Indeks 
 Fuld tekst 
Procedure : 2015/2729(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B8-0656/2015

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 09/07/2015 - 12.5
CRE 09/07/2015 - 12.5
PV 16/09/2015 - 13.1

Vedtagne tekster :

P8_TA(2015)0323

Vedtagne tekster
PDF 256kWORD 135k
Onsdag den 16. september 2015 - Bruxelles Endelig udgave
Forberedelse af Kommissionens arbejdsprogram for 2016
P8_TA(2015)0323RC-B8-0656/2015

Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2015 om Kommissionens arbejdsprogram for 2016 (2015/2729(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse "Kommissionens arbejdsprogram 2015 – En ny start" (COM(2014)0910) og dens bilag 1-4,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 37, stk. 3,

A.  der henviser til, at Europa er nødt til at reagere med en klar vision, retning, ledelse, ambition og modet til at klare de udfordringer, vi står over for både internt og eksternt, for at vise, at Europa er i stand til at opfylde borgernes forventninger, give dem perspektiver og skabe tillid ved at gøre EU til en ægte demokratisk union, et parlamentarisk demokrati og en arena, hvor borgerne kan styre og forme deres kontinent med henblik på at bevare og konsolidere deres levestandard;

B.  der henviser til, at Europa 2020-strategien fortsat er et gyldigt grundlag for at opbygge intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Europa, og at dens mål forventes at blive bekræftet inden udgangen af 2015, men at instrumenterne til at gennemføre den har behov for at blive opdateret og styrket;

C.  der henviser til, at Kommissionens fremtidige arbejdsprogrammer bør behandle de udfordringer, der karakteriserer det 21. århundrede, såsom klimaændringer, energiuafhængighed, ressourceeffektivitet, overgangen til et digitalt samfund, global konkurrence, ligestilling og voksende ulighed, samtidig med at der tages hensyn til omkostningerne ved ikke at virkeliggøre Europa;

D.  der henviser til, at tabet af europæisk konkurrenceevne i den globale økonomi, høj arbejdsløshed og navnlig en uacceptabelt høj ungdomsarbejdsløshed, demografiske forandringer og en stadig ældre befolkning stiller EU over for nogle hidtil usete udfordringer; der henviser til, at kun konkurrencedygtige økonomier med den rigtige makroøkonomiske politik vil kunne skabe arbejdspladser, hæve levestandarden for deres borgere og skabe den velstand, der kan finansiere investeringer i fremtiden og sikre offentlige tjenester; der henviser til, at forstærket fokus på at fremme fri og fair konkurrence er en nødvendighed for at nå de ambitiøse mål for kvalitetsjob, vækst, investeringer og global konkurrenceevne for den europæiske økonomi, navnlig i lyset af, at andre regioner i verden har en hurtigere vækst med stadig højere produktivitets- og innovationsniveauer;

E.  der påpeger, at EU har lidt under en langvarig økonomisk krise med lav vækst, øgede interne ubalancer og mangel på jobskabelse og investeringer, som ikke vil blive overvundet, med mindre der sker en væsentlig yderligere uddybning af den europæiske integration på de områder, hvor det er berettiget, navnlig på det indre marked og inden for Den Økonomiske og Monetære Union, kombineret med forstærket demokratisk kontrol og ansvarlighed;

F.  der finder, at de finansielle ressourcer bør målrettes EU's politiske prioriteringer, ikke blot med hensyn til beløbene, men også hvad angår fleksibilitet og ligevægt, ikke mindst med hensyn til Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) og den flerårige finansielle ramme (FFR) 2014-2020, som indeholder bestemmelser om en række fleksibilitetsmekanismer, herunder en revisionsklausul, der gør det muligt at tilpasse EU-budgettet til uforudsete omstændigheder;

G.  der henviser til, at EU’s politikker og aktiviteter skal stemme overens med principperne om subsidiaritet og proportionalitet for at hjælpe borgerne til at foregribe og reagere på et samfund og en økonomi under hastig forandring;

H.  der henviser til, at Europa skal forpligte sig til en økonomisk model, der kan sikre en bæredygtig vækst med henblik på at skabe gode job til denne og den næste generation i stedet for gæld;

I.  der henviser til, at bæredygtighed og økonomisk vækst er kompatible størrelser, som kan styrke hinanden, og der henviser til, at Kommissionen indtrængende opfordres til at gøre bæredygtighed til en hjørnesten i sin dagsorden for vækst og beskæftigelse; der henviser til, at Kommissionen er vogter af EU-traktaterne, hvori bæredygtig udvikling, social retfærdighed, solidaritet og europæernes grundlæggende rettigheder er forankret;

J.  der henviser til, at Europa har brug for, at Kommissionen har et omhyggeligt fokuseret og tilstrækkelig ambitiøst arbejdsprogram, som kan gøre det muligt at tackle de reelle behov, som EU og dets borgere står overfor;

DEL 1

1.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre fuld brug af sin initiativret til at give EU et klart lederskab og navnlig levere fuldførelsen af det indre marked sammen med den strategiske køreplan for en økonomisk union, en politisk union og EU’s optræden udadtil;

2.  glæder sig over, at Kommissionen retter fokus mod 10 strategiske prioriteter; understreger betydningen af at fremme Fællesskabets interesser og holde EU forenet og sammenhængende, idet nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet samtidig respekteres; er derfor stærkt overbevist om, at indsatsen skal koncentreres omkring disse strategiske prioriteter;

3.  glæder sig over, at der er indledt forhandlinger om en ny interinstitutionel aftale om bedre lovgivning; mener, at dette bør føre til kvalitative forbedringer af Kommissionens udarbejdelse af lovforslag og en styrkelse af dens konsekvensanalyser af lovforslag, herunder økonomiske, sociale, miljømæssige og SMV-relaterede konsekvensanalyser, og, hvor det er relevant, anvendelse af forordninger frem for direktiver i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; forventer, at Kommissionen behandler den lovgivende myndigheds to parter ens med hensyn til den information og dokumentation, som den leverer i løbet af hele lovgivningsprocessen; forventer et kraftigere engagement med henblik på at sikre grundig interinstitutionel høring, en fuldstændig opfølgning af Parlamentets forslag og henstillinger, samt at der forelægges detaljerede begrundelser for enhver tilbagetrækning af forslag; minder om, at den flerårige programmering, som aftales mellem de tre institutioner, bør fastlægge rammerne for de årlige arbejdsprogrammer og danne grundlag for drøftelserne af det specifikke årlige arbejdsprogram; erindrer om sin holdning gående ud på, at bedre lovgivning ikke bør ses som et redskab til at nedprioritere områder, der falder inden for EU’s kompetencer, og at politiske afgørelser truffet som led i den demokratiske beslutningsproces bør have forrang frem for tekniske vurderinger;

4.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte med at forbedre sammenhængen i sit lovgivningsprogram og styrke de uafhængige konsekvensanalyser af lovforslag, herunder en SMV-test og en konkurrenceevnetest, som kan bidrage til at fjerne bureaukrati på alle niveauer — europæisk, nationalt og regionalt — og for alle økonomiske aktører og borgere i deres dagligdag og dermed bidrage til at fremme jobskabelse, idet de sociale standarder og miljøstandarderne overholdes; mener, at SMV’er og mikrovirksomheder ikke bør pålægges unødvendige byrder i forbindelse med gennemførelse af lovgivning og overholdelse af standarder; opfordrer Kommissionen til at tilstræbe forenkling i videst muligt omfang og – hvor dette er muligt – at fremme fuld brug af digitale løsninger med henblik på at lette gennemførelsen af EU-reglerne; mener, at direktiver og forordninger, som viser sig at være uegnede til små virksomheder, muligvis bør revideres for at sikre, at SMV’er ikke belastes; opfordrer til, at mikrovirksomheder så vidt muligt undtages fra al administrationskrævende lovgivning, navnlig for at sikre, at nystartede virksomheder og iværksættere føler sig tilskyndede;

5.  forventer, at Kommissionen som led i programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT) forelægger en liste over lovgivning og forslag, der bør revideres eller tilbagekaldes, fordi deres formålstjenlighed eller EU-merværdi ikke længere er indlysende, og hvor de er forældede eller ikke længere opfylder deres formål; understreger imidlertid, at REFIT ikke må anvendes som påskud til at sænke ambitionsniveauet i spørgsmål af vital betydning, til deregulering eller til at sænke de sociale standarder og miljøstandarderne; mener, at en forenkling er et kvalitativt og ikke et kvantitativt mål; noterer sig målet om at nedbringe de administrative og bureaukratiske byrder og hertil knyttede omkostninger med 25 % i forbindelse med nye forslag i hele den politiske cyklus, herunder gennemførelse i national ret, implementering og håndhævelse; opfordrer til at foretage betydelige reduktioner med det formål at tilvejebringe bedre betingelser for at skabe nye arbejdspladser, bevare arbejdspladser i Europa og bringe arbejdspladser tilbage fra udlandet, samt fremme konkurrenceevne og bæredygtig vækst;

