Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2015/2839(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B8-0846/2015

Forhandlinger :

PV 10/09/2015 - 5.2
CRE 10/09/2015 - 5.2

Afstemninger :

PV 10/09/2015 - 8.2

Vedtagne tekster :

P8_TA(2015)0315

Vedtagne tekster
PDF 180kWORD 75k
Torsdag den 10. september 2015 - Strasbourg Endelig udgave
Angola
P8_TA(2015)0315RC-B8-0846/2015

Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om Angola (2015/2839(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Angola,

–  der henviser til erklæringen af 12. maj 2015 fra talsmanden for De Forenede Nationers højkommissær for menneskerettigheder om Angola,

–  der henviser til den fælles erklæring af 17. oktober 2014 som fulgte det første ministermøde mellem EU og Angola,

–  der henviser til EU's og Angolas dokument "Joint Way Forward" af 23. juli 2012,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og om ytringsfrihed,

–  der henviser til Rådets konklusioner fra juni 2014 om 10-året for EU's retningslinjer,

–  der henviser til artikel 21 i TEU og EU's strategiske ramme for menneskerettigheder, hvori EU forpligter sig til "fortsat at gøre sin fulde indflydelse gældende i forhold til forkæmpere for frihed, demokrati og menneskerettigheder verden over",

–  der henviser til Cotonou-partnerskabsaftalen, der blev undertegnet i juni 2000,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Angolas regering i de seneste måneder har intensiveret sin fremfærd i forbindelse med enhver mistanke om anfægtelse af dens myndighed og dermed krænker menneskerettighederne, som nedfældet i Angolas forfatning; der henviser til, at forenings- og forsamlingsfrihed i Angola fortsat undertrykkes, og at der er en voksende bekymring for, at militæret og efterretningstjenesterne er blevet drivkraften bag anholdelse og retsforfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere;

B.  der henviser til, at menneskerettighedsaktivisten José Marcos Mavungo blev arresteret uden en arrestordre den 14. marts 2015, og at anklager António Nito den 28. august 2015 anmodede domstolen i provinsen Cabinda om at idømme Mavungo 12 års fængsel på anklage om tilskyndelse til oprør, selv om der ikke var fremlagte beviser for, at han havde begået en forbrydelse;

C.  der henviser til, at advokat Arão Bula Tempo blev arresteret samme dag for påstået deltagelse i tilrettelæggelsen af den samme tilskyndelse til oprør; der henviser til, at Arão Bula Tempo efterfølgende blev løsladt den 13. maj 2015 og afventer sin rettergang på anklage om tilskyndelse til oprør;

D.  der henviser til, at journalisten og menneskerettighedsforkæmperen Rafael Marques den 28. maj 2015 blev idømt seks måneders fængsel, som blev udsat med to år, for offentliggørelse af bogen "Blood Diamonds: Corruption and Torture in Afrika", som redegjorde for 100 mord og flere hundrede tilfælde af tortur, der angiveligt blev begået af sikkerhedsvagter og soldater i diamantfelterne i regionen Luanda; der henviser til, at klager indgivet af Marques til den offentlige anklager om menneskerettighedskrænkelser i Lunda-regionen ikke indgik i efterforskningen;

E.  der henviser til, at 15 ungdomsaktivister blev arresteret mellem den 20. og 24. juni 2015 ved en privat politisk drøftelse; der henviser til, at kaptajn Zenóbio Muhondo Lázaro efterfølgende blev arresteret den 30. juni 2015 på grund af påståede forbindelser med de 15 aktivister;

F.  der henviser til, at alle de tilbageholdte blev ulovligt og vilkårligt arresteret og anklaget for at forberede et oprør og et kupforsøg mod præsidenten og andre medlemmer af regeringen;

G.  der henviser til, at de 15 aktivister, der tilbageholdes, er varetægtsfængslede, ikke formelt er blevet anklaget, ikke har fuld adgang til juridisk bistand og besøg af familiemedlemmer, der forsøger at levere fødevarer, og er sat i isolationsfængsel;

