Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2015/2232(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0199/2016

Indgivne tekster :

A8-0199/2016

Forhandlinger :

PV 23/06/2016 - 2
CRE 23/06/2016 - 2

Afstemninger :

PV 23/06/2016 - 8.14
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0293

Vedtagne tekster
PDF 297kWORD 114k
Torsdag den 23. juni 2016 - Bruxelles Endelig udgave
Rapport om gennemførelsen af direktivet om energieffektivitet
P8_TA(2016)0293A8-0199/2016

Europa-Parlamentets beslutning af 23. juni 2016 om rapport om gennemførelsen af direktivet om energieffektivitet (2012/27/EU) (2015/2232(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 og 194,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. februar 2015 med titlen "Energiunionspakken – En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik" (COM(2015)0080),

–  der henviser til direktivet om bygningers energimæssige ydeevne (2010/31/EU)(1),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 23.-24. oktober 2014 om 2030-rammen for klima- og energipolitikken,

–  der henviser til Paris-aftalen fra december 2015 vedtaget på den 21. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (COP 21),

–  der henviser til den tredje energipakke,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF(2),

–  der henviser til sin beslutning af 15. december 2015 med titlen "På vej til en europæisk energiunion"(3),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 18. november 2015 med titlen "Vurdering af de fremskridt, som medlemsstaterne har gjort med at nå de nationale mål for energieffektivitet inden 2020 og med at gennemføre direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet i henhold til dette direktivs artikel 24, stk. 3"(COM(2015)0574),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. marts 2011 med titlen "Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050"(COM(2011)0112),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. december 2011 med titlen "Energikøreplanen 2050"(COM(2011)0885),

–  der henviser til sin beslutning af 5. februar 2014 om en ramme for klima- og energipolitikkerne frem til 2030(4),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om ressourceeffektivitet: overgang til en cirkulær økonomi(5),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. februar 2016 med titlen "En EU-strategi for opvarmning og køling"(COM(2016)0051),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0199/2016),

A.  der henviser til, at øget energieffektivitet og energibesparelser er vigtige faktorer for miljø- og klimabeskyttelse, styrkelse af økonomisk konkurrenceevne, jobskabelse, energiforsyningssikkerhed og bekæmpelse af energifattigdom og har geopolitiske og demokratiske dimensioner for EU; der henviser til, at direktivet om energieffektivitet (EED) udgør et vigtigt grundlag i denne forbindelse; der henviser til, at Kommissionen i sit forslag om etablering af energiunionen betragter energieffektivitet som en uafhængig energikilde;

B.  der henviser til, at EU samlet set gør gode fremskridt med hensyn til at opfylde sine klima- og miljømål for 2020 i henhold til prognoser, som forudsætter fuldstændig gennemførelse af al relevant lovgivning inden 2020 (reduktion af CO2-emissioner, en øget andel af vedvarende energikilder og fremme af energieffektiviteten), og bør fastholde sin førende rolle på verdensplan;

C.  der henviser til, at de fleste besparelser ventes opnået gennem "tværgående" politikker på tværs af flere sektorer (44 %) efterfulgt af bygninger (42 %), industri (8 %) og transport (6 %);

D.  der henviser til, at der hersker betydelig usikkerhed om pålideligheden af skønnene vedrørende energibesparelser, som medlemsstaterne har udarbejdet;

E.  der henviser til, at bygninger tegner sig for 40 % af det endelige energiforbrug og 36 % af CO2-emissionerne; der henviser til, at 50 % af det endelige energiforbrug desuden anvendes til opvarmning og køling, og 80 % anvendes i bygninger, hvor meget af det går til spilde; der henviser til, at der skal udvikles en indikator for energiefterspørgslen til opvarmning og køling af bygninger på nationalt plan; der henviser til, at 50 % af de emissionsnedskæringer, der er nødvendige for at begrænse den globale temperaturstigning til mindre end 2 °C, skal komme fra energieffektivitet; der henviser til, at en reduktion af bygningers energiefterspørgsel er den mest omkostningseffektive vej til at forbedre energisikkerheden og nedbringe CO2-emissionerne, idet man samtidig bidrager til EU's genindustrialiseringsmål;

F.  der henviser til, at energieffektivitet skal betragtes som en uafhængig energikilde, der udgør den mængde energi, der spares, i Nw (negawatt), hvilket er blevet påvist ud over enhver tvivl i verdens og Europas nyere historie;

G.  der henviser til, at 61 % af den importerede gas er beregnet til bygninger (hvoraf 75 % er boliger); der henviser til, at forskning har vist, at en ambitiøs EU-dækkende politik for bygningsrenovering kan medføre, at mængden af import (som anvendes inden for byggesektoren) kunne sænkes med 60 % på en omkostningseffektiv måde på kort sigt (dvs. over 15 år) og fjernes fuldstændig på lang sigt (den europæiske bygningsmasse vil i 2040 have et forbrug svarende til EU's egen gasproduktion i 2011);

H.  der henviser til, at det er af afgørende betydning, at EU og medlemsstaterne anerkender vigtigheden af at medtage borgerbaserede initiativer såsom kooperative selskaber og projekter for energieffektivitet i lokalsamfundet; der henviser til, at det er nødvendigt at fjerne økonomiske, lovgivningsmæssige og administrative hindringer med henblik på at give borgerne mulighed for at deltage aktivt i energisystemet;

I.  der henviser til, at direktivet om energieffektivitet er et nøgledirektiv, hvori man anerkender betydningen af energibesparelser som den afgørende faktor for at opfylde ambitionerne efter COP21, idet man samtidig opnår de største og mest alsidige fordele: der henviser til, at der skabes arbejdspladser ved at investere i bygningsrenovering og andre energieffektivitetsforanstaltninger, fremskridt med hensyn til levestandarder gennem reduktion af brændstoffattigdom, beskæftigelsesmuligheder inden for SMV-sektoren, højere ejendomsværdier, større produktivitet, forbedret sundhed og sikkerhed, forbedringer af luftkvaliteten, et forbedret beskatningsgrundlag og højere BNP;

J.  der henviser til, at øget energieffektivitet, navnlig inden for byggesektoren, medfører yderligere fordele i form af fleksibilitet på forsyningssiden og en reduktion af den samlede basisbelastning og spidsbelastning;