6.  forventer, at Kommissionen forelægger et forslag til den næste fase af Europa 2020-strategien for vækst og beskæftigelse, der imødegår de store udfordringer og muligheder, der ligger foran os, navnlig energiomlægningen, den digitale revolution og forberedelse af europæerne på disse ændringer; mener, at denne strategi bør kombinere de relevante reformer med store investeringsinitiativer, der bygger på den allerede indledte energiunion og det digitale indre marked og et nyt initiativ til social investering og omskoling; mener, at denne strategi bør understøttes af fuld brug af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og en revideret FFR 2014-20; mener, at alle medlemsstater bør have forudsætningerne for at gennemføre denne strategi, og at Den Økonomiske og Monetære Union bør fuldendes for at skabe konvergens i denne retning; mener, at EU’s eksterne strategiske partnerskaber også bør åbne nye muligheder for, at denne strategi kan lykkes;

7.  opfordrer Kommissionen til at sætte kraftigt ind på at løse EU's sociale problemer, især arbejdsløsheden, manglen på kvalifikationer, sociale uligheder og udelukkelse såvel som risiciene for social dumping og hjerneflugt; mener, at dette kræver økonomisk genopretning og investering, der fremmer skabelse af kvalitetsjob, social investering med fokus på kvalifikationer, børnepasning og andre sociale tjenester samt den sociale økonomi; mener, at det også kræver kraftigere konvergens for at sikre, at en række grundlæggende sociale standarder overholdes overalt i Unionen; mener, at rimelig mobilitet for arbejdskraften i denne forbindelse bør fremmes som en grundlæggende frihed på det indre marked; mener, at der ufortøvet bør tages konkrete skridt i retning af den lovede sociale AAA-kreditvurdering; opfordrer Kommissionen til at fremme øget inddragelse af arbejdsmarkedets parter på europæisk og national plan i dette øjemed;

8.   understreger den kendsgerning, at arbejdsløshedsniveauet fortsat er urimeligt højt, navnlig for unge og kvinder, og at EU's økonomiske genopsving stadig er skrøbeligt; glæder sig over vedtagelsen af EFSI, opfordrer indtrængende til, at den udnyttes fuldt ud, og forventer, at en række investeringsprojekter snarest muligt vil blive godkendt og udviklet for at bidrage til et solidt opsving og en afbalanceret og bæredygtig vækst, der vil fremme beskæftigelsen og den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i hele EU; minder om sine anmodninger, hvad angår gennemsigtighed, demokratisk kontrol og overholdelse af investeringsretningslinjerne;

9.  opfordrer Kommissionen til at gøre vækst og beskæftigelse til en hjørnesten i EU’s sociale markedsøkonomi og i EU’s strategi for bæredygtig udvikling; opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre bæredygtighed til kernen i enhver solid, fremtidsorienteret økonomisk politik med sigte på at løse krisen, og give dette spørgsmål substans i såvel dette som fremtidige arbejdsprogrammer gennem et særskilt afsnit med fokus på en gennemgribende og hurtig gennemførelse af det 7. miljøhandlingsprogram;

10.  glæder sig over vedtagelsen af strategien for det digitale indre marked og opfordrer til, at den gennemføres hurtigt med klare lovgivningsmæssige retningslinjer og finansielle mål og midler, som sigter på at skabe en digital økonomi, hvor Europa kan blive førende i verden, virksomheder kan operere på tværs af grænserne, og forbrugernes, rettighedshavernes og borgernes rettigheder er beskyttet; er overbevist om, at EU vil give en klar merværdi ved at fremme iværksætterkulturen og den videnbaserede økonomi samt ved at fjerne unødige hindringer; er af den opfattelse, at den også bør være rettet mod at fremme innovation og skabe nye muligheder for borgerne, virksomhederne og forbrugerne i EU og dermed skabe arbejdspladser, idet de grundlæggende sociale standarder sikres; understreger, at fremskridt inden for dette område vil have en direkte indvirkning på borgerne; mener, at såvel forbrugerbeskyttelse som beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder er af afgørende betydning for, at europæerne kan have tillid til det digitale indre marked som et led i digitaliseringen af ​​deres hverdag;

11.  mener, at udformning af en balanceret og fair skattepolitik bør betragtes som en integreret del af medlemsstaternes strukturreformer, hvor dette er relevant, og at skatte- og konkurrencepolitik bør betragtes som to sider af samme sag på det indre marked, en fordel for alle EU's forbrugere og borgere og med henblik på at bidrage yderligere til jobskabelse; går ind for, at skattebyrden flyttes fra arbejde over på andre former for bæredygtig beskatning;

12.  opfordrer Kommissionen til at revurdere og styrke mekanismerne og ressourcerne inden for konkurrencepolitik og statsstøtte; mener, at EU's statsstøttepolitik og -kontrol er vigtige redskaber til bekæmpelse af skattemetoder, som fordrejer det indre marked;

13.  gentager den betydning, det tillægger fællesskabsmetoden, gennemsigtighed i lovgivningen, demokratisk legitimitet og de nationale parlamenters rolle og ansvar;

14.  fastholder, at det er nødvendigt fuldstændigt, hurtigt og effektivt at gennemføre den eksisterende lovgivning på alle områder såsom det indre marked, miljølovgivningen, den reviderede fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik og samhørighedspolitikken samt finans- og banksektoren; opfordrer Kommissionen til at forbedre kontrollen med, at medlemsstaterne gør fremskridt med gennemførelsen;

15.  opfordrer til vedtagelse af konvergensretningslinjer efter den almindelige lovgivningsprocedure, som sammen med den årlige vækstundersøgelse bør danne grundlag for de landespecifikke henstillinger; er af den opfattelse, at Parlamentets kontrollerende rolle i det europæiske semester bør formaliseres, og at alle euroområdets nationale parlamenter bør følge med i hvert enkelt trin i processen med det europæiske semester;

16.  opfordrer Kommissionen til, sammen med alle interessenter, at udforske alle muligheder for at styrke ØMU’en, forbedre dens modstandsdygtighed og gøre den mere gavnlig for vækst, beskæftigelse og stabilitet, kombineret med en social dimension med sigte på at bevare Europas sociale markedsøkonomi og respekten for forhandlingsretten, i henhold til hvilken koordineringen af de sociale politikker i medlemsstaterne vil blive sikret, herunder en mekanisme for minimumsløn eller -indkomst, som er specifik for, og fastlægges af den enkelte medlemsstat, og støtte til kampen mod fattigdom og social udstødelse, reintegration af arbejdstagere på arbejdsmarkedet, samt frivillig mobilitet og fleksibilitet på tværs af fag og medlemsstater;

17.  understreger, at EU’s budget skal anvendes effektivt til at fremme EU’s prioriteter og politikker, og opfordrer derfor Kommissionen til at skride ind over for forvaltningsmæssige fejl og mangler samt svig; opfordrer Kommissionen til at tage skridt til at evaluere og forbedre den eksisterende kontrol og at reducere de administrative byrder, hvor det er muligt; understreger, at Kommissionen skal sikre, at EU’s skatteborgeres penge bruges på bedste vis, og understreger, at det er vigtigere at opnå resultater end blot at udnytte de disponible bevillinger; opfordrer derfor til gennemførelse af systematiske, regelmæssige og uafhængige evalueringer for at sikre, at alle udgifter fører til de ønskede resultater på en omkostningseffektiv måde; opfordrer Kommissionen til at intensivere sine bestræbelser på at inddrage medlemsstaterne i dette arbejde, navnlig for så vidt angår midler, der er udbetalt af medlemsstaterne selv;

18.  understreger, at det er nødvendigt at anvende skatteydernes penge mere effektivt og at tage yderligere skridt til at beskytte Unionens finansielle interesser, således at legitimiteten af EU’s udgifter sikres på en omkostningseffektiv måde; opfordrer derfor til at sikre en effektiv anvendelse af EU’s budget ved at fokusere på bedre gennemførelse af eksisterende kontrolforanstaltninger, evaluering af kontroller og metoder med henblik på at sikre, at resultater og merværdi anses for vigtigere end den maksimale udnyttelse af bevillingerne; er af den opfattelse, at forslaget om etablering af en kontrolansvarlig for processuelle garantier for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, OLAF (COM(2014)03402014/0173(COD)) bør opretholdes;

19.  glæder sig over Kommissionens europæiske dagsorden for migration og de hertil hørende lovgivningsforslag samt de forslag til budgetmæssige justeringer i 2015 og 2016, der skal sikre, at de mål, der er fastsat i dagsordenen for migration, gennemføres korrekt; minder imidlertid Kommissionen om dens tilsagn om at tackle problemet med det stigende pres på EU's eksterne grænser, herunder i form af håndfaste foranstaltninger mod ulovlig migration og menneskehandel og -smugling, og forbedre håndteringen af migrationspolitikken, hvilket forudsætter en bedre sammenkædning mellem EU's migrationspolitik og udenrigspolitik; opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle yderligere instrumenter for en menneskerettighedsbaseret tilgang til mennesker, der søger beskyttelse mod krig og forfølgelse i EU;