H.  der henviser til, at aktivisterne blev arresteret og deres hjem blev ransaget, uden at myndighederne fremlagde nogen form for arrestordre eller ransagningskendelse; der henviser til, at det er blevet rapporteret, at de var genstand for fysisk og psykisk tortur samt dødstrusler;

I.  der henviser til, at myndighederne truer mødrene til de unge fanger, som mobiliserer sig, og det regerende MPLA-parti har forhindret demonstrationer af tilhængere, som kræver deres løsladelse; der henviser til, at en fredelig demonstration af slægtninge til de fængslede i Luanda den 8. august 2015 blev mødt med angreb og voldelig undertrykkelse på stedet af sikkerhedsstyrkerne;

J.  der henviser til, at fire menneskerettighedsforkæmpere og en korrespondent fra Radio Deutsche Welle i juli 2015 blev midlertidigt tilbageholdt, da de besøgte andre aktivister i et fængsel i provinsen Luanda, på beskyldningen om, at de havde til hensigt at fremføre politiske anskuelser i fængslet;

K.  der henviser til, at retten til fredelig protest og foreningsfrihed og ytringsfrihed er anerkendt i Angolas forfatning;

L.  der henviser til, at der er rapporteret om en massakre i Huambo i april 2015, begået af politistyrker på tilhængere af den religiøse sekt Luz do Mundo; der henviser til, at tallene, der er indberettet fra forskellige kilder, spænder fra snesevis til tusindvis af døde og mange fordrevne personer; der henviser til, at regeringen i månedsvis har undladt behandle det presserende behov for at gennemføre en uafhængig undersøgelse, samtidig med at den hårdnakket benægter de høje tal; der henviser til, at Ombudsmanden på nuværende tidspunkt forbereder en rapport om begivenhederne;

M.  der henviser til, at FN’s højkommissær for menneskerettigheder har opfordret til en international undersøgelse af hændelsen, hvilket bevirkede, at regeringen indledte en retslig undersøgelse;

N.  der henviser til, at Angolas regering også har intensiveret både massetvangsudsættelser og tvangsudsættelser i mindre omfang i Luanda og andre byer med henblik på at flytte personer, der lever i uofficielle bosættelser og fjerne gadesælgere, herunder gravide kvinder og kvinder med børn;

O.  der henviser til, at der i marts 2015 blev indført ny lovgivning om øget kontrol med ngo'er;

P.  der henviser til, at civilsamfundet gentagne gange har påpeget forbindelsen mellem korruption, den regerende elites udtømning og uretmæssige tilegnelse af naturressourcer og menneskerettighedskrænkelser, der begås mod dem, der udgør en trussel mod og fordømmer status quo;

Q.  der henviser til, at til trods for tilsagn fra Angolas regering om at intensivere bestræbelserne på at forbedre sit system til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og af finansiering af terrorisme og visse opnåede fremskridt, identificerer Den Finansielle Aktionsgruppe, en mellemstatslig organisation, der blev grundlagt i 1989 på initiativ af G7 med henblik på at udvikle politikker til bekæmpelse af hvidvaskning af penge, fortsat strategiske mangler i Angolas system til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og af finansiering af terrorisme;

R.  der henviser til, at uafhængige rapporter har fastslået, at olieindtægten, regeringens vigtigste ressource, ikke er blevet rettet mod bæredygtig udvikling eller lokalsamfund, og samtidig er den regerende elite blevet rigere;

S.  der henviser til, at Angola har store mineral- og oliereforekomster, og er en af de hurtigst voksende økonomier i verden, især siden afslutningen på borgerkrigen; der henviser til, at den økonomiske vækst er meget uensartet, idet størstedelen af landets velstand er koncentreret hos en uforholdsmæssig lille del af befolkningen;