Direktivet om energieffektivitet: utilstrækkelig gennemførelse, men det skaber en ramme for opnåelse af energibesparelser

1.  fremhæver, at energieffektivitet er af afgørende betydning, hvis vi skal nå vore klima- og energimål i overensstemmelse med de mål, som blev godkendt i Paris-aftalen fra COP21; understreger, at energieffektivitet er af altafgørende betydning for at mindske vores afhængighed af energiimport, skabe job, bekæmpe energifattigdom, forbedre komfort og sundhed og styrke vores økonomi; understreger, at direktivet om energieffektivitet har udløst adskillige positive udviklinger i medlemsstaterne, men at utilstrækkelig gennemførelse hæmmer dets fulde udfoldelse;

2.  understreger, at det er afgørende at begynde overgangen til et mere bæredygtigt energisystem, der er baseret på vedvarende energi og med en så hurtig afvikling af anvendelsen af fossile brændstoffer som muligt; udtrykker bekymring over, at lavere priser på fossile brændstoffer kan udgøre en hindring for dekarboniseringspolitikken og politikken for energieffektivitet;

3.  opfordrer til, at der udarbejdes planer for udfasning af støtte til fossile brændstoffer og kanalisering af økonomiske ressourcer over i energieffektivitetsprojekter, hvis formål er at nå EU's mål for dekarbonisering af energisektoren senest i 2050;

4.  konstaterer, at direktivet om energieffektivitet fra 2012 og direktivet om bygningers energimæssige ydeevne fra 2010 endnu ikke er blevet fuldt ud gennemført af medlemsstaterne; minder om, at fristen for gennemførelsen af direktivet om energieffektivitet var den 5. juni 2014; mener, at omkostningsbesparelser og en reduktion af energiforbruget er i borgernes og erhvervslivets interesse; understreger betydningen af en stærk reguleringsramme, der består af mål og foranstaltninger, som kan skabe incitamenter til og muliggøre investeringer i energieffektivitet og et lavt energiforbrug og lave omkostninger og samtidig yde støtte til konkurrenceevne og bæredygtighed; tilføjer, at visse medlemsstater ikke i tilstrækkelig grad gør brug af den EU-støtte, der tilbydes for at øge energieffektiviteten i beboelsesejendomme; bemærker det betydelige potentiale for skabelse af beskæftigelse af høj kvalitet ved en fuldstændig gennemførelse af energieffektivitetsforanstaltningerne, idet der tages hensyn til, at omkring 900 000 job er knyttet til levering af energieffektive varer og tjenesteydelser (ifølge data for 2010);

5.  gentager, at energieffektivitet skal opfattes som det mest bæredygtige element i vores forpligtelse til at mindske vort energiforbrug og ikke som en undskyldning for at øge forbruget;

6.  er enig med Kommissionen i, at lavere brændstofpriser og udsigten til økonomisk vækst kunne bringe opnåelsen af målet på 20 % yderligere i fare; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke overvågnings-, efterprøvnings-, kontrol- og overensstemmelsesordningen for at sikre det rette ambitionsniveau;

7.  erkender, at medlemsstaterne forventes at have opnået blot 17,6 % af de primære energibesparelser inden 2020, og at målet på 20 % er i fare, medmindre den eksisterende EU-lovgivning gennemføres fuldt ud, indsatsen intensiveres, og de nuværende hindringer for investeringer fjernes; bemærker imidlertid, at enhver vurdering af gennemførelsen af direktivet om energieffektivitet på dette stadie kun kan give et delvist overblik, eftersom det først er trådt i kraft for nylig og i lyset af fristen for gennemførelsen; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til fuldt ud og hurtigt at gennemføre direktivet; opfordrer Kommissionen til at reagere hurtigt med anmodninger, hvor det måtte være nødvendigt, for at få tilpasset nationale planer til målene for direktivet og til at tage alle lovlige midler i brug for at sikre, at medlemsstaterne tilvejebringer ajourførte og præcise oplysninger;

8.  minder om sin ovennævnte beslutning af 5. februar 2014 og sine beslutninger af 26. november 2014(6) og 14. oktober 2015(7), hvori der bl.a. opfordres til fastsættelse et energieffektivitetsmål på 40 % for 2030; mener, at et bindende overordnet mål med individuelle nationale mål for 2030 vil øge EU's uafhængighed af energiimport, tilskynde til innovation og bidrage til at sikre EU's teknologiske lederskab inden for energieffektivitet; mener endvidere, at bindende krav er afgørende for at opnå et maksimalt ambitionsniveau og en maksimal indsats i medlemsstaterne og for at sikre tilstrækkelig fleksibilitet til at skræddersy blandingen af værktøjer og instrumenter på nationalt plan;

9.  bemærker, at de lokale myndigheder spiller en afgørende rolle med hensyn til at muliggøre gennemførelsen af direktivet ved at deltage i ambitiøse energibesparelsesforanstaltninger i form af lokale handlingsplaner, som f.eks. inden for rammerne af borgmesteraftalen om klima og energi; mener, at data fra lokale handlingsplaner, som f.eks. de politikker og foranstaltninger for energieffektivitet, der er skitseret i mere end 5 000 handlingsplaner for bæredygtig energi inden for rammerne af borgmesteraftalen om klima og energi, kan yde et effektivt bidrag til at være med til at udforme og hæve ambitionsniveauet for nationale energieffektivitetsmål;

10.  har den holdning, at potentialet ved lokale energibesparelser bør udnyttes langt bedre, eftersom lokale og regionale myndigheder spiller en central rolle for fremme af energieffektivitet og generelt energiomstillingen; opfordrer Kommissionen til at styrke bynetværkene, som f.eks. borgmesteraftalen, intelligente byer og lokalsamfund eller samfund med 100 % vedvarende energiforsyning, som giver mulighed for deling af viden og bedste praksis mellem byer, lokale myndigheder, regioner og medlemsstater inden for lokal bottom-up-planlægning af energiomstillingen, udformning og gennemførelse af energieffektivitetsforanstaltninger og egenproduktion og adgang til økonomisk støtte;

