Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2015/2685(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B8-0836/2015

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 10/09/2015 - 8.5
PV 10/09/2015 - 8.6
CRE 10/09/2015 - 8.5
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2015)0318

Vedtagne tekster
PDF 174kWORD 72k
Torsdag den 10. september 2015 - Strasbourg Endelig udgave
EU's rolle i fredsprocessen i Mellemøsten
P8_TA(2015)0318RC-B8-0836/2015

Europa-Parlamentets beslutning af 10. september 2015 om EU's rolle i fredsprocessen i Mellemøsten (2015/2685(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om fredsprocessen i Mellemøsten,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 20. juli 2015 om fredsprocessen i Mellemøsten,

–  der henviser til de nylige erklæringer fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, og hendes talsmand om Israel, det besatte palæstinensiske område, fredsprocessen i Mellemøsten og EU's støtte til FN's Hjælpeorganisation,

–  der henviser til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Staten Israel på den anden side,

–  der henviser til Euro-Middelhavs-interimsassocieringsaftalen om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) til fordel for Vestbredden og Gazastribens Palæstinensiske Myndighed på den anden side,

–  der henviser til de relevante resolutioner fra FN's Generalforsamling og FN's Sikkerhedsråd,

–  der henviser til den fjerde Genèvekonvention fra 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid,

–  der henviser til EU's retningslinjer om fremme af overholdelse af den internationale humanitære ret,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at opnåelse af fred i Mellemøsten fortsat er en central prioritet for det internationale samfund og et ufravigeligt element i forhold til at opnå regional stabilitet og sikkerhed; der henviser til, at der er bestræbelser i gang i FN's Sikkerhedsråd på at få genoptaget fredsprocessen;

B.  der henviser til, at konflikten mellem Israel og Palæstina skal ses i den bredere kontekst af den arabisk-israelske konflikt; der henviser til, at EU er af den opfattelse, at fred i Mellemøsten kræver en omfattende, regional løsning; der henviser til, at den voldelige krise i Syrien, fremvæksten af Da'esh, den voksende radikalisme og udbredelsen af terrorisme i Mellemøsten skaber betydelige sikkerhedstrusler for Israel og hele regionen og yderligere forværrer palæstinensernes lidelser, men også skaber fælles interesser mellem de arabiske lande og Israel, samt at atomaftalen med Iran, hvori EU spillede en væsentlig rolle, byder på en enestående mulighed for fremdrift i fredsprocessen, der ikke bør forpasses;

C.  der henviser til, at EU gentagne gange har bekræftet sin støtte til en tostatsløsning baseret på grænsedragningen fra 1967 med Jerusalem som hovedstad for begge stater, hvor Israel som en sikker stat og Palæstina som en uafhængig, demokratisk og levedygtig nabostat lever side om side i fred og sikkerhed, og har opfordret til genoptagelse af direkte fredsforhandlinger mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed;

D.  der henviser til, at EU er Israels største handelspartner og den største yder af bistand til palæstinenserne; der henviser til, at næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Federica Mogherini, gentagne gange har givet udtryk for sit engagement i at forny og intensivere EU's rolle i fredsprocessen i Mellemøsten; der henviser til, at Fernando Gentilini i april 2015 blev udnævnt til EU's nye særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten; der henviser til, at EU, på trods af sine ambitioner og sit tilsagn om at spille en effektiv rolle på dette område stadig mangler at udvikle en omfattende og sammenhængende vision for sit engagement i fredsprocessen i Mellemøsten, som bør afspejle den hastigt skiftende regionale kontekst;

1.  er dybt bekymret over det vedvarende dødvande i fredsprocessen i Mellemøsten og opfordrer til omgående genoptagelse af troværdige fredsbestræbelser; opfordrer både israelerne og palæstinenserne til at undgå at tage skridt, som kan medføre en yderligere optrapning, herunder hadefulde udtalelser og ansporing til vold i det offentlige rum samt ensidige foranstaltninger, der kan foregribe resultatet af forhandlingerne og true en tostatsløsnings levedygtighed; understreger, at en varig løsning på konflikten kun kan opnås i en regional kontekst med inddragelse af alle relevante regionale aktører og støtte fra det internationale samfund;

2.  gentager sin stærke støtte til en tostatsløsning baseret på grænsedragningen fra 1967 med den gensidigt accepterede jordfordeling og med Jerusalem som hovedstad for begge stater, hvor Israel som en sikker stat og en uafhængig, demokratisk og levedygtig palæstinensisk nabostat lever side om side i fred og sikkerhed og gensidig aneerkendelse på grundlag af retten til selvbestemmelse og fuld respekt for folkeretten; understreger, at ikke-voldelige midler og respekt for menneskerettighederne og folkeretten er den eneste vej til at opnå en retfærdig og varig fred mellem israelere og palæstinensere;

