Indeks 
Vedtagne tekster
Tirsdag den 19. maj 2015 - StrasbourgEndelig udgave
De i overenskomsten med Det Schweiziske Forbund fastsatte beskyttelsesforanstaltninger ***I
 Europæisk konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester ***
 Anmodning om ophævelse af Viktor Uspaskichs parlamentariske immunitet
 Anmodning om ophævelse af Jérôme Lavrilleux' parlamentariske immunitet
 Anmodning om ophævelse af Janusz Korwin-Mikkes parlamentariske immunitet
 Anmodning om ophævelse af Theodoros Zagorakis’ parlamentariske immunitet
 Indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter ***I
 Udviklingsfinansiering
 Sikrere sundhedsydelser i Europa
 Grønne vækstmuligheder for SMV'er

De i overenskomsten med Det Schweiziske Forbund fastsatte beskyttelsesforanstaltninger ***I
PDF 248kWORD 61k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 19. maj 2015 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de i overenskomsten mellem Det europæiske økonomiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund fastsatte beskyttelsesforanstaltninger (kodifikation) (COM(2014)0305 – C8-0009/2014 – 2014/0158(COD))
P8_TA(2015)0189A8-0145/2015

(Almindelig lovgivningsprocedure – kodifikation)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2014)0305),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0009/2014),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 103 og 59,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0145/2015),

A.  der henviser til, at forslaget ifølge udtalelsen fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden indholdsmæssige ændringer;

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen 19. maj 2015 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/… om de i overenskomsten mellem Det europæiske økonomiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund fastsatte beskyttelsesforanstaltninger (kodifikation)

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2015/1145).

(1) EFT C 102 af 4.4.1996, s. 2.


Europæisk konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester ***
PDF 245kWORD 60k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 19. maj 2015 om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af den europæiske konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester (07597/1/2014 – C8-0286/2014 – 2010/0361(NLE))
P8_TA(2015)0190A8-0071/2015

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forslag til Rådets afgørelse (07597/1/2014),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester(1),

–  der henviser til den europæiske konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester af 24. januar 2001(2),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2014/243/EU af 14. april 2014 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af den europæiske konvention om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester(3),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 207, stk. 4, afsnit 1, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0286/2014),

–  der henviser til Domstolens dom af 22. oktober 2013(4),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1, første og tredje afsnit, og stk. 2, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Retsudvalget (A8-0071/2015),

1.  godkender indgåelsen af konventionen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Europarådet.

(1) EFT L 320 af 28.11.1998, s. 54.
(2) EUT L 336 af 20.12.2011, s. 2.
(3) EUT L 128 af 30.4.2014, s. 61.
(4) Domstolens dom af 22. oktober 2013, Kommissionen mod Rådet, C-137/12, ECLI:EU:C:2013:675.


Anmodning om ophævelse af Viktor Uspaskichs parlamentariske immunitet
PDF 158kWORD 61k
Europa-Parlamentets afgørelse af 19. maj 2015 om anmodning om ophævelse af Viktor Uspaskichs immunitet (2014/2203(IMM))
P8_TA(2015)0191A8-0149/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning af 1. oktober 2014 fra anklagemyndigheden i Litauen om ophævelse af Victor Uspaskichs immunitet, hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 12. november 2014,

–  der har hørt Viktor Uspaskich, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 5,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til artikel 62 i Republikken Litauens forfatning,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0149/2015),

A.  der henviser til, at anklagemyndigheden i Litauen har anmodet om ophævelse af medlem af Europa-Parlamentet Viktor Uspaskichs parlamentariske immunitet i forbindelse med en forundersøgelse vedrørende en påstået strafbar handling;

B.  der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

C.  der henviser til, at det fremgår af artikel 62 i Republikken Litauens forfatning og artikel 22, stk. 3, i statutten for Seimas, at der ikke kan indledes straffesager imod et Seimas-medlem, og at han/hun ikke kan arresteres og ikke kan underkastes nogen andre indskrænkninger af den personlige frihed uden Seimas' billigelse, undtagen i tilfælde, hvor han/hun gribes på fersk gerning;

D.  der henviser til, at Viktor Uspaskich anklages for foragt for retten i henhold til artikel 232 i Republikken Litauens straffelov;

E.  der henviser til, at der ikke er bevis for fumus persecutionis, dvs. en begrundet mistanke om, at retssagen er blevet anlagt med den hensigt at skade medlemmets politiske virksomhed;

1.  vedtager at ophæve Viktor Uspaskichs immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til anklagemyndigheden i Litauen og Viktor Uspaskich.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23).


Anmodning om ophævelse af Jérôme Lavrilleux' parlamentariske immunitet
PDF 161kWORD 63k
Europa-Parlamentets afgørelse af 19. maj 2015 om anmodning om ophævelse af Jérôme Lavrilleuxs immunitet (2015/2014(IMM))
P8_TA(2015)0192A8-0152/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning af 23. december 2014 om ophævelse af Jérôme Lavrilleuxs immunitet, som er fremsendt af den franske justitsminister på vegne af chefen for anklagemyndigheden ved appelretten i Paris, og hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 15. januar 2015,

–  der har hørt Jérôme Lavrilleux, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 5,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0152/2015),

A.  der henviser til, at chefen for anklagemyndigheden ved appelretten i Paris har anmodet om ophævelse af medlem af Europa-Parlamentet Jérôme Lavrilleuxs parlamentariske immunitet i forbindelse med en igangværende retslig undersøgelse angående anklager om dokumentfalsk, brug af forfalskede dokumenter, tillidsbrud, forsøg på bedrageri og medvirken til og fortielse af disse overtrædelser, ulovlig finansiering af en valgkamp og fortielse af og medvirken til denne strafbare handling; de franske dommere ønsker i den forbindelse at træffe en frihedsberøvende eller frihedsindskrænkende foranstaltning over for Jérôme Lavrilleux;

B.  der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

C.  der henviser til, at det fremgår af artikel 26, stk. 2 og 3, i den franske forfatning, at medlemmer af parlamentet ikke i strafferetligt øjemed kan udsættes for anholdelse eller nogen som helst anden frihedsberøvende eller frihedsindskrænkende foranstaltning uden tilladelse fra præsidiet for den forsamling, som medlemmet tilhører, og at denne tilladelse ikke er påkrævet, hvis den pågældende gribes på fersk gerning, eller hvis der foreligger en endelig domfældelse, samt at forsamlingen kan anmode om, at tilbageholdelse, frihedsberøvende eller frihedsindskrænkende foranstaltninger og retsforfølgelse af et medlem af parlamentet stilles i bero;

D.  der henviser til, at Jérôme Lavrilleux mistænkes for at have deltaget i et system med falske fakturaer for valgkampsudgifter;

E.  der henviser til, at ophævelsen af Jérôme Lavrilleuxs immunitet bør være underlagt betingelserne i forretningsordenens artikel 9, stk. 6;

F.  der henviser til, at anklagerne ikke har nogen forbindelse til Jérôme Lavrilleuxs stilling som medlem af Europa-Parlamentet og udspringer af hans tidligere stilling som vicedirektør for valgkampen ved det sidste præsidentvalg i Frankrig;

G.  der henviser til, at anklagen ikke vedrører meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser fra Jérôme Lavrilleux under udøvelsen af hvervet som medlem af Europa-Parlamentet som omhandlet i artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter;

H.  der henviser til, at Parlamentet ikke har fundet noget bevis på fumus persecutionis, dvs. en tilstrækkelig alvorlig og præcis mistanke om, at sagen er blevet anlagt med den hensigt at skade medlemmets politiske virksomhed;

1.  vedtager at ophæve Jérôme Lavrilleuxs immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Den Franske Republiks kompetente myndigheder og Jérôme Lavrilleux.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23).


Anmodning om ophævelse af Janusz Korwin-Mikkes parlamentariske immunitet
PDF 162kWORD 62k
Europa-Parlamentets afgørelse af 19. maj 2015 om anmodning om ophævelse af Janusz Korwin-Mikkes immunitet (2015/2049(IMM))
P8_TA(2015)0193A8-0150/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning om ophævelse af Janusz Korwin-Mikkes immunitet, som er fremsendt af Republikken Polens øverste offentlige anklager den 29. december 2014 i forbindelse med en straffesag rejst af anklagemyndigheden i Warszawa (sag nr. V DS 223/14), og hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 28. januar 2015,

–  der har hørt Janusz Korwin-Mikke, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 5,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010 og 6. september 2011 og 17. januar 2013(1) ,

–  der henviser til artikel 105, stk. 2, i Republikken Polens forfatning og artikel 7b, stk. 1, og artikel 7c, stk. 1, i den polske lov af 9. maj 1996 om udførelse af mandatet som medlem af parlamentet eller senatet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0150/2015),

A.  der henviser til, at Republikken Polens øverste offentlige anklager har fremsendt en anmodning fra anklagemyndigheden i Warszawa om tilladelse til at indlede en straffesag mod et medlem af Europa-Parlamentet, Janusz Korwin-Mikke, angående en overtrædelse af artikel 222, stk. 1, i den polske straffelov; sagen vedrører nærmere bestemt en påstået krænkelse af en embedsmands fysiske integritet;

B.  der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 8 i protokollen om Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter hverken kan eftersøges, tilbageholdes eller retsligt forfølges på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv;

C.  der henviser til, at medlemmer af Europa-Parlamentet i henhold til artikel 9 i protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

D.  der henviser til, at et medlem i henhold til artikel 105, stk. 2, i Republikken Polens forfatning ikke kan strafforfølges uden Sejms samtykke;

E.  der henviser til, at det alene tilkommer Parlamentet at tage stilling til, om immuniteten skal ophæves eller ej i en given sag; Parlamentet kan med rimelighed tage hensyn til medlemmets holdning, når der skal tages stilling til, om den pågældendes immunitet(2) skal ophæves eller ej;

F.  der henviser til, at den påståede forseelse, som det ligeledes blev bekræftet under høringen af ham, ikke har en direkte eller indlysende sammenhæng med Korwin-Mikkes udøvelse af sit hverv som medlem af Europa-Parlamentet og heller ikke udgør en meningstilkendegivelse eller stemmeafgivelse under udøvelsen af hans hverv som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 8 i protokol nr. 7 om Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter;

G.  der henviser til, at Parlamentet i nærværende sag ikke har fundet noget bevis på fumus persecutionis, dvs. en tilstrækkelig alvorlig og præcis mistanke om, at sagen er blevet rejst med det formål at skade det pågældende medlem i politisk henseende;

1.  vedtager at ophæve Janusz Korwin-Mikkes immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Republikken Polens kompetente myndigheder og Janusz Korwin-Mikke.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23).
(2) Sag T-345/05, Mote mod Parlamentet, se ovenfor, præmis 28.


Anmodning om ophævelse af Theodoros Zagorakis’ parlamentariske immunitet
PDF 277kWORD 63k
Europa-Parlamentets afgørelse af 19. maj 2015 om anmodning om ophævelse af Theodoros Zagorakis’ immunitet (II) (2015/2071(IMM))
P8_TA(2015)0194A8-0151/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning om ophævelse af Theodoros Zagorakis' immunitet, som er fremsendt af viceanklageren ved Grækenlands højesteret den 10. marts 2015 i forbindelse med sag nr. ABM Δ2011/5382, Β2012/564 ved førsteinstansretten i Thessaloniki, og hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 25. marts 2015,

–  der henviser til, at Theodoros Zagorakis har givet afkald på retten til at blive hørt, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 5,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til artikel 62 i Den Hellenske Republiks forfatning,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0151/2015),

A.  der henviser til, at viceanklageren ved Grækenlands højesteret har anmodet om ophævelse af medlem af Europa-Parlamentet Theodoros Zagorakis' parlamentariske immunitet i forbindelse med eventuelle retslige skridt angående en påstået strafbar handling;

B.  der henviser til, at, Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

C.  der henviser til, at det fastslås i artikel 62 i Den Hellenske Republiks forfatning, at et parlamentsmedlem under sit mandat ikke kan retsforfølges, fastholdes eller fængsles eller på anden måde berøves sin frihed uden parlamentets samtykke;

D.  der henviser til, at Zagorakis anklages for at være ansvarlig for nogle finansielle uregelmæssigheder mellem 2007 og 2012 i fodboldklubben PAOK, som han var formand for på det tidspunkt;

E.  der henviser til, at den påståede strafbare handling klart ikke har forbindelse til Zagorakis’ hverv som medlem af Europa-Parlamentet, men derimod til hans post som formand for fodboldklubben PAOK;

F.  der henviser til, at straffesagen ikke vedrører meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af ​​hvervet som medlem af Europa-Parlamentet som omhandlet i artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter;

G.  der henviser til, at der ikke er nogen grund til at formode, at der foreligger fumus persecutionis, da straffesagen blev indledt flere år før medlemmets tiltrædelse af embedet;

1.  vedtager at ophæve Theodoros Zagorakis’ immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til anklageren ved Grækenlands højesteret og til Theodoros Zagorakis.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23).


Indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter ***I
PDF 941kWORD 327k
Tekst
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets ændringer af 19. maj 2015 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter (COM(2013)0641 – C7-0301/2013 – 2013/0314(COD))(1)
P8_TA(2015)0195A8-0131/2015

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

[Ændring 1]

EUROPA-PARLAMENTETS ÆNDRINGSFORSLAG(2)
P8_TA(2015)0195A8-0131/2015
til Kommissionens forslag
P8_TA(2015)0195A8-0131/2015
---------------------------------------------------------
P8_TA(2015)0195A8-0131/2015
Forslag til
P8_TA(2015)0195A8-0131/2015

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank(4),

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtning:

(1)  Prisfastsættelsen for mange finansielle instrumenter og finansielle kontrakter afhænger af nøjagtigheden og integriteten af benchmarks. Alvorlige tilfælde af manipulering af rentebenchmarks, som f.eks. LIBOR og EURIBOR, og af valutabenchmarks, der påfører forbrugere og investorer store tab og nedbryder borgernes tillid til den finansielle sektor yderligere, samt påstande om, at energi- og oliebenchmarks er blevet manipuleret, viser, at benchmarks kan være genstand for interessekonflikter og være underlagt diskretionære og svage governance-ordninger, der er sårbare over for manipulation Svigt eller tvivl i forbindelse med nøjagtigheden og integriteten af indeks, der bruges som benchmarks, kan undergrave markedets tillid, påføre tab for forbrugere og investorer og fordreje realøkonomien. Det er derfor nødvendigt at sikre nøjagtigheden, robustheden og integriteten af benchmarks og processen for fastsættelse af benchmarks.

(2)  I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter(5) fastlægges en række krav til pålideligheden af et benchmark, der bruges til at prisfastsætte et børsnoteret finansielt instrument. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel(6), indeholder en række krav til benchmarks, som anvendes af udstedere. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)(7) indeholder en række krav med hensyn til investeringsinstitutters anvendelse af benchmarks. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne(8) indeholder bestemmelser, der forbyder manipulation af benchmarks, der anvendes i forbindelse med engrosenergiprodukter. Disse retsakter dækker dog kun visse aspekter af en række benchmarks og omhandler ikke alle svagheder i processen med at udarbejde alle benchmarks.

(3)  Benchmarks er afgørende for prisfastsættelsen af grænseoverskridende transaktioner og fremmer dermed et effektivt indre marked for en lang række finansielle instrumenter og tjenesteydelser. Mange benchmarks, der bruges som referencesatser i finansielle kontrakter, navnlig realkreditaftaler, er udarbejdet i én medlemsstat, men anvendes af kreditinstitutter og forbrugere i andre medlemsstater. Disse kreditinstitutter foretager ofte risikoafdækning eller skaffer de nødvendige midler til finansiering af disse finansielle kontrakter på det grænseoverskridende interbankmarked. Kun to medlemsstater har allerede vedtaget national lovgivning om benchmarks, men deres respektive retlige rammer for benchmarks er forskellige med hensyn til f.eks. anvendelsesområdet. Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO) fastlagde endvidere i 2013 principper for benchmarks, og da disse principper er ret fleksible med hensyn til deres præcise anvendelsesområde og ▌gennemførelse, vil medlemsstaterne sandsynligvis vedtage lovgivning på nationalt plan, som gennemfører disse principper på forskellig måde.

(3a)  Anvendelsen af finansielle benchmarks er ikke begrænset til udstedelsen og oprettelsen af finansielle instrumenter og kontrakter. Finanssektoren anvender også benchmarks til at vurdere en investeringsfonds resultater med henblik på at spore udbytte, fastsætte allokeringen af aktiver for en portefølje eller beregne resultatbetingede gebyrer. Fastsættelsen og evalueringen af den vægt, der skal tildeles forskellige indeks i en indekskombination med henblik på at fastslå udbyttet eller værdien af et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt eller på at måle en investeringsfonds resultater, udgør ligeledes anvendelse, da en sådan aktivitet ikke indebærer noget skøn i modsætning til levering af benchmarks. Besiddelse af finansielle instrumenter, der anvendes som reference for et bestemt benchmark, bør ikke betragtes som anvendelse af benchmarket.

(4)  Disse divergerende tilgange vil føre til fragmentering af det indre marked, da administratorer og brugere af benchmarks vil være underlagt forskellige regler i forskellige medlemsstater. Benchmarks, som udarbejdes i én medlemsstat, kan derfor forhindres i at blive anvendt i andre medlemsstater Hvis der ikke indføres en harmoniseret ramme med henblik på at sikre nøjagtigheden og integriteten af benchmarks, der anvendes i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter i Unionen, er der derfor sandsynlighed for, at forskelle i medlemsstaternes lovgivning vil skabe hindringer for det indre markeds funktion med hensyn til levering af benchmarks.

(5)  EU-regler om forbrugerbeskyttelse omfatter ikke det specifikke spørgsmål om egnetheden af benchmarks i forbindelse med finansielle kontrakter. Som følge af forbrugerklager og retssager om anvendelsen af uegnede benchmarks i flere medlemsstater er der sandsynlighed for, at der af legitime hensyn til forbrugerbeskyttelsen træffes divergerende foranstaltninger på nationalt plan, hvilket kan medføre en fragmentering af det indre marked på grund af de forskellige konkurrencevilkår, som er forbundet med forskellige niveauer for forbrugerbeskyttelse.

(6)  For at sikre, at det indre marked fungerer effektivt, og forbedre betingelserne for dets gennemførelse, navnlig med hensyn til de finansielle markeder, og for at sikre et højt niveau af forbruger- og investorbeskyttelse bør der derfor fastlægges en retlig ramme for benchmarks på EU-plan.

(7)  Det er hensigtsmæssigt og nødvendigt, at disse regler indføres via en forordning for at sikre, at bestemmelser, som direkte pålægger forpligtelser med hensyn til udarbejdelse af, bidrag til og anvendelse af benchmarks, anvendes på en ensartet måde i hele Unionen. Eftersom en retlig ramme for levering af benchmarks nødvendigvis involverer foranstaltninger, der angiver specifikke krav til alle de forskellige aspekter, som er forbundet med levering af benchmarks, kan selv små forskelle i tilgangen til et af disse aspekter hæmme den grænseoverskridende levering af benchmarks betydeligt. Derfor bør anvendelsen af en forordning, som finder direkte anvendelse uden national lovgivning, mindske muligheden for, at der træffes divergerende foranstaltninger på nationalt niveau, og sikre en ensartet tilgang og større retssikkerhed samt forhindre, at den grænseoverskridende levering af benchmarks hæmmes betydeligt.

(8)  Anvendelsesområdet for denne forordning bør være så bredt, som det er nødvendigt for at etablere en præventiv lovgivningsmæssig ramme. Udarbejdelsen af benchmarks involverer skøn og er i sig selv genstand for visse typer af interessekonflikter, hvilket medfører muligheder for og incitamenter til at manipulere disse benchmarks. Disse risikofaktorer er fælles for alle benchmarks, som alle skal underlægges passende governance- og kontrolkrav. Graden af risiko varierer imidlertid, og den fremgangsmåde, der anvendes i hvert enkelt tilfælde, bør derfor være skræddersyet til de konkrete omstændigheder. Da et benchmarks sårbarhed og betydning varierer over tid, afhjælper en begrænsning af anvendelsesområdet under henvisning til vigtige eller sårbare indeks ikke de risici, som et benchmark kan repræsentere i fremtiden. Navnlig kan benchmarks, som for øjeblikket ikke anvendes bredt, anvendes på en sådan måde i fremtiden, at selv en mindre manipulation kan få alvorlige konsekvenser.

(9)  I forbindelse med fastlæggelsen af anvendelsesområdet for denne forordning bør det være afgørende, hvorvidt benchmarkets outputværdi fastlægger værdien af et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt ▌. Derfor bør anvendelsesområdet ikke afhænge af inputdataenes art. Benchmarks, der beregnes på baggrund af økonomiske inputdata, såsom aktiepriser, og ikkeøkonomiske tal eller værdier, såsom vejrparametre, bør derfor medtages. Rammen bør dække de benchmarks, der er genstand for disse risici, men bør også anerkende eksistensen af et stort antal benchmarks, der leveres rundt om i verden, og den forskellige indvirkning, de har på den finansielle stabilitet og realøkonomien. Denne forordning bør også sikre en forholdsmæssigt afpasset reaktion på de risici, som forskellige benchmarks udgør. Denne forordning bør derfor gælde for alle benchmarks, der bruges til at prisfastsætte finansielle instrumenter, som er børsnoterede eller handles på en reguleret markedsplads. Alle henvisninger til dage i denne forordning bør forstås som kalenderdage.

(10)  Mange forbrugere er part i finansielle kontrakter, navnlig forbrugerkreditaftaler, som er sikret ved pant i fast ejendom, der som reference benytter benchmarks, som er underlagt samme risici. Denne forordning bør derfor omfatte de indeks eller referencesatser, der er nævnt i [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU(9).]

(11)  Et indeks eller en kombination af eksisterende indeks, der ikke indeholder nye inputdata, og som bruges til at måle en fonds eller et finansielt produkts økonomiske resultater, bør betragtes som anvendelse af et benchmark.

(12)  Alle benchmarkadministratorer er potentielt genstand for interessekonflikter, udøver skøn og kan have utilstrækkelige governance- og kontrolsystemer. Da administratorer kontrollerer benchmarkprocessen, er krav om godkendelse og tilsyn eller registrering af administratorer desuden den mest effektive måde til at sikre integriteten af benchmarks.

(13)  Stillere er genstand for potentielle interessekonflikter, udøver skøn og kan dermed være en kilde til manipulation. Bidrag til et benchmark er frivillige. Hvis et initiativ kræver, at stillere foretager væsentlige ændringer i deres forretningsmodeller, kan de ophøre med at yde bidrag. For enheder, som allerede er genstand for regulering og tilsyn, forventes indførelsen af systemer for god governance og kontrol dog ikke at medføre betydelige omkostninger eller en uforholdsmæssig administrativ byrde. Derfor pålægger denne forordning tilsynsbelagte stillere visse forpligtelser.

(14)  En administrator er den fysiske eller juridiske person, der frivilligt kontrollerer leveringen af et benchmark, og som især administrerer benchmarket, indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmarket og enten direkte offentliggør benchmarket eller outsourcer dets offentliggørelse til tredjemand. Hvis en person blot offentliggør eller henviser til et benchmark som en del af sine journalistiske aktiviteter, men ikke kontrollerer leveringen af det pågældende benchmark, skal den pågældende person dog ikke være underlagt denne forordnings krav til administratorer.

(15)  Et indeks beregnes ved hjælp af en formel eller en anden metode på grundlag af underliggende værdier. Der er mulighed for skøn ved udviklingen af denne formel, udførelsen af beregningen eller udvælgelsen af inputdata. Dette skøn medfører risiko for manipulering, og alle benchmarks med dette kendetegn bør derfor være omfattet af denne forordning. Hvis en enkelt pris eller værdi bruges som reference for et finansielt instrument, hvor prisen for et enkelt værdipapir f.eks. er referencepris for en option, er der dog ikke tale om beregning, inputdata eller skøn. Referencepriser baseret på en enkelt pris eller værdi bør derfor ikke betragtes som benchmarks i forbindelse med denne forordning. Referencepriser eller afviklingspriser beregnet af centrale modparter (CCP'er) bør ikke betragtes som benchmarks, da de anvendes til at fastlægge afvikling, margener og risikostyring og dermed ikke afgør det beløb, der skal betales i henhold til et finansielt instrument, eller værdien af et finansielt instrument.

(16)  Uafhængigheden af Den Europæiske Centralbank og af de nationale centralbanker i Det Europæiske System af Centralbanker i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, opgaver og pligter, de er tillagt i traktaterne, samt uafhængigheden af nationale centralbanker i henhold til de berørte medlemsstaters eller tredjelandes forfatningsmæssige struktur bør respekteres fuldt ud ved gennemførelsen af denne forordning

(17)  ▌For at sikre integriteten af benchmarks bør det kræves, at benchmarkadministratorer indfører passende governancemekanismer med henblik på at håndtere disse interessekonflikter og sikre tilliden til benchmarkenes integritet. Selv ved effektiv forvaltning er de fleste administratorer genstand for visse interessekonflikter og skal foretage vurderinger og træffe beslutninger, der påvirker en forskelligartet gruppe af interessenter. Det er derfor vigtigt, at administratorer har en uafhængig kontrolfunktion til overvågning af gennemførelsen og effektiviteten af governancemekanismerne, der sikrer effektiv overvågning.

(18)  Manipulation eller manglende pålidelighed af benchmarks kan medføre tab for investorer og forbrugere. Derfor bør denne forordning fastlægge en ramme for administratorers og stilleres opbevaring af optegnelser og sikre gennemsigtighed med hensyn til et benchmarks formål og inputdata, hvilket bidrager til mere effektiv og retfærdig afgørelse af eventuelle krav i henhold til national lovgivning eller EU-lovgivning.

(19)  Revision og effektiv håndhævelse af denne forordning kræver efterfølgende analyse og dokumentation. Denne forordning bør derfor fastlægge rammerne for benchmarkadministratorernes opbevaring af fyldestgørende optegnelser vedrørende beregningen af et benchmark i en passende periode Den virkelighed, som et benchmark søger at måle, og det miljø, hvori det måles, ændres sandsynligvis med tiden. Den proces og metodologi, der anvendes ved levering af benchmarks, bør derfor revideres eller gennemgås jævnligt for at påvise mangler og muligheder for forbedringer. Mange interessenter kan blive berørt af fejl i forbindelse med leveringen af et benchmark og kan hjælpe med at påvise disse mangler. Denne forordning bør derfor fastlægge rammerne for oprettelsen af en uafhængig klageprocedure af administratorer for at gøre det muligt for interessenter ▌ underrette benchmarkadministratoren om klager, og sikre at benchmarkadministratoren objektivt evaluerer klagens berettigelse.

(20)  Leveringen af benchmarks involverer ofte outsourcing af vigtige funktioner, som f.eks. beregning af benchmarket, indsamling af inputdata og formidling af benchmarket. Af hensyn til effektiviteten af governancemekanismerne bør det sikres, at en sådan outsourcing ikke fritager en benchmarkadministrator fra dennes forpligtelser og ansvar og gennemføres på en sådan måde, at den ikke påvirker hverken administratorens evne til at varetage disse forpligtelser og dette ansvar eller den relevante kompetente myndigheds evne til at føre tilsyn med vedkommende.

(21)  Benchmarkadministratoren er den centrale modtager af inputdata og kan evaluere integriteten og nøjagtigheden af disse inputdata på en konsekvent måde. ▌

(22)  Ansatte hos administratoren kan i nogle tilfælde påvise overtrædelser af denne forordning eller potentielle sårbarheder, der kan føre til manipulation eller forsøg på manipulation. Denne forordning bør derfor indføre en ramme, som sætter ansatte i stand til fortroligt at underrette administratorer om mulige overtrædelser af denne forordning.

(23)  Ethvert skøn, der kan udøves i forbindelse med leveringen af inputdata, skaber mulighed for at manipulere et benchmark. Hvis inputdata er transaktionsbaserede data, er der mindre plads til skøn, og muligheden for at manipulere data er derfor mindre. Administratorer bør derfor generelt så vidt muligt bruge faktiske transaktionsbaserede inputdata, men kan anvende andre data, hvis transaktionsdataene ikke er tilstrækkelige til at sikre benchmarkets integritet og nøjagtighed.

(24)  Nøjagtigheden og pålideligheden af et benchmark i forbindelse med måling af den økonomiske virkelighed, det har til formål at spore, afhænger af den anvendte metodologi og de anvendte inputdata. Det er derfor nødvendigt at indføre en gennemsigtig metodologi, der sikrer benchmarkets pålidelighed og nøjagtighed.

(25)  Det kan være nødvendigt at ændre metodologien for at sikre benchmarkets fortsatte nøjagtighed, men ændringer af metodologien påvirker benchmarkets brugere og interessenter. De procedurer, som skal følges ved ændring af benchmarkmetodologien, herunder krav om høring, bør derfor angives. Det gælder også behovet for høring, så brugere og interessenter kan træffe de nødvendige foranstaltninger på baggrund af disse ændringer eller underrette administratoren, hvis de har betænkeligheder ved disse ændringer.

(26)  Integriteten og nøjagtigheden af benchmarks afhænger af integriteten og nøjagtigheden af de inputdata, der leveres af stilleren. Det er afgørende, at stillernes forpligtelser med hensyn til sådanne inputdata angives tydeligt, er troværdige og er i overensstemmelse med benchmarkadministratorens kontrolforanstaltninger og metodologi. Benchmarkadministratoren bør derfor i relevant og muligt omfang og i samarbejde med stillerne udarbejde en adfærdskodeks, hvori disse krav samt stillernes forpligtelser med hensyn til leveringen af inputdata præciseres.

(27)  Mange benchmarks fastlægges ved anvendelse af en formel beregnet på grundlag af inputdata fra regulerede markedspladser, godkendte offentliggørelsesordninger, rapporteringsmekanismer, energibørser eller auktioner over emissionskvoter. I sådanne tilfælde sikrer eksisterende regulering og tilsyn ▌inputdataenes integritet og gennemsigtighed og indeholder krav til governance samt procedurer for meddelelse om overtrædelser. Derfor bør disse benchmarks, forudsat at samtlige de underliggende inputdata er hentet fra markedspladser, der er omfattet af kravene til efterhandelsgennemsigtighed, herunder et tredjelandsmarked der betragtes som svarende til et reguleret marked i Unionen, være fritaget for bestemte forpligtelser i denne forordning for at undgå dobbeltregulering, og fordi tilsyn med disse sikrer integriteten af de anvendte inputdata.

(28)  Stillere kan være genstand for interessekonflikter og udøver i nogle tilfælde skøn, når de fastlægger inputdata. Stillere bør derfor, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, underlægges governancemekanismer, som sikrer, at disse konflikter håndteres, og at inputdata er nøjagtige, stemmer overens med administratorens krav og kan valideres.

(29)  Forskellige typer benchmarks og forskellige benchmarksektorer er præget af forskellige karakteristika, sårbarheder og risici. Bestemmelserne i denne forordning bør præciseres yderligere for bestemte benchmarksektorer og -typer. ▌ Råvarebenchmarks anvendes bredt og har sektorspecifikke karakteristika, og det bør derfor angives, hvordan disse bestemmelser finder anvendelse for disse benchmarks i denne forordning. Desuden bør der i denne forordning fastsættes en vis grad af fleksibilitet for at give mulighed for en rettidig ajourføring af de differentierede krav til forskellige benchmarksektorer i lyset af den igangværende internationale udvikling, navnlig med hensyn til arbejdet i Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO).

(29a)  Et benchmark bør i denne forordning anses for at være kritisk, når det vurderes, at det er systemisk eller anvendes på en systemisk måde, og når det er sårbart over for manipulation, for at sikre reguleringsmæssig proportionalitet.

(30)  Fejl i visse kritiske benchmarks kan have alvorlige konsekvenser for den finansielle stabilitet, ordenen på markedet eller investorerne, og der bør derfor indføres yderligere krav med henblik på at sikre integriteten og robustheden af de pågældende kritiske benchmarks. Sådanne potentielt destabiliserende konsekvenser af kritiske benchmarks kan påvirke en eller flere medlemsstater. De kompetente nationale myndigheder og ESMA vil fastslå, hvilke benchmarks der skal klassificeres som kritiske.

(30a)  I lyset af kritiske benchmarks strategiske betydning for det indre markeds funktionsdygtighed bør ESMA have beføjelse til at træffe afgørelser, der finder direkte anvendelse på administratoren og i givet fald på stillere til benchmarket, såfremt den kompetente nationale myndighed ikke har anvendt denne forordning eller har overtrådt EU-reglerne, og i overensstemmelse med proceduren i artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010(10).

(31)  Stillere, der ophører med at bidrage, kan undergrave troværdigheden af kritiske benchmarks, da disse benchmarks evne til at måle de underliggende realiteter på markedet eller i økonomien vil blive bragt i fare. Den relevante kompetente myndighed bør derfor have beføjelse til at kræve obligatoriske bidrag fra tilsynsbelagte enheder til kritiske benchmarks for at bevare troværdigheden af de pågældende benchmarks. Obligatoriske bidrag af inputdata til benchmarks har ikke til formål at pålægge de tilsynsbelagte enheder en forpligtelse til at indgå eller forpligte sig til at indgå transaktioner.

(31a)  Når et benchmark er blevet klassificeret som kritisk, har dets administrator mulighed for at udnytte en monopolstilling over for brugerne af det pågældende benchmark. Det er derfor nødvendigt, at kollegiet af kompetente myndigheder for det pågældende kritiske benchmark kontrollerer salgsprisen set i forhold til administratorens omkostninger for at forhindre markedsmisbrug.

(32)  For at benchmarkbrugerne kan vælge benchmarks og forstå risiciene i forbindelse hermed, skal de vide, hvad benchmarket måler, og hvilke sårbarheder det har. Benchmarkadministratoren bør derfor offentliggøre en erklæring om disse forhold ▌. Administratoren bør efter anmodning stille sine inputdata til rådighed for den relevante kompetente myndighed i forbindelse med en undersøgelse.

(34)  Denne forordning bør tage hensyn til de principper for benchmarks, der er udstedt af Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO) den 17. juli 2013 ("IOSCO-principperne for finansielle benchmarks"), og principperne for rapporteringsagenturer for oliepriser, der er udstedt af IOSCO den 5. oktober 2012 ("IOSCO-PRA-principperne"), der fungerer som en global standard for lovgivningskrav til benchmarks.

(34a)  Markederne for fysiske råvarer har helt særlige karakteristika, som der skal tages hensyn til for at forhindre en underminering af råvarebenchmarkenes integritet eller en negativ påvirkning af råvaremarkedernes gennemsigtighed, den europæiske forsyningssikkerhed, konkurrencedygtigheden og forbrugernes interesser. Visse bestemmelser i denne forordning er følgelig ikke hensigtsmæssige at anvende på råvarebenchmarks. De principper for råvarebenchmarks, som er udarbejdet af IOSCO i samarbejde med blandt andre Det Internationale Energiagentur og Det Internationale Energiforum, finder specifikt anvendelse på alle råvarebenchmarks, og visse af denne forordnings krav finder derfor ikke anvendelse på råvarebenchmarks.

(34b)  Endvidere indføres ved denne forordning en anerkendelsesordning, der gør det muligt for benchmarkadministratorer, som er etableret i et tredjeland, at levere deres benchmarks i Unionen, såfremt de fuldt ud opfylder kravene i denne forordning, eller bestemmelserne i de relevante IOSCO-principper..

(34c)  Ved denne forordning indføres en godkendelsesordning, der på visse betingelser gør det muligt for administratorer, der er hjemmehørende i Unionen, og som er godkendt og registreret i overensstemmelse med forordningens bestemmelser, at godkende benchmarks, der leveres i tredjelande. En tilsvarende godkendelsesordning bør indføres for tredjelandsadministratorer, der er tilknyttet eller arbejder tæt sammen med administratorer i Unionen. En administrator, der har godkendt benchmarks leveret i et tredjeland, bør være ansvarlig for sådanne godkendte benchmarks og sikre, at de opfylder de relevante betingelser, der er omhandlet i denne forordning, eller kravene i de relevante IOSCO-principper..

(35)  Den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor administratoren af et kritisk benchmark er etableret, bør godkende og føre tilsyn med den pågældende administrator. En administrator, der kun leverer benchmarks, som fastlægges ved anvendelse af en formel baseret på inputdata, der udelukkende og direkte leveres af regulerede markedspladser, godkendte offentliggørelsesordninger, rapporteringsmekanismer, energibørser eller auktioner over emissionskvoter, og/eller en administrator, der kun leverer ikkekritiske benchmarks, bør være registreret hos og underlagt tilsyn af den kompetente myndighed. Registreringen af en administrator har ikke til formål at påvirke tilsynet fra de relevante kompetente myndigheder. ESMA bør føre et register på EU-plan over administratorer.

(36)  Under visse omstændigheder kan en person levere et indeks uden at vide, at det bruges som reference for et finansielt instrument. Det gælder især, når brugerne og benchmarkadministratoren er etableret i forskellige medlemsstater. Gennemsigtigheden med hensyn til, hvilket benchmark der bruges, bør derfor øges. Dette kan opnås ved at forbedre indholdet af prospekter eller dokumenter med central information, der kræves af EU-retten, og indholdet af notifikationer og liste over finansielle instrumenter, der er påkrævet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014(11).

(37)  Det vil sikre effektivt tilsyn, at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne og ESMA får stærke hjælpemidler og beføjelser. Denne forordning bør derfor omhandle et minimumssæt af beføjelser til at føre tilsyn og gennemføre undersøgelser, som bør tillægges de kompetente myndigheder i medlemsstaterne i overensstemmelse med den nationale lovgivning og ESMA. Når de kompetente myndigheder og ESMA udøver deres beføjelser i medfør af denne forordning, bør de handle objektivt og uvildigt og træffe uafhængige beslutninger.

