Indeks 
Vedtagne tekster
Tirsdag den 12. april 2016 - StrasbourgEndelig udgave
Ordninger for varer med oprindelse i bestemte AVS-lande ***I
 Fiskeripartnerskabsaftale med Danmark og Grønland: fiskerimuligheder og den finansielle modydelse ***
 Aftale mellem EU og Macao om visse aspekter af lufttrafik ***
 Minimumsnormalsatsen for moms *
 Aftale om strategisk samarbejde mellem Den Føderative Republik Brasilien og Europol *
 Anmodning om ophævelse af Hermann Winklers immunitet
 De Forenede Nationers havretskonvention: fiskerimæssige aspekter
 Avlsdyr og reproduktionsmateriale herfra ***I
 Situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration
 Årsrapporterne 2012-2013 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet
 Programmet for målrettet og effektiv regulering
 Fremskridt i retning af bedre regulering af det indre marked
 EU-undervisning i skolen
 Erasmus+ og andre redskaber til fremme af mobiliteten i forbindelse med erhvervsuddannelse
 EU's rolle i forbindelse med de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer
 Ikke-industrielt kystfiskeri i fiskeriafhængige områder
 Den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension, herunder fiskeriaftaler

Ordninger for varer med oprindelse i bestemte AVS-lande ***I
PDF 249kWORD 82k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. april 2016 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler (omarbejdning) (COM(2015)0282 – C8-0154/2015 – 2015/0128(COD))
P8_TA(2016)0094A8-0010/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure – omarbejdning)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0282),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0154/2015),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 8. oktober 2015 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter(2),

–  der henviser til skrivelse af 16. september 2015 fra Retsudvalget til Udvalget om International Handel, jf. forretningsordenens artikel 104, stk. 3,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 104 og 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel (A8-0010/2016),

A.  der henviser til, at forslaget ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer;

1.  vedtager sin holdning ved førstebehandling, hvormed Kommissionens forslag overtages, under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. april 2016 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/… om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler (omarbejdning)

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2016/1076.)

(1) EUT C 32 af 28.1.2016, s. 23.
(2) EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1.


Fiskeripartnerskabsaftale med Danmark og Grønland: fiskerimuligheder og den finansielle modydelse ***
PDF 243kWORD 59k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. april 2016 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og den danske regering og det grønlandske landsstyre på den anden side (11634/2015 – C8-0377/2015 – 2015/0152(NLE))
P8_TA(2016)0095A8-0067/2016

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (11634/2015),

–  der henviser til udkast til protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og den danske regering og det grønlandske landsstyre på den anden side (11633/2015),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 43 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), og stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0377/2015),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1, første og tredje afsnit, og stk. 2, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Fiskeriudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og fra Budgetudvalget (A8-0067/2016),

1.  godkender indgåelsen af protokollen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Grønlands regering og parlament.


Aftale mellem EU og Macao om visse aspekter af lufttrafik ***
PDF 240kWORD 59k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. april 2016 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen om visse aspekter af lufttrafik mellem Den Europæiske Union og regeringen for Folkerepublikken Kinas særlige administrative region Macao (05255/2014 – C8-0040/2015 – 2012/0015(NLE))
P8_TA(2016)0096A8-0072/2016

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (05255/2014),

–  der henviser til udkast til aftale mellem Den Europæiske Union og regeringen for Folkerepublikken Kinas særlige administrative region Macao om visse aspekter af lufttrafik (08179/2012),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 100, stk. 2, artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), og artikel 218, stk. 8, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0040/2015),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1, første og tredje afsnit, artikel 99, stk. 2, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Transport- og Turismeudvalget (A8-0072/2016),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og til regeringen for Folkerepublikken Kinas særlige administrative region Macao.


Minimumsnormalsatsen for moms *
PDF 247kWORD 61k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. april 2016 om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår varigheden af forpligtelsen til at overholde et minimumsniveau for normalsatsen (COM(2015)0646 – C8-0009/2016 – 2015/0296(CNS))
P8_TA(2016)0097A8-0063/2016

(Særlig lovgivningsprocedure – høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2015)0646),

–  der henviser til artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0009/2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0063/2016),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  beklager, at Kommissionen har offentliggjort sit forslag så sent, at anvendelsen af normalsatsen for moms vil have tilbagevirkende kraft;

3.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

4.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

5.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

6.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til direktiv
Artikel 1 – nr. 1
Direktiv 2006/112/EF
Artikel 97
Fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2017 må normalsatsen ikke være mindre end 15 %.
Fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2018 må normalsatsen ikke være mindre end 15 %.

Aftale om strategisk samarbejde mellem Den Føderative Republik Brasilien og Europol *
PDF 246kWORD 61k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. april 2016 om udkast til Rådets gennemførelsesafgørelse om godkendelse af Den Europæiske Politienheds (Europols) indgåelse af aftalen om strategisk samarbejde mellem Den Føderative Republik Brasilien og Europol (13980/2015 – C8-0010/2016 – 2016/0801(CNS))
P8_TA(2016)0098A8-0070/2016

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets udkast (13980/2015),

–  der henviser til artikel 39, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union som ændret ved Amsterdamtraktaten, og artikel 9 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser, i henhold til hvilken Rådet hørte Parlamentet (C8-0010/2016),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2009/371/RIA af 6. april 2009 om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol)(1), særlig artikel 23, stk. 2,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2009/934/RIA af 30. november 2009 om vedtagelse af gennemførelsesbestemmelserne vedrørende Europols forbindelser med partnere, herunder udveksling af personoplysninger og klassificerede informationer(2), særlig artikel 5 og 6,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2009/935/RIA af 30. november 2009 om fastsættelse af listen over de tredjelande og organisationer, hvormed Europol skal indgå aftaler(3),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59 og artikel 50, stk. 1,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0070/2016),

1.  godkender Rådets udkast;

2.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

3.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad;

4.  opfordrer Kommissionen til efter ikrafttrædelsen af den nye Europolforordning (2013/0091(COD)) at evaluere bestemmelserne i samarbejdsaftalen; opfordrer Kommissionen til at informere Parlamentet og Rådet om resultaterne af denne evaluering og, hvis det er hensigtsmæssigt, at fremsætte en henstilling om tilladelse til at indlede en international genforhandling af aftalen;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til Europol.

(1) EUT L 121 af 15.5.2009, s. 37.
(2) EUT L 325 af 11.12.2009, s. 6.
(3) EUT L 325 af 11.12.2009, s. 12.


Anmodning om ophævelse af Hermann Winklers immunitet
PDF 159kWORD 62k
Europa-Parlamentets afgørelse af 12. april 2016 om anmodning om ophævelse af Hermann Winklers immunitet (2016/2000(IMM))
P8_TA(2016)0099A8-0062/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning af 25. september 2015 om ophævelse af Hermann Winklers immunitet, som er fremsendt af anklagemyndigheden i Leipzig i forbindelse med en forundersøgelse angående en trafikulykke (ref. 600 AR 3037/15), og hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 14. december 2015,

–  der henviser til, at Hermann Winkler har givet afkald på retten til at blive hørt, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 5,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til artikel 46 i den tyske grundlov (Grundgesetz),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0062/2016),

A.  der henviser til, at anklagemyndigheden i Leipzig (Tyskland) har anmodet om ophævelse af medlem af Europa-Parlamentet Hermann Winklers parlamentariske immunitet i forbindelse med indledning af en efterforskning angående en påstået lovovertrædelse;

B.  der henviser til, at, medlemmerne i henhold til artikel 9 i protokollen vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

C.  der henviser til, at et medlem i henhold til artikel 46, stk. 2, i den tyske grundlov (Grundgesetz) ikke uden Forbundsdagens samtykke kan drages til ansvar for en strafbar handling, medmindre han er grebet på fersk gerning eller i løbet af den følgende dag;

D.  der henviser til, at anmodningen vedrører en forundersøgelse angående en alvorlig trafikulykke, der fandt sted den 23. september 2015, og som Hermann Winkler var involveret i;

E.  der henviser til, at straffesagen ikke vedrører meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af hvervet som medlem af Europa-Parlamentet som omhandlet i artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter;

F.  der henviser til, at der på baggrund af de oplysninger, som udvalget er i besiddelse af, ikke er grund til at formode, at sagen er indledt med den hensigt at skade medlemmets politiske virksomhed (fumus persecutionis);

G.  der henviser til, at den påståede lovovertrædelse således klart ikke har nogen forbindelse med Hermann Winklers position som medlem af Europa-Parlamentet;

H.  der henviser til, at den parlamentariske immunitet derfor bør ophæves i den omhandlede sag;

1.  vedtager at ophæve Hermann Winklers immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til de tyske myndigheder og Hermann Winkler.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23.


De Forenede Nationers havretskonvention: fiskerimæssige aspekter
PDF 191kWORD 83k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om fiskerimæssige aspekter i forbindelse med den internationale aftale om havets biologiske mangfoldighed i områder uden for national jurisdiktion, De Forenede Nationers havretskonvention (2015/2109(INI))
P8_TA(2016)0100A8-0042/2016

Europa-Parlamentet

–  der henviser til FN's havretskonvention (UNCLOS) og de to gennemførelsesaftaler dertil, nemlig aftalen om anvendelse af kapitel XI og FN's aftale om fiskebestande (UNFSA),

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution om udvikling af et internationalt retligt bindende instrument under FN's havretskonvention om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af havets biologiske mangfoldighed i områder uden for national jurisdiktion,

–  der henviser til slutdokumentet fra FN's konference om bæredygtig udvikling i Rio de Janeiro i 2012 med titlen "The future we want",

–  der henviser til rapporterne fra FN's uformelle ad hoc-arbejdsgruppe uden fast mandat,

–  der henviser til biodiversitetskonventionen (CBD) og Aichi-målene for biodiversitet, som parterne til CDB har vedtaget, og navnlig mål 6, 10 og 11,

–  der henviser til de videnskabelige kriterier og retningslinjer, der blev fastsat på Azorerne i 2009, for identifikation af økologisk eller biologisk signifikante havområder (EBSA) og for oprettelse af repræsentative netværk af beskyttede havområder, som er beliggende på det åbne hav og i dybhavshabitater omfattet af biodiversitetskonventionen,

–  der henviser til biodiversitetskonventionen og det dertil knyttede arbejde med at beskrive biologiske havområder, der allerede nu har ført til beskrivelsen af 204 områder, hvor betingelserne er opfyldt, og hvoraf mange er områder uden for national jurisdiktion,

–  der henviser til, at der er blevet beskrevet biologisk signifikative havområder i det sydlige Indiske Ocean, den østlige, tropiske, tempererede og nordlige del af Stillehavet, den sydøstlige del af Atlanterhavet, Arktis, den nordvestlige del af Atlanterhavet, Middelhavet, den sydvestlige del af Stillehavet, Vestindien, og den vestlige midterste del af Atlanterhavet, mens andre regioner endnu ikke er dækket,

–  der henviser til Rio-erklæringen om miljø og udvikling, Agenda 21, programmet for videreførelse af Agenda 21, planen for gennemførelse af verdenstopmødet om bæredygtig udvikling (Johannesburg-erklæringen om bæredygtig udvikling og gennemførelsesplanen),

–  der henviser til FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO) adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri, som blev vedtaget af FAO-konferencen i oktober 1995, og de dertil hørende instrumenter, navnlig 1995-aftalen om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger på det åbne hav,

–  der henviser til FN's 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (UNGA A/RES/70/1, der blev vedtaget i 2015) og mål 14 for bæredygtig udvikling om at bevare havene og bruge havene og de marine ressourcer på bæredygtig vis for at fremme bæredygtig udvikling,

–  der henviser til målsætning 14 i FN's dagsorden for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A8-0042/2016),

A.  der henviser til, at 71 % af jordens overflade er dækket af hav, som indeholder 97 % af planetens vand, og at havet huser en betydelig del af verdens biodiversitet, hvoraf meget endnu er uudforsket;

B.  der henviser til, at ca. 64 % af havområderne, navnlig det åbne hav og dybhavsområderne, er områder, der ligger uden for staternes nationale jurisdiktion og reguleres af folkeretten;

C.  der henviser til, at havene er en integreret del af mange af jordens systemer, herunder klima- og vejrsystemerne, og at det er et sted, hvor en bred vifte af menneskelige aktiviteter udfolder sig, såsom fiskeri, energirelaterede aktiviteter, transport og handel;

D.  der henviser til, at mindre end 1 % af områder uden for national jurisdiktion er beskyttet af en status som beskyttet havområde, og at der for langt størstedelen af havområderne ikke findes forvaltningsrammer, der giver retlige beføjelser til at oprette beskyttede havområder;

E.  der henviser til, at beskyttelsen og bevarelsen af havets biodiversitet er relevant for hele menneskeheden og bør varetages som sådan;

F.  der henviser til, at bevarelsen af sunde marine habitater og bæredygtige fiskebestande er afgørende for fiskeriets bæredygtighed på lang sigt;

G.  der henviser til, at beskyttede økosystemer i 2014 dækkede 15,2 % af verdens jordarealer og kun 8,4 % af verdens havområder;

H.  der henviser til, at klimaændringerne og forsuringen forværrer de negative følger af overudnyttelse, forurening, havaffald og ødelæggelsen af marine habitater og økosystemer;

I.  der henviser til, at det i slutdokumentet fra FN's konference om bæredygtig udvikling (Rio de Janeiro, 2012) med titlen "The Future We Want" blev understreget, at det overordnede mål for og de væsentlige betingelser for bæredygtig udvikling er beskyttelse og forvaltning af det naturressourcebaserede grundlag for økonomisk og social udvikling;

J.  der henviser til, at have og oceaner har et potentiale til 'blå vækst', der stadig i stor grad er uudnyttet, f.eks. vedrørende vedvarende energi og farmaceutiske produkter, gør opmærksom på, at denne form for vækst kan være et ganske fornuftigt valg for nutidens udviklingslande, og betoner, at kendskab til de maritime arter, havmiljøet og havbunden samt en kortlægning af de sårbare maritime økosystemer er nødvendige forudsætninger for maritim udvikling og udnyttelse af potentialet i blå vækst;

K.  der henviser til, at bevarelsen af havets biodiversitet og den bæredygtige udnyttelse heraf er direkte relevant for bæredygtig udvikling på lang sigt og derfor har social, økonomisk og miljømæssig betydning for alle lande og områder;

L.  der henviser til, at det eksisterende retsgrundlag for områder uden for national jurisdiktion, der blev udviklet for over 30 år siden, og som er baseret på doktrinen om havets frihed, bør udvikles yderligere for at have en reel positiv betydning, for så vidt angår bevarelse og bæredygtig anvendelse af havets biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion;

M.  der henviser til, at antallet af aktiviteter i havmiljøet er steget i de seneste årtier, og at der kan konstateres en vis dynamik mellem de forskellige aktiviteter, der udfolder sig på det åbne hav, og deres virkninger på havets biodiversitet

N.  der henviser til, at vi konstaterer, at der er et samspil mellem virkningerne af de forskellige aktiviteter på det åbne hav, og at de påvirker havenes biodiversitet;

O.  der henviser til, at FN's Generalforsamling i 2004 nedsatte den uformelle ad hoc-arbejdsgruppe uden fast mandat med henblik på at undersøge og analysere bevarelsen og den bæredygtige anvendelse af havets biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion;

P.  der henviser til, at denne arbejdsgruppe i 2011 anbefalede at iværksætte en proces, der kunne fastlægge mangler og anvise veje fremad, herunder en mulig udvikling af multilaterale aftaler under UNCLOS, og at denne proces under ét burde omhandle alle de marine genetiske ressourcer og behandle spørgsmålene om deling af udbytte, foranstaltninger som f.eks. områdebaserede forvaltningsværktøjer (omfattende beskyttede havområder), processer til miljøkonsekvensanalyser, kapacitetsopbygning og overførsel af havteknologi;

Q.  der henviser til, at det i medformændenes referat fra arbejdsgruppen fra 2011 blev konstateret, at der er et stort gab mellem den videnskabelige proces for beskrivelse af økologisk og biologisk signifikante områder og den nuværende identifikation/udpegning af sådanne områder, da intet globalt forum på det tidspunkt havde et formelt mandat hertil, og da de eksisterende regionale og sektorielle fora havde et legitimitetsproblem med hensyn til at gøre det;

R.  der henviser til, at det i medformændenes referat fra arbejdsgruppen fra 2011 blev konstateret, at der er generelle begrænsninger og mangler ved den nuværende situation;

S.  der henviser til, at stats- og regeringscheferne i slutdokumentet fra Rio+20 i juni 2012 har forpligtet sig til så hurtigt som muligt og inden den 69. samling i FN's Generalforsamling at tage udgangspunkt i arbejdsgruppens resultater og arbejde videre på spørgsmålet om bevarelse og bæredygtig anvendelse af havets biodiversitet uden for områder under national jurisdiktion og bl.a. træffe beslutning om udvikling af et internationalt instrument under havretskonventionen;

T.  der henviser til, at fiskeri såvel som en selvstændig aktivitet og i forbindelse med klimaforandringer, forurening eller andre menneskelige aktiviteter har en betydelig indvirkning på den marine biomasse og biodiversitet, og derfor bør indvirkningen af fiskeriet på den marine biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion behandles samlet i alle maritime bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger med henblik på at forebygge eller minimere disse indvirkninger; der henviser til, at fiskeri ikke er den eneste menneskeskabte faktor til dødelighed blandt havets ressourcer, og derfor bør der ikke kun træffes internationale foranstaltninger på dette område;

U.  der bl.a. henviser til, at udvinding af mineraler, boring efter energikilder og byplatformes udnyttelse af jordbunden er andre faktorer til dødelighed for fiskeressourcer i dag, og at den fremtidige maritime udvikling kan medføre andre årsager til uventet dødelighed, som det er nødvendigt at være opmærksom på;

V.  der henviser til, at den marine biodiversitet allerede nu er gået voldsomt tilbage, og at der er en stærk forbindelse mellem fremtidssikring af fiskerimulighederne for de fremtidige generationer og beskyttelse af den maritime biodiversitet og bevarelse af de marine økosystemer;

W.  der henviser til, at teknikker for selektiv og bæredygtigt fiskeri er nødvendige redskaber for en bæredygtig forvaltning af fiskeriressourcerne og for at minimere omfanget af uønskede fangster, og at de vil gavne bevarelsen af den marine biodiversitet;

X.  der henviser til, at samordning og gensidige høringer mellem alle de, der udfører maritime aktiviteter, er helt afgørende for bevarelsen af biodiversiteten og en bæredygtig udnyttelse af ressourcer;

Y.  der henviser til, at der i sagens natur er særlige geografiske og undertiden geopolitiske situationer, der gør sig gældende i de europæiske regioner i den yderste periferi, og at der er taget højde for disse i specifikke regionale samarbejdsmekanismer;

Z.  der henviser til, at fiskeri er en vigtig aktivitet, der både finder sted i områder under national jurisdiktion og områder uden for national jurisdiktion;

AA.  der henviser til, at EU spiller en nøglerolle i den globale forvaltning af havene og internationalt har stor indflydelse, hvad angår fiskeri, navnlig på grund af sin deltagelse i 17 RFFO'er, og at denne ledende rolle giver EU et særligt ansvar for at føre en proaktiv politik til bevarelse af den marine biodiversitet på verdensplan;

AB.  der henviser til, at UNFSA, som fastsætter rettigheder og forpligtelser for stater med hensyn til bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande, er et omfattende og fremadrettet dokument, som ikke bør ændres, undergraves eller udvandes, og hvis fulde gennemførelse skal sikres gennem et forstærket samarbejde, der skal vedtages i det nye internationale instrument;

AC.  der henviser til, at det er nødvendigt at tage ved lære af de seneste uenigheder mellem EU og Island og Færøerne, så det kan blive muligt at skabe betingelserne for en bæredygtig forvaltning af ressourcerne på verdensplan;

AD.  der henviser til, at alle lande har ret til at drage fordel af bevarelsen og den bæredygtig anvendelse af deres ressourcer, jf. UNCLOS;

AE.  der henviser til, at vi påskønner, at staterne forpligtes til at beskytte og bevare havmiljøet og herunder beskytte sjældne og sårbare økosystemer og levesteder for nedfiskede, truede og udryddelsestruede arter samt andre sårbare former for liv i havet;

AF.  der henviser til, at UNFSA fastsætter rammerne for anvendelse af forsigtighedsprincippet og økosystembaserede tilgange på fiskeriforvaltning, bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger vedrørende fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskearter, internationalt samarbejde og oprettelse af regionale og subregionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO’er) og aftaler, og at den konkrete gennemførelse heraf bør forbedres;

AG.  der henviser til, at FN's Generalforsamlings resolutioner 61/105 og 64/72 opfordrer staterne og RFFO'erne til at vedtage en række foranstaltninger, der skal sikre en reel bevarelse af dybhavsressourcer og forebygge, at bundfiskeri forårsager betydelige skader på sårbare marine økosystemer i områder uden for national jurisdiktion;

AH.  der henviser til, at vi anerkender og støtter udviklingslandenes rettigheder og særlige behov i forbindelse med kapacitetsopbygning med henblik på at give dem mulighed for at drage fordel af bevarelsen og den bæredygtige anvendelse af ressourcerne samt af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande;

AI.  der henviser til, at initiativerne under den såkaldte "Kobeproces" omfatter en påskønnelse af den indsats, som allerede er gjort af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er), der forvalter tunbestande og har påtaget sig at udføre uafhængige resultatgennemgange, og ser gerne, at alle RFFO’er regelmæssigt foretager sådanne gennemgange og at de offentliggør resultaterne og fuldt ud gennemfører henstillingerne i dem; der henviser til, at organer som FN's Generalforsamling og FAO's Fiskerikomité ligeledes har opfordret andre RFFO'er til at gøre det samme, og at disse gennemgange er blevet foretaget;

AJ.  der henviser til, at der er oprettet regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, og at nogle af disse arbejder for at oprette beskyttede havområder for at bevare og genoprette fiskebestandene til et bæredygtigt niveau;

AK.  der henviser til, at biodiversitetskonventionen har lettet arbejdet i en række workshops med at beskrive EBSA'er, herunder i områder uden for national jurisdiktion, og at resultaterne af disse workshops nu er almindeligt tilgængelige for konsultation i forvaltningsøjemed på en hjemmeside for biodiversitetskonventionen;

AL.  der henviser til, at der er behov for at indsamle og udveksle videnskabelige data og viden, og at dette er meget vigtigt for at der kan træffes beslutninger i god tro og på grundlag af bedste videnskabelig rådgivning;

AM.  der henviser til, at det økologiske problem vedrørende plasticaffald i havene udgør en umiddelbar trussel mod den biologiske maritime mangfoldighed, at både problemets omfang og modforanstaltninger er utilstrækkeligt belyste, og at håndteringen af denne udfordring kan give økonomiske muligheder;

AN.  der henviser til, at arbejdsgruppen i sit dokument af 23. januar 2015 understregede, at der er behov for en omfattende global ordning, som bedre behandler spørgsmålet om bevaring og forvaltning af havets biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion;

AO.  der henviser til, at EU aktivt udvikler og tilskynder til udveksling af bedste praksis for at nå målet om bæredygtig udnyttelse af fiskebestandene, og at EU gennem programmer som Horisont 2020 tilskynder til og finansierer indsamling af data, forskning og bæredygtig udvikling;

AP.  der henviser til, at arbejdsgruppen den 23. januar 2015 gav udtryk for støtte til en henstilling om at udvikle et internationalt retligt bindende instrument under konventionen;

AQ.  der henviser til, at FN’s Generalforsamling den 19. juni 2015 vedtog en resolution om udviklingen af et internationalt juridisk bindende instrument under UNCLOS om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af havets biologiske mangfoldighed i områder uden for national jurisdiktion;

1.  glæder sig over den beslutning, der blev truffet af FN’s Generalforsamling om at udvikle et internationalt retligt bindende instrument under UNCLOS om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af den marine biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion med henblik på bl.a. at gøre noget ved de nuværende mangler, understreger, at denne proces ikke vil undergrave de eksisterende relevante instrumenter og rammer eller relevante globale, regionale og sektorspecifikke organer (f.eks. RFFO'er), og betoner vigtigheden af hurtigt at gøre store, men omhyggelige fremskridt i udarbejdelsen af dette nye instrument og respektere den fastsatte målsætning om at færdiggøre udarbejdelsen heraf inden udgangen af 2017;

2.  understreger perspektiverne, mulighederne og grundlaget for et godt forhold mellem staterne og for den bæredygtige udnyttelse af ressourcerne, som FN's havretskonvention tilvejebringer, og erkender samtidig, at nye former for pres på ressourcerne og nye muligheder gør det nødvendigt med tilpasninger;

3.  understreger betydningen af bevarelse og bæredygtig anvendelse af havene og deres ressourcer, og opfordrer EU og det internationale samfund til at fremme bevarelse og bæredygtig udnyttelse af den marine biodiversitet ved hjælp af blandt andre foranstaltninger moderne og bæredygtige metoder til forvaltning af de marine økosystemer, principper for havforvaltning, forvaltning af udnyttelsen af marine ressourcer (mineraler, boringer efter energikilder osv.) og fiskeri, navnlig videnskabsbaseret forvaltning, genskabelse og opretholdelse af fiskebestandene til niveauer, der giver maksimalt bæredygtigt udbytte, økosystembaseret forvaltning og bevarelse af havets biodiversitet, styrkelse af den eksisterende lovgivning og forsigtighedsprincippet;

4.  understreger, at det for at kunne sætte ind over for presset mod den marine biodiversitet inden 2020 er nødvendigt i medlemsstaterne at gå videre med initiativerne til gennemførelse af handlingsplanerne, overvågning af anvendelsen af reglerne, uddybning af vidensgrundlaget og udbygning af forskningsnetværkerne og koordineringen af informationer om den marine biodiversitet;

5.  værdsætter og støtter den positive og førende rolle, som EU og Kommissionen har valgt at spille, i betragtning af den store betydning af EU’s industri og marked og da den europæiske fiskeripolitik fokuserer på bæredygtighed;

6.  værdsætter den vigtige rolle, som EU har spillet med hensyn til at sikre en bæredygtig forvaltning af levende marine ressourcer og navnlig EU's rolle i kampen mod ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, understreger, at IUU-fiskeri i sagens natur truer den marine biodiversitet og i alvorlig grad truer bevarelsen af de marine økosystemer, og minder om, at EU anser bekæmpelsen af IUU-fiskeri for en vigtig opgave, og at internationalt samarbejde er af central betydning i denne kamp; opfordrer FAO og RFFO'er til at øge deres indsats for at forbedre det multilaterale samarbejde;

7.  fremhæver den positive betydning af økomærkning af fisk og skaldyr, der giver forbrugerne mulighed for at foretage et oplyst valg og derved bidrage til bestandenes bæredygtighed og bevarelsen af den marine biodiversitet;

8.  tilskynder Kommissionen til yderligere at fremme, koordinere og sikre, at indvirkningerne fra menneskelige aktiviteter, herunder fiskeri og alle former for udnyttelse af havbunden og havenergi, på biodiversiteten i områder uden for national jurisdiktion er effektivt behandlet inden for rammerne af denne nye internationale aftale; påpeger derfor, at det er nødvendigt yderligere at fremme håndhævelsen af eksisterende lovgivning og at udvikle de nødvendige forvaltningsredskaber for at sikre sammenhæng og konsekvens;

9.  opfordrer RFFO'erne til at sikre fuld gennemførelse af deres henstillinger, til fortsat at foretage regelmæssige uafhængige vurdering og til at sikre en korrekt gennemførelse af sådanne vurderinger;

10.  opfordrer Kommissionen til at støtte og fremme en samlet tilgang, hvad angår beskyttede havområder, fordi en reel koordinering af og samarbejde omkring bevarelsesindsatserne ikke er mulig uden inddragelse af den bredest mulige kreds af aktører, der beskæftiger sig med alle former for menneskelige maritime aktiviteter i havene;

11.  tilskynder og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme udpegelsen og virkeliggørelsen af biologisk signifikative havområder i områder uden for national jurisdiktion:

12.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at samarbejde med alle relevante aktører med henblik på inden for rammerne af den nye internationale aftale under UNCLOS fortsat at støtte og fremme udviklingen af en institutionel mekanisme for udpegning, forvaltning og skabelse af de nødvendige bestemmelser om overvågning og håndhævelse af indbyrdes forbundne, sammenhængende, gennemførlige og repræsentative net af beskyttede havområder som vigtige redskaber til sikring af økologiske og biologiske forbindelser;

13.  anmoder Kommissionen om at udarbejde udtømmende data om den marine biodiversitet i de regionale europæiske have, og mener, at indsamlingen af disse data er en nødvendig udfordring i betragtning af, at 80 % af de arter og habitater, der er omfattet af havstrategirammedirektivet, er klassificeret som ukendte;

14.  kræver, at EU påtager sig en ledende rolle, hvad angår bekæmpelse af plastikaffald i havene og den dertil knyttede nødvendige forskning i "blå økonomi";

15.  understreger, at denne nye internationale aftale bør sikre lige vilkår for alle aktører, og mener, at den nye internationale aftale desuden bør tage hensyn til udviklingslandenes særlige behov, navnlig de små østaters, hvad angår styrkelsen af den nødvendige kapacitet til konkret at udmønte det internationale samfunds målsætninger om bl.a. beskyttede havområder;

16.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme øget samarbejde, koordination, gennemsigtighed og ansvarlighed mellem alle berørte interessenter, herunder hvad angår de nye forhandlede instrumenter, de eksisterende UNFSA-instrumenter og FAO-instrumenter, RFFO'er og andre sektorielle organer, såsom bl.a. Den Internationale Havbundsmyndighed og Den Internationale Søfartsorganisation;

17.  opfordrer FN til at arbejde med staterne for mere effektivt at gennemføre eksisterende regler og om nødvendigt fastsætte yderligere regler, der indirekte kan bidrage til at beskytte den biologiske biodiversitet på det åbne hav og forbedre de sociale og sikkerhedsmæssige aspekter og overvågningen, f.eks. med etablering af globale styringsredskaber som den globale registrering af fiskerfartøjer, der er under udvikling under ledelse af FAO, samtidig med, at det skal undgås, at der skabes en stigning i den bureaukratiske byrde for fiskerne;

18.  understreger, at det er nødvendigt, at fiskeriets indvirkning på den marine biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion bliver en del af RFFO'erne;

19.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for mandatet under den nye internationale aftale under UNCLOS, at støtte og fremme udviklingen af en interinstitutionel mekanisme til gennemførelse af forudgående miljøkonsekvensanalyser vedrørende aktiviteter, der har potentiel stor virkning på havmiljøet, som dette kræves i artikel 206 i UNCLOS, herunder vedrørende udnyttelse af havmiljøet, og på solidt videnskabeligt grundlag, og så vidt det er praktisk muligt, at indføre detaljeret miljøovervågning i forbindelse med disse aktiviteter.

20.  opfordrer Kommissionen i forbindelse med den nye internationale aftale til at presse på at få anerkendt økologisk skade på havmiljøet og få indført bestemmelser til fastlæggelse af ansvarskæden;

21.  opfordrer Kommissionen til at opfordre de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, at ratificere eller tiltræde UNCLOS;

22.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til FN's Generalforsamling samt til det forberedende udvalg, der har til opgave at udarbejde teksten til den fremtidige aftale.


Avlsdyr og reproduktionsmateriale herfra ***I
PDF 249kWORD 92k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. april 2016 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om zootekniske og genealogiske betingelser for handel med og import til Unionen af avlsdyr og reproduktionsmateriale herfra (COM(2014)0005 – C7-0032/2014 – 2014/0032(COD))
P8_TA(2016)0101A8-0288/2015

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2014)0005 - 2014/0032(COD)),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2014)00042014/0033(COD)),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 42 og artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7-0032/2014),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 25. marts 2014 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  efter høring af Regionsudvalget,

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 18. december 2015 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0288/2015),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  er af den opfattelse, at på grund af indarbejdelsen af indholdet i Kommissionens forslag COM(2014)0004 i denne holdning, bortfalder lovgivningsprocedure 2014/0033(COD);

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. april 2016 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/... om zootekniske og genealogiske betingelser for avl, handel med og indførsel til Unionen af racerene avlsdyr, hybridavlssvin og avlsmateriale herfra og om ændring af forordning (EU) nr. 652/2014, Rådets direktiv 89/608/EØF og 90/425/EØF og ophævelse af visse retsakter på området for dyreavl ("dyreavlsforordning")

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2016/1012.)

(1) EUT C 226 af 16.7.2014, s. 70.


Situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration
PDF 373kWORD 156k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration (2015/2095(INI))
P8_TA(2016)0102A8-0066/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Genèvekonventionen fra 1951 og tillægsprotokollen dertil, navnlig retten til non-refoulement,

–  der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til konventionen om barnets rettigheder fra 1989 og til Europa-Parlamentets beslutning af 27. november 2014 i anledning af 25-årsdagen for FN's konvention om barnets rettigheder(1),

–  der henviser til FN's havretskonvention fra 1982, den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen fra 1974 og den internationale konvention om maritim eftersøgning og redning fra 1979 som ændret,

–  der henviser til den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder fra 1990,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse "Handlingsplan om uledsagede mindreårige (2010-2014)" (COM(2010)0213), og Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om situationen for uledsagede mindreårige i EU(2),

–  der henviser til sin beslutning af 29. april 2015 om de seneste tragedier i Middelhavet og EU's migrations- og asylpolitikker(3),

–  der henviser til sin beslutning af 10. september 2015 om migration og flygtninge i Europa(4),

–  der henviser til drøftelserne i Europa-Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender i 2015: den 14. april med deltagelse af kommissær Avramopoulos, den 6. maj om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling, herunder med hensyn til eftersøgnings- og redningsforpligtelser, den 26. maj om strategien for samarbejde med tredjelande, den 4. juni om etablering af sikre og lovlige ruter for asylansøgere og flygtninge til EU og om gennemførelsen af det fælles europæiske asylsystem, den 25. juni om bekæmpelse af kriminel smugling af, handel med og udnyttelse af irregulære migranter, udvikling af hensigtsmæssige og lovlige kanaler for økonomisk migration og grænseforvaltning og visumpolitik, den 2. juli om, hvordan midler til indre anliggender anvendes i forbindelse med migration og udvikling, den 6. juli om den første pakke af forslag fra Kommissionen i forlængelse af dagsordenen for migration og om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling, herunder med hensyn til eftersøgnings- og redningsforpligtelser, og etablering af sikre og lovlige ruter for asylansøgere og flygtninge til EU, den 16. juli under tilstedeværelse af eksperter om EU-midler til migrationspolitikker, om politikker, praksis og data om uledsagede mindreårige i EU-medlemsstaterne og Norge, om EU’s samarbejde med tredjelande på migrationsområdet og om undersøgelse af nye muligheder for lovgivning om økonomisk migration, den 22. september om den anden pakke af forslag fra Kommissionen i forlængelse af dagsordenen for migration, den 23. september med de nationale parlamenter om hotspotstilgangen og om håndtering af migration på nationalt og lokalt niveau, den 19. oktober om bekæmpelse af smugling af, handel med og udnyttelse af irregulære migranter, den 10. november om Kommissionens meddelelse med titlen "Håndtering af flygtningekrisen: status over gennemførelsen af de prioriterede foranstaltninger i den europæiske dagsorden for migration" (COM(2015)0510), den 19. november om EU's interne og eksterne finansiering i forbindelse med migrations- og asylpolitikken, den 10. december om EU's samarbejde med tredjelande på migrationsområdet og den 21. december om grænseforvaltning og visumpolitik, om en effektiv gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem og om udvikling af hensigtsmæssige og lovlige kanaler for økonomisk migration,

–  der henviser til drøftelserne på det fælles møde i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udviklingsudvalget den 1. april 2015 om forbindelsen mellem migration og udvikling og på det fælles møde i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, Udenrigsudvalget og Underudvalget om Menneskerettigheder den 15. september 2015 om respekt for menneskerettighederne i forbindelse med migrationsstrømmen over Middelhavet,

–  der henviser til rapporterne fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om dets delegationsbesøg til Lampedusa om eftersøgnings- og redningsaktioner i september 2015 og til Tunesien om samarbejde med tredjelande inden for migration, asyl og grænsekontrol i oktober 2015 og til rapporten fra Budgetudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om deres fælles delegations besøg på Sicilien om, hvordan migrationspresset i regionen kan håndteres, herunder navnlig ud fra et budgetmæssigt synspunkt, i juli 2015,

–  der henviser til Kommissionens 10-punktshandlingsplan om migration, som blev præsenteret på den fælles samling i Udenrigsrådet og Rådet (indre anliggender) i Luxembourg den 20. april 2015,

–  der henviser til Kommissionen meddelelse med titlen "En europæisk dagsorden for migration" (COM(2015)0240),

–  der henviser til Rådets afgørelse (FUSP) 2015/778 af 18. maj 2015 om Den Europæiske Unions militæroperation i det sydlige centrale Middelhavsområde,

–  der henviser til beslutningen om at indlede den anden fase af operationen EUNAVFOR MED, omdøbt til operation Sophia, som blev truffet af EU-ambassadørerne i Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité(5), og til de NATO-ledede operationer i Det Ægæiske Hav,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2240 (2015) af 9. oktober 2015,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "EU-handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter (2015-2020)" (COM(2015)0285),

–  der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om gennemførelse af Eurodacforordningen for så vidt angår forpligtelsen til at optage fingeraftryk (SWD(2015)0150),

–  der henviser til Kommissionens henstilling om et europæisk genbosættelsesprogram (C(2015)3560) og til konklusionerne vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om genbosætning gennem multilaterale og nationale ordninger af 20 000 personer, der har et klart behov for international beskyttelse, som blev fremlagt på samlingen i Rådet (retlige og indre anliggender) den 20. juli 2015,

–  der henviser til Kommissionens forklarende note om "hotspot"-tilgangen og statusrapporterne om Grækenland og Italien af 10. februar 2016 samt statusrapporten om Grækenland af 4. marts 2016,

–  der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 af 14. september 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og for Grækenland på området international beskyttelse,

–  der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 af 22. september 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en kriseflytningsmekanisme og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (COM(2015)0450),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om etablering af en fælles EU-liste over sikre oprindelseslande med henblik på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse og om ændring af direktiv 2013/32/EU (COM(2015)0452),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "EU-handlingsplan for tilbagesendelse af ulovlige migranter" (COM(2015)0453),

–  der henviser til Kommissionens henstilling om udarbejdelse af en fælles vejledning om tilbagesendelse, der skal anvendes af medlemsstaternes kompetente myndigheder, når de udfører opgaver i forbindelse med tilbagesendelse (C(2015)6250), og bilaget hertil,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Regler for offentlige udbud i forbindelse med den aktuelle asylkrise" (COM(2015)0454),

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant med titlen "Håndtering af flygtningekrisen i Europa: EU-Udenrigstjenestens rolle" (JOIN(2015)0040),

–  der henviser til Kommissionens afgørelse om oprettelse af Den Europæiske Unions Nødtrustfond for Stabilitet og Håndtering af de Grundlæggende Årsager til Irregulær Migration og til Fordrivelse af Personer i Afrika (C(2015)7293),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Håndtering af flygtningekrisen: øjeblikkelige operationelle, budgetmæssige og retlige foranstaltninger som led i den europæiske dagsorden for migration" (COM(2015)0490) og bilagene hertil,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Håndtering af flygtningekrisen: status over gennemførelsen af de prioriterede foranstaltninger i den europæiske dagsorden for migration" (COM(2015)0510) og bilagene hertil,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "En europæisk grænse- og kystvagt og effektiv forvaltning af Europas ydre grænser" (COM(2015)0673) og til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004, forordning (EF) nr. 863/2007 og Rådets beslutning 2005/267/EF (COM(2015)0671), til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et europæisk rejsedokument for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (COM(2015)0668), til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 562/2006 for så vidt angår en styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser (COM(2015)0670), til Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om indførelse af midlertidige foranstaltninger til fordel for Sverige på området international beskyttelse i henhold til artikel 9 i Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 og artikel 9 i Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og for Grækenland på området international beskyttelse (COM(2015)0677) og til Kommissionens henstilling om en frivillig humanitær indrejseordning med Tyrkiet (C(2015)9490),

–  der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om status over gennemførelsen af de prioriterede foranstaltninger i den europæiske dagsorden for migration (COM(2016)0085),

–  der henviser til Kommissionens henstilling rettet til Den Hellenske Republik om hastende foranstaltninger, som Grækenland skal træffe med henblik på genoptagelse af overførslerne i henhold til forordning (EU) nr. 604/2013 (C(2016)0871),

–  der henviser til forslaget til Rådets gennemførelsesafgørelse om midlertidig suspension af omfordelingen af 30 % af de ansøgere, som er fordelt til Østrig i henhold til Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse (COM(2016)0080),

–  der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og Rådet med titlen "Tilbage til Schengen – En køreplan" (COM(2016)0120),

–  der henviser til rapporten fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Second Report on progress by Turkey in fulfilling the requirements of its visa liberalisation roadmap" (COM(2016)0140) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2016)0097),

–  der henviser til forslaget til Rådets forordning om ydelse af nødhjælp i Unionen (COM(2016)0115) og det kommende ændringsbudget nr.1/2016 med henblik på at oprette en budgetpost for dette instrument,

–  der henviser til de konklusioner, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd på det ekstraordinære møde den 23. april 2015, på mødet den 25. og 26. juni 2015, på det uformelle møde mellem EU’s stats- og regeringschefer om migration den 23. september 2015, på mødet den 15. oktober 2015, på mødet den 17. og 18. december 2015 og på mødet den 18. og 19. februar 2016,

–  der henviser til de konklusioner, der blev vedtaget af Rådet om sikre oprindelseslande på mødet den 20. juli 2015, om migration på mødet den 20. juli 2015, om tilbagesendelsespolitikkens fremtid på mødet den 8. oktober 2015, om migration på mødet den 12. oktober 2015, om foranstaltninger til at håndtere flygtninge- og migrationskrisen på mødet den 9. november 2015 og om statsløshed på mødet den 4. december 2015 samt om smugling af migranter på mødet den 10. marts 2016,

–  der henviser til formandskabets konklusioner vedtaget den 14. september 2015,

–  der henviser til de konklusioner, der blev vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om genbosætning gennem multilaterale og nationale ordninger af 20 000 fordrevne personer, der har et klart behov for international beskyttelse, på mødet den 20. juli 2015,

–  der henviser til EU’s og Tyrkiets fælles handlingsplan af 15. oktober 2015 og gennemførelsesrapporterne hertil af 10. februar og 4. marts 2016,

–  der henviser til EU’s stats- og regeringschefers erklæring af 7. marts 2016,

–  der henviser til erklæringen fra højniveaukonferencen om ruten over det østlige Middelhavsområde og det vestlige Balkan, der blev vedtaget den 8. oktober 2015, og til ledernes erklæring om flygtningestrømmene ad Vestbalkanruten vedtaget på mødet den 25. oktober 2015 samt til statusrapporten hertil af 10. februar 2016,

–  der henviser til den handlingsplan og den politiske erklæring, der blev vedtaget på EU-Afrika-topmødet om migration i Valletta den 11. og 12. november 2015,

–  der henviser til Det Europæiske Asylstøttekontors (EASO) arbejde og rapporter, navnlig til dets årsrapport om situationen på asylområdet i EU i 2014 og de månedlige redegørelser for asyltendenserne,

–  der henviser til Frontex' arbejde og rapporter, navnlig til dets årlige risikoanalyse for 2015 og dets risikoanalysenetværks kvartalsrapporter,

–  der henviser til Europols arbejde og rapporter, navnlig til det fælles operationelle hold MARE, og det nyligt oprettede europæiske center for migrantsmugling (EMSC) under Europol,

–  der henviser til Eurojusts arbejde og rapporter, navnlig til rapporterne om menneskehandel,

–  der henviser til Agenturet for Grundlæggende Rettigheders (FRA) arbejde, årsrapporter og undersøgelser, navnlig dets undersøgelser om alvorlige former for udnyttelse af arbejdskraft og om kriminalisering af migranter i en irregulær situation og personer, der beskæftiger sig med dem,

–  der henviser til Temaafdeling C's studier om gennemførelsen af artikel 80 i TEUF, om nye strategier, alternative løsninger og veje til adgang til asylprocedurer for personer, der søger international beskyttelse, om undersøgelse af nye muligheder for lovgivning om arbejdskraftmigration til EU, om forbedring af det fælles europæiske asylsystem og alternativer til Dublin, om EU’s samarbejde med tredjelande på migrationsområdet og om modtagelse af kvindelige flygtninge og asylansøgere i EU, til Temaafdeling D's studie om EU-midler til migrationspolitikker: analyse af effektivitet og bedste praksis for fremtiden, og til Temaafdeling EXPO's studie om migranter i Middelhavet: beskyttelse af menneskerettighederne,