3.  understreger, at bevarelsen af en tostatsløsnings levedygtighed gennem konkrete tiltag og sikring af fuld respekt for civiles ret på begge sider skal være en umiddelbar prioritet for EU og det internationale samfund; ser frem til lanceringen af EU's strukturerede dialog med Israel om situationen på Vestbredden og bevarelse af en tostatsløsning, som også bør omfatte spørgsmålet om bosættelser;

4.  glæder sig over den positive rolle og nødvendige støtte, som EU ønsker at bidrage med for at fremme en løsning af konflikten mellem Israel og Palæstina og den større arabisk-israelske konflikt gennem fredelige og konstruktive midler, der tjener EU's interesser med hensyn til sikkerhed, stabilitet og velstand i Mellemøsten; opfordrer til, at der anlægges en ny EU-tilgang, som reelt fremmer fred og sikkerhed for både det israelske og det palæstinensiske folk; glæder sig over NF/HR's personlige engagement og udpegelsen af EU's nye særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, og støtter deres indsats i denne sammenhæng;

5.  glæder sig over EU's tilsagn om at arbejde aktivt for en fornyet multilateral tilgang til fredsprocessen i samråd med alle relevante aktører og aktivt at støtte parterne for at genskabe tillid og skabe en atmosfære af tiltro, hvilket er nødvendigt for at gå ind i meningsfulde forhandlinger så hurtigt som muligt; bemærker, at EU mener, at oprettelsen af en international støttegruppe er en mulig vej til at bidrage hertil; understreger, at EU er parat til at indgå i et fælles arbejde med regionale partnere på grundlag af det arabiske fredsinitiativ;

6.  opfordrer indtrængende NF/HR til at gøre bedre brug af EU's og medlemsstaternes politiske relationer og institutionelle ekspertise, som er baseret på Europas geografiske nærhed, historiske bånd og intensive økonomiske udvekslinger med Mellemøstregionen, for at spille en aktiv politisk rolle i fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere, og mellem arabiske stater og Israel i en bredere kontekst; minder medlemsstaterne om, at deres primære opgave er aktivt at bidrage til udformningen af en fælles EU-holdning til, hvordan spørgsmålet om fredsprocessen i Mellemøsten skal behandles, og at afstå fra ensidige initiativer, der svækker EU's indsats;

7.  støtter FN's Sikkerhedsråds bestræbelser på at få genoptaget fredsforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere; opfordrer imidlertid indtrængende EU til at opfylde sine forpligtelser som en indflydelsesrig aktør og indlede et dristigt og omfattende fredsinitiativ for regionen; mener, at EU bør spille en central rolle i omdefineringen af Kvartettens målsætninger – som bør være fokuseret på at finde en politisk løsning på konflikten – og dens format;

8.  fordømmer den fortsatte udvidelse af israelske bosættelser, der er i modstrid med folkeretten, opildner den palæstinensiske vrede og underminerer levedygtigheden og udsigterne for en tostatsløsning, og opfordrer de israelske myndigheder til omgående at standse og ændre deres bosættelsespolitik;

9.  glæder sig over EU's tilsagn om – i ønsket om at sondre mellem Israel og landets aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder – at sikre, at alle aftaler mellem staten EU og Israel utvetydigt og udtrykkeligt skal angive, at de ikke finder anvendelse på de områder, som Israel besatte i 1967, som gentaget i konklusionerne fra Rådet for Udenrigsanliggender af 20. juli 2015; noterer sig Kommissionens retningslinjer af 19. juli 2013 for, hvorvidt israelske enheder og deres aktiviteter i de områder, som Israel har besat siden juni 1967, kan komme i betragtning til tilskud, priser og finansielle instrumenter, der har været finansieret af EU fra og med 2014, og skrivelse af 13. april 2015 fra 16 EU-udenrigsministre til NF/HR, hvori denne tilskyndes til at tage føringen i Kommissionen med henblik på at afslutte arbejdet med fælles EU-retningslinjer for mærkning af produkter fra israelske bosættelser;

10.  understreger de relevante EU-myndigheders ansvar for at sikre, at EU-finansiering ikke kan omdirigeres direkte eller indirekte til terrororganisationer eller terroraktiviteter;

11.  understreger, at militante gruppers affyring af raketter ind på israelsk område er uacceptabel og understreger igen faren for eskalering; understreger, at det er bydende nødvendigt for EU at arbejde i partnerskab med Israel, Den Palæstinensiske Myndighed, Egypten og Jordan i retning af at undgå en genoprustning af terrorgrupper på Gazastriben og Vestbredden og forebygge, at de smugler våben, fremstiller raketter og bygger tunneller; understreger igen, at der er et overvældende behov for at afvæbne alle terrorgrupper i Gaza i overensstemmelse med Udenrigsrådets konklusioner fra juli 2014;

