober 2014 om tvangslukningen af den ikke-statslige organisation Memorial (vinder af Sakharovprisen 2009) i Rusland(4) samt dets henstilling til Rådet af 2. april 2014 om fastsættelse af fælles visumrestriktioner for russiske embedsmænd, der er indblandet i Sergej Magnitskij-sagen(5),

−  der henviser til sin beslutning af 11. december 2013 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2012 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati(6),

−  der henviser til erklæringen fra talsmanden for næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 30. december 2014 om domsafsigelsen mod Aleksej Navalny og hans bror Oleg Navalny af domstolen i Zamoskvoretsky,

−  der henviser til drøftelserne mellem EU og Rusland om menneskerettigheder den 28. november 2013,

−  der henviser til den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side og de igangværende forhandlinger om en ny aftale mellem EU og Rusland,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Rusland som fuldt medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og medunderskriver af FN-erklæringerne har forpligtet sig til at fremme og beskytte menneskerettighederne, retsstatsprincippet og de grundlæggende frihedsrettigheder; der henviser til, at der på grund af talrige alvorlige krænkelser af retsstatsprincipperne og vedtagelsen af restriktive love i løbet af de seneste måneder er stigende bekymring med hensyn til Ruslands overholdelse af internationale og nationale forpligtelser; der henviser til, at Den Europæiske Union gennem partnerskabet for modernisering gentagne gange har tilbudt yderligere bistand og ekspertise for at hjælpe Rusland med at modernisere og håndhæve sin forfatning og retsorden i overensstemmelse med Europarådets standarder; der henviser til, at der er talrige retssager, hvor der benyttes politisk konstruerede årsager til at eliminere politiske konkurrenter, true civilsamfundet og afskrække borgere fra at deltage i offentlige protestaktioner og demonstrere mod landets nuværende lederskab;

B.  der henviser til, at Aleksej Navalny konsekvent har afsløret massiv korruption på de højeste niveauer af det russiske statsapparat; der henviser til, at den første domsafsigelse mod ham i juli 2013, hvor han blev dømt til fem år, blev betragtet som politisk; der henviser til, at han blev sat i husarrest i to måneder i februar 2014 og fik et elektronisk armbånd, så hans aktiviteter kunne overvåges i marts 2014;

C.  der henviser til, at Aleksej Navalny fik 27 % af stemmerne ved borgmestervalget i Moskva i september 2013 og derved bekræftede, at han var en af de mest fremtrædende skikkelser i den russiske opposition mod Kremlin;

D.  der henviser til, at den anden dom mod Aleksej Navalny skulle afsiges den 15. januar 2015, men uden forklaring blev den fremskyndet til den 30. december 2014, hvor de fleste russere var optaget af nytårsferien; den samme teknik med at fremskynde datoen blev anvendt mod Mikhail Khodorkovsky;

E.  der henviser til, at menneskerettighedssituationen i Rusland er blevet forværret dramatisk i de seneste år, og at de russiske myndigheder har vedtaget en række love, der indeholder tvetydige bestemmelser, som kan anvendes til yderligere at pålægge oppositionen og civilsamfundets aktører begrænsninger og hindre ytrings- og forsamlingsfriheden;

F.  der henviser til, at lovgivningen om ngo'er og om retten til forsamlingsfrihed i det seneste år er blevet brugt til at undertrykke civilsamfundet, kvæle afvigende politiske synspunkter og chikanere ngo'er, den demokratiske opposition og medierne; der henviser til, den uafhængige menneskerettighedsorganisation "Memorial" de facto blev lukket i henhold til loven om "fremmede agenter"; der henviser til, at gennemførelsen af denne lovgivning involverer flere handlinger, der har til formål at forhindre og afskrække civilsamfundets organisationer fra at udføre deres arbejde, herunder organisation Soldaters Mødre;

G.  der henviser til, at Justitsministeriet i Den Russiske Føderation ved udgangen af december 2014 foretog en væsentlig ændring af listen over "fremmede agenter" og tilføjede flere organisationer, der er engageret i beskyttelsen af menneskerettighederne, herunder Sakharovcentret, og derved navnlig forhindrer deres aktiviteter og beskyttelsen af menneskerettigheder i Rusland;

H.  der henviser til, at en række retssager og processer, heriblandt sagerne mod Magnitskij, Khodorkovskij og Politkovskaja, i de seneste år har skabt tvivl om domstolenes uafhængighed og upartiskhed i Den Russiske Føderation; der henviser til, at de ovennævnte højtprofilerede sager, som Aleksej Navalny-sagen, blot er de bedst kendte tilfælde uden for Rusland på den russiske stats systematiske undladelse af at opretholde retsstaten og sikre borgerne retfærdighed; der henviser til, at den aktuelle domsafsigelse er et politisk motiveret forsøg på at straffe Aleksej Navalny som en af de mest fremtrædende modstandere af regeringen;

I.  der henviser til, at der er et stigende behov for at føre en fast, konsekvent og sammenhængende EU-politik over for Rusland, hvor støtte og bistand kombineres med håndfast, men fair kritik;

1.  udtrykker sin dybeste bekymring over det forhold, at lovgivningen i Rusland benyttes som et politisk instrument; fremhæver, at domsafsigelsen over en fremtrædende advokat, korruptionsbekæmper og samfundsaktivist Aleksej Navalny, hvorved han blev givet tre og et halvt års betinget fængsel og hans bror Oleg Navalny en fængselsstraf på tre og et halvt år, var baseret på grundløse anklager; beklager stærkt, at anklagen ser ud til at være politisk motiveret;

2.  noterer sig med bekymring, at selv om Aleksej Navalny ikke kom i fængsel, er hans bror Oleg Navalny for tiden fængslet, og dette giver anledning til bekymring med hensyn til den mulige politiske brug af et familiemedlem til at chikanere og bringe til tavshed en af Ruslands oppositionsledere, Aleksej Navalny; minder om, at Aleksej’s bror, Oleg, far til to små børn og tidligere direktør i det statsejede postvæsen, aldrig har spillet en rolle i Ruslands oppositionsbevægelse;

3.  opfordrer indtrængende de Russiske retslige og håndhævende myndigheder om at udføre deres opgaver upartisk, uafhængigt og fri fra politisk indblanding og at sikre, at retssagerne i Navalny-sagerne og alle andre efterforskninger og retssager mod aktivister fra oppositionen lever op til internationalt accepterede standarder; understreger betydningen af at sikre, at retsafgørelser afsiges uden politisk indblanding, uafhængigt og træffes under fuld efterlevelse af retsstatsprincippet;

4.  bakker fuldt ud op om kampagnen mod korruption i Rusland, som Aleksej Navalny har iværksat, og støtter russiske menneskers bestræbelser på at nå frem til en bilæggelse, der sikrer demokrati, politisk pluralisme, enhed og respekt af menneskerettighederne;

5.  er af den opfattelse, at Den Russiske Føderation som medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa bør opfylde de forpligtelser, det har påtaget sig; påpeger, at den seneste udvikling har bevæget sig i den modsatte retning af retsstaten og retsvæsenets uafhængighed i landet;

6.  opfordrer formændene for Rådet og Kommissionen samt næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til fortsat at følge disse sager nøje og at rejse disse spørgsmål på forskellige planer og møder med Rusland og til at rapportere tilbage til Parlamentet om drøftelserne med de russiske myndigheder;

7.  understreger, at forsamlingsfriheden i Den Russiske Føderation er sikret i henhold til artikel 31 i den russiske forfatning og i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention, som Rusland har undertegnet, hvilket forpligter de russiske myndigheder til at respektere den;

8.  opfordrer indtrængende Rådet til at formulere en fælles politik over for Rusland, der forpligter de 28 EU-medlemsstater og EU-institutionerne til et stærkt fælles budskab om betydningen af menneskerettighederne i forholdet mellem EU og Rusland og behovet for at bringe angrebene på ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden i Rusland til ophør;

9.  anmoder næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til hurtigst muligt at fremsætte en omfattende strategi over for Rusland, der sigter på at bevare de europæiske staters territoriale integritet og suverænitet og samtidig støtter styrkelsen af demokratiske principper, respekten for menneskerettighederne og retsstaten i Rusland;

10.  udtrykker sin dybe bekymring over den fortsatte bølge af angreb mod uafhængige menneskerettighedsorganisationer og civilsamfundsgrupper i Rusland, hvilket er endnu et tegn på angrebet på uafhængige stemmer, og udgør en tendens, der i stigende grad bekymrer Den Europæiske Union; opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til i forbindelse med den igangværende programmeringsfase for EU's finansieringsinstrumenter at øge den finansielle bistand til det russiske civilsamfund gennem det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder samt bevillingerne til civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder og til at lade partnerskabsinstrumentet omfatte Civilsamfundsforummet EU-Rusland for at sikre en holdbar og troværdig langsigtet støtte; glæder sig over Den Europæiske Demokratifonds Styrelsesråds beslutning om at tillade fonden at udvide sit arbejde også til Rusland;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament.

(1) EUT C 68 E af 7.3.2014, s. 13.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0284.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0253.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0039.
(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0258.
(6) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0575.


Pakistan, særligt situationen efter angrebet på skolen i Peshawar
PDF 140kWORD 58k
Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om Pakistan, navnlig situationen efter angrebet på skolen i Peshawar (2015/2515(RSP))
P8_TA(2015)0007RC-B8-0050/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Pakistan, navnlig beslutningerne af 27. november 2014(1), 17. april 2014(2), 10. oktober 2013(3) og 7. februar 2013(4),

–  der henviser til erklæringerne fra Europa-Parlamentets formand af 16. december 2014 og fra formændene for Underudvalget om Menneskerettigheder og for Delegationen for Forbindelserne med Landene i Sydasien af 17. december 2014,

–  der henviser til erklæringerne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (den højtstående repræsentant) om angrebet på en skole i Peshawar, Pakistan, den 16. december 2014, den lokale EU-erklæring om genoptagelsen af henrettelser i Pakistan af 24. december 2014 og pressemeddelelsen i forbindelse med EU's særlige repræsentant for menneskerettigheders besøg i Pakistan af 29. oktober 2014,

–  der henviser til erklæringen fra nobelpristager og Sakharovprisvinder Malala Yousafzai af 16. december 2014,

–  der henviser til samarbejdsaftalen mellem Pakistan og EU, femårsplanen for parternes engagement, den strategiske dialog mellem EU og Pakistan og GSP+-ordningen for toldpræferencer,

–  der henviser til erklæringerne fra FN's Højkommissær for Menneskerettigheder af 16. december 2014 og fra FN's Komité for Barnets Rettigheder om terrorangrebet på en skole i Peshawar af 17. december 2014,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder fra 1989,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 16. november 2009, om religions- og trosfrihed, hvori Rådet fremhæver den strategiske betydning af denne frihedsrettighed og af at bekæmpe religiøs intolerance,

–  der henviser til rapporten af 5. august 2011 til FN's Generalforsamling om retten til uddannelse og beskyttelse af uddannelse i krisesituationer fra FN's særlige rapportør om retten til uddannelse,

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2014 om Pakistans regionale rolle og politiske forbindelser med EU(5),

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Pakistan er part i,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at syv bevæbnede mænd den 16. december 2014 iværksatte et dødbringende angreb mod en skole drevet af hæren i byen Peshawar, som på tre sider er omgivet af de føderalt styrede stammeområder (FATA), og dræbte over 140 mennesker, herunder 134 skolebørn, og sårede et næsten lige så stort antal;

B.  der henviser til, at dette angreb har skabt et stort chok i og uden for Pakistan og betragtes som den mest grusomme terrorhandling i Pakistans historie, hvilket forstærkes af, at det tog otte timer, før militærets styrker genvandt kontrollen over skolen; der henviser til, at mange elever og medarbejdere på skolen blev henrettet og såret i dette tidsrum, og at dem, der overlevede prøvelserne, stadig er dybt traumatiserede;

C.  der henviser til, at Malala Yousafzai, den yngste nobelpristager nogensinde og modtager af Sakharovprisen, blev skudt i hovedet af bevæbnede talebanere i oktober 2012, fordi hun havde ført kampagne for uddannelse af piger i Pakistan;

D.  der henviser til, at Tehrik-e-Taliban Pakistan (TTP) har taget ansvaret for massakren og udtalt, at et af formålene med angrebet på skolen var at sende et stærkt budskab til dem, der støtter Malala, som advokerer for uddannelse af kvinder og børn, samt at tage "hævn" for hærens kampagne mod de militante grupper;

E.  der henviser til, at siden regeringsoffensiven mod Taleban og andre militante grupper begyndte i FATA-området, som er et af de fattigste områder i Pakistan, er over en million mennesker blevet fordrevet til Afghanistan eller forskellige dele af Pakistan;

F.  der henviser til, at trosfriheden og den religiøse tolerance i Pakistan er truet både af terroristernes vold og den udbredte misbrug af blasfemilovene; der henviser til, at kvinder og piger er dobbelt udsatte, både for tvungen konvertering og udbredt seksuel vold;

G.  der henviser til, at der ifølge rapporten fra "Global Coalition to Protect Education from Attack" (GCPEA) var over 800 angreb på skoler i Pakistan i perioden 2009-2012;der henviser til, at militante grupper også har rekrutteret børn fra skoler og madrassaer – nogle med henblik på at blive selvmordbombere; der henviser til, at der ifølge rapporten blev dræbt mindst 30 børn, dusinvis af skolelærere og andet undervisningspersonale, herunder en provinsundervisningsminister, i angreb på skoler og skoletransporter fra 2009 til 2012;

H.  der henviser til, at FN's Komité for Barnets Rettigheder har foreslået, at Pakistan indfører et system for tidlig varsling og hurtig reaktion, når der sker angreb på uddannelsesinstitutioner for omgående at reparere og genopbygge dem og erstatte undervisningsmaterialer, således at elever og studerende kan blive genintegreret i skoler og universiteter så hurtigt som muligt; der henviser til, at de nylige forfatningsændringer har gjort adgangen til gratis obligatorisk uddannelse til en grundlæggende rettighed;

I.  der henviser til, at premierminister Nawaz Sharif få timer efter angrebet på skolen i Peshawar ophævede moratoriet på dødsstraf, som har været gældende i seks år; der henviser til, at adskillige fanger, der sad på dødsgangen for terrorrelaterede anklager, til dato er blevet henrettet; der henviser til, at 500 fanger ifølge pakistanske embedsmænd muligvis bliver henrettet i de kommende uger; der henviser til, at det anslås, at der sidder omkring 8 000 mennesker på dødsgangen i Pakistan;

J.  der henviser til, at det pakistanske parlament den 6. januar 2015 som reaktion på skolemassakren vedtog en forfatningsændring, som i de næste to år giver militærdomstolene beføjelse til at stille militante islamistister for retten og dermed til at kunne føre tiltalte fra arrestation til henrettelse i løbet af nogle uger; der henviser til, at Pakistan som part i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) er forpligtet til at opretholde og træffe foranstaltninger til at sikre grundlæggende retfærdige rettergange og ikke har lov til at benytte militærdomstole til at stille civile for retten, når de almindelige domstole fungerer;

K.  der henviser til, at Pakistan for nylig ratificerede syv af de ni mest betydningsfulde internationale aftaler om menneskerettigheder, herunder den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som indeholder en række bestemmelser om retspleje, retten til en retfærdig rettergang, lighed for loven og ikke-forskelsbehandling;

L.  der henviser til, at henstillingerne fra FN's særlige rapportør om dommeres og advokaters uafhængighed i hendes rapport af 4. april 2013 omfatter reform af retssystemet med henblik på at sikre, at der værnes om de grundlæggende rettigheder, og at systemet er effektivt; der henviser til, at menneskerettighedsorganisationer jævnligt gør opmærksom på korruption i retsvæsenet;

M.  der henviser til, at EU og Pakistan har uddybet og udvidet deres bilaterale forbindelser, eksemplificeret ved femårsplanen for parternes engagement, der blev lanceret i februar 2012, og den anden strategiske dialog mellem EU og Pakistan, som blev afholdt i marts 2014; der henviser til, at formålet med EU's og Pakistans femårige engagementsplan er at opbygge et strategisk forhold og skabe et partnerskab for fred og udvikling, der bygger på fælles værdier og principper;

N.  der henviser til, at Pakistans stabilitet er af central betydning for fred i og omkring Sydasien; der henviser til, at Pakistan spiller en vigtig rolle i at styrke stabiliteten i regionen og derfor kunne forventes at foregå med et godt eksempel med hensyn til at styrke retsstaten og menneskerettighederne;

1.  fordømmer på det kraftigste den brutale massakre på skolebørn, som blev begået af udbrydergruppen fra det pakistanske Taleban, Tehrik-e-Taliban Pakistan (TTP), som en gruopvækkende og fej handling, og giver udtryk for sin medfølelse med familierne til ofrene for skoleangrebet i Peshawar og sin støtte til Pakistans befolkning og myndigheder;

2.  giver udtryk for sit helhjertede engagement med hensyn til at tackle den trussel, som terrorisme og religiøs ekstremisme udgør, og sin vilje til yderligere at bistå den pakistanske regering med dette;

3.  forventer, at Pakistans regering træffer hurtige og effektive foranstaltninger, som er i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder for retsstaten, for at imødegå den sikkerhedstrussel, som alle militante grupper, der opererer i Pakistan og den omkringliggende region, uden undtagelse udgør; understreger, at myndighederne ikke bør støtte nogen form for terrorisme eller ekstremisme;

4.  opfordrer Pakistans regering til at garantere skolernes sikkerhed og sørge for, at børn uanset køn aldrig trues, når de går i skole; mener, at regeringen bør udvise betydeligt større beslutsomhed og forstærke sin indsats for at arrestere og retsforfølge militante TTP-aktivister og andre, der gør skoler til genstand for vold, da dens internationale troværdighed ellers vil blive undergravet;

5.  minder om sin bestandige modstand mod dødsstraf under alle omstændigheder; beklager, at Pakistans premierminister, Nawaz Sharif, har besluttet at ophæve et fireårigt uofficielt moratorium for dødsstraf, og opfordrer til, at dette moratorium omgående genindføres;

6.  opfordrer Pakistans regering til kun at anvende terrorbekæmpelseslove i forbindelse med terrorhandlinger, i stedet for at benytte dem til almindelige kriminalsager; beklager dybt, at man igen griber til hurtige militære rettergange, som end ikke opfylder minimumsbetingelserne i de internationale standarder for retsstaten, og understreger, at forlængelsen af indrømmelsen af GSP+-præferencer er knyttet til opfyldelsen af visse grundlæggende standarder, som er sikret i FN's og ILO's konventioner;

7.  glæder sig over, at Pakistans politiske partier er villige til at fremlægge en national plan for bekæmpelse af terrorisme; understreger, at det i kampen mod terrorisme og religiøs ekstremisme er afgørende at tage fat om de underliggende årsager, bl.a. ved at tackle fattigdom, sikre religiøs tolerance og trosfrihed, styrke retsstaten og garantere retten og sikker adgang til uddannelse for piger og drenge; efterlyser en langsigtet strategi med henblik på at forebygge radikaliseringen af unge i Pakistan og tackle den "omfattende indlæringskrise", som UNESCO har konstateret i Pakistan, især ved at øge investeringerne i et offentligt finansieret uddannelsessystem og ved at sikre, at religiøse skoler har de materialer, de har behov for for at kunne levere en afbalanceret og inklusiv uddannelse til unge mennesker;

8.  opfordrer indtrængende den pakistanske regering til at rette sig efter de nyligt ratificerede internationale aftaler om menneskerettigheder, herunder den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som pålægger myndighederne at sikre grundlæggende retfærdige rettergange og forbyder dem at benytte militærdomstole til at stille civile for retten, når de almindelige domstole fungerer;

9.  kræver et fornyet internationalt tilsagn om at bekæmpe finansiering og sponsering af terrornetværk;

10.  kræver, at Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant, Federica Mogherini, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Rådet engagerer sig fuldt ud for at tackle terrortruslen og i endnu højere grad bistå den pakistanske regering og Pakistans befolkning med at fortsætte deres bestræbelser på at udrydde terrorisme;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, FN's Menneskerettighedsråd samt regeringen og parlamentet i Pakistan.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0064.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0460.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0422.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0060.
(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0208.