11.  beklager det uambitiøse mål (en forbedring af energieffektiviteten med mindst 27 % inden 2030), som Det Europæiske Råd vedtog i 2014, og som primært skyldes en yderst urealistisk høj diskonteringssats i en tidligere konsekvensvurdering; minder om, at diskonteringssatsen (17,5 %) er uforholdsmæssigt høj; opfordrer Kommissionen til at gå over til omfattende cost-benefit-analyser, som tager højde for de mange fordele ved energieffektivitet, og til en social diskonteringssats i tråd med dens egne retningslinjer for bedre regulering; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at revidere energieffektivitetsmålet på 27 % inden 2030 i lyset af klimaaftalen fra Paris med henblik på at opfylde målet om at begrænse stigningen i den globale opvarmning til et godt stykke under 2 °C og om at fortsætte bestræbelserne på at begrænse stigningen til 1,5 °C i tråd med det af Parlamentet vedtagne energieffektivitetsmål; anmoder Kommissionen om at fastsætte et bindende energieffektivitetsmål på 40 % for 2030, som vil afspejle niveauet for potentialet i omkostningseffektiv energieffektivitet;

12.  understreger, at man yderligere bør fremme en langsigtet strategi for begrænsning af energiefterspørgsel i EU;

13.  fremhæver, at direktivets fleksibilitet i visse tilfælde har gjort det muligt for mange medlemsstater at komme i gang med energieffektivitetsforanstaltninger, og mener, at denne fleksibilitet i alternative foranstaltninger er afgørende, hvis medlemsstaterne skal kunne gennemføre energieffektivitetsprogrammer og -projekter fremover; kræver, at smuthuller i det eksisterende direktiv, som er skyld i, at direktivet ikke har nået sine målsætninger, navnlig i artikel 7, skal fjernes, samtidig med at medlemsstaternes tilstrækkelige fleksibilitet til at vælge mellem foranstaltningerne bevares; bemærker, at den EPRS-undersøgelse om gennemførelsen af artikel 7(8), der er baseret på tal fra medlemsstaterne, konkluderer, at foranstaltninger, der f.eks. giver medlemsstaterne mulighed for at indfase målet, for at tage højde for tidlige foranstaltninger eller for at udelukke transport- og ETS-sektoren fra beregningen af deres mål, i næsten alle tilfælde har ført til et årligt overordnet energibesparelsesmål på blot halvdelen (0,75 %); bemærker, at forfatterne har erklæret, at analysen kun kan være så god som de leverede data; insisterer på, at de alternative tiltag som omhandlet i artikel 7, stk. 9, skal defineres mere præcist og bør være lette at kvantificere;

14.  bemærker, at indfasning og tidlige foranstaltninger i henhold til artikel 7, stk. 2, ikke længere gælder; minder om, at artikel 7 forventes at opfylde mere end halvdelen af det i direktivet fastsatte mål på 20 %;

15.  påpeger, at det eksisterende direktivs største svaghed er, at de fleste foranstaltninger ophører i 2020, medmindre det bliver ændret på passende vis, hvilket bl.a. betyder, at gyldigheden af dets vigtigste bestemmelser, navnlig artikel 7, bør forlænges, ikke blot til 2030, men endnu længere, og at det nuværende direktiv skal vurderes i denne sammenhæng og med mål, der skal fastsættes i takt med udviklingen (opnåede resultater, teknologisk og markedsmæssig innovation osv.); forventer, at dette vil gavne langsigtede foranstaltninger mest; gør endvidere opmærksom på, at det er nødvendigt at indføre en midtvejsevaluering for at garantere, at målene vil blive nået i 2030;

16.  understreger, at en bedre harmonisering af metoderne til beregning af additionalitet (kapacitet til at fremme teknologier, der ligger over gennemsnittet på markedet) og væsentlighed (kapacitet til at fremme foranstaltninger, der ikke nødvendigvis ellers ville være blevet truffet) samt af procedurerne for måling og kontrol af energibesparelser kunne bidrage til en bedre gennemførelse af bestemmelserne i artikel 7;

17.  foreslår, at overskriften i artikel 7 ændres til "energibesparende støtteordninger" for at understrege nødvendigheden af, at medlemsstaterne hjælper forbrugerne, herunder SMV'er, med at spare energi og mindske deres energiomkostninger og træffer foranstaltninger til at muliggøre sådanne energibesparelser gennem obligatoriske energiordninger og andre foranstaltninger;

18.  foreslår, at både artikel 7 og navnlig ordningen for energispareforpligtelser bør prioritere foranstaltninger inden for bygningssektoren, navnlig ved at fremme gennemførelsen af de nationale langsigtede strategier i artikel 4, der bør udformes til at frigive det fulde potentiale til investering i energirenovering af bygninger;

19.  understreger, at en de største udfordringer og hindringer for gennemførelsen af artikel 7, nemlig den manglende viden og kapacitet hos de involverede parter, spiller en væsentlig rolle, og det samme gælder den lave grad af bevidsthed blandt de endelige forbrugere om obligatoriske effektivitetsordninger eller alternative foranstaltninger og den begrænsede tidsramme (2014-2020) for gennemførelsen heraf; opfordrer derfor EU til at investere mere i gennemførelsen af informations- og støttetiltag i de enkelte medlemsstater;

20.  understreger, at manglen på energieffektivitetsindikatorer, såsom energiforbrug pr. BNP-enhed, forhindrer nogle medlemsstater i at tilskynde borgere og virksomheder til at nå de politiske klimamål og mål for energieffektivitet;

21.  understreger, at den bestemmelse i artikel 7, ifølge hvilken medlemsstaterne kan kræve, at en del af energieffektivitetsforanstaltningerne som en prioritet gennemføres i husholdninger, der er berørt af energifattigdom, eller i socialt boligbyggeri, hidtil kun er blevet benyttet af to medlemsstater; opfordrer til, at denne bestemmelse styrkes;

22.  er af den opfattelse, at energieffektivitetsforanstaltninger for udsatte og energifattige husholdninger skal gennemføres som en prioritet for at sikre, at energiomkostningerne for navnlig disse husholdninger reduceres på et varigt grundlag;

23.  foreslår, at man i nationale handlingsplaner for energieffektivitet som fastsat i artikel 24 i det nuværende direktiv kan kræve, at medlemsstaterne opstiller mål for indførelsen af energieffektivitetsforanstaltninger for at mindske risikoen for energifattigdom og rapporterer om, i hvilken udstrækning de når disse mål;