–  der henviser til de undersøgelser, der er foretaget af Det Europæiske Migrationsnetværk (EMN), navnlig dets undersøgelse om politikker, praksis og data om uledsagede mindreårige,

–  der henviser til FN’s højkommissær for flygtninges arbejde og rapporter,

–  der henviser til FN’s særlige rapportør om migranters menneskerettigheders arbejde og rapporter,

–  der henviser til Europarådets arbejde, rapporter og beslutninger,

–  der henviser til Den Internationale Organisation for Migrations arbejde og rapporter,

–  der henviser til FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelses arbejde og rapporter,

–  der henviser til Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse – En europæisk dagsorden for migration, som blev vedtaget på den 115. plenarforsamling den 3.- 4. december 2015,

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelser om den europæiske dagsorden for migration og om EU-handlingsplanen for bekæmpelse af smugling af migranter,

–  der henviser til sin beslutning af 17. december 2014 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration(6),

–  der henviser til arbejdsdokumentet om artikel 80 — solidaritet og rimelig ansvarsfordeling, herunder eftersøgnings- og redningsforpligtelser,

–  der henviser til arbejdsdokumentet om bekæmpelse af kriminel smugling af, handel med og udnyttelse af irregulære migranter,

–  der henviser til arbejdsdokumentet om grænseforvaltning og visumpolitik, herunder Frontex' og andre relevante organers rolle,

–  der henviser til arbejdsdokumentet om etablering af sikre og lovlige ruter for asylansøgere og flygtninge til EU, herunder EU’s genbosættelsespolitik og tilsvarende integrationspolitikker,

–  der henviser til arbejdsdokumentet om udvikling af hensigtsmæssige og lovlige kanaler for økonomisk migration,

–  der henviser til arbejdsdokumentet om EU's interne og eksterne finansiering i forbindelse med migrations- og asylpolitikken,

–  der henviser til arbejdsdokumentet om en effektiv gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem, herunder EASO's rolle,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelser fra Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget, Budgetudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Transport- og Turismeudvalget, Regionaludviklingsudvalget, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og Udvalget for Andragender (A8-0066/2016),

A.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 17. december 2014 pålagde Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender at foretage en vurdering af de forskellige relevante politikker, udforme en række anbefalinger og afgive en strategisk initiativbetænkning til plenarforsamlingen;

B.  der henviser til, at 1,83 mio. mennesker ifølge data fra Frontex(7) i 2015 blev pågrebet i forsøg på at krydse EU’s ydre grænser irregulært, hvilket er en markant rekord og skal ses i forhold til de 282 500 migranter, der kom til EU i løbet af hele 2014, og at ca. 20 % af alle migranter, der ankommer ad søvejen, ifølge data fra IOM og UNICEF er børn(8);

C.  der henviser til, at der ifølge data fra EASO(9) i 2015 blev indgivet over 1,4 mio. ansøgninger om international beskyttelse i EU+(10), med en støt stigning i antallet siden april, mens andelen af gentagne ansøgninger har været faldende, og at omkring 6 % af ansøgerne hævder at være uledsagede mindreårige; i februar 2016 var 22 % af dem, der ankom til Grækenland ad søvejen, kvinder og 40 % børn(11);

D.  der henviser til, at der i FN's konvention om barnets rettigheder ved et barn forstås ethvert menneske under 18 år;

E.  der henviser til, at over 3 771 mennesker i 2015 blev meldt døde eller savnede i Middelhavet ifølge Den Internationale Organisation for Migration(12), og at der indtil den 8. marts 2016 var meldt 444 personer druknede i Middelhavet; i de første ni uger af 2016 døde 77 børn — et gennemsnit på over et om dagen; ifølge de seneste tal fra Europol er mindst 10 000 uledsagede børn forsvundet, efter de er ankommet til Europa;

F.  der henviser til, at den 3. oktober bør anerkendes som en mindedag for alle de mænd, kvinder og børn, som dør under deres forsøg på at flygte fra deres land på grund af forfølgelse, konflikter og krig, samt alle de mænd og kvinder, som sætter livet på spil hver dag for at redde dem;

G.  der henviser til, at nogle dele af verden er ramt af krig og vold og lider under de kombinerede virkninger af ekstrem fattigdom, ødelæggelse af miljøet og en mangel på muligheder for unge, hvilket kan skabe mere vold og usikkerhed og føre til yderligere befolkningsbevægelser;

Artikel 80 i TEUF - solidaritet og rimelig ansvarsfordeling, herunder med hensyn til eftersøgnings- og redningsforpligtelser

H.  der henviser til, at artikel 80 i TEUF nævner princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling som kernen i hele EU-systemet og giver et retsgrundlag for gennemførelsen af disse principper i Unionens politikker for asyl, migration og grænsekontrol;

I.  der henviser til, at solidaritet kan være både intern og ekstern solidaritet, og at omfordeling, gensidig anerkendelse af asylafgørelser, operationelle støtteforanstaltninger, en proaktiv fortolkning af den nuværende Dublinforordning og direktivet om midlertidig beskyttelse alt sammen er redskaber til intern solidaritet, mens genbosætning, humanitær opholdstilladelse og eftersøgning og redning til søs fremmer ekstern solidaritet, og civilbeskyttelsesmekanismen kan tage sigte på begge dele;

J.  der henviser til, at kun 338 af de 39 600 asylansøgere, som pr. 3. marts 2016 befandt sig i italienske modtagelsesfaciliteter, og som skulle fordeles i de øvrige medlemsstater, rent faktisk blev omfordelt, og at der i Grækenland blev gennemført 322 omfordelinger ud af de planlagte 66 400;

Bekæmpelse af kriminel smugling af, handel med og udnyttelse af irregulære migranter

K.  der henviser til, at smugling af, handel med og udnyttelse af migranter er særskilte retlige fænomener, der varetages af specifikke juridiske rammer på EU-plan og internationalt plan, og som kræver ordentligt målrettede tiltag, selv om de ofte overlapper hinanden i praksis, og at de kriminelle smugler- og menneskehandlernetværk meget hurtigt kan ændre deres fremgangsmåde, hvorfor der kræves hurtigt tilpassede løsninger baseret på de seneste og mest nøjagtige data; tiltag til bekæmpelse af kriminel smugling af migranter bør ikke påvirke dem, der yder humanitær hjælp til irregulære migranter;

L.  der henviser til, at bekæmpelsen af smugling af, handel med og udnyttelse af migranter kræver løsninger på kort, mellemlang og lang sigt, herunder foranstaltninger til at optrevle kriminelle netværk og bringe de kriminelle for en domstol, indsamling og analyse af data, foranstaltninger til beskyttelse af ofrene og til tilbagesendelse af migranter med irregulært ophold såvel som samarbejde med tredjelande og mere langsigtede strategier til at tackle efterspørgslen efter ulovligt handlede og smuglede mennesker og de grundlæggende årsager til migration, som tvinger folk i hænderne på kriminelle menneskesmuglere;

Grænseforvaltning og visumpolitik, herunder grænseagenturets og andre relevante organers rolle

M.  der henviser til, at den almindelige lovgivningsprocedure er i gang angående en lang række forslag fra Kommissionen inden for grænse- og visumpolitikken, navnlig forslaget til forordning om en EU-kodeks for visa (omarbejdning) (2014/0094(COD), forslaget til forordning om indførelse af et rundrejsevisum (2014/0095(COD) og forslaget til en forordning om ensartet udformning af visum: sikkerhed (2015/0134(COD), og at Kommissionen for nylig har fremsat nye forslag på dette område, som vil blive behandlet efter den almindelige lovgivningsprocedure;

N.  der henviser til, at afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser skal gå hånd i hånd med en effektiv forvaltning af de ydre grænser med fælles høje standarder, en effektiv udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og fuld respekt for alle borgeres grundlæggende rettigheder;

O.  der henviser til, at Europa-Parlamentet har opfordret EU's grænseagentur til at styrke sin kapacitet til at håndtere eventuelle krænkelser af de grundlæggende rettigheder, herunder inden for rammerne af de arbejdsaftaler, der er indgået med de kompetente myndigheder i tredjelande, og at Kommissionens forslag til et nyt EU-grænseagentur indeholder en klagemekanisme;

P.  der henviser til, at den nuværende visumkodeks giver medlemsstaterne mulighed for at fravige de normale kriterier for en visumansøgning, "af humanitære grunde/hensyn" (artikel 19 og 25);

Etablering af sikre og lovlige ruter for asylansøgere og flygtninge til EU, herunder EU’s genbosættelsespolitik og tilsvarende integrationspolitikker

Q.  der henviser til, at 86 % af verdens flygtninge befinder sig i ikke-industrialiserede lande, og at kriminelle netværk og smuglere udnytter desperationen hos de mennesker, som forsøger at komme til EU på flugt fra forfølgelse eller krig;

R.  der henviser til, at de sikre og lovlige ruter til EU for flygtninge er begrænsede, og at mange fortsat løber risikoen og begiver sig ud på farlige ruter; etablering af nye sikre og lovlige ruter for asylansøgere og flygtninge til EU baseret på eksisterende lovgivning og praksis vil gøre det muligt for EU og medlemsstaterne at få et bedre overblik over behovene for beskyttelse og tilstrømningen til EU og at underminere smuglernes forretningsmodel;

Strategien for samarbejde med tredjelande, navnlig om programmer for regional beskyttelse, genbosættelse, tilbagesendelse og håndtering af årsagerne til migration

S.  der henviser til, at EU's samarbejde med tredjelande udvikles ved hjælp af politiske instrumenter såsom regionale dialoger, bilaterale dialoger, fælles dagsordener for migration og mobilitet og mobilitetspartnerskaber, ved hjælp af retlige instrumenter såsom bestemmelser om migration i "globale aftaler", tilbagetagelsesaftaler, visumlempelsesaftaler og visumfritagelsesaftaler og ved hjælp af operationelle instrumenter såsom regionale beskyttelsesprogrammer, regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer, Frontex' samarbejdsordninger og EASO's samarbejde med tredjelande;

T.  der henviser til, at de enkelte medlemsstater fortsat udvikler intense eksterne foranstaltninger vedrørende migration på bilateralt plan;

U.  der henviser til, at EU har intensiveret sit eksterne samarbejde med tredjelande om migration og asyl for at reagere på den aktuelle flygtningekrise på en passende måde og har iværksat nye samarbejdsinitiativer som f.eks. EU's og Tyrkiets fælles handlingsplan, de forpligtelser, der er indgået angående ruterne over det vestlige Balkan, og den handlingsplan, der blev vedtaget på topmødet i Valetta;

Udvikling af hensigtsmæssige og lovlige kanaler for økonomisk migration

V.  der henviser til, at befolkningen i den erhvervsaktive alder i EU forventes at falde med 7,5 millioner frem til 2020, og at prognoserne for udviklingen i arbejdsmarkedets behov i EU peger på en ny og kommende mangel på arbejdskraft på specifikke områder, samtidig med at tredjelandsstatsborgere har mange vanskeligheder med at få anerkendt deres udenlandske kvalifikationer og derfor ofte er overkvalificerede til deres job;

W.  der henviser til, at den nuværende EU-tilgang til arbejdskraftmigration er fragmenteret, med en lang række direktiver, der fokuserer på specifikke kategorier af arbejdstagere og tredjelandsstatsborgere, der under visse betingelser har ret til at arbejde, og at denne tilgang kun kan bruges til at dække de kortsigtede, specifikke behov;

Analyse af, hvordan midler til indre anliggender, herunder beredskabsmidler, anvendes i forbindelse med migration og udvikling

X.  der henviser til, at der findes adskillige EU-finansieringsinstrumenter til at finansiere medlemsstaters og tredjelandes foranstaltninger på området migration, asyl og grænseforvaltning; midlerne til medlemsstater tildeles primært gennem Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden for Intern Sikkerhed, men der er en lang række andre programmer og fonde, der kan anvendes til aktiviteter vedrørende migration, og midlerne til tredjelande, der primært tildeles gennem instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, administreres af en lang række generaldirektorater i Kommissionen og af Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil;

Y.  der henviser til, at den eksisterende fragmentering af budgetposter og ansvar kan gøre det vanskeligt at give et samlet overblik over, hvordan midlerne anvendes, og endog at sætte nøjagtige tal på, hvor meget EU bruger på migration;

Effektiv gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem, herunder Det Europæiske Asylstøttekontors rolle

Z.  der henviser til, at det fælles europæiske asylsystem omfatter et sæt fælles regler for en fælles asylpolitik, en ensartet asylstatus og fælles asylprocedurer, der gælder i hele Unionen; mange meldinger, herunder de af Kommissionen vedtagne afgørelser om overtrædelser, viser imidlertid, at det fælles europæiske asylsystem ikke er blevet gennemført fuldt ud i mange medlemsstater; gennemførelsen er afgørende med henblik på at harmonisere de nationale lovgivninger og fremme solidariteten mellem medlemsstaterne, og medlemsstaterne kan ansøge om bistand fra EASO til at opfylde de standarder, der kræves i det fælles europæiske asylsystem; en harmonisering af modtagelsesforholdene og asylprocedurerne kan forhindre et pres på de lande, der tilbyder bedre forhold, og er nøglen til en fordeling af ansvaret;

AA.  der henviser til, at de nuværende mekanismer i Dublinsystemet ikke har været objektive, ikke har fastlagt retfærdige kriterier for fordelingen af ansvaret for ansøgninger om international beskyttelse og ikke har givet hurtig adgang til beskyttelse; systemet bliver ikke anvendt i praksis, og der er blevet vedtaget udtrykkelige undtagelser med to rådsafgørelser om midlertidig omfordeling; Kommissionen har varslet et forslag til en egentlig revision af Dublin III-forordningen inden marts 2016;

AB.  der henviser til, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3 i Genève-konventionen af 1951 ikke må forskelsbehandle flygtninge på grundlag af deres race, religion eller oprindelsesland;

Om solidaritet

1.  påpeger, at EU’s indsats på migrationsområdet skal være baseret på princippet om solidaritet; bemærker, at princippet om solidaritet, som fastlagt i artikel 80 i TEUF, omfatter politikkerne for asyl, indvandring og grænsekontrol; er af den opfattelse, at artikel 80 i TEUF ”sammen med” artikel 77-79 i TEUF giver et retsgrundlag for at gennemføre princippet om solidaritet på disse områder;

Om eftersøgning og redning

2.  tager udgangspunkt i, at det at redde liv må være den højeste prioritet, og at en passende finansiering - både på EU-niveau og på medlemsstatsniveau - af eftersøgnings- og redningsoperationer er af afgørende betydning; bemærker, at der er sket en stigning i den irregulære indvandring ad søvejen og en foruroligende stigning i antallet af dødsfald på havet, og at der stadig er behov for en bedre reaktion fra EU’s side;

3.  minder om, at det at redde liv er et udtryk for solidaritet med dem, der er i fare, men at der også er en juridisk forpligtelse hertil i henhold til folkeretten, idet artikel 98 i FN’s havretskonvention - der er ratificeret af alle medlemsstaterne og af Unionen - kræver, at der ydes hjælp til enhver person, der er i havsnød;

4.  er af den opfattelse, at en permanent, solid og effektiv EU-indsats i eftersøgnings- og redningsoperationer til søs er afgørende for at dæmme op for et stigende dødstal for migranter, der forsøger at krydse Middelhavet;

5.  mener i denne forbindelse, at eftersøgnings- og redningskapaciteten skal styrkes, og at medlemsstaternes regeringer må bruge flere ressourcer — i form af finansiel bistand og aktiver — inden for rammerne af en EU-dækkende humanitær aktion med det formål at finde, redde og hjælpe migranter, der er i fare, og bringe dem til det nærmeste sikre sted;

6.  påpeger, at private skibsførere eller ikke-statslige organisationer (NGO’er), som virkelig hjælper personer, der er i havsnød, ikke bør risikere at blive straffet for at yde en sådan hjælp; mener, at det ikke bør være muligt at overlade det til handelsskibsfarten at opfylde medlemsstaternes og EU's forpligtelser med hensyn til eftersøgning og redning;

Om bekæmpelse af menneskehandel og kriminel smugling

7.  opfordrer til, at der foretages en klar sondring mellem de personer, der bliver smuglet ind i EU, og dem, der kommer ind i EU ved menneskehandel, idet de politiske løsninger ganske vist skal være tilpas integrerede, men også skal være tilpas målrettede; anfører, at kriminel smugling af migranter generelt går ud på at yde hjælp til en persons irregulære indrejse til en medlemsstat, mens menneskehandel indebærer rekruttering, transport eller modtagelse af personer ved hjælp af tvang, bedrag eller misbrug med henblik på udnyttelse;

8.  mener, at en holistisk tilgang til migration nødvendigvis skal indeholde foranstaltninger, der sigter mod at standse aktiviteterne i de kriminelle netværk, der er involveret i menneskehandel og -smugling;

9.  glæder sig over den positive rolle, som flådefartøjer hidtil har spillet med hensyn til at redde liv på havet og optrevle kriminelle netværk; støtter målene med flådeoperationer som operation Sophia og understreger nødvendigheden af at beskytte liv, og at alle aspekter af operationen skal sikre, at migranters liv beskyttes;

10.  understreger, at militære operationer ikke bør være det fremherskende element i en holistisk tilgang til migration, og gentager, at operation Sophia ikke må svække den indsats for at redde liv på havet, der gøres af de aktiver, der allerede er indsat i Middelhavet;

Om EU-agenturernes rolle i bekæmpelsen af kriminel smugling

11.  påpeger, at eftersom de kriminelle kan ændre deres fremgangsmåde meget hurtigt og også gør det, skal de politiske løsninger tilpasses til de seneste og mest nøjagtige data; noterer sig som et skridt i den rigtige retning, at Kommissionen vedtog en EU-handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter den 27. maj 2015 ("handlingsplanen vedrørende menneskesmugling"), hvorefter der skal nedsættes en kontaktgruppe om smugling af migranter bestående af repræsentanter for EU-agenturer for at styrke deres operationelle samarbejde og udveksling af oplysninger;

12.  understreger, at der bør gøres fuld brug af de eksisterende instrumenter, som f.eks. agenturernes risikoanalyser; bemærker, at EU-agenturerne bør samarbejde fuldt ud, men at de også er nødt til at optrappe samarbejdet med medlemsstaterne; påpeger, at der gennem en bedre koordinering af indsatsen bør gives mulighed for indsamling af data på nationalt plan og videregivelse heraf til agenturerne;

Om omfordeling

13.  minder om, at processen med omfordeling — dvs. overførsel af en ansøger om international beskyttelse eller en person, der nyder international beskyttelse, fra én medlemsstat til en anden — er et praktisk eksempel på solidaritet inden for Unionen; minder desuden om, at Parlamentet siden 2009 har krævet en bindende mekanisme til fordeling af asylansøgere mellem alle medlemsstaterne;

14.  konstaterer, at Rådet inden for det seneste år har vedtaget to afgørelser om midlertidig omfordeling i Unionen ("afgørelserne om omfordeling")(13), og at de indebærer overførsel af ansøgere om international beskyttelse fra Grækenland og Italien til andre medlemsstater; bemærker, at afgørelserne om omfordeling ganske vist ikke bringer de nuværende Dublinregler om ansvarsfordeling til ophør, men at de udgør en "midlertidig undtagelse" fra Dublinreglerne;

15.  er af den opfattelse, at etableringen af hasteforanstaltninger til omfordeling er et skridt i den rigtige retning, og opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser med hensyn til disse foranstaltninger så hurtigt som muligt;

16.  minder om, at omfordelingen i henhold til afgørelserne om omfordeling kun vil omfatte de nationaliteter, for hvilke andelen af positive afgørelser om tildeling af international beskyttelse i EU har været 75 % eller derover inden for de seneste tre måneder baseret på data fra Eurostat; konstaterer, at afgørelserne om omfordeling vil berøre forholdsvis få mennesker og ikke vil omfatte de mange ansøgere fra andre tredjelande, der ikke kan omfordeles i henhold til de pågældende afgørelser;

17.  er bekymret over, at de medlemsstater, hvor migranterne først ankommer, i henhold til de nuværende afgørelser om omfordeling stadig skal behandle de mere komplicerede asylansøgninger (og appelsager), skal organisere længere modtagelsesperioder og vil skulle organisere og koordinere tilbagesendelsen af dem, der i sidste ende ikke har ret til international beskyttelse; gentager, at et eventuelt nyt system til forvaltning af det fælles europæiske asylsystem skal bygge på solidaritet og en rimelig ansvarsfordeling;

18.  er af den opfattelse, at der ud over kriterierne i afgørelserne om omfordeling, nemlig medlemsstatens BNP, medlemsstatens befolkning, arbejdsløshedsprocenten i medlemsstaten og det tidligere antal asylansøgere i medlemsstaten, bør tages hensyn til to andre kriterier, nemlig størrelsen af medlemsstatens område og befolkningstætheden i medlemsstaten;

19.  mener, at der, så vidt det er praktisk muligt, bør tages hensyn til ansøgerens præferencer i forbindelse med omfordeling; anerkender, at dette er en af metoderne til at undgå sekundære migrationsstrømme og tilskynde ansøgerne til selv at acceptere afgørelserne om omfordeling, men at det ikke bør standse omfordelingsprocessen;

Om genbosættelse

20.  er af den opfattelse, at genbosættelse er en af de foretrukne muligheder for at give lovlig adgang til EU for flygtninge og personer med behov for international beskyttelse, når flygtningene hverken kan vende tilbage til deres hjemland eller opnå effektiv beskyttelse eller integreres i værtslandet;

21.  bemærker endvidere, at genbosættelse i FN's Højkommissariat for Flygtninges (UNHCR) regi er et veletableret humanitært program og er et nyttigt redskab til at håndtere ankomsten af personer, der har behov for international beskyttelse, til medlemsstaternes områder på en ordentlig måde;

22.  påpeger, at EU i betragtning af det hidtil usete antal migranter, der er kommet og fortsat kommer til EU's ydre grænser, og den stadige stigning i antallet af personer, der anmoder om international beskyttelse, har brug for en bindende lovgivningsmæssig tilgang til genbosættelse som beskrevet i Kommissionens dagsorden for migration; anbefaler, at en sådan tilgang med henblik på at få en effekt skal give genbosættelse til et meningsfyldt antal flygtninge under hensyn til det samlede antal flygtninge, der søger international beskyttelse i EU, og i betragtning af behovene for genbosættelse, der offentliggøres årligt af UNHCR;

23.  understreger, at der er behov for et permanent EU-genbosættelsesprogram med obligatorisk deltagelse af medlemsstaterne, der giver genbosættelse for et meningsfyldt antal flygtninge under hensyn til det samlede antal flygtninge, der søger beskyttelse i EU.

Om humanitær opholdstilladelse

24.  påpeger, at humanitær opholdstilladelse kan bruges som supplement til genbosættelse for at give øjeblikkelig beskyttelse til de mest sårbare, ofte på midlertidigt grundlag, når der er behov for det, f.eks. til uledsagede mindreårige eller handicappede flygtninge eller flygtninge med akut behov for medicinsk evakuering;

25.  understreger, at alle medlemsstater bør tilskyndes til at etablere og gennemføre programmer for humanitær opholdstilladelse, i det omfang der fortsat ikke er mulighed for genbosættelse af tredjelandsstatsborgere;

Om humanitære visa

26.  påpeger, at humanitære visa giver personer, der har behov for international beskyttelse, mulighed for at få adgang til et tredjeland for at ansøge om asyl; opfordrer medlemsstaterne til at udnytte alle de eksisterende muligheder for at give humanitære visa på EU-ambassader og -konsulater i oprindelseslande eller transitlande, navnlig til sårbare personer;

27.  mener, at personer, som søger international beskyttelse, bør kunne søge om et europæisk humanitært visum direkte på ethvert konsulat eller enhver ambassade i medlemsstaterne, og at et sådant humanitært visum, når det er udstedt efter en konkret vurdering, vil give indehaveren mulighed for at rejse ind i den medlemsstat, der har udstedt visummet, med det ene formål at indgive en ansøgning om international beskyttelse dér mener derfor, at det er nødvendigt at ændre EU-visumkodeksen ved at indføje mere specifikke bestemmelser om humanitære visa;

Om det fælles europæiske asylsystem

28.  påpeger, at der er behov for yderligere foranstaltninger for at sikre, at det fælles europæiske asylsystem bliver et virkelig ensartet system;

29.  minder om, at det med henblik på at forbedre harmoniseringen er absolut nødvendigt med en omfattende vurdering (i form af Kommissionens evalueringsrapporter) af gennemførelsen af denne pakke, efterfulgt af en hurtig opfølgning, hvis gennemførelsen er utilfredsstillende i visse medlemsstater;

30.  bemærker f.eks., at ansøgninger, der kan afvises, fornyede ansøgninger, fremskyndede procedurer og grænseprocedurer alt sammen er specifikke tilfælde, hvor man i omarbejdningen af direktivet om asylprocedurer forsøgte at finde en hårfin balance mellem systemets effektivitet og ansøgernes rettigheder, navnlig sårbare personers rettigheder; understreger, at der kun kan opnås en sådan balance, hvis lovgivningen gennemføres fuldstændigt og korrekt;

31.  understreger betydningen af retlig kontrol med alle former for frihedsberøvelse i henhold til love om indvandring og asyl; minder om, at såvel international lovgivning som EU's charter om grundlæggende rettigheder kræver, at medlemsstaterne skal undersøge alternativer til frihedsberøvelse; opfordrer medlemsstaterne til at anvende direktiverne om asylprocedurer og modtagelsesforhold korrekt, navnlig hvad angår adgang til centre for frihedsberøvelse;

32.  minder om, at det er vigtigt at nedbringe antallet af statsløse personer, og opfordrer medlemsstaterne til at indføre procedurer for konstatering af statsløshed og dele god praksis med hinanden vedrørende indsamling af pålidelige oplysninger om statsløse personer samt om procedurerne for konstatering af statsløshed;

Om revisionen af Dublin III-forordningen

33.  bemærker, at anvendelsen af Dublin III-forordningen(14) har rejst mange spørgsmål om retfærdighed og solidaritet ved afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse; konstaterer, at det nuværende system ikke tager tilstrækkeligt hensyn til det særlige migrationspres, som flere medlemsstater ved EU’s ydre grænser står overfor; mener, at medlemsstaterne er nødt til at acceptere de aktuelle vanskeligheder med Dublinforordningens logik og at Unionen bør udvikle muligheder for solidaritet, både mellem medlemsstaterne og de pågældende migranter;

34.  bemærker, at presset på systemet — som fastlagt ved Dublinforordningen — fra det stigende antal migranter, der ankommer til Unionen, har vist, at systemet, således som det er blevet gennemført, i det store og hele ikke har opfyldt sine to hovedmålsætninger om at fastsætte objektive og retfærdige kriterier for fordelingen af ansvaret og give hurtig adgang til international beskyttelse; gentager sine forbehold over for kriteriet, ifølge hvilket det i øjeblikket er den medlemsstat, hvor den første indrejse sker, som skal være ansvarlig for undersøgelsen af en ansøgning om international beskyttelse, og mener, at dette kriterium bør revideres;

35.  påpeger endvidere, at der samtidig fortsat er betydelige sekundære migrationsstrømme i EU; mener, at det er indlysende, at Dublinsystemet fra begyndelsen ikke blev udformet med henblik på at dele ansvaret mellem medlemsstaterne, men at dets hovedformål var hurtigt at tildele en enkelt medlemsstat ansvaret for behandlingen af en asylansøgning;

36.  anbefaler, at de kriterier, der ligger til grund for afgørelserne om omfordeling, bliver indarbejdet direkte i EU’s standardregler for fordelingen af ansvaret for at håndtere ansøgninger om international beskyttelse; understreger, at det i forbindelse med revisionen af Dublinforordningen er nødvendigt at revidere begrebet "ansøgere med et klart behov for international beskyttelse", da de migranter og flygtninge, der ikke falder ind under denne kategori, stadig vil skulle håndteres af den medlemsstat, hvor de først ankommer;

37.  er af den opfattelse, at EU bør støtte de medlemsstater, der modtager flest asylansøgninger, med en forholdsmæssig og tilstrækkelig finansiel og teknisk bistand; mener, at formålet med at anvende solidaritets- og ansvarsfordelingsforanstaltninger er at forbedre kvaliteten af det fælles europæiske asylsystem og få det til at fungere bedre;

38.  påpeger, at en af mulighederne for en grundlæggende revision af Dublinsystemet vil være at etablere en central indsamling af ansøgninger på EU-plan — idet alle asylansøgere anses for at søge asyl i EU som helhed og ikke i en enkelt medlemsstat — og at oprette et centralt system for tildeling af ansvaret for personer, der søger asyl i EU; mener, at man i et sådant system kunne fastsætte nogle tærskler pr. medlemsstat for antallet af ankomster, hvilket formentlig vil være med til at begrænse de sekundære migrationsstrømme, da alle medlemsstater vil være involveret fuldt ud i det centrale system og ikke længere vil have et individuelt ansvar for tildeling af ansøgere til andre medlemsstater; mener, at et sådant system kan fungere på grundlag af en række EU-"hotspots", hvorfra fordelingen i EU bør finde sted; understreger, at de centrale begreber familiens enhed og barnets tarv skal indgå i ethvert nyt system til fordeling af ansvaret;

Om gensidig anerkendelse

39.  konstaterer, at medlemsstaterne i øjeblikket kun anerkender asylafgørelser fra andre medlemsstater, hvis de er negative; gentager, at gensidig anerkendelse fra medlemsstaternes side af positive asylafgørelser er et logisk skridt i retning af en korrekt gennemførelse af artikel 78, stk. 2, litra a), i TEUF, hvorefter der skal indføres "en ensartet asylstatus, der gælder i hele Unionen";

Om direktivet om midlertidig beskyttelse

40.  påpeger, at Kommissionen i tilfælde af massetilstrømning på eget initiativ eller efter behandling af en anmodning fra en medlemsstat kan foreslå at udløse Rådets direktiv 2001/55/EF om midlertidig beskyttelse ("direktivet om midlertidig beskyttelse")(15); bemærker, at der kræves en afgørelse fra Rådet med kvalificeret flertal, for at direktivet faktisk kan udløses; påpeger, at direktivet bør udløses, når der er en risiko for, at EU ikke vil være i stand til at håndtere en massetilstrømning eller en forestående massetilstrømning af fordrevne personer; understreger imidlertid, at direktivet om midlertidig beskyttelse aldrig er blevet udløst, siden det blev vedtaget i 2001;

41.  bemærker, at direktivet om midlertidig beskyttelse også giver mulighed for evakuering af fordrevne personer fra tredjelande, og at en sådan evakuering vil gøre det muligt at anvende humanitære korridorer, i samarbejde med UNHCR, med en forpligtelse for medlemsstaterne til, om nødvendigt, at yde bistand til at opnå visum;

42.  mener, at asylsystemerne i nogle medlemsstater i frontlinjen allerede er klart overbelastede, og at direktivet om midlertidig beskyttelse - i henhold til sin egen logik - burde have været udløst; opfordrer under alle omstændigheder til en klar definition af "massetilstrømning" efter en revision af dette direktiv; forstår, at en sådan revision af direktivet om midlertidig beskyttelse kan indgå i revisionen af Dublinsystemet;

Om integration

43.   bemærker, at deltagelse af alle de aktører, som er involveret i samfundet, er afgørende, og foreslår derfor at styrke udvekslingen af bedste praksis på integrationsområdet, samtidig med at medlemsstaternes kompetence hvad angår integrationsforanstaltninger respekteres; understreger, at integrationsforanstaltninger for alle tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold, bør fremme inklusion snarere end isolation; bemærker, at lokale og regionale myndigheder, herunder byer, spiller en central rolle i integrationsprocessen;

44.  understreger, at værtsmedlemsstaterne skal tilbyde flygtninge støtte og muligheder for at integrere sig og opbygge et liv i deres nye samfund; bemærker, at dette nødvendigvis bør omfatte indkvartering, læsefærdigheder og sprogkurser, interkulturel dialog, almen og erhvervsfaglig uddannelse og endvidere adgang til demokratiske strukturer i samfundet– som foreskrevet i kvalifikationsdirektivet(16); bemærker, at flygtninge – ligesom EU-borgere – har både rettigheder og pligter i værtsmedlemsstaterne; understreger, at integration er en tovejsproces, og at respekt for de værdier, som EU bygger på, skal være en integreret del af integrationsprocessen ligesom respekt for flygtningenes grundlæggende rettigheder;

45.  minder om, at medlemsstaterne i henhold til artikel 15 i direktivet om modtagelsesforhold skal fastsætte betingelserne for at give ansøgere om international beskyttelse adgang til deres arbejdsmarkeder, forudsat at en sådan adgang er effektiv og i overensstemmelse med den tidsramme, der er fastsat i stk. 1 i nævnte artikel; forstår, at medlemsstaterne i medfør af artikel 15, stk. 2, af arbejdsmarkedspolitiske hensyn kan give forrang til EU-borgere og statsborgere fra stater, der er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold;

46.  er af den opfattelse, at når personer, der har fået tildelt international beskyttelse i EU, får et tilbud om beskæftigelse i en anden medlemsstat end den, hvor de har fået tildelt international beskyttelse, bør de kunne benytte sig af et sådant tilbud;

47.  bekræfter på ny, at bedre anerkendelse af udenlandske kvalifikationer er et praktisk middel til at sikre, at tredjelandsstatsborgere, der allerede befinder sig i EU, kan integreres bedre, og opfordrer Kommissionen til at fremsætte hensigtsmæssige forslag i denne henseende;

48.  tilskynder til private og lokale integrationsprogrammer for personer, der er godkendt til genbosættelse, i samarbejde med og baseret på bedste praksis i medlemsstaterne og de lokale myndigheder;

Om familiens enhed

49.  tilskynder medlemsstaterne til at sigte mod at holde familier sammen, hvilket vil forbedre udsigterne til integration på længere sigt, da de kan fokusere på at skabe et nyt liv i stedet for at bekymre sig over familiemedlemmer, der stadig er i en usikker situation;

50.  understreger, at medlemsstaterne bør fjerne eventuelle juridiske og praktiske hindringer for at nå frem til hurtigere afgørelser om familiesammenføring;

51.  mener, at det, indtil der er foretaget en grundlæggende revision af Dublinforordningen, er vigtigt, at medlemsstaterne gør bedre brug af skønsklausulerne for at respektere princippet om familiens enhed;

Om børn

52.  fremhæver den sårbare situation for børn, der ankommer til Unionen, og gentager, at ethvert barn har ret til at blive behandlet som et barn først og fremmest; opfordrer medlemsstaterne til i fuldt omfang at anvende det fælles europæiske asylsystem om uledsagede mindreårige, herunder adgang til juridisk bistand, værgemål, adgang til sundhedspleje, indkvartering og uddannelse, retten til at blive talt til i et sprog, som de forstår, og til at blive interviewet af korrekt uddannede tjenestemænd; gentager, at medlemsstaterne ikke bør frihedsberøve børn på grund af, at de er migranter;

53.  minder om, at støtte, information og beskyttelse bør udvides til at omfatte uledsagede børn og børn, som er blevet adskilt fra deres familie, i overensstemmelse med deres bedste interesser, og at behandlingen af ansøgninger om familiesammenføring indgivet af uledsagede børn og af børn, som er blevet adskilt fra deres familie, bør fremskyndes;

54.  bemærker, at et effektivt værgemål og børnevenligt beskyttelsessystem er centrale elementer for at forhindre misbrug, omsorgssvigt og udnyttelse af børn, som mangler forældreomsorg; understreger vigtigheden af at udarbejde EU-retningslinjer for en værgemålsordning rettet mod at yde passende støtte og beskyttelse og mod at sikre, at udenlandske og nationale børn behandles ens;

55.  mener, at aldersvurderingen bør udføres på en mindst mulig invasiv måde, som er tværfaglig og sikker og respekterer børns fysiske integritet og menneskelige værdighed, med særlig vægt på piger, og derfor bør udføres af uafhængige, kvalificerede behandlere og eksperter;

56.  opfordrer medlemsstaterne til at indsamle disaggregerede data om flygtninge- og migrantbørns situation med henblik på at forbedre systemernes evne til at integrere flygtninge- og migrantbørn;

Om tilbagesendelse

57.  er klar over, at en sikker tilbagesendelse af de mennesker, om hvem det efter en individuel vurdering af deres asylansøgning fastslås, at de ikke er berettiget til beskyttelse i EU, er noget, der skal udføres som led i en korrekt gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem;

58.  anerkender, at der er behov for at gøre Unionens tilbagesendelsessystem mere effektivt, i lyset af at det i 2014 kun var 36 % af de tredjelandsstatsborgere, som fik påbud om at forlade EU, der rent faktisk blev sendt tilbage;

59.  mener, at det med henblik på at øge effektiviteten af tilbagetagelser og for at sikre sammenhæng i tilbagesendelser på europæisk plan vil være nødvendigt at vedtage EU-tilbagetagelsesaftaler, som bør have forrang for bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande;

60.  mener, at tilbagesendelse af migranter kun bør udføres på en sikker måde, i fuld overensstemmelse med de pågældende migranters grundlæggende og proceduremæssige rettigheder, og når det land, de sendes tilbage til, er sikkert for dem; gentager i den forbindelse, at frivillig tilbagevenden bør foretrækkes frem for tvangstilbagesendelse;

61.  mener, at ethvert forsøg fra medlemsstaternes side på at "afvise" migranter, der ikke har haft mulighed for at fremsætte anmodninger om asyl, er i strid med EU-retten og folkeretten, og at Kommissionen bør træffe passende foranstaltninger over for enhver medlemsstat, der forsøger sådanne "afvisninger";

Om en liste over sikre oprindelseslande

62.  anerkender Kommissionens nylige forslag om en EU-liste over sikre oprindelseslande ved ændring af direktivet om asylprocedurer(17); bemærker, at hvis en sådan en EU-liste ville blive obligatorisk for medlemsstaterne, kunne det i princippet være et vigtigt redskab til at lette asylprocessen, herunder tilbagesendelse;

63.  beklager den aktuelle situation, hvor medlemsstaterne anvender forskellige lister, der indeholder forskellige sikre lande, hvilket hindrer en ensartet anvendelse og giver incitamenter til sekundære migrationsstrømme;

64.  understreger under alle omstændigheder, at enhver liste over sikre oprindelseslande ikke bør ændre ved princippet om, at enhver person skal modtage en passende individuel behandling af sin ansøgning om international beskyttelse;

Om overtrædelsesprocedurer

65.  bemærker, at Kommissionen i september 2015 måtte vedtage 40 afgørelser om overtrædelser i forbindelse med gennemførelsen af det fælles europæiske asylsystem mod 19 medlemsstater, ud over 34 allerede verserende sager; gentager, at Parlamentet bør holdes fuldt orienteret om procedurer, som Kommissionen har indledt over for medlemsstater, der ikke har gennemført EU-lovgivning på dette område, eller ikke har gennemført lovgivningen korrekt;

66.  understreger på ny, hvor vigtigt det er, at medlemsstaterne, når der er opnået enighed om og vedtaget EU-lovgivning, overholder deres del af aftalen og gennemfører den pågældende lovgivning;

67.  konstaterer endvidere, at det er umuligt at vurdere fordelene og ulemperne ved visse elementer i det fælles europæiske asylsystem, fordi mange medlemsstater endnu ikke har gennemført lovgivningen fuldt ud;

Om Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO)

68.  Anbefaler, at EASO, på længere sigt, udvikles til at blive en ledende koordinator for det fælles europæiske asylsystem med henblik på at sikre fælles anvendelse af reglerne i dette system; gentager, at eftersom det fælles europæiske asylsystem bliver reelt europæisk orienteret, skal EASO udvikle sig fra en samling af eksperter fra medlemsstaterne til et fuldgyldigt EU-agentur, der yder operationel støtte til medlemsstaterne og ved de ydre grænser; understreger i den forbindelse, at det skal forsynes med de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer på kort, mellemlang og lang sigt;

69.  bemærker, at EASO's budget for 2015 til omfordeling, genbosættelse og den eksterne dimension blot var 30 000 EUR; gentager, at dette meget lave budget ikke kan tages alvorligt i lyset af de aktuelle begivenheder i Middelhavsområdet og i lyset af de mange henvisninger til EASO i afgørelser om omfordeling; minder om, at der vil være behov for betydelige stigninger i budgettet til EASO, i dets menneskelige ressourcer og i de beløb, det tildeler til omfordeling og genbosættelse på kort, mellemlang og lang sigt;

Om Frontex og den foreslåede nye europæiske grænse- og kystvagt

70.  noterer sig den rolle, Frontex i den seneste tid har spillet i indsatsen for at yde hjælp til ethvert fartøj og enhver person, der er i havsnød, og anerkender, at det gennem de fælles operationer Triton og Poseidon har været med til at redde mange liv i Middelhavet;

71.  forstår, at den nyligt foreslåede europæiske grænse- og kystvagt skal erstatte Frontex og har til formål at sikre en europæisk integreret grænseforvaltning ved de ydre grænser med henblik på at forvalte migrationen effektivt og sikre en høj grad af indre sikkerhed i EU, samtidig med at den fri bevægelighed for personer i EU beskyttes; bemærker i overensstemmelse med traktaterne og protokollerne hertil, at medlemsstater, som er parter i Schengenaftalerne, men endnu ikke er en del af Schengenområdet, uden intern grænsekontrol kan deltage i og/eller få gavn af alle foranstaltningerne under det nye forslag;

72.  ser frem til forhandlingerne om forslaget hos de to lovgivere og mellem disse i forbindelse med den almindelige lovgivningsprocedure i overensstemmelse med artikel 294 i TEUF;

Om Schengen og forvaltningen af og sikkerheden ved de ydre grænser

73.  minder om, at EU siden oprettelsen af Schengenområdet har været et område uden indre grænser, at Schengenmedlemsstaterne har udviklet en trinvis fælles politik i forhold til Schengenområdets ydre grænser, og at den indre logik i et sådant system altid har været, at ophævelsen af kontrollen ved de indre grænser skal gå hånd i hånd med kompenserende foranstaltninger til styrkelse af Schengenområdets ydre grænser og udveksling af oplysninger via Schengeninformationssystemet ("SIS");

74.  anerkender, at Schengenområdets integritet og afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser forudsætter en effektiv forvaltning af de ydre grænser, med høje fælles standarder, der anvendes af alle medlemsstaterne ved de ydre grænser, og en effektiv udveksling af oplysninger mellem dem;

75.  erkender, at EU er nødt til at styrke beskyttelsen af sine ydre grænser og videreudvikle det fælles europæiske asylsystem, og at der skal træffes foranstaltninger for at øge kapaciteten i Schengenområdet til at imødegå de nye udfordringer, som Europa står over for, og opretholde de grundlæggende principper om sikkerhed og fri bevægelighed for personer;

76.  påpeger, at adgangen til Schengenområdet generelt kontrolleres ved de ydre grænser i henhold til Schengengrænsekodeksen, og at mange tredjelandes statsborgere desuden skal have et visum for at rejse ind i Schengenområdet;

77.  gentager UNHCR’s bemærkning om, at der kun kan sikres respekt for de grundlæggende rettigheder og internationale forpligtelser, hvis de operationelle procedurer og planer afspejler disse forpligtelser i konkrete, klare retningslinjer for grænsekontrolpersonalet, herunder personalet ved land-, sø- og luftgrænserne; påpeger behovet for yderligere at styrke EU's civilbeskyttelsesmekanisme for at kunne reagere på hændelser med vidtrækkende konsekvenser, der påvirker et betydeligt antal medlemsstater;

78.  understreger igen, at, ligesom det er tilfældet med lovgivning særligt på området asyl og migration, er det helt afgørende for, at lovgivning vedrørende de indre og ydre grænser kan være effektiv, at de foranstaltninger, der vedtages på EU-plan, gennemføres korrekt af medlemsstaterne; understreger, at en bedre gennemførelse af foranstaltninger fra medlemsstaternes side ved de ydre grænser efter øget pres er af afgørende betydning og i et vist omfang vil kunne fjerne borgernes sikkerhedsmæssige bekymringer;

79.  noterer sig, at Kommissionen den 15. december 2015 fremsatte et forslag til en målrettet revision af Schengengrænsekodeksen, hvori det foreslås at indføre systematisk kontrol af alle EU-statsborgere (ikke kun af tredjelandsstatsborgere) på grundlag af de relevante databaser ved Schengenområdets ydre grænser;