Kirgisistan: lov om homoseksuel propaganda
PDF 135kWORD 55k
Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om Kirgisistan, lovforslag om homoseksuel propaganda (2015/2505(RSP))
P8_TA(2015)0008RC-B8-0054/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Kirgisistan og de centralasiatiske republikker, navnlig beslutning af 15. december 2011 om gennemførelsen af EU-strategien for Centralasien(1),

–  der henviser til Kirgisistans forfatning, særlig artikel 16, 31, 33 og 34,

–  der henviser til de internationale menneskerettighedsforpligtelser og -instrumenter, herunder dem, som indgår i FN-konventionerne om menneskerettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der garanterer menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og forbyder forskelsbehandling,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), som garanterer ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, retten til respekt for den enkeltes personlige liv, privatliv og familieliv og retten til ligestilling og forbyder forskelsbehandling i udøvelsen af disse rettigheder,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution A/HRC/17/19 af 17. juni 2011 og FN's Menneskerettighedsråds resolution A/HRC/27/32 af 24. september 2014 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet,

–  der henviser til den erklæring om Kirgisistan, som FN's højkommissær for menneskerettigheder fremsatte den 24. oktober 2014,

–  der henviser til, at det kirgisiske parlament har status som "partner for demokrati" ved Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE),

–  der henviser til PACE's resolution 1984 (2014) af 8. april 2014 om anmodningen om status som partner for demokrati ved Den Parlamentariske Forsamling forelagt af Parlamentet i Den Kirgisiske Republik, særlig punkt 15.24, 15.25 og 15.26,

–  der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Kirgisiske Republik på den anden side, særlig artikel 2 og 92,

–  der henviser til EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, vedtaget i juni 2004 og revideret i 2008, og til retningslinjerne for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI) personer, vedtaget af Rådet den 24. juni 2013,

–  der henviser til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW), vedtaget i 1979,

–  der henviser til 2015-målene og dagsordenen for perioden efter 2015,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Kirgisistan har opnået store fremskridt i de seneste år i forhold til de andre lande i regionen, navnlig ved at blive et parlamentarisk demokrati, øget indsatsen i kampen mod korruption og forpligte sig i forhold til de universelle menneskerettighedsstandarder;

B.  der henviser til, at EU har en klar interesse i et fredeligt, demokratisk og økonomisk velstående Kirgisistan; der henviser til, at EU, navnlig gennem sin strategi for Centralasien, har forpligtet sig til at være partner for landene i regionen;

C.  der henviser til, at landene i Centralasien står over for flere fælles udfordringer, såsom fattigdom og alvorlige trusler mod menneskers sikkerhed såvel som et behov for at styrke demokratiet, respekten for menneskerettighederne, god regeringsførelse og retsstatsprincippet;

D.  der henviser til, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder; der henviser til, at alle stater har en forpligtelse til at forebygge vold og diskrimination, herunder på grundlag af seksuel orientering, kønsidentitet og kønsudtryk;

E.  der henviser til, at lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI) personer har samme menneskerettigheder som alle andre mennesker;

F.  der henviser til, at Den Kirgisiske Republik afkriminaliserede mandlig homoseksualitet i 1998;

G.  der henviser til, at det kirgisiske parlament den 15. oktober 2014 ved førstebehandlingen vedtog lovforslag 6-11804/14, som indeholder ændringer af straffeloven, loven om administrativt ansvar, loven om forsamlingsfrihed og loven om massemedier med henblik på at forbyde "fremme af ikke-traditionelle seksuelle relationer på en åben eller indirekte måde" og foreskriver op til et års fængsel;

H.  der henviser til, at visse medier og visse politiske og religiøse ledere i landet i stigende grad søger at intimidere LGBTI-personer, begrænse deres rettigheder og legitimere vold imod dem;

I.  der henviser til, at adskillige stats- og regeringschefer, ledende personer i FN, repræsentanter for regeringer og parlamenter og Den Europæiske Union, herunder Rådet, Parlamentet, Kommissionen og den tidligere højtstående repræsentant, Ashton, på det kraftigste har fordømt tilsvarende anti-propaganda-lovgivning;

J.  der henviser til, at forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering og kønsidentitet er forbundet, og at forskellige ngo'er og FN har påpeget, at ulighederne mellem kønnene fortsat er betydelige, og at piger og kvinder i Kirgisistan fortsat udsættes for misbrug såsom bortførelse og tvangsægteskaber, selv om loven fra 1994, der forbyder dette, blev skærpet i januar 2013;

1.  beklager dybt fremlæggelsen af dette lovforslag, og enhver handling, som kan føre til grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling, og opfordrer alle lande til øjeblikkeligt at ophæve kriminaliseringen af homoseksualitet;

2.  gentager, at seksuel orientering og seksuel identitet falder inden for rammerne af den enkeltes ret til privatlivets fred, som garanteres af international menneskerettighedslovgivning, i henhold til hvilken ligestilling og ikke-diskrimination skal fremmes, og ytringsfriheden garanteres;

3.  minder det kirgisiske parlament om dets internationale forpligtelser og om partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Den Europæiske Union, som omfatter fuld respekt for menneskerettighederne som et væsentligt element i partnerskabet, og anmoder om tilbagetrækning af lovforslaget om "udbredelse af oplysninger om ikke-traditionelle seksuelle forhold "der i øjeblikket behandles i parlamentet;

4.  bemærker, at lovforslaget blev godkendt ved førstebehandlingen og skal gennem yderligere to afstemninger, før det forelægges præsidenten til undertegnelse, og understreger, at vedtagelsen af en lovgivning om "ikke-traditionelle forhold" ikke bør være i modstrid med Kirgisistans menneskerettighedsforpligtelser og -tilsagn;

5.  opfordrer de kirgisiske myndigheder til at bekræfte offentligt, at alle mennesker i Kirgisistan har ret til at leve uden diskrimination og vold på grundlag af deres seksuelle orientering og kønsidentitet, og at eventuelle handlinger i modstrid hermed er ulovlige og vil blive straffet;

6.  opfordrer det kirgisiske parlament til at følge henstillingerne i Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution 1984 (2014) om anmodningen om status som partner for demokrati, særlig punkt 15.24, 15.25 og 15.26;

7.  opfordrer det kirgisiske parlament til at overholde sin forfatning, herunder artikel 16, hvori det hedder, at love, som benægter eller fraviger menneskerettigheder og borgerlige rettigheder og frihedsrettigheder ikke vedtages i Den Kirgisiske Republik, samt artikel 31, 33 og 34, som bekræfter ytringsfriheden, informationsfriheden og forsamlingsfriheden, og til at forkaste lovforslag 6-11804/14;

8.  er dybt bekymret over de negative konsekvenser af drøftelserne om og den potentielle vedtagelse af dette lovforslag, som yderligere øger stigmatisering, diskrimination og vold mod LGBTI-personer; opfordrer politikere og religiøse ledere til at afholde sig fra anti-LGBTI-retorik, herunder hadefulde udtalelser og tilskyndelse til had;

9.  er bekymret over de mulige virkninger af en sådan lovgivning for internationale donorer, ikke-statslige organisationer og humanitære organisationer, der arbejder med LGBTI-spørgsmål og forebyggelse af hiv;

10.  opfordrer FN's Menneskerettighedsråd til som en del af den kommende universelle regelmæssige gennemgang af Kirgisistan at notere sig den manglende respekt for principperne om lighed og ikke-forskelsbehandling, som dette lovforslag afspejler;

11.  opfordrer de kirgisiske myndigheder til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at menneskerettighedsforkæmpere uhindret kan fortsætte deres arbejde til fremme og beskyttelse af menneskerettighederne;

12.  opfordrer Kirgisistan til i perioden op til det 14. møde i Samarbejdsrådet EU-Den Kirgisiske Republik at videreføre reformerne i retning af gennemsigtighed, domstolenes uafhængighed, inter-etnisk forsoning og respekt for menneskerettighederne, da disse er vigtige faktorer for en langsigtet holdbar udvikling i landet;

13.  glæder sig over de fremskridt, som de kirgisiske myndigheder har gjort på området for menneskerettigheder i perioden mellem den fjerde og femte runde af EU-Kirgisistan-menneskerettighedsdialogen; opfordrer indtrængende de kirgisiske myndigheder til at videreføre den positive udvikling på dette område;

14.  opfordrer Kommissionen, Rådet og EU-Udenrigstjenesten at gøre det klart for de kirgisiske myndigheder, at en eventuel vedtagelse af dette lovforslag kan påvirke forbindelserne med EU i overensstemmelse med artikel 92, stk. 2, i partnerskabs- og samarbejdsaftalen; opfordrer endvidere Rådet og EU-Udenrigstjenesten til at rejse dette spørgsmål i de relevante internationale fora, såsom Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og De Forenede Nationer;

15.  opfordrer de kirgisiske myndigheder til at sikre, at påstande om tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling efterforskes hurtigt og effektivt, og at gerningsmændene retsforfølges; opfordrer endvidere til løsladelse af alle samvittighedsfanger, særlig Azimjon Askarov, indtil der er gennemført en fuldstændig, upartisk og retfærdig undersøgelse af sagen, herunder hans påstande om tortur og mishandling;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Europarådets Parlamentariske Forsamling og Kirgisistans parlament og præsident.

(1) EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 91.


Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2013
PDF 163kWORD 75k
Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 2013 (2014/2159(INI))
P8_TA(2015)0009A8-0058/2014

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 2013,

–  der henviser til artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 43 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Europa-Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9. marts 1994 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv(1),

–  der henviser til den europæiske kodeks for god forvaltningsskik som vedtaget af Europa-Parlamentet i september 2001,

–   der henviser til de principper om gennemsigtighed og integritet i lobbyvirksomhed, der er offentliggjort af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Europæiske Ombudsmands virksomhed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 220, stk. 2, andet og tredje punktum,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A8-0058/2014),

A.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 2013 formelt blev forelagt for Europa-Parlamentets formand den 15. september 2014, og at ombudsmanden, Emily O’Reilly, forelagde den for Udvalget for Andragender den 24. september 2014 i Bruxelles;

B.  der henviser til, at artikel 24 i TEUF fastsætter princippet om, at enhver unionsborger kan henvende sig til den ombudsmandsinstitution, der indføres i overensstemmelse med artikel 228,

C.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand i henhold til artikel 228 i TEUF er beføjet til at modtage klager over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med undtagelse af Den Europæiske Unions Domstol under udøvelsen af dens domstolsfunktioner;

D.  der henviser til, at det i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder hedder: "Enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer";

E.  der henviser til, at det i chartrets artikel 43 hedder: "Enhver unionsborger samt enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat har ret til at klage til Den Europæiske Ombudsmand over tilfælde af fejl og forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med undtagelse af Den Europæiske Unions Domstol under udøvelsen af dens domstolsfunktioner";

F.  der henviser til, at denne definition ikke begrænser fejl og forsømmelser til de tilfælde, hvor den regel eller det princip, der overtrædes, er juridisk bindende; der henviser til, at principperne om god forvaltningsskik rækker videre end lovgivningen; der henviser til, at der ifølge den første europæiske ombudsmand "foreligger fejl eller forsømmelser, når en offentlig myndighed ikke handler i overensstemmelse med en bindende regel eller et bindende princip"; der henviser til, at dette kræver, at EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer ikke alene opfylder deres retlige forpligtelser, men også yder god service og sikrer, at borgerne behandles korrekt og drager fuld fordel af deres rettigheder;

G.  der henviser til, at begrebet god forvaltningsskik bør udvides til bedre forvaltningsskik, forstået som en igangværende kontinuerlig forbedringsproces;

H.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmands vigtigste opgave er at sikre, at borgernes rettigheder respekteres fuldt ud, og at retten til god forvaltning afspejler de højeste standarder, sådan som det forventes af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer; der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand spiller en afgørende rolle med hensyn til at hjælpe EU-institutionerne med at blive mere åbne, effektive og borgervenlige med henblik på at styrke borgernes tillid til Unionen;

I.  der henviser til, at Emily O’Reilly blev valgt til europæisk ombudsmand af Europa-Parlamentet på plenarmødet den 3. juli 2013 og aflagde ed den 30. september 2013;

J.  der henviser til, at 23 245 borgere rettede henvendelse til Ombudsmanden om hjælp i 2013; der henviser til, at 19 418 borgere modtog rådgivning via den interaktive vejledning på Ombudsmandens websted, mens 1 407 henvendelser var anmodninger om information; der henviser til, at 2 420 henvendelser blev registreret som klager (2 442 i 2012); der henviser til, at Ombudsmanden i 2013 traf 2 354 foranstaltninger i forbindelse med klager modtaget i 2013;

K.  der henviser til, at det er vigtigt, at Ombudsmanden giver mere detaljerede oplysninger om de forskellige klageformater, således at der år for år kan foretages sammenligninger mellem klager, der modtages i elektronisk format via Ombudsmandens interaktive webside, og klager, der modtages på anden måde;

L.  der henviser til, at Ombudsmanden i 2013 indledte 350 undersøgelser (465 i 2012), heraf blev 341 indledt på grundlag af klager og 9 blev indledt på eget initiativ;

M.  der henviser til, at Ombudsmanden i 2013 afsluttede 461 undersøgelser (390 i 2012), heraf var 441 blevet indledt på grundlag af klager og 20 på eget initiativ; der henviser til, at 340 (77,1 %) af de undersøgelser, der blev afsluttet, var indgivet af enkeltpersoner og 101 (22,9 %) af virksomheder, sammenslutninger eller andre juridiske personer;

N.  der henviser til, at de undersøgelser, der blev afsluttet i 2013, vedrørte følgende emner: anmodninger om oplysninger og aktindsigt (25,6 %), Kommissionen som traktatens vogter (19,1 %), institutionelle og politiske anliggender (17,6 %), forvaltning og personalevedtægt (16,5 %), udvælgelsesprøver og -procedurer (14,8 %), tildeling af kontrakter eller tilskud (9,5 %) og udførelse af kontrakter (7,4 %);

O.  der henviser til, at de vigtigste emner for de undersøgelser, der blev indledt af Ombudsmanden i 2013 er følgende: gennemsigtighed i EU-institutionerne, etiske spørgsmål, borgernes deltagelse i EU's beslutningsproces, EU-finansierede projekter og programmer, grundlæggende rettigheder og servicekultur;

P.  der henviser til, at de mest almindelige spørgsmål, der rejses i forbindelse med gennemsigtighed, hænger sammen med institutionernes afslag på aktindsigt i dokumenter eller adgang til oplysninger, med møder, der afholdes for lukkede døre, og med manglende åbenhed i forbindelse med udpegning af EU's ekspertgrupper; der henviser til, at offentlighedens ret til aktindsigt er en af de rettigheder, der garanteres i EU's charter om grundlæggende rettigheder;

Q.  der henviser til, at Ombudsmanden i 2013 modtog talrige klager vedrørende interessekonflikter eller "svingdørspraksis", hvor personer i højtstående stillinger bevæger sig mellem tæt forbundne dele af den offentlige og den private sektor; der henviser til, at en eksemplarisk etisk adfærd må være af allerstørste betydning for EU's forvaltning, og at Ombudsmanden derfor har offentliggjort et sæt principper for offentlig tjeneste og etiske standarder; der henviser til, at talrige ngo'er hævder, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad griber ind over for, hvad de betegner som systemisk "svingdørspraksis";