12.  er dybt bekymret over den stigende bosættervold på Vestbredden; glæder sig over den udbredte fordømmelse fra israelske lederes side af de seneste angreb ved ildspåsættelse mod Dawabshah-familien i landsbyen Duma, men minder Israel om dets fulde ansvar for at beskytte den palæstinensiske befolkning og bringe alle, der begår bosættervold, for en domstol;

13.  glæder sig over det arbejde, som udføres inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og Den Europæiske Unions politimission (EUPOL COPPS) på det besatte palæstinensiske område for at bistå Den Palæstinensiske Myndighed i opbygningen af institutionerne for en fremtidig palæstinensisk stat på politi- og strafferetsområdet; kræver en reaktivering af FSFP's grænsebistandsmission (EUBAM Rafah), med et mere ambitiøst mandat, tilstrækkelige midler og tilstrækkeligt personale, med henblik på at spille en konkret rolle i forbindelse med kontrollen af Gazastribens grænser med Egypten og Israel;

14.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at rapportere tilbage til Parlamentet om ødelæggelse af og skader på EU-finansierede strukturer og projekter på det besatte palæstinensiske område;

15.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at yde finansiering til ngo'er i regionen, hvis politiske mål er i overensstemmelse med de overordnede mål for fredsprocessen i Mellemøsten, og opfordrer EU-myndighederne til at gå dialog med deres relevante modparter om dette spørgsmål;

16.  gentager sin opfordring til at ophæve blokaden i Gazastriben og til hurtig genopbygning og rehabilitering af området efter krigen i sommeren 2014 som en prioriteret humanitær bistand for EU og det internationale samfund; udtrykker sin anerkendelse af FN's Hjælpeorganisations (UNRWA) heroiske indsats i denne sammenhæng; opfordrer indtrængende donorer til hurtigst muligt at opfylde de finansielle tilsagn, som de gav på den internationale konference om Palæstina ("Genopbygning af Gaza") i Kairo den 12. oktober 2014;

17.  glæder sig over Israels seneste skridt til at lempe restriktionerne i Gaza, men beklager dybt de fortsatte restriktioner for indførelsen af byggematerialer; understreger, at det er vigtigt at træffe yderligere positive foranstaltninger – samtidig med at der tages hensyn til Israels legitime sikkerhedsinteresser – for at muliggøre en fuld gennemførelse af humanitær bistand, genopbygning og økonomisk opsving; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at indfri deres løfter om at støtte den trilaterale ordning for overvågning og verifikation af de pågældende materialer til genopbygningen;

18.  opfordrer indtrængende NF/HR til at arbejde for en fuld gennemførelse af henstillingerne i rapporten fra FN's uafhængige undersøgelseskommission om Gazakonflikten i 2014, herunder henstillingen om aktivt at støtte Den Internationale Straffedomstols arbejde; glæder sig over, at EU's medlemsstater, som er en del af FN's Menneskerettighedsråd, enstemmigt stemte for sidstnævntes resolution af 3. juli 2015 om sikring af ansvarlighed og retfærdighed i forbindelse med alle krænkelser af folkeretten i de besatte palæstinensiske områder, herunder Østjerusalem;

19.  understreger, at intern palæstinensisk forsoning er et vigtigt element for at opnå en tostatsløsning, og beklager den fortsatte palæstinensiske splittelse; støtter EU's opfordring til de palæstinensiske fraktioner om at give højeste prioritet til forsoning og Den Palæstinensiske Myndigheds tilbagevenden til Gazastriben; opfordrer de palæstinensiske kræfter til hurtigst muligt at genoptage bestræbelserne på forsoning, navnlig gennem afholdelse af det længe ventede præsident- og parlamentsvalg; understreger, at Den Palæstinensiske Myndighed skal tage større ansvar i denne henseende og påtage sig sine regeringsopgaver i Gaza, også inden for sikkerhed og civil administration og gennem sin tilstedeværelse ved grænseovergangene;

20.  opfordrer alle involverede parter i konflikten til fuldt ud at respektere tilbageholdtes og fangers rettigheder, herunder de sultestrejkendes rettigheder;

21.  udtrykker sin dybe bekymring over UNRWA's alvorlige finansieringskrise; opfordrer til øget EU-støtte til UNRWA og opfordrer indtrængende alle andre donorer til at øge deres finansiering af agenturet og UNRWA til at fortsætte med at forbedre sin forvaltning, men opfordrer samtidig til, at det underliggende centrale spørgsmål vedrørende de palæstinensiske flygtninge behandles; anerkender og roser UNRWA for den ekstraordinære indsats, som gjorde det muligt at erklære skoleåret 2015/2016 åbent for palæstinensiske flygtningeelever;

22.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, Knesset, Israels præsident og regering, Det Palæstinensiske Lovgivende Råd og Den Palæstinensiske Myndighed, Den Arabiske Ligas generalsekretær, Egyptens, Jordans og Libanons respektive parlamenter og regeringer og UNRWA's generalkommissær.

Juridisk meddelelse