80.  mener, at Schengenområdet er en af de vigtigste opnåelser for Europæisk integration; bemærker, at konflikten i Syrien og andre konflikter andre steder i regionen har udløst et rekordhøjt antal flygtninge og migranter, der er ankommet til Unionen, hvilket til gengæld har afsløret mangler ved dele af Unionens ydre grænser; er bekymret over det forhold, at nogle medlemsstater på deres side har følt behov for at lukke deres interne grænser eller indføre midlertidig grænsekontrol og dermed sat spørgsmålstegn ved Schengenområdets funktionsdygtighed;

Om hotspots

81.  minder om, at grænseagenturet, EASO, Europol og Eurojust i den "hotspottilgang", som Kommissionen har foreslået i den europæiske dagsorden for migration, skal yde operativ bistand til medlemsstaterne i overensstemmelse med deres respektive mandater;

82.  påpeger i denne forbindelse, at EU-agenturerne skal have de ressourcer, der er nødvendige, for at de kan udføre deres opgaver; insisterer på, at EU-agenturerne og medlemsstaterne holder Parlamentet fuldt orienteret om arbejdet ved hotspottene;

83.  konstaterer, at der i henhold til begge afgørelser om omfordeling skal ydes operationel støtte ved hotspottene til Italien og Grækenland til screening af migranterne og optagelse af deres fingeraftryk ved ankomsten, registrering af deres ansøgning om international beskyttelse, levering af oplysninger til ansøgerne om omfordeling, tilrettelæggelse af tilbagesendelsesoperationer for dem, der ikke har ansøgt om international beskyttelse, og som ikke har ret til at blive på andet grundlag, eller dem, som har ansøgt uden held, og lettelse af alle de forskellige foranstaltninger i selve omfordelingsproceduren;

84.  opfordrer til, at hotspottene bliver oprettet hurtigst muligt for at give konkret operationel bistand til de pågældende medlemsstater; opfordrer til at tildele tekniske og finansielle ressourcer og støtte til medlemslande, der er første ankomstland, såsom Italien og Grækenland, med henblik på at muliggøre hurtig og effektiv registrering og henvisning til de kompetente myndigheder af alle migranter, der ankommer til Unionen, med fuld respekt for deres grundlæggende rettigheder; mener, at hurtig og effektiv støtte fra Unionen til medlemsstaterne og accept af en sådan støtte er vigtig for gensidig tillid;

85.  anerkender, at et af hovedformålene med hotspottene er at gøre det muligt for EU at yde beskyttelse og humanitær bistand til personer i nød på en hurtig måde; understreger, at man skal være meget opmærksom på at sikre, at kategoriseringen af migranter på hotspottene gennemføres med fuld respekt for alle migranters rettigheder; erkender dog, at en korrekt identifikation af ansøgere om international beskyttelse på det sted, hvor de først ankommer i Unionen, formentlig vil bidrage til at få et revideret fælles europæisk asylsystem til at fungere overordnet set;

Om strafferet i relation til migration

86.  noterer sig, at Kommissionen i sin handlingsplan om smugling anfører, at den overvejer en revision af Rådets direktiv 2004/81/EF om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder;

87.  mener, at der er behov for en sådan revision, og at det herved bør overvejes at indføre systemer, der gør det muligt for ofre for menneskehandel og kriminel smugling at stå frem og støtte en effektiv retsforfølgning af en menneskehandler eller en kriminel smugler uden frygt for selv at blive retsforfulgt;

88.  bemærker, at Kommissionen overvejer en revision af Rådets direktiv 2002/90/EF om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold; er af den opfattelse, at enhver, der yder forskellige former for humanitær bistand til de nødstedte, ikke bør kriminaliseres, og at EU-lovgivningen bør afspejle dette princip;

89.  understreger, at et andet meget vigtigt skridt med henblik på at optrevle kriminelle smugler- og menneskehandlernetværk er at prioritere økonomisk efterforskning, da det er afgørende for bestræbelserne på at svække og i sidste ende optrevle disse kriminelle netværk, at man sporer og konfiskerer deres udbytte; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at gennemføre det fjerde direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge hurtigt og effektivt;

90.  minder om, at det for at sikre, at den strafferetlige efterforskning udføres effektivt, er vigtigt at uddanne de forskellige aktører, således at de fuldt ud forstår det fænomen, de forsøger at tackle, og ved, hvordan man genkender det på et tidligt stadium;

Om samarbejde med tredjelande

91.  påpeger, at søjlen vedrørende asyl og international beskyttelse i den samlede strategi for migration og mobilitet ("SSMM") bør videreudvikles, med større inddragelse af tredjelande; konstaterer, at de nuværende foranstaltninger på dette område, under regionale beskyttelsesprogrammer eller regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer, fokuserer på kapacitetsopbygning med henblik på at bekæmpe de kriminelle smugler- og menneskehandlernetværk i tredjelande, som er oprindelses- og transitlande; konstaterer samtidig, at genbosættelseselementet i disse programmer fortsat er svagt; mener, at kapacitetsopbygningsindsatsen og genbosættelsesaktiviteterne bør intensiveres og gennemføres i samarbejde med tredjelande, som har et stort antal flygtninge;

92.  anerkender, at SSMM er det grundlæggende instrument, der fastlægger målene for Unionens eksterne politikker for migration, asyl og grænser; noterer sig, at der findes forskellige instrumenter inden for disse rammer, herunder regionale dialoger, bilaterale dialoger, mobilitetspartnerskaber, fælles dagsordener for migration og mobilitet, tilbagetagelsesaftaler, visumlempelsesaftaler, visumfritagelsesaftaler, regionale beskyttelsesprogrammer og regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer;

93.  forstår, at den eksterne dimension bør fokusere på samarbejde med tredjelande om at tackle de grundlæggende årsager til og håndtere de irregulære migrationsstrømme til Europa; forstår, at partnerskaber og samarbejde med de vigtigste oprindelses-, transit- og bestemmelseslande fortsat bør være i fokus, f.eks. gennem Khartoumprocessen og Rabatprocessen, migrations- og mobilitetsdialogen mellem EU og Afrika, Budapestprocessen og Pragprocessen;

94.  påpeger, at EU og dets medlemsstater skal være selektive i deres støtte til tredjelandes retshåndhævende myndigheder under hensyntagen til de pågældende organers tradition for overtrædelser af migranters menneskerettigheder;

95.  henstiller til, at der ved samarbejde med tredjelande bl.a. tages stilling til de pågældende landes asylsystemer, deres støtte til flygtninge og deres evne og vilje til at bekæmpe menneskehandel og kriminel smugling ind i og gennem disse lande;

96.  opfordrer EU til at hjælpe tredjelande med at opbygge deres asylsystemer og integrationsstrategier med henblik på at gøre det muligt for tredjelandsstatsborgere, der har behov for international beskyttelse, at søge beskyttelse der; mener, at EU bør anlægge en win-win-tilgang til samarbejdet med tredjelande, dvs. en tilgang, der er til gavn for EU, det pågældende tredjeland og flygtningene og migranterne i det pågældende tredjeland;

97.  minder om, at EU har intensiveret sit eksterne samarbejde med tredjelande om migration og asyl for at reagere på den aktuelle flygtningekrise på en passende måde og har iværksat nye samarbejdsinitiativer som f.eks. EU's og Tyrkiets fælles handlingsplan; understreger i denne forbindelse, at det er nødvendigt, at alle parter lever op til de tilsagn, der er givet i forbindelse med den fælles handlingsplan, herunder om tage fat på de grundlæggende årsager til den massive tilstrømning af syrere og om at intensivere samarbejdet for at støtte syrere, der er under midlertidig beskyttelse, og deres værtssamfund i Tyrkiet, og at Tyrkiet lever op til sine tilsagn om at forhindre irregulære migrationsstrømme fra dets område til EU;

Om oplysningskampagner

98.  påpeger, at mange smuglede personer til en vis grad er bevidste om de risici, de vil stå over for på en potentielt farlig rejse til Europa, men vælger at begive sig ud på rejsen alligevel, da de vurderer, at disse risici er lavere end dem, der ville være forbundet med ikke at migrere;

99.  glæder sig over, at man i handlingsplanen om smugling kæder iværksættelsen af nye oplysningskampagner sammen med en evaluering af de eksisterende kampagner; anbefaler, at alle sådanne kampagner indeholder oplysninger om, hvilke kriterier der skal anvendes til at afgøre spørgsmålet om beskyttelsesstatus i EU, da sådanne oplysninger kan overbevise nogle migranter — der risikerer at begive sig ud på en farlig rejse blot for at blive sendt tilbage, hvis de ikke får beskyttelse — om, at de ikke bør foretage rejsen;

Om håndtering af de grundlæggende årsager

100.  bekræfter på ny, at EU må vedtage en langsigtet strategi for at hjælpe med at imødegå de "pushfaktorer" i tredjelande (konflikt, forfølgelse, etnisk udrensning, udbredt vold eller andre faktorer såsom ekstrem fattigdom, klimaændringer eller naturkatastrofer), som tvinger folk i hænderne på kriminelle smuglernetværk, som de ser som deres eneste mulighed for at komme til Unionen;

101.  minder om, at FN’s særlige rapportør om migranters menneskerettigheder også har opfordret EU til at åbne op for regulære migrationskanaler, så migranterne kan benytte de formelle ind- og udrejsekanaler i stedet for at ty til kriminelle smuglernetværk;

102.  fremhæver, at den seneste stigning i tilstrømningen af flygtninge til EU har vist, at forebyggende foranstaltninger ikke i sig selv er tilstrækkelige til at håndtere de aktuelle migrationsfænomener;

103.  forstår, at man på længere sigt er nødt til at satse mere på at løse de geopolitiske spørgsmål, der påvirker de grundlæggende årsager til migration, da krig, fattigdom, korruption, hungersnød og mangel på muligheder betyder, at folk stadig vil føle sig tvunget til at flygte til Unionen, medmindre Europa ser på, hvordan man kan hjælpe med til at genopbygge de pågældende lande; påpeger, at det betyder, at Kommissionen og medlemsstaterne må komme med pengene til at hjælpe med at opbygge kapacitet i tredjelandene, f.eks. ved at lette investeringer og uddannelse, styrke og håndhæve asylsystemerne, yde støtte til en bedre forvaltning af grænserne og styrke rets- og domstolssystemerne i de pågældende lande;

Om finansiering til tredjelande

104.  bemærker, at det vigtigste finansieringsinstrument til bistand til tredjelande er instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, der omfatter EU's eneste globale tematiske finansiering til migration under programmet for globale offentlige goder og udfordringer, som forvaltes af Generaldirektoratet (GD) for Internationalt Samarbejde og Udvikling (DEVCO); bemærker endvidere, at som det er tilfældet med midler, der er afsat direkte til medlemsstaterne, er andre af Kommissionens GD’er og andre EU-organer involveret i forvaltningen af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, således at EU’s bistand til nabolande leveres af GD for Naboskabspolitik og Udvidelsesforhandlinger via instrumentet til førtiltrædelsesbistand; humanitær bistand leveres af GD for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse ("ECHO"), og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil ("EU-Udenrigstjenesten") forvalter instrumentet, der bidrager til stabilitet og fred; minder om, at eftersom de to fonde, der forvaltes af GD for Indre Anliggender og Migration (HOME) — Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden for Intern Sikkerhed — også har en ekstern dimension, giver dette en ny aktør hvad angår den eksterne finansiering;

105.  glæder sig over den nyligt oprettede nødtrustfond for Afrika og de 1,8 mia. EUR, der er givet tilsagn om til fonden, som har tilføjet et yderligere element til finansieringen til tredjelande; opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte med at bidrage til fonden;

106.  anbefaler, at man i overensstemmelse med SSMM tillægger de fire tematiske søjler om i) lovlig migration og mobilitet, ii) irregulær migration og menneskehandel, iii) international beskyttelse og iv) de udviklingsmæssige virkninger af migration lige stor betydning i EU’s udenrigspolitik og finansiering;

Om gennemsigtighed i finansieringen

107.  bemærker, at EU’s migrationspolitik bliver gennemført ved hjælp af forskellige politiske instrumenter, som hver har deres egne målsætninger, der ikke nødvendigvis er indbyrdes forbundne, og at der ikke sker en tilstrækkelig koordinering af finansieringen mellem de mange involverede aktører; påpeger, at fragmenteringen af budgetposter og ansvar skaber en forvaltningsstruktur, der kan gøre det vanskeligt at give et samlet overblik over, hvordan de forskellige midler, der er til rådighed, tildeles og i sidste ende anvendes; påpeger endvidere, at denne fragmentering også gør det vanskeligt at sætte tal på, hvor meget EU samlet bruger på migrationspolitikken;

108.  er af den opfattelse, at der skal gives et sådant samlet overblik over EU-finansieringen i relation til migration, både i og uden for EU, da manglen på et sådant overblik er en klar hindring for gennemsigtighed og fornuftige politiske beslutninger; bemærker i den forbindelse, at en mulighed kunne være et websted med en database over alle EU-finansierede projekter i relation til migrationspolitikken; understreger, at behovet for gennemsigtighed også gælder budgetposter med henblik på at sikre tilstrækkelig finansiering af alle mål for EU’s migrationspolitik;

109.  minder om, at de positive virkninger af EU’s migrationsfonde er baseret på processer på nationalt plan og EU-plan, der kan sikre gennemsigtighed, effektiv overvågning og ansvarlighed; mener, at det bør overvejes, hvordan man kan overvåge og evaluere igangværende processer og ikke blot efterfølgende processer, og at Revisionsrettens rolle bør styrkes i denne henseende; mener, at der bør etableres sammenlignelige kvalitative og kvantitative indikatorer for at måle virkningen af EU-fondene og bidrage til at vurdere, hvorvidt disse fonde har nået deres mål;

Om yderligere midler til migration

110.  glæder sig over de yderligere midler på EU’s budget for 2016 til at tage fat på de aktuelle migrationsfænomener; påpeger, at de fleste af disse nye midler er fremrykkede midler fra den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2014-2020, hvilket betyder, at EU kommer til at bruge nogle penge nu, der efter hensigten skulle bruges en gang i fremtiden;

111.  er enig i, at de seneste budgetforslag og de yderligere midler på EU’s budget for 2016, herunder anvendelsen af fleksibilitetsinstrumentet, ganske vist bør hilses velkommen, men at den mellem- og langsigtede finansiering fortsat er en kilde til bekymring; er bekymret over, at stigningen i de foreslåede beløb for budgetposterne under Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden for 2016 ikke er blevet ledsaget af et forslag til revision af de samlede midler, der er til rådighed under denne fond for finansieringsperioden 2014-2020; forstår, at hvis det forbliver sådan, bliver resultatet, at midlerne under Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden vil være brugt op længe før 2020;

112.  opfordrer medlemsstaterne til at drage fuld fordel af de muligheder, der ligger i midler, som ikke er direkte knyttet til migrationspolitikken, men som kan anvendes til at finansiere aktiviteter på dette område (f.eks. integrationstiltag), såsom dem, der er til rådighed under Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede, Horisont 2020, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og programmet for rettigheder og unionsborgerskab;

113.  anbefaler, at der under revisionen af FFR, der er planlagt til slutningen af 2016, afsættes betydelige ekstra ressourcer på EU-budgettet, udgiftsområde 3, Unionsborgerskab, frihed, sikkerhed og retfærdighed, således at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed på grundlag af migrationstendenserne og de hermed forbundne finansielle krav i relation til EU’s og medlemsstaternes asyl-, migrations- og integrationspolitikker;

Om inddragelse af civilsamfundet

114.  påpeger, at tilvejebringelse af operationel finansiering er en central udfordring for NGO'erne, da de fleste midler er projektrelaterede; anfører, at frivillige initiativer og civilsamfundsinitiativer, der har til formål at yde bistand til migranter, bør fremmes og, når det er hensigtsmæssigt, finansieres af Kommissionen og medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til, hvor det er relevant og muligt, at forsøge at finansiere projekter, der forvaltes af civilsamfundsorganisationer, der beskæftiger sig med migration, integration og asyl;

115.  gentager, at det skal sikres, at civilsamfundet inddrages i udviklingen af EU-tiltag og nationale programmer, i overensstemmelse med partnerskabsprincippet som fastlagt i forordningen om Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden; foreslår, at man på EU-plan overvejer regelmæssige konsultationer mellem Kommissionen og de relevante civilsamfundsorganisationer, der arbejder med migrations-, asyl- og integrationsspørgsmål;

Om demografiske tendenser

116.  bemærker, at det før de stigende migrationsstrømme til EU i 2015 ifølge en undersøgelse fra OECD og Kommissionen fra 2014 blev antaget, at befolkningen i den erhvervsaktive alder (15-64 år) i EU vil falde med 7,5 mio. mellem 2013 og 2020, og at faldet ville være endnu større, hvis nettomigrationen blev holdt uden for prognoserne, idet der så ville blive tale om et fald i befolkningen i den erhvervsaktive alder på 11,7 mio.;

117.  påpeger imidlertid, at ungdomsarbejdsløsheden i alle medlemsstaterne i november 2015 lå på 20 %;

118.  bemærker endvidere, at forholdet mellem personer på 65 år eller derover og personer på 15-64 år ifølge Eurostats seneste prognoser vil stige fra 27,5 % i begyndelsen af 2013 til næsten 50 % i 2050; konstaterer, at dette vil indebære en ændring fra det nuværende forhold på fire personer i den erhvervsaktive alder for hver person på 65 år eller derover til to personer i den erhvervsaktive alder for hver person på 65 år eller derover;

Om lovlig arbejdskraftmigration

119.  fastslår, at retsgrundlaget for forvaltningen af lovlig migration på EU-plan er fastsat i artikel 79 i TEUF;

120.  forstår, at artikel 79, stk. 5, udtrykkeligt fastslår, at medlemsstaterne bevarer retten til at fastlægge antallet af tredjelandsstatsborgere, der kan indrejse fra tredjelande på deres område for at søge arbejde;

121.  fremhæver, at der i EU 2020-strategien peges på, at der er behov for en omfattende politik for arbejdskraftmigration og for bedre integration af migranter med henblik på at opfylde Unionens mål om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

122.  konstaterer, at den eksisterende EU-lovgivning om tredjelandsstatsborgeres adgang til at arbejde i EU er temmelig fragmenteret, da den snarere fokuserer på specifikke kategorier af arbejdstagere end på at fastlægge generelle regler for alle vandrende arbejdstagere;

123.  mener, at EU på lang sigt vil være nødt til at fastlægge flere generelle regler for indrejse og ophold for tredjelandsstatsborgere, der søger beskæftigelse i EU for at udfylde hullerne på EU’s arbejdsmarked;

Om behovet for bedre data

124.  opfordrer til, at man betragter arbejdsmarkedet i EU som en helhed, som en nødvendig forudsætning for udviklingen af arbejdsmarkedspolitikker; påpeger, at det er nødvendigt at udvikle redskaber til at identificere og forudsige de nuværende og fremtidige behov på arbejdsmarkedet i EU på en bedre måde; foreslår i denne forbindelse, at de eksisterende værktøjer — som f.eks. dem, der er udviklet af Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) eller OECD — kan forbedres, og endda slås sammen, med internationale statistikker om det potentielle udbud af arbejdskraft fra tredjelande for at give et mere præcist billede af situationen;

125.  tror på, at bedre data og bedre værktøjer til at analysere disse data kun kan hjælpe beslutningstagerne med at fastlægge arbejdskraftmigrationspolitikkerne for fremtiden, og at EU og medlemsstaterne bør identificere huller på deres arbejdsmarkeder, der kunne hjælpe dem med at besætte job, som ellers ville forblive ledige;

Om udnyttelse af arbejdskraft

126.  bemærker, at udnyttelse af arbejdskraft kan finde sted som følge af menneskehandel eller -smugling eller selv uden nogen af delene, med det resultat at der er straffrihed for dem, som udnytter irregulære migranter i de medlemsstater, hvor udnyttelsen ikke er kriminaliseret som sådan;

127.  beklager, at den lave risiko for at blive opdaget og/eller retsforfulgt som en arbejdsgiver, der udnytter irregulære migranters arbejdskraft, har vist sig at være en vigtig faktor for udnyttelse af arbejdskraft, navnlig i de mest udsatte sektorer (landbrug, byggeri, hoteller og restauranter, husligt arbejde og pleje); mener, at det med henblik på at bekæmpe denne situation med straffrihed er nødvendigt for det første at sikre, at alle tilfælde af grov udnyttelse af arbejdskraft bliver kriminaliseret og behørigt straffet i henhold til national ret, og for det andet at øge arbejdstilsynet i de udsatte sektorer;

128.  noterer sig, at mange medlemsstater i dag kun kriminaliserer udnyttelse af arbejdskraft, når det finder sted som en form for menneskehandel, hvilket efterlader et stort hul i alle tilfælde, hvor de, der udnytter arbejdskraft, ikke har været involveret i menneskehandel, eller hvor dette ikke kan bevises;

129.  gentager, at de særlige procedurer i direktiv 2009/52/EF om minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold ("direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere"), der skal sikre lettere klageadgang, bør gennemføres fuldt ud og anvendes korrekt i praksis; mener, at der er behov for øget beskyttelse af de personer, der er ofre for menneskehandel eller bliver smuglet ind i EU, og som samarbejder og gør det lettere at retsforfølge menneskehandlerne og/eller de kriminelle menneskesmuglere; foreslår, at der herudover ydes støtte til etablering af en europæisk virksomhedskoalition til bekæmpelse af menneskehandel (som drøftet i strategien for bekæmpelse af menneskehandel fra 2014) med det formål at udvikle forsyningskæder, som ikke involverer menneskehandel;

130.  mener, at enhver indsats for at udrydde udnyttelse af arbejdskraft i sidste ende skal bygge på den dobbelte tilgang at retsforfølge de pågældende arbejdsgivere effektivt og samtidig beskytte ofrene for en sådan udnyttelse;

Om revision af det blå kort

131.  minder om, at Kommissionen i dagsordenen for migration bekendtgjorde sin hensigt om at revidere direktivet om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse (direktivet om det blå kort), med særlig fokus på spørgsmålene om anvendelsesområdet (som eventuelt kunne omfatte iværksættere, der er villige til at investere i Europa) og forbedring af bestemmelserne om mobilitet inden for EU;

132.  gentager, at Kommissionens rapport om gennemførelsen af det nuværende direktiv om det blå kort understreger dets mangler, herunder den meget begrænsede harmonisering som følge af det vide skøn, der overlades medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen, navnlig retten for medlemsstaterne til at opretholde parallelle nationale ordninger;

133.  mener endvidere, at direktivet helt klart ikke kun bør fokusere på de højtkvalificerede, men også på særligt udvalgte erhverv, der kræver høje kvalifikationer, og hvor der er konstateret mangel på arbejdskraft; mener desuden, at revisionen af det blå kort bør være både ambitiøs og målrettet og bør sigte mod at fjerne uoverensstemmelserne i det eksisterende direktiv, navnlig for så vidt angår parallelle nationale ordninger; anbefaler, at det overvejes at revidere anvendelsesområdet, så det kommer til at omfatte tredjelandsstatsborgere, der kan bidrage til at fylde hullerne på Unionens arbejdsmarked;

o
o   o

134.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, til medlemsstaternes parlamenter og regeringer og til EASO, Frontex, Europol, Eurojust, FRA, eu-LISA, Europarådet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0070.
(2) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 165.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0176.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0317.
(5) http://www.consilium.europa.eu/en/press/press-releases/2015/09/28-eunavfor/.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0105.
(7) Frontex news, http://frontex.europa.eu/news/number-of-migrants-arriving-in-greece-dropped-by-half-in-november-cITv3V.
(8) IOM and UNICEF, Data Brief: Migration of Children to Europe, http://www.iom.int/sites/default/files/press_release/file/IOM-UNICEF-Data-Brief-Refugee-and-Migrant-Crisis-in-Europe-30.11.15.pdf.
(9) EASO Newsletter, November-December 2015, https://easo.europa.eu/wp-content/uploads/EASO-Newsletter-NOV-DEC_-20151.pdf.
(10) EU + består af EU-28 plus Norge og Schweiz.
(11) UNHCR - Greece data snapshot – 7. marts 2016.
(12) IOM, Missing Migrants Project, http://missingmigrants.iom.int/.
(13) Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 og Rådets afgørelse (EU) 2015/1601.
(14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 31).
(15) Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT L 212 af 7.8.2001, s. 12).
(16) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 337 af 20.12.2011, s. 9).
(17) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 60).


Årsrapporterne 2012-2013 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet
PDF 188kWORD 85k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om årsrapporterne 2012-2013 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (2014/2252(INI))
P8_TA(2016)0103A8-0301/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning(1),

–  der henviser til de praktiske ordninger vedtaget den 22. juli 2011 af Europa-Parlamentets og Rådets kompetente tjenestegrene til gennemførelse af artikel 294, stk. 4, i TEUF, såfremt der indgås aftaler ved førstebehandlingen,

–  der henviser til sin beslutning af 4. februar 2014 om målrettet EU-regulering samt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet – 19. rapport om bedre lovgivning for 2011(2),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2012 om den 18. rapport om bedre lovgivning - anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (2010)(3),

–  der henviser til sin beslutning af 14. september 2011 om bedre lovgivning, subsidiaritet, proportionalitet og intelligent regulering(4),

–  der henviser til Kommissionens årsrapport 2012 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (COM(2013)0566) og til Kommissionens årsrapport 2013 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (COM(2014)0506),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 4. december 2014 om intelligent regulering,

–  der henviser til konklusionerne fra konferencen af parlamentsformænd i EU af 21. april 2015,

–  der henviser til COSAC’s halvårlige beretninger om udviklingen i Den Europæiske Unions procedurer og praksis vedrørende parlamentarisk kontrol af 27. september 2012, 17. maj 2013, 4. oktober 2013, 19. juni 2014 og 14. november 2014,

–  der henviser til den endelige rapport af 14. oktober 2014 fra Gruppen af Højtstående Uafhængige Interesserede Parter vedrørende Administrative Byrder med titlen "Cutting Red Tape in Europe – Legacy and Outlook”(5),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og 132,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om International Handel og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0301/2015),

A.  der henviser til, at Kommissionen i 2012 modtog begrundede udtalelser om 83 lovgivningsforslag; det samlede antal modtagne indlæg i 2012 var 292, inklusive de indlæg, som ikke kan klassificeres som begrundede udtalelser;

B.  der henviser til, at Kommissionen i 2013 modtog begrundede udtalelser om 99 lovgivningsforslag; det samlede antal modtagne indlæg i 2013 var 313, inklusive de indlæg, som ikke kan klassificeres som begrundede udtalelser;

C.  der henviser til, at nationale parlamenter i 2012 afgav 12 begrundede udtalelser om Monti II-forslaget(6), der repræsenterede 19 stemmer (tærsklen er 18), og dermed for første gang udløste en såkaldt gult kort, som forpligter den institution, der har fremsat forslaget, til at revidere det og begrunde sin afgørelse om, hvorvidt forslaget skal trækkes tilbage, ændres eller opretholdes;

D.  der henviser til, at Kommissionen trak Monti II-forslaget tilbage, men anførte, at den fandt, at forslaget var i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og at forslaget blev trukket tilbage, fordi der ikke var tilstrækkelig støtte til det i Europa-Parlamentet og Rådet(7);

E.  der henviser til, at nationale parlamenter i 2013 afgav 13 begrundede udtalelser om forslaget om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed(8), der repræsenterede 18 stemmer, og dermed udløste den anden procedure med gult kort;

F.  der henviser til, at Kommissionen konkluderede, at forslaget overholdt nærhedsprincippet, og at det ikke var nødvendigt at trække forslaget tilbage eller at ændre det; Kommissionen erklærede, at den ville tage behørigt hensyn til de begrundede udtalelser i lovgivningsprocessen(9);

G.  der henviser til, at flere nationale parlamenter gav udtryk for bekymring over Kommissionens tilgang, idet de fandt, at Kommissionens begrundelser og argumenter var utilstrækkelige; Retsudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender i Europa-Parlamentet afholdt drøftelser om dette emne;

H.  der henviser til, at de efterfølgende forhandlinger med Rådet om den europæiske anklagemyndighed har ført til en indskrænkning af anvendelsesområdet og arbejdsmetoderne i forhold til det oprindelige forslag, hvorom de begrundede udtalelser blev afgivet;

I.  der henviser til, at Kommissionen på grund af sin initiativret skal sikre, at der på et tidligt tidspunkt i den politiske proces træffes de rigtige beslutninger om, hvorvidt der skal foreslås en foranstaltning på EU-plan, og hvordan det skal gøres;

J.  der henviser til, at Kommissionen er ved at foretage en revision af retningslinjerne for konsekvensanalyser, som omfatter overvejelser om subsidiaritet og proportionalitet;

K.  der henviser til, at Parlamentet har oprettet sin egen enhed for konsekvensanalyse, som lavede 50 indledende vurderinger og to detaljerede vurderinger af konsekvensanalyser fra Kommissionen i 2013;

L.  der henviser til, at de nationale parlamenter har bemærket, at medtagelsen af betydelige og talrige delegerede beføjelser gør det svært at vurdere effektivt, om de endelige bestemmelser er i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

M.  der henviser til, at der kun foretages nærheds- og proportionalitetskontrol samt en konsekvensanalyse i begyndelsen af lovgivningsprocessen;

1.  bemærker, at nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er grundlæggende ledende principper for Den Europæiske Union;

2.  understreger, at EU ved udøvelsen af sine beføjelser bør følge nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, som anført i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union; glæder sig over, at overholdelsen af disse to principper i 2012 og 2013 blev kontrolleret omhyggeligt af EU-institutionerne og de nationale parlamenter;

3.  glæder sig over de nationale parlamenters stærkere samarbejde og øgede deltagelse i den europæiske lovgivningsproces i de senere år, som har resulteret i stigende kendskab til de principper, som danner grundlag for EU, herunder nærheds- og proportionalitetsprincipperne i interinstitutionel sammenhæng; bemærker imidlertid, at der stadig bør gøres en yderligere indsats i denne forbindelse; foreslår derfor, at Kommissionen som et første skridt på vejen indleder en årlig debat med hvert af de nationale parlamenter i det pågældende parlament for at styrke dialogen mellem Kommissionen og de nationale parlamenter;

4.  mener endvidere, at nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet udgør udgangspunktet for politikudformningen; understreger derfor vigtigheden af, at det i begyndelsen af lovgivningsprocessen vurderes, om politikmålene kan nås bedre på EU-plan end gennem nationale eller regionale initiativer;

5.  bemærker betydningen af parlamenterne og af deres territoriale indflydelse og nærhed til borgerne og opfordrer, hvor det er relevant, til større inddragelse af dem i systemet for tidlig varsling;

6.  bemærker imidlertid, at flertallet af udtalelserne fra de nationale parlamenter er fremsat af et fåtal af nationale parlamenter; opfordrer de øvrige nationale parlamenter til at involvere sig mere i den europæiske debat;

7.  understreger nødvendigheden af, at EU-institutionerne respekterer nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er nedfældet i artikel 5 traktaten om Den Europæiske Union og protokol nr. 2 til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og som er af general karakter og bindende for de institutioner, der udøver Unionens beføjelser, med undtagelse af de områder, der er omfattet af Unionens enekompetence, hvor nærhedsprincippet ikke finder anvendelse.

8.  mener, at mekanismen for kontrol af nærhedsprincippet er af stor betydning for samarbejdet mellem EU-institutionerne og de nationale institutioner;

9.  bemærker, at Kommissionens årsrapporter er noget overfladiske, og opfordrer Kommissionen til at overveje at udarbejde mere detaljerede rapporter om, hvordan nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet overholdes i udformningen af EU's politikker;

10.  noterer sig Kommissionens metodologi i årsrapporterne for 2012 og 2013, hvor der bruges statistikker til at klassificere de begrundede udtalelser fra nationale parlamenter om en pakke af forslag som blot én begrundet udtalelse og ikke som en begrundet udtalelse om hvert enkelt forslag;

11.  bemærker, at andelen af begrundede udtalelser generelt er steget betydeligt udtrykt i procent af det samlede antal indlæg i forhold til 2010 og 2011, og at de begrundede udtalelser i 2012 udgjorde 25 % af alle indlæg, mens de i 2013 tegnede sig for 30 % af indlæggene fra de nationale parlamenter i henhold til protokol nr. 2; noterer sig i denne forbindelse høringen af de nationale parlamenter i lovgivningsprocessen;

12.  påpeger, at de nationale parlamenter i 2012 for første gang anvendte det såkaldte gule kort vedrørende nærhedsprincippet som reaktion på Kommissionens forslag til forordning om udøvelse af retten til kollektive skridt inden for rammerne af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser (Monti II); noterer sig, at selv om Kommissionen konkluderede, at nærhedsprincippet ikke var blevet tilsidesat, trak den forslaget tilbage på grund af manglende politisk støtte; bemærker, at et andet såkaldt gult kort blev udløst i 2013 som reaktion på Kommissionens forslag til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (EPPO); noterer sig, at Kommissionen konkluderede, at forslaget var i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og besluttede at opretholde det;

13.  bemærker, at begrundede udtalelser fra de nationale parlamenter påpeger, at der foreligger forskellige fortolkninger af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; minder i denne forbindelse om, at nærhedsprincippet i henhold til traktaterne kun giver Unionen mulighed for at handle på områder, der ikke hører ind under dens enekompetence, "hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller lokalt plan, men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan nås på EU-plan"; minder ligeledes om, at "i medfør af proportionalitetsprincippet går indholdet og formen af Unionens handling ikke videre end nødvendigt for at nå målene i traktaterne"; opfordrer de nationale parlamenter til at være tro mod ordlyden af TEU, når de vurderer overholdelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; anbefaler kraftigt, at de nationale parlamenter og EU-institutionerne udveksler synspunkter og praksis vedrørende kontrollen med overholdelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

14.  bemærker, at der er stor forskel på de nationale parlamenters begrundede udtalelser med hensyn til de typer argumenter, der fremføres, og deres form; beklager manglen på fælles mønstre, der gør det vanskeligere at vurdere, hvilket grundlag de nationale parlamenter intervenerer på;

15.  minder om den bekymring, der er givet udtryk for i tidligere betænkninger fra Parlamentet om tilfælde, hvor nærhedsprincippet ikke var blevet behandlet tilstrækkeligt i konsekvensanalyser udarbejdet af Kommissionen; minder endvidere om, at dette spørgsmål er blevet rejst i årsrapporterne fra Udvalget for Konsekvensanalyse (IAB); bemærker, at IAB var af den opfattelse, at mere end 30 % af de gennemgåede konsekvensanalyser i 2012 og 2013 indeholdt en utilfredsstillende analyse af nærhedsprincippet; udtrykker bekymring over, at dette antal steg til 50 % i 2014, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage dette spørgsmål op i sin revision af retningslinjerne for konsekvensanalyser og vende denne tendens;

16.  henleder opmærksomheden på vigtigheden af konsekvensanalyser som instrument til hjælp til beslutningsprocessen inden for lovgivningsproceduren, og understreger nødvendigheden af, at man i denne forbindelse behørigt overvejer de spørgsmål, der vedrører nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet;

17.  understreger, at grundige konsekvensanalyser, der grundigt evaluerer overholdelsen af nærhedsprincippet, er afgørende med henblik på at skabe større tillid hos borgerne, som ofte betragter nærhedsprincippet som et nøgleelement i den demokratiske proces; påpeger derfor, at øget kontrol med nærhedsprincippet kan ses som et vigtigt redskab til at reducere det såkaldte ”demokratiske underskud”;

18.  gentager opfordringen i sin ovennævnte beslutning af 14. september 2011 om anvendelse af nationale konsekvensanalyser som et supplement til dem, som Kommissionen udfører – og hvoraf en reform er under drøftelse – med henblik på at støtte den foreslåede lovgivning; mener, at Parlamentets nyligt oprettede enheder for konsekvensanalyse vil udgøre et positivt supplement til Kommissionens arbejde;

19.  udtrykker sin skuffelse over Kommissionens svar til de nationale parlamenter i tilfælde, hvor der er blevet udstedt gule kort; mener, at det er nødvendigt, at Kommissionen reagerer tilstrækkeligt på alle betænkeligheder, som de nationale parlamenter giver udtryk for, på individuelt grundlag som et led i en dialog ud over en eventuel offentliggjort udtalelse; mener, at det også er nødvendigt, at Kommissionen giver møde for de(t) relevante udvalg i Parlamentet for at redegøre for sin holdning i detaljer;

20.  fremhæver, at proceduren med det gule kort, der er et redskab til påvirkning af beslutningstagningen i EU, ville kunne styrkes effektivt, hvis de nationale parlamenter udvekslede oplysninger om deres holdninger på et tidligere tidspunkt, og tilskynder derfor de nationale parlamenter til at udveksle synspunkter om anvendelsesområdet og de undersøgelsesmetoder, der anvendes til at vurdere overholdelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet;

21.  er af den opfattelse, at politisk dialog spiller en stadig større rolle, når det drejer sig om at sikre, at nærhedsprincippet overholdes; mener, at den politiske dialog bør forbedres, ikke kun i tilfælde af et gult eller orange kort, men generelt; glæder sig i denne forbindelse over Juncker-Kommissionens tilsagn om at give møde for flere nationale parlamenter og opfordrer Parlamentet til at overveje lignende initiativer; mener, at ordførerne kan tilskyndes til oftere at gå i dialog med de nationale parlamenter, navnlig eftersom videokonferencer og andre metoder til online-dialog bliver lettere og mere effektive;

22.  understreger, at EU-institutionerne og de nationale parlamenter fortsat bør arbejde for at fremme en ”nærhedskultur” i hele EU; anbefaler to særlige initiativer, som vil bidrage til en bedre overholdelse af nærhedsprincippet i lovgivningsprocessen på nuværende tidspunkt, nemlig at fremme en større inddragelse af holdninger, perspektiver eller andre forslag fremsat af nationale parlamenter i den politiske dialog, navnlig i forbindelse med forberedende arbejde som f.eks. grønbøger og hvidbøger fra Kommissionen, og at overveje en forlængelse af fristen for høring af de nationale parlamenter i forbindelse med kontrollen af overholdelsen af nærhedsprincippet, hvis nationale parlamenter anmoder herom under henvisning til tidspres baseret på objektive grunde, såsom naturkatastrofer og ferieperioder, efter aftale mellem de nationale parlamenter og Kommissionen; er af den opfattelse, at dette kan opnås gennem et politisk tilsagn aftalt mellem institutionerne og de nationale parlamenter i første instans, uden at det giver anledning til forsinkelser med vedtagelsen af relevant lovgivning;

23.  Hvis medlemsstaterne bliver enige om at forlænge den periode, de nationale parlamenter får til at afgive en begrundet udtalelse i henhold til artikel 6 i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, bør den medtages i den næste traktatrevision; en sådan forlængelsesperiode kan derefter også fastlægges i den afledte ret;

24.  anser det for vigtigt, at proceduren med gult kort bliver let at gennemføre for parlamenterne og samtidig bekræfter nærhedsprincippet i overensstemmelse med traktaterne;

25.  bemærker, at flere nationale parlamenter i COSAC har udtrykt deres interesse i et forslag om indførelse af et grønt kort som et instrument til at forbedre den politiske dialog, som ville give de nationale parlamenter mulighed for, efter først at have sikret sig Parlamentets støtte, at fremsætte konstruktive forslag, som Kommissionen kan overveje, under behørig hensyntagen til Kommissionens initiativret;

26.  bemærker, at lovgivningsforslag kan ændre sig dramatisk i tiden op til institutionernes vedtagelse af dem; minder om, at det kun kontrolleres, om nærhedsprincippet er overholdt, ved begyndelsen og ikke ved afslutningen af lovgivningsprocessen; minder endvidere om, at der mere generelt kun udarbejdes konsekvensanalyser med henblik på den indledende fase og ikke med henblik på de sidste faser i lovgivningsprocessen; understreger behovet for en midtvejsevaluering efter indledningen af vedtagelsesproceduren og ved afslutningen af lovgivningsprocessen, så der i visse tilfælde kan udstedes en advarsel til medlemsstater, der ikke overholder nærhedsprincippet;

27.  opfordrer derfor til, at der foretages en yderligere kontrol af overholdelsen af nærhedsprincippet og en fuldstændig konsekvensanalyse ved afslutningen af de lovgivningsmæssige forhandlinger og forud for vedtagelsen af en endelig tekst, således at det kan garanteres, at nærhedsprincippet bliver overholdt, og at der kan foretages evalueringer, herunder i forhold til proportionalitetsprincippet; mener, at en sådan ”betænkningstid” vil hjælpe de politiske beslutningstagere med at vurdere, om lovgivning er i overensstemmelse med EU’s principper, og vil øge gennemsigtigheden omkring resultaterne af perioder med ofte temmelig vanskelige forhandlinger;

28.  bemærker Kommissionens nye politiske målsætninger i forbindelse med initiativer og forslag til EU-lovgivning, nemlig: minimale omkostninger, fordele for borgerne, virksomhederne og arbejdstagerne samt undgåelse af unødvendige administrative byrder;

29.  mener, at programmerne under den flerårige finansielle ramme bør vurdere og bevise overholdelsen af nærhedsprincippet, hvad angår påviselig merværdi for de støtteberettigede medlemsstater;

30.  anmoder Kommissionen om i overensstemmelse med proportionalitets- og nærhedsprincippet at forenkle procedurerne for ansøgning om EU-midler med henblik på at gøre ansøgningsproceduren mere effektiv og målrettet;

31.  understreger sin vilje til at sikre overholdelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet gennem analyse af sine egne lovgivningsmæssige initiativbetænkninger, forudgående evalueringer af Kommissionens konsekvensanalyser og den konstante evaluering af den potentielle EU-merværdi og omkostningerne ved fravær af EU-tiltag;

32.  henviser til de seneste drøftelser om tvistbilæggelse mellem investorer og stater (ISDS) og Kommissionens forslag om at erstatte den nuværende model; minder om, at den fælles handelspolitik i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde udpeges som en integreret del af Unionens enekompetence, som skal være baseret på ensartede principper; bemærker, at nærhedsprincippet derfor ikke finder anvendelse på den fælles handelspolitik;

33.  opfordrer medlemsstaterne til at deblokere UNCITRAL's konvention om gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift, således at Kommissionen kan undertegne konventionen på vegne af hele Unionen; beklager den nuværende situation, hvor nogle medlemsstater er parter i konventionen, og andre ikke er parter; finder, at dette eksempel understreger behovet for større klarhed hos alle parter med hensyn til anvendelsesområdet for Unionens enekompetence vedrørende direkte udenlandske investeringer; minder om, at medlemsstaternes forskellige politikker vedrørende beskyttelse af investeringer har ført til den nuværende situation, hvor medlemsstater er parter i ca. 1400 bilaterale investeringsaftaler, som til tider indeholder bestemmelser, der kan føre til forskellig behandling af EU-investorer i udlandet, afhængigt af den pågældende investerings oprindelse;

34.  kræver med hensyn til finansiel bistand fra EU til andre lande, særligt makrofinansiel bistand, mere dybtgående forudgående og efterfølgende konsekvensanalyser vedrørende de foreslåede foranstaltningers proportionalitet, så bistanden bliver effektiv og til ægte gavn for vores partnere, som har brug for den; insisterer på nødvendigheden af ​​at skabe konditionalitet for udbetalingen af ​​bistanden og en ordentlig kontrol med anvendelsen af ​​midlerne, herunder foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af svig og korruption, og en dybtgående kontrol foretaget af Parlamentet; opfordrer til en stærk integration af EU's eksterne instrumenter, der kombinerer handels-, udviklings- og udenrigs- og sikkerhedspolitik; understreger, at medlemsstaterne skal udvise et større engagement i den forbindelse;

35.  påpeger, at det er meget vigtigt med en ordentlig høring, dialog og inddragelse af borgerne, virksomhederne (navnlig SMV'er) og civilsamfundet i EU's beslutningsproces for handelspolitikken.

36.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0061.
(3) EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 117.
(4) EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 87.
(5) http://ec.europa.eu/smart-regulation/refit/admin_burden/docs/08-10web_ce-brocuttingredtape_en.pdf
(6) Forslag til Rådets forordning om udøvelse af retten til kollektive skridt inden for rammerne af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser - COM(2012)0130.
(7) Skrivelse af 12. september 2012 fra næstformand Šefčovič til de nationale parlamenter.
(8) Kommissionens forslag om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed — COM(2013)0534.
(9) Meddelelse af 27. november 2013 til Europa-Parlamentet, Rådet og de nationale parlamenter om gennemgang af forslaget til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed med hensyn til nærhedsprincippet i henhold til protokol nr. 2 (COM(2013)0851).