(38)  Med henblik på at opdage overtrædelser af denne forordning bør kompetente myndigheder og ESMA have mulighed for i overensstemmelse med den nationale lovgivning at få adgang til fysiske og juridiske personers lokaler for at beslaglægge dokumenter. Adgangen til sådanne lokaler er nødvendig, når der er rimelig mistanke om, at der findes dokumenter og andre data vedrørende genstanden for en kontrol eller undersøgelse, som kan være af relevans som bevis for overtrædelse af denne forordning. Adgang til sådanne lokaler er endvidere nødvendig, når den person, som allerede er blevet anmodet om oplysninger, undlader at efterkomme anmodningen, eller når der er rimelig grund til at formode, at en anmodning, såfremt den blev fremsat, ikke ville blive efterkommet, eller at dokumenter eller oplysninger, som kravet om oplysninger vedrører, ville blive fjernet, forvansket eller tilintetgjort. Hvis forhåndstilladelse fra en domstol i den pågældende medlemsstat er påkrævet i henhold til den nationale lovgivning, anvendes denne beføjelse til at få adgang til lokaler efter indhentning af den pågældende forhåndstilladelse fra en domstol.

(39)  Eksisterende optagelser af telefonsamtaler og datatrafik fra tilsynsbelagte enheder kan udgøre vigtigt og undertiden det eneste bevismateriale i forbindelse med at afsløre og bevise forekomsten af overtrædelse af denne forordning, navnlig overholdelse af governance- og kontrolkrav. Disse optegnelser og optagelser kan bidrage til at bekræfte identiteten på den person, der er ansvarlig for indberetningen, de personer, der er ansvarlige for godkendelse heraf, og hvorvidt ansatte fortsat holdes organisatorisk adskilt. Derfor bør kompetente myndigheder kunne kræve udlevering af eksisterende optagelser af telefonsamtaler, elektronisk kommunikation og datatrafik, som opbevares af tilsynsbelagte enheder, hvis der er en begrundet mistanke om, at disse optagelser eller optegnelser vedrørende genstanden for kontrol eller undersøgelse kan være relevante for at bevise en overtrædelse af denne forordning.

(40)  Nogle af bestemmelserne i denne forordning gælder for fysiske eller juridiske personer i tredjelande, som måske anvender benchmarks, er stillere til benchmarks eller på anden måde er involveret i benchmarkprocessen. Kompetente myndigheder bør derfor etablere samarbejdsordninger med tilsynsmyndigheder i tredjelande. ESMA bør koordinere udviklingen af sådanne samarbejdsordninger og udvekslingen af information modtaget fra tredjelande mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder.

(41)  I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (”chartret”), navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv, retten til beskyttelse af personoplysninger, retten til ytrings- og informationsfrihed, friheden til at drive egen virksomhed, ejendomsretten, retten til forbrugerbeskyttelse, adgangen til effektive retsmidler og retten til et forsvar. Denne forordning bør følgelig fortolkes og anvendes under overholdelse af disse rettigheder og principper. Der bør navnlig, når denne forordning henviser til de bestemmelser, der gælder ytringsfrihed i andre medier, samt bestemmelser eller kodekser vedrørende de journalistiske erhverv, tages hensyn til disse frihedsrettigheder, som er garanteret i Unionen og i medlemsstaterne og anerkendt i artikel 11 i chartret og i andre relevante bestemmelser. Denne forordning bør ikke finde anvendelse på pressen, andre medier eller journalister, når disse blot offentliggør eller omtaler et benchmark som led i deres journalistiske virksomhed uden at udøve nogen kontrol over leveringen af det pågældende benchmark.

(42)  Retten til et forsvar for de berørte personer bør sikres fuldt ud. Personer, der er genstand for en sag, skal navnlig have adgang til de resultater, som de kompetente myndigheder har baseret deres afgørelse på, og have ret til at blive hørt.

(43)  Gennemsigtighed med hensyn til benchmarks er nødvendig af hensyn til det finansielle markeds stabilitet og beskyttelsen af investorer. Enhver udveksling eller videregivelse af oplysninger fra kompetente myndigheder bør være i overensstemmelse med reglerne om videregivelse af personoplysninger som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger(12). Enhver udveksling eller videregivelse af oplysninger fra ESMA bør være i overensstemmelse med reglerne om videregivelse af personoplysninger som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger(13).

(44)  Medlemsstaterne bør under hensyntagen til principperne i Kommissionens meddelelse om styrkelse af sanktionsordninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og EU-retsakter vedtaget som en opfølgning på denne meddelelse fastsætte bestemmelser om sanktioner og administrative foranstaltninger ved overtrædelse af denne forordning og bør sørge for, at de gennemføres. Disse sanktioner og administrative foranstaltninger bør være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning.

(45)  Bestemmelserne bør derfor omfatte et sæt administrative foranstaltninger, sanktioner og bøder for at sikre en fælles fremgangsmåde i medlemsstaterne og for at styrke den afskrækkende virkning af disse. Sanktionerne bør i de enkelte tilfælde fastlægges under hensyntagen til relevante faktorer, som f.eks. tilstedeværelse eller fravær af forsæt, tilbagebetaling af eventuelle identificerede fortjenester, overtrædelsens grovhed og varighed, eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder, nødvendigheden af bøders afskrækkende virkning og, hvor det er relevant, indeholde en nedsættelse til gengæld for samarbejde med den kompetente myndighed. ▌

(46)  For at sikre, at de kompetente myndigheders beslutninger har afskrækkende virkning på offentligheden, bør de normalt offentliggøres. Offentliggørelsen af beslutninger er også et vigtigt redskab for de kompetente myndigheder, når de skal informere markedsdeltagerne om, hvilken adfærd der betragtes som en overtrædelse af denne forordning, og til at fremme god adfærd blandt markedsdeltagerne. Hvis en sådan offentliggørelse risikerer at forvolde de involverede personer uforholdsmæssig skade eller bringer de finansielle markeders stabilitet eller en igangværende undersøgelse i fare, bør de kompetente myndigheder offentliggøre sanktionerne og foranstaltningerne anonymt eller udskyde offentliggørelsen. Kompetente myndigheder bør have mulighed for ikke at offentliggøre sanktioner, hvis anonym eller udskudt offentliggørelse vurderes ikke at være tilstrækkelig til at sikre, at de finansielle markeders stabilitet ikke bringes i fare. Kompetente myndigheder skal heller ikke offentliggøre foranstaltninger, der vurderes at være af mindre betydning, hvis offentliggørelse ville være uforholdsmæssig.

(47)  Kritiske benchmarks kan involvere stillere, administratorer og brugere i mere end én medlemsstat. Derfor kan ophør af et sådant benchmark eller begivenheder, som undergraver dets integritet i betydelig grad, have konsekvenser i mere end én medlemsstat, hvilket betyder, at det tilsyn med et sådant benchmark, der varetages alene af den kompetente myndighed i benchmarkmedlemsstaten, ikke effektivt kan afhjælpe de risici, som det kritiske benchmark repræsenterer. For at sikre effektiv udveksling af oplysninger om tilsyn blandt kompetente myndigheder, koordinering af deres aktiviteter og tilsynsforanstaltninger bør der dannes kollegier af kompetente myndigheder med ESMA som ledende organ. De aktiviteter, der udføres af kollegierne, bør bidrage til den harmoniserede anvendelse af bestemmelserne i denne forordning og til konvergens i tilsynspraksis. ESMA's retligt bindende mægling er et nøgleelement i opnåelsen af koordinering, konsekvent tilsyn og konvergens i tilsynspraksis. Benchmarks kan anvendes som reference for finansielle instrumenter og finansielle kontrakter med en lang varighed. I visse tilfælde må disse benchmarks ikke længere leveres, når denne forordning træder i kraft, fordi de har karakteristika, som ikke kan bringes i overensstemmelse med kravene i denne forordning. Et forbud mod fortsat levering af sådanne benchmarks kan imidlertid medføre ophør af de finansielle instrumenter eller finansielle kontrakter eller forstyrrelser i forbindelse med disse og på den måde skade investorerne. Den fortsatte levering af disse benchmarks skal derfor muliggøres i en overgangsperiode.

(47a)  I de tilfælde hvor denne forordning får indvirkning eller kan få indvirkning på tilsynsbelagte enheder og markeder, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011/EU(14) (REMIT), bør ESMA konsultere Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) for at trække på ACER's ekspertise vedrørende energimarkederne og for at modvirke dobbeltregulering.

(47b)  Hvis et eksisterende benchmark ikke opfylder kravene i denne forordning, men ændring af benchmarket, så det overholder forordningens krav, ville medføre en force majeure-hændelse eller krænke betingelserne i en finansiel kontrakt eller et finansielt instrument, kan den relevante kompetente myndighed give tilladelse til fortsat anvendelse af benchmarket, indtil det kan tages ud af brug eller erstattes af et anden benchmark, med henblik på at undgå negative virkninger for forbrugerne på grund af et uorganiseret og abrupt ophør af benchmarket.

(48)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning og præcisere tekniske elementer i forslaget bør beføjelsen til at vedtage retsakter, jf. artikel 290 i TEUF, delegeres til Kommissionen ▌. I sådanne retsakter bør der tages hensyn til de gældende internationale standarder for administration af, bidrag til og anvendelse af benchmarks, navnlig resultaterne af IOSCO's arbejde. Proportionaliteten, navnlig i forbindelse med ikkekritiske benchmarks og råvarebenchmarks, skal respekteres.

(49)  Kommissionen bør vedtage udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af ESMA om kravene til governance og kontrol, som bl.a. fastlægger minimumsindholdet af samarbejdsaftaler med de kompetente myndigheder i tredjelande, ved hjælp af delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

(50)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen, for så vidt angår visse aspekter, tildeles gennemførelsesbeføjelser. Disse aspekter vedrører ækvivalensen af den retlige ramme, som ▌leverandører af benchmarks i tredjelande er underlagt, samt det forhold, at et benchmark er kritisk af natur. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011(15) om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser.

(51)  Kommissionen bør også tildeles beføjelser til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af ESMA, som fastlægger procedurerne og formatet for udvekslingen af oplysninger mellem kompetente myndigheder og ESMA, ved hjælp af gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010. Målene for denne forordning, nemlig at fastlægge en konsekvent og effektiv ordning til at imødegå sårbarhederne i forbindelse med benchmarks, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, idet den samlede virkning af problemer vedrørende benchmarks kun kan registreres fuldt ud på EU-plan, og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål –

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Afsnit 1

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning indføres en fælles ramme med henblik på at sikre nøjagtigheden og integriteten af indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter i Unionen. Forordningen er på den måde medvirkende til, at det indre marked fungerer på tilfredsstillende vis, samtidig med at der sikres et højt niveau af forbruger- og investorbeskyttelse.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.  Denne forordning finder anvendelse på levering af benchmarks, bidrag af inputdata til et benchmark og anvendelsen af et benchmark i Unionen.

2.  Denne forordning finder ikke anvendelse på levering af benchmarks fra:

a)  ▌centralbanker, når disse udøver de beføjelser eller opfylder de opgaver og pligter, de er tillagt i traktaterne og statutten for Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) og ECB, eller hvis uafhængighed er indbygget i de berørte medlemsstaters eller tredjelandes forfatningsmæssige struktur

aa)  offentlige myndigheder, når disse leverer eller kontrollerer leveringen af benchmarks med et samfundspolitisk sigte, herunder foranstaltninger vedrørende beskæftigelse, økonomisk aktivitet og inflation

ab)  centrale modparter

ac)  administratorer, når disse leverer referencepriser baseret på en enkelt pris eller værdi

ad)  pressen, andre medier eller journalister, når disse blot offentliggør eller omtaler et benchmark som led i deres journalistiske virksomhed uden at udøve nogen kontrol over leveringen af det pågældende benchmark

ae)  ”credit unions”, som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU(16)

2a.  Artikel 5, stk. 1, 2a, 3b, 3c og 3d, artikel 5a og 5b, artikel 5d, litra b)-g), artikel 7, stk. 1, litra aa), b), ba), bb), bc) og c), artikel 7, stk. 2a), 3a) og 3b), artikel 7a, artikel 8, stk. 1-2, artikel 9, stk. 1-2, artikel 11 og artikel 17, stk. 1, finder ikke anvendelse på kreditorer for så vidt angår deres ikkekritiske benchmarks.

Artikel 3

Definitioner

1.  I denne forordning forstås ved:

1)  "indeks": ethvert tal:

a)  som offentliggøres eller stilles til rådighed for offentligheden

b)  som regelmæssigt fastlægges helt eller delvist ved anvendelse af en formel eller en anden beregningsmetode eller ved vurdering samt

c)  som fastlægges på basis af værdien af et eller flere underliggende aktiver eller på basis af priser, herunder estimerede priser, faktiske eller estimerede rentesatser og andre værdier eller undersøgelser

1a)  ”indeksproducent”: en fysisk eller juridisk person, der har kontrol med leveringen af et indeks

2)  "benchmark": ethvert indeks, der bruges som reference ved fastlæggelse af det beløb, som skal betales i henhold til et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt, eller ved fastlæggelse af værdien af et finansielt instrument ▌

2a)  "benchmarkfamilie": en gruppe af benchmarks leveret af den samme administrator og fastlagt ud fra inputdata af ensartet karakter, som specifikt måler det samme eller et tilsvarende marked eller økonomi

3)  "levering af et benchmark":

a)  forvaltning af ordningerne for fastlæggelse af et benchmark ▌

b)  indsamling, analyse eller behandling af inputdata med henblik på at fastlægge et benchmark samt

c)  fastlæggelse af et benchmark ved anvendelse af en formel eller en anden beregningsmetode eller ved vurdering af inputdata leveret til dette formål

4)  ”administrator”: en fysisk eller juridisk person, der har kontrol med leveringen af et benchmark

5)  "anvendelse af et benchmark":

a)  udstedelse af et finansielt instrument▌, der benytter et indeks eller en kombination af indeks som reference

b)  fastlæggelse af det beløb, der skal betales i henhold til et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt, ved at benytte et indeks eller en kombination af indeks som reference

c)  at være part i en finansiel kontrakt, der benytter et indeks eller en kombination af indeks som reference

d)  fastlæggelse af en investeringsfonds resultater ved hjælp af et indeks eller en kombination af indeks med det formål at spore udbytte af et sådant indeks eller en sådan kombination af indeks, at fastsætte allokeringen af aktiver for en portefølje eller at beregne resultatbetingede gebyrer

6)  "bidrag af inputdata": levering af inputdata, der ikke er offentligt tilgængeligt, til en administrator eller en anden person med henblik på at overføre de informationer, der skal bruges til at fastlægge et benchmark, og som leveres til dette formål

7)  "stiller": en fysisk eller juridisk person, der bidrager med inputdata, som ikke er regulerede data

8)  ”tilsynsbelagt stillinger”: en tilsynsbelagt enhed, der bidrager med inputdata til en administrator, der er etableret i Unionen

9)  ”indberetter”: en fysisk person, som stilleren har ansat med henblik på at bidrage med inputdata

9a)  "assessor": en fysisk person ansat af en administrator af et råvarebenchmark eller enhver anden fysisk person eller tredjepart, hvis tjenester er stillet til rådighed for eller kontrolleres af administratoren, og som har til opgave at anvende en metode på eller vurdering af inputdata og andre informationer for at nå frem til en endelig vurdering af prisen på en bestemt råvare

10)  ”inputdata”: de data vedrørende værdier af et eller flere underliggende aktiver eller en eller flere priser, herunder estimerede priser, eller andre værdier, som administratoren anvender til at fastlægge benchmarket

11)  "regulerede data":

i)   inputdata, der i deres helhed leveres ▌ fra:

a)   en markedsplads som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 24), i direktiv 2014/65/EU, men kun for så vidt angår data vedrørende finansielle instrumenter

b)   en godkendt offentliggørelsesordning som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 52), i direktiv 2014/65/EU eller en udbyder af konsolideret løbende handelsinformation som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 53), i direktiv 2014/65/EU, i overensstemmelse med de obligatoriske krav til efterhandelsgennemsigtighed, dog kun for transaktionsdata vedrørende finansielle instrumenter, der handles på en markedsplads

c)  en godkendt indberetningsmekanisme som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 54), i direktiv 2014/65/EU, dog kun for transaktionsdata vedrørende finansielle instrumenter, der handles på en markedsplads, og som skal offentliggøres i overensstemmelse med de obligatoriske krav til efterhandelsgennemsigtighed

d)   en elektricitetsbørs, jf. artikel 37, stk. 1, litra j), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF(17),

e)   en naturgasbørs, jf. artikel 41, stk. 1, litra j), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF(18),

f)   en auktionsplatform, jf. artikel 26 eller 30 i Kommissionens forordning (EU) nr. 1031/2010(19)

g)  data leveret i henhold til bestemmelserne i artikel 8, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1227/2011, nærmere præciseret i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1348/2014(20) eller

(h)  en markedsplads, platform, børs, offentliggørelsesordning eller indberetningsmekanisme i et tredjeland, der svarer til de i litra a)-g) omhandlede, eller enhver anden enhed, som f.eks. aggregatorer og indsamlere af transaktionsdata, hvis bidrag til inputdata allerede er omfattet af passende tilsyn samt

ii)  nettoværdier af andelene i institutter for kollektivinvestering i værdipapirer (investeringsinstitutter) som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 2009/65/EF(21)

(12)  ”transaktionsdata”: observerbare priser, kurser, indeks eller værdier, der repræsenterer transaktioner mellem ikketilknyttede modparter på et aktivt marked, som er underlagt konkurrerende udbuds- og efterspørgselskræfter

(13)  "finansielt instrument": ethvert af de instrumenter, der er anført i afsnit C i bilag I til direktiv 2014/65/EU, for hvilket der er indgivet en anmodning om optagelse til handel på en markedsplads som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 24), i direktiv 2014/65/EU, eller som handles på en markedsplads som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 24), i direktiv 2014/65/EU

(14)  "tilsynsbelagt enhed": følgende enheder:

a)  kreditinstitutter som defineret i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2013/36/EU

b)  Investeringsselskaber som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2014/65/EU

c)  forsikringsselskaber som defineret i artikel 13, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF(22)

d)  genforsikringsselskaber som defineret i artikel 13, nr. 4), i direktiv 2009/138/EF

e)  institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 2009/65/EF(23)

f)  alternative investeringsfonde som defineret i artikel 4, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU(24)

g)  centrale modparter eller CCP’er, som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012(25)

h)  transaktionsregistre som defineret i artikel 2, nr. 2), i forordning (EU) nr. 648/2012

i)  administratorer

15)  "finansiel kontrakt":

a)  en kreditaftale som defineret i artikel 3, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF(26)

b)  en kreditaftale som defineret i artikel 4, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EF(27)

16)  "investeringsfond": AIF'er som defineret i artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/61/EU eller institutter for kollektiv investering, som er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2009/65/EF

17)  ”ledelsesorgan”: enhedens styrende organ, som har tilsyns- og ledelsesfunktioner, har de øverste beslutningsbeføjelser og er beføjet til at fastlægge enhedens strategi, målsætninger og generelle ledelsesprincipper

18)  ”forbruger”: en fysisk person, der i forbindelse med finansielle kontrakter, som er omfattet af denne forordning, ikke handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed

19)  "interbankrentebenchmark": et benchmark, hvor den underliggende værdi, jf. nr. 1, litra c), i denne artikel, er den rente, hvortil banker kan udlåne til eller låne af andre banker

19a)  "valutabenchmark": et benchmark, hvis værdi fastsættes i forhold til prisen, udtrykt i en valuta, på en anden valuta eller en kurv af andre valutaer

20)  "råvarebenchmark": et benchmark, hvor det underliggende aktiv, jf. stk. 1, nr. 11, litra c), i denne artikel er råvarer som defineret i artikel 2, nr. 2), i Kommissionens forordning (EF) nr. 1287/2006(28), eksklusive emissionstilladelser som omhandlet i afsnit C, nr. 11), i bilag I til direktiv 2014/65/EU;

20a)  ”basisrisiko”: den risiko, der er forbundet med nøjagtigheden af et benchmarks beskrivelse af det underliggende marked eller den underliggende økonomi, som benchmarket skal måle

21)  "kritisk benchmark":

a)  et benchmark, der ikke er baseret på regulerede data, og hvis referenceværdi overstiger 500 mia. EUR, jf. definitionen i artikel 13, stk. 1 eller

b)  et benchmark, hvis ophør ville få særdeles alvorlige konsekvenser for den finansielle stabilitet, markedernes ordnede funktion og realøkonomien i en eller flere medlemsstater.

Et kritisk benchmark er af "national" karakter, hvis de negative konsekvenser af, at det ikke længere leveres eller leveres på grundlag af et urepræsentativt sæt af stillere eller data, vil være begrænset til én medlemsstat. I et sådant tilfælde finder den i artikel 13, stk. 2a-2d, omhandlede fremgangsmåde anvendelse.

Et kritisk benchmark er af "europæisk" karakter, hvis de negative konsekvenser af, at det ikke længere leveres eller leveres på grundlag af et urepræsentativt sæt af stillere eller data, ikke vil være begrænset til én medlemsstat. I et sådant tilfælde finder den i artikel 13, stk. 2e, 2f og 2g, omhandlede fremgangsmåde anvendelse

21a)  "ikkekritisk benchmark": et benchmark, der ikke opfylder kriterierne for et kritisk benchmark, jf. artikel 13

22)  “etableret”: for så vidt angår en juridisk person, den medlemsstat eller det tredjeland, hvor den pågældende person har sit hjemsted eller en anden officiel adresse, og for så vidt angår en fysisk person, den medlemsstat eller det tredjeland, hvor den pågældende person har sit skattemæssige hjemsted.

22a)  "offentlig myndighed":

a)  en statslig eller offentlig forvaltning

b)  en enhed eller person, der enten udøver offentlige administrative funktioner i henhold til national ret eller har offentligt ansvarsopgaver eller funktioner eller leverer offentlige tjenesteydelser, herunder måling af inflation, beskæftigelse og økonomisk aktivitet, under en statslig eller offentlig forvaltnings kontrol

2.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 37 med henblik på nærmere fastlæggelse af visse tekniske aspekter af definitionerne i stk. 1, navnlig fastlæggelse af, hvad der udgør offentliggørelse i forbindelse med definitionen af et indeks. Kommissionen skal i sådanne delegerede retsakter sikre, at udtrykkene "offentliggøre" eller "stille til rådighed" forstås som "stille til rådighed for en bredere kreds af brugere eller potentielle brugere".

Hvis det er relevant, tager Kommissionen hensyn til markedsudviklingen eller den teknologiske udvikling og den internationale konvergens hvad angår tilsynspraksis for benchmarks.

2a.  Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter for at opstille en liste over offentlige myndigheder i Unionen som omhandlet i stk. 1, nr. 22a). Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 38, stk. 2.

Artikel 4

Udelukkelse af indeksproducenter, som ikke er bekendte med anvendelsen af de benchmarks, de leverer ▌

Denne forordning finder ikke anvendelse på en indeksproducent for så vidt angår et indeks leveret af vedkommende, når indeksproducenten ikke er bekendt med og ikke med rimelighed kunne vide, at det pågældende indeks anvendes i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, nr. 2.

AFSNIT II

INTEGRITET OG PÅLIDELIGHED AF BENCHMARKS

Kapitel 1

Governance- og kontrolkrav for administratorer

Artikel 5

Krav vedrørende governance og interessekonflikter

1.  ▌Administratoren skal have indført solide governanceordninger, hvilket omfatter en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent rolle- og ansvarsfordeling for alle personer, som er involveret i leveringen af et benchmark.

Administratoren skal træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at identificere og forebygge eller håndtere interessekonflikter mellem sig selv, herunder vedkommendes ledere, ansatte og eller enhver anden fysisk person eller tredjemand, hvis tjenester er stillet til vedkommendes rådighed eller er under vedkommendes kontrol, og stillere og brugere, samt at sikre, at ethvert skøn eller enhver vurdering, der måtte være påkrævet som led i benchmarkprocessen, udøves på en uafhængig og uvildig måde.

2a.  Leveringen af et benchmark skal operationelt være adskilt fra alle dele af administratorens virksomhed, der kan skabe en faktisk eller potentiel interessekonflikt. Når der er risiko for interessekonflikter hos administratoren som følge af ejerskabsstruktur, kontrollerende interesser eller andre aktiviteter udført af en enhed, der ejer eller kontrollerer administratoren, eller af en enhed, som er ejet eller kontrolleret af administratoren eller en af dennes tilknyttede virksomheder, skal administratoren etablere en uafhængig tilsynsfunktion, som skal omfatte en afbalanceret repræsentation af forskellige interessenter, i det omfang disse kendes, og af abonnenter og stillere. Hvis sådanne konflikter ikke kan håndteres på fyldestgørende vis, skal administratoren afbryde alle de aktiviteter eller forbindelser, der er årsag til disse konflikter, eller ophøre med at udarbejde benchmarket.

3a.  En administrator skal offentliggøre eller forelægge oplysninger om alle eksisterende eller potentielle interessekonflikter for brugere af benchmarket og den relevante kompetente myndighed, og, hvor det er relevant, stillere, herunder interessekonflikter, der opstår som følge af ejerskabet til eller kontrollen over administratoren.

3b.  En administrator skal indføre og anvende passende politikker og procedurer og træffe effektive organisatoriske foranstaltninger med henblik på at identificere, oplyse om samt håndtere, modvirke og undgå interessekonflikter for at beskytte integriteten og uafhængigheden i forbindelse med fastlæggelse af benchmarks. Sådanne politikker og procedurer skal regelmæssigt gennemgås og ajourføres. Politikkerne og procedurerne skal tage hensyn til og fastlægge retningslinjer for interessekonflikter, graden af skønsudøvelse i benchmarkprocessen og de risici, som benchmarket repræsenterer, og skal i den forbindelse:

(a)  sikre fortroligheden af oplysninger, som administratoren har bidraget til eller fremlagt, under forbehold af denne forordnings krav til gennemsigtighed og åbenhed, samt

(b)  specifikt afbøde konflikter som følge af administratorens ejerskab eller kontrol, som følge af andre interesser i den pågældende koncern eller som følge af andre personer, der kan udøve indflydelse eller kontrol over administratoren i forhold til fastsættelse af benchmarket.

3c.  Administratoren skal sikre, at ansatte og andre fysiske personer, hvis tjenester er stillet til rådighed for vedkommende eller er under vedkommendes kontrol, og som er direkte involveret i leveringen af et benchmark:

a)  har de færdigheder samt den viden og erfaring, der kræves for udførelsen af de opgaver, de er tildelt, og er underlagt effektiv ledelse og effektivt tilsyn

b)  ikke udsættes for upassende påvirkning eller interessekonflikter og ikke aflønnes eller præstationsevalueres på en sådan måde, at det skaber interessekonflikter eller på anden måde indvirker negativt på integriteten af benchmarkprocessen

c)  ikke har interesser og forretningsforbindelser, der kan kompromittere administratorens funktioner

d)  har forbud mod at bidrage til fastlæggelse af et benchmark ved at deltage i bud, tilbud og handler på egne eller markedsdeltageres vegne samt

e)  er omfattet af effektive procedurer, der har til formål at kontrollere udvekslingen af information med andre ansatte, og ikke er involveret i aktiviteter, som kan skabe risiko for en interessekonflikt.

3d.  Administratoren skal fastlægge specifikke kontrolprocedurer med henblik på at sikre integriteten og pålideligheden af den ansatte eller den person, der fastlægger benchmarket, disse kan omfatte en intern godkendelse fra ledelsen, inden et benchmark formidles videre eller en passende erstatning, f.eks. i tilfælde af et benchmark, der opdateres inden for samme dag eller i realtid.

3e.  En ikkemateriel ændring af benchmarket i forhold til bestemmelserne i dette stykke betragtes ikke som et brud på en finansiel kontrakt eller et finansielt instrument, der benytter det pågældende benchmark som reference. Er der tale om et kritisk benchmark, kan den relevante kompetente myndighed træffe afgørelse om, at ændringen er materiel.

Artikel 5a

Krav til overvågningsfunktionen

1.  Administratoren skal oprette en permanent og effektiv overvågningsfunktion, som overvåger alle aspekter af leveringen af vedkommendes benchmarks.

2.  En administrator skal udvikle og vedligeholde solide procedurer vedrørende vedkommendes overvågningsfunktion, som skal stilles til rådighed for de relevante kompetente myndigheder.

Hovedpunkterne i procedurerne skal omfatte:

a)  rammerne for overvågningsfunktionen

b)  kriterierne for udvælgelse af medlemmer til overvågningsfunktionen

c)  sammenfattede detaljer om medlemskabet af ethvert organ eller udvalg, der har ansvaret for overvågningsfunktionen samt erklæringer vedrørende interessekonflikter og procedurerne for valg, udnævnelse eller afskedigelse og udskiftning af udvalgsmedlemmer.

3.  Overvågningsfunktionen skal fungere uafhængigt og skal, alt efter benchmarkets kompleksitet, anvendelse og sårbarhed, omfatte følgende opgaver:

a)  gennemgang af benchmarkets definition og metodologi mindst en gang om året

b)  overvågning af enhver ændring af benchmarkmetodologien og udstedelse af tilladelse til administratoren til at foretage konsultationer om sådanne ændringer

c)  overvågning af administratorens kontrolforanstaltninger, forvaltningen og driften af benchmarket, og, i de tilfælde hvor et benchmark gør brug af stillere, af den i artikel 9, stk. 1, omhandlede adfærdskodeks

d)  gennemgang og godkendelse af procedurer for at ophøre med levering af benchmarket, herunder eventuelle konsultationer herom

e)  overvågning af tredjeparter, der er involveret i leveringen af benchmarket, herunder sådanne, der varetager beregninger eller formidling

f)  vurdering af interne og eksterne revisioner eller gennemgange og overvågning af gennemførelsen af afhjælpende foranstaltninger, der anbefales i resultaterne af disse revisioner

g)  i de tilfælde, hvor et benchmark gør brug af stillere, overvågning af inputdata og stillere samt af administratorens arbejde i forbindelse med kritik eller godkendelse af inputdatabidrag

h)  i de tilfælde hvor et benchmark gør brug af stillere, fastlæggelse af effektive foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af adfærdskodeksen samt

i)  i de tilfælde hvor et benchmark gør brug af stillere, indberetning til de relevante kompetente myndigheder af enhver ukorrekt adfærd fra stilleres eller administratorers side, som kontrolfunktionen får kendskab til, samt eventuelle unormale eller mistænkelige inputdata

4.  Tilsynsfunktionen skal udøves af et uafhængigt udvalg eller en anden hensigtsmæssig governanceordning.

ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med hnblik på at fastlægge de karakteristika, som overvågningsfunktionen skal have med hensyn til sammensætning og placering inden for administratorens organisation, således at funktionens integritet sikres, og interessekonflikter udelukkes.

ESMA skal tage hensyn til de forskellige typer benchmarks og sektorer, som fastsat i denne forordning, til forskellene i administratorernes ejerskabsforhold og kontrolstrukturer, til benchmarksleveringens karakter, omfang og kompleksitet samt til benchmarkets risiko og virkningsgrad, bl.a. i lyset af den stadig mere sammenfaldende overvågningspraksis på internationalt plan hvad angår governancekrav til benchmarks..

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest [XXX].

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

5.  Overvågningsfunktionen kan overvåge mere end ét benchmark, der leveres af en administrator, hvis den i øvrigt overholder kravene i afsnit I og IV.

6.  En ikkemateriel ændring af benchmarket i forhold til bestemmelserne i dette stykke betragtes ikke som et brud på en finansiel kontrakt eller et finansielt instrument, der benytter det pågældende benchmark som reference. Er der tale om et kritisk benchmark, kan den relevante kompetente myndighed træffe afgørelse om, at ændringen er materiel.

Artikel 5b

Krav til kontrolrammen

1.  Administratoren skal have en kontrolramme, der sikrer, at benchmarket leveres og offentliggøres eller stilles til rådighed i overensstemmelse med denne forordning.

2.  Kontrolrammen skal stå i forhold til det påviste omfang af interessekonflikter, graden af skøn i leveringen af benchmarks og arten af inputdata til benchmarket og skal omfatte:

a)  håndtering af operationelle risici

b)  de beredskabs- og normaliseringsprocedurer, der kan tages i brug i tilfælde af afbrydelse af benchmarkleveringen

3.  Hvis inputdataene ikke er transaktionsdata, skal administratoren:

a)  fastlægge foranstaltninger med henblik på så vidt muligt at sikre, at stillere overholder den i artikel 9, stk. 1, omhandlede adfærdskodeks og de gældende standarder for inputdata

b)  fastlægge foranstaltninger med henblik på at overvågning af inputdata, herunder overvågning af inputdata inden offentliggørelse af benchmarket og validering af inputdata efter offentliggørelse med henblik på at identificere fejl og uregelmæssigheder.

4.  Kontrolrammen skal dokumenteres, gennemgås og opdateres efter behov og skal stilles til rådighed for den relevante kompetente myndighed samt, efter anmodning, for brugerne.

5.  En ikkemateriel ændring af benchmarket i forhold til bestemmelserne i dette stykke betragtes ikke som et brud på en finansiel kontrakt eller et finansielt instrument, der benytter det pågældende benchmark som reference. Er der tale om et kritisk benchmark, kan den relevante kompetente myndighed træffe afgørelse om, at ændringen er materiel.

Artikel 5c

Krav til ansvarlighedsramme

1.  Administratoren skal have en ansvarlighedsramme, der omfatter opbevaring af optegnelser, revision og gennemgang, og en klageproces, der dokumenterer overholdelsen af kravene i denne forordning.

2.  Administratoren skal udpege en uafhængig intern eller ekstern funktion, som har den nødvendige kompetence til at gennemgå og foretage indberetning af administratorens overholdelse af benchmarkmetodologien og denne forordning.

3.  For ikkekritiske benchmarks skal administratoren offentliggøre og ajourføre en overensstemmelseserklæring, hvori administratoren rapporterer om overholdelsen af denne forordning. Overensstemmelseserklæringen skal mindst omfatte kravene i artikel 5, stk. 1, 2a, 3b, 3c og 3d, artikel 5a og 5b, artikel 5d, litra b)-g), artikel 7, stk. 1, litra aa), b), ba), bb), bc) og c), artikel 7, stk. 2a), 3a) og 3b), artikel 7a, artikel 8, stk. 1-2, artikel 9, stk. 1-2, artikel 11 og artikel 17, stk. 1.

I det omfang administratoren ikke opfylder kravene i artikel 5, stk. 1, 2a, 3b, 3c og 3d, artikel 5a og 5b, artikel 5d, litra b)-g), artikel 7, stk. 1, litra aa), b), ba), bb), bc) og c), artikel 7, stk. 2a), 3a) og 3b), artikel 7a, artikel 8, stk. 1-2, artikel 9, stk. 1-2, artikel 11 og artikel 17, stk. 1, skal overensstemmelseserklæringen give en klar begrundelse for den pågældende administrators manglende overholdelse af disse bestemmelser.

4.  Administratoren af et ikkekritisk benchmark skal udpege en uafhængig ekstern revisor, som skal gennemgå og rapportere om nøjagtigheden af administratorens overensstemmelseserklæring. En sådan revision skal finde sted mindst hvert andet år, og når der sker materielle ændringer af benchmarket.

5.  Administratoren skal forelægge i de i stk. 4 omhandlede revisioner for den relevante kompetente myndighed. Administratoren skal efter anmodning fremlægge eller offentliggøre nærmere oplysninger om revisioner i henhold til stk. 4 for enhver bruger af benchmarket. Efter anmodning fra den relevante kompetente myndighed eller en bruger af benchmarket skal administratoren fremlægge eller offentliggøre nærmere oplysninger om gennemgange i henhold til 4.

6.  Den relevante kompetente myndighed kan anmode administratoren om supplerende oplysninger vedrørende dennes ikkekritiske benchmarks i overensstemmelse med artikel 30 og/eller afgive en henstilling til administratoren med henblik på dennes opfyldelse af de bestemmelser, der er omfattet af overensstemmelseserklæringen, til den kompetente myndigheds fulde tilfredshed. Den kompetente myndighed kan offentliggøre henstillingerne på sit websted.

Artikel 5d

Registreringskrav

1.  Administratoren skal opbevare optegnelser over:

a)  alle inputdata

b)  enhver udøvelse af vurdering eller skøn foretaget af administratoren og, hvor det er relevant, assessorer, ved fastlæggelse af benchmarks

c)  dokumentation for tilfælde, hvor inputdata er ladet ude af betragtning, navnlig hvis de opfyldte kravene i benchmarkmetodologien, og begrundelsen for en sådan udeladelse

d)  andre ændringer i eller afvigelser fra standardprocedurer og -metodologier, inklusive ændringer foretaget i perioder med markedskriser eller -forstyrrelser

e)  identiteten af indberetterne og de fysiske personer, som administratoren har ansat til at fastlægge benchmarks

f)  alle dokumenter vedrørende klager samt

g)  dokumentation for relevant kommunikation vedrørende benchmarket mellem en eller flere personer ansat af administratoren og stillere eller indberettere

2.  Hvis et benchmark bygger på bidrag fra stillere, skal stilleren også opbevare optegnelser over relevant kommunikation, herunder med andre stillere.

3.  Administratoren skal opbevare de optegnelser, der er nævnt i stk. 1, i mindst fem år i en sådan form, at benchmarkberegningerne kan gentages og forstås fuldt ud, og der kan foretages en revision eller evaluering af inputdata, beregninger, vurderinger og skøn. Optegnelser vedrørende telefonsamtaler eller elektronisk kommunikation stilles efter anmodning til rådighed for de personer, der er involveret i samtalerne eller kommunikationen, og opbevares i tre år.

Artikel 5e

Klagebehandling

Administratoren skal indføre og offentliggøre skriftlige procedurer for at modtage og undersøge samt opbevare optegnelser vedrørende klager over en administrators beregningsmetode. Sådan en klagemekanisme skal sikre, at:

a)  en administrator har indført en mekanisme, der er beskrevet i skriftlige retningslinjer for klagebehandling, og som vedkommendes brugere kan anvende ved indgivelse af klager over, hvorvidt en specifik benchmarkberegning er repræsentativ for markedsværdien, foreslåede ændringer af benchmarkberegningen, anvendelse af metodologi i forhold til en specifik benchmarkberegning og andre redaktionelle beslutninger i forbindelse med procedurerne for benchmarkberegning

b)  der er en procedure og en tidsplan for klagebehandling

c)  formelle klager over en administrator og dennes personale hurtigt og på en retfærdig måde undersøges af administratoren

d)  undersøgelsen udføres uafhængigt af medarbejdere, der kan være involveret i genstanden for klagen

e)  en administrator så vidt muligt udfører sin undersøgelse omgående.