24.  er af den opfattelse, at foranstaltningerne til energieffektiv renovering af eksisterende bygninger skal prioriteres således, at de sættes ind over for borgere, der er hårdest ramt af energifattigdom; opfordrer Kommissionen til at foreslå et mål for forbedring af energieffektiviteten i boligmassen tillige med fremtidige minimumsstandarder for energieffektivitet i lejeboliger i forbindelse med revisionen af direktivet om energieffektivitet;

25.  konstaterer, at 16 medlemsstater har valgt at indføre en ordning for energispareforpligtelser (artikel 7, stk. 1), og at 24 medlemsstater i varierende grad har benyttet sig af muligheden for alternative foranstaltninger, og 18 medlemsstater foretrak alternative foranstaltninger til renoveringsandelen (artikel 5); kritiserer, at syv medlemsstater ikke har indført energisyn (artikel 8);

26.  understreger, at der til nogle af de centrale elementer i direktivet om energieffektivitet (f.eks. intelligente målere, kraftvarmeproduktion og renoveringsplaner) er behov for mere tid, og at en stabil energieffektivitetsramme efter 2020 er afgørende for at give investorer, offentlige myndigheder og virksomheder den nødvendige tillid og reguleringsmæssige stabilitet til at iværksætte projekter og innovationer, eftersom de har et stort potentiale til at mindske energiforbruget og således mindske omkostningerne for forbrugeren; bemærker, at den offentlige efterspørgsel og markedet er afgørende drivkræfter for disse projekter;

27.  medgiver, at utilstrækkelige prissignaler er en af hovedårsagerne til, at reaktionen på efterspørgselssiden bliver undermineret; opfordrer medlemsstaterne til at gøre noget ved denne forhindring og til at fremme intelligente målere og gennemsigtig fakturering for dermed at fremme en forbrugeradfærd med kraftigere reaktioner med hensyn til energiforbrug og investering i energieffektivitet;

28.  imødeser nye innovative og intelligente løsninger på, hvordan energiudbud og -efterspørgsel kan afbalanceres, hvordan vedvarende energi kan udnyttes bedre, og hvordan spidsbelastninger i energiforbruget kan mindskes; efterlyser forsknings- og udviklingsfinansiering til disse nye løsninger, især til SMV-sektoren;

29.  understreger forbrugernes, borgernes og distributionssystemoperatørers (DSO'ers) afgørende rolle i et stadig mere decentraliseret energilandskab og betydningen af at inddrage dem for at nå målene for energieffektivitet; understreger derfor, at der er behov for flere foranstaltninger for at forbedre deres rolle, bl.a. gennem en lettelse af efterspørgselsreaktionen, oplagringsfaciliteter i mindre målestok, bygningsrenovering og fjernvarme- og fjernkølingssystemer, både på individuelt og kooperativt plan;

30.  påpeger, at energieffektivitetsdirektivet ikke blot støtter energieffektivitet, men også indeholder energibesparelseselementer gennem den bindende årlige energispareforpligtelse i artikel 7; understreger betydningen af et energieffektivitetsmål for 2030, som er i tråd med de klimamålsætninger, der blev vedtaget på COP21, med henblik på at opfylde vores klimamålsætninger og mindske vores afhængighed af tredjelande; bemærker, at bygninger tegner sig for 40 % af energiforbruget i EU, og at 50 % af dette anvendes til opvarmnings- og nedkølingsformål; understreger, at en forbedring af bygningers energieffektivitet derfor er af største betydning med hensyn til at mindske CO2-emissionerne, forbedre energisikkerheden, bekæmpe energifattigdom og styrke vores økonomi; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til med hjælp fra EU-støtte at foretage store investeringer for at forbedre energieffektiviteten, eftersom dette ikke blot vil føre til lavere energiregninger, men også skabe mange job og bidrage til at opfylde genindustrialiseringsmålene;

31.  understreger, at 85 % af energiforbruget i en bygning anvendes til rumopvarmning og varmt brugsvand, og at det derfor er nødvendigt at fremskynde moderniseringen af gamle og ineffektive varmesystemer i Europa for at opnå en gevinst på energieffektiviteten på mindst 20 % med de til rådighed værende teknologier, herunder varmesystemer baseret på vedvarende energi;

Konkurrerende lovbestemmelser bremser miljømæssige succeser, skaber bureaukrati og får energiomkostningerne til at stige

32.  bemærker, at indberetningsforpligtelser på energiområdet som led i en ramme er væsentlige for at kunne vurdere fremskridt med og gennemførelsen af den eksisterende energieffektivitetslovgivning; beklager imidlertid, at virksomheder, energiproducenter, forbrugere og offentlige myndigheder pålægges uforholdsmæssige indberetningsforpligtelser på energiområdet, der også skyldes overregulering fra medlemsstaternes side, og som begrænser potentialet for vækst og innovation; understreger, at indberetningsforpligtelserne i størst mulig udstrækning bør forenkles for at reducere de administrative byrder og omkostninger; kritiserer, at dataene fra indberetning ofte ikke kan sammenlignes på tværs af EU på grund af forskellige nationale opdelinger, metoder og standarder; opfordrer Kommissionen til, bl.a. gennem digitale løsninger, at reducere den administrative byrde i forbindelse med indberetningsforpligtelser og til at indføre yderligere vejledning om datasammenlignelighed for bedre dataevaluering; opfordrer til, at prognoserne for energiefterspørgsel tilpasses i overensstemmelse med det omkostningseffektive besparelsespotentiale inden for nøglesektorer, og mener, at begrænsning af bureaukrati vil fremskynde gennemførelsen af energieffektivitetsforanstaltninger; bemærker, at anvendelsen af princippet om "energieffektivitet først" kræver, at man reviderer energiplanlægningen og -rapporteringen og forbedrer den politiske sammenhæng for at sikre, at de gensidigt forstærker hinanden, idet man anerkender, at energibesparelser er Europas første og mest sikre energikilde; bemærker, at energieffektivitet kan være den bedste investering i en energi-"kilde", der fører til mere overkommelige energipriser, mindsker behovet for supplerende og dyr infrastruktur på udbudssiden og bidrager til at afhjælpe klimaændringer;