R.  der henviser til, at Ombudsmanden arbejder tæt sammen med forskellige netværk, hvoraf det vigtigste er det europæiske netværk af ombudsmænd, der omfatter 94 kontorer i 35 europæiske lande; der henviser til, at klager, der falder uden for Ombudsmandens mandat, henvises til det medlem af netværket, der er bedst egnet til at håndtere sagen; der henviser til, at 52,5 % af modtagne klager blev overdraget til andre medlemmer af netværket;

S.  der henviser til, at Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender er fuldgyldigt medlem af det europæiske netværk af ombudsmænd; der henviser til, at Ombudsmanden i 2013 overdrog 51 sager til dette udvalg; der henviser til, at 178 sager blev overdraget til Kommissionen og 503 til andre institutioner og organer;

T.  der henviser til, at Ombudsmanden også samarbejder med andre internationale organisationer, som f.eks. FN; der henviser til, at Ombudsmanden, Parlamentet, Kommissionen, Agenturet for Grundlæggende Rettigheder (FRA) og Det Europæiske Handicapforum tilsammen udgør EU-rammerne inden for FN's konvention om handicappedes rettigheder; der henviser til, at disse rammer har til formål at beskytte, fremme og overvåge gennemførelsen af konventionen i EU-institutionerne;

U.  der henviser til, at årsberetningen for 2013 ikke indeholder de præcise tal for den procentvise andel af klager, der faldt henholdsvis inden eller uden for Ombudsmandens mandat; der henviser til, at det er af afgørende betydning fremover at medtage konkrete tal i alle årsberetninger, således at der kan foretages en sammenligning mellem forskellige år og let kan udledes udviklinger og tendenser med hensyn til, om klagerne opfylder betingelserne for behandling; der henviser til, at det af beretningen fremgår, at ud af 100 typiske klager falder 68 uden for Ombudsmandens mandat og bliver enten overdraget til nationale eller regionale ombudsmænd, til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender eller til andre klagebehandlingsorganer, som f.eks. Europa-Kommissionen, SOLVIT, Dit Europa – Råd & Vink eller til de europæiske forbrugercentre; der henviser til, at der er behov for en opfølgningsprocedure og oplysninger om klager, der overføres til andre institutioner eller organer, for at sikre, at borgernes anliggender behandles upartisk, retfærdigt og inden for en rimelig tidshorisont;

V.  der henviser til, at ud af 100 typiske klager falder kun 32 ind under Ombudsmandens mandat; der henviser til, at 17 heraf ikke fører til en undersøgelse (9 opfylder ikke betingelserne for behandling, og 8 opfylder betingelserne, men der er ikke tilstrækkeligt grundlag til at indlede en undersøgelse); der henviser til, at ud af 100 typiske klager giver 15 anledning til, at der indledes en undersøgelse; der henviser til, at 4 af disse løses i løbet af undersøgelsen, 4 fører til en konstatering af, at der ikke foreligger tilfælde af fejl eller forsømmelser, 1 fører til en konstatering af, at der foreligger tilfælde af fejl eller forsømmelser, og 6 giver ingen anledning til yderligere undersøgelser;

W.  der henviser til, at 80 % (40 sager) af de undersøgelser, hvor der blev konstateret fejl og forsømmelser, blev afsluttet med, at der blev fremsat kritiske bemærkninger over for den berørte institution, og 18 % (9 sager) blev afsluttet med forslag til henstillinger, der helt eller delvist blev accepteret af institutionen; der henviser til, at Ombudsmanden i én sag (2 %) udarbejdede "Særberetning fra Europa-Parlamentets Ombudsmand om undersøgelse på eget initiativ OI/5/2012/BEH-MHZ vedrørende Frontex"; der henviser til, at antallet af særberetninger fra Ombudsmanden i gennemsnit er én om året;

X.  der henviser til, at den særberetning, der blev forelagt for Parlamentet, var resultatet af en omfattende undersøgelse på eget initiativ af Frontex' forpligtelser i forhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at der først og fremmest blev udarbejdet en særberetning, fordi agenturet havde reageret på Ombudsmandens særlige henstillinger om at afhjælpe manglen på en appelmekanisme for asylansøgere;

Y.  der henviser til, at en særberetning er det sidste middel, Den Europæiske Ombudsmand kan gribe til for at gøre noget ved tilfælde af fejl og forsømmelser i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer; der henviser til, at ombudsmanden bør udforske sine politiske beføjelser yderligere og udvikle nye instrumenter og mekanismer, som hun kan disponere over;

Z.  der henviser til, at Ombudsmandens forslag i 2012 blev efterkommet i 80 % af tilfældene; der henviser til, at Kommissionen, der tegner sig for den højeste andel af de undersøgelser, som Ombudsmanden gennemfører, efterkom forslagene i 84 % af tilfældene; der henviser til, at Ombudsmanden hvert år offentliggør en udførlig beretning om, hvordan EU-institutionerne reagerer på Ombudsmandens forslag til forbedring af EU's forvaltning; der henviser til, at den manglende efterlevelse af Ombudsmandens forslag i 20 % af tilfældene udgør en alvorlig trussel, der kan føre til en yderligere udhuling af borgernes tillid til EU-institutionernes effektivitet;

AA.  der henviser til, at Kommissionen er den institution, som Ombudsmanden modtager flest klager over; der henviser til, at en af de undersøgelser, der blev afsluttet i 2013, vedrørte dokumenter om Det Forenede Kongeriges undtagelsesbestemmelse fra EU's charter om grundlæggende rettigheder;

AB.  der henviser til, at varigheden af undersøgelser i sager, der blev afsluttet i 2013, var 13 måneder i gennemsnit; der henviser til, at 22 % af sagerne blev afsluttet inden for tre måneder, 37 % inden for 3-12 måneder, 14 % inden for 12-18 måneder og 27 % efter mere end 18 måneder;

AC.  der henviser til, at Ombudsmandens budget i 2013 beløb sig til 9 731 371 EUR, og at Ombudsmandens stillingsfortegnelse omfatter 67 stillinger; der henviser til, at det er væsentligt at opretholde et tilstrækkelig stort budget og tilstrækkelige menneskelige ressourcer til at sikre effektivitet i Ombudsmandens tjenester og hurtige svar på borgernes klager;

AD.  der henviser til, at Emily O' Reilly er den første kvinde, der er blevet valgt til europæisk ombudsmand;

1.  godkender Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 2013; lykønsker Emily O’Reilly med hendes første årsberetning som ombudsmand og glæder sig over hendes indstilling med hensyn til at opretholde det positive arbejdsforhold og samarbejde med Parlamentet, navnlig dets Udvalg for Andragender; anerkender, at 2013 var et overgangsår, og at årsberetningen i vidt omfang omhandler det fortjenstfulde arbejde, som professor Nikiforos Diamandouros, den afgående ombudsmand, har udført;

2.  forpligter sig til at genindføre Parlamentets praksis med at indbyde ombudsmanden til plenarmødet umiddelbart efter valget af ham/hende;

3.  giver sin fulde støtte til den nye ombudsmands endelige mål, som er at bidrage til at styrke ansvarlighed og gennemsigtighed i strukturerne og institutionerne på europæisk plan, med henblik på at fremme god forvaltningsskik for alle borgere og bosiddende i EU, og at højne demokratiets kvalitet i EU; påpeger atter den afgørende rolle, som Den Europæiske Ombudsmand spiller, med hensyn til at gøre noget ved de problemer, der bekymrer borgerne, og bygge bro over den brede kløft, der findes mellem dem og EU-institutionerne;

4.  understreger de sociale mediers betydning som kommunikationskanal og tilskynder ombudsmandsinstitutionen til at gøre større brug af sådanne medier med henblik på at øge offentlighedens opmærksomhed på Ombudsmandens virksomhed og fremme EU-borgernes rettigheder; bemærker imidlertid, at en yderligere digitalisering af Ombudsmandens tjenester ikke bør føre til udelukkelse af borgere, der ikke har adgang til eller ikke kan bruge internettet; opfordrer Ombudsmanden til at være særligt opmærksom på behovet hos disse borgere, således at alle EU-borgere sikres lige adgang og dermed fuldt ud kan gøre brug af Ombudsmandens tjenester;

5.  bemærker, at Ombudsmandens årsberetning for 2013 har fået et nyt udseende, og at der udover den traditionelle trykte udgave nu også er en interaktiv version, der kan downloades, i e-bog-format; bemærker endvidere, at beretningen er blevet opdelt i to dele, hvoraf den ene er en letlæselige basistekst, hvori der anføres de vigtigste fakta og tal om Ombudsmandens arbejde i 2013, og den anden indeholder en grundig redegørelse for de vigtigste sager, som Ombudsmanden undersøgte i 2013(2);

6.  roser denne nye tilgang fra ombudsmandens side, som blev indført for at afspejle hendes ønske om at gøre ombudsmandsinstitutionen så tilgængelig og brugervenlig som muligt; opfordrer interesserede parter til at læse delen med den grundige redegørelse, der har titlen: " God forvaltningsskik: Ombudsmandens afgørelser i 2013", og lægge sig ombudsmandens betragtninger og henstillinger på sinde;

7.  bemærker, at den medlemsstat, der i 2013 havde det største antal klager, var Spanien (416), efterfulgt af Tyskland (269), Polen (248) og Belgien (153); bemærker, at hvad angår antallet af undersøgelser, der blev indledt, indtager Belgien føringen (53), efterfulgt af Tyskland (40), Italien (39) og Spanien (34);

8.  bemærker, at spørgsmål vedrørende gennemsigtighed igen toppede listen over klager til Ombudsmanden (64,3 %), og noterer en stigning i sammenligning med 2012 (52,7 %); bemærker, at de andre vigtige emner i klagerne vedrørte etiske spørgsmål, borgernes deltagelse i EU's beslutningsproces, EU-finansierede projekter, grundlæggende rettigheder og servicekultur;

9.  finder, at gennemsigtighed, åbenhed, adgang til information, respekt for borgernes rettigheder og høje etiske standarder er afgørende forudsætninger for at opbygge og opretholde et tillidsfuldt forhold mellem borgerne og indbyggere på den ene side og den europæiske offentlige tjeneste på den anden side; understreger, at tillid mellem borgerne og institutionerne er af allerstørste betydning i den nuværende vanskelige økonomiske situation; er enig med Ombudsmanden i, at gennemsigtighed er en grundsten for et avanceret demokrati i den forstand, at den gør det muligt at kontrollere offentlige myndigheders virksomhed, evaluere deres resultater og stille dem til regnskab; er ligeledes enig i, at åbenhed og aktindsigt udgør en væsentlig del af den institutionelle magtdelingsordning; anerkender borgernes ret til privatlivets fred og til beskyttelse af deres personoplysninger;

10.  noterer sig, at henstillinger og kritiske bemærkninger ikke er retligt bindende, men understreger, at EU-institutionerne ikke desto mindre kan anvende dem som anledning til at løse et problem, som en lærestreg med henblik på fremtiden og til at undgå, at der opstår lignende tilfælde af fejl og forsømmelser; opfordrer indtrængende alle Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer til at samarbejde fuldt ud med ombudsmanden og sikre, at hendes henstillinger efterkommes, og også fuldt ud gøre brug af de kritiske bemærkninger; minder om, at retten til god forvaltning indgår i chartret om grundlæggende rettigheder (artikel 41) som en grundlæggende rettighed for Den Europæiske Unions borgere;

11.  bemærker, at et stort flertal af de undersøgelser, der blev foretaget af Ombudsmanden i det forløbne år (64,3 %), vedrørte Europa-Kommissionen; erkender, at Kommissionen er den institution, hvis beslutninger har størst sandsynlighed for at påvirke borgere, civilsamfundsorganisationer og erhvervsliv direkte; forstår, at det derfor først og fremmest er Kommissionen, der bliver gjort til genstand for offentlig kontrol; bemærker dog med bekymring, at andelen af klager, der vedrørte Kommissionen, er steget i forhold til 2012, hvor den var 52,7 %; opfordrer Ombudsmanden til at undersøge årsagerne til denne stigning med henblik på at forbedre Kommissionens forvaltning og således øge EU-institutionernes troværdighed som helhed; opfordrer den nye Kommission til hurtigt at træffe foranstaltninger for at forbedre sin indsats med det formål at reducere antallet af klager over Kommissionen; mener, at Kommissionens involvering i uigennemskuelige enheder såsom trojkaen ikke bidrager til at fremme gennemsigtighed og klare ansvarsforhold i EU og heller ikke til at fremme respekt for nærhedsprincippet;

12.  noterer sig med bekymring, at procentdelen af klager vedrørende EU-agenturer er næsten fordoblet fra 12,5 % i 2012 til 24 % i 2013; foreslår, at Ombudsmanden anfører, hvorvidt denne stigning var resultatet af et større kendskab i offentligheden til klageprocedurer, eller om den skyldtes andre faktorer, såsom EU-agenturers mulige manglende efterlevelse af Ombudsmandens henstillinger fra tidligere år; opfordrer Ombudsmanden til at overvåge udviklingen i agenturerne og rapportere tilbage rettidigt; støtter Ombudsmandens planer om at mødes med de forskellige agenturer for at understrege betydningen af god forvaltningsskik, god klagebehandling og en servicekultur;

13.  noterer med tilfredshed, at procentdelen af klager vedrørende Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) er mere end halveret i 2013, fra 16,8 % i 2012 til 7,1 % i 2013; noterer ligeledes med tilfredshed, at procentdelen af klager vedrørende Europa-Parlamentet er faldet fra 5,2 % i 2012 til 4,3 % i 2013; anerkender Ombudsmandens og EPSO's arbejde med at nedbringe antallet af klager over dette agentur;

14.  noterer sig, at Ombudsmanden i 2013 offentliggjorde en ny udgave af den europæiske kodeks for god forvaltningsskik; opfordrer alle institutionerne til fuldt ud at overholde og gennemføre denne kodeks; opfordrer den nye Kommission til at vedtage fælles bindende regler og principper for administrative procedurer i EU's forvaltning og navnlig til at forelægge et forslag til forordning i dette øjemed; minder om, at det i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder hedder, at "Enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer";

15.  opfordrer alle EU-institutioner, -organer og -agenturer til at forbedre deres indsats via et forstærket engagement i god forvaltningsskik og principperne om en servicekultur over for borgerne; opfordrer dem til at bistå ombudsmandsinstitutionen ved hurtigt at reagere på dens undersøgelser og ved at gennemføre et tættere samarbejde med institutionen for at afkorte tidsfristerne i forbindelse med behandlingen af klager; støtter Ombudsmandens bestræbelser for at fremskynde undersøgelsesprocesserne og afkorte svarfristerne ved behandlingen af klager for at betjene borgere, som udøver deres rettigheder, inden for en rimelig tidsfrist og på en forsvarlig måde;

16.  bemærker, at Ombudsmandens henstillinger samlet set blev efterkommet i 80 % af tilfældene i 2012, hvilket er en lille tilbagegang fra 82 % i 2011; støtter ombudsmanden i hendes ambition om at forbedre graden af efterlevelse; retter en indtrængende anmodning til især Kommissionen om at gøre sit yderste for at forbedre sin grad af efterlevelse; er bekymret over de 20 % af sagerne med manglende efterlevelse og opfordrer indtrængende EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer til at svare og reagere på Ombudsmandens kritiske bemærkninger inden for en rimelig tidsfrist og til at gøre sig alle nødvendige bestræbelser på at forbedre deres opfølgningsniveau ved hurtigt at efterkomme Ombudsmandens henstillinger og kritiske bemærkninger; ser frem til de detaljerede oplysninger, der vil blive fremlagt i Ombudsmandens kommende årsrapport om overholdelsen i 2013;

17.  bemærker, at Ombudsmanden konstaterede fejl og forsømmelser i 10,8 % af undersøgelserne i 2013 og i 80 % af disse sager fremsendte kritiske bemærkninger til den berørte institution; bemærker, at i 18 % af sagerne om fejl og forsømmelser blev Ombudsmandens forslag til henstillinger accepteret helt eller delvist af institutionen;

18.  bemærker, at Ombudsmanden forelagde Parlamentet en særlig beretning om en manglende klagemekanisme i Frontex-agenturet til behandling af klager om overtrædelse af grundlæggende rettigheder i forbindelse med agenturets arbejde; er forvisset om, at denne særlige beretning vil blive gjort til genstand for en betænkning fra Parlamentets Udvalg for Andragender i samarbejde med Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender;

19.  opfordrer Ombudsmanden til at forstærke sine forbindelser og sit samarbejde med de forskellige netværk, især det europæiske netværk af ombudsmænd og rammerne inden for FN's konvention om handicappedes rettigheder; minder om, at Parlamentet i den årlige betænkning for 2012 fra Udvalget for Andragender opfordrede til, at Parlamentet opretter et netværk, der omfatter udvalgene for andragender i medlemsstaterne, hvilket kunne være et supplement til det europæiske netværk af ombudsmænd;

20.  minder om, at Parlamentets Udvalg for Andragender er fuldgyldigt medlem af ovennævnte netværk; konstaterer, at Ombudsmanden i 2013 henviste 51 klager til dette udvalg; mener i betragtning af det parallelle og undertiden supplerende arbejde, som Udvalget for Andragender gør for at sikre, at EU-lovgivningen gennemføres på behørig vis på alle forvaltningsniveauer, at der bør afsættes flere ressourcer til dette udvalg, analogt med de ressourcer, der bevilges til Den Europæiske Ombudsmand;

21.  noterer sig Ombudsmandens nye strategi "Hen imod 2019", der består af tre hovedsøjler under overskrifterne Indflydelse, Vægt og Synlighed; tager til efterretning, at Ombudsmanden har til hensigt at styrke sin indflydelse ved at foretage strategiske undersøgelser af systemiske problemer, at styrke sin rolle ved at bidrage til vigtige EU-debatter og at øge sin synlighed ved at forbedre sin kontakt til interessenter og skabe opmærksomhed om vigtige sager;

22.   opfordrer indtrængende Ombudsmanden til at fortsætte sine bestræbelser på at forbedre kommunikationskanalerne og bygge på det arbejde, der er gjort inden for rammerne af Borgernes Europaår (2013), samt forbedre informationsformidlingen til EU-borgerne, således at de er behørigt informeret om Ombudsmandens tjenester og ansvarsområde;

23.  gør atter opmærksom på betydningen af det europæiske borgerinitiativ som et nyt redskab, der giver borgerne mulighed for direkte at blive inddraget i beslutningstagningsprocessen vedrørende udarbejdelsen af EU-lovgivning;

24.  glæder sig over en række vigtige undersøgelser, som Ombudsmanden har indledt, som f.eks. undersøgelserne vedrørende manglende gennemsigtighed i forhandlingerne om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP), whistleblowing i EU-institutionerne, manglende gennemsigtighed i Kommissionens ekspertgrupper, tilfælde af "svingdørspraksis" og interessekonflikter, grundlæggende rettigheder i samhørighedspolitikken, og det europæiske borgerinitiativ; ser frem til resultaterne af disse undersøgelser;

25.  glæder sig over Rådets afgørelse om at offentliggøre EU's forhandlingsdirektiver til de igangværende TTIP-forhandlinger mellem EU og USA; glæder sig ligeledes over Kommissionens afgørelse om at offentliggøre flere EU-forhandlingstekster og give bedre adgang til andre dokumenter i forbindelse med TTIP-forhandlingerne; mener, at Ombudsmanden har styrket sin rolle som vogter af gennemsigtigheden i EU ved nøje at overvåge TTIP-forhandlingerne ud fra denne synsvinkel; støtter Ombudsmandens krav om, at EU-institutionerne vedtager en strategi for gennemsigtighed og en oplysningskampagne om TTIP; giver tilsagn om at følge op på udfaldet af høringen om TTIP-gennemsigtighed, bl.a. ved at behandle eventuelle andragender om dette emne, særlig i lyset af TTIP's og andre handelsforhandlingers mulige konsekvenser for EU-borgernes tilværelse;

26.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og betænkningen fra Udvalget for Andragender til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Ombudsmand, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til ombudsmændene eller tilsvarende organer i medlemsstaterne.