20.  er alvorligt bekymret over den nylige udvikling i Middelhavsområdet og på ruten gennem det vestlige Balkan, hvor et rekordhøjt antal migranter har krydset EU's grænser, hvad der har stillet Europa og EU-medlemsstaterne over for en udfordring uden fortilfælde, der kræver en fælles og resolut europæisk reaktion; udtrykker sin støtte til de foranstaltninger, som Kommissionen har forelagt, og opfordrer til, at medlemsstaterne hurtigt vedtager og gennemfører dem; glæder sig over Kommissionens initiativer med hensyn til flytning og genhusning, herunder det nye initiativ om hurtig flytning af et stigende antal asylansøgere, som har behov for international beskyttelse, til fordel for Grækenland, Italien og Ungarn, samt Kommissionens forslag om en fast flytningsmekanisme, som træder i kraft i katastrofesituationer under hensyntagen til antallet af flygtninge, der befinder sig i en medlemsstat, og som har hjemmel i artikel 78, tk. 2, i TEUF; opfordrer indtrængende Kommissionen til at aktivere den nødvendige mekanisme, der specifikt er blevet udformet til situationer med massetilstrømning; understreger samtidig behovet for at fremskynde behandlingen af asylansøgninger og hjemsendelse af dem, hvis ansøgninger er blevet afvist; udtrykker sin støtte til den "hotspot"-tilgang, der blev annonceret i dagsordenen for migration, som skal styrke den operationelle støtte i forbindelse med ansøgernes ankomst, herunder i forbindelse med registreringen og den indledende behandling af ansøgninger, også for dem der ikke har behov for beskyttelse; afviser samtlige foranstaltninger, der reelt genindfører grænsekontrollen og bringer Schengenområdet i fare;

21.   minder om Kommissionens tilsagn om at anvende alle tilgængelige redskaber, herunder EU-budgettet, til at fremme beskæftigelse og vækst gennem intelligente investeringer i tæt partnerskab med medlemsstaterne, de nationale parlamenter, regioner og byer med henblik på at forbedre gennemførelsen af eksisterende politikker og gøre indsatsen på stedet mere effektiv, navnlig anvendelsen af de europæiske struktur- og investeringsfonde; understreger, at samhørighedspolitikken i overensstemmelse med den økonomiske styringsproces, fortsat er den vigtigste kilde til offentlige investeringer, og er derfor af den opfattelse, at synergien mellem EFSI og andre fonde, navnlig de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF), bør udnyttes; opfordrer til udforskning af eventuelle synergier mellem ESIF og Horisont 2020; opfordrer indtrængende til at sikre den inddragelse af private partnere og private investorer, der er afgørende for at gøre EFSI til en succes, og fremhæver dens jobskabelsespotentiale; opfordrer samtidig til at føre demokratisk kontrol med EFSI på EU-plan; er af den opfattelse, at enhver finansiering omdirigeret fra Horisont 2020 og Connecting Europe-faciliteten bør udmøntes i en tilsvarende eller større mængde investeringer i henholdsvis forskning og innovation, digital infrastruktur, transport og energi, og opfordrer Kommissionen til at gribe den lejlighed, som den obligatoriske 2016-revision af FFR giver med hensyn til at forberede en kompensation til disse to programmer;

22.  opfordrer til en hurtig gennemførelse af ​​strategien for Connecting Europe-faciliteten med bedre infrastrukturer og projekter med europæisk merværdi inden for transport, energi og telekommunikation, som er afgørende sektorer for et velfungerende indre marked;

23.  bemærker, at Kommissionen er forpligtet til at foretage en grundig og omfattende gennemgang af FFR 2014-2020 i 2016, ledsaget af et forslag til ændring af forordningen om den flerårige finansielle ramme som et middel til at anvende EU’s budget og dermed bidrage til genopretningen af den europæiske økonomi; understreger, at en obligatorisk lovgivningsmæssig revision af FFR var et af Parlamentets vigtigste krav under FFR-forhandlingerne; lægger derfor yderst stor vægt på denne proces; udtrykker sin vilje til at arbejde konstruktivt for at finde løsninger på en række udestående spørgsmål, herunder dem, der vedrører finansieringen af garantifonden for EFSI;

24.  opfordrer Kommissionen til at uddrage en lære af de forventede konklusioner fra gruppen på højt niveau om de egne indtægter inden udgangen af 2016 og at fremsætte konkrete forslag i løbet af sin mandatperiode; bekræfter sit ønske om en reform af EU’s ordning for egne indtægter inden indledningen af den næste FFR;

25.  gentager sin dybe bekymring over det akkumulerede efterslæb i betalingerne, som har undergravet EU’s troværdighed; glæder sig over vedtagelsen af en fælles erklæring fra Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet om en betalingsplan for 2015-2016, der tager sigte på at nedbringe efterslæbet til et holdbart niveau inden udgangen af 2016; minder Kommissionen om dens tilsagn om nøje at følge gennemførelsen af 2014-2020- programmerne, etablere et system for tidlig varsling og foreslå ændring af budgetter uden forsinkelse, såfremt niveauet for godkendte betalinger i 2016 viser sig ikke at være tilstrækkeligt;

26.  opfordrer Kommissionen til at foreslå foranstaltninger til at forbedre udvekslingen af oplysninger og styrke det operationelle samarbejde mellem medlemsstaterne og EU-agenturerne, navnlig vedrørende indberetningskriterierne, og at gøre det obligatorisk at foretage indberetninger vedrørende personer, der er dømt eller mistænkt for terrorisme; opfordrer Kommissionen til at anvende tekniske og finansielle midler til at sikre samordning på EU-plan og udveksling af bedste praksis for bekæmpelse af terrorpropaganda, radikale netværk og rekruttering på internettet; anmoder i den forbindelse især om, at Europol får alle de nødvendige midler til at tackle terrorisme og organiseret kriminalitet i henhold til sit mandat;

27.  understreger, at indgåelsen af nye handelsaftaler er vigtig for at udvikle en udadvendt og konkurrencedygtig europæisk økonomisk ramme, der er i stand til at levere mærkbare fordele og lavere priser for forbrugerne og skabe nye arbejdspladser ved at åbne op for tredjelandsmarkeder og diversificere eksporten; minder om sit synspunkt om, at afbalancerede handelsaftaler kan tilvejebringe regler for globalisering; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at de europæiske standarder ikke sættes på spil, og understreger, at handlen skal spille sin rolle i forbindelse med at bekæmpe fattigdom og øge udviklingen i udlandet; mener, at afskaffelsen af handels- og investeringshindringer i hele verden derfor fortsat skal være en central prioritet i EU's handelsstrategi; støtter derfor Kommissionens indsats i alle igangværende bilaterale og multilaterale handelsforhandlinger med henblik på at opnå et positivt resultat med hensyn til omfattende og gensidigt gavnlige handelsaftaler i 2016; understreger, at der er behov for en vedholdende EU-indsats for at kunne drage fordel af den proces, som blev indledt i 2013 med Bali-pakken, der blev aftalt i forbindelse med de multilaterale forhandlinger om Doha-runden, som skal bane vejen for global økonomisk stabilitet; understreger nødvendigheden af at indarbejde et kapitel om mere samarbejde i kampen imod skatteomgåelse, skattely, korruption og hvidvaskning af penge i EU’s bilaterale, plurilaterale og multilaterale handel;

28.  opfordrer Kommissionen til at sigte mod en konsekvent og sammenhængende strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som i lyset af den hurtigt skiftende sikkerhedssituation skal sigte på at identificere de nye og kommende udfordringer, som EU skal forholde sig til, de interesser, der skal varetages, og de værdier, der skal fremmes, samt på at give sikkerhed for vores borgere og skabe muligheder for varig fred og stabilitet; minder i den forbindelse om betydningen af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og nødvendigheden af, at EU spiller en stærk rolle i verden hvad angår udvikling, fredsskabelse og fredsopbygning, humanitær bistand og fremme af menneskerettigheder over hele verden;

DEL 2

Nyt skub i beskæftigelse, vækst og investeringer

29.  opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag til næste fase af Europa 2020-strategien, der kan imødegå udfordringerne i form af global konkurrence, energiomlægning, den digitale revolution og den demografiske udvikling; mener, at dette forslag bør kombinere strukturelle ændringer med store investeringsinitiativer, der bygger på de eksisterende instrumenter (EU-budgettet, EFSI);

30.  fremhæver den væsentlige rolle, som en håndhævelse af konkurrencepolitikken spiller med hensyn til at skabe lige konkurrencevilkår, hvilket fremmer innovation, produktivitet jobskabelse og investeringer på hele det indre marked og på tværs af alle forretningsmodeller, herunder SMV'er; opfordrer Kommissionen til stringent at håndhæve reglerne om kontrol med karteldannelse, statsstøtte og fusioner for at skabe et velfungerende indre marked;