Programmet for målrettet og effektiv regulering
PDF 203kWORD 94k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT): Status og udsigter for fremtiden (2014/2150(INI))
P8_TA(2016)0104A8-0208/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de interinstitutionelle aftaler om bedre lovgivning,(1)

–  der henviser til de praktiske ordninger vedtaget den 22. juli 2011 af Europa-Parlamentets og Rådets kompetente tjenestegrene til gennemførelse af artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), såfremt ordningerne vedtages ved første høring,

–  der henviser til sin beslutning af 4. februar 2014 om "Målrettet EU-regulering samt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet – 19. rapport om bedre lovgivning for 2011",(2)

–  der henviser til sin beslutning af 27. november 2014 om revision af Kommissionens retningslinjer for konsekvensanalyse og SMV-testens rolle(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 25. februar 2014 om opfølgning på delegationen af lovgivningsbeføjelser og medlemsstaternes kontrol med Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser(4),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2012 om den 18. rapport om bedre lovgivning - anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (2010)(5),

–  der henviser til sin beslutning af 14. september 2011 om bedre lovgivning, subsidiaritet, proportionalitet og intelligent regulering(6),

–  der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om garanti for uafhængige konsekvensanalyser(7),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 4. december 2014 om smart regulering,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om målrettet og effektiv regulering (REFIT): Status og udsigter for fremtiden (COM(2014)0368),

–  der henviser til Kommissionens tidligere meddelelser om målrettet EU-regulering (COM(2012)0746) og (COM(2013)0685),

–  der henviser til Kommissionens rapport om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (19. rapport om bedre lovgivning for 2011) (COM(2012)0373),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Intelligent lovgivning - imødekommelse af de små og mellemstore virksomheders behov" (COM(2013)0122),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument om overvågning og høring om intelligent regulering for SMV'er (SWD(2013)0060),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse "Smart regulering i Den Europæiske Union" (COM(2010)0543),

–  der henviser til Kommissionens retningslinjer for høring af interessenter 2014,

–  der henviser til den endelige rapport af 24. juli 2014 fra Gruppen af Højtstående Uafhængige Interesserede Parter vedrørende Administrative Byrder: "Cutting Red Tape in Europe - Legacy and Outlook" og især den afvigende udtalelse i bilag 12 fra fire medlemmer af Gruppen af Højtstående Medlemmer med en baggrund som fortalere for arbejderrettigheder, den offentlige sundhed, miljøet og forbrugerne,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 10. december 2014(8),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Bedre regulering for bedre resultater – En EU-dagsorden" (COM(2015)0215),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Forslag til en interinstitutionel aftale om bedre regulering" (COM(2015)0216),

–  der henviser til Kommissionens afgørelse om etablering af Refitplatformen (C(2015)3261) og meddelelse til Kommissionen med titlen "Refitplatformen – Struktur og funktion" (C(2015)3260),

–  der henviser til afgørelse truffet af formanden for Europa-Kommissionen om oprettelse af et uafhængigt Udvalg for Forskriftskontrol (C(2015)3263), Kommissionens meddelelse "Udvalg for Forskriftskontrol - Formål, opgaver og personale" (C(2015)3262) og Kommissionens meddelelse "Standardbegrundelse" (C(2015)3264/2),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument om retningslinjer for bedre regulering (SWD(2015)0111),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A8-0208/2015),

A.  der henviser til, at Refitprogrammet er et centralt element i Kommissionens nye strategi for bedre lovgivning;

B.  der henviser til, at Refitprogrammet har til formål at konsolidere bedre lovgivningsprocedurer, forenkle EU-lovgivningen og mindske de administrative og lovgivningsmæssige byrder samt at indføre god forvaltningspraksis på baggrund af en videnbaseret politik, hvor konsekvensanalyser og efterfølgende evalueringer spiller en vigtig rolle, uden at erstatte politiske beslutninger;

C.  der henviser til, at Kommissionen har oprettet en ny Refitplatform til støtte for dets arbejde i forbindelse med Refitprogrammet, og denne består af to grupper: "regeringsgruppen" bestående af højtstående eksperter fra den offentlige sektor i hver medlemsstat og "interessentgruppen" bestående af op til 20 eksperter, hvoraf de to repræsenterer Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, og de øvrige eksperter repræsenterer erhvervslivet, herunder små og mellemstore virksomheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer;

D.  der henviser til, at den årlige Refitresultattavle muliggør en vurdering af fremskridt gjort inden for alle politikområder og af hvert initiativ udvalgt af Kommissionen, herunder tiltag truffet af Parlamentet og Rådet;

E.  der henviser til, at den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning fra 2003 har været forældet i forhold til det nuværende lovgivningsmiljø, som er skabt ved Lissabontraktaten;

F.  der henviser til, at dagsordenen for bedre lovgivning i de senere år ikke desto mindre har bidraget til at forbedre lovgivningspraksis; der henviser til, at det store antal forskellige navne og programmer, som Kommissionen har indført på dette område, såsom "bedre regulering", "bedre lovgivning", "intelligent regulering", "målrettet lovgivning", "tænk småt først", "kvalitetskontrol", "ABR+", ikke giver tilstrækkelig klarhed og gennemsigtighed, navnlig for borgerne, for så vidt angår formålene med foranstaltninger, og de bør derfor kombineres bedre;

G.  der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse af 19. maj 2015 med titlen "Bedre regulering for bedre resultater – En EU-dagsorden" nu har foreslået en sammenhængende holistisk tilgang til bedre lovgivning, der tager hensyn til hele politikcyklussen i lovgivningsprocessen, og kræver et målrettet samspil mellem alle institutionerne, og til, at meddelelsen vil blive nøje undersøgt af Parlamentet for at opnå de bedst mulige resultater for EU-borgerne;

H.  der henviser til, at Unionens målsætninger, som er beskrevet i artikel 3 i TEUF, alle er lige vigtige; der henviser til, at Kommissionen understreger, at Refitprogrammet hverken drager de eksisterende politikmål i tvivl eller bør indvirke negativt på sundhed og sikkerhed for borgere, forbrugere, arbejdstagere eller miljøet;

I.  der henviser til, at Kommissionen i andet halvår af 2014 gennemførte offentlige høringer om revision af sine retningslinjer for konsekvensanalyser og for høring af interessenter;

J.  der henviser til, at Kommissionen, da den oprettede sit arbejdsprogram for 2015, for første gang anvendte det såkaldte princip for politisk afbrydelse som begrundelse for at trække et stort antal ventende lovforslag tilbage;

K.  der henviser til, at Kommissionen i sit arbejdsprogram for 2015 planlagde at fokusere sine aktiviteter på de store økonomiske og sociale udfordringer, og at dens nye struktur har til formål at sikre en mere sammenhængende politik og derigennem en øget gennemsigtighed i EU og dermed accept hos borgerne;

Bedre regulering

1.  bemærker kommissionsformand Junckers afgørelse om at overdrage ansvarsområdet med bedre regulering til førstenæstformanden i Kommissionen, hvilket understreger dette anliggendes store politiske betydning; forventer, at denne afgørelse vil føre til EU-lovgivning, som er af den bedst mulige kvalitet og opfylder forventningerne hos borgerne og de berørte interessenter samt sikrer, at offentlige politiske målsætninger, herunder forbrugerstandarder, miljømæssige, sociale, sundhedsmæssige og sikkerhedsmæssige standarder, ikke bringes i fare;

2.  påpeger, at bedre regulering bør omfatte "kulturen" med offentlig forvaltning på alle niveauer af Den Europæiske Union, under hensyntagen til det overdrevne bureaukrati i EU og behovet for at forenkle lovgivningen, og bør omfatte gennemførelsen og anvendelsen af EU-retsakter på såvel europæisk plan som nationalt, regionalt og lokalt plan for at sikre god forvaltning og "europavenlig adfærd" på alle niveauer;

3.  understreger, at Kommissionen bør prioritere udviklingen af visse foranstaltninger og bør fokusere på kvaliteten af lovgivningen og bedre håndhævelse af den eksisterende lovgivning snarere end på antallet af retsakter; understreger i denne forbindelse, at omkostningerne ikke må være den afgørende faktor, men at kvalitet i lovgivningen er den eneste relevante reference, og at Refitprogrammet ikke må bruges til at undergrave bæredygtigheden eller eventuelle sociale, arbejdsmarkedsmæssige, miljømæssige og forbrugermæssige standarder;

4.  foreslår, at Kommissionen overvejer at indføre "udløbsklausuler" i tidsbegrænsede lovgivningsmæssige initiativer på betingelse af, at dette ikke fører til retsusikkerhed, og i givet fald indføje "revisionsklausuler" i lovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på regelmæssigt at revurdere den fortsatte relevans af lovgivningsmæssige foranstaltninger på europæisk plan;

5.  understreger, at en europæisk bestemmelse almindeligvis erstatter 28 nationale bestemmelser, hvilket styrker det indre marked og fører til mindre bureaukrati;

6.  bifalder pakken af foranstaltninger af 19. maj 2015 med henblik på bedre regulering; støtter det fortsatte engagement, som Kommissionen har udvist i forbindelse med dagsordenen for bedre lovgivning; understreger, at det arbejde, der er omhandlet i Refitmeddelelsen, bør ses som en igangværende proces, der sikrer, at den gældende lovgivning på EU-plan er egnet til formålet, opfylder lovgivernes fælles mål og borgernes, navnlig arbejdstagernes, samt virksomhedernes og andre berørte parters forventninger;

7.  bemærker Kommissionens vilje til den nye interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, der tager hensyn til de ændringer, som er blevet indført ved Lissabontraktaten og rammeaftalen mellem Parlamentet og Kommissionen, der konsoliderer bedste praksis på områder såsom lovgivningsmæssig planlægning, konsekvensanalyser, systematiske efterfølgende kontrolundersøgelser af EU-lovgivning og håndtering af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, og noterer sig afslutningen af forhandlingerne;

8.  bifalder Kommissionens bekræftelse af, at dens strategi for bedre lovgivning ikke har til formål at deregulere bestemte politikområder eller anfægte værdier, som vi tillægger betydning, som f.eks. social beskyttelse, miljøbeskyttelse og grundlæggende rettigheder, herunder retten til sundhed;

9.  anerkender det langsigtede intensive arbejde i Gruppen af Højtstående Uafhængige Interesserede Parter, der har fremsat forslag til Europa-Kommissionen om reduktion af administrative byrder og identificeret bedste praksis med henblik på gennemførelse af EU-lovgivningen i medlemsstaterne på en så ubureaukratisk måde som muligt; noterer sig, at fire medlemmer af Gruppen af Højtstående Uafhængige Interesserede Parter har reageret imod adskillige af de konklusioner, der blev præsenteret i Gruppens endelige rapport om administrative byrder, og fremsat en afvigende udtalelse; forventer, at Kommissionen tager hensyn til interesserne hos alle interesserede parter, der er involveret i processen;

10.  understreger betydningen af den sociale dialog og respekt for arbejdsmarkedsparternes autonomi; understreger særlig med hensyn til artikel 9 i TEUF, at arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med artikel 155 i TEUF kan indgå aftaler, der kan føre til EU-lovgivning efter fælles anmodning fra de underskrivende parter; forventer, at Kommissionen respekterer parternes autonomi og deres forhandlede overenskomster og tager deres bekymringer alvorligt, og understreger, at dagsordenen om bedre lovgivning ikke bør bruges som et påskud til at se bort fra eller omgå overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter, og vil derfor afvise konsekvensanalyser af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter;

11.  påpeger, at valget mellem gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter i den foregående valgperiode har givet anledning til talrige konflikter mellem institutionerne; finder det derfor vigtigt, at der udarbejdes specifikke retningslinjer, som Europa-Parlamentet har anmodet om i sin beslutning vedtaget den 25. februar 2014;

12.  bifalder Kommissionens meddelelse om, at den agter at forenkle administrationen af tilskud under den fælles landbrugspolitik, de europæiske struktur- og investeringsfonde og Horisont 2020;

Gennemsigtighed og høring af interessenter

13.  glæder sig over Kommissionens anerkendelse af, hvor vigtig en rolle konsultationsprocessen spiller i REFIT-programmet; påpeger, at alle EU-institutioner i henhold til artikel 11, stk. 2, i TEU har pligt til at opretholde en åben, gennemsigtig og løbende dialog med repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet; opfordrer institutionerne til at være særlig opmærksomme på den obligatoriske og regelmæssige dialog med repræsentative sammenslutninger og med civilsamfundet;

14.  bemærker, at EU's funktionsmåde ved hjælp af større gennemsigtighed kan blive mere effektiv og styrke civilsamfundets tillid i EU;

15.  bifalder i den forbindelse, at Kommissionen har tilkendegivet, at dialog med borgerne, arbejdsmarkedets parter og andre økonomiske interessenter og civilsamfundets aktører bidrager til at sikre en gennemsigtig, effektiv og sammenhængende EU-lovgivning, og støtter Kommissionens hensigt om at angive mere præcist, hvordan det kommer frem til sine forslag, f.eks. i form af lovgivningsmæssige tekster eller meddelelser fra Kommissionen;

16.  bemærker, at Kommissionen i sin strategi for bedre lovgivning i væsentlig grad opgraderer den offentlige hørings rolle; bemærker, at Kommissionen i fremtiden vil foretage en offentlig høring på tolv uger a) inden udarbejdelsen af nye lovgivningsmæssige forslag, b) når de eksisterende lovgivningsmæssige bestemmelser vurderes og deres egnethed kontrolleres og c) om køreplaner og forudgående konsekvensanalyser; bemærker endvidere, at Kommissionen, efter at et forslag er blevet vedtaget, vil give borgere og interessenter mulighed for at udtale sig om Kommissionens forslag inden for otte uger og vil sende disse holdninger til Rådet og Parlamentet;

17.  opfordrer Kommissionen til på denne baggrund at foretage en afbalanceret og gennemsigtig vurdering af holdninger og feedback fra alle deltagerne i høringsproceduren og navnlig sikre, at offentlige høringer ikke kan misbruges af velfinansierede og velorganiserede interesseorganisationer til varetagelse af egne interesser; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre sine konklusioner fra høringer;

18.  bemærker, at konsekvensanalyser kun bør offentliggøres, når Kommissionen har vedtaget det pågældende politiske initiativ; finder, at det af hensyn til gennemsigtigheden af Kommissionens beslutninger er nødvendigt, at konsekvensanalyser også offentliggøres, når Kommissionen har besluttet ikke at fremlægge et forslag til retsakt;

19.  bemærker, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, der har status som rådgivende organ, er et vigtigt talerør for civilsamfundet; bemærker, at Regionsudvalget, som ligeledes har rådgivende status, har en vigtig rolle i at repræsentere de regionale og lokale myndigheder i EU og i vurderingen af gennemførelsen af EU-lovgivningen; bemærker, at begge rådgivende organer i henhold til gældende lovgivning kan høres af Parlamentet, Rådet og Kommissionen i alle tilfælde, hvor Europa-Parlamentet og Rådet finder det hensigtsmæssigt; er af den opfattelse, at det kan bidrage til formålet om en bedre lovgivning, hvis der foretages en målrettet og tidlig høring af disse udvalg, og der drages fordel af deres specifikke ekspertviden;

20.  mener, at de regionale og de lokale myndigheder bør involveres kraftigere i udformningen af EU's politikker, især ved at inddrage medlemsstaternes ekspertise og erfaringer på regionalt og lokalt plan i en tidlig fase i forberedelsen af lovgivningen; bemærker, at alle institutionerne skal overholde nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i deres lovgivningsarbejde;

21.  bifalder, at Kommissionen ønsker at gøre lovgivningsprocessen mere gennemsigtig og at inddrage offentligheden og interessenterne mere i hele processen;

22.  bifalder Kommissionens afgørelse om fremover også at gennemføre en offentlige høring på fire uger om udkast til delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, inden medlemsstaterne har stemt om deres holdning i den relevante komité;

23.  opfordrer Kommissionen til at revidere sine evalueringsretningslinjer ved at styrke inddragelsen og høringen af interessehavere og anvende de mest direkte metoder med henblik på at sætte EU-borgerne i stand til at deltage i beslutningstagningen;

24.  noterer sig det nye afsnit ""Lighten the Load - Have Your Say" på Kommissionens websider om bedre lovgivning og opfordrer til, at Kommissionen og den nye Refitplatform foretager en afbalanceret og gennemsigtig undersøgelse af de kommentarer, der modtages der; mener imidlertid, at Refitpanelet ikke bør være alt for kompliceret i dets processer og forhandlinger, men bør være et organ, der både kan reagere hurtigt og udføre mere detaljeret arbejde i den europæiske lovgivningsproces; finder, at høring via Kommissionens websted ikke kan erstatte offentlige høringer af interessenter;

Konsekvensanalyser og europæisk merværdi

25.  noterer sig, at konsekvensanalyser udgør et vigtigt redskab for understøttende beslutningstagning i alle EU-institutioner og spiller en væsentlig rolle for bedre regulering; opfordrer i denne henseende Kommissionen og medlemsstaterne til at være mere stringente i opfyldelsen af deres forpligtelser og ved evalueringen af konsekvenserne af gældende og kommende lovgivning; understreger imidlertid, at sådanne vurderinger ikke er en erstatning for politiske vurderinger og beslutninger, og at Europa-Parlamentets medlemmers frihed til at udføre deres politiske arbejde ikke må begrænses på nogen måde;

26.  mener, at konkurrenceevnen bør udgøre en væsentlig del af konsekvensanalyseprocessen; mener, at udkastet til de reviderede retningslinjer bør indeholde anvisninger for, hvordan konsekvenser for konkurrenceevnen bør vurderes og vægtes i den endelige analyse; tilslutter sig den stående antagelse, at forslag med en negativ indvirkning på konkurrenceevnen ikke bør vedtages af Kommissionen, medmindre der foreligger bevis for betydelige ikke-kvantificerbare fordele;

27.  mener, at bedre lovgivningsprincipper bør finde anvendelse på beslutninger om såvel afledt ret som primær ret; opfordrer Kommissionen til, hvor det er relevant, at sikre, at delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter ledsages af en konsekvensanalyse, herunder høring af de interesserede parter og aktører;

28.  mener, at konsekvensanalyser skal være omfattende, at der skal ske en afbalanceret evaluering af økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser i særdeleshed, og at virkningerne for borgernes grundlæggende rettigheder og ligestillingen mellem kvinder og mænd bør vurderes; understreger, at cost-benefit-analysen kun er et af mange kriterier;

29.  påpeger, at uafhængige organer i mange medlemsstater, såsom Sverige, Den Tjekkiske Republik, Nederlandene, Det Forenede Kongerige og Tyskland, giver regeringerne konstruktive bidrag i forbindelse med lovgivningsprocessen med henblik på at mindske bureaukratiet for erhvervslivet og borgerne samt nedbringe omkostningerne forbundet med oplysningsforpligtelser på en målelig og kontrollerbar måde; noterer sig, at der kan tages hensyn til bedste praksis og erfaring fra eksisterende organer for bedre regulering; noterer sig, at Kommissionens Udvalg for Konsekvensanalyse (IAB) er blevet omdannet til et uafhængigt "Udvalg for Forskriftskontrol" og forventer, at inddragelsen af uafhængige eksperter vil have en positiv indvirkning på konsekvensanalyseprocessen inden for Kommissionen; understreger, at Udvalget for Forskriftskontrol kun har en rent rådgivende rolle og ikke må udstede bindende udtalelser; understreger, at konsekvensanalyser skal være konsekvente og tage eventuelle ændringer fremkommet ved den tværtjenstlige høring i betragtning og bør bl.a. være baseret på et skøn over de yderligere omkostninger, der vil opstå, såfremt der ikke var nogen løsning på europæisk plan; mener, at udtalelsen fra Udvalget for Forskriftskontrol bør ledsage det endelige lovgivningsmæssige forslag; foreslår, at man i de kommende forhandlinger om den interinstitutionelle aftale drøfter idéen, hvorvidt et Udvalg for Forskriftskontrol kunne være af fælles interesse for institutionerne som et rent rådgivende organ;

30.  bifalder, at Rådets arbejdsgrupper nu i en tidlig fase af drøftelsen om specifikke lovgivningsforslag skal tage Kommissionens relevante konsekvensanalyser i betragtning på grundlag af en indikativ checkliste; beklager imidlertid, at Rådets sekretariat endnu ikke har sin egen enhed for konsekvensanalyser og mener, at ovennævnte løsning kunne bidrage til, at Rådet opfylder sine forpligtelser til at vurdere indholdsmæssige ændringer af Kommissionens forslag;

31.  påpeger, at Parlamentet har oprettet et internt Direktorat for Konsekvensanalyse og Europæisk Merværdi, som tilbyder en række forudgående og efterfølgende konsekvensanalyser til de parlamentariske udvalg, vurderer merværdien ved fremtidige eller nuværende EU-politikker og vurderer politiske muligheder inden for videnskab og teknologi; bemærker, at ifølge oplysninger fra Kommissionen har Parlamentet foretaget ca. tyve interne konsekvensanalyser i forbindelse med ændringer af Kommissionens forslag; minder Parlamentets fagudvalg om at udnytte Parlamentets eget konsekvensanalyseinstrument mere konsekvent, især når der skal foretages væsentlige ændringer af det oprindelige kommissionsforslag; påpeger imidlertid, at dette ikke må indskrænke råderummet for medlemmerne af Europa-Parlamentet;

32.  understreger behovet for at tage hensyn til hver enkelt af de principper, som Den Europæiske Union bygger på, herunder nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; opfordrer alle EU-institutioner til altid at overveje de kortsigtede og langsigtede konsekvenser af deres lovgivning;

33.  bemærker, at en "afkølingsperiode" efter afslutningen af forhandlingerne, men inden en endelig afstemning — der i øjeblikket anvendes til juridisk og lingvistisk gennemgang — ligeledes kan anvendes til at gennemføre en konsekvensanalyse og kontrol af overholdelsen af nærhedsprincippet;

34.  mener, at alle EU-institutioner bør udvikle en fælles metodisk tilgang til konsekvensanalyser; understreger, at Parlamentets og Rådets lovgivningsmæssige beføjelser til at ændre et forslag fra Kommissionen skal forblive uindskrænkede;

35.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvide såvel sine offentlige som private høringer af alle aktører, herunder forbrugere, ved forberedelsen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter med henblik på at undersøge, hvordan man kan øge kendskabet til forslag i forberedelsesfasen;

SMV'er og "tænk småt først"

36.  noterer sig Kommissionens tilsagn om yderligere at forbedre SMV-testen, navnlig i betragtning af, at de mere end 20 millioner små og mellemstore virksomheder (SMV’er) udgør 99 % af alle virksomheder i EU, og at små og mellemstore virksomheder er hjørnestenen i den økonomiske aktivitet, vækst og beskæftigelse; giver sin støtte til revisionen af tilpassede overenskomster og mindre restriktive regler for SMV'er i forbindelse med konsekvensanalyser, for så vidt som det kan dokumenteres, at disse ikke bringer effektiviteten af retsforskrifterne i fare, og at undtagelser eller mindre restriktive bestemmelser ikke fremmer en fragmentering af det indre marked eller hindrer adgangen til dette marked; bifalder derfor Kommissionens tilsagn om at overveje mere fleksible regler for SMV’er, herunder en direkte fritagelse for mikrovirksomheder, hvis det er relevant og muligt og ikke undergraver en effektiv gennemførelse af de foreslåede bestemmelsers sociale, miljømæssige og økonomiske mål;

37.  opfordrer Kommissionen til ikke at opgive sine ambitioner om gennem mindskelsen af de administrative byrder at skabe grundlag for arbejdspladser af høj kvalitet og opfordrer indtrængende til, at målene for almenvellet, herunder forbrugervenlige, miljøvenlige, sociale og sundheds- og sikkerhedsmæssige standarder, såsom standarderne for ligestilling mellem mænd og kvinder, ikke bringes i fare; understreger, at mindskelsen af de administrative byrder ikke må føre til en forringelse af arbejdsvilkårene eller en stigning i usikre ansættelseskontrakter, og at arbejdstagere i SMV’er og mikrovirksomheder skal nyde samme behandling og høje beskyttelsesniveau som arbejdstagere i større virksomheder;

38.  understreger, at vurderingen af virkningerne af nye bestemmelser for SMV'er under ingen omstændigheder må skade arbejdstagernes rettigheder;

39.  understreger behovet for klarere forskrifter, der kan implementeres på en enkel måde og som kan hjælpe alle aktører til at opererer inden for rammerne af retsstatsprincippet; understreger, at en enklere og mere intelligent regulering kan lette en konsekvent omsætning og mere effektiv og ensartet håndhævelse i medlemsstaterne;

Efterfølgende evalueringer

40.  bifalder, at Kommissionen gør efterfølgende analyser til en integreret del af bedre regulering; understreger, at sådanne analyser af hensyn til retssikkerheden for borgere og virksomheder bør gennemføres inden for en tilstrækkelig tidsramme, helst adskillige år efter fristen for omsætning i national lovgivning; minder imidlertid om, at efterfølgende evalueringer aldrig bør erstatte Kommissionens pligt som traktaternes vogter til effektivt og rettidigt at overvåge medlemsstaternes gennemførelse af EU-lovgivningen og til at tage alle nødvendige skridt til at sikre en god gennemførelse heraf;

41.  understreger betydningen af efterfølgende evaluering og vurdering af de politiske resultater for en evaluering af gennemførelsen og effektiviteten af EU-lovgivningen og EU’s politikker i lyset af den lovgivende myndigheds tilsigtede resultater;

42.  finder, at de nationale parlamenter bør inddrages i efterfølgende evalueringer af ny lovgivning, da dette også vil være til gavn for Kommissionens rapporter og bidrage til at undersøge de forskellige nationale udfordringer som følge af individuelle love og bestemmelser;

Gennemførelse af EU-lovgivningen i medlemsstaterne.

43.  Noterer sig, at en tredjedel af de reguleringsmæssige og forvaltningsmæssige byrder forbundet med EU-lovgivningen ifølge Kommissionen hidrører fra gennemførelsesforanstaltninger, som medlemsstaterne træffer;

44.  anerkender, at det i tilfælde af direktiver er op til medlemsstaterne at beslutte, om de vil vedtage højere sociale, miljømæssige og forbrugermæssige standarder på nationalt plan end dem, der er blevet vedtaget på EU-plan, og bifalder enhver afgørelse om at gøre dette; understreger, at sådanne højere standarder ikke må betragtes som overregulering; opfordrer imidlertid de kompetente nationale myndigheder til at være opmærksomme på de eventuelle konsekvenser af den såkaldte overreguleringspraksis, hvorved EU-lovgivningen forbindes med unødvendigt bureaukratisk besvær, eftersom dette vil føre til en fejlopfattelse af EU's lovgivningsvirksomhed, hvilket igen kunne fremkalde EU-skepsis; opfordrer af hensyn til brugervenligheden medlemsstaterne til at give afkald på unødvendige administrative regler i forbindelse med gennemførelsen af direktiver og forordninger;

45.  tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere udvekslingen af bedste praksis i gennemførelsen og anvendelsen af EU-direktiver; mener, at dette vil anspore interessenter og lokale og regionale myndigheder til at deltage i at identificere de vanskeligheder, som man støder på i forbindelse med gennemførelsen af EU-politik på lokalt, regionalt og nationalt plan;

46.  understreger, at Parlamentet, som den ene gren af den lovgivende myndighed, har en interesse i at forstå, hvilke virkninger EU’s lovgivning rent faktisk har, efter at den er blevet gennemført; opfordrer derfor Kommissionen til at give Parlamentet fuld adgang til alle vurderinger i den forbindelse, herunder de indsamlede kildedata og forberedende dokumenter;

47.  opfordrer Kommissionen til i lyset af de alvorlige og vedholdende problemer, som er opstået i forbindelse med gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, herunder problemer med konkurrenceforvridning, at revidere det videnskabelige grundlag for denne forordning, og hvor nyttig og realistisk den er, og om nødvendigt at fjerne begrebet ernæringsprofiler; mener, at formålet med forordning (EF) nr. 1924/2006, som f.eks. at sikre, at de oplysninger, der gives om fødevarer, er rigtige, og at der gives specifikke oplysninger om indholdet af fedt, sukker og salt, nu er blevet nået med forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne;

48.  henviser til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter og den fælles politiske erklæring af 27. oktober 2011 fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om forklarende dokumenter, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at Parlamentet har adgang til forklarende dokumenter;

Kommissionens tilbagetrækning af verserende lovforslag

49.  tager til efterretning, at den nyligt valgte Kommission i sit arbejdsprogram for 2015 for første gang under påberåbelse af princippet om politisk diskontinuitet har trukket alle verserende lovgivningsinitiativer tilbage med henblik på nærmere overvejelse;

50.  påpeger, at Domstolen i sin dom af 14. april 2015(9) bekræftede, at så længe Rådet ikke har truffet afgørelse, kan Kommissionen trække sig forslag tilbage under hele forløbet af de procedurer, der fører frem til vedtagelse af en EU-retsakt; opfordrer derfor af hensyn til den interinstitutionelle balance Kommissionen til i tilfælde af en tilbagetrækning af et forslag først at høre Parlamentet, navnlig efter førstebehandlingen, og til at tage behørigt hensyn til Parlamentets holdninger; henviser i denne forbindelse navnlig til Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2015;

51.  påpeger endvidere, at Domstolen i samme dom anerkendte Rådets argumenter om, at Kommissionen i tilfælde af tilbagetrækning af et forslag til retsakt, skal overholde princippet om kompetencetildeling, princippet om institutionel ligevægt og princippet om loyalt samarbejde, som fastsat i artikel 13, stk. 2, i TEU og princippet om demokrati, som fastsat i artikel 10, stk. 1 og 2, i TEU;

52.  fremhæver, at det er vigtigt at undgå lovgivningsmæssige overlapninger;

o
o   o

53.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1; Vedtagne tekster af 9.3.2016, P8_TA(2016)0081.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0061.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0069.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0127.
(5) EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 117.
(6) EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 87.
(7) EUT C 380 E af 11.12.2012, s. 31.
(8) EØSU-dokument INT/750.
(9) Domstolens dom af 14. april 2015, Rådet mod Kommissionen, sag C-409/13, ECLI:EU:C:2015:217.


Fremskridt i retning af bedre regulering af det indre marked
PDF 197kWORD 91k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om fremskridt i retning af bedre regulering af det indre marked (2015/2089(INI))
P8_TA(2016)0105A8-0278/2015

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. november 2014 med titlen "Årlig vækstundersøgelse 2015" (COM(2014)0902),

–  der henviser til sin beslutning af 7. februar 2013 med henstillinger til Kommissionen om forvaltningen af det indre marked(1) og til Kommissionens opfølgning herpå, der blev vedtaget den 8. maj 2013,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. juni 2012 med titlen "Bedre forvaltning af det indre marked" (COM(2012)0259),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. juni 2014 med titlen "Programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT): Status og udsigter for fremtiden" (COM(2014)0368),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. marts 2013 med titlen "Intelligent lovgivning – imødekommelse af de små og mellemstore virksomheders behov" (COM(2013)0122),

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 26.-27. juni 2014,

–  der henviser til Rådets (konkurrenceevne) konklusioner af 4. december 2014 om smart regulering,

–  der henviser til sin beslutning af 11. marts 2015 om styringen af det indre marked inden for det europæiske semester 2015(2),

–  der henviser til sin beslutning af 27. februar 2014 om SOLVIT(3) og til Kommissionens opfølgning herpå, der blev vedtaget den 28. maj 2014,

–  der henviser til den forskningsundersøgelse, der blev bestilt af Parlamentets Udvalg om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om smart regulering af det indre marked,

–  der henviser til online-udgaven af resultattavlen for det indre marked fra april 2015,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A8-0278/2015),

A.  der henviser til, at det indre marked er afgørende for igen at sætte gang i den økonomiske vækst og jobskabelsen i Unionen;

B.  der henviser til, at lovrammen 20 år efter den formelle oprettelse af det indre marked stadig er fragmenteret, navnlig fordi medlemsstaterne ikke til fulde har gennemført eller implementeret EU-lovgivningen korrekt;

C.  der henviser til, at der er behov for at styrke styringen af det indre marked ved at tage fat på hele den politiske proces;

D.  der henviser til, at den kommende strategi for det indre marked bør tage sigte på at forbedre reguleringen af det indre marked ved at tage ved lære af erfaringerne fra fortiden med hensyn til fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser, det digitale indre marked, faglige kvalifikationer og offentlige indkøb;

E.  der henviser til, at princippet om fælles ansvar bør være styrende for den måde, hvorpå Unionen søger at sikre en bedre regulering af det indre marked;

F.  der henviser til, at ansvaret for nærhedsprincippet ikke alene påhviler Kommissionen, Rådet og Parlamentet, men også indebærer, at de nationale og – hvor det er relevant – regionale parlamenter spiller en rolle; der henviser til, at nærhedsprincippet betyder, at politikken bør vedtages på det mest passende institutionelle niveau – det vil sige lokalt, regionalt, nationalt eller europæisk;

G.  der henviser til, at vi har et indre marked for varer, men ikke et indre marked for tjenesteydelser;

H.  der henviser til, at bestemte redskaber bør styrkes, gennemgås eller fremmes yderligere for at bidrage positivt til skabelsen af konkurrencedygtige reguleringsmæssige rammer for vores virksomheder, der støtter vækst og jobskabelse og øger forbrugernes tillid til den europæiske lovgivning;

I.  der henviser til, at der er begrænset viden og bevidsthed blandt både borgere og virksomheder om forskellige hjælpetjenester, som f.eks. Dit Europa og Solvit;

J.  der henviser til, at der mangler tilstrækkelige indikatorer og data til måling af en vellykket gennemførelse af lovgivningen på forskellige områder af det indre marked;

K.  der henviser til, at sådanne indikatorer og data kan præcisere formålet med den pågældende lovgivning;

L.  der henviser til, at den digitale innovation udvikler sig hurtigere end politikken, og at iværksætterne er drivkraften bag den digitale dagsorden; der henviser til, at det er afgørende at sikre fremtidssikre regler med et digitalt udgangspunkt;

M.  der henviser til, at en korrekt gennemførelse og håndhævelse af forbrugerrettigheder og -lovgivning er afgørende for at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionen;

N.  der henviser til, at en af de vigtigste prioriteter, der blev formuleret på det europæiske forbrugertopmøde i 2015, som er et årligt forum, der samler indflydelsesrige europæiske og internationale beslutningstagere og interessenter, var en bedre gennemførelse og håndhævelse af lovgivningen;

I. Indledning og generelle principper

1.  anmoder Kommissionen om at tage hensyn til henstillingerne i denne beslutning i implementeringen af sin seneste strategi for det indre marked;

2.  mener, at bedre regulering af det indre marked både bør være en prioritet og et fælles ansvar for EU-institutionerne; mener, at god lovgivning bør være til gavn for borgerne og bidrage til at fremme konkurrenceevnen, skabelsen af beskæftigelse og vækst og udvikling af SMV'er samt et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, og at den bør gøre dette på en måde, der stimulerer og ikke modarbejder den europæiske økonomi;

3.  betragter "bedre lovgivning" som et mål gennem hele den politiske proces, hvor alle elementer bidrager til en effektiv regulering; mener derfor, at der allerede i den indledende konsekvensanalyse bør medtages specifikke indikatorer til måling af den relevante lovgivnings resultater, og at disse bør anvendes gennem hele den politiske proces, herunder i forbindelse med gennemførelsen af lovgivningen ved dens ikrafttrædelse;

4.  minder i denne forbindelse om betydningen af gennemsigtighed og adgang til oplysninger; beklager, at selv om Parlamentets dokumenter er tilgængelige for offentligheden, er Rådets dokumenter ikke tilgængelige og forbliver fortrolige;

5.  mener, at nærhedsprincippet skal danne udgangspunkt for politikformuleringen, således at den europæiske merværdi understreges i styringen af det indre marked;

6.  bemærker, at de tidsfrister, der er fastsat i nærhedsmekanismen, ikke altid giver de nationale parlamenter tilstrækkelig tid til i detaljer at overveje alle spørgsmål vedrørende gennemførelse, sammenhæng med den eksisterende lovgivning og andre praktiske forhold; mener derfor, at parlamenterne selv bør spille en mere aktiv rolle, navnlig i høringsprocessen;

7.  mener, at institutionerne i fællesskab bør sikre, at proportionalitetsprincippet afspejles i de relevante lovforslag; mener desuden, at processen bør opfylde målene om enkelhed, åbenhed, sammenhæng og respekt for de grundlæggende rettigheder;

8.  opfordrer Kommissionen og Rådet til sammen med Parlamentet at overveje, hvordan man bedst sikrer, at forenkling bliver en løbende proces, eftersom indsatsen på dette område både er til gavn for forbrugere og SMV'er;

9.  mener, at der i lovgivningen om det indre marked bør tages højde for de nye muligheder, der skabes gennem den digitale revolution, og at den bør være fuldt kompatibel med e-forvaltningsdimensionen;

10.  opfordrer Kommissionen til at styrke det indre markeds rolle som en særskilt søjle i processen med det europæiske semester, som bør underbygges af en årlig rapport om integration på det indre marked, der leverer input til den årlige vækstundersøgelse;

II. Redskaber til at forbedre reguleringen af det indre marked

Konsekvensanalyse

11.  mener, at lovgivning om det indre marked bør sigte mod en bedre funktion af det indre marked, udvikles i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og medvirke til at fremme konkurrenceevne, innovation, vækst og jobskabelse; betragter effektive konsekvensanalyser som et vigtigt redskab til at vejlede beslutningstagerne om, hvordan man bedst kan udforme lovgivningen, således at den opfylder disse mål og målene for det indre marked, og om dens eventuelle samspil med allerede eksisterende lovgivning;

12.  beklager, at omkring 40 % af de udkast til konsekvensanalyser, der blev undersøgt af Kommissionens Udvalg for Konsekvensanalyse i perioden 2010-2014, blev anset for at være af utilstrækkelig kvalitet og blev sendt tilbage med henblik på forbedringer;

13.  mener, at konsekvensanalyser bør udarbejdes på grundlag af omfattende, objektive og fyldestgørende oplysninger og dokumentation og bør redegøre for alle løsninger med væsentlige konsekvenser eller af politisk betydning, for at de kan fungere som et effektivt redskab; mener, at konsekvensanalyser bør gennemføres på en sådan måde, at der også tages hensyn til efterfølgende evaluering af eksisterende lovgivning inden for samme sektor, og at der i analyserne bør redegøres for et nyt lovgivningsinitiativs overensstemmelse med EU's øvrige politikker og overordnede målsætninger;

14.  beklager, at konsekvensanalyser, som fremsendes til Parlamentet i forbindelse med lovforslag stadig udviser mangler, som det bl.a. er blevet påpeget af Parlamentets Enhed for Forudgående Konsekvensanalyse i forbindelse med enhedens analyse af den konsekvensanalyse, der ledsagede forslaget om markedsføring af radioudstyr;

15.  er af den opfattelse, at der i forbindelse med udarbejdelsen af konsekvensanalyser bør tages behørigt hensyn til videnskabelig rådgivning, navnlig for at underbygge, hvordan og hvorfor der træffes bestemte politiske valg i forberedelsesfasen, med henblik på at bidrage til den politiske proces; mener endvidere, at der i konsekvensanalyser skal tages hensyn til fremskridt inden for digital innovation og udvikling og til behovet for i videst muligt omfang at udarbejde lovgivning, der er teknologineutral og fremtidssikret;

16.  påpeger, at der ikke findes klar vejledning om, hvorvidt potentielle virkninger af Refit-forslag skal kvantificeres eller ej; understreger behovet for, at gøre Refit-forslagene mere målrettede ved at kvantificere de potentielle fordele og besparelser i hvert forslag;

17.  påpeger, at den konsekvensanalyse, der ledsager et forslag, bør suppleres af konsekvensanalyser af de væsentlige ændringer, der foreslås af medlovgiverne; understreger, at der bør fastlægges klare og gennemsigtige regler, som fastsætter betingelserne for, hvornår der skal udarbejdes sådanne yderligere konsekvensanalyser; minder bl.a. om, at Parlamentet nøje har vurderet de potentielle virkninger for SMV'er af nogle af dets ændringsforslag til de to direktiver om offentlige indkøb; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen – som ikke har foretaget nogen konsekvensanalyse af sine egne ændringsforslag siden 2007 – til at gøre en større indsats;

18.  minder om, at ansvaret for nærhedsprincippet ikke alene påhviler Kommissionen, Rådet og Parlamentet, men også indebærer, at de nationale parlamenter spiller en rolle;

19.  bemærker, at det i undersøgelsen "Smart regulering af det indre marked", som blev bestilt af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, foreslås, at Parlamentet og Rådet kan ligge inde med værdifuld viden, der kan bidrage til Kommissionens konsekvensanalyser; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan man kan inddrage Parlamentet og Rådet i processen med udarbejdelse af konsekvensanalyser;

Høringsprocessen

20.  minder om, at alle EU-institutioner i henhold til artikel 11, stk. 2, i TEU har pligt til at opretholde en åben, gennemsigtig og løbende dialog med repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet,

21.  mener, at høringsfasen altid bør omfatte en del med et digitalt udgangspunkt, for at Kommissionen kan få en dybere forståelse af brugernes behov, og af hvad et digitalt udgangspunkt betyder for udformningen af tjenesten;

22.  gentager sin holdning om, at høringsprocessen bør være åben, gennemsigtig og inklusiv og bør udvides til at omfatte bidrag fra mange forskellige interessenter vedrørende udkast til konsekvensanalyser; mener, at dette ligeledes er vigtigt for afledt ret, som er af afgørende betydning for gennemførelsen af lovgivningen om det indre marked, og som derfor kræver mere gennemsigtighed og kontrol; mener, at EU-toldkodeksen er et af de områder, hvor den regelmæssige høring af interessenter kan forbedre gennemførelsen af afledt ret;

23.  anerkender bl.a. forslagene til en bedre strategisk programmeringsfase i pakken om bedre regulering, som omfatter indledende konsekvensanalyser; mener dog, at der stadig mangler indsigt i Kommissionens arbejdsproces; opfordrer Kommissionen til at udarbejde køreplaner, der tydeligere redegør for politikinitiativerne i de forskellige sektorer, og til at lette anvendelsen af disse køreplaner;

24.  mener, at input fra borgere og virksomheder til de forskellige hjælpetjenester, såsom Dit Europa og Solvit, er af stor betydning for lovgivningsprocessen, og opfordrer derfor Kommissionen til at evaluere oplysningerne fra disse tjenester og tage hensyn hertil, når den relevante lovgivning gennemgås;

25.  mener, at en bred, korrekt og afbalanceret høring er en afgørende del af lovgivningsprocessen; mener, at offentliggørelsen af dokumenter og dokumentation samt opfordringer til alle interessenter om at bidrage effektivt til politikudviklingen på dette område kan udgøre en vigtig drivkraft for innovation og styrkelse af det indre marked, navnlig i forbindelse med dagsordenen for et digitalt indre marked;

26.  understreger, at små virksomheder ofte ikke har tid eller ressourcer til at deltage i regelmæssige høringer; mener, at Kommissionen bør finde brugervenlige og innovative metoder til at nå ud til SMV'er og nystartede virksomheder;

27.  mener, at der bør sikres en holistisk tilgang til høring af interessenter, som bør være en løbende proces gennem hele lovgivningsprocessen og ikke blot en enkeltstående begivenhed; gentager i denne forbindelse sin opfordring til Kommissionen om at overveje at oprette et europæisk interessentforum for bedre regulering og mindre bureaukrati;

28.  understreger, at sådanne høringer af interessenter bør være så inkluderende som muligt, og navnlig inddrage SMV'er, mikrovirksomheder og civilsamfundsorganisationer;

29.  mener, at man ved at gøre de offentlige høringer tilgængelige på alle de officielle sprog og ved at sikre en bedre adgang til disse og en bredere forståelse heraf opnår en tilsvarende større deltagelse og en mere gennemsigtig adgang til høringsprocessen;

Gennemførelse

30.  mener, at en fuldstændig og korrekt gennemførelse af lovgivningen om det indre marked er helt grundlæggende, og at klare, omfattende og flerdimensionelle indikatorer udgør et nyttigt bidrag, hvis fordelene ved det indre marked skal kunne mærkes fuldt ud; giver udtryk for sin bekymring over, at gennemførelsesmålene ikke altid bliver opfyldt; opfordrer især til en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet om tjenesteydelser; minder om, at der er store forskelle mellem medlemsstaterne og sektorerne;