T.  der henviser til, at den økonomiske krise i landet efter det kraftige fald i olieindtægter sandsynligvis vil udløse yderligere social uro og protester mod regeringen;

U.  der henviser til, at Angola i oktober 2014, bekræftede sit engagement i den politiske dialog og det politiske samarbejde, der blev indgået med dokumentet "Angola-EU Joint Way Forward", hvor god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder er bærende søjler;

V.  der henviser til, at udveksling af oplysninger om god regeringsførelse og menneskerettigheder finder sted i en formel politisk dialog i overensstemmelse med artikel i 8 Cotonouaftalen mellem EU og Angola mindst en gang om året inden for rammerne af dokumentet Angola-EU Joint Way Forward fra 2012;

1.  er dybt bekymret over den hastigt forværrede situation for så vidt angår menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og demokratisk rum i Angola, samt de alvorlige krænkelser, der begås af sikkerhedsstyrker, og retsvæsenets manglende uafhængighed;

2.  opfordrer de angolanske myndigheder til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade alle menneskerettighedsforkæmpere, herunder Marcos Mavungo og 15 + 1 aktivister, der blev arresteret i juni 2015, og til at frafalde alle anklager mod dem; opfordrer også til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle andre aktivister, samvittighedsfanger eller politiske modstandere, som er blevet vilkårligt anholdt og tilbageholdt udelukkende på grund af deres politiske synspunkter, journalistiske arbejde eller deltagelse i fredelige aktiviteter;

3.  opfordrer indtrængende myndighederne til at sikre, at de tilbageholdte ikke udsættes for nogen form for tortur eller mishandling og til at garantere fuld beskyttelse og adgang til deres familier og advokater;

4.  opfordrer de angolanske myndigheder til øjeblikkeligt at sætte en stopper for tilfælde af vilkårlige anholdelser, ulovlige tilbageholdelser og tortur, begået af politiet og sikkerhedsstyrkerne; gentager, at øjeblikkelige, upartiske og tilbundsgående undersøgelser skal foretages af alle påstande om krænkelser af menneskerettighederne fra politiets og sikkerhedsstyrkernes side, og at gerningsmændene skal retsforfølges;

5.  er alvorligt bekymret over de fortsatte forsøg på at begrænse ytrings- og mediefrihed, retten til at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, og myndighedernes øgede krænkelser af disse rettigheder, og opfordrer de angolanske myndigheder til at sikre øjeblikkelig og betingelsesløs overholdelse af disse friheder; opfordrer desuden myndighederne til at gennemføre bestemmelserne i FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder samt de regionale menneskerettighedsinstrumenter, som Angola har ratificeret;

6.  opfordrer EU’s delegation i Luanda til at indfri EU-Udenrigstjenestens tilsagn om at støtte og beskytte menneskerettighedsforkæmpere på verdensplan gennem konkrete, synlige tiltag, som især omfatter observation af retssager, politisk og materiel støtte til menneskerettighedsforkæmpere, deres advokater og familier og EU's og dets medlemsstaters systematiske engagement med de angolanske myndigheder i menneskerettigheder på alle forbindelsesniveauer, herunder på højeste niveau; opfordrer endvidere delegationen til at intensivere den politiske dialog med Angolas regering i alle politiske, handelsmæssige og udviklingsmæssige forbindelser, for at sikre, at det opretholder sine nationale og internationale menneskerettighedsforpligtelser, som lovet på det første ministermøde mellem EU og Angola i oktober 2014; opfordrer den indtrængende til at bruge alle hensigtsmæssige redskaber og instrumenter, herunder Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder med henblik på dette;

7.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at anerkende den høje niveau af korruption i de angolanske myndigheder, som alvorligt undergraver respekten for menneskerettigheder og udvikling, til at gennemføre principperne om værktøjskasse til en menneskerettighedsbaseret strategi forud for enhver kommunikation med Angola, og til at revidere fokusområderne i sit nationale vejledende program under den 11. EUF;