31.  støtter udviklingen af en kapitalmarkedsunion under henvisning til behovet for at sikre, at de systemiske risici i det finansielle system ikke forøges, og for at udstyre den med den nødvendige infrastruktur og styrket overvågning med henblik på at sætte skub i en bæredygtig kreditgivning uden for bankerne og fremme langsigtet investering i støtte til realøkonomien;

32.  opfordrer Kommissionen til at fjerne hindringerne i det indre marked med henblik på at forbedre finansieringen af virksomheder, især af SMV'er og mikrovirksomheder, med henblik på at sætte skub i investeringerne i den private sektor; anmoder om en styrkelse og fuld implementering af reglerne for EU’s indre marked og opfordrer indtrængende Kommissionen til konsekvent at udvikle det indre markeds eksterne dimension i EU's handelspolitikker, med henblik på at øge EU's konkurrenceevne og forbrugerbeskyttelse, samtidig med at illoyal konkurrence fra varer og produkter, der ikke opfylder EU's sikkerheds-, miljø- og sociale standarder, undgås;

33.  opfordrer til en ambitiøs EU-industripolitik, der kan gøre det muligt at udvikle nye varer og omlægge industriprocesser gennem innovation med henblik på at modernisere EU’s industri ved at forvalte den digitale omstilling af sektoren og tilvejebringe digitale færdigheder for at drage fordel heraf;

34.  mener, at Europa 2020-strategien, som omfatter konkurrenceevne, vækst og arbejdspladser, i sin sociale dimension bør være rettet mod bevarelse og forbedring gennem koordination af medlemsstaternes socialpolitikker, blandt andet ved hjælp af benchmarks eller, hvis det er nødvendigt, gennem lovgivning, en række grundlæggende sociale standarder, såsom kvaliteten af de offentlige arbejdsformidlinger, ydelse af arbejdsløshedsunderstøttelse i forbindelse med aktiveringsforanstaltninger, adgang til sundhedsydelser, prisoverkommelige børnepasningstjenester af god kvalitet, erhvervsuddannelse og livslang læring; mener, at Europa 2020’s sociale mål og resultattavlen over centrale beskæftigelsesmæssige og sociale indikatorer vil kunne bruges til at overvåge gennemførelsen af disse grundlæggende standarder;

35.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fuldende og forelægge pakken om arbejdskraftens mobilitet ved udgangen af dette år, idet den også tager fat på de negative virkninger af arbejdskraftens mobilitet; slår til lyd for strengt arbejdstilsyn på tværs af grænserne for at bekæmpe misbrug; mener, at mobilitet overalt i Europa er en grundlæggende rettighed; opfordrer endvidere Kommissionen til at tage skridt til at fremme de europæiske arbejdstageres integration og beskæftigelsesegnethed; minder Kommissionen om dens forpligtelser, hvad angår udstationeringsdirektivet;

36.  efterlyser konkrete foranstaltninger til at afskaffe den stadig eksisterende forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, navnlig af ældre arbejdstagere, langtidsledige, kvinder, arbejdstagere med handicap og unge; minder om behovet for at imødegå problemerne med langtidsledige, ikke alene gennem uddannelse og erhvervsuddannelse, men også gennem arbejdsmarkedernes rummelighed, bedre rådgivning og støtte til jobsøgende, målrettet støtte til ansættelse og arbejdsbetingede ydelser;

37.  håber, at gennemførelsen af ungdomsgarantien, herunder støtte fra ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, vil begynde at bære frugt, og erklærer sig villig til at støtte ethvert initiativ, herunder ethvert finansielt initiativ, til at styrke dette EU-program; opfordrer Kommissionen til at sikre, at almen og erhvervsrettet uddannelse forbliver blandt dens topprioriteter, herunder en nytænkning af de færdigheder, der er nødvendige i det aktuelle og fremtidige arbejdsmarked, med fokus på høj kvalitet, effektivitet, tilgængelighed og lighed; mener, at der bør vises særlig opmærksomhed over for livslang læring, vekseluddannelsessystemer, anerkendelse af eksamensbeviser og støtte til foranstaltninger til begrænsning af skolefrafald for at sikre, at eleverne erhverver de grundlæggende læse- og skrivefærdigheder som defineret i OECD's program for international elevevaluering (PISA) og i overensstemmelse med kompetencerne i henhold til traktaterne; opfordrer til, at der lægges større vægt på finansiering og lettelse af unges mobilitet, især gennem lærepladser, for i størst mulig grad at skabe overensstemmelse mellem de forhåndenværende kvalifikationer og de job, der tilbydes på det indre marked;

38.  mener, at tilgængelighed, prisoverkommelighed og kvalitet af uddannelse og børnesundhedsforsorg er afgørende for at sikre, at ingen børn forsømmes, og opfordrer derfor Kommissionen til at overveje yderligere skridt for at fremme social investering og især til at reducere børnefattigdom;

39.  minder om, at en virkelig balance mellem fleksibilitet og sikkerhed for såvel arbejdsgivere som arbejdstagere bør overvejes i forbindelse med samtlige nye lovgivningsforslag, og at dette også gælder beskæftigelsesmæssige og sociale overvejelser, herunder virkningen af aldring og kvalifikationsbehov; bemærker, at begrebet “arbejdstager" er mangesidet på grund af nye former for beskæftigelse og selvstændig beskæftigelse, og at det skulle håndteres med henblik på at bekæmpe uligheder, som kan true vores sociale markedsøkonomis retfærdighed og effektivitet; minder Kommissionen om dets opfordring til revision af direktiv 2004/37/EF om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener, som skulle være sket inden udgangen af 2012;

40.  fremhæver betydningen af den støtte, som samhørighedspolitikken yder til små og mellemstore virksomheder, der udgør rygraden i EU's vækst og beskæftigelse, og opfordrer til etablering af synergier mellem samhørighedspolitikkens midler, programmet for virksomheders konkurrenceevne og SMV'er (Cosme) og Horisont 2020-programmet;

41.  lægger vægt på den fortsatte gennemførelse af Horisont 2020, navnlig indsatsen for i højere grad at sætte fokus på at forvandle forskning i verdensklasse til produkter og tjenesteydelser, som kan bidrage til at puste nyt liv i de europæiske økonomiers konkurrenceevne;

42.  opfordrer til at der tages initiativer til udvikling af potentialet i den kulturelle og kreative sektor som en kilde til vækst og beskæftigelse; understreger i denne forbindelse betydningen af at håndhæve de intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) og opfordrer indtrængende Kommissionen til at følge op på sin handlingsplan til bekæmpelse af krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder en revision af direktivet om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, som er ude af trit med den digitale tidsalder og utilstrækkeligt til at bekæmpe onlinekrænkelser, samt til at følge op på grønbogen om tilbageførselsordninger og relaterede ordninger som en mulig EU-dækkende ret til at inddrive penge, der uafvidende er blevet brugt til at købe forfalskede varer med; opfordrer Kommissionen til yderligere at styrke mandatet for Det Europæiske Observationscenter for Krænkelser af Intellektuelle Ejendomsrettigheder og glæder sig over Kommissionens nedsættelse af en ekspertgruppe om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder;

43.  glæder sig over Kommissionens planer om at trække forslaget om en fælles EU-købelov tilbage og understreger, at det nye forslag fra Kommissionen, som bebudes i meddelelsen om det digitale indre marked, skal være baseret på Parlamentets holdning ved førstebehandlingen;

44.  understreger betydningen af en konkurrencedygtig sektor for finansielle tjenesteydelser, som leverer nyttige produkter og gennemsigtige oplysninger til forbrugerne; fremhæver, at dette vil øge forbrugernes tillid til finansielle tjenesteydelser/produkter;

45.  er foruroliget over de eventuelle konsekvenser af en økonomisk og finansiel krise i Kina, der er udløst af, at boblen er bristet på børsmarkedet; advarer om de mulige følger af systemiske fejl i de kinesiske finansielle tjenesters arkitektur;

Bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse

46.  glæder sig over offentliggørelsen af en ny skattepolitisk pakke og anmoder Kommissionen om at være ambitiøs i sine bestræbelser for at sikre et retfærdigt skattesystem ud fra princippet om, at skat skal betales i det land, hvor overskuddet skabes, således at forvridning på det indre marked og illoyal konkurrence undgås;

47.  glæder sig over Kommissionens og medlemsstaternes indsats for aktivt at fremme bekæmpelsen af skattesvig, skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning og brugen af skattely, idet de trækker på OECD’s ekspertise med hensyn til at fremme god forvaltningspraksis på skatteområdet i alle relevant internationale fora;

48.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge en meddelelse om udvikling af en EU-dækkende definition af skattely (ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner) baseret på OECD’s kriterier; mener, at denne politik bør kombineres med klare retningslinjer for, hvordan en sådan liste skal anvendes; opfordrer også Kommissionen til at fremlægge et forbedret EU-initiativ vedrørende et obligatorisk fælles konsolideret selskabsbeskatningsgrundlag, også selv om konsolideringsdelen i første omgang udsættes, hvilket kan få betragtelige administrative virkninger og vil kræve en gnidningsløs overgangsordning;