Artikel 5f

Reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende krav til governance og kontrol

ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer og kalibrerer kravene til governance og kontrol i artikel 5, stk.2a, artikel 5, stk.3a-3d, artikel 5a, stk. 2-3, artikel 5b, stk. 2-3, og artikel 5c, stk. 1-3. ESMA skal tage hensyn til følgende:

a)  udviklingen inden for benchmarks og på de finansielle markeder i lyset af international konvergens med hensyn til tilsynspraksis i forhold til governancekrav for benchmarks

b)  specifikke karakteristika for forskellige typer benchmarks og administratorer, herunder sektorspecifikke karakteristika og typer af anvendte inputdata

c)  sondringen mellem kritiske og ikkekritiske benchmarks

d)  hvorvidt kravene i forvejen er helt eller delvis dækket af andre relevante reguleringsmæssige krav, navnlig hvad angår benchmarks baseret på regulerede data, navnlig, men ikke kun, kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU eller forordning (EU) nr. 600/2014(29)med henblik på at sikre, at der ikke forekommer overlapninger af krav eller andre unødvendige byrder for administratorer.

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den […].

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de forskriftsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i stk. 1, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 6

Outsourcing

1.  Administratorer må ikke overlade (outsource) funktioner vedrørende leveringen af et benchmark til tredjemand på en sådan måde, at administratorens kontrol med leveringen af benchmarket eller den relevante kompetente myndigheds mulighed for at føre tilsyn med benchmarket forringes væsentligt.

3.  Administratorer, der outsourcer funktioner eller relevante tjenester og aktiviteter i forbindelse med leveringen af et benchmark til en tjenesteudbyder, har fortsat det fulde ansvar for opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til denne forordning.

3a.   Når outsourcing finder sted, skal administratoren sikre, at følgende betingelser opfyldes:

a)  tjenesteudbyderen skal have den evne, den kapacitet og de tilladelser, der efter loven er foreskrevet for at kunne varetage de outsourcede funktioner, tjenesteydelser eller aktiviteter på en pålidelig og professionel måde

b)  administratoren skal stille oplysninger om identiteten af og opgaverne for den tjenesteudbyder, der deltager i processen for fastsættelse af benchmarks, til rådighed for de relevante kompetente myndigheder

c)  administratoren skal træffe passende foranstaltninger, hvis det fremgår, at tjenesteudbyderen muligvis ikke udfører funktionerne effektivt og i henhold til gældende lov og reguleringsmæssige krav

d)  administratoren skal bevare den nødvendige ekspertise til effektivt at føre tilsyn med de outsourcede funktioner og styre de risici, der er forbundet med outsourcingen.

e)  tjenesteudbyderen skal oplyse administratoren om enhver udvikling, som kan have væsentlig indflydelse på dennes muligheder for at udføre de outsourcede funktioner effektivt og i henhold til gældende lovgivning og fastsatte krav

f)  tjenesteudbyderen skal samarbejde med den relevante kompetente myndighed i forbindelse med de outsourcede aktiviteter, og administratoren og den relevante kompetente myndighed skal have effektiv adgang til data vedrørende de outsourcede aktiviteter og til tjenesteudbyderens forretningslokaler, ligesom den relevante kompetente myndighed skal kunne udøve denne ret til adgang

g)  administratoren skal om nødvendigt kunne opsige ordningen.

h)  administratoren skal tage rimelige skridt, inklusive beredskabsplaner, til at undgå unødige operationelle risici i forbindelse med tjenesteudbyderens deltagelse i processen for fastsættelse af benchmarks.

Kapitel 2

Inputdata og metodologi og indberetning af overtrædelser

Artikel 7

Inputdata ▌

1.  Leveringen af et benchmark er underlagt følgende krav med hensyn til inputdata ▌:

a)  Inputdata skal være transaktionsdata eller, hvor det er mere relevant, ikke-transaktionsbaserede data, herunder bindende prisstillelser og verificerbare estimater, forudsat at de nøjagtigt og pålideligt repræsenterer det marked eller den økonomi, som benchmarket har til formål at måle ▌.

aa)  De i litra a) omhandlede inputdata skal være verificerbare

b)  Administratoren skal indhente inputdata fra et pålideligt og repræsentativt panel eller udsnit af stillere med henblik på at sikre, at det fastlagte benchmark er pålideligt og repræsentativt for de faktiske forhold på det marked eller i den økonomi, som benchmarket har til formål at måle▌.

ba)  Administratoren må udelukkende anvende inputdata fra stillere, der overholder adfærdskodeksen, der er omhandlet i artikel 9.

bb)  Administratoren skal føre en liste over personer, der må bidrage med inputdata til administratoren, herunder procedurer for evaluering af identiteten af en stiller og eventuelle indberettere.

bc)  Administratoren skal sikre, at stillere leverer alle relevante inputdata, samt

c)  Hvis et benchmarks inputdata ikke er transaktionsdata, og en stiller er part i mere end 50 % af værdien af transaktioner på det marked, som benchmarket har til formål at måle, skal administratoren i muligt omfang verificere, at inputdataene repræsenterer et marked, som er underlagt konkurrerende udbuds- og efterspørgselskræfter. Hvis administratoren fastslår, at inputdataene ikke repræsenterer et marked, som er underlagt konkurrerende udbuds- og efterspørgselskræfter, ændrer denne enten inputdataene, stillerne eller metodologien for at sikre, at inputdataene repræsenterer et marked, som er underlagt konkurrerende udbuds- og efterspørgselskræfter, eller ophører med at levere det pågældende benchmark ▌.

2a.  Administratoren skal sikre, at kontrollen af inputdata omfatter:

a)  kriterier, der definerer, hvem der kan levere inputdata til administratoren, og en proces for udvælgelse af stillere

b)  en procedure for evaluering af stillerens inputdata og en procedure, der har til formål at hindre stilleren i at levere inputdata, eller anvendelse af andre sanktioner for manglende overholdelse over for stilleren, hvis det er nødvendigt, samt

c)  en procedure for validering af inputdata, herunder i forhold til andre indikatorer eller data, med henblik på at sikre deres integritet og nøjagtighed. Når et benchmark opfylder kriterierne i artikel 14a, gælder dette krav kun, hvis det er muligt at overholde det inden for rimelighedens grænser.

3a.  Når inputdata leveres af en frontoffice-funktion, dvs. en afdeling, division, gruppe eller ansatte hos en stiller eller et af dennes tilknyttede selskaber, som udfører aktiviteter i forbindelse med prisfastsættelse, handel, salg, markedsføring, annoncering, uopfordrede henvendelser, strukturering eller mægling, skal administratoren:

a)  indhente data fra andre kilder, der kan underbygge disse inputdata

b)  sikre, at stillere har passende interne kontrol- og verifikationsprocedurer, der gør det muligt at:

i)  validere leverede inputdata, herunder procedurer for flere gennemgange foretaget af ledende personale med henblik på at kontrollere inputdataene og intern godkendelse fra ledelsen inden indberetning af inputdata

ii)  sikre fysisk adskillelse mellem ansatte i frontoffice-funktionen og indberetningsvejene

iii)  tage fuldt ud højde for konfliktstyringsforanstaltninger, der har til formål at identificere, afsløre, styre, reducere og undgå eksisterende eller potentielle incitamenter til at manipulere eller på anden måde påvirke datainput, herunder gennem aflønningspolitik og interessekonflikter mellem aktiviteterne vedrørende bidrag af inputdata og den virksomhed, der i øvrigt drives af stilleren, dennes tilknyttede selskaber, klienter eller kunder.

Bestemmelserne i litra a) og b) i første afsnit finder kun anvendelse på benchmarks, der opfylder kriterierne i artikel 14a, når det er muligt at overholde bestemmelserne inden for rimelighedens grænser.

3b.  En ikkemateriel ændring af benchmarket i forhold til bestemmelserne i dette stykke betragtes ikke som et brud på en finansiel kontrakt eller et finansielt instrument, der benytter det pågældende benchmark som reference. Er der tale om et kritisk benchmark, kan den relevante kompetente myndighed træffe afgørelse om, at ændringen er materiel.

3c.  ESMA udarbejder udkast til de reguleringsmæssige tekniske standarder, der nærmere præciserer de interne kontrol- og verifikationsprocedurer, som administratoren i overensstemmelse med stk. 2a og 3a skal sikre, at stillere har, med henblik på at sikre inputdataenes integritet og nøjagtighed.

ESMA skal tage hensyn til proportionalitetsprincippet for så vidt angår ikkekritiske benchmarks og råvarebenchmarks, de forskellige benchmarktypers specifikke karakter, herunder navnlig benchmarks baseret på bidrag fra enheder, der opfylder kriterierne i artikel 14a, inputdatenes karakter, spørgsmålet om, hvorvidt kravene i forvejen er helt eller delvis dækket af andre relevante reguleringsmæssige krav, navnlig, men ikke kun, kravene i direktiv 2014/65/EU eller forordning (EU) nr. 600/2014, med henblik på at sikre, at der ikke forekommer overlapninger af krav eller andre unødvendige byrder for administratorer, samt den internationale konvergens med hensyn til tilsynspraksis i forhold til benchmarks.

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest [XXX].

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 7a

Metodologi

1.  Administratoren skal til fastlæggelse af benchmarket anvende en metodologi, der

a)  er robust og pålidelig

b)  har klare regler, der fastsætter hvordan og hvornår der ved fastlæggelse af benchmarket kan udøves et skøn

c)  er stringent og tidsmæssigt sammenhængende, og som kan valideres, herunder ved nærmere efterprøvning

d)  er fleksibel og sikrer, at benchmarket kan beregnes under så mange forskellige sæt omstændigheder som muligt

e)  kan spores og verificeres.

2.  Ved udviklingen af benchmarkmetodologien skal benchmarkadministratoren:

a)  tage højde for faktorer, som f.eks. markedets størrelse og normale likviditetsforhold, markedspladsens gennemsigtighed og markedsdeltagernes positioner, markedskoncentrationen, markedsdynamikken og en stikprøves evne til at repræsentere de faktiske forhold på det marked eller i den økonomi, som benchmarket har til formål at måle

b)  fastlægge, hvad der udgør et aktivt marked for det pågældende benchmark samt

c)  fastlægge den prioritet, der gives til forskellige typer inputdata.

3.   Administratoren skal have indført klare offentliggjorte ordninger, der identificerer omstændigheder, hvor kvantiteten eller kvaliteten af inputdata er lavere end de standarder, der er nødvendige for, at metodologien nøjagtigt og pålideligt kan fastlægge benchmarket, og som beskriver, om og hvordan benchmarket beregnes under sådanne omstændigheder.

4.  En ikkemateriel ændring af benchmarket i forhold til bestemmelserne i dette stykke betragtes ikke som et brud på en finansiel kontrakt eller et finansielt instrument, der benytter det pågældende benchmark som reference. Er der tale om et kritisk benchmark, kan den relevante kompetente myndighed træffe afgørelse om, at ændringen er materiel.

Artikel 7b

Gennemsigtighed i metodologien

1.  Administratoren skal på en gennemsigtig måde udvikle, anvende og administrere benchmarkdata og -metodologi.

Administratoren skal på en måde, der sikrer en ligelig og let adgang, offentliggøre:

i)  den metodologi, der er blevet anvendt til at fastlægge benchmarket eller benchmarkfamilien samt

ii)  proceduren for høring om og begrundelsen for forslag til væsentlige ændringer i metodologien, herunder en definition af, hvad en væsentlig ændring er, og hvornår vedkommende agter at underrette brugerne om ændringer.

2.  Når et benchmark opfylder kriterierne i artikel 14a, skal benchmarkets administrator, i et rimeligt omfang og uden at det berører den fornødne offentliggørelse af benchmarket, sammen med hver beregning beskrive og offentliggøre:

a)  en kortfattet forklaring, som er tilstrækkelig til, at en benchmarkabonnent eller kompetent myndighed kan forstå, hvordan beregningen er foretaget, herunder som minimum størrelsen af og likviditetsforholdene på det fysiske marked, der vurderes (såsom antal og omfang af gennemførte transaktioner), mængdeintervallet og gennemsnitsmængden og prisintervallet og gennemsnitsprisen og vejledende procentsatser for hver type inputdata, der er taget i betragtning i forbindelse med en beregning; henvisninger til prisfastsættelsesmetoden medtages, f.eks. "transaktionsbaseret", "spread-baseret" eller "interpoleret eller ekstrapoleret" samt

b)  en kortfattet forklaring af omfanget af og grundlaget for en eventuel anvendelse vurderinger, herunder udelukkelse af data, der ellers var i overensstemmelse med kravene i den relevante metodologi for den pågældende beregning, prisfastsættelse baseret på spreads eller interpolering, ekstrapolering eller vægtning af bud eller tilbud højere end gennemførte transaktioner ved enhver beregning.

3.  Når en sådan offentliggørelse ikke er forenelig med gældende lovgivning om intellektuel ejendomsret, skal metodologien stilles til rådighed for de relevante kompetente myndigheder.

4.  Når der foretages en materiel ændring af metodologien for et kritisk benchmark, skal administratoren underrette den relevante kompetente myndighed om ændringen. Den kompetente myndighed skal have 30 dage til at godkende ændringen.

Artikel 7c

Reguleringsmæssige tekniske standarder for inputdata og metodologi

ESMA udarbejder reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på nærmere fastlæggelse af kontrollen af inputdata, de omstændigheder, hvorunder transaktionsdata ikke er tilstrækkelige, og hvordan dette kan påvises over for de relevante kompetente myndigheder, samt kravene til udvikling af metodologier, der sondrer mellem forskellige typer benchmarks og sektorer, som fastsat i denne forordning. ESMA skal tage hensyn til følgende:

a)  udviklingen inden for benchmarks og på de finansielle markeder i lyset af international konvergens med hensyn til tilsynspraksis i forhold til benchmarks

b)  specifikke karakteristika for forskellige benchmarks og typer benchmarks

c)  princippet om proportionalitet for så vidt angår ikkekritiske benchmarks

d)  benchmarkenes sårbarhed over for manipulation på baggrund af de anvendte metodologier og inputdata

e)  at der er tilstrækkelige oplysninger til rådighed for brugerne til at de kan forstå, hvordan et benchmark leveres og vurdere dets relevans og egnethed som reference.

f)  hvorvidt kravene i forvejen er helt eller delvis dækket af andre relevante reguleringsmæssige krav, navnlig hvad angår benchmarks baseret på regulerede data, navnlig, men ikke kun, kravene i direktiv 2014/65/EU eller forordning (EU) nr. 600/2014, med henblik på at sikre, at der ikke forekommer overlapninger af krav eller andre unødvendige byrder for administratorer.

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den […].

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de forskriftsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i stk. 1, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 8

Indberetning af overtrædelser

1.  Administratoren skal have procedurer, som dennes ledere, ansatte og andre fysiske personer, hvis tjenester er stillet til rådighed for denne eller underlagt dens kontrol, kan bruge til internt at indberette overtrædelser af denne forordning og anden relevant gældende lovgivning.

2.  Administratoren skal have procedurer for indberetning af overtrædelser af denne forordning og anden relevant gældende lovgivning til de relevante myndigheder.

Kapitel 3

Adfærdskodeks og krav til stillere

Artikel 9

Adfærdskodeks

1.  Når et benchmark er baseret på inputdata fra stillere, skal administratoren, om muligt i samarbejde med stillerne, udarbejde en adfærdskodeks for hvert benchmark, som tydeligt angiver ▌stillernes ansvar ▌i forbindelse med bidrag af inputdata, og sikre, at indberettere bekræfter deres overholdelse af adfærdskodeksen i tilfælde af eventuelle ændringer til den.

2.  Adfærdskodeksen skal som minimum indeholde følgende elementer:

a)  en klar beskrivelse af de inputdata, der skal leveres, og de krav, de er nødvendige for at sikre, at inputdata leveres i overensstemmelse med artikel 7 og 8

b)  retningslinjer, der skal sikre, at stillere leverer alle relevante inputdata, samt

c)  de systemer og kontrolforanstaltninger, som stilleren skal oprette, herunder:

i)  procedurer for indberetning af inputdata, herunder krav om, at stilleren skal angive, om inputdataene er transaktionsdata, og om inputdataene er i overensstemmelse med administratorens krav

ii)  retningslinjer for anvendelsen af skøn i forbindelse med levering af inputdata

iii)  eventuelt krav om validering af inputdata, inden de leveres til administratoren

iv)  retningslinjer for opbevaring af optegnelser

v)  krav vedrørende indberetning af mistænkelige inputdata

vi)  krav til konfliktstyring.

2a.  Administratoren kan udvikle en enkelt adfærdskodeks for hver benchmarkfamilie, den leverer.

2b.  Senest tyve arbejdsdage efter datoen for anvendelsen af afgørelsen om medtagelse af et kritisk benchmark på listen, jf. artikel 13, stk. 1, forelægger administratoren af det kritiske benchmark adfærdskodeksen for den relevante kompetente myndighed. Inden 30 dage kontrollerer den relevante kompetente myndighed, om indholdet af adfærdskodeksen er i overensstemmelse med denne forordning.

3.  ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på nærmere præcisering af elementerne i adfærdskodeksen omhandlet i stk. 2 for forskellige typer benchmarks og for at tage hensyn til udviklingen inden for benchmarks og på de finansielle markeder.

ESMA skal under udarbejdelsen af disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder tage hensyn til proportionalitetsprincippet i forbindelse med benchmarkenes og stillernes forskellige karakteristika, navnlig med hensyn til forskelle i inputdata og metodologier, risici for manipulation af inputdata og international konvergens med hensyn til tilsynspraksis i forhold til benchmarks. ESMA konsulterer ACER for så vidt angår anvendeligheden af adfærdskodekser, navnlig med hensyn til relevante benchmarks.

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest [XXX].

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i stk. 1 omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 11

Krav til tilsynsbelagte stillere

1.  Kravene til governance og kontrol som fastsat i stk. 2a og 3 gælder for en tilsynsbelagt stiller, der leverer inputdata til et kritisk benchmark.

2.  En tilsynsbelagt stiller skal have effektive systemer og kontrolforanstaltninger til at sikre integriteten og pålideligheden af alle inputdatabidrag til administratoren, herunder:

a)  kontrolforanstaltninger med hensyn til, hvem der kan indberette inputdata til en administrator, herunder en proces for endelig godkendelse fra en fysisk person, som er overordnet indberetteren

b)  relevant uddannelse af indberettere, der som minimum omfatter denne forordning og forordning (EU) nr. 596/2014

c)  konfliktstyringsforanstaltninger, herunder organisatorisk adskillelse af medarbejdere og overvejelse af, hvordan man eliminerer incitamenter, der opstår som følge af den valgte aflønningsform, til at manipulere et benchmark

d)  opbevaring af optegnelser over kommunikation vedrørende leveringen af inputdata i et passende tidsrum

e)  opbevaring af optegnelser over de enkelte handleres og handelskontorers eksponering for instrumenter, der anvender et benchmark som reference, for at lette revisioner og undersøgelser og med henblik på at styre interessekonflikter

f)  opbevaring af optegnelser over resultater af interne og eksterne revisioner.

2a.  Hvis inputdata ikke er transaktionsdata eller bindende prisstillelser, skal tilsynsbelagte stillere ud over de systemer og kontrolforanstaltninger, der er omhandlet i stk. 2, fastlægge retningslinjer for vurderinger eller udøvelse af skøn og opbevare optegnelser vedrørende begrundelsen for sådanne vurderinger eller skøn, hvis det er rimeligt i betragtning af benchmarkets og inputdataenes karakter.

3.  En tilsynsbelagt stiller skal samarbejde fuldt ud med administratoren og den relevante kompetente myndighed om revisionen af og tilsynet med leveringen af et benchmark, bl.a. med de i artikel 5c, stk. 3, nævnte formål for øje, og stille de oplysninger og optegnelser, der opbevares i overensstemmelse stk. 2 og 2a., til rådighed.

4.  ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på nærmere præcisering af kravene til systemer og kontrolforanstaltninger som fastsat i stk. 2, 2a og 3, for forskellige typer benchmarks

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest [XXX].

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

AFSNIT III

▌KRAV VEDRØRENDE KRITISKE BENCHMARKS

Kapitel 1

Regulerede data

Artikel 12a

Regulerede data

Når benchmarks fastlægges ved anvendelse af en formel til beregning af data, der er anført i artikel 3, stk. 1, nr. 11, nr. i) eller ii), finder artikel 7, stk. 1, litra b), ba) og c), artikel 7, stk. 2a og 3a, artikel 8, stk. 1-2, artikel 9, 11 og 13a, ikke anvendelse på levering af og bidrag til sådanne benchmarks. Artikel 5d, stk. 1, litra a), finder ikke anvendelse på levering af sådanne benchmarks med henvisning til inputdata, der i deres helhed leveres som fastsat i artikel 3, stk. 1, nr. 11. Disse krav finder heller ikke anvendelse i forbindelse med artikel 5c, stk. 3.

Kapitel 2

Kritiske benchmarks

Artikel 13

Kritiske benchmarks

1.  Et benchmark, som ikke er baseret på regulerede data, anses for at være et kritisk benchmark i følgende tilfælde:

a)  benchmarket bruges som reference for finansielle instrumenter og finansielle kontrakter med en gennemsnitlig værdi på mindst 500 000 000 000 EUR målt over et passende tidsrum

b)  benchmarket er anerkendt som kritisk i overensstemmelse med proceduren i 2a, 2c og 2e-2g.

ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at:

—  specificere, hvordan finansielle instrumenters markedsværdi beregnes

—  specificere, hvordan derivaters notionelle bruttoværdi beregnes

—  specificere længden af det tidsrum, der skal anvendes ved en forsvarlig måling af benchmarkets værdi

—  tage tærskelværdien på 500 000 000 000 EUR op til revision mindst hvert [tredje] år efter denne forordnings ikrafttræden.

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest [XXX].

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

2a.  En medlemsstats kompetente myndighed kan beslutte, at et benchmark, der administreres inden for dens jurisdiktion, og hvis gennemsnitlige notionelle værdi er mindre end det i stk. 1, første afsnit, litra a), nævnte beløb, skal anses for kritisk, hvis den vurderer, at ophør af dette benchmark vil have væsentlige negative konsekvenser for markedernes integritet, den finansielle stabilitet, forbrugerne, realøkonomien eller finansieringen af husholdninger og virksomheder inden for dens jurisdiktion. Den meddeler i så fald ESMA sin beslutning inden for fem dage.

2b.  Senest 10 efter modtagelsen af den i stk. 2a omhandlede meddelelse offentliggør ESMA denne på sit websted og ajourfører det i artikel 25a omhandlede register.

2c.  Såfremt en kompetent national myndighed vurderer, at en beslutning truffet af en anden kompetent myndighed i EU i henhold til stk. 2a vil have væsentlige negative konsekvenser for det finansielle markeds stabilitet, realøkonomien eller tilsynsbelagte stillere til det relevante benchmark inden for dens jurisdiktion, anmoder den pågældende kompetente nationale myndighed om at genoverveje sin beslutning. Den kompetente myndighed, som traf beslutningen i henhold til stk. 2, meddeler den anmodende myndighed sit svar senest 30 dage efter modtagelsen af anmodningen.

2d.  Såfremt de kompetente myndigheder ikke når til enighed, kan den anmodende kompetente myndighed forelægge sagen for ESMA. Senest 60 dage efter at have fået sagen forelagt iværksætter ESMA proceduren i artikel 19 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

2e.  Såfremt en medlemsstats kompetente myndighed eller ESMA vurderer, at et benchmark, der administreres i en anden medlemsstat, og hvis gennemsnitlige notionelle værdi er mindre end det i stk. 1 nævnte beløb, ikke desto mindre bør anses for kritisk, fordi ophør af dette benchmark vil have væsentlige negative konsekvenser for markedernes integritet, den finansielle stabilitet, forbrugerne, realøkonomien eller finansieringen af husholdninger og virksomheder inden for dens jurisdiktion, retter den en anmodning til den kompetente nationale myndighed for den relevante benchmarkadministrator om at kategorisere benchmarket som kritisk. Den kompetente myndighed for den relevante benchmarkadministrator meddeler den anmodende myndighed sit svar senest 30 dage efter modtagelsen af anmodningen.

2f.  Såfremt der ved anvendelse af proceduren i stk. 2e ikke opnås enighed mellem de kompetente myndigheder, kan den anmodende kompetente myndighed forelægge sagen for ESMA. Den fremsender i så fald en dokumenteret vurdering af de virkninger, ophør af benchmarket vil få i dens jurisdiktion, omfattende mindst følgende elementer:

a)  benchmarkets anvendelse af forskellige markedsdeltagere samt dets anvendelse på detailmarkeder

b)  eksistensen af et brugbart, markedsbaseret alternativ til benchmarket

c)  værdien af de finansielle kontrakter og finansielle instrumenter, der benytter benchmarket som reference i medlemsstaten, og dets relevans for medlemsstatens bruttonationalindkomst

d)  de medlemsstater, hvor anvendelsen af og i givet fald bidragene til benchmarket er koncentreret

e)  enhver anden indikator, der kan gøre det muligt at vurdere den virkning, som ophør eller manglende pålidelighed af benchmarket vil få på markedernes integritet, den finansielle stabilitet eller finansieringen af husholdninger eller virksomheder i medlemsstaten.

Når ESMA er den anmodende kompetente myndighed, gennemgår den sin amodning og afgiver en bindende udtalelse.

2g.  Seneste [10] uger efter at have modtaget den i stk. 2d omhandlede meddelelse og efter at have hørt Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) og andre relevante kompetente nationale myndigheder, afgiver ESMA en bindende udtalelse om benchmarkets kritiske karakter. ESMA fremsender sin udtalelse til Kommissionen, de kompetente nationale myndigheder og administratoren sammen med resultaterne af høringerne. ESMA bygger sin udtalelse på kriterierne i stk. 2f samt andre relevante kriterier.

2h.  Når et benchmark er blevet defineret som "kritisk", nedsættes kollegiet af kompetente myndigheder i henhold til artikel 34.

Kollegiet af kompetente myndigheder anmoder om de oplysninger, der er nødvendige for at udstede den tilladelse, der muliggør levering af dette benchmark under de yderligere betingelser, der pålægges med denne forordning på baggrund af at benchmarket anses for kritisk, jf. artikel 23.

2i.  Kollegiet af kompetente myndigheder genovervejer mindst en gang hvert andet år de benchmarks, der tidligere er blevet klassificeret som kritiske.

2j.  Medlemsstaterne kan i undtagelsestilfælde pålægge en benchmarkadministrator supplerende krav vedrørende de spørgsmål, der er omhandlet i denne artikel.

Artikel 13a

Obligatorisk administration af et kritisk benchmark

1.  Hvis en administrator af et kritisk benchmark agter at ophøre med at udarbejde sit kritiske benchmark, skal vedkommende:

a)  øjeblikkeligt underrette den kompetente myndighed, samt

b)  senest fire uger efter meddelelsen fremlægge en vurdering af, hvordan benchmarket kan overdrages til en ny administrator; or

c)  senest fire uger efter en sådan meddelelse fremlægge en vurdering af, hvordan ophøret af benchmarket kan finde sted, under hensyntagen til den i artikel 17, stk. 1, fastsatte procedure.

I denne periode må administratoren ikke ophøre med at udarbejde benchmarket.

2.  Ved modtagelsen af benchmarkadministratorens vurdering, jf. stk. 1, skal den kompetente myndighed inden for fire uger:

a)  informere ESMA, samt

b)  udarbejde sin egen vurdering af, hvordan benchmarket kan overdrages til en ny administrator eller udarbejdelsen af det indstilles, under hensyntagen til administratorens procedure for ophør af benchmark, jf. artikel 17, stk. 1.

I denne periode må administratoren ikke ophøre med at udarbejde benchmarket.

3.  Efter afslutningen af vurderingen i henhold til stk. 2, skal den kompetente myndighed have beføjelse til at tvinge administratoren til at fortsætte offentliggørelsen af benchmarket, indtil:

a)  leveringen af benchmarket er blevet overført til en ny administrator, eller

b)  benchmarket kan indstilles på en velordnet måde, eller

c)  benchmarket ikke længere er kritisk.

Den kompetente myndighed kan pålægge administratoren at fortsætte med at offentliggøre benchmarket i en begrænset periode på højst 6 måneder, som kan den kompetente myndighed om nødvendigt kan forlænge med op til yderligere 6 måneder.

Artikel 13b

Begrænsning af kritiske benchmarkadministratorers markedsstyrke

1.  Administratoren skal ved kontrollen af leveringen af det kritiske benchmark tage behørigt hensyn til principperne om markedsintegritet og benchmarkkontinuitet, herunder behovet for retssikkerhed for kontrakter, der benytter benchmarket som reference.

2.  Administratoren skal ved leveringen af det kritiske benchmark til brug i en finansiel kontrakt eller et finansielt instrument sikre, at licenserne for og informationen om benchmarket leveres til alle brugere på et retfærdigt, rimeligt og ikkediskriminerende grundlag som beskrevet i artikel 37 i forordning (EU) nr. 600/2014.

Artikel 14

Obligatoriske bidrag til et kritisk benchmark

1.  Administratoren af et eller flere kritiske benchmarks, der bygger på bidrag fra stillere, som for hovedpartens vedkommende er tilsynsbelagte enheder, skal hvert andet år forelægge sin kompetente myndighed en vurdering af hvert enkelt kritisk benchmarks anvendelighed til måling af det underliggende marked eller den underliggende økonomi.

2.  Såfremt en eller flere tilsynsbelagte stillere til et kritisk benchmark ønsker at ophøre med at levere inputdata til det pågældende bechmark, skal de straks meddele dette skriftligt til administratoren af det kritiske benchmark og den relevante kompetente myndighed. Administratoren skal senest 14 dage efter modtagelsen af en sådan meddelelse informere den kompetente myndighed og give en vurdering af ophørets konsekvenser for benchmarkets anvendelighed til måling af det underliggende marked eller den underliggende økonomi. Administratoren skal endvidere underrette de resterende tilsynsbelagte stillere til det kritiske benchmark om meddelelsen om at ophøre med at bidrage og søge at fastslå, om andre agter at ophøre med at bidrage.

Den kompetente myndighed informerer straks kollegiet af kompetente myndigheder og fremlægger inden for et rimeligt tidsrum sin egen vurdering af ophørets konsekvenser. Den kompetente myndighed har beføjelse til at kræve, at de stillere, som har meddelt at de agter at ophøre med at levere inputdata til et kritisk benchmark, fortsætter med at levere sådanne inputdata, indtil den kompetente myndighed har færdiggjort sin vurdering.

3.  Såfremt den kompetente myndighed vurderer, at et kritisk benchmarks repræsentative karakter er truet, har den beføjelse til at:

a)  kræve, at tilsynsbelagte enheder i henhold til stk. 4, herunder enheder, som ikke allerede bidrager til det relevante kritiske benchmark, indgiver inputdata til administratoren i overensstemmelse med metodologien, adfærdskodeksen eller andre regler. Dette krav skal gælde i i en passende overgangsperiode, afhængigt af den gennemsnitlige varighed af de kontrakter, som anvender det relevante benchmark som reference, dog højst 12 måneder fra datoen for den oprindelige beslutning om at kræve bidrag

b)  i forlængelse af en gennemgang, jf. stk. 6, af den i litra a) omhandlede overgangsperiode, har den relevante kompetente myndighed beføjelse til at forlænge perioden med obligatorisk bidrag med op til 12 måneder

c)  fastsætte den tidsfrist, inden for hvilken inputdata skal leveres, uden at forpligte de tilsynsbelagte enheder til at handle eller forpligte sig til at handle

d)  anmode administratoren om at ændre adfærdskodeksen, metodologien eller andre regler for det kritiske benchmark med henblik på at øge dets repræsentativitet og robusthed, efter at have drøftet spørgsmålet med administratoren

e)  anmode administratoren om at fremlægge en skriftlig rapport om de foranstaltninger, som administratoren agter at træffe for at øge benchmarkets repræsentativitet og robusthed, og stille den til rådighed for benchmarkets brugere.

4.  De i stk. 3, litra a), omhandlede tilsynsbelagte enheder fastlægges af den kompetente myndighed for administratoren med bistand fra den kompetente myndighed for de tilsynsbelagte enheder på grundlag af størrelsen af den tilsynsbelagte enheds deltagelse på det marked, som benchmarket skal måle, samt stillerens ekspertise og evne til at levere inputdata af den fornødne kvalitet. Der skal tages fornødent hensyn til, om der findes passende alternative benchmarks, som de finansielle kontrakter og finansielle instrumenter, der anvender det kritiske benchmark som reference, kan overgå til.

5.  Når et benchmark vurderes at være kritisk i henhold til proceduren i artikel 13, stk. 2a-2d, kan administratorens kompetente myndighed kun kræve bidrag af inputdata, jf. nærværende artikels stk. 3, litra a), b) og c), fra tilsynsbelagte stillere, der er etableret i dens egen medlemsstat.

5a.  Den kompetente myndighed for en tilsynsbelagt enhed, jf. stk. 3, bistår administratorens kompetente myndighed med at håndhæve foranstaltninger, jf. stk. 3.

5b.  Ved udløbet af den i stk. 3, litra a), omhandlede overgangsperiode tager administratorens kompetente myndighed i samarbejde med kollegiet af kompetente myndigheder spørgsmålet om den fortsatte nødvendighed af foranstaltningerne i stk. 3, litra a), op til vurdering og forelægger sine konklusioner i en skriftlig rapport. Den kompetente myndighed for administratoren ophæver foranstaltningerne, såfremt:

a)  den vurderer, at benchmarket kan fortsætte, når de stillere, der er pålagt at levere inputdata, er ophørt med at bidrage

b)  den vurderer, at stillerne sandsynligvis fortsætter med at levere inputdata i mindst ét år, hvis foranstaltningen ophæves

c)  den vurderer, efter samråd med stillere og brugere, at der findes et acceptabelt erstatningsbenchmark, og at brugere af det kritiske benchmark kan skifte til dette erstatningsbenchmark med acceptable omkostninger. Et sådant skifte anses ikke for at udgøre et brud på en eksisterende kontrakt. eller

d)  den vurderer, at der ikke kan udpeges nogen egnede alternative bidragydere, og at et ophør af bidrag fra de relevante tilsynsbelagte enheder ville svække benchmarket tilstrækkeligt til at kræve afvikling af benchmarket.

I de i første afsnit, litra a) og b), nævnte tilfælde skal de tilsynsbelagte enheder, der agter at ophøre med at bidrage, gøre dette samtidig på en dato, der fastsættes af administratorens kompetente myndighed, og som ikke må ligge efter de i stk. 3, litra b), fastlagte perioder.

5c.  I tilfælde af, at et kritisk benchmark skal afvikles, skal hver tilsynsbelagt stiller til det kritiske benchmark fortsætte med at bidrage med inputdata i en passende supplerende periode, som fastlægges af den kompetente myndighed, men som ikke må overskride de i stk. 3, litra b), fastlagte perioder. En ændring eller et skifte til et andet benchmark anses ikke for at udgøre et brud på en eksisterende kontrakt.

5d.  Administratoren skal, så snart det er praktisk muligt, underrette den relevante kompetente myndighed i tilfælde af, at en stiller undlader at opfylde kravene i stk. 2.

Artikel 14a

Råvarebenchmarks baseret på bidrag fra ikketilsynsbelagte enheder

Når et råvarebenchmark er baseret på bidrag fra stillere, som for hovedpartens vedkommende ikke er tilsynsbelagte enheder, hvis hovederhverv er ydelse af investeringsservice i henhold til direktiv 2014/65/EU eller bankserviceydelser i henhold til direktiv 2013/36/EU, finder artikel 5a og 5b, artikel 5c, stk. 1-2, artikel 5d, stk. 2, artikel 7, stk. 1, litra ba) og bc), samt artikel 9 ikke anvendelse.

AFSNIT IV

GENNEMSIGTIGHED OG FORBRUGERBESKYTTELSE

Artikel 15

Benchmarkerklæring

1.  En administrator offentliggør, inden for to uger fra optagelsen i det i artikel 25a omhandlede register, en benchmarkerklæring for hvert benchmark eller, hvor det er relevant, for hver familie af benchmarks, der leveres og offentliggøres med henblik på at opnå godkendelse eller registrering, blive valideret i henhold til artikel 21b eller opnå anerkendelse i henhold til artikel 21a. Administratorens skal ajourføre benchmarkerklæringen for hvert benchmark eller hver benchmarkfamilie mindst hvert andet år. Erklæringen skal:

a)  klart og utvetydigt definere de faktiske forhold på det marked eller i den økonomi, som benchmarket måler, og de omstændigheder, hvorunder det kan blive et upålideligt mål

c)  ▌klart og utvetydigt angive de elementer af ▌benchmarket, hvor der kan udøves skøn og kriterierne for ▌ udøvelsen af dette skøn ▌

d)  gøre opmærksom på muligheden for, at faktorer, herunder eksterne faktorer uden for administratorens kontrol, kan nødvendiggøre, at benchmarket ændres eller ikke længere leveres samt

e)  oplyse, at alle finansielle kontrakter eller andre finansielle instrumenter, der benytter benchmarket som reference, skal kunne tåle ændringer eller ophør af benchmarket eller på anden måde tage højde for denne mulighed.

2.  Benchmarkerklæringen skal mindst indeholde:

a)  definitionerne af alle centrale termer i forbindelse med benchmarket

b)  begrundelsen for valget af benchmarkmetodologien og procedurer for gennemgang og godkendelse af metodologien

c)  de kriterier og procedurer, der er anvendt til at fastlægge benchmarket, herunder en beskrivelse af inputdata, den prioritet, der gives til forskellige typer inputdata, nødvendige minimumsdata til fastlæggelse af et benchmark, anvendelse af ekstrapoleringsmodeller eller -metoder og en eventuel procedure for rebalancering mellem bestanddelene i indekset for et benchmark

d)  de kontrolforanstaltninger og regler, der gælder for eventuelle vurderinger eller skøn foretaget af administratoren eller stillere, med henblik på at sikre konsekvent anvendelse af sådanne skøn eller vurderinger

e)  de procedurer, der gælder for fastlæggelsen af benchmarks i perioder, i perioder med stress, hvor kilderne til transaktionsdata er utilstrækkelige, unøjagtige eller upålidelige, og benchmarkets potentielle begrænsninger i sådanne perioder,

f)  procedurerne for håndtering af fejl i inputdata eller fastlæggelsen af benchmarket, herunder når benchmarket skal fastlægges igen samt

g)  identifikation af potentielle begrænsninger for benchmarket, herunder dets aktivitet på illikvide eller opsplittede markeder samt den mulige koncentration af inputs.