8.  beklager, at omfanget af truslen fra personelminer og andre eksplosive krigsefterladenskaber stadig ikke kendes med sikkerhed til trods for færdiggørelsen af en national undersøgelse i 2007 og et stort minerydningsprogram; opfordrer indtrængende EU til at overvåge, kontrollere og evaluere den faktiske anvendelse af midler for at sikre, at de tildelte midler anvendes på en effektiv og målrettet måde, således at land ryddes, som det bør;

9.  opfordrer indtrængende Angolas retsmyndigheder til at forsvare deres uafhængighed af enhver politisk instrumentalisering og sikre beskyttelsen af rettigheder, der anerkendes i retsinstrumenter, f.eks. adgang til domstolsprøvelse og retten til en retfærdig rettergang;

10.  opfordrer indtrængende Angolas regering til at gennemføre en hurtig, gennemsigtig og troværdig efterforskning af massakren i Huambo og til at yde støtte til de overlevende, der er blevet fordrevet; gentager FN's opfordring til en international og uafhængig supplerende efterforskning;

11.  er fortsat bekymret over, at foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder og børn, ikke er blevet gennemført; opfordrer myndighederne til at styrke kampen mod skadelige traditionelle praksisser, som f.eks. en stigmatisering af børn, der beskyldes for heksekunst;

12.  minder om det løfte, som Angola afgav under Cotonouaftalen, om at respektere demokrati-, retsstats- og menneskerettighedsprincipperne, som omfatter ytringsfrihed, mediefrihed, god regeringsførelse og gennemsigtighed i forbindelse med politiske poster; opfordrer indtrængende Angolas regering til at håndhæve disse bestemmelser i overensstemmelse med artikel 11, litra b), artikel 96 og artikel 97 i Cotonouaftalen og, hvis dette ikke er tilfældet, opfordrer Kommissionen til at indlede den relevante procedure i henhold til artikel 8, 9 og 96 i Cotonouaftalen;

13.  opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at behandle spørgsmålet om større gennemsigtighed i handelen med alle naturressourcer, herunder olie, og navnlig til fuldt ud at gennemføre og overvåge den eksisterende lovgivning om landespecifik rapportering; opfordrer de angolanske myndigheder og udenlandske selskaber til at hjælpe med at styrke reguleringen inden for udvindingssektoren ved at overholde initiativet om gennemsigtighed for udvindingsindustrien og revidere gennemførelsen af Kimberleyprocessen; opfordrer endvidere Angolas regering til at forelægge en plan om at tilslutte sig partnerskabet om offentlighed i forvaltningen og fremover at udarbejde en konkret plan for at bekæmpe korruption, øge gennemsigtigheden og forbedre den offentlige ansvarlighed;

14.  bifalder EU’s og USA’s samarbejde om og koordinering af gennemførelsen af afsnit 1504 i den amerikanske Dodd-Frank Act;

15.  opfordrer medlemsstaternes nationale administrationer og tilsynsmyndigheder til at intensivere overvågningen af overholdelsen af den europæiske lovgivning om bekæmpelse af hvidvaskning af penge, herunder due diligence-normative retningslinjer og passende risikoanalyse, især i forbindelse med politisk udsatte personer fra Angola;

16.  bifalder den angolanske regerings anerkendelse af problemer i forbindelse med kompensation i tilfælde af jordekspropriation og glæder sig over mediernes beretninger, der antyder, at fordelingen og de kompenserende mekanismer bliver bedre; tilskynder regeringen til at fortsætte sin indsats i denne retning;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Afrikanske Union, Den Afrikanske Menneskerettighedskommission, regeringerne i landene i SADC-regionen, til præsidenten, premierministeren og parlamentet i Angola, USA's regering, FN's generalsekretær, FN's Menneskerettighedsråd og Den Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

Juridisk meddelelse