31.  mener, at der, idet Kommissionen forsøger at nedbringe antallet af lovforslag, bliver mulighed for at sætte mere fokus på politikinitiativer, hvilket giver mere tid til dybere refleksioner, som bl.a. kan bruges til at sikre en bedre inddragelse af interessenter;

32.  understreger betydningen af sammenligningstabeller med henblik på overvågning af en korrekt gennemførelse; opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde og offentliggøre deres egne sammenligningstabeller;

33.  beklager, at visse medlemsstater på trods af 0,5 %-målet, som blev foreslået af Kommissionen i akten for det indre marked, stadig er bagud; understreger, at det ikke kun er de formelle mål for gennemførelsen og implementeringen, der er afgørende, men også kvaliteten af denne og den praktiske gennemførelse samt de problemer og udfordringer, der opstår i praksis for de berørte interessenter;

34.  mener, at Kommissionen og de nationale parlamenter for at realisere fordelene ved et fuldt ud fungerende indre marked bør arbejde sammen for at lære af bedste praksis og de erfaringer, der er opnået i forbindelse med gennemførelsen af EU-lovgivning, så det sikres, at den specifikke lovgivnings mål ikke tabes af syne på grund af dårlig eller inkonsekvent gennemførelse i de enkelte medlemsstater;

35.  mener, at der bør sikres større klarhed om overregulering, og at der er behov for strengere foranstaltninger til udpegning af tilfælde af overregulering, som giver anledning til udfordringer og ekstra omkostninger for enkeltpersoner og virksomheder, der forsøger at forstå og anvende lovgivning med oprindelse på EU-plan; opfordrer medlemsstaterne til i gennemførelsesdokumenter at forklare og præcist udpege, hvilke krav der stammer fra EU-lovgivningen, og hvilke krav der er nationale; minder om, at medlemsstaterne kan anvende strengere standarder i tilfælde, hvor EU-lovgivningen kun fastsætter minimumsniveauer for harmonisering;

Overvågning og problemløsning

36.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit arbejde og regelmæssigt ajourføre vejledning om den eksisterende lovgivning; opfordrer især til, at man hurtigt og i tæt samarbejde med Parlamentet opdaterer 2009-vejledningen om gennemførelse/anvendelse af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis for at sikre, at denne er egnet til den digitale tidsalder; beklager, at kvaliteten af tjenester varierer mellem medlemsstaterne, da der både mangler prioritering og ressourcer; opfordrer derfor til en styrket reguleringsramme på EU-plan med henblik på at forbedre funktionen af disse redskaber og tjenester;

37.  mener, at alternative tvistbilæggelsesordninger (ADR) og onlinetvistbilæggelsesordninger (ODR) er vigtige redskaber til forbedring af det indre marked for varer og tjenesteydelser; understreger, at de giver forbrugerne og de erhvervsdrivende mulighed for at løse tvister på en omkostningseffektiv og enkel måde uden at gå til domstolene; tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at øge kendskabet til disse vigtige redskaber;

38.  understreger, at kvikskrankerne vedrørende tvistbilæggelse, såsom Solvit, ECC-Net og FIN-Net, er tjenester, der forbedrer det indre markeds funktion; opfordrer Kommissionen til at afsætte ressourcer til udbredelsen af kendskabet til disse redskaber og til at udvikle komplementariteten mellem dem;

39.  glæder sig over de Solvit- og EU Pilot-projekter, som har til formål at undgå, at Kommissionen indleder traktatbrudssøgsmål over for medlemsstaterne; mener dog, at de tjenester, der tilbydes under EU Pilot, bør forbedres med hensyn til den tid, det tager at afgive svar efter modtagelsen af advarsler;

40.  mener, at informationssystemet for det indre marked (IMI) bør udvides yderligere til at omfatte andre redskaber vedrørende det indre marked, så det bliver til et centralt informationsknudepunkt; understreger, at det således ville leve op til "engangsprincippet" i overensstemmelse med Kommissionens seneste initiativer;

41.  mener, at digitale platforme, såsom kvikskrankerne, IMI og ISA2, er vigtige for at forbedre det indre markeds funktion, da de fremmer grænseoverskridende udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder;

42.  er bekymret over, at de europæiske borgere ikke i tilstrækkelig grad kender og forstår de tilgængelige tjenester som Dit Europa, Dit Europa – Råd og Vink, Den Europæiske Beskæftigelsestjeneste, CPC-netværket, kvikskrankerne, Solvit, ADR og ODR;

43.  mener, at tjenester såsom Dit Europa, Dit Europa - Råd & Vink, Eures, Forbrugerbeskyttelsesnettet CPC, kvikskrankerne, Solvit, Solvit plus, alternativ tvistbilæggelse og onlinetvistbilæggelse udgør brugbare, billige alternativer til lovgivningsmæssige foranstaltninger; bemærker, at kun 4 % af forbrugerne og virksomhederne kender disse redskaber, og at de for øjeblikket anvendes yderst sjældent; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme kendskabet til disse redskaber for at løse dette problem, samtidigt med at det undersøges, om resultaterne og de svar, som udarbejdes af disse redskaber, er relevante for brugerne; opfordrer desuden Kommissionen til at sikre et bedre samarbejde mellem de forskellige hjælpetjenester, såsom Dit Europa og Solvit, med henblik på at forbedre brugernes tilfredshed;

44.  anmoder Kommissionen om at gennemføre en tilbundsgående analyse af samspilet mellem disse tjenester og undersøge, om det er muligt at erstatte dem med en enkelt kvikskranke for forbrugere, som efterfølgende henviser dem til andre relevante redskaber;

45.  mener, at denne analyse bør sikre en bedre definition af disse tjenester for at opnå en klarere adskillelse af aktiviteterne og dermed undgå overlapning;

46.  opfordrer Kommissionen til at udvikle en kommunikations- og uddannelsesstrategi for at øge kendskabet til disse hjælpetjenester blandt borgerne og hos virksomheder af enhver størrelse; anbefaler i denne forbindelse, at der udvikles en enkelt portal for adgang til alle hjælpetjenester;

47.  mener, at der i forbindelse med den kommende revision af forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde (CPC) bør tages fuldt ud hensyn til behovet for en bedre informationsstrøm mellem de forskellige redskaber vedrørende det indre marked;

48.  fremhæver den vigtige rolle, Kommissionens kontrolaktioner spiller som overvågningsværktøj, navnlig med hensyn til et velfungerende digitalt indre marked;

49.  erkender, at EU's kontrolaktioner, der iværksættes af Kommissionen, spiller en positiv rolle med hensyn til forbedring af håndhævelsen gennem koordinerede kontrolaktioner i onlinemiljøet; mener, at EU's kontrolaktioner også kan udbredes til offlinesektoren;

50.  bemærker med bekymring, at der ifølge rapporter fra Dit Europa findes områder, vedrørende hvilke der konstant indsendes forespørgsler fra mennesker, som forsøger at udøve deres rettigheder, f.eks. områderne e-handel og anerkendelse af kvalifikationer; mener, at Kommissionen sammen med de nationale og regionale myndigheder bør reagere på denne situation for at fremme forståelsen af disse rettigheder;

51.  anser det for hensigtsmæssigt at foretage en kvalitativ såvel som en kvantitativ evaluering af gennemførelsen – som ikke blot gengiver de nøgne tal om, hvorvidt direktiverne er blevet formelt gennemført eller ej – med henblik på at opnå en fuld forståelse af, hvordan lovgivningen om det indre marked faktisk fungerer for forbrugerne og virksomhederne;

52.  opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette et system for tidlig varsling, som signalerer tilfælde, hvor der er problemer med gennemførelsen eller anvendelsen af EU-lovgivning;

53.  mener, at en systematisk screening af forbrugermarkederne på EU-plan ville sikre en hurtigere udpegning af nye tendenser og trusler mod forbrugere og virksomheder; fremhæver i denne forbindelse den positive rolle, som alle involverede interessenter, herunder forbrugerorganisationer, spiller;

54.  opfordrer Kommissionen til at evaluere præstationerne for de kvikskranker vedrørende produkter, der er indført ved forordningen om gensidig anerkendelse i 2009 og forordningen om byggevarer i 2011;

Håndhævelse og markedstilsyn

55.  understreger behovet for at sikre et tættere samarbejde mellem de redskaber til forvaltning af det indre marked, som modtager forbrugerklager om erhvervsdrivendes overtrædelser af EU-lovgivning, og de nationale håndhævelsesorganer via formelle procedurer og forbedret dataudveksling;

56.  opfordrer Kommissionen til grundigt at vurdere sammenhængen i og effektiviteten af gennemførelsen og – i sidste instans – indledningen af traktatbrudssøgsmål, navnlig for så vidt angår lovgivningen om det indre marked;

57.  beklager, at Parlamentets adgang til de relevante oplysninger vedrørende traktatbrudsprocedurer og procedurerne forud herfor er begrænset, og opfordrer til mere gennemsigtighed i denne henseende under behørig overholdelse af reglerne om fortrolighed;

58.  opfordrer indtrængende Kommissionen til rettidigt og hurtigere at indlede traktatbrudssøgsmål, i tilfælde hvor der foreligger dokumentation for manglende gennemførelse, og hvor rimelige bestræbelser på at løse problemerne, bl.a. ved hjælp af tvistbilæggelsesredskaber som ADR, ODR, EU Pilot, Solvit og andre mekanismer forud for traktatbrudssøgsmål, ikke har givet resultater; understreger, at medlemsstaterne har et fælles ansvar for håndhævelse af EU-retten, og at de bør sikre en effektiv håndhævelse med henblik på at beskytte forbrugernes interesser og skabe lige konkurrencevilkår for virksomhederne i hele Europa;

59.  påtager sig at udfylde Parlamentets rolle i håndhævelsen af EU-retten, bl.a. ved at gennemgå gennemførelsen af lovgivningen og ved at kontrollere Kommissionen, navnlig i forbindelse med Parlamentets opfølgning af den årlige eller i hvert fald mere detaljerede rapportering fra Kommissionen om de arbejdsprogrammer, der specifikt vedrører håndhævelse;

60.  understreger, at Europa-Parlamentet i sin betænkning af 4. februar 2014 om anvendelsen af direktivet om urimelig handelspraksis (2005/29/EF)(4) opfordrer Kommissionen til at indsamle og analysere oplysninger om sanktioner og håndhævelsesordninger, der er gennemført i medlemsstaterne, samt om effektiviteten af håndhævelsesordninger, navnlig hvad angår kompleksiteten og længden af håndhævelsesprocedurer; har gentagne gange opfordret Kommissionen til at sende resultaterne af disse analyser til Parlamentet;

61.  mener, at markedstilsynsværktøjer bør anvendes i samspil med redskaberne vedrørende det indre marked for at styrke håndhævelsen af EU-lovgivning;

62.  påpeger i denne sammenhæng, at de nationale myndigheder i visse tilfælde ikke anvender informations- og kommunikationssystemet for markedsovervågning (ICSMS) korrekt eller undlader at træffe de nødvendige foranstaltninger i rette tid; understreger navnlig behovet for at forbedre overdragelsen af sager fra den ene offentlige myndighed til den anden;

63.  er bekymret over, at oprindelseslandet ikke var angivet i 60 % af de gennemførte produktundersøgelser, at 32 % af produktundersøgelserne vedrørende maskiner ikke var ledsaget af en risikoklassificering, og at 5 % af indberetningerne ikke indeholdt en henvisning til den overtrådte EU-retsakt, ifølge en stikprøveanalyse, som blev foretaget af Kommissionen i 2014; anmoder Rådet og medlemsstaterne om at tage dette problem alvorligt og informere Parlamentet om, hvilke opfølgende foranstaltninger der er truffet i denne henseende;

Efterfølgende evaluering og gennemgang

64.  glæder sig over den regelmæssige revision og indførelsen af sektoranalyser under Refit-programmet, der bør have som ultimativt mål at forbedre kvaliteten af EU-lovgivningen og forenkle denne og således tilnærme den til borgernes og virksomhedernes behov med særligt hensyn til mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder;

65.  mener imidlertid, at der bør foretages en nøjere analyse af, hvorvidt de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der allerede er truffet, på en effektiv måde har bidraget til opfyldelse af deres mål, og om de er i overensstemmelse med de nuværende politiske mål; understreger desuden betydningen af gennemsigtighed i Refit-proceduren; mener i denne forbindelse, at et bevægeligt mål for reduktion af den administrative og reguleringsmæssige byrde kan fungere som et positivt bidrag til at sikre opfyldelsen af målene på den mest effektive måde og med færrest mulige omkostninger for borgere og virksomheder;

66.  bemærker, at de kumulative omkostninger ved regulering ofte udgør en hindring for aktørerne på det indre marked, navnlig for SMV'er; glæder sig derfor over Kommissionens tilsagn om at undersøge dette spørgsmål; understreger, at en sådan analyse bør tage sigte på at fjerne hindringer for markedsadgang og sikre fair konkurrence for alle;

67.  opfordrer Kommissionen til at forbedre sin forståelse af de faktorer, der påvirker opfyldelsen af de politiske målsætninger, såsom virkningen af supplerende eller modstridende politikker, der er vedtaget på EU-plan og på nationalt plan, men også virkningen af og omkostningerne ved ikke at gribe ind, med henblik på at sikre en bedre beslutningstagning og i sidste instans bidrage til en bedre regulering af det indre marked;

68.  mener, at det undtagelsesvist kan overvejes at indføre udløbsklausuler eller revisionsklausuler, navnlig i forbindelse med midlertidige fænomener, hvorved institutionerne forpligter sig til kun at ajourføre og fastholde lovgivning, når det er nødvendigt; anser beskyttelsesbestemmelser for nødvendige for at sikre, at væsentlig lovgivning ikke bortfalder;

III. Konklusion

69.  understreger, at en bedre regulering af det indre marked ikke betyder, at man fjerner al regulering eller sænker ambitionsniveauet, f.eks. med hensyn til miljøbeskyttelse, sikkerhed, forbrugerbeskyttelse og sociale standarder, men derimod, at man fjerner unødvendig lovgivning, bureaukrati og negative virkninger, samtidig med at de politiske målsætninger opfyldes, og der etableres konkurrencedygtige reguleringsmæssige rammer, som støtter beskæftigelsen og virksomhederne i Europa;

70.  understreger, at et indre marked, der ikke overbebyrder eller modvirker produktion, innovation og handel, er et middel til at sikre, at den beskæftigelse og vækst, der ellers ville være flyttet uden for Europa, igen skabes her;

71.  understreger derfor, at fælles ansvar for en bedre regulering af det indre marked vil føre til virkeliggørelsen af fælles fordele: et stærkt og pulserende indre marked, som bidrager til langsigtet vækst i Europa og dermed til borgernes velstand;

o
o   o

72.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Det Europæiske Råd og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 24 af 22.1.2016, s. 75.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0069.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0164.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0063.


EU-undervisning i skolen
PDF 199kWORD 89k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om EU-undervisning i skolen (2015/2138(INI))
P8_TA(2016)0106A8-0021/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 165 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af "Erasmus+": EU-programmet for uddannelse, ungdom og idræt og om ophævelse af afgørelse nr. 1719/2006/EF, 1720/2006/EF og 1298/2008/EF(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1093/2012/EU af 21. november 2012 om Det Europæiske Sprogår 2013(2),

–  der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 390/2014 af 14. april 2014 om oprettelse af programmet "Europa for Borgerne" for perioden 2014-2020(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 18. december 2006 om nøglekompetencer for livslang læring(4),

–  der henviser til erklæringen om fremme af medborgerskab og de fælles værdier frihed, tolerance og ikkediskrimination ved hjælp af uddannelse (Pariserklæringen) fra det uformelle møde mellem EU’s undervisningsministre den 17. marts 2015,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2009 om en strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet ("ET 2020")(5),

–  der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 26. august 2015 med titlen "Udkast til Rådets og Kommissionens fælles rapport for 2015 om gennemførelse af den strategiske ramme for europæisk samarbejde inden for uddannelse (ET 2020)" (COM(2015)0408),

–  der henviser til Kommissionens gennemførelsesbestemmelser af 14. september 2015 om vedtagelsen af det årlige arbejdsprogram for 2016 for gennemførelsen af "Erasmus+": EU-programmet for almen uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og idræt (C(2015)6151),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 28. og 29. november 2011 om en benchmark for læringsmobilitet(6),

–  der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 15. september 2015 med titlen "Udkast til fælles rapport for 2015 fra Rådet og Kommissionen om gennemførelse af nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018)" (COM(2015)0429),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. april 2009 med titlen "En EU-strategi for unge: investering og mobilisering – En fornyet åben koordinationsmetode tilpasset udfordringer og muligheder på ungdomsområdet" (COM(2009)0200),

–  der henviser til Rådets resolution af 27. november 2009 om nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018)(7),

–  der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikke-formel og uformel læring(8),

–  der henviser til sin beslutning af 15. maj 1992 om undervisning efter 1993(9),

–  der henviser til sin beslutning af 26. september 2006 om initiativer til at supplere de nationale læseplaner ved hjælp af egnede værktøjer til undervisning i den europæiske dimension(10),

–  der henviser til sin beslutning af 23. september 2008 om forbedring af læreruddannelsens kvalitet(11),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0021/2016),

A.  der henviser til, at uddannelse er en grundlæggende menneskerettighed og et offentligt gode, som alle bør have lige adgang til;

B.  der henviser til, at betydningen af uddannelse ligger i at skabe fuldt bevidste borgere og derfor er større end bare opfyldelsen af de økonomiske mål for EU og nationale strategier;

C.  der henviser til, at målene med uddannelse bl.a. er at forberede mennesker til livet og aktivt medborgerskab i stadig mere komplekse, krævende, multikulturelle og integrerede samfund;

D.  der henviser til, at ifølge en Eurobarometerundersøgelse fra 2014 føler 44 % af EU's borgere, at de har begrænset forståelse af, hvordan EU fungerer, og 52 % af europæerne mener ikke, at deres stemme tæller i EU(12);

E.  der henviser til, at kun 42,61 % af EU's borgere og kun 27,8 % af de 18-24-årige stemte ved det sidste valg til Europa-Parlamentet, hvilket er den laveste valgdeltagelse siden 1979(13);

F.  der henviser til, at utilstrækkelig viden om EU og manglende forståelse af EU's konkrete merværdi kan bidrage til opfattelsen af et demokratisk underskud og føre til udbredt skepsis over for EU i medlemsstaterne og kandidatlandene; der henviser til, at demokratisk underskud skal afhjælpes for at bygge bro over den voksende afstand mellem de europæiske borgeres stemme og EU-institutionerne;

G.  der henviser til, at et stort flertal blandt europæerne ifølge Særnummer Eurobarometer 437 fra 2015 er enige i, at undervisningstimer og -materialer i skolerne bør indeholde oplysninger om mangfoldighed for så vidt angår religion eller tro, etnisk oprindelse, seksuel orientering og kønsidentitet(14);

H.  der henviser til, at øget bevidsthed om fordelene ved europæiske politikker såsom den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser inden for EU og EU's mobilitetsprogrammer kan bidrage til at skabe en følelse af tilhørsforhold til EU, fællesskabsånd og accept af multikulturelle og multinationale samfund;

I.  der henviser til, at vellykkede uddannelsessystemer og læseplaner sammen med europæernes stigende indflydelse og deltagelse i EU's beslutningsproces kan skabe øget interesse for EU-anliggender samt en forståelse og et tilhørsforhold, der samtidig bidrager til at afhjælpe sociale skel, kulturel opsplitning og en følelse af afsavn;

J.  der henviser til, at de fleste medlemsstater har integreret undervisning om EU i deres læseplaner og læreruddannelsesprogrammer, og til at der fortsat er forskelle mellem og inden for medlemsstaterne;

K.  der henviser til, at selv om man i nogle medlemsstater generelt underviser i EU-spørgsmål på tværs af de forskellige uddannelsesniveauer og på tværs af fagene inden for den obligatoriske skolegang, udgør de kun en lille del af den læseplan, som en givet lærer skal følge;

L.  der henviser til, at lærernes og andet undervisningspersonales viden og færdigheder skal videreudvikles gennem deres grund- og videreuddannelse, og til at skoler og lærere kræver effektiv bistand, der er skræddersyet til og relevant for netop deres behov;

M.  der henviser til, at det i henhold til undersøgelsen "Learning Europe at school", som det private konsulentfirma ICF GHK har udført for GD Uddannelse og Kultur(15), hovedsagelig er institutioner og foreninger uden for de videregående uddannelser, der tilbyder læreruddannelse i EU-spørgsmål;

N.  der henviser til, at en undersøgelse af virkningerne af Erasmus-programmet, der blev forelagt af Kommissionen i 2014, viser den positive indvirkning af uddannelsesrelateret mobilitet og internationalisering af studier ikke blot på læseplaner og beskæftigelse, men også på kendskab til Europa, udvikling af bevidstheden om EU-medborgerskab og proeuropæisk holdning samt deltagelse i valg til Europa-Parlamentet;

En europæisk dimension på uddannelsesområdet

1.  understreger den stigende betydning af en europæisk dimension på uddannelsesområdet på tværs af de forskellige fag, niveauer og former for uddannelser og fremhæver samtidig behovet for en bred forståelse af begrebet, som tager hensyn til denne dimensions komplekse, dynamiske og sammensatte karakter, og at undervisning om EU i skolen er en afgørende bestanddel heraf;

2.  understreger, at en EU-dimension på uddannelsesområdet er af afgørende betydning for at hjælpe borgerne til bedre at forstå EU – og genskabe forbindelsen mellem dem og EU – og kan uddybe den rolle, som de i artikel 2 TEU fastsatte værdier spiller, og styrke Unionens stemme i en indbyrdes afhængig verden;

3.  understreger behovet for at forstå og fremme tilslutningen til EU's grundlæggende værdier; påpeger, at viden om og forståelse af EU's og medlemsstaternes fælles historie og værdier er nøglen til gensidig forståelse, fredelig sameksistens, tolerance og solidaritet og ligeledes til forståelsen af EU's kerneprincipper;

4.  påpeger, at EU i betragtning af dets indvirkning på borgernes hverdag bør være mere synlig og bedre integreret i undervisningsmaterialet og aktiviteter, der ikke er omfattet af læreplanen; mener, at indhold med direkte tilknytning til EU kan tilføre væsentlig værdi til skolernes læseplaner og til de lærendes personlige udvikling og vækst;

5.  understreger, at det er nødvendigt at anvende aktive og deltagende undervisningsmetoder, der er skræddersyet til de lærendes alder, niveau, behov og interesser, og at udnytte mulighederne ved informations- og kommunikationsteknologier og medierne, inklusive de sociale medier, fuldt ud;

6.  understreger, at en EU-dimension på uddannelsesområdet ikke bare skal gøre det muligt for de lærende at erhverve viden og udvikle følelsen af tilhørsforhold og kompetencer med hensyn til EU-medborgerskab, men den skal også gøre dem i stand til at foretage en kritisk refleksion om EU, herunder ved at lære om EU's grundlæggende værdier baseret på retsstatsprincippet og menneskerettighederne, EU's styring og beslutningsprocesser, og hvordan disse påvirker deres medlemsstater og deres demokratiske deltagelse; tilskynder til anvendelse af rollespillene fra De Unges Europa-Parlament for at hjælpe børn og studerende med at forstå de europæiske processer og styrke deres bevidsthed om europæiske spørgsmål;

7.  henleder opmærksomheden på, at EU er blevet formet af sine medlemsstater med deres unikke historier og kulturer, og at udviklingen af Unionen er uløseligt forbundet med sine medlemsstater; understreger samtidig de forskellige kulturers bidrag til de europæiske samfund og den europæiske kulturarv;

8.  bemærker, at EU's indvirkning på medlemsstaterne er betydelig, og at undervisningen om EU i skolerne bør afspejle både medlemsstaternes rolle i udviklingen af EU og EU's indflydelse på de nationale udviklinger;

9.  påpeger, at medlemsstaterne og EU skal foregå med et godt eksempel for alle aktører, der er involveret i undervisning og læring om EU i skolerne ved at praktisere europæiske kerneværdier som social inklusion samt europæisk og international solidaritet;

10.  minder om behovet for at sikre, forbedre og udvide læreres og underviseres grunduddannelse og løbende livslange faglige udvikling og give dem tilstrækkelig støtte og tilstrækkelige ressourcer med henblik på at sætte dem i stand til at indarbejde en europæisk dimension i deres undervisning, navnlig med hensyn til undervisning i historie og medborgerkundskab, at anvende strategier, der er centreret om de lærende, og at tilpasse deres undervisningsmetoder til de lærendes behov;

11.  erindrer om behovet for at fremme og tilskynde til flersprogede og interkulturelle kompetencer hos underviserne samt mobilitetsmuligheder, peer-to-peer-undervisning og udveksling af bedste praksis blandt undervisningspersonalet, f.eks. gennem tilrettelæggelse af seminarer på europæisk niveau;

12.  understreger universiteters rolle med hensyn til forberedelse og uddannelse af højtkvalificerede og motiverede lærere og undervisere; opfordrer til, at man tilskynder og støtter medlemsstaterne i deres bestræbelser på at skabe muligheder for specialiserede kvalifikationskurser på universiteterne, som er åbne og tilgængelige for de indskrevne studerende samt for udøvende lærere og undervisere;

13.  understreger betydningen og potentialet af en europæisk tilgang til historieundervisning, idet man samtidig husker på medlemsstaternes kompetence på dette område, eftersom nogle historiske begivenheder var afgørende for de europæiske idealers og værdiers opståen; anbefaler Kommissionen og medlemsstaterne at støtte historiske selskaber og centre for historisk forskning for at forbedre deres videnskabelige bidrag til den europæiske historie og deres rolle i efteruddannelsen af skolelærere;

14.  anbefaler, at Huset for Europæisk Historie afsætter særlige værktøjer og aktiviteter, der udvikler en effektiv tilgang til opbygningen af EU og dets kerneværdier, til elever og lærere på alle uddannelsestrin;

15.  opfordrer til en hurtig fornyelse og styrkelse af undervisning i EU-borgerskabet og medborgerkundskab i både nuværende og fremtidige medlemsstater med henblik på at udstyre de lærende med relevant viden samt relevante kvalifikationer og kompetencer, der passer til deres alder, og at sætte dem i stand til at tænke kritisk og danne sig meninger på et velinformeret grundlag, udøve deres demokratiske rettigheder og forpligtelser, herunder stemmeretten, forstå værdien af diversitet, fremme tværkulturel og interreligiøs dialog samt være aktive og ansvarlige borgere;

16.  påpeger, at øget deltagelse af elever og forældre i skolestyring kan bidrage til at bekæmpe forskelsbehandling og fremme bæredygtig participatorisk demokrati og medborgerskab, der kan fremme tillid og samarbejde mellem forskellige aktører; opfordrer uddannelsesinstitutionerne til at indføre og øge omfanget af demokratisk styring, også ved at lægge større vægt på repræsentative studenterorganisationers stemme, da demokrati skal læres og opleves;

17.  understreger behovet for at styrke lærernes og de lærendes motivation og muligheder for at lære mere om EU gennem deres egne førstehåndsindtryk, såsom skolebesøg i andre lande, besøg i de europæiske institutioner, kontakter med EU-tjenestemænd, praktikmuligheder for studerende i EU-institutionerne og gennem medieuddannelse, f.eks. Den Europæiske Ungdomsportal, idet man fuldt ud udnytter de nye informations- og kommunikationsteknologier og de åbne undervisningsressourcer;

18.  opfordrer til, at man udnytter mulighederne med digitale teknologier til at videreudvikle undervisning på tværs af grænserne igennem digitale kurser og videokonferencer med henblik på at give de studerende mulighed for lettere at opdage andre synspunkter om og tilgange til deres fag;

19.  understreger, at læring af fremmedsprog kan spille en central rolle med hensyn til at øge den interkulturelle bevidsthed og give borgerne de nødvendige færdigheder til at kunne leve og arbejde i en stadig mere kompleks og globaliseret verden;

20.  fremhæver den afgørende betydning af ikke-formel og uformel læring, herunder ungdomsarbejde, frivilligt arbejde, undervisning på tværs af generationerne og inden for familien og voksenuddannelse samt idræt som et pædagogisk redskab, i udviklingen af sociale kompetencer og medborgerkompetencer og udformningen af ansvarlige og aktive europæiske borgere; understreger behovet for at anerkende og validere sådanne kompetencer inden for formel læring og skabe tættere forbindelser mellem formel, ikke-formel og uformel læring;

21.  anbefaler, at der inden for uddannelsespolitikken anvendes en tværkulturel tilgang, som kan muliggøre en effektiv skolemæssig integration af studerende med indvandrerbaggrund baseret på gensidig forståelse af forskellige kulturer for at opbygge en deling af fælles værdier;

Unionens rolle

22.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin støtte til bestræbelser på at udvikle og fremme en europæisk dimension på uddannelsesområdet samt mobiliteten for aktørerne inden for undervisningssektoren og aktivt formidle oplysninger – herunder oplysninger om relevante finansieringsmuligheder og tilgængelige undersøgelser og rapporter – til de vigtigste interessenter og borgerne; tilskynder i denne forbindelse til bedre anvendelse af nye kommunikationsteknologier og medier, inklusive sociale medier;

23.  opfordrer Kommissionen til at udforme et fælles sæt af standarder og udarbejde retningslinjer med konkrete eksempler for undervisning om EU med henblik på at fremme objektiv og kritisk tænkning om de fordele, som EU giver sine borgerne, samtidig med at medlemsstaternes kompetence inden for uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet respekteres;

24.  anmoder Kommissionen om at tilskynde til yderligere forskning med henblik på at fastslå, hvordan der i øjeblikket undervises i EU-spørgsmål på skoler rundt om i Europa, hvordan EU-spørgsmål optræder i læseplaner og ved eksamener, og hvorvidt a) lærere og undervisere har tilstrækkelig adgang til relevante EU-programmer og -aktioner vedrørende faglig udvikling, livslang læring og platforme til udveksling af bedste praksis og b) finansierede foranstaltninger med henblik på at indarbejde undervisning i EU-spørgsmål effektivt i skolerne har en virkning på skolerne i sidste ende;

25.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde, støtte og fremme netværk, der fremmer og er involveret i udbredelse af kendskab til EU på nationalt, regionalt og lokalt plan, og udveksling af bedste praksis mellem disse netværk på EU-plan, og til at udpege områder, hvor der kan være behov for forbedringer;

26.  opfordrer Kommissionen til at lette udveksling af bedste praksis blandt både medlemsstaterne og kandidatlandene vedrørende den europæiske dimension inden for undervisning og bekæmpelse af forskelsbehandling og fordomme på uddannelsesområdet, herunder ved at evaluere undervisningsmaterialer og politikker til bekæmpelse af mobning og forskelsbehandling;

27.  understreger betydningen af Erasmus+, Europa for borgerne og Et Kreativt Europa med henblik på at fremme uddannelse, erhvervsuddannelse, sprogkundskaber, aktivt medborgerskab, kulturel bevidsthed og interkulturel forståelse og andre nyttige, centrale og tværgående færdigheder og kompetencer; understreger betydningen af disse programmer til styrkelse af EU-borgerskabet og behovet for øget og passende finansiel støtte til disse programmer, øget fokus på deres kvalitative resultater og en bredere adgang til mobilitet, idet der lægges særlig vægt på lærere og andre undervisere, unge med forskellige socioøkonomiske baggrunde samt sårbare og ugunstigt stillede grupper og personer med særlige behov;

28.  erindrer om den brede række af foranstaltninger, som der tilbydes gennem Erasmus+-programmet, samt dets popularitet og anerkendelse hos den brede offentlighed, navnlig vedrørende studerendes mobilitet som led i deres studier; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge bevidstheden om disse mindre kendte dele af Erasmus+-programmet, såsom den europæiske volontørtjeneste;

29.  glæder sig over Kommissionens arbejdsprogram for 2016 for gennemførelsen af Erasmus+-programmet og dens tilsagn om konkrete tiltag som opfølgning på Pariserklæringen, navnlig tiltag, der har til formål at styrke virkningerne af Erasmus+ med hensyn til at fremme aktivt og demokratisk borgerskab, interkulturel dialog, social inklusion og solidaritet, herunder stærkere støtte til civilsamfundets organisationer i deres centrale rolle med at undervise i medborgerkundskab;

30.  opfordrer Kommissionen til at styrke de pædagogiske aspekter og imødekommelsen af skolernes behov for projekter, der finansieres via Jean Monnet-aktiviteten, ved at sørge for, at skolerne kan ansøge direkte, og at projekterne kan modtage finansiering i en længere periode, f.eks. tre år, i overensstemmelse med den måde, som Jean Monnet-moduler finansieres; opfordrer Kommissionen til at gøre Jean Monnet-moduler tilgængelige for læreruddannelsesinstitutionerne og tilskynde sådanne institutioner til at indarbejde dem i deres programmer;

31.  bemærker, at EU i øjeblikket befinder sig i en krise for så vidt angår sin demokratiske legitimitet, ikke kun fordi europæerne har utilstrækkelig viden om EU-mekanismerne, men også fordi deres stemme er blevet fjernet fra beslutningsprocesserne; understreger, at EU for at genvinde sin legitimitet skal standse nedbrydningen af sine demokratiske strukturer og genetablere forbindelserne med borgerne;

32.  opfordrer Kommissionen til effektivt at gennemføre programmet "Europa for Borgerne" med henblik på at opfylde dets mål om et demokratisk og mere inklusivt samfund og derved styrke borgernes deltagelse i beslutningsprocessen;

33.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge virkningerne af alle EU's programmer om udvikling af deltagernes følelse af samfundsbevidsthed og aktivt medborgerskab;

34.  anmoder Kommissionen om yderligere at udvikle og så vidt muligt fremme de virtuelle platforme eTwinning, EPALE og School Education Gateway (skoleuddannelsesportalen) og til fortsat at støtte og udvikle andre digitale platforme, som f.eks. Lærerværelset, med henblik på at lette adgangen til brugervenligt og ajourført EU-relateret undervisningsmateriale af høj kvalitet på alle EU-sprog;

35.  anmoder Kommissionen om at give mulighed for, at undervisere, der underviser i øjeblikket, og akademikere med speciale i EU-studier kan foretage en kritisk gennemgang af de materialer, der i øjeblikket er tilgængelige på platformen Lærerværelset med henblik på at sikre kvaliteten og relevansen;

36.  fremhæver de europæiske institutioners informationskontorers rolle og glæder sig over deres engagement i at fremme forbindelserne med medlemsstaterne, med nationale, regionale og lokale undervisningsinstitutioner og med ungdomsorganisationer og medier med henblik på at bringe dem tættere på hinanden og sikre, at unge mennesker forstår den rolle, som institutionerne spiller i deres hverdag;

37.  opfordrer til en åben og fælles debat mellem Kommissionen og byerne og de lokale og regionale myndigheder vedrørende sammenhængen mellem skolesystemer og bymodellerne som en metode til at forstå virkningerne af de forskellige tilgange til de interkulturelle forbindelser i Europa i dag;

38.  tilskynder Kommissionen til så hurtigt som muligt at fremme undervisning i EU-spørgsmål i skolerne som en anbefaling i forhandlingsprocessen med kandidatlande til EU-medlemskab;

Medlemsstaternes rolle

39.  opfordrer medlemsstaterne til at støtte, revidere og ajourføre deres uddannelsessystemer – og alle former for EU-relaterede læseplaner på alle uddannelsesniveauer, herunder erhvervsuddannelse – med henblik på at styrke EU-dimensionen i nært samarbejde med alle relevante aktører på EU-plan, idet man giver kraftige tilskyndelser til regioner og lokale myndigheder til at gøre det samme, navnlig når disse har direkte kompetencer inden for uddannelsessystemet;

40.  opfordrer medlemsstaterne til at støtte alle muligheder for at øge mængden af oplysninger om EU til elever, lærere og andre undervisere gennem uformel og ikke-formel uddannelse og til fuldt ud at udnytte og supplere EU's finansielle instrumenter, programmer og initiativer i den forbindelse;

41.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe yderligere foranstaltninger til at fremme tværkulturel, ikke-diskriminerende og inklusiv uddannelse og medborgerskabsværdier i skolernes og universiteternes læseplaner;

42.  opfordrer medlemsstaterne til at øge investeringerne i kvalitetsuddannelse, også igennem en større grad af partnerskaber med den private sektor, til at fremme lige muligheder for alle og til at yde den nødvendige støtte til alle undervisnings- og læreruddannelsesinstitutioner og til lærere og undervisere for at gøre dem i stand til at indføre og løbende udvikle en EU-dimension på uddannelsesområdet fra en tidlig alder både inden for og uden for klasseværelset;

43.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre lige og inklusiv adgang til innovativ formel og ikke-formel uddannelse af høj kvalitet for alle lærende samt muligheder for livslang læring; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at vedtage forslaget til direktiv fra 2008 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, som vil beskytte imod forskelsbehandling af disse grunde inden for uddannelsesområdet;

44.  opfordrer medlemsstaterne til at inddrage migranter, flygtninge og religiøse samfund i respektfulde og inddragende processer for opbygning af borgerskab og sikre deres deltagelse i det civile og kulturelle liv;

45.  opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til og lette uddannelse af høj kvalitet inden for EU-spørgsmål for lærere, andet undervisningspersonale, ledere i ungdomsorganisationer og ungdomstrænere, også ved at give dem mulighed for at tilbringe en del af deres uddannelse i en anden medlemsstat, og til at sikre anerkendelse af deres kompetencer til at undervise om EU, f.eks. ved at udarbejde og fremme en pris i form af et "EU-lærer"-mærke;

46.  mener, at medlemsstaterne i dialog og samarbejde med aktører på uddannelsesområdet bør søge muligheder for at udveksle idéer og eksempler på god praksis for integrationen af en EU-dimension i deres uddannelsesprogrammer med henblik på bl.a. at styrke de unges viden om og forståelse af processen med at opbygge EU-borgerskabet og EU's institutioner, og dermed gøre det muligt for dem at se Den Europæiske Union som en integreret del af deres liv, som de kan og forventes at skabe;

47.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anerkende og støtte det arbejde, som arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer, navnlig ungdomsorganisationer, yder med at bygge bro mellem EU-institutionerne og EU's borgere på en struktureret og bæredygtig måde, og fremme og styrke deltagerbaserede værktøjer og værktøjer vedrørende direkte demokrati;

o
o   o

48.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 50.
(2) EUT L 325 af 23.11.2012, s. 1.
(3) EUT L 115 af 17.4.2014, s. 3.
(4) EUT L 394 af 30.12.2006, s. 10.
(5) EUT C 119 af 28.5.2009, s. 2.
(6) EUT C 372 af 20.12.2011, s. 31.
(7) EUT C 311 af 19.12.2009, s. 1.
(8) EUT C 398 af 22.12.2012, s. 1.
(9) EFT C 150 af 15.6.1992, s. 366.
(10) EUT C 306 E af 15.12.2006, s. 100.
(11) EUT C 8 E af 14.1.2010, s. 12.
(12) Eurobarometer Standard 81, foråret 2014: "Public opinion in the European Union" (den offentlige mening i EU http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb81/eb81_publ_en.pdf), s. 117 og 131.
(13) http://www.eprs.sso.ep.parl.union.eu/lis/lisrep/13-EPRS-publications/2015/COMM_STUD_558351_UpdateReview-EN.pdf, s. 43-45.
(14) Special Eurobarometer 437, 2015: "Discrimination in the EU in 2015" (forskelsbehandling i EU i 2015 http://ec.europa.eu/COMMFrontOffice/PublicOpinion/index.cfm/ResultDoc/download/DocumentKy/68004), s. 100.
(15) http://www.eupika.mfdps.si/Files/Learning%20Europe%20at%20School%20final%20report.pdf.