(1) EFT L 113 af 4.5.1994, s. 15.
(2) http://www.ombudsman.europa.eu/en/activities/annualreports.faces


Situationen i Libyen
PDF 151kWORD 66k
Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om situationen i Libyen (2014/3018(RSP))
P8_TA(2015)0010RC-B8-0011/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Libyen, navnlig af 15. september 2011(1), 22. november 2012(2) og 18. september 2014(3),

–  der henviser til de seneste redegørelser om Libyen, herunder dem af henholdsvis 16. og 30. december 2014 og 10. januar 2015, fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini,

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 15. august 2014, 30. august 2014, 20. oktober 2014, 17. og 18. november 2014 og 15. december 2014,

–  der henviser til den fælles erklæring af 11. januar 2015 om Libyen fra den franske, tyske, italienske, spanske, britiske og amerikanske regering,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1970, 1973 (2011) og 2174 af 27. august 2014,

–  der henviser til rapporten af 4. september 2014, opdateret den 27. december 2014, fra FN's støttemission i Libyen (UNSMIL) med titlen "Overview of violations of international human rights and humanitarian law during the ongoing violence in Libya",

–  der henviser til Genève-konventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne hertil fra 1977 og til parternes forpligtelse til under væbnede konflikter at overholde og sikre overholdelse af den humanitære folkeret i enhver henseende,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2013/233/FUSP af 22. maj 2013 om Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya),

–  der henviser til pakken vedrørende den europæiske naboskabspolitik for Libyen fra september 2014,

–  der henviser til Saheltopmødet, der blev afholdt i Mauretanien den 19. december 2014 med deltagelse af ledere fra Mauretanien, Mali, Niger, Tchad og Burkina Faso,

–  der henviser til det fælles kommuniké af 22. september 2014 fra 13 lande(4) med forpligtelse til en politik om ikke-indblanding i Libyens anliggender,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at libyerne i februar 2011 gik på gaden for at kræve politiske rettigheder, men blev mødt med vilkårlig undertrykkelse fra statens side, hvilket udløste ni måneders civil konflikt og afsættelsen af Gaddafiregimet;

B.  der henviser til, at Libyen for tredje gang afholdt almindelige demokratiske og frie valg i juni 2014 for at vælge et Repræsentanternes Hus, der erstattede Nationalkongressen, som blev valgt i juli 2012;

C.  der henviser til, at de forhåbninger, som vaktes i det libyske folk efter oberst Gaddafis fald, til trods for afholdelsen af det nationale parlamentsvalg i juni 2014 er blevet gjort til skamme af politisk splittelse og vold i, hvad der er ved at udvikle sig til en total borgerkrig; der henviser til, at der i flere måneder har været rivaliserende regeringer og parlamenter i Tripoli og Tobruk;

D.  der henviser til, at Libyen fortsat er indviklet i politiske stridigheder, der har udartet sig til en voldelig magtkamp mellem to rivaliserende regeringer og talrige konkurrerende fraktioner af nationalistisk, islamistisk, stammerelateret og regionalistisk tilsnit, hvilket har ført til yderligere lidelser for civilbefolkningen, flere tab af menneskeliv, massefordrivelser og en omsiggribende humanitær krise;

E.  der henviser til, at der er indberetninger om, at begge parter har begået en hel række overtrædelser og krænkelser af internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret; der henviser til, at UNSMIL skønner, at mindst 400 000 libyere er blevet internt fordrevet af den seneste bølge af kampe, og at yderligere 150 000, herunder mange migrantarbejdere, har forladt landet; der henviser til, at udenlandske nødhjælpsarbejdere og diplomater, herunder fra EU og UNSMIL, er blevet evakueret fra Libyen; der påpeger, at massetilstrømningen af libyske flygtninge til nabolandet Tunesien sætter dette lands ressourcer og dets egen stabilitet under stort pres; der påpeger, at der allerede skønnes at opholde sig mere end en million libyere i Tunesien;

F.  der henviser til, at FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad al Hussein, den 23. december 2014 erklærede, at vilkårlig granatbeskydning af civile i Libyen formentlig kan give anledning til retsforfølgelse for krigsforbrydelser;

G.  der henviser til, at FN's særlige udsending, Bernardino León, aktivt har søgt at få forhandlinger i stand mellem de stridende parter og få indledt en national dialog med henblik på en forsoningsproces og dannelse af en national samlingsregering; der henviser til, at en første forhandlingsrunde fandt sted i Ghadames den 29. september 2014 og fortsatte i Tripoli den 11. oktober 2014, mens en yderligere runde, der i første omgang var planlagt til den 5. januar 2015, blev udsat på grund af manglende enighed på begge sider; der henviser til, at UNSMIL har meddelt, at de libyske parter nu er blevet enige om at afholde en ny forhandlingsrunde i Genève angiveligt den 14. januar 2015; der henviser til, at begge lejre hidtil overvejende har vist sig forbeholdne over for eller ude af stand til at indgå et kompromis;

H.  der henviser til, at FN's udsending for Sahel-regionen, Hiroute Guebre Sellassie, har advaret FN's Sikkerhedsråd om, at den libyske krise truer med at destabilisere hele regionen i den nærmeste fremtid, og at hun også har udtalt, at terrorgrupper og kriminelle netværk i Libyen har været ved at udvikle tættere bånd til Mali og det nordlige Nigeria i forbindelse med våbensalg og narkotikahandel og andre former for ulovlig handel;

I.  der henviser til, at enheden i den libyske stat er på spil, og at der er en reel risiko for opsplitning i mindst tre regioner (Fezzan, Cyrenaika og Tripolitania), hvis ikke der findes en kompromisløsning og opnås en forsoningsproces;

J.  der henviser til, at de nylige kampe har gjort det meget lettere for terrorgrupper som ISIS at spredes og slå sig ned i landet; der henviser til, at dette, såfremt der ikke gribes ind, kan repræsentere den største trussel mod sikkerheden i regionen og i EU; der henviser til, at den østlibyske gren af IS den 8. januar 2015 erklærede, at den havde henrettet journalisten Sofiene Chourabi og kameramanden Nadhir Ktari;

K.  der henviser til, at krigsfly tilhørende styrker, der er loyale over for den internationalt anerkendte regering, den 4. januar 2015 bombede et græsk-drevet olietankskib i det militære område af havnen i Derna, hvorved et græsk og et rumænsk besætningsmedlem blev dræbt, og to andre såret; der henviser til, at havnen kontrolleres af militante islamister, og at den er blevet angrebet flere gange i løbet af det seneste år;

L.  der henviser til, at det af en officiel regeringserklæring af 3. januar 2015 fremgik, at en IS‑milits havde dræbt 14 soldater fra den libyske hær, og at regeringen opfordrede det internationale samfund til at ophæve våbenembargoen mod landet med henblik på at kunne bekæmpe denne milits, som den betegner som terrorister;

M.  der henviser til, at ISIS træner krigere i Libyen og er ved at etablere en aflægger i den østlige del af landet; der henviser til, at terrorister den 30. december 2014 detonerede en bilbombe i Tobruk, der havde et møde i Repræsentanternes Hus som mål; der henviser til, at der rapporteres om, at elementer fra al-Qaeda i Det Islamiske Maghreb har etableret logistiske støttepunkter i Libyens sydlige udkant; der henviser til, at en IS-milits ifølge en officiel regeringserklæring den 3. januar 2015 henrettede 14 soldater fra den libyske hær;

N.  der henviser til, at militslederen, general Heftar, den 28. december 2014 gennemførte et luftangreb på Misrata, en højborg for militsgruppen Libysk Daggry, i hvad der anses for at have været et hævnangreb for militsens angreb den 25. december 2014 på Libyens største olieterminal i Sidra og på soldater fra den libyske hær i Sirte, hvorved 22 soldater blev dræbt;

O.  der henviser til, at omkring 20 egyptiske koptiske kristne blev bortført af militante aktivister fra Ansar al-Sharia i Sirte, som er under en milits' kontrol, under det seneste af et stigende antal angreb på kristne og andre religiøse mindretal i Libyen; der henviser til, at antallet af tilbageholdelser og bortførelser af, brug af tortur mod og henrettelser af mistænkte krigere fra alle konfliktens parter ligeledes er fortsat med at stige;

P.  der henviser til, at hundredvis af migranter og flygtninge, der er flygtet fra volden i Libyen, skal være omkommet under deres forsøg på at krydse Middelhavet på vej til Europa, hvilket har resulteret i en alvorlig flygtningekrise i Italien og på Malta; der henviser til, at Libyen er det vigtigste udskibningssted for migranter, der forsøger at nå til Europa;

Q.  der henviser til, at Libyens højesteret den 6. november 2014 fastslog, at parlamentsvalget i juni, som etablerede det internationalt anerkendte, Tobrukbaserede Repræsentanternes Hus, var ulovligt;

R.  der henviser til, at Repræsentanternes Hus har afvist afgørelsen med henvisning til, at denne overskrider domstolens mandat, at den blev truffet under pres fra islamistiske militser i Tripoli, og at Repræsentanternes Hus og regeringen vil fortsætte med at fungere;

S.  der henviser til, at FN's Sikkerhedsråds resolution 2174 (2014) bemyndiger indrejseforbud og indefrysning af aktiver for enkeltpersoner og enheder, som af udvalget vurderes at deltage i eller yde støtte til andre handlinger, der udgør en trussel mod freden, stabiliteten eller sikkerheden i Libyen, eller som hindrer eller underminerer en vellykket fuldførelse af landets politiske omstilling;

T.  der henviser til, at kontrollen med og administrationen af det nationale olieselskab er et afgørende element i konflikten; der henviser til, at begge parter i konflikten har udnævnt deres egne olieministre i et forsøg på at kanalisere olieindtægterne over til dem selv; der henviser til, at olie udgør 95 % af Libyens statslige indtægter og 65 % af landets BNP; der henviser til, at Libyen har de største oliereserver i Afrika og de femtestørste reserver i verden;

1.  fordømmer på det kraftigste den stærkt eskalerende vold i Libyen, der især er rettet mod civile, hvilket i alvorlig grad undergraver de fremtidige udsigter til en fredelig løsning; giver udtryk for stærk støtte til de af FN arrangerede forhandlinger i Genève og opfordrer alle parter i konflikten til at acceptere den indstilling af de militære operationer, som FN's særlige repræsentant, Bernardino León, har foreslået for at skabe et gunstigt klima;

2.  opfordrer alle de parter, der er involveret i volden, til at forpligte sig til en betingelsesløs våbenhvile, afstå fra handlinger, der skaber yderligere splittelse og polarisering, offentligt erklære, at de ikke vil tolerere sådanne handlinger, og samarbejde uden forhåndsbetingelser med FN's særlige repræsentant for Libyen, Bernadino León, i dennes bestræbelser på at bringe de rivaliserende grupper sammen i en inklusiv national politisk dialog; insisterer på, at der bør tages behørigt hensyn til inddragelsen af kvinder og mindretal i denne proces; minder om, at der ikke findes nogen militær løsning på den aktuelle konflikt;

3.  gentager sin stærke og fulde støtte til FN's støttemission i Libyen; bifalder den utrættelige indsats, som FN's særlige repræsentant for Libyen, Bernadino León, gør for at få denne politiske dialog i stand; glæder sig over, at der inden for de nærmeste dage skal finde en ny runde af politiske forhandlinger sted i Genève;

4.  opfordrer EU til at støtte disse bestræbelser ved straks at vedtage sine egne målrettede sanktioner, herunder indefrysning af aktiver og indrejseforbud for dem, der er ansvarlige for væbnet vold og overtrædelser og krænkelser af menneskerettighederne samt for at boykotte forhandlingerne i FN-regi;

5.  gentager sin støtte til Repræsentanternes Hus i Tobruk som det eneste organ, der er det legitime resultat af valget i juni 2014; gentager sin opfordring til det folkevalgte Repræsentanternes Hus og den officielle regering om at udføre deres opgaver på grundlag af retsstatsprincippet og menneskerettighederne og i en inklusionens ånd, til landets bedste og med henblik på at beskytte alle libyeres, herunder religiøse og etniske mindretals, rettigheder;

6.  er dybt bekymret over den stadig større tilstedeværelse af terrorgrupper med forbindelse til al-Qaeda, IS‑militser og andre ekstremistiske organisationer og bevægelser i Libyen; mener, at denne region risikerer at ende i et destruktivt kaos på linje med, hvad der sker i Syrien og Irak; mener, at disse grupper repræsenterer en stor trussel mod stabiliteten og sikkerheden i hele regionen og ligeledes mod sikkerheden i Europa; bekræfter behovet for med alle midler og i overensstemmelse med FN-pagten og folkeretten, herunder gældende internationale menneskerettigheds- og flygtningelovgivning samt den humanitære folkeret, at bekæmpe trusler mod international fred og sikkerhed som følge af terrorhandlinger;

7.  opfordrer EU og det internationale samfund til fortsat at støtte bestræbelser på at bekæmpe terrorisme under behørig overholdelse af folkeretten samt at undgå, at terrorismen spredes yderligere, og at der oprettes nye terroristbaser i Libyen;

8.  understreger, at den libyske konflikt har en destabiliserende virkning på andre lande i Sahel-regionen samt på sikkerheden i Europa; opfordrer nabolandene og de regionale aktører, navnlig Egypten, Qatar, Saudi-Arabien, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater til at afstå fra aktioner, som kunne forværrede nuværende splittelser og undergrave Libyens demokratiske overgang, og til fuldt ud at støtte den FN-ledede Ghadamesproces; minder om, at de, som aktivt skaber hindringer for en politisk konsensusløsning, krænker Sikkerhedsrådets resolutioner om Libyen og må tage konsekvenserne af deres handlinger;

9.  glæder sig over de nylige erklæringer af henholdsvis 3. december 2014 fra Den Afrikanske Union og af 5. januar 2015 fra Den Arabiske Liga samt disses offentlige tilsagn om at støtte den FN-ledede proces;

10.  understreger nødvendigheden af en fælles og samordnet indsats fra alle 28 medlemsstaters side under den højtstående repræsentants overopsyn; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at samordne medlemsstaternes indsats og i deres støtte fokusere på opbygning af stat og institutioner og, sammen med medlemsstaterne, FN, NATO og de regionale partnere, at deltage i skabelsen af effektive og nationalt ledede og kontrollerede sikkerhedsstyrker (hær- og politistyrker), der kan sikre fred og orden i landet, samt støtte indgåelsen af en våbenhvile og udformningen af en mekanisme til overvågning heraf; understreger, at EU også bør prioritere støtte til reformen af det libyske retssystem samt andre områder, som er afgørende for en demokratisk regeringsførelse;

11.  minder om EU's stærke engagement i at sikre Libyens enhed og territoriale integritet og behovet for at forhindre udbredelsen af terrorisme; minder om FN's Sikkerhedsråds resolution 2174, der blev vedtaget den 27. august 2014 og udvidede de eksisterende internationale sanktioner mod Libyen til at omfatte straffeansvar for personer, der deltager i eller støtter handlinger, der truer Libyens fred, stabilitet eller sikkerhed eller hindrer eller underminerer en vellykket fuldførelse af landets politiske overgang; opfordrer EU til at overveje yderligere aktioner, herunder restriktive foranstaltninger;