Artikel 17

Ophør af et benchmark

1.  En administrator skal, sammen med den i artikel 15 omhandlede benchmarkerklæring, offentliggøre en procedure for de foranstaltninger, som administratoren skal træffe, hvis et benchmark ændres eller ikke længere leveres, eller hvis anerkendelsen af et benchmark i henhold til artikel 21a eller valideringen i henhold til artikel 21b trækkes tilbage. Denne procedure skal endvidere integreres i den i artikel 9, stk. 1, omhandlede adfærdskodeks. Proceduren kan i relevant omfang udarbejdes for benchmarkfamilier og skal ajourføres og offentliggøres, hver gang der sker væsentlige ændringer.

2.  Tilsynsbelagte enheder, der anvender et benchmark, skal udarbejde og vedligeholde robuste skriftlige planer, der beskriver de foranstaltninger, de træffer, hvis et benchmark undergår materielle ændringer eller ikke længere leveres. Såfremt det er muligt og hensigtsmæssigt, skal sådanne planer udpege et eller flere alternative benchmarks, der kan bruges som reference, og angive, hvorfor sådanne benchmarks ville være egnede alternativer. De tilsynsbelagte enheder skal fremlægge disse planer for den relevante kompetente myndighed på dennes anmodning og så vidt muligt sørge for, at de afspejles i deres kontraktforhold med klienter.

Artikel 17a

Hensigtsmæssigheden af ​et benchmark

Administratoren skal sikre nøjagtigheden af benchmarket i forhold til beskrivelsen af det marked eller den økonomi, som benchmarket har til formål at måle, i overensstemmelse med de krav til benchmarkerklæringen, der er fastsat i artikel 15.

ESMA offentliggør seks måneder efter denne forordnings ikrafttræden retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1095/2010, der definerer hensigtsmæssighed i forhold til acceptable niveauer af basisrisici.

Kommissionen offentliggør senest i december 2015 en rapport, der analyserer den nuværende praksis med hensyn til håndtering af basisrisici i finansielle kontrakter og brugen af benchmarks såsom interbankrentebenchmarks og valutabenchmarks og vurderer, om bestemmelserne om forretningsadfærd i direktiv 2008/48/EF og direktiv 2014/17/EU er tilstrækkelige til at imødegå basisrisici forbundet med benchmarks, der anvendes i finansielle kontrakter.

AFSNIT V

ANVENDELSE AF BENCHMARKS LEVERET AF GODKENDTE ELLER REGISTREREDE ADMINISTRATORER ELLER ADMINISTRATORER FRA TREDJELANDE

Artikel 17

Brug af et benchmark

1.   En tilsynsbelagt enhed kan bruge et benchmark eller en kombination af benchmarks i Unionen som reference for et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt, hvis de leveres af en administrator, som er godkendt eller registreret i overensstemmelse med henholdsvis artikel 23 eller 23a, eller en administrator, som er etableret i et tredjeland, ▌i overensstemmelse med artikel 20, 21 eller 21b.

2.  Når genstanden for et prospekt, der skal offentliggøres i henhold til direktiv 2003/71/EF eller direktiv 2009/65/EF, er værdipapirer eller andre investeringer, der benytter et benchmark som reference, skal udstederen, udbyderen eller den person, der anmoder om optagelse til handel på et reguleret marked, sikre, at prospektet også indeholder præcise og tydelige oplysninger om, hvorvidt benchmarket er blevet registreret eller leveres af en administrator, der er registreret i det offentlige register, som er omhandlet artikel 25a i denne forordning.

3.  ESMA sørger for, at punkt 49-62 i ESMA’s ”Retningslinjer om børshandlede fonde (ETF'er) og andre forhold relateret til investeringsinstitutter (UCITS)” samt ”Retningslinjer om børshandlede fonde (ETF'er) og andre forhold relateret til investeringsinstitutter (UCITS)”(30) trækkes tilbage eller bringes i overensstemmelse med stk. 1.

Artikel 20

Ækvivalens

1.  Benchmarks, som leveres af en administrator, der er etableret i et tredjeland, kan bruges af tilsynsbelagte enheder i Unionen, hvis følgende betingelser opfyldes, og artikel 21a eller artikel 21b ikke finder anvendelse:

a)  Kommissionen har truffet en afgørelse om ækvivalens i henhold til stk. 2 eller 2a

b)  Administratoren er godkendt eller registreret i og er underlagt tilsyn i tredjelandet.

c)  Administratoren har meddelt ESMA, at vedkommende accepterer, at vedkommendes eksisterende eller fremtidige benchmarks bruges af tilsynsbelagte enheder i Unionen ▌

d)  Administratoren er behørigt registreret i henhold til artikel 25a

e)  De samarbejdsaftaler, der omhandles i stk. 3 i denne artikel, fungerer.

2.  Kommissionen kan vedtage en afgørelse om, at et tredjelands retlige rammer og tilsynsmæssige praksis sikrer, at:

a)  administratorer, der er godkendt eller registreret i det pågældende tredjeland, overholder bindende krav, som er ækvivalente med kravene i denne forordning, navnlig under hensyntagen til, om et tredjelands retlige rammer og tilsynspraksis sikrer overensstemmelse med IOSCO-principperne om finansielle benchmarks af 17. juli 2013 samt IOSCO-principperne for olieprisrapporteringsagenturer af 5. oktober 2012

b)  de bindende krav er underlagt effektivt løbende tilsyn og håndhævelse i det pågældende tredjeland.

ba)  - der foregår effektiv udveksling af oplysninger med andre landes skattemyndigheder

—  der er gennemsigtighed i de lovgivningsmæssige, retlige og administrative bestemmelser

—  der kræves en væsentlig lokal tilstedeværelse, eller

—  tredjelandet ikke fungerer som offshore-finanscentrum

—  tredjelandet ikke tilbyder ordninger med skattefrihed eller symbolsk beskatning, og at der ikke gives skattefordele til virksomheder, der ikke har nogen reel økonomisk aktivitet eller væsentlig økonomisk tilstedeværelse i det tredjeland, der tilbyder disse fordele

—  tredjelandet ikke er opført på FATF’s liste over ikkesamarbejdsvillige lande og territorier

—  tredjelandet fuldt ud overholder standarderne i artikel 26 i OECD's modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue og sikrer en effektiv informationsudveksling om skatteforhold, herunder eventuelle multilaterale skatteaftaler.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 38, stk. 2.

2a.  Alternativt kan Kommissionen vedtage en afgørelse om, at specifikke regler eller krav i et tredjeland med hensyn til individuelle og specifikke administratorer eller individuelle og specifikke benchmarks eller benchmarkfamilier er ækvivalente med denne forordnings bestemmelser, og at disse individuelle og specifikke administratorer eller individuelle og specifikke benchmarks eller benchmarkfamilier derfor kan anvendes af tilsynsbelagte enheder i Unionen.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 38, stk. 2.

3.  ESMA etablerer samarbejdsaftaler med de kompetente myndigheder i de tredjelande, hvis retlige rammer og tilsynsmæssige praksis anses for at være ækvivalente, jf. stk. 2 eller 2a. Aftalerne skal som minimum præcisere:

a)  mekanismerne for udveksling af oplysninger mellem ESMA og de kompetente myndigheder i de berørte tredjelande, herunder adgang til alle de relevante oplysninger vedrørende den administrator, der er godkendt i det pågældende tredjeland, som kræves af ESMA

b)  mekanismerne for omgående underretning af ESMA, hvis et tredjelands kompetente myndighed vurderer, at den administrator, der er godkendt i det pågældende tredjeland, og som den fører tilsyn med, overtræder betingelserne for dets godkendelse eller anden national lovgivning

c)  procedurerne for koordination af tilsynsaktiviteterne ▌.

4.  ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder til fastlæggelse af minimumsindholdet af de i stk. 3 omhandlede samarbejdsaftaler, således at det sikres, at de kompetente myndigheder og ESMA kan udøve alle deres tilsynsbeføjelser i henhold til denne forordning.

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest [XXX].

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 21

Tilbagetrækning af tredjelandsadministratorers registrering

2.  ESMA trækker registreringen af en administrator, jf. artikel 20, stk. 1, litra d), tilbage, såfremt ESMA har velunderbyggede grunde baseret på dokumenteret bevismateriale til at vurdere, at administratoren:

a)  ▌handler på en måde, der er klart til skade for benchmarkbrugernes interesser eller markedernes korrekte funktion eller

b)  ▌har begået en grov overtrædelse af den nationale lovgivning eller andre relevante bestemmelser i tredjelandet, på grundlag af hvilke Kommissionen har vedtaget en afgørelse i henhold til artikel 20, stk. 2 eller 2a.

3.  ESMA kan træffe beslutning efter stk. 2, når alle følgende betingelser er opfyldt:

a)  ESMA har henvist sagen til den kompetente myndighed i det pågældende tredjeland, og denne kompetente myndighed har ikke truffet de nødvendige foranstaltninger til at beskytte investorer og markedernes ordentlige funktion i Unionen eller har ikke været i stand til at påvise, at den pågældende administrator opfylder de krav i tredjelandet, som den er underlagt.

b)  ESMA har senest 30 dage inden tilbagetrækningen underrettet den kompetente myndighed i tredjelandet om, at myndigheden agter at trække registreringen af administratoren tilbage.

4.  ESMA underretter straks de øvrige kompetente myndigheder om enhver foranstaltning, der vedtages i henhold til stk. 2, og offentliggør sin beslutning på sit websted.

Artikel 21a

Anerkendelse af en administrator i et tredjeland

1.  Indtil der træffes en afgørelse om ækvivalens i henhold til artikel 20, stk. 2, kan benchmarks leveret af en administrator, som er etableret i et tredjeland, anvendes af tilsynsbelagte enheder i Unionen, forudsat at administratoren på forhånd er blevet anerkendt af ESMA i henhold til denne artikel.

2.  En administrator, der er etableret i et tredjeland og ønsker at opnå forhåndsanerkendelse som omhandlet i stk. 1, skal opfylde alle kravene i denne forordning bortset fra artikel 11, 13a og 14. Såfremt en administrator kan godtgøre, at et benchmark, som vedkommende leverer, bygger på regulerede data eller er et råvarebenchmark, der ikke bygger på bidrag fra stillere, som for hovedpartens vedkommende ikke er tilsynsbelagte enheder, hvis koncerns primære forretningsaktivitet er levering af investeringstjenester, jf. direktiv 2014/65/EU, eller bankvirksomhed, jf. direktiv 2013/36/EU, finder undtagelserne for sådanne benchmarks i henholdsvis artikel 12a og artikel 14a anvendelse på administratoren.

3.  En administrator, der er etableret i et tredjeland og ønsker at opnå forhåndsanerkendelse som omhandlet i stk. 1, skal også kunne opnå dette ved at opfylde alle kravene i IOSCO-principperne for finansielle benchmarks eller, såfremt administratoren opfylder kriterierne i artikel 14a, stk. 1, IOSCO-principperne for olieprisrapporteringsagenturer. Opfyldelsen af kravene skal mindst hvert andet år og ved enhver materiel ændring revurderes og attesteres af en uafhængig ekstern revisor, og revisionsrapporterne skal sendes til ESMA samt efter anmodning stilles til rådighed for brugere.

4.  En administrator, der er etableret i et tredjeland og ønsker at opnå forhåndsanerkendelse som omhandlet i stk. 1, skal have en repræsentant, der er etableret i Unionen. Repræsentanten skal være en fysisk person, der er hjemmehørende i Unionen, eller en juridisk person, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Unionen. Repræsentanten skal være udtrykkeligt udpeget af den administrator, der er etableret i et tredjeland, til at handle på sidstnævntes vegne i al kommunikation med myndighederne, herunder ESMA, de relevante kompetente myndigheder og alle andre relevante personer i Unionen, vedrørende administratorens forpligtelser i henhold til denne forordning.

5.  En administrator, der er etableret i et tredjeland og ønsker at opnå forhåndsanerkendelse som omhandlet i stk. 1, skal indgive en ansøgning om anerkendelse til ESMA. Den ansøgende administrator skal fremlægge alle de oplysninger, jf. artikel 23 eller artikel 23a, der er nødvendige for at kunne godtgøre over for ESMA, at vedkommende på tidspunktet for anerkendelsen har truffet alle nødvendige foranstaltninger for at opfylde kravene i stk. 2 eller 2a, og skal fremlægge listen over sine eksisterende eller fremtidige benchmarks, som må bruges i Unionen, og, såfremt vedkommende er underlagt tilsyn af en tredjelandsmyndighed, angive den kompetente myndighed, der er ansvarlig for tilsynet i tredjelandet.

Seneste [90] dage efter at have modtaget den i første afsnit omhandlede ansøgning og efter at have hørt relevante kompetente myndigheder, vurderer ESMA, om betingelserne i stk. 2 eller 2a, 3 og 4 er opfyldt. ESMA kan delegere denne opgave til en relevant kompetent national myndighed.

Såfremt det vurderes, at betingelserne ikke er opfyldt, giver ESMA afslag på ansøgningen om anerkendelse ledsaget af en begrundelse for afslaget.

Uden at det berører tredje afsnit, kan der kun opnås anerkendelse, når følgende supplerende betingelser er opfyldt:

i)  såfremt den administrator, der er etableret i et tredjeland, er underlagt tilsyn af en tredjelandsmyndighed, skal der være indgået en passende samarbejdsaftale mellem den relevante kompetente myndighed eller ESMA og administratorens myndighed i tredjelandet med henblik på i det mindste at sikre en effektiv udveksling af oplysninger

ii)  ingen love eller administrative bestemmelser i det tredjeland, hvor administratoren er etableret, udgør en hindring for den kompetente myndigheds eller ESMA’s effektive udøvelse af sine tilsynsfunktioner i henhold til denne forordning.

6.  Såfremt en administrator etableret i et tredjeland ønsker at opnå forhåndsanerkendelse via opfyldelse af denne forordnings krav, jf. stk. 2 i denne artikel, og mener, at et benchmark leveret af vedkommende kan være berettiget til undtagelserne i artikel 12a og 14a, skal vedkommende uden unødig forsinkelse underrette ESMA herom. Administratoren skal fremlægge dokumentation for sit anbringende.

7.  Såfremt en administrator, der er etableret i et tredjeland, vurderer, at ophør af et benchmark leveret af vedkommende vil have væsentlige negative konsekvenser for markedernes integritet, den finansielle stabilitet, forbrugerne, realøkonomien eller finansieringen af husholdninger og virksomheder i en eller flere medlemsstater, kan vedkommende anmode ESMA om en undtagelse fra et eller flere af de relevante krav i denne forordning i en bestemt, begrænset periode, dog højst 12 måneder. Administratoren skal fremlægge dokumentation til støtte for sin anmodning.

ESMA tager stilling til anmodningen inden for 30 dage og meddeler administratoren i tredjelandet, om vedkommende kan undtages fra et eller flere af de krav, der er anført i anmodningen, og hvor længe undtagelsen i givet fald gælder.

ESMA kan ved undtagelsesperiodens udløb forlænge denne med op til yderligere 12 måneder, såfremt dette er velbegrundet.

8.  ESMA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere anerkendelsesprocessen yderligere, formen og indholdet af den i stk. 4 omhandlede anmodning, præsentationen af de krævede oplysninger, jf. stk. 5, og en eventuel delegation af de i disse stykker omhandlede opgaver og forpligtelser til nationale kompetente myndigheder.

ESMA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den […].

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 21b

Validering

1.  En administrator, der er etableret i Unionen og er godkendt i henhold til artikel 23 eller registreret i henhold til artikel 23a, kan ansøge sin kompetente myndighed om tilladelse til at validere et benchmark eller en benchmarkfamilie, der er leveret i et tredjeland til brug inden for Unionen, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

a)  den validerende administrator har kontrolleret og er i stand til at dokumentere over for sin kompetente myndighed, at leveringen af det benchmark eller den benchmarkfamilie, der skal valideres, opfylder betingelser, som:

i)  er mindst lige så strenge som kravene i denne forordning

ii)  sikrer fuld overholdelse af IOSCO-principperne for finansielle benchmarks og mindst hvert andet år og ved enhver materiel ændring af benchmarket revurderes og attesteres af en uafhængig ekstern revisor, eller

iii)  sikrer fuld overholdelse af IOSCO-principperne for olieprisrapporteringsagenturer og mindst hvert andet år og ved enhver materiel ændring af benchmarket revurderes og attesteres af en uafhængig ekstern revisor, når det benchmark, som skal valideres, opfylder kriterierne i artikel 14a, stk. 1

b)  den validerende administrator har den fornødne ekspertise til effektivt at overvåge aktiviteterne vedrørende leveringen af benchmarks i et tredjeland og håndtere de hermed forbundne risici.

2.  Den ansøgende administrator skal give sin kompetente myndighed alle nødvendige oplysninger med henblik på at godtgøre, at alle de i stk. 1 omhandlede betingelser er opfyldt på ansøgningstidspunktet, herunder de i stk. 1, litra a), nr. ii) og iii) krævede revisionsrapporter.

3.  Seneste 90 dage efter modtagelsen behandler den relevante kompetente myndighed ansøgningen om validering og træffer afgørelse om, hvorvidt den skal godkendes eller ej. Den relevante kompetente myndighed underretter ESMA om alle benchmarks eller benchmarkfamilier, for hvilke valideringen er godkendt, og om den validerende administrator.

4.  Et benchmark eller en benchmarkfamilie, som er valideret, betragtes som et benchmark eller en benchmarkfamilie, der er leveret af den validerede administrator.

5.  Den administrator, der har valideret et benchmark eller en benchmarkfamilie leveret i et tredjeland, forbliver ansvarlig for at sikre, at det/den validerede benchmark/benchmarkfamilie opfylder betingelserne i stk. 1.

6.  Såfremt den validerende administrators kompetente myndighed har velunderbyggede grunde til at mene, at betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, har den beføjelse til at trække sin godkendelse af valideringen tilbage og skal i så fald underrette ESMA herom. I tilfælde af valideringens ophør finder artikel 17 anvendelse.

AFSNIT VI

GODKENDELSE AF OG TILSYN MED ADMINISTRATORER

Kapitel 1

Godkendelse

Artikel 23

Godkendelsesprocedure for et kritisk benchmark

1.  En fysisk eller juridisk person, der er etableret i Unionen og ønsker at fungere som administrator for mindst ét kritisk benchmark, skal indgive ansøgning om godkendelse til den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 29 for den medlemsstat, hvor den pågældende person er etableret.

2.  Ansøgningen om godkendelse i overensstemmelse med stk. 1 indgives ▌senest 30 dage efter, at en tilsynsbelagt enhed har indgået aftale om at anvende et indeks leveret af den pågældende administrator som reference for et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt ▌.

2a.  Når et benchmark er blevet defineret som kritisk, hvad enten det er på nationalt eller europæisk plan, er den relevante kompetente myndighed ansvarlig for udstedelsen af en godkendelse til levering af dette benchmark i overensstemmelse med dets nye retlige status efter at have kontrolleret, at alle krav er opfyldt.

3.  Den ansøgende administrator leverer alle de oplysninger, der er nødvendige, for at godtgøre over for den kompetente myndighed, at vedkommende på godkendelsestidspunktet har truffet alle de nødvendige foranstaltninger til at opfylde kravene i denne forordning. Administratoren skal endvidere levere de oplysninger, som er nødvendige for beregning af den i artikel 13, stk. 1, omhandlede værdi eller et eventuelt estimat heraf for hvert benchmark.

4.  Senest 20 dage efter modtagelsen af ansøgningen vurderer den relevante kompetente myndighed, hvorvidt ansøgningen er fuldstændig, og underretter ansøgeren herom. Hvis ansøgningen er ufuldstændig, indgiver ansøgeren de yderligere oplysninger, som den relevante kompetente myndighed kræver.

5.  ▌Den relevante kompetente myndighed behandler ansøgningen om godkendelse og træffer afgørelse om, hvorvidt den skal imødekommes eller ej, senest 60 dage efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning.

Senest fem dage efter afgørelsen om godkendelse eller nægtelse af godkendelse underretter den kompetente myndighed den pågældende ansøgende administrator. Hvis den kompetente myndighed nægter at godkende den ansøgende administrator, giver den en begrundelse for sin afgørelse.

5a.  Såfremt den relevante kompetente myndighed beslutter at afslå at udstede en godkendelse til levering af et kritisk benchmark, som allerede blev leveret uden denne status, kan den relevante kompetente myndighed udstede en midlertidig tilladelse for en periode på højst seks måneder, inden for hvilken benchmarket fortsat kan leveres på grundlag af den foregående model, og indtil det eventuelt opfylder de relevante betingelser for godkendelse som kritisk benchmark.

Den relevante kompetente myndighed kan forlænge tilladelsen i en yderligere periode på maksimalt seks måneder.

5b.  Såfremt administratoren og/eller stillerne efter udløbet af denne peiode ikke opfylder betingelserne for fortsat at levere et benchmark, der er defineret som kritisk, skal leveringen af benchmarket ophøre i overensstemmelse med artikel 17.

6.  Den kompetente myndighed underretter ESMA om enhver afgørelse om at godkende en ansøgende administrator ▌inden for 10 dage ▌.

7.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 37 med henblik på nærmere fastlæggelse af de oplysninger, der skal angives i ansøgninger om godkendelse eller registrering, under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og de omkostninger, som ansøgerne og de kompetente myndigheder pålægges.

Artikel 23a

Registreringsproces for et ikkekritisk benchmark

1.  En fysisk eller juridisk person, der er etableret i Unionen og ønsker at fungere udelukkende som administrator af ikkekritiske benchmarks, skal indgive ansøgning om registrering til den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 29 for den medlemsstat, hvor den pågældende person er etableret.

2.  En registreret administrator skal til enhver tid overholde de betingelser, der er fastlagt i denne forordning, og skal underrette den kompetente myndighed om enhver væsentlig ændring i den forbindelse.

3.  Den i stk. 1 nævnte ansøgning skal indgives senest 30 dage efter, at en tilsynsbelagt enhed har indgået en aftale om at anvende et indeks leveret af den pågældende person som reference for et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt eller til måling af en investeringsfonds økonomiske resultater.

4.  Den ansøgende administrator skal fremlægge:

a)  dokumentation, som over for den kompetente myndighed godtgør, at vedkommende opfylder kravene i artikel 5, stk. 3a, artikel 5c, artikel 6 (hvis relevant), artikel 7b og artikel 15 samt

b)  den samlede referenceværdi, hvor en sådan foreligger, eller et estimat heraf for hvert benchmark.

5.  Senest 15 dage efter modtagelsen af ansøgningen vurderer den relevante kompetente myndighed, hvorvidt ansøgningen er fuldstændig, og underretter ansøgeren herom. Hvis ansøgningen er ufuldstændig, indgiver ansøgeren de yderligere oplysninger, som den relevante kompetente myndighed kræver.

6.  Den relevante kompetente myndighed registrerer ansøgeren senest 15 dage efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning.

7.  Såfremt den relevante kompetente myndighed vurderer, at et benchmark bør kategoriseres som kritisk i henhold til artikel 13, stk. 1, underretter den ESMA og administratoren herom senest 30 dage efter modtagelsen af den fuldstændige ansøgning.

8.  Såfremt den relevante kompetente myndighed vurderer, at et benchmark bør kategoriseres som kritisk i henhold til artikel 13, stk. 2a, eller artikel 13, stk. 2c, underretter den ESMA og administratoren herom senest 30 dage efter modtagelsen af den fuldstændige ansøgning og forelægger sin vurdering i henhold til artikel 13, stk. 2a, eller artikel 13, stk. 2c, for ESMA.

9.  Såfremt en registreret administrators benchmark kategoriseres som kritisk, skal administratoren indgive ansøgning om godkendelse i henhold til artikel 23 senest 90 dage efter modtagelsen af den i artikel 13, stk. 2b, omhandlede meddelelse eller den i artikel 13, stk. 2g, omhandlede udtalelse.

Artikel 24

Tilbagetrækning eller suspension af godkendelse eller registrering

1.  Den kompetente myndighed trækker godkendelsen eller registreringen af en administrator tilbage eller suspenderer den, hvis administratoren:

a)  udtrykkeligt giver afkald på godkendelsen eller ikke har leveret benchmarks i de 12 forudgående måneder

b)  har opnået godkendelsen eller registreringen ved brug af urigtige erklæringer eller på anden uretmæssig vis

c)  ikke længere opfylder de betingelser, der skulle opfyldes for at opnå godkendelse eller registrering or

d)  har gjort sig skyldig i alvorlige eller gentagne overtrædelser af denne forordnings bestemmelser.

2.  Den kompetente myndighed underretter ESMA om denne afgørelse inden for syv dage.

2a.  Såfremt ophør af et benchmark på baggrund af en afgørelse om at suspendere godkendelsen eller registreringen af en administrator ville resultere i en force majeure-hændelse, lægge hindringer i vejen for eller på anden måde krænke betingelserne i en finansiel kontrakt eller et finansielt instrument, der benytter det pågældende benchmark som reference, kan den relevante kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor administratoren er etableret, tillade fortsat levering af benchmarket, indtil afgørelsen om suspension trækkes tilbage. I dette tidsrum må tilsynsbelagte enheder kun anvende et sådant benchmark til finansielle instrumenter og kontrakter, der i forvejen benytter det pågældende benchmark som reference. Ingen nye finansielle kontrakter eller instrumenter må anvende benchmarket som reference.

2b.  Når der er truffet afgørelse om tilbagetrækning af en administrators godkendelse eller registrering, finder artikel 17, stk. 2, anvendelse.

Kapitel 2

Meddelelse om benchmarks

Artikel 25a

Administratorregister og første brug af et benchmark

1.  ESMA opretter og fører et offentligt register med følgende oplysninger:

a)  identiteten af de administratorer, der er godkendt eller registreret i henhold til artikel 23 og 23a, og af den kompetente myndighed, der er ansvarlig for tilsynet

b)  identiteten af de administratorer, der har meddelt ESMA deres accept i henhold til artikel 20, stk. 1, litra c), og den kompetente myndighed, der er ansvarlig for tilsynet i tredjelandet

c)  identiteten af de administratorer, der har opnået anerkendelse i henhold til artikel 21a, og den kompetente myndighed, der er ansvarlig for tilsynet i tredjelandet.

d)  benchmarks, der er valideret i overensstemmelse med procedure i artikel 21b, og identiteten af de validerende administratorer.

2.  Før et indeks bliver brugt af en tilsynsbelagt enhed som benchmark i Unionen, skal enheden kontrollere, at leverandøren af det pågældende indeks er opført på ESMA's websted som godkendt, registreret eller anerkendt administrator i overensstemmelse med denne forordning.

Kapitel 3

Samarbejde på tilsynsområdet

Artikel 26

Delegation af opgaver mellem kompetente myndigheder

1.  I overensstemmelse med artikel 28 i forordning (EU) nr. 1095/2010 kan en kompetent myndighed i henhold til denne forordning delegere sine opgaver til den kompetente myndighed i en anden medlemsstat med dennes forudgående skriftlige samtykke. De kompetente myndigheder underretter ESMA om forslag til delegering 60 dage inden ikrafttrædelsen af denne delegering.

2.  En kompetent myndighed kan i henhold til denne forordning delegere ▌sine opgaver til ESMA, forudsat at ESMA er indforstået hermed ▌.

3.  ESMA underretter medlemsstaterne om forslag til delegering inden for syv dage. ESMA offentliggør nærmere oplysninger om aftalt delegering senest syv dage efter meddelelsen.

Artikel 26a

Nationale kompetente myndigheders overtrædelse af EU-retten

1.  I tilfælde, hvor en national kompetent myndighed ikke har anvendt denne forordning eller har anvendt den på en måde, der forekommer at være en overtrædelse af EU-lovgivningen, kan ESMA udøve sine beføjelser i henhold til artikel 17 i forordning (EU) nr. 1095/2010 under anvendelse af de procedurer, der er fastsat i den nævnte artikel, og kan i henhold til artikel 17, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1095/2010 vedtage individuelle afgørelser henvendt til benchmarkadministratorer, som er under tilsyn af af den pågældende nationale kompetente myndighed, og til stillere til et benchmark, der er under tilsyn af den samme nationale kompetente myndighed, såfremt disse stillere er tilsynsbelagte enheder.

2.  Hvis det relevante benchmark er et kritisk benchmark, skal ESMA sikre samarbejde med kollegiet af kompetente myndigheder i overensstemmelse med proceduren i artikel 34.

Artikel 27

Videregivelse af oplysninger fra en anden medlemsstat

1.  Den kompetente myndighed må kun videregive oplysninger, der er modtaget fra en anden kompetent myndighed, hvis:

a)  den har fået skriftlig tilladelse fra den pågældende kompetente myndighed, og oplysningerne kun videregives til de formål, til hvilke denne kompetente myndighed har givet sin tilladelse

b)  sådan en videregivelse er nødvendig i forbindelse med en retsforfølgning.

Artikel 28

Samarbejde om undersøgelser

1.  Den relevante kompetente myndighed kan anmode om assistance fra en anden kompetent myndighed med henblik på kontrol på stedet eller undersøgelser. Den kompetente myndighed, der modtager anmodningen, skal samarbejde i det omfang, det er muligt og passende.

2.  Den kompetente myndighed, der fremsætter en anmodning, jf. stk. 1, underretter ESMA herom. De kompetente myndigheder kan i tilfælde af et kontrolbesøg eller en undersøgelse med grænseoverskridende konsekvenser anmode ESMA om at koordinere kontrollen på stedet eller undersøgelsen.

3.  Når en kompetent myndighed modtager en anmodning fra en anden kompetent myndighed om at gennemføre kontrol på stedet eller undersøgelse, kan den:

a)  selv gennemføre kontrollen på stedet eller undersøgelsen

b)  give den kompetente myndighed, der har fremsat anmodningen, tilladelse til at deltage i en kontrol på stedet eller undersøgelse

c)  udpege revisorer eller andre sagkyndige til at bistå med eller gennemføre kontrolbesøget på stedet eller undersøgelsen eller

Kapitel 4

Kompetente myndigheders rolle

Artikel 29

Kompetente myndigheder

1.  For administratorer og tilsynsbelagte stillere udpeger hver medlemsstat den relevante kompetente myndighed, der skal være ansvarlig for at gennemføre de i denne forordning fastsatte opgaver, og giver Kommissionen og ESMA meddelelse herom.

2.  Hvis en medlemsstat udpeger flere kompetente myndigheder, skal den tydeligt fastsætte de forskellige myndigheders rolle og udpege en bestemt myndighed til at være ansvarlig for at koordinere samarbejdet og udvekslingen af oplysninger med Kommissionen, ESMA og andre medlemsstaters kompetente myndigheder.

3.  ESMA offentliggør på sit websted en liste over de kompetente myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse med stk.1 i denne artikel og i henhold til artikel 25a, stk. 1, litra a).

Artikel 30

De kompetente myndigheders beføjelser

1.  Med henblik på at udføre deres opgaver i henhold til denne forordning tillægges de kompetente myndigheder i overensstemmelse med national lovgivning som minimum tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser til:

a)  at få adgang til ethvert relevant dokument og andre data i enhver form og modtage eller tage en genpart deraf

b)  at anmode om eller kræve oplysninger fra enhver person, ▌der ▌er involveret i leveringen af eller bidragene til et benchmark, herunder enhver tjenesteudbyder i henhold til artikel 6, stk. 3b, og deres principaler, og om nødvendigt indkalde og høre en sådan person for at indhente oplysninger

c)  i forbindelse med råvarebenchmarks ▌at anmode om oplysninger fra stillere om relaterede spotmarkeder om nødvendigt i henhold til standardiserede formater og rapporter om transaktioner samt have direkte adgang til børshandlernes systemer

d)  at gennemføre kontrolbesøg eller undersøgelser på andre steder end i fysiske personers private boliger

e)  at få adgang til fysiske og juridiske personers lokaler med henblik på at beslaglægge dokumenter og andre data i enhver form, hvis der er en begrundet mistanke om, at dokumenter eller andre data vedrørende genstanden for kontrolbesøget eller undersøgelsen kan være relevante for at bevise en overtrædelse af denne forordning. Hvis forhåndstilladelse fra en domstol i den pågældende medlemsstat er påkrævet i henhold til den nationale lovgivning, anvendes denne beføjelse efter indhentning af den pågældende forhåndstilladelse fra domstolen

f)  at kræve udlevering af eksisterende optagelser af telefonsamtaler, elektronisk kommunikation eller anden datatrafik, der opbevares af tilsynsbelagte enheder

g)  at begære indefrysning og/eller beslaglæggelse af aktiver

i)  midlertidigt at kræve, at en praksis, der i henhold til den kompetente myndigheds vurdering er i strid med denne forordning, bringes til ophør

j)  at pålægge et midlertidigt forbud mod erhvervsudøvelse

k)  at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at offentligheden informeres korrekt om leveringen af et benchmark, herunder ved at kræve, at en person, der har offentliggjort eller udbredt benchmarket, offentliggør en berigtigelse vedrørende tidligere bidrag til benchmarket eller benchmarktallene.

ka)  at gennemgå og kræve ændringer af overensstemmelseserklæringen.

2.  De kompetente myndigheder udøver de funktioner og beføjelser, der er nævnt i stk. 1, og de beføjelser til at pålægge sanktioner, der er nævnt i artikel 31, i overensstemmelse med deres nationale lovgivning på en af følgende måder:

a)  direkte

b)  i samarbejde med andre myndigheder eller med markedsdeltagere

c)  under den kompetente myndigheds ansvar ved uddelegering til sådanne myndigheder eller markedsdeltagere

d)  ved anmodning til de kompetente retlige myndigheder.

I forbindelse med udøvelsen af disse beføjelser skal de kompetente myndigheder have indført tilstrækkelig og effektiv beskyttelse af de grundlæggende rettigheder.

3.  Medlemsstaterne sørger for, at der træffes passende foranstaltninger, således at de kompetente myndigheder har alle de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver.

4.  En person anses ikke for at have overtrådt en tavshedspligt, som gælder i henhold til kontrakt eller love eller administrative bestemmelser, når vedkommende videregiver oplysninger i henhold til stk. 2.

Artikel 31

Administrative foranstaltninger og sanktioner

1.  Uden at det berører kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser i overensstemmelse med artikel 34, giver medlemsstaterne i overensstemmelse med national lovgivning de kompetente myndigheder beføjelse til at træffe passende administrative foranstaltninger og anvende administrative foranstaltninger og sanktioner, i det mindste i forbindelse med:

a)  overtrædelser af artikel 5, 5a, 5b, 5c, 5d, 6, 7, 7a, 7b, 8, 9, ▌11, 14, 15, 17, ▌19, ▌23 og 23a i denne forordning samt

b)  manglende samarbejde eller indvilligelse i en undersøgelse, kontrol eller anmodning, jf. artikel 30.

2.  I tilfælde af de i stk. 1 omhandlede overtrædelser giver medlemsstaterne kompetente myndigheder beføjelse til at anvende mindst følgende administrative foranstaltninger og sanktioner i overensstemmelse med national lovgivning:

a)  et påbud, som pålægges den administrator eller tilsynsbelagte enhed, der er ansvarlig for overtrædelsen, om at bringe den udviste handlemåde til ophør og afholde sig fra at gentage en sådan handlemåde

b)  udlevering af et beløb svarende til den fortjeneste, der er opnået, eller det tab, der er undgået, som følge af overtrædelsen, såfremt dette kan beregnes

c)  en offentlig advarsel, hvori nævnes den ansvarlige administrator eller tilsynsbelagte enhed og overtrædelsens art

d)  tilbagetrækning eller suspension af godkendelsen af en administrator

e)  et midlertidigt forbud, der udstedes til en fysisk person, som anses for at være ansvarlig for en sådan overtrædelse, mod varetagelse af ledelsesfunktioner hos administratorer eller stillere

f)  pålæggelse af administrative bøder på mindst det tredobbelte af den fortjeneste, der er opnået, eller af det tab, der er undgået som følge af overtrædelsen, såfremt disse beløb kan beregnes, eller

1)  for så vidt angår en fysisk person, administrative bøder på mindst:

i)  500 000 EUR eller i medlemsstater, hvor euroen ikke er den officielle valuta, den tilsvarende værdi i national valuta på datoen for denne forordnings ikrafttræden for overtrædelser af artikel 5, 5a, 5b, 5c, 5d, 6, 7, 7a, 7b, 8, 9, ▌11, artikel 12a, stk. 2, artikel 14, 15, ▌17, 18, 19 ▌og 23, eller

ii)  100 000 EUR eller i medlemsstater, hvor euroen ikke er den officielle valuta, den tilsvarende værdi i national valuta på datoen for denne forordnings ikrafttræden for overtrædelser af artikel 7, stk. 1, litra b), eller artikel 7, stk. 4,

2)  for så vidt angår en juridisk person, administrative bøder på mindst:

i)  det højeste beløb af 1 000 000 EUR eller 10 % af vedkommendes samlede årsomsætning i henhold til det seneste tilgængelige regnskab godkendt af ledelsesorganet for overtrædelser af artikel 5, ▌5a, 5b, 5c, 5d, 6, 7, 7a, 7b, 8, 9, ▌, 11, 14, 15,▌17, 18, 19 ▌ og 23; hvis den juridiske person er et moderselskab eller et datterselskab af et moderselskab, som skal udarbejde et konsolideret regnskab i henhold til direktiv 2013/34/EU, er den relevante samlede årsomsætning den samlede årsomsætning eller den tilsvarende type indkomst i henhold til direktiv 86/635/EØF for banker og direktiv 91/674/EØF for forsikringsselskaber, som fremgår af det seneste tilgængelige konsoliderede regnskab godkendt af ledelsesorganet for det øverste moderselskab, eller, hvis personen er en sammenslutning, 10 % af medlemmernes aggregerede omsætning, or

ii)  det højeste beløb af 250 000 EUR eller 2 % af vedkommendes samlede årsomsætning i henhold til det seneste tilgængelige regnskab godkendt af ledelsesorganet for overtrædelser af artikel 7, stk. 1, litra b) og c); hvis den juridiske person er et moderselskab eller et datterselskab af et moderselskab, som skal udarbejde et konsolideret regnskab i henhold til direktiv 2013/34/EU, er den relevante samlede årsomsætning den samlede årsomsætning eller den tilsvarende type indkomst i henhold til direktiv 86/635/EØF for banker og direktiv 91/674/EØF for forsikringsselskaber, som fremgår af det seneste tilgængelige konsoliderede regnskab godkendt af ledelsesorganet for det øverste moderselskab, eller, hvis personen er en sammenslutning, 10 % af medlemmernes aggregerede omsætning.