Erasmus+ og andre redskaber til fremme af mobiliteten i forbindelse med erhvervsuddannelse
PDF 302kWORD 106k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om Erasmus+ og andre redskaber til fremme af mobiliteten i forbindelse med erhvervsuddannelse – en livslang læringstilgang (2015/2257(INI))
P8_TA(2016)0107A8-0049/2016

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 165 og 166,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 14,

–   der henviser til Københavnerklæringen af 30. november 2002 om udvidet europæisk samarbejde inden for erhvervsuddannelse,

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 18. juni 2009 om fastlæggelse af en europæisk referenceramme for kvalitetssikring af erhvervsuddannelse(1),

–   der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2009 om en strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020)(2),

–   der henviser til Rådets resolution af 27. november 2009 om nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010–2018)(3),

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af "Erasmus+": EU-programmet for uddannelse, ungdom og idræt(4),

–   der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikke-formel og uformel læring(5),

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2241/2004/EF om en samlet fællesskabsramme for større gennemsigtighed i kvalifikationer og kompetencer (Europass)(6),

–   der henviser til Rådets henstilling af 28. juni 2011 "Unge på vej – flere unge i læringsmobilitet"(7),

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2006/962/EF af 18. december 2006 om nøglekompetencer for livslang læring(8),

–   der henviser til sin beslutning af 6. juli 2010 om fremme af unges adgang til arbejdsmarkedet, styrkelse af status som praktikant og lærling(9),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 23. april 2008 om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring(10),

–  der henviser til de forskellige instrumenter til anerkendelse af kompetencer såsom den europæiske ramme for certificering (CEC), det europæiske meritoverførselssystem (ECTS), det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET) og projektet om europæiske færdigheder/kompetencer, kvalifikationer og erhverv (ESCO),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. november 2012 med titlen "Nytænkning på uddannelsesområdet: investering i kvalifikationer for bedre socioøkonomiske resultater" (COM(2012)0669),

–   der henviser til rapporten af 28. januar 2014 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 18. juni 2009 om fastlæggelse af en europæisk referenceramme for kvalitetssikring af erhvervsuddannelserne (COM(2014)0030),

–   der henviser til Rådets konklusioner af 20. maj 2014 om kvalitetssikring til støtte for uddannelse,

–   der henviser til erklæringen fra ministrene med ansvar for erhvervsuddannelse af 22. juni 2015 om et nyt sæt resultatmål på mellemlang sigt vedrørende erhvervsuddannelse for perioden 2015-2020,

–   der henviser til Pariserklæringen om fremme af medborgerskab og de fælles værdier frihed, tolerance og ikke-diskrimination ved hjælp af uddannelse, som blev vedtaget på det uformelle møde mellem EU’s undervisningsministre den 17. marts 2015 i Paris (8496/15),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–   der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0049/2016),

A.  der henviser til, at læringsmobilitet og uddannelsesmobilitet er vigtige for personlig udvikling, unge menneskers sociale inklusion, multikulturel dialog, tolerance, evnen til at arbejde i et interkulturelt miljø og aktivt medborgerskab, og at de klart har vist deres potentiale til at bidrage til uddannelse på højt niveau og beskæftigelsesegnethed;

B.  der henviser til, at læringsmobilitet og uddannelsesmobilitet bør styrkes yderligere i forbindelse med såvel aktuelle som flere på hinanden følgende EU-programmer på det uddannelses-, beskæftigelses- og samhørighedspolitiske område;

C.  der henviser til, at de europæiske ministre med ansvar for erhvervsuddannelse i 2002 lancerede "Københavnprocessen" med henblik på at udvide det europæiske samarbejde på dette område med det sigte at forbedre erhvervsuddannelsernes resultater, kvalitet og tiltrækningskraft i Europa;

D.  der henviser til, at Københavnprocessen er baseret på gensidigt aftalte prioriteter, der regelmæssigt revideres, og som bl.a. har til formål at befordre mobilitet og fremme anvendelsen af forskellige erhvervsuddannelsesmuligheder i en livslang læringskontekst;

E.  der henviser til, at arbejdsløsheden i EU ifølge Eurostat stadig lå helt oppe på 10,2 % i 2014, til trods for at der var en langsom forbedring i gang; der henviser til, at den gennemsnitlige ungdomsarbejdsløshedsprocent i EU i øjeblikket ligger på 22,1 %, mens kun 51 % af arbejdstagerne i aldersgruppen 55-64 år er i arbejde, og at kønsforskellen i beskæftigelsesfrekvensen for ældre arbejdstagere ligger på 13,6 procentpoint;

F.  der henviser til, at ikke-formel og uformel læring og erhvervsuddannelse kan udgøre et vigtigt bidrag med hensyn til at tackle de nuværende udfordringer inden for livslang læring såsom skolefrafald, det uacceptabelt store antal unge, der ikke er under uddannelse eller i beskæftigelse (NEET), og manglen på kvalificeret arbejdskraft og mismatch;

G.  der henviser til, at den fortsatte uoverensstemmelse mellem de udbudte og efterspurgte kvalifikationer på arbejdsmarkedet fremgår af den høje procentdel af ledige stillinger i Kommissionens økonomiske prognoser fra efteråret 2015;

H.  der henviser til, at sprogkundskaber er ringere inden for erhvervsuddannelserne og nødvendiggør en specifik styrket indsats;

I.  der henviser til, at det er nødvendigt at bekræfte det politiske tilsagn om at støtte EU-indsatsen inden for livslang læring og erhvervsuddannelse, navnlig gennem mobilitetsaktiviteter, der fokuserer på udviklingen af tværfaglige kvalifikationer såsom tilpasningsevne, nysgerrighed, indlæringskompetence, samarbejdsevne og medborgerkompetence;

J.  der henviser til, at den seneste socioøkonomiske udvikling har fremhævet behovet for ikke blot at gøre livslang læring og erhvervsuddannelsessystemer mere effektiv, men også mere tilgængelig og inklusiv for så vidt angår dårligt stillede grupper og personer med særlige behov; der henviser til, at bredere adgang til uddannelse ikke bør gennemføres på bekostning af uddannelsens kvalitet;

K.  der henviser til, at løbende økonomisk støtte til mobilitetsforanstaltninger og -aktiviteter vedrørende livslang læring og viden inden for erhvervsuddannelse er yderst vigtig, specielt i den nuværende periode med økonomisk krise;

L.  der henviser til, at det regionale og lokale plan er afgørende for at støtte initiativer, der undersøger nye veje inden for mobilitet med henblik på at sikre effektiviteten, gennemsigtigheden og kvaliteten af midler og programmer, som vedrører erhvervsuddannelse; der henviser til, at unges og lærlinges mobilitet i forbindelse med erhvervsuddannelse, som fremmes på regionalt og lokalt plan, bør koordineres i en bred proces kendetegnet ved demokratisk og deltagerorienteret styring, der sigter mod at løse de mest relevante socioøkonomiske og miljømæssige spørgsmål under inddragelse af mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder, nystartede virksomheder, lokalsamfund og arbejdsmarkedets parter;

M.  der henviser til, at iværksættere, handels- og industrikamre samt de tilsvarende faglige organisationer for håndværk og landbrugere såvel som fagforeninger og andre relevante arbejdsmarkedsparter bør inddrages aktivt i udformningen, tilrettelæggelsen, iværksættelsen og finansieringen af erhvervsuddannelserne, herunder mobiliteten; der henviser til, at med hensyn til udformningen af erhvervsuddannelserne bør en social dimension rettes mod at omfatte områder såsom fair handel, socialt iværksætteri og alternative forretningsmodeller såsom kooperativer, og den bør tilrettelægges med relevante partnere på disse områder;

N.  der henviser til, at selv om ungdomsmobilitet bør fremmes for at forbedre beskæftigelsesegnetheden, må det ikke blive den eneste løsning, der sættes i værk over for ungdomsarbejdsløsheden;

Status over resultater og indkredsning af centrale udfordringer

1.  mener, at uddannelse er en grundlæggende menneskerettighed og et offentligt gode, som alle bør have lige adgang til; opfordrer EU og medlemsstaterne til at sætte ind over for alle socioøkonomiske begrænsninger, der hindrer lige adgang for alle til erhvervsuddannelsesmuligheder, herunder mobilitet; anerkender, at den rolle, som eksisterende programmer og initiativer for mobilitet spiller, og resultaterne heraf inden for erhvervsuddannelser, bør styrkes, hvad angår tilgængelighed, åbenhed og inklusion med henblik på at fremme en individualiseret tilgang til uddannelse, mindske skolefrafald og garantere lige adgang til Erasmus+-mobilitetstiltag for dårligt stillede grupper og dem med særlige behov; understreger derfor behovet for en række fleksible, diversificerede og tilpassede mobilitetsmuligheder til uddannelse, med bibeholdt kønsperspektiv, for personer med indvandrerbaggrund eller økonomisk dårligt stillede familier, elever fra fjerntliggende regioner, handicappede og personer med andre specifikke behov;

2.  fastholder, at der i forbindelse med spørgsmålet om mobilitet og uddannelse er behov for at holde sig kønsaspektet for øje og tage hensyn til behovet hos personer, der er udsat for forskellige former for forskelsbehandling, herunder handicappede, LGBTI-personer og personer, der stammer fra marginaliserede samfundsgrupper; opfordrer på denne baggrund til yderligere foranstaltninger for at fremme adgangen for personer fra dårligt stillede grupper eller med særlige behov til Erasmus+-mobilitetstiltag;

3.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og vigtige involverede parter til at øge erhvervsuddannelsesprogrammernes synlighed med henblik på at fjerne kulturelle barrierer og bekæmpe fænomenerne manglende motivation, manglende proaktiv indstilling og manglende sprogfærdigheder, især i de områder, der er hårdest ramt af ungdomsarbejdsløshed; mener, at det må sikres, at alle borgere uden forskel har adgang til disse programmer; opfordrer til, at der fokuseres på grupper, som risikerer arbejdsløshed, såsom personer med handicap; opfordrer til, at adgangen til erhvervsuddannelserne og kvalifikationer gøres lettere ved at fremme tilpasning i lærlingeuddannelser og muligheden for justering af ordninger, samt ved at fremme uddannelsesmuligheder for grupper med utilstrækkelige grundlæggende færdigheder og arbejdstagere med kvalifikationer på lavt niveau eller mellemniveau; minder om, at der skal tages hensyn til kønsbalancen i adgangen til sådanne erfaringer som led i effektiv fremme af VET-mobilitetsprogrammerne blandt kvinder; mener, at der bør fastsættes ambitiøse mål i denne henseende, og at fremskridtene bør overvåges;

4.  fremhæver kønsskævheden inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik (STEM), for så vidt angår uddannelse, kvalifikationer og beskæftigelse i hele EU, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forpligte sig fuldt ud til Erasmus+ og til at gøre brug af denne mekanisme som en vigtig mulighed for at udvikle STEM-uddannelserne med henblik på at øge kvinders mulighed for at vælge en karriere inden for STEM-området og dermed reducere den eksisterende kvalifikationskløft på dette område;

5.  fremhæver betydningen af et fælles europæisk uddannelsesområde baseret på en stærk mobilitetskomponent, der ikke kun omfatter videregående uddannelse, men også erhvervsuddannelse, og som kan bidrage til dannelse og udvikling af en stærkere europæisk identitet og øget medborgerskab;

6.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre alle bestræbelser på at nå målene i den europæiske strategi for uddannelse og erhvervsuddannelse 2020; mener, at mobilitet skal tage hensyn til aspektet vedrørende erhvervsrettet efteruddannelse (CVET), fordi det er afgørende for at forbedre og ajourføre færdigheder og ekspertise; understreger, at livslang læring og erhvervsuddannelse er af afgørende betydning for at give langtidsledige bedre beskæftigelsesmuligheder;

7.  mener, at ovennævnte samarbejde bør resultere i en revision af kravene med henblik på at sikre, at de er relevante, for så vidt angår varighed, indhold, kompetencer og læringsresultater, samtidig med at mobilitet mellem erhvervsuddannelsescentre og arbejdspladser kombineres, og længerevarende (f.eks. 6-måneders) praktikperioder prioriteres i forhold til kortvarige;

8.  noterer sig, at de EU-midler, der tildeles Erasmus+ og erhvervsuddannelses-programmer, ikke er proportionale med antallet af eller behovene hos de potentielle interesserede i den mobilitet, som disse ordninger tilbyder, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at fremme bilaterale aftaler med henblik på at supplere aktiviteterne under Erasmus+-programmet og de europæiske erhvervsuddannelses-programmer og således øge unge europæeres mobilitet;

9.  anerkender den vigtige rolle, som eksisterende programmer og initiativer for mobilitet spiller, og resultaterne heraf, såsom nøgleaktion 1 under Erasmus+, Europass, det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET) og den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF); opfordrer Kommissionen til at lancere et "europæisk e-kort for studerende", der medfører status som EU-studerende i en mobilitetssammenhæng, og som giver adgang til tjenesteydelser;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne, såvel som EU-agenturer såsom Cedefop, til at træffe foranstaltninger for at forbedre mobilitetsprogrammerne inden for erhvervsuddannelse, således at de giver merværdi for alle deltagere, for så vidt angår kvalifikationer, anerkendelse og indhold, og til at sikre, at der indføres kvalitetsstandarder for lærlingeuddannelsen;

11.  påpeger, at mobilitetsinitiativerne bidrager til ikke blot at styrke de studerendes civilsamfundsværdier og følelse af at høre til Europa, men også øge deres akademiske kvalifikationer og jobmuligheder, nærmere bestemt de kvalifikationer, der er forbundet med problemløsning, kapacitet, planlægning og strukturering, evnen til at handle og tilpasse sig nye situationer, iværksættervirksomhed, lederskab og beslutningstagning, socialt ansvar, kendskab til fremmedsprog og evnen til at kommunikere og arbejde i et team samt de personlige færdigheder, som påvirker beskæftigelsesegnethed, såsom tillid, motivation, nysgerrighed, kritisk og kreativ tænkning, initiativ og gennemslagskraft;

12.  insisterer på nødvendigheden af at lette gennemførelsen af mobilitetstiltag som led i Erasmus+ ved at tage skridt til at forbedre ansøgningernes succesrate, forenkle udformningen og anvendelsen af elektroniske redskaber til forvaltning af mobilitet, øge bevidstheden om værdien af mobilitetsprogrammer i alle almene og erhvervsfaglige uddannelsesinstitutioner i Unionen samt tilvejebringe mere målrettede oplysninger og en mere målrettet uddannelse af modtagerne og formidlerne af disse programmer og foranstaltninger, herunder medarbejdere på skoler og højere læreanstalter; understreger i den forbindelse vigtigheden af det bidrag, Det Europæiske Skolenetværk yder; anmoder Kommissionen om at nedbringe den nuværende uforholdsmæssigt store og alt for komplekse administrative byrde for både ansøgerne og de udsendende virksomheder og institutioner og de værtsvirksomheder og -institutioner, der er involveret i projekter under Erasmus+, ved at lette og forenkle procedurerne for ansøgning, registrering og rapportering, såvel som projekterne selv; mener desuden, at det alt for store bureaukrati i de berørte skoler og universiteter udgør en hindring for en simpel gennemførelse af programmet;

13.  anmoder Kommissionen om i forbindelse med tilrettelæggelsen af mobilitetsprogrammer at indføre ordninger, der har til formål at reducere de sproglige og kulturelle barrierer; mener, at sådanne ordninger bør være i stand til at vurdere gennemførelsen; understreger, at ordningerne navnlig bør støtte tilegnelsen af grundlæggende elementer af værtslandets sprog; opfordrer medlemsstaterne samt de regionale og lokale myndigheder til at undersøge de specifikke læringsbehov blandt lærere inden for erhvervsuddannelse, fremme og støtte udveksling af bedste praksis og sikre dem flere erhvervsfaglige udviklingsmuligheder; fremhæver betydningen af at udforme en grundlæggende undervisningsmodel, der informerer om hovedtrækkene ved værtslandets erhvervs- og arbejdskultur, og fremme og iværksætte særlige programmer for oplæring af lærerkorpset som led i uddannelsescentrenes mobilitetsforvaltning;

14.  påpeger, at erhverv, der er knyttet til erhvervsuddannelse, er så fleksible, at de kan udøves overalt, og at mobilitet inden for rammerne af erhvervsuddannelse er et vigtigt redskab i bekæmpelsen af arbejdsløshed, fordi den øger anvendeligheden på arbejdsmarkedet, hjælper med at mindske kompetencekløften og lette jobmatchingen, især for unge, ved at tilvejebringe færdigheder og enestående erfaringer af den art, der kræves for at være konkurrencedygtig på det moderne arbejdsmarked i EU; mener, at Erasmus+ bidrager til udvikling af specifikke faglige færdigheder og tværfaglige og overførbare kompetencer såsom iværksætteri og giver større muligheder for at inddrage produktionssektoren, og det udgør således et effektivt redskab for arbejdsmarkedet;

15.  understreger betydningen og vigtigheden af genkendelighedsværdien for varemærker og logoer i forbindelse med Erasmus+ og dets underprogrammer; mener, at disse varemærker navnlig bør anvendes i forbindelse med Erasmus+-publikationer og -brochurer;

16.  udtrykker bekymring over, at unge først og fremmest opfatter Erasmus+ som et program for studerende på videregående uddannelser; anbefaler derfor, at det tillægges større betydning at styrke profilen på europæisk, nationalt og regionalt niveau for de forskellige områder og de delprogrammer, der er knyttet til de enkelte områder, f.eks. for undervisning på skoleniveau (Comenius), videregående uddannelsesniveau (Erasmus), internationalt videregående uddannelsesniveau (Erasmus Mundus), erhvervsuddannelsesniveau (Leonardo da Vinci) og voksenuddannelsesniveau (Grundtvig) såvel som med hensyn til ungdomsuddannelse (Aktive unge) og sport;

17.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og offentlige arbejdsformidlinger til at fremme og udbrede kendskabet til programmet Erasmus+ og andre redskaber, der tager sigte på at fremme mobilitet i forbindelse med VET, navnlig blandt små og mellemstore virksomheder; mener, at maksimering af disse redskabers effektivitet vil sætte flere mennesker i stand til at udnytte disse muligheder, således at målsætningen for mobilitet kan opfyldes;

18.  understreger, at det er absolut nødvendigt at konsultere og/eller involvere industrien og servicesektoren – både den private og den offentlige – herunder produktionssektoren (især SMV'er og mikrovirksomheder) i forbindelse med udformning, indarbejdning og gennemførelse af samt støtte til VET-mobilitetsprogrammerne af høj kvalitet; mener, at der ved udvælgelsen af programmer bør tages hensyn til de jobmuligheder, der findes hos værtsvirksomheder og -organisationer; mener, at et fleksibelt og konstruktivt partnerskab, der involverer alle berørte parter, og som er baseret på dialog, samarbejde og bedste praksis, vil sikre vellykkede erhvervsuddannelser og deres merværdi; mener, at der også er behov for udveksling af viden og bedste praksis mellem uddannelsescentre og virksomheder; opfordrer Kommissionen til at holde øje med udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet i EU samt på den geografiske og erhvervsmæssige mobilitet for at matche behovene på arbejdsmarkedet; mener, at dette vil reducere kløften mellem på den ene side uddannelsesudbuddet og det, der faktisk venter de unge i virksomhederne, og på den anden side markedets behov i sektorer med stor merværdi (f.eks. den digitale og den grønne økonomi, energisektoren, forsvaret, plejesektoren og kødforarbejdningssektoren);

19.  understreger de centrale aspekter, som skal tages i betragtning ved planlægning af mobilitetstiltag og vurdering af deres gennemførelse, nemlig: de studerendes økonomiske kapacitet til at deltage i mobilitet, anerkendelse af studier, kompetencer og kvalifikationer samt uddannelsesindhold mellem lande, enten via krediteringer eller certifikater, sprogfærdighedsniveauer og tilrettelæggelse af læseplaner eller studier, samt den praktiske værdi af krediteringerne og de eksamener, som den studerende har taget i udlandet, retlige aspekter, information eller motivation til at fuldføre studiet, vejlednings- og rådgivningsaktiviteter i hele mobilitetsperioden og de studerendes personlige situation; opfordrer derfor Kommissionen til at styrke vurderingsindikatorerne og -kriterierne med henblik på at muliggøre en mere regelmæssig kontrol af, om disse europæiske programmer er effektive, og at give mulighed for at foretage de forbedringer, der måtte være nødvendige;

20.  minder om, at i dag studerer kun 1 % af unge i arbejdsbaseret erhvervsuddannelse, herunder lærlinge, i et andet land i løbet af deres uddannelse; understreger, at det er afgørende at skabe betingelser for udvikling af lærlinges mobilitet i Unionen for at give dem de samme muligheder som studerende på videregående uddannelser; opfordrer derfor EU til at udarbejde en statut for "europæiske lærlinge"; opfordrer EU og medlemsstaterne til at sikre, at både lærlingeuddannelser og praktikophold forbliver uddannelsesmuligheder, der ikke anvendes som en kilde til usikre ansættelsesforhold, der ikke erstatter fuldtidsstillinger, og som sikrer værdige arbejdsvilkår og studerendes rettigheder, herunder økonomiske og lønrelaterede rettigheder; opfordrer desuden Kommissionen til at analysere konsekvenserne af ovennævnte statut, overvåge gennemførelsen af de relaterede foranstaltninger og tilskynde alle berørte interessenter, herunder den europæiske alliance for lærlingeuddannelser, til at følge dens henstillinger med henblik på at forbedre forholdene for samt kvaliteten og tilgængeligheden af lærlingeuddannelser i EU, og at behandle dette spørgsmål som en strategisk prioritet;

21.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge og medlemsstaterne til at godkende et forslag om en EU-lærlingeuddannelsesordning, der sikrer et sæt rettigheder for lærlinge og VET-elever; påpeger den positive rolle, som "seniorer" kan spille i forbindelse med undervisning og uddannelse af unge med henblik på at maksimere udveksling mellem generationerne via praktikophold og mentorordninger samt på at lette erfaringsbaseret læring i grupper på tværs af generationerne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe konkrete foranstaltninger til at sikre, at lærlingeuddannelser og praktikophold under Erasmus+ ikke misbruges ved at blive brugt som et middel til at sænke lønomkostningerne;

22.  ser med tilfredshed på lanceringen af pilotprojekter samt på den nyligt godkendte "europæiske ramme for lærlinges mobilitet", der kan danne grundlaget for forbedringer i Erasmus+-programmet med henblik på at give mulighed for større og bedre VET-mobilitet af længere varighed; opfordrer indtrængende til, at der etableres en ramme for langsigtede initiativer i stedet for udelukkende projektorienterede aktiviteter med henblik på at etablere et varigt og bæredygtigt system, der er fuldt operationelt, forudsigeligt, og som fremmer den frie bevægelighed for kompetencer i hele Europa;

23.  noterer sig, at skolefrafald er et af de mest specifikke problemer, som mobilitetsmålgrupper står over for, og at bedre faglige muligheder fører til mindre frafald på uddannelserne; understreger derfor, hvor vigtige resultaterne af uddannelsessystemerne kan være med hensyn til at reducere skolefrafaldsprocenten og i højere grad udstyre de studerende med tværfaglige kvalifikationer, der i sidste ende vil hjælpe dem med at matche disse med efterspørgslen på arbejdsmarkedet;

24.  understreger behovet for at hjælpe unge under erhvervsuddannelse i at overvinde problemerne med en række supplerende og ledsagende foranstaltninger, såsom at styrke holdkulturen inden for mobilitetsordningerne, bedre vejledning og opfølgning ved hjem- og værtsinstitutionen både før og under deres mobilitet, bedre adgang til information af høj kvalitet om erhvervsuddannelsesmuligheder, der tilbyder specialiserede vejlednings- og rådgivningsværktøjer og finansiering af den sproglige bistand til alle deltagere uden sprogmæssige begrænsninger;

25.  påpeger, at der kan indkredses en række faktorer, som påvirker forventningerne hos unge, der er under uddannelse i erhvervsuddannelsessystemerne, navnlig socioøkonomiske faktorer, familiemæssig typologi og manglende vejledningsværktøjer (og undervisning), når den obligatoriske uddannelse på sekundærtrinnet er afsluttet eller under erhvervsuddannelseskurser;

26.  understreger den centrale rolle som lærings- og uddannelsesmobilitet indtager med hensyn til at tackle sociale og kulturelle udfordringer med henblik på at maksimere de unges muligheder for at udvikle deres egen handlingsplan i samfundet; minder om, at EU, specielt gennem Europa 2020-strategien, har koncentreret sig om at styrke økonomiens konkurrenceevne, skabe arbejdspladser og i sidste ende øge sin kapacitet med hensyn til at konkurrere på globalt plan i det tredje årti af dette århundrede; understreger i denne forbindelse den vigtige rolle som forskning, innovation, det digitale samfund og energimæssig bæredygtighed indtager som instrumenter til sikring af en højere merværdi;

27.  understreger den rolle, som EU og medlemsstaterne spiller med hensyn til at udvikle og fremme et velorganiseret erhvervsuddannelsessystem af høj kvalitet og iværksætte en holistisk tilgang, som afvejer den teoretiske uddannelse med fokus på det pågældende erhverv, praktisk erhvervsuddannelse og almen, formel, uformel og ikke-formel uddannelse; opfordrer medlemsstaterne til at indføre en "tosporet uddannelsestilgang" i ungdomsuddannelserne eller at styrke de eksisterende systemer ved hjælp af praktik- og lærlingeprogrammer og derved fremme erhvervsuddannelsesstuderendes varige integration på arbejdsmarkedet og øge deres deltagelse i de tværnationale mobilitetsprogrammer; minder om, at forbedring af kvaliteten af erhvervsuddannelserne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og de offentlige arbejdsformidlinger er et middel til at fremme social inklusion og øge deltagelsen i videregående uddannelser, fremme de studerendes resultater og lette integration på arbejdsmarkedet, hvilket bør fremme mobiliteten i den livslange læringsproces;

28.  opfordrer til, at problemer i forbindelse med den europæiske volontørtjeneste (EVS), for så vidt angår forsikring af deltagerne, godkendelse, databasestyring og støtte til frivillige tages op på en målrettet måde for at forhindre en nedgang i deltagelsen;

29.  beklager, at ikke-formel læring har mistet synlighed og en andel af det budget, der er afsat til det nuværende Erasmus+-program; understreger betydningen af ikke-formel læring på europæisk plan, navnlig gennem ungdomsarbejde og frivilligt seniorarbejde; opfordrer til, at ikke-formel og uformel læring får en klar og synlig plads i Erasmus+- programmet; mener desuden, at der bør være mulighed for at indgive ansøgninger om store voksenuddannelsesprojekter, som skal følge de samme principper som alliancer vedrørende sektorspecifikke kvalifikationer og videnalliancer;

30.  støtter udviklingen af moderne teknologier og infrastrukturer i forbindelse med styrkelsen og moderniseringen af de nationale erhvervsuddannelsessystemer for at forbedre adgangen til mobilitet og kvaliteten af denne; mener, at der for at tackle misforhold mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer bør lægges større vægt på innovation og udvikling af nye akademiske og erhvervsfaglige kvalifikationer, digitale undervisnings- og læringsplatforme, bioteknologi, innovative teknologier til styrkelse af kulturarven og informations- og kommunikationsteknologier; er af den faste overbevisning, at EU og medlemsstaterne bør iværksætte en effektiv strategi, der tager sigte på at matche aktuelle og fremtidige jobmuligheder inden for den cirkulære økonomi med erhvervsuddannelsessystemerne;

31.  bemærker, at der i forbindelse med overgangen til en mere digitaliseret økonomi finder en omdefinering af job og færdigheder sted; opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til at samarbejde med den private sektor for at udvikle kvalifikationsstrategier og VET-programmer til omskoling af arbejdstagere;

Adgang: forbedring af mobilitetsmulighederne for unge under erhvervsuddannelse

32.  opfordrer til, at der på samme måde som med det tidligere Leonardo da Vinci-program, som der bør henvises til i de særlige indkaldelser til Erasmus+, etableres en ramme, der så klart og præcist som muligt indkredser mobilitetsmulighederne for unge under erhvervsuddannelse, navnlig gennem kampagner på tværs af flere platforme, der iværksættes af offentlige myndigheder, med koordineret deltagelse af alle aktører, der spiller en aktiv rolle eller har indflydelse på erhvervsuddannelsesområdet;

33.  tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at tilvejebringe tilstrækkelige finansielle ressourcer til at støtte mobilitetsprogrammer under hensyntagen til potentielle finansielle hindringer; mener, at det bør undersøges, hvordan man kan få større klarhed over, på hvilken måde virksomhederne supplerer tilskuddene, eller hvorvidt der kan ydes andre former for bistand; mener, at der bør sikres komplementaritet mellem Den Europæiske Socialfond (ESF) og Erasmus+, og at den bør overvåges for at sikre vellykkede resultater;

34.  opfordrer til et bedre samspil mellem EU-politikker og -instrumenter, der indvirker på mobilitet og uddannelse, specielt supplerende foranstaltninger mellem ESF og Erasmus+, samt bedre koordinering af alle foranstaltninger på alle niveauer (national, regional og lokal planlægning);

35.  minder om iværksættelsen af foranstaltninger, der skal sikre koordinering, komplementaritet og sammenhæng mellem strukturfondene, herunder f.eks. ESF og andre programmer såsom Erasmus+ på nationalt, regionalt og lokalt plan;

36.  understreger behovet for at kompensere for de hindringer, der følger af den lavere socioøkonomiske status for studerende på erhvervsuddannelser via foranstaltninger som f.eks. en mulig stigning i mængden af individuelle tilskud fra Kommissionen, eller en stigning i bidragene fra medlemsstaterne, regionale og lokale myndigheder, formidlende institutioner eller NGO'er, hvad enten de finansieres over egne budgetter eller via partnerskabsordninger, der involverer virksomheder, fonde og organisationer, som samarbejder i systemet for kvalifikationer og erhvervsuddannelse i deres region og område;

Fra mobilitet til beskæftigelsesegnethed: validering og anerkendelse af læringsresultater, færdigheder og kompetencer

37.  understreger, at tilegnelsen af nye forskelligartede og kreative idéer i udlandet kan motivere og fremme iværksætteri og kreativitet; understreger, at de muligheder, som lærings- og uddannelsesmobilitet frembyder – som f.eks. opbygning af internationale netværk – også kan have positive virkninger for beskæftigelsesegnetheden, det tværnationale samarbejde og den europæiske konkurrenceevne;

38.  mener, at nuværende og fremtidige foranstaltninger til at tackle misforhold mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer bør fremme inddragelse af arbejdsgivere, virksomheder og lokalsamfund og være bedre forbundet med prognoser vedrørende udviklingen på arbejdsmarkedet og fremtidige kvalifikationsbehov;

39.  fremhæver, at der er en positiv sammenhæng mellem læringsmobilitet og fremtidig mobilitet og indtjening, eftersom europæiske og internationale mobilitetsprogrammer forbedrer deltagernes beskæftigelsesegnethed i udlandet, som Kommissionens Fælles Forskningscenter konkluderede i 2013; understreger, at lærlingeuddannelser og praktikophold i udlandet forbedrer deltagernes sprogkundskaber (som det skete i 79 % af tilfældene ifølge Eurobarometer i 2013)(11);

40.  understreger betydningen af mobilitetsomskolingsprogrammer for arbejdsløse i alle aldre og for mennesker, der er truet af omstruktureringer;

41.  henleder opmærksomheden på forskelligartethed og den ulige udvikling af validerings- og anerkendelsessystemer mellem medlemsstaterne på trods af en stigende konvergens i det seneste årti; understreger behovet for at forbedre kompatibiliteten mellem de forskellige erhvervsuddannelsessystemer og lette validering og anerkendelse af færdigheder og kompetencer, der er erhvervet i virksomheder eller på uddannelsescentre i forskellige medlemsstater, samt at øge interessen for Erasmus+-programmet; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre gennemførelsen af EQF(12) og at fjerne hindringer; opfordrer til fastlæggelse af en fælles europæisk standard, som kan accepteres og gennemføres på alle niveauer (nationale, regionale og lokale);

42.  opfordrer til yderligere foranstaltninger til fremme af anerkendelse og validering af læringsresultater, herunder dem, der udvikles gennem ikke-formel og uformel læring, navnlig gennem bedre udnyttelse af eksisterende værktøjer såsom Europass og ECVET;

43.  minder om, at der takket være EQF er gennemført betydelige forbedringer med hensyn til anerkendelse af eksamensbeviser, merit, erhvervsuddannelsesbeviser og godkendelse af kvalifikationer og erhvervet ekspertise i forbindelse med VET; opfordrer til, at der opstilles konkrete mål, bl.a. implementering af et fuldt operationelt meritoverførselssystem og anerkendelse, som baseres på ECVET; tilskynder til, at der udvikles fælles VET-kvalifikationer, der kan sikre international anerkendelse af kvalifikationer,

44.  går ind for, at der i tæt samarbejde med alle de vigtigste berørte parter udarbejdes en hvidbog om erhvervsuddannelse og mobilitet og anerkendelse af færdigheder og kompetencer i Europa; minder om, at de nuværende henstillinger vedrørende VET skal gennemføres fuldt ud; påpeger, at manglende anerkendelse af kompetencer har en negativ indvirkning på EU's 2020-mål for beskæftigelsen og hindrer den frie bevægelighed, som er forankret i traktaterne;

45.  opfordrer til, at mobiliteten med hensyn til beskæftigelse, uddannelse, herunder lærlingeuddannelse, og praktik styrkes som led i de nationale europæiske ungdomsgarantiordninger for at forbedre unges kvalifikationer og mindske det geografiske misforhold mellem kvalifikationer i EU;

46.  understreger betydningen af ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet med hensyn til at støtte lærlingeuddannelser, praktikophold, VET, udslusning til job og yderligere kompetencegivende uddannelser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at der afsættes tilstrækkelig finansiering til disse programmer i hele programmeringsperioden 2014-2020;

47.  opfordrer indtrængende til, at EU's netsted "Skills Panorama" (Oversigt over kvalifikationer) oversættes til alle EU's officielle sprog for at gøre det til en informationskilde for alle om kvalifikationer, som der er brug for i Europa;

48.  noterer sig de fremskridt, der er gjort i retning af at sikre en højere kvalitet i erhvervsuddannelserne i en lang række medlemsstater, støttet af den europæiske referenceramme for kvalitetssikring af erhvervsuddannelse (EQAVET); opmuntrer de medlemsstater, der på nuværende tidspunkt er i færd med at udvikle en national kvalitetssikringstilgang i overensstemmelse med EQAVET; understreger, at medlemsstaterne bør bestræbe sig yderligere på at sikre, at kvalitetssikringsordninger tager større hensyn til læringsresultater, og at ordningerne værdsætter og støtter ikke-formel læring og arbejdsbaseret læring under enten formelle eller ikke-formelle rammer alt efter de nationale forhold;

49.  understreger, at lærlingeuddannelsesprogrammer bør gennemføres under ledelse af en kompetent tilsynsmyndighed;

Hen imod mere effektive, tilgængelige og inklusive mobilitetsprogrammer

50.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til, også i samarbejde med Cedefop, at præcisere og styrke rollen for de formidlende institutioner – både territoriale og sektorspecifikke – der er involveret i forberedelsen af, forvaltningen af og opfølgningen på mobilitet, med krav om, at de anvender de højeste standarder for gennemsigtighed, og at bistå i oprettelsen af sådanne institutioner på nationalt, regionalt og lokalt plan;

51.  understreger behovet for, at sådanne formidlende institutioner får tilstrækkelige budgetmæssige og menneskelige ressourcer til at muliggøre mobilitetsplanlægning og forvaltningsstrukturer med henblik på at sikre inddragelse af netværket af fagskoler og have beføjelse og kapacitet til at indgå operationelle alliancer og aftaler med potentielle partnere både i hjemlandet og blandt de stater, der deltager i mobilitetsprogrammer;

52.  understreger behovet for retlig beskyttelse af mindreårige i udlandet;

53.  understreger, at mobilitetsforanstaltninger og/eller -tjenester, der er tilpasset lærerkorpsets og iværksætternes behov, bør støttes og fremhæves under Erasmus+;

54.  påpeger, at sammenhængende, supplerende og velkoordinerede medfinansieringsordninger på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan er nødvendige for at sætte uddannelsescentrene i stand til at dække hele spektret af omkostninger og planlægge og gennemføre permanente foranstaltninger;

55.  glæder sig over, at Erasmus+ i væsentlig grad har udvidet antallet af modtagere af erhvervsuddannelsesprogrammer til unge, der ikke gennemfører en uddannelse på universitetet eller en højere læreanstalt;

56.  støtter alle nødvendige ledsageforanstaltninger med henblik på først og fremmest at hjælpe og tilskynde lærlinge, der ønsker at deltage i mobilitetsprogrammerne, og senere hjælpe dem med bedre at formidle deres erhvervede færdigheder gennem mobilitet og udvikle deres egen assertivitet, så de kan gøre deres rige erfaringer synlige og formålstjenlige;

57.  mener, at læringsresultaterne i forbindelse med lærlingeuddannelsen bør fastlægges og drøftes med lærlingen i overensstemmelse med ECVET-principperne inden læretidens påbegyndelse, og at læringsresultaterne bør opføres i tillægget til erhvervsuddannelsesbeviset efter uddannelsens afslutning;

58.  understreger betydningen af god uddannelse af lærere og af overvågning, evaluering og kvalitetssikring på området samt behovet for at fremme inklusion og tolerance i mobilitetsprogrammer;

59.  understreger behovet for praktikophold af høj kvalitet, således at de studerende erhverver de ønskelige faglige kvalifikationer, og fremhæver, at der på alle niveauer er behov for god kommunikation over for iværksættere for at inddrage dem med henblik på yderligere anerkendelse af den erfaring, som unge har fået ved at drage nytte af mobilitetsprogrammer;

60.  støtter alle foranstaltninger i overensstemmelse med de Erasmus+-mål, som iværksættere, NGO'er eller civilsamfundet har truffet for at udvikle mobilitetsordninger for unge arbejdstagere eller lærlinge enten efter erhvervsgren eller i samarbejde med organer, der repræsenterer industrier, såsom handels- og industrikamre såvel som europæiske netværk som Eurochambres, og de relevante fagforeninger; opfordrer til, at den rolle, som håndværkskamrene og deres uddannelsescentre indtager, anerkendes med hensyn til at støtte mobilitet og meget små virksomheder; mener, at alle de foranstaltninger, der træffes for at forbedre erhvervsuddannelsesordningerne, også bør fokusere på områder, der fremmer nulkulstofenergi og bæredygtig mobilitet;

61.  henstiller, at alle vigtige berørte parter arbejder på fælles strategier, der har til formål at styrke muligheden for, at praktikanter og lærlinge på erhvervsuddannelsesområdet vender tilbage til eller får øget mobilitet til andre dele af Europa, under hensyntagen til deres præferencer, således at den viden og erfaring, som de har erhvervet "i udlandet", kan anvendes til at rette op på skævheder og styrke de områder, de stammer fra, eller andre områder i Europa med mangel på kompetencer;

62.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at oprette og på en effektiv måde gennemføre et europæisk netværk for laboratorier og væksthuse, da dette er afgørende for at anspore til videnalliancer mellem skoler, universiteter og virksomheder og dermed fremme adgangen til uddannelse, erfaring, videreuddannelse for undervisere samt lærlingeuddannelser og nystartede virksomheder;

63.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at støtte og styrke det europæiske netværk af videnskabscentre (Ecsite), der samler videnskabscentrene og gør dem til et sted, der giver adgang til videnskabskulturen;

64.  anmoder om, at der oprettes en one-stop-shop-mekanisme til indsamling af data og kommunikationsredskaber for at tilvejebringe en passende og effektiv tjeneste for personer, der søger oplysninger og støtte vedrørende de forskellige mobilitetsprogrammer, som findes på EU-plan, nationalt, regionalt og lokalt plan;

65.  opfordrer Kommissionen til så vidt muligt at tilvejebringe opdaterede statistikker og til at foretage vurderinger og/eller undersøgelser vedrørende Erasmus+ og andre VET-mobilitetsprogrammer med henblik på at måle deres indvirkning på matching af arbejdserfaring med job, for så vidt angår ansættelsesprocent, og til også at undersøge, hvorfor nogle medlemsstater skaber flere muligheder for VET-arbejde og uddannelsesophold i udlandet, og udarbejde en plan for, hvordan medlemsstaterne bedre kan involveres; mener, at de dermed forbundne statistikker og vurderinger bør inddrages og medregnes i forbindelse med midtvejsrevisionen af Erasmus+;

66.  glæder sig over konklusionerne fra mødet i Riga den 22. juni 2015 mellem ministrene med ansvar for erhvervsuddannelse om et nyt sæt resultatmål på mellemlang sigt vedrørende erhvervsuddannelse for perioden 2015-2020 og opfordrer til en rettidig og grundig gennemførelse;

67.  understreger betydningen af at promovere fordelene ved mobilitet, hvad angår den beskæftigelsesegnethed og de færdigheder, som er opnået, med henblik på at vise deres reelle nytte og ændre opfattelsen af "tidsspild" i forbindelse med uddannelser, der udelukkende er baseret på nationale færdigheder;

68.  opfordrer til en forbedret PR-indsats og synlighed over for unge, når det gælder platforme såsom Drop'pin@EURES, hvis mål er at fremme unges mobilitet for så vidt angår lærlingeuddannelse, praktikophold, undervisningsprogrammer og sprogkurser baseret på e-læring;

69.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme hele den vifte af muligheder, der tilbydes gennem det nye Erasmus+‑program, som ikke kun giver unge mulighed for at studere i udlandet, men også mulighed for at tage lærlingeuddannelser og praktikophold;

70.  tilskynder til indførelse af minimumsniveauer for tilskud i henhold til forskellene i livsvilkår, priser og omkostninger medlemsstaterne imellem; støtter tanken om, at medlemsstaterne bør indføre foranstaltninger, der i givet fald giver mulighed for nødvendig og meningsfuld støtte til f.eks. indlogering og transport, idet der lægges særlig vægt på mindreåriges behov samt på at forberede studerende på deres udlandsophold, f.eks. via erhvervsvejledning, sprogundervisning og tværkulturel kommunikation;

71.  anmoder om en revision af den flerårige finansielle ramme (FFR) med udgangspunkt i bl.a. en forudgående vurdering af effektiviteten af de tildelte midler til bekæmpelse af arbejdsløshed, hvorved bevillingerne til budgetposter med begrænset virkning nedskæres; mener, at en sådan fremgangsmåde er særlig vigtig i krisetider som de nuværende, der er præget af uacceptable skævheder;

o
o   o

72.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

(1) EUT C 155 af 8.7.2009, s. 1.
(2) EUT C 119 af 28.5.2009, s. 2.
(3) EUT C 311 af 19.12.2009, s. 1.
(4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 50.
(5) EUT C 398 af 22.12.2012, s. 1.
(6) EUT L 390 af 31.12.2004, s. 6.
(7) EUT C 199 af 7.7.2011, s. 1.
(8) EUT L 394 af 30.12.2006, s. 10.
(9) EUT C 351 E af 2.12.2011, s. 29.
(10) EUT C 111 af 6.5.2008, s. 1.
(11) http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl_378_en.pdf
(12) Se også: Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 23. april 2008 om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring.