12.  understreger, at det er nødvendigt at sikre ansvarlighed for alle krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret; gør opmærksom på erklæringen fra UNSMIL om, at mange af de overtrædelser og krænkelser, der er begået i Libyen, henhører under ICC's jurisdiktion, og opfordrer til, at sidstnævnte tildeles tilstrækkelige politiske, logistiske og økonomiske ressourcer til, at den kan undersøge disse forbrydelser; mener, at en styrkelse af de internationale ansvarliggørelsesmekanismer kan afskrække militser fra at begå yderligere overgreb og krænkelser, og opfordrer til, at man overvejer at etablere en FN-undersøgelseskommission eller en tilsvarende mekanisme til at undersøge krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret;

13.  udtrykker sin solidaritet med det libyske folk; er af den overbevisning, at Den Europæiske Union skal hjælpe det libyske folk med at opfylde dets ambition om at oprette en demokratisk, stabil og velstående stat i overensstemmelse med de tilsagn, der er afgivet i dens naboskabspolitikker for det sydlige Middelhavsområde; opfordrer til, at EU og det internationale samfund fortsætter med at yde humanitær, finansiel og politisk bistand med henblik på at håndtere den humanitære situation i Libyen, den vanskelige situation for internt fordrevne og flygtninge samt for civile, som er frataget adgang til basale tjenester;

14.  opfordrer alle parter i Libyen til at garantere sikkerhed og frihed for kristne og andre religiøse minoritetsgrupper, som udsættes for stigende diskrimination og forfølgelse, og som befinder sig i krydsilden; opfordrer Unionen og dens medlemsstater til at sikre, at fremtidige bilaterale aftaler omfatter effektive overvågningsmekanismer vedrørende beskyttelse af religiøse mindretals menneskerettigheder;

15.  insisterer på, at neutraliteten bevares i vigtige libyske institutioner, navnlig centralbanken, National Oil Corporation og den statslige investeringsfond, som er godkendt af FN til at modtage olieindtægter fra udlandet;

16.  udtrykker sin anerkendelse af Tunesiens gæstfrihed over for 1,5 millioner libyske borgere, som er flygtet fra volden, og som nu opholder sig i Tunesien; anmoder EU om at yde økonomisk og logistisk støtte til den tunesiske regering til denne opgave;

17.  anmoder internationale virksomheder om, inden de indgår nogen handel, der involverer libysk olie, som tilhører det libyske folk, at sikre sig, at sådanne handler hverken direkte eller indirekte finansierer de stridende militser; anmoder på ny internationale virksomheder med aktiviteter i Libyen om at oplyse om deres finansielle forretninger i energisektoren;

18.  er fortsat bekymret over spredningen af våben, ammunition og sprængstoffer samt smugling af våben, som udgør en risiko for befolkningen samt for Libyens og regionens stabilitet;

19.  gentager sin opfordring til den højstående repræsentant om at revurdere mandatet for Den Europæiske Unions grænsebistandsmission (EUBAM) i Libyen, som for øjeblikket er i venteposition og stationeret i Tunesien, for at tage hensyn til den dramatisk ændrede situation i landet og med henblik på at etablere en tilstrækkeligt koordineret mission under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik til at operere samordnet med FN og regionale partnere, hvis der findes frem til en politisk løsning; mener, at FSFP-missionen bør have til formål at støtte gennemførelsen af en politisk løsning og bør prioritere en reform af sikkerhedssektoren (SSR) og afvæbning, demobilisering og reintegration (DDR) og også bør være en reaktion på andre presserende forvaltningsbehov; mener endvidere, at FSFP-missionen – som følge af udsigten til en forlænget krig i Libyen og øget ustabilitet og alvorlige trusler mod den europæiske sikkerhed – bør være rede til at deltage i en aktion, der er koordineret af og har et mandat fra FN's Sikkerhedsråd, til at stabilisere Libyen;

20.  giver udtryk for sin alvorlige bekymring over migranter, asylansøgere og flygtninge i Libyen, hvis allerede usikre situation fortsat forværres; opfordrer EU og medlemsstaterne til effektivt at hjælpe Italien i landets prisværdige bestræbelser på at håndtere de stadigt voksende migrations- og flygtningestrømme fra Nordafrika, især fra Libyen;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Libyens regering og Repræsentanternes Hus, FN's generalsekretær, Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union.

(1) EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 114.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0465.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0028.
(4) Algeriet, Egypten, Frankrig, Tyskland, Italien, Qatar, Saudi-Arabien, Spanien, Tunesien, Tyrkiet, De Forenede Arabiske Emirater, Det Forenede Kongerige, De Forenede Stater samt EU og FN.


Situationen i Ukraine
PDF 153kWORD 70k
Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om situationen i Ukraine (2014/2965(RSP))
P8_TA(2015)0011RC-B8-0008/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om den europæiske naboskabspolitik og om det østlige partnerskab,

–  der henviser til de foreløbige resultater fra OSCE/ODIHR om det fremrykkede parlamentsvalg i Ukraine den 26. oktober 2014,

–  der henviser til den ottende rapport af 15. december 2014 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder (UNHCHR) om menneskerettighedssituationen i Ukraine og til situationsrapport nr. 22 for Ukraine af 26. december 2014 fra FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA),

–  der henviser til undertegnelsen af associeringsaftalen mellem EU og Ukraine den 27. juni 2014, som omfatter en vidtgående og bred frihandelsaftale, og til Europa-Parlamentets og det ukrainske parlaments (Verhovna Radas) samtidige ratificering af denne den 16. september 2014,

–  der henviser til Minsk-protokollen af 5. september 2014 og til Minsk-memorandummet af 19. september 2014 om gennemførelsen af en 12-punkt-fredsplan,

–  der henviser til FN’s rapport af 20. november 2014 om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i det østlige Ukraine og til rapporten fra Human Rights Watch fra november 2014 om krænkelser på Krim,

–  der henviser til den fælles erklæring af 2. december 2014 fra udvalget NATO-Ukraine,

–  der henviser til konklusionerne om Ukraine fra Det Europæiske Råd den 21. marts 2014, 27. juni 2014, 16. juli 2014, 30. august 2014 og 18. december 2014,

–  der henviser til resultatet af det første møde i associeringsrådet mellem EU og Ukraine den 15. december 2014,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 17. november 2014,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at der i Ukraine den 26. oktober 2014 blev afholdt parlamentsvalg, som forløb effektivt, på en ordentlig og fredelig måde og med generel respekt for de grundlæggende rettigheder på trods af den igangværende konflikt i de østlige regioner og Ruslands ulovlige annektering af Krim;

B.  der henviser til, at den nye regering, der er sammensat af proeuropæiske kræfter, har et forfatningsmæssigt flertal til at fortsætte reformerne og allerede har vedtaget en koalitionsaftale, som danner grundlaget for en stringent reformproces, som sigter på at fremme yderligere europæisk integration, modernisere og udvikle landet, skabe et ægte demokrati og en retsstat og udvikle forfatningsmæssige ændringer som foreslået i Porosjenkos fredsplan;

C.  der henviser til, at de såkaldte "præsident- og parlamentsvalg", der blev afholdt i Donetsk og Lugansk den 2. november 2014, var i strid med ukrainsk lovgivning og Minsk-aftalerne, og derfor ikke kan anerkendes; der henviser til, at afholdelsen af disse valg har haft en skadelig indvirkning på freds- og forsoningsprocessen;

D.  der henviser til, at våbenhvilen fra den 5. september 2014 dagligt er blevet overtrådt af separatisterne og russiske styrker; der henviser til, at antallet af overtrædelser er blevet drastisk reduceret siden den 9. december 2014 takket være præsident Porosjenkos initiativ med en opfordring til en våbenhvile; der henviser til, at de vigtigste punkter i memorandummet af 19. september 2014 imidlertid ikke er blevet gennemført af de russiskstøttede separatister; der henviser til, at Rusland ifølge pålidelige kilder fortsat støtter de separatistiske militser gennem en regelmæssig strøm af militært udstyr, lejesoldater og regulære russiske enheder, herunder store kampvogne, sofistikerede antiluftsskytssystemer og artilleri;

E.  der henviser til, at den væbnede konflikt i det østlige Ukraine har medført tusindvis af militære og civile tabstal, endnu flere sårede og hundredtusindvis, der har måttet flygte fra deres hjem, hvoraf de fleste er flygtet til Rusland, mens situationen i det konfliktramte område er yderst foruroligende både ud fra et humanitært og sundhedsmæssigt synspunkt;

F.  der henviser til, at den ulovlige annektering af Krimhalvøen var det første tilfælde af en indlemmelse af en del af et land i et andet i Europa gennem magtanvendelse siden Anden Verdenskrig og er i strid med folkeretten, herunder De Forenede Nationers pagt, Helsingforsslutakten og Budapestaftalen fra 1994;

G.  der henviser til, at Udenrigsrådet den 17. november 2014 tog en principbeslutning om yderligere sanktioner rettet mod separatistiske ledere;

H.  der henviser til, at der foregår udbredte krænkelser af menneskerettighederne såvel i det østlige Ukraine som på Krim, der særligt berører krimtatarerne og omfatter intimidering og en ny bølge af forsvindinger;

I.  der henviser til, at tættere samarbejde mellem EU og USA om politikker, der vedrører Ukraine, vil være gavnligt;

J.  der henviser til, at det ukrainske parlament den 23. december 2014 vedtog at give afkald på landets alliancefri status;

1.  udtrykker sin solidaritet med Ukraine og det ukrainske folk; gentager endnu engang sit engagement til fordel for Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet samt ukrænkeligheden af landets grænser og dets valg af EU;

2.  fordømmer terrorangrebene fra og den kriminelle adfærd hos separatisterne og andre irregulære styrker i det østlige Ukraine;

3.  glæder sig over den positive evaluering af parlamentsvalget den 26. oktober 2014 på trods af udfordrende sikkerhedsmæssige og politiske omstændigheder og den efterfølgende indsættelse af det nye Verhovna Rada; glæder sig over det stærke politiske tilsagn fra præsident Porosjenko, premierminister Jatsenjuk og parlamentsformand Grojsman om at arbejde sammen og fremme den stringente reformproces; tilskynder kraftigt den nye regering og det nye parlament i Ukraine til uden ophør at vedtage og gennemføre de stærkt påkrævede politiske og socioøkonomiske reformer med henblik på at opbygge en demokratisk og velstående stat, der er baseret på retsstatsprincippet;

4.  beklager, at ikke alle dele af Ukraines territorium og befolkning er repræsenteret i Verkhovna Rada som følge af den nuværende situation i landet; minder om, at Ukraines regering og parlament skal sikre beskyttelse af rettigheder og behov for de borgere, der ikke har nogen repræsentation i statens beslutningstagning;

5.  fordømmer på det kraftigste Ruslands aggressive og ekspansive politik, som udgør en trussel mod Ukraines enhed og uafhængighed og en potentiel trussel mod EU selv, herunder den ulovlige annektering af Krim og den uerklærede hybride krig, som Rusland fører mod Ukraine, der omfatter informationskrig og blandede elementer af cyberkrig, anvendelse af regulære og irregulære styrker, propaganda, økonomisk pres, energirelateret afpresning, diplomati og politisk destabilisering; understreger, at disse handlinger er i strid med folkeretten og udgør en alvorlig trussel mod den europæiske sikkerhedssituation; understreger, at der ikke er nogen begrundelse for at anvende militær magt i Europa i forsvaret af såkaldte historiske og sikkerhedsmæssige årsager eller af hensyn til beskyttelse af såkaldte "landsmænd, der er bosatte i udlandet"; opfordrer Moskva til at standse eskaleringen af situation ved omgående at standse strømmen af våben, lejesoldater og tropper til støtte for de separatistiske militser og til at anvende sin indflydelse hos separatisterne til at overtale dem til at engagere sig i den politiske proces;

6.  opfordrer indtrængende alle parter til at gennemføre Minsk-protokollen fuldstændigt uden yderligere forsinkelse og dermed demonstrere, at de virkelig går ind for nedtrapning og den største tilbageholdenhed; opfordrer Rusland til at tillade international overvågning af den russisk-ukrainske grænse, til at bruge sin indflydelse på separatisterne til at sikre, at de overholder våbenhvilen, og til at arbejde konstruktivt for gennemførelsen af Minsk-aftalerne; tilskynder til vedtagelse af tillidsskabende foranstaltninger, der støtter bestræbelserne på at opnå fred og forsoning; understreger i denne sammenhæng, at det er vigtig med en inklusiv politisk dialog og et økonomisk program for sanering af økonomien i Donbas;

7.  opfordrer til en videreførelse af den nuværende sanktionsordning, navnlig med henblik på Rådets kommende møde i marts 2015, sålænge Rusland ikke fuldt ud respekterer og frem for alt opfylder sine forpligtelser i henhold til Minsk-aftalen, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at finde måder at øge solidariteten på mellem medlemsstaterne, i tilfælde af at krisen med Rusland fortsætter; understreger nødvendigheden af at vedtage en klar række benchmarks, der, når de er opnået, kan hindre, at der indføres nye restriktive foranstaltninger over for Rusland eller føre til ophævelsen af de foregående foranstaltninger, herunder gennemførelse af våbenhvilen, betingelsesløs tilbagetrækning af russiske tropper og russiskstøttede illegale, væbnede grupper og lejesoldater, udveksling af alle fanger, herunder Nadia Savtjenko, og genoprettelse af Ukraines kontrol over sit fulde territorium, herunder Krim; opfordrer Det Europæiske Råd til i tilfælde af yderligere russiske handlinger med henblik på at destabilisere Ukraine at indføre yderligere restriktive foranstaltninger og udvide deres anvendelsesområde ved at lade den nukleare sektor blive omfattet og ved at begrænse russiske enheders muligheder for at gennemføre internationale finansielle transaktioner; erkender, at EU skal være rede til at støtte tilgrænsende medlemsstater, der bør gives samme sikkerhedsniveau som alle medlemsstater;

8.  mener, at sanktioner bør være del af en bredere EU-strategi over for Rusland og af Kommissionens næstformands/den højtstående repræsentants bestræbelser på at styrke dialogen; minder om, at det eneste formål med disse sanktioner er at forpligte den russiske regering til at ændre sin nuværende politik og bidrage på en meningsfuld måde til en fredelig løsning på krisen i Ukraine; understreger, at det afhænger af Ruslands egen holdning og situationen i Ukraine, om EU's restriktive foranstaltninger opretholdes, udvides eller tilbagekaldes;

9.  understreger, at de politiske og diplomatiske kanaler til Rusland fortsat må forblive åbne for at gøre det muligt at finde diplomatiske løsninger på konflikten, og støtter derfor formater som f.eks. Genève og Normandiet, hvis der kan opnås konkrete resultater;

10.  støtter politikken om ikke at anerkende Ruslands ulovlige annektering af Krim og ser i denne forbindelse positivt på de nyligt iværksatte yderligere sanktioner, der omfatter investeringer, tjenesteydelser og handel hvad angår Krim og Sevastopol;

11.  understreger, at associeringsaftalen/den vidtgående og brede frihandelsaftale bør udgøre en køreplan for hurtige nødvendige reformer, som skal implementeres hurtigst muligt, trods de vanskelige forhold, som er præget af krig i dele af regionerne Lugansk og Donetsk; opfordrer Rådet og Kommissionen til at sætte alt ind på at bistå Ukraine i vedtagelsen og frem for alt gennemførelsen af disse reformer med henblik på at bane vejen for en fuldstændig gennemførelse af den bilaterale associeringsaftale mellem EU og Ukraine; glæder sig i denne sammenhæng over lanceringen af Den Europæiske Unions rådgivende mission (EUAM); deler Venedig-kommissionens opfattelse af, at det er væsentligt at forberede en forfatningsreform på en inklusiv måde, der sikrer omfattende høring af offentligheden, hvis en sådan reform skal blive en succes;

12.  opfordrer til en hurtigere og mere omfattende teknisk bistand fra Kommissionens "støttegruppe for Ukraine", herunder identifikation af de områder, hvor der er behov for en sådan bistand til at støtte Ukraine i udarbejdelsen og gennemførelsen af et omfattende reformprogram, og udsendelse af rådgivere fra EU-institutioner og medlemsstaterne; opfordrer de ukrainske myndigheder til at etablere et ministerium eller kontor for EU-integration og bistandskoordinering og et højtstående tværministerielt koordinationsudvalg, der kunne gives beføjelser til effektivt at overvåge og føre tilsyn med udviklingen i EU-tilnærmelsen og -reformer og ville være i stand til at forberede og koordinere deres gennemførelse;

13.  er overbevist om, at et ambitiøst program for bekæmpelse af korruption, herunder nultolerance over for korruption, er et presserende behov i Ukraine; opfordrer de ukrainske ledere til at udrydde systematisk korruption ved en øjeblikkelig og effektiv gennemførelse af den nationale strategi mod korruption og understreger, at bekæmpelsen af denne praksis må være en af den nye regerings topprioriteringer; anbefaler med henblik herpå at oprette et politisk uafhængigt kontor til bekæmpelse af korruption, udstyret med tilstrækkelige beføjelser og ressourcer, så det kan bidrage væsentligt til at opbygge velfungerende statslige institutioner; glæder sig over Ukraines anmodning til Interpol og udstedelsen af en arrestordre på den tidligere præsident Janukovitj for anklager om misbrug af offentlige midler; opfordrer medlemsstaterne til at fuldbyrde Interpols arrestordre og bidrage til at genvinde de stjålne aktiver; glæder sig over etableringen af en erhvervsombudsmandsinstitution og opfordrer den ukrainske regering til at fremsætte et lovforslag herom;

