Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2699(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B8-0700/2016

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 08/06/2016 - 12.17
CRE 08/06/2016 - 12.17
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0269

Vedtagne tekster
PDF 243kWORD 75k
Onsdag den 8. juni 2016 - Strasbourg Endelig udgave
Situationen i Venezuela
P8_TA(2016)0269RC-B8-0700/2016

Europa-Parlamentets beslutning af 8. juni 2016 om situationen i Venezuela (2016/2699(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine mange tidligere og nylige beslutninger om situationen i Venezuela, navnlig beslutning af 27. februar 2014 om situationen i Venezuela(1), af 18. december 2014 om forfølgelse af den demokratiske opposition i Venezuela(2) og af 12. marts 2015 om situationen i Venezuela(3),

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Venezuela er part i,

–  der henviser til det interamerikanske demokratiske charter, vedtaget den 11. september 2001,

–  der henviser til Venezuelas forfatning, særlig artikel 72 og 233,

–  der henviser til erklæringen af 20. oktober 2014 fra FN's menneskerettighedshøjkommissær om anholdelsen af demonstranter og politikere i Venezuela,

–  der henviser til erklæringerne af 7. december 2015 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Federica Mogherini, om valget i Venezuela,

–  der henviser til erklæringen af 5. januar 2016 fra EU-Udenrigstjenestens talsmand om indvielsen af den nye nationalforsamling i Venezuela,

–  der henviser til erklæring af 12. april 2016 fra talspersonen for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Ravina Shamdasani,

–  der henviser til erklæringen af 10. maj 2016 fra NF/HR om situationen i Venezuela,

–  der henviser til skrivelse af 16. maj 2016 fra Human Rights Watch til generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater, Luis Almagro, om Venezuela(4),

–  der henviser til erklæringen af 18. maj 2016 fra Det Permanente Råd under Organisationen af Amerikanske Stater,

–  der henviser til de officielle meddelelser fra generalsekretæren for Unionen af Sydamerikanske Nationer (UNASUR) af 23. maj(5) og 28. maj(6) 2016 om sonderende møder om at lancere en national dialog mellem Venezuelas regering og repræsentanter for oppositionskoalitionen MUD,

–  der henviser til G7-landenes lederes erklæring af 26.-27. maj 2016 fra Ise-Shima(7),

–  der henviser til den amerikanske udenrigsminister John Kerrys meddelelse af 27. maj 2016 om sin telefonsamtale med den tidligere spanske premierminister, José Luis Rodríguez Zapatero(8),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Venezuelas oppositionskoalition MUD vandt 112 sæder i nationalforsamlingen, som er et etkammersystem med 167 medlemmer, dvs. at de fik totredjedeles flertal, sammenlignet med 55 pladser til PSUV; der henviser til, at højesteret efterfølgende blokerede for, at fire nyvalgte nationalforsamlingsrepræsentanter, heraf tre fra MUD, kunne tiltræde, hvilket fratog oppositionen dens totredjedelsflertal;

B.  der henviser til, at i de fem måneder, hvor den nye nationalforsamling har spillet en aktiv rolle i lovgivningsarbejdet, med den demokratiske opposition i flertal, har højesteret afsagt 13 politisk motiverede domme til fordel for den udøvende magt, som alle bringer den magtbalance, der er nødvendig i en retsstat, i fare;

C.  der henviser til, at beslutningerne om at udarbejde og bekræfte dekretet om undtagelsestilstand og den økonomiske nødsituation, fratage nationalforsamlingens dens beføjelser til at kontrollere politikker, nægte at anerkende den beføjelse, der er tillagt nationalforsamlingen via forfatningen til at ophæve udnævnelsen af højesteretsdommere, erklære loven om reformen af den venezuelanske centralbank for forfatningsstridig og ophæve artiklerne i nationalforsamlingens regler for interne debatter blev taget i strid med bl.a. nationalforsamlingens lovgivningsmæssige beføjelser uden respekt for den magtbalance, der er nødvendig i en retsstat;

D.  der henviser til, at omkring 2 000 personer sidder i fængsel, er i husarrest eller er prøveløsladt af politiske grunde, herunder vigtige politiske ledere som Leopoldo López, Antonio Ledezma og Daniel Ceballos; der henviser til, at Venezuelas nationalforsamling den 30. marts 2016 vedtog en lov, der ville give amnesti til ovennævnte fanger og således bane vej for dialog hen imod national forsoning; der henviser til, at denne lov er i overensstemmelse med artikel 29 i den venezuelanske forfatning på trods af erklæringen om forfatningsstridighed fremsat af højesteret; der henviser til, at Zeid Ra'ad Al Hussein, FN's højkommissær for menneskerettigheder, offentligt har erklæret, at Loven om Amnesti og National Forsoning var i overensstemmelse med folkeretten, og har udtrykt sin skuffelse over, at den blev forkastet;