EU's rolle i forbindelse med de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer
PDF 201kWORD 91k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om EU's rolle i forbindelse med de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer (2015/2060(INI))
P8_TA(2016)0108A8-0027/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til princippet om loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne, jf. artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union,

–  der henviser til artikel 121 og 138 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til protokol nr. 14 til TEUF om Eurogruppen,

–  der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 med henstillinger til Kommissionen om forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet(1),

–  der henviser til sin beslutning af 11. maj 2011 om EU som global aktør: dets rolle i multilaterale organisationer(2),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om global økonomisk styring(3),

–  der henviser til sin beslutning af 24. juni 2015 om gennemgangen af rammerne for økonomisk styring: status og udfordringer(4),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om etablering af en kapitalmarkedsunion(5),

–  der henviser til rapporten af 25. februar 2009 fra Højniveaugruppen vedrørende Finansielt Tilsyn i EU (de Larosière-rapporten),

–  der henviser til de fem formænds rapport, som blev forelagt i juni 2015, og hvori der blev stillet krav om en konsolidering af euroområdets eksterne repræsentation,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0027/2016),

A.  der henviser til, at det finansielle systems stabilitet, som er en forudsætning for, at der afsættes passende ressourcer til fremme af vækst og beskæftigelse, er et globalt offentligt gode;

B.  der henviser til, at den voksende indbyrdes afhængighed mellem verdensøkonomierne gør det nødvendigt at bevæge sig i retning af mere globale styreformer;

C.  der henviser til, at hvis EU ikke er i stand til at tale med én stemme i internationale institutioner/organer, bør alle europæiske stemmer koordineres med henblik på at forme den globale styring efter målsætningerne og værdierne i EU-traktaterne;

D.  der henviser til, at EU bør bidrage til at skabe en demokratisk ramme for at kunne håndtere globale udfordringer;

E.  der henviser til, at samarbejdet på globalt plan kan føre til en udvanding af ansvaret og til manglende ansvarlighed på bekostning af demokratiet; der henviser til, at de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet ikke må reduceres til blot at fungere som registreringskontorer, men at de skal inddrages på en aktiv og omfattende måde i hele beslutningsprocessen;

F.  der henviser til, at de eksisterende internationale institutioner/organer med deres egne særlige forvaltningsstrukturer og ansvarsområder har udviklet sig gennem historien som en reaktion på konkrete situationer, og at dette har ført til kompleksitet og i visse tilfælde overlapning af opgaver samt uigennemsigtighed i systemet og manglende overordnet koordinering;

G.  der henviser til, at artikel 42 i chartret om grundlæggende rettigheder og forordning (EF) nr. 1049/2001(6), i henhold til hvilke unionsborgerne har ret til aktindsigt, bør finde anvendelse på Unionens institutioner og agenturer, der deltager i internationale organisationer/organer;

H.  der henviser til, at traktaterne fastlægger, at enhver unionsborger samt enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat har ret til aktindsigt i dokumenter, uanset medium, fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer (artikel 42 i chartret om grundlæggende rettigheder); der henviser til, at den samme grad af gennemsigtighed bør gælde for Unionens institutioner og agenturer, der deltager i internationale organisationer og fora, navnlig i forbindelse med fastlæggelse af regler, som berører EU-borgerne;

I.  der henviser til den omstændighed, at de mange forskelligartede juridiske strukturer, finansieringsordninger og arbejdsgange i de internationale økonomiske organisationer/organer(7) gør det vanskeligt at få et samlet overblik, selv om konsekvens i finansieringsprocedurer og arbejdsgange er af grundlæggende betydning for at sikre lige spilleregler på verdensplan; der henviser til, at Den Internationale Valutafond (IMF) og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) er reelle internationale organisationer, der er oprettet ved traktater og har et bredt virkefelt og en bred sammensætning, mens f.eks. G20, Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) og Baselkomitéen er uformelle offentlige organer, som et begrænset antal stater deltager i, og som for nogles vedkommende har haft et opsving på grund af krisen, mens Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO), Den Internationale Forsikringstilsynsorganisation (IAIS), International Organisation of Pension Supervisors (IOPS) og International Accounting Standards Board (IASB) er private fag- og brancheforeninger, som i varierende grad inddrager de pågældende sektorer;

J.  der henviser til, at uformelle kontakter allerede finder sted mellem Europa-Parlamentet og nogle af disse organisationer/organer, men at de ikke er sat i system;

K.  der henviser til, at gennemsigtighed er afgørende for demokratiet, samtidig med at der tages behørigt hensyn til beskyttelse af markedsfølsomme oplysninger;

L.  der henviser til, at krisen har fået G20 til at udvikle en global dagsorden med fokus på en effektiv gennemførelse af en række specifikke reformer, men at det på længere sigt vil være nødvendigt med en ægte multilateral og demokratisk ramme for at give dette organ legitimitet;

M.  der henviser til, at bankernes og markedernes respektive roller i finansieringen af økonomien er forskellige fra land til land;

N.  der henviser til, at den økonomiske og finansielle krise, der begyndte i 2008, har gjort det klart, at der er en slående mangel på økonomisk styring i verden; der henviser til, at mange makroøkonomiske spørgsmål kræver mere koordinering, navnlig i forbindelse med beskatningsspørgsmål; der henviser til, at det fælles mål for alle interesseparter derfor bør være at udforme en omfattende ramme, som skal give finansiel stabilitet og sikre sammenhæng mellem de globale og lokale niveauer;

O.  der henviser til, at oprettelsen af EU's tilsynsmyndigheder ikke automatisk bør føre til en stigning i antallet af EU-repræsentanter, hvilket kan have udemokratiske følger, såsom en større sandsynlighed for blokerende mindretal og usikkerhed hos EU's partnere;

P.  der henviser til, at IMF har besluttet at medtage renminbi i den valutakurv, som danner grundlag for IMF's særlige trækningsrettigheder; der henviser til, at dette har ført til en mindskelse af både euroens og det britiske punds vægt, men ingen ændring i den amerikanske dollars vægt; der henviser til, at dette understreger behovet for en stærkere europæisk stemme;

1.  understreger, at der er behov for et styrket verdensomspændende reguleringsmæssigt samarbejde med stærk deltagelse af Europa-Parlamentet;

2.  udtrykker bekymring over den manglende sammenhæng, der skyldes den fragmentering og mangfoldighed, der præger de forskellige organisationer/organer, og forsinkelser med hensyn til gennemførelsen af de regler og målsætninger, der er opnået enighed om på globalt plan;

3.  anmoder om en klarlægning af hver enkelt organisations/organs kompetenceområde og af den måde, de drives og finansieres på, herunder frivillige bidrag, gaver og donationer, for at undgå særinteresser og sikre lovlighed af deres afgørelser;

4.  anmoder om en bedre politikkoheræns og -koordinering i de globale institutioner gennem indførelse af omfattende standarder for demokratisk legitimitet, gennemsigtighed, ansvarlighed og integritet; mener, at disse bl.a. bør omfatte:

   forholdet til offentligheden (f.eks. offentlig adgang til dokumenter, åben dialog med forskellige interessenter, oprettelse af obligatoriske gennemsigtighedsregistre og regler om gennemsigtighed for lobbymøder)
   interne regler (f.eks. menneskelige ressourcer baseret på færdigheder, fornuftig finansstyring, forhindring af interessekonflikter);

5.  mener, at den omstændighed, at de mindst udviklede lande er underrepræsenterede i de fleste internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer, skaber ubalance, og at der dermed er risiko for, at spørgsmål vedrørende uligheder eller finansiering af de dårligst stillede lande ikke imødegås på hensigtsmæssig vis;

6.  mener, at der ud over ulige geografisk repræsentation også er visse sektorer – navnlig civilsamfundet, SMV'er, forbrugerrepræsentanter og repræsentanter for arbejdstagerne – hvis deltagelse i høringsprocessen kan forbedres i internationale drøftelser i de finansielle, monetære og regulerende organer; mener, at det er disse organers og sektorers pligt at gøre en indsats for at forbedre situationen;

7.  mener, at repræsentationen af Den Europæiske Union bør strømlines og kodificeres i multilaterale organisationer/organer for at øge gennemsigtigheden, integriteten og ansvarligheden af Unionens deltagelse i disse organer, øge dens indflydelse og fremme de lovgivningsmæssige valg, som Unionen har truffet gennem en demokratisk proces; er desuden overbevist om, at EU bør blive en mere proaktiv aktør med hensyn til at sikre gennemførelsen af G20's fremtidige tilsagn, som f.eks. regulering af skyggebanker, gennemførelse af reformer vedrørende over the counter-derivater (OTC-derivater), modvirke systemiske risici og sikre, at nye risici for den globale økonomi sættes på dagsordenen i den relevante globale institution;

8.  opfordrer de europæiske aktører til at fokusere mere på EU's finansielle sektorers globale konkurrenceevne, når de udformer politikker på europæisk og internationalt plan;

9.  minder om, at EU bør søge fuldgyldigt medlemskab af internationale økonomiske og finansielle institutioner, hvor dette ikke allerede er sket, og hvor det er hensigtsmæssigt (f.eks. af OECD og IMF); opfordrer de relevante internationale økonomiske og finansielle institutioner til at foretage de vedtægtsmæssige ændringer, som er nødvendige for EU's fulde deltagelse;

10.  mener, at det er til skade for Unionen, når en repræsentant for en medlemsstat eller en national myndighed giver udtryk for holdninger i internationale organisationer/organer, som er i modstrid med lovgivnings- eller reguleringsmæssige afgørelser, der er truffet på demokratisk vis af et flertal af EU-landene; opfordrer derfor til øget og mere effektiv koordinering mellem disse repræsentanter, f.eks. gennem mere bindende mekanismer;

11.  understreger nødvendigheden af, at Kommissionen, når den repræsenterer hele Unionen i et internationalt organ eller en international organisation eller overvåger et privat specialistorgan, gøres mere direkte ansvarlig over for borgerne; understreger vigtigheden af Parlamentets rolle i denne proces;

12.  er af den opfattelse, at organisationernes og de dertil knyttede arbejdsgruppers prioriteringer bør afklares og lægges i faste rammer, mener, at en systematisk anvendelse af konsensus ikke alene risikerer at sinke forhandlingerne, men også at udvande henstillingernes indhold, og at organisationernes sammensætning skal afspejle deres forskellighed for så vidt angår finansiering, økonomiske modeller og tilsynsmodeller;

13.  understreger behovet for at gennemføre forhåndsevalueringer, når der udvikles reguleringsmæssige, tilsynsmæssige og andre politikker vedrørende den finansielle sektor på globalt plan; mener, at sådanne evalueringer på ingen måde indskrænker de to lovgivningsparters politiske prærogativer;

14.  er af den opfattelse, at de forskellige deltagende staters gennemførelse af henstillinger stadig ikke er tilstrækkelig til, at der kan skabes lige spilleregler på globalt plan;

15.  noterer sig, at FSB nu har indledt arbejdet med at udvikle standarder på forsikringsområdet; erkender, at IAIS spiller en vigtig rolle i den globale forsikringspolitik, men understreger, at en inddragelse af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) ville have den fordel, at den ville styrke bidraget fra den specifikke europæiske forsikringsekspertise og sikre, at de standarder, der udvikles på globalt plan, ikke strider mod den logik, som EU har været den første til at udvikle;

16.  glæder sig over det arbejde, der er udført af OECD om beskatningsspørgsmål, navnlig OECD/G20-projektet vedrørende udhuling af skattegrundlag og overførsel af overskud (BEPS); mener, at overvågningen af dets gennemførelse er den nye udfordring, vi står over for; understreger, at koordineringen mellem Kommissionen og de medlemsstater, der er medlemmer af Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF), bør forbedres, så EU kan komme til orde;

17.  påskønner ECB's formands vilje til at samarbejde yderligere med Parlamentet om ECB's rolle i bankspørgsmål, især inden for rammerne af globale standardiseringsorganer, som f.eks. FSB;

18.  glæder sig over de organisatoriske ordninger, som de eurolande, der er medlemmer af Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank, er nået til enighed om, og som tager form af et enkelt hjemsted for den bestyrelse, der repræsenterer euroområdets medlemslande;

19.  foreslår derfor følgende:

   opfordrer Europa-Kommissionen til på grundlag af gældende bedste praksis på europæisk og nationalt plan at udarbejde en europæisk adfærdskodeks vedrørende gennemsigtighed, integritet og ansvarlighed som rettesnor for de europæiske repræsentanters aktiviteter i internationale organisationer/organer; henstiller, at Parlamentet knyttes tæt til udarbejdelsesprocessen;
   udtrykker især bekymring med hensyn til disse organisationers/organers vedtægter, finansiering og funktionsmåde, deres interaktion med myndigheder, interessenter og offentligheden, deres kommunikation og aktindsigt i deres dokumenter; understreger behovet for at sikre en rimelig balance mellem interesser, herunder ved at sørge for, at NGO'er har tilstrækkelig teknisk ekspertise og finansielle midler, med henblik på at styrke civilsamfundets stemme;
   opfordrer de europæiske institutioner og agenturer samt medlemsstaterne til at fremme alle europæiske repræsentanters ansvarlighed over for demokratisk valgte organer;
   anmoder om vedtagelse af en interinstitutionel aftale, der sigter mod at formalisere en "finansiel dialog", der tilrettelægges sammen med Europa-Parlamentet, med henblik på at opstille retningslinjer for vedtagelsen af og sammenhæng i europæiske holdninger op til store globale forhandlinger, og at der sikres en drøftelse af disse holdninger, foretages forhåndsevalueringer og opfølgning, idet Kommissionen regelmæssigt aflægger beretning om anvendelsen af disse retningslinjer og kontrollen heraf; foreslår, at de europæiske institutioner, medlemsstaterne og i nødvendigt omfang lederne af de berørte internationale organisationer indbydes til at deltage; mener, at mødefrekvensen og formatet for denne dialog (offentlig eller for lukkede døre) skal fastsættes på pragmatisk vis; er af den opfattelse, at det ligeledes er nødvendigt at sikre aktiv inddragelse af de nationale parlamenter på deres respektive niveau, idet de skal kontrollere de holdninger, som de pågældende medlemsstaters repræsentanter indtager;
   mener, at disse mere detaljerede retningslinjer kan suppleres af proaktive "vejledende" beslutninger, som vedtages af Parlamentet med en passende hyppighed, hvori der redegøres for Parlamentets holdning til den generelle politiske retning;
   bemærker, at dialogen på de områder, hvor Europa-Parlamentet og Rådet er medlovgivere, skal tjene til at definere et forhandlingsmandat, der samler de europæiske holdninger omkring lovgivningsmæssige valg, der er truffet af et flertal, eller hindre manglende overensstemmelse med retsakter, der er i færd med at blive vedtaget;
   opfordrer de europæiske repræsentanter til i internationale forhandlinger især at rette opmærksomheden mod sammenhæng og konsekvens mellem de internationale krav/standarder og den vedtagne EU-lovgivning, som er bindende, og til at sikre overholdelse for at skabe lige spilleregler på globalt plan;
   opfordrer til at øge Kommissionens ansvarlighed over for Europa-Parlamentet ved at strømline processen for fastlæggelse af EU's holdninger på G20-møder til de politikområder, der vedrører beskæftigelse, energi, handel, udvikling og bekæmpelse af korruption;
   opfordrer indtrængende medlemsstaterne til uden forsinkelse at sikre fuld overholdelse af koordineringsforpligtelserne;
   opfordrer medlemsstaterne til at acceptere, at bankunionen repræsenteres i Baselkomitéen for Banktilsyn ved Den Fælles Tilsynsmekanisme;
   opfordrer Kommissionen til i sit arbejdsprogram at medtage de eksterne aspekter af den økonomiske og finansielle regulering, dvs. det arbejde, der forventes at finde sted i de internationale finansielle institutioner, og til med henblik på at forbedre den interne politiske sammenhæng at nedsætte en arbejdsgruppe om global økonomisk styring og finansielle institutioner;
   noterer sig Kommissionens initiativ til at sikre fremskridt i retning af en samlet repræsentation af euroområdet i IMF; mener, at dette bør ske uden at foregribe muligheden for at oprette et samlet medlemskab for Den Europæiske Union på længere sigt;
   påpeger, at det i henhold til protokol nr. 14 til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde påhviler Eurogruppen, der er et midlertidigt og uformelt organ, at udvikle en stadig tættere samordning af de medlemsstater, der har euroen som valuta, indtil euroen bliver valutaen i alle Unionens medlemsstater; mener, at Eurogruppens gennemsigtighed og ansvarlighed kan forbedres; henstiller, at der findes en mere formel og varig løsning i overensstemmelse med Europa-Parlamentets beslutning af 20. november 2012(8), hvori der fremsættes anbefalinger for en gradvis udvikling af bankunionen, den økonomiske union, den finanspolitiske union og den politiske union; minder om, at den uafhængige rolle, der spilles af EU-kommissæren for økonomiske og finansielle anliggender, bør styrkes og ledsages af stærke kontrolmekanismer, både over for Parlamentet og Rådet;
   finder, at der, ud over særtilfældet IMF, bør iværksættes en gradvis strømlining af EU-repræsentationen over de kommende år, først gennem øget koordinering og dernæst – efter en evaluering – gennem sammenlægning af pladserne; mener, at medlemskabet af disse organisationer og organer bør fastlægges i henhold til kompetencefordelingen mellem EU-institutionerne og de europæiske tilsynsmyndigheder, Rådet/Eurogruppen og de nationale myndigheder; er af den opfattelse, at EU sideløbende hermed bør arbejde på at ændre disse organisationers og organers funktionsmåde med henblik på at bevæge sig væk fra beslutningstagning ved konsensus til afstemning med vægtet kvalificeret flertal;
   understreger, at det påhviler Kommissionen, Rådet og, hvor det er relevant, Eurogruppen at styrke samordningen gennem forberedende møder; mener, at der om nødvendigt bør nedsættes nye ad hoc-arbejdsgrupper i Rådet i lighed med Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC), underudvalget vedrørende IMF-anliggender (SCIMF), Eurogruppens Arbejdsgruppe (EWG) og Udvalget for Økonomisk Politik (EPC);
   opfordrer til en grundig evaluering af det dobbelte mandat i G20, som for øjeblikket beklædes af henholdsvis Det Europæiske Råds og Kommissionens formand, for at fastslå, i hvilket omfang det svækker EU's troværdighed udadtil, navnlig med hensyn til gennemførelsen af et indre marked for finansielle tjenesteydelser; mener, at det er muligt at gennemføre en række forbedringer for at fremme konvergensen mellem de medlemsstater, der er repræsenteret enkeltvis, med henblik på at opnå en effektiv koordinering forud for møderne og fremme en stærk europæisk stemme på selve møderne;
   opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at fremme fastlæggelsen af en køreplan hen imod oprettelse af en verdensomspændende traktatbaseret finansorganisation i overensstemmelse med retningslinjerne i de Larosière-rapporten med vide beføjelser til at rette henstillinger, forhandle bindende minimumsstandarder, fastlægge multilaterale tvistbilæggelsesordninger og i påkommende fald pålægge sanktioner; mener, at de erfaringer, der er høstet især inden for handelssektoren gennem WTO, kan anvendes til oprettelse af ovennævnte multilaterale tvistbilæggelsesordninger; understreger, at den foreslåede organisation bør leve op til de højeste standarder for gennemsigtighed og ansvarlighed;
   er af den opfattelse, at Kommissionen bør være forsynet med et udtrykkeligt mandat til at skabe en ny impuls til fremme af multilateralisme vedrørende internationalt samarbejde på det finansielle, monetære og reguleringsmæssige område;
   opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle EU's lovgivningsmæssige forslag på det finansielle område er komplementære med foranstaltninger på globalt plan;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 70 E af 8.3.2012, s. 41.
(2) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 66.
(3) EUT C 131 E af 8.5.2013, s. 51.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0238.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0268.
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).
(7) Den Internationale Betalingsbank, Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF) og Verdenshandelsorganisationen (WTO) har ligeledes en reguleringsfunktion. De Forenede Nationers Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD) spiller en væsentlig rolle med hensyn til global økonomisk styring. Den Afrikanske Udviklingsbank (AfDB), Den Asiatiske Udviklingsbank (ADB), Den Caribiske Udviklingsbank (CDB), Den Vestafrikanske Udviklingsbank, Den Interamerikanske Udviklingsbank (IDB), Det Interamerikanske Investeringsselskab, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), Europarådets Udviklingsbank (CEB), Verdensbankgruppen, Den Internationale Bank for Genopbygning og Økonomisk Udvikling (IBRD), Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), Den Internationale Finansieringsinstitution (IFC) og Det Multilaterale Investeringsgarantiorgan (MIGA) støtter finansieringen af udviklingssamarbejde.
(8) Europa-Parlamentets beslutning af 20. november 2012 med henstillinger til Kommissionen om rapporten fra formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen: "Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union" (EUT C 419 af 16.12.2015, s. 48).


Ikke-industrielt kystfiskeri i fiskeriafhængige områder
PDF 232kWORD 110k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om innovation og diversificering af det ikke-industrielle kystfiskeri i fiskeriafhængige områder (2015/2090(INI))
P8_TA(2016)0109A8-0044/2016

Europa-Parlamentet,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF,

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011,

—  der henviser til artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om foranstaltninger, under hvis vedtagelse det er nødvendigt at tage hensyn til de særlige karakteristika og begrænsninger i forbindelse med regionerne i den yderste periferi,

—  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om ikke-industrielt fiskeri i lille målestok samt reformen af den fælles fiskeripolitik(1),

—  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om viden om havene 2020: kortlægning af havbunden til fremme af bæredygtigt fiskeri(2),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. maj 2014 "Innovation i den blå økonomi: indfrielse af havenes potentiale for vækst og beskæftigelse" (COM(2014)0254),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2010 med titlen "Europa 2020-flagskibsinitiativ: Innovation i EU" (COM(2010)0546),

—  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006/EF,

—  der henviser til udtalelse af 15. oktober 2014 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om meddelelsen "Innovation i den blå økonomi: indfrielse af havenes potentiale for vækst og beskæftigelse" (COM/C 012/15),

—  der henviser til udtalelse af 21. januar 2015 fra Regionsudvalget om meddelelsen "Innovation i den blå økonomi: indfrielse af havenes potentiale for vækst og beskæftigelse" (COM/C 019/05),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. september 2012 med titlen "Blå vækst – mulighederne for bæredygtig vækst i den maritime økonomi" (COM(2012)0494),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

—  der henviser til sin beslutning af 8. september 2015 om udnyttelse af potentialet i forskning og innovation i den blå økonomi til at skabe vækst og beskæftigelse(3),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. maj 2013 "Handlingsplan for en havstrategi for Atlanterhavsområdet: Grundlaget for intelligent og bæredygtig vækst for alle" (COM(2013)0279),

—  der henviser til Kommissionens grønbog af 29. august 2012 med titlen "Viden om havene 2020 – fra kortlægning af havbunden til oceanografiske prognoser" (COM(2012)0473),

—  der henviser til sin beslutning af 2. juli 2013 om blå vækst: fremme af bæredygtig vækst inden for skibsfart, søtransport og turisme i EU(4),

—  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. februar 2014 om en europæisk strategi til øget vækst og beskæftigelse inden for kyst- og havturisme (COM(2014)0086),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A8-0044/2016),

A.  der henviser til, at kystfiskeri tegner sig for 80 % af den europæiske fiskerflåde og sammen med skaldyrsfiskeri garanterer et højt beskæftigelsesniveau i kystområder, på øer og i regionerne i den yderste periferi, og at det generelt udgør en socialt og miljømæssigt bæredygtig fiskeriform, der har et betydeligt potentiale; der henviser til, at dets indflydelse på kyst- og øområdernes sociale og kulturelle karakteristika og deres kulturarv er af en ganske særlig og mangfoldig art;

B.  der henviser til, at det meste kystfiskeri og fiskeri omkring øerne udgør en traditionel form for kommercielt fiskeri, dvs. en livsform og en vigtig levevej samt den vigtigste fiskerikilde til direkte og indirekte jobskabelse, især i områder, der er afhængige af kystfiskeri, og som kræver særlige foranstaltninger og støtte til fremme af vækst og udvikling;

C.  der henviser til, at kystfiskeri varierer betydeligt mellem de enkelte medlemsstater og også mellem forskellige kystregioner inden for samme medlemsstat, hvad angår dets grundlæggende definition og særtræk – en situation, som det vil være nødvendigt at rette op på og harmonisere som led i den fælles fiskeripolitik i fremtiden - og til, at der er betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til geografi, klima, økosystemer og socioøkonomiske faktorer;

D.  der henviser til, at der er forskelle, hvad angår særtrækkene ved kystfiskeri i de forskellige havområder i Den Europæiske Union, såsom i Adriaterhavet og Middelhavet som helhed, som adskiller sig fra de forhold, der gør sig gældende med hensyn til fiskeri på åbent hav i Atlanterhavet, herunder langs kysten i Fransk Guyana og i Det Indiske Ocean;

E.  der henviser til, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) definerer kystfiskeri af mindre omfang som fiskeri, der udøves af fiskerfartøjer med en længde overalt på under 12 m, som ikke anvender trukne fiskeredskaber, og der henviser til, at dette er den eneste definition af kystfiskeri i EU-lovgivningen;

F.  der henviser til, at den reviderede fælles fiskeripolitik har regionalisering som en af sine hjørnesten, i erkendelse af at central forvaltning ikke er hensigtsmæssig med tanke på europæisk fiskeris store mangfoldighed; der henviser til, at regionalisering og en decentral tilgang som følge af selve de karakteristika, der kendetegner kystfiskeri og fiskeri omkring øerne, er af særlig stor betydning i denne sektor og de samfund, det tjener;

G.  der henviser til, at de foranstaltninger, der finansieres af EHFF, kan nyde godt af en mulig forhøjelse af støtteintensiteten på 30 point, hvis de vedrører kystfiskeri af mindre omfang;

H.  der henviser til, at der i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om EHFF i medlemsstater, hvor over 1 000 fartøjer kan betragtes som fiskerfartøjer til kystfiskeri af mindre omfang, skal udarbejdes en handlingsplan for udvikling, konkurrenceevne og bæredygtighed for kystfiskeri af mindre omfang;

I.  der henviser til, at kystfiskeriet bør forvaltes i henhold til forordning (EU) nr. 1380/2013, idet der tages højde for diversiteten af flådens fiskeriudstyr, geografiske og klimarelaterede begrænsninger, teknikker og fiskebestande i de enkelte medlemsstater og i de enkelte fiskerizoner, hvilket bidrager til bevarelse af lokale traditioner og fiskerirelaterede aktiviteter;

J.  der henviser til, eftersom hvert enkelt fiskeriområde har sine egne særlige karakteristika, kan udveksling af oplysninger og god praksis mellem de forskellige områder bidrage betydeligt til at forbedre fiskeriets indvirkning på miljøet og de marine økosystemer og også give mulighed for bedre interaktion mellem alle de menneskelige og økonomiske aktiviteter, som finder sted i og omkring kystområderne;

K.  der henviser til, at indtægterne fra ikke-industrielt fiskeri er faldet betydeligt som følge af den betydelige stigning i driftsomkostningerne, navnlig på grund af de stigende brændstofpriser og på grund af fiskenes lavere værdi ved første salg, hvilket ofte nødvendiggør en øget fiskeriindsats;

L.  der henviser til, at forvaltningen af forskellige bestande af flere primære målarter har lagt alvorlige restriktioner på fiskeri og små fiskersamfund i mange regioner;

M.  der henviser til, at der i kystfiskeri hovedsagelig benyttes traditionelle fiskeriredskaber og -teknikker, såsom "almadraba"-bundgarnsfælder, som på grund af deres særtræk bestemmer identiteten og levemåden i kystområderne, og at der er et afgørende behov for at bevare brugen heraf og beskytte dem som en del af den kulturelle, historiske og traditionelle arv;

N.  der henviser til, at ikke-industrielt fiskeri bidrager til kyst- og øsamfunds muligheder for at overleve, for så vidt angår kontrol med stigende affolkning, kampen imod aldring i fiskerisektoren og arbejdsløshed; der henviser til, at udvikling og innovation kan spille en afgørende rolle for jobskabelse i disse lokalsamfund; der endvidere henviser til, at der i ikke-industrielt fiskeri i visse områder anvendes gamle fiskeriredskaber og -teknikker, som er mere miljøvenlige, og som har mindre indvirkning på situationen for de truede bestande;

O.  der henviser til, at ikke-industrielt kystfiskeri og traditionelt fiskeri er miljøvenligt og skaber den grundlæggende økonomiske byggesten til vedligeholdelse, udvikling og beskæftigelse i kyst- og øsamfund;

P.  der henviser til, at klassificeringen af trukne redskaber i henhold til Middelhavsforordningen også omfatter trawlnet og vod, selv om andre klassifikationer - såsom Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisationens klassifikation - anser vod for at udgøre en særskilt gruppe af fiskeriredskaber; der henviser til, at bestemmelserne vedrørende trukne trawlnet ikke bør gælde for traditionelle kystvod, som bruges til at fange arter, der ikke er truede;

Q.  der henviser til, at der på trods af talen om innovation og diversificering af fiskerisektoren skal tages hensyn til, at et enormt fiskerisamfund er yderst afhængigt af traditionelle og gamle former for fiskeri;

R.  der henviser til, at den nye fælles fiskeripolitik anerkender vigtigheden af de fiskeriafhængige kyst- og øområder; der henviser til, at den opgave, der påhviler medlemsstaterne med hensyn til at sikre en passende levestandard for dem, der er afhængige af fiskeriaktiviteter, bidrage til opnåelsen af en sådan levestandard i forbindelse med kystfiskeri samt fremme bæredygtigt kystfiskeri og diversificering af aktiviteterne inden for fiskeriet og indkomst for dem, der bor i disse kystområder, idet der tages hensyn til dets kulturelle, socioøkonomiske og miljømæssige faktorer, også skal omfatte, at der lægges vægt på betydningen af uddannelse og sundhed og sikkerhed til søs for fiskerne, hvilket er i overensstemmelse med den særlige beskyttelse, der gælder i henhold til artikel 174 i TEUF;

S.  der henviser til, at den nye forordning om den fælles fiskeripolitik giver fortrinsadgang til fiskere, der driver fiskeri af mindre omfang, kystfiskere og traditionelle fiksere inden for en zone på 12 sømil, dvs. i den mest følsomme del af EU's farvande, og der henviser til, at Kommissionen ved sin evaluering af den gamle forordning om den fælles fiskeripolitik fandt frem til, at 12-sømilezonerne var en af de få succeser i den gamle forvaltningsordning, som gav anledning til adskillige konflikter med andre overlappende menneskelige aktiviteter på kyststrækningen, hvad angår udnyttelsen af områder og ressourcer;

T.  der henviser til, at der, når der vedtages foranstaltninger – især foranstaltninger i relation til fiskerisektoren – ifølge artikel 349 i TEUF skal tages hensyn til de særlige karakteristika og begrænsninger, der gør sig gældende for regionerne i den yderste periferi, idet der lægges vægt på deres geografiske isolation, afsides beliggenhed og de oceaniske betingelser i en ofte yderst specifik regional sammenhæng, hvor selvforsyning er nødvendig, hvad angår fødevareproduktion;

U.  der henviser til, at det bør bemærkes, at kystfiskeri på grund af de særlige geografiske kendetegn ved regionerne i den yderste periferi og deres store afstand til Europa er afgørende for den økonomiske udvikling i disse regioner;

V.  der henviser til, at kystfiskeri i regionerne i den yderste periferi også står over for konkurrence fra skibe, der ikke sejler under EU-flag, og som benytter samme fiskeriområder og fisker efter de samme arter for at sælge dem på de samme markeder, i tillæg til konkurrencen fra lande uden for EU, som er underlagt helt andre driftsudgifter samt forskriftsmæssige, sundhedsmæssige og miljømæssige begrænsninger; der i denne sammenhæng henviser til, at alle bestræbelser på at støtte lokal udvikling og selvforsyning, hvad angår fødevareproduktion, ikke ville føre til noget, medmindre de understøttes af specifikke EU-politikker i disse regioner;

W.  der henviser til, at i regionerne i den yderste periferi bidrager marin akvakultur, sammen med kystfiskeri, til økonomisk udvikling og levering af friske fødevarer til lokalområdet;

X.  der henviser til, at størsteparten af kystområderne, især dem i de sydeuropæiske lande og øområderne, står over for en betydelig økonomisk afmatning, som bevirker affolkning og fraflytning af indbyggere, der søger muligheder i områder med bedre udsigt til beskæftigelse og uddannelse;

Y.  der henviser til, at den europæiske krise har vist, at Europa er nødt til at diversificere sine økonomiske aktiviteter, og at det er vigtigt at analysere nye modeller for innovation og viden, der kan skabe nye arbejdspladser på lokalt niveau;

Z.  der henviser til, at nogle kystfiskeriområder er beliggende tæt på økonomisk udviklede regioner og turistmål, men ikke desto mindre er ude af stand til at opnå tilstrækkelig økonomisk vækst; der henviser til, at presset i retning af at bruge havets ressourcer allerede vokser i disse regioner, og at fiskeriet fortrænges af turismen, selv om de to sektorer er kompatible og komplementære;

AA.  der henviser til, at logbøger ofte udgør en administrativ byrde for små kystfiskerivirksomheder, og at større fleksibilitet ville være ønskelig;

AB.  der henviser til, at presset på kystområderne fra turistsektoren hovedsagelig forårsages af visse specifikke aktiviteter, som f.eks. ukontrolleret rekreativt fiskeri, der i visse områder lægger pres på havets ressourcer og påvirker forretningsmulighederne for dem, der lever i traditionelle fiskeriområder;

AC.  der henviser til, at grundlæggelsen af lokale aktionsgrupper inden for fiskeriet i områder, der er afhængige af fiskeri, er afgørende, idet sådanne grupper anerkendes som et nyttigt instrument, der giver lejlighed og mulighed for en diversificering af aktiviteterne inden for fiskeri, hvilket i sidste instans fører til en generel udvikling af kyst- og øområderne og til social samhørighed i disse regioner, og at der derfor er behov for yderligere at øge de økonomiske ressourcer for at gøre det muligt for disse grupper at opstå og handle i de relevante områder;

AD.  der henviser til, at kvindelige skaldyrsfiskere stadig er usynlige, og at kvinder generelt set er underrepræsenteret i fiskerisektoren;

AE.  der henviser til, at kvinder, der arbejder i den maritime sektor som vodbindere, proviantleverandører, aflæssere og pakkeriarbejdere, forbliver usynlige som gruppe;

AF.  der henviser til, at den økonomiske krise også gør sig bemærket i fiskerisektoren, navnlig for de befolkningsgrupper, der er hårdest ramt af arbejdsløshed, som f.eks. unge og kvinder, og at diversificering og innovation derfor er nødvendige for at øge beskæftigelsen, drage fordel af nye muligheder såsom blå og grøn udvikling og for at forhindre marginalisering af fiskeriet i udviklingsområder og afsidesliggende områder; der henviser til, at en særlig opmærksomhed bør rettes imod faglig uddannelse;

AG.  der henviser til, at diversificering i kyst- og øområder kan gennemføres via aktiviteter i forbindelse med markedsføring og salg af fiskeprodukter, gastronomi, turisme, kulturel, historisk og traditionel arv, miljøet og grøn vækst;

AH.  der henviser til, at begrebet "den blå økonomi" er under udvikling og kunne give et kraftigt skub til vækst og økonomisk udvikling samt skabelse af beskæftigelse, navnlig i kyst- og øområder, kyst- og østater samt i regionerne i den yderste periferi;

AI.  der henviser til, at kyst- og øsamfund, har en grundlæggende interesse i gennemførelsen af begrebet blå økonomi;

AJ.  der henviser til, at EU-initiativet Innovationsunionen har anerkendt og identificeret mangler, der begrænser og forhindrer udvikling af forskning og innovation, såsom utilstrækkelige investeringer i videnskab, mangel på tilstrækkelig data om have og oceaner, utilstrækkelig finansiering og manglende samarbejde mellem den private og den offentlige sektor;

AK.  der henviser til, at udviklingen af den blå økonomi ville bidrage til den økonomiske vækst generelt – og især i kystområder, øområder samt regionerne i den yderste periferi – og at det netop er de regioner, der er afhængige af fiskeri, der har en vigtig rolle at spille i udvikling af innovationer, og som bør inddrages under enhver fase af udviklingen af den blå økonomi;

AL.  der henviser til, at miljøet og økonomien går hånd i hånd i fiskerisektoren på samme måde som i andre sektorer; der henviser til, at udvikling af den blå økonomi derfor bør være rettet mod den sociale økonomi og mod bæredygtige og miljøvenlige projekter og aktiviteter, der har til formål at indføre kystaktiviteter, der er under udvikling, og bevare havmiljøet og havenes biologiske mangfoldighed som helhed, med særlig støtte til miljøvenlige ikke-industrielle fiskeriaktiviteter, som fremmer biodiversitet; der henviser til, at disse projekter og aktiviteter også skal være bæredygtige ud fra et socialt og økonomisk synspunkt, således at ikke-industrielt fiskeri forbliver levedygtigt;

AM.  der henviser til, at den blå økonomi også kan bidrage til at skabe sikkerhed ombord på fiskerfartøjer og forbedre fiskernes arbejdsvilkår og daglige trivsel;

AN.  der henviser til, at miljø- og selektivitetsmålene gælder på samme måde over hele linjen, men at det vil være problematisk for små fartøjer at overholde forpligtelsen til at lande udsmid;

AO.  der henviser til, at menneskeskabte påvirkninger, dvs. menneskelige aktiviteter, i kystområder er blevet undervurderet i forbindelse med miljøbeskyttelsesspørgsmål; der henviser til, at de kumulative virkninger af forskellige aktiviteter i kystregionerne ikke er blevet tilstrækkeligt anerkendt eller vurderet; der henviser til, at aktiviteter, der finder sted i nogle områder, såsom søtransport, turisme, ukontrolleret og belastende rekreativt fiskeri i visse områder, salg af arter, der opnås ved denne aktivitet, krybskytteri, udledning af by- og industrispildevand fra hovedlandet m.m., i særlig grad påvirker fiskeriet;

AP.  der henviser til, at viden om havmiljøet, især det marine økosystems tilstand, er afgørende for at kunne vurdere de forskellige aktiviteters indvirkning på miljøet, ligesom det er afgørende at fastlægge passende beskyttelsesforanstaltninger og overvågningsprogrammer med henblik på at fremme genoprettelsen af fiskebestande, bæredygtig udnyttelse af ressourcer samt udvikling af innovationer; der henviser til, at oplysningerne om havmiljøet er utilstrækkelige og mangelfuldt systematiseret;

AQ.  der henviser til, at ulovligt fiskeri i visse regioner udgør en reel trusse for den fortsatte eksistens af ikke-industrielt kystfiskeri og truer bevarelsen af fiskeressourcer og biodiversitet;

AR.  der henviser til, at den integrerede havpolitik har til formål at imødegå de nye udfordringer, som havene, industrien og fiskere i hele Europa står over for, lige fra miljøbeskyttelse til udvikling af kystområder, ved hjælp af akvakultur, nautisk turisme eller andre økonomiske aktiviteter i forbindelse med blå vækst;

1.  opfordrer Kommissionen til at tilpasse definitionen af kystfiskeri, kystfiskeri af mindre omfang og traditionelt fiskeri i overensstemmelse med de socioøkonomiske karakteristika og særtræk i de forskellige regioner, snarere end udelukkende baseret på fiskefartøjernes størrelse og kapacitet, eftersom de nuværende EU-bestemmelser ikke er tilfredsstillende; foreslår, at der gøres brug af regionalisering med henblik på at tilpasse definitionen af kystfiskeri fra sag til sag i overensstemmelse med det enkelte fiskeris karakteristika; foreslår, at der tages hensyn til et antal vejledende kriterier såsom fartøjernes størrelse, det anvendte fiskeriudstyr, selektiviteten af fiskeriteknikkerne, fiskeriturenes varighed, og hvorvidt fartøjets ejer er om bord, de traditionelle former for iværksættervirksomhed og ejendoms- og forretningsstrukturer, der traditionelt findes i disse områder, inddragelsen af udvindingssektoren i aktiviteter forbundet med forarbejdning og salg, udvindingsaktiviteternes virkelige art og omfang samt andre faktorer knyttet til traditionelle aktiviteter, støtte fra virksomheder eller indflydelsen på lokalsamfundene;

2.  opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden af kystfiskeri af mindre omfang i øsamfund, der traditionelt er afhængige af fiskeri for deres levebrød, og som er beskæftiget med fiskeri hele året rundt;

3.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til gradvist at øge kvoterne til ikke-industrielt fiskeri for at styrke denne socialt og økologisk bæredygtige form for fiskeri;

4.  opfordrer Kommissionen til at støtte innovative projekter og juridiske bestemmelser, der fremmer udviklingen af kyst- og øområder samt regioner i den yderste periferi, idet der tages hensyn til diversiteten af de socioøkonomiske aktiviteter, som et middel til at sætte skub i de positive eksterne virkninger af ikke-industrielt fiskeri, både med hensyn til social og økonomisk samhørighed og miljøbeskyttelse ved hjælp af nye former for støtte inden for rammerne af den eksisterende EU-finansiering; understreger, at prioriteten skal gives til projekter, der er rettet mod bæredygtig jobskabelse og -bevarelse, øget inddragelse af udvindingssektoren i forarbejdning og salg, fremme af iværksætteriformer, der er knyttet til den sociale økonomi, fremme af korte markedskæder, indførelse af nye teknologier i markedsføring og salg af fiskerivarer og -tjenesteydelser, innovation i udviklingen af nye varer og tjenesteydelser samt bevarelse og beskyttelse af traditionelle roller;

5.  mener, at revisionen af rammebestemmelserne for tekniske foranstaltninger skal tage hensyn til kystfiskeriets særlige forhold og give mulighed for visse undtagelser, forudsat at de er begrundet, i forbindelse med regionalisering;

6.  opfordrer Kommissionen til at koordinere en undersøgelse på europæisk plan for at fastslå virkningen af det rekreative kystfiskeri på traditionelle fiskeriaktiviteter og også at fastlægge de parametre, som er nødvendige for at begrænse rekreativt kystfiskeri i visse områder; opfordrer til øget overvågning af denne aktivitet for at undgå eventuel interferens mellem udvindingssektoren og disse fremgangsmåder, som allerede er et problem i regionerne i den yderste periferi med vigtige turismesektorer;

7.  opfordrer medlemsstaterne til at prioritere kystfiskeri af mindre omfang ved tildeling af EHFF-støtte og at strømline procedurerne for erhvervsdrivende inden for disse former for fiskeri;

8.  opfordrer indtrængende de involverede myndigheder til at fremme disse aktiviteter for at sikre at alle lokale aktører, sammenslutninger af iværksættere, forskningsinstitutter inden for fiskeri og oceanografi, universiteter, teknologicentre og lokale og regionale institutioner deltager i innovationsprocessen med henblik på at hjælpe projekter med at indføre omfattende foranstaltninger, forbedre deres udsigt til finansiering samt give dem tilstrækkelig støtte til at opfylde de betingelser, der er fastsat i Den Europæiske Fiskerifond;

9.  opfordrer Kommissionen til at stå til ansvar over for Europa-Parlamentet med hensyn til de handlingsplaner for kystfiskeri af mindre omfangs udvikling, konkurrenceevne og bæredygtighed, som medlemsstaterne har udarbejdet i forbindelse med EHFF;

10.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger for at støtte de forskellige grupper af kvinder i den maritime sektor og derved fremme deres deltagelse og repræsentation inden for alle områder, både i beslutningstagerroller og fiskeriaktiviteter;

11.  opfordrer Kommissionen til at indføre særlige foranstaltninger for at anerkende og forbedre arbejdsvilkårene for kvinder, der arbejder som vodbindere, proviantleverandører, aflæssere og pakkeriarbejdere;

12.  opfordrer Kommissionen til i nært samarbejde med medlemsstaterne at styrke Støtteenheden for Netværket af Fiskeriområder (FARNET), som yder væsentlig hjælp til de lokale aktionsgrupper inden for fiskeriet;

13.  opfordrer Kommissionen til at fremme og sætte skub i oprettelsen og arbejdet udført af lokale aktionsgrupper inden for fiskerisektoren (FLAG) ved at øge de økonomiske ressourcer, da disse grupper giver løbende støtte og rådgivning direkte til fiskerisektoren og således fremmer en social inklusiv og bæredygtig udviklingsmodel i fiskeriområder, hvilket inspirerer unge og kvinder til at blive involveret i nye forretningsprojekter og bidrage til innovation, modernisering af infrastrukturen, økonomiske investeringer og diversificering, samt lokale forvaltningsplaner fra selve fiskeriet; opfordrer Kommissionen til at styrke de kompetente myndigheders rolle og beføjelser med hensyn til udviklingen af nye innovative aktiviteter og til at have et tæt samarbejde med de forskellige sektoroperatører;

14.  opfordrer Kommissionen til at bidrage til at styrke den rolle, som fiskerisamfund spiller inden for lokaludviklingen og i forvaltning af lokale fiskeressourcer og maritime aktiviteter;

15.  opfordrer Kommissionen til at overveje den særlige rolle, som kvinder har i økonomien i kystområder, og til at handle i overensstemmelse hermed, således som det allerede er tilfældet i landbrugserhvervet; opfordrer til at anerkende det beløb, som kvinder i accessoriske roller bidrager med til BNP, og navnlig relevansen af deres bidrag i husholdninger, hvor den kønsbaserede arbejdsdeling traditionelt betød, at indtjening kun var en mandlig aktivitet; opfordrer til anerkendelse af faglige kvalifikationer på alle niveauer af traditionelle kvindelige roller i sektoren, og til, at der oprettes særlige programmer, der har til formål at støtte iværksætteri hos kvinder i disse områder;

16.  opfordrer Kommissionen til at fremme og støtte investeringer i diversificeringen af fiskerisektoren gennem udvikling af supplerende aktiviteter og alsidigheden i karrierer inden for fiskeriet, herunder investering i fartøjer, sikkerhedsudstyr, uddannelse, miljøtjenester inden for aktiviteterne i fiskerisektoren samt kulturelle og uddannelsesmæssige aktiviteter, idet der navnlig lægges vægt på at beskytte miljøet og fremme bæredygtig vækst; understreger, at den centrale målsætning må være at finansiere aktiviteter, som er socialt, miljømæssigt og økonomisk levedygtige og i stand til at skabe beskæftigelse, især for unge og kvinder; understreger, at akvakultur i havområder er forenelig med og et supplement til kystfiskeri i regionerne i den yderste periferi, og opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingen af opdræt og forædlingsteknikker i de varme farvande i tropiske og subtropiske områder; opfordrer Kommissionen til at fremhæve den rolle, som kvinder spiller i forbindelse med ikke-industrielt kystfiskeri og alle dertil knyttede aktiviteter;

17.  opfordrer Kommissionen til at fremme skabelse og udviklingen af fisketurisme med det formål at anvende en differentieret forretningsstrategi, der er hensigtsmæssigt i forhold til potentialet i dette segment og i stand til at opfylde dets behov mere effektivt samt arbejde hen imod en ny form for turisme, hvor de centrale krav bl.a. er kvalitet, fleksibilitet, innovation og bevarelse af den historiske og kulturelle arv i fiskeriområder samt miljø og sundhed; opfordrer Kommissionen til også at fremme og støtte investering i fiskeri inden for turisme for at skabe differentierede kapaciteter på turismeområdet ved at fremme gastronomi i forbindelse med ikke-industrielle fiskeprodukter, fisketurismeaktiviteter, undervands- og dykningsturisme etc., og derved udnytte fiskeritraditionen og en specifik fiskeriregions potentielle tiltrækningskraft til økonomisk indtjening på en bæredygtig måde;

18.  understreger, at vandsportsaktiviteter har stigende betydning med henblik på at styrke lokalsamfundene, især uden for sæsonen, ved hjælp af nye undervands- og dykningsaktiviteter og anden vandsport, som f.eks. surfing eller bodyboarding;

19.  opfordrer af hensyn til fremme af etablering og udvikling af fiskeriturisme Kommissionen til aktivt at fremme og støtte investeringer i diversificeringen af fiskeriet inden for kultur og kunst som en del af den traditionelle arv (håndværk, musik og dans) og til at støtte investeringer i fremme af tradition, historie og fiskeriarv generelt (fiskeriredskaber, teknikker, historiske dokumenter etc.) ved at åbne museer og arrangere udstillinger, der har nær forbindelse med kystfiskeri;

20.  opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at tillade blandet anvendelse af fartøjer, som er bestemt til udvindingsaktiviteter, således at de, samtidig med at de bevarer dette formål, også kan anvendes til andre former for aktiviteter i forbindelse med fritids- og turistsektoren, såsom informationsdage om sejlads eller aktiviteter i forbindelse med forarbejdning, undervisning eller gastronomi osv., i overensstemmelse med systemet i landdistrikterne, der omfatter landbrugsskoler og landbrugsturisme;

21.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til via deres styrende organer at sikre, at kystfiskeri af mindre omfang modtager en rimelig andel af støtten fra EHFF, særlig i betragtning af de administrative byrder, der pålægges dem;

22.  opfordrer Kommissionen til at indføre foranstaltninger, der tilskynder til og fremmer mobilitet mellem erhverv med tilknytning til havet;

23.  opfordrer til, at resultaterne af forskning og projekter, der finansieres fra det offentlige budget, gøres offentligt tilgængelige under visse betingelser, og at der sikres en mere effektiv videregivelse og adgang til de foreliggende oplysninger om have og oceaner, og til at de nuværende administrative hindringer, der står i vejen for vækst og udvikling af innovation fjernes;

24.  opfordrer Kommissionen til at forbedre lovgivningen ved at indføre mekanismer for at føre tilsyn med en retfærdig fordeling af kvoter til fiskeri af mindre omfang med hensyn til fælles arter;

25.  understreger, at fiskeriet vigtigste produkt er selve fisken, og at det er afgørende at styrke de forskellige former for anvendelse af fisk, herunder konserves og anvendelsen af biprodukter af fisk; opfordrer Kommissionen til aktivt at fremme og støtte investeringer i diversificeringen af fiskeriet, hvad angår markedsføring og forarbejdning af lokale fiskeprodukter, og til at fremme udviklingen af lokale distributionskanaler, fremme disse produkter gennem skabelse af lokale kendetegn og/eller varemærker for friske produkter og ved at understøtte skabelsen af lokale virksomhedsprojekter med sigte på at udøve disse aktiviteter; understreger, at fremme af innovation på denne måde navnlig skal omfatte udvikling af etiketter og mærkninger, der garanterer kvaliteten af lokale fiskeprodukter;

26.  opfordrer til større fleksibilitet med hensyn til logbog for fartøjer på under 12 m, navnlig for så vidt angår kravet om, at dokumenter skal fremsendes inden for 48 timer, da dette er en betydelig administrativ byrde; foreslår i denne forbindelse, at fartøjer, der sælger alle deres fisk på auktion, fritages for denne forpligtelse, eftersom det i disse tilfælde vil være muligt at få de ønskede oplysninger uden at pålægge en unødig administrativ byrde;

27.  opfordrer til, at der oprettes beskyttede havområder, hvilket vil fremme bæredygtige fiskeressourcer og lette kontrollen med og bekæmpelsen af IUU-fiskeri (ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri); understreger behovet for, at EU giver medlemsstaterne tilstrækkelig vejledning, koordinationsbistand og støtte med hensyn hertil;

28.  opfordrer til udtrykkelig støtte til det arbejde, der udføres af kvinder, da de spiller en vigtig rolle i forbindelse med ikke-industrielt fiskeri; understreger navnlig de vigtige opgaver, der udføres af kvinder i forarbejdningskæden og deres grundlæggende rolle i skaldyrsfiskeriet;

29.  bemærker, at kystfiskeri i regionerne i den yderste periferi er berettiget til støtte efter en kompensationsordning, der er anerkendt i medfør af EHFF på grund af de betydelige meromkostninger, den medfører; opfordrer Kommissionen til at udvide denne ordning ved at tilføje en specifik mekanisme for regionerne i den yderste periferi, der svarer til POSEI-ordningen i landbrugssektoren;

30.  opfordrer Kommissionen til at støtte lancering af friske råvarer, der er fremkommet ved ikke-industrielt fiskeri, skaldyrsfiskeri og bæredygtig ekstensiv akvakultur i lille målestok, i offentlige kantiner (uddannelsesinstitutioner, hospitaler, restauranter osv.);

31.  understreger, at regionerne i den yderste periferi har særlige karakteristika, som følge af deres fjerne beliggenhed og økarakter; understreger, at disse særlige karakteristika indebærer meromkostninger for kystfiskeri i disse regioner, og at disse ekstraomkostninger bør kompenseres fuldt ud inden for rammerne af EHFF;

32.  understreger, at kystfiskerflåder i regionerne i den yderste periferi ofte består af aldrende fartøjer, der forårsager problemer, hvad angår sikkerheden om bord; opfordrer Kommissionen til at foreslå en revision af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om EHFF med henblik på at give støtte til fornyelse af små kystfiskerfartøjer i regionerne i den yderste periferi, forudsat, at dette ikke øger kapaciteten;

33.  opfodrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give adgang til data om havene og miljøet med henblik på at fremme gennemsigtighed, innovation og udvikling, og for at garantere alle interesserede parter adgang til videnskabelige oplysninger, som er udviklet med støtte fra offentlig samfinansiering;

34.  understreger, at havene og områderne langs med og tæt på kysterne har et potentiale, der i vid udstrækning er uudforsket, for så vidt angår energiuafhængighed, innovation og bæredygtig udvikling; mener, at EU’s anerkendelse af dette potentiale og disse områders rolle vil gøre disse kyst- og øområder og regioner i den yderste periferi mere attraktive og fremme deres udvikling;

35.  udtrykker bekymring over anvendelsen af Horisont 2020-programmet til den blå økonomi, eftersom det er det vigtigste program for forskning og udvikling af innovation på europæisk plan; støtter oprettelsen af et videns- og innovationsfællesskab (VIF) for den blå økonomi under Horisont 2020, der bidrager til at styrke aktiviteter i kystområderne gennem tværnationale offentlige/private partnerskaber;

36.  støtter anvendelsen af midler afsat til innovation og blå vækst til at finansiere grundforskning, FoU, uddannelse, oprettelse af virksomheder, miljøbeskyttelse og lanceringen af innovative produkter og processer på markedet;

37.  opfordrer Kommissionen til at yde støtte som en del af initiativer til direkte forvaltning af projektfinansiering, idet vægten lægges på kystfiskeri og udvikling af kystområder;

38.  understreger vigtigheden af miljøbeskyttelsesinstrumenter, såsom miljøkonsekvensundersøgelsen for individuelle projekter og den strategiske miljøvurdering for strategier, planer og programmer, der bidrager til bæredygtigt fiskeri;

39.  understreger betydningen af den integrerede havpolitik for de fiskeriafhængige regioners og forstår, at der er et stigende engagement i strategien for blå vækst; målet er at yde langsigtet støtte til bæredygtig vækst i forbindelse med alle havsektorer og maritime sektorer, samtidig med at man anerkender havenes vigtighed som kraftcentre, der skaber beskæftigelse i kystområderne.