14.  minder om, at Rådet for Den Europæiske Union den 16. juli 2014 ophævede våbenembargoen mod Ukraine, og at der således ikke er nogen indvendinger eller retlige hindringer for, at medlemsstaterne leverer defensive våben til Ukraine; mener, at EU bør undersøge mulighederne for støtte den ukrainske regering i at styrke landets forsvarskapacitet og beskyttelsen af landets ydre grænser baseret på erfaringerne med omdannelsen af de væbnede styrker i EU-medlemsstaterne i den tidligere Warszawapagt, navnlig inden for rammerne af træningsmissioner, som allerede stilles til rådighed for væbnede styrker i andre dele af verden; støtter den eksisterende levering af ikkedødbringende udstyr;

15.  noterer sig, at der i 2010 blev vedtaget en lov, der ophæver Ukraines status af alliancefri stat; anerkender Ukraines ret til frit at træffe sine egne valg, men støtter imidlertid præsident Porosjenkos standpunkt om, at Ukraine nu først og fremmest har brug for at fokusere på politiske, økonomiske og sociale reformer, og at tiltrædelse af NATO er et spørgsmål, som folket bør tage stilling til ved en folkeafstemning over hele Ukraine på et senere tidspunkt; understreger, at en tættere tilknytning af Ukraine til EU er uafhængigt af spørgsmålet om tiltrædelse af NATO;

16.  understreger betydningen af et løfte fra det internationale samfund om at støtte økonomisk og politisk stabilisering og reform i Ukraine; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en større bistandsplan for Ukraine baseret på "mere for mere" og konditionalitet, og til at intensivere deres bestræbelser på at yde bistand til Ukraine, bl.a. ved at afholde en donor-/investeringskonference og samarbejde med internationale finansielle institutioner med henblik på at fastlægge yderligere tiltag til at gøre noget ved den økonomiske og finansielle genrejsning af Ukraine; glæder sig over den støttepakke på 11 mia. EUR til Ukraine, som vil blive udbetalt i løbet af de næste par år, såvel som over Kommissionens forslag om at yde yderligere 1,8 mia. EUR i mellemfristede lån til Ukraine;

17.  giver i denne forbindelse på ny udtryk for sin opfattelse af, at associeringsaftalen ikke er det endelige mål i forbindelserne mellem EU og Ukraine; påpeger endvidere, at Ukraine – ligesom enhver anden europæisk stat – i medfør af artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Union har et europæisk fremtidsperspektiv og kan ansøge om at blive medlem af Den Europæiske Union, såfremt landet overholder Københavnskriterierne og de demokratiske principper, respekterer de grundlæggende frihedsrettigheder og menneske- og mindretalsrettighederne samt sikrer retsstatsprincipperne; opfordrer indtrængende EU’s medlemsstater til at ratificere associeringsaftalen inden topmødet i Riga;

18.  understreger vigtigheden af energisikkerhed i Ukraine og understreger behovet for reformer af Ukraines energisektor i overensstemmelse med landets forpligtelser over for Energifællesskabet; glæder sig over aftalen mellem EU, Rusland og Ukraine om vinterpakken til sikring af gasleverancer fra Rusland indtil marts 2015 og den solidaritet, som EU udviser, samt de stigende mængder af gas, der tilflyder Ukraine gennem tilbagestrømning fra EU-medlemsstater;

19.  understreger, at der er behov for radikalt at forbedre EU’s energisikkerhed og -uafhængighed og dets modstandsdygtighed over for eksternt pres samt at mindske dets energiafhængighed af Rusland, samtidig med at der indføres konkrete alternativer til at hjælpe de medlemsstater, som i øjeblikket er afhængige af Rusland som eneleverandør; opfordrer EU til at forfølge en ægte fælles ekstern energipolitik samt arbejde for oprettelsen af en europæisk energiunion; opfordrer til en fuldstændig håndhævelse af det fælles indre energimarked, herunder den tredje energipakke, og til uden forbehold at forsætte opfølgningen på den verserende retssag mod Gasprom;

20.  understreger, at der skal gives prioritet til rørledningsprojekter, som diversificerer energiforsyningen til EU, og glæder sig derfor over, at South Stream-projektet indstilles; opfordrer det europæiske energifællesskab til at udarbejde en dagsorden for samarbejde med Ukraine samt med landene i det sydlige Kaukasus, Centralasien, Mellemøsten og Middelhavslandene, som sigter mod at udvikle infrastruktur og sammenkobling mellem EU og dets europæiske naboer uafhængigt af Ruslands gasgeopolitik; erkender, at stabile gasforsyninger til Ukraine også er afgørende for at sikre medlemsstaternes energisikkerhed;

21.  understreger behovet for, at EU sammen med de ukrainske myndigheder lægger yderligere vægt på den humanitære krise i Ukraine og på Krim og løser den katastrofale humanitære situation, navnlig situationen for de internt fordrevne; opfordrer Kommissionen og kommissæren for humanitær bistand og krisestyring til at udarbejde solide, direkte og hårdt tiltrængte humanitære foranstaltninger, uden formidlende organisationer, i form af humanitær indsats med "blå konvojer", hvoraf det klart fremgår, at de kommer fra EU; opfordrer Kommissionen til at forelægge en sådan handlingsplan for Europa-Parlamentet inden for de næste to måneder; understreger behovet for yderligere økonomisk bistand til Ukraine fra EU og dets medlemsstater for at håndtere den katastrofale humanitære krise; gentager advarsler udstedt af WHO om at det østlige Ukraine står over for en krisesituation på sundhedsområdet, med hospitaler, der ikke er fuldt fungerende, og mangel på medicin og vacciner, og opfordrer til øget og mere effektiv humanitær bistand til internt fordrevne, navnlig med hensyn til børn og ældre, samt til fuld og uhindret adgang for Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) til konfliktområderne; glæder sig over vedtagelsen af den længe ventede lov om internt fordrevne samt beslutningen om at indsætte EU-eksperter gennem EU’s civilbeskyttelsesordning til at rådgive de ukrainske myndigheder om anliggender vedrørende internt fordrevne;

22.  anmoder om yderligere humanitær hjælp og bistand til konfliktramte befolkninger; minder om, at leverancen af humanitær bistand til det østlige Ukraine skal ske i fuld overensstemmelse med den humanitære folkeret og principperne om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed og i tæt samarbejde med den ukrainske regering, FN og ICRC; opfordrer Rusland til at tillade international inspektion af humanitære konvojer til Donbas for at undgå tvivl om konvojernes indhold;

23.  understreger, at OSCE spiller en central rolle med hensyn til at løse den ukrainske krise, da det har erfaring med væbnede konflikter og kriser, og da både Den Russiske Føderation og Ukraine er medlemmer af denne organisation; beklager, at OSCE’s særlige observatørmission stadig er underbemandet og følgelig ikke leverer de forventede resultater; opfordrer medlemsstaterne, Kommissionens næstformand/den højtstående repræsentant til at gøre en større indsats for at styrke OSCE's særlige observatørmission i Ukraine med personale og udstyr; mener, at EU – hvis de ukrainske myndigheder anmoder det herom – bør udsende en EU-overvågningsmission for at bidrage til effektiv kontrol og overvågning af den ukrainsk-russiske grænse;

24.  opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden og kommissæren for europæisk naboskabspolitik og udvidelsesforhandlinger til at træffe foranstaltninger inden for deres beføjelser til at fremme en politisk løsning på krisen i Ukraine, som vil blive overholdt af alle de involverede parter; understreger, at en sådan løsning skal forhindre et fastlåst konfliktscenarie i det østlige Ukraine og på Krim; opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at udstikke en kurs, der kombinerer en principfast og solid position for så vidt angår Ukraines suverænitet, territoriale integritet og de folkeretlige principper med at forfølge en forhandlingsløsning på krisen i det østlige Ukraine og på Krim; gentager, at enhed og samhørighed blandt EU's medlemsstater er en forudsætning for, at nogen som helst EU-strategi over for Rusland kan blive en succes; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaternes regeringer til at afholde sig fra ensidige foranstaltninger og ensidig retorik og til at øge deres bestræbelser på at udvikle en fælles europæisk position over for Rusland;

25.  opfordrer til genoptagelse af en ægte og inklusiv national dialog, der også kan føre til en løsning på udbetalingen af sociale ydelser og pensioner og den ukrainske regerings ydelse af humanitær bistand til befolkningen i konfliktområderne; mener, at det er af afgørende betydning, at alle større voldelige sammenstød undersøges på upartisk og effektiv vis, herunder sammenstødene på Majdan, i Odessa, Marjupol, Slovjansk, Ilovjansk og Rymarska; mener, at civilsamfundsorganisationer kan spille en vigtig rolle med hensyn til at lette mellemfolkelige kontakter og gensidig forståelse i Ukraine samt med hensyn til at fremme demokratiske ændringer og respekt for menneskerettighederne; opfordrer indtrængende EU til at øge sin støtte til civilsamfundet;

26.  glæder sig over den franske regerings beslutning om at indstille leveringen af helikopterhangarskibe af klassen Mistral, og opfordrer alle medlemsstaterne til at indtage en tilsvarende holdning til eksport, som ikke er omfattet af EU's sanktionsafgørelser, navnlig i forbindelse med våben og materiel med dobbelt anvendelse;

27.  opfordrer Europa-Kommissionen og kommissæren for europæisk naboskabspolitik og udvidelsesforhandlinger til inden to måneder at udarbejde og forelægge Europa-Parlamentet en kommunikationsstrategi til at imødegå den russiske propagandakampagne rettet mod EU, dets østlige naboer og Rusland selv, og at udvikle instrumenter, som vil gøre det muligt for EU og dets medlemsstater at gøre noget ved propagandakampagnerne på europæisk og nationalt plan;

28.  gentager sin støtte til den internationale undersøgelse af omstændighederne vedrørende den tragiske nedskydning af Malaysian Airlines' fly MH17 og gentager sin opfordring til, at de ansvarlige for nedskydningen retsforfølges; beklager de hindringer, der er opstået under denne proces, og opfordrer indtrængende alle parter til at udvise ægte vilje til at samarbejde og garantere sikker og uhindret adgang til MH17-nedstyrtningsstedet samt give adgang til alle andre relevante ressourcer, som kan bidrage til undersøgelsen; udtrykker sit ønske om at blive holdt informeret om de fremskridt, der gøres med denne undersøgelse;

29.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaterne, Ukraines præsident, regeringerne og parlamenterne i landene i det østlige partnerskab og i Den Russiske Føderation, Den Parlamentariske Forsamling Euronest samt Europarådets og OSCE's parlamentariske forsamlinger.


Situationen i Egypten
PDF 163kWORD 75k
Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om situationen i Egypten (2014/3017(RSP))
P8_TA(2015)0012RC-B8-0012/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, især beslutning af 6. februar 2014 om situationen i Egypten(1) og af 17. juli 2014 om ytrings- og forsamlingsfrihed i Egypten(2),

–  der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner fra august 2013 og februar 2014 om Egypten,

–  der henviser til EU-Udenrigstjenestens erklæringer for nylig om Egypten, herunder erklæring af 21. september 2014 om bombningen ved det egyptiske udenrigsministerium og af 3. december 2014 om retsafgørelserne i Egypten,

–  der henviser til erklæringerne af 23. juni 2014 fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon og højkommissær for menneskerettigheder Navi Pillay om fængselsstraffene til flere journalister og bekræftelsen af dødsdomme mod flere medlemmer og tilhængere af Det Muslimske Broderskab; der henviser til FN's generalsekretær Ban Ki-moons udtalelse af 25. oktober 2014 vedrørende terrorangreb på Sinaihalvøen,

–  der henviser til associeringsaftalen mellem EU og Egypten fra 2001, der trådte i kraft i 2004 og blev styrket af handlingsplanen i 2007, og til Kommissionens statusrapport af 20. marts 2013 om gennemførelsen heraf; der henviser til den europæiske naboskabspolitik og den seneste statusrapport om Egypten fra marts 2014,

–  der henviser til Egyptens forfatning, der blev vedtaget ved folkeafstemning den 14.-15. januar 2014, især artikel 65, 70, 73, 75 og 155,

–  der henviser til den egyptiske lov nr. 107 af 24. november 2013 om retten til offentlig forsamling, optog og fredelige demonstrationer,

–  der henviser til præsidentdekret nr. 136 fra 2014, ifølge hvilket alle offentlige og vitale faciliteter er under militær jurisdiktion i to år,

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om en strategi for digital frihed i EU's udenrigspolitik(3),

–  der henviser til sin beslutning af 13. juni 2013 om presse- og mediefrihed i verden(4),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning fra 2013 med titlen "EU's samarbejde med Egypten på området regeringsførelse",

–  der henviser til den foreløbige erklæring af 22. juli 2014 fra EU's valgobservationsmission til præsidentvalget i Egypten,

–  der henviser til den egyptiske præsident Abdel Fattah al-Sisis taler af 1. januar 2015 vedrørende islamisk ekstremisme og af 6. januar 2015 vedrørende behovet for fredelige og konstruktive forbindelser mellem Egyptens muslimer og kristne,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende ytringsfrihed online og offline, EU's retningslinjer for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI-personer) samt EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Egypten er part i,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at ytrings- og forsamlingsfrihed er uundværlige søjler i et demokratisk og pluralistisk samfund; der henviser til, at presse- og mediefrihed er et absolut nødvendigt element i et demokrati og et åbent samfund; der henviser til, at den egyptiske forfatning, der blev vedtaget i 2014, garanterer de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytrings- og forsamlingsfriheden;

B.  der henviser til, at Egypten er en mangeårig strategisk partner for Den Europæiske Union, med fælles mål om at skabe stabilitet, fred og velstand i Middelhavsområdet og Mellemøsten; der henviser til, at Egypten har gennemgået flere vanskelige politiske ændringer siden 2011-revolutionen og dets folk har brug for støtte og bistand fra det internationale samfund for at imødegå landets økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer;

C.  der henviser til, at den egyptiske regering siden den militære magtovertagelse i juni 2013 har ført en storstilet kampagne med vilkårlig tilbageholdelse, chikane, intimidering og censur mod regeringskritikere blot for at udøve deres ret til forsamlings-, forenings- og ytringsfrihed, herunder journalister, studerende og menneskerettighedsforkæmpere, og mod politiske modstandere, herunder medlemmer af Det Muslimske Broderskab; der henviser til, at over 40 000 mennesker siden juli 2013 ifølge rapporter er blevet tilbageholdt efter hidtil usete bølger af masseanholdelser, og at det skønnes, at 1 400 demonstranter er blevet dræbt som følge af sikkerhedsstyrkernes overdrevne og vilkårlige anvendelse af magt; der henviser til, at forenings-, forsamlings- og ytringsfriheden siden juli 2013 har været og fortsat er områder, der giver grund til særlig bekymring; der henviser til, at Egypten af Freedom Houses 2014-rapport om frihed i verden betegnes som "ikke frit";

D.  der henviser til, at tusinder af demonstranter og samvittighedsfanger har været tilbageholdt i Egypten siden den egyptiske hær tog magten i juli 2013; der henviser til, at anholdelser og tilfælde af vilkårlig tilbageholdelse er fortsat siden valget af præsident al-Sisi i maj 2014; der henviser til, at Alaa Abdul Fattah, en fremtrædende aktivist, der spillede en ledende rolle i 2011-revolutionen, ved retten den 11. juni 2014 sammen med andre blev idømt 15 års fængsel på anklager om overtrædelse af lov 107 af 2013 om retten til offentlig forsamling, optog og fredelige demonstrationer (lov om demonstrationer); der henviser til, at andre fremtrædende aktivister, herunder Mohamed Adel, Ahmed Douma og Ahmed Maher, samt førende forsvarere af kvinders rettigheder, såsom Yara Sallam og Sana Seif, fortsat tilbageholdes; der henviser til, at Kairos ret for hastesager den 28. april 2014 besluttede at forbyde ungdomsbevægelsen af 6. april;

E.  der henviser til, at en egyptisk domstol i Nildelta-provinsen Baheira den 10. januar 2015 dømte Karim al-Banna, en 21-årig studerende, til tre års fængsel for at meddele på Facebook, at han er ateist, og for at fornærme Islam;

F.  der henviser til, at de egyptiske myndigheder har begrænset ytrings- og forsamlingsfriheden med den repressive lovgivning, der er indført, hvilket gør det lettere for regeringen at bringe sine kritikere til tavshed og slå ned på protester;

G.  der henviser til, at præsident al-Sisis regering under fraværet af parlamentet har vedtaget en række undertrykkende love, herunder præsidentdekret nr. 136 fra 2014, der udpeger al offentlig ejendom som militære anlæg, hvilket som den mest umiddelbare konsekvens har, at enhver forbrydelse, der begås på offentlig ejendom, kan prøves ved militære domstole og med tilbagevirkende kraft; der henviser til, at Den Afrikanske Menneskerettighedskommission, som fortolker det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, som Egypten er en deltagerstat i, har udtalt, at militære domstole under ingen omstændigheder bør have juridiktion over civile;

H.  der henviser til, at der som resultat af FN's universelle regelmæssige gennemgang blev udstedt 300 henstillinger, herunder om at løslade enhver, der er anholdt for at udøve sin ytringsfrihed; der henviser til, at syv menneskerettighedsgrupper baseret i Egypten ikke deltog i FN's gennemgang af deres lands resultater, fordi de frygtede forfølgelse;