3.  Medlemsstaterne giver senest den [12 måneder efter denne forordnings ikrafttræden] Kommissionen og ESMA meddelelse om reglerne omhandlet i stk. 1 og 2.

Medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte regler for administrative sanktioner for overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner i henhold til deres nationale ret. I givet fald meddeler medlemsstaterne Kommissionen og ESMA de relevante strafferetlige bestemmelser sammen med den i første afsnit omhandlede meddelelse.

De giver omgående Kommissionen og ESMA meddelelse om eventuelle senere ændringer af disse.

4.  Medlemsstaterne kan i henhold til deres nationale lovgivning give de kompetente myndigheder andre sanktionsbeføjelser ud over de under stk. 1 nævnte og kan fastsætte højere sanktioner end anført i nævnte stykke.

Artikel 32

Udøvelse af tilsyns- og sanktioneringsbeføjelser og samarbejdsforpligtelse

1.  Når typen, niveauet og proportionaliteten af administrative sanktioner fastlægges, sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder tager højde for alle relevante forhold, herunder bl.a.:

a)  overtrædelsens grovhed og varighed

aa)  betydningen af benchmarket for den finansielle stabilitet og realøkonomien

b)  den ansvarlige persons grad af ansvar

c)  ▌den ansvarlige juridiske persons samlede omsætning eller den ansvarlige fysiske persons årsindkomst

d)  den ansvarlige persons fortjeneste eller undgåede tab, såfremt disse beløb kan beregnes

e)  den ansvarlige persons vilje til at samarbejde med den kompetente myndighed, uden at det dog tilsidesætter kravet om tilbagebetaling af den pågældende persons fortjeneste eller undgåede tab

f)  den berørte persons tidligere overtrædelser

g)  foranstaltninger, som den ansvarlige person har truffet efter overtrædelsen for at forhindre en gentagelse af overtrædelsen.

2.  Når de kompetente myndigheder udøver deres sanktioneringsbeføjelser under de omstændigheder, der er defineret i artikel 31, samarbejder de tæt med henblik på at sikre, at tilsyns- og undersøgelsesbeføjelserne og de administrative sanktioner frembringer de resultater, der forventes i denne forordning. De skal også koordinere deres indsats for at undgå dobbeltarbejde og overlapninger, når de udøver deres beføjelser til at føre tilsyn, gennemføre undersøgelser og pålægge administrative sanktioner og bøder i grænseoverskridende sager.

2a.  Hvis medlemsstaterne i henhold til stk. 31 har valgt at fastsætte strafferetlige sanktioner for overtrædelse af de bestemmelser, som er omhandlet i denne artikel, sørger de for, at der er truffet passende foranstaltninger, således at de kompetente myndigheder har alle de nødvendige beføjelser til at holde kontakt med de retslige myndigheder inden for deres jurisdiktion med henblik på at modtage konkrete oplysninger om strafferetlige efterforskninger af eller påbegyndte retssager om mulige overtrædelser af denne forordning og forsyner andre kompetente myndigheder og ESMA med tilsvarende oplysninger, således at de opfylder deres forpligtelse til at samarbejde med hinanden og med ESMA om anvendelsen af denne forordning.

2b.  De kompetente myndigheder yder bistand til andre medlemsstaters kompetente myndigheder. De udveksler især oplysninger og samarbejder om undersøgelser eller tilsyn. De kompetente myndigheder kan også samarbejde med andre medlemsstaters kompetente myndigheder med henblik på at lette inddrivelsen af bøder.

Artikel 33

Offentliggørelse af afgørelser

1.  En afgørelse, som pålægger en administrativ sanktion eller foranstaltning for overtrædelse af denne forordning, offentliggøres af de kompetente myndigheder på deres officielle websted umiddelbart efter, at den sanktionerede person er underrettet om afgørelsen. Offentliggørelsen skal mindst omfatte oplysninger om overtrædelsens type og art samt de ansvarlige personers identitet. Denne forpligtelse gælder ikke for afgørelser, der pålægger foranstaltninger af undersøgelsesmæssig art.

2.  Hvis den kompetente myndighed efter en konkret vurdering af forholdsmæssigheden af offentliggørelsen af sådanne data vurderer, at offentliggørelse af identiteten af juridiske personer eller fysiske personers personoplysninger er uforholdsmæssig, eller hvis offentliggørelse bringer de finansielle markeders stabilitet eller en igangværende undersøgelse i fare, skal de kompetente myndigheder:

a)  udskyde offentliggørelsen af afgørelsen om at pålægge en sanktion eller foranstaltning indtil det øjeblik, hvor årsagerne til manglende offentliggørelse ikke længere gør sig gældende

b)  offentliggøre afgørelsen om at pålægge en sanktion eller foranstaltning anonymt på en måde, der er i overensstemmelse med den nationale lovgivning, hvis en sådan anonym offentliggørelse sikrer effektiv beskyttelse af de pågældende personoplysninger. Ved en afgørelse om anonym offentliggørelse af en sanktion eller foranstaltning kan offentliggørelsen af de relevante oplysninger udskydes i en rimelig periode, inden for hvilken årsagerne til den anonyme offentliggørelse forventes at blive bragt til ophør

c)  helt undlade at offentliggøre afgørelsen om at oplægge en sanktion eller foranstaltning, hvis mulighederne i litra a) og b) ovenfor vurderes utilstrækkelige til at sikre:

i)  at de finansielle markeders stabilitet ikke bringes i fare

ii)  forholdsmæssigheden af offentliggørelsen af sådanne afgørelser vedrørende foranstaltninger, der vurderes at være af mindre betydning.

3.  Hvis afgørelsen om at pålægge en sanktion eller foranstaltning indbringes for de relevante domstole eller andre myndigheder, offentliggør de kompetente myndigheder også straks sådanne oplysninger på deres officielle websted sammen med efterfølgende oplysninger om resultatet af denne klage. Endvidere offentliggøres også enhver afgørelse, der annullerer en tidligere afgørelse om pålæggelse af en sanktion eller foranstaltning.

4.  Kompetente myndigheder sikrer, at enhver offentliggørelse i medfør af denne artikel forbliver på deres officielle websted mindst fem år efter offentliggørelsen. Personoplysninger i offentliggørelsen forbliver kun på den kompetente myndigheds websted i den periode, der er nødvendig, jf. de gældende databeskyttelsesregler.

4a.  Medlemsstaterne giver årligt ESMA sammenfattede oplysninger vedrørende alle sanktioner og foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 31. Denne forpligtelse gælder ikke for administrative foranstaltninger af undersøgelsesmæssig karakter. ESMA offentliggør disse oplysninger i en årlig rapport.

Hvis medlemsstater har valgt at fastsætte strafferetlige sanktioner i henhold til artikel 31 for overtrædelser af de i nævnte artikel omhandlede bestemmelser, forsyner medlemsstaterne årligt ESMA med anonymiserede og sammenfattede oplysninger vedrørende alle strafferetlige efterforskninger, der er iværksat, og strafferetlige sanktioner, der er pålagt. ESMA offentliggør data om pålagte strafferetlige sanktioner i en årlig rapport.

Artikel 34

Kollegium af kompetente myndigheder

1.  Senest 30 dage efter optagelsen af et benchmark på listen over kritiske benchmarks i henhold til artikel 25a, med undtagelse af kritiske benchmarks, der er af national karakter, jf. artikel 3, stk. 1, nr. 21, nedsætter den relevante kompetente myndighed et kollegium af kompetente myndigheder

2.  Kollegiet skal omfatte den kompetente myndighed for administratoren, ESMA og de kompetente myndigheder for de vigtigste stillere.

3.  Kompetente myndigheder i andre medlemsstater har ret til at blive medlem af kollegiet, når det, i tilfælde af at benchmarket ikke længere blev leveret, ville have alvorlige konsekvenser for den finansielle stabilitet, ordenen på markederne, forbrugerne eller realøkonomien i de pågældende medlemsstater.

Når en kompetent myndighed har til hensigt at blive medlem af et kollegium i henhold til stk. 1, indgiver den en anmodning til den kompetente myndighed for administratoren, som indeholder dokumentation for, at kravene i denne bestemmelse er opfyldt. Den relevante kompetente myndighed for administratoren vurderer anmodningen og underretter senest 30 arbejdsdage efter modtagelse af anmodningen den anmodende myndighed om, hvorvidt den anser disse krav for at være opfyldt. Hvis den anser kravene for ikke at være opfyldt, kan den anmodende myndighed henvise sagen til ESMA i overensstemmelse med stk. 10.

4.  ESMA bidrager til at fremme og overvåge de i denne artikel omhandlede tilsynskollegiers effektive og konsekvente virkemåde i overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1095/2010. Med henblik herpå deltager ESMA, hvis det er hensigtsmæssigt, og anses for at være en kompetent myndighed.

5.  ESMA leder møderne i kollegiet, koordinerer kollegiets aktiviteter og sikrer effektiv udveksling af oplysninger mellem kollegiets medlemmer.

6.  Den kompetente myndighed for administratoren fastlægger skriftlige retningslinjer for arbejdet i kollegiet vedrørende følgende:

a)  oplysninger, der skal udveksles mellem de kompetente myndigheder

b)  beslutningsprocessen mellem de kompetente myndigheder

c)  de tilfælde, hvor de kompetente myndigheder skal høre hinanden

d)  bistanden i henhold til artikel 14, stk. 5a, i forbindelse med håndhævelsen af foranstaltningerne som nævnt i artikel 14, stk. 3.

Når administratoren leverer mere end ét benchmark, kan ESMA nedsætte et enkelt kollegium for alle de benchmarks, som den pågældende administrator leverer.

7.  Hvis der ikke kan opnås enighed om de retningslinjer, som er nævnt i stk. 6, kan et medlem af kollegiet, med undtagelse af ESMA, henvise sagen til ESMA. Den kompetente myndighed for administratoren skal tage behørigt hensyn til rådgivning fra ESMA om de skriftlige retningslinjer for koordinering før godkendelse af den endelige tekst. De skriftlige retningslinjer anføres i et enkelt dokument, der indeholder en fuldt begrundet redegørelse for eventuelle væsentlige afvigelser fra rådgivning fra ESMA vedrørende de skriftlige retningslinjer. Den kompetente myndighed for administratoren fremsender de skriftlige retningslinjer til medlemmerne af kollegiet og til ESMA.

8.  Inden den kompetente myndighed for administratoren træffer foranstaltninger som nævnt i artikel ▌24 og i relevant omfang artikel 14 og 23, skal vedkommende høre medlemmerne af kollegiet. Medlemmerne af kollegiet skal yde enhver rimelig indsats inden for deres beføjelser for at nå til enighed inden for den tidsramme, der er fastsat i de i stk. 6 omhandlede skriftlige retningslinjer. Der oprettes en mæglingsordning med henblik på at finde et fælles standpunkt blandt de kompetente myndigheder i tilfælde af uenighed.

9.  Hvis medlemmerne af kollegiet ikke når til enighed ▌, kan andre kompetente myndigheder end EMSA henvise til ESMA i enhver af følgende situationer:

a)  når en kompetent myndighed ikke har videregivet væsentlige oplysninger

b)  når den kompetente myndighed for administratoren efter en anmodning, jf. stk. 3, har underrettet den anmodende myndighed om, at kravene i stk. 3 ikke er opfyldt, eller når den ikke har imødekommet en sådan anmodning inden for en rimelig frist

c)  når de kompetente myndigheder ikke har truffet de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 6

d)  ▌når der er uenighed om de foranstaltninger, som træffes i overensstemmelse med artikel ▌23 og 24 ▌.

Hvis spørgsmålet ikke er afgjort 20 dage efter henvisningen til ESMA, træffer den kompetente myndighed for administratoren den endelige afgørelse og giver de i første afsnit nævnte myndigheder og ESMA en detaljeret skriftlig redegørelse for sin afgørelse.

Hvis ESMA mener, at den kompetente myndighed for administratoren har truffet foranstaltninger, der er nævnt i stk. 8, og som måske ikke er i overensstemmelse med EU-retten, handler den i overensstemmelse med artikel 17 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

9a.  Enhver kompetent myndighed, der er medlem af et kollegium, som ikke kan nå til enighed om nogen af de foranstaltninger, der skal træffes i henhold til artikel 13a eller 14, kan henvise til ESMA. Under forbehold af artikel 258 i TEUF kan ESMA handle i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

9b.  Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til artikel 13a eller 14, skal mindst være gældende, indtil kollegiet er nået til enighed, jf. stk. 8 og 9a.

Artikel 35

Samarbejde med ESMA

1.  De kompetente myndigheder samarbejder med ESMA ved anvendelsen af denne forordning i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1095/2010.

2.  De kompetente myndigheder giver hurtigst muligt ESMA alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan varetage sine opgaver i overensstemmelse med artikel 35 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

2a.  Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) og andre relevante tilsynsførende skal som led i deres arbejde med gennemførelse og overvågning af forordning (EU) nr. 1227/2011 samarbejde med ESMA omkring gennemførelsen af denne forordning, høres under udarbejdelsen af alle reguleringsmæssige tekniske standarder og straks videregive alle de oplysninger, der er nødvendige for opfyldelsen af dets forpligtelser.

3.  ESMA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at fastlægge procedurerne og formatet for udvekslingen af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2.

ESMA forelægger udkastet til de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest [XXXX].

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 36

Tavshedspligt

1.  Fortrolige oplysninger, som modtages, udveksles eller offentliggøres i henhold til denne forordning, er omfattet af betingelserne for tavshedspligt som fastsat i stk. 2.

2.  Tavshedspligten gælder for alle personer, der arbejder eller har arbejdet for den kompetente myndighed eller for en myndighed, en markedsdeltager eller en fysisk eller juridisk person, som den kompetente myndighed har overdraget sine beføjelser til, herunder revisorer og sagkyndige, der har indgået en kontrakt med den kompetente myndighed.

3.  Oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, må ikke videregives til nogen anden person eller myndighed, medmindre der er lovhjemmel dertil.

4.  Alle oplysninger, der udveksles mellem de kompetente myndigheder i henhold til denne forordning, og som vedrører forretninger eller driftsmæssige betingelser og andre økonomiske eller personlige anliggender, betragtes som fortrolige og underlægges krav om tavshedspligt, undtagen når den kompetente myndighed på det tidspunkt, hvor oplysningerne blev meddelt, har erklæret, at disse oplysninger kan videregives, eller videregivelse er nødvendig i forbindelse med en eventuel retsforfølgning.

AFSNIT VII

DELEGEREDE RETSAKTER OG GENNEMFØRELSESRETSAKTER

Artikel -37

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3, stk. 2, ▌og artikel 23, stk. 7, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den [denne forordnings ikrafttræden].

3.  Den i artikel 3, stk. 2, ▌ og artikel 23, stk. 7, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegeringen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er gældende.

4.  Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3, stk. 2, ▌og artikel 23, stk. 7, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 38

Udvalgsprocedure

1.  Kommissionen bistås af Det Europæiske Værdipapirudvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011, jf. dennes artikel 8.

AFSNIT VIII

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 39

Overgangsbestemmelser

1.  En administrator, som leverer et benchmark den [denne forordnings ikrafttræden], skal ansøge om godkendelse eller registrering i henhold til artikel 23 eller 23a senest [12 måneder efter anvendelsesdatoen].

1a.  De kompetente nationale myndigheder træffer afgørelse om, hvilke af de registrerede benchmarks, der skal anses for kritiske. Sådanne benchmarks skal godkendes i henhold til bestemmelserne i artikel 23.

2.  En juridisk eller fysisk person, der har indgivet en ansøgning om godkendelse eller registrering i overensstemmelse med stk. 1, kan fortsætte med at udarbejde et eksisterende benchmark, der kan anvendes af tilsynsbelagte enheder, medmindre og indtil en sådan godkendelse nægtes

3.  Hvis et eksisterende benchmark ikke opfylder kravene i denne forordning, men ændring af benchmarket, så det overholder forordningens krav, ville medføre en force majeure-hændelse, lægge hindringer i vejen for eller på anden måde krænke betingelserne i en finansiel kontrakt eller et finansielt instrument, der benytter det pågældende benchmark som reference, kan den relevante kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den fysiske eller juridiske person, der leverer benchmarket, er etableret, tillade den fortsatte brug af benchmarket i eksisterende finansielle kontrakter og finansielle instrumenter, indtil den kompetente myndighed anser det for muligt, at benchmarket kan ophøre med at blive anvendt eller erstattes af et andet benchmark, uden at det bliver til ulempe for nogen af kontraktens parter.

3a.  Nye finansielle instrumenter eller finansielle kontrakter må ikke benytte et eksisterende benchmark, der ikke opfylder kravene i denne forordning, som reference efter [denne forordnings ikrafttrædelse].

3b.  Som en undtagelse fra stk. 3a, må nye finansielle instrumenter benytte et eksisterende benchmark, der ikke opfylder kravene i denne forordning, som reference i en periode på et år efter [denne forordnings anvendelsedato], forudsat at det finansielle instrument er nødvendigt for at afdække risikoen for et eksisterende finansielt instrument, der benytter benchmarket som reference.

4.  Medmindre Kommissionen har vedtaget en afgørelse om ækvivalens som omhandlet i artikel 20, stk. 2 eller 2a, må tilsynsbelagte enheder i Unionen udelukkende anvende et benchmark, som leveres af en administrator, der er etableret i et tredjeland, hvis dette anvendes som reference i eksisterende finansielle instrumenter og finansielle kontrakter ▌på tidspunktet for ikrafttrædelsen af denne forordning ▌, eller hvis det anvendes i nye finansielle instrumenter og finansielle kontrakter i tre år efter anvendelsesdatoen for denne forordning.

Artikel 39a

Tidsfrist for opdatering af prospekter og dokumenter med central information

Artikel 19, stk. 2, berører ikke de eksisterende prospekter, der er godkendt i henhold til direktiv 2003/71/EF forud for ikrafttrædelsen af denne forordning. De underliggende dokumenter for prospekter, der er godkendt forud for ikrafttrædelsen af denne forordning i henhold til direktiv 2009/65/EF, opdateres ved først givne lejlighed og under alle omstændigheder senest ...* [[tolv] måneder efter ikrafttrædelsen af denne forordning].

Artikel 40

Gennemgang

1.   Senest den 1. januar 2018 gennemgår Kommissionen denne forordning og forelægger en rapport herom for Europa-Parlamentet og Rådet, særlig om:

a)  funktionen og effektiviteten af det kritiske benchmark og den obligatoriske deltagelse i henhold til artikel 13 og 14 og definitionen af et kritisk benchmark i artikel 3 samt

b)  effektiviteten af tilsynsordningen i afsnit VI og kollegierne i henhold til artikel 34 og egnetheden af tilsyn med visse benchmarks foretaget af et EU-organ

1a.  Kommissionen skal analysere udviklingen i de internationale principper for benchmarks, navnlig vedrørende PRA-vurderede råvarebenchmarks, samt udviklingen af retlige rammer og tilsynspraksis i tredjelande for så vidt angår levering af benchmarks og forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet senest …*[fire år efter ikrafttrædelsen af denne forordning] og derefter hvert fjerde år. Disse rapporter skal i relevant omfang ledsages af et lovgivningsforslag.

Artikel 41

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra 6 måneder efter …[ikrafttræden af de delegerede retsakter, Kommissionen vedtager i henhold til denne forordning].

Artikel 13, stk. 1, samt artikel 14 og ▌34 anvendes dog fra den …[seks måneder efter ikrafttræden].

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i ...

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) Efter vedtagelsen af ændringerne blev sagen henvist til fornyet udvalgsbehandling, jf. forretningsordenens artikel 61, stk. 2, andet afsnit (A8-0131/2015).
(2) Ændringer: Den nye eller ændrede tekst markeres med fede typer og kursiv; udgået tekst markeres med symbolet ▌.
(3)EUT C 177 af 11.6.2014, s. 42.
(4) EUT C 113 af 15.4.2014, s. 1.
(5)EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
(6)EUT L 345 af 31.12.2003, s. 64.
(7)EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32.
(8)EUT L 326 af 8.12.2011, s. 1.
(9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34).
(10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).
(11) Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF og Kommissionens direktiv 2003/124/EF, 2003/125/EF og 2004/72/EF (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 1).
(12)EUT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
(13)EUT L 8 af 12.1.2001, s. 1.
(14). Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne (EUT L 326 af 8.12.2011, s. 1).
(15)EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.
(16) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).
(17)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55).
(18)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT L 9 af 14.8.2009, s. 112).
(19) Kommissionens forordning (EU) nr. 1031/2010 af 12. november 2010 om det tidsmæssige og administrative forløb af auktioner over kvoter for drivhusgasemissioner og andre aspekter i forbindelse med sådanne auktioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (EUT L 302 af 18.11.2010, s. 1).
(20) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1348/2014 af 17. december 2014 om dataindberetning til gennemførelse af artikel 8, stk. 2, og artikel 8, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne (EUT L 363 af 18.12.2014, s. 121).
(21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).
(22)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).
(23)EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32.
(24)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1).
(25) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1).
(26)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66).
(27) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34).
(28)Kommissionens forordning (EF) nr. 1287/2006 af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår registreringsforpligtelser for investeringsselskaber, indberetning af transaktioner, markedsgennemsigtighed, optagelse af finansielle instrumenter til handel samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv (EUT L 241 af 2.9.2006, s. 1).
(29) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84).
(30)1.8.2014, ESMA/2014/937.


Udviklingsfinansiering
PDF 213kWORD 102k
Europa-Parlamentets beslutning af 19. maj 2015 om udviklingsfinansiering (2015/2044(INI))
P8_TA(2015)0196A8-0143/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til resultatet af den første og den anden internationale konference om udviklingsfinansiering, navnlig Monterreykonsensussen fra 2002 og Dohaerklæringen fra 2008,

–  der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution 68/204 og 68/279 om den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering, som skal afholdes i Addis Abeba (Etiopien) fra den 13. til den 16. juli 2015,

–  der henviser til "elementpapiret" af 21. januar 2015, som blev fremlagt af de to medformænd for forberedelsesprocessen til den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering,

–  der henviser til FN’s generalsekretærs sammenfattende rapport fra december 2014 om dagsordenen for perioden efter 2015 med titlen "The Road to Dignity by 2030: Ending Poverty, Transforming All Lives and Protecting the Planet",

–  der henviser til rapporten fra august 2014 fra Den Mellemstatslige Ekspertkomité vedrørende Finansiering af Bæredygtig Udvikling,

–  der henviser til rapporten fra juli 2014 fra FN's Åbne Arbejdsgruppe om Bæredygtige Udviklingsmål,

–  der henviser til dokumentet "UNCTAD’s 2014-beretning om investeringer i verden - investering i bæredygtige udviklingsmål: En handlingsplan"(1),

–  der henviser til slutdokumentet fra FN’s konference om bæredygtig udvikling (Rio + 20) i juni 2012, "The Future We Want",

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution "Towards the establishment of a multilateral legal framework for sovereign debt restructurings" fra september 2014,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. februar 2015 med titlen "Et globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015" (COM(2015)0044)(2),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juni 2014 med titlen "Et værdigt liv for alle: fra vision til fælles handling" COM(2014)0335)(3),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juli 2013 med titlen "Perioden efter 2015: På vej mod en omfattende og integreret strategi for finansiering af fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling" (COM(2013)0531)(4),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. februar 2013 med titlen "Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden" (COM(2013)0092)(5),

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 12. december 2013 om sammenhæng i udviklingspolitikken,

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 16. december 2014 om en forandringsdagsorden for perioden efter 2015(6),

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 12. december 2013 om finansiering af fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling i perioden efter 2015 (7),

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 12. december 2014 om en stærkere rolle for den private sektor rolle i udviklingssamarbejdet,

–  der henviser til konklusionerne af 25. juni 2013 fra Rådet (almindelige anliggender) om den overordnede dagsorden for perioden efter 2015(8),

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2014 om EU og den globale udviklingsramme for perioden efter 2015(9),

–  der henviser til sin beslutning af 23. september 2008 om opfølgning på Monterrey-konferencen af 2002 om finansiering af udvikling(10),

–  der henviser til beslutning af 26. november 2014 om FN’s konference om klimaændringer 2014 (COP 20) i Lima, Peru (1.-12. december 2014)(11), beslutning af 26. februar 2014 om udviklingsfremme gennem ansvarlig virksomhedspraksis, herunder udvindingsindustriens rolle i udviklingslande(12), beslutning af 8. oktober 2013 om korruption i den offentlige og private sektor: indvirkningen på menneskerettighederne i tredjelande(13), beslutning af 21. maj 2013 om bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse og skattely(14) og beslutning af 16. april 2013 om fremme af udviklingen via handel(15),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 472/2014/EU af 16. april 2014 om det europæiske år for udvikling (2015)(16),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 233/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde for perioden 2014-2020,

–  der henviser til artikel 208 i TEUF, der fastsætter, at udryddelse af fattigdom er hovedmålet for EU's udviklingspolitik, og indfører princippet om udviklingsvenlig politikkohærens,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A8-0143/2015),

A.  der henviser til, at 2015 er et afgørende år for de globale udviklingsbestræbelser med vedtagelsen af de bæredygtige udviklingsmål (SDG) og en aftale om en global klimaindsats, som begge vil være gældende indtil 2030;

B.  der henviser til, at den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering, der afholdes i Addis Abeba i Etiopien den 13.-16. juli 2015, skal sikre de nødvendige forudsætninger for finansieringen og gennemførelsen af dagsordenen for perioden efter 2015, og at et vellykket resultat af denne dagsorden afhænger af det ambitionsniveau, der gives udtryk for på konferencen;

C.  der henviser til, at 1,5 mia. mennesker fortsat lever i fattigdom med afsavn inden for sundhed, uddannelse og levestandard, navnlig i konfliktramte og skrøbelige stater; der henviser til, at dette ikke er acceptabelt i betragtning af, at der findes tilstrækkelige ressourcer i verden til gradvist at bringe denne situation til ophør;

D.  der henviser til, at udryddelse af fattigdom og ulighed kun kan opnås gennem mobilisering af tilstrækkelige og passende ressourcer for alle og bedre målretning mod marginaliserede grupper, såsom børn, kvinder, ældre mennesker eller mennesker med handicap; der henviser til, at fremskridt for børn på trods af en betydelig reducering af ekstrem fattigdom har været langsommere, hvilket har gjort behovet for investering i børn - både ved mobilisering af ressourcer og international offentlig finansiering - til en nøglefaktor;

E.  der henviser til, at der ikke kan være nogen bæredygtig udvikling uden fred og sikkerhed, som anerkendt med den europæiske konsensus af 2005;

F.  der henviser til, at tre fjerdedele af verdens fattigste mennesker - omkring 960 mio. -i dag lever i mellemindkomstlande, og et nyt udviklingsparadigme derfor kræver programmer, der både er rettet mod fattige mennesker og fattige lande;

G.  der henviser til, at UNCTAD anslår finansieringsbehovet i udviklingslandene til de nye SDG'er til ca. 3,9 billioner USD om året, og at der i øjeblikket mangler 2,5 billioner USD om året for at nå dette beløb; der henviser til, at omkostningerne som følge af en svag indsats i sidste ende vil være langt større end omkostningerne i forbindelse med en afgørende indsats til fordel for bæredygtig udvikling;

H.  der henviser til, at omfanget af de finansielle udfordringer i forbindelse med SDG'erne kræver et stærkt og globalt partnerskab og brug af alle former for finansiering (nationale, internationale, offentlige, private og innovative kilder) og ikke-finansielle midler; der henviser til, at privat finansiering kan supplere, men ikke erstatte offentlig finansiering;

I.  der henviser til, at national ressourcemobilisering og officiel udviklingsbistand (ODA) er ikkesubstituerbare kilder til udviklingsfinansiering, som bør styrkes;

J.  der henviser til, at udviklingslandenes muligheder for mobilisering af nationale ressourcer er betydelige, men at der i den nuværende situation er grænser for, hvad landene kan klare på egen hånd; der henviser til, at de skattemæssige ressourcer fortsat er lave i forhold til BNP i de fleste udviklingslande, og at det derfor er afgørende at fremme afbalancerede, retfærdige og effektive skattesystemer baseret på de enkelte skatteyderes og virksomheders evne til at betale; der henviser til, at national ressourcemobilisering og officiel udviklingsbistand også kræver en retfærdig og gennemsigtig fordeling af udbyttet fra naturressourcerne;

K.  der henviser til, at meget få udviklede lande opfylder deres løfte om at yde 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) som officiel udviklingsbistand, heraf 0,15-0,20 % af BNI til de mindst udviklede lande (LDC); der henviser til, at de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004 eller senere, har forpligtet sig til at stræbe mod målet om 0,33 % af BNI, men at ingen af dem har nået dette mål endnu;

L.  der henviser til, at mange mindre udviklede lande er sårbare, eller er blevet gjort sårbare, som et resultat af eksterne hændelser, såsom væbnede konflikter, epidemier såsom Ebola, og naturkatastrofer og at de har brug for mere støtte;

M.  der henviser til, at fattigdomsbekæmpelse, økonomisk vækst og sikkerhed i vidt omfang afhænger af en stats evne til at udøve sin suverænitet til at sikre retsstaten og til at yde grundlæggende offentlige tjenesteydelser, såsom adgang til uddannelse og sundhedspleje, samtidig med at princippet om ejerskab overholdes; der henviser til, at disse lande især har behov for mere støtte for at introducere solide sundhedssystemer;

N.  der henviser til, at udviklingsdagsordenen er blevet bredere, og at det derfor er vigtigt at anerkende og yderligere fremme de bestræbelser, der går videre end ODA; der henviser til, at der på trods af en vanskelig finansiel situation i mange OECD-lande, blev fastholdt høje ODA-niveauer, og at ODA nåede et rekordhøjt niveau på 134,8 mia. USD i 2013; der henviser til, at ODA kan være en katalysator for at tiltrække private investeringer, og at de innovative finansielle instrumenters relevans i den forbindelse bør noteres;

O.  der henviser til, at den private sektor og direkte udenlandske investeringer (FDI), hvis de reguleres korrekt og knyttes til konkrete forbedringer i den nationale økonomi, har et betydeligt potentiale til at bidrage til opnåelsen af SDG'erne, som afspejlet i UNCTAD's forslag til en handlingsplan for investeringer i SDG'er;

P.  der henviser til, at private kapitalstrømme påvirker udviklingslandene på mange forskellige måder, både positive og negative; der henviser til, at de finansielle strømme til udviklingslandene fra private kilder er betydelige, men meget volatile, ujævnt fordelt og ofte forbundet med udstrømninger, såsom hjemtagning af overskud, der siden 2010 har oversteget nye indstrømninger fra de direkte udenlandske investeringer;

Q.  der henviser til, at civilsamfundet spiller en nøglerolle i at sikre en universel og inklusiv proces, både på nationalt og globalt plan, og bidrager til god forvaltning og ansvarlighed; der henviser til, at udviklingsbistand og korruption er indbyrdes uforenelige;

R.  der henviser til, at det er vigtigt at fremme brugen af bankydelser i udviklingslandene;

S.  der henviser til, at EU og EU's medlemsstater som de største donorer af udviklingsbistand bør føre an i udviklingsfinansieringsprocessen og være med til at skabe et troværdigt svar på udfordringerne i forbindelse med udviklingsfinansiering, og sikre udviklingsvenlig politikkohærens inden for dagsordenen for perioden efter 2015; der henviser til, at andre industri- og vækstlande bør følge EU's eksempel;

Et globalt partnerskab

1.  bifalder nulversionen af slutdokumentet fra den tredje konference om udviklingsfinansiering og opfordrer EU og EU's medlemsstater til at støtte den;

2.  glæder sig over FN's generalsekretærs sammenfattende rapport og dens nyskabende, universelle, holistiske og integrerede tilgang til et ambitiøst globalt partnerskab om nye udviklingsmål og den hertil hørende finansieringsramme med fokus på udryddelse af fattigdom, menneskerettighedernes universalitet og ligestilling mellem kønnene; insisterer på, at et sådant ambitiøst partnerskab ikke vil lykkes uden omfattende og betydelige midler til gennemførelse;

3.  opfordrer indtrængende EU til at bekræfte sit politiske lederskab gennem hele den indledende proces hen imod fastlæggelsen af en ramme for bæredygtig udvikling, en fornyet aftale om udviklingsfinansiering og andre midler til implementering heraf, i overensstemmelse med de forpligtelser og værdier, der er fastsat i EU's grundlæggende traktater; er af den opfattelse, at ydelsen af EU's udviklingsbistand ikke bør være betinget af andre partnerdonorer;

4.  fastholder, at EU og EU's medlemsstater bør bevare deres position som største donorer af udviklingsbistand og samtidig opfordre til en deling af ansvaret; opfordrer højindkomstlandene, de øvre mellemindkomstlande og de nye vækstøkonomier til at påtage sig væsentlige forpligtelser;

5.  glæder sig over Kommissionens nye meddelelse om et globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015, fordi den er omfattende, har fokus på politikkohærens og bekræfter, at EU er fast besluttet på at spille en fuldgyldig rolle i dette globale partnerskab; beklager imidlertid en vis mangel på engagement med hensyn til tidsplanen for de fremtidige finansielle mål;

International offentlig finansiering

6.  understreger, at ODA fortsat er et nøgleinstrument for udviklingsfinansiering; opfordrer indtrængende EU og EU's medlemsstater til straks på ny at forpligte sig til målet om 0,7 % af BNI, med 50 % af ODA og mindst 0,2 % af BNI til LDC-landene, og til at under hensyntagen til budgetmæssige begrænsninger at forelægge flerårige budgetmæssige tidsplaner for en opjustering af disse niveauer inden 2020; glæder sig over, at det er EU's urokkelige standpunkt, at indsatsen bør koncentreres om kvantitet og kvalitet i udviklingsbistanden; opfordrer andre udviklede lande og vækstlande til at optrappe deres udviklingsbistand, og Kommissionen og medlemsstaterne til at overtale offentlige og private donorer i hele verden til at leve op til deres økonomiske løfter og påtage sig flere forpligtelser; understreger, at alle donorer bør sikre sig, at ODA repræsenterer reelle overførsler til udviklingslandene;

7.  understreger, at EU og andre udviklede lande bør respektere deres tilsagn om at yde en opjusteret, ny og supplerende klimafinansiering for at nå målet om i fællesskab at mobilisere 100 mia. USD om året i 2020 fra en bred vifte af kilder, offentlige og private, bilaterale og multilaterale, herunder alternative kilder; beklager det manglende fremskridt for så vidt angår klimafinansieringens additionalitet til ODA; opfordrer til en fælles international indsats fra de udviklede landes og vækstlandenes side for at finde ny og supplerende klimafinansiering for udviklingslandene, dog ikke på bekostning af udviklingsbudgettet, i aftalen om en global klimaindsats, der skal indgås på Pariskonferencen, som afholdes i december 2015; er af den opfattelse, at EU bør foreslå mellemliggende skridt hen imod fuldstændig additionalitet; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anvende indtægter fra CO2-markedet til klimaindsatsen i udviklingslandene; opfordrer ligeledes vækstøkonomierne til at mobilisere klimafinansiering for udviklingslandene;

8.  støtter innovative kilder til supplerende udviklings- og klimafinansiering, herunder afgifter på finansielle transaktioner, CO2-afgifter på international luftfart og søtransport og automatisk bevilling af indtægterne fra CO2-markedet; bifalder yderligere europæiske og internationale bestræbelser på at fastlægge andre supplerende kilder;

9.  understreger, at ODA skal forblive standardmålestokken for den finansielle indsats; støtter indførelsen af en indikator for supplerende samlet officiel støtte til bæredygtig udvikling, forudsat at det gøres fuldstændig klart, at denne på ingen måde erstatter eller reducerer betydningen af ODA-foranstaltningen;

10.  noterer sig, at mens størstedelen af ODA ydes i form af gavebistand, er lån på lempelige vilkår også vigtige, men forøger gældsbyrden og risikerer at resultere i en gældsboble, navnlig i Afrika syd for Sahara og de caribiske lande, som har begrænsede indtægter til at betale gælden; opfordrer derfor donorerne til at give deres bistand til LDC-lande i form af gavebistand; er af den opfattelse, at lån på lempelige vilkår kan være uegnede til investeringer i sociale sektorer, hvor der ikke søges profitskabelse; glæder sig over tilsagnet fra OECD's Komité for Udviklingsbistand (OECD-DAC) om at modernisere indberetningen af lån på lempelige vilkår ved at indføre et subventionsækvivalent system til beregning af ODA;

11.  påpeger, at EU er verdens største donor af udviklingsbistand og tegner sig for næsten 60 % af den globale officielle udviklingsbistand; opfordrer ikke desto mindre Kommissionen til at fremskaffe tydelige og gennemsigtige data om den del af det samlede budget, der er afsat til EU's udviklingsbistand, således at det er muligt at foretage en vurdering af alle de europæiske donorers opfølgning på Monterreykonsensussen; udtrykker samtidig sin beklagelse over, at niveauet af EU's økonomiske bidrag til udviklingslandene ikke er tilstrækkeligt synligt, og anmoder Kommissionen om at udvikle passende og målrettede kommunikations- og informationsværktøjer med henblik på at øge synligheden af EU's udviklingsbistand;

12.  opfordrer EU til at tage hensyn til langsigtede finansieringsbehov ved at fremme og gå i spidsen for en mere strategisk, ambitiøs og universel tilgang i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling;