Et forbundet og rummeligt digitalt indre marked

49.  retter en kraftig påmindelse til Kommissionen om, at et ambitiøst digitalt indre marked ikke vil være muligt uden en passende mekanisme til at udløse investeringer på lokalt plan, og støtter prioriteringen af det digitale indre marked i betragtning af de muligheder, som digitale aktiviteter kan generere med hensyn til jobskabelse og opstart af nye virksomheder, fremme af innovation, øget produktivitet, forbedret konkurrenceevne og dermed opnåelse af vækst; understreger behovet for at støtte udviklingen af den digitale sektor, der bør sikre alle europæiske borgere en forbindelse med den højest mulige hastighed til den lavest mulige pris;

50.  anerkender Kommissionens indsats for at frigøre potentialet i den digitale økonomi ved at fokusere sin strategi på tre søjler, der sigter mod en bedre adgang for forbrugere og virksomheder og et bedre miljø for udvikling af digitale tjenester; understreger behovet for at arbejde med globale reguleringsmyndigheder for så vidt angår konkurrence, sikkerhed og tryghed; understreger betydningen af at forbedre adgangen til nettet for alle gennem højhastighedsbredbånd for at løse problemet med den digitale kløft; glæder sig over meddelelsen om et europæisk initiativ om "frie datastrømme", som skal fjerne eksisterende hindringer i det indre marked for data;

51.  støtter Kommissionens bestræbelser på at få vedtaget EU’s forordning om databeskyttelse;

52.  mener, at fjernelse af bureaukrati og af alle uberettigede eller uforholdsmæssige reguleringsmæssige eller ikkereguleringsmæssige hindringer for strategien for det digitale indre marked ligeledes er nødvendig for fuldt ud at udnytte potentialet i en digital omstilling af industrien og e-handel på tværs af grænserne; mener, at mere målrettede foranstaltninger kan overvejes med henblik på at opbygge større forbrugertillid og øge databeskyttelsen ved køb af digitale varer og tjenesteydelser i hele EU, da begge dele er af afgørende betydning for, at europæerne kan fæste lid til det digitale indre marked som led i digitaliseringen af deres hverdag;

53.  anmoder Kommissionen om at tage højde for den igangværende teknologiske konvergens i forbindelse med ændringen af direktivet om audiovisuelle medietjenester og fremsætte passende henstillinger med henblik på at tilpasse og fremtidssikre lovrammen; opfordrer Kommissionen til fortsat at fremme de kulturelle og kreative industrier og til at støtte og fremme indførelsen af det europæiske år for kulturarv; understreger i denne forbindelse, at de kulturelle og kreative sektorer tegner sig for op til 4,5 % af EU's BNP og for op til 8,5 mio. arbejdspladser, hvilket ikke kun er afgørende for den kulturelle mangfoldighed, men også bidrager betragteligt til den sociale og økonomiske udvikling i hele EU;

54.  forventer en ambitiøs gennemgang af forsyningspligtdirektivet med henblik på at føre slutbrugerrettighederne ajour;

Ophavsret

55.  opfordrer til yderligere bestræbelser for at udvikle og modernisere EU’s lovgivning om intellektuel ejendomsret, navnlig på området for ophavsret, for at gøre den klar til den digitale tidsalder og lette den grænseoverskridende adgang til kreativt indhold på fair og rimelige vilkår i hele EU, og dermed skabe retssikkerhed og samtidig beskytte ophavsmændenes og de udøvende kunstneres rettigheder og sikre dem et passende vederlag samt at bekæmpe digital privatkopiering vedrørende værdi og beskæftigelse i den kreative og kulturelle sektor; opfordrer Kommissionen til at basere et eventuelt lovgivningsmæssigt initiativ til modernisering af ophavsrettigheder på uafhængig dokumentation; mener, at ophavsretten bør bevare sin primære funktion, nemlig at gøre det muligt for skabere at få udbytte af egne bestræbelser gennem, at andre gør brug af deres arbejde; understreger, at det vigtige bidrag fra de traditionelle metoder til fremme af regional og europæisk kultur ikke bør bremses af moderniserings- eller reformforslag;

En modstandsdygtig energiunion med en fremadrettet politik for klimaforandringer

56.  understreger, at energiunionen kan opnås gennem en forstærket EU-indsats på følgende områder: et konkurrencedygtigt indre marked for energi, et stærkt europæisk forvaltningssystem, forskning og innovation, nye investeringer, der kan forbedre de grænseoverskridende infrastrukturer og sammenkoblingslinjer, der kan levere bæredygtighed og sikkerhed til en energiomstilling, som kan sætte skub i vækst og jobskabelse og på lang sigt give overkommelige energipriser for husholdninger og virksomheder og dermed forebygge og bekæmpe energifattigdom;

57.  opfordrer til at fremme grønne investeringer, herunder gennem den strategiske investeringsplan, og til at skabe en langsigtet og stabil politisk ramme til fremme af en ressourceeffektiv og kulstoffattig økonomi, som styrker EU's mål om at mindske CO2-udledningen, øge andelen af vedvarende energi og forbedre energieffektiviteten, hvilket indebærer investering i et paneuropæisk elnet, og at der sættes fokus på at udvide anvendelsen af vedvarende energikilder;

58.  opfordrer Kommissionen til at inddrage Parlamentet fuldt ud i fælles bestræbelser til bekæmpelse af den globale opvarmning og sikre, at der tages højde for klimaindsatsen í alle EU's politikker ved at tilpasse dem til klimaændringens realitet, og anmoder om lovforslag til gennemførelse af 2030 klima- og energipakken under den almindelige lovgivningsprocedure;

59.  opfordrer Kommissionen til at sikre fuldstændig gennemførelse af direktivet om vedvarende energi (2009/28/EF), såvel som forslagene om effektiv regulering, herunder fra Parlamentet, med henblik på at muliggøre opfyldelsen af ambitiøse mål for vedvarende energi;

60.  opfordrer Kommissionen til at foreslå en række initiativer med henblik på at opstille en ambitiøs klima- og energiramme for 2030 som EU's bidrag til indgåelsen af en global klimaaftale forud for topmødet om FN's rammekonvention om klimaændringer i Paris; fremhæver betydningen af at skabe fremdrift i retning af en solid, universel, retfærdig og juridisk bindende aftale; opfordrer Kommissionen til at sikre en passende opfølgning af mødet i Paris og til at fremsætte lovgivningsmæssige forslag, der sikrer rettidig ratifikation af aftalen;

61.  anmoder om et lovgivningsmæssigt forslag om fordelingen af drivhusgasemissionsmålene for 2030 i sektorer uden for ETS og om en revision af de lovgivningsmæssige rammer for energieffektivitet, herunder bygningers energimæssige ydeevne, direktivet om energieffektivitet og andre forvaltningsrelaterede aspekter af 2030-rammen, samt om en revision af direktivet om vedvarende energi;

62.  opfordrer Kommissionen til også at prioritere EU’s geopolitiske uafhængighed gennem fælles EU’s forhandlingsposition over for tredjelande, herunder gennem en rettidig revision af forordningen om gasforsyningssikkerhed og af afgørelsen om oprettelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler på energiområdet; understreger vigtigheden af en prismæssigt overkommelig, bæredygtig og sikker energiforsyning; understreger, at hver enkelt medlemsstats ret at sammensætte sit eget energimiks er garanteret i traktaterne, men at et regionalt samarbejde (f.eks. i Østersøområdet, Sydøsteuropa, Central- og Vesteuropa og Nordsøområdet) ville gøre det muligt at opnå besparelser og andre fordele for det europæiske energisystem;

Miljø- og sundhedsspørgsmål

63.  påskønner Kommissionens forslag om luftkvalitetspakken og den igangværende gennemførelse af REACH-forordningen; opfordrer til en mere afbalanceret tilgang til foranstaltninger inden for miljøvenligt design baseret på deres energibesparelsespotentiale og markedsrelevans; støtter kraftigt en tydelig energimærkning, der giver forbrugerne et valg, og efterlyser et nyt forslag vedrørende pakken om cirkulær økonomi; mener, at investering i og etablering af incitamenter til overgang til en cirkulær økonomi kan være til gavn for Kommissionens dagsorden for job, vækst og konkurrenceevne og, ved at reducere EU’s afhængighed af importerede råstoffer, har potentiale til at skabe en win-win-situation for alle involverede parter med henblik på at fremskynde overgangen til en cirkulær økonomi gennem closed loop-fabrikation og bæredygtig produktudvikling;

64.  opfordrer til at gennemføre en grundig opfølgning på midtvejsevalueringen af EU's biodiversitetsstrategi og Kommissionens rapport med titlen "Naturens tilstand i Den Europæiske Union" med henblik på at afhjælpe mangler, sikre fuld gennemførelse af strategien og opfylde EU’s biodiversitetsmål; understreger, at denne proces ikke må benyttes som påskud til at sænke ambitionsniveauet i spørgsmål af vital betydning for beskyttelsen af miljøet;