I.  der henviser til, at pressefriheden stadig er under stort pres i Egypten, og at journalister stadig tilbageholdes på grundlag af ubegrundede påstande; der henviser til, at en række journalister blev retsforfulgt i 2014 på grund af anklager om trusler mod national enhed og social fred, om at udsprede falske nyhedsberetninger og samarbejde med Det Muslimske Broderskab; der henviser til, at kassationsdomstolen, der er Egyptens højeste retsinstans, afgjorde, at der var proceduremæssige mangler i retssagen mod journalisterne Mohammed Fahmy, Peter Greste og Baher Mohamed fra Al-Jazeera; der henviser til, at de tre journalisters sag imidlertid skal under en fornyet domstolsprøvelse, og at anklagerne om "forfalskning af nyheder" og "forbindelser med Det Muslimske Broderskab" ikke er frafaldet; der henviser til, at tre andre journalister – Sue Turton, Dominic Kane og Rena Netjes – blev idømt 10 års fængsel in absentia; der henviser til, at de egyptiske journalister Mahmoud Abdel Nabi, Mahmoud Abu Zeid, Samhi Mustafa, Ahmed Gamal, Ahmed Fouad og Abdel Rahman Shaheen blev dømt for blot at udføre deres legitime aktiviteter; der henviser til, at der findes en ekstrem polarisering af de egyptiske medier i pro- og anti-Mursi-fraktioner, hvilket forstærker polariseringen i det egyptiske samfund;

J.  der henviser til, at en egyptisk strafferetlig domstol den 2. december 2014 afsagde foreløbige dødsdomme over 188 anklagede personer i den tredje af sådanne massedomme i 2014; der henviser til, at disse masseretssager hovedsageligt har været rettet mod medlemmer af Det Muslimske Broderskab, der er Egyptens største oppositionsbevægelse, og som blev erklæret som terroristgruppe af myndighederne i december 2013; der henviser til, at disse domme er den seneste i en række forfølgelser og retssager, der har været rigt behæftet med proceduremæssige uregelmæssigheder og i strid med folkeretten; der henviser til, at ingen er blevet holdt ansvarlige for den overdrevne brug af vold i august 2013, da sikkerhedsstyrker stormede lejre på Rabaa al-Adawiya-pladsen og dræbte 1 150 pro-Morsi-demonstranter, og ifølge en uafhængig egyptisk fact-finding komité dræbte 607 pro-Morsi-demonstranter;

K.  der henviser til, at de fleste, men ikke alle, de dødsdomme, der afsagt i masseretssager i marts og april 2014 mod medlemmer af Det Muslimske Broderskab og påståede tilhængere af den afsatte præsident Morsi, er blevet konverteret til livsvarigt fængsel;

L.  der henviser til, at 167 medlemmer af parlamentets under- og overhus, der blev valgt i 2011, i øjeblikket er tilbageholdt;

M.  der henviser til, at den tidligere præsident Mubarak, hans tidligere indenrigsminister, Habib al-Adly, og seks andre blev løsladt den 29. november 2014, efter at anklager om mord og korruption var blevet frafaldet på grundlag af en teknisk fejl; der henviser til, at den egyptiske kassationsdomstol den 13. januar 2015 omstødte dommene over tidligere præsident Hosni Mubarak og hans to sønner for underslæb og beordrede en ny retssag på grund af procedurefejl;

N.  der henviser til, at denne seneste retslige praksis rejser alvorlig tvivl om retssystemets uafhængighed og dets evne til at sikre ansvarliggørelse; der henviser til, at navnlig de domme, der medfører dødsstraf, risikerer at underminere mulighederne for stabilitet på lang sigt i Egypten;

O.  der henviser til, at Egypten står over for betydelige økonomiske udfordringer, herunder udenlandsk valutas flugt, stigende inflation, arbejdsløshed og en opsvulmet offentlig gæld samt sikkerhedsudfordringer, der kommer til udtryk i form af den globale trussel, som udgøres af terrorisme; der henviser til, at sikkerhedssituationen på Sinaihalvøen er kritisk, og at hundredvis af soldater er blevet dræbt af jihad-grupper, der er aktive i området; der henviser til, at mindst 33 soldater den 24. oktober 2014 blev dræbt i et terrorangreb; der henviser til, at der finder terrorhandlinger sted næsten dagligt i dette område; der henviser til, at staten har beordret tusinder af beboere i Rafah udsat, har etableret en bufferzone på 500 meter langs grænsen til Gaza og har erklæret undtagelsestilstand på halvøen siden 24. oktober 2014; der henviser til, at kriminelle netværk stadig er aktive på ruterne for menneskehandel/smugling inden for og i retning mod Sinaihalvøen;

P.  der henviser til, at det af artikel 75 i den egyptiske forfatning fremgår, at alle borgere har ret til at danne ikke-statslige sammenslutninger og foreninger med et demokratisk grundlag; der henviser til, at nye lovgivningsforslag yderligere vil begrænse det arbejde, der gøres af egyptiske og udenlandske ngo'er, som især er bekymrede over et nyt lovforslag, der har til formål at forhindre, at penge og materiale når frem til terrorister og andre væbnede grupper, men som vil kunne forhindre ngo'erne i at modtage udenlandske midler, som mange af dem er afhængige af; der henviser til, at et præsidentdekret af 21. september 2014 om ændring af straffeloven indfører strenge straffe, herunder livsvarigt fængsel, til ngo'er, der modtager udenlandsk støtte, for hvad der vagt formuleres som at "skade nationale interesser";

Q.  der henviser til, at det tager den tale til efterretning, som præsident al-Sisi holdt på Kairos Universitet om behovet for modernisering og reformation i islamisk tænkning;

R.  der henviser til, at vold mod kvinder ifølge forlydender forværres, og det på trods af en ny lov om seksuel chikane, som man ifølge egyptiske kvinderettigheds-ngo'er stadig venter på bliver anvendt; der henviser til, at egyptiske kvindelige aktivister er i en særligt sårbar situation og ofte udsættes for vold, seksuelle overgreb og andre former for nedværdigende behandling i forbindelse med deres fredelige aktiviteter; der henviser til, at på trods af at der i 2008 blev udstedt en lov, der gør det strafbart at praktisere kvindelig kønslemlæstelse, er denne praksis fortsat udbredt, og man har ikke med succes retsforfulgt nogen af de personer, der har udført den på piger;

S.  der henviser til, at anholdelser af bøsser er eskaleret i de seneste måneder; der henviser til, at der har været en række politirazziaer på formodede mødesteder for homoseksuelle i hele Egypten; der henviser til, at LGBT-samfundet forfølges og offentligt vanæres; der henviser til, at Det Egyptiske Initiativ for Personlige Rettigheder skønner, at mindst 150 mennesker i løbet af de seneste 18 måneder er blevet anholdt på grundlag af anklager om skørlevned; der henviser til, at en egyptisk domstol den 12. januar 2015 frikendte 26 mænd, der var blevet anholdt en måned tidligere i en razzia på et badehus i Kairo og anklaget for "tilskyndelse til skørlevned";

T.  der henviser til, at præsidentvalget i Egypten i 2014 fandt sted i en situation, hvor ytringsfriheden var kraftigt begrænset, og alle former for dissens, herunder fra menneskerettighedsorganisationers side, var blevet undertrykt; der henviser til, at der officielt er blevet udskrevet parlamentsvalg til den 21. marts og 25. april 2015;

U.  der henviser til, at oliesektoren historisk set er den største investeringsattraktion for udenlandske investorer i Egypten, og at olie er den vigtigste råvare, som Egypten eksporterer; der henviser til, at Golfstaterne gav Egypten gratis olietransporter med henblik på at støtte den nye regering; der henviser til, at regeringen er i gang med at vedtage en erklæret plan for afskaffelsen af energistøtte inden for fem år med start i juli 2014, og at den tilstræber at gennemføre en plan for levering af brændstof gennem chipkort i april 2015 med henblik på at kontrollere oliesmugling til nabolandene og fastslå de præcise behov for olie;

V.  der henviser til, at Egypten har indledt forhandlinger med IMF mere end én gang efter revolutionen i januar 2011, hvor landet tilstræbte et lån på 4,8 mia. USD, men at forhandlingerne ophørte efter den 30. juni 2013; der henviser til, at der var en fornyet kontakt, og at eksperter fra IMF besøgte Egypten i november 2014 for at afholde artikel IV-høringer, en vurdering fra IMF's eksperter af et lands finansielle og økonomiske tilstand;

W.  der henviser til, at EU's engagement over for Egypten bør være incitamentsbaseret, i overensstemmelse med den europæiske naboskabspolitiks princip om "mere for mere" og bør være afhængig af de fremskridt, der gøres med hensyn til demokratisk reform på det institutionelle område og med hensyn til retsstatsforhold og menneskerettigheder;

X.  der henviser til, at EU traditionelt er Egyptens vigtigste handelspartner, idet EU dækkede 22,9 % af Egyptens handelsvirksomhed i 2013 og er Egyptens førende partner for såvel import som eksport; der henviser til, at Kommissionen ifølge den EU-egyptiske taskforce forpligtede sig til at give Egypten yderligere finansiel støtte for et overordnet beløb på næsten 800 mio. EUR; der henviser til, at dette beløb består af 303 mio. EUR i form af ydelser (90 mio. EUR fra Spring-midler, 50 mio. EUR som en ydelseskomponent fra den mikrofinansielle støtteoperation, og balancen fra naboskabsinvesteringsfaciliteten) og 450 mio. EUR i form af lån (makrofinansiel støtte); der henviser til, at EU imidlertid kun vil yde sin finansielle støtte, hvis de nødvendige politiske og demokratiske betingelser er opfyldt, og den demokratiske overgang følges op, styrkes og er fuldt ud inklusiv med fuld respekt for menneskerettigheder og kvinders rettigheder;

Y.  der henviser til, at Stavros Lambrinidis, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, den 16. juni 2014 besøgte Kairo og afholdt møder med præsidenten, Shoura-rådet og repræsentanter for civilsamfundet; der henviser til, at drøftelserne fokuserede på forberedelsen af en ny lov for ngo'er, og at den betydning, som EU tillægger civilsamfundets afgørende rolle i Egypten, blev understreget;

1.  understreger den betydning, som EU tillægger sit samarbejde med Egypten som en vigtig nabo og partner; understreger Egyptens vigtige rolle for stabiliteten i regionen; understreger sin solidaritet med det egyptiske folk, og at det er engageret i fortsat at støtte Egypten i processen for at opbygge landets demokratiske institutioner, respektere og forsvare menneskerettighederne og fremme social retfærdighed og sikkerhed; opfordrer indtrængende den egyptiske regering til at opfylde sine internationale forpligtelser som en stormagt i det sydlige Middelhavsområde;

2.  minder den egyptiske regering om, at Egyptens og det egyptiske folks succes på lang sigt afhænger af beskyttelsen af universelle menneskerettigheder og af etablering og forankring af demokratiske og gennemsigtige institutioner, der også er engageret i at beskytte borgernes grundlæggende rettigheder; opfordrer derfor de egyptiske myndigheder til fuldstændigt at gennemføre de internationale konventioners principper;

3.  udtrykker alvorlig bekymring over de aktuelle begrænsninger af grundlæggende rettigheder, navnlig ytrings- forsamlings- og foreningsfriheden, politisk pluralisme og retsstatsprincippet i Egypten; opfordrer til at standse al vold, ansporing til vold, hadefuld tale, chikane, intimidering og censur over for politiske modstandere, demonstranter, journalister, bloggere, studerende, fagforeningsfolk, kvinderettighedsforkæmpere, civilsamfundsaktører og mindretal fra de offentlige myndigheders, sikkerhedsstyrkers og -tjenesters og andre gruppers side i Egypten; fordømmer den overdrevne brug af vold mod demonstranter;

4.  glæder sig over, at Yasser Ali, tidligere talsmand for den slagne præsident Morsi og fremtrædende personlighed i det Muslimske Broderskab, er blevet løsladt og frikendt for anklager; opfordrer til hurtig frigivelse af alle politiske fanger;

5.  opfordrer til omgående og ubetinget løsladelse af alle samvittighedsfanger, alle dem, der tilbageholdes for på fredelig vis at udøve deres rettigheder til ytrings-, forsamlings- og meningsfrihed, og dem, der tilbageholdes for deres påståede medlemsskab af Det Muslimske Broderskab; opfordrer de egyptiske myndigheder til at sikre retten til retfærdig rettergang i overensstemmelse med internationale standarder; opfordrer indtrængende de egyptiske myndigheder til at tage konkrete skridt til at sikre, at den nye forfatnings bestemmelser om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder ytrings- og forsamlingsfrihed, gennemføres fuldt ud;

6.  understreger, at respekt for presse-, informations- og meningsfriheden (online og offline) og politisk pluralisme er af grundlæggende betydning for demokratiet; opfordrer de egyptiske myndigheder til at garantere, at disse friheder kan udøves i landet uden vilkårlige begrænsninger og censur, og opfordrer myndighederne til at sikre ytringsfriheden; finder, at alle journalister skal have lov til at rapportere om situationen i Egypten uden at skulle frygte retsforfølgelse, fængsling, intimidering eller begrænsninger af deres ytrings- og talefrihed;

7.  opfordrer indtrængende de egyptiske myndigheder til at gennemføre omgående, upartiske og uafhængige undersøgelser af påstande om overdreven brug af magt, mishandling og andre krænkelser af menneskerettighederne, herunder seksuel misbrug, fra de retshåndhævende myndigheders side under protester, straffe de ansvarlige, sikre ofrene erstatning og etablere uafhængige mekanismer til at overvåge og undersøge sikkerhedsstyrkernes adfærd; opfordrer Egypten til at ratificere Rom-statutten og blive medlem af ICC;

8.  kræver, at de egyptiske myndigheder omstøder de dødsdomme, der er afsagt uden hensyntagen til en retfærdig rettergang, der respekterer de tiltaltes rettigheder, og ophæver de undertrykkende og forfatningsstridige love, der i vidt omfang begrænser grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder, navnlig præsidentdekret nr. 136 fra 2014; opfordrer myndighederne til at ophæve alle domme mod civile afsagt af militære domstole siden juli 2013; kræver løsladelse af de 167 medlemmer af parlamentet, der blev valgt i 2011, og som i øjeblikket er tilbageholdt; opfordrer myndighederne til straks at indføre et officielt moratorium for henrettelser som et første skridt hen imod ophævelse af dødsstraf;

9.  opfordrer de egyptiske myndigheder til at ophæve loven om demonstrationer fra november 2013 og indlede en reel dialog med civilsamfundsorganisationer og retseksperter for at vedtage lovgivning om foreninger og forsamling i overensstemmelse med internationale standarder og sikre retten til at danne en forening som fastsat i artikel 75 i den egyptiske forfatning, herunder retten til at modtage og overføre finansiering; opfordrer de kompetente myndigheder til at revidere udkastet til den nye lov for ikke-statslige organisationer, som er fremlagt af ministeriet for social solidaritet; opfordrer indtrængende til, at det nye lovforslag må være i overensstemmelse med den egyptiske forfatning og med alle internationale traktater, som Egypten har undertegnet;

10.  minder den egyptiske regering om sit ansvar for at sikre alle borgernes sikkerhed uanset deres politiske standpunkt, tilhørsforhold eller tro; insisterer på, at opbygningen af et reelt pluralistisk samfund, der respekterer forskellige synspunkter og livsstile, er det eneste, der kan sikre stabiliteten og sikkerheden på lang sigt i Egypten, og opfordrer de egyptiske myndigheder til at forpligte sig til dialog og ikke-vold samt til inklusiv regeringsførelse;

11.  glæder sig over de skridt, som den egyptiske regering har taget med hensyn til at støtte respekten for de religiøse samfunds rettigheder og friheder, og opmuntrer til den til at fortsætte hermed; minder om den bestemmelse, der indgår i artikel 235 i den egyptiske forfatning, og som fastsætter, at det nyvalgte parlament under sin første valgperiode skal udstede en lov, der regulerer konstruktion og renovering af kirker på en måde, der garanterer fri religionsudøvelse for kristne; bifalder det forhold, at præsident al-Sisi blev den første præsident, der har deltaget i en gudstjeneste i en kirke i Kairo på den koptiske juleaften, og mener, at det er en vigtig symbolsk demonstration i bestræbelserne på at skabe enhed i det egyptiske samfund;

12.  understreger Egyptens betydning som en international aktør og håber, at landet fortsat vil spille en aktiv rolle i indledningen af fredsforhandlinger, der vil bringe den israelsk-palæstinensiske konflikt til ophør, og yde sit konstruktive bidrag til bestræbelserne på at sikre stabilitet i Middelhavsområdet, for øjeblikket især i Libyen og i Mellemøsten; opfordrer til omgående og betingelsesløs frigivelse af alle kidnappede egyptiske borger, der i øjeblikket er tilbageholdt i Libyen, herunder de 20 egyptiske koptere, der blev bortført den 3. januar 2015; gentager, at EU er villigt til at arbejde sammen med Egypten som partner i regionen med henblik på at imødegå disse alvorlige trusler;

13.  fordømmer kraftigt de nylige terrorangreb på Sinaihalvøen og alle andre terrorhandlinger mod Egypten; udtrykker sin oprigtige medfølelse med ofrenes familier; understreger, at EU og det internationale samfund må stå fast og samarbejde med Egypten i landets kamp mod terrorisme; opfordrer de egyptiske myndigheder til at gøre deres yderste for at standse kriminelle netværk, der stadig operer på ruterne for menneskehandel/smugling inden for og på vej til Sinai;

14.  minder de egyptiske myndigheder om deres nationale og internationale retlige forpligtelser og opfordrer dem til at prioritere beskyttelse og fremme af menneskerettighederne og sikre, at udøvere af menneskerettighedskrænkelser bliver stillet til ansvar, bl.a. ved hjælp af en uafhængig og upartisk retspleje;