13.  minder om EU's budgettets bidrag til udviklingsfinansiering med  19,7 mia. EUR til udviklingssamarbejde og 6,8 mia. EUR til humanitær bistand mellem 2014 og 2020, foruden nødhjælpsreserven på 2,2 mia. EUR; peger ligeledes på Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) på 30,5 mia. EUR; anbefaler, at EUF opføres på EU-budgettet, hvilket ville medføre fordele såsom øget gennemsigtighed, synlighed, effektivitet og virkningsfuldhed; bifalder den mulighed som midtvejsevalueringen efter valget og revideringen af den flerårige finansielle ramme giver for at tage hensyn til de stadigt større strukturelle behov for nødhjælp samt til udviklingsbehovene i de fattigste og mest skrøbelige lande;

14.  noterer sig, at budgettet for 2015 afsætter 2,4 mia. EUR i forpligtelser (2,1 mia. EUR i betalinger) til udviklingssamarbejde og 928,8 mio. EUR i forpligtelser (918,8 mio. EUR i betalinger) til humanitær bistand; støtter de skridt, der er taget for at mindske efterslæbet af ubetalte regninger, navnlig med henblik på at bevare de mest skrøbelige partneres finansielle levedygtighed, og understreger vigtigheden af princippet om paritet mellem forpligtelser og betalinger for så vidt angår humanitær bistand, idet kriser opstår hyppigere, og midlerne skal udbetales hurtigt;

15.  opfordrer EU til at sikre, at forhandlingerne om den globale udviklingsdagsorden for tiden efter 2015, udviklingsfinansiering og klimaforandringer på troværdig vis er forbundet med den nye Sendairamme for katastrofeforebyggelse 2015-2030 med henblik på at opbygge modstandsdygtighed og beredskab og samtidig nå det globale mål om ikke at lade nogen i stikken;

16.  minder om, at udviklingssamarbejde er EU's og medlemsstaternes fælles ansvar, og at det er nødt til at være i overensstemmelse med begreberne komplementaritet og koordination; fremhæver, at det er nødvendigt at inddrage civilsamfund og lokale myndigheder i koordineringsprocessen;

17.  opfordrer EU og EU's medlemsstater til at fremme en bistandseffektivitetsdagsorden på grundlag af de tilsagn, der er givet med Busanpartnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde, reducering af opsplitningen af bistanden gennem fælles finansiering og bedre koordinering mellem de forskellige mekanismer for levering af bistand og interessenterne; understreger, at al udviklingsfinansiering bør være til gavn for de fattige, kønssensitiv, miljømæssig forsvarlig og klimarobust;

18.  minder om, at nedbringelse og i sidste ende udryddelse af fattigdom ifølge TEUF er EU's primære mål på udviklingsområdet, samtidig med at menneskerettighederne, ligestilling mellem kønnene, social samhørighed og bekæmpelse af ulighed bør stå centralt i udviklingsaktiviteterne;

19.  understreger vigtigheden af, at der fastlægges klare prioriteringer for udgifterne med et særligt fokus på foranstaltninger inden for områderne sundhed, uddannelse, energi, vandforsyning og infrastruktur; understreger, at der er behov for yderligere bestræbelser og forbedringer for så vidt angår bistandseffektivitet gennem en højere grad af koordination mellem de forskellige bistandsmekanismer og donorer;

20.  understreger, at ODA bør prioritere grundlæggende sociale ydelser for alle og "offentlige goder", der ydes mindre effektivt af den private sektor, såsom grundskoleuddannelse, sociale sikkerhedsnet, sundhedspleje og infrastruktur til kloakering, vandforsyning og energi, således at udviklingslandene kan udnytte deres fulde potentiale; understreger, at tilgængelighed bør være et nøglekriterium i international offentlig finansiering for at fremme universelle og inklusive ydelser og infrastrukturer;

21.  understreger, at det er nødvendigt at sikre, at de mest sårbare befolkninger har adgang til udviklingsmuligheder; minder i denne forbindelse om, at kanalisering af bistanden udelukkende via regeringer kan resultere i utilstrækkelig finansiering til marginaliserede eller udsatte befolkningsgrupper;

22.  fremhæver betydningen af, at udviklingsbanker mobiliserer yderligere midler med henblik på at mindske hullet i finansieringen af infrastruktur samt adgang til kredit i udviklingslande med overvågnings- og resultatevalueringsmekanismer;

23.  understreger, at det er absolut nødvendigt, at EU tilstræber det højeste niveau af koordination for at opnå sammenhæng med andre politikområder (miljø, migration, international handel, menneskerettighederne, landbrug osv.) og at undgå dobbeltarbejde og aktiviteter, der ikke hænger sammen; minder om, at udviklingsvenlig politikkohærens blev en traktatfast forpligtelse med Lissabontraktaten (artikel 208 TEUF);

Mobilisering af nationale ressourcer og internationalt skattesamarbejde

24.  understreger, at mobiliseringen af nationale ressourcer er mere forudsigelig og bæredygtig end udenlandsk bistand og bør være en vigtig finansieringskilde; tilskynder udviklingslandenes bestræbelser på at øge en sådan mobilisering; understreger vigtigheden af forbedret national inddrivelse af skatter i udviklingslandene og behovet for robuste, afbalancerede, retfærdige og effektive skattesystemer, der er til gavn for de fattige, tager hensyn til de mest følsomme grupper og respekterer internationale tilsagn vedrørende bæredygtig udvikling; opfordrer til fjernelse af skadelige tilskud på områderne energi (især fossile brændstoffer), fiskeri og landbrug;

25.  opfordrer Kommissionen til at styrke sin bistand til kapacitetsopbygning på områderne skatteforvaltning, finansiel styring, forvaltning af offentlige midler, antikorruption, inddrivelse af stjålne aktiver og bekæmpelse af skatteunddragelse og koncerninterne afregningspriser, og mener, at Unionen kan spille en nøglerolle her; minder om vigtigheden af fordelingen af skatteindtægter fra naturressourcer, især gennem oprettelsen af statsejede investeringsfonde; understreger behovet for at fremskynde og styrke de igangværende bestræbelser på at forbedre budgetrapporteringen, og opfordrer til øget harmonisering af praksisser for budgetrapportering mellem landene;

26.  opfordrer EU og EU's medlemsstater til aktivt at slå hårdt ned på skattely, skatteunddragelse og ulovlige finansielle strømme, som hindrer udviklingsbistand og bidrager til udviklingslandenes gæld, til at samarbejde med udviklingslandene for at modvirke visse transnationale selskabers aggressive skatteunddragelsespraksis, og forsøge at finde metoder til at hjælpe udviklingslandene med at modstå presset for at gå ind i skattekonkurrencen, eftersom dette undergraver mobiliseringen af indenlandske ressourcer i udviklingsøjemed;

27.  støtter oprettelsen af et mellemstatsligt organ til skattemæssigt samarbejde under FN’s auspicier; tilskynder til automatisk udveksling af oplysninger; opfordrer til oprettelse af offentlige registre over egentligt ejerskab og obligatorisk landeopdelt indberetning for transnationale selskaber inden for alle sektorer og til at sikre en retfærdig fordeling af beskatningsrettigheder, samtidig med at der forhandles skatte- og investeringsaftaler med udviklingslandene;

28.  mener, at internationale selskabsskatteregler bør omfatte princippet om, at skat bør betales der, hvor værdien er trukket ud eller skabt;

29.  understreger den afgørende betydning af god forvaltningspraksis, beskyttelse af menneskerettigheder, retsstatsprincippet, den institutionelle ramme og regulerende instrumenter; støtter især investering i kapacitetsopbygning, grundlæggende sociale tjenesteydelser såsom uddannelse og sundhed (sikring af universel sygesikring), herunder seksuel og reproduktiv sundhed og seksuelle og reproduktive rettigheder, ernæring, offentlige ydelser og social beskyttelse og bekæmpelsen af fattigdom og ulighed, herunder blandt børn og på grund af køn; erkender, at der er behov for infrastrukturer og selektive offentlige investeringer samt bæredygtig brug af naturressourcer, herunder i udvindingsindustrien;

30.  understreger, at udviklingsfinansiering bør styrke de tilgængelige ressourcer for at fremme lighed mellem kvinder og mænd, kvinders rettigheder og kvinders status; understreger kvindernes særlige rolle i samfundet, og understreger, at dette bør omfatte gennemførelse af kønsbudgettering, målrettede investeringer i nøglesektorer, såsom sundhed og uddannelse, og foranstaltninger til at sikre, at al udviklingsfinansiering tager fuldt hensyn til situationen for kvinder og piger;

31.  opfordrer til øget finansiering af forskning og udvikling inden for videnskab, teknologi og innovation i udviklingslandene, men erkender samtidig, at denne finansiering bør være både indenlandsk og international; opfordrer til fremme af forskning og udvikling, der kan fremskynde fremskridt ved at tackle komplekse udfordringer, og til god forvaltning af globale offentlige goder, såsom teknologi og innovation for sundhed; noterer sig den vigtige rolle, som mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder spiller i forbindelse hermed; opfordrer til en revision af de ordninger for intellektuel ejendomsret, der er indført i udviklingslandene gennem frihandelsaftaler med henblik på at identificere eventuelle negative virkninger på folkesundheden, miljøet eller teknologioverførsel;

Den private sektor og civilsamfundet

32.  understreger den store betydning af at skabe gunstige vilkår for private virksomheder og iværksættere i udviklingslandene, især for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, da de spiller en grundlæggende rolle som en drivkraft for jobskabelse og inklusiv vækst; opfordrer navnlig til en yderligere styrkelse af mikrofinansieringslån og garantiordninger; insisterer på, at det er nødvendigt at videreudvikle lokale og regionale banker og andelslånekasser med henblik på i væsentlig grad at mindske de alt for høje rentesatser på markedslån for bedre at kunne støtte samfundsudvikling på lokalt niveau(17); henstiller, at den private sektor tilpasser sig SDG'erne gennem hensigtsmæssige partnerskaber, finansieringsinstrumenter, incitamenter, en ansvarlighedsramme og virksomhedernes sociale ansvar (VSA); minder om behovet for at overholde de vedtagne internationale standarder, såsom Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO’s) standarder og FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne;

33.  understreger behovet for at fremme udbuddet af de instrumenter, der tilbydes virksomhederne til information, uddannelse og rådgivningsplatforme, som er afgørende betydning for deres udvikling;

34.  understreger, at det for at sætte skub i økonomien på langt sigt er vigtigt at give unge og kvinder adgang til finansiering for at støtte nystartede virksomheder;

35.  understreger den betydning for den sociale samhørighed, som producentorganisationernes kollektive iværksætteri spiller ved at forebygge etniske og religiøse konflikter;

36.  fastholder, at EU’s støtte til og samarbejde med den private sektor kan og skal bidrage til at reducere fattigdom og ulighed og respektere og fremme menneskerettighederne, miljøstandarder, klimaforpligtelser og social dialog; opfordrer til oprettelsen af en juridisk bindende ramme for virksomheder, herunder transnationale selskaber med en klagemekanisme;

37.  opfordrer EU til, sammen med udviklingslandene, at oprette en forskriftsmæssig ramme, i overensstemmelse med UNCTAD's omfattende investeringspolitiske ramme for bæredygtig udvikling, der stimulerer mere ansvarlige, gennemsigtige og kontrollerbare investeringer, der bidrager til udvikling af en socialt bevidst privat sektor i udviklingslandene;

38.  opfordrer Kommissionen til at støtte øget adgang til finansiering for mikrovirksomheder og små og store virksomheder i udviklingslandene; understreger vigtigheden af lånesystemer for så vidt angår mikrofinansiering, især for kvinder; tilskynder til yderlige at udvikle lokale og regionale banker og andelslånekasser; anmoder Kommissionen om at tilskynde udviklingslandene til at udarbejde politikker og juridiske rammer, der fremmer udviklingen af banktjenester; understreger behovet - på forskellige niveauer, herunder blandt fattige, kvinder og andre sårbare grupper - for information og uddannelse om finansielle spørgsmål, anvendelsen af bankprodukter og forsikringer samt relevante nye teknologier;

39.  minder om, at offentlig udviklingsbistand alene er langt fra tilstrækkeligt til at dække alle investeringsbehov i udviklingslandene; fastholder derfor, at blanding og offentlig-private partnerskaber (OPP'er) kan spille en rolle som løftestang og middel til at øge udviklingsbistandens virkning, tiltrække privat finansiering og støtte lokale virksomheder; understreger imidlertid, at blandet finansiering ikke må blive en erstatning for staters ansvar for at opfylde sociale behov og bør afstemmes efter nationale udviklingsmål og efter principperne om effektivitet i udviklingsbistanden; tilskynder til etablering af OPP'er, især på området for forskning i forbindelse med initiativet vedrørende innovative lægemidler, såsom Ebola+-programmet;

40.  opfordrer til vedtagelse af internationale standarder og kriterier og gældsrisikoanalyser for blandingsprojekter og OPP'er, der tiltrækker privat finansiering og støtter lokale virksomheder, og samtidig respekterer ILO's og WHO's standarder og internationale standarder; opfordrer indtrængende Kommissionen til, i betragtning af ønsket om at udvide anvendelsen af blanding betydeligt i fremtiden, at gennemføre de anbefalinger, som er fremsat i Den Europæiske Revisionsrets særberetning om anvendelse af blanding, og til at evaluere mekanismen til blanding af lån og tilskud, navnlig hvad angår udvikling og finansiel additionalitet, gennemsigtighed og ansvarlighed; opfordrer EIB og andre udviklingsfinansieringsinstitutioner til at prioritere investeringer i virksomheder og fonde, der offentliggør oplysninger om egentligt ejerskab og anvender landespecifik rapportering;

41.  støtter øget markedsadgang for udviklingslandene, især LDC-lande, da den kan styrke den private sektor og skabe reformincitamenter; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at handels- og investeringsaftalerne, navnlig med udviklingslande, LDC-lande og skrøbelige stater, er tilpasset SDG'erne og fremmer menneskerettigheder og regional integration; understreger, at sådanne aftaler bør gøres til genstand for SDG-konsekvensanalyser; støtter Kommissionens forslag om at ajourføre sin strategi for handelsrelateret bistand i lyset af resultaterne af forhandlingerne om perioden efter 2015 og at yde en særlig og differentieret behandling af udviklingslande, LDC-lande og skrøbelige stater i handelsaftaler, samtidig med at disses politiske råderum til at træffe suveræne valg i overensstemmelse med deres nationale forhold og deres befolkningers behov respekteres;

42.  opfordrer til, at der gøres en indsats for at fremme anvendelsen og gennemsigtigheden af nationale systemer for offentlige udbud i de aktiviteter, der forvaltes af den offentlige sektor, og for styrkelsen af konkurrencemyndighederne i udviklingslandene;

43.  understreger migranternes positive bidrag til udviklingen af deres oprindelsesland og opfordrer til et mere effektivt og innovativt samarbejde vedrørende indvandringspolitik mellem oprindelseslandene og bestemmelseslandene; henleder opmærksomheden på de betydelige og voksende finansielle strømme, som udgøres af overførsler fra diasporasamfund, og støtter skabelsen af diasporafonde; henstiller, at man i endnu højere grad søger at nedbringe overførselsomkostningerne med henblik på at øge indvirkningen på lokaludviklingen i oprindelseslandene;

44.  opfordrer til øget inddragelse af lokale myndigheder og civilsamfund, herunder lokale NGO’er, i drøftelserne om udviklingsprioriteter, navnlig på konferencen i Addis Abeba, og til en mere inklusiv og ansvarlig anvendelse af dagsordenen for perioden efter 2015; understreger NGO’ernes rolle i udviklingen af kontrol-, overvågnings- og; revisionsmekanismer; anerkender, at de lokale myndigheders rolle i gennemførelsen af SDG'erne kræver bevilling af de nødvendige midler; opfordrer til øget høring af unge mennesker i forbindelse med dagsordenen for perioden efter 2015, navnlig gennem innovative kommunikationsteknologier; understreger EU-delegationernes rolle som formidlere af sådanne dialoger;

Global styring

45.  minder om, at FN sammen med andre eksisterende institutioner og fora, såsom OECD, spiller en central rolle inden for global økonomisk styring og udvikling; opfordrer til, at alle lande repræsenteres lige og kønsafbalanceret i alle multilaterale institutioner og andre norm- og standardsættende organer, herunder i finansielle institutioner; minder om, at alle internationale finansieringsinstitutter bør overholde grundlæggende standarder om gennemsigtighed, jf. charteret om gennemsigtighed for finansieringsinstitutter, og vedtage offentliggørelsespolitikker;

46.  fastholder, at holdbare løsninger på gældsproblemerne, herunder standarder for ansvarlig låntagning og långivning, bør fremmes gennem en multilateral lovramme for statsgældsomlægningsprocesser, med henblik på at lette gældsbyrden og undgå ubæredygtig gæld; opfordrer EU til at engagere sig konstruktivt i FN's forhandlinger om denne ramme; opfordrer indtrængende EU til at presse på for gennemførelsen af UNCTAD-principperne om ansvarlige statsgældstransaktioner for både låntagere og långivere;

47.  bifalder den internationale indsats for lette de Ebolaramte landes internationale gældsforpligtelser med henblik på at hjælpe dem med at tackle de økonomiske kriser, som epidemien har forårsaget;

48.  opfordrer til en revision af de internationale organisationers programmer og instrumenter til finansiel udviklingsbistand, således at de tilpasses de nye SDG'er; opfordrer navnlig Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, Den Internationale Valutafond og Verdensbanken til at etablere de højeste standarder for ansvarlig finansiering og til at målrette deres ressourcer bedre efter udviklingslandenes behov, herunder gennem udlånsfaciliteter, der er gensidigt effektive og virker til gavn for de fattige; opfordrer navnlig til en forhøjelse af de beløb, som Den Europæiske Investeringsbank har til rådighed, der går videre end dens nuværende mandat, således at banken kan øge sin finansiering til lavindkomstlandene yderligere;

Overvågning, ansvarlighed og evaluering

49.  henstiller, at man på konferencen i Addis Abeba når frem til en aftale om en solid, gennemsigtig og tilgængelig overvågnings- og ansvarlighedsrammeramme for effektivt at kunne spore og overvåge investeringer og fremskridt i forbindelse med konkrete forpligtelser og mål; opfordrer til et internationalt initiativ til forbedring af kvaliteten af statistikker, data og oplysninger, herunder data opdelt i indtægt, køn, alder, race, etnicitet og indvandringsstatus, handicap, geografisk beliggenhed og andre kendetegn, der er relevante i nationale sammenhænge; opfordrer alle parter til at sikre en gennemsigtig og effektiv gennemførelse af støtte og finansiering, ved bl.a. at undertegne og reelt gennemføre bestemmelserne i FN’s konvention om bekæmpelse af korruption og ved at forpligte sig til systematisk at offentliggøre korrekte, rettidige og sammenlignelige data om indtægter og udgifter samt budgetdokumenter; opfordrer navnlig Kommissionen til yderligere at overvåge og kontrollere finansieringen af bistandsprogrammer og -projekter og træffe passende foranstaltninger i tilfælde af beviser på korruption og dårlig forvaltning; opfordrer ligeledes indtrængende Kommissionen til at forbedre sin bistand for at styrke domstolene og anti-korruptionsorganerne i udviklingslandene;

50.  opfordrer til et internationalt initiativ til forbedring af kvaliteten af statistikker, data og oplysninger for at kunne spore udgifter, investeringer og fremskridt i forbindelse med konkrete forpligtelser og mål; glæder sig over den globale indsats for at sikre, at de data, der anvendes i forbindelse med gennemførelsen af SDG'erne, er tilstrækkeligt opdelt efter indkomst, køn, alder og andre indikatorer, således virkningerne af politikkerne kan overvåges effektivt;

51.  gentager, at et nyt sæt af andre indikatorer er nødvendigt som et supplement til BNP for at tage hensyn til nye sociale og miljømæssige udfordringer, og at dette sæt bør omfatte bl.a. indekset for menneskelig udvikling, Gini-koefficienten, en ligestillingsmålestok, CO2-fodaftrykket og det økologiske fodaftryk;

o
o   o

52.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, FN’s generalsekretær og facilitatorerne for forberedelsesprocessen til den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering.

(1) http://unctad.org/en/publicationslibrary/wir2014_en.pdf
(2) http://eur-lex.europa.eu/resource.html?uri=cellar:afc5ef38-ad24-11e4-b5b2-01aa75ed71a1.0006.02/DOC_1&format=PDF
(3) http://eur-lex.europa.eu/resource.html?uri=cellar:441ba0c0-eb02-11e3-8cd4-01aa75ed71a1.0015.01/DOC_1&format=PDF
(4) http://ec.europa.eu/transparency/regdoc/rep/1/2013/DA/1-2013-531-DA-F1-1.Pdf
(5) http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52013DC0092&rid=2
(6) http://eu-un.europa.eu/articles/en/article_15873_en.htm
(7) http://eu-un.europa.eu/articles/en/article_14363_en.htm
(8) http://eu-un.europa.eu/articles/en/article_13692_en.htm
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0059.
(10) EUT C 8 E af 14.1.2010, s. 1.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0063.
(12) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0163.
(13) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0394.
(14) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0205.
(15) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0119.
(16) EUT L 136 af 9.5.2014, s. 1.
(17) Report on Support for SMEs in Developing Countries Through Financial Intermediaries, Dalberg, November 2011, www.eib.org.


Sikrere sundhedsydelser i Europa
PDF 287kWORD 124k
Europa-Parlamentets beslutning af 19. maj 2015 om sikrere sundhedsydelser i Europa: forbedring af patientsikkerheden og bekæmpelse af antimikrobiel resistens (2014/2207(INI))
P8_TA(2015)0197A8-0142/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin holdning af 23. april 2009 om forslag til Rådets henstilling om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet(1),

–  der henviser til Rådets henstilling af 9. juni 2009 om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. november 2011 om en handlingsplan for den voksende trussel fra antimikrobiel resistens (COM(2011)0748),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 22. juni 2012 om "følgerne af antimikrobiel resistens for menneskers og dyrs sundhed i et "One Health"-perspektiv",

–  der henviser til sin beslutning af 11. december 2012 om den mikrobielle udfordring – den voksende trussel fra antimikrobiel resistens(3),

–  der henviser til rapport fra Kommissionen til Rådet af 13. november 2012 og 19. juni 2014 på grundlag af medlemsstaternes rapporter om gennemførelsen af Rådets henstilling (2009/C 151/01) om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (COM(2012)0658 og COM(2014)0371),

–  der henviser til sin beslutning af 22. oktober 2013 om rapport fra Kommissionen til Rådet på grundlag af medlemsstaternes rapporter om gennemførelsen af Rådets henstilling (2009/C 151/01) om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1082/2013/EU af 22. oktober 2013 om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler,

–  der henviser til det særlige Eurobarometer 411 om "patientsikkerhed og behandlingskvalitet",

–  der henviser til statusrapporten om handlingsplanen for den voksende trussel fra antimikrobiel resistens (SANTE/10251/2015),

–  der henviser til forslag af 10. september 2014 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om veterinærlægemidler (2014/0257(COD)),

–  der henviser til begrebsrammen for den internationale klassifikation af patientsikkerhed (Conceptual Framework for the International Classification for Patient Safety), som er udarbejdet af Verdenssundhedsorganisationen (WHO),

–  der henviser til det lettiske formandskabs indsats for at håndtere problemet med antimikrobiel resistens, navnlig med hensyn til tuberkulose og multiresistent tuberkulose (MDR-TB),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 1. december 2014 om patientsikkerhed og behandlingskvalitet, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og mikrobiel resistens,

–  der henviser til den første fælles rapport fra Det Europæiske Center for Forebyggelse og Kontrol med Sygdomme (ECDC)/Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)/Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) om den integrerede analyse af forbruget af antimikrobielle agenser og antibiotikaresistens i bakterier fra mennesker og dyr bestemt til levnedsmiddelproduktion (Joint Interagency Antimicrobial Consumption and Resistance Analysis - JIACRA),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0142/2015),

A.  der henviser til, at nøglen til generel kvalitet i sundhedsydelserne er patientsikkerhed, hvoraf de grundlæggende aspekter er en sundhedsplejekultur og håndteringen af utilsigtede hændelser;

B.  der henviser til, at mængden af data om udbredelsen og hyppigheden af utilsigtede hændelser inden for sundhedssystemerne i EU’s medlemsstater på nuværende tidspunkt er begrænset, men at den er støt stigende, og at de seneste tilgængelige data stammer fra 2008;

C.  der henviser til, at det anslås, at mellem 8 % og 12 % af de patienter, der indlægges på hospitaler i EU, udsættes for utilsigtede hændelser, mens de modtager sundhedspleje, og at næsten halvdelen af disse hændelser kunne undgås;

D.  der henviser til, at de hyppigste utilsigtede hændelser i forbindelse med sundhedsbehandlinger, er infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, medicinrelaterede hændelser og komplikationer opstået under eller efter kirurgiske indgreb;

E.  der henviser til, at patientsikkerhed og kvalitet i sundhedsplejen kræver anstændige arbejdsforhold og sikkerhed på arbejdspladsen for sundhedspersoner, og at det navnlig er meget vanskeligt at sikre patientsikkerheden, forebyggelsen og bekæmpelsen af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet samt forebyggelse af spredningen af multiresistente bakterier i overfyldte og underbemandede sundhedsmiljøer;

F.  der henviser til, at den nuværende økonomiske krise har lagt et øget pres på medlemsstaternes sundhedsbudgetter og dermed har en direkte indvirkning på patientsikkerheden, idet mange medlemsstater har skåret ret drastisk ned på budgetter og personale i deres sundhedssystemer, i stedet for at gøre noget fornuftigt ved effektiviteten;

G.  der henviser til, at den økonomiske krise yderligere har forværret de eksisterende uligheder, hvad angår adgangen til sundhedstjenester;

H.  der henviser til, at løbende uddannelse af læger og andet sundhedspersonale er afgørende for at undgå utilsigtede hændelser, herunder utilsigtede lægemiddelhændelser, som anslås at koste EU’s sundhedssystemer ca. 2.7 mia. EUR årligt i behandlingsomkostninger og tegne sig for 1,1 % af alle hospitalsindlæggelser i EU;

I.  der henviser til, at patientcentrerede elektroniske sundhedsydelser (e-Sundhed) og medicinske behandlinger i hjemmet har et stort potentiale for at forbedre kvaliteten og effektiviteten af medicinske behandlinger og samtidig bidrage til bedre resultater af sundhedsydelserne;

J.  der henviser til, at en tværfaglig tilgang øger chancen for, at medicinske behandlinger skaber positive resultater;

K.  der henviser til, at patienter, familier og patientorganisationer spiller en afgørende rolle som fortalere for sikrere sundhedsydelser, og at deres rolle bør fremmes gennem patientindflydelse og deltagelse i sundhedsplejeprocessen og -politikken på alle niveauer;

L.  der henviser til, at medicinske behandlinger i hjemmet kan hjælpe patienterne psykologisk og føre til bedre resultater af sundhedsydelserne;

M.  der henviser til, at det er blevet konstateret, at mindre velorienterede personer oftere anvender antibiotika, og at fuld viden om antibiotika kunne anspore borgerne til at anvende dem mere ansvarligt;

N.  der henviser til, at 30-50 % af patienterne ikke tager de lægemidler, som lægerne har ordineret, eller ikke tager dem som foreskrevet på lægens recept;

O.  der henviser til, at der eksisterer interessekonflikter i forhold til lægemiddelindustrien på hospitalerne og blandt praktiserende læger og også dyrlæger;

P.  der henviser til, at infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet er et stort folkesundhedsproblem i medlemsstaterne (ifølge data fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme lider én ud af 20 indlagte patienter i gennemsnit af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, dvs. 4,1 mio. patienter årligt, og 37 000 personer i EU dør hvert år som følge af en infektion erhvervet i sundhedsvæsenet, selv om 20-30 % af disse infektioner anses for at kunne forebygges gennem intensive hygiejne- og kontrolprogrammer), og at dette lægger en tung byrde på de begrænsede sundhedsbudgetter;

Q.  der henviser til, at patienters oplevelser og input ofte adskiller sig fra sundhedspersonalets og kan være af stor værdi for opdagelsen af nye metoder til reduktion og forebyggelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

R.  der henviser til, at antallet af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, der er forårsaget af multiresistente bakterier, er stigende;

S.  der henviser til, at den antimikrobielle resistens er steget på verdensplan for bakterielle patogener, hvilket fører til øget udbredelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og fejlslagne behandlinger af infektionssygdomme hos mennesker og dyr på nationalt, europæisk og internationalt plan;

T.  der henviser til, at det anslås, at der på verdensplan vil dø 10 mio. mennesker hvert år på grund af antimikrobiel resistens inden 2050;

U.  der henviser til, at resistens over for antibiotika, der almindeligvis anvendes til behandling af kausale bakterier, i flere medlemsstater er helt oppe på 25 % eller mere; der henviser til, at der er en stigende kløft mellem antimikrobiel resistens og udviklingen af nye antibiotika samt deres indførelse i klinisk praksis, hvilket hænger sammen med videnskabelige, reguleringsmæssige og økonomiske udfordringer;

V.  der henviser til, at de seneste undersøgelser viser, at der – til trods for enkelte undtagelser – overordnet set har været en stigning i forekomsten af antimikrobiel resistens på hospitaler i hele EU i de seneste år;

W.  der henviser til, at EU anslår, at der hvert år dør mindst 25 000 personer af infektioner forårsaget af resistente bakterier, hvilket ifølge oplysninger fra 2011 indsamlet af ECDC koster de offentlige sundhedssystemer ca. 1,5 mia. EUR;

X.  der henviser til, at omkostningerne i forbindelse med lægemiddelresistente infektioner beløber sig til ca. 1,5 mia. EUR om året på grund af stigninger i sundhedsudgifter og produktivitetstab; der henviser til, at patienter, der er blevet smittet med resistente bakterier skal holdes isoleret, når de er indlagt på hospitaler, og at denne ekstra forholdsregel koster 900 mio. EUR og medfører 2,5 mio. ekstra sengedage om året;

Y.  der henviser til, at en af hovedårsagerne til spredningen af antimikrobiel resistens på hospitalerne er manglende overholdelse af de almindeligt anerkendte praksisser for forebyggelse og bekæmpelse af infektioner;

Z.  der henviser til, at primære medicinalprodukters effektivitet over for bakterielle patogener bliver stadigt mere begrænset på grund af resistens, og at sekundære og tertiære medicinalprodukter ikke altid er tilgængelige og ofte er mere toksiske, dyrere og mindre effektive end primære medicinalprodukter;

AA.  der henviser til, at en af de vigtigste årsager til antimikrobiel resistens er misbrug af antimikrobielle stoffer, herunder antibiotika, og navnlig systematisk og overdreven anvendelse heraf;

AB.  der henviser til, at den høje mobilitet mellem de europæiske sundhedssystemer og den stadig mere grænseoverskridende karakter af sundhedsplejen i Europa kan fremme udbredelse af resistente mikroorganismer fra én medlemsstat til en anden;

AC.  der henviser til, at vaccinationsprogrammer er et effektivt redskab i bestræbelserne på at bekæmpe antibiotikaresistens, fordi de kan spille en rolle i at begrænse brugen af antibiotika og dermed udviklingen af antimikrobiel resistens;

AD.  der henviser til, at antibakteriel forskning og udvikling er forbundet med nogle unikke udfordringer, idet udviklingen af den fornødne ekspertise og anvendelsen af den i laboratorier kræver et langsigtet perspektiv, og der henviser til, at det er beklageligt, at mange af de forskere, der har en sådan ekspertise, har bevæget sig over til andre områder på grund af manglende privat og offentlig finansiering;

AE.  der henviser til, at manglende overholdelse af grundlæggende personlige hygiejnemæssige forholdsregler, både inden og uden for hospitaler, kan medføre spredning af patogener – især dem, der er modstandsdygtige over for antimikrobielle stoffer;

AF.  der henviser til, at der foreligger flere og flere videnskabelige beviser for, at god håndhygiejne i sundhedsvæsenet kræver, at der anvendes metoder til håndtørring, som ikke fremmer mikrobiel krydskontaminering via luftbåren smittespredning og aerosolisering;

AG.  der henviser til, at der kan findes resistente bakterier på medicinsk udstyr, selv når dette er blevet steriliseret i overensstemmelse med fabrikantens specifikationer;

AH.  der henviser til, at anvendelsen af antimikrobielle midler i human- og veterinærmedicin medvirker til udviklingen af resistensgener (resistomer) i miljøet, som kan være kilde til udvikling af resistens i både mennesker og dyr; der henviser til, at de samme grupper af antibiotika anvendes i både veterinær- og humanmedicin, og at der er opstået identiske resistensmekanismer i begge sektorer;

AI.  der henviser til, at intensiv husdyravl kan medføre, at antibiotika gives uretmæssigt og rutinemæssigt til husdyr, fjerkræ og fisk på bedrifter for at fremme væksten, og at det også anvendes i vid udstrækning til profylaktiske formål, for at forhindre sygdomsspredning som følge af de trange, begrænsede og psykisk belastende forhold, hvorunder dyrene holdes, og som hæmmer deres immunforsvar, samt til at kompensere for de uhygiejniske forhold, hvorunder de opdrættes;

AJ.  der henviser til, at One Health-konceptet, der er godkendt af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE), anerkender, at menneskers og dyrs sundhed og økosystemer er indbyrdes forbundet, og at navnlig dyr og animalske fødevarer kan fungere som direkte hovedkilde til resistente zoonotiske patogener; der henviser til, at anvendelsen af antibiotika til dyr, navnlig dyr bestemt til fødevareproduktion og opdrættet på landbrugsbedrifter med intensiv avl, kan indvirke på antibiotikaresistensen hos mennesker;

AK.  der henviser til, at en tilgang, hvor både human- og veterinærmedicinsk personale iværksætter initiativer til at forebygge resistente infektioner og nedbringe anvendelsen af antibiotika, i lyset af One Health-modellen kan forebygge infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, både på og uden for hospitalerne;

AL.  der henviser til, at antimikrobielle stoffer ifølge WHO anvendes i meget større omfang til husdyr end til mennesker i en række EU-medlemsstater(5);

AM.  der henviser til, at over 70 % af de kødprodukter, der er blevet testet i seks EU-medlemsstater, ifølge europæiske forbrugerorganisationer har vist sig at være kontamineret med antibiotikaresistente bakterier, og at disse bakterier er blevet fundet i 50 % af prøverne i yderligere otte lande(6);

AN.  der henviser til, at der er observeret høje niveauer af Campylobacterresistens over for fluorquinoloner, og at de fleste Campylobacterinfektioner hos mennesker skyldes håndtering, tilberedning og indtag af kyllingekød; der henviser til, at disse høje resistensniveauer reducerer mulighederne for en effektiv behandling af Campylobacterinfektioner hos mennesker;

AO.  der henviser til, at subterapeutisk anvendelse af antibiotika, som indebærer indgivelse af lave doser antibiotika til at fremme husdyrs vækst, har været forbudt i EU siden 2006;

AP.  der henviser til, at langt størstedelen af medicineret foder til landbrugsdyr indeholder antimikrobielle stoffer;

AQ.  der henviser til, at anvendelse af antimikrobielle stoffer til selskabsdyr medfører en yderligere risiko for udvikling og transmission af antimikrobiel resistens hos mennesker, og at den væksttendens, der konstateres for antimikrobiel resistens på dyreklinikker for selskabsdyr, ligner den, som konstateres på hospitaler;

AR.  der henviser til, at risikoen for transmission af antimikrobiel resistens fra selskabsdyr til mennesker ikke kan kvantificeres fuldt ud, og at sagen kræver yderligere undersøgelser;

AS.  der henviser til, at det anerkendes, at den nuværende lovgivning om veterinærlægemidler ikke tilvejebringer tilstrækkelige redskaber til at sikre hensigtsmæssig håndtering af de risici for menneskers sundhed, der forårsages af anvendelsen af antimikrobielle midler til dyr;

AT.  der henviser til, at spørgsmålet om off-label-anvendelse af antibiotika giver anledning til bekymring i forbindelse med både veterinær- og humanmedicin;

AU.  der henviser til, at medicinalvirksomheder er tilbøjelige til at tilføje nye antibiotika til eksisterende grupper af antibiotika i stedet for at opdage og udvikle antibakterielle midler, der virkelig er nye, og at der som følge heraf hurtigere vil opstå resistens over for disse nye midler end over for lægemidler med en reelt ny virkningsmekanisme;

AV.  der henviser til, at det er nødvendigt at tilskynde lægemiddellaboratorierne til at udvikle nye antibiotika ved at overveje at skabe incitamenter og udvikle alternative økonomiske modeller for at belønne innovation;

AW.  der henviser til, at det er af afgørende betydning at tilskynde lægemiddelvirksomhederne til at investere og forsætte med at investere i udviklingen af nye antimikrobielle agenser, især dem, der er aktive mod sygdomme, for hvilke antimikrobiel resistens er et alvorligt problem, navnlig:

   sygdomme forårsaget af fremherskende multiresistente gramnegative bakterier (som f.eks. K. pneumoniae og Acinetobacter eller E. coli), eller af andre multiresistente bakterier som Staphylococcus aureus eller tuberkulose
   andre sygdomme forårsaget af vira (såsom hiv) eller af parasitter (såsom malaria)

samt udvikling af andre metoder til at bekæmpe infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet uden brug af antibiotika;

AX.  der henviser til, at dette kan opnås ved at imødegå nogle af de væsentligste videnskabelige, reguleringsmæssige og økonomiske udfordringer, der har vanskeliggjort udviklingen af antibiotika, og navnlig ved at skabe incitament til investeringer i forskning og udvikling og fokusere på de største folkesundhedsmæssige behov, samtidig med, at bæredygtigheden af de nationale sundhedssystemer opretholdes;

AY.  der henviser til, at der i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/18/EF er sat en tidsfrist for anvendelsen af gener, der overfører antibiotikaresistens til transgene planter;

AZ.  der henviser til, at produktspecialister aldrig bør udføre terapeutiske behandlinger, men kun støtte det medicinske personale, når og hvis det medicinske personale påkræver det, f. eks. i forbindelse med montering eller demontering af specifikke instrumenter;

BA.  der henviser til, at bestemmelserne i direktiv 2011/24/EU om patientmobilitet er ved at blive gennemført i hele EU, hvilket øger relevansen af, at europæiske patienter informeres om patientsikkerheden i de forskellige medlemsstater;

BB.  der henviser til, at det er af afgørende betydning at sikre patienternes rettigheder og befolkningens tillid til sundhedstjenester ved at sikre, at medlemsstaterne har indført systemer med henblik på at tilvejebringe en retfærdig økonomisk kompensation i tilfælde af uagtsomhed forårsaget af fejlbehæftet lægehjælp;