33.  understreger, at beregningsreglerne for energibesparelser og fortolkninger vedrørende støtteberettigede foranstaltninger som angivet i bilagene til direktivet er for komplicerede og derfor umulige at følge korrekt; opfordrer Kommissionen til at sikre, at revisionen af direktivet om energieffektivitet vil betyde en radikalt forenklet metode til beregning af energieffektivitet, og til at overveje at foreslå nye delegerede retsakter, der vil forenkle beregningsmetoderne i det nuværende direktiv;

34.  opfordrer Kommissionen til at revidere omregningsfaktoren for elektricitet i bilag IV til direktivet, således at den i højere grad afspejler den omstilling af elproduktionen, som er i gang;

35.  påpeger, at ikke alle risici forbundet med investeringer i energibesparelser kan håndteres af emissionshandelssystemet (ETS), eftersom det udelukkende dækker 45 % af EU's drivhusgasemissioner; påpeger, at direktivet om energieffektivitet er kædet sammen med anden energirelateret EU-lovgivning og har en vis indvirkning på CO2-fodaftrykket og ETS (certifikatpriser); opfordrer Kommissionen til at vurdere det indbyrdes forhold og sikre komplementaritet; konstaterer, at de deraf følgende ETS-kvotepriser er en blandt mange faktorer, der mindsker industriens incitament til at investere i energibesparelser;

36.  understreger betydningen af en korrekt gennemførelse af markedsstabilitetsreserven, som kan bidrage til at forbedre energieffektiviteten gennem styrkelse af sammenhængen mellem EU's ETS og lavemissionsenergipolitikker;

37.  ser frem til den kommende moderniseringsfond, der sigter imod at modernisere energisystemer og forbedre energieffektiviteten i EU-medlemsstater med lavere indkomster, og beder Kommissionen fremlægge en ordentlig styringsstruktur, herunder detaljer om rollerne for modtagermedlemsstaterne, EIB og andre institutioner;

38.  understreger, at manglende samordning mellem forskellige elementer i national lovgivning kan hæmme effektive energieffektivitetsløsninger, der sikrer de bedst mulige resultater med hensyn til omkostningseffektivitet og udligner de prismæssige fordele opnået gennem energibesparelser; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at udarbejde samordningsforanstaltninger med henblik på fuldt ud at realisere energieffektivitetspotentialet, hvilket vil føre til en større sammenhæng mellem medlemsstaterne uden at begrænse deres evne til at skræddersy politikker i overensstemmelse med deres lokale energimarked og -priser, tilgængelige teknologier og løsninger og nationale energimiks; kræver, at man i ETS i højere grad tager højde for nationale foranstaltninger, der påvirker antallet af tilladelser og prisen på disse;

39.  fremhæver behovet for at forbedre energieffektiviteten i den offentlige sektor og efterlyser bedre integration af energibesparelsesinitiativer i offentlige udbudsprocedurer;

40.  gør opmærksom på, at energieffektivitetskravene i offentlige udbudsprocedurer ikke forstås til fulde af alle offentlige købere; opfordrer Kommissionen til at fremkomme med klarere retningslinjer for at gøre det nemmere at overholde artikel 6 i direktivet og til at integrere det bedre i de mere generelle EU-regler om offentlige udbud;

41.  opfordrer Kommissionen til at inddrage lokale og regionale organer med henblik på at fremme energieffektivitet på regionalt og lokalt niveau og på græsrodsniveau;

42.  påpeger, at europæiske detailpriser på elektricitet for små og mellemstore industri- og erhvervskunder og private forbrugere er forholdsvis høje i mange medlemsstater, men at investeringer i energieffektivitet kan styrke det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne og føre til lavere energiudgifter for private forbrugere; understreger imidlertid, at en tredjedel af elregningen i EU i gennemsnit består af indirekte skatter og afgifter, som er pålagt af staten, for private husholdninger, hvilket som et fast element i regningen kan gøre det vanskeligt for forbrugerne at mærke fordelene fra energibesparelser og bidrager til energifattigdom; bemærker, at afgifter, der skal finansiere europæiske klima- og energipolitikker, udgør den mindste del af regningen; understreger, at de høje energipriser i EU medfører en forskel i energipriserne mellem EU's medlemsstater og vores vigtigste konkurrenter i store dele af verden, hvilket hæmmer europæiske energiintensive industriers konkurrenceevne; bemærker, at innovationen også er stigende med større investeringer i energieffektivitet, hvilket placerer EU's industri i en førerposition på verdensplan;

43.  bemærker, at energieffektivitet kan være den bedste investering i en energi-"kilde", der fører til mere overkommelige energipriser, mindsker behovet for supplerende og dyr infrastruktur og bidrager til afhjælpe klimaændringer;

44.  bemærker, at princippet om "energieffektivitet først" åbner mulighed for en omkostningseffektiv udvidelse af andelen af vedvarende energikilder i mikset; understreger, at spareforpligtelser bør være forenelige med udviklingen af bæredygtige vedvarende energikilder, og at synergier bør styrkes for en effektiv overgang til et kulstoffattigt, robust og intelligent energisystem; er af den opfattelse, at der takket være forbedrede tværregionale distributions- og lagringssystemer samt efterspørgselsstyring er gode muligheder for yderligere udbygning af lokaliteter, hvor forholdene for vind-, vand- og solenergi er optimale, og hvis funktion er at forsyne hele Europa; er overbevist om, at dette vil have en dæmpende virkning på energipriserne;

45.  understreger, at energieffektivitet er den mest omkostningseffektive foranstaltning til opfyldelse af EU's forpligtelser til reduktion af CO2-emissionerne;

Behov for mere sammenhæng i energilovgivningen

46.  opfordrer Kommissionen til at fastholde princippet om "bedre regulering", til at overveje bedre metoder til koordinering af EU's regler for energi og klimaændringer med henblik på at forbedre lovgivningsmæssig effektivitet og til at foreslå foranstaltninger til at forbedre den nuværende lovgivning; opfordrer desuden Kommissionen til at styrke metoderne til en omfattende og langsigtet vurdering af energieffektivitetsinitiativer, herunder alle væsentlige eksterne virkninger; opfordrer til et samfundsmæssigt perspektiv i forbindelse med modelleringen og vurderingen af de samlede omkostninger og fordele ved forskellige ambitionsniveauer vedrørende energieffektivitet og til, at energieffektivitet behandles som en uafhængig energikilde;