E.  der henviser til, at retsstatsprincippet og princippet om magtadskillelse ikke respekteres behørigt i Venezuela; der henviser til, at de foreliggende oplysninger peger på, at regeringen har indflydelse på og kontrol over den dømmende magt og det nationale valgråd, hvilket har en negativ indvirkning på den lovgivende forsamlings og oppositionens beføjelser, som er hjørnestenene i ethvert demokratisk system, hvilket klart strider imod princippet om uafhængighed og magtadskillelse, som kendetegner demokratiske stater, der bygger på retsstatsprincippet;

F.  der henviser til, at den demokratiske opposition har indledt en forfatningsmæssigt anerkendt proces, der gør det muligt at afsætte personer i offentlige hverv gennem en folkeafstemning, efter at de har afsluttet 50 % af deres embedsperiode; der henviser til, at det nationale valgråd fra MUD modtog 1,8 millioner underskrifter fra venezuelanske borgere, der støtter denne proces, hvilke var mange flere end de 198 000, der oprindeligt krævedes, for at processen kunne være lovlig og accepteres i henhold til forfatningen;

G.  der henviser til, at Venezuela står over for en alvorlig humanitær krise som følge af mangel på fødevarer og medicin; der henviser til, at nationalforsamlingen har erklæret "humanitær sundheds- og fødevarekrise" på baggrund af den generelle mangel på medicin, medicinsk udstyr og forsyninger og har anmodet Verdenssundhedsorganisationen (WHO) om humanitær bistand og et teknisk besøg for at verificere de ovenfor beskrevne betingelser;

H.  der henviser til, at fattigdomsraten i Venezuela ifølge ENCOVI (Encuesta de Condiciones de Vida) på trods af manglende officielle data er fordoblet fra 30 % i 2013 til 60 % i 2016; der henviser til, at 75 % af de lægemidler, som Verdenssundhedsorganisationen betragter som essentielle, ikke er til rådighed i Venezuela;

I.  der henviser til, at regeringen forhindrer humanitær bistand i at komme ind i landet og boykotter de forskellige internationale initiativer til at bistå civilsamfundet, som det skete med Caritas og andre ngo'er;

J.  der henviser til, at Venezuelas økonomi ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) forventes at falde med 8 % i 2016 efter en nedgang på 5,7 % i 2015; der henviser til, at en inflation på 180,9 % – på trods af en stigning på 30 % i mindstelønnen – hindrer enhver mulighed for, at venezuelanerne kan få råd til de basale fornødenheder; der henviser til, at IMF forventer en gennemsnitlig inflationsrate på 700 % ved udgangen af 2016 og 2 200 % i 2017;

K.  der henviser til, at den manglende forudseenhed inden for grundlæggende infrastruktur samt ineffektiv styring har ført til en alvorlig økonomisk og social krise, hvilket bekræftes af en længerevarende mangel på ressourcer, råmaterialer, råvarer, basale levnedsmidler og essentielle lægemidler samt en nulproduktion, og til, at landet er på randen af en større social omvæltning og en humanitær krise med uforudsigelige konsekvenser;

L.  der henviser til, at Venezuelas meget høje kriminalitetsrater og fuldstændige straffrihed har gjort landet til et af de farligste lande i verden, idet Caracas har den højeste procent af voldelige forbrydelser i verden med over 119,87 drab pr. 100 000 personer;

M.  der henviser til, at kampe om kontrol med ulovlig minedrift er almindelige i de mineralrige områder nær grænsen mellem Guyana og Brasilien; der henviser til, at der den 4. marts 2016 fandt en massakre sted i Tumeremo i staten Bolívar, hvor 28 minearbejdere forsvandt og siden blev myrdet; der henviser til, at myndighederne stadig ikke er fremkommet med noget tilfredsstillende svar, og at journalisten Lucía Suárez, der for nylig havde undersøgt sagen, blev skudt og dræbt den 28. april 2016 ved sit hjem i Tumeremo;

N.  der henviser til, at G7-landene den 27. maj 2016 afgav en erklæring, der indtrængende opfordrede Venezuela til at skabe betingelser for en dialog mellem regeringen og dens borgere om at løse den stadig mere alvorlige økonomiske og politiske krise, og der henviser til, at Det Permanente Råd under Organisationen af Amerikanske Stater udsendte en erklæring den 1. juni 2016 om situationen i Venezuela;

O.  der henviser til, at der inden for rammerne af UNASUR for nylig er blevet afholdt sonderende møder i Den Dominikanske Republik under ledelse af den tidligere spanske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero, den tidligere præsident for Den Dominikanske Republik Leonel Fernandez og den tidligere panamanske præsident Martin Torrijos med henblik på at indlede en national dialog med repræsentanter for Den Bolivariske Republik Venezuelas regering og oppositionspartierne repræsenteret ved MUD;

P.  der henviser til, at en løsning på krisen kun kan findes gennem dialog med alle regeringsniveauer, den demokratiske opposition og samfundet;

1.  udtrykker alvorlig bekymring over den alvorligt forværrende situation for så vidt angår demokrati, menneskerettigheder og den socioøkonomiske situation i Venezuela og et klima af voksende politisk og social ustabilitet;