BC.  der henviser til, at internettet er det største ikkeregulerede farmaceutiske marked i verden, og at 62 % af de lægemidler, der købes online, viser sig at være falske eller ikke i overensstemmelse med standarderne; der henviser til, at en meget stor andel af de aktører, der handler på internettet, gør det ulovligt, og at den årlige samlede omsætning fra ulovligt salg på internettet af receptpligtig medicin anslås til at være på omkring 200 mia. USD;

BD.  der henviser til, at det i artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastsættes, at Unionens indsats skal være et supplement til de nationale politikker og skal være rettet mod at forbedre folkesundheden og forebygge sygdomme hos mennesker samt imødegå forhold, der kan indebære risiko for den fysiske og mentale sundhed;

Gennemførelse af Rådets henstillinger om patientsikkerhed

Feedback om Kommissionens anden gennemførelsesrapport

1.  minder om, at EU's lægemiddellovgivning blev fastlagt med det formål at beskytte patientsikkerheden; minder om dets ovennævnte beslutning af 22. oktober 2013 om rapport fra Kommissionen til Rådet på grundlag af medlemsstaternes rapporter om gennemførelsen af Rådets henstilling (2009/C 151/01) om patientsikkerhed, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

2.  glæder sig over forbedringen af overvågningssystemet for infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet i EU og de øvrige seneste foranstaltninger, som visse medlemsstater har indført for at forbedre den generelle patientsikkerhed og nedbringe antallet af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet, og navnlig medlemsstaternes fremskridt med at udvikle strategier og programmer for patientsikkerhed, herunder at indføje patientsikkerhed i sundhedslovgivning samt med at udvikle indberetnings- og læringssystemer;

3.  bemærker imidlertid, at den anden gennemførelsesrapport stadig viser ujævn fremgang blandt medlemsstaterne for så vidt angår patientsikkerhed, og beklager, at visse medlemsstater tydeligvis har bremset gennemførelsen af Rådets henstillinger, muligvis bl.a. på grund af finansielle begrænsninger som følge af den økonomiske krise;

4.  beklager, at besparelsesforanstaltninger har medført en nedskæring i rengøringspersonalet på hospitaler og i andre sundhedsinstitutioner i hele Europa i betragtning af den afgørende rolle, som rengøringspersonale spiller i opretholdelsen af et højt hygiejneniveau;

5.  opfordrer medlemsstaterne til i denne økonomiske krisetid at sikre, at patientsikkerheden ikke berøres af besparelsesforanstaltninger, og at sundhedssystemerne bevarer en tilstrækkelig finansiering, og navnlig at undgå de mest ødelæggende tiltag som f.eks. kortsigtede besparelser, som vil medføre store omkostninger på mellemlang og lang sigt, og i stedet koncentrere sig om yderligere udvikling af et yderst effektivt sundhedsvæsen af høj kvalitet; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der er et tilstrækkeligt antal sundhedspersoner, som er uddannet eller har speciale i forebyggelse og bekæmpelse af infektioner samt hospitalshygiejne med henblik på at sikre en mere patientcentreret tilgang;

6.  opfordrer medlemsstaterne til at udpege konkrete og ambitiøse kvantitative mål, hvad angår begrænsning af anvendelse af antibiotika;

7.  glæder sig over arbejdet i EU's arbejdsgruppe om patientsikkerhed og behandlingskvalitet, som samler repræsentanter fra alle 28 EU-lande, EFTA-landene, internationale organisationer og EU-organer og bidrager til udviklingen af EU's dagsorden for patientsikkerhed og kvalitet;

8.  opfordrer Kommissionen til fortsat at overvåge gennemførelsen af bestemmelserne om patientsikkerhed i medlemsstaterne og, hvor dette er nødvendigt, udvikle nye retningslinjer desangående;

Fingerpeg til forbedringer

9.  glæder sig over det arbejde, der medfinansieres af EU og udføres af OECD, om sammenlignelige indikatorer til at vurdere patientsikkerhed; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre sådanne indikatorer med henblik på at vurdere patientsikkerheden;

10.  bemærker vigtigheden af at inkludere patientsikkerhed i uddannelsen, den praktiske oplæring og videreuddannelsen af sundhedsarbejdere og sundhedspersonale i alle medlemsstater;

11.  fremhæver de potentielle fordele ved e-sundhed i forhold til at reducere antallet af utilsigtede hændelser ved at spore informationsstrømme og forbedre forståelsen af medicinske procedurer samt gennem digitale recepter og indberetninger om lægemiddelinteraktion; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til yderligere at undersøge de muligheder, som e-sundhed tilbyder inden for patientsikkerhed, herunder indførelsen af elektroniske patientjournaler, og til at styrke samarbejdsniveauet med henblik på at dele deres erfaringer, viden og gode praksis på dette område;

12.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere potentialet af mobilsundhedsydelser (m-sundhed) i forbindelse med sundhedsplejens effektivitet, hyppigheden af hospitalsindlæggelse og den årlige reduktion af sundhedsomkostninger pr. indbygger;

13.  bemærker, at anvendelsen af antibiotika og udbredelsen af antimikrobiel resistens varierer betydeligt mellem medlemsstaterne, og opfordrer medlemsstaterne til at anvende bedste praksis;

14.  understreger det presserende behov for at fremme veterinærforskning og -innovation på EU-plan såvel som på nationalt plan;

15.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre eller udvikle følgende foranstaltninger:

   a) fortsætte deres bestræbelser på at forbedre patientsikkerheden ved at indføre de nødvendige foranstaltninger til fuldt ud at gennemføre Rådets henstillinger
   b) regelmæssigt at indsamle data i overensstemmelse med standardiserede undersøgelser om udbredelsen og hyppigheden af utilsigtede hændelser inden for deres eget område og forbedre systemerne til tidlig varsling samt koordinere udvekslingen af disse data effektivt;
   c) sikre, at sundhedsledere udnævnes på grundlag af kvalifikationer og ikke politisk tilhørsforhold;
   d) sikre løbende forbedringer og evalueringer af arbejdsforholdene for sundhedspersonale med henblik på at forbedre patientsikkerheden;
   e) sikre grundlæggende uddannelse i infektionsforebyggelse og -bekæmpelse for alt sundhedspersonale, selv for personer, der ikke kommer i direkte kontakt med patienter, inden de begynder at arbejde på et hospital eller en anden sundhedsfacilitet og regelmæssigt derefter;
   f) sikre passende og aktuel uddannelse af læger og andet sundhedspersonale samt udveksling af bedste praksis med henblik på at holde trit med den nyeste teknologi, der findes og bedste praksis inden for hospitalshygiejne samt oprette overvågningssystemer til at kontrollere, at deres kompetencer er opdateret, navnlig for så vidt angår gennemførelsen af WHO's tjekliste for sikker kirurgi; dette vil reducere forekomsten af lægefejl (herunder sygehusinfektioner) som følge af ufuldstændigt kendskab og manglende ajourføring med hensyn til nye teknologier;
   g) sikre vedtagelsen af en tværfaglig tilgang i forbindelse med medicinske behandlinger;
   h) sikre en bedre sammenhæng og kontinuitet i patientforløbet gennem systemet med fokus på overgange mellem sektorer og overlevering af information fra f.eks. sygehus til primærsektoren;
   i) reducere presset på sundhedsfaciliteterne ved at opprioritere pleje og medicinsk behandling i hjemmet;
   j) sikre, at sundhedspersonale informerer patienterne i tilfælde af, at et lægemiddel anvendes off-label, og giver patienterne oplysninger om potentielle risici for at sætte dem i stand til at give informeret samtykke;
   k) udveksle oplysninger om, hvordan man bedst bekæmper antibiotikaresistens for at fremme den mest effektive tilgang i hele Europa;
   l) sikre patienterne lige adgang til sundhedstjenester og medicinsk behandling med det formål at bekæmpe eksisterende uligheder på sundhedsområdet;
   m) fremme informationskampagner for patienter om risikoen for utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet og om mulige forebyggende foranstaltninger, først og fremmest grundlæggende hygiejneforanstaltninger, og lancere oplysningskampagner og sundhedsoplysningskurser i skolerne om rationel anvendelse ikke kun af antibiotika, men af alle lægemidler, og om de risici, der er forbundet med stigende antibiotikaresistens; disse kampagner bør være rettet mod forældre og omsorgspersoner med ansvar for såvel små børn som ældre mennesker, og bør følges op af en evaluering af resultaterne;
   n) understrege vigtigheden af at forebygge infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet i sundhedsmiljøer gennem begrænsning af spredning via patient- og kontaktscreening såvel som infektionsbekæmpelsesforanstaltninger og fortsat fremme god hygiejnepraksis (såsom håndvask);
   o) forbedre de hygiejnemæssige forholdsregler ved i højere grad at anvende hygiejnespecialister til at kontrollere alle aspekter af sundhed og hygiejne i forbindelse med sundhedsfaciliteter, hos patienterne og i relationerne mellem patienter og eksterne "gæster";
   p) aktivt og formelt at inddrage patientorganisationer og -repræsentanter i udviklingen af politikker og programmer på alle stadier og alle niveauer;
   q) udarbejde EU-retningslinjer for patienters inddragelse i patientsikkerhedsstrategier og -foranstaltninger i samarbejde med interessenter, navnlig patientorganisationer;
   r) give dem passende støtte til at gennemføre aktiviteter vedrørende patientsikkerhed;

16.  opfordrer medlemsstaterne til at undersøge mulig fejlbehandling i forbindelse med istandsættelse og genbrug af medicinsk udstyr, der oprindeligt er beregnet og mærket til engangsbrug;

17.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at forbedre oplysningsprogrammerne til sundhedspersonale, andre sundhedsarbejdere, praktiserende dyrlæger og offentligheden med fokus på anvendelse af antibiotika og forebyggelse af infektioner;

18.  opfordrer Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) til at udarbejde retningslinjer for off-label-anvendelse/uautoriseret anvendelse af lægemidler baseret på medicinske behov samt at udarbejde en liste over off-label-lægemidler, der anvendes på trods af autoriserede alternativer;

19.  opfordrer ECDC til at udarbejde retningslinjer for sundhedspersonale, patienter og patienternes familier om effektiv håndvask og -tørring og tilskynde til anvendelse af metoder til håndtørring, som ikke fremmer mikrobiel krydskontaminering via luftbåren smittespredning og aerosolisering;

20.  understreger behovet for større forbedringer i kommunikationen og i uddannelsen for både dyrlæger og landbrugere;

21.  anmoder endnu en gang indtrængende Kommissionen om snarest muligt at fremsætte et lovforslag, der kræver, at faktaboksen om et lægemiddel skal tilføjes indlægssedlen; den information, der gives i faktaboksen om lægemidlet skal præsenteres på en sådan måde, at teksten er tydeligt læsbar, fremtrædende og let at adskille fra resten af teksten; denne faktaboks om lægemidlet skal indeholde en kort beskrivelse af de nødvendige fakta vedrørende lægemidlet, så patienter har mulighed for at forstå anvendeligheden af og de mulige risici ved lægemidlet samt for at kunne anvende lægemidlet på sikker og korrekt vis; dette omfatter bl.a. rådgivning om, hvordan antibiotika anvendes rigtigt og korrekt;

22.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme indførelsen af det europæiske logo i henhold til gennemførelsesforordning (EU) nr. 699/2014 for klart at identificere onlineapoteker, der sælger lægemidler til offentligheden via fjernsalg og samtidig sikre forbrugerne mod køb af falske lægemidler, som ofte udgør en sundhedsfare;

23.  erindrer om, at medlemsstaterne på grundlag af afgørelse nr. 1082/2013/EU om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler skal forelægge Kommissionen opdateringer vedrørende den seneste udvikling med hensyn til deres beredskabs- og indsatsplanlægning på nationalt plan, og opfordrer medlemsstaterne til at forelægge de relevante oplysninger i overensstemmelse med de tidsfrister, der er fastsat i afgørelsen;

Rapportering og ansvarlighed/ansvarsspørgsmål

24.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tilskynde sundhedspersonale til regelmæssigt at udarbejde information, som kan vejlede patienterne i, hvordan de kan minimere risiciene for deres sikkerhed gennem kontakt med sundhedssystemet;

25.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette uafhængige organer til at samarbejde med fagfolk med henblik på at sikre en øget bevidstgørelse og udsendelse af advarsler vedrørende trusler mod patientsikkerheden;

26.  opfordrer medlemsstaterne til at forbedre deres systemer for indberetning af utilsigtede hændelser og lægelige fejl ved at udvikle foranstaltninger, der tilskynder til præcis, sanktionsfri og anonym indberetning fra sundhedspersonales og patienters side, og overveje at oprette et elektronisk system, som kan lette og forbedre patienternes indberetninger;

27.  opfordrer medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger, der vil forbedre kvaliteten – og ikke blot kvantiteten – af indberetninger af utilsigtede hændelser, således at indberetningerne indeholder solide oplysninger, der reelt forbedrer patientsikkerheden, samt oprette et system, hvor oplysninger let kan indhentes, og som vil muliggøre omfattende og systematisk evaluering;

28.  opfordrer Kommissionen til at udvikle standardiserede undersøgelser til indsamling af oplysninger om infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

29.  opfordrer medlemsstaterne til at foretage en strengere kontrol af og håndhæve forbuddet mod, at ikke-medicinsk eksternt personale udfører medicinsk behandling;

30.  opfordrer medlemsstaterne til at informere patienterne om risici og forebyggende foranstaltninger vedrørende utilsigtede hændelser i forbindelse med sundhedspleje og om klageprocedurer og klagegange i tilfælde af utilsigtede hændelser, f.eks. gennem en patientrettighedsrepræsentant;

31.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at undgå lægers og dyrlægers eventuelle interessekonflikt i forbindelse med ordinering og salg af medicin;

32.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at fyldestgørende oplysninger om eksisterende klageordninger er let tilgængelige for patienter, der er blevet offer for en infektion erhvervet i sundhedsvæsenet eller en lægelig fejl;

33.  opfordrer Kommissionen til at aflægge rapport om national praksis for kollektive søgsmål i sager om infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

34.  anerkender værdien af borgerinitiativer såsom Det europæiske charter for patientrettigheder, der er baseret på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og den europæiske dag for patientrettigheder, der er blevet organiseret den 18. april hvert år siden 2007; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte den europæiske dag for patientrettigheder på lokalt, nationalt og EU-plan,

Bekæmpelse af antimikrobiel resistens

Status og lovende løsninger

35.  glæder sig over Kommissionens arbejde vedrørende antimikrobiel resistens og forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet samt ECDC's koordinerings- og overvågningssamarbejde, navnlig inden for rammerne af det europæiske overvågningsnet for antimikrobiel resistens (EARS-Net), det europæiske net til overvågning af forbruget af antimikrobielle stoffer (ESAC-Net) og overvågningsnettet for infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet (HAI-Net);

36.  glæder sig over ECDC's, EMA's og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA's) fælles koordinerings- og overvågningsarbejde vedrørende antimikrobiel resistens;

37.  bemærker med bekymring, at mellem 2010 og 2013 den procentvise andel af K. pneumoniae-bakterier, der er resistente over for fluoroquinolon, tredjegenerationscephalosporiner og aminoglycosider samt den kombinerede resistens over for alle tre grupper af antibiotika og resistens over for carbapenemer, en gruppe antibiotika, der anvendes som sidste udvej, er steget betydeligt i mange medlemsstater og på EU-plan; bemærker endvidere, at resistensen over for tredjegenerationscephalosporiner også er steget betydeligt i mange medlemsstater og på EU-plan for E. coli i samme periode; bemærker endvidere, at MDR-TB i visse regioner af Europa tegner sig for hele 20 % af alle nye tuberkulosetilfælde, og at behandlingsresultaterne for MDR-TB er alarmerende dårlige;

38.  bemærker med bekymring, at der i lande med høje niveauer af multiresistens, herunder resistens over for carbapenem, kun findes nogle få alternative behandlinger, heriblandt polymyxiner; understreger, at tilstedeværelsen af bakterier, der er resistente over for polymyxiner, i disse lande er en alvorlig advarsel om, at mulighederne for behandling af inficerede patienter bliver stadigt mere begrænsede;

39.  bemærker, at infektioner forårsaget af antimikrobielt resistente bakterier med stor sandsynlighed vil medføre bekostelige forlængede hospitalsophold samt anvendelse af alternative og dyrere terapeutiske behandlinger, hvilket vil medføre en øget byrde for medlemsstaternes sundhedssystemer;

40.  beklager, at der de sidste 25 år både har været en manglende opmærksomhed omkring betydningen af en rationel anvendelse af antimikrobielle agenser og navnlig antibiotika, og en stagnation i udvikling inden for antimikrobielle lægemidler, som især skyldes de videnskabelige, økonomiske og forskriftsmæssige hindringer, der er opstået;

41.  bemærker, at både Horisont 2020 og EU's tredje folkesundhedsprogram har lagt vægt på infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet og antimikrobiel resistens;

42.  bemærker, at visse eksisterende og effektive antibiotika ikke er tilgængelige i flere medlemsstater, hvilket medfører uhensigtsmæssig udvælgelse af medicinsk behandling, og opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til at undersøge, hvordan man kan holde effektive antibiotika på markedet;

43.  gør opmærksom på, at antibiotikaresistens ofte forsinker behandlingen med det rette antibiotikum, og at et forkert antibiotikum, eller en for sent indledt behandling for patienter, der lider af alvorlige infektionssygdomme, forårsager alvorlige komplikationer, som i visse tilfælde kan have døden til følge;

44.  bemærker med stor bekymring det høje antal dyr, der er inficeret med bakterier, som er resistente over for antibiotika, og risikoen for, at disse bakterier overføres fra inficeret kød til forbrugerne;

45.  bemærker med stor bekymring sammenhængen mellem den veterinære anvendelse af antimikrobielle midler og udviklingen af antimikrobiel resistens hos landbrugere samt risikoen for at denne resistens spredes i forbindelse med hospitalsbehandling;

46.  glæder sig over de initiativer og foranstaltninger, som medlemsstaterne, fagfolk i dyresundhedssektoren og dyreejere har truffet med henblik på at fremme ansvarlig anvendelse af antimikrobielle midler til dyr og reducere anvendelsen af antimikrobielle midler i husdyrhold;

47.  mener, at forskning i nye antimikrobielle lægemidler er af største betydning, og opfordrer Kommissionen til at bruge Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) til at fremme forskningen, f.eks. ved at støtte eksisterende strukturer såsom initiativet vedrørende innovative lægemidler (IMI);

48.  opfordrer til at der lægges større vægt på udvikling af nye antimikrobielle midler, som er rettet mod nye mål;

49.  glæder sig over og opfordrer til yderligere forskning i ægte nye antimikrobielle lægemidler, navnlig antibiotika, rettet mod fremherskende multiresistente gramnegative bakterier og mod sygdomme, der er særligt udsatte for antimikrobiel resistens, som f.eks. K. pneumoniae, Acinetobacter, E. Coli, hiv, Staphylococcus aureus, tuberkulose og malaria; insisterer dog på, at det er af afgørende betydning først og fremmest at sikre ansvarlig og fornuftig anvendelse af antimikrobielle midler; glæder sig over og opfordrer til forskning i alternative metoder, der tager sigte på at bekæmpe infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet uden anvendelse af antibiotika og på at bekæmpe MDR-TB;

50.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde forsknings- og udviklingsaktiviteter med henblik på at finde nye redskaber til bekæmpelse af bakterielle infektioner, der bliver mere og mere almindelige i Europa;

51.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke incitamenterne til samarbejde mellem den offentlige og private sektor for at genoplive forskning og udvikling i forbindelse med udvikling af antibiotika;

52.  opfordrer medlemsstaterne til at styrke samarbejdsniveauet for så vidt angår patientsikkerhed og bekæmpelse af antimikrobiel resistens med henblik på at begrænse og reducere spredning af resistente mikroorganismer fra én medlemsstat til en anden;

53.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende ordninger med "adaptive pathways" (tilpassede patientforløb) og andre lovgivningsværktøjer til at give patienterne hurtigere adgang til innovative antibakterielle midler til behandling af resistente infektioner;

54.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre brug af Det Europæiske Lægemiddelagenturs program "adaptive pathways" og udnytte alle de reguleringsmæssige instrumenter, de råder over, for at give patienterne hurtigere adgang til innovativ behandling af bakterieinfektioner;

55.  understreger behovet for, at patienterne er i centrum i enhver sundhedspolitik, og tilskynder til sundhedskompetencer og inddragelse af patienterne i forbindelse med beslutningstagning vedrørende behandling;

56.  mener, at det er af afgørende betydning, at Kommissionen forsøger at sikre videreførelsen af EU’s handlingsplan for antimikrobiel resistens efter 2016 med fokus på, hvordan de videnskabelige, reguleringsmæssige og økonomiske udfordringer i forbindelse med antimikrobiel resistens kan overvindes, samtidig med at der tages hensyn til forebyggelse og bekæmpelse af infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet;

Henstillinger vedrørende anvendelse af antibiotika i humanmedicin

57.  minder om, at selvmedicinering med antibiotika bør være strengt forbudt, og understreger, at det er nødvendigt, at de nationale kompetente myndigheder i medlemsstaterne håndhæver en "politik om receptpligtighed" for antibakterielle midler;

58.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger til at sikre en ansvarlig og fornuftig anvendelse i humanmedicin af alle antimikrobielle agenser og navnlig antibiotika, der anses for sidste udvej for behandling af bakterielle infektioner på hospitaler, da en ikke-hensigtsmæssig anvendelse af antibiotika til forebyggende formål (herunder på hospitaler) er en af de væsentligste medvirkende årsager til, at der opstår antibiotikaresistens;

59.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme adgangen til lægemidler af høj kvalitet og overholdelsen af fulde behandlingscyklusser for alle patienter med særlig støtte til de mest sårbare med henblik på at forebygge udvikling af resistens;

60.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til også at forske i de såkaldte "glemte" antibiotika med henblik på at udvide udvalget af lægemidler, der kan vælges mellem;

61.  opfordrer Kommissionen til at tage del i WHO's arbejde med at udarbejde en ny økonomisk model med henblik på at tage hensyn til offentlighedens sundhedsrisici og behov;

62.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at påbegynde en overvejelsesproces med henblik på at udarbejde en ny økonomisk model, der fjerner forbindelsen mellem salgsmængden og den belønning, der betales for et nyt antibiotikum, der afspejler det nye antibiotikums samfundsmæssige værdi og muliggør et tilstrækkeligt investeringsafkast for virksomheden, samtidig med at køberen får retten til at anvende produktet og fuld kontrol over mængderne;

63.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre eller udvikle følgende foranstaltninger:

   a) minde lægerne om den afgørende betydning af at sikre, at ordineringen af antibiotika til behandling eller forebyggelse er hensigtsmæssig og ansvarlig
   b) sikre, at der, hvor det er muligt, udføres hensigtsmæssig mikrobiologisk diagnosticering, inden der ordineres antibiotika, f.eks. gennem anvendelse af nye diagnosticeringsværktøjer, der kan give mulighed for hurtige diagnoser på patientnært niveau og/eller afdække resistensmønstre, navnlig ved sygdomme, der normalt gentager sig, samt som en indsats for at overvinde de hindringer, der forhindrer en korrekt mikrobiologisk diagnose, navnlig inden for den ambulante sektor
   c) regulere ordineringen af antibiotika til behandling og navnlig stringent at gennemføre love, der forbyder ordinering af antibiotika til behandling uden recept, således at der sikres en hensigtsmæssig anvendelse af lægemidlerne med angivelse af de terapeutiske mål og udvælgelse af en passende medicinsk behandling
   d) gennemføre ansvarlige markedsføringspraksisser, der forhindrer interessekonflikter mellem producenter og receptudstedere
   e) tilskynde til udarbejdelse af nye indtægtsmodeller, hvorved forbindelsen mellem virksomhedernes økonomiske afkast og mængden af ordinerede antibiotika fjernes, samtidig med at lægemiddelinnovation fremmes og afbalanceres med sundhedssystemernes bæredygtighed
   f) regulere salget og distributionen af antibiotika, således at patienterne kun kan få den specifikke mængde antibiotika, som deres læger har ordineret, idet der stadig eksisterer regler i visse medlemsstater, der tillader salg af antibiotika i større pakker end dem, der er beregnet til en bestemt behandling
   g) sikre en større grad af efterlevelse og overholdelse af antibiotikabehandlinger og andre hensigtsmæssige behandlinger som foreskrevet af sundhedspersonale, og udvikle strategier, der har til formål at forøge patienternes forståelse for betydningen af ansvarlig anvendelse af antibiotikabehandlinger og risikoen for at øge den antimikrobielle resistens
   h) overvåge antibiotikaresistens og anvendelsen af antibiotika på hospitaler og sikre, at de, når de anvendes på hospitaler, kun anvendes til de rette formål, i den korrekte dosis, og i så kort en periode som muligt som anbefalet af de evidensbaserede retningslinjer
   i) intensivere bekæmpelse af infektioner, navnlig i et grænseoverskridende perspektiv, og særligt gennem nøje overvågning af potentiel inficering med multiresistente bakterier gennem korrekt screening af patienter, der overføres fra et land/en region/et hospital, der er kendt for sin høje forekomst af multiresistente bakterier, og ved at isolere positive patienter i enkeltværelser eller ved at anvende gruppepleje
   j) udarbejde en strategi med deltagelse af flere interessenter om MDR-TB med henblik på at indbefatte centrale aspekter såsom forebyggelse, oplysning, diagnosticering, hensigtsmæssig behandling og tilslutning til og efterlevelse af ordineret medicinsk behandling
   k) forbedre sikkerhedsstandarder, især for medicinsk udstyr, der er resistent over for sterilisation (f.eks. endoskoper), og omhyggeligt overvåge, at medicinsk udstyr, der oprindeligt er projekteret og mærket med CE-mærkning til engangsbrug, hvis det regenereres, opfylder samtlige sikkerhedsstandarder, der kræves for at garantere forbrugernes sundhed
   l) lancere oplysningskampagner rettet mod et bredt publikum, herunder sundhedsoplysningskurser i skoler, om rationel anvendelse af antibiotika og de risici, der er forbundet med stigende antibiotikaresistens, og om vigtigheden af at udvikle god praksis i forbindelse med personlig hygiejne; disse kampagner bør være rettet mod unge og gamle, såvel som forældre og plejere, og bør følges op af evalueringer af resultaterne, ligesom der i denne forbindelse bør tages hensyn til de muligheder, som e-sundhedssystemer byder på
   m) øge den offentlige finansiering og antallet af nye akademiske stillinger med henblik på at undersøge og validere nye tilgange til behandling af bakterielle infektioner
   n) øge incitamenterne til forskning og udvikling i forbindelse med nye antimikrobielle stoffer
   o) opfordre ECDC til at foretage feltmissioner med henblik på at yde videnskabelig og teknisk bistand og oplæring i forbindelse med antimikrobiel resistens som fastlagt i artikel 9 i ECDC-forordningen (forordning (EF) nr. 851/2004), og indtrængende opfordre de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, og navnlig de medlemsstater, hvor forekomsten af antimikrobiel resistens allerede er høj eller er i alarmerende stigning, til at anmode ECDC om at foretage sådanne missioner;
   p) gøre journaler fra hospitaler og andre sundhedsfaciliteter vedrørende infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet offentligt tilgængelige, således at patienterne kan træffe informerede valg;

64.  opfordrer Kommissionen til at overveje konsekvenserne af øget mobilitet som fastsat i direktiv 2011/24/EU med hensyn til den forøgede antimikrobielle resistens, der vil kunne opstå som følge af, at patienter rejser over hele Europa for at blive behandlet;

Henstillinger vedrørende anvendelse af antibiotika i veterinærmedicin generelt og især i dyrehold

65.  udtrykker bekymring over, at den fælles rapport fra EFSA og ECDC om antimikrobiel resistens viser, at de bakterier, der oftest forårsager fødevarebårne infektioner såsom Salmonella og Campylobacter, har udvist betydelig resistens over for almindelige antimikrobielle midler;

66.  gentager opfordringen fra sin beslutning af 27. oktober 2011 om truslen mod folkesundheden i form af antimikrobiel resistens(7) til en udfasning af profylaktisk anvendelse af antibiotika inden for husdyravl og understeger, at sektorerne for husdyrhold og intensivt fiskeopdræt bør fokusere på at forebygge sygdom gennem god hygiejne, gode staldforhold og husdyrhold samt strenge biosikkerhedsforanstaltninger, snarere end på profylaktisk anvendelse af antibiotika;

67.  opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre eller udvikle følgende foranstaltninger:

   a) fremme ansvarlig og hensigtsmæssig anvendelse i veterinærmedicin, herunder i medicineret foder, af alle antimikrobielle agenser ved udelukkende at tillade brugen af dem til behandling efter en dyrlæges diagnose, særlig specifikt med hensyn til antibiotika, der er på WHO's liste over yderst vigtige antimikrobielle midler til humanmedicin
   b) indføre juridiske værktøjer til at begrænse anvendelsen af antibiotika til dyr, hvis der er identificeret en betydelig risiko for menneskers sundhed
   c) foretage strengere kontroller med henblik på at begrænse anvendelsen af antibiotika i veterinærmedicin, bl.a. ved at begrænse retten til at ordinere antibiotika til fagligt kvalificerede dyrlæger samt fjerne dyrlægers ret til på samme tid at ordinere og sælge antibiotika med henblik på at eliminere alle økonomiske incitamenter
   d) iværksætte oplysningskampagner om ansvarlig anvendelse af antimikrobielle midler til dyr, herunder kæledyr
   e) mindske behovet for antibiotika ved at forbedre dyresundheden gennem biosikringsforanstaltninger, sygdomsforebyggelse og god ledelsespraksis og etablere stærke og klarere metoder og prioriteter i kampen mod udviklingen af antimikrobiel resistens
   f) sikre, at der i husdyrhold og akvakultur fokuseres på sygdomsforebyggelse gennem god hygiejne, gode staldforhold og husdyrhold samt strenge biosikkerhedsforanstaltninger i stedet for på profylaktisk anvendelse af antibiotika, idet det er en kendt sag, at det er muligt at opnå sundere procedurer for bedriftsforvaltning og husdyravl gennem en omarbejdning af bestemmelserne om den maksimale dyretæthed i husdyrbrug, eftersom de nuværende besætningsstørrelser ofte forhindrer behandling af enkelte dyr eller mindre grupper af dyr og således inciterer til profylaktisk anvendelse af antimikrobielle midler
   g) begrænse anvendelse af antibiotika i intensive opdrætsbedrifter og tilskynde til økologiske eller ekstensive opdrætsmodeller;
   h) begrænse anvendelse af antibiotika til dyr ved gradvist at afskaffe anvendelsen til forebyggende formål, hvor antibiotika indgives til dyr til sygdomsforebyggelse, og ved at minimere behovet for metafylakse, dvs. massemedicinering af dyr med henblik på at behandle syge dyr på bedrifterne og forebygge infektioner hos raske dyr
   i) udarbejde og gennemføre nationale strategier eller handlingsplaner for bekæmpelse af antimikrobiel resistens, der bl.a. omfatter:
   i) gennemførelse af nationale retningslinjer vedrørende antimikrobiel behandling af dyr med henblik på at sikre ansvarlig anvendelse af antimikrobielle midler på grundlag af specifik dokumentation og forholdene i de enkelte medlemsstater
   ii) gennemførelse af forebyggende politikker om dyresundhed med det formål at forbedre dyresundhedsstatussen og begrænse behovet for anvendelse af antimikrobielle midler i husdyrhold
   iii) definition af dyrlægers ansvar med hensyn til forvaltning på dyresundhedsområdet og beslutningstagning i forbindelse med anvendelsen af antimikrobielle midler
   iv) gennemførelse af løbende efter- og videreuddannelse af fagfolk i dyresundhedssektoren og dyreejere
   j) stadfæste forbuddet mod anvendelse af antibiotika som vækstfremmere til husdyr;

68.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at regulere eventuelle interessekonflikter mellem og økonomiske incitamenter hos dyrlæger, der både sælger og ordinerer antibiotika;

69.  anmoder Det Europæiske Lægemiddelagentur om at udarbejde en liste over antibiotika, der anvendes til dyr, for hvilke det er blevet konstateret, at de kan udgøre en væsentlig risiko for folkesundheden;

70.  opfordrer indtrængende de nationale myndigheder og EMA til at træffe eller udvikle følgende foranstaltninger:

   a) at styrke den eksisterende risikovurdering af nye veterinære antimikrobielle stoffer ved at identificere de væsentligste potentielle risici for folkesundheden på et meget tidligt tidspunkt i godkendelsesprocessen
   b) at overvåge udviklingen af resistens i specifikke bakterier i overensstemmelse med de planer, som de regulerende myndigheder og virksomhederne er blevet enige om, når et nyt antimikrobielt stof godkendes for første gang inden for veterinærmedicin
   c) at overvåge ændringer i anvendelsen af antimikrobielle midler til dyr som led i projektet om europæisk overvågning af veterinært forbrug af antimikrobielle stoffer (ESVAC) (der ledes af EMA) med henblik på at måle virkningerne af de iværksatte foranstaltninger;

71.  opfordrer medlovgiveren til under forhandlingerne om forslaget til en forordning om veterinærlægemidler (2014/0257(COD)) at følge en fremgangsmåde, der er i overensstemmelse med "One Health"-princippet, og mere specifikt:

   at vedtage bestemmelser, som forbyder off-labelanvendelsen til dyr af antimikrobielle stoffer, der kun er tilladt i humanmedicin
   at støtte obligatorisk registrering af mængden af alle antimikrobielle midler, der anvendes inden for husdyrbrug, og formidling af disse oplysninger til de kompetente nationale myndigheder, som skal offentliggøre dem en gang om året
   at sikre, at standarderne for veterinærlægemidlers kvalitet, sikkerhed og virkning ikke sænkes i forbindelse med den nye lovgivning om disse produkter, og at disse høje standarder garanteres i hele veterinærlægemidlets livscyklus
   at oprette en EU-database med oplysninger om, hvornår, hvor, hvordan og til hvilke dyr, der anvendes antimikrobielle midler
   at forbyde onlinesalg af antimikrobielle midler;

72.  opfordrer medlovgiveren til under forhandlingerne om forslaget til en forordning om fremstilling, markedsføring og anvendelse af medicineret foder og ophævelsen af Rådets direktiv 90/167/EØF (2014/0255(COD)) at sikre, at den indeholder bestemmelser, som sigter mod i væsentlig grad at begrænse anvendelsen af medicineret foder, der indeholder antimikrobielle midler, til dyr bestemt til levnedsmiddelproduktion, og navnlig strengt at forbyde forebyggende anvendelse af antimikrobielle midler i medicineret foder;

73.  anmoder Kommissionen og ECDC om at gennemføre undersøgelser af potentielle direkte eller indirekte skader, som anvendelse af antimikrobielle stoffer i selskabsdyr kan medføre, og om at udvikle foranstaltninger til at reducere risikoen for antimikrobiel resistens, som kan overføres fra selskabsdyr til mennesker;

74.  påpeger, at visse medlemsstater allerede har haft succes med at udfase profylaktisk anvendelse på bedriftsniveau; opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte lovforslag med henblik på at udfase profylaktisk anvendelse af antibiotika;

Samarbejdstiltag inden for Den Europæiske Union

75.  opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde om at fastlægge minimumstandarder for patientsikkerhed og indikatorer for sikkerheden og kvaliteten af sundhedsydelserne i hele EU i samråd med alle relevante interessenter, herunder patientorganisationer;

76.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indgå nærmere i en dialog med alle berørte parter og udvikle en koordineret, omfattende og bæredygtig EU-strategi for patientsikkerhed samt til at fremlægge konkrete løsninger, der skal gennemføres på EU-niveau, nationalt, regionalt, lokalt niveau og/eller inden for den primære sundhedspleje;

77.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at påbegynde en overvejelsesproces sammen med WHO med henblik på at udarbejde en ny økonomisk model, der fjerner forbindelsen mellem salgsmængden og den belønning, der betales for et nyt antibiotikum, som sikrer virksomhederne et rimeligt afkast på deres investeringer, samtidig med at de nationale sundhedssystemers bæredygtighed bevares;

78.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og lægemiddelindustrien til at optimere EU-partnerskabsforbindelserne mellem den akademiske verden og lægemiddelindustrien som eksemplificeret ved Initiativet om innovative lægemidler (IMI);

79.  opfordrer lægemiddelvirksomhederne, regeringerne og den akademiske verden til at bidrage med deres bedste aktiver (infrastruktur, sammensætninger, ideer og finansielle ressourcer) til banebrydende grundforskning og fælles prækompetitive projekter; mener, at Initiativet om innovative lægemidler (IMI) bør gives den nødvendige fleksibilitet til at undersøge eventuelle nye resultater af disse projekter;

80.  anmoder Kommissionen om at overveje en lovgivningsmæssig ramme til at fremme udviklingen af nye antibiotiske lægemidler, f.eks. i form af et instrument, der styrer brugen af antibiotika til mennesker i stil med den, der allerede er foreslået for brugen af antibiotika til dyr;

81.  opfordrer til at videreføre samarbejdet mellem den private og den offentlige sektor, såsom programmerne "New Drugs for Bad Bugs", COMBACTE, TRANSLOCATION, Drive AB eller ENABLE i forbindelse med Initiativet om innovative lægemidler, med henblik på at udnytte fordelene ved samarbejde;

82.  glæder sig over det fælles programlægningsinitiativ om antimikrobiel resistens, som giver medlemsstaterne mulighed for at enes om forskningsbehov for at undgå dobbeltarbejde og anmoder om en øget finansiering til udviklingen af nye lægemidler som et alternativ til antibiotika med henblik på at bekæmpe antimikrobiel resistens;

83.  opfordrer EU til at tilslutte sig den globale innovationsfond, der blev foreslået i forbindelse med den evaluering af antibiotikaresistensen, der blev gennemført i Det Forenede Kongerige, med det formål at støtte grundforskning;

84.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at støtte let anvendelige diagnoseværktøjer med henblik på at sikre, at der lettere kan stilles en egentlig diagnose, før der ordineres eller gives et antibiotikum, navnlig inden for den ambulante sektor;

85.  opfordrer EU til at fremme og deltage i ethvert globalt initiativ, der har til formål at styrke midlerne til bekæmpelse af antibiotikaresistens og støtte forskningen inden for dette område;

86.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at udarbejde anbefalinger vedrørende de standarder for fødevaresikkerhed, der skal finde anvendelse i forbindelse med tilstedeværelse af (multi)resistente patogener og/eller specificerede determinanter for resistens;

87.  understreger, at antimikrobiel resistens har udviklet sig til et alvorligt problem, der skal tages hånd om hurtigst muligt; opfordrer Kommissionen til at overveje at fremsætte lovforslag om forsigtig anvendelse af antibiotika, såfremt der kun er sket begrænsede eller ingen fremskridt i medlemsstaterne inden for fem år efter offentliggørelsen af disse anbefalinger;

o
o   o

88.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Regionsudvalget og medlemsstaterne.