47.  opfordrer Kommissionen til at behandle energieffektivitet som en infrastrukturmæssig prioritering og anerkende, at det opfylder den definition på infrastruktur, som anvendes af IMF og andre økonomiske institutioner(9), og til at gøre det til et afgørende element og en prioriteret overvejelse i fremtidige investeringsbeslutninger vedrørende Europas energiinfrastruktur;

48.  bemærker, at energieffektivitet kan bidrage til at øge energisystemets modstandsdygtighed og dermed bidrage til overgangen til en bæredygtig og sikker situation;

49.  understreger, at et velfungerende indre marked for energi, herunder for energieffektivitetstjenester, vil optimere udgifterne til energisystemer, hvilket således vil være til gavn for alle forbrugere og markant forbedre energieffektiviteten og konkurrenceevnen i hele Europa; opfordrer derfor medlemsstaterne til at gennemføre den tredje energipakke fuldt ud for at sikre fuldt fungerende konkurrencebetonede og forbundne energimarkeder;

50.  gør opmærksom på, at energiintensive sektorer også skal bidrage, og at det i den forbindelse er særdeles vigtigt at have ensartede vilkår i EU;

51.  understreger, at energieffektivitet indgår i EU's centrale mål, og at EU-landene derfor bør tilskyndes til at forhindre spild forårsaget af forbruget inden for industri-, transport- og byggesektorerne, som er de sektorer, der tegner sig for den største andel af forbruget;

52.  glæder sig over den positive indvirkning, som attesteringsordninger eller energispareforpligtelser (artikel 7) har i mange medlemsstater; mener, at muligheden for at vælge alternative foranstaltninger med tilsvarende mål er en væsentlig faktor for at sikre deres accept; bemærker betydningen af at sikre, at de attesterede besparelser svarer til konkrete energibesparelser og ikke kun er besparelser på papiret; fremhæver energiforsyningsvirksomheders rolle for den aktive udvikling af energieffektivitetsforanstaltninger; opfordrer til, at medregning af attesteringsordninger og energispareforanstaltninger ikke skal vanskeliggøres; opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvorvidt det er muligt at tage højde for primære energibesparelser gennem indbyggede kraftvarmeværker (kombineret produktion af varme og elektricitet);

53.  henleder opmærksomheden på den rapport, der er blevet udarbejdet af EPRS for Parlamentet, og ifølge hvilken de fleste af de indførte ordninger for energispareforpligtelser påviseligt har været vigtige for at sikre forbedringer af den nationale energieffektivitet og har sikret omkostningseffektive besparelser for adskillige husholdninger og organisationer; fremhæver ligeledes rapportens konklusion om, at ordninger for energispareforpligtelser er særdeles omkostningseffektive, og at der findes dokumentation for, at veludformede og velgennemførte ordninger for energispareforpligtelser kan levere op til 100 % af et lands besparelser i henhold til artikel 7; foreslår derfor, at Kommissionen udarbejder en liste over god og dårlig praksis og udvikler et sæt af kriterier med henblik på at sikre veludformede og effektive ordninger for energispareforpligtelser;

54.  kræver, at der sikres plausible besparelses- og effektivitetsberegninger uden unødvendigt bureaukrati; anser det for muligt, at direktivet om energieffektivitet også kan tjene som rammelovgivning herfor, mener, at konkrete foranstaltninger og effektivitetskriterier kan integreres i eksisterende direktiver (f.eks. bygningsdirektivet) eller i en samlet ordning med mærkningspligt (mærkning med energieffektivitet, miljørigtigt design, cirkulær økonomi, CE-mærkning);

55.  mener, at EU's klimabeskyttelses- og energieffektivitetsmål skal være gensidigt forstærkende, og at bindende krav om energieffektivitet er vigtige for at opnå et maksimalt ambitionsniveau og en maksimal indsats i medlemsstaterne, samtidig med at det ligeledes er nødvendigt at sikre tilstrækkelig fleksibilitet til at skræddersy mikset af værktøjer og instrumenter på nationalt plan;

56.  opfordrer til, at det reviderede direktiv om energieffektivitet skal være på linje med EU's klimabeskyttelsesmål og det mål, der blev vedtaget på COP21; understreger, at en fortsættelse og forbedring af eksisterende foranstaltninger og en udryddelse af modsigelser og smuthuller skal indgå i en revision af direktivet for at sikre reguleringsmæssig forudsigelighed og indgyde investorerne tillid på lang sigt;

Mere energieffektivitet – flere arbejdspladser og vækst

57.  beklager de lidet effektive projekter om energieffektivitet, der er understøttet af EU's strukturfonde (2007-2013), og som er blevet kritiseret i Revisionsrettens beretning; opfordrer Kommissionen til hurtigt at gennemføre de tilsvarende forbedringer med særlig vægt på begrundelse, overvågning og forkortelse af tilbagebetalingsperioden for finansierede projekter; kræver bedre retningslinjer og et styrket tilsyn fra Kommissionens side med henblik på en bedre udnyttelse af strukturfondene og EFSI sammen med private investeringer til gennemførlige energieffektivitetsprojekter, navnlig i byggesektoren; mener, at strukturfondenes og EFSI's finansiering af energieffektivitetsprojekter bør målrette de forbrugere, der er mere følsomme over for energiomkostninger, såsom industri, som risikerer kulstoflækage, SMV'er og husholdninger, der risikerer at blive udsat for energifattigdom; anser det for en absolut prioritet at udvikle finansielle instrumenter, værktøjer og innovative modeller til at mobilisere offentlige midler og fungere som løftestang for privat finansiering på lokalt, nationalt, regionalt og europæisk plan for at støtte investeringer i centrale energieffektivitetssektorer såsom renovering af bygninger, samtidig med at der lægges særlig vægt på sårbare grupper, og der tages behørigt hensyn til de særlige kendetegn ved langsigtede investeringer;

58.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme investeringer i byggesektoren, herunder yderligere tiltag med det formål at give incitamenter til gennemgribende renovation af den dårligt isolerede bygningsmasse i EU;

59.  understreger, at en minimumstærskel bør målrettes husholdninger, der er påvirket af energifattigdom, såfremt medlemsstaterne indfører en afgiftsfinansieret energieffektivitetsordning; understreger desuden, at medlemsstaterne bør demonstrere, hvordan en sådan afgiftsfinansieret energieffektivitetsordning bidrager til at forbedre den dårligste del af den eksisterende boligmasse;