65.  forventer, at Kommissionen vil overveje de nuværende udfordringer på miljø- og sundhedsområdet, hvor miljøets tilstand har negativ indflydelse på menneskers sundhed, og at den vil gøre fremskridt med hensyn til de planlagte strategier, navnlig videnskabeligt baserede horisontale kriterier for hormonforstyrrende stoffer som omtalt i det syvende miljøhandlingsprogram; understreger behovet for at gå et skridt videre hen imod en fælles europæisk medicinsk teknologivurdering (MTV) på EU-plan, som ikke skaber en ekstra administrativ byrde, og behovet for at bekæmpe antimikrobiel resistens; forventer at få forelagt de afledte retsakter, der er omhandlet i tobaksvaredirektivet; understreger behovet for en hurtig revision af direktivet om væv og celler for at bringe det i overensstemmelse med princippet om vederlagsfri donation, og af forordningen om avanceret terapi, som i højere grad bør kunne anvendes på SMV’er;

66.  understreger vigtigheden af at sikre, at alle fremtidige initiativer eller revisioner foreslået af Kommissionen inden for sundhed og sikkerhed er baseret på solid videnskabelig dokumentation;

En integreret og effektiv transportsektor

67.  opfordrer Kommissionen til at sikre en bedre overvågning og korrekt gennemførelse af politikken for det transeuropæiske transportnet (TEN-T) fra planlægnings- til gennemførelsesstadiet; understreger, at det er nødvendigt at fremskynde TEN-T-netkorridorerne for at forbinde transportnettene i alle EU’s regioner, forbedre infrastrukturen og fjerne hindringer, især i øst-vestgående retning; understreger betydningen af en fuld gennemførelse af NAIADES II handlingsprogrammet;

68.  opfordrer til konkrete foranstaltninger, der kan sikre adgang til effektiv offentlig transport, udvikling af intelligente og innovative løsninger og mobilisering af finansielle ressourcer til bæredygtig mobilitet i byer og sammenkoblede transportsysteminfrastrukturer, herunder bæredygtig transport med teknologisk innovation og alternative brændstoffer;

69.  kræver fair og effektiv prissætning for bæredygtig transport gennem en revision af eurovignet-direktivet og rammerne til fremme af elektronisk opkrævning af bompenge på europæisk plan, udarbejdelse af en masterplan for indførelse af intelligente transportsystemer, en revision af direktivet om fremme af renere og mere energieffektive køretøjer til vejtransport og en revision af reglerne om adgang til markedet for vejtransport med henblik på at forbedre dennes energieffektivitet;

70.  opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at sikre loyal konkurrence mellem transportvirksomheder, tage fat på spørgsmålet om arbejdsvilkårene for de ansatte i vejtransporten og øge trafiksikkerheden;

71.  understreger, at hvad angår luftfartspakken, er de centrale prioriteringer en konkurrencestrategi, en revision af forordning (EF) nr. 868/2004 om illoyal priskonkurrence i luftfart og en revision af forordningen om et europæisk luftfartssikkerhedsagentur (forordning (EF) nr. 216/2008);

Landbrugs- og fiskeripolitik

72.  noterer sig Kommissionen tilsagn om forenkling og den foreslåede kvalitetskontrol og evaluering af den fælles landbrugspolitik med det formål at mindske bureaukratiet og fjerne reguleringsmæssige byrder; anmoder om et forslag, som kan lette gennemførelsen af reformen for at sikre, at den administrative byrde for landbrugerne og medlemsstaternes myndigheder holdes på et absolut minimum; understreger behovet for at sikre, at den fælles landbrugspolitiks vitale betydning for fødevaresikkerheden opretholdes, for at stimulere væksten i eksporten fra EU’s landbrugsfødevareindustri og for at udvikle nye markeder, hvor der er sikret fair adgang for eksportører, og fremhæver, at EU’s meget høje standarder for fødevaresikkerhed og sundhed ikke må bringes i fare; opfordrer til, at forbindelserne mellem forskning, landbrug og erhvervslivet styrkes gennem innovation;

73.  opfordrer Kommissionen til at hjælpe landbrugerne med at foregribe kriser på markedet ved hjælp af nye effektive markedsmetoder, som sikrer mod indtægtstab, og ved at give meddelelse om ændringer i markedsvilkårene på grundlag af pålidelige og tidstro data, hvor det er muligt;

74.  understreger behovet for effektive foranstaltninger at modvirke ubalancerne i fødevareforsyningskæden, navnlig for at sikre retfærdighed og gennemsigtighed i forholdet mellem primære producenter, forarbejdningsvirksomheder, leverandører og distributører, og opfordrer Kommissionen til at undersøge ubalancen i forsyningskæden og primærproducentens bæredygtig rolle i denne kæde;

75.  opfordrer Kommissionen til at forelægge flerårige forvaltningsplaner, som er et af de vigtigste redskaber til implementering af den reviderede fælles fiskeripolitik hvad angår bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne, og den lovramme om tekniske foranstaltninger, som allerede forventes i 2015, samt et forslag til revision af kontrolforordningen under den almindelige lovgivningsprocedure;

76.  anmoder Kommissionen som led i Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst om at fortsætte sine bestræbelser på at skabe beskæftigelse gennem anvendelse af principperne for en cirkulær økonomi og skabelse af synergier i de marine og maritime sektorer som helhed (blå vækst);

77.  understreger, at forordningen om bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) har været en succes og fortsat bør implementeres i 2016, navnlig over for ikkesamarbejdsvillige lande og alle organisationer, der bidrager til IUU-fiskeri; opfordrer Kommissionen til at sikre samhørighed i alle EU's politikker, inklusive den fælles fiskeripolitik og handelspolitik;

78.  understreger, at målet om et fælles europæisk miljømærke for fiskevarer og akvakulturprodukter skal forfølges gennem en rapport;

En dybere og mere retfærdig Økonomisk og Monetær Union

79.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at følge op på de ”fem formænds” rapport og fremlægge en ambitiøs plan indeholdende alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at gøre Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) mere modstandsdygtig og gøre den til en ramme for bedre koordinering og strukturel konvergens ved hjælp af fællesskabsmetoden;

80.  opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at forbedre gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger i medlemsstaterne og til at fremskynde og styrke gennemførelsen af strukturreformer og investeringer med henblik på at modernisere EU's økonomi under anvendelse af de redskaber, der er indeholdt i sixpacken og twopacken samt lovgivningen om økonomisk styring; opfordrer Kommissionen til at tage nøje hensyn til sine forpligtelser og beføjelser under "Two Pack"-lovgivningen, når den har at gøre med lande, der er under forstærket overvågning eller under et makroøkonomisk tilpasningsprogram;

International handelspolitik

81.  minder om sit synspunkt, at afbalancerede handelsaftaler kan tilvejebringe regler for globalisering; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at de europæiske standarder ikke sættes på spil, og understreger, at handlen skal spille sin rolle i forbindelse med at bekæmpe fattigdom og øge udviklingen i udlandet; mener, at afskaffelsen af handels- og investeringshindringer i hele verden fortsat må være en central prioritet i EU's handelsstrategi; bemærker i denne forbindelse, at Kommissionens rapport fra 2014 om handels- og investeringshindringer peger på betydelige og uberettigede hindringer i EU's handelsforbindelser med betydelige tredjelande; opfordrer derfor endnu en gang Kommissionen til at forfølge denne dagsorden og bekæmpe uberettigede protektionistiske foranstaltninger;

82.  påpeger betydningen af aftalen om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP); minder Kommissionen om betydningen af samarbejde, gennemsigtighed og udveksling af oplysninger med Parlamentet under hele processen;

Andre handelsrelaterede spørgsmål

83.  opfordrer Kommissionen til at foregribe revisionen af forordningen om overgangsordninger for medlemsstaters bilaterale investeringsaftaler, der er planlagt til 2020, med henblik på at skabe de nødvendige instrumenter for yderligere skridt, der skal tages i udarbejdelsen af EU's investeringspolitik;

84.  anmoder Kommissionen om at fortsætte sit arbejde hen imod nye og reviderede frihandelsaftaler og hilser det velkomment, at Kommissionen har til hensigt at foreslå udkast til direktiver til medlemsstaterne om modernisering af de eksisterende aftaler med Mexico, Chile og Tyrkiet;

85.  noterer sig med bekymring, at der ikke er gjort fremskridt i retning af en frihandelsaftale mellem EU og Indien, og anmoder Kommissionen om at gøre en yderligere indsats for at overvinde de nuværende hindringer i forhandlingerne;

86.  understreger, at multilateralisme fortsat skal være et væsentligt mål for EU's handelspolitik, og opfordrer Kommissionen til at arbejde hen imod en aftale på WTO’s 10. ministermøde i Nairobi i december 2015;