(1) EUT C 184 E af 8.7.2010, s. 395.
(2) EUT C 151 af 3.7.2009, s. 1.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0483.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0435.
(5) Tackling antibiotic resistance from a food safety perspective in Europe (håndtering af antibiotikaresistens set ud fra et fødevaresikkerhedsperspektiv), WHO Europe, 2011.
(6) "Antibiotic use in livestock: Time to act" (brug af antibiotika i husdyrbestande: tid til at gribe ind) (holdningsdokument), BEUC (Den Europæiske Forbrugerorganisation).
(7) EUT C 131 E af 8.5.2013, s. 116.


Grønne vækstmuligheder for SMV'er
PDF 355kWORD 98k
Europa-Parlamentets beslutning af 19. maj 2015 om grønne vækstmuligheder for små og mellemstore virksomheder (2014/2209(INI))
P8_TA(2015)0198A8-0135/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 5. februar 2013 om bedre adgang til finansiering for SMV'er(1),

–  der henviser til sin beslutning af 15. januar 2014 om genindustrialisering af Europa med henblik på at fremme konkurrenceevne og bæredygtighed(2),

–  der henviser til sin beslutning af 27. november 2014 om revision af Kommissionens retningslinjer for konsekvensanalyse og SMV-testens rolle(3),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse "Tænk småt først" – En "Small Business Act" for Europa (COM(2008)0394),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse "Status vedrørende "Small Business Act" for Europa" (COM(2011)0078),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om muligheder for ressourceeffektivitet i bygningssektoren (COM(2014)0445),

–  der henviser til Eurobarometer-undersøgelsen om SMV'er, ressourceeffektivitet og grønne markeder (Flash Eurobarometer 381) og Eurobarometer-undersøgelsen om den offentlige støttes rolle for kommercialisering af innovationer (Flash Eurobarometer 394),

–  der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget (vedtaget på den 109. plenarsamling den 3.-4. december 2014) om pakken om industripolitik,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om en grøn handlingsplan for SMV'er (COM(2014)0440),

–  der henviser til manifestet om en europæisk ressourceeffektivitetsplatform og politiske retningslinjer - marts 2014,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om omstilling til en cirkulær økonomi: Et program for Europa uden affaldsproduktion (COM(2014)0398),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om innovation for en bæredygtig fremtid - En handlingsplan for miljøinnovation (COM(2011)0899),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Budgetudvalget og Regionaludviklingsudvalget (A8-0135/2015),

A.  der henviser til, at små og mellemstore virksomheder udgør mere end 98 % af EU's virksomheder og tegner sig for mere end 67 % af den samlede beskæftigelse i Unionen samt for 58 % af bruttomerværdien; der henviser til, at små og mellemstore virksomheder er rygraden i EU's økonomi og udgør den centrale drivkraft bag vækst- og beskæftigelsesmulighederne på lang sigt i de 28 medlemsstater; der henviser til, at beskæftigelsen inden for sektoren for miljøgoder og ‑tjenesteydelser steg med 20 % i perioden 2007-2011 på trods af krisen, og til, at sektoren giver små og mellemstore virksomheder mulighed for i stigende grad at skabe økonomisk aktivitet og beskæftigelse, bl.a. i områder, der er ramt af affolkning og aldring; der henviser til, at de derfor spiller en vigtig rolle i det industrielle økosystem sammen med større virksomheder og multinationale selskaber; der henviser til, at ni ud at ti små og mellemstore virksomheder er små virksomheder med 10 eller færre ansatte, og til, at disse mikrovirksomheder tegner sig for 53 % af alle arbejdspladser i Europa;

B.  der henviser til, at det globale marked for miljørelaterede varer og tjenesteydelser for øjeblikket er vurderet til EUR 1 000 milliarder om året, og at det skønnes, at dette beløb vil være det dobbelte eller endda det tredobbelte inden 2020, hvilket vil skabe enorme muligheder for Europas små og mellemstore virksomheder og den økonomiske vækst i EU generelt; der henviser til, at EU er førende i verden med hensyn til både import og eksport af miljøgoder; der henviser til, at der er en række tjenesteydelser, der er uløseligt forbundet med disse goder, og til, at der på trods heraf stadig er en række ikke-toldmæssige handelshindringer for leverandører af miljøtjenesteydelser;

C.  der henviser til, at Den Europæiske Union har forpligtet sig til at genindustrialisere Europa ved at investere i og understøtte principperne om bæredygtighed, konkurrenceevne og innovation med henblik på at udvirke, at industriproduktionen tegner sig for mindst 20 % af medlemsstaternes BNP i 2020; der henviser til, at Det Europæiske Råd har forpligtet sig til at reducere CO2-emissionerne med mindst 40 %, at øge andelen af varig energi til mindst 27 % og at øge energieffektiviteten med mindst 27 % inden 2030 for i sidste ende at øge det til 30 %; der henviser til, at de små og mellemstore virksomheder bør spille deres rolle i virkeliggørelsen af disse mål, da 93 %(4) af dem allerede har gjort en indsats for at blive mere ressourceeffektive; der henviser til, at bedre økologisk design, affaldsforebyggelse og genbrug ifølge Kommissionen kan medføre en nettobesparelse for EU's erhvervsliv, som anslås til EUR 600 mia. eller 6 % af den årlige omsætning, og samtidig medføre en reduktion af CO2-emissionerne med mellem 2 og 4 %;

D.  der henviser til, at et af principperne i Small Business Act er at sætte små og mellemstore virksomheder i stand til at omdanne miljøproblemer til forretningsmuligheder på en bæredygtig måde, men at der ikke har været nogen afgørende politiske fremskridt, og at de små og mellemstore virksomheder ofte løber ind i inkonsekvente politikker, når de starter en aktivitet og implementerer miljøstandarder;

E.  der henviser til, at de små og mellemstore virksomheder vil blive tilskyndet til at overholde det stigende antal miljøstandarder både af markedet og lovgivningen; der henviser til, at EU og medlemsstaterne bør mindske de administrative byrder mest muligt både i ny og i eksisterende lovgivning og tilstræbe at undgå at skabe nye omkostninger for virksomhederne i forbindelse med overholdelsen af disse bestemmelser; der henviser til, at der er blevet foreslået initiativer med henblik på at mindste de forvaltningsmæssige byrder på små og mellemstore virksomheder, og til, at disse bør gennemføres af Kommissionen og medlemsstaterne;

F.  der henviser til, at 90 % af virksomhederne i EU er mikrovirksomheder; der henviser til, at de små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomhederne på trods af bestræbelser på det seneste stadig har svært ved at få adgang til kvalifikationer, information og finansiering og til et tilstrækkeligt bredt udvalg af nødvendig aktiekapital og nødvendige låneinstrumenter i virksomhedernes vækstperiode, og til, at EU-programmerne stadig ikke er tilstrækkeligt effektive til at yde et væsentligt bidrag til innovationen; der henviser til, at procedurerne for ansøgning om EU-støtte til små og mellemstore virksomheder stadig er for bureaukratiske og derfor uoverkommelige for de fleste små og mellemstore virksomheder;

G.  der henviser til, at der skal tages hensyn til EU-budgettets potentiale, som et investeringsdrevet budget, for at lette europæiske små og mellemstore virksomheders adgang til finansiering gennem mindskelse af bureaukratiet og gennem dedikerede finansielle værktøjer og en forøgelse af midlerne til LEO'er (lokale erhvervskontorer); der henviser til, at udviklingen af brugervenlige procedurer for de forskellige støtteformer bør styrkes;

H.  der henviser til, at små virksomheder får forholdsvis mere gavn af foranstaltninger til forbedring af ressourceeffektiviteten sammenlignet med store enheder og derfor bør have mere politisk opmærksomhed; der henviser til, at de mulige bruttofordele af at forbedre ressourceeffektiviteten repræsenterer 10-17 % af omsætningen, afhængigt af hvilken sektor, virksomheden er aktiv i;

I.  der henviser til, at digital teknologi både er et vigtigt instrument, som de små og mellemstore virksomheder kan anvende til at høste det forventede udbytte af en optimal ressourceanvendelse, og en sektor, hvor nye små og mellemstore virksomheder nemt kan etablere og udvikle sig;

J.  der henviser til, at der primært fokuseres på højteknologiske små og mellemstore virksomheder, der direkte leverer grøn innovation, men at der er et behov for at bistå andre selskaber med at opfylde miljøbestemmelserne, gennemføre grønne innovative tiltag og forbedre deres miljøpræstationer; der henviser til, at økoinnovation kunne være en ide for en ny virksomhed, men også en vej til at forbedre bestående virksomheders situation inden for rammerne af den grønne økonomi;

K.  der henviser til, at der, selvom der ikke er nogen internationalt vedtaget definition på grøn vækst, er enighed om, at det er en kombination af økonomisk vækst og miljømæssig bæredygtighed; der henviser til, at en forbedring af kvalifikationer og den faglige uddannelse er af de største udfordringer for små og mellemstore virksomheder, som man bør være særlig opmærksom på, navnlig i forbindelse med innovation og ressourceeffektivitet; der henviser til, at adgangen til tilstrækkelig risikovillig kapital, navnlig i opstartsperioden, fortsat er en af de vigtigste hindringer for etablering og udvikling af vækstorienterede virksomheder;

L.  der henviser til, at det er absolut nødvendigt med en konsekvent anvendelse af definitionen på en mikrovirksomhed i betragtning af, at mikrovirksomheder skaber tusindvis af arbejdspladser og tegner sig for indtil 53 % af beskæftigelsen i Europa, hvorfor de har behov for særlige rammer til at arbejde i; der henviser til, at mikrovirksomheder står over for en række alvorlige problemer som f.eks. hindringer i udbudsbestemmelser, overdrevne administrative byrder og manglende adgang til finansiering;

Generelt

1.  støtter ideen om grøn vækst og en cirkulær økonomi og konstaterer, at mulighederne, som dette indebærer, vedrører en række vigtige områder som f.eks. varige energikilder og navnlig økonomisk rentabel udnyttelse af vind- og solenergi, hydrologisk energi og geotermisk energi, energieffektivitet, ressourceeffektivitet, affaldsforvaltning, nedbringelse af emissioner, elektrificering og vugge-til-vugge; påpeger det betydelige økonomiske og beskæftigelsesmæssige potentiale, som disse områder har inden for forskellige sektorer; henviser til, at grøn vækst bør indgå i en bredere strategi for fremme af jobskabelse og økonomisk vækst i små og mellemstore virksomheder;

2.  understreger, at grøn vækst bør sættes i et bredere perspektiv og omfatte bestræbelser, der gøres i hele værdikæden og i hele iværksætterøkosystemet, herunder bestræbelser, som virksomheder inden for industriproduktionen gør for at nedbringe de økologiske fodaftryk af deres produkter, fremstillingsprocesser, forretningspraksis og service; minder om henstillingerne fra Den Europæiske Ressourceeffektivitetsplatform, hvori det understreges, at ressourceeffektivitet forudsætter dynamiske lovrammer, som udsender tilstrækkeligt stærke signaler til producenter og forbrugere til at forbedre produkternes miljøpræstationer i hele deres livscyklus; opfordrer Kommissionen til at etablere en samlet politisk ramme, herunder konkrete politiske målsætninger og en bedre integrering og strømlining af eksisterende politiske instrumenter, for at sikre, at de små og mellemstore virksomheder får mulighed for at medvirke i den grønne og cirkulære økonomi;

3.  understreger, at verdens økonomi vil skulle opfylde behovene hos en stadigt voksende befolkning - 9 milliarder mennesker inden 2050 - og at de naturlige ressourcer er begrænsede og derfor bør bruges på en bæredygtig og meget effektiv måde; peger på nye innovative, grønne og bæredygtige løsninger på disse udfordringer, såsom nye produkter, produktionsprocesser, forretningspraksis og service f.eks. gennem integrering af innovativ digital teknologi, og nye fremmende retlige rammer;

4.  minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at de små og mellemstore virksomheder i EU er meget forskelligartede og strækker sig lige fra meget traditionelle familieforetagender til hurtigt voksende foretagender, højteknologi-firmaer, mikrovirksomheder, sociale foretagender og nystartede virksomheder, og om, at støtteforanstaltningerne til fordel for dem derfor også skal være forskelligartede;

5.  mener, at EU er nødt til at ændre sin iværksætterkultur drastisk for at bidrage til den økonomiske vækst ved at få flere mennesker til at starte deres egen virksomhed og søge flere forretningsmuligheder, navnlig inden for grøn vækst, og ved at acceptere nederlag og risici; understreger betydningen af at sætte dette spørgsmål i centrum ved udformning af politikker; opfordrer medlemsstaterne til at skabe grundlag for en blødere landing efter virksomhedsfallit, for eksempel ved at ændre konkurslovene for at give folk mulighed for at starte en ny virksomhed kort efter, at et tidligere forsøg er slået fejl, især inden for nye og innovative sektorer; opfordrer Kommissionen til at mindske frygten for nederlag gennem bevidstgørelseskampagner og uddannelse;

6.  understreger EU-budgettets merværdi i bestræbelserne på at hjælpe små og mellemstore virksomheder, mikrovirksomheder, sociale foretagender og kooperativer med at få adgang til finansiering og internationale markeder, især gennem COSME-programmet og under Horisont 2020 og de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF); understreger behovet for en klar og ensartet EU-dækkende fortolkning fra nationale regulerende myndigheders side og åbne regler for offentlige indkøb;

7.  henviser til, at mange europæiske små og mellemstore virksomheder i dag konkurrerer på det internationale marked om løsninger, som omfatter både produkter og såkaldt "grøn service" som f.eks. anlæg, installation, reparation og forvaltning; henviser til, at denne service er af afgørende betydning for udvikling, afsætning og eksport af grønne produkter; opfordrer Kommission til at medtage grønne tjenesteydelser i de igangværende forhandlinger om aftalen om miljøgoder og i bilaterale handelsaftaler som f.eks. TTIP for at mindske hindringerne for europæiske små og mellemstore virksomheder og tjenesteudbydere, som ønsker at komme ind på det internationale marked;

8.  understreger betydningen af god regeringsførelse, et uafhængigt retsvæsen, åbenhed og retsstatslige forhold i hele EU for skabelsen af et erhvervsvenligt miljø og et marked med lige vilkår for de små og mellemstore virksomheder;

Finansiering af grønne initiativer

9.  påpeger, at Kommissionens handlingsplan for at forbedre små og mellemstore virksomheder adgang til finansiering i den nuværende situation, hvor utilstrækkelig adgang til hensigtsmæssig risikovillig kapital, navnlig under de indledende stadier, fortsat er en af de alvorligste hindringer for etablering og udvikling af vækstorienterede virksomheder, lægger stor vægt på investeringskapital som et muligt middel til at finansiere vækst; understreger imidlertid, at denne form for finansiering kun er hensigtsmæssig for et meget lille antal små og mellemstore virksomheder, og at banklån stadig er en vigtig finansieringskilde, men at der bør udvikles alternativer i den private sektor; henviser i den forbindelse til betydningen af at fremme alternative former for lån til små og mellemstore virksomheder, som f.eks. gennem låneforeninger; gør opmærksom på de mulige finansieringsmuligheder, der bør undersøges i forbindelse med Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer;

10.  tilskynder medlemsstaterne til at opmuntre udenlandske investorer ved at fjerne sproghindringer; henviser til, at accept af ansøgninger og udlevering af oplysninger på engelsk som supplement til den pågældende medlemsstats officielle sprog er et skridt i den retning;

11.  understreger, at der ikke findes en finansieringsform, som passer i alle situationer, og opfordrer Kommissionens til at tage hensyn til de små og mellemstore virksomheders interesser i alle eksisterende og eventuelle fremtidige programmer, instrumenter og initiativer, navnlig for så vidt angår nye forretningsmodeller i den grønne økonomi, lige fra aktiekapital (forretningsengle, crowd finansiering og multilaterale handelsfaciliteter) over aktielignende kapital (mezzaninfinansiering) og gældsinstrumenter (mindre selskabsobligationer, garantiordninger og platforme) til partnerskaber mellem banker og andre, som medvirker i finansiering af små og mellemstore virksomheder (revisorer, erhvervssammenslutninger, sammenslutninger af små og mellemstor virksomheder eller handelskamre), med henblik på at bistå virksomheder i opstarts-, vækst- eller overdragelsesfaserne under hensyntagen til deres størrelse, omsætning og finansieringsbehov; opfordrer medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at tilskynde til udviklingen af disse finansieringsmodeller, bl.a. gennem skattebegunstigelser; understreger betydningen af at tage de eksisterende støttemuligheder for små og mellemstore virksomheder op til fornyet revision med henblik på at skabe yderligere muligheder for grøn vækst;

12.  understreger behovet for at sikre samordning og komplementaritet mellem de finansielle instrumenter på EU-budgettet, især under de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF), EU-programmet for beskæftigelse og social innovation (EaSI) og LIFE-programmet;

13.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at føre tilsyn med resultaterne i de små og mellemstore virksomheder, der har fået adgang til finansiering af grøn innovation, med henblik på at vurdere effektiviteten af denne form for finansiering; opfordrer Kommissionen til, såfremt resultaterne viser sig ikke at være tilfredsstillende, straks at foretage de nødvendige ændringer for at sikre, at finansieringen bliver mere effektiv;

14.  bemærker, at det på grund af den yderst tekniske karakter af mange grønne investeringsplaner er vigtigt at fremhæve betydningen af standardiserede risiko- og afkastmodeller og af at udvikle nye modeller for nye udfordringer og sektorer;

15.  minder om, at små og mellemstore virksomheder kan forventes at spille en vigtig rolle i den cirkulære økonomi ved at levere bæredygtige, men arbejdskraftintensive tjenesteydelser som reparation, renovation og genbrug; henviser til, at Kommissionen, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Den Internationale Valutafond (EMF), Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), Europa-Parlamentet og Eurogruppen generelt støtter princippet om at omlægning af beskatningen fra arbejdskraften til anvendelse og forbrug af naturlige ressourcer; opfordrer Kommissionen til at foretage en vurdering af konsekvenserne af en omlægning af beskatningen fra arbejdskraften til anvendelse af naturlige ressourcer;

16.  understreger, at iværksættere, små og mellemstore virksomheder, virksomhedssammenslutninger og støtteorganisationer bør være mere velunderrettede om mulighederne for at finansiere teknologi med større ydeevne eller indgåelse af kontrakter om tjenester, såsom rådgivning, vejledning og uddannelse om økodesign, ressourceforvaltning og grøn iværksættervirksomhed og om udbuddet af grøn teknologi og grønne produkter og tjenesteydelser, der kunne være til gavn for deres virksomheder; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre tilbuddet til de små og mellemstore virksomheder på disse områder og understreger behovet for enkel og let adgang til oplysninger og databaser om disse produkter og tjenesteydelser; minder Kommissionens og medlemsstaterne om, at disse oplysninger skal formidles på en måde, som bedst svarer til de små og mellemstore virksomheders logik og arbejdsmetoder;

17.  bemærker, at EU-programmerne ikke bidrager væsentligt til økoinnovation og den cirkulære økonomi, og at Kommissionen derfor skal sørge for, at finansieringen fra COSME og Horisont 2020 fokuseres mere på udvikling af økoinnovative løsninger fra og til små og mellemstore virksomheder og på støtte til finansiering af forbedret produktdesign og procespræstation, idet der bygges på de positive erfaringer fra den tidligere flerårige finansielle ramme; mener især, at instrumentet for små og mellemstore virksomheder under Horisont 2020 skal gennemføres fuldt ud;

18.  opfordrer Kommissionen og EIB til at sikre, at det hovedsageligt er små og mellemstore virksomheder, herunder grønne og innovative virksomheder, der under gennemførelsesfasen af investeringsplanen for Europa modtager støtte i henhold til dette forslag; kræver, at der udarbejdes klare kriterier, herunder for europisk merværdi, for virkeliggørelsen af denne målsætning, og at konsulentvirksomheden om ressourceeffektivitet og økoinnovation, som stilles til rådighed for små og mellemstore virksomheder, styrkes; opfordrer EIB og Kommissionens til at sikre, at alle kategorier, som er omhandlet i Kommissionens henstilling om definitionen på mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder(C(2003)1422), får tilstrækkeligt udbytte af det; understreger betydningen af Horisont 2020 og COSME for støtten til de små og mellemstore virksomheder og behovet for en fuldstændig gennemførelse af instrumentet for små og mellemstore virksomheder under Horisont 2020;

19.  mener, at det for at sikre komplementaritet i forbindelse med økonomiske støtteordninger til fordel for små og mellemstore virksomheder er af afgørende betydning at samordne de foranstaltninger, der gennemføres som led i samhørighedspolitikken, med andre programmer som f.eks. Horisont 2020-programmet både nationalt og regionalt; understreger betydningen af at lovgive på en sådan måde, at de små og mellemstore virksomheder kan bevare deres konkurrenceevne;

20.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at finde frem til en hurtig og varig løsning på de enorme forsinkelser i udbetalingerne i forbindelse med regionalpolitikken og i forbindelse med behandlingen af ESIF-støtten i den foregående støtteperiode for dermed at sikre, at små og mellemstore virksomheder ikke bliver forhindret i som projektpartnere at deltage i støtteprogrammer- og -projekter som følge af betalingsforsinkelser;

Vidensstyring

21.  understreger betydningen af aktivt at tilstræbe tværsektorielt samarbejde både langs værdikæder og mellem geografiske områder, hvilket rummer potentiale til at sætte gang i innovation og skabe nye vækstmuligheder gennem kombination og opelskning af ideer og innovative koncepter glæder sig over Horisont 2020-initiativet "Cluster facilitated projects for new industrial value chains" (projekter til skabelse af nye værdikæder, som fremmes af klyngedannelse), som tilsigter at realisere de små og mellemstore virksomheders innovationspotentiale, herunder de økoinnovative og ressourceeffektive løsninger, som de skaber mulighed for;

22.  glæder sig over oprettelsen af et europæisk ekspertisecenter for ressourceeffektivitet, som skal rådgive og bistå små og mellemstore virksomheder med at forbedre deres ressourceeffektivitetspræstationer; understreger behovet for at etablere dette center som er stærkt netværk af partnere i alle EU's regioner og for at bygge på indhøstede erfaringer i medlemsstaterne; mener, at det bør lede små og mellemstore virksomheder i retning af europæiske, nationale og regionale programmer på dette område og stille ekspertise, netværk og infrastrukturer til rådighed;

23.  understreger betydningen af videnoverførsel og vidensdeling mellem mange interesserede parter, herunder vidensdeling på tværs af grænserne, gennem uformelle netværk, især for små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomheder, for at øge bevidstheden om eksisterende og nye innovative teknikker, bedste praksis, metoder til at opnå tilstrækkelig finansiering, mulige statsstøtteordninger og de relevante lovgivningsrammer med så lidt administrativt besvær som muligt, og minder om, at de eksisterende nationale kontaktpunkter for EU-støtteprogrammerne og Enterprise Europe-netværket (EEN) skal inddrages i fuld udstrækning i støtten til små og mellemstore virksomheder og proaktivt orientere, uddanne og støtte små og mellemstore virksomheder i forbindelse med frifindelsen af finansieringsmuligheder på europæisk, nationalt og regionalt plan; støtter tilrettelæggelsen af en europæisk ressourceeffektivitetskampagne for at orientere små og mellemstore virksomheder om fordele og muligheder i forbindelse med ressourceeffektivitet og om, hvordan der kan skabes industriel synergi i forbindelse med genbrug; opfordrer Kommissionen og EEN til at samarbejde om ressourceeffektivitet sammen med erhvervssammenslutninger, fagbevægelsen, små og mellemstore virksomheder, ikke-statslige organisationer og den akademiske verden og medvirke i regionale initiativer; glæder sig i den forbindelse over, at Kommissionen fokuserer på symbiose og klynger, og opfordrer Kommissionen til at indlede konkrete initiativer for at lette tværsektorielt samarbejde og ressourceforvaltning;

24.  opfordrer sektorsammenslutninger til at spille en mere fremtrædende rolle med hensyn til formidling af hensigtsmæssig information og rådgivning om grøn teknologi, finansieringsmuligheder og de relevante procedurer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træde til i de tilfælde, hvor denne støtte er mangelfuld, til i samarbejde med sektorsammenslutninger og selskaber at undersøge, hvilke yderligere muligheder der findes, og fremskynde gennemførelsen af bæredygtige løsninger, og til at investere i miljøvenlig teknologi, ressourceeffektivitet og genbrugsøkonomien; konstaterer, at der er en stadig dybere kløft mellem de små og mellemstore virksomheders behov og arbejdstagernes kvalifikationer; henviser til, at 26 % af arbejdsgiverne i Europa har vanskeligt ved at finde medarbejdere, som råder over de nødvendige kvalifikationer;

Forskning, udvikling og innovation

25.  understreger behovet for en mere effektiv forvaltning af grundlæggende forskning og udvikling, for i fuld udstrækning at inddrage små og mellemstore virksomheder og for aktivt at støtte udmøntningen af resultaterne af den grundlæggende forskning og udvikling i yderligere teknologiske fremskridt; understreger betydningen af at genindustrialisere Europa i lyset af produktionsindustriens betydning for forskning, udvikling og innovation og dermed for EU's fremtidige konkurrenceevne; mener, at man ud over teknologibaserede løsninger også i tilstrækkelig grad skal have opmærksomheden henledt på ikke-teknologisk, organisatorisk og systemisk innovation sammen med innovation inden for den offentlige sektor;

26.  understreger betydningen af europæiske virksomheders kommercialisering og udnyttelse af resultaterne af forskning og udvikling; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en mere stabil reguleringsramme og tilstrækkelige finansieringsordninger med henblik på at muliggøre økonomiske initiativer og iværksættervirksomhed og begrænse den tid, det tager at bringe nye produkter, tjenesteydelser og forretningspraksis på markedet, navnlig inden for den grønne økonomi;

27.  understreger mulighederne for innovation og grøn vækst inden for den nye europæiske ruminfrastruktur; opfordrer Kommissionen til at tilskynde små og mellemstore virksomheder til at udnytte data fra disse infrastrukturer i forbindelse med erhvervsparker og virksomhedskuvøser; opfordrer Kommissionen til at etablere en ordning for små og mellemstore virksomheder, som giver dem nem adgang til data fra disse infrastrukturer på forsknings-, udviklings- og kommercialiseringsstadierne;

28.  bemærker, at kun 9 % af alle virksomheder ifølge Innobarometer fra maj 2014 hævder, at de har nydt godt af offentlig finansiel støtte til deres forsknings-, udviklings- og innovationsaktiviteter siden januar 2011; understreger nødvendigheden af at udvikle brugervenlige procedurer for de forskellige støtteformer;

29.  henviser til de fordele, som det fælles europæiske patent indebære for små og mellemstore virksomheder, navnlig i forbindelse med grøn teknologi; opfordrer alle medlemsstater til at tilslutte sig den fælles europæiske patentordning; opfordrer medlemsstaterne til straks at ratificere aftalen om en fælles patentdomstol, som er nødvendig for anvendelsen af det fælles europæiske patent; opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om en forenklet procedure, som små og mellemstore virksomheder kan anvende i forbindelse med anlæggelse af en patentkrænkelsessag ved den fælles patentdomstol;

30.  opfordrer til en bedre politisk ramme omkring den cirkulære økonomi, herunder vedtagelse og gennemførelse af intelligent regulering, adfærdsnormer og -kodekser, som tilsigter at internalisere eksterne faktorer, løsning af problemet med ressourceintensive produkter, skabelse af lige vilkår, belønning af virksomheder, der ligger på forkant med udviklingen, og fremskyndelse af overgangen til en ressourceeffektiv og bæredygtig økonomi;

31.  opfordrer Kommissionen til som led i pakken om den cirkulære økonomi at medtage en udvidelse af økodesign-instrumentet til også at omfatte ressourceeffektivitet; mener, at økodesign skal beskæftige sig med produkters holdbarhed og mulighederne for at reparere og genbruge dem og omfatte standarder for garanteret minimumslevetid og for at de kan skilles ad;

32.  tilskynder til udvidelse af innovative støtteordninger såsom grønne innovationsvouchers, der kan fremme indførelsen af bæredygtige teknologier samt miljøvenlige og klimaneutrale løsninger; mener, at reglerne om støtteansøgninger skal være enkle og klare og ikke medføre administrative byrder; opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at finde frem til innovative finansieringsløsninger for små og mellemstore virksomheder og til at stille lettilgængelige finansieringsinstrumenter til rådighed; minder om, at de europæiske små og mellemstore virksomheders bæredygtige vækst og innovationsevne et en af de vigtigste konkurrencefordele, som EU har på et globaliseret marked;

(De)regulering som drivkraft for vækst

33.  opfordrer medlemsstaterne til at undlade at skabe hindringer for de indre marked gennem overopfyldelse af EU-lovgivningens krav, at tage deres nuværende reguleringsordninger op til fornyet overvejelse, at fjerne overflødige eller ineffektive reguleringer, som udgør markedshindringer, og at sikre konsekvent omsætning af direktiver i national lovgivning; opfordrer Kommissionen til at sikre, at SMV-testen finder anvendelse i fuld udstrækning i alle konsekvensanalyser; opfordrer Kommissionen til at styrke sin indsats for at tage problemet med overdreven gennemførelse af EU-lovgivningen op med de enkelte medlemsstater; understreger, at der er nødvendigt med en entydig og ensartet fortolkning i hele EU fra de nationale regulerende myndigheders side og med åbne offentlige udbudsprocedurer, herunder grønne udbud og e-udbud, som for øjeblikket udgør alvorlige hindringer for små og mellemstore virksomheder, som ønsker at gå ud på det internationale marked. men samtidig giver medlemsstaterne en enestående mulighed for at tilpasse sig de nye forhold på et tidligt stadium, bl.a. i form af ressource- og energieffektive produkter og løsninger,

34.  glæder sig over Kommissionens beslutning om at trække forældede eller overdrevent besværlige lovforslag tilbage; forventer, at Kommissionen fremkommer med et mere ambitiøst forslag om bortskaffelse af affald som bebudet af næstformand Timmernans under Parlamentets plenarsamling i december 2014; opfordrer Kommissionen til at afstå fra lovgivningsforslag, der ville føre til unødvendige administrative byrder for erhvervslivet og små og mellemstore virksomheder, og til løbende at revidere den eksisterende lovgivning med det formål at nedbringe den nuværende administrative byrde, forbedre kvaliteten og effektiviteten af lovgivningen og tilpasse den til de nye forretningsmodeller; understreger imidlertid nødvendigheden af en ambitiøs indsats, af en hensigtsmæssig og rettidig gennemførelse af den gældende lovgivning og af på et tidligt tidspunkt at inddrage interesserede parter fra de relevante erhvervsgrene og små og mellemstore virksomheder, bl.a. i forbindelse med konsekvensanalyserne, med henblik på at virkeliggøre EU's miljømål;

35.  minder om betydningen af en teknologineutral og innovationsvenlig lovgivning, der giver mulighed for, at nye teknologier kan afprøves og værdiansættes af markedet; glæder sig over udviklingen af miljøteknologikontrolordningen som et nyt værktøj til at hjælpe med til at bringe innovativ miljøteknologi på markedet; opfordrer medlemsstaterne til på hensigtsmæssig vis at anvende markedsbaserede instrumenter i deres offentlige støtteordninger og til at afstå fra at anvende miljøskadelige og markedsforvridende støtteformer; minder om, at indgriben fra det offentliges side skal anvendes til at rette op på situationer, hvor markedet ikke fungerer, f.eks. i forbindelse med manglende medregning af eksterne faktorer; opfordrer Kommissionen til at udforme fælles retningslinjer for nationale offentlige støtteordninger for grønne investeringsprojekter med henblik på at skabe et mere ensartet sæt af foranstaltninger;

36.  bemærker, at forstyrrende erhverv og teknologi ofte tyder på mangler i den eksisterende lovgivning; understreger behovet for løbende overvågning og ajourføring af den eksisterende lovgivning og gennemførelsen af den, så der ikke opstår hindringer for bæredygtig og økoinnovativ teknologi og ny teknologisk udvikling;

Diverse støtteforanstaltninger

37.  mener, at udvikling af iværksætterkvalifikationer og programmer til undervisning i, hvordan markedet, økonomien og finanssystemet fungerer og påvirker hinanden indbyrdes, sammen med øget miljøbevidsthed og viden om, hvordan ny teknologi kan skabe effektive, innovative og grønne muligheder, bør indgå i læseplanerne i folkeskolen og de videregående uddannelser og ligeledes fremmes gennem fritidsaktiviteter og livslang læring; mener, at en omhyggeligt udarbejdet forretningsplan er første skridt på vejen mod bedre adgang til finansiering og overlevelse; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til snarest at indarbejde undervisning i iværksættervirksomhed, finansiering, økonomi og miljøbevidsthed i deres uddannelsesprogrammer; støtter i denne forbindelse programmet "Erasmus for unge iværksættere", der er beregnet til at fremme iværksætterånd og udvikle det indre marked og konkurrenceevnen;

38.  understreger, at mikrovirksomheder og start-ups bør have råd og bistand til at udvikle sig i retning af mere bæredygtig og grøn vækst; opfordrer Kommissionen til at sikre, at disse virksomheder i tilstrækkelig grad bliver omfattet af nye initiativer, som fokuserer på grønne vækstmuligheder for små og mellemstore virksomheder;

39.  henviser til, at Erasmus+-programmet gøre det muligt for studerende og unge at tilegne sig iværksætterviden bl.a. gennem finansiering af praktikantophold; støtter i denne forbindelse programmet "Erasmus for unge iværksættere", der er beregnet til at fremme iværksætterånd og udvikle det indre marked og konkurrenceevnen;

40.  henviser til betydningen af at bekæmpe bæreudygtige forbrugsmønstre og fremme en ændring i forbrugeradfærden; understreger behovet for tilstrækkelig uddannelse af forbrugerne og nødvendigheden af at tilskynde til foranstaltninger til fremme af et mere bæredygtigt forbrug opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke foranstaltninger på efterspørgselssiden, bl.a. ved at udnytte offentlige licitationer til at fremme forbruget af ressource- og energieffektive produkter og løsninger; understreger værdien af at medtage oplysninger om ressourceforbrug i varedeklarationer og på miljømærker for at give forbrugerne bedre valgmuligheder;

41.  understreger betydningen af at fremme start-ups og spin off-virksomheder gennem samarbejde med teknologiske forskningsinstitutter, universiteter og faglige uddannelsesinstitutioner;

42.  understreger eksportens betydning for skabelsen af beskæftigelse og vækst og Europe; opfordrer Kommission til at fremskynde indgåelsen af udestående handeleaftaler med vore partnere for at lette europæiske små og mellemstore virksomheders adgang til markederne;

43.  er af den opfattelse, at iværksætterånden blandt kvinder er et underudnyttet aktiv for vækst og konkurrenceevne i EU, som kunne fremmes og styrkes, og til, at alle de hindringer, navnlig lønforskelle, som kvinder møder bl.a. i de grønne erhverv, bør fjernes, for at mænd og kvinder kan få lige fordele; mener, at regelmæssig indsamling af statistiske oplysninger, bl.a. kønsopdelte konsekvensanalyser af lovgivning og kønsopdelte arbejdsmarkedsoplysninger, ville gøre de nemmere at føre politik og tilsyn på grundlag af konkrete oplysninger og gøre det muligt at rette op på den manglende viden i den grønne debat;

44.  opfordrer Kommissionen til at undersøge og identificere de sektorer i den europæiske industri og de europæiske geografiske områder, hvor der er skabt de rette vilkår for etablering og udvikling af nye klynger og knudepunkter;

45.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i særlig grad at være opmærksom på og gøre noget ved de muligheder og problemer, der findes i landdistrikterne med hensyn til små og mellemstore virksomheder, grøn vækst og økoinnovation;

46.  opfordrer medlemsstaterne til (gennem folkevalgte forsamlinger på nationalt, regionalt og lokalt plan og forvaltningsmyndighederne) og med medvirken fra de vigtigste interesserede parters side hele tiden at fremme en bæredygtig vækst gennem intelligente specialiseringsstrategier, som fremmer klyngedannelse, synergi og netværk omkring aktiviteterne i den grønne økonomi; opfordrer Kommissionen til at aflægge beretning til Parlamentet om gennemførelsen af intelligente specialiseringsstrategier på både nationalt og/eller regionalt plan, navnlig om de forskellige former for praktisk gennemførelse, der anvendes i EU og i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremlægge oplysninger om de praktiske foranstaltninger, der er truffet for at udvikle kompetencer for økoinnovative små og mellemstore virksomheder gennem indbyrdes forbundne regionale innovationscentre og centrale støttenetværk;

47.  opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af regionaludviklingspolitikken at udarbejde særlige programmer, som omfatter alle relevante grønne vækstelementer for små og mellemstore virksomheder; understreger nødvendigheden af i fuld udstrækning at udnytte de potentielle iværksættermuligheder hos de unge i forbindelse med små og mellemstore virksomheders grønne vækst; opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at skabe forbindelse mellem uddannelsesinstitutioner og europæiske programmer og foranstaltninger til fremme af den grønne økonomi; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende alle til rådighed stående midler til at rådgive de ansatte i små og mellemstore virksomheder og øge deres bevidsthed for at forbedre deres viden og kvalifikationer; opfordrer til, at støtten til faglig uddannelse koncentreres om unge og de mest udsatte grupper;

o
o   o

48.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0036.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0032.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0069.
(4) http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl_381_en.pdf

Juridisk meddelelse