60.  fremhæver betydningen af EU's finansielle instrumenter i form af lån, garantier og egenkapital til at geare privat finansiering af energieffektivitetsprojekter; understreger dog, at der er brug for tilvejebringelse af finansiering i form af tilskud til projekter på det sociale område;

61.  understreger, at EU bør opstille et ambitiøst energisparemål og fremme innovation med hensyn til investeringer i energieffektivitet, da denne slags investeringer er rentable og forholdsvis hurtigt kan tjenes ind;

62.  opfordrer medlemsstaterne til at medtage en bestemmelse om, at en betydelig minimumsprocentdel af foranstaltningerne i ordningerne for energispareforpligtelser skal målrettes mod forbrugere med lav indkomst;

63.  bemærker, at energieffektivitetsprojekter ofte er i mindre målestok og må samles i større porteføljer; opfordrer med det for øje Kommissionen, EIB og medlemsstaterne til at yde mere teknisk støtte og projektudviklingsstøtte for at fremme investeringer;

64.  mener, at der er behov for en langsigtet strategi for energieffektivitet i bygninger og yderligere stimulering af energieffektiv renovering af bygninger for at komme videre end enkle foranstaltninger med lave omkostninger inden for bygningssektoren;

65.  opfordrer til en forbedret samordning og udveksling af ideer og bedste praksis blandt medlemsstaterne om spareforpligtelser og bygnings- og renoveringsplaner (artikel 4, 5, 6 og 7) med det mål, at velafprøvede og nye instrumenter (skatteincitamenter, støtteprogrammer, kontraktmodeller og investeringer i socialt boligbyggeri) hurtigere bliver anvendt; mener, at artikel 5 bør udvides til at omfatte alle offentlige organer, hvor det er muligt; opfordrer til retningslinjer fra Kommissionen for fremtidige nationale planer med henblik på at sikre gennemsigtighed og sammenlignelighed; glæder sig over den tekniske støtte fra Kommissionen til gennemførelsen af direktivet om energieffektivitet; opfordrer til obligatoriske modeller for nationale planer med henblik på at sikre gennemsigtighed og sammenlignelighed; opfordrer medlemsstaterne til at overveje innovative markedsbaserede støtteordninger;

66.  bemærker, at det mindste fremskridt er blevet gjort i boligsektoren, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at gøre brug af energitjenesteselskaber og kontrakter om energiydelser, til at indføre skatteordninger og låneprogrammer med henblik på at øge de lave renoveringsprocentsatser i den eksisterende boligmasse i Europa og til at belønne energieffektivitetsforanstaltninger såsom indførelse af energieffektive opvarmnings- og nedkølingssystemer;

67.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at indføre og forbedre systemenerne for energieffektivitetskontrol, -måling og -styring i bygninger med henblik på at opnå betydelige fremskridt i energieffektiviteten i bygninger i EU;

68.  opfordrer til, at medlemsstaterne i deres renoveringskøreplaner, jf. artikel 4, skitserer, hvordan de i den næste version af køreplanerne (med frist i april 2017) vil gennemføre energirenovering af deres bygningsmasse og som et resultat heraf vil opfylde den EU-dækkende vision om en næsten energineutral bygningsmasse inden 2050;

69.  mener, at en udvidelse af bestemmelsen om, at offentlige bygninger skal være forbillede, til også at gælde for alle niveauer af den offentlige forvaltning og ikke blot centralregeringen vil bidrage til fuldt ud at udnytte byggesektorens omkostningseffektive potentiale, da dette har vist sig at være den sektor, der har det højeste potentiale, ikke blot med hensyn til energibesparelser, men også med hensyn til at levere andre bredere fordele, herunder øget komfort og velvære; mener i denne forbindelse, at medlemsstaterne bør være forpligtet til at fastsætte en intern mekanisme for, hvordan opnåelsen af renoveringsmålet på 3 % skal fordeles mellem de forskellige niveauer af den offentlige forvaltning, og at fleksibiliteten til at vælge andre foranstaltninger bør bibeholdes og deres virkninger kvantificeres som en alternativ tilgang til stk. 1 og 2;

70.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at gøre en yderligere indsats for at renovere ejendomme, som ikke er beboelsesejendomme, i betragtning af deres betydelige rentabilitetspotentiale på kort sigt;

71.  foreslår, at direktivets artikel 4 skal have overskriften "langsigtede strategier for en gennemgribende renovering af den nationale bygningsmasse, herunder for mobilisering af investeringer";

72.  anmoder om, at der afsættes de nødvendige ressourcer til at uddanne montører, således at de kan udføre renoveringer af høj kvalitet;

73.  efterlyser en strategi fra Kommissionen med det formål at udbrede kendskabet til nye tekniske udviklinger (f.eks. med hensyn til køling, belysning, isolering, termostater, målinger, anvendelse af glas og mange andre);

74.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tillægge artikel 4 i direktivet høj prioritet i forbindelse med forberedelsen af anden udgave af de strategier, der skal foreligge i 2017, og som bør udarbejdes under reel inddragelse af aktørerne og ud fra obligatoriske modeller, og som også skal indeholde delmål for hvert femte år og gennemførelsesplaner, for at nå målet om næsten energineutrale bygninger på EU-plan senest i 2050, eftersom dette vil være nødvendigt for at opfylde COP21-målene;

75.  mener, at energisyn i virksomheder er et anerkendt værktøj til forøgelse af energieffektiviteten, og understreger deres konkurrencemæssige fordele; opfordrer til en fælles definition og gennemførelse af kriterierne i direktivet (for definitionen af SMV'er, for revisioner, ingen dobbeltattestering i forbindelse med grænseoverskridende virksomhedsstrukturer) og indførelsen af en ensartet tilgang til den minimumsgrænse, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4; opfordrer til, at denne artikels anvendelsesområde udvides til at dække alle virksomheder med et stort energiforbrug; opfordrer til en evaluering med henblik på at forbedre effektiviteten af systemerne for energisyn; opfordrer til, at der kræves gennemførelse af henstillingerne om omkostningseffektive energitilsyn i forbindelse med planlagt vedligeholdelse i overensstemmelse med virksomhedernes mål;