2.  udtrykker også sin bekymring over det nuværende institutionelle blokademæssige dødvande og den udøvende magts anvendelse af statslige beføjelser til at kontrollere højesteret og det nationale valgråd med det formål at forhindre anvendelsen af love og initiativer vedtaget af nationalforsamlingen; opfordrer den venezuelanske regering til at respektere retsstatsprincippet og princippet om magtadskillelse; minder om, at magtadskillelse og ikkeindblanding mellem lige legitime magtinstanser er et afgørende princip i demokratiske stater, der er styret efter retsstatsprincippet;

3.  opfordrer den venezuelanske regering til at anlægge en konstruktiv tilgang med henblik på at overvinde Venezuelas aktuelle kritiske situation via en forfatningsmæssig, demokratisk og fredelig løsning baseret på dialog;

4.  glæder sig over de mæglingsbestræbelser, der er indledt af UNASUR med henblik på at lancere en national dialog mellem den udøvende magt og oppositionen, der repræsenteres af flertallet af MUD;

5.  bemærker G7-ledernes erklæring om Venezuela; opfordrer Det Europæiske Råd til på mødet i juni at fremkomme med en politisk erklæring om situationen i landet og til at støtte de mæglingsbestræbelser, der for nylig er blevet iværksat for at muliggøre, at der aftales demokratiske og politiske løsninger for Venezuela;

6.  opfordrer indtrængende den venezuelanske regering til øjeblikkeligt at løslade alle politiske fanger; minder om, at frigivelsen af de politiske fanger er et krav, oppositionen har opstillet for at indlede forhandlinger, og opfordrer begge parter til at enes om en kompromisløsning, der tager sigte på at støtte de mæglingsbestræbelser, der findes i dag; opfordrer EU og NF/HR til indtrængende at opfordre til løsladelsen af politiske fanger og dem, der er vilkårligt tilbageholdt, i overensstemmelse med de krav, som adskillige FN-organer og internationale organisationer har stillet samt med Loven om Amnesti og National Forsoning;

7.  kræver, at myndighederne respekterer og garanterer den forfatningssikrede ret til fredelige demonstrationer; opfordrer også oppositionslederne til at udøve deres beføjelser ansvarligt; opfordrer de venezuelanske myndigheder til at garantere sikkerheden og den frie udøvelse af rettigheder for alle borgere, navnlig menneskerettighedsforkæmpere, journalister, politiske aktivister og medlemmer af uafhængige ikkestatslige organisationer;

8.  opfordrer præsident Nicolas Maduro og hans regering til at gennemføre påtrængende økonomiske reformer i samarbejde med nationalforsamlingen med henblik på at finde en konstruktiv løsning på den økonomiske krise og energikrisen, navnlig manglen på fødevarer og medicin;

9.  udtrykker alvorlig bekymring over de stadig stigende sociale spændinger, der er forårsaget af mangel på basale varer som mad og lægemidler; opfordrer NF/HR til at foreslå en bistandsplan for landet og til indtrængende at opfordre de venezuelanske myndigheder til at tillade humanitær bistand i landet og til at give adgang for internationale organisationer, der ønsker at yde bistand til de mest berørte dele af samfundet med henblik på at håndtere befolkningens mest presserende og grundlæggende behov;

10.  opfordrer indtrængende regeringen og de offentlige myndigheder i Venezuela til at respektere forfatningen, herunder retlige og anerkendte mekanismer og procedurer for aktivering af den procedure, som er fastlagt i den venezuelanske forfatning, for at rejse tiltale mod præsidenten inden udgangen af 2016;

11.  opfordrer indtrængende NF/HR til at samarbejde med latinamerikanske lande og regionale og internationale organisationer med henblik på at sikre, at der indføres mekanismer for dialog, national forsoning og mægling i Venezuela for at støtte en fredelig, demokratisk og forfatningsmæssig løsning på den krise, som landet oplever i øjeblikket;

12.  anser det for en absolut prioritet at nedbringe det nuværende høje niveau af straffrihed, der øger og fremmer den stigende vold og usikkerhed i landet, og at sikre respekten for det eksisterende retlige system, som kræver retfærdighed for ofrene for kidnapninger, mord og andre forbrydelser, der begås hver dag, og deres familier;

13.  opfordrer de venezuelanske myndigheder til at efterforske Tumeremo-massakren, hvor 28 minearbejdere blev myrdet, med henblik på at retsforfølge gerningsmændene og ophavsmændene, herunder dem, der står bag det nylige mord på journalist Lucía Suárez, som fandt sted på samme sted og formodes at have forbindelse med Tumeremo-massakren;

14.  gentager sin opfordring til, at der sendes en delegation fra Europa-Parlamentet til Venezuela, og at der så snart som muligt afholdes en dialog med alle sektorer, der er involveret i konflikten;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Bolivariske Republik Venezuelas regering og nationalforsamling, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling og generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0176.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0106.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0080.
(4) https://www.hrw.org/news/2016/05/16/letter-human-rights-watch-secretary-general-almagro-about-venezuela
(5) http://www.unasursg.org/es/node/719
(6) http://www.unasursg.org/es/node/779
(7) http://www.mofa.go.jp/files/000160266.pdf
(8) http://www.state.gov/r/pa/prs/ps/2016/05/257789.htm

Juridisk meddelelse