Et område med retssikkerhed og grundlæggende rettigheder baseret på gensidig tillid

87.  opfordrer Kommissionen til at overveje at gøre noget ved de mangler og huller i anvendelsen af artikel 2 i EU-traktaten og de værdier, som EU bygger på, nemlig respekt for menneskets værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstatslige forhold og respekt for menneskerettighederne, herunder for personer, som tilhører mindretal, bl.a. gennem en obligatorisk mekanisme, som bygger på en række objektive indikatorer, hvilket vil muliggøre en gradueret reaktion på krænkelser af disse værdier, herunder de grundlæggende rettigheder både i EU og på medlemsstatsniveau; mindre om, at respekten for menneskerettighederne skal sikres effektivt gennem overholdelse af alle traktatens demokratibestemmelser;

88.  opfordrer til færdiggørelse af en omfattende paraplyaftale mellem EU og USA om databeskyttelse, og til, at revisionen af safe harbor-principperne er forenelig og ikke tillader nogen som helst juridiske smuthuller, takket være en ambitiøs EU-databeskyttelsespakke, der fastsætter en ny lovgivningsmæssig ramme på EU-plan for beskyttelse af personoplysninger;

89.  opfordrer Kommissionen til at gennemgå Bruxelles IIa-forordningen om lovvalgsregler i forbindelse med familieretlige spørgsmål mellem medlemsstaterne; opfordrer derfor Kommissionen til at forebygge internationale forældrebortførelser af børn ved hjælp af en mæglingsordning og til at fremme en særlig uddannelse for mæglere og dommere, der beskæftiger sig med grænseoverskridende straffesager, der involverer børn, og opfordrer medlemsstaterne til at henvise sager om bortførelse af børn til specialretter;

90.  glæder sig over vedtagelsen af den europæiske dagsorden om sikkerhed for perioden 2015-2020 og de prioriteter, der er fastlagt inden for terrorbekæmpelse, grænseoverskridende organiseret kriminalitet og internetkriminalitet, og støtter fuldt ud Kommissionens tilsagn i strategien for den indre sikkerhed om imødegåelse af trusler mod medlemsstaternes indre sikkerhed i forbindelse med udenlandske krigere og terrorisme; fremhæver, at EU står over for en stigende trussel fra hjemmedyrket terrorisme i form af "udenlandske krigere", dvs. enkeltpersoner der rejser til et andet land, end hvor de har bopæl eller statsborgerskab, med det formål at udføre, planlægge eller forberede terrorhandlinger eller give eller modtage terroristtræning, herunder i forbindelse med væbnede konflikter; er enig i, at forebyggelsen af voldelig ekstremisme bør være en prioritet for EU;

91.  opfordrer Kommissionen til at forhindre terroristers bevægelighed ved at styrke kontrollen ved de ydre grænser, foretage mere systematisk og effektiv kontrol af rejsedokumenter, bekæmpe ulovlig våbenhandel og svigagtig anvendelse af anden identitet og indkredse risikoområder; afventer Kommissionens nye forslag om pakken om intelligente grænser;

92.  opfordrer Kommissionen til at tage skridt til at sikre bedre informationsudveksling mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder og EU-agenturerne; opfordrer Kommissionen til at bidrage til at forbedre, intensivere og fremskynde en informationsudveksling om retshåndhævelse og for et mere effektivt operationelt samarbejde mellem medlemsstaterne ved hjælp af hurtigere og mere effektiv udveksling af relevante data og oplysninger, med fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og principperne om databeskyttelse;

93.  noterer sig Kommissionens forslag i den europæiske dagsorden om sikkerhed til bekæmpelse af cyberkriminalitet, og bemærker, at terrororganisationer i stigende grad anvender internettet og kommunikationsteknologierne til at planlægge angreb, sprede propaganda og skaffe midler; opfordrer Kommissionen til at tilskynde internetvirksomheder og sociale medievirksomheder til at samarbejde med regeringerne og de håndhævende myndigheder om at bekæmpe dette problem, idet de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet i fuldt omfang skal overholdes;

94.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til reform af den europæiske arrestordre;

95.  gentager, at Kommissionen bør sikre, at EU-lovgivning gennemføres inden for de fastsatte frister for omsætning, og opfordrer Kommissionen til at træffe passende foranstaltninger mod medlemsstater, der ikke har omsat direktiv 2011/93/EU om seksuelt misbrug af børn korrekt; opfordrer Kommissionen til at fortsætte og øge bestræbelserne på at forbedre procedurerne for at identificere seksuelle krænkere på nettet og beskytte børn imod dem;

96.  opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til Domstolens udtalelse om at gøre fremskridt hen imod EU’s tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og løse de resterende juridiske udfordringer;

97.  opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at drage omsorg for korrekt gennemførelse af EU’s lovgivning inden for retlige anliggender og arbejde mere systematisk for det retlige samarbejde i civil- og strafferetlige spørgsmål;

98.  opfordrer Kommissionen til at bistå EU med aktivt at fremme dialog med et globalt partnerskab mod terrorisme i tæt samarbejde med de regionale aktører såsom Den Afrikanske Union, Golfstaternes Samarbejdsråd og Den Arabiske Liga, og navnlig med Syriens og Iraks nabolande, og de lande, der er hårdt ramt af konflikten, såsom Jordan, Libanon og Tyrkiet, samt med FN og især FN's Komité for Bekæmpelse af Terrorisme;

99.  støtter kraftigt op om initiativer til eliminering af alle former for forskelsbehandling og forventer, at Kommissionen forelægger initiativer til at styrke bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, seksuel orientering, religion eller tro, handicap eller alder;

100.  understreger, at den stigende racisme og det stigende fremmedhad i Europa udgør en af de største udfordringer for EU, da det udgør en trussel mod demokratiet og respekten for menneskerettighederne; opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte forslag om initiativer til bekæmpelse af racisme og fremmedhad i EU;

101.  noterer sig Kommissionens beslutning om at trække sit forslag tilbage om revision af direktiv 92/85/EØF om sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide og Kommissionens vilje til at bane vej for et nyt initiativ, der kan opnås enighed om, og som kan føre til reelle forbedringer i tilværelsen for udearbejdende forældre og plejere, med henblik på opnå en bedre balance mellem arbejds-, familie- og privatliv og at lette kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, yde beskyttelse til mødre og reducere ulighederne mellem mænd og kvinder;

102.  forventer, at Kommissionen gør 2017 til år for afskaffelse af vold mod kvinder og intensiverer sine bestræbelser på at forebygge og bekæmpe menneskehandel og beskytte ofrene herfor; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at iværksætte proceduren for EU's tiltrædelse af Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen); opfordrer desuden Kommissionen til at vedtage en ny særskilt strategi for kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene i Europa for 2015-2020, som tager sigte på at skabe lige muligheder, reducere de kønsbestemte løn- og pensionsforskelle, fattigdom og bekæmpelse af vold mod kvinder; fastholder, at der er behov for yderligere at forbedre kønsbalancen med hensyn til tilsagn i den økonomiske beslutningsproces, og opfordrer Kommissionen til at tage fat på de faktorer, der afholder kvinder fra at deltage i iværksættervirksomhed;

En holistisk tilgang til migration og asyl

103.  gentager sin opfordring til en omfattende og global tilgang til asyl- og migrationspolitik; understreger nødvendigheden af at skabe sikkerhed for asylansøgere under processen med at ansøge om flygtningestatus og til at fjerne flygtningenes behov for at vælge risikable ruter ind i EU, idet man bekæmper de årsager, der ligger til grund for den illegale migration, og effektivt bekæmper menneskesmuglere, styrker solidariteten og ansvarsdelingen mellem alle medlemsstater; støtter behovet for migration knyttes sammen med EU’s eksterne politik gennem samarbejde med oprindelses- og transitlandene; støtter Kommissionens forslag om at tilbyde humanitær bistand; understreger nødvendigheden af en yderligere indsats, hvad angår de nylige tragedier i Middelhavet, for at forhindre tab af menneskeliv til søs; slår til lyd for imødegåelse af mellem- og langsigtede udfordringer og for udvikling af en omfattende reaktion som fastlagt i den europæiske dagsorden for migration; understreger, at direktivet om det blå kort bør revideres for at give udsigt til legal indvandring i EU;

104.  understreger, at det er rede til at behandle den nye ekspresflytningsordning efter en fremskyndet procedure, og erklærer, at det agter at behandle alle andre forslag til foranstaltninger fra Kommissionen samtidig for at sikre, at medlemsstaterne ikke forsinker den permanente flytningsordning; minder Rådet om, at Parlamentet er stærk tilhænger af en bindende flytningsordning, som bygger på klare og veldefinerede kriterier, og som tager hensyn til flygtningenes præferencer;

105.  opfordrer Kommissionen til at tage hånd om manglerne vedrørende kvaliteten af tilbageholdelsesvilkårene og asylprocedurerne i EU, som begge har en væsentlig indflydelse på, hvordan migrationspresset håndteres på virkningsfuld og effektiv vis; støtter med dette formål for øje Kommissionens forslag om at tilbyde øget bistand til de mest udsatte modtagermedlemsstater fra Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-Medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) og Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO);