76.  foreslår en revision af den definition på SMV'er, som anvendes i dette direktiv (artikel 2, nr. 26), således at den kun indeholder antallet af beskæftigede personer og den årlige omsætning, således at virksomheder, hvori 25 % eller mere kontrolleres af et offentligt organ, fortsat kan betragtes som SMV'er;

77.  glæder sig over, at Kommissionen arbejder på retningslinjer for gennemførelsen af artikel 9-11 i direktivet om energieffektivitet med henblik på at hjælpe forbrugerne med at kontrollere deres energiforbrug bedre; mener, at teknisk gennemførlighed og anvendelse af intelligente målere – under hensyntagen til omkostningseffektivitet og gennemsigtighed i omkostningerne – er vigtige elementer for energibesparelser; er af den opfattelse, at alle eksisterende bestemmelser om måling og fakturering af hensyn til sammenhængen bør samles på ét sted;

78.  påpeger, at forbrugernes energiregninger stadig er uklare og unøjagtige; anbefaler, at man forbedrer gennemsigtigheden og tydeligheden af regningerne ved at indføre højniveauprincipper for regninger på EU-niveau, således at forbrugerne har adgang til nøgleoplysninger i et sammenligneligt format og for at hjælpe dem med at tilpasse deres forbrugsmønstre; understreger, at forbrugerne har vidt forskellige præferencer og tilgængelige værktøjer, og at tilgangen til information derfor bør formes gennem forbrugerundersøgelser på nationalt plan;

79.  mener, at adgangen til uafhængig og pålidelig information og rådgivning om passende energieffektivitetsforanstaltninger og økonomiske ordninger er afgørende, navnlig for husholdningerne, men også for regionale og lokale myndigheder, således at de kan træffe energibevidste beslutninger på et velinformeret grundlag og administrere deres energiforbrug bedre, bl.a. ved hjælp af intelligente målere og individuel måling af forbruget af opvarmning og køling;

80.  opfordrer til strenge kvalitetssikringsstandarder, nationale uddannelsesprogrammer og fælles forenklede nationale attesteringssystemer for udbydere af energieffektivitet, der er understøttet af sammenhængende og let tilgængelige rammer for rådgivning og klageadgang; understreger, at dette forslag har til formål at fjerne nogle af de ikkeøkonomiske hindringer for forbrugernes anvendelse af energieffektive produkter og tjenester, f.eks. ved at gøre det muligt at identificere erhvervsdrivende, som der er tillid til;

81.  forventer yderligere investeringer i energispareforanstaltninger i kraft af, at kravene til højeffektiv kraftvarmeproduktion, jf. artikel 14, opfyldes;

82.  understreger, at en afgiftsfinansieret energieffektivitetsordning (artikel 20), hvis medlemsstaterne indfører en sådan, bør prioritere husholdninger, der er påvirket af energifattigdom; insisterer på, at det reviderede energidirektiv bør sikre medlemsstaterne et langsigtet og stabilt politisk miljø, der kan garantere en vedvarende stigning i energieffektivitetsinvesteringerne, navnlig på lokalt plan; kræver, at EU og EIB opskalerer deres kapacitetsopbygning og tekniske bistand for at udvikle solide energieffektivitetsprojekter, som tiltrækker private investeringer fra markedet; kræver, at EU's finansieringsprogrammer (f.eks. strukturfondene, Juncker-planen, ELENA-EIB) øger andelen af midler, der er afsat til kapacitetsopbygning og teknisk bistand vedrørende energieffektivitet;

83.  beklager det beskedne niveau af offentlige og private investeringer i intelligente elektricitetsdistributionsnet; opfordrer Kommissionen til at skærpe gennemførelsen af direktivets artikel 15 med henblik på at fremme udbygningen af sådanne net;

84.  opfordrer til, at der indføres en forpligtelse til at foretage nationale cost-benefit-analyser af energieffektivitetsprogrammer, der gennemføres via – eller sammen med – lokale myndigheder, og til, at man gennemfører denne metode, når den sikrer effektivitet og besparelser for forbrugere;

85.  udtrykker sin bekymring over den stigende forurening forårsaget af visse private varmeanlæg, hvor der fyres med fast biomasse, som producerer store mængder mikropartikler, nitrogenoxider, kulmonoxid og dioxiner, der er ekstremt negative for luftkvaliteten og derfor er skadelige for menneskers sundhed; opfordrer følgelig indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre effektive og miljøvenlige alternative løsninger;

86.  påpeger, at der er behov for omgående at iværksætte en mere omfattende strategi for at forbedre energieffektiviteten i hele transportsystemet, hvor man ikke kun sætter sin lid til køretøjernes eller fremdrivningssystemernes teknologiske udvikling; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at tage ambitiøse skridt til at indføre nye foranstaltninger til at styrke omstillinger til de mest energieffektive transportformer og til at gøre fuld brug af intelligent trafikstyring for at forbedre den tilgængelige kapacitets effektivitet og udnyttelsesrate yderligere i både køretøjer og infrastruktur og også inden for logistik, luftfart og søfart;

87.  minder om, at energieffektivitet kan opnås ved at fastlægge CO2-standarder og oplyse brugerne om deres køretøjers brændstofforbrug; opfordrer Kommissionen til at udarbejde forslag med henblik på at oplyse brugerne om brændstofforbruget i nye lastbiler og busser og fastsætte grænser for deres CO2-emissioner;

88.  beklager, at transport bidrager med så lidt til energibesparelser, med kun 3 % inden for rammerne af den generelle opdeling af besparelserne på sektorer, på trods af stabiliseringen i passagertrafikken og det fald i fragttransporten mellem 2005 og 2013, der skyldtes den økonomiske krise; opfordrer medlemsstaterne til at øge antallet af foranstaltninger, der målrettes mod transportsektoren;

o
o   o

89.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

(1) EUT L 153 af 18.6.2010, s. 13.
(2) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 1.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0444.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0094.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0266.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0063.
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0359.
(8) Jf. Tina Fawcett og Jan Rosenow: "The Member States' plans and achievements towards the implementation of Article 7 of the Energy Efficiency Directive", EPRS-undersøgelse.
(9) "Energy efficiency as infrastructure: leaping the investment gap" – rapport fra E3G-rådgivning, den 3. marts 2016.

Juridisk meddelelse