15.  bemærker, at faldet i oliepriserne vil føre direkte til lavere ydelser af energisubsidier, hvilket er den største udfordring, som regeringerne efter revolutionen har stået over for siden revolutionen den 25. januar; er bekymret over, at dette fald kan have stor indvirkning på mange af regeringens planer, hvoraf de vigtigste er indsatsen for at bevare en sikker margin i forhold til fremmed valuta;

16.  opfordrer indtrængende den egyptiske regering til fuldt ud at gennemføre nationale strategier til bekæmpelse af vold mod kvinder og til at eliminere alle former for diskrimination, sikre en effektiv høring og inddragelse af kvindeorganisationer og andre civilsamfundsorganisationer i hele processen;

17.  giver udtryk for sin harme over den stadig voldsommere fremfærd over for LGBT-samfundet i Egypten;

18.  opfordrer de egyptiske myndigheder til at samarbejde fuldt ud i forbindelse med FN's menneskerettighedsmekanismer, herunder ved at godkende afventende anmodninger fra flere særlige FN-observatører om at besøge Egypten, og til at gøre noget ved Egyptens tilsagn om at åbne et regionalt kontor for FN's højkommissær for menneskerettigheder;

19.  gentager i overensstemmelse med, hvad EU's valgobservationsmission til præsidentvalget i 2014 fandt frem til, at valget ikke opfyldte gældende internationale normer og ikke fuldt ud respekterede de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i den nyligt vedtagne forfatning, fordi navnlig ytrings- og forsamlingsfriheden var begrænset, og der ikke var tilstrækkelig regulering af finansieringen af valgkampagner og forholdene vedrørende valgbarhed og stemmeret; opfordrer den egyptiske regering til at afhjælpe de mangler, der var ved præsidentvalget, under forberedelserne til parlamentsvalget, der er udskrevet til den 21. marts og 25. april 2015;

20.  opfordrer til, at der blandt medlemsstaterne fastlægges en fælles strategi for Egypten; opfordrer endnu en gang indtrængende Rådet, den højtstående repræsentant og Kommissionen til at arbejde aktive i overensstemmelse med konditionalitetsprincippet ("mere for mere") og tage højde for de alvorlige økonomiske udfordringer, som Egypten står over for, i sine bilaterale forbindelser med og sin finansielle støtte til landet; gentager sin opfordring til klare og i fællesskab aftalte benchmarks i denne forbindelse; bekræfter sit tilsagn om at bistå det egyptiske folk i processen hen imod demokratiske og økonomiske reformer;

21.  tilskynder repræsentanter for EU-delegationen og EU-medlemsstaternes ambassader i Kairo til at deltage i politisk følsomme retssager mod egyptiske og udenlandske journalister, bloggere, fagforeningsfolk og aktivister fra civilsamfundet i landet;

22.  gentager sin opfordring til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at afklare de særlige foranstaltninger, der blev truffet efter Udenrigsrådet beslutning om at tage EU's bistand til Egypten op til fornyet overvejelse, også under henvisning til Revisionsrettens beretning fra 2013; anmoder navnlig om en afklaring af status for: i) den planlagte reform af retssystemet, ii) EU's budgetstøtteprogrammer, iii) programmet for national handelsudvikling og iv) Egyptens deltagelse i EU's regionale programmer så som Euromed Police og Euromed Justice; opfordrer Kommissionen til at skaffe klarhed over de kontrolforanstaltninger, der blev etableret som led i de programmer, der finansieres via naboskabsinvesteringsfaciliteten, i forbindelse med korruptionsrisici såvel som i forbindelse med økonomiske og finansielle enheder under militærets kontrol;

23.  opfordrer til et EU-dækkende forbud mod eksport til Egypten af indtrængnings- og overvågningsteknologier, som kan anvendes til at udspionere og undertrykke borgerne; opfordrer i overensstemmelse med Wassenaararrangementet til et forbud mod eksport af sikkerhedsudstyr eller militær bistand, der kan anvendes til at undertrykke fredelige protester eller i modstrid med EU's strategiske og sikkerhedsmæssige interesser;

24.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Den Arabiske Republik Egyptens præsident og overgangsregering.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0100.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0007.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0470.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0274.


Sagen om de to italienske marinesoldater
PDF 129kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om sagen om de to italienske marinesoldater (2015/2512(RSP))
P8_TA(2015)0013RC-B8-0006/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og tillægsprotokollerne hertil,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, særlig artikel 9, 10 og 14,

–  der henviser til de erklæringer, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har fremsat i sagen om de italienske marinesoldater Massimiliano La Torre og Salvatore Girone,

–  der henviser til sin beslutning af 10. maj 2012 om pirateri(1),

–  der henviser til udtalelse af 6. januar 2015 fra talsmanden for FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, hvori de to lande – Italien og Indien – opfordres til at forsøge at finde en rimelig løsning, der er acceptabel for begge parter,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at det italienske handelsskib Enrica Lexie på vej fra Singapore til Djibouti om natten den 15. februar 2012 stødte på fiskerfartøjet St Anthony ud for den indiske kyst ved Kerala;

B.  der henviser til, at der var seks italienske marinesoldater om bord på Enrica Lexie for at beskytte skibet mod potentielle angreb fra pirater; der henviser til, at der blev affyret advarselsskud mod det skib, der nærmede sig, af angst for et piratangreb, og at to indiske fiskere, Valentine alias Jelastine og Ajeesh Pink, på tragisk vis blev dræbt;

C.  der henviser til, at medlemmer af den indiske politistyrke den 19. februar 2012 opbragte skibet, konfiskerede marinesoldaternes våben og arresterede de to marinesoldater, der var blevet udpeget som ansvarlige for skyderiet mod fiskerfartøjet;

D.  der henviser til, at hændelsen har medført diplomatiske spændinger på grund af den juridiske usikkerhed, som omgiver sagen om de to italienske marinesoldater; der henviser til, at de indiske myndigheder efter tre år stadig ikke har rejst tiltale;

E.  der henviser til, at en af marinesoldaterne, Massimiliano Latorre, forlod Indien for at tilbringe fire måneder i hjemlandet, efter at han var blevet ramt af cerebral iskæmi, og at han stadig har brug for lægehjælp; der henviser til, at Salvatore Girone stadig opholder sig på den italienske ambassade i Indien;

F.  der henviser til, at begge parter påberåber sig folkerettens bestemmelser, og at Italien hævder, at hændelsen fandt sted i internationalt farvand, og at marinesoldaterne bør stilles for en italiensk eller international domstol; der henviser til, at Indien derimod fastholder, at marinesoldaterne kan stilles for en indisk domstol, eftersom hændelsen fandt sted ud for kysten i indisk territorialfarvand;

G.  der henviser til, at Unionens daværende højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, den 15. oktober 2014 fremsatte en udtalelse om de indiske myndigheders adfærd og opfordrede regeringen til at finde en hurtig og tilfredsstillende løsning i overensstemmelse med den internationale havretskonvention og folkeretten;

H.  der henviser til, at Unionens nye højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, den 16. december 2014 gav udtryk for sin skuffelse over den manglende imødekommenhed over for Massimiliano Latorres anmodning om forlængelse af sit ophold i Italien med henblik på medicinsk behandling;

I.  der henviser til, at Indiens højesteret den 14. januar 2015 forlængede tilladelsen til, at Massimiliano Latorre kan opholde sig i Italien med henblik på medicinsk behandling;

J.  der henviser til, at de to marinesoldater er europæiske borgere, og at de den 15. februar 2012 befandt sig om bord på et italiensk handelsskib undervejs på åbent hav ud for kysten ved delstaten Kerala og udførte deres opgaver som led i den internationale bekæmpelse af pirateri, der er en vigtig målsætning for EU;

1.  udtrykker dyb sorg over de to indiske fiskeres tragiske død og giver udtryk for sin medfølelse;

2.  understreger, at konsekvenserne af hændelsen den 15. februar 2012 ikke desto mindre bør behandles i absolut overensstemmelse med retsstatsprincippet med fuld respekt for menneskerettighederne og de juridiske rettigheder for de personer, som angiveligt er involveret;

3.  udtrykker dyb bekymring over tilbageholdelsen af de to italienske marinesoldater uden tiltalerejsning; understreger, at marinesoldaterne skal repatrieres; understreger, at den store forsinkelse og indskrænkningen af marinesoldaternes bevægelsesfrihed er uacceptabel og udgør en alvorlig krænkelse af deres menneskerettigheder;

4.  beklager den måde, hvorpå spørgsmålet er blevet håndteret, og støtter alle de involverede parters indsats for at arbejde hurtigt i retning af en rimelig og gensidigt acceptabel løsning i både de indiske og de italienske familiers interesse og i begge landes interesse;

5.  noterer sig det standpunkt, Italien som EU-medlemsstat har indtaget med hensyn til hændelsesforløbet, og håber, at den retlige kompetence må tilfalde de italienske myndigheder, og/eller at sagen kan afgøres ved international voldgift;

6.  opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte de to italienske marinesoldater med henblik på at finde en hurtig og hensigtsmæssig løsning på sagen;

7.  minder Kommissionen om vigtigheden af at understrege menneskerettighedssituationen i forbindelserne med Indien og således overveje yderligere foranstaltninger for at fremme en positiv afgørelse i sagen;

8.  minder om, at EU-borgernes rettigheder og sikkerhed i tredjelande bør sikres af EU’s diplomatiske repræsentation, som skal arbejde aktivt for at forsvare de grundlæggende menneskerettigheder for EU-borgere, der tilbageholdes i et tredjeland;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's medlemsstater, FN's generalsekretær og Indiens præsident og regering.

(1) EUT C 261 E af 10.9.2013, s. 34.


Ytringsfrihed i Tyrkiet: nylige anholdelser af journalister, medieledere og systematisk pres på medier
PDF 131kWORD 53k
Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015 om ytringsfrihed i Tyrkiet: nylige anholdelser af journalister, medieledere og systematisk pres på medier (2014/3011(RSP))
P8_TA(2015)0014RC-B8-0036/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Tyrkiet,

–  der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (almindelige anliggender) den 16. december 2014,

–  der henviser til erklæring af 15. december 2014 fra Europarådets menneskerettighedskommissær,

–  der henviser til fælles erklæring af 14. december 2014 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og kommissæren for europæisk naboskabspolitik og udvidelsesforhandlinger,

–  der henviser til Kommissionens statusrapport 2014 for Tyrkiet af 8. oktober 2014,

–  der henviser til Kommissionens vejledende strategidokument for Tyrkiet (2014-2020) af 26. august 2014,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1996, særlig artikel 19,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at det tyrkiske politi den 14. december 2014 arresterede journalister og medieledere, herunder Ekrem Dumanlı, ansvarshavende redaktør på avisen Zaman, og Hidayet Karaca, generaldirektør for tv- og radiokoncernen Samanyolu; der henviser til, at det i en arrestordre udstedt af en dommer i Istanbul anføres, at de var genstande for en strafferetlig efterforskning for at have dannet en organisation, som "med pres, intimidering og trusler havde forsøgt at tage statsmagten", og at de havde gjort dette "gennem løgne, berøvelse af menneskers frihed og forfalskning af dokumenter";

B.  der henviser til, at flere af dem, der blev anholdt i december 2014, er blevet løsladt; der henviser til, at en domstol i Istanbul den 19. december 2014 bekendtgjorde løsladelsen af Ekrem Dumanlı, under overvågning og omfattet af et rejseforbud, indtil den strafferetlige efterforskning er afsluttet, men at Hidayet Karaca fortsat tilbageholdes, indtil den strafferetlige efterforskning er afsluttet; der henviser til, at en domstol i Istanbul den 31. december 2014 afviste en anklagers indsigelse mod løsladelsen af Ekrem Dumanlı og syv andre personer;

C.  der henviser til, at regeringens reaktion på påstandene om korruption i december 2013 har rejst alvorlig tvivl om domstolenes uafhængighed og upartiskhed og vist en stigende intolerance over for den politiske opposition, offentlige protester og kritiske medier;

D.  der henviser til, at et meget stort antal journalister i forvejen holdes fængslet eller afventer rettergang i Tyrkiet, og at presset på medierne er vokset over de seneste år, bl.a. på ejere og ledere af mediegrupper samt på internettet og sociale medieplatforme; der henviser til, at intimiderende udtalelser fra politikere og sager mod kritiske journalister i kombination med ejerskabsstrukturen i mediesektoren har ført til udbredt selvcensur blandt medieejere og journalister og til fyringer af journalister; der henviser til, at den tyrkiske regering for det meste rejser tiltale mod journalister i henhold til landets antiterrorlov (TMK) og straffelovens artikler vedrørende "terrororganisationer";

E.  der henviser til, at den hollandske korrespondent Frederike Geerdink den 6. januar 2015 blev anholdt i Diyarbakir, afhørt af politiet og løsladt samme dag efter en intervention fra den hollandske udenrigsminister, som besøgte Tyrkiet på det tidspunkt, og at en anden hollandsk journalist, Mehmet Ülger, den 7. januar 2015 blev anholdt ved afrejse fra lufthavnen i Istanbul, afhørt på en politistation og løsladt senere samme dag;

F.  der henviser til, at respekten for retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder, herunder ytringsfriheden, er kernen i EU-værdier, som Tyrkiet formelt har forpligtet sig til gennem sin ansøgning om medlemskab af EU og tilhørende forhandlinger og gennem sit medlemsskab af Europarådet;

G.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater stærkt har kritiseret de anholdelser, som fandt sted den 14. december 2014, og påpeget, at de er "uforenelige med europæiske værdier" og "uforenelige med mediefriheden"; der henviser til, at præsident Erdogan kraftigt har afvist EU's kritik;

1.  fordømmer de seneste politirazziaer og tilbageholdelsen af en række journalister og medierepræsentanter den 14. december 2014 i Tyrkiet; understreger, at disse handlinger rejser tvivl om respekten for retsstatsprincippet og mediefriheden, som er et grundlæggende demokratisk princip;

2.  minder om, at en fri og pluralistisk presse er et væsentligt element i ethvert demokrati ligesom retfærdig procedure, uskyldsformodning og domstolenes uafhængighed; understreger derfor, at det i forbindelse med denne seneste runde af anholdelser i alle sager er nødvendigt i) at give tilstrækkelige og gennemsigtige oplysninger om beskyldningerne mod de sigtede, ii) at give de sigtede fuld adgang til de belastende beviser og fulde forsvarsrettigheder og iii) at sikre en korrekt håndtering af sagerne med henblik på at fastslå rigtigheden af sigtelserne hurtigt og uden rimelig tvivl; minder de tyrkiske myndigheder om, at medier og journalister skal håndteres med nøje omhu, da ytringsfriheden og mediefriheden fortsat er centrale dele af et velfungerede demokratisk og åbent samfund;

3.  udtrykker sin bekymring over tilbagegangen i de demokratiske reformer og navnlig regeringens aftagende tolerering af offentlige protester og kritiske medier; bemærker i denne forbindelse, at anholdelserne den 14. december 2014 er en del af et yderst beklageligt mønster af øget pres på og stigende begrænsning af presse og medier, herunder internetbaserede sociale medier og forummer; bemærker, at hjemmesider forbydes i uforholdsmæssigt stort omfang i Tyrkiet; beklager de mange journalister, der er varetægtsfængslet og bliver straffet effektivt, og opfordrer Tyrkiets domstolsmyndigheder til at se på og behandle disse sager hurtigst muligt;

4.  opfordrer Tyrkiet til at arbejde på reformer, som bør indføre passende kontrolmetoder til fuld sikring af frihed, herunder tanke-, ytrings-, og mediefrihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og overholdelse af menneskerettighederne;

5.  understreger betydningen af pressefrihed og respekt for de demokratiske værdier i forbindelse med EU's udvidelsesproces; understreger, at en række bestemmelser i tyrkisk lovgivning og domstolenes fortolkning af dem fortsat hæmmer ytringsfriheden, herunder mediefriheden; minder om, at ytringsfrihed og mediepluralisme er centrale dele af de europæiske værdier, og at en uafhængig presse er afgørende for et demokratisk samfund, da den gør det muligt for borgerne at tage aktivt del i de kollektive beslutningsprocesser på et informeret grundlag og således styrker demokratiet; opfordrer i denne forbindelse indtrængende den tyrkiske regering til at tage fat på mediefriheden med høj prioritet og skabe nogle passende retlige rammer, der garanterer pluralisme i overensstemmelse med internationale standarder; opfordrer desuden til, at presset mod og intimideringen af kritiske medier og journalister bringes til ophør;

6.  noterer sig, at handlingsplanen om forebyggelse af overtrædelser af den europæiske menneskerettighedskonvention ikke foreskriver en revision af alle relevante bestemmelser i antiterrorlovgivningen eller straffeloven, som har været anvendt til at begrænse ytringsfriheden; understreger, at det er nødvendigt at prioritere en reform af disse love;

7.  bemærker, at instrumentet for førtiltrædelsesbistand (IPA II) for perioden 2014-2020 i tråd med Rådets konklusioner af 16. december 2014 indebærer, at der indføres øget sammenhæng mellem økonomisk støtte og de overordnede fremskridt i gennemførelsen af førtiltrædelsesstrategien, herunder fuld respekt for grundlæggende rettigheder og friheder;

8.  opfordrer til øget opmærksomhed på de uafhængige medier inden for rammerne af instrumentet for førtiltrædelsesbistand; understreger endvidere i denne forbindelse vigtigheden af også at støtte civilsamfundsorganisationerne, da kun et gennemsigtigt og velfungerende civilsamfund kan opbygge tillid mellem de forskellige komponenter i et livligt og demokratisk samfund;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Tyrkiets regering og parlament.

Juridisk meddelelse