106.  glæder sig over Kommissionens forslag om at gøre tilbagesendelsesordningen for afviste asylansøgere mere effektiv; opfordrer imidlertid Kommissionen til at fremkomme med et forslag om en politik for hurtig tilbagesendelse efter evaluering og revision af de eksisterende foranstaltninger, f.eks. med henblik på at medtage den øgede bistand fra Frontex inden for rammerne heraf; fastholder, at samtlige tilbagesendelsesaktioner bør gennemføres under fuld respekt for de grundlæggende rettigheder;

En stærkere global aktør

107.  fremhæver betydningen af at understøtte den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) med et egentligt indre marked for forsvar og sikkerhed, et uddybet samarbejde inden for den europæiske forsvarsindustri, en konkurrencedygtig teknologisk og industriel basis for det europæiske forsvar og en mere samarbejdsorienteret tilgang til F&U og indkøb inden for sikkerhed og forsvar; fremhæver, at der er behov for, at Kommissionen forelægger et forslag om en europæisk forsyningssikkerhedsordning, hvilket er afgørende for udvikling, fastholdelse og overførsel af kritisk forsvarskapacitet samt et udtryk for solidaritet og tillid mellem medlemsstater; udtrykker fuld støtte til iværksættelse af den forberedende foranstaltning vedrørende FSFP-relateret forskning på forsvarsområdet og det pilotprojekt, Parlamentet har forslået;

108.  mener, at forsvar og fremme af frihed, støtte til vores allierede og forhindring af grusomheder fortsat skal være i centrum for de udenrigspolitiske mål, herunder beskyttelse af forfulgte religiøse gruppers og andre minoritetsgruppers rettigheder;

109.  minder om sit synspunkt, at Kommissionen for at kunne levere resultater bør iværksætte en revideret naboskabspolitik med en omfattende og konsekvent fremgangsmåde med hensyn til EU's optræden udadtil og interne politikker; anmoder om en gennemgang af den europæiske naboskabspolitik, hvor følgende punkter bør behandles: a) differentiering og "mere for mere", b) engagement hinsides nærområdet, c) støtte til demokrati, reform af retsvæsenet, retsstatsprincippet og institutionel kapacitetsopbygning, d) et mangfoldigt udbud: prioriterede sektorer, e) sikkerhedsdimensionen, f) fremme af den regionale integration;

110.  er af den opfattelse, at der bør være en klar sondring mellem naboskabs- og udvidelsespolitikker; er overbevist om, at udvidelsen har været en af EU’s succeshistorier og bør fastholdes på dagsordenen ved at prioritere og objektivt at overvåge reformerne i kandidatlandene indtil udgangen af valgperioden, med henblik på at bevare deres motivation og EU’s evne til at udbrede sine værdier; minder om, at kun et sådant perspektiv kan motivere de berørte lande;

111.  opfordrer til større vægt på religionsdialogen med henblik på at analysere og forstå religiøse udviklingstendenser og med det formål at fremme tolerance og et aktivt engagement inden for EU's udenrigspolitik mod vold og ekstremistisk radikalisering;

112.  støtter fortsat det arbejde, der udføres af internationale partnere for at sikre langsigtet stabilitet, fred og politiske reformer i de sydlige og østlige nabolande, og støtter disse landes forhåbninger om tættere forbindelser med EU, herunder de ansøgerlande, der arbejder på at opfylde kriterierne for EU-medlemskab, herunder økonomiske, politiske og sociale reformer og respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet;

113.  mener, at den nylige uro på det finansielle marked i Kina udgør et vigtigt vendepunkt for Kinas udviklingsmodel, og at et stærkt samarbejde mellem EU og Kina er nødvendigt for at undgå eventuelle negative virkninger for handelen i begge retninger; opfordrer Kommissionen og den højtstående repræsentant til at overveje muligheden af at opdatere det strategiske partnerskab mellem EU og Kina, vurdere de finansielle risici og optrappe det gensidige samarbejde med henblik på at sikre bedre markedsadgang baseret på gensidighed, hvilket vil være til gavn for både EU og Kina;

114.  opfordrer Kommissionen til at arbejde sammen med medlemsstaterne og tredjelande om at træffe en række konkrete foranstaltninger til udryddelse af praksis, der er skadelig for kvinder og piger, herunder børneægteskaber og tvangsægteskaber, kønslemlæstelse af piger/kvinder, æresdrab, tvungen sterilisering, voldtægt i væbnede konflikter, stening og andre former for overgreb; opfordrer indtrængende Kommissionen til at samarbejde med EU-Udenrigstjenesten om at forbedre den bistand, der ydes til ofre for sådanne overgreb;

Udviklingspolitik

115.  fremhæver, at Kommissionen i det europæiske udviklingsår må levere konkrete resultater og opfordrer Kommissionen til at udvikle og forelægge en handlingsplan til opfølgning af den europæiske konsensus om humanitær bistand med henblik på at sikre kohærens og fortsat fælles gennemførelse af dens forpligtelse i forhold til de humanitære principper for humanitet, uvildighed, neutralitet og uafhængighed;

116.  fremhæver, at udviklingsbistanden skal fokuseres på bestræbelserne på at fremme god forvaltningspraksis, gennemførelse af retsstatsprincippet, bekæmpelse af korruption, illegale kapitalstrømme, hvidvaskning af penge, skattesvig og skatteunddragelse og til at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden blandt alle interessehavere, herunder de nationale regeringer i udviklingslande og den private sektor; opfordrer derfor Kommissionen til at formulere en omfattende strategi og handlingsplan til at håndtere dette problem i udviklingslandene, for at sikre, at EU’s dagsorden for udvikling og samarbejde også er tilpasset og betingelsesrammerne opgraderet til effektivt at bekæmpe skattesvig og skatteunddragelse;

117.  henleder opmærksomheden på, at SMV'erne er drivkraften bag arbejdspladser og velstand i udviklingslandene, idet de skaber omkring 90 % af arbejdspladserne; opfordrer Kommissionen til at hjælpe MSMV’er og fokusere på at samarbejde med regeringerne i partnerlandene om at gennemføre reformer, der tager sigte på at nedbringe de reguleringsmæssige byrder, bekæmpe korruption og skatteunddragelse, udvikle den offentlige finansielle forvaltning og effektive offentlige institutioner, fremme iværksætterånd og innovation i denne forbindelse, og yderligere styrke adgangen til mikrokredit og mikrofinansiering;

118.  opfordrer Kommissionen til at fokusere på skrøbelige stater og udarbejde strategier for fredsopbygning og statsopbygning; understreger, at det er uomgængeligt at indgå strukturelle og langsigtede partnerskaber, som prioriterer etablering af retsstatsprincippet og demokratiske institutioner i disse lande;

119.  opfordrer til øgede investeringer i adgang til uddannelse i humanitære nødsituationer, som et middel til beskyttelse af børn i krisesituationer, som også afspejler behovet for at slå bro over kløften mellem humanitær bistand og udviklingsbistand gennem en sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling;

En Union med demokratiske forandringer

Institutionelle spørgsmål

120.  opfordrer Kommissionen til at tilpasse alle igangværende lovgivningsprocedurer, der blev indledt før Lissabon (under forskriftsproceduren med kontrol) til Lissabontraktatens bestemmelser om delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter;

121.  gentager sin anmodning til Kommissionen om på grundlag af artikel 298 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at forelægge et forslag til forordning om en europæisk forvaltningslov;

122.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at prioritere genoptagelse af revisionen af forordningen om aktindsigt og til at følge de henstillinger, som Parlamentet har fremsat i flere på hinanden følgende beslutningsforslag om gennemsigtighed og aktindsigt;

123.  støtter kraftigt op om initiativet til et obligatorisk åbenhedsregister baseret på en interinstitutionel aftale; gentager derfor Parlamentets krav om et lovforslag;

124.  opfordrer Kommissionen til at øge sine bestræbelser på at sikre EU's tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, idet der tages hensyn til de retlige argumenter, der for nylig er blevet fremført af Den Europæiske Unions Domstol;

125.  opfordrer Kommissionen til at se nærmere på den lave procentdel af velgennemførte europæiske borgerinitiativer, der har en negativ indvirkning på borgernes accept af dette redskab for tværnationalt deltagelsesdemokrati, og til at sikre, at beslutninger om antagelse af borgerinitiativer er i overensstemmelse med EU's retlige beføjelser, og forventer, at Kommissionen giver hver enkelt succesfulde borgerinitiativ behørig opfølgning, når den har forpligtet sig til det, og til mere generelt at tage fat på svaghederne og begrænsningerne i dette redskab gennem en snarlig revision af forordningen om det europæiske borgerinitiativ med det formål at omdanne det til et troværdigt dagsordensbestemmende redskab;

o
o   o

126.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen.

Juridisk meddelelse