40.  understreger, at kyst- og øområder såvel som regionerne i den yderste periferi er hovedaktørerne i udvikling af innovation, og at de skal inddrages i samtlige faser af udviklingen af den blå økonomi;

41.  understreger betydningen af EHFF, som især har fokus rettet mod diversificering og innovation inden for fiskeriet, med henblik på at støtte fiskeri, der er socioøkonomisk og miljømæssigt bæredygtigt, innovativt, konkurrencedygtigt, effektivt og videnbaseret; støtter behovet for at styrke finansieringen af Den Europæiske Fiskerifonds fjerde akse med henblik på at støtte indbyggerne i fiskeriafhængige samfund og forbedre deres levestandard ved at udvikle nye aktiviteter; opfordrer Kommissionen til at validere de særlige regionale forhold så hurtigt som muligt;

42.  understreger betydningen af at styrke forbindelserne mellem lokalsamfund og universiteter/teknologicentre, der vil bidrage afgørende til oprettelsen af nye virksomhedsvæksthuse, der muliggør udvikling af nye forretningsidéer i den maritime sektor;

43.  opfordrer Kommissionen til aktivt at fremme projekter, der giver støtte til styrkelse af innovation og teknologisk udvikling, hvis mål er at udvikle eller introducere nye produkter, udstyr, teknikker samt nye eller forbedrede systemer for forvaltning og organisation; opfordrer Kommissionen til at fremme og tilskynde udveksling af oplysninger og god praksis mellem de forskellige fiskeriområder, således at udviklingen af innovative og bæredygtige fangstmetoder fremmes; mener, at det i denne forbindelse er afgørende at integrere moduler til uddannelse af iværksættere og til diversificering inden for professionelle søfarts- og fiskeriskoler;

44.  opfordrer Kommissionen til at fremme skabelsen af nye, innovative virksomheder i fiskeriafhængige regioner og dermed skabe et incitament til iværksætteri og etablering af nye virksomheder med en god mulighed for succes i den maritime sektor, hvilket vil bidrage til diversificering af det traditionelle kystfiskeri, skabe arbejdspladser og tiltrække eller fastholde befolkningen;

45.  opfordrer Kommissionen til at anvende en selektiv fremgangsmåde i forbindelse med udarbejdelsen af lovgivningsmæssige forslag om anvendelse af fiskeredskaber og -teknikker for at tage hensyn til den faktiske indflydelse, som disse redskaber og teknikker har på ikke-industrielle fiskeressourcer i hvert enkelt relevante område; opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle lovgivningsmæssige initiativer gøres til genstand for en grundig forudgående konsekvensanalyse under hensyntagen til de særlige forhold, der gælder i hvert enkelt fiskeriområde; føler, at en ikke-selektiv tilgang til brugen af fiskeriredskaber og -teknikker har alvorlig indvirkning på levedygtigheden af allerede marginaliserede kyst- og øsamfund, idet den forårsager øget affolkning og hindrer udvikling og innovation; mener, at positiv særbehandling bør anvendes til ikke-industrielt kystfiskeri; mener, at denne tilgang, som med tilfældet med forslaget om et forbud mod drivgarn, tyder på, at Kommissionen stadig er ved at tilpasse sig den decentraliserede reformerede fælles fiskeripolitik, som de lovgivende instanser valgte at vedtage; minder Kommissionen om dens forpligtelse til at operere inden for rammerne af regionaliseringen, som er fastsat i den nye forordning om den fælles fiskeripolitik;

46.  bemærker, at økosystemerne ved kysterne er følsomme og opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at vurdere miljøvirkningerne af alle aktiviteter, der kan påvirke fiskebestandenes bæredygtighed, såsom søtransport, transport af affald, forurening af grundvandet, boreaktiviteter eller opførelse af nye turistfaciliteter langs kysten, i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet;

47.  opfordrer Kommissionen til at lægge stor vægt på den socioøkonomiske relevans af ikke-industrielt kystfiskeri og fiskeri af mindre omfang inden for EU, vedtagelse af alternative metoder til at definere fartøjskategorier og diversificeringen af aktiviteterne i stærkt fiskeafhængige kystområder; bemærker, hvor vigtigt det er at indsamle en række videnskabelige oplysninger, som muliggør en bedre forvaltning af ikke-industrielt fiskeri, således at det bliver bæredygtigt ud fra et biologisk, socialt, økonomisk og miljømæssigt synspunkt;

48.  opfordrer Kommissionen til at fremskynde processen for gennemførelsen af arbejdsmarkedets parters aftale om gennemførelse af Den Internationale Arbejdsorganisations 2007-konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren i en passende EU-retsakt;

49.  opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med den ekspertklassificering af fiskeriredskaber, der er fastlagt i Middelhavsforordningen, at tage hensyn til forskellene mellem trawlnet og vodnet med henblik på at fastsætte de bedste bestemmelser i retning af mere bæredygtig anvendelse af de enkelte nettyper under hensyntagen til den seneste videnskabelige rådgivning;

50.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at der gennemføres en revision af fiskebestandenes situation, hvad angår kystfiskeriet, og understreger nødvendigheden af, at der foretages en analyse af, hvilke virkninger fiskeri af mindre omfang har for fiskebestandene, idet man ikke glemmer de mere omfattende teknikker såsom tunfiskeri, i betragtning af at de arter, der fiskes ved kystfiskeri, er yderst værdifulde i socioøkonomisk henseende, selvom de kun udgør en lille andel af den samlede fangstmængde, men ikke desto mindre er meget vigtige for overlevelsen af de fiskere, hvis daglige indkomst afhænger af dem;

51.  udtrykker bekymring over tabet af traditionelle fangstmetoder og -færdigheder som følge af ugunstige regulativer, der påvirker kystsamfund;

52.  opfordrer Kommissionen til at ændre bestemmelsen om de tekniske specifikationer for fiskenet, herunder den mindste maskestørrelse, garnets højde, den afstand fra kysten og den dybde, hvor garn må anvendes, for at sikre en mere afbalanceret udnyttelse af fiskebestandene og bevare biodiversiteten;

53.  opfordrer Kommissionen til at ændre bestemmelserne i den eksisterende forordning, der foreskriver den krævede afstand fra kysten og vanddybde, hvor fiskeriredskaber må anvendes, således at der tages hensyn til de særlige geografiske forhold i grænseområder mellem medlemsstaterne;

54.  understreger nødvendigheden af en ændring af forordningen, hvad angår administrative foranstaltninger med henblik på bæredygtig udnyttelse af fiskeriressourcerne i Middelhavet, også kendt som "Middelhavsforordningen", som vedtoges i 2006, og som fastlægger regler for de tekniske karakteristika af redskaber og brugen heraf; mener, at denne forordning bør bringes i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitik, idet man dog skal holde sig for øje, at havområdet forvaltes i fællesskab med tredjelande, især målet om maksimalt bæredygtigt udbytte;

55.  understreger behovet for en effektiv koordinering mellem medlemsstaterne for at sikre, at fiskerne får rettidige og omfattende oplysninger om gennemførelsen af de allerede eksisterende regler og eventuelle ændringer hertil;

56.  opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af samhørighedspolitikken at fremme projekter, der vil bidrage til at beskytte kyst- og øområder som områder med traditionelt, kulturelt og historisk fiskeri og maritim historisk arv;

57.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende EU-midler til at støtte bæredygtighedscertificering af almadraba-fælder for at fremme anerkendelsen af denne fangstmetode og dens bidrag;

58.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 167.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0438.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0291.
(4) EUT C 75 af 26.2.2016, s. 24.


Den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension, herunder fiskeriaftaler
PDF 208kWORD 96k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om fælles regler for gennemførelsen af den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension, herunder fiskeriaftaler (2015/2091(INI))
P8_TA(2016)0110A8-0052/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011(2),

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til FN's havretskonvention af 10. december 1982,

–  der henviser til aftalen fra 1995 om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande,

–  der henviser til FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri, som blev vedtaget i oktober 1995, og de tilknyttede instrumenter og retningslinjer,

–  der henviser til begrebet sårbare marine økosystemer, der fremkom under drøftelser i FN's Generalforsamling og opnåede udbredelse efter vedtagelsen af FN's resolution 61/105 fra 2006, og til at sårbare marine økosystemer er områder, der kan være sårbare over for indvirkningen fra fiskeriaktiviteter,

–  der henviser til de videnskabelige kriterier og retningslinjer, der blev fastlagt på Azorerne i 2009 med henblik på at identificere økologisk og biologisk signifikante marine områder og udpege repræsentative netværk af beskyttede marine områder i åbne farvande i verdenshavene samt dybhavslevesteder under konventionen om den biologiske mangfoldighed,

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension(3),

–  der henviser til konklusionerne fra Det Rådgivende Råd for Højsøflådens konference den 16. og 17. september 2015,

–  der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 11/2015 af 20. oktober 2015 med titlen "Forvalter Kommissionen EU's fiskeripartnerskabsaftaler hensigtsmæssigt?",

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A8-0052/2016),

A.  der henviser til, at antallet af overudnyttede bestande ifølge FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations rapport fra 2014: "The State of World Fisheries and Aquaculture" steg uafbrudt frem til 2008 og faldt en smule i 2011;

B.  der henviser til, at EU er en af de vigtigste fiskeaktører i verden og historisk set har haft en stærk tilstedeværelse med vigtige aktiviteter på alle verdenshave grundet en kombination af fiskerflådens aktiviteter, EU-borgeres private investeringer, sit netværk af bilaterale fiskeriaftaler, sine regioner i den yderste periferi og sin deltagelse i alle større regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er), og at EU fremmer god praksis og respekt for menneskerettighederne;

C.  der henviser til, at multilateralisme og internationalt samarbejde, herunder bilateralt samarbejde, er en forudsætning for en bæredygtig forvaltning af verdens fiskeressourcer; der henviser til, at EU har en nøglerolle at spille i den globale styring af havene og oceanerne, og at den fælles fiskeripolitik bør bygge på en ambitiøs vision, der er i overensstemmelse med den interne dimension, der er fastlagt i grundforordningen om emnet;

D.  der henviser til, at FAO for nylig har offentliggjort frivillige retningslinjer for bæredygtigt ikke-industrielt fiskeri, som indeholder mål for dette fiskeri, navnlig i udviklingslandene;

E.  der henviser til, at EU er et betydeligt marked for fiskerivarer (både fisk fanget af EU's egne flåder samt importeret) og den største importør af disse varer, idet EU forbruger 11 % af verdens fiskeproduktion målt i volumen og importerer 24 % af fiskerivarerne målt i værdi, selv om den kun tegner sig for 8 % af den globale fangst; der henviser til, at EU har en omfattende forarbejdningsindustri med en vigtig social dimension, der bør bevares;

F.  der henviser til, at den eksterne dimension af den nye fælles fiskeripolitik omfatter internationale aftaler og fiskeri i områder uden for national jurisdiktion, at konventionen om den biologiske mangfoldighed og FAO opfordrer til, at der identificeres økologisk og biologisk vigtige marine områder samt sårbare marine økosystemer, og at beskyttede marine områder er vigtige redskaber for en økosystembaseret forvaltning, hvilket er anerkendt af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er);

G.  der henviser til, at fangstkvoterne i RFFO'er primært har været baseret på historiske fangstniveauer, hvilket førte til, at de udviklede lande fik præferenceadgang til de globale fiskebestande; der henviser til, at der ifølge de tildelingskriterier, som nogle RFFO'er har opstillet, nu skal tages hensyn til det fiskeri, der drives af kystlande, som også er udviklingslande, og som i generationer har været afhængige af fiskeressourcerne i de nærtliggende farvande, hvilket er en kendsgerning, som EU fortsat må respektere;

H.  der henviser til, at det er væsentligt at skelne mellem aftalerne med landene i nord, Norge, Island og Færøerne, og bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler, som involverer andre lande;

I.  der henviser til, at EU bør bestræbe sig på at opnå sammenhæng i udviklingspolitikken i henhold til artikel 201, stk. 1, i TEUF, hvori det hedder, at "Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene";

J.  der henviser til, at der i nogle tilfælde er utilstrækkelige data om bestandenes tilstand og om lokale og tredjelandes flåders samlede optag i forbindelse med fiskebestande, som EU fanger i tredjelandes farvande, hvilket gør det vanskeligt at vurdere niveauet i overskydende fiskebestande som krævet i FN's havretskonvention (UNCLOS); der henviser til, at der er behov for at øge mængden af sådanne data og deres gennemsigtighed;

K.  der henviser til, at EU bør træffe alle relevante foranstaltninger til at sikre, at aftaler om bæredygtigt fiskeri med tredjelande er til gensidig interesse for EU og de pågældende tredjelande, herunder deres lokalbefolkning og fiskerisektorer;

L.  der henviser til, at problemet med piratvirksomhed også har negative konsekvenser for regioner, hvor der drives fiskeri, der er reguleret inden for rammerne af bilaterale og multilaterale fiskeriaftaler;

1.  glæder sig over, at der i grundforordningen om den fælles fiskeripolitik for første gang er indføjet et kapitel om den eksterne dimension, hvori indgår mindstebetingelser for bilaterale aftaler, en forpligtelse til at fremme et samarbejde mellem RFFO'er og overensstemmelse mellem de foranstaltninger, som disse træffer, en eksplicit henvisning til fælles standarder både i og uden for EU-farvande og en erklæring om, at foranstaltninger skal baseres på bedste foreliggende videnskabelige rådgivning;

2.  understreger vigtigheden af at sikre konsekvens mellem fiskeripolitik, miljøpolitik, handelspolitik og udviklingssamarbejde;

3.  anerkender betydningen af at opretholde og udvide kohærens og kompatibilitet i det eksisterende retsgrundlag;

4.  opfordrer til forstærket samarbejde mellem de relevante organer for fiskeri i Kommissionen, nemlig GD for Maritime Anliggender og Fiskeri, GD for Internationalt Samarbejde og Udvikling og GD for Handel;

5.  understreger, at det er afgørende, at EU og de partnere, som den har indgået bilaterale og andre aftaler med, fremmer miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtigt fiskeri baseret på gennemsigtighed og deltagelse af ikkestatslige interessenter, navnlig erhvervsgrupper, der lever af fiskeri, for at sikre en fremtid for kystsamfund, det marine miljø, udviklingen af lokal industri, den beskæftigelse, der genereres af fiskeri, forarbejdning og handel samt fiskeriets bidrag til fødevaresikkerhed;

6.  understreger vigtigheden af at fremme beskyttelse af økosystemer og bevare fiskebestandene over de niveauer, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte, da mere rigelige fiskebestande er en vigtig forudsætning for udviklingen af tredjelandes kystfiskerisamfund i overensstemmelse med FAO’s vejledende retningslinjer for bæredygtigt ikke-industrielt fiskeri;

7.  understreger, at det er nødvendigt at støtte udviklingen af lokale samfund, der hovedsagelig lever af fiskeri og aktiviteter i tilknytning til fiskerindustrien; understreger behovet for at støtte foranstaltninger til fremme af overførsel af teknologiser og knowhow, kapacitetsstyring, partnerskaber mellem flere forskellige interessenter og andre investeringer til gavn for fiskeriindustrien;

8.  minder om, at de miljøstandarder, der også bør gælde for EU's eksterne dimension, omfatter gennemførelse af økosystemtilgangen for fiskeriforvaltning og af forsigtighedstilgangen med henblik på at genopbygge og opretholde de udnyttede bestande på niveauer, der er højere end de niveauer, som giver maksimalt bæredygtigt udbytte, inden udgangen af 2015, hvor det er muligt, og senest i 2020 for alle bestande;

9.  understreger, at alle aspekter af den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension skal baseres på et ligeværdigt og gensidigt fordelagtigt forhold mellem EU, dens medlemsstater og dens partnere globalt, uanset om der er tale om et bilateralt (bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler) eller multilateralt forhold (RFFO'er), med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling af den lokale fiskeriindustri; understreger, at en sådan ligeværdighed også bør afspejles i EU's handelsaftaler med tredjelande i overensstemmelse med kravet om udviklingsvenlig politikkohærens;

10.  opfordrer Kommissionen til i den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik at indføje hensyntagen til regionerne i den yderste periferi, herunder bilaterale aftaler, der er undertegnet med tredjelande, for at sikre, at den gavner lokale fiskerier i regionerne i den yderste periferi;

11.  anerkender den indsats, Det Rådgivende Råd for Højsøflåden har ydet med at udvikle sin holdning til den eksterne dimension af den reviderede fælles fiskeripolitik og gennemførelsen deraf i samarbejde med aktører fra tredjelande;

12.  understreger, at EU i sine eksterne fiskerirelaterede aktiviteter (fangst, forarbejdning og afsætning) bør fremme sine højeste miljømæssige og sociale standarder og gennemføre strenge og effektive kontrol- og inspektionsforanstaltninger og samtidig sikre gennemsigtighed i alle sine aktiviteter med det formål at sikre lige konkurrencevilkår på EU's marked;

13.  anerkender den rolle, som den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik spiller for beskæftigelsen (både i og uden for EU) og for forsyningen med fisk på EU's markeder (og på lokale markeder i nogle tilfælde) samt som et redskab, hvorigennem EU kan yde teknisk, finansiel og videnskabelig bistand til tredjelande, navnlig gennem støtte til forbedringer inden for videnskabelige undersøgelser, kontrol- og overvågningsordninger og udvikling af havneinfrastruktur;

14.  glæder sig over de betydelige forbedringer i de seneste år i den måde, som EU forvalter den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik på, både med hensyn til bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler og gennemførelsen heraf, hvilket har ført til, at EU-flåder generelt er blandt de mest progressive højsøflåder hvad angår overholdelse af høje sociale og miljømæssige standarder; mener, at EU bør fremme sådanne miljømæssige og sociale standarder på internationalt plan via RFFO'er og sit netværk af bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler;

15.  er klar over, at når EU-flåden indstiller sine aktiviteter inden for et givent fiskeri, kan dens fiskerirettigheder overgå til andre flåder, hvis standarder for bevaring, forvaltning og bæredygtighed er betydeligt lavere end EU's;

16.  mener, at sektorstøtte til fiskerisektoren i lande, som der er indgået bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler med, er afgørende for at imødekomme deres stigende behov med hensyn til fiskeriforvaltning, videnskabelig undersøgelseskapacitet, anlæg og vedligeholdelse af infrastruktur, uddannelse af fiskeriinspektører og besætningsmedlemmer samt for at forbedre forsyningen med og adgangen til fisk og dermed fødevaresikkerheden for befolkningerne i de pågældende lande gennem støtte til det arbejde, der ydes af kvinder i fiskerisektoren;

17.  fastholder derfor nødvendigheden af en bedre sammenkobling mellem den sektorstøtte, der ydes under fiskeriaftaler, og de instrumenter, der er til rådighed til udviklingssamarbejde, navnlig Den Europæiske Udviklingsfond, og af fuld gennemsigtighed i finansieringen af fiskeriprojekter og i anvendelsen af sektorstøtte for at sikre, at EU-midler anvendes korrekt;

18.  gentager behovet for bedre videnskabelig information om ressourcernes tilstand og fangst-/indsatsdata for fiskeri uden for EU's farvande, navnlig i visse udviklingskyststaters farvande, til hvilket formål der kan indsættes med midler fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og Den Europæiske Udviklingsfond;

19.  bemærker, at selv om et af de vigtigste mål for fiskeripartnerskabsaftalerne er udelukkende at fiske efter overskudsbestande, så har dette ifølge den seneste beretning fra EU's Revisionsret om fiskeripartnerskabsaftaler vist sig at være meget vanskeligt at gennemføre i praksis, "fordi der mangler pålidelige oplysninger om fiskebestande og om den fiskeriindsats, der gøres af de nationale fiskerflåder og af de andre udenlandske fiskerflåder, som partnerlandene også har givet adgang"; understreger i denne forbindelse betydningen af pålidelige videnskabelige data og af uafhængige efterfølgende evalueringer om effektiviteten af fiskeripartnerskabsaftaler;

20.  understreger, at EU gennem sine bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler og sit arbejde i RFFO'er bør fremme harmonisering af betingelserne for adgang til afrikanske farvande for alle udenlandske flåder med henblik på tun, små pelagiske bestande og bundfiskearter med det formål at skabe gunstige betingelser for fiskere, der driver bæredygtigt og ansvarligt fiskeri;

21.  opfordrer til udbygning af uafhængige observatørprogrammer, der bidrager til overvågning af fiskeri og indsamling af videnskabelige data;

22.  er overbevist om, at det kun er gennem regional fiskeriforvaltning, herunder observatørprogrammer og inspektions- og kontrolsystemer (i havne og farvande) på regionalt plan, at en bæredygtig og retfærdig udnyttelse kan udvikles for stærkt vandrende fiskebestande og fælles og delte bestande som krævet af UNCLOS og FN-aftalen om fælles fiskebestande;

23.  bemærker, at der findes en lovramme for regional forvaltning af stærkt vandrende arter og mange andre bestande gennem RFFO'en for tun og andre RFFO'er, selv om nogle fiskerier fortsat ikke er omfattet af RFFO-netværket, og opfordrer Kommissionen til at arbejde på at sikre, at alle relevante fiskerier forvaltes af en RFFO så snart som muligt;

24.  anmoder Kommissionen om at bevilge flere budgetmidler til RFFO'erne, da de spiller en central rolle med hensyn til at bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret (IUU-) fiskeri;

25.  er bekymret over, at visse andre fiskerier, navnlig efter delte bestande, der ikke findes i højsøområder, endnu ikke har et effektivt forum for regionalt samarbejde og forvaltning; mener, at dette er et alvorligt problem, navnlig for bestandene af små pelagiske arter i Vestafrika på grund af deres strategiske betydning for fødevaresikkerheden som for nylig bemærket i en rådgivende udtalelse fra Den Internationale Havretsdomstol(4);

26.  opfordrer EU til at udnytte sin indflydelse til at sikre, at alle fiskerier, der har en regional dimension, forvaltes af en RFFO; opfordrer navnlig EU til at arbejde for, at Komitéen for Fiskeriet i det Østlige Centrale Atlanterhav (CECAF) bliver en egentlig RFFO med beslutningstagende myndighed og ikke blot et regionalt rådgivende organ om fiskeri under FAO;

27.  er overbevist om, at der med hensyn til EU-flåders adgang til andet fiskeri (f.eks. bundfiskearter) er behov for, at EU fremmer foranstaltninger, der gælder for alle, for at sikre harmoni mellem industrielle og ikke-industrielle flåder, hvilket eventuelt vil kræve et system med zoner, som gør det muligt at beskytte den lokale ikke-industrielle fiskerisektor;

28.  opfordrer til, at der foretages yderligere undersøgelser og ydes større beskyttelse af dybhavsarter og levesteder, primært for arter, der er særligt følsomme eller af afgørende betydning for økosystemets bæredygtighed på lang sigt;

29.  opfordrer Kommissionen til at fremme en afbalanceret tildeling af fiskerirettigheder i RFFO'er med hensyntagen både til den miljømæssige og sociale indvirkning, behov med hensyn til fødevaresikkerhed og udviklingslandenes ønske om at udvikle deres egne fiskerier; bemærker, at enhver omfordeling bør omfatte alle flåder, både flåder til fjernfiskeri og nationale flåder, og baseres på relevante tildelingskriterier, der måtte være udviklet af den relevante RFFO;

30.  påskønner kravet i grundforordningen om, at alle tredjelandsflåder, der driver fiskeri i et land, som EU har en bæredygtig fiskeripartnerskabsaftale med, skal underlægges lignende adgangsbetingelser med henblik på fremme af bæredygtige fiskerier, da det er en vigtig foranstaltning til at sikre, at andre højsøflåder opererer efter samme standarder som EU og ikke undergraver dem; opfordrer Kommissionen til konsekvent at fastholde dette krav;

31.  opfordrer EU til at udnytte sit netværk af bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler og forhandlinger i RFFO'er til at sikre, at vores partnerlande begrænser alle højsøflåders adgang til overskudsbestande som krævet af UNCLOS og den fælles fiskeripolitik, og sådan som EU gør det, og til at give præferenceadgang til de flåder, der anvender den mest miljømæssige og socialt bæredygtige praksis for det pågældende område og de pågældende bestande;

32.  er bekymret for den mulige afbrydelse af fiskeriaktiviteterne mellem to protokoller, når forhandlingerne om en ny protokol trækker ud; anmoder Kommissionen om at garantere den juridiske og økonomiske sikkerhed for fiskerne ved at sørge for, at fiskeriet kan fortsætte mellem to protokoller;

33.  anerkender betydningen af at etablere en bredere ramme med udviklingslande, der ikke kun omfatter fiskeri, men også de forudgående og efterfølgende led i forsyningskæden;

34.  opfordrer EU til at undgå at forhandle bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler med lande, hvor korruption er accepteret;

35.  anerkender betydningen af at etablere en bredere ramme med udviklingslande, som integrerer fiskeriet sammen med udviklingsorienterede temaer;

36.  anerkender betydningen af at anerkende fiskeritilladelser gennem diplomatiske kanaler;

37.  anerkender fiskeriets betydning for udviklingslande, navnlig det ikke-industrielle fiskeri, på grund af dets bidrag til fødevaresikkerheden, den lokale økonomi og beskæftigelse for både mænd og kvinder, men er samtidig opmærksom på den rolle, som de industrielle fiskeriaktiviteter spiller, som foregår inden for en ansvarlig og gennemsigtig ramme, og som bidrager til den socioøkonomiske udvikling i kystområderne og forsyningen af fiskerivarer;

38.  understreger, at det er nødvendigt, at EU overholder sin forpligtelse til at fremme miljømæssigt og socialt bæredygtigt fiskeri i udviklingslandene i alle EU-politikker, som har indvirkning på fiskeriet i udviklingslandene (bistand, handel, fiskeri);

39.  understreger betydningen af at inkludere kvinder i hele værdikæden fra finansiering til forarbejdning og/eller afsætning af fiskevarer; mener, at man ved at fremme kvinders adgang til disse aktiviteter vil kunne styrke deres økonomiske og sociale myndiggørelse og derved vil kunne yde et vigtigt bidrag til mindskelse af ulighederne mellem kønnene; understreger, at der bør udvises mere opmærksomhed over for ligestillingsrelaterede prioriteter i EU's forbindelser med udviklingslande;

40.  understreger nødvendigheden af ved hjælp af sektorstøtte at fremme den lokale udvikling og tilføre fiskerierne i partnerlandene større vægt, navnlig ved at styrke bæredygtig akvakultur, udvikle og bevare ikke-industrielt fiskeri, forbedre det videnskabelige kendskab til bestandenes tilstand og fremme private initiativer fra lokale aktører; anmoder EU om via bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler at fremme god forvaltning af offentlige indtægter fra fiskerisektoren og af den økonomiske godtgørelse;

41.  mener, at EU bør tilskynde tredjelande og navnlig de lande, med hvem den forhandler om bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler, til at fastlægge en lovramme for joint ventures med EU og andre interesser i fangst-, forarbejdnings- og afsætningssektorer; mener, at en sådan ramme er det bedste middel til at sikre, at joint ventures indgås og fungerer i overensstemmelse med høje bæredygtigheds- og gennemsigtighedsstandarder som foreskrevet af den ændrede fælles fiskeripolitik, og derved også vil kunne give bedre retssikkerhed for EU-interesser med hensyn til støtte til udvikling af bæredygtige fiskerier i tredjelande;

42.  understreger, at gennemsigtighed, ansvarlighed og inddragelse af interessenter skal betragtes som centrale elementer i EU’s fiskeriforbindelser med tredjelande;

43.  understreger, at europæiske investeringer i tredjelandes fiskerier i form af joint ventures skal være dækket af den fælles fiskeripolitik; understreger, at EU gennem sine bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler bør fremme en dialog med partnerlandene om fastlæggelse af en lovramme for at sikre, at joint ventures inden for fangst-, forarbejdnings- og afsætningssektorer, der indgås med partnere fra EU eller andre lande, fungerer på en gennemsigtig måde og ikke konkurrerer med den lokale ikke-industrielle sektor og bidrager til udviklingsmålene for det pågældende land;

44.  er opmærksom på Revisionsrettens beretning, som understreger, at underudnyttelsen af de tonnagekvoter, der er fastlagt i visse af de seneste protokoller, medfører høje omkostninger; opfordrer derfor Kommissionen til at undgå unødvendige omkostninger for EU-budgettet på dette område så vidt muligt;

45.  mener, at Europa-Parlamentet bør have en mere aktiv rolle end den, der følger af den nuværende godkendelsesprocedure, og understreger, at det bør orienteres omgående og fuldt ud på alle trin i procedurerne vedrørende indgåelse eller fornyelse af fiskeripartnerskabsaftaler for at øge gennemsigtigheden og den demokratiske ansvarlighed i forbindelse med protokollerne;

46.  anerkender betydningen af den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik for skabelsen af beskæftigelse både i EU og i vore partnerlande, herunder gennem ansættelse af lokale besætninger i forbindelse med bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler; opfordrer EU-fartøjer til så vidt muligt at losse deres fangster i partnerlandene til den første forarbejdning; anmoder om, at instrumenter til beskyttelse af arbejdstagere og anstændige arbejdsvilkår inkluderes i de europæiske bestemmelser om fiskerianliggender (navnlig i forbindelse med Den Internationale Arbejdsorganisations konvention 188) og bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler for at sikre ensartede arbejdsvilkår og lønninger, ensartet beskyttelse af arbejdstagerrettigheder og uddannelsesniveauer og EU-borgere og andre statsborgere;

47.  påskønner gennemsigtighedsbestemmelserne i den seneste protokol med Mauretanien, hvori Mauretanien forpligter sig til at offentliggøre alle aftaler med stater eller private enheder, der indrømmer udenlandske fartøjer adgang til Mauretaniens eksklusive økonomiske zone, og opfordrer til, at der indføjes sådanne gennemsigtighedsbestemmelser i alle bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler;

48.  glæder sig ligeledes over, at protokollen med Mauretanien giver EU's flåde prioriteret adgang til overskudsfiskeri i dette land, og opfordrer Kommissionen til at følge dette eksempel, når den forhandler protokoller med andre tredjelande, under hensyntagen til de strenge bæredygtighedskrav, som EU-flåden skal leve op til;

49.  opfordrer kraftigt Kommissionen til at sikre, at der indgår lignende bestemmelser i andre fremtidige protokoller, hvilket vil føre til en stærkt forbedret gennemsigtighed hvad angår den samlede fiskeriindsats og adgangsbetingelserne; anmoder om detaljerede oplysninger om de aggregerede fangster fra fartøjer fra alle flåder, der har fået tilladelse til at fiske i Mauretaniens farvande, og om, at de tilknyttede betingelser for adgang gøres offentligt tilgængelige;

50.  anmoder Kommissionen om i de internationale organer, som den deltager i, at opfordre andre tredjestater til at offentliggøre vilkårene i andre aftaler, som de indgår med andre stater eller private aktører, herunder identiteten for de fartøjer, der har fået tilladelse til at fiske og deres aktiviteter og fangster; opfordrer ligeledes tredjelande til at overholde RFFO-beslutninger, der fremmer gennemsigtighed i fiskeriaftaler;

51.  opfordrer andre tredjelande til at tage hensyn til henstillinger, beslutninger og afgørelser, der træffes af RFFO'er til fremme af gennemsigtigheden i fiskeriaftaler inden for de pågældende eksklusive økonomiske zoner;

52.  mener, at Kommissionen snarest muligt bør forbedre gennemsigtigheden ved at oprette en database over alle private aftaler mellem eller på vegne af EU-redere og lokale eller regionale organer eller myndigheder eller tredjelande, som omfatter adgang til tredjelandsfiskerier, herunder adgangsbetingelserne, den tilladte flådekapacitet, fartøjernes identitet og deres fiskeriaktiviteter, og at denne database bør være offentligt tilgængelig med undtagelse af de dele, der indeholder forretningsmæssigt følsomme oplysninger;

53.  bemærker, at skibsredere indgår private aftaler med regeringerne i tredjelande, der ikke er omfattet af den fælles fiskeripolitik; er bekymret over, at Kommissionen ikke systematisk underrettes om sådanne aftaler; er bekymret over, at dette under visse omstændigheder kan føre til illoyal konkurrence med udviklingslandenes lokale fiskersamfund samt med EU-skibsredere, som fisker under bilaterale aftaler;

54.  mener, at fartøjer, der fisker under bestemmelserne i en bæredygtig fiskeripartnerskabsaftale, men som ikke opfylder deres forpligtelser, f.eks. forpligtelsen til at give deres medlemsstat de data, der kræves i henhold til deres fiskeritilladelse, bør pålægges sanktioner i overensstemmelse med kontrolforordningen og IUU-forordningen, herunder, hvor det er relevant, afslag på fiskeritilladelse;

55.  finder det beklageligt, at tidligere skøn for størrelsen af den "eksterne flåde" har anvendt indbyrdes forskellige definitioner for de fartøjer, der skal medregnes, med det resultat, at de eksisterende skøn ikke er sammenlignelige, hvilket gør det umuligt at udarbejde en undersøgelse af flådens størrelse og udvikling over tid, hvorved gennemsigtigheden begrænses voldsomt; opfordrer Kommissionen til at udvikle en definition af den eksterne flåde, som skal dække alle fartøjer, der driver fiskeri uden for EU's farvande, og til at tage behørig højde for de relevante særtræk i aftalerne med landene i nord, således at en historisk sammenligning bliver mulig;

56.  bemærker, at til trods for den rolle, der varetages af Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM), så har forskelle i de regler, der gælder for EU's og tredjelandes flåder, som opererer i de samme fiskeriområder, skabt betragtelige problemer for europæiske fiskere; mener, at det er nødvendigt for EU at øge sin indsats i Middelhavet gennem et tættere samarbejde med lokale myndigheder, regionale organisationer, videnskabelige institutioner, overvågningsorganer og landebaserede fiskeriklynger; mener, at EU har en rolle at spille i løsningen af konflikter mellem fartøjer i Middelhavet, og anmoder Kommissionen om at overveje at støtte og bistå fiskere, som ofte udsættes for konfrontationer med tredjelandsfartøjer, og til at indgå et tættere samarbejde med lande på Middelhavets sydlige kyst;

57.  påskønner offentliggørelsen for nylig af navnene på fartøjer, der sejler under EU-flag, og som har fået tilladelse til at fiske uden for EU's farvande, og kræver, at Kommissionen som en selvfølge offentliggør disse oplysninger, herunder data om deres aktiviteter og fangster;

58.  bemærker, at gennemsigtighed er en forudsætning for høring og informeret deltagelse af fiskerisektorens interessenter, navnlig erhvervsdrivende, hvis levebrød afhænger af fiskeri; høring og deltagelse bør fremmes i bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler, herunder forhandling af aftaler og protokoller og gennemførelse heraf, fordeling og anvendelse af sektorstøtte, arbejde udført i RFFO'er, anvendelse af udviklingssamarbejdsprojekter osv.;

59.  bemærker, at der i grundforordningen er indeholdt en bestemmelse, som kræver, at fartøjer, som forlader og efterfølgende vender tilbage til EU-registret, oplyser om deres aktiviteter inden deres tilbagevenden; mener, at dette krav bør skærpes, således at et fartøjs fulde flaghistorie skal indgives til Kommissionen og indføjes i Fælleskabets flåderegisterdatabase, inden fartøjet godkendes i registret;

60.  anerkender EU's indsats for at bekæmpe IUU-fiskeri, som udgør en trussel mod fiskebestandene og illoyal konkurrence over for lovlige fiskere; anerkender IUU-forordningens bidrag til fremme af bæredygtigt fiskeri i verden; mener, at EU takket være sin centrale rolle som verdens førende marked for fisk har kapacitet til at sikre støtte fra andre stater, herunder dem, som det har indgået bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler med, og internationale aktører med henblik på at sikre en fælles tilgang og en effektiv global ordning til bekæmpelse af IUU-fiskeri;

61.  støtter udviklingen af et fælles internationalt system til registrering af alle fartøjer, der sejler i internationale farvande;

62.  kræver, at IUU-forordningen anvendes konsekvent, objektivt og gennemsigtigt på en ikke-diskriminerende og harmoniseret måde for at fremme lige vilkår for flåder og lande, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre dette; mener desuden, at hvis forordningen skal blive en succes, er det vigtigt, at den ikke underkastes kortsigtede behov i EU's handelspolitik eller udnyttes af EU-fiskeriinteresser som et redskab til ulige forbedring af konkurrenceevnen;

63.  anmoder Kommissionen om at undersøge, hvordan overvejelserne vedrørende arbejdsvilkår kan inkluderes i IUU-forordningen;

64.  understreger, at bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler også bør sikre, at marine fiskeriprodukter er fuldt sporbare;

65.  mener, at bilaterale og multilaterale handelsaftaler, som EU forhandler om, skal fremme miljømæssigt bæredygtige og socialt retfærdige betingelser for produktionen af fiskerivarer i de berørte tredjelande gennem anvendelse af passende kvantitative og kvalitative restriktioner for adgang til EU's marked for ikke at underminere de fremskridt, der er opnået med bekæmpelse af IUU-fiskeri med denne forordning; mener endvidere, at disse betingelser skal være opfyldt for afsætning af alle fiskerivarer eller derivater af fisk på det europæiske marked, og at fiskerivarer og derivater af fisk, der ikke kan garantere opfyldelsen af disse betingelser eller af forbrugerbeskyttelseskrav, skal nægtes adgang til det europæiske marked;

66.  mener, at forbrugerne skal være bekendt med de økonomiske, sociale og miljømæssige betingelser i forbindelse med fangst og forarbejdning af fisk;

67.  foreslår, at der blandt bestemmelserne i bilaterale og multilaterale handelsaftaler bør indgå en eksplicit henvisning til IUU-forordningen, herunder de deri indeholdte standarder; råder Kommissionen til at foreslå en afbrydelse af handelsforbindelserne med et tredjeland, som er blevet identificeret under artikel 31 i IUU-forordningen;

68.  opfordrer Kommissionen til i IUU-forordningen at indføre et system svarende til Traces-systemet (Trade Control and Expert System) med henblik på at kunne verificere og krydstjekke data vedrørende fangstattester og fartøjer eller til at fastsætte en minimumsgrænse for verificering af import af forarbejdede varer;

69.  mener, at det er vigtigt at udstede detaljerede retningslinjer for og at overvåge indsatsen i lande, der har fået gule eller røde kort;

70.  udtrykker sin tilfredshed med inddragelsen af sårbare fiskeriflåder i forbindelse med Atalanta-operationen og opfordrer til fortsat at støtte og beskytte EU-flådens aktiviteter;

71.  mener, at FN's forhandlinger om et nyt system for styring af de internationale have i områder uden for national jurisdiktion bør have som målsætning at nå frem til en ordning, der gør det muligt at undersøge og på en retfærdig, bæredygtig og forsigtig måde at udnytte ressourcerne i internationale farvande, herunder det fortsatte arbejde med at identificere økologisk eller biologisk signifikante havområder med henblik på at skabe et sammenhængende netværk af beskyttede marine områder;

72.  minder om Kommissionens forpligtelse som traktaternes vogter til at sikre, at medlemsstaterne opfylder kravene om fornøden omhu i forbindelse med deres flåder og borgeres eksterne aktiviteter, og opfordrer EU til at tage hensyn til Den Internationale Havretsdomstols nylige rådgivende udtalelse, hvori EU identificeres som flagstat i forbindelse med bilaterale fiskeriaftaler;

73.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.
(2) EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1.
(3) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 175.
(4) Rådgivende udtalelse af 2. april 2015 fra Den Internationale Havretsdomstol som svar på anmodning indgivet af Den Subregionale Kommission for Fiskeriet (SRFC) https://www.itlos.org/fileadmin/itlos/documents/cases/case_no.21/advisory_opinion/C21_AdvOp_02.04.pdf. https://www.itlos.org/fileadmin/itlos/documents/cases/case_no.21/advisory_opinion/C21_AdvOp_02.04.pdf

Juridisk meddelelse